:: wikimiki.org ::
| International Tlfkode |
International tlfkodeDette er en liste over internationale telefonkoder som skal indtastes ved telefonopkald til udlandet. Ved opkald fra Danmark til udlandet tastes først cifrene 00.
Landenes telefonkoder tildeles af den internationale telekommunikationsunion i standarden E.164.
Se også
- [http://www.itu.int/ Webside for Den internationale Telekommunikations-Union]
Kategori:Landekoder
ja:国際電話番号の一覧
ko:국제전화 나라번호
Afghanistan
Afghanistan er et land i Centralasien. Grænselandene er Pakistan, Iran, Kina, Turkmenistan, Tadsjikistan og Usbekistan.
Navnet Afghanistan kommer af det alternative navn for Pashtunere: Afghanere. Disse er grundlæggerne af det moderne Afghanistan. Sidste del kommer fra det persiske ord stān (land).
Geografi
Billede:Afghanistan.png
Afghanistan er et fjeldrigt land med sletter i nord og sydvest. Det højeste punkt er Nowshak, 7485 meter over havet. Store dele af landet er tørt, og ferskvandstilgang er begrænset. Afghanistan har indlandsklima med varme somre og kolde vintre. Landet blir jævnlig rystet af jordskælv.
De største byer i Afghanistan er hovedstaden Kabul, Herat, Jalalabad, Mazar-e Sharif og Kandahar.
Se også
- Verdens lande
Kategori:Afghanistan
Kategori:Asiatiske lande
Kategori:Indlandsstater
als:Afghanistan
ja:アフガニスタン
ko:아프가니스탄
ms:Afghanistan
simple:Afghanistan
th:ประเทศอัฟกานิสถาน
zh-min-nan:Afghanistan
AlgerietAlgeriet er et land i det nordlige Afrika, der ligger ud til Middelhavet og grænser op til Tunesien, Libyen, Niger, Mali, Mauritanien, Vestsahara og Marokko.
Historie
Algeriet opnåede selvstændighed i 1962 ved Evian-aftalen efter Algierkrigen.
Over 100.000 mennesker er blevet dræbt siden 1991, hvor regeringen aflyste et valg
hvor Den Islamiske Frelserfront stod til at vinde.
Se også
- Verdens lande
Eksterne henvisninger
- [http://www.leksikon.org/art.php?n=2872 Algeriet i lexikon.org]
Kategori:Afrikanske lande
Kategori:Algeriet
ja:アルジェリア
ko:알제리
ms:Algeria
simple:Algeria
zh-min-nan:Algeria
AndorraAndorra er et lille fyrstendømme, der ligger i Pyrenæerne mellem Spanien og Frankrig.
Historie
Uddybende artikel: Andorras historie
Andorra som efter sagnet skal være grundlagt af Karl den Store, er det eneste nuværende eksempel på den uafhængighed, som i middelalderen mange af Pyrenæernes dale besad. 1278 blev suveræniteten over Andorra delt lige mellem biskopperne af Urgel og greverne af Foix; disse sidste blev siden også konger af Navarra og med Henrik 4. konger af Frankrig, og således kom halvparten af suveræniteten over Andorra i den franske stats eje. Jalousien mellem de to protektorer (bag Biskoppen af Urgel står Spanien) var den egentlige årsag til, at Andorra kunne bevare sin uafhængighed.
Se også
- Verdens lande
Kategori:Europæiske lande
Kategori:Europarådet
Kategori:Indlandsstater
fiu-vro:Andorra
ja:アンドラ
ko:안도라
ms:Andorra
simple:Andorra
th:ประเทศอันดอร์รา
zh-min-nan:Andorra
Angola
Angola er et land i Afrika. Landet grænser op til Namibia, den Demokratiske Republik Congo, Republikken Congo og Zambia. Luanda, hovedstaden, har cirka 3 millioner indbyggere.
Landet var en portugisisk koloni indtil 1975. Herefter blev landet selvstændigt, men en lang række af blodige borgerkrige har præget landet siden. De forskellige oprørsbevægelser har været i kamp selv før uafhængigheden og kampene er fortsat op til i dag (2002). De væsentligste oprørsbevægelser har været MPLA og Unita. MPLA blev under den kolde krig støttet af Sovjetunionen og Cuba. USA og Sydafrika støttede Unita.
Det første forsøg på en fredsslutning indledtes i 1991. Der blev afholdt valg, som MPLA vandt, og Unita fortsatte herefter den væbnede kamp. Der blev igen i 1994 forsøgt en fred med Lusakaaftalen. FN-soldater blev indsat for at underbygge aftalen, men der blev aldrig opnået ro i landet. I 1998 brød aftalen fuldstændig sammen. Unitas leder Jonas Savimbi blev dræbt i februar 2002, og en ny fredsslutning blev indledt i april 2002. Aftalen bygger på Lusakaaftalen og har indebåret, at en række af Unitas soldater er blevet integreret i Angolas hær. De øvrige soldater befinder sig i særlige lejre.
Generelt er landet herefter præget af de store ødelæggelser efter borgerkrigene, og det anslås, at cirka 4 millioner af landets 14 millioner indbyggere er internt fordrevne flygtninge. Landet står derfor over for et kæmpe opbygningsarbejde.
Se også
- Verdens lande
Kategori:Afrikanske lande
Kategori:Angola
ja:アンゴラ
ko:앙골라
ms:Angola
simple:Angola
zh-min-nan:Angola
Antigua og Barbuda
Antigua og Barbuda er et land i Caribien, bestående af de to øer Antigua og Barbuda. Syd for landet ligger den øen Guadeloupe, mod sydøst øen Montserrat og mod vest Saint Kitts og Nevis.
Se også
- Verdens lande
Kategori:Nordamerikanske lande
Kategori:Caribiske øer
ja:アンティグア・バーブーダ
ko:앤티가 바부다
ms:Antigua dan Barbuda
simple:Antigua and Barbuda
zh-min-nan:Antigua kap Barbuda
ArmenienArmenien (armensk: Հայաստան, Hayastan, Hayq) er et bjergrigt land, der grænser op til Georgien i nord, Aserbajdsjan i øst samt en eksklave tilhørende Aserbajdsjan i syd og Tyrkiet og Iran i syd. Landet ligger i det østligste Europa i Kaukasus. Armenien deltager aktivt i SNG-samarbejdet og er medlem bl.a. af FN, Europarådet, WTO og OSCE. Landet har i århundreder været korsvejen mellem øst og vest.
