:: wikimiki.org ::
| Callisto (måne) |
Callisto (måne)
Callisto er en måne i kredsløb om planeten Jupiter. Den er den tredjestørste måne i Solsystemet, og blev opdaget sammen med de øvrige tre galileiske måner, Io, Europa og Ganymedes, den 7. januar 1610 af Galileo Galilei. Månen er navngivet efter Callisto fra den græske mytologi, om end dette navn først vandt udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Callisto som Jupiter-IV (IV som i romertallet 4; Jupiters 4. måne talt "indefra").
Callistos indre
romertal
Callistos overflade består af et ca. 200 kilometer tykt lag af vandig is oven på et mere end 10 kilometer dybt "hav" af "saltvand". Retningen af Callistos magnetfelt styres af baggrunds-magnetfeltet fra Jupiter, hvilket tyder på et lag af elektrisk ledende, flydende materiale inde i Callisto.
Under dette ishav findes en sammenpresset blanding af ca. 40% is og 60% klipper og jern, med lidt mere is i de yderste dele end inde ved kernen, i og med at sten og jern synker til bunds i blandingen med is. Dette giver iøvrigt Callisto den laveste massefylde blandt de galileiske måner. Man mener, at Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton har en lignende opbygning.
Overflade
Triton
I modsætning til "nabo-månen" Ganymedes med dens komplekse landskaber, er der ikke meget, der tyder på, at Callisto har pladetektonik. Selv om de to måner består af de samme stoffer, har Callisto helt tydeligt en meget simplere "geologi" end Ganymedes. Callisto er muligvis et godt "bud" på, hvordan de andre galileiske måner har set ud tidligt i deres historie.
Is-overfladen uden geologisk aktivitet gør, at der ikke er meget andet end kratre på Callisto — flere end på nogen anden måne. Der er ingen høje bjerge eller store kratre, for de bliver udvisket af at is-overfladen "flyder" ganske langsomt. Dog kan man finde nogle store ringformede plateauer, som er resterne af store, gamle kratre. To af disse kaldes Valhalla og Asgard.
Et interessant overfladetræk ved Callisto er en helt lige række af kratre, kaldet Gipul Catena. Man mener, at de skyldes brudstykkerne af et legeme, der blev revet i stykker af tidevandskræfterne, inden det ramte overfladen, ligesom det skete for kometen Shoemaker-Levy 9, inden den ramte Jupiter.
Atmosfære
Callisto har en ganske tynd atmosfære af carbonmonoxid.
als:Kallisto (Mond)
ja:カリスト (衛星)
Måne (himmellegeme)
En måne er et større objekt i kredsløb om en planet.
Solsystemets planeter og måner:
# Merkur (ingen måner)
# Venus (ingen måner)
# Jorden
#
- Månen
# Mars
#
- Phobos
#
- Deimos
# Jupiter
#
- Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe
#
- Io
#
- Europa
#
- Ganymedes
#
- Callisto
#
- Leda, Himalia, Lysithea, Elara, Ananke, Carme, Pasiphae og Sinope
# Saturn
#
- Pan og Atlas
#
- Prometheus og Pandora
#
- Epimetheus
#
- Janus
#
- Mimas
#
- Enceladus
#
- Tethys, Telesto og Calypso
#
- Dione og Helene
#
- Rhea
#
- Titan
#
- Hyperion
#
- Iapetus
#
- Phoebe
# Uranus
#
- Cordelia, Ophelia, Bianca, Cressida, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Belinda og Puck
#
- Miranda
#
- Ariel
#
- Umbriel
#
- Titania
#
- Oberon
#
- Uranus XVI og Uranus XVII
#
- Uranus XVIII
# Neptun
#
- Naiad, Thalassa, Despina og Galatea
#
- Larissa
#
- Proteus
#
- Triton
#
- Nereid
# Pluto
#
- Charon
Eksterne henvisninger
- [http://www.maecker-web.de/moon/ Moon Phases]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
Kategori:Astronomi
Kategori:Måner
Kategori:DK5 52.43
th:ดาวบริวาร
Jupiter (planet)
Jupiter er den femte planet fra Solen i vores solsystem. Jupiter har 58 kendte måner, men det anslås, at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund.
Jupiters atmosfære
Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator. Talrige steder "brydes" dette bæltemønster af lavtryk, hvor skymasserne hvirvler rundt om lavtrykscenteret. Den største af disse, den såkaldte Store Røde Plet, er et "stormvejr" 2-3 gange så stort som hele Jorden. Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden, men har eksisteret uafbrudt i de mere end 300 år, man har kendt til dens eksistens.
Jupiters ringe
Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk.
Jupiters måner
I skrivende stund kender man 63 måner i kredsløb om Jupiter, hvilket er rekord blandt vort solsystems planeter: I artiklen Jupiters måner findes blandt andet en oversigt over alle disse måner.
En af månerne, Ganymedes, er ikke bare Jupiters, men hele Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei.
Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkan-aktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålingsbælter omkring Jupiter, og skaber derved radiostøj der kan måles her på Jorden.
Eksterne henvisninger
- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=31&art_id=qw1107534062821B223 February 04 2005, iol: Stargazers find 'hot spot' on Saturn]
Kategori:Astronomi
Kategori:Planeter
Kategori:Solsystem
Kategori:DK5 52.43
als:Jupiter (Planet)
ja:木星
ko:목성
ms:Musytari
simple:Jupiter (planet)
th:ดาวพฤหัสบดี
Solsystem
Et solsystem eller planetsystem består af mindst en stjerne med et antal objekter i kredsløb omkring (såsom planeter, måner, småplaneter (asteroider) og kometer).
I daglig tale omtaler vi normalt vores eget solsystem med Jorden og Solen som solsystemet, dette vil vi også gøre i denne artikel. Andre solsystemer vil ofte være omtalt som planetsystemer for at undgå forvirring.
Objekter i solsystemet
- Solen
- Vulcanoidebæltet, Vulcanoide (hypotetisk asteroidebælte)
- Merkur
- Venus
- Arjuna-asteroide, nærjords-asteroide:
- Aten-asteroide: 2062 Aten
- Jorden
- Måner: Månen, 3753 Cruithne
- Arjuna-asteroide, nærjords-asteroide:
- Apollo-asteroide: 2004 AS1
- Amor-asteroide: 433 Eros (1898 DQ)
- Mars > Trojanske asteroider
- Måner: Amalthea, Thebe, Io, Europa, Ganymedes, Callisto, Himalia
- Saturn
- Måner: Epimetheus, Janus, Mimas, Enceladus, Tethys, Dione, Rhea, Titan, Hyperion, Iapetus, Phoebe
- Kentaur asteroider. Se også kentaur
- 2060 Chiron, 5145 Pholus, 7066 Nessus
- Uranus
- Måner: Portia, Puck, Miranda, Ariel, Umbriel, Titania, Oberon, Sycorax
- Neptun
- Måner: Despina, Galatea, Larissa, Proteus, Triton, Nereid
- Trans-Neptunske objekter
- Pluto (nogen mener dog at Pluto/Charon er for lille til at være en planet).
