:: wikimiki.org ::

Neptuns Måner

Neptuns måner

Planeten Neptun har pr. 2005 13 kendte måner. Den største, Triton, blev fundet som den første af William Lassell, blot 17 dage efter at selve Neptun blev opdaget. Derefter skulle der gå over hundrede år før den næste Neptun-måne, Nereid blev opdaget. Efter rumsonden Voyager 2 fløj forbi Neptun og dens måner i 1989, kunne man føje yderligere fire måner til listen; Despina, Galatea, Naiad og Thalassa. Eksistensen af månerne Larissa og Proteus blev også endeligt bekræftet med Voyager 2 — dem havde man dog allerede fået et glimt af tilbage i 1981. Siden har man fra astronomiske observatorier her på Jorden fundet yderligere fem måner, hvoraf Psamathe allerede har fået et egentligt navn, mens de øvrige fire endnu blot har de midlertidige betegnelser S/2002 N 1, S/2002 N 2, S/2002 N 3 og S/2002 N 4.

Oversigt

I tabellen herunder findes oplysninger om de enkelte måner, sorteret efter stigende afstand til Neptun, og dermed også efter stigende omløbstider. For en alfabetisk oversigt, se kategorien "Neptuns måner".

Se også

- Jupiters måner
- Plutos måner
- Saturns måner
- Uranus' måner Kategori:Neptuns måner

Planet

En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter. De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)

Se også

- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter] Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52.43 als:Planet ja:惑星 ko:행성 ms:Planet simple:Planet th:ดาวเคราะห์ zh-min-nan:He̍k-chheⁿ

Neptun (planet)

Neptun er den ottende, og ind imellem den niende, planet i vores solsystem, talt fra Solen: Den blev set første gang i 1612, men det var først den 23. september 1846 — 234 år senere — at man opdagede at der var tale om en planet i vores solsystem.

Neptuns og Plutos baner

Planeten Pluto, der normalt er den niende planet talt fra Solen, har en lidt "langstrakt" (excentrisk; ellipse-formet) omløbsbane, som ind imellem bringer Pluto indenfor Neptuns omløbsbane. I tyve ud af de godt 248 år det tager Pluto at fuldføre ét af sine omløb omkring Solen, er Neptun den niende planet, og Pluto nr. 8.

Fysiske egenskaber

Neptun er den yderste af solsystemets fire store gas-giganter, og som de øvrige gasplaneter (Jupiter, Saturn og Uranus) har Neptun ikke nogen fast overflade ligesom Solsystemets fire inderste planeter (Merkur, Venus, Jorden og Mars).

Atmosfære

Selv om Neptun ligner Uranus på mange punkter, er der stor forskel på de to planeters atmosfærer: Mens Uranus er en næsten ensfarvet, blå klode uden tydelig overflade, udviser Neptuns atmosfære meget mere varierede træk. Atmosfæren består af brint, helium og lidt metan — det er metanen der giver Neptun dens udprægede blå farve. Som noget helt unikt blandt gas-giganterne, højtliggende hvide skyer der kaster skygger på det ugennemsigtige, blå skydække længere nede i atmosfæren. På Neptun finder man også Den store mørke plet; et mørkt, ellipseformet område på størrelse med Jorden: Denne plet forsvandt i 1994, men siden hen dukkede en ny, mørk plet op i dens sted. På grund af den enorme afstand til Solen, ca. 4½ milliard kilometer, er den yderste del af Neptuns atmosfære ekstremt kold; 55 Kelvin, eller −218 °C, men temperaturen stiger jo længere ind i Neptun-atmosfæren. Man formoder at det er overskydende varme fra dengang Neptun og det øvrige solsystem blev skabt af sammenfaldende materiale; varme der ganske langsomt tabes som stråling ud i det omgivende rum. I Neptuns atmosfære finder man solsystemets hurtigste vinde; op mod 2000 kilometer i timen, og man mener at drivkraften bag dette blæsevejr er den varme der "siver" ud af Neptuns indre.

Neptuns indre

Indvendigt minder Neptun om Uranus: Der er sandsynligvis en kerne af smeltet metal og klippemateriale, omgivet af en blanding af klippemateriale, vand, ammoniak og metan. Den yderste del af atmosfæren består mest af brint og helium, mens koncentrationen af metan, ammoniak og vand stiger med dybden.
Et sted mellem 5000 og 10 000 kilometer fra den synlige "overflade" overgår stoffet fra luftform til flydende form.
Ved at sammenligne Neptuns rotationstid og fladtrykthed har man fundet frem til, at stoffet i Neptun ikke er så tæt koncentreret omkring kernen som det er i Uranus.

Neptuns magnetfelt

Neptun ligner også Uranus med hensyn til magnetfeltet: Neptuns magnetfelt har en akse der hælder 47 grader i forhold til planetens rotationsakse. Magnetfeltet er "forskudt" i forhold til planetens centrum; feltets "midtpunkt" ligger omtrent halvvejs mellem planetens centrum og et punkt på den synlige overflade.

Opdagelse

Selv om Neptun først "formelt" blev opdaget i midten af det 19. århundrede, er den faktisk blevet observeret flere gange før — længe før endda...