Historie
Oldtid
Da landet Ur gik i opløsning, dannede dets territorium rammen om det antikke armenske kongeriges fødsel. Armeniens første regenter var den persiske shahs satrapper - vicekonger. Denne epoke reflekteredes i Xenofons og Herodots værker. Xenofons bog Anabasis indeholder en beskrivelse af de 10.000 grækeres tilbagetrækning fra Armenien i 401-400 f.v.t. Det var et vidnesbyrd om, at Armenien var rigt på landbrugsarealer med kvægavl og dyrkning af vin, hvede og frugt.
Efter Alexander den Stores erobringstogter og opblomstringen af Seleukide-imperiet indledtes en periode med 'hellenisering' af Armenien, der spillede en vigtig rolle i landets kulturliv. Seleukidernes stat faldt i romernes hænder i 190 f.v.t., og Armenien blev en selvstændig stat. Den lokale regent udråbtes til konge af Storarmenien under navnet Artashes den 1.
Det blev indledningen til en guldalder, som nåede sit maksimum under Tigrán den 2. - eller den Store. Han samlede alle de armensk-talende områder og annekterede adskillige naboregioner. Armeniens grænser strakte sig fra Middelhavet i syd over Sortehavet, i nord til det Kaspiske Hav i øst. Tigrans imperium blev dog snart besejret af de romerske og partiske hære. Armenien udnævntes til 'Det romerske folks ven og allierede', en i de tider almindelig anvendt eufemisme om Roms vasalstater.
Romerne, perserne og Byzans
I de første fire århundreder af vores tidsregning var Armenien tæt på at miste sin selvstændighed, indtil det endeligt i 428 ophørte med at være en stat, efter at det romerske imperium og den nye persiske kongedømme var enedes om at dele landet mellem sig. Et af de overlevende monumenter fra denne epoke er det græske tempel i Garni, tæt ved Jerevan.
Armenien blev i 301 det første land i verden, som officielt indførte kristendommen som statsreligion. På denne tid grundlagde den første patriark af Armenien, Gregor Lysbringeren, et kloster i Etjmiadsin, som eksisterer den dag i dag, og som blev hovedsæde for den armenske kirkes patriarker. Kirken identificerede sig fra da af med den armenske folkekarakter, da religionen tillod at fastholde den folkelige enhed, mens landet igennem længere tid var uden selvstændig statsledelse.
Munken Mesrop Masjtots opfandt i 405 et alfabet og blev stamfader til Armeniens eget skriftsprog. Bogstaverne i dette alfabet er bevarede op til vor tid og har medvirket til, at der altid har eksisteret en lige linje i armeniernes kultur lige fra Antikken over Middelalderen op til moderne tid. Det 5. århundrede var en periode med opblomstring af den religiøse og verdslige litteratur og af den armenske historieskrivning; senere udvikledes også naturvidenskaberne. Ananias Sjirakatsi påstod allerede i det 7. århundrede, at Jorden var rund og fremsatte hypotesen om, at der eksisterede adskillige planeter beboede af intelligensvæsener.
I det 5. og 6. århundrede deltes Armenien mellem Byzans og Persien. Perserne forsøgte at eliminere kristendommen fra de østlige områder af Armenien, hvor de kristne stod stærkt, hvilket førte til en folkelig opstand. Prins Vartán Mamikonian, chef for den armenske hær, påtog sig lederskabet af oprøret. I år 451 kom det til et slag i Avaraev-dalen mellem den armenske hær på 60.000 mand under ledelse af Vartán, og den persiske hær, der var armenerne betydeligt overlegen. Armenerne blev besejrede og prins Vartán dræbt, men også perserne led betydelige tab. Efter slaget gav perserne afkald på muligheden for at påtvinge armenerne deres religion, mens alle faldne blev kanoniserede af den armenske kirke.
Persien blev i det 7. århundrede invaderet af araberne, og de nye islamiske ledere annekterede også Armenien. Befolkningen strittede imod indtil slutningen af det 9. århundrede, da prins Ashot Bagratuni udråbtes til konge og dermed uafhængig leder af Armenien. Denne periode beskrives i den episke fortælling 'David af Sasún'.
Velfærdsperioden under kong Bagratidas blev ganske kort. I slutningen af det 11. århundrede begyndte landet at vakle under presset fra byzantinerne og selyúciderne, der var kommet til Transkaukasien fra Centralasien. Mange armenske prinser overgav deres jord til den byzantinske kejser, og modtog til gengæld jord i Kilikien. Dette - samt frygten for tyrkerne - førte til store udvandringer fra mange armenske områder.
Fornyet selvstændighed og tab af samme
I slutningen af det 11. århundrede grundlagde Rubénidas-dynastiet i Kilikien en ny armensk stat, der overlevede de næste 300 år. Kilikien havde nære forbindelser til de vesteuropæiske nationer. De armenske styrker intervenerede i korstogene, og via giftermål introduceredes Rubénidas'erne til de europæiske ledere. Det kilikiske Armenien blev i 1375 erobret af de ægyptiske mamelukker, der sørgede for at bevare litteraturen, kulturen og de videnskabelige landvindinger, mens det 'oprindelige' Armenien var blevet udslettet efter invasioner og krige.
De tyrkiske osmanner, der afløste selyuciderne i slutningen af det 13. århundrede, indledte erobringen af Lilleasien. Konstantinopel erobredes i 1453, og tyrkerne fortsatte deres march mod øst, hvor de invaderede Persien. De talløse krige mellem Tyrkiet og Persien brugte Armenien som slagmark, indtil landet i det 17. århundrede deltes mellem de to islamiske imperier. På dette tidspunkt varetog kirken ikke alene mange verdslige opgaver, men forsøgte ligeledes at påkalde sig de kristne europæeres opmærksomhed over for det drama, som armenerne, der så sig nødsagede til at flygte og slå sig ned langt fra hjemlandet, måtte gennemleve; flere af disse kolonier eksisterer for øvrigt endnu.