- Måner: Charon (er dog så stor at nogen mener, der er tale om en dobbeltplanet sammen med Pluto).
- 2003 UB313
- Kuiper-bæltet
- Plutinoer
- Quaoar fundet i 2002, det debatteres stadig om den kan kaldes en planet.
- Sedna (2003 VB12) (nogen mener dog at Sedna er for lille til at være en planet).
- 2004 DW
- 2003 EL61
- 1992 QB1
- 2001 KX76
- Oort-skyen
Oort-skyen
Eksterne henvisninger
- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/help.html På dansk: The Nine Planets Glossary]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
- [http://www.dk4.dk/kilden/lynkursus/solsystemet/default.shtm dk4: solsystemet]
- [http://www.michaelschultz.de/index_en.html Solar System] A interaktiv planets animation (145 zoom steps and time effects)
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4205227.stm 25 January, 2005, BBC News: Cosmic birth theory gets support] Citat: "...New meteorite data lends support to a controversial theory that the violent explosion of a star was involved in the creation of the Sun and its planets..."
Kategori:Astronomi
ja:太陽系
ko:태양계
ms:Sistem suria
simple:Solar system
Io (måne)
Io er en af Jupiters måner, og sammen med de tre andre såkaldte galileiske måner Europa, Ganymedes og Callisto, en af de første Jupiter-måner der blev opdaget. Den har navn efter Io fra den græske mytologi; et navn der blev foreslået af Simon Marius kort efter dens opdagelse. Dette navn vandt først udbredelse i midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Io som "Jupiter-I" (I som romertallet 1; Jupiters 1. måne talt "indefra").
Vulkanisme
Io's overflade er den yngste i solsystemet, da den hele tiden fornys af udbrud af svovl og svovldioxid der udspyes fra de nogen hundrede vulkaner der er spredt rundt på hele kloden: På de blot fire måneder der gik mellem rumsonderne Voyager 1 og Voyager 2's passage af Jupiter og dens måner, havde vulkanaktiviteten forårsaget synlige ændringer i klodens udseende, og de samme sonder tog billeder af vulkanudbrud hvorunder udbrudsmaterialet blev slynget op til 300 kilometers højde over Io-landskabet. Og i februar 2001 indtraf det hidtil største, kendte vulkanudbrud i Solsystemet på Io.
Solsystemet
Den almindeligt accepterede forklaring på denne intense vulkanaktivitet hænger sammen med den såkaldte Laplace-resonans der består mellem Ios, Europas og Ganymedes' omløbstider: På den tid hvor Io fuldfører 4 omløb om Jupiter, gennemfører Europa 2 og Ganymedes 1 omløb, så for hvert fjerde omløb ligger Io mellem Jupiter på den ene side, og Europa og Ganymedes på den anden side. De andre kloders tyngdefelter trækker så meget i Io, at denne "strækkes" med mere end 100 meter, men når Io igen kommer på afstand af Europa og Ganymedes, "falder" den tilbage til sin naturlige facon. Denne proces skaber den varme i Io der driver dens intense vulkanaktivitet.
Io i Jupiters magnetfelt
Io bevæger sig rundt i Jupiters stærke magnetfelt, på tværs af feltlinierne, hvilket skaber en elektrisk strøm. Godt nok bidrager det mindre til Ios varme end Jupiters, Europas og Ganymedes' tidevandskræfter, men tilfører alligevel måske mere end en terawatt, ved en spænding på 400 kilovolt. Denne spænding river også ioniserede atomer væk fra Io, og på grund af Jupiters og dens magnetfelts højre omdrejningshastighed, "slæbes" disse løsrevne, elektrisk ladede partikler fremad "foran" Io langs dens bane, hvor de danner en ringformet zone af intens stråling langs Ios omløbsbane: Denne ring ses tydeligt på ultraviolette billeder af Jupiter.
Den intense stråling skaber desuden et lysfænomen i gasserne fra Ios vulkaner, der svarer til aurora polaris, eller "nordlys", i Jordens atmosfære. Og ligesom aurora polaris på Jorden kan forstyrre radiokommunikation, skaber dette fænomen også kraftig radiostøj: Fra Jorden kan man måle hvordan radiostøjen fra Jupiter stiger når Io er synlig, og falder når Io set fra Jorden er skjult bag Jupiter.
radiokommunikation
Ios indre
I modsætning til de fleste måner i det ydre Solsystem mener man, at Io i sin opbygning minder om de Jord-lignende planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, dvs. med en kerne af smeltede silikater. Nye data fra rumsonden Galileo tyder på at Io har en kerne af jern, evt. blandet med jernsulfid, med en radius på mindst 900 kilometer. Hvis det passer, kan man også forestille sig at Io kan have sit eget magnetfelt.
Io's landskab
Io domineres af dens mange vulkaner, men der findes også "almindelige", ikke-vulkanske bjerge, talrige søer af smeltet svovl, flere kilometer dybe gamle indsunkne vulkaner, lange lavastrømme af smeltet svovl og silikater. Det er svovl og forskellige svovlforbindelser der giver Io dens spraglede mønstre af sort, rødt, gult og hvidt, og svovlet fra vulkanerne er også med til at give Io en omend ganske tynd atmosfære af svovldioxid.
als:Io (Mond)
ja:イオ (衛星)
Ganymedes (måne)
Ganymedes er ikke blot Jupiters største måne, men også den største måne i hele solsystemet. Målt på diameteren er Ganymedes over dobbelt så stor som planeten Pluto og knap 8% større end Merkur; til gengæld er Ganymedes' masse mindre end halvdelen af Merkurs. Den blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei sammen med Io, Europa og Callisto og er således én af de såkaldte galileiske måner. Galilei foreslog navnet Ganymedes efter Ganymedes fra den græske mytologi. Dette navn vandt først udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Ganymedes som "Jupiter-III" (III som i romertallet 3; Jupiters 3. måne talt "indefra").
Ganymedes' indre
romertal
Ganymedes består af vandig is, eventuelt med et eller flere lag med flydende vand, omkring en kerne af silikater. Foreløbinge analyser af data fra rumsonden Galileo tyder på, at der inderst inde findes en kerne af jern, evt. blandet med svovl. En sådan jernkerne tyder på, at Ganymedes engang har været meget varmere, eftersom jernet med dets høje massefylde synker til bunds (ind mod centrum) i en blanding af flydende jern og silikater. Ganymedes kan være en "tvilling" til Io, blot forsynet med et tykt lag is og vand.
Ganymedes' overflade
Der findes to landskabstyper på Ganymedes: De mørkeste områder ligner til en vis grad Callistos overflade; de er meget gamle og har talrige kratre, mens de lysere, lidt yngre landskaber er præget af furer og bjergrygge. De furede områder er helt tydeligt et resultat af pladetektonik. Ganske som Jorden er Ganymedes' overflade inddelt i et antal separate stykker, der kan bevæge sig i forhold til hinanden, f.eks. støde sammen og danne bjergkæder. Man har også fundet landskabsdetaljer, der ligner gamle, for længst størknede lavastrømme. I den henseende ligner Ganymedes måske Jorden mere end Venus og Mars gør, selv om der ikke er fundet tegn på nylig tektonisk aktivitet på Ganymedes. Tilsvarende foldelandskaber er fundet på Saturn-månen Enceladus og Uranus-månerne Miranda og Ariel.
