:: wikimiki.org ::

Ganymedes (måne)

Ganymedes (måne)

Ganymedes er ikke blot Jupiters største måne, men også den største måne i hele solsystemet. Målt på diameteren er Ganymedes over dobbelt så stor som planeten Pluto og knap 8% større end Merkur; til gengæld er Ganymedes' masse mindre end halvdelen af Merkurs. Den blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei sammen med Io, Europa og Callisto og er således én af de såkaldte galileiske måner. Galilei foreslog navnet Ganymedes efter Ganymedes fra den græske mytologi. Dette navn vandt først udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Ganymedes som "Jupiter-III" (III som i romertallet 3; Jupiters 3. måne talt "indefra").

Ganymedes' indre

romertal Ganymedes består af vandig is, eventuelt med et eller flere lag med flydende vand, omkring en kerne af silikater. Foreløbinge analyser af data fra rumsonden Galileo tyder på, at der inderst inde findes en kerne af jern, evt. blandet med svovl. En sådan jernkerne tyder på, at Ganymedes engang har været meget varmere, eftersom jernet med dets høje massefylde synker til bunds (ind mod centrum) i en blanding af flydende jern og silikater. Ganymedes kan være en "tvilling" til Io, blot forsynet med et tykt lag is og vand.

Ganymedes' overflade

Der findes to landskabstyper på Ganymedes: De mørkeste områder ligner til en vis grad Callistos overflade; de er meget gamle og har talrige kratre, mens de lysere, lidt yngre landskaber er præget af furer og bjergrygge. De furede områder er helt tydeligt et resultat af pladetektonik. Ganske som Jorden er Ganymedes' overflade inddelt i et antal separate stykker, der kan bevæge sig i forhold til hinanden, f.eks. støde sammen og danne bjergkæder. Man har også fundet landskabsdetaljer, der ligner gamle, for længst størknede lavastrømme. I den henseende ligner Ganymedes måske Jorden mere end Venus og Mars gør, selv om der ikke er fundet tegn på nylig tektonisk aktivitet på Ganymedes. Tilsvarende foldelandskaber er fundet på Saturn-månen Enceladus og Uranus-månerne Miranda og Ariel. Der er mange kratre i begge landskabstyper, og ud fra deres tæthed kan man anslå landskabernes alder til 3 – 3½ milliard år; ca. samme alder som vores egen Månes landskaber. Nogle kratre kom før foldelandskaberne, andre efter, så foldebjergene må være omtrent lige så gamle som kratrene. Kratre på Ganymedes er temmelig flade sammenlignet med dem på Jordens Måne; de er langt fra så dybe, og har ikke det for Månens kratre så karakteristiske ringbjerg. Meteorer, der rammer Ganymedes is-overflade, borer sig langt ned, hvorefter "hullet" fyldes ud med ny is.

Atmosfære

Ved hjælp af Hubble teleskopet har man fundet tegn på, at Ganymedes har en ganske tynd atmosfære i stil med den, der findes på Europa. Det er dog ikke noget tegn på liv — man mener, at denne ilt skyldes vanddamp fra overfladen, som spaltes i ilt og brint af strålingen. Brint kan, med dets lave molekylevægt, let undslippe Ganymedes' tyngdefelt, mens ilten bliver tilbage.

Magnetisme

Galilei-rumsonden har påvist at Ganymedes, som den eneste måne, har sit eget magnetfelt dybt inde i Jupiters enorme magnetfelt. Dette magnetfelt skabes muligvis på samme måde som på Jorden ved en proces, der involverer, at kloden har et indhold af flydende, elektrisk ledende materiale — dette kunne være "saltvand", dvs. vand der indeholder forskellige opløste mineraler. ja:ガニメデ (衛星) ko:가니메데 (위성)

Jupiter (planet)

Jupiter er den femte planet fra Solen i vores solsystem. Jupiter har 58 kendte måner, men det anslås, at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund.

Jupiters atmosfære

Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator. Talrige steder "brydes" dette bæltemønster af lavtryk, hvor skymasserne hvirvler rundt om lavtrykscenteret. Den største af disse, den såkaldte Store Røde Plet, er et "stormvejr" 2-3 gange så stort som hele Jorden. Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden, men har eksisteret uafbrudt i de mere end 300 år, man har kendt til dens eksistens.

Jupiters ringe

Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk.

Jupiters måner

I skrivende stund kender man 63 måner i kredsløb om Jupiter, hvilket er rekord blandt vort solsystems planeter: I artiklen Jupiters måner findes blandt andet en oversigt over alle disse måner. En af månerne, Ganymedes, er ikke bare Jupiters, men hele Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei. Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkan-aktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålingsbælter omkring Jupiter, og skaber derved radiostøj der kan måles her på Jorden.

Eksterne henvisninger

- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=31&art_id=qw1107534062821B223 February 04 2005, iol: Stargazers find 'hot spot' on Saturn] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 als:Jupiter (Planet) ja:木星 ko:목성 ms:Musytari simple:Jupiter (planet) th:ดาวพฤหัสบดี

Planet

En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter. De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)

Se også

- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter] Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52.43 als:Planet ja:惑星 ko:행성 ms:Planet simple:Planet th:ดาวเคราะห์ zh-min-nan:He̍k-chheⁿ

Merkur (planet)

Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer. Mosaikbillede af Merkur i tabellen til højre blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten. Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden. Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.

Besøg af mennesker

Merkur har kun været besøgt af ét rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45% af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet, uden at instrumenterne skades.

Fremtidige missioner

I august 2004 opsendte NASA en rumsonde med navnet Messenger til Merkur. Rumsonden vil foretage adskillige forbiflyvninger af Jorden, Venus og Merkur, før den endelig går i kredsløb om Merkur i 2011. ESA planlægger en mission kaldet BepiColombo. Det er et ambitiøst projekt med to satelliter i kredsløb omkring Merkur. Den mission er dog stadig kun på tegnebrættet, men forventes at blive opsendt i 2012.

Merkurs bane

Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.

Merkurs rotationstid

Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.

Temperatur

Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem -180 og +340. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.

Struktur

Merkur minder på mange måder om månen: Dens overflade er fuld af kratere og meget gammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end månens (5,43 g/cm³ mod 3,34 g/cm³). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe. Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 km tykke.

Merkurs atmosfære

Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, flygter disse atomer hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.

Merkurs overflade

Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås, at overfladen er "krympet" med omtrent 0,1% (svarende til cirka 1 km af planetens radius) siden dannelsen.

Caloris Bækkenet

Caloris Bækkenet er én af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" (maria) på månen. Ligesom disse blev Caloris Bækkenet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i solsystemets historie. Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarligt for det mærkelige landskab på den stik modsatte side af Merkur. Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.

Vulkansk aktivitet

En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet. Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere. Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1% af Jordens.

