:: wikimiki.org ::
| Hyperion (måne) |
Hyperion (måne)
Hyperion er planeten Saturns ottendestørste måne, og kendes også under betegnelsen Saturn VII.
Navngivning
Hyperion blev opdaget året efter at John Herschell i sin publikation Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope havde foreslået at opkalde de dengang syv kendte Saturn-måner efter titanerne fra den græske mytologi. Lassell opdagede Hyperion to dage efter William Cranch Bond og Geroge Phillips Bond, men blev den første der offentliggjorde sin opdagelse: Og ved den lejlighed valgte han at følge Herschells navngivnings-idé, og opkaldt månen efter titanen Hyperion.
Fysiske træk
Hyperion er den største Saturn-måne der ikke har facon som en kugle: Den er efter al sandsynlighed et af de brudstykker der blev tilbage da en større måne engang i fortiden er blevet slået i stykker af et voldsomt meteorit-nedslag. Det største krater på Hyperions overflade er 10 kilometer dybt og omtrent 120 kilometer i diameter — næsten halvdelen af hele Hyperions gennemsnitlige udstrækning.
Hyperions lave massefylde tyder på at den som de fleste af Saturns måner langt overvejende består af is, måske med en smule klippemateriale. Hyperion skiller sig ud fra de fleste andre måner omkring Saturn ved at være temmelig mørk; dens overflade tilbagekaster blot en fjerdedel af det lys der falder på den, så den må være dækket af i det mindste et tyndt lag af et andet og mørkere materiale af is. Det er muligvis støv der kommer fra Phoebe og Iapetus.
Hyperions rotation
Billederne fra rumsonden Voyager II og eftergølgende målinger fra Jorden viser at Hyperion roterer på en kaotisk måde: Modsat alle andre måner og planeter i Solsystemet bliver Hyperion ikke ved med at rotere omkring en fast omdrejningsakse der altid peger i den samme retning, men "tumler" rundt i tilfældige retninger. Simulerede computermodeller af Saturns måner tyder på at andre af Saturns irregulære måner tidligere kan have drejet om sig selv på samme kaotiske måde.
Den specielle rotation skyldes en kombination af omstændigheder, som er unik for Hyperion: Den er irregulær ("kartoffelformet") frem for kuglerund, og dens forholdsvis langstrakte bane bringer den med jævne mellemrum tæt på den noget større måne Titan: Hver gang Hyperion foretager tre omløb omkring Saturn, har Titan været fire gange rundt, og hver gang Titan "overhaler" Hyperion, kommer den tæt nok på til at dens tyngdekraft kan trække i den "lange ende" af Hyperion der tilfældigvis er tættetst på.
Hyperions særlige måde at dreje om sig selv, gør at overfladen er meget ensartet, modsat de Saturn-måner der har bunden rotation og som følge deraf to halvkugler med markant forskelle landskaber.
Ekstern henvisning
[http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/hyperion.html De ni planeter: Hyperion]
Kategori:Saturns måner
ja:ヒペリオン (衛星)
PlanetEn planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter.
De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)
Se også
- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen
Eksterne henvisninger
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
Kategori:Astronomi
Kategori:DK5 52.43
als:Planet
ja:惑星
ko:행성
ms:Planet
simple:Planet
th:ดาวเคราะห์
zh-min-nan:He̍k-chheⁿ
Måne
En måne er et større objekt i kredsløb om en planet.
Solsystemets planeter og måner:
# Merkur (ingen måner)
# Venus (ingen måner)
# Jorden
#
- Månen
# Mars
#
- Phobos
#
- Deimos
# Jupiter
#
- Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe
#
- Io
#
- Europa
#
- Ganymedes
#
- Callisto
#
- Leda, Himalia, Lysithea, Elara, Ananke, Carme, Pasiphae og Sinope
# Saturn
#
- Pan og Atlas
#
- Prometheus og Pandora
#
- Epimetheus
#
- Janus
#
- Mimas
#
- Enceladus
#
- Tethys, Telesto og Calypso
#
- Dione og Helene
#
- Rhea
#
- Titan
#
- Hyperion
#
- Iapetus
#
- Phoebe
# Uranus
#
- Cordelia, Ophelia, Bianca, Cressida, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Belinda og Puck
#
- Miranda
#
- Ariel
#
- Umbriel
#
- Titania
#
- Oberon
#
- Uranus XVI og Uranus XVII
#
- Uranus XVIII
# Neptun
#
- Naiad, Thalassa, Despina og Galatea
#
- Larissa
#
- Proteus
#
- Triton
#
- Nereid
# Pluto
#
- Charon
Eksterne henvisninger
- [http://www.maecker-web.de/moon/ Moon Phases]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
Kategori:Astronomi
Kategori:Måner
Kategori:DK5 52.43
th:ดาวบริวาร
Saturns månerPr. 2005 har man med sikkerhed kendskab til 48 måner i kredsløb om planeten Saturn, og hertil har man observeret yderligere to små objekter, kaldet S/2004 S 4 og S/2004 S 6, som dog kan vise sig at være én og samme måne.
