Home About us Products Services Contact us Bookmark
:: wikimiki.org ::
Enceladus (måne)

Enceladus (måne)

Enceladus er planeten Saturns sjettestørste måne: Den blev opdaget 28. august 1789, af William Herschel, og på Herschels søn John Herschels forslag er den blevet opkaldt efter titanen Enkelados fra den græske mytologi. Der ud over kendes månen også under betegnelsen Saturn-II.

Enceladus' indre

Da rumsonden Cassini ved flere lejligheder passerede tæt forbi Enceladus, påvirkede månens tyngdekraft sondens bevægelse, og herudfra har man beregnet Enceladus' masse til 1,08·1020 kilogram. Sammenholdt med dens størrelse giver dette en massefylde på 1610 kilogram pr. kubikmeter; det er kendeligt højere end andre af Saturns middelstore is-måner, og tyder på at Enceladus indeholder mere jern eller klippemateriale end de øvrige Saturn-måner. Astronomerne regner med at de senere, ud fra nøjere analyser af dataene fra Cassinis passager, kan regne sig frem til et groft "billede" af Enceladus' indre struktur. Visse overfladedetaljer på Enceladus tyder på at der er flydende materiale under overfladen, men hvis dette flydende materiale er vand, er det lidt af et mysterium hvad der forhindrer dette vand i at fryse til is. Enceladus kredser to gange om Saturn på samme tid som månen Dione kredser én gang, og derved udsættes Enceladus for tidevandskræfter der varmer dens indre op, dog næppe nok til at holde vand flydende. En anden mulig varmekilde er radioaktivt henfald i det eventuelle jern eller klippemateriale der måtte være i Enceladus, om end denne proces i så fald har leveret mere varme tidligere i månens historie end den gør nu. En anden mulig forklaring er, at "det flydende" slet ikke er vand, men noget der smelter ved lavere temperaturer, f.eks. ammoniak, men Cassini-sondens spektrometre for synligt og infrarødt lys har ikke observeret tegn på sådanne stoffer.

Overfladen

Da rumsonden Voyager II passerede Saturn i august 1981, fik man for første gang nærbilleder af bl.a. Enceladus, som kunne fortælle noget om månens geologi. Disse billeder viser mindst fem forskellige landskabstyper; der var regioner med talrige kratre, mens andre områder er helt jævnt terræn uden kratre, bjerge eller lignende — de jævne områder grænser ofte op til områder hvor landskabet domineres af langstrakte furer. De meget få kratre i de jævne regioner tyder på at landskabet her er ungt i geologisk forstand, dvs. mindre end 100 millioner år gammelt. Enten har Enceladus aktive vulkaner der udspyr vand, som siden hen flyder ud og fryser til nye, glatte landskaber, eller også er aktiviteten først ophørt indenfor de sidste 100 millioner år. Den rene, "nye" is der dominerer det meste af overfladen gør Enceladus omtrent helt hvid og giver den Solsystemets højeste albedo; 99% af den solstråling der rammer overfladen, kastes tilbage ud i rummet. Det gør samtidig Enceladus meget kold; overfladetemperaturen er −201°C, eller kun godt 70K. Cassini-sonden har siden taget mere detaljerede billeder af Enceladus' overflade, og vist at også de jævne terræntyper på Voyager-sondens billeder har talrige, ikke særlig dybe små furer og skrænter. Kraterlandskaberne har også smalle revner der er opstået efter at kratrene blev skabt. I kratrene ligger revnerne i mønstre der er centreret omkring kraterets midte, hvilket tyder på at revnerne hovedsageligt skyldes svagheder i de øverste få hundrede meter af overfladen. Selv om vandig is permanent holdes langt under frysepunktet er det alligevel en anelse plastisk, så i løbet af årmillionerne "flyder" kratre i Enceladus' is-overflade ud og bliver mindre skarpe i konturen. I den slags "udflydte" kratre ser man tit at bunden af krateret hæver sig som en "bule" midt i krateret. plastisk Enceladus viser tegn på pladetektonik; bl.a. gennemkrydses en del kratre af revner, hvor krater-delene på hver sin side af revnen ligger forskudt i forhold til hinanden. Disse revner kan være op til 200 kilometer lange, 5-10 kilometer brede, og op til en kilometer dybe. Disse furer ser ud til at være skabt for geologisk set "kort" tid siden; de er meget skarpe i konturerne, og skærer igennem ældre, mere deformerede landskaber. Revnerne blotlægger materiale med en udpræget blå overflade. Den furede terræntype på Enceladus ligner tilsvarende, lyse, furede områder på Jupiter-månen Ganymedes, men mens Ganymedes' furer er temmelig parallelle, danner furerne på Enceladus meget mere komplekse mønstre.

Atmosfære over sydpolen

Cassini-sonden har afsløret endnu en terræntype omkring Enceladus' sydpol: Det er en meget ung landskabstype med samme blålige formationer af vandig is som ved nyere revner andre steder på Enceladus, blot på et vandret terræn i stædet for op ad de stejle sider i en revne. Man formoder at de blå områder endnu ikke er blevet dækket af støv fra E-ringen i Saturns planetring. Flere instrumenter på Cassini-sonden har sporet en ganske tynd atmosfære af primært vanddamp og brint over dette område: Da Enceladus' tyngdekraft er for svag til at "holde" på en atmosfære, må der være noget der hele tiden fornyer den atmosfære man har fundet omkring sydpolen. Infrarøde målinger viser at Enceladus her er ca. 15, og enkelte steder op til 40 °C varmere end forventeligt, og sammenholdt med den meget unge terræntype giver det astronomerne anledning til at tro at Enceladus' sydpol-region er geologisk aktiv i dag.

Enceladus og Saturns E-ring

Cassini-sonden har også bekræftet formodninger om, at Enceladus er leverandør af materiale til E-ringen i Saturns omfattende system af planetringe: Koncentrationen af støvpartikler er stærkt forhøjet i rummet lige omkring Enceladus. Man mener at nedslag af mikrometeoritter slår mikroskopiske ispartikler løs fra overfladen: Nogle af dem undslipper helt Enceladus, og bliver til hovedbestanddelen i E-ringen. Noget af materialet i ringen falder ned på Enceladus igen, og tilslører nydannede formationer af blålig is. Kategori:Saturns måner ja:エンケラドゥス (衛星)

Planet

En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter. De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)

Se også


- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen

Eksterne henvisninger


- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter] Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52.43 als:Planet ja:惑星 ko:행성 ms:Planet simple:Planet th:ดาวเคราะห์ zh-min-nan:He̍k-chheⁿ

Måne

En måne er et større objekt i kredsløb om en planet. Solsystemets planeter og måner: # Merkur (ingen måner) # Venus (ingen måner) # Jorden #
- Månen # Mars #
- Phobos #
- Deimos # Jupiter #
- Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe #
- Io #
- Europa #
- Ganymedes #
- Callisto #
- Leda, Himalia, Lysithea, Elara, Ananke, Carme, Pasiphae og Sinope # Saturn #
- Pan og Atlas #
- Prometheus og Pandora #
- Epimetheus #
- Janus #
- Mimas #
- Enceladus #
- Tethys, Telesto og Calypso #
- Dione og Helene #
- Rhea #
- Titan #
- Hyperion #
- Iapetus #
- Phoebe # Uranus #
- Cordelia, Ophelia, Bianca, Cressida, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Belinda og Puck #
- Miranda #
- Ariel #
- Umbriel #
- Titania #
- Oberon #
- Uranus XVI og Uranus XVII #
- Uranus XVIII # Neptun #
- Naiad, Thalassa, Despina og Galatea #
- Larissa #
- Proteus #
- Triton #
- Nereid # Pluto #
- Charon

Eksterne henvisninger


- [http://www.maecker-web.de/moon/ Moon Phases]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk] Kategori:Astronomi Kategori:Måner Kategori:DK5 52.43 th:ดาวบริวาร

28. august

28. august er dag 240 i året i den gregorianske kalender (dag 241 i skudår). Der er 125 dage tilbage af året. Kategori:Dage i august ja:8月28日 ko:8월 28일 simple:August 28 th:28 สิงหาคม

1789

Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne Årstal: 1784 1785 1786 1787 1788 - 1789 - 1790 1791 1792 1793 1794 ---- Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808 ----

Begivenheder


- 7. januar - De første nationale valg i USA. George Washington vælges til præsident.
- 17. juni Den franske revolution indledes med at den franske tredj­estand sprænger general­stændernes møde, og erklærer sig for Nationalforsamling.
- 14. juli - Stormen på Bastillen, Paris, Frankrig
- 21. november - North Carolina bliver optaget som USA's 12. stat.
- Den amerikanske forfatning træder i kraft.

Født


- 15. oktober - William Christopher Zeise, dansk kemiker.

