:: wikimiki.org ::

Heraklit

Heraklit

Heraklit (540 - 480 f.v.t.) var en Græsk filosof. Han bliver ofte kaldt for "Den dunkle". Hans skrifter kendes kun i brudstykker, og er for manges vedkommende svære at tyde. Deraf tilnavnet. For Heraklit forandres verden ustandseligt: "Alt flyder" (panta rhei). "Man kan ikke bade to gange i den samme flod" - Det vand, man stiger op af, flyder videre, så næste gang bader man i noget andet vand. I denne ustandselige forandring finder al ting sin modsætning. Herved opstår den spænding der skaber noget nyt, der så igen finder sin modsætning. Således kan Heraklit have inspireret Hegel til hans Dialektiske system, der igen inspirerede Karl Marx til den Dialektiske materialisme. I sin naturfilosofi betragtede han ilden som et grundstof

Eksterne henvisninger

- [http://theochem.ki.ku.dk/~sdd/heraklit.html Heraklit i kemien] Kategori:Antikken Kategori:Grækere Kategori:Filosoffer ja:ヘラクレイトス ko:헤라클레이토스

Filosofi

: Denne artikel omhandler akademisk eller videnskabelig filosofi, og ikke f.eks. østlig mystik. Ordet filosofi kommer af det græske 'philo-sophia' (φιλοσοφία), hvor præfikset "philo" betegner én af de antikke græske ord for kærlighed – den mere venskabelige slags, og hvor suffikset "-sophia" betyder visdom. Termen 'filosof' skal delvist forstås på baggrund af begrebet om den græske vismand, som er naturlig vís, mens filosoffen mere ydmygt søger efter eller kan lide visdommen uden formelt at påstå at de besidder denne. På den måde fremstår filosoffen som en mere demokratisk figur, der i det senere klassiske periode passer bedre ind i den græske polis, som netop er et samfund imellem venner; dvs. imellem frie ligemænd, der dog stadigt konkurrerer – venskabeligt – med hinanden på områder som kærligheden, sporten, politikken og tanken. Derudover skelner en af de største antikke filosoffer, Platon, desuden i Staten (480) mellem filosoffer og philodoxoi (dvs. ven af formodningen eller meningen). Dermed forsøges det indført, at idealet for filosoffen er at bryde igennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge tingene på ny og i dybden.

Emneområde

Afgrænsningen af filosofiens emneområde (hvis en afgrænsning er nødvendig) er i sig selv et filosofisk spørgsmål, men rent historisk ser det på overfladen ud til at dette område skrumper ind over tid. Således blev al tidlig naturvidenskab engang kaldt naturfilosofi, og områder som logik hørte strengt ind under filosofien (i dag deles logikkens område mellem filosofien og matematikkens). Med andre ord, opfattedes filosofien tidligt, som værende en generalistuddannelse, og det er stadig en tendens, at spirende fagområder puttes ind under filosofiens, hvis man er i tvivl om, hvor de ellers skulle placeres. Dette har fået nogle filosoffer og videnskabsfolk til at antage, at filosofien er et slags 'moderfag', der føder alle andre akademiske fag, hvorefter det selv ophører med at eksistere. Imidlertid er der visse kerneområder, som er blevet ved filosofien igennem hele dennes udvikling og som måske principielt ikke kan omdannes til emne for almindelige videnskaber. Her i blandt kan nævnes: Æstetikken, etikken og især metafysikken, der kan betegnes som det rationelle studie af den ikke-empiriske virkelighed. Derudover findes en række områder under filosofien, som kan opfattes som redskabsfag for andre fag; som et eksempel kan politisk filosofi ses som en redskabsdiskussion for statskundskab, og generelt har alle fag en filosofisk område tilknyttet (matematikkens filosofi for matematik, historiens filosofi for historie osv.). Samlet set behandles alt videnskab filosofisk under det underområde som kaldes videnskabsteori.