Kilder/henvisninger

- Tabel fra engelsk wikipedia
- http://www.solarviews.com/eng/mercury.htm
- Astronominet.dk
- [http://messenger.jhuapl.edu/ Messenger (NASA)]
- [http://bepicolombo.esa.int/science-e/www/area/index.cfm?fareaid=30 BepiColombo (ESA)] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:水星 ko:수성 ms:Utarid simple:Mercury (planet) th:ดาวพุธ

1610

Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne År: 1605 1606 1607 1608 1609 - 1610 - 1611 1612 1613 1614 1615 ---- Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648 ----

Begivenheder

- Københavns borgervæbning oprettes.
- 7. januar - Astronomen Galileo Galilei opdager fire af Jupiters måner.

Født

Dødsfald

- 14. maj - Henrik 4. af Frankrig snigmyrdes af den katolske fanatiker François Ravaillac. Han bliver dømt til døden og sønderrevet af heste.

Mode

Billede:1610.gif 10 ko:1610년 ms:1610

Galileo Galilei

Galileo Galilei (15. februar 1564 - 8. januar 1642) var en italiensk filosof, fysiker og astronom. Han var en af pionererne indenfor astronomi. Galilei blev født i Pisa, Italien. Han studerede medicin ved universitetet i Pisa, og blev senere professor i matematik i Padova. Her forbedrede han universitetets teleskop og opdagede månens kratere og Jupiters måner. Desuden observerede han Venus' faser og konkluderede, at planeterne cirkler omkring solen snarere end omkring jorden. Han kom med væsentlige bidrag til emner som bevægelse (lov om legemers fald), materialestyrke samt udvikling af videnskabelig metode. Hans teori om det heliocentriske solsystem bragte ham i konflikt med kirken og i 1633 blev han tvunget til at afsværge denne overbevisning, og han kom i husarrest i Firenze. Galilei, Galileo Galilei, Galileo Galilei, Galileo Galilei, Galileo Galilei, Galileo als:Galileo Galilei ja:ガリレオ・ガリレイ ko:갈릴레오 갈릴레이 simple:Galileo Galilei th:กาลิเลโอ กาลิเลอี

Europa (måne)

:Denne artikel er om månen Europa, for andre betydninger se Europa (flertydig) ---- Europa er en af planeten Jupiters måner, og den mindste af de fire såkaldt galileiske måner der opdaget i 1610 af Galileo Galilei — de andre tre er Io, Ganymedes og Callisto. Den har navn efter Europa fra den græske mytologi, en af Zeus' mange elskerinder. Dette navn blev foreslået af Simon Marius kort efter dens opdagelse, men navnet vandt først udbredelse i midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Europa som "Jupiter-II" (II som i romertallet 2; Jupiters 2. måne talt "indefra").

Europas indre

romertal I modsætning til flertallet af måner i det ydre solsystem, ligner Europas indre den måde de indre planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars er opbygget; ligesom dem består Europa primært af silikater. Den har et overfladelag af vand, som formodes at være ca. 100 kilometer dybt, hvoraf det alleryderste lag er frosset til is. Målinger af magnetfeltet omkring Europa tyder på at en betragtelig del af Europas indre er flydende, muligvis elektrisk ledende "saltvand" neden under is-overfladen. Desuden har Europa muligvis en kerne af metallisk jern.

Overflade

Europas overflade er meget jævn; det er meget få landskabsdetaljer der rager mere end nogle få hundrede meter op. Et af overfladens mest markante træk er de mørke linjer der ligger på kryds og tværs af hinanden over hele kloden: Det er efter al sandsynlighed tidevandskræfterne af Jupiter og de øvrige måner der skaber disse revner i overfladen — man mener at Europa-overfladen visse steder må hæve og sænke sig op til 30 meter i takt med disse tidevandskræfter. Sådanne revner bliver tilsyneladende hurtigt fyldt op med nyt materiale, for der er næsten ikke nogen højdeforskel på terrænet i og udenfor striberne. Visse steder kan man ved nøjere eftersyn se hvordan den hvide is på hver sin side af en mørk linje har forskudt sig i forhold til hinanden, inden sprækken blev lukket. Der er desuden meget få kratre på Europa; man kender kun til tre kratre over 5 kilometer i diameter. Europa-overfladen er desuden meget lys; dens albedo hører til de højeste værdier for alle måner i Solsystemet, og sammen med den næsten kraterfri, jævne overflade tyder det på at Europas overflade er meget ung. Sammenholdt med det meteor-bombardement som Europa må "tage imod", regner man med at intet landskab på Europa kan være mere end 30 millioner år gammelt. albedo Den lyse overflade med dens markeringer minder meget om havis på Jorden, og sammen med den fart hvormed revner og kratre bliver fyldt ud, har dette ført til spekulationer om et dybt hav under is-overfladen: Sådant et hav kunne holdes over frysepunktet af de samme tidevandskræfter der leverer energi til Ios vulkaner. De største kratre synes at være blevet fyldt op med ny is, og på baggrund af dette, samt beregninger over hvor meget varme tidevandskræfterne kan levere, regner man med at is-kappen er et sted mellem 10 og 30 kilometer tyk. Havet nedenunder kan altså være op imod 90 kilometer dybt. Europa har såkaldt bunden rotation i forhold til Jupiter, dvs. Europa vender til enhver tid den samme side mod Jupiter. Det burde give anledning til et forudsigeligt mønster i revnerne, men det er kun de alleryngste af Europas revner der passer med disse forudsigelser. Dette kan forklares hvis Europas indre roterer en anelse hurtigere end dens ydre, men sammenligninger af billeder fra Voyager- og Galilei-rumsonderne tyder på, at Europas kerne højest roterer 1 omdrejning pr. 10 000 år hurtigere end overfladen. Et andet landskabstræk på Europa er de såkaldte lenticulae (latin for "fregner"): Nogle er forhøjninger, andre fordybninger, andre igen blot mørke men iøvrigt jævne områder i terrænet, mens atter andre er afgrænsede områder med mange mindre ujævnheder i det ellers så "glatte" Europa-landskab.

Atmosfære

Observationer foretaget med Hubble teleskopet tyder på at Europa har en atmosfære, om end den er uhyre tynd; atmosfæretrykket er af størrelsesordenen 1 mikro-Pascal. Af samtlige Solsystemets måner er der kun fem andre (Io, Callisto, Ganymedes, Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton) der vides at have sin egen atmosfære. Den tynde Europa-atmosfære består næsten udelukkende af ilt, men i modsætning til den biologiske oprindelse til ilten i Jordens atmosfære kommer Europa-atmosfærens ilt fra vand der fordamper fra overfladen, hvorefter sol- og partikelstrålingen sønderdeler vandmolekylerne. Brinten har på grund af sin lave molekylevægt og Europas begrænsede tyngdekraft let ved at forlade atmosfæren, og tilbage er ilten. als:Europa (Mond) ja:エウロパ (衛星) ko:에우로파 (위성)

Callisto (måne)

Callisto er en måne i kredsløb om planeten Jupiter. Den er den tredjestørste måne i Solsystemet, og blev opdaget sammen med de øvrige tre galileiske måner, Io, Europa og Ganymedes, den 7. januar 1610 af Galileo Galilei. Månen er navngivet efter Callisto fra den græske mytologi, om end dette navn først vandt udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Callisto som Jupiter-IV (IV som i romertallet 4; Jupiters 4. måne talt "indefra").

