:: wikimiki.org ::
| Jerusalem |
Jerusalem
Jerusalem (Yerushalaim), ("Den Hellige Stad") (Hebraisk: יְרוּשָׁלַיִם "Yerushalayim"; Arabisk: القُدس "al-Quds").
Jerusalem
Jerusalem er noget ganske særligt for jøder, kristne og muslimer: Her stod det jødiske tempel (Tempelpladsen), Jesus blev korsfæstet og Muhammed steg op igennem de syv himle på sin natlige færd. Hver fredag vugger de ortodokse jøder i bøn ved Grædemuren - Ha-Kotel (en del af muren omkring Templet) som indledning til Shabbat, de kristne bærer kors på Via Dolorosa (Den gamle Bydel) til minde om Langfredag og på Tempelpladsen over Grædemuren kaster muslimer sig på knæ under fredagsbønnen i retning af Mekka.
Det er byen for de tre monoteistiske religioner og Jerusalem kan virke så stærkt på de troende, at de tror, at de er Messias, Gud eller andre religiøse personer. Diagnosen kaldes for Jerusalem-syge eller Jerusalem-syndromet. Jerusalem har flere psykiatriske klinikker til behandling af disse religiøse tilfælde. Jerusalem har været jødernes hellige by i ca. 3.000 år, de kristnes i ca. 2.000 år og muslimernes 3. helligste by efter Mekka og Medina i mindre end 1.000 år.
Jerusalem og dets forstæder ligger i Judæa-bjergene ca. 8-900 m.o.h. Byen kaldes også for Davids By, Zions Stad, Fredens By og Den Gyldne Stad. Jerusalem er mere end 5.000 år gammel og dens historie har været præget af utallige voldsomme og blodige erobringer pga. byens beliggenhed, religion og vand.
I forbindelse med staten Israel's oprettelse i maj 1948 og den efterfølgende krig (Uafhængighedskrigen) var Den Gamle Bydel og den østlige del af byen besat af Jordan (Transjordanien) i perioden 1948-67 mens den vestlige del var Israels hovedstad fra 1950-67. Byen var i denne periode delt af en "Berlinmur" med pigtråd, betonmure, landminer og ingenmandsland. Efter Seksdageskrigen i juni 1967 blev byen igen samlet og med fri adgang til alle byens hellige steder.
Seksdageskrigen
Jerusalem har i dag status som Israels udelelige hovedstad og byen (inkl. forstæder) har 704.900 indbyggere (31. december 2004), der består af jøder, muslimer, kristne mfl. Der bor ca. 215.000 arabere i Jerusalem, hvilket er ca. 31% af det samlede indbyggertal. Byens status som Israels hovedstad er et omdiskuteret emne, og få stater har anderkendt den som dette. Det palæstinensiske selvstyre har for tiden sit hovedsæde i Jeriko.
Jerusalem består lidt forenklet af Den Gamle Bydel, den mindre 'østlige' del, den noget større 'vestlige' del og forstæder.
Den Gamle Bydel er fyldt med kirker, synagoger, moskeer, helligdomme og ruiner og omgivet af en høj ydermur. Bydelen er opdelt i fire områder, der er kulturelt meget forskellige: Det kristne kvarter med Gravkirken (de kristnes helligste sted), det muslimske kvarter med de nærliggende moskeer på Tempelpladsen (muslimernes 3. helligste sted), det jødiske kvarter med Grædemuren (jødernes helligste sted) og det armenske (kristne) kvarter. Under den jordanske besættelse (1948-67) havde jøder og kristne ingen adgang til deres hellige steder i Den Gamle Bydel og de nærmeste områder øst for bydelen. Desuden blev det jødiske kvarter i 1948 totalt ødelagt af jordanerne og jøderne fjernet fra området. Efter genforeningen af Jerusalem i juni 1967 er kvarteret blevet genopbygget.
Den østlige, nordøstlige og sydøstlige del af Jerusalem består af en blanding af nye og gamle jødiske og arabiske kvarterer, enkelte hoteller og museer, kulturelle institutioner, Det Hebraiske Universitet, busstation (arabisk) og flere markeder. Især øst for Den Gamle Bydel er der mange kristne hellige steder som f.eks. Oliebjerget og Getsemane Have samt en meget stor jødisk begravelsesplads. Ca. halvdelen af befolkningen i den østlige del er jøder og den anden halvdel er arabere (mest muslimer, færre kristne).
Den vestlige, nordvestlige og sydlige del af Jerusalem er den moderne del af byen siden de første bebyggelser opstod uden for den gamle bydel i 1880'erne som f.eks. Yemin Moshe og Den Russiske Bydel. Her ligger bl.a. Knesset (Parlamentet) og ministerier, mange museer, kulturelle institutioner, synagoger og kirker, rådhuset, flere ambassader, Det Hebraiske Universitet, jødiske ortodokse kvarterer, grønne parker, Yad Vashem, den nye centrale busterminal, togstation (tog til Tel Aviv), indkøbscentre, hoteller og det begrænsede natteliv. Her bor der stort set kun jøder (og enkelte kristne) og der er kun få hellige steder i denne del af byen.
Tel Aviv
Rundt om Jerusalem ligger der en del forstæder, hvor de fleste er jødiske og et mindre antal er arabiske.
Turisme og regerings- og statsrelaterede funktioner er de største indtægtskilder i Jerusalem. Der findes lidt industri og en del traditionel håndværk og handel.
Syd for Jerusalem ligger Betlehem (ca. 35.000 indbyggere) med de kristne hellige steder (i dag palæstinensisk selvstyreområde - PA), øst for byen ligger den jødiske by Ma'ale Adumim (ca. 27.000 indbyggere) og i nordlig retning ligger Jerusalems lufthavn. Jerusalem er på næsten alle sider omgivet af bjerge og ørken.