Selvforståelse

Akademisk filosofi betragtes af mange professionelle filosoffer (i akademia) som videnskabelig. For det første kan der i princippet ske videnskabelige fremskridt. For det andet bygger holdninger på argumenter, ikke hverken meninger eller tro. Man kan ikke bare vælge at holde et uplausibelt synspunkt i en filosofisk diskussion. Undervisningen i logik fylder en stor del på filosofistudiet i København. Andre professionelle filosoffer vil dog være uenige. At filosofi er videnskabelig er dog ikke det samme som, at filosofi er en videnskab, selvom nogle filosoffer også har det sidste synspunkt. Østlig mystik betragtes som helt forskellig fra den vestlige ("videnskabelige") filosofi.

Genstandsområde

For at give en ide om filosofiens genstandsområde, er her eksempler på en række velformulerede filosofiske problemer: Teoretisk filosofi:
- Hjerne i et kar-problemet (Hvordan kan man vide, at man ikke lever i en verden som i filmen The Matrix?)
- Problemet om viljens frihed: har vi en fri vilje og hvad er en sådan?
- Det psykofysiske problem (hvad er forholdet imellem krop og bevidsthed?)
- Det fremmedpsykiske problem (hvordan ved jeg at andre har en bevidsthed?) Praktisk filosofi:
- Hvorfor er det forkert at slå ihjel?
- Hvad er et godt menneske?
- Hvad er kunst?
- Findes der moralske egenskaber ude i verden?
- Hvad er Meningen med livet ?

Discipliner

Der skelnes mellem praktisk filosofi, teoretisk filosofi, logik og filosofhistorie. Skellet mellem praktisk og teoretisk filosofi går tilbage til Aristoteles. De praktiske videnskabers mål er handling, mens de teoretiske videnskabers mål er viden. Siden renæssancen er også disciplinen filosofihistorie kommet til. Den teoretiske filosofi deles ofte op i erkendelsesteori, metafysik og videnskabsfilosofi. Den praktiske filosofi deles ofte op i etik, metaetik, politisk filosofi og æstetik. Men også mindre områder af den anvendte filosofi, f.eks. pædagogisk filosofi kan regnes hertil. Logik handler om at konstruere argumenter, og spiller en central rolle i filosofisk diskussion. Filosofi grænser op til andre fagområder som f.eks. kognitionspsykologi , pædagogik og antropologi.

Filosofiens historie

Vestlig filosofi regnes almindeligvis for startet i Grækenland med naturfilosofferne Thales fra Milet, efter ham følger Anaximander, Heraklit, Parmenides og Demokrit sammen med andre førsokratiske tænkere. Herefter fulgte Sokrates, der vendte filosofien bort fra naturen og imod mennesket(etik), Sokrates elev, idealisten Platon og dennes elev Aristoteles, der forsvarede empirien imod idealismen og oprettede Akademiet. De tre regnes som oftest for vestens første store filosoffer. Disse tre personer stillede problemer op, som hvad er tings ontologi, hvad er forholdet mellem sjæl og legeme med mere. Efter renæssancen formulerede en række filosoffer nogle af de filosofiske problemer, der stadig undersøges. De største af dem er René Descartes, David Hume og først og fremmest Immanuel Kant. En af de største danske filosoffer eller tænkere var teologen Søren Kierkegaard, som blev en væsentlig inspiration for de senere franske eksistentialister Jean-Paul Sartre m.fl. Sidst i det 19. århundrede grundlagde Edmund Husserl fænomenologien som var udgangspunkt for den moderne eksistentialisme.

Analytisk og kontinental filosofi

I dag skelnes mellem analytisk og kontinental filosofi. Skellet er måske kunstigt, men analytisk filosofi antages i højere grad at være logisk og kontekstuafhængig, mens kontinental filosofi er mere historisk orienteret. Analytisk filosofi interesserer sig ikke så meget for de tyske filosoffer efter Immanuel Kant, f.eks. Hegel, mens kontinental filosofi gør.