Der er mange kratre i begge landskabstyper, og ud fra deres tæthed kan man anslå landskabernes alder til 3 – 3½ milliard år; ca. samme alder som vores egen Månes landskaber. Nogle kratre kom før foldelandskaberne, andre efter, så foldebjergene må være omtrent lige så gamle som kratrene.
Kratre på Ganymedes er temmelig flade sammenlignet med dem på Jordens Måne; de er langt fra så dybe, og har ikke det for Månens kratre så karakteristiske ringbjerg. Meteorer, der rammer Ganymedes is-overflade, borer sig langt ned, hvorefter "hullet" fyldes ud med ny is.
Atmosfære
Ved hjælp af Hubble teleskopet har man fundet tegn på, at Ganymedes har en ganske tynd atmosfære i stil med den, der findes på Europa. Det er dog ikke noget tegn på liv — man mener, at denne ilt skyldes vanddamp fra overfladen, som spaltes i ilt og brint af strålingen. Brint kan, med dets lave molekylevægt, let undslippe Ganymedes' tyngdefelt, mens ilten bliver tilbage.
Magnetisme
Galilei-rumsonden har påvist at Ganymedes, som den eneste måne, har sit eget magnetfelt dybt inde i Jupiters enorme magnetfelt. Dette magnetfelt skabes muligvis på samme måde som på Jorden ved en proces, der involverer, at kloden har et indhold af flydende, elektrisk ledende materiale — dette kunne være "saltvand", dvs. vand der indeholder forskellige opløste mineraler.
ja:ガニメデ (衛星)
ko:가니메데 (위성)
1610Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1605 1606 1607 1608 1609 - 1610 - 1611 1612 1613 1614 1615
----
Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648
----
Begivenheder
- Københavns borgervæbning oprettes.
- 7. januar - Astronomen Galileo Galilei opdager fire af Jupiters måner.
Født
-
Dødsfald
- 14. maj - Henrik 4. af Frankrig snigmyrdes af den katolske fanatiker François Ravaillac. Han bliver dømt til døden og sønderrevet af heste.
Mode
Billede:1610.gif
10
ko:1610년
ms:1610
20. århundrede19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede - andre århundreder
----
----
----
Det 20. århundrede består af årene 1901 til 2000, det er ofte forvekslet med 1900-tallet som består af årene 1900 til 1999.
Det 20. århundrede var usædvanlig med baggrund i de teknologiske, medicinske, sociale og ideologiske ændringer som skete. Endelig var århundredet præget af en lang række opfindelser, og en skala af krig og folkemord som ikke var set tidligere.
Alle aspekter af livet for så godt som alle mennesker blev forandret fundamentalt i løbet af det 20. århundrede.
århundrede 20.
ja:20世紀
ko:20세기
simple:20th century
KilometerKilometer (fork. km) er en sammensætning af SI-præfikset kilo og SI-enheden meter, og definerer en længdeenhed på tusind meter.
Kilometer er en ofte benyttet længdeenhed i forbindelse med større afstande på Jorden især i Europa.
Kategori:Grundlæggende SI-enheder
ja:キロメートル
zh-min-nan:Kong-lí
simple:Kilometre
th:กิโลเมตร
HavMindre have:
- Adriaterhavet
- Middelhavet
- Rødehavet
- Sortehavet
Se også
- Verdenshave
- Havstrømme
- Kontinent
- Nordpolen
- Pladetektonik
- Sydpolen
- Tektonik
- Ocean
- Verdens lande
- Ækvator
Eksterne henvisninger
- [http://www.underwatertimes.com/oceans/oceans.php underwatertimes.com: oceans]
Kategori:Have
ja:海
ko:바다
ms:Laut
simple:Sea
zh-min-nan:Hái
MagnetfeltI fysik er et magnetfelt et felt, som omgiver en magnet. Et felt, i denne sammenhæng, er et vektorfelt, som består af vektorer for hvert punkt i rummet, som evt. ændrer sig over tid.
Magnetfelter dannes ved ladning i bevægelse. Ladning og et magnetfelt påvirker hinanden gensidigt, når en af dem er i bevægelse i forhold til den anden. Subatomare partiklers kvantemekaniske spin danner også et magnetfelt og dette er kilden til feltet i ferromagnetisme, som er årsagen til almindelige magneters magnetfelt.
I fjernsynets billedrør anvendes et magnetfelt genereret af 4 afbøjningsspoler til at afbøje elektroner med. Se billedrør.
Se også
- Magnetisme
- elektromagnetisme
- Elektromotor
- Elektromagnet
Kategori:Fysik
ja:磁場
Elektrisk lederEn elektrisk leder er et legeme af stof, som kan lede elektrisk strøm. En elektrisk leder har en elektrisk resistivitet fra 0 Ω · m til ca. 10-5 Ω · m.
Har en elektrisk leder en eller flere isolationslag kaldes det samlet en ledning.
En leder som har en resistivitet på eksakt 0 Ω · m er en superleder.
Se også
- Halvleder
- Elektrisk isolator
- Elektrisk ledning
- Elektrisk kabel
- Elektricitet
- Lus (elektronik)
Kategori:Elektronik
ja:導体
JernJern (oldnordisk: iarn, germansk: isarn) er navnet på et tungmetal, et grundstof i det periodiske system med betegnelsen Fe (lat. Ferrum, Jern) og grundstof nummer 26. Det er et metal fra 4. periode i den 8. gruppe i det periodiske system.
metal
Egenskaber
|
|
| Generelt |
| Navn, Symbol, Ordenstal | Jern, Fe, 26 |
| Serie | Overgangsmetaller |
Gruppe,
Periode,
Blok i det periodiske system |
Gruppe-8-Element,
Periode-4-Element,
Blok d |
| Tæthed (vægtfylde), hårhed |
7874 kg/m3, 4.0 |
| Farve/udseende |
metallisk skinnende
med en grålig farvetone |
| Atomare forhold |
| Atomvægt |
55.845 Atomar Masseenheit (amu) |
| Atomradius (beregnet) |
140 (156) pm |
| Kovalent radius |
125 pm |
| van der Waals-radius |
k.A. |
| Elektronkonfiguration |
3d64s2 |
| Elektron (e)- 's pro Energieniveau |
2, 8, 14, 2 |
| Oxideringstilstande | 2,3,4,6 (amfoterisk) |
| Krystalstruktur |
kubisk rumcentreret |
| Fysiske forhold |
| Aggregattilstand (Magnetisme) |
fast (ferromagnetisk) |
| smeltepunkt |
1808 K (1535°C) |
| kogepunkt |
3023 K (2750°C) |
| Molært volumen |
7.09 -3 Kubikmeter per Mol3/mol |
| fordampningsvarme |
349.6 Kilojoule per Mol (kJ/mol) |
| smeltevarme |
13.8 kJ/mol |
| damptryk |
7.05 Pascal (Pa) ved 1808 K |
| lydhastighed |
4910 Meter per Sekund (m/s) ved 293.15 K |
| Forskelligt |
| Elektronegativitet |
1.83 (Pauling-skala) |
| Specifik varmekapacitet |
440 Joule per Kilogram og Kelvin (J/(kg
- K)) |
| Elektrisk ledeevne |
9.93 106/m |
| Varmeledningsevne |
80.2 Watt per Meter og Kelvin (W/(m
- K)) |
| 1. ionisieringsenergi |
762.5 kJ/mol |
| 2. ionisierungsenergi |
1561.9 kJ/mol |
| 3. ionisierungsenergi |
2957 kJ/mol |
| 4. ionisierungsenergi |
5290 kJ/mol |
| De mest stabile isotoper |
|
|
| SI-enheder og standardbetingelser bliver brugt, hvis ikke andet er nævnt. |
Vigtigste egenskaber
Det gennemsnitlige jernatom har en masse på omtrent 56 gange et brintatom.