Eksterne henvisninger
- [http://hjem.get2net.dk/cfr/#2 Dansk-Israelsk Forening]
- [http://ancientneareast.tripod.com/Jerusalem_Jebusites.html/ Ancient Jerusalem (Jebusites) -- The History of the Ancient Near East]
- [http://www.zionism-israel.com/his/Jerusalem_history.htm Importance of Jerusalem in Jewish and Israeli history]
Officiel hjemmeside
- [http://www.jerusalem.muni.il/jer_main/f1_main.asp?lng=2/ Officiel hjemmeside for Jerusalem]
Fotografier
- [http://www.jerusalem-archives.org/index1.html Jerusalem arkiver], Historiske fotografier af Jerusalem.
- [http://www.jerusalemshots.com/en Jerusalem photos]
- [http://haqaonline.lightuponlight.com/pg/thumbnails.php?album=19 Billeder af mosker i Jerusalem]
Kort
- [http://hjem.get2net.dk/cfr/kort.htm Dansk-Israelsk Forening - Samling af Israelkort]
- [http://www.usm.maine.edu/~maps/exhibit1/ University of Maine historiske kortsamling]
Jerusalems juridiske status
- [http://www.mfa.gov.il/MFA/MFAArchive/1980_1989/Basic%20Law-%20Jerusalem-%20Capital%20of%20Israel Basic Law: Jerusalem, Capital of Israel, Government of Israel], the Israeli law making Jerusalem the capital of Israel.
- [http://www.pna.gov.ps/Jerusalem/index.asp Palestinian position on Jerusalem] from the Palestinian National Authority
- [http://www.us-israel.org/jsource/Peace/jerutoc.html Jewish Position on Jerusalem]
Historie
- [http://www.historychannel.com/exhibits/jerusalem/ History Channel site on the history of Jerusalem]
- [http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/Peace/jeruhistoc.html Articles on the history of Jerusalem] from the Jewish Virtual Library
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/in_depth/middle_east/2001/israel_and_the_palestinians/issues/1682594.stm BBC article on Jerusalem]
- [http://www.jpost.com/servlet/Satellite?pagename=JPost/JPArticle/Printer&cid=1123640629316&p=1006953079845 Shards of evidence] The Jerusalem Post, August 11, 2005
Kategori:Middelalder
Kategori:Israelske byer
Kategori:Israel
Kategori:Palæstinensiske byer
ja:エルサレム
ko:예루살렘
ms:Baitulmuqaddis
simple:Jerusalem
HebraiskHebraisk (hebraisk עברית) er et vest-semitisk sprog, nært beslægtet med aramæisk og arabisk. Bibelsk hebraisk er hovedsproget i Tanákh, eller den hebraiske Bibel. Senere udviklingsstadier omfatter misjnaisk hebraisk og rabbinsk hebraisk. Moderne hebraisk, ivrit, er ved siden af arabisk Israels officielle sprog. Hebraisk skrives fra højre mod venstre med det hebraiske alfabet, som ofte kaldes kvadratskrift på grund af tegnenes firkantede karakter.
Se også
Kategori:Hebraisk sprog
Kategori:Semitiske sprog
Kategori:Jødedom
ja:ヘブライ語
ko:히브리어
simple:Hebrew language
th:ภาษาฮีบรู
ArabiskUdtrykkene Arabisk og Klassisk arabisk bruges almindeligvis om det rene arabiske sprog - اللغة العربية؛الفصحى - som er det sprog, Koranen er affattet på. Arabiske dialekter tales i Nordafrika (Maghreb fra Marokko til Ægypten) og Mellemøsten (fra Palæstina/Israel til Irak, og fra Syrien til Yemen). Der tales også en arabisk dialekt på (det senere kristnede) Malta.
Arabisk er et semitisk sprog ligesom hebraisk. Det arabiske alfabet har 28 bogstaver og skrives fra højre til venstre. Da vokalerne ikke er betydningsbærende, har de ikke fået særlige tegn i skriften. De kan eventuelt angives ved hjælp af en række diakritiske tegn.
Arabisk opfattes af muslimer som det guddommelige sprog, hvilket er grunden til, at troende muslimer ikke oversætter Koranen. Eventuelt kan man trykke den arabiske tekst med en "fortolkning" i et moderne sprog.
Moderne arabisk (især talesproget) varierer så meget mellem landene, at det kan diskuteres om eksempelvis marokkansk arabisk og yemenitisk arabisk skal ses som dialekter af samme sprog eller som forskellige sprog.
Kategori:Semitiske sprog
ja:アラビア語
ko:아랍어
ms:Bahasa Arab
simple:Arabic language
th:ภาษาอาหรับ
Kristendom
Kristendommen er en monoteistisk religion centreret om Jesus af Nazareth, som betragtes som Guds søn og menneskets frelser. Religionens medlemmer kaldes for kristne. Ordet Kristus kommer af græsk ὁ Χριστός (»ho khristós« - "den salvede"), som igen er en oversættelse af det hebraiske ord הַמָּשִׁיחַ (»hammâshîach« - "den salvede"), som ligeledes er indlånt i dansk som ordet messias.
Kristendom er i dag den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere på verdensplan eller rundt regnet en tredjedel af hele menneskeheden, lidt under dobbelt så meget som den næststørste religion, islam, og antalsmæssigt den hurtigst voksende religion. Kristendom kan overordnet set opdeles i en række undergrupper, hvoraf de største er:
NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er enddog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist.