Se også

- Filosoffer
- Pierre Bourdieu
- Rudolf Steiner

Eksterne henvisninger

- fransk Wikisource: Bibliothèque philosophique Kategori:Humaniora Kategori:Samfundsvidenskab Kategori:Akademiske discipliner Kategori:DK5 10
- ja:哲学 ko:철학 ms:Falsafah simple:Philosophy th:ปรัชญา

Hegel

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (27. august 1770 - 14. november 1831) var tysk filosof. Hegel var skoledannende inden for den såkaldt "idealistiske" del af filosofien. Det var ham, der satte dialektikken i system og foreslog den som en drivende kraft i udviklingen: "Hele filosofien svarer til en cirkel af cirkler".

Filosofi

Hans tankegang udspringer af påstanden: Das Wahre ist das Ganze ("Det sande er helheden"). Dette sandt-hele virkeliggør sig gennem historien ved antitetiske delsandheder, som så forenes i en højere syntese. Den bliver på sin side til antitese i et nyt modsætningsforhold. Den grundlæggende, dialektiske modsætning er den mellem ånd og . Ånden finder sig selv ved at forme stoffet, der er dens modsætning. Ud fra dette grundlag skabte Hegel en omfattende historiefilosofi med stor forklaringskraft.

Virkelighed er helhed

Hegel, der står som romantikkens mest kendte filosof, er idealist og metafysiker. Alt i universet hænger ifølge Hegel sammen i én helhed, og hvad vi kalder virkeligheden, er ikke en idé eller noget fysisk bag ved vores erfaring, men derimod den store sammenhæng i den. Universet eksisterer kun i menneskets sammenlagte bevidsthed, dvs. verdensåndens bevidsthed, og kun det er kun virkeligt i sin helhed, for en enkelt del kan ikke eksistere alene. Tid eller rum findes ikke hverken forud for eller uden for universet, eftersom det ville indebære en adskilthed, som Hegel ikke godtager.

Dialektik

Denne holisme gælder på alle områder. Hegels grundtanker genfindes bl.a. i hans syn på selve tænkningen, som han mener udvikler sig dialektisk. Det vil sige, at enhver begivenhed samtidigt både skyldes og er en tanke hos verdensånden, og at samme begivenhed straks skaber sin modsætning eller modbegivenhed. Det giver en spænding eller en kamp, som resulterer i en højere enhed, en syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Men også denne nye, højere enhed skaber sin egen modsætning, og resultatet bliver igen en endnu højere enhed, en ny syntese osv. På den måde udvikler Verdensånden sig hele tiden mod en stadig højere bevidsthed, som viser sig både i det enkelte menneske (den subjektive ånd) og i familie, samfund og stat (den objektive ånd), men også i kunst, religion og filosofi, hvor filosofien er udtryk for den højeste (den absolutte ånd). Slutstadiet er den absolutte tilstand eller fornuft, hvor verdensånden og filosofien fuldendes.

Kritik

Hegels spekulative tænkning, der mere er rettet mod "den store helhed" end mod små detaljer, bliver på den ene side set som fortsættelsen af Immanuel Kants forståelse, men også som en tydelig modsætning til den. Mens Kant snarest så sig selv i den engelske, filosofiske tradition og klart tilhører oplysningstiden, må Hegel i stedet anbringes hos den tyske, romantiske tænkning. Hegels overdrevent patriotiske syn på den vestlige historie er problematisk. Mens han stort set tillægger Vesten en stadig videreudvikling, mener han, at resten af verden (særligt Kina) vil hænge fast i en langvarig stilstand. Hegels skrifter blev udgangspunkt for talrige retninger inden for filosofien, bl.a. hegelianismen og marxismen. Hegels tænkning rummer dog ? ifølge mange af marxismens kritikere - årsagen til de grundskavanker, som det Marx?ske system indeholder.