Jern er det 10. mest almindelige grundstof i universet.
Teknisk set udvinder man metallet af jernmalm, der ikke er rent jern, men som indeholder jernoxid.
Jernmalm bliver reduceret til råjern gennem flere forskellige rensningsprocesser; derved bliver urenheder også fjernet i form af slagger.
Teknisk er jern betydningsfuldt for fremstillingen af stål. De forskellige ståltyper er legeringer, der foruden jern indeholder andre metaller og ikke-metaller (særligt kulstof).
Atomkernen i jernisotopen 56Fe har den højeste bindingsenergi per kernepartikel af alle atomkerner. Det vil sige at man hverken kan få fusionenergi (atomkernesammensmeltning) eller fissionsenergi (atomkernespaltning).
Fusionen af grundstoffer (primært brint og helium) i stjernerne slutter med jern. Tungere grundstoffer opstår i supernovaeksplosioner, som også er grunden til spredningen af det materiale, der er dannet ved fusion inde i stjernen.
Ved rumtemperatur er den mest almindelige variant af rent jern ferrit eller α-jern. Denne variant danner et kubisk rumcentreret krystalgitter, der eksisterer under 911°C. Under Curiepunktet ved 760°C er ferrit magnetisk. Varianten mellem 760°C og 911°C hedder β-jern. Ud over de magnetiske egenskaber adskiller den sig ikke fra ferritisk α-jern, og derfor bliver den sædvanligvis betegnet som α-jern. Indtil 1392°C findes jernet i den kubisk fladecentrerede γ-variant (austenit). Ved stadigt stigende temperatur omlejres jernet til δ-ferrit, der atter viser et kubisk rumcentreret gitter. Smeltepunktet er 1539°C.
Jern som mineral
Det er meget sjældent, at jern optræder i helt ren form. Mineralet krystalliserer så i et terningeformet krystalsystem. Det har en hårdhed på 4,5 og en stålgrå til sort farve. Også stregfarven er grå. På grund af reaktion med vand og ilt er rent jern ikke stabilt. Det optræder derfor, legeret med nikkel, kun i jernmeteoritter eller i basaltiske bjergarter, hvor der ofte sker en reduktion af jernholdige mineraler.
Anvendelser
Jern er med 95% af tonnagen det materiale, der bruges mest i Verden. Grunden til det ligger i, at det er til rådighed de fleste steder, hvad der gør det billigt, men også i jernlegeringernes fasthed og sejhed, der gør dem nyttige på mange områder. Meget jern bliver anvendt ved fremstillingen af biler, skibe og i højhusbyggerier (Jernbeton).
Jern er det ene af de tre magnetiske metaller (kobolt og nikkel er de andre), og det muliggør dermed den storindustrielle brug af elektromagnetisme i generatorer, transformatorer og elektromotorer.
Rent jernpulver bruges kun i kemien. Derimod er de forskellige stålarter meget udbredt i industrien. Jern bruges i følgende former:
- Råjern indeholder 4-5% kulstof sammen med forskellige andele af svovl, fosfor og silicium. Det er et mellemprodukt i fremstillingen af støbejern og stål.
- støbejern 2-4,5% kulstof og flere andre legeringsstoffer som f.eks. silicium og mangan. Afhængigt af afkølingstempoet findes kulstoffet i støbejern enten som karbid eller i ren form som grafit. Med henvisning til brudfladernes udseende taler man i det første tilfælde om hvidt og i det andet tilfælde om gråt støbejern. Støbejern er meget hårdt og skørt. Det lader sig almindeligvis ikke omforme plastisk.
- stål indeholder 0-2,5% kulstof. I modsætning til støbejern er det plastisk formbart. Ved legering og ved en egnet kombination af varmebehandling og plastisk omformning kan man variere de mekaniske egenskaber hos stål i bred forstand.
- Hæmoglobin: Jern indgår i blodets røde farvestof og medvirker til oxygentransport
- plantenæringsstof: Jern er et uundværligt stof for alle organismer (f.eks. planter og dyr). Hos planter giver jernmangel sig til kende ved, at bladkødet bliver lysegrønt, mens bladribberne og det nærmeste bladkød bliver ved med at være normalt grønt. Bladene vil vise et billede af en mørkegrøn fjer på en lysegrøn bund. Jernmangel hos planter afhjælpes enten ved at øge jordens surhedsgrad (hvad der frigør mere jern i en form, der kan optages) eller ved at strø jernvitriol (jernsulfat) på jorden under planten. 10 g/m2 er passende.
Se også
- Jernets historie
- Jernets teknologiske karakter
- Myremalm
- Okker
- Pyrit
- Rust
Kategori:Grundstoffer
Kategori:Metaller
kategori:genbrug
kategori:affaldsprodukter
ja:鉄
ko:철
ms:Besi
simple:Iron
th:เหล็ก
MassefyldeMassefylde også kaldet densitet eller vægtfylde er masse per rumfang.
Den afledte SI-enhed for massefylde er kg/m³.
Hvis et stofs massefylde er mindre end en væskes massefylde, kan stoffet flyde omkring væskeoverfladen. Hvis stoffet har en større massefylde, synker det ned i bunden af væsken. Der ses bort fra vands overfladespænding.
Massefylden er temperaturafhængig, da de fleste stoffer udvider sig ved opvarmning og trækker sig sammen ved afkøling, uden at massen ændres. For gassers vedkommende er massefylden også trykafhængig, idet gassers volumen bestemmes af kombinationen af tryk og temperatur. Når man angiver massefylden, bør man derfor også altid angive ved hvilken temperatur, og for gassers vedkommende tillige ved hvilket tryk, massefylden er målt.