Callistos indre

romertal Callistos overflade består af et ca. 200 kilometer tykt lag af vandig is oven på et mere end 10 kilometer dybt "hav" af "saltvand". Retningen af Callistos magnetfelt styres af baggrunds-magnetfeltet fra Jupiter, hvilket tyder på et lag af elektrisk ledende, flydende materiale inde i Callisto. Under dette ishav findes en sammenpresset blanding af ca. 40% is og 60% klipper og jern, med lidt mere is i de yderste dele end inde ved kernen, i og med at sten og jern synker til bunds i blandingen med is. Dette giver iøvrigt Callisto den laveste massefylde blandt de galileiske måner. Man mener, at Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton har en lignende opbygning.

Overflade

Triton I modsætning til "nabo-månen" Ganymedes med dens komplekse landskaber, er der ikke meget, der tyder på, at Callisto har pladetektonik. Selv om de to måner består af de samme stoffer, har Callisto helt tydeligt en meget simplere "geologi" end Ganymedes. Callisto er muligvis et godt "bud" på, hvordan de andre galileiske måner har set ud tidligt i deres historie. Is-overfladen uden geologisk aktivitet gør, at der ikke er meget andet end kratre på Callisto — flere end på nogen anden måne. Der er ingen høje bjerge eller store kratre, for de bliver udvisket af at is-overfladen "flyder" ganske langsomt. Dog kan man finde nogle store ringformede plateauer, som er resterne af store, gamle kratre. To af disse kaldes Valhalla og Asgard. Et interessant overfladetræk ved Callisto er en helt lige række af kratre, kaldet Gipul Catena. Man mener, at de skyldes brudstykkerne af et legeme, der blev revet i stykker af tidevandskræfterne, inden det ramte overfladen, ligesom det skete for kometen Shoemaker-Levy 9, inden den ramte Jupiter.

Atmosfære

Callisto har en ganske tynd atmosfære af carbonmonoxid. als:Kallisto (Mond) ja:カリスト (衛星)

Galileiske måner

De galileiske måner er fire af planeten Jupiters måner, nemlig Io, Europa, Ganymedes og Callisto. De blev alle opdaget af astronomen, fysikeren og filosoffen Galileo Galilei, da han i januar]] 1610 som en af de første brugte den dengang helt nye opfindelse kikkerten til astronomiske observationer. Io, Europa og Callisto blev opdaget den 7. januar, og mens han de efterfølgende nætter studerede de tre små "drabanter" til Jupiter, dukkede den fjerde, Ganymedes, op den 11. januar.

Navngivning

Alle fire måner har navne efter Zeus' elskere i den græske mytologi; navne der blev foreslået af Simon Marius kort tid efter opdagelsen. Men Galilei nægtede at bruge Marius' navneforslag, og indførte i stedet et nummereringssystem med romertal: Den måne vi i dag kender som Io fik betegnelsen "Jupiter-I", Europa kom til at hedde "Jupiter-II", Ganymedes "Jupiter-III" og Callisto "Jupiter-IV". Først i midten af det 20. århundrede vandt navnene fra den græske mytologi udbredelse, men Galileis nummersystem bruges stadigvæk parallelt med navnene. Når man opdager en ny Jupitermåne, får den pr. automatik et nummer efter Galileis system, og numrene har det med at "hænge ved" månerne, også efter at den Internationale Astronomiske Union har vedtaget egentlige navne til dem.

Kæmpemåner der ligner Jorden

De fire galileiske måner hører til nogle af de største i Solsystemet — rekorden indehaves af Ganymedes med en diameter på 5 262 kilometer — større end planeterne Merkur og Pluto. Under optimale observationsforhold er det endda muligt at se Callisto, den yderste af de fire måner, med det blotte øje, og der er teorier fremme om, at månerne måske har været kendt siden oldtiden. Samtidig skiller de galileiske måner sig ud fra flertallet af Solsystemets måner ved at være kompakte legemer af jern og sten med stor massefylde. Med undtagelse af Io findes der masser af vand, om end det i vid udstrækning er i form af fast is. På Europa og Ganymedes, som begge bevæger sig rundt i det intense strålingsbælte omkring Jupiter der svarer til Jordens Van Allen-bælter, findes der en uhyre tynd atmosfære af rent ilt: Strålingen sønderdeler vandmolekyler fra månernes is-overflader, og brinten undslipper på grund ag sin lave molekylevægt meget nemt månernes begrænsede tyngdekraft, mens ilten bliver tilbage. Ganymedes har endda sin egen pladetektonik, der ligesom på Jorden forandrer terrænet på Jupitermånens overflade. Men mens kontinenterne og "pladerne" her på Jorden består af klipper der flyder på magma, består Ganymedes' plader af is, og dens "magma" er efter alt at dømme flydende vand.

Fysiske data

Alle fire galileiske måner har bunden rotation på grund af den relativt korte afstand til Jupiter og dens tyngdekraft: De drejer én gang rundt om sig selv på præcis den tid det tager dem at fuldføre et kredsløb om Jupiter, dvs. de vender altid den samme side mod Jupiter. Jupiter er temmelig "fladtrykt" på grund af dens hurtige rotation om sig selv, og den "udbulning" det giver den langs ækvator, udøver et træk i de nærmeste måner og søger at tvinge deres kredsløb ind i Jupiters ækvatorplan — som det ses af tabellen herunder, ligger alle fire galileiske måners baneplan indenfor en halv grad fra ækvatorplanet. En anden interessant detaljer ved Io, Europa og Ganymedes, er den Laplace-resonans der består mellem de tre måners omløbstid: På den tid Io fuldfører fire omløb, fuldfører Europa to omløb og Ganymedes ét. Dette forhold medvirker til de stærke tidevandskræfter der leverer energi til Ios vulkaner og får Europas overflade til at slå revner. Kategori:Jupiters måner ja:ガリレオ衛星 ko:갈릴레이 위성

20. århundrede

19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede - andre århundreder ---- ----

1900'erne		1901	1902	1903	1904	1905	1906	1907	1908	1909
1910'erne	1910	1911	1912	1913	1914	1915	1916	1917	1918	1919
1920'erne	1920	1921	1922	1923	1924	1925	1926	1927	1928	1929
1930'erne	1930	1931	1932	1933	1934	1935	1936	1937	1938	1939
1940'erne	1940	1941	1942	1943	1944	1945	1946	1947	1948	1949
1950'erne	1950	1951	1952	1953	1954	1955	1956	1957	1958	1959
1960'erne	1960	1961	1962	1963	1964	1965	1966	1967	1968	1969
1970'erne	1970	1971	1972	1973	1974	1975	1976	1977	1978	1979
1980'erne	1980	1981	1982	1983	1984	1985	1986	1987	1988	1989
1990'erne	1990	1991	1992	1993	1994	1995	1996	1997	1998	1999
2000'erne	2000

