:: wikimiki.org ::
| Frankerne |
FrankerneFrankerne dukker for første gang op i de skrevne kilder ved begyndelsen vores tidsregning. Betegnelsen dækker sandsynligvis over et stammeforbund af flere germanske folk, der boede på østsiden af Rhinen, dvs. uden for romerrigets grænser. Det var grupper, der ikke var knyttet til romerriget og heller ikke til andre, mere betydningsfulde folkeslag. Gregor af Tours beretter, at frankerne først boede i Pannonien, og først senere slog sig ned ved bredderne af Rhinen. Det latinske navn francus (fletal: franci) betyder "fri" på de germanske sprog. Man finder oprindelsen til ordet frank i et andet ord, frekkr (= "hårdfør", "tapper"), som også er germansk.
Deres rige undergik mange og gentagne delinger, for det var almindeligt, at deres sønner arvede ejendom i lige store dele. Da de betragtede riget som kongens privatejendom, er det til tider meget besværligt at fastsætte præcise datoer, herskerlister og fysiske grænser for frankerriget og dets mange delriger. Det betydelige tab af skrivefærdighed på frankerrigets tid gør kun problemet værre, for frankerne producerede meget få, skrevne kilder.
Et særkende for frankernes religion var dyrkelsen af en række åndevæsener, som kaldtes matroner, efter keltisk mønster. Man mener også, at dyrkelsen af Odin stammer fra kelterne, og den skal have haft et hovedsæde hos frankerne inden den nåede til longobarder, angelsaksere og nordboer. Indbyggerne af det oprindelige frankiske landskab, Tuenthe, dyrkede Mars Thingsus, der sædvanlig tydes som Tyr. Indskrifter hos frankerne nævner gudinden Hludana, der kendes hos nordmændene som Hlodyn. Hos de saliske frankere, ligesom hos kimbrerne, findes dyrkelse af en gud i tyreham; fra ham afledte Merovingerætten sin herkomst.
Lex Salica, de saliske frankeres lovbog, er en af Europas ældste eksempler på germansk ret. Den er optegnet i 400-tallet, og de medfølgende frankiske retsgloser er vigtige ved ordenes ældgamle former. En rig heltedigtning udvikledes hos frankerne i Gallien. Derfra stammer sagnet om Hugdietrich, som overvinder den nordiske viking Hygelak, der kendes fra Beovulf-kvadet. Også sagnet om Nibelungerne har modtaget stærke tilskud fra frankerne.
Frankerne adskildte sig fra andre germanere på to vigtige måder.
#De slap aldrig kontakten med deres oprindelige hjemsted, men udbredte sig over et større og større område snarere end at udvandre til nye egne.
#De blev katolikker i modsætning til de fleste andre, germanske stammer, der bekendte sig til den arianske retning af kristendommen. I Rom omtalte den Katolske kirke frankernes rige som "Roms ældsta søster".
Katolske kirke]]
Kildematerialet
Den tidligste, frankiske historie er uklart belyst.
- Ammianus og Sidonius Apollinaris er et par tidlige, romerske kilder.
- Gregor af Tours skrev Historia Francorum, (Frankernes historie), der omfatter perioden op til 594. Den er hovedkilden til forståelse af frankernes historie. Han citerer fra ellers tabte kilder som Sulpicius Alexander og Frigeridus, og værket nyder gavn af Gregors nære forbindelse til flere af frankernes ledere.
- Fredegarkrøniken er skrevet i Burgund af flere, ukendte forfattere. Den er blevet til i tidsrummet mellem ca. 650 og 768. Navnet "Fredegar" er tilføjet i det 16. århundrede.
Historisk forløb
Frankerne havde et område på begge sider af Rhinen ved begyndelsen af vores tidsregning, og de stammer, der senere blev kendt som frankerne, omtales første gang på Julius Cæsars tid. På hans tid blev de presset mod vest af de fremtrængende sveber. Senere blev frankerne trængt af sakserne, der tog magten over landskabet Borahtra (Westfalen) i 697. Romerne overflyttede på Kristi tid forskellige frankere til den venstre Rhinbred, men senere blev frankernes indtrængen så stærk og stadig, at de ikke mere kunne opsluges.
I året 250 benyttede en gruppe frankere sig af, at romerriget var svækket, og de trængte så dybt ind, at de nåede Tarragona i det nuværende Spanien. Her forpestede de området i en halv snes år, indtil romerske styrker underkuede dem og drev dem ud af riget. Omtrent fyrre år senere havde frankerne fået kontrol over Scheldes munding og blandede sig i trafikken til og fra Britannien. Romerske tropper nedkæmpede dem, men drev dem ikke ud af riget.
Fra ca. 200 e.Kr. havde nogle små, vestgermanske stammer langs den romerske Rhingrænse sluttet sig sammen til et større stammeforbund, som kaldte sig "frankerne" (= de frie). De folkeslag, som dannede frankernes forbund, bestod sandsynligvis af følgende, germanske stammer:
- Ampsivarer
- Angrivarer
- Brukterer
- Hattuarer
- Kamaver
- Katter
- Kerusker
- Kvader
- Salier
- Sigambrer
- Tenkterer
- Tubanter
- Usipier
- senere også Chatterne (hesserne)
Disse folk havde det til fælles, at de kæmpede mod allemannerne (af germansk alle mand dvs. os alle), som på deres side selv var en sammenslutning af stammer på østsiden af Rhinen. I løbet af folkevandringstiden trængte frankerne ind i områder, hvor der i dag tales frankisk dialekt (Nordbayern, det sydlige Thüringen, Hessen, Rheinland-Pfalz, Saarland, de nordlige dele af Baden og Württemberg, Luxemburg, Østbelgien, Lorraine og det nordlige Alsace).
Ved begyndelsen af det 5. århundrede lå centrum i frankernes område endnu omkring Köln. Ifølge langt senere og ret upålidelige kilder gik en del af dem i året 420 over Rhinen og drog mod vest under ledelse af hertug Pharamond og hans tilhængere. På den måde forklares den deling af frankerne, der skulle blive betydningsfuld i de følgende århundreder. Der dannedes to grupper: Mod vest boede nu de såkaldte Saliske frankere ("saltfrankerne") og mod øst boede stadig de oprindelige Ripuariske frankere ("flodfrankerne").
Når man ser på de arkæologiske fund, peger alt på, at frankerne først blev optaget ganske fredeligt og langsomt i det romerske Gallien, hvor de fik tildelt jord og blev betragtet som „forbundsfæller“. Deres senere fremtrængen mod sydvest kan tænkes at være udløst af angelsaksernes udvandring over den nederlanske kyst til England omkring 450. Hen mod slutningen af det 5. århundrede fandt man frankerne som hjælpetropper i den romerske hær, der allerede da var ”barbariseret” i vidt omfang. Her deltog de i kamp mod andre, mere truende barbarer, som f.eks. hunnerne.
Grundlæggelsen af frankerriget
I perioden 355–358 måtte den senere kejser Julian atter nedkæmpe frankerne, som havde genvundet kontrollen med sejladsen på Rhinen. Rom gav dem derefter en stor del af Gallia Belgica, og fra den tid blev de forbundsfæller for romerriget. I et område, der svarer til nutidens Flandern og Netherlandene omkring og syd for Rhinens delta, taler man stadig germansk sprog, og den nederfrankiske dialekt, der er blevet til hollandsk, dominerer hele området. På den måde blev frankerne det første folkeslag, som blev bosat indenfor det romerske rige.
Se dette på et eksternt [http://www.roman-emperors.org/nouest4.htm kort].
Fra deres kerneområde erobrede frankerne gradvist det meste af Gallien nord for Loire dalen og øst for det vestgotiske Aquitanien. I mange år hjalp de til med forsvaret af grænserne. Det skete f.eks., da en stor invasion af østgermanske stammer krydsede Rhinen i 406, og frankerne kæmpede mod de indtrængende. Hovedpresset i invasionen gik syd om Loire, og romersk administration kunne – delvis ved hjælp af en alliance med frankerne – fastholdes i Paris området indtil 486, dvs. ti år efter at de sidste, vestromerske kejsere i Ravenna var faldet.
I 496 knuste frankernes konge, Chlodovech 1., allemannernes rige og udstrakte derved sit område til Main-egnene og Øvrerhinen. Frankerriget under Chlodovech 1. og hans efterfølgere (merovingerne og karolingerne) omfattede fra begyndelsen af det 6. århundrede og indtil delingen bl.a. den vestlige del af det nuværende Tyskland og store dele af Frankrig foruden det nuværende Belgien, Nederlandene, Luxemburg, Lichtenstein og Schweiz.
Opdelingen af frankerne lagde grunden til delrigerne Neustrien og Austrasien, og endnu senere (efter Traktaten i Verdun 843) til rigets deling i staterne Frankrig og Tyskland. I begyndelsen af det 9. århundrede var opdelingen af frankerne ophørt med at have praktisk betydning, og kun ved visse retsager kunne den være afgørende for, hvor sagen skulle føres. I store dele af Frankrig og den keltoromansk prægede, sydlige del af det nuværende Belgien (Wallonien) gik frankisk sprog og kultur tabt, mens det oldfranske satte sig igennem. Kun navnet "Frankrig" blev tilbage som en rest af det frankiske rige.