Forskellige stoffers massefylde og ydergrænser
Sorteret efter stoftype og dernæst massefylde:
Astronomiske massefylder
Se også
- Gramvægt
- Massetæthed
Kilder/referencer
- [http://www.duffieldtimber.com/glossary.html Duffield Timber - wood importer and sawmiller]
- Fysik og Kemi leksikon, Håndbog i naturlære, B. Østergaard Pedersen, Skandinavisk bogforlag Odense, årstal? (før 1970?), ISBN?.
- [http://www.lenntech.com/Chem-physical-resistance-data-fibres.htm Chemical & Physical Resistance Data for Fibres]
- [http://hypertextbook.com/facts/ The Physics Factbook] f.eks.:
- [http://hypertextbook.com/facts/1999/KatrinaJones.shtml Density of Concrete]
- [http://hypertextbook.com/facts/2000/ShirleyLam.shtml Density of Wood]
- [http://www.natural-stone.com/stonesearch.html natural-stone.com], [http://www.natural-stone.com/stonetips.htm Stonetips]
- [http://www.moerchscan.dk/tekspec.htm Lava Pimpsten]
- [http://www.norrareal.stockholm.se/anslagstavla/instiutioner/kemi/grundamne.htm Norra Real Kemi Institutionen: Grundämnen] (størrelsesordensfejl for gasformerne)
- [http://www.cet.sunderland.ac.uk/webedit/allweb/news/Philosophy_of_Science/PIRT2002/londres2002-2.doc COLLAPSING STARS (doc)] Atomkernemassefylde.
- [http://www.geocentricity.com/geocentricity/nieto.html Rebuttal of North and Nieto. Martin Selbrede.] Hypotetisk maximons middelmassefylde.
- [http://www.periodic-table.org.uk/element-radon.htm The Element Radon]
- [http://www.alulight.com/english/products/sound.htm Sound Absorption. alulight international] Citat: "...is non inflammable and does not release toxic gases..."
- [http://www.fc-beton.dk/showcontent.asp?DocumentID=23 fc-beton.dk: Leca]
Ekstern henvisning
- [http://www.grow.arizona.edu/water/galileothermometer.shtml Flydende vands massefylde som funktion af temperaturen]
Kategori:Klassisk mekanik
ms:Ketumpatan
ja:密度
Titan (måne)
Titan er planeten Saturns største måne, og den næststørste måne i vores solsystem, kun overgået af Jupiter-månen Ganymedes. Den blev opdaget, iøvrigt som den første Saturn-måne, den 25. marts 1655 af den hollandske astronom Christiaan Huygens.
Navngivning
Huygens kaldte sin opdagelse for Saturni Luna (latin for "Saturns måne"; kan også skrives som Luna Saturni), men senere opdagede Giovanni Domenico Cassini yderligere fire måner omkring Saturn, nemlig Dione, Iapetus, Rhea og Tethys. I de følgende næsten 200 år endte det med at man simpelthen nummererede Saturn-månerne med romertal som det også blev gjort for Jupiters måner.
De "moderne" navne på Saturns måner, herunder Titan, stammer fra titanerne fra den græske mytologi: De blev foreslået af John Herschel i hans publikation fra 1847; Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope.
Udforskning af Titan
1847
Titan har, som den eneste måne i solsystemet, en tæt atmosfære, som indtil for nylig har hindret udforskningen af selve overfladen. Da rumsonden Voyager I passerede Saturn, valgte man at lade den gå tæt forbi Titan i håbet om at få detaljerede billeder af overfladen, i stedet for en nærpassage af selve Saturn som ville gøre det muligt at lade sonden fortsætte til planeterne Uranus og Neptun sådan som dens søsterfartøj Voyager 2 gjorde. Men desværre skuffede billederne fælt, idét atmosfæren udviskede alle overfladetræk, og i stedet viste Titan som en omtrent ensfarvet skive.
Rumsonden Cassini medbragte et landingsfartøj, kaldet Huygens, som den 14. januar 2005 trængte ned igennem den tætte Titan-atmosfære og bremsede sit fald ved hjælp af tre faldskærme, landede blødt på overfladen, og sendte detaljerede billeder af overfladen tilbage. Dertil har Cassini-rumsonden bl.a. med sine infrarøde kameraer "kigget igennem" atmosfæren og afsløret en varieret overflade med mørke og lyse træk.
Titans fysiske egenskaber
Titan er større end planeten Merkur, men har dog mindre masse. Tidligere troede man at Titan var en kende større end Jupiter-månen Ganymedes, og dermed solsystemets største måne, men det har siden vist sig at Titans tykke atmosfærelag har medvirket til en overvurdering af dens egentlige størrelse.
Ligesom de fleste andre af Saturns måner består Titan af en blanding af vand-is og klippemateriale. Man formoder den har en en kerne af klippemateriale, ca. 3400 kilometer i diameter, omgivet af lag af forskellige former for is, og det er muligt at centeret i denne klippe-kerne stadig er varmt.
På grund af Titans størrelse presses dens centrale dele sammen under vægten af de ydre lag, hvilket forøger massefylden for materialet i kernen.
Atmosfæren
massefylde
Som den eneste måne i vort solsystem har Titan en tæt, veludviklet atmosfære: Trykket ved overfladen er halvanden gang så højt som vi kender det ved Jordens overflade. Denne atmosfære består for 95 procents vedkommende af kvælstof, og dertil metan og en smule helium, samt betydelige spor af en lang række forskellige molekyler som etan, diacetylen, metylacetylen, cyanoacetylen, acetylen, propan, carbondioxid, carbonmonoxid, cyanogen og cyanbrinte. Titan har ikke i sig selv noget magnetfelt, og bevæger sig til tider udenfor Saturns magnetfelt, og derved udsættes atmosfæren for solvinden, som kan ionisere og evt. helt "bortføre" molekyler fra de øverste atmosfærelag. Solens ultraviolette stråling nedbryder metan-molekyler i den øverste atmosfære, og man mener at de mange kulbrinteforbindelser er resultatet af kemiske reaktioner mellem de sønderdelte molekyler. Disse mere komplekse molekyler danner en tæt, orange smog i Titan-atmosfæren.
Titan-overfladens temperatur er nede omkring −180 °C, så det er forsvindende lidt vand der fordamper fra overfladen og bliver en del af atmosfæren. De spredte skyer der ses rundt omkring, består sandsynligvis af metan, etan eller andre simple, organiske forbindelser. Man har konstateret nedbør fra disse skyer; ind imellem "regner" det med en kulbrinteblanding der kan beskrives som flydende naturgas. Ifølge en endnu ikke bekræftet teori er Titan-overfladen dækket af et lag af et tjære-agtigt stof kaldet tholin, som stammer fra nedbøren og smoggen.
Den tykke atmosfære blokerer også for meget af det sollys der når Titan: På overfladen er der et svagt, diffust lys, som ikke kaster skygger.
Kryovulkanisme
skygge
Fund af isotopen Argon-40 i atmosfæren tyder på at Titan har en vis kryovulkanisme, dvs. aktive vulkaner der udspyr vand-is og ammoniak. Man har på nærbilleder også fundet en vulkan der udspyr metan, og det menes nu at denne vulkanaktivitet er en væsentlig kilde til metan i atmosfæren.