Levnedsløb

Hegel studerede teologi og filosofi i Tübingen mellem 1788 og 1793. Der blev han venner med den romantiske digter Friedrich Hölderlin (
- 1770-†1843), og filosoffen Friedrich W. J. von Schelling (
- 1775-†1854), der begge ? sammen med Hegel ? blev toneangivende for det, der senere er blevet kaldt den tyske idealisme. Efter sin eksamen arbejdede Hegel som privatlærer for familier i Bern og Frankfurt, hvor han mødte Hölderlin igen. Indtil ca. 1800 var Hegel beskæftiget med at udvikle sine tanker om religiøse og sociale emner. Det ser ud til, at han så sig selv i rollen som en slags reformator med forbilleder hos den tyske oplysningstids store personligheder, f.eks. Lessing og Schiller. Men ved århundredeskiftet vendte hans interesse sig i stedet mod Immanuel Kant (
- 1724- †1804). I 1801 fik han arbejde på universitetet i Jena, hvor han mødte Schelling igen. I løbet af 1790?erne var Jena blevet et centrum for kantianisme, og Schelling var allerede blevet én af lederne for den romantiske bevægelse, da Hegel kom dertil. Han havde lært af J. G. Fichte (
- 1762-†1814), som var en af de toneangivende Kant-forskere. Sidst på året 1801, udgav Hegel sit første filosofiske værk, Differenz des Fichteschen und Schellingschen Systems der Philosophie, og indtil 1803 arbejdede han tæt sammen med Schelling om udgivelsen af et tidsskrift for kritisk filosofi. Sidst i 1806 havde Hegel afsluttet sit første hovedværk, Phänomenologie des Geistes (udgivet i 1807), som afviger en del fra hans tidligere, mere Schellingske påvirkning. Schelling opfattede en kritik i forordet til Fænomenologien som rettet mod sit arbejde, og deres venskab sluttede brat. Da Napoleons tropper besatte Jena, blev universitetet lukket netop som Hegel gjorde manuskriptet færdigt, og han forlod byen. I sin arbejdsløshed kastede han sig over jobbet som avisredaktør i Bamberg, men fra 1808 til 1815 var han rektor og filosofilærer på et gymnasium i Nürnberg. I samme periode blev han gift og fik børn, mens han skrev på det næste hovedværk, Wissenschaft der Logik. I 1816 fik han igen arbejde som professor, denne gang ved universitetet i Heidelberg, men allerede i 1818 blev han tilbudt professoratet i Berlin, hvor han arbejdede til sin død. Det var datidens mest eftertragtede filosofstilling, Hegel blev efterhånden meget berømt og han fungerede som universitets rektor i flere perioder.

Værker

- Enzyklopdie der philosophischen Wissenschaften. Redegørelser for de filosofiske grundopfattelser, som Hegel fremkom med i sine forelæsninger i Heidelberg og Berlin.
- Phänomenologie des Geistes (1807) Hovedværk
- Wissenschaft der Logik (1812-16, omarbejdet 1831) Hovedværk.
- Grundlinien der Philosophie des Rechts (1821). Betydningsfuld forelæsning, der er den eneste, Hegel selv udgav.

Sekundærlitteratur

Dette er kun et par af de nyeste bøger om Hegel. Se også de eksterne henvisninger nedenfor.
- Daniel Berthold-Bond: "Hegel - Nature of the Dialectic" (fra: Hegel's Grand Synthesis: A Study of Being, Thought, and History. New York: Harper, 1993, pp. 81-91) ISBN 0887069568
- Stephen Houlgate: Hegel and the philosophy of nature, 1998. ISBN 0791441431
- Justus Hartnack: Hegels logik, 1995, ISBN 8774219626
- Jon Stewart, Robert B. Pippin (ed.): Kierkegaard's Relations to Hegel Reconsidered (Modern European Philosophy), 2003. ISBN 0521828384

Se også

- Dialektik
- Dialektisk materialisme
- Frankfurterskolen
- Ludwig Feuerbach
- Nikolai Frederik Severin Grundtvig
- Søren Aabye Kierkegaard
- Logik
- Karl Marx

Eksterne henvisninger

- [http://www.geometry.net/philosophers_bk/hegel_georg_wilhelm_friedrich.html Oversigt over den nyeste litteratur om Hegel]
- [http://www.hegel-gesellschaft.de Det internationale Hegel-selskab]
- [http://plato.stanford.edu/entries/hegel/ Stanford Universitys grundige artikel om Hegel]
- [http://www.marxists.org/reference/archive/hegel/ Introduktioner til Hegels værker] Hegel, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Georg Wilhelm Friedrich ja:ゲオルク・ヴィルヘルム・フリードリヒ・ヘーゲル ko:게오르크 빌헬름 프리드리히 헤겔

Karl Marx

Karl Marx (5. maj 1818- 14. marts 1883) var en tysk økonom, filosof og socialist. Marx anses som "socialismens fader" og ophav til begrebet marxisme. Han optrådte i mange af det 20. århundredes sovjetiske og kommunistiske idolbilleder sammen med Friedrich Engels og Vladimir Lenin som en af "kommunismens 3 fædre".