Merovingerne
Se hovedartiklen Merovingerne
Salfrankerne var blandt de germanere, som var gået i tjeneste hos romerriget. Den legendariske forfader til deres kongeslægt, Merovech, som var en halvgud i deres germanske religion, blev den vigtigste begrundelse for kongernes krav på magten.
I det 5. århundrede var deres konge blevet prokonsul i Gallien, dvs. at han havde skaffet sig romerske magtbeføjelser med tilladelse til at kalde sig general. Frankerne var derefter solidt etableret i Neustrien, hvor deres militære funktioner gjorde dem til en vigtig magtfaktor i en urolig tid. Den unge Chlodovech 1. (latiniseret germansk: Hlodowecus, som senere blev til fornavnene Ludovic eller Ludwig i Tyskland og Louis i Frankrig) blev deres konge i Tournai omkring 481. Han fik dog brug for andet og mere end den guddommelighed, som den germanske mytologi forlenede ham med, når han skulle møde bisper, patriciere og den menige, gallo-romanske befolkning, som var delvist kristne. Chlodovech oprettede sit kongesæde i Soissons, hvor han havde besejret den sidste romerske statholder, Syagrius, og dér kom han uden tvivl under påvirkning af sin dronning, burgunderen Clothilde, der var omvendt til den katolske kristendom, og af ærkebisp Remi af Reims.
Det var muligvis under et vigtigt slag mod alemannerne, slaget ved Tolbiac, at han lovede at omvende sig til katolicismen, hvis han sejrede. Han holdt ord og blev døbt i 496 eller 498 i Reims sammen med 3.000 krigere. Derefter begyndte han at indføre den kristne tro hos sit folk, der ellers stort set havde fastholdt deres germanske tro. Det skulle vise sig at blive et vendepunkt i Europas historie, at han lod sig omvende til kristendommen.
Efter en serie sejre over rivaliserende, barbariske folkeslag, først og fremmest burgunderne, fremstod Chlodovech som én af de stærkeste, germanske ledere, der havde omvendt sig til den dominerende retning inden for den kristne religion, nemlig den romersk-katolske. Det stod i modsætning til vestgoterne, langobarderne og allemannerne, der alle var arianere.
Det lykkedes ham på den måde at opnå den gallo-romanske elites støtte og at grundlægge et længelevende dynasti, opkaldt efter dets germanske forfader: merovingerne. Med base i Neustrien regerede merovingerne over Gallien indtil det 8. århundrede. De mest kendte blandt deres herskere var: Dagobert 1. og dronning Brunhilde. Man må bemærke, at man hverken i dette tidsrum eller under det følgende dynasti havde at gøre med Frankrig, men med Frankerriget. Disse germanske konger regerede ikke et landområde, men en mængde undersåtter.
Karolingerne
Se hovedartiklen: Karolingerne
Efter slutningen af det 7. århundrede, på et tidspunkt da de politiske forhold var bestemt af blodige krige mellem frankerne i Neustrien (vest) og Austrasien (øst), blev de sidste merovinger henvist til en rolle som frontfigurer. De sad på en svækket kongemagt, mens den reelle magt lå i hænderne på aristokratiet. Den romerske kultur gik efterhånden i opløsning, for en økonomisk krise uden fortilfælde havde bragt hele det antikke vesten ud af balance: det skyldtes hovedsagelig, at handelsruterne mellem landene omkring Middelhavet var blevet afbrudt på grund af arabernes erobringer.
Det var under disse forhold, at en ny familie begyndte sin opstigning. Blandt de reelle magthavere lykkedes det i praksis hushovmesteren, major domo, hos de austrasiske konger at tiltvinge kontrollen med hele det frankiske rige, før de også officielt afsatte den sidste merovinger og skabte deres eget dynasti, pepiniderne, der senere blev bedre kendt under navnet karolingerne. I deres stræben efter at bevise lovmæssigheden af deres statskup henviste pepiniderne til, at de nedstammede fra en vis sagnagtig “Francus” fra Troyes, og på den måde knyttede de sig endnu en gang til Rom.
Karolingernes magtovertagelse markerede den reelle begyndelse på Middelalderen. Navnet Gallien forsvandt fra kilderne og i stedet begyndte man at skrive Francie. Samtidig blev magtcentret forskudt mod øst og de gamle bispebyer tabte indflydelse til de karolingiske grevers landlige herresæder. Det er bemærkelsesværdigt, at netop på den tid, da de lærde blev bevidst om den antikke kulturs forsvinden, forsøgte de at genoplive den ved at skabe den karolingiske renæssance. Karl den Store, den anden og mest berømte, karolingiske hersker blev kronet i Rom som "kejser for frankerne og romerne" i året 800. Begge disse forsøg på at genopbygge det vestlige kejserdømme løb dog ud i sandet.
Skabelsen af Frankrig og Tyskland
I 842 aflagde Karl den stores sønner og sønnesønner Strasbourg-ederne. De var de retmæssige arvinger til et kejserdømme, hvor den østlige og den vestlige del her gennem aftalernes sprogbrug viste sig at være blevet meget forskellige. Aftalerne blev fulgt op af Traktaten i Verdun fra 843, som fastlagde opdelingen af det karolingiske kejserrige i først tre og senere to kongeriger. Derved blev traktaten Frankrigs dåbsattest, og den foregreb Tysklands opståen ved at trække en grænse mellem øst og vest langs Rhinen.
I det 10. århundrede var det slut med karolingernes magt. Det viste sig, da det nye, saksiske dynasti, ottonerne, overtog tronen i Tyskland, og da capetingerne arvede magten i Frankrig. Ordet Franker blev dog ved med at være betegnelsen for indbyggerne i Frankrig op gennem hele Middelalderen, og de arabiske historieskrivere brugte ordet al-Faranj om korsridderne i det 13. århundrede, ligesom ordet Falangji længe var kinesernes navn for alle europæere.
Middelalderens frankere omfattede derefter:
- salierne mellem Rhinen og Somme
- ripuarierne omkring Köln
- hesserne i Hessen
- moselfrankerne
- østfrankerne i Main-området
Militær organisation
Frankerne brugte langsværd, korte sværd, hellebarder (lanser med en hage, som kunne hægtes i modstanderens skjold) og stridsøkser. Disse våben, som var teknologisk højt udviklede efter samtidens forhold, blev brugt af frankerne med en betydelig kamperfaring, der var opøvet under uafbrudt pres fra deres germanske, keltiske og romerske naboer. Tilsammen betød det, at det blev dem, der udfyldte magttomrummet efter romerriget, men det skete kun gennem hårde kampe.
Se også
- Capetinger
- Franken
- Frankerriget
- Frankisk
- Frankiske generaler i romerriget
- Frankiske konger
- Frankrigs historie
- Franske konger
- Germanske folk
- Helgener af frankiske fyrstefamilier
- Henrik Fuglefænger
- Hugo Capet
- Nederfrankisk
- Ottonerne
- Sloveniens historie
- Tysk-romerske rige
- Tyske konger og kejsere
- Tyske stammer
- Tysklands historie
- Våben i den tidlige middelalder
- Østfrankisk dialekt
Historiske kilder
- Gregor af Tours: Frankernes historie
- Fredegar m.fl.: Krønike
Litteratur
- Patrick J. Geary: Before France and Germany: the Creation and Transformation of the Merovingian World, 1988 ISBN 0195044584
Kategori:Folkeslag
Kategori:Antikken
Kategori:Middelalder
ja:フランク王国
GermanskDe germanske sprog er en gren af den indoeuropæiske sprogfamilie og omfatter:
- 1. De nordgermanske eller nordiske sprog: dansk, svensk, norsk, færøsk, islandsk.
- 2. De vestgermanske sprog: engelsk, frisisk, nederlandsk (inkl. flamsk), afrikaans, tysk.
- 3. De østgermanske sprog: gotisk (uddødt).
Sprogene er kendetegnet ved en række særlige sproglige fænomener, herunder den germanske lydforskydning og den Vernerske veksel (se disse).
Historie
"Germaner" var romernes betegnelse for de folkeslag, der boede ved Romerrigets grænser ved Rhinen og Donau, og som adskilte sig kulturelt og sprogligt fra kelterne (på latin gallerne), der boede inden for Romerrigets grænser. Germanernes kerneland var sandsynligvis det nordlige Tyskland, Danmark og Sydskandinavien. I århundrederne op imod Kristi fødsel spredte det germanske sprog sig imidlertid sydpå og vestpå.
I folkevandringstiden spredte germanstalende folkeslag sig over hele det gamle Romerrige: goterne erobrede Italien og Spanien, longobarderne Norditalien (Lombardiet), frankerne Gallien (der efter dem kom til at hedde Frankrig) og anglerne og sakserne Britannien. Med undtagelse af det sidste land smeltede de germanske erobrere imidlertid snart sammen med de lokale befolkninger og overtog deres sprog.
Grænsen mellem germansk ("tysk") og romansk ("vælsk") kom i middelalderen til at gå omtrent som i dag. I løbet af middelalderen bredte germansk sig også langt mod øst, men i det 20. århundrede blev den østlige sproggrænse flyttet tilbage til floderne Oder og Neiße. Den største ekspansion kom den germanske sprogfamilie derimod til at opleve fra de britiske øer, idet engelsk er blevet hovedsproget i Nordamerika (i den sydlige del dog under stigende konkurrence fra spansk), Australien og New Zealand og som almindeligt samkvemssprog i flere afrikanske lande og i Sydasien.