---- Det 20. århundrede består af årene 1901 til 2000, det er ofte forvekslet med 1900-tallet som består af årene 1900 til 1999. Det 20. århundrede var usædvanlig med baggrund i de teknologiske, medicinske, sociale og ideologiske ændringer som skete. Endelig var århundredet præget af en lang række opfindelser, og en skala af krig og folkemord som ikke var set tidligere. Alle aspekter af livet for så godt som alle mennesker blev forandret fundamentalt i løbet af det 20. århundrede. århundrede 20. ja:20世紀 ko:20세기 simple:20th century

Rumsonde

En rumsonde er et ubemandet, videnskabeligt, undersøgende rumfartøj. En rumsonde kan vende tilbage til jorden, hvis den er programmeret til det, men kan også være på en envejs-mission f. eks. Voyager-sonderne, som er på vej ud af vores solsystem efter at have besøgt de fleste planeter. Kategori:Astronomi Kategori:Rumfartøjer Kategori:Ubemandede fartøjer

Jern

Jern (oldnordisk: iarn, germansk: isarn) er navnet på et tungmetal, et grundstof i det periodiske system med betegnelsen Fe (lat. Ferrum, Jern) og grundstof nummer 26. Det er et metal fra 4. periode i den 8. gruppe i det periodiske system. metal

Egenskaber

Mangan - Jern - Kobolt

Generelt

Navn, Symbol, Ordenstal

Jern, Fe, 26

Serie

Overgangsmetaller

Gruppe,
Periode,
Blok i det periodiske system

Gruppe-8-Element,
Periode-4-Element,
Blok d

Tæthed (vægtfylde), hårhed

7874 kg/m³, 4.0

Farve/udseende

metallisk skinnende
med en grålig farvetone

Atomare forhold

Atomvægt

55.845 Atomar Masseenheit (amu)

Atomradius (beregnet)

140 (156) pm

Kovalent radius

125 pm

van der Waals-radius

k.A.

Elektronkonfiguration

3d⁶4s²

Elektron (e)^- 's pro Energieniveau

2, 8, 14, 2

Oxideringstilstande

2,3,4,6 (amfoterisk)

Krystalstruktur

kubisk rumcentreret

Fysiske forhold

Aggregattilstand (Magnetisme)

fast (ferromagnetisk)

smeltepunkt

1808 K (1535°C)

kogepunkt

3023 K (2750°C)

Molært volumen

7.09 ^-3 Kubikmeter per Mol³/mol

fordampningsvarme

349.6 Kilojoule per Mol (kJ/mol)

smeltevarme

13.8 kJ/mol

damptryk

7.05 Pascal (Pa) ved 1808 K

lydhastighed

4910 Meter per Sekund (m/s) ved 293.15 K

Forskelligt

Elektronegativitet

1.83 (Pauling-skala)

Specifik varmekapacitet

440 Joule per Kilogram og Kelvin (J/(kg
- K))

Elektrisk ledeevne

9.93 10⁶/m

Varmeledningsevne

80.2 Watt per Meter og Kelvin (W/(m
- K))

1. ionisieringsenergi

762.5 kJ/mol

2. ionisierungsenergi

1561.9 kJ/mol

3. ionisierungsenergi

2957 kJ/mol

4. ionisierungsenergi

5290 kJ/mol

De mest stabile isotoper

Isotop	Naturlig hyppighed	Halverings- tid (t_1/2)	Nedbryd- nings- modus	Nedbryd- nings- energi (MeV)	ZP
⁵⁴Fe	5.8%	Fe er en Stabil isotop med 28 Neutroner
⁵⁵Fe	Syntetisk radioisotop	2.73 y	ε Einfang	0.231	⁵⁵Mn
⁵⁶Fe	91.72%	Fe er en Stabil isotop med 30 Neutroner
⁵⁷Fe	2.2%	Fe er en Stabil isotop med 31 Neutroner
⁵⁸Fe	0.28%	Fe er en Stabil isotop med 32 Neutroner
⁵⁹Fe	Syntetisk radioisotop	44.503 d	β	1.565	Kobolt ⁵⁹Co
⁶⁰Fe	Syntetisk radioisotop	1.5E⁶ y	β^-	3.978	Kobolt ⁶⁰Co

SI-enheder og standardbetingelser bliver brugt, hvis ikke andet er nævnt.

Vigtigste egenskaber

Det gennemsnitlige jernatom har en masse på omtrent 56 gange et brintatom. Jern er det 10. mest almindelige grundstof i universet. Teknisk set udvinder man metallet af jernmalm, der ikke er rent jern, men som indeholder jernoxid. Jernmalm bliver reduceret til råjern gennem flere forskellige rensningsprocesser; derved bliver urenheder også fjernet i form af slagger. Teknisk er jern betydningsfuldt for fremstillingen af stål. De forskellige ståltyper er legeringer, der foruden jern indeholder andre metaller og ikke-metaller (særligt kulstof). Atomkernen i jernisotopen ⁵⁶Fe har den højeste bindingsenergi per kernepartikel af alle atomkerner. Det vil sige at man hverken kan få fusionenergi (atomkernesammensmeltning) eller fissionsenergi (atomkernespaltning). Fusionen af grundstoffer (primært brint og helium) i stjernerne slutter med jern. Tungere grundstoffer opstår i supernovaeksplosioner, som også er grunden til spredningen af det materiale, der er dannet ved fusion inde i stjernen. Ved rumtemperatur er den mest almindelige variant af rent jern ferrit eller α-jern. Denne variant danner et kubisk rumcentreret krystalgitter, der eksisterer under 911°C. Under Curiepunktet ved 760°C er ferrit magnetisk. Varianten mellem 760°C og 911°C hedder β-jern. Ud over de magnetiske egenskaber adskiller den sig ikke fra ferritisk α-jern, og derfor bliver den sædvanligvis betegnet som α-jern. Indtil 1392°C findes jernet i den kubisk fladecentrerede γ-variant (austenit). Ved stadigt stigende temperatur omlejres jernet til δ-ferrit, der atter viser et kubisk rumcentreret gitter. Smeltepunktet er 1539°C.

Jern som mineral

Det er meget sjældent, at jern optræder i helt ren form. Mineralet krystalliserer så i et terningeformet krystalsystem. Det har en hårdhed på 4,5 og en stålgrå til sort farve. Også stregfarven er grå. På grund af reaktion med vand og ilt er rent jern ikke stabilt. Det optræder derfor, legeret med nikkel, kun i jernmeteoritter eller i basaltiske bjergarter, hvor der ofte sker en reduktion af jernholdige mineraler.