Liv

Marx levede i landflygtighed en stor del af sit liv i London. Forvist fra Paris i 1845 på grund af revolutionære aktiviteter samt forvist fra Belgien i 1847 af samme grund. Han er begravet i England.

Ideologi og filosofi

Karl Marx var inspireret af Hegel og dennes dialektik, men mente dog samtidig, at Hegels idealistiske historieopfattelse var at betragte historien på hovedet. Mens Hegel mente, at det var ånden, der fremprovokerede de materielle ændringer i samfundet, var Marx af den helt modsatte opfattelse: Det er de materielle forudsætninger, der ændrer "menneskeånden" og derfor også de tanker, der florerer i hver epoke. De ændringer sker i et dialektisk sammenspil mellem modsætninger, hvilket han har lært af Hegel. Den materialistiske vinkel får han fra den tyske unghegelianer Feuerbach. På denne måde kombinerer Marx det dialektiske og materialistiske til den historieopfattelse, han sidenhen er blevet så velkendt for: dialektisk materialisme eller materialistisk historieopfattelse, som man også betegner den som.

Bibliografi

- Das Kapital
- Det Kommunistiske Manifest
- Om Jødespørgsmålet
- Kritik af den hegelske retsfilosofi
- Teser om Feuerbach Marx,Karl Marx,Karl Marx, Karl Marx, Karl ja:カール・マルクス ko:카를 마르크스 ms:Karl Marx simple:Karl Marx th:คาร์ล มาร์กซ zh-min-nan:Karl Marx

Ild

Begrebet ild (af germansk
- ailda = „brænde“) betegner en form for oxidering med flammedannelse, hvor der opstår både lys og varme.

Definition

Ild er en hastig, selvforstærkende oxidationsproces, hvor brændbare gasser dannes ud fra et brændsel. Den begynder med, at brændslet bliver udsat for opvarmning fra en ydre energikilde som f.eks. et lyn, en gnist eller respirationsvarme. Senere bliver den vedligeholdt ved sin egen frigivelse af energi. Mere præcist betyder ild en kontrolleret forbrænding, mens en ukontrolleret ild kaldes ”brand”. Forbrænding uden flammedannelse kaldes for ”glødeild”. brand

Idéhistorie

I det antikke Grækenland blev ilden som element forbundet med tetraederet, der på sin side var et at de fem platoniske legemer. Ilden er det ene af de tre keltiske grundelementer: ild, jord og vand. Ilden er det ene af de fire klassiske grundelementer: ild, luft, vand og jord. Ilden er det ene af fem kinesiske grundelementer: ild, luft, vand, metal og træ.