Dødsfald


- 89 ko:1789년 ms:1789 simple:1789

Titan

#Saturns måne Titan #Titan (grundstof) #Titan (mytologi) #Titan (raket) #Gustav Mahlers 1. symfoni bærer tilnavnet Titan ja:タイタン ko:티탄 zh-min-nan:Titan

Rumsonde

En rumsonde er et ubemandet, videnskabeligt, undersøgende rumfartøj. En rumsonde kan vende tilbage til jorden, hvis den er programmeret til det, men kan også være på en envejs-mission f. eks. Voyager-sonderne, som er på vej ud af vores solsystem efter at have besøgt de fleste planeter. Kategori:Astronomi Kategori:Rumfartøjer Kategori:Ubemandede fartøjer

Masse fysik

I fysik er begrebet masse et udtryk for mængden af stof i et legeme. Der er strengt taget to former for masse: #Den træge masse, der populært kan beskrives som legemets modstand mod at ændre hastighed #Den gravitationelle masse, der kort sagt er den faktor der indgår i massetiltrækningsloven. De to masse-begreber er indholdmæssigt helt forskellige, men de mest omhyggelige eksperimenter har vist at de to betydninger giver det samme resultat, indenfor den målenøjagtighed, det har været muligt at opnå. Se også ækvivalensprincippet. I SI-systemet måles masse i kilogram.

Se også


- Masse for andre betydninger
- Massefylde
- vægt
- Gravitation
- Præcession
- Stof

Eksterne henvisninger


- [http://home.att.net/~bob.rutkiewicz/Mass.htm Robert Rutkiewicz: Defining Mass] Citat: "...The value of mass is not being redefined. But the concept of mass being a fundamental property is reviewed...A new physical law is postulated: All known particles are elements of momentum moving at a velocity c....This extension is based on special relativity and uses SR equation for mass..." Kategori:Klassisk mekanik ja:質量 ko:질량 ms:Jisim simple:Mass th:มวล

Massefylde

Massefylde også kaldet densitet eller vægtfylde er masse per rumfang. Den afledte SI-enhed for massefylde er kg/m³. Hvis et stofs massefylde er mindre end en væskes massefylde, kan stoffet flyde omkring væskeoverfladen. Hvis stoffet har en større massefylde, synker det ned i bunden af væsken. Der ses bort fra vands overfladespænding. Massefylden er temperaturafhængig, da de fleste stoffer udvider sig ved opvarmning og trækker sig sammen ved afkøling, uden at massen ændres. For gassers vedkommende er massefylden også trykafhængig, idet gassers volumen bestemmes af kombinationen af tryk og temperatur. Når man angiver massefylden, bør man derfor også altid angive ved hvilken temperatur, og for gassers vedkommende tillige ved hvilket tryk, massefylden er målt.

Forskellige stoffers massefylde og ydergrænser

Sorteret efter stoftype og dernæst massefylde:

Astronomiske massefylder

Se også


- Gramvægt
- Massetæthed

Kilder/referencer


- [http://www.duffieldtimber.com/glossary.html Duffield Timber - wood importer and sawmiller]
- Fysik og Kemi leksikon, Håndbog i naturlære, B. Østergaard Pedersen, Skandinavisk bogforlag Odense, årstal? (før 1970?), ISBN?.
- [http://www.lenntech.com/Chem-physical-resistance-data-fibres.htm Chemical & Physical Resistance Data for Fibres]
- [http://hypertextbook.com/facts/ The Physics Factbook] f.eks.:
  - [http://hypertextbook.com/facts/1999/KatrinaJones.shtml Density of Concrete]
  - [http://hypertextbook.com/facts/2000/ShirleyLam.shtml Density of Wood]
- [http://www.natural-stone.com/stonesearch.html natural-stone.com], [http://www.natural-stone.com/stonetips.htm Stonetips]
- [http://www.moerchscan.dk/tekspec.htm Lava Pimpsten]
- [http://www.norrareal.stockholm.se/anslagstavla/instiutioner/kemi/grundamne.htm Norra Real Kemi Institutionen: Grundämnen] (størrelsesordensfejl for gasformerne)
- [http://www.cet.sunderland.ac.uk/webedit/allweb/news/Philosophy_of_Science/PIRT2002/londres2002-2.doc COLLAPSING STARS (doc)] Atomkernemassefylde.
- [http://www.geocentricity.com/geocentricity/nieto.html Rebuttal of North and Nieto. Martin Selbrede.] Hypotetisk maximons middelmassefylde.
- [http://www.periodic-table.org.uk/element-radon.htm The Element Radon]
- [http://www.alulight.com/english/products/sound.htm Sound Absorption. alulight international] Citat: "...is non inflammable and does not release toxic gases..."
- [http://www.fc-beton.dk/showcontent.asp?DocumentID=23 fc-beton.dk: Leca]

Ekstern henvisning


- [http://www.grow.arizona.edu/water/galileothermometer.shtml Flydende vands massefylde som funktion af temperaturen] Kategori:Klassisk mekanik ms:Ketumpatan ja:密度

Kubikmeter

Rumfang (også kaldet volumen) er betegnelsen for størrelsen af det rum, som afgrænses af et 3-dimensionalt legemes overflade. I formler benyttes ofte betegnelsen V for rumfanget. Der findes mange forskellige enheder til angivelse af mål for rumfang. Mange af de ældre rumfangenheders omregningsfaktorer er forskellige fra land til land. SI-enheder med evt. tilhørende SI-præfiks er derimod ens overalt:
- Afledt SI-enhed for rummål:
  - Kubikmeter, m³. Dette er den officielt anerkendte SI-enhed. Den kan have et SI-præfiks og se således ud: dm³ (1 m³ = 1000 dm³).
- Ikke-SI-enheder i anvendelse i dag:
  - Liter (1 liter = 1 dm³)
  - Registerton
- Mange af følgende ikke-SI-enheder har landeafhængige forskellige omregningsfaktorer til m³:
  - Andre i almindelig brug i dag, især i udlandet:
    - kubikfod (eng. cubic foot, cubic feet)
    - kubik-yard (eng. cubic yard)

Beregning af rumfang

Rumfanget af nogle geometriske figurer beregnes således: For uregelmæssige legemer må rumfanget beregnes ved brug af integration.

Ældre enheder


- Mange af følgende ikke-SI-enheder har landeafhængige forskellige omregningsfaktorer til m³:
  - Ældre enheder, som ikke anvendes særligt meget i dag:
    - Pægl (0,00024 m³)
    - Pot (0,00097 m³) = 4 pægle
    - Album (0,00145 m³)
    - Kande (0,00193 m³)
    - Ottingkar (0,00217 m³)
    - Fjerdingkar (0,00435 m³)
    - Viertel (0,00773 m³) = 8 potter = ¼ dansk kubikfod
    - Otting (0,01642 m³)
    - Skæppe (0,01740 m³)
    - Bimpel (0,01883 m³)
    - Kubikfod (0,03090 m³) = 32 potter
    - Fjerding (0,03285 m³)
    - Anker øl (0,03766 m³) = 39 potter
    - Tønde tjære (ca. 0,116 m³)
    - Tønde øl (0,13140 m³) = 136 potter
    - Tønde korn (0,13920 m³)
    - Ahm vin (0,15064 m³)
    - Tønde kul (ca. 0,170 m³)
    - Oksehoved (0,22596 m³) = 6 ankre
    - Kubikalen (0,24720 m³) = 256 potter
    - Fad øl (0,26278 m³)
    - Fad korn (0,26278 m³)
    - Fad vin (0,90383 m³)
    - Læster (ca. 1,24 m³)

Rummeter

Ved opmåling af træ til brug som brænde benyttes betegnelsen rummeter, der er betegnelsen for 1x1x1 m stablet brænde, før det er kløvet. Denne enhed betegnes også skovrummeter. Der findes også en kasserummeter, som er betegnelsen på 1x1x1 m kløvet brænde, som er hældt i en kasse af denne størrelse »hulter til bulter«. En kasserummeter udgør som tommelfingerregel ca. 70% af en skovrummeter. 1 skovrummeter indeholder altså mest brænde og svarer til ca. 1,4 kasserummeter.

Se også


- Flademål, Længdemål, tidsenheder, arealenheder, arealmål, masseenheder, energienheder, vinkelenheder, Geometri, Danske enheder Kategori:Rumfangsenheder Kategori:Gamle danske enheder Kategori:US enheder Kategori:Engelske enheder ja:体積 simple:Volume

Vand

Vand
Synonymer Is (fast form), vanddamp (gasform)
Struktur Billede:vand.png
Sumformel H2O
Farve Farveløs
Fysiske egenskaber
molvægt 18,015 g/mol
Smeltepunkt 0,00°C
Kogepunkt 100,0°C
Massefylde 0,9970 g/cm3 (stuetemp.)
Syre/base-egenskaber
pKa 13,995
Diverse
CAS-nummer 7732-18-5
E-nummer Intet E-nummer
Vand er et kemisk stof, som er flydende ved stuetemperatur og under standardtryk. Det har den kemiske formel H2O, hvilket betyder, at ét molekyle vand er sammensat af to brintatomer og ét iltatom. Vand findes næsten overalt på jorden, og det er nødvendigt for alle kendte livsformer. Ca. 70% af jordens overflade er dækket af vand.