Teknisk set er også de myriader af små is- og stenpartikler der danner Saturns system af planetringe også "måner", og der findes ikke nogen skarp grænse mellem en meget lille måne og en meget stor ring-partikel. Derfor vil man aldrig kunne fastslå et endeligt antal af Saturn-måner.
Oversigt
Tabellen herunder omfatter de i skrivende stund 48 kendte måner samt de to omtalte, ikke bekræftede objekter, sorteret i stigende orden efter deres omløbsbaners halve storakser, og dermed også efter stigende omløbstid:
Opdagelse
Før rumfartens tidsalder kendte man til 9 måner i kredsløb om Saturn, hvoraf matematikeren og fysikeren Christiaan Huygens opdagede Titan som den første, og de næste fire, Dione, Iapetus, Rhea og Tethys, blev opdaget af den italiensk-franske astronom og ingeniør Giovanni Domenico Cassini. I 1789 kunne William Herschel føje Enceladus og Mimas til listen.
Herschels søn, John Herschel, fremsatte i 1847 i sin publikation Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope forslag til navne på de syv måner man kendte på dette tidspunkt; navne der var hentet i den græske mytologi.
I 1848 blev Hyperion opdaget af hhv. William Lassell samt William Cranch Bond og Geroge Phillips Bond, uafhængigt af hinanden, og i 1905 fandt Charles Dillon Perrine månen Elara.
Da de to rumsonder i Voyager-programmet i 1980 passerede Saturn, sendte de billeder tilbage til Jorden som afslørede ikke mindre end ni nye måner. Og inden Cassini-rumsonden ankom til Saturn-systemet i sommeren 2004 og indtil videre har fundet 8 af månerne i ovenstående tabel, var en systematisk eftersøgning efter Saturn-måner blevet indledt fra jordbaserede observatorier og havde afsløret 12 hidtil ukendte måner i store afstande fra Saturn. Og fra Mauna Kea-observatoriet har et andet hold astronomer ved systematisk eftersøgning fundet andre 12 måner.
Månen Themis
I 1905 mente William H. Pickering, der syv år forinden havde opdaget Phoebe, at have fundet endnu en Saturn-måne, som han kaldte Themis (måne). Siden har det vist sig at Pickering tog fejl; månen Themis findes ikke.
Grupperinger
Selv om grænserne ikke er helt skarpe, kan man inddele Saturns måner i forskellige kategorier:
Ringenes hyrdemåner
En hyrde-måne er en måne der kredser lige indenfor eller lige udenfor en af saturns planetringe, og med deres svage tyngdekraft påvirker omløbsbanen for de partikler i ringene som de kommer i nærheden af. Blandt andet skaber disse måners indflydelse zoner i ringsystemet hvor partiklerne ikke kan opholde sig stabilt over længere tid, og disse zoner ser vi som smalle mellemrum, eller "gab" i ringsystemet. For Saturns vedkommende er Atlas, Pan, Pandora, Prometheus, S/2004 S 3, S/2005 S 1 og den eller de måner der indtil nu kendes som S/2004 S 4 og S/2004 S 6.
De co-orbitale måner
To af Saturns måner, Janus og Epimetheus, har næsten ens omløbsbaner; den ene fuldfører et omløb en kende hurtigere end den anden, og "burde" således med jævne mellemrum indhente den anden. Men når de kommer tilpas tæt på hinanden, udøver deres svage tyngdekræfter et træk i dem, som får dem til at bytte omløbsbaner en gang hvert fjerde år. Indtil nu er dette det eneste kendte tilfælde af to himmellegemer der bytter baner på denne måde.
De indre store måner
Dione, Enceladus, Mimas og Tethys færdes alle indenfor den ganske tynde E-ring omkring Saturn, og henregnes til en gruppe for sig. Navnet til trods har der vist sig et par udpræget små måner, Methone og Pallene, hvis omløbsbaner ligger i samme interval som de store medlemmer af denne gruppe. Og i samme område finder man den næste gruppe:
Trojanske måner
Ligesom de såkaldte Trojanske asteroider, der samles i to "klynger" omkring lagrange-punkterne L4 og L5 i forhold til Jupiters omløb om Solen, så finder man i Saturn-systemet to eksempler på små måner i de samme to lagrange-punkter i forhold til en større månes omløb om Saturn. I lagrange-punkterne for Tethys finder man Telesto (L4) og Calypso (L5), og tilsvarende finder man i samme omløbsbane som Dione de to små måner Helene (L4) og Polydeuces (L5).
De ydre store måner
Denne gruppe hører til uden for E-ringen, og omfatter fire af Saturns største måner; Hyperion, Iapetus, Rhea og Titan. Hyperion, det mindste medlem af gruppen, er temmelig iregulært formet.