Brugen af ild

Menneskelig brug af ild kan påvises allerede for 300.000 år siden. Det var ét af menneskehedens store fremskridt, da man opdagede, hvordan man kan kontrollere ilden. Det gjorde tilværelsen mere sikker, og det skabte forudsætningen for, at menneskene kunne udvandre fra Afrika til koldere egne. Derfor er det også nærliggende, at ilden (ligesom solen) er blevet tilbedt som guder i de tidlige religioner (se også: Parser). Afbrænding af træ er nært knyttet til forestillinger om ild, og træerne har forsynet menneskene med det meste af den energi, der har været brug for helt op i det 20. århundrede. I fortiden har metallurgi og fremstilling af trækul forbrugt store mængder af træ. Man har ligefrem set fortidskulturernes undergang som et udslag af mangel på brændsel (i den senklassiske tid kostede et kilogram brænde det samme som et kilogram hvedemel). Efter århundreder med opvarmning og madlavning ved åbne ildsteder, arne eller esse, blev det almindeligt i det 19. århundrede med ovne til opvarmning og komfurer til madlavning. Nu til dags bliver energibehov i større målestok som regel dækket af kulbrinter som olie, kul og naturgas. I nogle tilfælde sker energiforsyningen ved udnyttelse af kerneenergi eller vedvarende energi. I den 3. verden og andre steder, hvor anden energiforsyning ikke er mulig, er afbrænding af træ dog stadigvæk den vigtigste varmekilde. Nu til dags bliver ilden oftest antændt med lighter eller tændstikker, men hos naturfolkene ”gjorde man nyild”
- ved at slå flint mod stål: ildstål, fyrtøj, flintelåsgevær
- ved at gnide eller bore: ildbor, ildbue
- ved at presse luft sammen: ildpumpe fra (Bagindien)

Ildens lys

Flammens glød er meget kompleks, for den opstår på grund af en blanding af usynlig stråling fra sod gas og brændselspartikler fotonstråling afgivet ved afladning af atomer og molekyler i gasserne. Meget af strålingen afgives inden for de bølgelængder, der svarer til synligt lys og infrarødt lys. Flammens farve afhænger af temperaturen i partiklerne og den kemiske baggrund for strålingsspektrene. Hvis brændslet indeholder natrium (f.eks. i form af salt), bliver flammen gul. Med et indhold af kobber bliver den grøn, og kobolt vil farve den blå.

Brandbekæmpelse

Der er fire elementer, der vedligeholder forbrændingen, og derfor vil fraværet af bare ét af dem forhindre brand. Det er netop den viden, al bekæmpelse af ild bygger på.
- Det reducerende stof (brændsel) kan fjernes fra brandstedet, hvis man vil hindre ilden i at sprede sig. I skovene bruger man kontrollerede afbrændinger for at holde mængden af brændbart materiale så lav som mulig. Det kan forhindre, at f.eks. lynnedslag udvikler sig til en storbrand. Af og til kan man standse tilstrømningen af flydende eller luftformigt brændstof. Det sker f.eks. når man standser ilden i en brændende pipeline ved at lukke for oliestrømmen.
- Der skal bruges et iltningsmiddel (sædvanligvis ilt) for at brændstoffet kan brænde. Sand, skum, brandtæpper eller ikke-brændbare gasser (som f.eks. CO₂) kan bruges til at standse tilførslen af ilt og kvæle ilden.
- Varme er det, der bringer flydende eller faste brændsler i dampform. Flydende og faste stoffer kan ikke brænde direkte, og de må først omdannes til gas ved to forskellige processer, der hedder hnv. fordampning og pyrolyse. Hvis man fjerner tilstrækkeligt med varme, forhindrer man brændstofferne i at brænde. Vand er enestående effektivt til at fjerne varme på grund af dets høje varmefylde.
- Den kemiske kædereaktion er den, der vedligeholder branden; midler som halon kan bruges til brandslukning, fordi de bringer kædereaktionen til standsning. Man kender ikke den præcise baggrund for denne virkning, men man regner med, at halogen-ioner bryder ind i de reaktioner, som vedligeholder ilden.

Se også

- bål
- fyrtøj
- tændstik
- brandhane
- rygning

Eksterne links

- [http://www.northmason.wednet.edu/NMHSonline/student_gallery/fire/pg19_candleflame.html Dele af flammen på et lys]
- [http://microgravity.grc.nasa.gov/combustion/cfm/cfm_index.htm Ild I lav tyngde]
- [http://science.nasa.gov/headlines/y2000/ast12may_1.htm Spiralformede flamer i lav tyngde] ja:火

Grundstof

Et grundstof består udelukkende af atomer med samme atomnummer (antal protoner i kernen) – for eksempel jern, der udelukkende består af jernatomer Fe. Vand derimod er et molekyle, der er sammensat af flere forskellige atomer - et iltatom O og to brintatomer H (det giver i alt H₂O), så vand er ikke et grundstof. Atomer af samme grundstof, der indeholder forskellige antal af neutroner, kaldes for grundstoffets isotoper. Man kender 118 forskellige grundstoffer. Der er lavet en oversigt over grundstofferne, som kaldes det periodiske system. Alle grundstoffer har deres eget, unikke, kemiske symbol, der er gældende over hele verden, uanset hvad grundstoffet hedder på det enkelte sprog. Jern har symbolet Fe, også på dansk, og Natrium har symbolet Na, også i de engelsksprogede lande, hvor Na hedder "sodium".