Anvendelser

Jern er med 95% af tonnagen det materiale, der bruges mest i Verden. Grunden til det ligger i, at det er til rådighed de fleste steder, hvad der gør det billigt, men også i jernlegeringernes fasthed og sejhed, der gør dem nyttige på mange områder. Meget jern bliver anvendt ved fremstillingen af biler, skibe og i højhusbyggerier (Jernbeton). Jern er det ene af de tre magnetiske metaller (kobolt og nikkel er de andre), og det muliggør dermed den storindustrielle brug af elektromagnetisme i generatorer, transformatorer og elektromotorer. Rent jernpulver bruges kun i kemien. Derimod er de forskellige stålarter meget udbredt i industrien. Jern bruges i følgende former: - Råjern indeholder 4-5% kulstof sammen med forskellige andele af svovl, fosfor og silicium. Det er et mellemprodukt i fremstillingen af støbejern og stål. - støbejern 2-4,5% kulstof og flere andre legeringsstoffer som f.eks. silicium og mangan. Afhængigt af afkølingstempoet findes kulstoffet i støbejern enten som karbid eller i ren form som grafit. Med henvisning til brudfladernes udseende taler man i det første tilfælde om hvidt og i det andet tilfælde om gråt støbejern. Støbejern er meget hårdt og skørt. Det lader sig almindeligvis ikke omforme plastisk. - stål indeholder 0-2,5% kulstof. I modsætning til støbejern er det plastisk formbart. Ved legering og ved en egnet kombination af varmebehandling og plastisk omformning kan man variere de mekaniske egenskaber hos stål i bred forstand. - Hæmoglobin: Jern indgår i blodets røde farvestof og medvirker til oxygentransport - plantenæringsstof: Jern er et uundværligt stof for alle organismer (f.eks. planter og dyr). Hos planter giver jernmangel sig til kende ved, at bladkødet bliver lysegrønt, mens bladribberne og det nærmeste bladkød bliver ved med at være normalt grønt. Bladene vil vise et billede af en mørkegrøn fjer på en lysegrøn bund. Jernmangel hos planter afhjælpes enten ved at øge jordens surhedsgrad (hvad der frigør mere jern i en form, der kan optages) eller ved at strø jernvitriol (jernsulfat) på jorden under planten. 10 g/m² er passende.

Se også

- Jernets historie
- Jernets teknologiske karakter
- Myremalm
- Okker
- Pyrit
- Rust Kategori:Grundstoffer Kategori:Metaller kategori:genbrug kategori:affaldsprodukter ja:鉄 ko:철 ms:Besi simple:Iron th:เหล็ก

Massefylde

Massefylde også kaldet densitet eller vægtfylde er masse per rumfang. Den afledte SI-enhed for massefylde er kg/m³. Hvis et stofs massefylde er mindre end en væskes massefylde, kan stoffet flyde omkring væskeoverfladen. Hvis stoffet har en større massefylde, synker det ned i bunden af væsken. Der ses bort fra vands overfladespænding. Massefylden er temperaturafhængig, da de fleste stoffer udvider sig ved opvarmning og trækker sig sammen ved afkøling, uden at massen ændres. For gassers vedkommende er massefylden også trykafhængig, idet gassers volumen bestemmes af kombinationen af tryk og temperatur. Når man angiver massefylden, bør man derfor også altid angive ved hvilken temperatur, og for gassers vedkommende tillige ved hvilket tryk, massefylden er målt.

Forskellige stoffers massefylde og ydergrænser

Sorteret efter stoftype og dernæst massefylde:

Astronomiske massefylder

Se også

- Gramvægt
- Massetæthed

Kilder/referencer

- [http://www.duffieldtimber.com/glossary.html Duffield Timber - wood importer and sawmiller]
- Fysik og Kemi leksikon, Håndbog i naturlære, B. Østergaard Pedersen, Skandinavisk bogforlag Odense, årstal? (før 1970?), ISBN?.
- [http://www.lenntech.com/Chem-physical-resistance-data-fibres.htm Chemical & Physical Resistance Data for Fibres]
- [http://hypertextbook.com/facts/ The Physics Factbook] f.eks.:
- [http://hypertextbook.com/facts/1999/KatrinaJones.shtml Density of Concrete]
- [http://hypertextbook.com/facts/2000/ShirleyLam.shtml Density of Wood]
- [http://www.natural-stone.com/stonesearch.html natural-stone.com], [http://www.natural-stone.com/stonetips.htm Stonetips]
- [http://www.moerchscan.dk/tekspec.htm Lava Pimpsten]
- [http://www.norrareal.stockholm.se/anslagstavla/instiutioner/kemi/grundamne.htm Norra Real Kemi Institutionen: Grundämnen] (størrelsesordensfejl for gasformerne)
- [http://www.cet.sunderland.ac.uk/webedit/allweb/news/Philosophy_of_Science/PIRT2002/londres2002-2.doc COLLAPSING STARS (doc)] Atomkernemassefylde.
- [http://www.geocentricity.com/geocentricity/nieto.html Rebuttal of North and Nieto. Martin Selbrede.] Hypotetisk maximons middelmassefylde.
- [http://www.periodic-table.org.uk/element-radon.htm The Element Radon]
- [http://www.alulight.com/english/products/sound.htm Sound Absorption. alulight international] Citat: "...is non inflammable and does not release toxic gases..."
- [http://www.fc-beton.dk/showcontent.asp?DocumentID=23 fc-beton.dk: Leca]

Ekstern henvisning

- [http://www.grow.arizona.edu/water/galileothermometer.shtml Flydende vands massefylde som funktion af temperaturen] Kategori:Klassisk mekanik ms:Ketumpatan ja:密度

Callisto (måne)

Callistos indre

Overflade

Atmosfære

Callisto har en ganske tynd atmosfære af carbonmonoxid. als:Kallisto (Mond) ja:カリスト (衛星)

Krater

Et krater er en cirkelformet sænkning eller lavning på overfladen af planeter, måner, småplaneter eller andre himmellegemer. ja:クレーター

Jorden

Jorden er den tredje planet fra solen i vores solsystem. Jorden er 12.756,270 kilometer i diameter og er en planet med en atmosfære. Jorden har en måne: Månen. Afstanden til solen er cirka 150 millioner kilometer, hvilket svarer til omkring otte lysminutter. Jordens historie er inddelt i forskellige tidsperioder, hvor planeten langsomt udvikler sig til et sted, hvor livet kan opstå og derefter udvikles, hvor arter langsomt udvikles, nogle dør, mens andre blomstrer op i en periode, hvorefter atter andre arter tager over.