Galilei tolker Neptun som en stjerne

På nogle af Galileo Galileis tegninger og kort over himlen kan man se, at han observerede Neptun den 27. december 1612 og den 27. januar året efter. På grund af Jordens egen bevægelse vil alle planeter udenfor Jordens omløbsbane på visse tider af året synes at stoppe op, bevæge sig "baglæns" (i retrograd retning) i nogle dage, for derefter at genoptage deres sædvanlige bevægelse i forhold til fjerne stjerner i baggrunden. Og da Galileo så Neptun i december 1612, var den netop "stoppet op" og på vej til at bevæge sig baglæns, så da den tilsyneladende ikke havde flyttet sig, gættede han på at det var en fjern stjerne. Havde Galilei set Neptun på et andet og mindre "uheldigt" tidspunkt, ville han efter al sandsynlighed have erkendt at der var tale om en planet — og så havde han fået æren for opdagelsen.

Forstyrrelser i Uranus' bane

Der skulle gå mere end 230 år før Neptuns sande identitet blev afsløret. I 1821 udgav Alexis Bouvard nogle tabeller med data om Uranus' omløbsbane omkring Solen; tal der kan bruges til at forudsige hvornår Uranus er hvor på himlen. Men inden længe var der overraskende store forskelle på Uranus' faktiske position på himlen, og den position den "burde" have ifølge Bouvards oplysninger — Bouvard gættede på at der måtte være et eller andet stort, tungt himmellegeme i nærheden af Uranus, hvis tyngdekraft trækker den væk fra den forudsagte bane.

Banen beregnes

I 1843 regnede John Couch Adams på de observerede afvigelser i Uranus-banen, og bestemte omløbsbanen for Bouvards hypotetiske planet. Adams sendte sine resultater til Sir George Airy, som skrev tilbage til Adams for at få en uddybende forklaring. Adams udarbejdede en kladde til et svar til Airy, men fik aldrig sendt det afsted. Tre år efter Adams fik Urbain Le Verrier, uafhængigt af Adams, samme idé med at beregne omløbsbanen for Bouvards formodede planet. Ligesom Adams havde Le Verrier ikke meget held med at engagere sine astronom-"kolleger" i jagten på den ottende planet i solsystemet. Men samme år fik John Herschel overtalt James Challis til at lede efter mulige planeter dér hvor beregningerne forudsage der skulle være en. Challis indledte "eftersøgningen" i 1846, og i mellemtiden havde Le Verrier overtalt Johann Gottfried Galle til også at lede efter planeten. Galle fandt Neptun, indenfor én grad fra den position Le Verrier havde forudsagt, og cirka 10 grader fra Adams' position. Senere måtte Challis erkende, at han faktisk havde observeret den "nye" planet før, men på grund af sin afslappede indstilling til sit arbejde opdagede han ikke at der var tale om en ny planet.

Diskussion om opdageren

Efter opdagelsen brød et nationalistisk skænderi ud om hvem der havde æren for opdagelsen, men efterhånden blev man enige om et kompromis hvor Adams og Le Verrier samlet blev krediteret for opdagelsen.
Siden hen er der på Royal Greenwich Observatory dukket nogle gamle dokumenter op, som visse historikere tolker derhen at Adams ikke fortjener helt samme andel af æren for opdagelsen af Neptun, som Le Verrier.

Navngivning

Lige efter opdagelsen blev Neptun blot omtalt som "planeten uden for Uranus" eller "Le Verriers planet". Galle kom med det første navneforslag, nemlig Janus. I England foreslog Challis at kalde planeten Oceanus; passende for et søfartsfolk. François Arago i Frankrig foreslog navnet "Leverrier", men det forslag mødte kraftig modstand uden for Frankrig. I franske almanakker blev Uranus kaldt for Herschel, og den nye for Leverrier. Det var Le Verrier selv der foreslog det navn der bruges i dag, og det forslag blev bakket op af Friedrich von Struve. Inden længe blev Neptun det internationalt anerkendte navn for den nye planet. Navnet stammer fra den romerske mytologi, hvor Neptun er havets gud; svarende til Poseidon i den græske mytologi. Dette navnevalg passer sammen med navnene på de dengang kendte planeter, som alle havde fået deres navne tilbage i antikken.

Neptuns planetringe

Neptun har et system af meget tynde, mørke planetringe, hvis kemiske sammensætning man ikke kender. De har en besynderlig "klumpet" struktur; man ved ikke hvad "klumperne" skyldes, men tyngdekraften fra små hyrdemåner i nærheden af ringene kunne forklare fænomenet. Da man i midten af 1980'erne studerede ringene ved at observere stjerner der blev "formørket" af Neptun og dens ringe, tydede resultaterne på at ringene ikke omgiver hele planeten, men er opdelt i separate "buer", afbrudt af "stoffrie" mellemrum. Det endelige bevis for Neprtuns ringsystem kom, da rumsonden Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner i 1989: Billederne som Voyager sendte hjem, viste adskillige utydelige ringe. Tilstedeværelsen af "mellemrum" der deler ringene op i separate "buer" er lidt svært at forklare, fordi mekanikkens regler tvinger materialet i en planetring til at fordele sig jævnt hele vejen rundt i løbet af kort tid. Det er muligvis Neptun-månen Galatea der med sin tyngdekraft "fastholder" buerne. Nye observationer fra 2005 tyder på at Neptun-ringene er meget ustabile; en af ringene kan muligvis forsvinde på så kort tid som 100 år. Denne erkendelse kuldkaster mange eksisterende teorier omkring Neptuns ringe.