Inuit-gruppen
Inuit-gruppen består af fem måner med nogenlunde samme afstande og hældningsvinkler i forhold til Saturn: Dens "medlemmer" er Kiviuq, Ijiraq, Paaliaq, Siarnaq og S/2004 S 11. Med undtagelse af den sidste har månerne i denne gruppe navne efter skikkelser fra den inuitiske mytologi.
Den nordiske gruppe
Igen en gruppe af måner der knyttes sammen af nogenlunde ens afstande og hældninger i forhold til Saturn. Den nordiske gruppe omfatter 18 måner, nemlig Mundilfare, Narfe, Phoebe, Skade, Suttung, Trym, Ymer, samt månerne med de midlertidige betegnelser fra S/2004 S 7 til S/2004 S 10 og S/2004 S 12 til S/2004 S 18. Alle disse måner har retrograd omløb, hvilket vil sige at de populært sagt "kredser den gale vej" rundt om Saturn. De navne der gives til måner i denne gruppe, stammer fra den nordiske mytologi.
Den galliske gruppe
Denne gruppe omfatter de tre måner Albiorix, Erriapo og Tarvos. Igen knyttes de sammen som gruppe af omtrent ens omløbsbaner.
Se også
- Jupiters måner
- Neptuns måner
- Plutos måner
- Uranus' måner
Kategori:Saturns måner
ja:土星の衛星
Titan (mytologi)Titanerne var børn af Gaia og hendes søn Uranos ligesom kykloperne og de hundredarmede. Titanen Kronos kastrerede sin far og vandt derved magten, men da han avlede børn med Thea, gentog historien sig. Børnene revolterede mod deres forældre, og titanerne kom i krig med Kronos' børn, Kroniderne. Der findes andre titaner nævnt i den græske mytologi, ofte er det børn af de oprindelige tolv.
Hvem titanerne har været, ved man ikke. Det har været foreslået, at de er et tidligere gudedynasti, der er blevet fortrængt af et nyere. Lignende historier fra Lilleasien vidner dog om, at historien om generationsslagsmålet har eksisteret andesteds og måske har været et fast motiv i Lilleasiens og Grækenlands mytologier.
Kilder
Hesiod
Den primære kilde til beretningerne om titanerne er Hesiods værk Theogonien. Han beskriver Titanernes undfangelse således:
:"..favnet af Uranos fik hun Okeanos' hvirvlende floddyb
:dertil Koios og Kreios og Japetos og Hyperion,
:Theia og Rheia og Themis og næst efter dem Mnemosyne,
:Foibe med gylden krans og den længselsforvoldende Tethys;
:Men efter dem som den yngste kom Kronos med krogede tanker,
:rædsomst af samtlige børn, og han fyldtes af had til sin fader."
:::Citeret fra Lene Andersens oversættelse.
De fleste andre kilder følger Hesiod ret tæt højst med små variationer: Apollodorus for eksempel har Dione som en 13. titan
Andre kilder
I den orfiske digtning findes der fragmenter der omtaler titanerne.
Titanerne
De oprindelige 12 titaner.
- Okeanos
- Thetys
- Koios
- Krios,
- Hyperion
- Iapetos
- Thea
- Rhea
- Themis
- Foibe
- Mnemosyne
- Kronos.
Andre titaner
- Hekate
- Atlas
- Perses
- Prometheus
Kategori:Græsk mytologi
ja:ティタン
ko:티탄 (신화)
Græsk mytologiGuder og gudinder
- Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Boreas, Demeter, Dionysos, Eileithyia, Eos, Eros, Eris, Faeton, Gaia, Hypnos, Hades, Hefaistos, Hekate, Helios, Hemera, Hera, Hermes, Hestia, Hybris, Hypnos, Iris, Kronos, Morfeus, Nemesis, Nereus, Nike, Nyx, Pan, Poseidon, Rhea, Selene, Thanatos, Thetis, Triton, Uranus, Zefyr, Zeus.
Helte
- Achilleus, Ajax, Bellerofon, Charon, Hektor, Herakles, Jason, Odysseus, Orfeus, Peleus, Perseus, Theseus, Ødipus.
Fantastiske væsener
- Karybdis, Chimaira, De hundredarmede, Dryader, Føniks, Gorgonerne, Hydra, Kentaurer, Kerberos, Kraken, Kykloper, Meliader, Mænader, Minotauros, Najader, Nereider, Nymfer, Pegasus, Python, Satyrere, Skylla, Sirener, Sylfider, Tyfon.
Titaner
- Atlas, Koeus, Helios, Hyperion, Iapetos, Kronos, Leto, Metis, Mnemosyne, Phoebe, Prometheus, Rhea.
Sagnkonger
- Agamemnon, Laios, Menelaos, Midas, Minos, Priamos, Sisyfos, Tantalos.