Oversigt

Vand i fast form kaldes (vand-)is. Vand i gasform hedder (vand-)damp. Temperaturenhederne (tidligere °Celsius, nu Kelvin) er fastlagt ud fra vands TRIPLE PUNKT: 273,16 K (= 0,01 °C) og 611,2 Pa, som er den temperatur og det tryk, hvor vand kan findes i alle tre former også kaldet faser (is, vand og damp) samtidigt. Ved temperaturer højere end 647 K og et tryk større end 22.064 Mpa vil en samling vandmolekyler gå over i en superkritisk tilstand, hvor det er muligt at ændre temperatur og tryk, så man går fra væskeformigt til dampformigt vand uden en faseovergang. Det er altså ikke klart hvor grænsen mellem væskeformigt og dampformigt vand går over det kritiske punkt. Vandflade er en samlet betegnelse af
- vandveje - f.eks.
  - verdenshav (ocean)
  - hav
  - sø
- vandløb - f.eks. (flod, å, bæk, kanal...)
- vådområde - f.eks. - grøft, dam, vandhul - eller lignende. Se vandreserve vedrørende ferskvandsforsyning. Se også strand, færge, havn, havneanlæg. Kemikere omtaler ofte i spøg vand som dihydrogen monoxid eller DHMO (se www.dhmo.org/ http://www.dhmo.org/), der er det systematiske navn for dette molekyle i det kemiske fagsprog. Det sker især parodier på kemisk forskning, som kræver denne “dødelige kemiske forbindelse” forbudt. IUPAC-navnet er oxidan, men det bruges sjældent.

Vands dipolære karakter

Et vigtigt træk ved vand er dets polære karakter. Vandmolekylet danner en vinkel med brintatomerne for enden af benene og iltatomet ved vinkelspidsen. Da ilt har en højere elektronegativitet end brint, får iltenden af molekylet en negativ ladning i forhold til brintenden. Et molekyle med sådan en forskel i ladning kaldes en dipol. Den samme forskel gør, at vandmolekylerne tiltrækker hinanden (de forholdsvis positive brintender tiltrækkes af de forholdsvis negative iltender) og andre polære molekyler. Denne tiltrækning er kendt som brintbinding. Vand kan betragtes som et polymer af vandmolekyler. Den forholdsvis svage tiltrækning (set i forhold til de kovalente bindinger inden i vandmolekylet selv) medfører fysiske egenskaber f.eks. et meget højt kogepunkt, da der kræves en hel del varmenergi for at bryde brintbindingerne mellem molekylerne. Svovl er grundstoffet lige neden under ilt i det periodiske system, men dets tilsvarende forbindelse, svovlbrinte (brintsulfid, H2S), har ikke brintbindinger, og selv om stoffet har dobbelt så høj en molekylvægt som vand, optræder det som gas ved stuetemperatur. Den ekstra binding mellem vandmolekylerne giver desuden vand en høj varmekapacitet. Derudover giver brintbindingerne vand en usædvanlig reaktion, når det fryser. Væsken bliver - som hos de fleste andre materialer - mere tung med faldende temperatur. Men i modsætning til de fleste andre stoffer medfører brintbindingerne, at molekylerne under den omflytning, der sker for at mindske deres energi ved afkøling tæt på frysepunktet, i stedet danner en struktur, der faktisk er lettere: derfor kan den faste form, is, flyde på vand. Mens de fleste andre stoffer krymper ved overgang til fast form, udvider vand sig, når det størkner. Flydende vand har sin største tæthed (vægt) ved en temperatur på 4 °C. Det har en interessant konsekvens for vandlevende væsner ved vintertide. Vand, som afkøles ved overfladen, bliver tungere og synker ned. Det fremkalder konvektionsstrømme, der afkøler hele vandmassen, men når vandets temperatur kommer under 4 °C, bliver vandet på overfladen lettere og flyder ovenpå som et lag, der til sidst danner is. Da den nedadgående konvektionsstrømning af koldt vand blokeres, når skiftet i vægt finder sted, vil enhver større vandmasse, der fryser til om vinteren, have hovedparten af sit vand i flydende form ved 4 °C neden under isoverfladen. Dette gør det muligt for fisk og andre dyr at overleve under isen. Det er i øvrigt også ét af de vigtigste eksempler på de fint afpassede fysiske egenskaber, som understøtter liv på Jorden. Det bruges som begrundelse for det antropo-kosmologiske princip. En yderligere konsekvens er, at is smelter, når den kommer under tilstrækkeligt tryk.

Vand som opløsningsmiddel

Vand er også et godt opløsningsmiddel på grund af dets polaritet. Når en forbindelse i ionform eller polær form blandes med vand, bliver den omgivet af vandmolekyler. Deres relativt ringe størrelse tillader typisk mange vandmolekyler at samle sig om ét molekyle af det opløste stof. De delvis negative dipoler i vandet tiltrækkes af de positivt ladede dele af stoffet og omvendt for de positive dipoler. I almindelighed kan ioniserede og polære stoffer som f.eks. syrer, alkoholer og salte let opløses i vand, modsat ikke-polære stoffer som fedtstoffer og olier. De ikke-polære molekyler samles i vandet, da det er energimæssigt mere fordelagtigt for vandmolekylerne at bindes til hinanden ved brintbindinger snarere end at danne van der Waals-forbindelser med ikke-polære molekyler. Et eksempel på et ioniseret stof er bordsalt (natriumklorid, NaCl); stoffet deles i Na+-kationer og Cl--anioner, der begge omgives af vandmolekyler. Derefter kan ionerne let flyttes fra deres krystalgitter ud i opløsningen. Et eksempel på et ikke-ioniseret stof er sukker. Vand-dipolerne knyttes ved hjælp af brintbindinger til dipolære områder af sukkermolekylet og tillader at det føres ud i opløsningen. Vandets evne til at opløse stoffer er afgørende i biologiske sammenhænge, da mange stofskifteprocesser kun kan foregå i opløsning (f.eks. reaktionerne i cytoplasmaet og i blodet).

Sammenhængsevne og overfladespænding

Brintbindingerne giver vandet en stor sammenhængsevne og derfor også en høj overfladespænding. Dette ses klart, når små mængder vand anbringes på en overflade, der ikke kan opløses, og vandet samler sig i dråber. Denne egenskab er vigtig for vandets transport op gennem vedkarrene i planternes stængler. De stærke bindinger mellem molekylerne holder vandsøjlen sammen og udligner trykforskelle gennem sugekraften, der er fremkaldt af fordampning fra plantens overflade. Andre væsker med en lavere overfladespænding ville have tilbøjelighed til at blive revet fra hinanden, hvad der kunne fremkalde vakuum eller luftlommer og gøre transport i vedkarrene umulig.

Ledeevne

Rent vand er i virkeligheden isolerende, dvs. at det ikke leder elektrisk strøm særligt godt. Da vand er så effektivt et opløsningsmiddel, indeholder det oftest nogle stoffer i opløsning, som regel salte. Hvis vand har den slags urenheder i sig, er det derimod en god leder for elektrisk strøm.

Elektrolyse

Vand skilles i sine to bestanddele, brint og ilt, når en elektrisk strøm passerer gennem det. Processen kaldes elektrolyse. Vandmolekyler dissocierer naturligt i H+- og OH--ioner, der trækkes hen mod henholdsvis katoden og anoden. Ved katoden optager to H+ ioner hver en elektron og danner H2 gas (brint). Ved anoden samles fire OH--ioner og frigiver dels O2 gas (ilt), molekylært vand og fire elektroner. Gasserne bobler op mod overfladen og kan samles op der.

Reaktion

Kemisk set er vand amfoterisk: det er i stand til at virke både som syre og base. Ved et pH på 7 (neutral) er koncentrationen af hydroxyd-ioner (OH-) lig med mængden af hydronium- (H3O+) og brintioner (H+) tilsammen. Hvis denne ligevægt forskydes, bliver vandet surt (højere koncentration af hydronium- og brintioner) eller basisk (højere koncentration af hydroxidioner). I teorien har rent vand et pH på 7, men i virkeligheden er det svært at skaffe helt rent vand. Når vand har kontakt til luft i bare et kort stykke tid, opløser det CO2 og danner en fortyndet kulsyre. Det medfører en pH-sænkning ned til ca. 5,7.