Neptuns måner

Neptun har 13 kendte måner; for en samlet oversigt, se artiklen Neptuns måner. Den største af Neptuns måner, Triton, blev opdaget af William Lassell blot 17 dage efter opdagelsen af selve Neptun. En anden Neptun-måne, Nereid, har en omløbsbane der udviser den største excentricitet i hele solsystemet. Indtil Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner, kendte man kun disse to måner, men Voyagers billeder føjede seks nye måner til listen. Siden da, i 2002 og 2003, har man fra observatorier her på Jorden opdaget yderligere fem små, irregulære ("kartoffelformede") måner omkring Neptun. Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:海王星 ko:해왕성 ms:Neptun simple:Neptune (planet) th:ดาวเนปจูน

Måne

En måne er et større objekt i kredsløb om en planet. Solsystemets planeter og måner: # Merkur (ingen måner) # Venus (ingen måner) # Jorden #
- Månen # Mars #
- Phobos #
- Deimos # Jupiter #
- Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe #
- Io #
- Europa #
- Ganymedes #
- Callisto #
- Leda, Himalia, Lysithea, Elara, Ananke, Carme, Pasiphae og Sinope # Saturn #
- Pan og Atlas #
- Prometheus og Pandora #
- Epimetheus #
- Janus #
- Mimas #
- Enceladus #
- Tethys, Telesto og Calypso #
- Dione og Helene #
- Rhea #
- Titan #
- Hyperion #
- Iapetus #
- Phoebe # Uranus #
- Cordelia, Ophelia, Bianca, Cressida, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Belinda og Puck #
- Miranda #
- Ariel #
- Umbriel #
- Titania #
- Oberon #
- Uranus XVI og Uranus XVII #
- Uranus XVIII # Neptun #
- Naiad, Thalassa, Despina og Galatea #
- Larissa #
- Proteus #
- Triton #
- Nereid # Pluto #
- Charon

Eksterne henvisninger

- [http://www.maecker-web.de/moon/ Moon Phases]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk] Kategori:Astronomi Kategori:Måner Kategori:DK5 52.43 th:ดาวบริวาร

Rumsonde

En rumsonde er et ubemandet, videnskabeligt, undersøgende rumfartøj. En rumsonde kan vende tilbage til jorden, hvis den er programmeret til det, men kan også være på en envejs-mission f. eks. Voyager-sonderne, som er på vej ud af vores solsystem efter at have besøgt de fleste planeter. Kategori:Astronomi Kategori:Rumfartøjer Kategori:Ubemandede fartøjer

1989

Begivenheder

- Fernando Collor de Mello vinder det første valg i Brasilien i 29 år.
- 3. januar - Spies-koncernen - ved Janni Spies Kjær - købte sin største konkurrent, Tjæreborg.
- 9. januar - 46 omkommer, da en Boeing 737 styrter ned ved indflyvningen til Nottingham i England. 82 overlever styrtet.
- 15. januar - Med hunde, vandkanoner og tåregas stopper tjekkisk politi 4.000 demonstranter i Prag, der mindes studenten Jan Palach, der i 1969 tog sit eget liv i protest mod Sovjetunionens indmarch i Tjekkoslovakiet efter det såkaldte Prag-forår.
- 16. januar - De Danske Spritfabrikker, De Danske Sukkerfabrikker og Danisco meddeler, at de fusionerer, og dermed er Danmarks hidtil største industrivirksomhed en kendsgerning. Den ny virksomhed får navnet Danisco A/S.
- 17. januar - Under raceurolighederne i Miami, USA, bliver én dræbt og 11 såret, og flere bygninger bliver sat i brand.
- 20. januar - George H.W. Bush efterfølger Ronald Reagan som amerikansk præsident.
- 11. februar - Barbara Clementine Harris bliver indviet som den første kvindelige biskop i den episkopale kirke.
- 1. marts - Bern-konventionen ratificeres af USA.
- 23. marts - Stanley Pons og Martin Fleischmann bekendtgør kold fusion ved Utah's Universitet.
- 7. april - Den sovjetiske ubåd Komsomolets synker i Barentshavet.
- 4. juni - Massakre på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Massakren dækkes live på tv.
- 4. juni - Solidaritet vinder de første frie valg i Polen siden 2. Verdenskrig. Begivenheden danner forbillede for en række succesfulde ikke voldelige antikommunistiske revolutioner i Østeuropa.
- August - Asteroiden 4769 Castalia opdages ved hjælp af radar fra Arecibo.
- 23. oktober - Ungarn bliver selvstændig efter 33 år med sovjetisk domineret styre
- 9. november - Berlinmuren "rives ned".
- 10. november - Kommunistregimet i Bulgarien væltes.
- 17. november - Deltagere i en fredelig studenterdemonstration i Prag gennembankes af det kommunistisk politi. Datoen markerer begyndelsen på fløjlsrevolutionen, som vælter den kommunistiske regering.
- 6. december - Ecole Polytechnique-massakren: en antifeministisk revolvermand myrder 14 unge kvinder ved École Polytechnique i Montreal.
- 22. december - Efter uger med blodige demonstrationer overtager Ion Illiescu præsidentposten i Rumænien efter Nicolae Ceaucescu. Det kommunistiske diktatur ophører hermed.