- De ortodokse kirker, fx den græsk-ortodokse eller den russisk-ortodokse kirke (ca. 240 millioner)
- Katolicisme (ca. 1.090 millioner)
- Protestantisme (ca. 590 millioner, herunder ca. 64 mio. lutheranere)
- Den anglikanske kirke (ca. 73 millioner)
Andre gamle kristne kirkesamfund:
- Den etiopisk-ortodokse kirke (ca. 22 millioner)
- Den koptiske kirke (ca. 10 millioner (usikkert))
- Den armenske kirke (ca. 4 millioner)
- Den syrisk-ortodokse kirke (ca. 4 millioner)
- Østens assyriske kirke (ca. ½ million)
Religiøse menigheder der opfatter sig selv som kristne, men af andre kristne
retninger opfattes som tvivlsomme:
- Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (ca. 12,5 millioner), også uofficielt kaldet mormonerne eller LDS (for det engelske "Latter Day Saints")
- Jehovas Vidner (ca. 6 millioner)
I Danmark tilhører hovedparten (84%) af befolkningen Folkekirken; en luthersk (og dermed protestantisk) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der med fuld juridisk gyldighed kan foretage vielser. Disse er:
- Den romersk-katolske Kirke
- Den reformerte menighed i Fredericia
- Den franske-reformerte menighed i København
- Den tysk-reformerte menighed i København
- Det metodistiske trossamfund
- Baptistkirken i Danmark
- Den ortodokse russiske kirkes menighed i København
- Den norske menighed ved Kong Haakon kirken i København
- Svenska Gustafsförsamlingen i København
- Den til St. Alban's English Church i København hørende menighed
Europa udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, det kontinent med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den afrikanske og sydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i Asien.
Tro
Kristendommen opfattes af kristne som en videreførelse og fuldførelse af
jødedommen, og kristendommen inkluderer flere traditionelle jødiske elementer, heriblandt de helt centrale dogmer om monoteisme, de dødes opstandelse, det evige liv og troen på en tidligere profeteret frelser (som kristendommen finder i personen Jesus Kristus, medens jøderne regner ham for endnu ikke ankommet) – men inkluderer også mange originale dogmer som troen på Kristus som Guds søn, treenighedslæren og læren om arvesynd.
Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn og dermed som den inkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenes synder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hans død og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse og tilgivelse og til det evige liv med Gud i himlen og til på den sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø.
Essentiel for kristendommen er:
- Biblen, foreningen af jødernes Gamle Testamente og det rent kristne Nye Testamente. Fundamentalistiske kristne mener, at den ord for ord er "Guds ord", nedskrevet af mennesker, mens andre kristne fastholder, at den kun er et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden og derfor åben for fortolkning.
- Jesu død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.
- Troen på treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden.
- Troen på, at Jesus Kristus er den i Det Gamle Testamente profeterede Messias og arving til kong Davids trone. Jesus er Guds søn og tillige Guds egen inkarnation på jorden.
- Jomfrufødslen, hvorved Jesus mirakuløst blev født af Jomfru Maria uden nogen mands mellemkomst. Herved menes Jesus at have undgået arvesyndens besmittelse.
- Troen på, at Jesus var uden egen synd, men af kærlighed i stedet påtog sig menneskehedens synder.
- Menneskets frelse og evige liv gennem troen på Jesus, hans korsfæstelse, død og opstandelse.
Historie
Begyndelse
Jomfru Maria
Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives i Biblen: Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 11, vers 26: "og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne."
Jesus er født i Betlehem i den romerske provins af Palæstina under kejser Tiberius. Efter Jesu død og opstandelse begyndte en skare af udvalgte disciple forkyndelsen af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet i pinsens år 29 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fra Jerusalem til den syriske by og provinshovedstad Antiokia (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt de jødiske traditioner, først og fremmest omskærelse, også skulle praktiseres af kristne. Hvor Jakob den Retfærdige (Jesu broder) i Jerusalem stod for gruppen der mente de jødiske love skulle overholdes af kristne, og Paulus i Antiokia der ikke mente det var nødvendigt. Ved et kirkekonvent i Jerusalem år 62, afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund. Paulus skiver i Det Nye Testamente, Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 11:
”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.”
I disse år begyndte også en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de oprindelige hebraiske tekster.
Urkirken
De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde.
Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter var kristendom først på fremdrift blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen også til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sin hedenske religion og traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra Antiokia mod nord og øst: Edessa blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte apostlen Thomas budskabet så langt østpå som til Indien. I vest oprettedes kristne kirker i Puteoli nord for Napoli, i Rom og sandsynligvis i det sydlige Spanien. De skrifter som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente nedskrives på datidens internationale sprog, (old)græsk, for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.
Forfølgelse
Tacitus (55-120) skriver om Neros brug af de kristne som syndebuk.
”For at modvirke rygtet der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre beordrede [Nero] den mest udtænkte og frygtelige tortur af de mennesker der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.”
På nær kejser Neros (se også fx quo vadis) forfølgelse af kristne i Rom (hvis sandfærdighed er omdiskuteret, måske Tacitus (og Suetonius, som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne), skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af (andre) jøder som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen af Skt. Stefan, som betragtes som den første martyr (proto-martyr), og beskrevet i Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60:
V59: Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” V69: Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Men frem til midten af det tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af romerne - men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af forfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne orgier, incestuøse foreninger af broder og søster, sønner og mødre, babydrab, menneskeofringer, kannibalisme, etc. Jøderne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af polyteisme og tilbedelse af kejserlige idoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke tabu om ikke at helligholde og videreføre gamle love og traditioner og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres love og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en nation hvor de kristne var en sekt. Jøderne foragtedes for deres fanatisme og ubøjelige monoteisme, men passede i det store hele ind i antikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser Decius (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne præster og biskopper tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne monoteisme. Et samtidigt massivt udbrud af pest udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt pave Fabian martyriet. Senere beordrede kejser Galienus (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser Diocletian (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger Galerius (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme - men i sidste ende nytteløse.
I 311 tog Konstantin den Store (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt Sol Invictus (Den ubesejrede Sol), kristendommen som sin, og under korset og bannere proklamerende Med dette tegn, sejr (IN HOC SIGNO VINCES) vandt han efter flere slag den absolutte titel af kejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen men gav den tillige flere statslige privileger. Kejser Julian den Frafaldne (361-363) fratog senere i år 361 kirken dens privilegier og prøvede forgæves at gå tilbage til tidligere tiders hedenske tro, uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed overfor selv de mest vigtige hedenske monumenter og helligdomme, og efter et kort, men aktivt, styre gik hans efterfølgere tilbage til kristendommen, og alle romerske forfølgelser af kristne var slut. Senere blev Peterskirken opført i Neros haver hvor før de kristne havde stået som flammer.