Rusland og Sovjet
17. århundrede
Efter en ekspedition i 1722, der bragte de russiske tropper helt til Transkaukasien, hvor de besatte byen Baku, samt yderligere territorier, der tilhørte perserne, indledte de armenske prinser i Nagornij Karabakh og enkelte naboregioner en opstand, der skulle forene dem mod russerne. Opstanden blev ledet af den armenske nationalhelt David-bek. Den russiske zar, Peter den Store, der havde lovet at ville bistå armenerne, døde imidlertid, og Rusland undertegnede en fredsaftale med Persien. Den anden russiske krig mod Persien indledtes i 1804 og afsluttedes i 1813 med Fredstraktaten fra Gulistan, i kraft af hvilken Karakakh og nogle få andre historiske områder i Armenien indlemmedes i det russiske imperium.
Gennem det 19. århundrede førte Rusland adskillige krige mod Tyrkiet og Persien og annekterede lidt efter lidt nye armenske områder, og til slut tilfaldt hele den østlige del af Armenien russerne. Dette område var beboet af mere end 2 millioner armenere, men den største del af Armenien, med et befolkningstal på over 4 millioner, tilhørte stadig Tyrkiet.
Mens Rusland forsvarede Armenien mod invasioner og krige, oplevede det østlige Armenien en velstandsperiode, mens armenerne, der var bosatte i det osmanniske rige, var udsat for forfølgelse og chikaner. Man var ofte vidne til uroligheder og sammenstød, hvilket tyrkerne forsøgte at hindre med drastiske repressalier. Man brugte som undskyldning, at armenerne under den 1. verdenskrig havde givet udtryk for deres sympati for den russiske hær, der havde angrebet fra Transkaukasien, og derfor gennemførte De unge Tyrkeres regime en massakre mod omkring 2 millioner armenere. Mens man skød mændene, blev kvinder og børn sendt til ørkenområder i Syrien, hvor de omkom af udmattelse, mens de overlevende flygtede til de armenske kolonier i udlandet.
Syrien
Da det russiske imperium kollapsede, proklameredes den selvstændige stat Republikken Armenien i Jerevan. Tyrkiet angreb Armenien i 1918 og 1920. Selv om det lykkedes den armenske hær at vinde nogle sejre, oplevede den unge republik alvorlige økonomiske tilbageslag, og dens territorium blev kraftig beskåret. I slutningen af 1920 udråbtes Den sovjetisk-armenske Republik af en koalition bestående af kommunister og nationalister, og ved et oprør, i februar 1921, væltedes den siddende regering. Med hjælp fra Den røde Hær, der var ankommet fra Aserbadsjan, overtog kommunisterne magten efter tre måneders hårde kampe.
Armenien, Georgien og Aserbadsjan dannede i 1922 Sammenslutningen af Transkaukasiske Socialistiske Sovjetrepublikker, der lod sig optage i USSR. For at undgå etniske konflikter mellem armenere og muslimer, vedtog det sovjetiske styre en separationspolitik, der tillod en deling af nationalitetsgrupper i administrative enheder, hvilket afgjorde at hele folkeslag blev flyttet. Den Selvstændige Socialistiske Sovjetrepublik Nachichevan proklameredes i 1923, med tilknytning til Azerbadjan, renset for armenere, og samtidigt 'overtog' azerbadjanerne Nagornij Karabakh, der var et historisk armensk område, Azerbadjan tidligere havde givet afkald på i 1920. Den transkaukasiske sammenslutning opløstes i 1936, og de involverede republikker søgte enkeltvis optagelse i Sovjetunionen.
I 1965 højtideligholdt armenere over hele verden for første gang mindet om folkedrabet i 1915. I Armeniens hovedstad krævede demonstranterne en tilbagelevering af området Nagornij Karabakh. Den første anmodning om genforening af Nagornij Karabakh og Armenien blev overbragt Sovjetunionens præsident Nikita Khrusjtjov i maj 1963, og var underskrevet af 2.500 indbyggere fra det opdelte område. Fra da af udvikledes to modsatrettede strømninger: i Armenien, hvor man var tilhængere af genforeningen, og i Aserbadsjan, hvor man var modstandere. I 1968 kom det til voldelige sammenstød mellem armenere og azerbadjanere i Stepanakert, hovedstaden i Nagornij Karabakh.
Krig og selvstændighed
I forbindelse med de påbegyndte reformer i Sovjetunionen i slutningen af 1980'erne, besluttede armenerne i Nagornij Karabakh, som udgjorde 80% af befolkningen, ved en folkeafstemning, at blive genforenet med Armenien. Det lokale parlament i Karabakh ratificerede anmodningen, og beslutningen mødtes i Armenien med stor entusiasme. Moskvas reaktion var den modsatte og sovjetiske styrker undertrykte brutalt demonstrationer i Jerevan og Stepanakert.
Den Panarmenske Nationale Bevægelse, som vandt valget i august 1990, var indstillet på at forsøge at opnå selvstændighed ad legal vej. Ved folkeafstemningen i september 1991, stemte 99,3 % for en separation fra Sovjetunionen. Det armenske parlament erklærede landet for selvstændigt og i oktober valgtes Levon Ter-Petrosan til præsident med 83 % de afgivne stemmer.
Nagornij Karabakh udråbtes samme måned til selvstændig republik, efter 99 % af vælgerne havde stemt for en løsrivelse. Aserbadsjan svarede igen med en økonomisk og militær blokade af Nagornij Karabakh, der blev indledningen til væbnede kampe mellem de to republikker. Armenien blev medlem af Organisationen af Alliancefri Nationer i december 1991, og blev fuldgyldigt medlem af FN i februar 1992.
Fra begyndelsen af 1993, mens proarmenske styrker opnåede betydelige sejre ved Nagornij Karabakh-fronten, begyndte Jerevan at trække sin ubetingede støtte til armenerne tilbage, i det mindste officielt, og i september indledte Aserbadsjan en økonomisk blokade af Armenien.