Grammatikalsk struktur
Køn
De tre køn, der fandtes i indoeuropæisk, maskulinum ("hankøn"), femininum ("hunkøn") og neutrum ("intetkøn"), bevaredes alle i germansk.
Grammatisk køn (genus) må ikke forveksles med biologisk køn (sexus). At et ord er femininum, betyder ikke, at det, det betegner, også er kvindeligt, og at en ting eller et væsen er kvindeligt, betyder ikke, at det automatisk også vil være femininum. Tysk das Mädchen, das Weib og dansk et fruentimmer betegner således kvindelige væsner. Dansk et barn er enten mandligt eller kvindeligt og kunne derfor passende være fælleskøn (ligesom efterkommer), men det er neutrum.
Køn er kort sagt det fænomen, at forskellige substantiver ("navneord") kræver forskellige former af de adjektiver ("tillægsord"), artikler ("kendeord") og pronominer ("stedord"), der lægger sig til dem eller henviser til dem. Ordene hytte og hus kræver således forskellige former af adjektiverne, f.eks. hhv. stor og stort, af artiklerne, hhv. en, -en og et, -et og af pronominerne, f.eks. hhv. den og det.
Hvilket køn et ord har, afhænger ikke af dets betydning, men er historisk bestemt. Bestemte afledninger har krævet et bestemt køn, og man har derfor holdt fast i det køn, uanset om senere sprogbrugere har kunnet gennemskue afledningen eller ej.
Engelsk har helt opgivet skellet mellem de tre køn (eftersom adjektiver, artikler og pronominer kun har én form), hvorimod dansk og svensk har indført et tokønssystemt, idet maskulinum og neutrum er slået sammen til fælleskøn ("genus commune").
En del dialekter skelner dog tre køn på den ene eller anden måde, typisk ved forskellige former af den bestemte og ubestemte artikel, f.eks. sjællandsk eng fod, foding ~ en hånd, hånden. Det samme er tilfældet på norsk: e(i)n fot, foten ~ ei hand, handa.
Nederlandsk skelner ikke mellem maskulinum og femininum ved artiklen, men derimod ved de pronominer, der refererer til substantiverne, f.eks. hij ("han") om de voet og zij ("hun") om de hand.
Man ser, at nederlandsk bruger de samme pronominer om levende væsner og ting, ligesom det også er tilfældet på nynorsk (han om foten og ho om handi) og tysk (er om der Fuß og sie om die Hand), og de fleste indoeuropæiske sprog opfører sig faktisk på samme måde, f.eks. fransk il ("han") om le pied "fod", elle ("hun") om la jambe "ben", russisk on ("han") om pálec "finger", men oná ("hun") om ruká "hånd".
Engelsk og de fleste nordiske dialekter har derimod indført forskellige pronominer for mennesker (evt. kæledyr) på den ene side og andre væsner og ting på den anden: he, she ~ it og han, hun ~ den, det. Her gælder det altså, at de menneskelige pronominer markerer en forskel i biologisk køn, mens de ikke-menneskelige pronominer markerer en forskel i grammatisk køn.
Artikel
Det indeuropæiske grundsprog havde ingen artikel, og det er tilfældet i mange af de senere sprog som f.eks. latin og russisk (lat. domus og russ. dom = 'et hus' eller 'huset'), hvorimod oldgræsk har en bestemt artikel, men ikke en ubestemt (oikíā = 'et hus' ~ hē oikíā = 'huset'). I den gotiske bibeloversættelse fra det 4. århundrede og i de tidlige nordiske runeindskrifter er der endnu ikke hverken bestemt eller ubestemt artikel, men både i de tyske, engelske og nordiske middelaldertekster er den bestemte artikel blevet en fast bestanddel af sproget.
Der findes to forskellige systemer til at danne bestemte artikel i de germanske sprog: den foranstillede artikel og den efterhængte artikel.
De fleste nordgermanske dialekter har efterhængt artikel, f.eks. manden, huset. Der er sandsynligvis tale om et pronomen, der er smeltet sammen med ordet, dvs. olddansk
- mannr inn 'mand den',
- hūs itt 'hus det'. Det understøttes af de bestemte formers udtale, idet de har stød på dansk og accent 1 på norsk og svensk ligesom de oprindelige enstavelsesordene, f.eks. da. ånd’-en, sv. ánd-en over for da. ånde-n, sv. ànde-n.
De vestgermansk dialekter har alle en foranstillet artikel, og det drejer sig her om det gamle demonstrative pronomenet
- þa- (= da. den), f.eks. ty. der Mann, das Haus, eng. the man, the house. På nederlandsk bruger man de i maskulinum og femininum, f.eks. de man, de vrouw, men het i neutrum, f.eks. het huis.
Hvor østjysk opfører sig ligesom de andre nordiske sprog, har de jyske dialekter vest for en linie omtrent mellem Horsens og Viborg en foranstillet artikel, æ uanset ordets køn. Det er muligvis en afsvækket form af det germanske
- þa-. Der er næppe tale om et lån fra tysk eller engelsk, men om en selvstændig jysk udvikling.
Den ubestemte artikel er også en forholdsvis ny forteelse. Det er, som man kan se i de fleste germanske sprog, egentlig talordet en. På engelsk er det blevet svækket til uigenkendelighed, a foran konsonanter og an foran vokaler.
Talbøjning (numerus)
Indoeuropæisk bøjede substantiver og verber i tre tal: singularis ("ental"), dualis ("total") og pluralis ("flertal"). Dualis, der kendes fra sanskrit og oldgræsk, var stadig bevaret på gotisk og (i pronominerne) på oldnordisk, men er faldet bort i alle nutidige germanske sprog.
Kasusbøjning
Indoeuropæisk havde haft otte kasus (nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis), men kun fire af disse bevaredes i germansk: nominativ, akkusativ, dativ og genitiv (gotisk havde også vokativ). Tysk og islandsk har bevaret dette kasussystem indtil i dag.
De andre nordiske sprog, nederlandsk og engelsk skelner derimod kun mellem nominativ og genitiv. Man kan dog diskutere, om genitiven på -s overhovedet er en kasus. Suffikset kan i hverdagssproget klæbes på andet end substantiver og endda på hele sætninger, jf. den herligt tvetydige sætning "vi kørte i manden der er gift med din søsters bil".
Verbalbøjningen
Man har traditionelt rekonstrueret en kompleks verbalbøjning for det det indoeuropæiske grundsprog i lighed med, hvad man ser på klassisk græsk og i sanskrit: alle verber skulle således have været bøjet i tiderne præsens, imperfektum, aorist, perfektum og futurum, i måderne indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ, infinitiv og participium og i diateserne aktiv, medium og passiv. De finitte former bøjes desuden i tre personer og tre tal (singularis, dualis, pluralis). Ideelt set var der således 4 x 4 x 3 x 3 x 3 = 432 forskellige finitte former af et urindoeuropæisk verbum. Der er dog meget, der tyder på, at klassisk græsk og indoiransk repræsenterer det yderste stade i en udvikling, der nok var påbegyndt i den fællesindoeuropæiske fase, men endnu langt fra fuldendt.
Germansk har ikke bevaret eller udviklet en skelnen mellem aspekterne imperfektiv og aorist. Den græsk-indiske imperfektum har heller ikke efterladt sig spor i germansk, hvor præteritum udtrykkes af den form, der i disse sprog lever videre som perfektum. I de såkaldt svage verber er der indført en ny præteritumsform, der sandsynligvis går tilbage til en sammensætning med det germanske verbum
- dō- 'gøre'.
Der er ingen spor af den indoeuropæiske konjunktiv på
- -ē- (= græsk-indisk konjunktiv, latin futurum). Den indoeuropæiske optativ på
- -oi- er bevaret som den germanske konjunktiv. De andre modi kendes ligeledes fra germansk: indikativ, imperativ, infinitiv, participium.
Medium er bevaret i gotisk, men de andre germanske dialekter har kunen særlig form for aktiv, idet passiv udtrykkes med omskrivninger i stil med han bliver slået, er wird geschlagen, he is beaten. Den særlige nordiske passiv på -s er opstået senere ved en sammensmeltning med pronomenet sig: hann kallar sik > hann kallask > han kaldes.