Spredning
Peterskirken
Peterskirken
Peterskirken
Kirken spredes inden for det romerske imperium, godt hjulpet på vej af pax romana. Ved Konstantin den Stores tiltræden som kejser var omtrent en tredjedel af det romerske imperium kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes de germanske stammer mod nord (med den arianske retning). Først goterne, dernæst burgunderne, sveberne, vandalerne, langobarderne og frankerne. I 432 bliver det keltiske Irland kristnet. Syd for romerrigets grænser var Etiopien allerede blevet delvis kristnet i det 1. århundrede, i det 4. århundrede blev det gjort til officiel religion i Etiopien efter arbejde af skt. Frumentius. Den nestorianske kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i det persiske rige, så Tibet, Kina (635 – hvor de oversatte biblen til kinesisk), Mongoliet (700-800) og Korea samt Indien hvor de thomaskristne allerede har været siden det 1. århundrede. I det 6. århundrede blev anglerne og sakserne i England kristnet. De russiske slaver blev kristnet mellem det 12. århundrede og det 15. århundrede.
Den første kristne missionær til Danmark var Ansgar, der kom i det 9. århundrede. 965 erklærede kong Harald Blåtand på den store Jellingesten, at han havde kristnet danerne. Nogle af de sidste hedninge i Europa var de baltiske folk, som den danske konge og germanske riddere førte korstog mod og omvendte i det 13. århundrede. Norge og Sverige var ligeledes blevet kristnet i det 10. og 11. århundrede. Omkring år 1000 blev både Island, nordboerne på Grønland og Færøerne kristnet. Derom handler færingesagaen. I det 18. århundrede kristnede Hans Egede de grønlandske fangere.
Hans Egede
Skismaer
Fra starten af var der stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.
Gnosticisme
Gnosticisme kommer af det græske gnōsis som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage til det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnostisme men generelt omhandler det en streng dualisme mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Frelses fås gennem en speciel viden (gnosis). Den evige gud, mente gnostikerne, var alt for god til at have noget med den materielle verden som antoges for ond. Derfor skabte han en række halvguder, hvoraf Jesus var en. Det debatteres om gnostisme skal klassificeres som en kristen kættersk bevægelse, eller blot et uafhængigt ikke-kristent tankesæt.
Problemet med gnostismen er mange ifølge katolicismen, heriblandt at gnostisme fornægter inkarnationen af Gud i mennesket og dermed svækker Jesu opofrelse og guds tilgivelse og frelse.
Mandaeanisme
Den eneste form for gnostisme der stadig har aktive praktiserende kaldes mandaeanisme. Mandaeanisme er ikke en kristen retning da de anser Jesus som en falsk profet. ”Manda” betyder (som ”gnosis”) ”viden” på den form for aramæisk der tales af tilhængerne af mandaeanisme. Mandaeanismer anser hele rækken af profeter: Abraham, Moses, Jesus og Mohammed som alle værende falske profeter og i stedet Johannes døberen som værende en sand profet. Der findes ingen præcise optegnelser af hvor mange mandaeanismer der er, det antages et sted mellem 50,000 – 70,000. De lever hovedsageligt i grænselandet mellem Irak og Iran.
Donatister
Under Diocletians og Gratians voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af Donatus nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede.
Problemet med denne udlægning af Kristi lære, udfra den katolske kirkes synspunkt, er at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.
Nestorianere / Assyriske kirke
Nestorianismen er troen på Jesus som to på en gang forskellige og klart adskilte personer; en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Retningen blev til under inspiration fra nyplatonismen og en forkastelse af det perfekte guddommelige og spirituelle kunne forenes med det uperfekte, korrupte verdslige og kropslige. Nestorius (d. 451) var en Syrisk munk der blev patriark af Konstantinopel, den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Et synode i Efesos år 432 blev indkaldt til at adressere dette spørgsmål og konkluderede at nestorianismen var uforenelig med korrekt kristen lære. Nestorius blev afsat som patriark og fordrevet, først til Antiokia, så til Arabien og tilslut til Ægypten. Nestorianismen blev slukket inden for imperiet, men blmostrede for en tid i Persien og så langt væk som Kina, Indien, Mongoliet og Korea.
Problemet med nestorianismen fra et katolsk perspektiv er at den invalidere Jesus opofrelses, for hvis Jesus er to adskilte personer, hvilke af dem døde så på korset? Hvis det er den menneskelige, er denne opofrelses ikke af guddommelige karakter og ikke rækkende til en renselse af menneskets syn.
Monofysitisme
Monofysitismen er en reaktion på Nestorianismen hvori Jesus Kristus kun var én person, og denne guddommelige – der var intet menneskeligt element i Jesus Kristus. Et synode i Chalcedon år 451 blev indkaldt for at prøve at forene monofysitismen med katolicismen – men forgæves. Det har været fremført at de kristne maronitter på et tidspunkt har bekendt sig til monofysitismen, dette benægtes dog af maronitterne selv. Derudover fik monofysitismen aldrig den store tilhængerskare og fordømtes som kætteri i år 681.
Problemet med monofysitismen fra katolsk side var at den ved benægtelsen af Kristus som havende en menneskelig side, samtidigt benægtede Jesus Kristus som en ægte inkarnation af det guddommelige i det menneskelige, og uden inkarnationen kan der ikke være nogen opofrelse for menneskets synder og ingen tilgivelse.
Pelagianisme
Pelagianisme er troen på at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den frie vilje, og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om arvesynden. Pelagianisme prædiker at Jesu rolle er begrænset til et godt eksempel til modvægt af Adams dårlige. Pelagius var en munk der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af Augustin, fordømt af pave Innocent I i år 417 og dømt kættersk ved synoden i Efesos år 432.
Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald.
Det Nye Testamente, Efeserbrevet, kapitel 2, vers 3:
”Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre”
Det Nye Testamente, Romerbrevet, kapitel 5, vers 12:
”Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.”