Vandrensning

Renset vand bruges til mange industrielle formal, men også i husholdningen. Mennesker har brug for vand, som ikke indeholder alt for meget salt eller andre urenheder. De almindeligste urenheder omfatter kemikalier og skadelige bakterier. Nogle slags opløste stoffer er acceptable eller tilmed ønskværdige for fremhævelse af smagen. Vand, som er egnet til drikkebrug, kaldes drikkevand. Seks gængse metoder til rensning af vand er:
- Filtrering, hvor vandet passerer en si med tilstrækkeligt fin maskestørrelse. Selv om filtrering ikke renser vand, kan det være et nødvendigt første skridt for at undgå, at partikler forhindrer den egentlige rensning.
- Kogning, hvor vandet bringes i kog længe nok til, at mikroorganismer er uskadeliggjort eller dræbt. Kogning kan også udskille ”"hårdhed"” i vandet ved at kalk udfældes som kedelsten. Metoden fjerner dog ikke andre mineralske stoffer fra vandet.
- Filtrering med aktivt kul (se trækul). Det er den mest brugte metode til rensning af vand i husholdninger og akvarier.
- Destillation, hvor vandet bringes i dampform ved kogning, hvorefter dampen fortættes under afkøling. På denne måde kan man levere næsten helt rent vand (99,9%), men enkelte stoffer vil dog følge med vanddampen og fortættes sammen med den. Se alkohol.
- Omvendt osmose er en metode, hvor man udnytter en såkaldt halvgennemtrængelig hinde (semipermeabel membran). Ved normal osmose vil vandet af egen kraft bevæge sig gennem hinden i retning fra den svageste til den stærkeste koncentration af opløste stoffer. Ved omvendt osmose sætter man den forurenede vandmængde under et tryk, der er stærkt nok til at presse vandet i modsat retning. Hinden bruges altså som et filter.
- Demineralisering, som er en proces, hvor vandet passerer et filter med harpiksagtige stoffer, der binder metalioner. På den måde kan man fremstille store mængder af blødt, om end ikke helt rent vand.

Vandspild

Man spilder vand, når man bruger det unødvendigt eller i hvert fald i unødvendige mængder. Det er f.eks. vandspild at lade rent regnvand løbe ud i kloaksystemerne. Det er også spild, når man skyller toilettet ud med mere end den nødvendige mængde vand.

Mytologi

Vand er ét af kelternes tre grundelementer: vand, jord og ild. Det er også ét af de fire klassiske elementer: jord, vand, luft og ild, og det er ét af de fem kinesiske grundelementer: vand, luft, ild, træ og metal.

Vandbehov

UNESCOs World Water Development Report (WWDR 2003) viser, at verden vil stå over for en hidtil uset mangel på drikkevand i løbet af de næste 20 år. Den mængde vand, der er til rådighed for hver enkelt, forudses at ville falde med 30%. Årsagerne er forurening, global opvarmning og politiske hindringer. 40% af verdens indbyggere har allerede i dag utilstrækkelige forsyninger til en minimal hygiejne. Mere end 2,2 millioner mennesker døde i 2000 af sygdomme, der skyldes indtagelse af forurenet drikkevand.

Fast vands (is) massefylde

En af de interessante egenskaber ved vand er at frossent vand (is) har en mindre massefylde end flydende vand. Vand er et af de få stoffer som har denne egenskab. Det kan vises ved at putte en isterning ned i et glas vand. Her kan man som man sikkert tidligere har set, se at isterningen flyder op til vandoverfladen. Det er mest godt, men også lidt skidt. Det gode ved isens mindre massefylde (vand udvider sig ved frysning) kombineret med flydende vands største massefylde ved ca. 4°C er, at vanddyr kan overleve om vinteren og ved polarhavene under isen. Isbjerge flyder også lige under vandoverfladen, netop pga. af den lavere massefylde. Is er også en god varmeisolator, derfor vil vandet under isen være flydende selv ved streng frost over isen. Dette er også årsagen til at inuitter kan bo i iglooer. Iglooerne bygges dog af sne, da sneen isolerer bedre end is, fordi det er fyldt med lufthuller. Ulempen ved is rumfangsudvidelse er, at vandrør med vand og andre vandbeholdere, springer hvis de udsættes for temperaturer under 0°C. Derfor skal man enten holde temperaturen på lidt over 0°C eller tømme alle rørene for vand.

Se også


- Dehydrering
- Ekstracellulærvæske
- Hydrografi
- Hydrologi
- Intracellulærvæske
- Lungeødem
- Nedbør
- Overhydrering
- Oversvømmelse
- Recipient
- Regn
- Spildevand
- Tungt vand
- Tørke
- Vandafledning
- Vandværk
- Vandvæsen
- Ødem

Eksterne henvisninger


- [http://www.grow.arizona.edu/water/galileothermometer.shtml Flydende vands massefylde som funktion af temperaturen]
- http://www.worldwaterforum.org/
- http://www.unesco.org/water/wwap/
- http://unesdoc.unesco.org/images/0012/001295/129556e.pdf
- http://www.physics.adelaide.edu.au/%7Edkoks/Faq/General/hot_water.html ~ Kan varmt vand fryse hurtigere end koldt?
- [http://www.lsbu.ac.uk/water/ Water Structure and Behavior. Martin Chaplin] Citat: "...Liquid water...is the most remarkable substance...A number of explanations of the complex behavior of liquid water have been published, many quite recently..."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/07/040714085917.htm 2004-07-14, Sciencedaily: Some Of The Biggest Raindrops On Record Found In Both Clean And Dirty Air] Citat: "...The largest ones were at least 8 millimeters in diameter..."
- [http://www.dhmo.org/ En humorisitsk side om hvor farligt vand er] Kategori:Kemi Kategori:Sundhed Kategori:Dagens artikel als:Wasser ja:水 ko:물 ms:Air simple:Water th:น้ำ zh-min-nan:Chúi

Dione (måne)

Dione er planeten Saturns fjerdestørste måne: Den blev opdaget 21. marts 1684, af Giovanni Cassini, og har også betegnelsen Saturn IV. Den må ikke forveksles med småplaneten 106 Dione.

Navngivning

Giovanni Cassini, der opdagede både denne måne og Iapetus, Rhea og Tethys, foreslog selv at kalde dem for Lodicea Sidera ("Ludvigs stjerner") til ære for Ludvig 14. af Frankrig. Men i stedet blev det romertals-betegnelserne Saturn I til Saturn V der vandt udbredelse blandt astronomerne. Navnene på disse måner samt Enceladus og Mimas blev foreslået af John Herschel i hans publikation fra 1847; Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope. Hans navneforslag kommer fra titanerne fra den græske mytologi.

Diones indre

Ligesom de øvrige Saturn-måner består Dione primært af is, men månens relativt høje massefylde tyder på at den må have et ikke ubetydeligt indhold af tungere stoffer, f.eks. klippemateriale. Titans massefylde er noget højere, men det skyldes Titans større masse, som presser dens inderste dele sammen.

Diones overflade

Titans Dione ligner på mange måder Rhea, om end Dione er kendeligt mindre: De har nogenlunde samme bestanddele og varierede terræn. Begge har bunden rotation omkring Saturn, og der er markante forskelle på den side der vender hhv. fremad og bagud i forhold til månens bevægelsesretning. Den side af Dione der vender "fremad", har en jævn, lys farve og talrige kratre, mens den "bagudvendte" side har et usædvanligt netværk af "tågede", lyse streger på en mørk baggrund: Disse streger var længe lidt af et mystrium, men rumsonden Cassinis billeder viste hvad tidligere billeder ikke var tilstrækkelig detaljerede til: Stregerne er talrige små lyse skrænter og kløfter af is, der på mindre detaljerede billeder ser utydelige eller "tågede" ud. De største kratre er op til 100 kilometer i diameter, og disse store kratre findes primært i de områder hvor der i forvejen er flest kratre. I andre områder med færre kratre, er de enkelte kratre mindre end 30 kilometer. Som på Jupiter-månen Callisto er kratrene på Dione ikke helt så skarpe i konturerne som på Månen og Merkur, eftersom Diones is "synker sammen" efterhånden som årmillionerne går. Kategori:Saturns måner ja:ディオネ (衛星)

Tidevandskraft

Tidevandskraft er i bund og grund den kraftpåvirkning der er til stede, når to store, tunge legemer kredser om hinanden, som fx Jorden og Månen.

Tidevandskraften

Tidevandskraften er en konsekvens af den almene newtonske kraftpåvirkning.

Newtonsk Mekanik

Isaac Newton opdagede populært sagt tyngdekraften og formulerede eftefølgende tre love om krafter, der i dag kendes som Newtons love. En kraft kan enten skubbe eller trække, i en bestemt retning og med en bestemt styrke (Hvilket betyder at en kraft er en vektor). Tyngdekraften er en trækkende kraft og kaldes også for massetiltrækning. Alle legemer og objekter har en tyndekraft, men det er objektets masse der bestemmer hvor stærk kraftpåvirkningen skal være.

Tidevandskraften

Tidevandskraften er et begreb der bedst kan illustreres ved et eksempel. Når Månen kredser omkring Jorden, har begge legemers tyngdekraft en indflydelse på hinanden. Grunden til at tidevandskraften har en mærkbar indflydelse er simpelthen at legemerne har en så stor diameter, at der er stærkere tyngdepåvirkning i den ene side af legemet og mindre tyngdepåvirkning i den anden. Hvis en måne er tilstrækkeligt tæt på sin planet (eller en planet på sin stjerne) kan det resultere i at månen (eller planeten) til sidst bliver revet fra hinanden. Dette er ved at ske for en Mars' måne Phobos.