Oversigt over germanske sprog
- Vest-germansk
- Højtysk
- Mellemtysk
- Østmellemtysk
-
- Moderne tysk (Hochdeutsch)
- Luxembourgeois
- Vestmellemtysk
-
- Ripuarisk
-
- Moselfrankisk
-
- Rhinfrankisk
-
- Pennsylvania Dutch (talt af Amish-folket og andre grupper i Pennsylvania)
- Øvretysk (Oberdeutsch - ikke det samme som højtysk/hochdeutsch)
- Alemannisk
-
- Schweizertysk
-
- Svabisk
- Østfrankisk
- Bayrisk
-
- Østrigsk
-
- Alemán Coloneiro (talt i Venezuela)
-
- Tyrolsk
-
- Lombardisk (uddødt)
- Nedertysk
- Nederlandsk (hollandsk og flamsk)
- Afrikaans
- Plattysk (lavtysk)
- Nordnedertysk
- Østnedertysk
- Vestfalisk
- Østfalisk
- Frisisk
- Vestfrisisk
- Østfrisisk
- Nordfrisisk
- Angelsaksiske sprog
- Engelsk (fra angelsaksisk, med senere indflydelse fra fransk)
- Østgermansk (fra gotisk)
- Krimgotisk (uddødt i 1800-tallet)
- Vandalisk (uddødt)
- Burgundisk (uddødt)
- Nordgermansk (fra urnordisk):
- Vestnordisk
- Islandsk
- Færøsk
- Norn (uddødt sprog på Shetlandsøerne og Orkneyøerne)
- Norsk (sprog)
- Nordnorsk
- Trøndsk
- Midtlandsk
- Vestlandsk
- Østlandsk
- Nynorsk (i nogen grad fordansket)
- Norsk (bokmål) (stærkt, men aftagende fordansket)
- Dansk
- Vestdansk (sønderjysk, vestjysk, østjysk, nordjysk)
- Ømål (fynsk, sjællandsk)
- Rigsdansk
- Østdansk
-
- Bornholmsk
-
- Skånsk (tiltagende forsvensket)
- Svensk
- Götamål
- Østsvensk (finlandsvensk)
- Sveamål
-
- Rikssvenska
- Nordlandsk
- Nordsvensk
- Gutnisk
Se også
- Den germanske lydforskydning
Litteratur
- Politikens sproghistorie (Politikens Forlag) af Allan Karker, ISBN 87-567-5716-6
-
ja:ゲルマン語派
ko:게르만어
Rhinen]
Navnet Rhinen kommer af oldkeltisk Renos = "den som flyder" (tysk Rhein, fransk Rhin, hollandsk Rijn). Floden er med sine cirka 1.320 kilometer Vesteuropas længste.
Rhinen har sit udspring i Alperne, løber igennem Bodensøen og har sin udmunding ved den hollandske Nordsøkyst.
Vigtige bifloder
- Neckar
- Main
- Mosel
- Ruhr
Kategori:Europæiske vandløb
als:Rhein
ja:ライン川
ko:라인 강
simple:Rhine River
Germansk sprogDe germanske sprog er en gren af den indoeuropæiske sprogfamilie og omfatter:
- 1. De nordgermanske eller nordiske sprog: dansk, svensk, norsk, færøsk, islandsk.
- 2. De vestgermanske sprog: engelsk, frisisk, nederlandsk (inkl. flamsk), afrikaans, tysk.
- 3. De østgermanske sprog: gotisk (uddødt).
Sprogene er kendetegnet ved en række særlige sproglige fænomener, herunder den germanske lydforskydning og den Vernerske veksel (se disse).
Historie
"Germaner" var romernes betegnelse for de folkeslag, der boede ved Romerrigets grænser ved Rhinen og Donau, og som adskilte sig kulturelt og sprogligt fra kelterne (på latin gallerne), der boede inden for Romerrigets grænser. Germanernes kerneland var sandsynligvis det nordlige Tyskland, Danmark og Sydskandinavien. I århundrederne op imod Kristi fødsel spredte det germanske sprog sig imidlertid sydpå og vestpå.
I folkevandringstiden spredte germanstalende folkeslag sig over hele det gamle Romerrige: goterne erobrede Italien og Spanien, longobarderne Norditalien (Lombardiet), frankerne Gallien (der efter dem kom til at hedde Frankrig) og anglerne og sakserne Britannien. Med undtagelse af det sidste land smeltede de germanske erobrere imidlertid snart sammen med de lokale befolkninger og overtog deres sprog.
Grænsen mellem germansk ("tysk") og romansk ("vælsk") kom i middelalderen til at gå omtrent som i dag. I løbet af middelalderen bredte germansk sig også langt mod øst, men i det 20. århundrede blev den østlige sproggrænse flyttet tilbage til floderne Oder og Neiße. Den største ekspansion kom den germanske sprogfamilie derimod til at opleve fra de britiske øer, idet engelsk er blevet hovedsproget i Nordamerika (i den sydlige del dog under stigende konkurrence fra spansk), Australien og New Zealand og som almindeligt samkvemssprog i flere afrikanske lande og i Sydasien.
Grammatikalsk struktur
Køn
De tre køn, der fandtes i indoeuropæisk, maskulinum ("hankøn"), femininum ("hunkøn") og neutrum ("intetkøn"), bevaredes alle i germansk.
Grammatisk køn (genus) må ikke forveksles med biologisk køn (sexus). At et ord er femininum, betyder ikke, at det, det betegner, også er kvindeligt, og at en ting eller et væsen er kvindeligt, betyder ikke, at det automatisk også vil være femininum. Tysk das Mädchen, das Weib og dansk et fruentimmer betegner således kvindelige væsner. Dansk et barn er enten mandligt eller kvindeligt og kunne derfor passende være fælleskøn (ligesom efterkommer), men det er neutrum.
Køn er kort sagt det fænomen, at forskellige substantiver ("navneord") kræver forskellige former af de adjektiver ("tillægsord"), artikler ("kendeord") og pronominer ("stedord"), der lægger sig til dem eller henviser til dem. Ordene hytte og hus kræver således forskellige former af adjektiverne, f.eks. hhv. stor og stort, af artiklerne, hhv. en, -en og et, -et og af pronominerne, f.eks. hhv. den og det.
Hvilket køn et ord har, afhænger ikke af dets betydning, men er historisk bestemt. Bestemte afledninger har krævet et bestemt køn, og man har derfor holdt fast i det køn, uanset om senere sprogbrugere har kunnet gennemskue afledningen eller ej.
Engelsk har helt opgivet skellet mellem de tre køn (eftersom adjektiver, artikler og pronominer kun har én form), hvorimod dansk og svensk har indført et tokønssystemt, idet maskulinum og neutrum er slået sammen til fælleskøn ("genus commune").
En del dialekter skelner dog tre køn på den ene eller anden måde, typisk ved forskellige former af den bestemte og ubestemte artikel, f.eks. sjællandsk eng fod, foding ~ en hånd, hånden. Det samme er tilfældet på norsk: e(i)n fot, foten ~ ei hand, handa.
Nederlandsk skelner ikke mellem maskulinum og femininum ved artiklen, men derimod ved de pronominer, der refererer til substantiverne, f.eks. hij ("han") om de voet og zij ("hun") om de hand.
Man ser, at nederlandsk bruger de samme pronominer om levende væsner og ting, ligesom det også er tilfældet på nynorsk (han om foten og ho om handi) og tysk (er om der Fuß og sie om die Hand), og de fleste indoeuropæiske sprog opfører sig faktisk på samme måde, f.eks. fransk il ("han") om le pied "fod", elle ("hun") om la jambe "ben", russisk on ("han") om pálec "finger", men oná ("hun") om ruká "hånd".
Engelsk og de fleste nordiske dialekter har derimod indført forskellige pronominer for mennesker (evt. kæledyr) på den ene side og andre væsner og ting på den anden: he, she ~ it og han, hun ~ den, det. Her gælder det altså, at de menneskelige pronominer markerer en forskel i biologisk køn, mens de ikke-menneskelige pronominer markerer en forskel i grammatisk køn.
Artikel
Det indeuropæiske grundsprog havde ingen artikel, og det er tilfældet i mange af de senere sprog som f.eks. latin og russisk (lat. domus og russ. dom = 'et hus' eller 'huset'), hvorimod oldgræsk har en bestemt artikel, men ikke en ubestemt (oikíā = 'et hus' ~ hē oikíā = 'huset'). I den gotiske bibeloversættelse fra det 4. århundrede og i de tidlige nordiske runeindskrifter er der endnu ikke hverken bestemt eller ubestemt artikel, men både i de tyske, engelske og nordiske middelaldertekster er den bestemte artikel blevet en fast bestanddel af sproget.
Der findes to forskellige systemer til at danne bestemte artikel i de germanske sprog: den foranstillede artikel og den efterhængte artikel.
De fleste nordgermanske dialekter har efterhængt artikel, f.eks. manden, huset. Der er sandsynligvis tale om et pronomen, der er smeltet sammen med ordet, dvs. olddansk
- mannr inn 'mand den',
- hūs itt 'hus det'. Det understøttes af de bestemte formers udtale, idet de har stød på dansk og accent 1 på norsk og svensk ligesom de oprindelige enstavelsesordene, f.eks. da. ånd’-en, sv. ánd-en over for da. ånde-n, sv. ànde-n.
De vestgermansk dialekter har alle en foranstillet artikel, og det drejer sig her om det gamle demonstrative pronomenet
- þa- (= da. den), f.eks. ty. der Mann, das Haus, eng. the man, the house. På nederlandsk bruger man de i maskulinum og femininum, f.eks. de man, de vrouw, men het i neutrum, f.eks. het huis.
Hvor østjysk opfører sig ligesom de andre nordiske sprog, har de jyske dialekter vest for en linie omtrent mellem Horsens og Viborg en foranstillet artikel, æ uanset ordets køn. Det er muligvis en afsvækket form af det germanske
- þa-. Der er næppe tale om et lån fra tysk eller engelsk, men om en selvstændig jysk udvikling.