Arianismen
Arius var en kristen præst i Alexandria i begyndelsen af det 4. århundrede. Arius mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning, hvorefter Gud adopterede Jesus Kristus som sin søn. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Jesus (og altså ikke Gud) selv verden. Men eftersom Jesus var en (guddommelig) skabning forskellig fra, og dermed underlegen, Gud frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. I år 325 indkaldte Konstantin den Store til synode i Nikæa (nuværende: Iznik) til at debattere Arius, hvor konklusionen fra synoden blev en erklæring om hans lære som kætteri, hvorefter Arius blev forvist til Illyrikum. Dette blev imidlertid ikke enden på arianismen, som bredte sig fra Alexandria over Lilleasien, og endda til den kejserlige familie, da kejser Konstantin 2., søn af Konstantin den Store, tog arianismen til sig og udnævnte Eusebius, den største fortaler for arianismen efter Arius død, som biskop af Konstantinopel. Bevægelsen døde først inden for romerriget efter kejser Theodosius 1. indkaldte til synode i Konstantinopel i 381, hvor det blev besluttet at følge den katolske treenighedslære. Imidlertid var goterne da i mellemtiden blevet omvendt af arianske præster, og goterne omvendte videre andre germanske folkeslag; vandalerne, longobarderne, frankerne etc., hvorefter det tog hundredvis af år, før de sidste spor af arianisme var udryddet. En overgang forfulgte arianske vandaler de indfødte katolske kristne i Nordafrika, og arianske gotere de indfødte katolske kristne i Spanien.
Problemet fra et katolsk perspektiv var, at med arianismens tro på Jesus Kristus som en guddommelige skabning andet end og separat fra Gud forsvor de monoteismens og forsvarede idoltilbedelse.
Det store skisma / Øst vest skismaet
Bruddet i 1054 hvor pave Leo IX og patriarken Mikael I ekskommunikerede hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i en vestlig katolske og en østlige ortodokse var kumulationen på en århundrede gammel strid. Hovedsageligt omhandlet bruddet et spørgsmål om jurisdiktion og hvem der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepteret dogmet om pavens ufejlbarlighed og den vestlige katolske kirke ikke accepteret patriarken i Konstantinopel som værende universel patriark, såvel som hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om hvordan nadveren skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.
Det skal bemærkes at adskillelsen af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem Leo IX og Mikael I og aldrig verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke acceptere adskillelsen som legitim.
Reformationen
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kristne gren sig yderligere i en katolske og protestantisk retning samt en anglikansk som opfattes som værnende lidt imellem de to. Bagud for reformationen havde gået flere hundred år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i 1517 da Martin Luther sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med den udbredte salg af afladsbreve.
Protestantismen selv kan inddeles i en lang række forskellige retninger.
Wittenberg
Se også
Religiøse titler:
- Abbed, abbedisse, apostel, bedemand, bisp, biskop, degn, domprovst, graver, kapellan, Kardinal, kordegn, missionær, munk, nonne, organist, pastor, pave, pontifex maximus, provst, præfekt, præst, sognepræst, ærkebiskop
Reliøse bygninger og geografiske inddelinger:
- Domkirke, kapel, katedral, kirke (bygning), kloster, menighed, nonnekloster, pastorat, provsti, Salomon, kapel, Det Sixtinske Kapel, sogn, stift, Tempel, Vatikanstaten
Religiøse traditioner:
- Advent, begravelse, bryllup, dåb, fødsel, højtid, jul, konfirmation, liturgi, mærkedag, nadvergudstjeneste, nonkonfirmation, nytår, nytårsdag, ordination, pinse, påske, rite, ritual, sakramente
Religiøse begreber:
- Omvendelse, Treenighed
Religiøse genstande og tekster:
- Alter, Bibelen, kiste, kolumbarium, pulpitur, rustvogn
Religiøse symboler:
- Andreaskors, kors
Åndelige væsener:
- Gud (nogle benævner Gud Jehova, JHVH), engel, ærkeengel, Djævel
Andre sider
- Kristne trosretninger
- Folkekirken
- De 10 kristne bud
- Østens Assyriske Kirke
- Liste af spirituelt relaterede emner
Eksterne henvisninger
- [http://www.biblen.dk Biblen]
- [http://www.folkekirken.dk/ Folkekirken]
- [http://www.km.dk/ Kirkeministeriet]
- [http://www.katolsk.dk Katolske kirke i Danmark]
- [http://www.metodistkirken.dk/ Metodistkirken Danmark]
- [http://www.kirker.dk/ Kirker i Danmark]
- [http://www.adherents.com/adh_branches.html#Christianity Religionsstatistik over kristenhedens grupperinger]
- [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Religion/Kristendom/ Google: Kristendom]
Kategori:Religion
Kategori:Kristendom
ja:キリスト教
ko:기독교
ms:Kristian
simple:Christianity
th:คริสต์ศาสนา
zh-min-nan:Ki-tok-kàu
Islam
Islam (الإسلام) er en religion, baseret på profeten Muhammeds åbenbaringer, der ifølge muslimerne blev nedskrevet som Koranen samtidig med at de blev åbenbaret. Koranen blev memoreret og videregivet mundtligt, som det var traditionen på det tidspunkt, men efter Profetens død blev Koranen nedskrevet som en samlet bog på arabisk, i den dialekt, den ifølge muslimerne var blevet åbenbaret på. Koranen opfattes som Guds ord, der er blevet bragt til Profeten Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Islam betrager sig som en åbenbaringsreligion, dvs. at Gud har givet sig til kende gennem profeter, som har givet hans budskaber videre. Islam er en verdensreligion, som opstod i Mekka år 611 e.Kr.
Udøvere af islam kaldes muslimer. Ordet 'muhammedaner' kan opfattes som skældsord og går imod muslimernes egne ønsker, idet ordet opfattes således, at muslimerne skulle tilbede profeten Muhammed, hvilket går imod deres principper, hvor kun Gud bør tilbedes. 'Muslim' betyder 'person der giver sig hen til Gud', og deres religion 'Islam' betyder ligeledes 'hengivelse' eller 'underkastelse' (til Gud).