Overfladetræk
På kort over Titans overflade har man indplaceret flere store, mørke og lyse regioner, herunder et lyst område på størrelse med Austalien som formelt har fået navnet Xanadu, og andre steder findes mørke områder af tilsvarende størrelse. De er blevet observeret med Hubble-teleskopet og fra Keck-teleskopet og Very Large Telescope, men man ved endnu ikke præcis hvad der danner hhv. mørke og lyse landskaber. Helt frem til efter Huygens-sondens landing gættede man på at visse områder var "have" af flydende metan eller etan, men den teori er nu blevet afkræftet af observationer fra både Cassini og Huygens. Huygens-sonden landede på et af de mørke områder, og modsat hvad man havde forventet, er dette område ikke flydende eller "klægt" som tjære. Et "penetrometer" ombord i Huygens målte rystelserne som følge af landingen, og på baggrund af dets målinger gættede man først på at sonden var landet i enten løst sand, vådt ler, eller måske en overflade af tyktflydende tjære, dækket af sand. Konklusionen er nu, at Huygens landede i en slags "sand" af ispartikler, evt. oven i en af de lidt større isblokke der ses på billederne fra landingsstedet.
Til gengæld viser billederne fra Hygens nedstigning et landskab gennemkrydset af "floder" og "afløbs-kanaler" der fører ud til de mørke regioner. Og billederne fra Huygens landingssted viser isblokke der er delvis "slebet runde", muligvis af strømmende væsker, så selv om der endnu ikke er ført bevis for "søer", "have" eller andre større, væske-dækkede områder på Titan, er der meget der tyder på at der enten periodevis er, eller for relativt nylig har været, masser af væske på Titans overflade — måske var Huygens bare så "uheldig" at ankomme på en "tør årstid".
Cassini-rumsonden kortlægger et stykke af Titan hver gang den passerer månen, ved hjælp af radar-højdemålinger og syntetisk aperturradar: De første billeder fra dette arbejde har afsløret en kompleks topologi med såvel kuperede som jævne terræntyper, og man har fundet landskabstræk der tyder på vulkanaktivitet. Andre steder ses strejf af materiale, som synes at være blevet spredt for vinden. Enkelte steder ses noget der ligner kratre, om end de synes at være blevet fyldt op med den føromtalte nedbør af kulbrinte-forbindelser. I skrivende stund (august 2005) har man endnu kun fået kortlagt en del af egnene omkring nordpolen med radar, men terrænet her synes at være temmelig jævnt; ingen steder er der højdeforskelle på mere end 50 meter.
Eksterne henvisninger
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/titan.html De ni planeter: Titan]
- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=31&art_id=qw1118250721223B216 June 08 2005, iol: Methane volcano spotted on Saturn's moon]
Kategori:Saturns måner
ja:タイタン (衛星)
ko:티탄 (위성)
zh-min-nan:Titan (oē-chheⁿ)
Neptun (planet)
Neptun er den ottende, og ind imellem den niende, planet i vores solsystem, talt fra Solen: Den blev set første gang i 1612, men det var først den 23. september 1846 — 234 år senere — at man opdagede at der var tale om en planet i vores solsystem.
Neptuns og Plutos baner
Planeten Pluto, der normalt er den niende planet talt fra Solen, har en lidt "langstrakt" (excentrisk; ellipse-formet) omløbsbane, som ind imellem bringer Pluto indenfor Neptuns omløbsbane. I tyve ud af de godt 248 år det tager Pluto at fuldføre ét af sine omløb omkring Solen, er Neptun den niende planet, og Pluto nr. 8.
Fysiske egenskaber
Neptun er den yderste af solsystemets fire store gas-giganter, og som de øvrige gasplaneter (Jupiter, Saturn og Uranus) har Neptun ikke nogen fast overflade ligesom Solsystemets fire inderste planeter (Merkur, Venus, Jorden og Mars).
Atmosfære
Selv om Neptun ligner Uranus på mange punkter, er der stor forskel på de to planeters atmosfærer: Mens Uranus er en næsten ensfarvet, blå klode uden tydelig overflade, udviser Neptuns atmosfære meget mere varierede træk. Atmosfæren består af brint, helium og lidt metan — det er metanen der giver Neptun dens udprægede blå farve.
Som noget helt unikt blandt gas-giganterne, højtliggende hvide skyer der kaster skygger på det ugennemsigtige, blå skydække længere nede i atmosfæren. På Neptun finder man også Den store mørke plet; et mørkt, ellipseformet område på størrelse med Jorden: Denne plet forsvandt i 1994, men siden hen dukkede en ny, mørk plet op i dens sted.
På grund af den enorme afstand til Solen, ca. 4½ milliard kilometer, er den yderste del af Neptuns atmosfære ekstremt kold; 55 Kelvin, eller −218 °C, men temperaturen stiger jo længere ind i Neptun-atmosfæren. Man formoder at det er overskydende varme fra dengang Neptun og det øvrige solsystem blev skabt af sammenfaldende materiale; varme der ganske langsomt tabes som stråling ud i det omgivende rum.
I Neptuns atmosfære finder man solsystemets hurtigste vinde; op mod 2000 kilometer i timen, og man mener at drivkraften bag dette blæsevejr er den varme der "siver" ud af Neptuns indre.
Neptuns indre
Indvendigt minder Neptun om Uranus: Der er sandsynligvis en kerne af smeltet metal og klippemateriale, omgivet af en blanding af klippemateriale, vand, ammoniak og metan. Den yderste del af atmosfæren består mest af brint og helium, mens koncentrationen af metan, ammoniak og vand stiger med dybden.
Et sted mellem 5000 og 10 000 kilometer fra den synlige "overflade" overgår stoffet fra luftform til flydende form.
Ved at sammenligne Neptuns rotationstid og fladtrykthed har man fundet frem til, at stoffet i Neptun ikke er så tæt koncentreret omkring kernen som det er i Uranus.
Neptuns magnetfelt
Neptun ligner også Uranus med hensyn til magnetfeltet: Neptuns magnetfelt har en akse der hælder 47 grader i forhold til planetens rotationsakse. Magnetfeltet er "forskudt" i forhold til planetens centrum; feltets "midtpunkt" ligger omtrent halvvejs mellem planetens centrum og et punkt på den synlige overflade.
Opdagelse
Selv om Neptun først "formelt" blev opdaget i midten af det 19. århundrede, er den faktisk blevet observeret flere gange før — længe før endda...
Galilei tolker Neptun som en stjerne
På nogle af Galileo Galileis tegninger og kort over himlen kan man se, at han observerede Neptun den 27. december 1612 og den 27. januar året efter. På grund af Jordens egen bevægelse vil alle planeter udenfor Jordens omløbsbane på visse tider af året synes at stoppe op, bevæge sig "baglæns" (i retrograd retning) i nogle dage, for derefter at genoptage deres sædvanlige bevægelse i forhold til fjerne stjerner i baggrunden. Og da Galileo så Neptun i december 1612, var den netop "stoppet op" og på vej til at bevæge sig baglæns, så da den tilsyneladende ikke havde flyttet sig, gættede han på at det var en fjern stjerne. Havde Galilei set Neptun på et andet og mindre "uheldigt" tidspunkt, ville han efter al sandsynlighed have erkendt at der var tale om en planet — og så havde han fået æren for opdagelsen.