Den armenske økonomi begyndte at komme på fode igen i 1994 og 1995, til dels på grund af det gode forhold til Iran, som svækkede konsekvenserne af den aserbadsjanske blokade. I maj 1994 - på et tidspunkt hvor de armenske styrker, ifølge azerbadjanerne, havde erobret et område på 12.000 km², muliggjorde den russiske pression indgåelsen af en våbenhvile i Nagornij Karabakh. Omkring 20.000 mennesker havde mistet livet under krigen, mens 1 million var blevet drevet på flugt. I løbet af 1995 og de første måneder af 1996 fortsatte fredsforhandlingerne mellem de stridende parter.
På trods af anklager for valgsvindel og voldsomme demonstrationer i gaderne, indledte Ter-Petrosan sin anden valgperiode, efter at være blevet erklæret som vinder af valget, afholdt september 1996. Regeringerne i Jerevan og Moskva undertegnede i august 1997 en vidtgående aftale om politisk, økonomisk, videnskabeligt, kulturelt og forsvarsmæssigt samarbejde.
Utilfredsheden med de sociale forhold - hvor arbejdsløsheden nåede op på 20 % af de erhversaktive - og den undertrykkelse oppositionen blev udsat for, førte til Ter-Petrosans fald. Præsidenten trådte tilbage i marts 1998, efter at være blevet ladt i stikken af de førende personligheder blandt sine medarbejdere i regeringen. Robert Kocharyan - der er født i Nagornij Karabakh - vandt anden valgrunde ved præsidentvalget den 30. marts, efter at have besejret den tidligere leder af Kommunistpartiet, Karen Demirchian. Valget gjaldt dog kun besættelsen af posten frem til periodens afslutning i 1999.
Demirchian fik revanche ved parlamentsvalget i juni 1999, da han blev valgt til formand for parlamentet med 43 % af stemmerne bag sig. Nærmeste rival var kommunistpartiet, der fik 12 % af stemmerne. Men i oktober trængte en bevæbnet gruppe - uden forbindelse til de politiske partier - ind i parlamentet, hvor de dræbte premierministeren Vazgen Sarkisian, Demirchian og flere andre parlamentsmedlemmer - deriblandt 2 ministre. Gruppen tog de øvrige parlamentsmedlemmer som gidsler, men efter at præsident Kocharian gik ind i forhandlinger med gruppen besluttede de at nedlægge våbnene og overgive, mod personlige garantier. I november udpegede præsidenten Aram Sarkissian til posten som premierminister.
Nyeste udviklinger
I februar 2000 blev Armenien optaget som almindeligt medlem af Europarådet. I midten af året bekræftede Europarlamentet enstemmigt sin resolution fra 1987, hvorefter Tyrkiet først kan optages i EU, når det offentligt vedstår sit ansvar for folkedrabet på den armenske befolkning i 1918-20.
Ligeledes i midten af 2000 besøgte den russiske præsident Vladimir Putin Armenien. Ved den lejlighed undertegnedes en traktat, der gav den russiske hær ret til at forsvare Armeniens grænser mod Tyrkiet og Iran. Denne traktat skulle gå forud for dannelsen af en Fælles Sikkerhedssammenslutning bestående af Armenien, Rusland, Hviderusland, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Den blev dannet 1 år senere ved et topmøde i Jerevan og cementerede landenes militære samarbejde mod den islamiske ekstremisme.
Flere tusinde personer samledes i Jerevan i oktober 2001 for at markere to-årsdagen for angrebet på parlamentet. De krævede præsident Kocharians afgang, og beskyldte ham for at skjule oplysninger om voldshandlingen og dens bagmænd.
Armenien blev medlem af WTO i februar 2003. Samme måned genvalgtes Kocharian som præsident, og i maj fik hans støttepartier flertal ved parlamentsvalget. De ledende oppositionspartier har dog nægtet at anerkede dette resultat.
Bekannte Armenier und Armenischstämmige
- Iwan Konstantinowitsch Aiwasowski (Ovanes Aivazian) war einer der bedeutendsten Vertreter der armenischen und russischen Malerei
- Andre Agassi - Tennisspieler (USA)
- Charles Aznavour - Sänger (Frankreich)
- Eric Bogosian - Schauspieler (USA)
- Jean Carzou (Garnik Zouloumian) - Maler (Frankreich)
- Aram Chatschaturian - Komponist (Armenien)
- Cher (Cherilyn Sarkissian) - Schauspielerin, Sängerin (USA)
- Mike Connors (Krekor Ohanian) - Schauspieler (USA)
- Youri Djorkaeff - Fußballstar (Frankreich)
- Atom Egoyan - Filmproduzent (Kanada)
- Arshile Gorky (Vosdanik Adoian) - Maler (USA)
- Calouste Gulbenkian - Ölhändler (Armenien, Großbritannien)
- Viktor Hambardzumyan - Astrophysiker (Armenien)
- Yousuf Karsh (Howsep Karshian) - Fotograf (Kanada)
- Gary Kasparow - Schachweltmeister (Russland)
- Kirk Kerkorian - Investor (USA)
- Daron Malakian - Gitarrist der Band System Of A Down (USA)
- Artjom Iwanowitsch Mikojan - Flugzeugkonstukteur (MiG) (Russland/Armenien)
- Shavo Odadjian - Bassist der Band System Of A Down(USA)
- Tigran Petrosjan - Schachweltmeister 1961-69
- William Saroyan - Schriftsteller (USA)
- Serj Tankian - Sänger der Band System Of A Down (USA)
- Henri Verneuil (Ashod Malakian) - Filmproduzent (Frankreich)
- Avedis Zildjian - Gründer der Firma "Zildjian" (USA, Kanada)
- Marcel Madejiane - Tischtennisspieler (Großbritannien)
- David Nalbandian - Tennisspieler (Argentinien)
- Anahid Ajemian - Concert Pianist
- Edward Alberian - "Clarabell" (Howdy Doody)
- Lucine Amara - Metropolitan Opera
- Michael Arlen - Author
- Kay Armen - Vocalist
- George Avakian - Jazz Entrepreneur
- Peter Balakian - Author
- Cathy Berberian - Mezzo-Soprano
- Ara Berberian - Basso
- Lily Chookasian - Metropolitan Opera
- George Deukmejian - Former Governor of CA
- Vartan Gregorian - President, Carnegie Foundation
- Alan Hovhannes - Composer
- George Petrossian - Caviar King, France
- Khachar - Rafik Khachatryan, Armenien/USSR - Sculptor
- Rouben Nakian - Sculptor
Ekstern henvisning
- [http://www.armenica.org/ Armenica.org: Armeniens historie] (engelsk og svensk)
Kategori:Europarådet
Kategori:Indlandsstater
ja:アルメニア
ko:아르메니아
ms:Armenia
simple:Armenia
th:ประเทศอาร์เมเนีย
zh-min-nan:Hayastan
AserbajdsjanAserbajdsjan er et land i Kaukasus. Det grænser mod øst til det Kaspiske Hav, mod nord til Rusland og Georgien, mod vest til Armenien, og mod syd til Iran. En eksklave mod øst grænser til Iran, Armenien og Tyrkiet. Hovedstaden er havnebyen Baku, og andre store byer er Gandja og Sumgait.