Stednavne
- Elysion, Ilion, Olympen, Styx, Tartaros
Andet
- Erebos, Iliaden, Odysseen, Pandoras æske.
Se også
- De græske guders familietræ
- Græske guder
- Nordisk mytologi
- Romerske gudenavne vs. græske
Links
- [http://www.netspirit.dk/index.php?module=pagemaster&PAGE_user_op=view_page&PAGE_id=587 Netsprit: De græske guder]
- Gudeliste: [http://www.natsunivers.dk/graesk_mytologi.php Græsk mytologi på Nats univers]
- [http://www.natsunivers.dk/gudinder.php Nats univers: Græsk mytologi]
Kategori:Mytologi
Kategori:Græsk mytologi
Kategori:DK5 29.2
ja:ギリシア神話
ko:그리스 신화
Hyperion (mytologi)Hos Hesiod nævnes Hyperion som en af de oprindelige tolv titaner, søn af Gaia og Uranos. Med Thea er han er far til Helios solguden (Med hvem han ind imellem blandes sammen), Selene månens gudinde, og Eos Morgenrøden.
Titanen Hyperion er emnet i Hyperion, et ufærdigt episk digt af John Keats. Hyperion er desuden hovedpersonen i Friedrich Hölderlins roman af samme navn.
Kategori:Græsk mytologi
ja:ヒュペリオン
KugleKugle er en tredimensional geometrisk figur, hvor uendelig mange sammenhængende punkter ligger i samme afstand fra et bestemt punkt kaldet centrum.
En kugles størrelse angives af dens radius r, som netop er afstanden mellem centrum og dens overflade. Afstanden fra et punkt på overfladen gennem centrum til et andet punkt på overfladen kaldes diameteren og har længden to gange radius.
Matematisk beskrivelse af kuglen
Udfra ovenstående oplysninger kan man matematisk vise kuglens ligning, hvilket som nævnt er en rummelig figur, dvs. at den er i tre dimensioner:
Dette skal forstås, således at kugleskallen kan beskrives som en punktmængde K. Denne punktmængde er defineret ved længden af en vektor , som altså udgør radius i kuglen.
Punktet C udgør altså centrum i kuglen, alt imens at P, er et såkaldt løbende punkt.
Vi kan endvidere tildele hver af de to punkter et koordinatsæt, som til sidst skal munde ud i kuglens ligning.
Kuglens centrum beskriver vi ved følgende tre koordinater i rummet:
Samtidig beskriver vi det løbende punkt ved følgende koordinatsæt:
Vi kan nu sammenfatte det til en vektor, som lyder således:
Ifølge reglerne omkring prikprodukt kan følgende omskrivning foretages:
Hvilket er kuglens (kugleskallens) ligning.
Se også
- Cirkel
- Ellipsoide
- Sfære
- Terning
Kategori:Geometri
Meteorit
Et meteor (også kaldet stjerneskud eller Aerolit) kan ses, når en meteoroide "brænder" og nedbremses i Jordens atmosfære. Hvis noget af meteoren når jordens overflade, kaldes denne rest for en meteorit (eller meteorsten). Meteoritter kan give information om Solsystemets sammensætning.
Et særligt lysstærkt stjerneskud kaldes en ildkugle (eng. bolide).
Eksterne adresser med dansk indhold
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/meteorites.html Meteorer, meteoritter og nedslag]
- [http://as.dsri.dk/ildkugle/ Dansk Astronomisk Selskab og Geologisk Museum, Online Ildkuglerapporteringformular: Har du set en ildkugle?]
Ekserne adresser
- dmoz: [http://dmoz.org/Science/Astronomy/Solar_System/Asteroids,_Comets_and_Meteors/Meteors/ Meteors]
DiameterDiameteren er tværmålet af en cirkel, en korde gennem cirklens centrum (eller længden af denne korde). Diameter bruges også om kugle, cylinder og lignende.
Se også
- Korde, sekant, tangent og punkt.
Kategori:Geometri
ja:径
Phoebe (måne)
Phoebe er planeten Saturns niendestørste måne: Den blev opdaget af William Henry Pickering den 17. marts 1899 på nogle fotografiske plader som DeLisle Stewart havde optaget i Chile den 16. august året før. Phoebe er den første måne der på den måde blev fotograferet før den blev opdaget: Alle de måner man kendte indtil da, var blevet opdaget ved at et menneskeligt øje så på dem direkte gennem en kikkert.
Navngivning
Phoebe, der desuden omtales som Saturn IX, har sit navn efter Foibe fra den græske mytologi. Den Internationale Astronomiske Union har besluttet at navngive landskabstræk på Phoebes overflade efter skikkelser i den græske myte om Jason og Argonauterne, og tildelte i starten af 2005 navne til 24 af Phoebes kratre.