Kredsløb om solen

art Afstand til Solen (massecenter)

Min.	147 098 073 km
Max.	152 097 701 km
Halve storakse	149 597 887 km
Halve lilleakse	149 576 999 km
Excentricitet	0,01671022
Siderisk omløbstid	1a 0t 10m 1,344s
Synodisk periode	—
Omløbshastighed Gnsn.	107.219 km/t
Omløbshastighed Min.	105.448 km/t
Omløbshastighed Max.	109.033 km/t
Banehældning	0,000 05° i fh. t. ekliptika,
Banehældning	7,25° i fh. t. Solens ækv.
Periapsisargument; Ω	114,207 83 °
Opstigende knudes længde; ω	348,739 36 °

Fysiske egenskaber

Radius	6.378,135 km ved ækvator, 6.356,750 km ved polerne, 6.372,795 km ved gennemsnitlig
Diameter	12.756,270 km ved ækvator, 12.713,500 km ved polerne, 12.745,591 km ved gennemsnitlig
b:a	0,996647139
Fladtrykthed	0,003352861
Overfladeareal	5,1×10⁸ km²
Rumfang	1,08×10¹² km³
Masse	(5,972.23 ± 0,00008)×10²⁴ kg
Massefylde	5,515×10³ kg/m³
Tyngdeacceleration ved overfladen	9,780 m/s²
Undvigelseshastighed ved ækvator	40 270 km/t
Rotationstid	23t 56m 3,091s
Aksehældning	23,439 281° i forhold til ekliptika
Nordpolens rektascension	-mangler-
Nordpolens deklination	90,000 °
Magnetfelt	30-60 μT
Albedo	36,7 %
Temperatur ved overfladen	Gnsn. 14 °C
Min. temperatur	-88 °C
Max. temperatur	+58 °C

Atmosfære

Atmosfæren består af Kvælstof, ilt, argon, carbondioxid (kultveilte) og vand. Atmosfæretryk ved havoverfladen er 101,325 hPa

Kvælstof:	77%
Ilt:	21%
Argon:	1%
Carbondioxid:	0,038%
Vand:	variabel

Struktur

vand Det indre af jorden er kemisk delt i en ydre siliciumholdig fast jordskorpe, en tyndtflydende (<-highly viscous?) kappe, en tyktflydende ydre kerne som er mindre flydende end kappen og en fast kerne. Den flydende ydre kerne er årsagen til det svage magnetiske felt pga. konvektion af dets elektrisk ledende materiale. Konstant finder nyt materiale vej op gennem jordoverfladen gennem vulkaner og revner i havbunden. Meget af jordens skorpe er mindre end 100 millioner (1×10⁸) år gammel; De ældste dele af skorpen er helt op til 4,4 milliarder (4,4×10⁹) år gamle [http://spaceflightnow.com/news/n0101/14earthwater/]. Under ét (atmosfære, jordskorpe, kappe, kerner) er jordens sammensætning efter masse [http://earthref.org/cgi-bin/er.cgi?s=erda.cgi?n=547]:

Jordens Indre

Indre varme

Det indre af jorden når temperaturer på 5.650 +/- 600 kelvin [http://www.es.ucl.ac.uk/people/d-price/papers/153.pdf] [http://www.carnegieinstitution.org/news_010905.html]. Planetens indre varme blev oprindeligt dannet ved samlingen af gas og støv (dets accretion) (se gravitational bindingsenergi) og da yderligere varme forsat bliver dannet pga. radiaktivt henfald som f.eks. uran, thorium og kalium. Varmemængden, som flyder fra det indre til jordoverfladen er kun 1/20.000 så stor som energien som modtages fra Solen.

Struktur

Jordens sammensætning (som dybde under havoverfladen):
- 0 to 60 km - Lithosfære (varierer lokalt mellem 5-200 km)
- 0 to 35 km - Jordskorpe (varierer lokalt mellem 5-70 km)
- 35 to 60 km - Øverste del af kappen
- 35 to 2890 km - Kappe
- 100 to 700 km - Asthenosphere
- 2890 to 5100 km - Ydre kerne
- 5100 to 6378 km - Indre kerne

Se også

- Verdens lande
- Oceanografi
- Corioliskraften
- Verdenshave
- Kontinent Kategori:Geografi Kategori:Geologi Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem

Kilder/referencer

- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]

Eksterne henvisninger

- [http://www.geogr.ku.dk Københavns Universitet, Geografisk Institut]
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=7&under=5 FagLinks: Geografi - Jorden] ja:地球 ko:지구 ms:Bumi simple:Earth th:โลก zh-min-nan:Tē-kiû

Venus (planet)

Venus er planet nr. to i vores solsystem, talt fra Solen. Den omtales ofte som Jordens søsterplanet, idét Jorden og Venus har omtrent samme størrelse og masse.

Udforskning af Venus

Inden rumalderen troede man, at Venus gemte et miljø lignende det på Jorden under sin skydækkede overflade. Men det endte naturligvis i en stor skuffelse, da man omsider fik sendt sonder til Venus, der målte og undersøgte miljøet. Det lykkedes sågar efter en masse forsøg at få to sonder, Venus 9 og Venus 10 til at lande på den faste overflade, fotografere den og sende billeder hjem til Jorden pr. radio.

Dage og år på Venus

Venus fuldfører et omløb omkring Solen på 224,70096 dage, eller ca. 7 måneder og 11 dage, men den roterer endnu langsommere omkring sig selv, én gang på 243,0185 dage (svarende til knap 8 måneder). Og modsat de fleste andre planeter i solsystemet har Venus retrograd rotation, dvs. den drejer sig fra øst mod vest modsat den bevægelse fra vest mod øst, som vi kender det på Jorden. En stationær observatør på Venus vil opleve et "Venus-døgn" der varer knap 117 "jordiske" døgn. Venus omdrejningsakse hælder desuden meget lidt i forhold til baneplanet for planetens bevægelse omkring Solen, kun 2,64 grader. Af den grund er der ikke nogen markante årstider på Venus

Atmosfæren

Som Jorden har Venus også en atmosfære, men denne er af en ganske anden beskaffenhed end Jordens. Den består mest af carbondioxid, CO₂, som giver anledning til en stærk drivhuseffekt på Venus; temperaturerne overalt på planetens faste overflade ligger i området fra 450 til 500 grader Celsius, uanset om det er nat eller dag. Selv om Merkur kun er godt halvt så langt fra Solen som Venus, er der således varmest på Venus' overflade. Atmosfæretrykket ved Venus' faste overflade er mere end 90 gange det tryk, vi oplever ved jordoverfladen; det svarer til trykket i 1 kilometers dybde under havoverfladen på Jorden. Over Venus-landskabet blæser der aldrig mere end en let brise, men fordi luften dér er så ekstremt tæt, kan selv sådan en brise udøve et betydeligt vindpres.

Skyer

I højder fra 50 til 80 kilometer over Venus' overflade findes et permanent og tæt lag af skyer, som primært består af svovldioxid og svovlsyre. I toppen af dette skylag blæser vinde med omkring 350 km/t; skytoppene kan nå at blæse hele vejen rundt langs ækvator på fire dage, og det bidrager til at transportere og fordele varmen jævnt over hele planeten.