Kategori:Aserbajdsjan
Kategori:Europarådet
Kategori:Indlandsstater
ja:アゼルバイジャン
ko:아제르바이잔
ms:Azerbaijan
simple:Azerbaijan
th:ประเทศอาเซอร์ไบจาน
zh-min-nan:Azerbaijan
BahamasBahamas er en ø-stat i Atlanterhavet, ud for Floridas kyst.
Commonwealth of the Bahamas
Se også
- Verdens lande
-
Kategori:Nordamerikanske lande
Kategori:Caribiske øer
ja:バハマ
ko:바하마
ms:Bahamas
simple:Bahamas
zh-min-nan:Bahamas
BangladeshBangladesh er et land i Asien. Det hed tidligere (før 1971) Østpakistan. Grænselandene er Indien og Myanmar.
Se også
- Verdens lande
Bangladesh er et forholdsvist nyt land, der har haft en turbulent levetid med diktatur og siden 1992 demokrati. Indtil 1947 var landet en del af det engelske koloniherredømme. Efter englændernes tilbagetrækning blev Indien delt op i det hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan. Bangladesh var det daværende Østpakistan, mens det, der i dag kendes som Pakistan, var Vestpakistan. Bangladesh blev uafhængigt i 1971.
Bangladesh er politisk styret af en parlamentarisk regering. Præsidenten er statsoverhoved, dog uden reel magt, mens regeringen er ledet af statsministeren. Der er to store partier, der skiftes til at have regeringsmagten, henholdsvis Bangladesh National Party og Awami League. Partierne er ideologisk ikke langt fra hinanden, men er alligevel i voldsom opposition. Attentatforsøg mod politikere samt strejker er et ofte set fænomen. I august 2004 var der et granatangreb mod oppositionslederen. Det førte til, at 21 af oppositionspartiets medlemmer blev dræbt, og at lederen af partiet blev såret. I januar 2005 blev den tidligere finansminister dræbt i et andet granatangreb, og flere andre attentatforsøg har fundet sted. Politisk er landet ustabilt.
Bangladesh er et moderat muslimsk land uden voldsom religiøs fundamentalisme.
Landets geografiske udstrækning svarer til cirka tre gange Danmarks størrelse, og det er omtrent ligeså fladt, dog med enkelte perifere bjergregioner. Bangladesh's geografiske placering betyder, at det fungerer som en tragt for vandet fra tre af de store floder, der kommer fra bjergregionerne nordpå og munder ud i landet. Denne tragtformation samt de voldsomme mængder vand, der falder i monsunperioden, medfører, at store dele af befolkningen bliver nød til at flytte i de perioder, hvor vandmasserne er mest voldsomme. Hvert år lider landet af oversvømmelser, der blandt andet nedbryder den i forvejen sparsomme infrastruktur.
Befolkningen er massiv og er anslået til 144 mill., hvoraf de fleste lever under fattigdomsgrænsen. Befolkningstætheden svarer rundt regnet til, at hele den danske befolkning flyttede nord for Limfjorden.
Det officielle sprog er bengali, mens engelsk er det andet sprog og er bredt benyttet i undervisning og i forretningsverdenen.
I Bangladesh er GNI per capita i $ steget fra 380 i 2000 til 400 i 2003. Til sammenligning er tallene for Danmark henholdsvis 31.450 og 33.570.
Bangladesh har, siden det blev uafhængigt, taget adskillige tiltag i den økonomiske sektor og følger en liberal markedsøkonomi. På det politiske område forsøger man at tiltrække udenlandske investeringer ved at give de udenlandske investorer en række fordele, blandt andet fordelagtige skattefradrag.
Som udenlandsk investor kan man blandt andet etablere 100 % udenlandsk ejede selskaber og et joint venture med en lokal privat partner eller med en partner fra den offentlige sektor.
Den største eksportvare fra Bangladesh er tekstiler, der i 2003-2004 udgjorde ca. 75 % af den samlede eksport. Selvom der også er en vis eksport fra te, læder og frosne rejer, skaber den store afhængighed af eksport fra tekstilsektoren en vis usikkerhed i økonomien overfor ændringer i verdensøkonomien.
EU er landets største handelspartner med næsten 20 % af landets eksport.
Bangladesh er et fattigt, overbefolket og ineffektivt styret land. Cirka halvdelen af GDP ($ 56.8 milliarder, 2004) frembringes fra servicesektoren, selvom næsten to-tredjedele arbejder i landbrugssektoren, hvor ris er den vigtigste afgrøde.
Der er adskillige større forhindringer for en voksende økonomi. De årlige cykloner og oversvømmelser, de dårlige havnefaciliteter, en voksende arbejdsstyrke, der ikke kan absorberes af landbrugssektoren, forsinkelser i udnyttelse af naturressourcer (naturgas), manglende elektricitetsforsyning, og langsom implementering af økonomiske reformer er alt sammen med til at forhale udviklingen.