Født

Dødsfald

- 7. januar - Japans kejser gennem mere end 62 år, Hirohito - 87 år.
- 24. januar - Massemorderen Ted Bundy henrettes i den elektriske stol.
- 3. februar - Ebbe Langberg, dansk skuespiller. Født 1933.
- 11. februar - George O'Hanlon, skuespiller/instruktør.
- 27. februar - Konrad Lorenz.
- 28. juni - Joris Ivens, filmproducent.
- 10. juli - Mel Blanc, lydskuespiller.
- 16. juli - Herbert von Karajan, østrigsk dirigent.
- 30. juli - Lily Broberg, dansk skuespiller (fødes 1923).
- 4. oktober - Graham Chapman, komiker.
- 14. oktober - Ingeborg Brams, dansk skuespiller (fødes 1921).
- 5. november - Vladimir Horowitz, pianist.
- 19. december - Preben Mahrt, dansk skuespiller. Født 1920.
- 22. december - Samuel Beckett, forfatter, prismodtager af Nobelprisen i litteratur 1969.
- 25. december - Nicolae Ceaucescu, tidligere rumænsk diktator henrettes.

Sport

- 22. januar - Super Bowl XXIII San Francisco 49ers (20) besejrer Cincinnati Bengals (16).
- 11. februar - USA's kvindelige kunstskøjtemesterskab vindes af Jill Trenary.
- Brian Laudrup kåres som Årets Fodboldspiller for første gang.
- Ryder Cup, golf - Europa 14-USA 14. Europa beholder trofæet.

Musik

- 17. oktober - Kate Bush udgiver albumet: The Sensual World

Nobelprisen

- Fysik - Norman F. Ramsey, Hans G. Dehmelt, Wolfgang Paul
- Kemi - Sidney Altman, Thomas R Cech
- Medicin - J Michael Bishop, Harold E Varmus
- Litteratur - Camilo José Cela
- Fred - Tenzin Gyatso, den fjortende Dalai Lama.
- Økonomi - Trygve Haavelmo 89 als:1989 ja:1989年 ko:1989년 minnan:1989 nî nb:1989 simple:1989 th:พ.ศ. 2532 zh-min-nan:1989 nî

Despina (måne)

Despina er en af planeten Neptuns måner: Den blev opdaget den 28. juli 1989 ved hjælp af billeder fra rumsonden Voyager II, og fik lige efter opdagelsen den midlertidige betegnelse S/1989 N 3. Senere har den Internationale Astronomiske Union vedtaget at opkalde den efter nymfen Despina fra den græske mytologi. Despina kendes desuden også under betegnelsen Neptun V (V er romertallet for 5). Despina er en irregulær ("kartoffelformet") lille klode, hvis overflade ikke viser nogen tegn på geologisk aktivitet i månens indre. Den kredser så tæt på Neptun, at den fuldfører et helt omløb om Neptun hurtigere end Neptun når at dreje én gang om sig selv; konsekvensen er at tidevandskræfterne langsomt vil tvinge Despina til at kredse gradvis tættere og tættere på Neptun. Engang i fremtiden vil den enten falde ned i Neptuns atmosfære, eller sønderdeles til småpartikler der danner en ny planetring omkring Neptun. Kategori:Neptuns måner

Galatea (måne)

Galatea er en af planeten Neptuns måner: Den blev opdaget den 28. juli 1989 ud fra billeder taget af rumsonden Voyager II, og fik lige efter opdagelsen den midlertidige betegnelse S/1989 N 4. Senere har den Internationale Astronomiske Union vedtaget at opkalde den efter nereiden Galathea fra den græske mytologi. Månen Galatea kendes desuden også under betegnelsen Neptun VI (VI er romertallet for 6). Galathea er en irregulær ("kartoffelformet") lille klode, hvis overflade ikke viser nogen tegn på geologisk aktivitet i månens indre. Den kredser så tæt på Neptun, at den fuldfører et helt omløb om Neptun hurtigere end Neptun når at dreje én gang om sig selv; konsekvensen er at tidevandskræfterne langsomt vil tvinge Galathea til at kredse gradvis tættere og tættere på Neptun. Engang i fremtiden vil den enten falde ned i Neptuns atmosfære eller sønderdeles til småpartikler der danner en ny planetring omkring Neptun. Kategori:Neptuns måner

Thalassa (måne)

Thalassa er en af planeten Neptuns måner: Den blev opdaget den 18. september 1989 ud fra billeder fra rumsonden Voyager II, og fik lige efter opdagelsen den midlertidige betegnelse S/1989 N 5. Senere har den Internationale Astronomiske Union vedtaget at opkalde den efter Thalassa, datter af Aether og Hemera fra den græske mytologi. Thalassa kendes også under betegnelsen Neptun IV. Thalassa er en irregulær ("kartoffelformet") lille klode, hvis overflade ikke viser nogen tegn på geologisk aktivitet i månens indre. Den kredser så tæt på Neptun, at den fuldfører et helt omløb om Neptun hurtigere end Neptun når at dreje én gang om sig selv; konsekvensen af dette er at tidevandskræfterne langsomt vil tvinge Thalassa til at kredse gradvis tættere og tættere på Neptun. Engang i fremtiden vil den enten falde ned i Neptuns atmosfære, eller sønderdeles til småpartikler der danner en ny planetring omkring Neptun. Kategori:Neptuns måner