Fysiske træk
Phoebe er tilnærmelsesvis rund som en kugle med en diameter på 220 kilometer. Mens de fleste af Saturns indre måner er lyse, har Phoebe en meget mørk overflade der kun tilbagekaster 6 % af det lys der falder på den. Det fik astronomerne til at gætte på at Phoebe er en indfanget småplanet af den kulstof-holdige type som udgør 75 % af alle kendte småplaneter, men på billeder fra rumsonden Cassini kan man se både mørke og lyse kratre, hvilket tyder på at den mørke overflade blot skyldes et 300–500 meter tykt lag støv eller lignende, og at månen neden under dette lag hovedsagelig består af is ligesom de fleste andre Saturn-måner, om end Phoebes indhold af klippematerialer anslås til 50 %, modsat de 35 % der er typisk for de fleste andre af Saturns måner.
Ekstern henvisning
[http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/phoebe.html De ni planeter: Phoebe]
Kategori:Saturns måner
ja:フェーベ (衛星)
simple:Phoebe (moon)
Iapetus (måne)
Iapetus er planeten Saturns tredjestørste måne: Den blev opdaget den 25. oktober 1671 af Giovanni Domenico Cassini, og kendes desuden som Saturn VIII.
Navngivning
Cassini foreslog selv at kalde Iapetus og de tre andre Saturn-måner han opdagede; Dione, Rhea og Tethys, for Lodicea Sidera ("Ludvigs stjerner"), til ære for Ludvig 14. af Frankrig, men de næste knap 200 år nummererede astronomerne blot de enkelte måner med romertal. I 1847 foreslog John Herschel i sin publikation Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope at navngive de dengang syv kendte Saturn-måner efter titanerne fra den græske mytologi, hvoraf denne måne fik navn efter titanen Iapetos.
Overfladetræk
Cassini bemærkede, at han kun kunne se den "nye" måne når den stod vest for Saturn, og gættede ganske rigtigt på at den måtte være temmelig mørk på den side der vendte mod Jorden når Iapetus stod øst for Saturn. Dette blev endeligt bekræftet med billeder fra Voyager- og Cassini-rumsonderne, som viste at mens den lyse side tilbagekaster halvdelen af det lys der falder på den, er det kun mellem 3 og 5 procent af lyset der tilbagekastes fra den mørke side.
Iapetus består for det meste af is, og det er denne is der ses på den lyse side af månen. Den mørke side er dækket af et tyndt lag af kulstofholdigt materiale; muligvis simple organiske forbindelser der minder om dem man finder i meteoritter og kometer. Det er lidt uklart hvor dette materiale kommer fra; i følge nogle teorier er det støv fra andre af Saturns måner, mens det i andre teorier skabes når sollys og kosmisk stråling nedbryder metan og ammoniak som frigives fra Iapetus indre gennem vulkaner eller ved meteornedslag.
Voyager 2 passerede Iapetus den 22. august 1981 og tog billeder i en afstand af næsten en million kilometer: På den mørke side viser billederne ikke ret meget, men på lyse side ses talrige kratre, herunder ét der er 500 kilometer i diameter og med 15 kilometer høje kratervægge.
Voyager-billederne viser også en slags "bjergryg" der synes at følge Iapetus' ækvator temmelig præcist, og på de detaljerede billeder som Cassini-rumsonden tog den 31. december 2004 kan man se at bjergryggen fortsætter hen over Iapetus' mørke side. Denne bjergryg er ca. 13 kilometer høj og 20 kilometer bred, og strækker sig næsten hele vejen rundt om månen.
Ekstern henvisning
[http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/iapetus.html De ni planeter: Iapetus]
Kategori:Saturns måner
ja:イアペトゥス (衛星)
ko:이아페투스 (위성)
Voyager II
Voyager 2 er en del af NASA's Voyager rumprogram, og havde sammen med Voyager 1 til formål at undersøge de ydre planeter i vores solsystem.
Voyager 2 blev affyret den 20. August 1977 fra Cape Canaveral i Florida. Voyager nåede Jupiter, som var det første mål på dens rejse, den 9. juli 1979 og selvom Voyager 2 først var blev affyret 16 dag efter Voyager 1 ankom den faktisk til Jupiter 4 måneder før. Efter Jupiter fortsatte den til Saturn, Uranus og Neptun og det er det eneste rumfartøj der har besøgt de sidste to planeter.
I dag fortsætter Voyager 2 mod udkanten af solsystemet og man regner med at den kan blive ved med at sende data tilbage til Jorden indtil 2030'erne.
Kategori:Rumfartøjer
ko:보이저 2호
Jorden
Jorden er den tredje planet fra solen i vores solsystem.
Jorden er 12.756,270 kilometer i diameter og er en planet med en atmosfære. Jorden har en måne: Månen. Afstanden til solen er cirka 150 millioner kilometer, hvilket svarer til omkring otte lysminutter.
Jordens historie er inddelt i forskellige tidsperioder, hvor planeten langsomt udvikler sig til et sted, hvor livet kan opstå og derefter udvikles, hvor arter langsomt udvikles, nogle dør, mens andre blomstrer op i en periode, hvorefter atter andre arter tager over.