Den ubestemte artikel er også en forholdsvis ny forteelse. Det er, som man kan se i de fleste germanske sprog, egentlig talordet en. På engelsk er det blevet svækket til uigenkendelighed, a foran konsonanter og an foran vokaler.
Talbøjning (numerus)
Indoeuropæisk bøjede substantiver og verber i tre tal: singularis ("ental"), dualis ("total") og pluralis ("flertal"). Dualis, der kendes fra sanskrit og oldgræsk, var stadig bevaret på gotisk og (i pronominerne) på oldnordisk, men er faldet bort i alle nutidige germanske sprog.
Kasusbøjning
Indoeuropæisk havde haft otte kasus (nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis), men kun fire af disse bevaredes i germansk: nominativ, akkusativ, dativ og genitiv (gotisk havde også vokativ). Tysk og islandsk har bevaret dette kasussystem indtil i dag.
De andre nordiske sprog, nederlandsk og engelsk skelner derimod kun mellem nominativ og genitiv. Man kan dog diskutere, om genitiven på -s overhovedet er en kasus. Suffikset kan i hverdagssproget klæbes på andet end substantiver og endda på hele sætninger, jf. den herligt tvetydige sætning "vi kørte i manden der er gift med din søsters bil".
Verbalbøjningen
Man har traditionelt rekonstrueret en kompleks verbalbøjning for det det indoeuropæiske grundsprog i lighed med, hvad man ser på klassisk græsk og i sanskrit: alle verber skulle således have været bøjet i tiderne præsens, imperfektum, aorist, perfektum og futurum, i måderne indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ, infinitiv og participium og i diateserne aktiv, medium og passiv. De finitte former bøjes desuden i tre personer og tre tal (singularis, dualis, pluralis). Ideelt set var der således 4 x 4 x 3 x 3 x 3 = 432 forskellige finitte former af et urindoeuropæisk verbum. Der er dog meget, der tyder på, at klassisk græsk og indoiransk repræsenterer det yderste stade i en udvikling, der nok var påbegyndt i den fællesindoeuropæiske fase, men endnu langt fra fuldendt.
Germansk har ikke bevaret eller udviklet en skelnen mellem aspekterne imperfektiv og aorist. Den græsk-indiske imperfektum har heller ikke efterladt sig spor i germansk, hvor præteritum udtrykkes af den form, der i disse sprog lever videre som perfektum. I de såkaldt svage verber er der indført en ny præteritumsform, der sandsynligvis går tilbage til en sammensætning med det germanske verbum
- dō- 'gøre'.
Der er ingen spor af den indoeuropæiske konjunktiv på
- -ē- (= græsk-indisk konjunktiv, latin futurum). Den indoeuropæiske optativ på
- -oi- er bevaret som den germanske konjunktiv. De andre modi kendes ligeledes fra germansk: indikativ, imperativ, infinitiv, participium.
Medium er bevaret i gotisk, men de andre germanske dialekter har kunen særlig form for aktiv, idet passiv udtrykkes med omskrivninger i stil med han bliver slået, er wird geschlagen, he is beaten. Den særlige nordiske passiv på -s er opstået senere ved en sammensmeltning med pronomenet sig: hann kallar sik > hann kallask > han kaldes.
Oversigt over germanske sprog
- Vest-germansk
- Højtysk
- Mellemtysk
- Østmellemtysk
-
- Moderne tysk (Hochdeutsch)
- Luxembourgeois
- Vestmellemtysk
-
- Ripuarisk
-
- Moselfrankisk
-
- Rhinfrankisk
-
- Pennsylvania Dutch (talt af Amish-folket og andre grupper i Pennsylvania)
- Øvretysk (Oberdeutsch - ikke det samme som højtysk/hochdeutsch)
- Alemannisk
-
- Schweizertysk
-
- Svabisk
- Østfrankisk
- Bayrisk
-
- Østrigsk
-
- Alemán Coloneiro (talt i Venezuela)
-
- Tyrolsk
-
- Lombardisk (uddødt)
- Nedertysk
- Nederlandsk (hollandsk og flamsk)
- Afrikaans
- Plattysk (lavtysk)
- Nordnedertysk
- Østnedertysk
- Vestfalisk
- Østfalisk
- Frisisk
- Vestfrisisk
- Østfrisisk
- Nordfrisisk
- Angelsaksiske sprog
- Engelsk (fra angelsaksisk, med senere indflydelse fra fransk)
- Østgermansk (fra gotisk)
- Krimgotisk (uddødt i 1800-tallet)
- Vandalisk (uddødt)
- Burgundisk (uddødt)
- Nordgermansk (fra urnordisk):
- Vestnordisk
- Islandsk
- Færøsk
- Norn (uddødt sprog på Shetlandsøerne og Orkneyøerne)
- Norsk (sprog)
- Nordnorsk
- Trøndsk
- Midtlandsk
- Vestlandsk
- Østlandsk
- Nynorsk (i nogen grad fordansket)
- Norsk (bokmål) (stærkt, men aftagende fordansket)
- Dansk
- Vestdansk (sønderjysk, vestjysk, østjysk, nordjysk)
- Ømål (fynsk, sjællandsk)
- Rigsdansk
- Østdansk
-
- Bornholmsk
-
- Skånsk (tiltagende forsvensket)
- Svensk
- Götamål
- Østsvensk (finlandsvensk)
- Sveamål
-
- Rikssvenska
- Nordlandsk
- Nordsvensk
- Gutnisk
Se også
- Den germanske lydforskydning
Litteratur
- Politikens sproghistorie (Politikens Forlag) af Allan Karker, ISBN 87-567-5716-6
-
ja:ゲルマン語派
ko:게르만어
Religion
Ordet religion kommer formodentlig af det latinske religare, der betyder at binde eller knytte forbindelse. Det drejer sig her specielt om forholdet til formodede højere magter eller kræfter.
Nu om dage bruges ordet 'religion' i mindst tre betydninger: trosretning, fænomen og fag:
#Betydningen trosretning: Som trosretning er en religion et mere eller mindre sammenhængende system af antagelser, som religionens tilhængere anser for sande. Antagelserne har ofte karakter af en forklaring på tilværelsens grundlæggende spørgsmål og indeholder ligeledes ofte retningslinjer for, hvordan samme tilværelse bør leves.
#Betydningen fænomen: Som et fænomen optræder religion som en aktiv faktor i sociale og personlige affærer, nogen gange som et stabiliserende faktum og andre gange som en revolutionær kraft.
#Betydningen fag: Som et fag beskæftiger religion/religionsvidenskab sig især med religioner som fænomen, mens mere specifikke teologier overvejende beskæftiger sig med en given religions trosretning.
Udvikling
I alle de traditionelle menneskekulturer man har kendskab til, har religion spillet en rolle. Der har dog været en løbende udvikling hvor nye former for levevis har afspejlet sig i nye former for religion.
Generelle trends
En del af udviklingen er foregået parallelt (men forskudt i tid) over hele verden, og der er også eksempler på udviklinger i religion der ikke er universelle, men er foregået tilstrækkeligt ofte til at man kan tale om en generel trend.
Animisme
I de isolerede kulturer hvor levevisen mest ligner den man forventer af præhistoriske samfund (jæger- og samlerkulturer), har religionen form af animisme, troen på at dyr, planter og selv livløse genstande som sten er besjælede. I disse samfund er det dog svært at skelne mellem kultur, religion og videnskab. religionen kan her ses som et middel til overførsel af erfaringer fra en generation til en anden, i form af anekdoter om hvordan man bedst holder sig venner med ånderne.
Animismen er derfor et godt bud på menneskehedens oprindelige religion, og man kan hævde at religionen er lige så gammel som menneskeheden. Hvis man definerer menneskehedens begyndelse som det punkt hvor sproget har muliggjort at en generation har kunne videregive sine erfaringer til den næste, er religion et godt bud på den mekanisme der har været brugt.
I mange animistiske kulturer fungerer dyr som en identitetsskabende mekanisme, hvor en persons totem er med til at definere hans egenskaber som menneske.
Animismen i sin oprindelige betydning kan i dag kun findes blandt meget isoloerede kulturer, men fra animistiske kulturer har moderne vestlige samfund importeret en række fænomener. For eksempel har shamanismen i dag gjort et begrænset come-back.
Polyteisme
I bysamfund har forbindelsen til naturen været mindre direkte, og i de fleste kulturer opbygget omkring bysamfund er animismen blevet erstattet af en form for polyteisme, hvor man i stedet for ånder i de enkelte ting, har guder der repræsenterer fænomener, eksempelvis frugtbarhedsguder eller krigsguder. Religion bliver stadig brugt til formidling af erfaringer, men hvor anekdoterne om ånderne primært handlede om menneskets forhold til naturen, handler anekdoterne om guderne i højere grad om menneskenes forhold til hinanden, hvilket afspejler de ændrede levevilkår i byerne. Religion har heller ikke længere monopol på formidling af viden, faglig kunnen bliver nu formidlet direkte, uden reference til guderne (selvom der selvfølgelig stadig er skytsguder for de enkelte fag). Det første trin i en adskillelse mellem religion og videnskab er taget.