Proteus (måne)

Proteus er en af planeten Neptuns måner: Den blev første gang observeret indirekte den 24. maj 1981, da man så den blokere for lyset fra en fjern stjerne i baggrunden; ved den lejlighed fik månen den midlertidige betegnelse S/1981 N 1.
Da rumsonden Voyager II fløj forbi og tog billeder af Neptun og seks af dens måner i 1989, viste én af de seks måner, S/1989 N 1, at være den måne der "formørkede" en stjerne i 1981.
Siden har den Internationale Astronomiske Union vedtaget at opkalde den efter havguden Proteus fra den græske mytologi. Månen Proteus kendes desuden også under betegnelsen Neptun VIII (VIII er romertallet for 8). Proteus er en lidt "aflang" klode, 402 kilometer på den "smalle led" og 436 på den lange. Astronomerne mener at Proteus er tæt på en øvre grænse for hvor stor en måne med Proteus' massefylde kan være uden at "falde sammen" til de er omtrent kugleformede. Til trods for størrelsen blev Proteus ikke opdaget med observatorier på Jorden, fordi dens overflade er mørk omtrent som sod, og tilbagekaster blot 6 procent af det lys der falder på den. Set fra Jorden står den lille mørke Proteus tæt ved siden af Neptuns store, relativt lyse planetskive, og det gør det ekstremt svært at se Proteus direkte fra Jorden.
Landskabet på Proteus er oversået med kratre, men udviser ikke nogen tegn på geologisk aktivitet i månens indre. Kategori:Neptuns måner

Astronomi

Astronomi (græsk: αστρονομία = άστρον + νόμος, bogstaveligt, "stjernernes lov") er videnskaben som omfatter observation og forklaring af hændelser udenfor Jorden og dens atmosfære. Astronomien regnes for en af de ældste videnskaber, idét man må formode at de allertidligste mennesker må have bemærket og spekuleret over de himmellegemer, der kan ses med det blotte øje; stjerner, Solen, Månen samt visse planeter og til tider kometer og stjerneskud. Astronomien underinddeles i en række discipliner, der behandler forskellige astronomi-relaterede emner, fænomener og objekter, f.eks.:
- Astrometri, eller "stjernemåling"; studiet af objekters position og bevægelser på himlen. Hertil hører det system af himmelkoordinater, man bruger til at stedfæste positioner på himlen.
- Astrofysik; studiet af de fysiske love og processer, der styrer Universet og de objekter, der findes i det.
- Kosmologi er studiet af hele Universet som sådant; den teoretiske astrofysik der beskriver, hvordan Universet opstod, og hvordan det eventuelt en gang vil "ende".
- Den "praktiske", såkaldt observerende astronomi inddeles efter de strålingsformer fra universet som vi kan observere. Man taler således bl.a. om:
- Optisk astronomi handler om de objekter der kan registreres som lys, dvs. indenfor den synlige del af det elektromagnetiske spektrum. Enten med det blotte øje eller under brug af kikkerter (teleskoper).
- Infrarød astronomi minder om optisk astronomi, fordi infrarødt lys ligger lige udenfor det område, der kan ses af det menneskelige øje — dog er instrumenter til infrarød astronomi tilpasset den længere bølgelængde. Da Jordens atmosfære også leverer infrarød stråling, er det til tider nødvendigt at bruge instrumenter ombord i rumfartøjer udenfor atmosfæren.
- Højenergi-astronomi er studiet af elementarpartikler og elektromagnetisk stråling med høj energi, f.eks. ultraviolet stråling, røntgenstråling og kosmisk stråling. Da atmosfæren absorberer visse af disse typer stråling, kan det blive nødvendigt at foretage denne form for observationer med instrumenter i rumfartøjer.
- Radioastronomi er den del af astronomien, der undersøger de radiobølger, der kommer til os fra de naturlige processer og fænomener, der foregår ude i rummet. Radiobølger kan trænge igennem bl.a. de støvskyer i Universet, som spærrer for det synlige lys, og dermed fortælle om ting, som den optiske astronomi ikke kan afsløre.

Se også

- solplet, tidevand, astronomisk enhed, astrofysik, lysår, parsec, tid, astrologi, Astronomisk Selskab.

Eksterne henvisninger

- [http://as.dsri.dk/ Astronomisk Selskab Danmark]
- [http://www.astroinfo.frip.dk/ Astro Info - din store astronomi ressource!]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.aigis.dk/astronomy/astro_index.html Aigis: Astronomi]
- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/index.asp DR: Velkommen til Universet på Web TV!]
- [http://www.rumfart.dk/ Dansk Selskab for Rumfartsforskning]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk] Kategori:Fysik Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52 ja:天文学 ko:천문학 ms:Astronomi simple:Astronomy th:ดาราศาสตร์

Psamathe (måne)

Psamathe er en af planeten Neptuns måner: Den blev opdaget den 29. august 2003 af et hold astronomer under ledelse af David C. Jewitt, og fik lige efter opdagelsen den midlertidige betegnelse S/2003 N 1. Senere har den Internationale Astronomiske Union vedtaget at opkalde den efter nereiden Psamathe fra den græske mytologi. Månen Psamathe kendes desuden også under betegnelsen Neptun X (X er romertallet for 10). Psamathe er en forholdsvis mørk, irregulær ("kartoffelformet") klode med en mørk overflade der kun tilbagekaster 16% af det lys der falder på den. Den kredser i en vidtstrakt, "aflang" (excentrisk) bane omkring Neptun, hvor den fuldfører ét omløb for hver knap 25 år. Kategori:Neptuns måner