Kredsløb om solen
art
Afstand til Solen (massecenter)
| Min. | 147 098 073 km
| | Max. | 152 097 701 km
| | Halve storakse | 149 597 887 km
| | Halve lilleakse | 149 576 999 km
| | Excentricitet | 0,01671022
| | Siderisk omløbstid | 1a 0t 10m 1,344s
| | Synodisk periode | —
| | Omløbshastighed Gnsn. | 107.219 km/t
| | Omløbshastighed Min. | 105.448 km/t
| | Omløbshastighed Max. | 109.033 km/t
| | Banehældning | 0,000 05° i fh. t. ekliptika,
| | Banehældning | 7,25° i fh. t. Solens ækv.
| | Periapsisargument; Ω | 114,207 83 °
| | Opstigende knudes længde; ω | 348,739 36 °
|
Fysiske egenskaber
| Radius | 6.378,135 km ved ækvator, 6.356,750 km ved polerne, 6.372,795 km ved gennemsnitlig
| | Diameter | 12.756,270 km ved ækvator, 12.713,500 km ved polerne, 12.745,591 km ved gennemsnitlig
| | b:a | 0,996647139
| | Fladtrykthed | 0,003352861
| | Overfladeareal | 5,1×108 km²
| | Rumfang | 1,08×1012 km³
| | Masse | (5,972.23 ± 0,00008)×1024 kg
| | Massefylde | 5,515×103 kg/m³
| | Tyngdeacceleration ved overfladen | 9,780 m/s²
| | Undvigelseshastighed ved ækvator | 40 270 km/t
| | Rotationstid | 23t 56m 3,091s
| | Aksehældning | 23,439 281° i forhold til ekliptika
| | Nordpolens rektascension | -mangler-
| | Nordpolens deklination | 90,000 °
| | Magnetfelt | 30-60 μT
| | Albedo | 36,7 %
| | Temperatur ved overfladen | Gnsn. 14 °C
| | Min. temperatur | -88 °C
| | Max. temperatur | +58 °C
|
Atmosfære
Atmosfæren består af Kvælstof, ilt, argon, carbondioxid (kultveilte) og vand.
Atmosfæretryk ved havoverfladen er 101,325 hPa
| Kvælstof: | 77%
| | Ilt: | 21%
| | Argon: | 1%
| | Carbondioxid: | 0,038%
| | Vand: | variabel
|
Struktur
vand
Det indre af jorden er kemisk delt i en ydre siliciumholdig fast jordskorpe, en tyndtflydende (<-highly viscous?) kappe, en tyktflydende ydre kerne som er mindre flydende end kappen og en fast kerne. Den flydende ydre kerne er årsagen til det svage magnetiske felt pga. konvektion af dets elektrisk ledende materiale.
Konstant finder nyt materiale vej op gennem jordoverfladen gennem vulkaner og revner i havbunden. Meget af jordens skorpe er mindre end 100 millioner (1×108) år gammel; De ældste dele af skorpen er helt op til 4,4 milliarder (4,4×109) år gamle [http://spaceflightnow.com/news/n0101/14earthwater/].
Under ét (atmosfære, jordskorpe, kappe, kerner) er jordens sammensætning efter masse [http://earthref.org/cgi-bin/er.cgi?s=erda.cgi?n=547]:
-
Jordens Indre
Indre varme
Det indre af jorden når temperaturer på 5.650 +/- 600 kelvin [http://www.es.ucl.ac.uk/people/d-price/papers/153.pdf] [http://www.carnegieinstitution.org/news_010905.html]. Planetens indre varme blev oprindeligt dannet ved samlingen af gas og støv (dets accretion) (se gravitational bindingsenergi) og da yderligere varme forsat bliver dannet pga. radiaktivt henfald som f.eks. uran, thorium og kalium. Varmemængden, som flyder fra det indre til jordoverfladen er kun 1/20.000 så stor som energien som modtages fra Solen.
Struktur
Jordens sammensætning (som dybde under havoverfladen):
- 0 to 60 km - Lithosfære (varierer lokalt mellem 5-200 km)
- 0 to 35 km - Jordskorpe (varierer lokalt mellem 5-70 km)
- 35 to 60 km - Øverste del af kappen
- 35 to 2890 km - Kappe
- 100 to 700 km - Asthenosphere
- 2890 to 5100 km - Ydre kerne
- 5100 to 6378 km - Indre kerne
Se også
- Verdens lande
- Oceanografi
- Corioliskraften
- Verdenshave
- Kontinent
Kategori:Geografi
Kategori:Geologi
Kategori:Astronomi
Kategori:Planeter
Kategori:Solsystem
Kilder/referencer
- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]
Eksterne henvisninger
- [http://www.geogr.ku.dk Københavns Universitet, Geografisk Institut]
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=7&under=5 FagLinks: Geografi - Jorden]
ja:地球
ko:지구
ms:Bumi
simple:Earth
th:โลก
zh-min-nan:Tē-kiû
Titan (måne)
Titan er planeten Saturns største måne, og den næststørste måne i vores solsystem, kun overgået af Jupiter-månen Ganymedes. Den blev opdaget, iøvrigt som den første Saturn-måne, den 25. marts 1655 af den hollandske astronom Christiaan Huygens.