Morgen- & Aftenstjernen

Da Venus er tættere på Solen end Jorden, står den aldrig langt fra Solen på himlen set fra Jorden. Derfor ser man den ofte som en klar stjerne lige før solopgang (og omtales da - fejlagtigt - som "Morgenstjernen") eller lige efter solnedgang ("Aftenstjernen"). Venus og Merkur er de eneste planeter i vores solsystem, der ikke har nogen måne.

Eksterne henvisninger

- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3746583.stm 25 May, 2004, BBC News: Venus clouds 'might harbour life'] Citat: "...But microbes could survive and reproduce, experts say, floating in the thick, cloudy atmosphere, protected by a sunscreen of sulphur compounds..."
- www.sciencenet.dk Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:金星 ko:금성 ms:Zuhrah simple:Venus (planet) th:ดาวศุกร์

Saturn (planet)

Saturn er den sjette planet fra solen i vores solsystem. Det er den næststørste planet i solsystemet efter Jupiter. Saturn kendes på sine markante ringe, som består af utallige små is- og stenpartikler. Tidligere mente man, at dette ringsystem var noget enestående for Saturn, men det har senere vist sig at både Jupiter og Uranus har tilsvarende, men langtfra så markante ringsystemer.

Måner

Pr. 2005 kendes henved et halvt hundrede måner der kredser omkring Saturn, om end to af de objekter man har observeret kan dog vise sig at være en og samme måne. I artiklen om Saturns måner findes en oversigt over månerne, sorteret efter stigende afstand fra Saturn, og i kategorien Saturns måner kan man slå dem op efter navn i alfabetisk rækkefølge. Tredive af de kendte måner er opdaget efter år 2000, dels ved hjælp af rumsonden Cassini, dels ved systematiske eftersøgninger udført fra observatorier her på Jorden. Nogle af de måner man har opdaget for nylig er blot et par kilometer store, og teknisk set er hver eneste af de parikler der danner Saturns ringsystem i sig selv en måne, og astronomerne har ikke nogen vedtagen grænse for hvad der er en lillebitte måne og hvad der er en stor ring-partikel. Blandt de mange måner finder man bl.a. Titan; solsystemets næststørste måne (næst efter Jupiter-månen Ganymedes), og den eneste måne i Solsystemet med en betydelig atmosfære. Et andet fænomen der er unikt for Saturns system af måner, er samspillet mellem Epimetheus' og Janus' omløbsbener: Hvert fjerde år kommer de så tæt på hinanden, at deres tyngdefelter får dem til at bytte deres næsten ens omløbsbaner. Andre steder ligger to små måner i Lagrange-punkterne L₄ og L₅ i forhold til en større månes omløb om Saturn.

Ringsystemet

Saturns ringsystem består af utallige enkeltringe. Billedet herunder (taget af Cassini-rumsonden) viser de primære ringe. A og B ringene er de mest lysstærke og det er normalt kun dem, man ser i et teleskop. De to ringe er adskilt af den mørke Cassini-deling. A-ringen er selv yderligere opdelt af Encke-gabet nær dens yderkant. C-ringen er svag og overstråles nemt af Saturn selv. Den smalle F-ring er ikke synlig med amatørteleskoper. Der findes andre ringe (D, E og G), der imidlertid er ekstremt svage. Ringene holdes på plads via resonanser fra de indre måner. Således ser Cassini-delingen ud til at være forårsaget af månen Mimas. De to små måner Prometheus og Pandora holder F-ringen på plads. Pandora

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/saturn.html De ni planeter]
- [http://saturn.jpl.nasa.gov/home/index.cfm Cassini-Huygens missionen]
- [http://photojournal.jpl.nasa.gov/targetFamily/Saturn NASA's photojournal/Saturn] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:土星 ko:토성 ms:Zuhal simple:Saturn (planet) th:ดาวเสาร์ zh-min-nan:Thó·-chheⁿ

Uranus (planet)

Uranus er den syvende planet fra solen i vores solsystem. Uranus er en gasplanet og er, målt på diameteren, solsystemets tredjestørste planet efter Jupiter og Saturn. Uranus har et ringsystem på samme måde som Saturn har det, om end Uranus' ringe er langt fra så imponerende som Saturns. Ringene om Uranus blev opdaget ved et tilfælde, da man i 1977 observerede Uranus passere forbi foran en stjerne - sådanne observationer kan fortælle om planetens størrelse og noget om atmosfæreforholdene - og registrerede ti »ekstra« formørkelser; fem før og fem efter selve Uranus' passage. Man konkluderede at Uranus har fem ringe, og beregnede sig til at den yderste ring er knap 100 km bred, mens de øvrige 4 er ca. 10 km brede.

Måner

Pr. 2005 kender man 27 måner i kredsløb om Uranus; se artiklen Uranus' måner. De kan groft opdeles i de fem der blev opdaget inden rumfartens tidsalder, som samtidig er de fem største. Herefter har man ved hjælp af billeder fra rumsonden Voyager II, samt observationer fra jord-baserede observatorier opdaget yderligere 22 måner.

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/uranus.html De ni planeter - Uranus] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:天王星 ko:천왕성 ms:Uranus simple:Uranus (planet) th:ดาวยูเรนัส

Miranda (måne)

Miranda er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 16. februar 1948 af Gerard P. Kuiper, og har navn efter Prosperos datter i William Shakespeares skuespil The Tempest. Månen Miranda kendes desuden også under betegnelsen Uranus V. De hidtil eneste nærbilleder af Miranda stammer fra rumsonden Voyager II's forbiflyvning i januar 1986: På dette tidspunkt vendte Miranda sin sydlige halvkugle mod Solen, så det er kun denne del af månen der er blevet observeret fra nært hold.

Mirandas overflade

Overfladen på Miranda består formodentlig mest af vand-is, mens månens indre udgøres af silikat-klippemateriale og organiske forbindelser, herunder metan. Overfladen gennemskæres af enorme kløfter der sine steder er 20 kilometer dybe, og imellem kløfterne ses ujævnt terræn der bærer præg af intens geologisk aktivitet tidligere i Mirandas historie. Man finder også furede strukturer som muligvis skyldes "varm" is der er presset op fra månens indre. geologis Man går ud fra at tidevandskræfter er energikilden til al denne geologiske aktivitet. En anden teori, som dog ikke regnes for særlig sandsynlig, forklarer de dramatiske landskaber på Miranda med et stort meteornedslag på et tidspunkt i månens historie. Mirandas omløbsbane omkring Uranus hælder mere end 4 grader i forhold til Uranus' ækvator, hvilket er overraskende højt for en måne der "færdes" tæt på Uranus — sådanne "nære måners" omløbsbane bliver normalt "trukket" ind imod planetens ækvatorplan. En mulig forklaring kan være, at Miranda tidligere har haft en anden bane, som bragte den tre gange rundt om Uranus på den tid Umbriel foretog ét omløb. I så fald har Umbriels tiltrækningskraft bidraget til de tidevandskræfter der påvirker Miranda og dens aktive indre. ja:ミランダ (衛星)

Ariel (måne)

Ariel er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 24. oktober 1851 af William Lassell.