Asteroidebæltet

En af teorierne om oprindelsen af det velkendte asteoridebælte mellem Mars og Jupiter er at alle disse asteroider engang var samlet som én stor planet. Men planeten befandt sig for tæt på Jupiter og blev til sidst revet i stykker af tidevandskraften. Dette er endnu ikke en bekræftet teori, men den er blandt de mere populære. Kategori:Fysik

Ammoniak

Ammoniak
Sumformel:NH3
Stofgruppe:Base
Fysiske egenskaber
Molvægt:17 g/mol
Massefylde:771 mg/cm3 (0 °C)
Smeltepunkt:-77,4 ° C (101,3 kPa)
Kogepunkt:-33,35 ° C (101,3 kPa)
Identitetsnummer
CAS-nummer:1336-21-6
Ammoniak er en kemisk forbindelse mellem kvælstof (N) og brint (H). Ammoniak har den kemiske formel NH3, og det er en giftig, basisk og derfor ætsende luftart, som er skadelig eller dræbende for både dyr og planter. Ved opløsning i vand eller ved reaktion med en syre, omdannes ammoniak straks til ammonium (NH4+). Det er dette forhold, der gør, at man kan bruge ammoniak i landbruget. Ved nedfældning af den flydende ammoniak bliver der dannet ammonium, der kan bruges som gødning af planterne. Ammoniumionen indgår i ammoniumklorid der anvendes som smagsstof i salmiaklakrids. Ammonium fra ammoniumchlorid er ugiftigt hvis det indtages, idet leveren omsætter forbindelsen til urinstof.

Se også


- Ammoniakvand
- Gylle
- Kemi
- Kemiske forbindelser (liste)
- Kemiske stofgrupper Kategori:Kemiske forbindelser ja:アンモニア ms:Ammonia simple:Ammonia

Infrarød

Infrarød (IR) stråling er elektromagnetisk stråling som har længere bølgelængde end synligt lys men kortere end mikrobølgestråling. Navnet infrarød betyder "under rød" (fra latin infra, "under"), rød er den synlige lysfarve med den længste bølgelængde. Infrarød stråling spænder over 3 dekaders bølgelængder og er mellem ca. 700 nm og 1 mm. Der er 3 grundlæggende elektromagnetiske strålingsegenskaber (som omfatter infrarød stråling): lysstyrke (amplitude), frekvens (eller bølgelængde - i vakuum - medmindre andet er nævnt) og polarisation.

Forskellige infrarøde intervaller

IR bliver ofte underinddelt i:
- nær infrarød NIR, IR-A DIN, 0,7–1,4 µm i bølgelængde, defineret ved vanddamps absorption og almindeligt anvendt i optiske fibre til telekommunikation fordi de optiske fibres SiO2 lysleder her har særlig lave tab.
- kortbølget IR SWIR, IR-B DIN, 1,4–3 µm Vanddamps absorption stiger væsentigt ved 1450 nm
- mellembølget IR MWIR, IR-C DIN, også eng. intermediate-IR (IIR), 3–8 µm
- langbølget IR, termisk-IR LWIR, IR-C DIN, 8–15 µm)
- far infrarød FIR, 15–1000 µm Men disse termer er ikke præcise og bliver anvendt forskelligt i forskellige undersøgelser f.eks.:
- NIR (0,7–5 µm)
- MIR, termisk-IR (5–30 µm)
- FIR (30–1000 µm). Jordens overflade absorberer stråling fra solen (primært synligt lys og nær infrarød stråling) og genudsender det meste af energien som termisk infrarød stråling tilbage til atmosfæren. Nogle af atmosfærens gasser - specielt vanddamp - absorberer den termisk infrarøde stråling og genudsender den i alle retninger inklusiv tilbage til jordens overflade. Dette, drivhuseffekten, holder atmosfæren og overfladen meget varmere, end hvis de infrarøde gasabsorbere ikke var der. Selvom om mennesker ikke kan se IR, kan vores huds varmefølsomme receptorer mærke den del af den kortbølgede-IR stråling, som i huden omdannes til langbølget-IR (varme). Isbjørnen er et af de varmblodede dyr som er bedst isoleret mht. varmestråling. Isbjørne er formidabelt isolerede; ved over 10°C bliver de for varme, og deres varmeisolation er så god at de næsten ikke kan ses med et termisk infrarødt kamera. Kun deres fodsåler udsender detekterbar varme.

Infrarød Spektroskopi

Molekylers vibrationer

Alle bindinger i et molekyle vibrerer. De simpleste former for vibration, som kan ses på et IR-spektrum kaldes stræk og bøj. Disse kan deles op i mere komplekse typer af stræk og bøj. Generelt kan det siges, at stræk vibrationer foregår på højere bølgetal end bøj vibrationer. Der findes to former for stræk, symmetrisk og asymmetrisk. For at der kan være symmetrisk eller asymmetrisk stræk, skal der være en gruppe på 3 eller flere atomer, hvoraf minimum to af dem er identiske. Eksempler på disse er –CH3, -CH2, -NO2, -NH2 samt anhydrider. Dette er særlig nyttigt, når man har med nitrogen indeholdende grupper, da for eksempel en primær amin vil have to toppe og en sekundær kun en top. Disse vibrationer kaldes fundamentale absorberinger. Disse kan dog være med til, at komplicere ens spektrum væsentligt, da ens spektrum så kan indeholde overtone bånd, kombinerede bånd, eller differens bånd. Overtone bånd skyldes en forøgelse af energien og dermed frekvensen af bølgetallet. Overtone bånd vil som regel ligge på to eller tre gange den oprindelige værdi af bølgetallet. Det vil sige, at har man en top, på for eksempel 600 cm-1, kan dette resultere i et bånd med en lavere intensitet på 1200 cm-1, og kan dermed gøre det vanskeligere at tilordne alle toppe i ens spektrum. To vibrerende frekvenser kan samtidig supplere hinanden, og ligger denne vibration i det infrarøde spektrum kan man få det, der kaldes et kombineret bånd. Dette bånd, er en sum af to bånd, som påvirker hinanden. Et differens bånd er i bund og grund det samme, dog skal man trække de to bånd fra hinanden. En anden faktor, der kan komplicere ens spektrum, er rotationel kobling. Dette viser sig gerne som et meget bredt bånd i ens spektrum, og kan derfor fjerne nogen toppe, som ligger i det interval. Denne kobling skyldes, at hele molekylet har mulighed for at rotere. Dette optages ikke på spektrometeret, men denne rotation kan koble med de forskellige stræk og bøj vibreringer, og dermed vise sig i spektret.

Bølgetal, frekvens og lysets hastighed

Vi kender fra fysikkens verden til hastigheden af lys, samt egenskaber for bølger. Dette kan vi bruge til tydning af IR-spektre. Lys bevæger sig med en hastighed på 3 • 108 m/s, som kaldes c. Disse bølger udsendes med en frekvens kaldet f, og har enheden [s-1], da frekvensen er defineret som antal svingninger pr. sekund. Det vides også fra fysikken, at bølger udsendes med en længde, kaldet λ, eller bølgelængden. Dennes størrelse fortæller i hvilket område man befinder sig, altså om det er i det infrarøde, synlige eller mikrobølge osv. Grundet molekylers vibration ses der på den vibrerende del af det infrarøde spektrum, som ligger mellem 2,5 og 25 μm. Der er den sammenhæng mellem frekvensen og bølgelængden, at disse er omvendt proportionale. Kender man først frekvensen kan man også beregne den energi bølgen udsendes med, da disse er proportionale med hinanden, og proportionalitets konstanten er Plancks Konstant, kaldet h: En binding mellem 2 forskellige molekyler, kan på et simpelt plan betragtes som en fjeder. Blandt andet fordi, at der foregår en konstant vibration mellem disse to molekyler, hvor bindingens længde vil variere. På grund af dette, kan man benytte Hooke’s Lov. Det fremgår af Hooke’s lov, at jo højere en binding det er, f.eks. trippel, des højere område ses den på, i ens spektrum, det vil sige, dens bølgetal er blevet større. Desuden ses det, at molekyler med en høj masse vibrerer i den lave ende af spektret, det vil sige, dens bølgetal er mindre. C-H stræk findes ved højere bølgetal, end C-H bøj. Dette skyldes, at kraftkonstanten er større for en stræk-vibration end bøj. Desuden er kraftkonstanten afhængig af bindingens hybridisering. Resonansformer påvirker også kraftkonstanten. Dette skyldes, at en resonansform kan påvirke længden samt styrken af den binding. Man kan også sige, at dobbeltbindingen noget af tiden vil ligne en enkeltbinding, og derfor være svagere. Man kan bruge ovennævnte information til at beregne inden for hvilket område på ens spektrum, man kan forvente at finde et bånd, hvis man da ved hvordan ens molekyle ser ud.