I de polyteistiske samfund dukker begrebet tro op, i betydningen trofast. Når en person tror på en (eller flere) af sin verdens gudekreds, betyder det ikke han benægter eksistensen af de øvrige guder, blot at han i sine handlinger forsøger at være tro mod de idealer som hans udvalgte gud eller guder står for. På denne måde overtager guderne den identitetsskabende funktion som totemdyret stod for tidligere.
I dag er hinduismen den mest udbredte polyteistiske religion (eller samling af religioner, alt efter hvordan man ser hinduismen).
Monoteisme
I nogle polyteistiske samfund har en af guderne (i form af dens tilhængere) overtaget magten den åndelige verden (folkets bevidsthed), og de øvrige guder er reduceret til enten aspekter af denne ene gud, eller til underordnede roller som engle og dæmoner. De fleste af de monoteistiske religioner er lovreligioner, hvor Gud står som en autoritær faderskikkelse. Denne udvikling afspejler som oftest stærkt centraliserede og autoritære samfund.
I de monoteistiske religioner er identitetsskabelsen reduceret til hvilke aspekter, underordnede guder, eller helgener man henvender sig til.
Islam er i dag den mest udbredte monoteistiske lovreligion. Kristendommen er også monoteistisk (med tre aspekter af guden), men ikke nødvendigvis en lovreligion.
Særlig udvikling i Østen
I det østlige Asien dukkede en række ideer op der ikke hører under de generelle trends beskrevet tidligere, og som i høj grad har præget udviklingen i den del af verden. Det primære eksempel er buddhismen, der er et filosofisk system med mange religiøse træk, men hvor guder ikke længere optræder som et centralt begreb. I stedet er fokus på selvudvikling. De fleste buddhistiske kulturer har dog bibeholdt elementer fra hinduismen, og flere steder fungerer buddhismen som supplement til en lokal gudekreds. I og med at buddhismen er rettet indad, har den haft success i, og været med til at forme, meget stabile samfund.
Særlig udvikling i Vesten
Tilsvarende har kulturområdet omkring Middelhavet, specielt Mellemøsten og Europa opfostret nogle ideer udenfor de generelle trends, der har påvirket både området selv og senere resten af verden gennem kolonialismen.
Kristendom
Kristendommen udsprang af den monoteistiske lovreligion jødedommen, men i nogle udlægninger af kristendommen blev lov erstattet af frelse som det centrale begreb. Den ny religion vandt hurtigt udbredelse hos slaver, også udenfor den gamle religions domæne. Frelsen har to aspekter, den synd der leder til behovet for frelse, og den kærlighed som frelsen. Ved at skifte vægten mellem de to aspekter alt efter situationen, har kristendommen kunne tilpasse sig en foranderlig verden.
Renæssancen og modernismen
I den europæiske renæssance ønskede et monoteistisk samfund at genskabe tabt storhed fra en polyteistisk kultur, hvilket førte til, at spørgsmålet om gudernes eksistens for første gang blev et seriøst emne. René Descartes udviklede et logisk bevis på Guds eksistens, mens Blaise Pascal opsatte en rationel kalkule for at vise, at det var mest fordelagtig at tro på Gud (se Pascals trossats).
Immanuel Kant og Søren Kierkegaard mente at Guds eksistens ikke kunne bevises, og hævdede, at et trosspring var nødvendigt. Herved blev videnskab og religion endelig adskilt, og samtidig opstod den moderne forståelse af tro i form af "tro på eksistens". Dette åbnede filosofisk op for, at man kunne undlade at foretage dette trosspring, hvilket fritænkere og senere ateister gjorde (eller rettere, undlod at gøre).
En række filosofiske strømninger i modernismen opstod eller fik ny energi i kølvandet på denne ændring. Ingen af disse havde dog egenskaber, der gjorde at de kunne betegnes som religioner. Det nærmeste, man kommer, er sekulær humanisme. Det er meget få, der bekender sig til sekulær humanisme, men man kan argumentere for, at de værdier, sekulær humanisme står for, gennemsyrer de vestlige samfund i dag.
Af mere organiserede bevægelser, der udspringer af modernismen, og som har haft stor betydning for hvordan verden ser ud i dag, kan nævnes kommunismen og liberalismen. Politik kunne således være med til at skabe identitet, og det samme kunne stammetilhørsforhold (hvorved nationalismen opstod), og mere dagligdags ting som arbejdsplads, fag, eller sport.
Nyere tid
sport
I det politiske og kulturelle miljø i den vestlige verden har relativismen slået rod i takt med, at samfundene bliver mere og mere multikulturelle. I relativismen er der ikke kun en sandhed; i stedet ses de forskellige religioner og verdensbilleder som ligeordnede tilgangsvinkler til at forstå verden med. Blandt kristne og til dels muslimer i den vestlige verden er der også en stor gruppe, der bekender sig til religionens ritualer, symboler og den moral, de kan udlede fra den, men afviser de mystiske og overnaturlige elementer. Disse mennesker kaldes kulturkristne og kulturmuslimer. Udtrykket bredkirkelighed er beslægtet hermed.
De polyteistiske og monoteistiske religioner dominerer, sammen med buddhismen, stadig verden af i dag. I de samfund hvor modernismens gudløshed har slået stærkest igennem, er en række nye religioner, samt nye fortolkninger af gamle religioner, dukket frem. Behovet for religion gør sig stadigt stærkt gældende.
Absolut sandhed
I nogle religioner er det en udbredt holdning blandt tilhængerne at deres religion er den eneste rigtige, og at de andre enten er falske religioner, eller i hvert fald udtryk for falsk eller mangelfulde fortolkninger. Den holdning deles dog langt fra af alle religiøse personer, og hvor udbredt den er varierer fra religion til religion.
Blandt monoteister er der mange der mener at de forskellige monoteistiske religioner alle dyrker den samme Gud, blot under forskellige navne. Denne opfattelse er særlig nærliggene i den vestlige verden, hvor de store monoteistiske religioner har en fælles historie.
Jødedommen er historisk set en religion der kun omfatter et enkelt folk. De er så forbudt at dyrke andre guder, men det forbud omfatter ikke andre folkeslag. I kristendommen er det samme forbud som oftest tolket universelt, eftersom kristendommen ikke længere er reserveret jøder. Forbudet mod afgudsdyrkelse i kristendommen bliver endda nogle gange fortolket som et forbud mod andre værdier end de rent bibelske, som for eksempel en søgen efter materiel velstand. I Koranen omtales andre religioner specifikt. Hvor jødedommen og kristendommen er sande, men mangelfulde religioner, er de øvrige falske.
Blandt polyteister er der mange der mener at guderne i andre gudekredse enten blot er andre navne for de samme guder (en ret nærliggene tanke hvis man sammenligner den græske og den romerske gudekreds), eller at det er andre guder lige så virkelige som ens egne, som man blot ikke dyrker. Det kan være fordi man ikke har hørt om dem, eller fordi de er knyttet til et andet folkeslag.
Et eksempel på dette er anekdoterne om kristne missionærer, der fandt de indfødte meget lydhøre når de fortalte om Jesus og Maria, og ivrige efter dyrke disse nye guder. Men til gengæld ganske
uforstående når missionæerne samtidig inisterede på at det betød at de skulle hold op med at dyrke deres gamle guder. Hvis man ser på kristendommens indførsel her i landet i det lys, er det også forståeligt man ser eksempler på at folk har gået med både Thors hammer og et kristent kors på samme tid. For en polyteist representerede det ikke en modstrid.
Nogle personer mener at alle religioner er udtryk for menneskets forsøg på at forstå Gud, eller alternativt, for Guds forsøg på at nå ud til menneskene. Således er de alle udtryk for ufoldkommen sandhed.
Missionsbefaling
Hvordan en missionsbefaling skal fortolkes i den enkelte religion ser på andre religioner. Det er langt fra alle religioner der har en missionsbefaling, men det er religionerne med en missionsbefaling der er mest synlige, i form af deres missionærer.
For de religioner der er knyttet til et bestemt folk, giver en missionsbefaling ikke mening. Ekspansion betyder udryddelse, fordrivelse eller dominans over andre folkeslag, snarere end konvertering.
For de religioner der i deres tilhængeres øjne representerer en absolut sandhed, går missioneringen meget naturligt ud på at overbevise andre om denne sandhed.
For polyteistiske religioner kan missionering i nogle tilfælde ses som en magtkamp mellem guder, hvor hver gud konkurrerer om at få flest tilhængere.
Organisation
Nogle religioner er organiseret i et centralt styret hierarki i ordets oprindelige betydning. Det bedst kendte eksempel på et sådant religiøst hierarki er den katolske kirke, men såmænd også den danske folkekirke er organiseret i et hierarki (med kirkeministeren som øverste myndighed).
Islam har efter afskaffelsen af kalifatet ingen øverste religiøs myndighed. Organisationen på mere lokal plan eksisterer fortsat, men i mindre formaliseret grad end hos den katolske kirke.
Visse religiøse samfund forsøger helt at undgå en central overbygning, og organiserer sig i stedet i små selvstændige menigheder.
Endelig kan religiøse samfund helt undgå en formel organisation, og i stedet basere sig på individuel tro, evt. kombineret med vismænd hvis autoritet bygger på personligt ry. Eksempler på dette er new age bevægelsen, og til dels shamanisme.