Navngivning
Huygens kaldte sin opdagelse for Saturni Luna (latin for "Saturns måne"; kan også skrives som Luna Saturni), men senere opdagede Giovanni Domenico Cassini yderligere fire måner omkring Saturn, nemlig Dione, Iapetus, Rhea og Tethys. I de følgende næsten 200 år endte det med at man simpelthen nummererede Saturn-månerne med romertal som det også blev gjort for Jupiters måner.
De "moderne" navne på Saturns måner, herunder Titan, stammer fra titanerne fra den græske mytologi: De blev foreslået af John Herschel i hans publikation fra 1847; Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope.
Udforskning af Titan
1847
Titan har, som den eneste måne i solsystemet, en tæt atmosfære, som indtil for nylig har hindret udforskningen af selve overfladen. Da rumsonden Voyager I passerede Saturn, valgte man at lade den gå tæt forbi Titan i håbet om at få detaljerede billeder af overfladen, i stedet for en nærpassage af selve Saturn som ville gøre det muligt at lade sonden fortsætte til planeterne Uranus og Neptun sådan som dens søsterfartøj Voyager 2 gjorde. Men desværre skuffede billederne fælt, idét atmosfæren udviskede alle overfladetræk, og i stedet viste Titan som en omtrent ensfarvet skive.
Rumsonden Cassini medbragte et landingsfartøj, kaldet Huygens, som den 14. januar 2005 trængte ned igennem den tætte Titan-atmosfære og bremsede sit fald ved hjælp af tre faldskærme, landede blødt på overfladen, og sendte detaljerede billeder af overfladen tilbage. Dertil har Cassini-rumsonden bl.a. med sine infrarøde kameraer "kigget igennem" atmosfæren og afsløret en varieret overflade med mørke og lyse træk.
Titans fysiske egenskaber
Titan er større end planeten Merkur, men har dog mindre masse. Tidligere troede man at Titan var en kende større end Jupiter-månen Ganymedes, og dermed solsystemets største måne, men det har siden vist sig at Titans tykke atmosfærelag har medvirket til en overvurdering af dens egentlige størrelse.
Ligesom de fleste andre af Saturns måner består Titan af en blanding af vand-is og klippemateriale. Man formoder den har en en kerne af klippemateriale, ca. 3400 kilometer i diameter, omgivet af lag af forskellige former for is, og det er muligt at centeret i denne klippe-kerne stadig er varmt.
På grund af Titans størrelse presses dens centrale dele sammen under vægten af de ydre lag, hvilket forøger massefylden for materialet i kernen.
Atmosfæren
massefylde
Som den eneste måne i vort solsystem har Titan en tæt, veludviklet atmosfære: Trykket ved overfladen er halvanden gang så højt som vi kender det ved Jordens overflade. Denne atmosfære består for 95 procents vedkommende af kvælstof, og dertil metan og en smule helium, samt betydelige spor af en lang række forskellige molekyler som etan, diacetylen, metylacetylen, cyanoacetylen, acetylen, propan, carbondioxid, carbonmonoxid, cyanogen og cyanbrinte. Titan har ikke i sig selv noget magnetfelt, og bevæger sig til tider udenfor Saturns magnetfelt, og derved udsættes atmosfæren for solvinden, som kan ionisere og evt. helt "bortføre" molekyler fra de øverste atmosfærelag. Solens ultraviolette stråling nedbryder metan-molekyler i den øverste atmosfære, og man mener at de mange kulbrinteforbindelser er resultatet af kemiske reaktioner mellem de sønderdelte molekyler. Disse mere komplekse molekyler danner en tæt, orange smog i Titan-atmosfæren.
Titan-overfladens temperatur er nede omkring −180 °C, så det er forsvindende lidt vand der fordamper fra overfladen og bliver en del af atmosfæren. De spredte skyer der ses rundt omkring, består sandsynligvis af metan, etan eller andre simple, organiske forbindelser. Man har konstateret nedbør fra disse skyer; ind imellem "regner" det med en kulbrinteblanding der kan beskrives som flydende naturgas. Ifølge en endnu ikke bekræftet teori er Titan-overfladen dækket af et lag af et tjære-agtigt stof kaldet tholin, som stammer fra nedbøren og smoggen.
Den tykke atmosfære blokerer også for meget af det sollys der når Titan: På overfladen er der et svagt, diffust lys, som ikke kaster skygger.