De økonomiske reformer forsinkes i mange tilfælde af politiske uoverensstemmelser og korruption på alle niveauer. Selvom der er mange hindringer, har der alligevel været en støt økonomisk vækst på ca. 5 % de sidste mange år.
Mange bangladeshiske virksomheder var i 2004 generelt baseret på afhængighed af billige arbejdskraft og lokale ressourcer og afhængighed af udenlandske virksomheders teknologioverførsel.
Ved starten af en virksomhed er der adskillige udfordringer, der skal overkommes. Verdensbanken har opstillet nogle indikatorer for at starte en virksomhed i forskellige lande. På baggrund af indekset er det muligt at gå ind og lave en sammenligning af at starte ensartede virksomheder i Danmark og Bangladesh. Indikatorerne er selvfølgelig generelle og vil formodentlig afvige fra en individuel virksomheds erfaringer og oplevelse.
For at starte en virksomhed er der for hvert enkelt land en række lovregulerede procedurer, der skal finde sted mellem stifter og eksterne partere som for eksempel myndigheder, advokater og revisorer. I Danmark viser listen, at det er nødvendigt med 4 procedurer i gennemsnit, hvor det i Bangladesh er 8.
I Danmark tager det i gennemsnit 4 dage at gennemgå disse procedurer, hvor det i Bangladesh tager 35 dage.
Hvis der mellem to parter opstår en kontraktuel tvist ud fra lignende forudsætninger i henholdsvis Danmark og Bangladesh, kræver det i Danmark i gennemsnit 14 procedurer, der tidsmæssigt fylder 83 dage, fra sagsøger har lagt sag an, til kontrakten bliver fuldbyrdet af domstolen, hvor det i Bangladesh kræver 29 procedurer og tager 365 dage. Det er ikke muligt at komme med en sikker og præcis vurdering af længden af en sådan retssag, men tallene er med for at give en forestilling om de forskelle, der er mellem Danmark og Bangladesh.
Ud fra ovenstående indeks fra Verdensbanken fremgår det, at der er væsentlige forskelle på virksomhedsstart i Danmark og Bangladesh. Tilsyneladende er det nemmere i Danmark. Selvom Verdensbankens indeks er generelt, giver det alligevel en indikator til virksomheder, der overvejer at ekspandere til Bangladesh.
Kilder/henvisninger
- Lexopen
Kategori:Bangladesh
Kategori:Asiatiske lande
ja:バングラデシュ
ko:방글라데시
ms:Bangladesh
th:ประเทศบังคลาเทศ
zh-min-nan:Bangladesh
BelgienKongeriget Belgien er et lille vesteuropæisk land der grænser mod vest til Nordsøen, mod nord til Nederland, mod øst til Tyskland og Luxembourg, og mod syd til Frankrig. Belgien er en føderation der omfatter det nederlandsksprogede Flandern og det fransksprogede Wallonien. Landet opstod i 1830 da det afsplittede sig fra de nordlige Nederlande.
Historie
Uddybende artikel: Belgiens historie
Geografisk og kulturelt har Belgien i de sidste 2000 år ligget som en korsvej i Europa. Landet har oplevet en lang række af menneskevandringer og kulturer. Som et resultat heraf er Belgien i dag en af Europas smeltedigler med keltiske, tyske, franske, hollandske og spanske kulturpåvirkninger.
De først nævnte indbyggere i Belgien var belgerne. Dette folk nævnes også af Julius Cæsar. Efter at det romerske rige brød sammen tog frankerne over.
Ved arvedelingen efter Karl den Stores død kom området sammen med Nederlandene under hertugen af Burgund. Ved senere giftermål og arvedelinger endte fyrstendømmerne under spansk herredømme, indtil de protestantiske provinser opnåede uafhængighed i forbindelse med fredsslutningen i 1648 efter Trediveårskrigen. Fyrstendømmerne fulgte med den østrigske del, da det habsburgske rige blev delt, og der fulgte en periode under Østrigs overherredømme samt en kort årrække under Napoleon. Efter Napoleons afgang i 1815 blev Belgien genforenet med Nederlandene indtil den belgiske revolution i 1830, som blev starten på den uafhængige, belgiske stat.
Belgien blev invaderet 2 gange i det 20. århundrede. Først under den 1. verdenskrig og senere under den 2. verdenskrig. Dette på trods af, at de erklærede deres neutralitet op til begge krige. Efter den 2. verdenskrig opgav Belgien denne neutralitetspolitik og blev en del af NATO.
Der har traditionelt været større eller mindre rivaliseringer mellem flamlændere og walloner. Mens minedrift og sværindustri endnu var rentable, klarede den sydlige, wallonske, del af landet sig bedst, økonomisk set. Størstedelen af den belgiske befolkning er flamlændere, og med lukningen af miner og højovne i Wallonien er det blevet dem, der er de rigeste. Det har givet vind i sejlene til flamske (og senere også wallonske) bevægelser, der ønsker at splitte landet efter de sproglige tilhørsforhold.
Belgien har nydt godt af, at NATO og senere også EU valgte at lægge deres hovedkvarterer i Bruxelles. Det har gjort byen til et moderne administrationscentrum for politiske og økonomiske beslutningstagere fra hele Europa.
Regioner & provinser
Uddybende artikel: Belgiens regioner og provinser
Belgien er opdelt i tre føderale regioner; 2 regioner er hver inddelt i 5 provinser.
Belgiens regioner og provinser
Belgiens regioner og provinser
#Flandern, nederlandsksproget (nederlandsk Vlaanderen, fransk Flandre eller Flandres, tysk Flandern):
#
- Antwerpen
#
- Limburg
#
- Oost-Vlaanderen
#
- West-Vlaanderen
#
- Vlaams-Brabant
#Vallonien, fransksproget med tysk minoritet (fransk Wallonie, tysk Wallonien, nederlandsk Wallonië):
#
- Brabant Wallon
#
- Namur
#
- Liège
#
- Hainaut
#
- Luxembourg
#Hovedstadsregionen Bruxelles, tosproget fransk-nederlandsk (nederlandsk Brussels Hoofdstedelijk Gewest, fransk Région de Bruxelles-Capitale, tysk Region Brüssel-Hauptstadt).