Forstyrrelser i Uranus' bane
Der skulle gå mere end 230 år før Neptuns sande identitet blev afsløret. I 1821 udgav Alexis Bouvard nogle tabeller med data om Uranus' omløbsbane omkring Solen; tal der kan bruges til at forudsige hvornår Uranus er hvor på himlen. Men inden længe var der overraskende store forskelle på Uranus' faktiske position på himlen, og den position den "burde" have ifølge Bouvards oplysninger — Bouvard gættede på at der måtte være et eller andet stort, tungt himmellegeme i nærheden af Uranus, hvis tyngdekraft trækker den væk fra den forudsagte bane.
Banen beregnes
I 1843 regnede John Couch Adams på de observerede afvigelser i Uranus-banen, og bestemte omløbsbanen for Bouvards hypotetiske planet. Adams sendte sine resultater til Sir George Airy, som skrev tilbage til Adams for at få en uddybende forklaring. Adams udarbejdede en kladde til et svar til Airy, men fik aldrig sendt det afsted.
Tre år efter Adams fik Urbain Le Verrier, uafhængigt af Adams, samme idé med at beregne omløbsbanen for Bouvards formodede planet. Ligesom Adams havde Le Verrier ikke meget held med at engagere sine astronom-"kolleger" i jagten på den ottende planet i solsystemet. Men samme år fik John Herschel overtalt James Challis til at lede efter mulige planeter dér hvor beregningerne forudsage der skulle være en.
Challis indledte "eftersøgningen" i 1846, og i mellemtiden havde Le Verrier overtalt Johann Gottfried Galle til også at lede efter planeten. Galle fandt Neptun, indenfor én grad fra den position Le Verrier havde forudsagt, og cirka 10 grader fra Adams' position. Senere måtte Challis erkende, at han faktisk havde observeret den "nye" planet før, men på grund af sin afslappede indstilling til sit arbejde opdagede han ikke at der var tale om en ny planet.
Diskussion om opdageren
Efter opdagelsen brød et nationalistisk skænderi ud om hvem der havde æren for opdagelsen, men efterhånden blev man enige om et kompromis hvor Adams og Le Verrier samlet blev krediteret for opdagelsen.
Siden hen er der på Royal Greenwich Observatory dukket nogle gamle dokumenter op, som visse historikere tolker derhen at Adams ikke fortjener helt samme andel af æren for opdagelsen af Neptun, som Le Verrier.
Navngivning
Lige efter opdagelsen blev Neptun blot omtalt som "planeten uden for Uranus" eller "Le Verriers planet". Galle kom med det første navneforslag, nemlig Janus. I England foreslog Challis at kalde planeten Oceanus; passende for et søfartsfolk. François Arago i Frankrig foreslog navnet "Leverrier", men det forslag mødte kraftig modstand uden for Frankrig. I franske almanakker blev Uranus kaldt for Herschel, og den nye for Leverrier.
Det var Le Verrier selv der foreslog det navn der bruges i dag, og det forslag blev bakket op af Friedrich von Struve. Inden længe blev Neptun det internationalt anerkendte navn for den nye planet.
Navnet stammer fra den romerske mytologi, hvor Neptun er havets gud; svarende til Poseidon i den græske mytologi. Dette navnevalg passer sammen med navnene på de dengang kendte planeter, som alle havde fået deres navne tilbage i antikken.
Neptuns planetringe
Neptun har et system af meget tynde, mørke planetringe, hvis kemiske sammensætning man ikke kender. De har en besynderlig "klumpet" struktur; man ved ikke hvad "klumperne" skyldes, men tyngdekraften fra små hyrdemåner i nærheden af ringene kunne forklare fænomenet.
Da man i midten af 1980'erne studerede ringene ved at observere stjerner der blev "formørket" af Neptun og dens ringe, tydede resultaterne på at ringene ikke omgiver hele planeten, men er opdelt i separate "buer", afbrudt af "stoffrie" mellemrum. Det endelige bevis for Neprtuns ringsystem kom, da rumsonden Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner i 1989: Billederne som Voyager sendte hjem, viste adskillige utydelige ringe.
Tilstedeværelsen af "mellemrum" der deler ringene op i separate "buer" er lidt svært at forklare, fordi mekanikkens regler tvinger materialet i en planetring til at fordele sig jævnt hele vejen rundt i løbet af kort tid. Det er muligvis Neptun-månen Galatea der med sin tyngdekraft "fastholder" buerne.
Nye observationer fra 2005 tyder på at Neptun-ringene er meget ustabile; en af ringene kan muligvis forsvinde på så kort tid som 100 år. Denne erkendelse kuldkaster mange eksisterende teorier omkring Neptuns ringe.
Neptuns måner
Neptun har 13 kendte måner; for en samlet oversigt, se artiklen Neptuns måner.
Den største af Neptuns måner, Triton, blev opdaget af William Lassell blot 17 dage efter opdagelsen af selve Neptun. En anden Neptun-måne, Nereid, har en omløbsbane der udviser den største excentricitet i hele solsystemet. Indtil Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner, kendte man kun disse to måner, men Voyagers billeder føjede seks nye måner til listen. Siden da, i 2002 og 2003, har man fra observatorier her på Jorden opdaget yderligere fem små, irregulære ("kartoffelformede") måner omkring Neptun.
Kategori:Astronomi
Kategori:Planeter
Kategori:Solsystem
Kategori:DK5 52.43
ja:海王星
ko:해왕성
ms:Neptun
simple:Neptune (planet)
th:ดาวเนปจูน
KraterEt krater er en cirkelformet sænkning eller lavning på overfladen af planeter, måner, småplaneter eller andre himmellegemer.
ja:クレーター
Komet
En komet er et mindre himmellegeme, som stammer fra de ydre dele af solsystemet. Hidtil (2005) troede man at kometer hovedsageligt bestod af is og derfor blev beskrevet som "beskidte snebolde". Efter analyse af det arrangerede Deep Impact collision-sammenstød af Comet 9P/Tempel 1 med en 370 kg kobberprojektil med en hastighed 10,2 km/s, har man fundet ud af, at denne komet består af mere støv end is og derfor bedre kan beskrives som en iset støvbold. Dette kan derfor anspore til at tro (men indtil videre kun tro) at dette gælder for mange kometer. Udover støv og is indeholder kometer betydelige mængder CO2, CH4 og andre frosne gasser blandet sammen de store mængder støv og større partikler.
Oprindelse
Langt de fleste kometer antages at stamme fra Oort-skyen, som er en kugleformet skal af milliarder af islegemer uden for Plutos bane og ca. halvvejs til solsystemets nærmeste stjerner. Af endnu ukendte årsager kan det hænde, at banen af en af disse legemer blive forstyrret med det resultat, at det bevæger sig ind mod det indre solsystem og bliver til en synlig komet.