S/2002 N 1

S/2002 N 1 er en af planeten Neptuns måner: Den blev opdaget den 14. august 2002 af et hold astronomer under ledelse af Matthew J. Holman, og fik lige efter opdagelsen den midlertidige betegnelse S/2002 N 1. Pr. 2005 har den Internationale Astronomiske Union endnu ikke officielt vedtaget et navn til månen, men Neptuns måner bliver pr. tradition navngivet efter skikkelser fra den græske mytologi der har med havet eller vand at gøre. S/2002 N 1 kredser om Neptun i en vidtstrakt, "aflang" bane (dvs. med stor excentricitet), som hælder stærkt mod Neptuns ækvator. Månen har retrograd omløb, dvs. den kredser populært sagt den "forkerte" vej rundt om Neptun. S/2002 N 1 har en massefylde på 1500 kilogram pr. kubikmeter, hvilket lader ane at den hovedsageligt består af vand-is. Overfladen er forholdsvis mørk, og tilbagekaster kun 16 % af det lys der falder på den. Kategori:Neptuns måner

S/2002 N 3

S/2002 N 3 er en af planeten Neptuns måner: Den blev opdaget den 13. august 2002 af et hold astronomer under ledelse af Matthew J. Holman. Den har indtil videre fået den midlertidige betegnelse S/2002 N 3 — den Internationale Astronomiske Union har endnu ikke formelt vedtaget et navn, men Neptuns måner bliver pr. tradition opkaldt efter skikkelser fra den græske mytologi der har noget med havet eller vand at gøre. S/2002 N 3 har en massefylde omkring 1500 kilogram pr. kubikmeter, og her ud fra skønner man at den hovedsageligt består af vandig is med mindre mænder klippemateriale i. Overfladen er forholdsvis mørk, og tilbagekaster blot 16 % af det lys der falder på den. Kategori:Neptuns måner

Kategori:Neptuns måner

Denne kategori indeholder artikler om planeten Neptuns måner. Kategori:Måner

Jupiters måner

Planeten Jupiter har i skrivende stund (august 2005) 63 kendte måner, hvoraf næsten tre fjerdedele er opdaget siden 1999. I tabellen herunder står de i rækkefølge efter stigende afstand til Jupiter, og dermed også efter stigende omløbstid. I kategorien "Jupiters måner" kan man finde dem i alfabetisk rækkefølge.

Opdagelse

Galileo Galilei fandt de første fire Jupitermåner i løbet af nogle få nætter i februar måned 1610, og disse måner kaldes under ét for de galileiske måner. Galilei tildelte månerne romertal i stedet for navne ligesom planeterne har; den måne vi idag kalder Io blev kaldt Jupiter-I, Europa hed Jupiter-II, Ganymedes Jupiter-III og Callisto Jupiter IV. Dette system bruges den dag i dag, parallelt med de navne fra den græske mytologi som Internationale Astronomiske Union først formelt vedtog i 1975. De næste fire århundreder opdagede man ni "nye" måner omkring Jupiter, samt fik et kort "glimt" af en tiende, Themisto, som dog "forsvandt" igen, da man ikke fik nok information om dens omløbsbane til at kunne spore den. Den blev "genopdaget" i 2000. Rumsonden Voyager 1 passerede Jupiter den 5. marts 1979, og ved dens hjælp opdagede man tre nye måner; Adrastea, Metis og Thebe. Inklusiv den forsvunde Themisto havde man nu observeret ialt 17 måner om Jupiter, og det tal forblev uændret indtil 1999, hvor man fandt hvad der nu kendes som jupitermånen Callirrhoe. Da et hold astronomer under ledelse af Scott S. Sheppard og David C. Jewitt fra Hawaiis Universitet begynde at lede systematisk efter små måner omkring Jupiter, fandt de 10 "nye" måner indenfor knap to uger. De gentog succesen godt et år senere, og fandt denne gang yderligere 11 måner. I 2002 fandt de "kun" én hidtil ukendt måne, Arche, men da man fortsatte eftersøgningen i fem dage i februar 2003, fik man bekræftet intet mindre end 23 nye Jupitermåner!

Grupperinger

Efter Voyager-rumsonden kendte man formelt 16 Jupitermåner, plus den "forsvundne" Themisto, og disse 16 måner havde baner der naturligt inddelte dem i fire grupper, hvoraf de føromtalte galileiske måner er én gruppe, men de mange nyligt opdagede måner tegner et noget mere kompliceret billede. Med Themisto og Carpo som de eneste undtagelser kan Jupiters måner sorteres i seks grupper: # Amalthea-gruppen, der består af fire små måner i snævre kredsløb indenfor 200.000 kilometer fra Jupiters centrum. # De galileiske måner, med baneradier fra 400.000 til 2 millioner kilometer. # Himalia-gruppen; en gruppe af måner med næsten ens omløbsbaner, 11-12 millioner kilometer fra Jupiter. # Ananke-gruppens medlemmer ligger lidt mere spredt ca. 21 millioner kilometer fra Jupiter: Deres omløb er retrograde, dvs. de populært sagt "kredser den gale vej" rundt om Jupiter, iøvrigt i relativt "stejle" vinkler i forhold til Jupiters ækvator. # Carme-gruppen er lidt mere samlet, men igen med retrograde omløb i stejle vinkler i forhold til Jupiters ækvator # Pasiphae-gruppen er en ikke særlig skarpt afgrænset gruppering for de alleryderste Jupitermåner. Især Himalia-gruppen får nogle astronomer til at gætte på at månerne i visse grupper i virkeligheden er "brudstykker" af større himmellegemer der engang er enten kollideret eller revet i stykker af tidevandskræfterne i Jupiters tyngdefelt. Med undtagelse af Thebe bærer alle Jupitermåner med retrograde omløb et navn der ender på bogstavet E.