Navngivning

I 1852 foreslog Herschels søn John Herschel at kalde de fire Uranus-måner man kendte dengang, for Ariel, Oberon, Titania og Umbriel. William Lassell, som året forinden havde opdaget månerne Ariel og Umbriel, bakkede op om forslaget, ligesom han støttede John Herschels navneforslag vedrørende Saturn-måner og selv fulgte det ved at kalde den Saturn-måne han selv havde opdaget, for Hyperion. Alle Uranus' måner er opkaldt efter skikkelser fra William Shakespeares og Alexander Popes værker: Ariel har navn efter sylfiden Ariel fra Alexander Popes digt Rape of the Lock. Månen Ariel kendes desuden også under betegnelsen Uranus I.

Ariels overflade

De hidtil eneste nærbilleder af Ariel stammer fra rumsonden Voyager II's forbiflyvning i januar 1986: På dette tidspunkt vendte Ariel den sydlige halvkugle mod Solen, så dette er den eneste del af månen der er blevet observeret fra nært hold. Ariel består af omtrent 50 % vand-is, 20% frossen metan og 30% silikater (klippemateriale). Visse egne af Ariels overflade synes at være dækket af frisk rimfrost, og der er forholdsvis få kratre. Dette tyder på at Ariel har undergået voldsom geologisk aktivitet, som har skabt et netværk af kløfter samt sletter hvor flydende vand har dækket partier af overfladen før det frøs til en jævn isoverflade. ja:アリエル

R

Tegnet R har mange betydninger:
- R er det 18. bogstav i det danske alfabet.
- R (eller rettere r-lyden) repræsenteres af Р i det kyrilliske alfabet. Se Kyrillisk alfabet.
- R er romertal for 80. Se R (romertal).
- R og r er forkortelse for store og lille radius. Se radius.
- R på et brev angiver, at det er sendt anbefalet (rekommanderet). Se anbefalet brev.
- R angives ved benyttelse af temperaturenheden Réaumur. Se Réaumur.
- R benyttes ved SMS-beskeder til at forkorte ordet er eller på engelsk are. Se R (SMS).
- R angiver ved sportsudsendelser i fjernsynet, at der er tale om langsom gengivelse. Se Langsom gengivelse.
- R er symbolet for gaskonstanten. Se Gaskonstanten.
- R var tidligere partibogstav for Kommunistik Arbejderparti. Se Kommunistik Arbejderparti.
- R er en ofte benyttet forkortelse for partiet Det Radikale Venstre. Se Det Radikale Venstre.
- R er en forkortelse for det engelske reverse (da. bakke) og angiver bakgearet på en gearstang. Se Bakgear. I det fonetiske alfabet benyttes Romeo for R. ._. er morsekoden for R. ja:R simple:R

Månen

:Denne side handler om Jordens drabant. Se måne for andre måner i solsystemet. Se måne (flertydig) for andre betydninger af måne. Månen er Jordens største drabant. Den har intet andet formelt navn end "Månen" selv om den engang imellem betegnes som Luna (Latin for måne) for at adskille den fra typebetegnelsen "måne". Ordet 'måned' er afledt af 'måne'.

De to sider

Månen vender altid den samme side mod Jorden. Den side, som vi kan se, kaldes for "forsiden" og den side af Månen, der vender væk fra Jorden, kaldes for "bagsiden". På grund af libration (svingninger) kan vi dog se ca. 59% af overfladen fra Jorden. Forsiden er dækket af omkring 30.000 kratere med en diameter på mindst 1 kilometer. Det største krater på Månen, og det største kendte krater i hele solsystemet er Sydpol-Aitken bassinet. Dette krater er placeret på bagsiden, nær ved sydpolen, og er omtrent 2.240 km i diameter og 13 km dybt. Disse kratere blev skabt af de mange himmellegemer, der blev sendt afsted, da solen havde opnået sin hovedserie, hvilket har forårsaget stærk stråling. Denne stråling har så sendt alt det overskydende stof (det der ikke blev dannet planeter af) væk. Grunden til at jorden ikke er overdækket med kratere er jordens pladetektonik.

Månen og himmelkuglen

I forhold til fiksstjernehimmelen foretager Månen et fuldt omløb på omkring fire uger - dette kaldes Månens sideriske omløbstid. I løbet af en time flytter Månen sig et stykke på himlen svarende til dens vinkeludstrækning set fra Jorden på omkring 0,5º. Månen forbliver altid indenfor et bånd, kaldet for Dyrekredsen, som strækker sig omkring 8º på begge sider af ekliptika. Månen krydser ekliptika ca. hver anden uge, hvilket sker i månebanens såkaldte knudepunkter. En betingelse for at sol- eller måneformørkelse kan indtræffe, er at Månen befinder sig i nærheden af et knudepunkt. Tiden som forløber mellem to på hinanden følgende passager af det opstigende knudepunkt betegnes Månens drakonitiske omløbstid.

Vores viden om Månen

I oldtiden troede man mange steder, at Månen jagtede Solen og omvendt, de blev oftest beskrevet som bror og søster. I nogle kulturer er månen en mand, i andre en kvinde. Månen mentes især at have indflydelse på frugtbarhed og fødsler. Man mente også at månen havde stor indflydelse på ens sind. Det kan man fx se i ordet månesyge, og det engelske ord lunatic som kommer af luna. I middelalderen mente nogle at det var en "perfekt kugle", og andre at der var have på månen. Så sent som i 1920'erne mente man at Månen havde en atmosfære, i det mindste i populære science fiction fortællinger. I 1969 blev Neil Armstrong og Buzz Aldrin de første mennesker, der landede på Månen. Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Månens selenografi og selenologi (dannet af Selene, den græske månegudinde).

Se også

- tidevand
- Måneillusionen
- Theia (planet)

Eksterne henvisninger

- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.rumfart.dk/ Dansk Selskab for Rumfartsforskning]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/help.html På dansk: The Nine Planets Glossary]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/ Astronomy]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Kids_and_Teens/School_Time/Science/Astronomy_and_Space/ School time: Astronomy and Space]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030703/NATUR/107040031/0/BYGGERI Ing.dk, 03.07.2003: Insekter navigerer med polariseret lys] Citat: "...skarabæen, Scarabaeus Zambesianus der lever i Sydafrika, eftergør biers og vikingers trick blot under langt vanskeligere forhold - i månelys...."
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/325290.stm 22 April, 1999, BBC News: Prehistoric Moon map unearthed] Kategori:Måner Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.44 ja:月 ko:달 ms:Bulan (satelit) simple:Moon th:ดวงจันทร์ zh-min-nan:Go̍eh-niû