Enkelte kort-periodiske kometer formodes at stamme fra Kuiper-bæltet.
En komets 'anatomi'
Når en komet nærmer sig solen begynder overfladen at sublimere, hvorved vanddamp og andre flygtige stoffer udstødes. De forskellige dele af kometen er:
- Kerne: Relativt fast og stabil, stort set is og gasser med en lille andel støv og andre faste stoffer. Kernen er normalt ikke synlig, da overfladen er næsten kulsort. Sommetider ses i teleskoper en 'falsk kerne', der imidlertid er reflekteret sollys fra tætte gasskyer nær kernen.
- Jets: En komet fordamper ikke jævnt over hele overfladen, men udstøder især gasser i form af stråler (jets) fra aktive områder på overfladen.
- Koma: Tæt sky af vand, carbondioxid og andre neutrale gasser sublimeret fra kernen. Komaen har en blågrønlig farve.
- Støvhale: Op til 10 millioner km lang, består af fine støvpartikler på størrelse med røg, der er løsrevne fra kernen på grund af presset fra flygtige gasser. Dette er den tydeligste del af en komet for det blotte øje. På fotografier har halen ofte en brunlig eller rødlig nuance. En støvhale efterlader et spor af fine partikler eller meteoroider i kometens bane, der kan udløse meteorsværme eller -storme, hvis Jorden tilfældigvis krydser et sådant spor. Næsten alle tilbagevendende meteorsværme såsom Perseiderne, Leoniderne etc kan spores tilbage til kendte kometer.
- Ionhale: Op til 100 millioner km lang, består af plasma og viser mønstre af stråler og striber pga. vekselvirkninger med solvinden. Ionhalen vender altid bort fra solen uanset kometens bevægelsesretning. På billeder normalt blålig.
- Hydrogensky: Enormt (millioner af kilometer i diameter), men tyndt svøb af neutralt hydrogen (brint). Ikke synlig.
Navngivning
Kometer navngives af IAU efter følgende system. Efter et indledende "C/" (der ofte udelades) kommer opdagelsesåret, fulgt af et bogstav, der angiver den halvmåned, hvor kometen blev opdaget og dernæst et fortløbende nummer. Til sidst følger navnet på kometens opdager(e) i parentes.
Et eksempel: C/1995 O1 (Hale-Bopp)
Denne betegnelse angiver, at kometen blev opdaget i anden halvdel af juli (O) 1995 og at det var den første kometopdagelse i den halvmåned. To personer er krediteret for opdagelsen: Alan Hale og Thomas Bopp. En komet kan være opdaget uafhængigt af flere personer, men kun de første to opdagere får deres navne på kometen adskilt med en bindestreg.
Periodiske kometer angives på følgende måde (eksempel): 2P/Encke, hvor tallet simpelthen er et fortløbende nummer, P angiver, at den er periodisk. Efter skråstregen følger opdagerens navn (her Encke).
Nogle kendte kometer
- 1P/Halley (Halley's komet): Den først opdagede periodiske komet. Den engelske astronom Edmond Halley beregnede i 1705, at forskellige observationer af klare kometer i de foregående århundreder i virkeligheden var tilsynekomster af den samme komet. Han forudsagde også, at kometen ville vise sig igen i 1758. Kometen dukkede op præcist som forudsagt og er siden kendt som Halley's komet.
- C/1995 O1 (Hale-Bopp): Den store komet i 1997 og en af det 20. århundredes bedste kometer. Det er en af de absolut største kometer, man kender. Kernen anslås til at være over 40 km i diameter. Hale-Bopp var bemærkelsesværdig ved at være synlig med det blotte øje i mere en et år, hvilket er en rekord.
- C/1996 B2 (Hyakutake): En meget klar komet, der passerede Jorden på en afstand af kun 10 millioner kilometer.
- C/1975 V1 (West): En stor komet i begyndelsen af 1976. Kom meget tæt på solen og splittedes i flere stykker, hvilket muligvis er forklaringen på, at West blev så klar som den gjorde.
Kilder/referencer
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/10/051014073205.htm 2005-10-15, Sciencedaily: Evidence For More Dust Than Ice In Comets] Citat: "...dust/ice mass ratio, which is larger than one, suggesting that comets are composed more of dust held together by ice, rather than made of ice comtaminated with dust. Hence, they are now ‘icy dirtballs’ rather than ‘dirty snowballs’ as previously believed..."
Eksterne henvisninger
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/comets.html De ni planeter: Kometer]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/Solar_System/Asteroids,_Comets_and_Meteors/Comets/ Comets]
- [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/Kapitel3.html 3. Asteroider og Kometer]
- [http://home.worldonline.dk/obeck/univers/univers13.html Kometer]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/06/040618064258.htm 2004-06-18, Sciencedaily: NASA Spacecraft Reveals Surprising Anatomy Of A Comet]
- [http://comets.amsmeteors.org/index.html Gary Kronk's Comets & Meteor Showers]
Kategori:Solsystem
Kategori:Komet
Kategori:DK5 52.45
ja:彗星
ko:혜성
ms:Komet
simple:Comet
th:ดาวหาง
CarbonmonoxidCarbonmonoxid eller kulilte (kemisk formel CO), som det tidligere blev kaldt, er en klar lugtløs gasart, der kan dræbe ved indånding. I modsætning til drivhusgassen kuldioxid har carbonmonoxid-molekylet kun ét iltatom bundet til sig. I 50'ernes Danmark, hvor mange hjem fyrede med kakkelovne, var dødsfald som følge af kulilteforgiftning ikke ualmindelige. I Klaus Rifbjergs debutroman begår en af hovedpersonerne selvmord med kulilte ved at sidde i en bil med motoren i gang i en lukket garage.
Grunden til at carbonmonoxid er yderst giftigt, er at det binder sig langt lettere til blodets hæmoglobin end ilt (O2) gør. Selv ved en meget beskeden koncentration af CO i luften, optages der derfor slet intet O2 i blodet, og døden indtræder derfor på grund af iltmangel.
Ekstern henvisning
H.C. Andersen beskriver i sin dagbog hvordan han blev kulilteforgiftet i Burgos i december 1862 [http://base.kb.dk/hca_pub/cv/main/GotoPage.xsql?nnoc=hca_pub&p_mode=facsimile&p_VolNo=5&p_GotoPageNo=329]
ko:일산화탄소
ja:一酸化炭素
דאגראוטייפ
דאגרוטייפ הוא שמו של תהליך הצילום המסחרי הראשון. התהליך בוסס על טכניקה המטביעה את הדימוי המצולם באופן פוזיטיבי, ישירות על פני לוח כסף ממורק. התהליך היה נפוץ בעיקר בשנות הארבעים של המאה ה-19.
קטגוריה:צילום
ja:ダゲレオタイプ
th:กระบวนการดาแกโรไทป์
slots zawory metalowe Casino mieszne gry alojamientos en edimburgo |
|
|
|