Hos muslimerne bliver børnene ikke døbt som i kristendommen, for Muhammed har sagt, at "ethvert barn fødes i islam." Alle mennesker fødes med andre ord som muslimer. og man behøver derfor ikke en særlig optagelsesceremoni som i kristendommen. Den nyfødte får straks et navn.
Hvis man ikke er vokset op som muslim, kan man konvertere ved islam blot ved at fremsige den muslimske trosbekendelse (shahada) på arabisk:
محمد رسول الله (la ilaha illa llah)
لا اله إلا الله (muhammad rasulu llah)
"Der er ikke anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet".
Forskrifter
Som troende muslim skal man udføre en række ritualer, hvoraf fx bøn og almisse er foreskrevet i Koranen. Disse handlingsaspekter, som de nuværende muslimer udfører, stammer fra trosapekter; troen på Muhammed, på Koranens rigtighed og vigtighed og ikke mindst på Allah og dommedag. Disse handlingsaspekter bygger på de fem søjler og i det hele taget regler for den generelle livsførelse. Udover bønner og andre ritualer (se link ovenfor) er det at sige trosbekendelse også en god ting at gøre; det kan ikke gøres for ofte.
Det er vigtigt at gøre, hvad der er passende som henholdsvis en muslimsk mand og som en muslimsk kvinde. Der er mange opfattelser af, hvad man bør gøre som muslim, men der kræves selvfølgelig også overensstemmelse mellem ens levevis og holdningen til f.eks. bønnen.
Der findes også forskellige personlige tilgange til det at være muslim når det f.eks. gælder ens aktivitetsniveau. Man snakker herunder om en kviatistisk, en aktivistisk og militant måde at være aktiv i sin religion på.
Hellige skrifter
De skriftlige grundværker i islam er, udover Koranen (Qur'an, Guds ord - egtl. læsning), også Hadith (beretninger om Profetens gerninger og udtalelser) hvorfra Sunna udledes. Islams lov udledes fra Koranen og Sunna, og ud fra de principper som udledes fra disse.
Gudsopfattelse
Den islamiske gudsopfattelse er monoteistisk, hvor mennesket er underkastet Gud, omtrent ligesom i jødedommen og kristendommen. Islam er ligesom jødedommen en lovreligion, hvorved den adskiller sig fra kristendommen.
Religiøs arkitektur
kristendom
Bygninger hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer. Muslimernes mest religiøse sted er Mekka med den centrale Ka'ba, i hvilken sidder en sten der ifølge tradition stammer fra Paradis, og blev sort af menneskets synder (?). Af andre religiøse "hovedstæder", kan nævnes Medina, hvor Profeten Muhammed emigrerede til og hvor han er begravet samt Jerusalem.
Ramadanen er en stor islamisk hellig tid, hvor de troende ikke må spise og drikke, eller have seksuel samkvem fra solopgang til solnedgang. Derudover er det en meget åndelig tid, med særlig fokus på tilbedelse og perfektion af karakter.
Hellige personer
Muslimer tror på alle de tidligere profeter, der er nævnt i det Ny og Gamle Testamente. En ældre profet i islam er således Jesus, på arabisk Isha. Muslimerne tror imidlertid ikke, at Jesus var Guds søn (endsige den inkarnerede Gud), og heller ikke, at Jesus døde på korset og herefter stod op af graven. Jesus var blot en betydningsfuld profet i en lang række af profeter, som Muhammed så var den sidste og endegyldige repræsentant for ("profeternes segl").
Religionens udbredelse
Jesus
Ca. 1,3 mia. mennesker verden over er i dag muslimer. Islam er mest dominerende i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Indonesien. Der findes også betydelige muslimske befolkningsgrupper i Afrika, Indien og i Sydøsteuropa.
I Europa er islam primært en mindretalsreligion.
Retninger inden for islam
Muslimerne er delt i to hovedgrupper: Sunni og Shia. Begge grupper har stort set samme religiøse udøvelse, men visse teologiske og politiske anliggender deler dem. Den største gruppe er sunni-muslimerne (der udgør ca. 90 procent) mens shia-muslimerne udgør de resterende ti procent.
Det afgørende for shia-muslimerne er, at der skal være en forbindelse til Muhammed gennem slægtsforhold. Shia betyder "parti", og det står her for Alis parti. Ali ibn Abi Talib var gift med Muhammeds datter, og han opfattes derfor af shia-muslimerne som den første rigtige kalif.
Sunni-muslimerne mener, at forbindelsen til Muhammed skal hentes gennem handlemønstre. Fortællingerne om, hvad Muhammed sagde og gjorde, er blevet samlet i hadith-samlinger, hvilke fungerer som en slags grundlov, man henviser til.
Af andre større grupper kan nævner wahhabi-islam, samt sufier/sufister, som er en form for mystikere.
Ahmadiyya-bevægelsen, der har en moské i Hvidovre, betragtes almindeligvis ikke som værende muslimer, men ser sig selv som en del af islam.
Hellige genstande
Vers fra Koranen på skrift, såvel som Profeten Muhammeds hadith, og andre ting der har tilhørt Profeten betragtes som hellige genstande.
Se også
- Islamiske begreber
- Islamiske kalender
- Kalifat
- Islamisme
Eksterne henvisninger
- [http://islamisk.dk Islamisk.dk]
- [http://www.islam.dk Islam.dk]
- [http://wwwuser.gwdg.de/~mriexin/euroislam.html Links: Islam i Vest-Europa]
Kategori:Religion
Kategori:Islam
Kategori:DK5 29.7
ja:イスラム教
ko:이슬람교
ms:Islam
simple:Islam
th:ศาสนาอิสลาม
Jesus
Jesus fra Nazaret er en historisk person, der levede i Israel fra ca. 7-4 før vor tidsregning til år ca. 30-33. Ifølge Det Nye Testamente er han Guds søn, og kristne kalder ham også for Jesus Kristus.