Generelt om IR-spektrometeret

Et IR-spektrometer kaldes også et spektrofotometer. Der findes to slags IR-spektrometre, det ene kaldes et spredende, og det andet et Fourier Transform (FT), hvor sidstnævnte er det nyeste. Jeg vil først gennemgå det spredende. Det spredende spektrometer Spektrometeret danner en infrarød stråle, ved hjælp af en varm tråd, som sendes ind i spektrometeret, hvor et spejl deler den. Den ene stråle bruges blot som reference, så man får en baggrundsstråling, der bruges når det færdige spektrum skal laves. Den anden stråle belyser vores prøve. Herefter rammer strålen en såkaldt monochromator, som deler strålen op i et kontinuert spektrum af infrarødt lys, som har forskellige frekvenser. Monochromatoren består af en roterende del, kaldet en beam chopper. Denne leder de to stråler hen til et diffraktionsgitter. Dette gitter roterer med en mindre hastighed, hvilket bevirker, at de forskellige frekvenser kommer igennem, dog kun en ad gangen. Lyset rammer derefter en detektor, der sammenholder det lys der gik gennem prøven og det som blev brugt til reference. Herefter går lyset gennem en forstærker, hvorefter spektret bliver optaget. Dette tager et stykke tid, da der kun optages én frekvens ad gangen, da diffraktionsgitteret kun sender en frekvens igennem. Optageren måler så, hvor stor en procentdel af referenceintensiteten er kommet igennem, i forhold til referenceintensiteten. Det vil sige, vises der en intensitet på 100 % har der ikke været nogen absorption. Det betyder så også, at når der er en absorption, vises det som et minimum på spektret. På trods af dette, kaldes det dog stadig en top. Et eventuelt opløsningsmiddel til prøvestoffet, placeres blot i reference strålen, hvorefter det blot trækkes fra resultatet, da stoffet er i begge stråler.

Fourier Transform spektrometer

Denne type fungerer lidt anderledes end et spredende spektrometer. Her udnytter man det optiske lys, som også indeholder det infrarøde område. Dette signal kaldes et interferogram, som faktisk er data af intensitet mod tid. Dette kan dog omregnes til intensitet mod frekvens, hvilket er mere brugbart for kemikere. Denne matematiske metode kaldes Fourier Transform, deraf navnet. Fordelen ved FT er hastigheden. Det tager ikke meget længere end et sekund at optage et spektrum identisk med et, som man optager med et spredende spektrometer. Dette gør, at man kan optage adskille spektre af det samme stof, og derved få et mere præcist spektrum, da man har flere data at beregne absorptionen ud fra. Man starter med at måle baggrundsabsorptionen, så evt. gasser i luften ikke måles med. Derefter måler man på sit stof, og computeren trækker så baggrundsabsorptionen fra.

Se også


- fysik
- økologi
- luxmeter

Eksterne henvisninger


- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/01/050111181146.htm 2005-01-14, Sciencedaily: World's Most Powerful Infrared Camera Opens Its Eyes On The Heavens] Citat: "...It [Wide Field Camera (WFCAM)] will survey large regions of the sky at infrared wavelengths and is expected to discover both the nearest objects outside our Solar System and the farthest known objects in the Universe..." Kategori:Fysik Kategori:Elektromagnetisk spektrum ja:赤外線

Lys

For andre betydninger se: Lys (flod) og Oplysning ---- Lys er sædvanligvis den del af det elektromagnetiske spektrum, som er synligt for det menneskelige øje, men kan også betegne andre former for elektromagnetisk stråling.

Lysets egenskaber

Der er 3 grundlæggende elektromagnetiske strålingsegenskaber (som omfatter lys): lysstyrke (amplitude), frekvens (eller bølgelængde - i vakuum - medmindre andet er nævnt) og polarisering. Lysets farve forbindes som regel med en frekvens, men det skal gøres med varsomhed, da lyskilder sjældent kun sender på en frekvens. Synligt lys er spektret mellem bølgelængderne ca. 740 nm og 380 nm. Hvis lyset splittes op i smalle frekvens-bånd (bølgelængde intervaller), vil de af ikke-farveblinde menneskers hjerner blive opfattet som farver spændende fra rød (omkring 740 nm) til violet(omkring 380 nm). De mellemliggende bølgelængder ses som orange, gul, grøn, blå og indigo:
farve bølgelængdeinterval (målt i vakuum) frekvensinterval
rød ~ 625-740 nm ~ 480-405 THz
orange ~ 590-625 nm ~ 510-480 THz
gul ~ 565-590 nm ~ 530-510 THz
grøn ~ 520-565 nm ~ 580-530 THz
cyan ~ 500-520 nm ~ 600-580 THz
blå ~ 450-500 nm ~ 670-600 THz
indigo ~ 430-450 nm ~ 700-670 THz
violet ~ 380-430 nm ~ 790-700 THz
Spektrets frekvenser udenfor vore øjnes synsopfattelse kaldes ultraviolet eller UV (bølgelængder mindre end ca. 380 nm) og infrarød, kortbølget-IR (eng. near-IR) eller bare IR (bølgelængder større end ca. 740 nm). Selvom om vi ikke kan se IR, kan vores huds varmefølsomme receptorer mærke den del af den kortbølgede-IR stråling, som i huden omdannes til langbølget-IR (varme). Vi kan ikke opfatte UV stråling, men mærke dens senere virkning i form af solbrændthed eller solskoldning. Nogle dyr, som f.eks. bier kan se UV stråling, mens andre f.eks. klapperslanger kan se langbølget-IR. Elektromagnetisk stråling udbredes med en endelig hastighed i vakuum. Selv iagttagere i bevægelse, i forhold til en lyskilde, vil måle den samme endelige hastighed - nemlig lysets hastighed i vakuum c: c = 299.792.458 meter per sekund. Når lys passerer gennemsigtige medier som f.eks. luft, vand eller glas, vil lysets hastighed i mediet være mindre og lyset har her kortere bølgelængde end i vakuum. I medieovergangene vil lyset blive refrakteret. Studiet af vekselvirkningen mellem lys og stof benævnes optik.

Måling af lys

Følgende kvantiteter og enheder anvendes til at måle lys:
- lys temperatur
- belysning (eng. illuminance) (SI enhed: lux)
- lysstrøm (eng. flux) (SI enhed: lumen)
- lysstyrke (eng. intensity) (SI enhed: candela)

Lyskilder


- termisk stråling (også sortlegeme-stråling)
  - glødelamper
  - Solens lys
  - glødende partikler i flammer (se ild)
- atomiske spektrale emission (emissionslinjer kan enten være stimuleret eller spontan)
  - laser og maser (stimuleret emission)
  - lysdiode
  - gasudladningslamper (neon-skilte, kviksølv-lamper, osv.)
  - flammer (lys fra selve de varme gasser, se også ovenfor)
- acceleration af frie ladede partikler (f.eks. elektroner)
  - cyklotronstråling
  - Bremsstrahlung-stråling
  - Cherenkov-stråling
- fluorescens
- fosforescens
  - katodestrålerør (eng. eng. Cathode Ray Tube, CRT)
- bioluminiscens
- sonoluminiscens
- triboluminiscens
- radioaktivt henfald
- partikel-antipartikel-annihilation

Kilder


- Dieter Heinrich og Manfred Hergt, Munksgaards Økologiatlas ISBN 87-16-107756

Se også


- fysik
- økologi
- luxmeter

Eksterne henvisninger


- [http://cph.ing.dk/konf/root/redproduktion/sub/noter/html/4375.html Ingeniøren, 19/08/01 Første hvide lysdiode] "...Effekten skyldes en særlig form for eksitation først opdaget i 1994...De resulterende elektron-hul par, der nu omfatter begge molekyler, henfalder ved udsendelse af fotoner, hvis bølgelængder dækker hele det synlige spektrum...levetid vil være mange gange større end elektriske pærers... (App. Phys. Let. 30/7-01)".
- [http://www.altair.org/ Altair - Exploring the Electromagnetic Spectrum], [http://www.altair.org/specmap.html The Known Spectrum, an explorer's map]
- [http://www.adobe.com/support/techguides/color/colortheory/light.html Adobe: light colortheory]
- [http://www.aip.org/enews/physnews/2001/split/523-2.html Number 523 #2, February 1, 2001, AIP: How Light Gets Through Tiny Holes] Citat: "...Now, two research collaborations independently explain the results by showing that plasmons (themselves collective objects) and the photons of light form a composite object, known as a "surface plasmon polariton."..." Kategori:Fysik Kategori:Elektromagnetisk spektrum Kategori:Økologi ja:光 ko:빛 ms:Cahaya simple:Light th:แสง

Voyager II

Voyager 2 er en del af NASA's Voyager rumprogram, og havde sammen med Voyager 1 til formål at undersøge de ydre planeter i vores solsystem. Voyager 2 blev affyret den 20. August 1977 fra Cape Canaveral i Florida. Voyager nåede Jupiter, som var det første mål på dens rejse, den 9. juli 1979 og selvom Voyager 2 først var blev affyret 16 dag efter Voyager 1 ankom den faktisk til Jupiter 4 måneder før. Efter Jupiter fortsatte den til Saturn, Uranus og Neptun og det er det eneste rumfartøj der har besøgt de sidste to planeter. I dag fortsætter Voyager 2 mod udkanten af solsystemet og man regner med at den kan blive ved med at sende data tilbage til Jorden indtil 2030'erne. Kategori:Rumfartøjer ko:보이저 2호

Geologi

Geologi (fra græsk γη (ge) - jorden λογος (logos) - videnskab) er læren om jordens fysiske struktur, f.eks. om de forskellige jordlag, jordens aktivitet f.eks. om vulkaner og jordskælv, og om jordens historie, f.eks. om de forskellige istider og om hvordan de ændrede landskabet.