Kryovulkanisme
skygge
Fund af isotopen Argon-40 i atmosfæren tyder på at Titan har en vis kryovulkanisme, dvs. aktive vulkaner der udspyr vand-is og ammoniak. Man har på nærbilleder også fundet en vulkan der udspyr metan, og det menes nu at denne vulkanaktivitet er en væsentlig kilde til metan i atmosfæren.
Overfladetræk
På kort over Titans overflade har man indplaceret flere store, mørke og lyse regioner, herunder et lyst område på størrelse med Austalien som formelt har fået navnet Xanadu, og andre steder findes mørke områder af tilsvarende størrelse. De er blevet observeret med Hubble-teleskopet og fra Keck-teleskopet og Very Large Telescope, men man ved endnu ikke præcis hvad der danner hhv. mørke og lyse landskaber. Helt frem til efter Huygens-sondens landing gættede man på at visse områder var "have" af flydende metan eller etan, men den teori er nu blevet afkræftet af observationer fra både Cassini og Huygens. Huygens-sonden landede på et af de mørke områder, og modsat hvad man havde forventet, er dette område ikke flydende eller "klægt" som tjære. Et "penetrometer" ombord i Huygens målte rystelserne som følge af landingen, og på baggrund af dets målinger gættede man først på at sonden var landet i enten løst sand, vådt ler, eller måske en overflade af tyktflydende tjære, dækket af sand. Konklusionen er nu, at Huygens landede i en slags "sand" af ispartikler, evt. oven i en af de lidt større isblokke der ses på billederne fra landingsstedet.
Til gengæld viser billederne fra Hygens nedstigning et landskab gennemkrydset af "floder" og "afløbs-kanaler" der fører ud til de mørke regioner. Og billederne fra Huygens landingssted viser isblokke der er delvis "slebet runde", muligvis af strømmende væsker, så selv om der endnu ikke er ført bevis for "søer", "have" eller andre større, væske-dækkede områder på Titan, er der meget der tyder på at der enten periodevis er, eller for relativt nylig har været, masser af væske på Titans overflade — måske var Huygens bare så "uheldig" at ankomme på en "tør årstid".
Cassini-rumsonden kortlægger et stykke af Titan hver gang den passerer månen, ved hjælp af radar-højdemålinger og syntetisk aperturradar: De første billeder fra dette arbejde har afsløret en kompleks topologi med såvel kuperede som jævne terræntyper, og man har fundet landskabstræk der tyder på vulkanaktivitet. Andre steder ses strejf af materiale, som synes at være blevet spredt for vinden. Enkelte steder ses noget der ligner kratre, om end de synes at være blevet fyldt op med den føromtalte nedbør af kulbrinte-forbindelser. I skrivende stund (august 2005) har man endnu kun fået kortlagt en del af egnene omkring nordpolen med radar, men terrænet her synes at være temmelig jævnt; ingen steder er der højdeforskelle på mere end 50 meter.
Eksterne henvisninger
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/titan.html De ni planeter: Titan]
- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=31&art_id=qw1118250721223B216 June 08 2005, iol: Methane volcano spotted on Saturn's moon]
Kategori:Saturns måner
ja:タイタン (衛星)
ko:티탄 (위성)
zh-min-nan:Titan (oē-chheⁿ) Standard MLEl lenguaje de programación Standard ML o SML es un lenguaje descendiente del lenguaje ML que nació como el Meta Lenguaje del sistema LCF. A diferencia de muchos otros lenguajes de programación, SML tiene una especificación formal, como semántica operacional publicada en el libro The Definition of Standard ML.
Implantaciones
- Standard ML of New Jersey (abreviado SML/NJ) es un compilador completo, junto con sus librerías, herramientas, y documentación. ([http://www.smlnj.org/])
- Moscow ML es una implementación liviana, basada en el ambiente de ejecución de CAML Light. Implementa el lenguaje SML completo, incluyendo sus módulos, también incluye la mayor parte de la librería de ase de SML. ([http://www.dina.kvl.dk/~sestoft/mosml.html])
- MLton es un compilador para programas completos (no maneja la noción de módulos). ([http://www.mlton.org])
- Poly/ML es una implantación completa de Standard ML. ([http://www.polyml.org/])
- SML2c es un compilador para firmas estructuras y functores que genera código en lenguaje C. Está basado en SML/NJ versión 0.67 y comparte con esa versión la mayor parte del ambiente de ejecución, pero no implanta ni herramientas de puesta a punto ni perfiles de ejecución. La compatibilidad a nivel de los módulos con SML/NJ es completa.
Todas las distribuciones mencionadas son de tipo software libre. No hay versiones comerciales de SML disponibles.
- Ocaml
- Extended ML
Referencias
- R. Milner, M. Tofte, R. Harper and D. MacQueen. The Definition of Standard ML (Revised).ISBN 0262631814.
Categoría:Lenguajes de programación
dieta kopenhaska elitarne.info Sennik online prag hotel bwin |
|
|
|