Hver provins er yderligere opdelt i en række kommuner (nederlandsk gemeenten, fransk communes, tysk Gemeinden).
Kategori:Europæiske lande
Kategori:Belgien
Kategori:Europarådet
als:Belgien
fiu-vro:Belgiä
ja:ベルギー
ko:벨기에
ms:Belgium
simple:Belgium
th:ประเทศเบลเยียม
zh-min-nan:Belgien
Belize
Belize (på spansk normalt Belice) er et lille land i Mellemamerika ved det Caribiske Hav med grænser til Mexico mod nordvest og Guatemala mod vest og syd. Mod øst over den Honduranske Golf ligger Honduras i en afstand af 75 km, hvor landene er tættest hinanden.
Belize var tidligere kendt som Britisk Honduras, og dets nuværende navn stammer fra Belize City og Belize-floden. Belize City er landets eneste større by, og har desuden landets vigtigste havn og er dets tidligere hovedstad. Den nuværende hovedstad hedder Belmopan.
Møntfod: Belizisk dollar, fastsat til 2 for 1 amerikansk dollar.
Premierminister: Said Musa.
Medlem af Commonwealth.
Befolkning: cirka 290.000.
Areal: 22.966 km².
Sprog: Engelsk (officielt), kreolsk (engelsk-caribisk).
I det Caribiske Hav ud for Belize ligger verdens andenstørste koralrev.
Belize er hjemsted for et af de eneste jaguarreservater i verden og utallige mayaruiner, hvor den mest kendte er Altun Ha. Mange af ruinerne er endnu ikke blevet udgravet.
Se også
- Verdens lande
Kategori:Nordamerikanske lande
-
ja:ベリーズ
ko:벨리즈
ms:Belize
simple:Belize
zh-min-nan:Belize
BermudaBermuda er en øgruppe i Atlanterhavet øst for USA. Hovedstaden er Hamilton. Øerne er en del af et stort koralrev.
Bermuda indgår som det ene hjørne i bermudatrekanten.
Se også
- Verdens lande
Kategori:Britiske øer
Kategori:Nordamerika
ja:バミューダ諸島
ko:버뮤다
zh-min-nan:Bermuda
BhutanBhutan er en lille stat i Himalaya imellem Indien og Kina.
Kategori:Bhutan
Kategori:Asiatiske lande
Kategori:Indlandsstater
ja:ブータン
ko:부탄
ms:Bhutan
th:ประเทศภูฏาน
zh-min-nan:Bhutan
Bosnien-herzegovina
Billede:Bosnien-Pos.png
Billede:Bosnien-Pos.png
Billede:Bosnien-Pos.png
Bosnien og Hercegovina (Bosna i Hercegovina), tidligere republik i Jugoslavien er et land i Sydøsteuropa, omgivet af land på alle sider, undtagen i syd hvor landet har adgang til Adriaterhavet. Grænselandene er Kroatien i vest og Serbien og Monte Negro i øst.
Bosnien og Hercegovina er delt i to enheder:
Føderation af Bosnien og Hercegovina med hvilken dominerer bosniere (bosniske muslimer) og kroater og-
Republika Srpska (RS) med hvilken dominerer serberne.
Brčko (BD), i den nordlige Bosnien, er selvstændig administrativ enhed under Bosnien og Hercegovina og den enhed er hverken del af Føderationen eller RS.
Historie
Bosnien: området er på 42.115 km² (uden Hercegovina).
I oldtiden en del af Illyrien, tilhørte siden skiftevis de slaviske middelalderriger og Østrig-Ungarn.
Fra 1415-1878 under det Osmanniske Rige og muslimerne var tilhængere af Sultanen.
I 1875 var der en bondeopstand og dele af befolkningen flygtede til Østrig-Ungarn og Serbien.
I 1878 samler Rigskansler Bismarck stormagterne til Berliner Kongres. Samme år bliver Bosnien og Hercegovina underlagt Østrig-Ungarn, selvom landet stadig formelt var en del af det Osmanniske rige, men aftalen giver Østrig-Ungarn ret til at besætte og forvalte området. Inden papirerne nåede at blive underskrevet i Paris, marcherede den Østrig-Ungarske hær ind i Bosnien. Halvdelen af befolkningen var serbere som forsøgte at vælte den Østrig-Ungarske magt.
Den 7. oktober 1908 erklærede Østrig-Ungarn, Bosnien og Hercegovina som annekteret og indlemmet i Østrig-Ungarn. Dette udløste et voldsomt oprør i Serbien som mente at Bosnien skulle høre under Serbien og som derfor forstod det som en krigserlæring mod Serbien.
Der blev oprettet terror og partisangrupper og den førende var den "Sorte hånd" ledet af oberst Dimitrijević fra den Serbiske efterretningstjeneste. Under hans ledelse voksede en ny slags nationalister frem. Nationalisten Gavrilo Princip (19 år) planlagte sammen med "Sorte hånd" at myrde den Østrigske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni 1914 som var en mytisk dato for serberne. Den 28. juni 1389 var serberne blevet slået på Kosovo Polje (Solsortesletten) af den tyrkiske Sultan, hvorefter tyrkerne blev i landet i 500 år - se også Serbien.
Den 28. juni 1914 ankom den Østrig-Ungarske tronfølger Ærkehertug Franz Ferdinand sammen med hans hustru Sophie til Sarajevo. Ved modtagelsen blev det kastet bomber mod ham men uden at der skete ham noget. Han blev sur og efter sigende skulle han have sagt: "Her kommer man på besøg og så kaster de bomber efter en". Efter episoden fortsatte kortegen igennem byen. Langs med ruten var der posteret 6 attentatmand og kortegen standsede tilfældigvis ved Gavrilo Princip og han skød 2 gange inden han blev overmandet. Efter dette blev serbiske forretninger i Sarajevo ødelagt og plyndret.
I oktober 1914 blev Gavrilo Princip stillet for retten i Sarajevo hvor han sagde "Jeg er nationalist, jeg er jugoslav, et forenet Jugoslavien vil kræve endnu flere liv". Han fik 20 års fængsel af den Østrig-Ungarske domstol, og blev sendt til afsoning i Terezin fængslet (stedet blev af tyskerne brugt som KZ lejr i 2. Verdenskrig).