Se også

- Grundstoffer efter atomnummer
- Bombastium

Kilder/Henvisninger

- Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/

Eksterne henvisninger

- [http://physicsweb.org/article/news/7/10/6 9 October 2003, PhysicsWeb: Darmstadt gets credit for new elements] Citat: "...IUPAC has also officially approved a proposal from GSI that element 110 - which was also discovered at the German lab - should be known as darmstadtium (Ds)..."
- [http://www.aip.org/enews/physnews/2004/split/672-1.html Number 672 #1, February 2, 2004, AIP: Element 115 Has Been Discovered] Citat: "...The long lifetime observed for element 115 suggests that physicists might be getting closer to the "island of stability,"..."
- ja:元素 ko:화학 원소 ms:Unsur kimia simple:Element th:ธาตุเคมี

Kategori:Antikken

Ifølge historieportalen spænder denne tidsperiode sig over: 2500 f.Kr. til 300 e.Kr. Kategori:Tidsperioder ko:분류:고대사

Kategori:Grækere

Kategori:Grækenland Kategori:Europæere ja:Category:ギリシャの人物 ko:분류:그리스 인물 ru:Категория:Персоналии:Греция

Kategorija:Jezikoslovci

Ta kategorija zajema članke, ki se nanašajo na jezikoslovce. Kategorija:Jezikoslovje Kategorija:Znanstveniki

prag hotel Sponsored Site opisy gg warsaw hotels online slots

:: RELATED NEWS ::

Informationsentropie
] Entropie ist ein Maß für die Menge an Zufallsinformation, die in einem System oder einer Informationsfolge steckt. Der Begriff in der Informationstheorie ist in Analogie zur Entropie in der Thermodynamik und Statistischen Mechanik benannt. Beide Begriffe haben Gemeinsamkeiten, deren Erkennen allerdings Kenntn

Ahmad ibn Yahya
Ahmad ibn Yahya ( † 19. September 1962) war der vorletzte König der Zaiditen im Nordjemen (1948-1962). Nach der Ermordung seines Vaters Yahya bin Muhammad (1904-1948) verbündete sich Ahmad mit den Stämmen des Nordjemen gegen die Putsc

Sterad
Der Steradiant (Einheitenzeichen: sr) ist im Internationalen Einheitensystem (SI) der besondere Name für die abgeleitete SI-Einheit 1 m²/m² bei der Angabe von Raumwinkeln (siehe dort). Bezieht sich der Raumwinkel

\Omega

auf einen symmetrisch aufgebauten Konus mit kreisförmig begrenzter <

Muhammad al-Badr
Muhammad al-Badr († 1996) war der letzte König der Zaiditen im Nordjemen (1962). Muhammad al-Badr wurde von seinem Vater Ahmad ibn Yahya (1948-1962) schon zu Lebzeiten zum Thronfolger bestimmt. Allerdings kam es bald zu Spannungen, als Muhammad die sehr zögerliche Modernisierungsp

Hans Hergot
Hans Hergot (auch Johannes Herrgott, † 20. Mai 1527) in Leipzig) war ein Buchdrucker und reisender Buchhändler ("Buchführer") aus Nürnberg. In seiner Werkstatt wurden u.a. Notendrucke, Texte reformatorischer Autoren, die deutsche Übersetzung des Neuen Testaments von Martin Luther und auch

QEMU
QEMU ist ein CPU-Emulator bzw. eine Virtuelle Maschine für die Betriebssysteme Linux, Windows, FreeBSD, NetBSD, OpenBSD und Read More...