Etymologi og grammmatik
Kristus er den latinske form af græsk Christos som betyder 'den salvede', og som er en oversættelse af det hebræiske ord Messias, er det tilnavn eller den titel, som Jesus er givet for at markere hans specielle status.
På dansk er det stadig almideligt at bruge de græske genitivformer af navnene Jesus og Kristus (indtil det 19. århundrede skrevet med Ch-): f.eks. Kristi fødsel eller Jesu navn. I salmebogen møder man endog vokativ: Mægtigste Kriste. Tidligere var også akkusativerne Jesum og Christum almindelige. Da Kristus ikke kan tage den bestemte artikel, brugte ældre danske bibeloversættelser formen den Christus. Nu om dage opfattes Kristus nærmest som et egennavn, som ikke behøver nogen artikel.
Jesu fødsel
Vores tidsregning er baseret på hans formodede fødselsår, som år 1. Der er de problemer: at verden blev skrevet i mandtal år 4 e.Kr., og at hans forældre måtte flygte til Ægypten med ham år 4 f.Kr..
År 0 findes ikke (eftersom årstallene egentlig er ordenstal). Året før år 1 er derfor år 1 f.Kr.
Jesu søskende
- Mange kristne mener at Jesus fra Nazaret var enebarn,
- Mange andre mener at han havde halvbrødre, hvor af en bliver den første biskop i Jerusalem.
- Andre mener at han havde mindst fire brødre og mindst to søstre. (Markusevangeliet 6.3).
Jesus i Det Nye Testamente
I Bibelen findes Jesu historie i Det Nye Testamente som bl.a. består af de fire evangelier Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet.
Johannesevangeliet
At Jesus var født i Betlehem, erfarer vi i Matthæus- og Lukasevangeliet. Disse to synoptiske evangelister (som skrev uafhængigt af hinanden) har altså kendt en tradition herom, og de har været opmærksomme på det påfaldende i at Jesus ikke desto mindre voksede op i Nazaret. De har forklaret denne ejendommelighed hver på sin måde: Lukas, som lader Josef og Maria have deres hjem i Nazaret (hvor bebudelsen finder sted), motiverer flytningen til Betlehem med den af kejser Augustus beordrede folketælling. Matthæus antyder ikke noget om at familien rejste til Betlehem; man får indtryk af at denne by var deres hjem. Først efter flugten til Egypten (foranlediget af Herodes' massakre på de uskyldige børn - en episode som Lukas ikke kender) lader Matthæus familien flytte til Nazaret. Af disse og andre grunde må man slutte at de to evangelisters beretninger om Jesu fødsel ikke begge kan være historiske i alle enkeltheder.
Det er bemærkelsesværdigt, men ofte overset, at Paulus, til trods for den centrale plads som Jesus har i hans breve (som er skrevet inden Paulus' død i 60'erne), intet beretter om Jesu liv eller virksomhed forud for den sidste nadver. Om Jesu fødsel hører vi kun at "da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven" (Gal.4,4). Paulus siger således intet om at Jesus var født af en jomfru. Enten har han ikke kendt denne tradition (som ikke er bevidnet før i slutningen af 1. århundrede), eller han har misbilliget den fordi den mindede ham om hedenske religioner. I hvert fald må hans forældre så have været gift, og ikke kun trolovet.
Der findes desuden nogle senere evangelier, som ikke er optaget i biblen bl.a. Thomas-evangeliet, som godt nok er nedskrevet senere end de fire første, men som til gengæld er mindre redigeret og derfor følger den mundtlige tradition, som ligger til grund for evangelierne, mere ordret.
Billeder af Jesus
Den største statue af Kristus kan ses i Rio de Janeiro. Men der findes ingen samtidige billeder og figurer af ham, da jøderne havde billedforbud.
Kategori:Kristendom
Kategori:Religion
Kategori:Bibelske personer
Kategori:Profeter
Kategori:Religionsstiftere
Kategori:Antikken
Kategori:Jul
ko:예수 그리스도
ms:Yesus Kristus
ja:イエス・キリスト
simple:Jesus
th:เยซู คริสต์
zh-cn:耶穌基督
zh-tw:耶穌基督
Muhammed
Muhammed (570 - 632) er ophavsmanden til og den sidste og mest betydende profet i religionen islam. Han blev født i Mekka i Kuraish-stammen, som på det tidspunkt havde magten over byen. Indtil han modtog sin første åbenbaring var han købmand. Det skete i en grotte på bjerget Hira nord for Mekka da han var omkring 40 år. Et sted hvor han ofte mediterede. Ved åbenbaringen viste englen Gabriel sig, og dikterede de første dele af Koranen for ham. Dog mener nogle at Muhammeds åbenbaring fandt sted i ørknen, og at Gabriel ikke var så synlig.
I 622 immigrerer Muhammed og hans tilhængere til byen Medina hvor han opretter den religiøse menighed umma. Her var han både politisk, militær og religiøs leder. I 630 vender Muhammed tilbage til Mekka, og har på dette tidspunkt magten i hele Arabien.
Se også
- Hadith
- Kalifat
Eksterne links
- [http://www.flex.com/~jai/satyamevajayate/libido.html Kritik af Muhammed - engelsk]
Kategori:Islam
Kategori:Middelalder
Kategori:Profeter
ja:ムハンマド・イブン＝アブドゥッラーフ
ko:무함마드
ms:Nabi Muhammad s.a.w.
simple:Muhammad
th:มุฮัมมัด
LangfredagLangfredag er fredagen før påske og dagen efter skærtorsdag. Ifølge Bibelen blev Jesus korsfæstet denne dag.
MonoteismeGr. mono = En, enkelt, theos = Gud, Guddom.
At have en enkelt gud, modsat polyteisme (f.eks. Hinduisme og Shinto) og ateisme (ikke at tro på en gud).
Bør ikke forveksles med monolatri, hvilket betyder at kun en gud tilbedes, men at flere guders eksistens anerkendes.