Med attentatet var lunten tændt og de to fjender, Østrig-Ungarn og Serbien stod nu direkte overfor hinanden.
Den 28. juli 1914 underskrev kejser Franz Josef krigserklæringen mod Serbien og det udløste 1. Verdenskrig.
Rusland mobiliserede for at støtte Serbien, Tyskland for at støtte Østrig-Ungarn og Frankrig mobiliserede for at bekæmpe Tyskland. Serberne erklærede at deres mål var en forening af alle Serber, Kroater og Slovener og Kroaterne indgik aftale med dem om det samme. Efter afslutningen af 1. Verdenskrig faldt det såkaldte "fængsel Østrig-Ungarn".
Den 1. december 1918 proklamerede Kong Aleksander Serbernes, Kroaternes og Slovenernes kongerige som strakte sig fra den Østrigske til den Græske grænse (inkl. sydlige Kartnen, Dalmatien, Monte Negro og Makedonien). Midt imellem lå Bosnien og Serbien var den eneste kraft som kunne give den nye stat stabilitet efter krigen.
Under 2. Verdenskrig var Bosnien og Hercegovina indlemmet i Den Uafhængige Stat Kroatien og havde flere Bosniske SS-divisioner som kæmpede sammen med tyskerne mod det Jugoslaviske folk. Den grusomste af dem var "SS-Sandzar divisionen" og dette blev aldrig glemt hos resten af den Jugoslaviske befolkning.
Hercegovina
Hercegovina - området er på 9.449 km² (uden Bosnien).
Området syd for Sarajevo og ned til Adriaterhavet (del af Bosnien/Jugoslavien).
Se også
Republika Srpska (RS)
Brčko (BD)
Kilde
Istorija za III klas Gimnazija og Istorija za IV klas Gimnazija (makedonske skolebøger)
Kategori:Europæiske lande
Kategori:Europarådet
Kategori:Jugoslavien
fiu-vro:Bosnia ja Hertsegoviina
ja:ボスニア・ヘルツェゴビナ
ko:보스니아 헤르체고비나
ms:Bosnia dan Herzegovina
th:ประเทศบอสเนียและเฮอร์เซโกวีนา
zh-min-nan:Bosna kap Hercegovina
Brasilien
Den Føderative Republik Brasilien (República Federativa do Brasil på portugisisk) er det største og befolkningsrigeste land i Sydamerika, arealmæssigt næsten på størrelse med USA. Landet dækker et stort område mellem Andesbjergene og Atlanterhavet og deler grænser med Uruguay, Argentina, Paraguay, Bolivia, Peru, Colombia, Venezuela, Guyana, Surinam og Fransk Guiana. Brasilien er navngivet efter det lokale brasiltræ, og er rigt på naturressourcer. Der er store landbrugsområder og enorme regnskove.
Hovedstaden hedder Brasilia og de største byer er São Paulo og Rio de Janeiro. Andre store byer er Anapolis, Belem, Belo Horizonte, Campinas, Curitiba, Fortaleza, Goiania, Manaus, Porto Alegre, Recife, Salvador, Vila Velha og Vitória.
Historie
Uddybende artikel: Brasiliens historie
Brasilien havde været beboet i mindst 6.000 år af halvnomadiske stammer, da det blev opdaget af portugisiske opdagelsesrejsende omkring år 1500. I de følgende tre århundreder bosatte portugiserne sig i landet og administrerede det som en indbringende koloni, der i vid udstrækning var baseret på slaveri. I 1808 flyttede Kong João VI af Portugal, der var på flugt fra Napoleon, til Brasilien sammen med den kongelige familie og regeringen. Selvom de vendte tilbage til Portugal i 1821, medførte deres ophold i landet et stigende ønske blandt brasilianerne om at få selvstyre og i 1822 oprettede den daværende prinsregent Dom Pedro I det uafhængige Brasilianske Rige. Riget bestod indtil den næste kejser, Dom Pedro II, blev afsat i 1889 og en republikansk baseret føderation blev oprettet.
I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, tiltrak Brasilien mere end fem millioner europæiske og asiatiske immigranter. I dette tidsrum blev Brasilien også industrialiseret og begyndte at udnytte større dele af sine landområder. Det brasilianske demokrati blev udskiftet med et diktatur tre gange; 1930-1934 og 1937-1945 under Getulio Vargas, samt 1964-1985 under en række generaler udnævnt af militæret.
Brasilien er nu i dyb økonomisk og social krise på grund af landets store gæld, som betales af med en uforholdsmæssig stor del af bruttonationalproduktet, hvilket forhindrer stærkt tiltrængte investeringer og økonomisk vækst.
Stater
Uddybende artikel: Brasiliens stater
Brasilien består af 26 stater (estados) og et føderalt distrikt (distrito federal):
Geografi
Uddybende artikel: Brasiliens geografi
Brasilien er kendetegnet ved den udbredte og lavtliggende Amazonas-regnskov i nord, det store vådområde Pantanal i vest, og det mere åbne terræn bestående af bakker og mindre bjerge i syd, hvor størstedelen af Brasiliens befolkning er bosat, og som er landets landbrugsmæssige centrum. Langs Atlanterhavskysten er der flere bjergkæder, men landets højeste bjergtinder, Pico da Neblina (3.014 m) og Pico 31 de Março (2.992 m), ligger dog i staten Amazonas ved grænsen til Venezuela.
Større floder er Amazonfloden, verdens største flod målt efter vandmassen, Paraná-floden med sine imponerende Iguaçu-vandfald, samt Rio Negro, São Francisco, Xingu, Madeira og Tapajós.
Da Brasilien befinder sig ved ækvator er dets klima overvejende tropisk med få sæsonmæssige udsving, dog er den subtropiske sydlige del af landet mere tempereret, og der forekommer ind imellem frostvejr og snefald. Nedbørsmængden er stor i det fugtige Amazonas-bækken, selv om mere golde områder også findes, især i den nordøstlige del af landet.
Se også
- Verdens lande
Kategori:Brasilien
Kategori:Sydamerikanske lande
| | | |