Se også

- Neptuns måner
- Plutos måner
- Saturns måner
- Uranus' måner Kategori:Jupiters måner als:Liste der Jupitermonde ja:木星の衛星と環

Saturns måner

Pr. 2005 har man med sikkerhed kendskab til 48 måner i kredsløb om planeten Saturn, og hertil har man observeret yderligere to små objekter, kaldet S/2004 S 4 og S/2004 S 6, som dog kan vise sig at være én og samme måne. Teknisk set er også de myriader af små is- og stenpartikler der danner Saturns system af planetringe også "måner", og der findes ikke nogen skarp grænse mellem en meget lille måne og en meget stor ring-partikel. Derfor vil man aldrig kunne fastslå et endeligt antal af Saturn-måner.

Oversigt

Tabellen herunder omfatter de i skrivende stund 48 kendte måner samt de to omtalte, ikke bekræftede objekter, sorteret i stigende orden efter deres omløbsbaners halve storakser, og dermed også efter stigende omløbstid:

Opdagelse

Før rumfartens tidsalder kendte man til 9 måner i kredsløb om Saturn, hvoraf matematikeren og fysikeren Christiaan Huygens opdagede Titan som den første, og de næste fire, Dione, Iapetus, Rhea og Tethys, blev opdaget af den italiensk-franske astronom og ingeniør Giovanni Domenico Cassini. I 1789 kunne William Herschel føje Enceladus og Mimas til listen. Herschels søn, John Herschel, fremsatte i 1847 i sin publikation Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope forslag til navne på de syv måner man kendte på dette tidspunkt; navne der var hentet i den græske mytologi. I 1848 blev Hyperion opdaget af hhv. William Lassell samt William Cranch Bond og Geroge Phillips Bond, uafhængigt af hinanden, og i 1905 fandt Charles Dillon Perrine månen Elara. Da de to rumsonder i Voyager-programmet i 1980 passerede Saturn, sendte de billeder tilbage til Jorden som afslørede ikke mindre end ni nye måner. Og inden Cassini-rumsonden ankom til Saturn-systemet i sommeren 2004 og indtil videre har fundet 8 af månerne i ovenstående tabel, var en systematisk eftersøgning efter Saturn-måner blevet indledt fra jordbaserede observatorier og havde afsløret 12 hidtil ukendte måner i store afstande fra Saturn. Og fra Mauna Kea-observatoriet har et andet hold astronomer ved systematisk eftersøgning fundet andre 12 måner.

Månen Themis

I 1905 mente William H. Pickering, der syv år forinden havde opdaget Phoebe, at have fundet endnu en Saturn-måne, som han kaldte Themis (måne). Siden har det vist sig at Pickering tog fejl; månen Themis findes ikke.

Grupperinger

Selv om grænserne ikke er helt skarpe, kan man inddele Saturns måner i forskellige kategorier:

Ringenes hyrdemåner

En hyrde-måne er en måne der kredser lige indenfor eller lige udenfor en af saturns planetringe, og med deres svage tyngdekraft påvirker omløbsbanen for de partikler i ringene som de kommer i nærheden af. Blandt andet skaber disse måners indflydelse zoner i ringsystemet hvor partiklerne ikke kan opholde sig stabilt over længere tid, og disse zoner ser vi som smalle mellemrum, eller "gab" i ringsystemet. For Saturns vedkommende er Atlas, Pan, Pandora, Prometheus, S/2004 S 3, S/2005 S 1 og den eller de måner der indtil nu kendes som S/2004 S 4 og S/2004 S 6.

De co-orbitale måner

To af Saturns måner, Janus og Epimetheus, har næsten ens omløbsbaner; den ene fuldfører et omløb en kende hurtigere end den anden, og "burde" således med jævne mellemrum indhente den anden. Men når de kommer tilpas tæt på hinanden, udøver deres svage tyngdekræfter et træk i dem, som får dem til at bytte omløbsbaner en gang hvert fjerde år. Indtil nu er dette det eneste kendte tilfælde af to himmellegemer der bytter baner på denne måde.

De indre store måner

Dione, Enceladus, Mimas og Tethys færdes alle indenfor den ganske tynde E-ring omkring Saturn, og henregnes til en gruppe for sig. Navnet til trods har der vist sig et par udpræget små måner, Methone og Pallene, hvis omløbsbaner ligger i samme interval som de store medlemmer af denne gruppe. Og i samme område finder man den næste gruppe:

Trojanske måner

Ligesom de såkaldte Trojanske asteroider, der samles i to "klynger" omkring lagrange-punkterne L₄ og L₅ i forhold til Jupiters omløb om Solen, så finder man i Saturn-systemet to eksempler på små måner i de samme to lagrange-punkter i forhold til en større månes omløb om Saturn. I lagrange-punkterne for Tethys finder man Telesto (L₄) og Calypso (L₅), og tilsvarende finder man i samme omløbsbane som Dione de to små måner Helene (L₄) og Polydeuces (L₅).