Se også


- Geografi
- Palæontologi
- Jordens historie
- Geologisk formation
- Geologisk aflejring
- Sten og jordtyper

Kilder/Henvisninger


- Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/

Eksterne henvisninger


- Geologi portalen: [http://www.geologi.dk/ geologi.dk]
- Google: [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Videnskab/Naturvidenskab/Geovidenskab/Geologi/ Geologi] Kategori:Geologi Kategori:DK5 55 ja:地質学 ko:지질학 th:ธรณีวิทยา

Krater

Et krater er en cirkelformet sænkning eller lavning på overfladen af planeter, måner, småplaneter eller andre himmellegemer. ja:クレーター

Vulkan

En vulkan er en geologisk formation, der dannes, når magma kommer tæt på en planets overflade. På Jorden forekommer dette fænomen nær ved grænserne af kontinentalpladerne. Processen starter, når magma stiger op dybt nedefra til overfladen under en vulkan og former et magmakammer. Kammerets magma bliver trykket opad og flyder op gennem afløb som lava eller kan ramme vand og give eksplosive udladninger af vanddamp, magmagasser, vulkansk glas, aske og sten. sten Vulkaner forekommer dog også enkelte steder inde midt på kontinentalplader. Dette kaldes et hotspot. Her stiger magma af endnu ukendte årsager op gennem pladen og danner en vulkan. Et hotspot er stationært, hvilket betyder, at efterhånden som kontinentalpladen flytter sig, vil der blive dannet nye vulkaner. Det mest berømte hotspot har skabt øgruppen Hawaii midt i Stillehavet. Studiet af vulkaner kaldes vulkanologi.

Kendte vulkaner


- Colima, Mexico
- Cotopaxi, Ecuador
- Eldfell på Heimaey, Island
- Erebus, Antarktis
- Etna, Italien
- Fujiyama, Japan
- Guallatiri, Chile
- Helgafell på Heimaey, Island (udslukt)
- Hekla, Island
- Kilimanjaro, Tanzania (udslukt)
- Klutjevskaja Sopka, Rusland
- Krakatau, Indonesien
- Mauna Kea, Hawaii, USA (udslukt)
- Mauna Loa, Hawaii, USA
- Nevado del Ruig, Colombia
- Novarupta, Alaska, USA
- Olympus Mons Mars
- Pinatubo, Filippinerne
- Popocatépetl, Mexiko
- Ruapehu, New Zealand
- Santorini, Santorini, Grækenland
- Stromboli, Italien
- St. Helena i Californien, USA
- Surtsey, (Surtsey, Island
- Tajamulco, Guatemala
- Tambora, Indonesien
- Pico del Teide, Tenerife, Spanien
- Vesuv, Italien
- White Island, New Zealand

Se også


- Geologisk formation, Bjerg, jordskælv, pimpsten, seismologi, ildringen

Eksterne henvisninger


- [http://www.vulkanolog.dk/ Vulkanolog: Hjemmeside for Henning Andersen]
- [http://www.exclusive-design.at/Webcam/html/vulkane_vulcano_lava_hawai.html Vulkane Web Cam´s (tysk - men titlerne er forståelige)]
- [http://www.ssec.wisc.edu/data/volcano.html SSEC - Volcano Watch Satellite Images]
- The ISGS [http://volcanoes.usgs.gov/Products/Pglossary/volcano.html Volcano page]
- [http://www.indianchild.com/volcanoes.htm Volcanoes, volcanoe pictures, eruptions]
- [http://volcanoes.usgs.gov/Products/Pglossary/pglossary.html Glossary of Volcanic Terms from USGS]
- [http://volcano.und.nodak.edu/vwdocs/glossary.html Volcanic and Geologic Terms] from [http://volcano.und.nodak.edu/ Volcano World] - [http://www.und.nodak.edu/ University of North Dakota (UND)]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3183047.stm Television program (BBC) on the prediction of Popocatepetl's 2000 eruption]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/01/040114075413.htm 2004-01-14, ScienceDaily: Team Looking Into How Volcanoes Work] Citat: "...team of scientists who are literally drilling into Mount Unzen, one of Japan’s more active volcanoes, to extract frozen magma from it. Vogel called the work “risky business.”..."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/04/040421233011.htm 2004-04-26, ScienceDaily: Classic View Wrong, Scientists Say, Huge Pots Of Magma Not Brewing Under Most Volcanoes] Citat: "...We conclude that volcanoes are more prone to chugging along, producing many small -- though still dangerous -- eruptions such as the 1980 eruption of Mount Saint Helens, rather than huge civilization-destroying eruptions..."
- [http://www.ananova.com/news/story/sm_956463.html?menu=news.scienceanddiscovery nanova.com: Scientists discover new type of volcano] Kategori:Geologiske formationer Kategori:Vulkaner ja:火山 ms:Gunung berapi simple:Volcano th:ภูเขาไฟ

Hvid

Hvid er en farve (eller rettere fraværet af farve). Den er den lyseste af alle farver, og er sorgens farve i Kina og Spanien.

Symbolik

Sprogligt er hvid opstået af begrebet 'lys': leukos (græsk), candidus, albus (latin), candra (sanskrit). Kan forstås som en fuldkommen forening af alle lysspektrets farver. Hvidt er noget absolut. Den hvide farve symboliserer renheden, lyset, glæden, ærligheden, sanddruhed, visdom, velsignelse, godhed. Ære, uskyld, kyskhed, jomfruelighed (hvid brud). Symbolet på det endnu upåvirkede, det endelige mål for lutrede mennesker. Nådens, troens og opstandelsens farve. Hvid kan symbolisere kvinden (rød symboliserer manden). Negativt symboliserer hvidt følelseskulde, goldhed, ensomhed, fortvivlelse og dødens bleghed. I drømme kan hvidt symboliserer en forudanelse om døden (fx hvid hest) samt renheden hinsides livet. Spøgelser vises næsten altid i hvide gevandter. Brugt i mange kulturer som farve på præstedragter. Pavens hvide dragt er symbol på forklarelse, herlighed, den himmelske vej. I Matthæus evangeliet 17.2 hedder det om Jesus, ”at hans klæder blev hvide som lyset”. Jomfru Marias attribut er den hvide lilje. Hvide offerdyr var tiltænkt himmelske guder. Helligånden symboliseres ved hvid due. Pythagoras anbefalede dem, der sang hellige hymner, at bære hvide klæder. Kelternes druider var klædt i hvidt. I Kina er hvid alderens, efterårets, vestens, sorgens og ulykkens farve. Også i slaviske lande er hvidt sorgens farve. I alkymien symboliserer hvid (albedo) at materien befinder sig på vej mod de vises sten. I græsk, keltisk, tysk og romersk kultur var hellige heste hvide. Vikingerne brugte hvide skjolde som tegn på venskab og fred. En romer der var opstillet til offentligt embede, optrådte i hvid toga. Hvidt flag angiver overgivelse, kapitulation, våbenstilstand. I kirken var den liturgiske farve oprindelig udelukkende hvid, knyttet til dåbshandlingen og Jesu opstandelse. Benyttes bl.a. skærtorsdag, de to påskedage, Kristi himmelfartsdag, allehelgensdag og til jul. Krone-chakraet er hvidt (med rosa, gult, blåt, gyldent). Sæde for intuitionen, kontaktcenter for andre sjæle, rækker ud over det bevidste og den fysiske verden. I auraen tydes hvidt som uselvisk kærlighed. Stjernetegnet jomfruens farve er hvid. Kategori:Farver ja:白 nb:Hvit

Albedo

Albedo er et udtryk for intensiteten i tilbagekastet lys. I klimatologien beregnes en overflades albedo som forholdet mellem tilbagekastet og modtaget stråling. Albedo er afhængig af lysets bølgelængde, men normalt bruger man synligt lys som udgangspunkt. Man bruger ofte en skala, hvor 0 svarer til sort, dvs. et legeme helt uden tilbagekastning, mens 1 svarer til hvid, altså et legeme, der tilbagekaster al den elektromagnetiske stråling, det modtager. I hverdagen opfattes en overflade som hvid, når den reflekterer mindst 80% af lyset fra en hvid lyskilde. Omvendt opfattes overflader som sorte, hvis de tilbagekaster mindre end 3% af det modtagne lys. Forskellige overflader har vidt forskellig albedo:
- Havoverflade (albedo = 3,5%)
- Lava (albedo = 4%)
- Sumpområder (albedo = 9-14%)
- Løvfældende skov (albedo = ca. 13%)
- Bar jord mellem (albedo = 5-40% (snit = 15%))
- Græsområder (albedo = 20%)
- Sand (albedo mellem 25 og 30%)
- Jordens overflade (albedo (gennemsnit) = 37-39%)
- Is (albedo = 30-50%)
- Overfladen af Antarktis (albedo = 81 %)
- Sne (albedo op til 90%) Albedo virker også i det små. Folk, der går med mørkt tøj i sommertiden, har stor risisko for at få hedeslag, modsat dem i hvidt tøj. Hvis områdermed tyndt snedække bliver varmet op, vil sneen begynde at smelte. Det sænker albedo, og derfor smelter der endnu mere sne (det kaldes is-albedo feedback). Det er baggrunden for forudsigelser om, at den globale opvarmning vil føre til en stigende hastighed i afsmeltningen af polarområderne.