Religion og religiøsitet
I afsnittet religionsudvikling er religion beskrevet primært som et kulturelt fænomen. Men religion har også en individuel side, hvor religion bliver til drivkraften i den enkelte persons liv. Som oftest er det i den religion man i forvejen tilhørte gennem sin kultur og opdragelse at man finder inspirationen, men det er ikke altid tilfældet. Nogle religioner har ritualer der er designet til at fremelske en sådan religiøs inspiration. Her er nogle årsager som ofte bliver givet blandt folk der finder religion udover hvar de har med hjemmefra:
- Religion kan dække et følelsesmæssigt behov. Det kan være frygt for døden, et behov for at tro, at der er en højere mening med tilværelsen, ønsket om at blive elsket eller om at deltage i et fælleskab. For nogen kan dette medføre, at man "shopper" rundt efter den religion, der bedst dækker ens behov, så religion bliver et udtryk for en søgen efter identitet.
- Nogen mener rationelt eller empirisk at kunne udlede eksistensen af guder eller andre overnaturlige fænomener.
- Endelig kan religiøsitet bygge på personlige religiøse oplevelser, såsom mirakler eller åbenbaringer.
Man kan tilsvarende stille spørgsmålet om hvorfor nogen akivt vælger religion fra. Mulige svar kan findes i opslaget om ateisme.
Eksterne henvisninger
- [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Religion Google katalog – religion]
- [http://www.religion.dk Kristeligt Dagblads religionsportal].
-
-
ja:宗教
ko:종교
ms:Agama
simple:Religion
th:ศาสนา
Odin
Odin (oldnordisk Óðinn, tysk Wotan, af óðr, Wut "raseri").
Odin er en fællesgermansk guddom for krigslykke, kongemagt, runemagi, visdom og skjaldekunst.
skjaldekunst
Først blev Odin gift med Fjørgyn, og fik med hende sønnen Tor. Senere giftede han sig med Fjørgyns datter Frigg, og med hende fik han sønnerne Balder og Høder.
Han er far til Vale med jættekvinden Rind.
Muligvis var Odin oprindelig en solgud; det er derfor at han kun har et øje: solskiven.
Odin er ofte beskrevet som en høj enøjet, gråskægget mand, der red i luften på hesten Slejpner med spyddet Gungner,
fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men han har utallige skikkelser og navne og optræder
gerne i forklædning, som i eddakvadet om Gråskæg.
Odin har hang til vilde natlige jagter og er bl.a. blevet forvekslet med kong Valdemars spøgelse af forvirrede kristne bønder (og af digteren [http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=ingemann2002050901 B.S. Ingemann]):
::Tit korser arme bonde sig end på natlig sti,
::når jægere og hunde ham suse vildt forbi.
Eddakvadet Den højes tale tillægges Odin - her fortælles bl.a. om hans indvielse til runemagi.
Ifølge de islandske kilder var Odin den øverste gud, men andre kilder - bl.a. de mange Frøstrup-er og Torsted-er på
landkortet - tyder på at han nok må deles om førstepladsen med Frej og Tor.
Se også
- Den højes tale
- Kvadet om Gråskæg
- Jagten på Odin
Kategori:Aser
ja:オーディン
Angelsakser
Angelsaksere eller angelsachsere kaldes, med et senere opstået fællesnavn, de folk, der erobrede det romerske Britannien i tiden 450-600; de to hovedfolk
var anglerne og sakserne, hvortil kom en
skare jyder og harderne fra Jylland, men indbyggerne kaldte sig efter
erobringen sig selv for blandt andet nordangler og østangler, og heraf er så afledt det fælles navn: England.
Se også
- Angelsaksisk
Kilder/henvisninger
- [http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0795.html Salmonsens Leksikon]
Eksterne henvisninger
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3514756.stm 17 March, 2004, BBC News: Teeth unravel Anglo-Saxon legacy] Citat: "...The data indicates at least some areas of eastern England absorbed very few Anglo-Saxon invaders, contrary to the view in many historical accounts..."
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/england/1689955.stm 3 December, 2001, BBC News: Viking blood still flowing] Citat: "...The study shows the genetic pattern of the Vikings remains in some parts of the UK population...Surprisingly, mainland Scotland had a similar Celtic input as the population of southern England, showing that not only were the English never "homogenous Anglo-Saxons", but neither were the Scots predominantly Celtic..."
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/wales/2076470.stm 30 June, 2002, BBC News: English and Welsh are races apart] Citat: "...The researchers concluded the most likely explanation for this was a large-scale Anglo-Saxon invasion, which devastated the Celtic population of England, but did not reach Wales...strong genetic links between the Welsh and Irish Celts and the Basques of northern Spain and south France..."
Kategori:Jernalder
Kategori:Vikingetid
ja:アングロ・サクソン人
KimbrerneKimbrerne var en stamme som boede nord for Elben, efter en stomflod så udvandrede de i omkring 20 år. På deres vej mødte de teutonerne, de to folkeslag slog sig sammen og vandrede mod syd og vest for Donaufloden og den omliggende floddal.
På deres vandring støtte de på det Romerske Kejserdømme, men som endnu var en republik omkring 100 år før kristi fødsel. En anden gruppe af kimbrere skulle eftersigende være udvandret langs med Østersøen og slået sig ned længere øst for hvad der ville blive Prøjsen.
I 113 f.Kr. invaderede kimbrerne og teutonerne en af Roms klienter og allierede allobrogerne der beboede området vest for Alperne. Der slå de en romersk hær, der var sendt som en hjælp for Roms allierede. Men kimbrerne forsatte deres vandring og ville prøve at invadere Spanien, der på daværende tidspunkt var en romersk provins. Under vandring mødte de fremtidige allierede blandt de keltiske og germanske folkefærd. De mødte også romerske legioner, som endte med at være taberne i hvert af samstødende. En af de største nederlag, som romerne fik var i 103 f.Kr. hvor folkekonsulen Ceapio og hans konsulen general Mallius Maximus mistede omkring 20.000 mand.
Omkring 102 f.Kr. slog de kimbrere som havde været i Spanien sig sammen med resten af deres folk og invaderede Italien. Men konsulen Gaius Marius, som var den ledende, slog kimbrerne i et slag ved Vercellæ. Ifølge oplysninger fra den tid skulle over 200.000 kimbrere være blevet dræbt i slaget, og efter slaget skulle flere hundrede kvinder have dræbt deres børn for at undgå slaveri. Men romerne fik fanget flere tusind og solgte kvinder, børn og krigerne til slavehandlerne. Omkring tusind ud af omkring 300.000 undslap slaveri og drab, da de slog sig ned i et område tæt ved og blandede sig med lokalbefolkningen.
Det er ikke klart præcist hvor kimbrerne stammede fra. Nogle antager at de kom fra Himmerland.
Kategori:Antikken
Kategori:Folkeslag
MerovingerMerovingerne var en frankisk kongeslægt som regerede et rige (med meget skiftende grænser) i dagens Frankrig, Tyskland og Belgien fra det 5. århundrede til det 8. århundrede. I krøniker fra samtiden kaldes de ofte for "de langhårede konger" men betydningen af dette tilnavn er uvis.
Oprindelse
: Hovedartikel: Germaner
Merovingerne stammede fra Toxandria, et område, som omtrent svarer til nutidens Belgien og departementet Nord-Pas-de-Calais. Man anser ofte Chlodio for at være den første merovingiske leder, men man ved så lidt om ham, at det sandsynligvis drejer sig om en mytisk skikkelse. Merovingerne har fået deres navn efter Merovech (= "Meroving"), der var leder for de saliske franker omkring 450, men de viser sig egentlig først i historien med Childerik 1.s (437-481) sejre over vestgoterne, sakserne og alemannerne.
Childeriks søn Chlodovech 1. (466-511) udvidede det merovingiske rige meget betydeligt ved først at underlægge sig Gallien nord for Loire (fra 486), så lade sig døbe som katolik i 498 og derefter at besejre vestgoterne i Toulouse ved slaget i Vouillé i 507. Ved Chlodovechs død deltes riget mellem hans fire sønner efter frankisk skik, en tradition som blev fortsat i de følgende to århundreder. Frankerriget kom på denne måde under flere samtidige, merovingiske konger i lange perioder, mens det kun i enkelte tilfælde blev forenet under én krone.
Den galliske arv
: Hovedartikel: Gallo-romersk kultur
Det Gallien, som merovingerne overtog, var ikke noget sammenhængende område. Romaniseringen af gallerne var foregået gennem længere tid i Sydfrankrig, og den var lykkedes bedre i byerne end på landet. Byer i syd som Clermont, Lyon, Marseille, Aix-en-Provence, Arles og Narbonne fastholdt et romersk præg i mindst to hundrede år, og de bisper, som styrede i byerne, arvede ofte embedet direkte fra romere og udførte de samme opgaver, som man havde udført, inden det vestromerske rige var brudt sammen. Romerske godsejere i Provence og Akvitanien fortsatte med at kalde sig Patricii (patriciere) længe efter, at merovingerne havde grundlagt frankerriget, og hvor den saliske lov gjaldt i nord, holdt det sydøstlige Frankrig sig til egne love, eurikloven, som afspejlede romerske, galliske og lokale traditioner snarere end germanske.