De ydre store måner

Denne gruppe hører til uden for E-ringen, og omfatter fire af Saturns største måner; Hyperion, Iapetus, Rhea og Titan. Hyperion, det mindste medlem af gruppen, er temmelig iregulært formet.

Inuit-gruppen

Inuit-gruppen består af fem måner med nogenlunde samme afstande og hældningsvinkler i forhold til Saturn: Dens "medlemmer" er Kiviuq, Ijiraq, Paaliaq, Siarnaq og S/2004 S 11. Med undtagelse af den sidste har månerne i denne gruppe navne efter skikkelser fra den inuitiske mytologi.

Den nordiske gruppe

Igen en gruppe af måner der knyttes sammen af nogenlunde ens afstande og hældninger i forhold til Saturn. Den nordiske gruppe omfatter 18 måner, nemlig Mundilfare, Narfe, Phoebe, Skade, Suttung, Trym, Ymer, samt månerne med de midlertidige betegnelser fra S/2004 S 7 til S/2004 S 10 og S/2004 S 12 til S/2004 S 18. Alle disse måner har retrograd omløb, hvilket vil sige at de populært sagt "kredser den gale vej" rundt om Saturn. De navne der gives til måner i denne gruppe, stammer fra den nordiske mytologi.

Den galliske gruppe

Denne gruppe omfatter de tre måner Albiorix, Erriapo og Tarvos. Igen knyttes de sammen som gruppe af omtrent ens omløbsbaner.

Se også

- Jupiters måner
- Neptuns måner
- Plutos måner
- Uranus' måner Kategori:Saturns måner ja:土星の衛星

Uranus' måner

Pr. 2005 har man med sikkerhed kendskab til 27 måner i kredsløb om planeten Uranus.

Oversigt

I tabellen til højre findes Uranus' måner sorteret efter stigende middelafstand til Uranus, og dermed også efter stigende omløbstider. For en alfabetisk oversigt over månerne henvises til kategori-siden for Uranus' måner.

Opdagelse

William Herschel fandt de to tidligst kendte Uranus-måner den 13. marts 1787, nemlig Oberon og Titania. I 1851 kunne William Lassell føje Ariel og Umbriel til listen, og i 1948 opdagede Gerard Kuiper Miranda. Rumsonden Voyager II fløj forbi Uranus og dens måner i januar 1986, og ved den lejlighed opdagede man yderligere ti måner. Siden hen har man fundet en elevte måne, S/1986 U 10, ved at undersøge de gamle Voyager-billeder igen. Siden Voyager har man fra observatorier her på Jorden fundet yderligere 11 måner.

Navngivning

I 1852 fremsatte Herschels søn John Herschel forslag om de navne man i dag bruger om de fire Uranus-måner man kendte på det tidspunkt: De navne han foreslog, stammer fra William Shakespeares og Alexander Popes værker, og brød med den hidtidige tradition med at vælge navne fra græsk og romersk mytologi. Denne idé er blevet brugt lige siden; alle de Uranus-måner der er blevet opdaget og navngivet, følger tråden i John Herschels forslag.

Småplaneter

Visse småplaneter har samme navn som nogle af Uranus' måner; 218 Bianca, 2758 Cordelia, 666 Desdemona, 171 Ophelia og 593 Titania.

Se også

- Jupiters måner
- Neptuns måner
- Plutos måner
- Saturns måner Kategori:Uranus' måner ja:天王星の衛星と環

Kategori:Neptuns måner

Denne kategori indeholder artikler om planeten Neptuns måner. Kategori:Måner

Евдокия Лукьяновна Стрешнева

Евдокия Лукьяновна (1608 - 18 августа 1645) — вторая жена царя Михаила Фёдоровича с 1626, дочь незнатного дворянина Лукьяна Степановича Стрешнева, мать царя Алексея Михайловича. Категория:Евдокия Категория:Персоналии по алфавиту Категория:Родившиеся в 1608 Категория:Умершие 18 августа Категория:Умершие в 1645 Категория:Персоналии:Россия Категория:Супруги монархов

hmb Sklep w�dkarski piesni wynajem autokar�w online casinos

:: RELATED NEWS ::

Internet Explorer
Internet Explorer, browserul produs şi dezvoltat de Microsoft ,este unul dintre cele mai populare browsere din lume fiind livrat odata cu sistemul de operare Windows deşi are multe gauri de securitate, protectie scazuta la viruşi , nu are pop-up blocker şi navigare cu file, el nu poate fi dezinstalat usor deoarece se bazeaza pe programul istoricii s-au întrebat dacă este real sau este un zeu. În urma cercetărilor arheologice s-a descoperit că Imhotep a existat cu adevărat. A fost arhitectul regal al regelui Djeser/Joser(Zoser) şi a construit prima piramidă (în trepte) la Saqqara/Sakkarah, până la el regii fiind îngropaţi în mastabe, uriaşe ridicături facute din cărămizi de lut. La început monumentul era doar o mas