Kilder


- Dieter Heinrich og Manfred Hergt, Munksgaards Økologiatlas ISBN 87-16-107756 Kategori:økologi ja:アルベド ko:반사율

Plasticitet

Plasticitet; Celleændringerne, som opstår på grund af indlæring og hukommelse, kaldes plasticitet.

Jupiters måner

Planeten Jupiter har i skrivende stund (august 2005) 63 kendte måner, hvoraf næsten tre fjerdedele er opdaget siden 1999. I tabellen herunder står de i rækkefølge efter stigende afstand til Jupiter, og dermed også efter stigende omløbstid. I kategorien "Jupiters måner" kan man finde dem i alfabetisk rækkefølge.

Opdagelse

Galileo Galilei fandt de første fire Jupitermåner i løbet af nogle få nætter i februar måned 1610, og disse måner kaldes under ét for de galileiske måner. Galilei tildelte månerne romertal i stedet for navne ligesom planeterne har; den måne vi idag kalder Io blev kaldt Jupiter-I, Europa hed Jupiter-II, Ganymedes Jupiter-III og Callisto Jupiter IV. Dette system bruges den dag i dag, parallelt med de navne fra den græske mytologi som Internationale Astronomiske Union først formelt vedtog i 1975. De næste fire århundreder opdagede man ni "nye" måner omkring Jupiter, samt fik et kort "glimt" af en tiende, Themisto, som dog "forsvandt" igen, da man ikke fik nok information om dens omløbsbane til at kunne spore den. Den blev "genopdaget" i 2000. Rumsonden Voyager 1 passerede Jupiter den 5. marts 1979, og ved dens hjælp opdagede man tre nye måner; Adrastea, Metis og Thebe. Inklusiv den forsvunde Themisto havde man nu observeret ialt 17 måner om Jupiter, og det tal forblev uændret indtil 1999, hvor man fandt hvad der nu kendes som jupitermånen Callirrhoe. Da et hold astronomer under ledelse af Scott S. Sheppard og David C. Jewitt fra Hawaiis Universitet begynde at lede systematisk efter små måner omkring Jupiter, fandt de 10 "nye" måner indenfor knap to uger. De gentog succesen godt et år senere, og fandt denne gang yderligere 11 måner. I 2002 fandt de "kun" én hidtil ukendt måne, Arche, men da man fortsatte eftersøgningen i fem dage i februar 2003, fik man bekræftet intet mindre end 23 nye Jupitermåner!

Grupperinger

Efter Voyager-rumsonden kendte man formelt 16 Jupitermåner, plus den "forsvundne" Themisto, og disse 16 måner havde baner der naturligt inddelte dem i fire grupper, hvoraf de føromtalte galileiske måner er én gruppe, men de mange nyligt opdagede måner tegner et noget mere kompliceret billede. Med Themisto og Carpo som de eneste undtagelser kan Jupiters måner sorteres i seks grupper: # Amalthea-gruppen, der består af fire små måner i snævre kredsløb indenfor 200.000 kilometer fra Jupiters centrum. # De galileiske måner, med baneradier fra 400.000 til 2 millioner kilometer. # Himalia-gruppen; en gruppe af måner med næsten ens omløbsbaner, 11-12 millioner kilometer fra Jupiter. # Ananke-gruppens medlemmer ligger lidt mere spredt ca. 21 millioner kilometer fra Jupiter: Deres omløb er retrograde, dvs. de populært sagt "kredser den gale vej" rundt om Jupiter, iøvrigt i relativt "stejle" vinkler i forhold til Jupiters ækvator. # Carme-gruppen er lidt mere samlet, men igen med retrograde omløb i stejle vinkler i forhold til Jupiters ækvator # Pasiphae-gruppen er en ikke særlig skarpt afgrænset gruppering for de alleryderste Jupitermåner. Især Himalia-gruppen får nogle astronomer til at gætte på at månerne i visse grupper i virkeligheden er "brudstykker" af større himmellegemer der engang er enten kollideret eller revet i stykker af tidevandskræfterne i Jupiters tyngdefelt. Med undtagelse af Thebe bærer alle Jupitermåner med retrograde omløb et navn der ender på bogstavet E.

Se også


- Neptuns måner
- Plutos måner
- Saturns måner
- Uranus' måner Kategori:Jupiters måner als:Liste der Jupitermonde ja:木星の衛星と環

Ganymedes (måne)

Ganymedes er ikke blot Jupiters største måne, men også den største måne i hele solsystemet. Målt på diameteren er Ganymedes over dobbelt så stor som planeten Pluto og knap 8% større end Merkur; til gengæld er Ganymedes' masse mindre end halvdelen af Merkurs. Den blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei sammen med Io, Europa og Callisto og er således én af de såkaldte galileiske måner. Galilei foreslog navnet Ganymedes efter Ganymedes fra den græske mytologi. Dette navn vandt først udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Ganymedes som "Jupiter-III" (III som i romertallet 3; Jupiters 3. måne talt "indefra").

Ganymedes' indre

romertal Ganymedes består af vandig is, eventuelt med et eller flere lag med flydende vand, omkring en kerne af silikater. Foreløbinge analyser af data fra rumsonden Galileo tyder på, at der inderst inde findes en kerne af jern, evt. blandet med svovl. En sådan jernkerne tyder på, at Ganymedes engang har været meget varmere, eftersom jernet med dets høje massefylde synker til bunds (ind mod centrum) i en blanding af flydende jern og silikater. Ganymedes kan være en "tvilling" til Io, blot forsynet med et tykt lag is og vand.

Ganymedes' overflade

Der findes to landskabstyper på Ganymedes: De mørkeste områder ligner til en vis grad Callistos overflade; de er meget gamle og har talrige kratre, mens de lysere, lidt yngre landskaber er præget af furer og bjergrygge. De furede områder er helt tydeligt et resultat af pladetektonik. Ganske som Jorden er Ganymedes' overflade inddelt i et antal separate stykker, der kan bevæge sig i forhold til hinanden, f.eks. støde sammen og danne bjergkæder. Man har også fundet landskabsdetaljer, der ligner gamle, for længst størknede lavastrømme. I den henseende ligner Ganymedes måske Jorden mere end Venus og Mars gør, selv om der ikke er fundet tegn på nylig tektonisk aktivitet på Ganymedes. Tilsvarende foldelandskaber er fundet på Saturn-månen Enceladus og Uranus-månerne Miranda og Ariel. Der er mange kratre i begge landskabstyper, og ud fra deres tæthed kan man anslå landskabernes alder til 3 – 3½ milliard år; ca. samme alder som vores egen Månes landskaber. Nogle kratre kom før foldelandskaberne, andre efter, så foldebjergene må være omtrent lige så gamle som kratrene. Kratre på Ganymedes er temmelig flade sammenlignet med dem på Jordens Måne; de er langt fra så dybe, og har ikke det for Månens kratre så karakteristiske ringbjerg. Meteorer, der rammer Ganymedes is-overflade, borer sig langt ned, hvorefter "hullet" fyldes ud med ny is.

Atmosfære

Ved hjælp af Hubble teleskopet har man fundet tegn på, at Ganymedes har en ganske tynd atmosfære i stil med den, der findes på Europa. Det er dog ikke noget tegn på liv — man mener, at denne ilt skyldes vanddamp fra overfladen, som spaltes i ilt og brint af strålingen. Brint kan, med dets lave molekylevægt, let undslippe Ganymedes' tyngdefelt, mens ilten bliver tilbage.

Magnetisme

Galilei-rumsonden har påvist at Ganymedes, som den eneste måne, har sit eget magnetfelt dybt inde i Jupiters enorme magnetfelt. Dette magnetfelt skabes muligvis på samme måde som på Jorden ved en proces, der involverer, at kloden har et indhold af flydende, elektrisk ledende materiale — dette kunne være "saltvand", dvs. vand der indeholder forskellige opløste mineraler. ja:ガニメデ (衛星) ko:가니메데 (위성)

Marokkaanse barrière

De Marokkaanse barrière is een ongeveer 2500 kilometer lang bouwwerk bestaande uit zandwallen, bunkers, prikkeldraadversperringen en mijnenvelden dat hoofdzakelijk door de Westelijke Sahara loopt. De barrière is langer dan de voormalige