I lang tid var kirken heller ikke nogen stærk, samlende faktor. I Burgund og i Akvitanien var arianismen den mest udbredte form for Kristendom, og den forkyndte, at Gud og Kristus var to forskellige ting (henholdsvis gud og menneske). I alle større byer fandtes desuden vigtige jødiske minoriteter samtidigt med, at islam begyndte at vinde en vis tilhængerskare i Akvitanien i det 7. århundrede. På landet havde hverken romanisering, kristendom eller frankere haft nogen større indvirkning på befolkningen og hedenske traditioner kunne dominere lokalt og gennem lange perioder (det franske ord for en landbo, ’’paysan’’, kommer sandsynligvis fra det latinske ord for bonde, ’’paganus’’, som igen hænger sammen med ordet for hedenskab, paganisme).
I det merovingiske rige levede mange forskellige, etniske grupper: goter og baskere i Akvitanien i vest; burgundere, alemanner og alaner i Burgund og Provence; samt bretoner i nord. Alle disse dele af riget havde i det mindste delvist selvstyre, og alle udviklede egne dialekter ud fra vulgærlatin. I det 8. århundrede var latinen endt som sprog for kirke, administration og en lille, uddannet elite. Det, som senere skulle blive det franske sprog, begyndte at dukke op i to adskilte varianter: Langue d'Oil og Langue d'Oc (opkaldt efter ordet for ”ja”, henholdvis ’’oil’’ → ’’oui’’ og ’’oc’’). Langue d'Oil blev talt i nord og skulle senere vinde frem over for det sydlige Langue d'Oc, der længe havde rollen som det finere, dannede sprog.
Feudalismen
: Hovedartikel: Feudalisme
De merovingiske konger valgte frankiske og galliske stormænd til grever (comites) og gav dem ansvar for det lokale forsvar, administration og domsmagt. Greverne var tvunget til at opretholde de hærstyrker, som kunne sammenkaldes på kongens befaling. Disse styrker bestod af grevernes underordnede, ridderne, som fik tildelt land til deres underhold. I det hele taget var der meget få penge i omløb, og greverne betalte heller ingenting til kongen, som tilsvarende forsørgede sig af sine egne krondomæner. Dette system udviklede sig til feudalismen og erstattede romernes administration og skattesystem, da det var brudt sammen.
I realiteten var merovingerne mere herskere, end de var styrende for landet, og det havde de på mange måder fælles med de sidste romerske kejsere. Frankerriget var kun ét kongerige i korte perioder, og Austrasien (omkring Metz), Neustrien (omkring Paris) og Burgund (omkring Lyon) blev lige så ofte styret uafhængigt af hinanden, som de var i strid med hinanden. Merovingerne eller deres folk havde sjældent problemer med at slå hinanden ihjel, og Gregor af Tours beskrivelse af adelsmanden, Guntram Boso, er formentlig typisk for adelen i samtiden:
: ...en mand uden principper, uudholdelig i sin griskhed, grænseløst begærlig efter andres ejendom, som giver sit ord til alle, men som aldrig holder et løfte.
Brynhildas skæbne beskriver måske endnu mere tydeligt det niveau, som adelens moral befandt sig på. Hun var velvilligt indstillet over for kirken og forsøgte at modvirke den kongelige lunkenhed. Hendes anstrengelser endte med, at manden, Sigibert, og andre slægtninge blev myrdet af merovinger fra Neustrien. Selv blev hun taget til fange, torteret og dræbt ved at blive bundet efter en vild hest. De merovingiske herskere fortabte sig efterhånden i intriger og frådseri. De blev med tiden foragtet og forhadt af flere og flere, og efterhånden var mange tvunget til at ende deres dage med at gå i kloster.
Ved at overdrage mægtige embedmænd ved hoffet, de såkaldte maior domus, mere og mere af den daglige administration, reducerede kongerne efterhånden deres magt og i det 7. århundrede var kongen ikke længere nogen effektiv, politisk myndighed, men var reduceret til en symbolsk rolle. De blev snart kaldt les rois fainéants, "kongerne, som intet udretter" og maior domus blev snart de virkelige, politiske og militære ledere, hvad der f.eks. viste sig i 732, da det var maior Karl Martell, men netop ikke kongen, som nedkæmpede en arabisk invasion fra Spanien.
Ved at gøre embedstitlen arvelig lykkedes det de karolingiske maiores at tage kontrol med hele frankerriget. Karl Martells søn, Pippin den lille, opnåede den frankiske adels støtte til et dynastiskifte, og da paven havde brug for hans støtte mod langobarderne, krævede Pippin den franske krone som modydelse. I 751 blev den sidste, merovingiske konge, Childerik 3., tvunget til at klippe håret og gå i kloster, og Pippin blev den første, karolingiske konge.
Kongeliste
- Faramund (? - 428)
- Chlodio (? - 447)
- Merovech (? - 457)
- Childerik 1. (457 - 482)
- Chlodovech 1. (466 - 511)
-
- Theoderik 1. (486 - 534)
-
- Chilafbert 1. (? - 558)
-
- Clodomir 1. (? - 524)
-
- Chlotar 1. (497 - 561)
-
- Theoafbert 1. (504 - 548)
-
- Caribert 1. (520 - 567)
-
- Gunthchramn 1. (525 - 593)
-
- Sigebert 1. (535 - 575)
-
- Theoafbald 1. (535 - ?)
-
- Chilafbert 2. (570 - 596)
-
- Theoafbert 2. (586 - 612)
-
- Theoderik 2. (587 - 613)
-
-
- Sigebert 2. (601 - 613)
-
- Chilperik 1. (523 - 584)
-
- Chlotar 2. (584 - 629)
-
- Caribert 2. (608 - 631)
-
- Dagobert 1. (606 - 639)
-
-
- Sigebert 3. (631 - 656)
-
-
- Dagobert 2. (652 - 679)
-
-
- Chlodovech 2. (634 - 646)
-
-
- Chlotar 3. (652 - 674)
-
-
- Chilafrik 2. (653 - 674)
-
-
- Chilperik 2. (670 - 721)
-
-
- Chilafrik 3. (714 - 755)
-
-
- Theoderik 3. (654 - 691)
-
-
- Chlotar 4. (684 - 719)
-
-
- Chlodovech 3. (?)
-
-
- Chlodovech 4. (682 - 695)
-
-
- Chilafbert 3. (683 - 711)
-
-
- Dagobert 3. (699 - 715)
-
-
-
- Theoderik 4. (713 - 737)
Se også
- Franker
- Frankiske konger
- Frankrigs historie
- Gregor af Tours, Historia Francorum (Frankerkrøniken)
- De langhårede Merovinger af Frans G. Bengtsson
Kategori:Frankrigs historie
-
Kategori:Fyrstehuse
ja:メロヴィング朝
400-talletHundrede-tal: 300-tallet - 400-tallet - 500-tallet
----
-----
400-tallet består af årene
400 til 499,
der ofte forveksles med 5. århundrede bestående af årene
401 til 500.
å
GallienFørste gang romerne invaderede Gallien var i år 125 f.Kr. De erobrede middelhavsregionen, Rhône og Languedoc dalen. Dette område kaldte de Provinsen.
Kejser Julius Cæsar opdelte Gallien i to regioner: Provinsen og Frit Gallien. Frit Gallien blev yderligere opdelt i tre områder: Belgisk Gallien i nord mellem Rhin og Seine, keltisk Gallien i centrum mellem Seinen, Garonne og øvre Rhin samt Aquitanien i sydvest. Området svarer til det meste af Frankrig i dag.
Gallien er også hjemsted for tegneseriefiguren Asterix.
Kilder/henvisninger
- Lexopen
Kategori:Antikken
ja:ガリア
ko:갈리아
Viking
Vikingerne var krigere fra Skandinavien, som i den sene jernalder og vikingetiden plyndrede og koloniserede områder langs kyster og floder i store dele af Europa mellem 800 og 1050. Oftest tænker man nok på vikingerne som omrejsende krigere, men de var også dygtige handelsmænd og landbrugere. Senere kom vikingerne også fra de koloniserede områder.
Man betragter traditionelt vikingernes plyndring i 793 af klosteret Lindisfarne i England som overgangen fra jernalder til vikingetid.
Sejlende krigere
Vikingerne var berygtede, som krigere. Dette skyldtes flere ting:
Deres skibe kunne sejle hurtigt og langt omkring. På et døgn kunne de sagtens rejse 120 km med en hær på 200 skibe og 5.000 mand. En hær af en størrelse, som de, der skulle forsvare sig imod vikingerne, først kunne nå at samle efter, at vikingerne var væk igen.
Ikke mindst kunne de hurtigt komme i land med en hel hær på en bar sandstrand, eller langt oppe ad en lille flod. Vikingerne var ikke afhængige af havne. Skibene kunne også transporteres over land, da en snekke ikke vejede mere end at en normal hestevogn kunne bære den.
Der fandtes to slags vikinger.
- Sommervikingerne, af irerne kaldet de blåklædte, som kun kom om sommeren i store flokke. De havde noget proviant med hjemmefra, og var ret veludstyrede, men ofte meget unge og uerfarne.
- Vintervikingerne, af irerne kaldet de gråklædte som hærgede hele året. De var mere eller mindre lokale og vidste, hvad de kom efter. Disse vikinger kom nok oprindeligt fra Skandinavien, men de slog sig ned hvor de kom frem, | | |