Eksempler på monoteistiske religioner:
- Jødedom / Judaisme
- Kristendom
- Islam
- Bahá'í
- Hare Krishna
Kategori:Religion
Kategori:Religionsvidenskab
ja:一神教
MessiasMessias (hebraisk מָשִׁיחַ (mashiach) "den salvede").
I jødedommen er messias en efterkommer af kong David, som skal genoprette Davids rige og skabe fred i verden.
Kristne betragter Jesus af Nazareth som den ventede messias. Ordet kristus (græsk Χριστός, (christos) "den salvede") er en direkte oversættelse af ordet mashiach.
Kategori:Religion
Kategori:Jødedom
Kategori:Kristendom
ja:メシア
Medina
I 622 foretager profeten Muhammed en hidjra og emigrerer fra byen Mekka til Medina. Her udvikles islam endeligt til en selvstændig religion og livsform.
Muhammed opbygger i Medina en menighed og umma og samler dermed troende folk omkring sig.
Han modtager forsat åbenbaringer. Byen ledes militært, åndeligt og religiøst af Muhammed.
Da Muhammed dør i 632, er det i Medina, han bliver gravlagt.
Medina har tidligere kun været for muslimer, men er begyndt at være åben for alle troende.
Se også
- Islamiske begreber
Kategori:Islam
ja:マディーナ
ms:Madinah al-Munawwarah
Jordan
Jordan er et land i mellemøsten. Grænselandene er Syrien, Irak, Saudi-Arabien, Israel og Vestbredden af Jordanfloden.
Jordan er et monarki med en stærk magt til kongen Abdullah II af den hashemitiske kongeslægt, der betragter sig som efterkommere af profeten Muhammed.
Før selvstændigheden i 1946 var Jordan sammen med Israel et mandatområde, der blev styret af Storbritannien.
Efter seksdageskrigen i 1967 mistede Jordan sine områder vest for Jordanfloden.
En væsentlig del af landets befolkning er palæstinensere.
palæstinensere
Se også
- Verdens lande
Kategori:Asiatiske lande
Kategori:Mellemøsten
ja:ヨルダン
ko:요르단
ms:Jordan
th:ประเทศจอร์แดน
zh-min-nan:Jordan
1967
Begivenheder
- 2. januar - Ronald Reagan blev guvernør i Californien.
- 24. april - Vladimir Komarov omkommer da han styrter til jorden med Sojuz 1.
- 5. juni - Starten på Seksdageskrigen mellem Israel og Ægypten, Jordan, Syrien og Irak.
- 10. juni - Dronning Margrethe II og Prins Henrik giftes i Holmens Kirke.
- 10. august To lyntog kolliderer ca 4 km øst for Odense station. Ved Lyntogsulykken omkom 11 personer og 17 blev alvorligt kvæstet.
- 3. september - Sverige indfører højrekørsel
- 3. december - Den sydafrikanske hjertekirurg Christian Barnard foretager historiens første hjertetransplantation
- 17. december - Udbrydere fra SF stifter Venstresocialisterne, VS.
- 18. december - Den engelske spion Kim Philby udnævnes til 'Sovjetunionens helt' i Moskva.
Fødsler
- 7. januar - Peter Reichhardt, skuespiller.
- 20. januar - Sigurd Barrett - musiker og komponist.
Dødsfald
- 3. januar - Jack Ruby - amerikansk natklubejer som skød præsident Kennedys morder. 55 år.
- 24. april - Vladimir Komarov, sovjetisk kosmonaut. Omkom under landingen med Sojuz 1.
- 12. maj - Henry Nielsen, dansk skuespiller. Født 1890.
- 17. juli - John Coltrane, amerikansk jazzmusiker. 40 år.
- 8. august - Che Guevara, argentinsk revolutionær bliver henrettet i Bolivia.
- 6. oktober - Per Gundmann, dansk skuespiller. (Født 1906).
- 26. oktober - Maria Garland, dansk skuespiller. Født 1889.
- 26. oktober - Victor Montell, dansk skuespiller. Født 1886.
- Fysik - Hans A. Bethe
- Kemi - Manfred Eigen, Ronald George Wreyford Norrish, George Porter
- Medicin - Ragnar Granit, Haldan Keffer Hartline, George Wald
- Litteratur - Miguel Ángel Asturias
- Fred - Ingen uddeling
Sport
- Ryder Cup, golf - USA 23½-Storbritannien 8½
Musik
-
Film
-
Bøger
- Hundrede års ensomhed - Gabriel García Márquez udgiver den roman, der forvandler ham fra ukendt til verdensberømt forfatter.
67
ja:1967年
ko:1967년
ms:1967
simple:1967
th:พ.ศ. 2510
1950
Begivenheder
- 1. august - Belgiens konge, Albert, abdicerer.
- 3. august - Baudouin bliver belgisk regent med titlen Prins Baudouin.
- 15. oktober - Den anden Galathea-ekspedition stævner ud fra København.
Født
- 1. januar - Anniqua - svensk slangepige og stærk kvinde
- 13. februar – Peter Gabriel, britisk sanger (Genesis).
- 4. marts - Billy Gibbons, amerikansk bluesrock-guitarist.
- 5. april - Agnetha Fältskog, svensk sanger (ABBA)
- 22. april – Peter Frampton, britisk guitarist.
- 13. maj - Stevie Wonder, amerikansk sanger og sangskriver.
- 3. juni – Suzi Quatro, britisk sanger.
- 10. juni - Jannie Fauerschou, dansk skuespiller
- 6. november - Torben Lund, socialdemokratisk politiker.
Dødsfald
- 2. januar - Emil Jannings, tysk filmskuespiller.
- 19. marts - Forfatteren Edgar Rice Burroughs. Døde i Tarzana, Californien.
- 29. oktober - Gustaf V, konge af Sverige fra 1907.
- 2. november - Skuespilsforfatteren George Bernard Shaw.
- Fysik - Cecil F. Powell
- Kemi - Otto Diels Kurt Alder
- Medicin - Edward C. Kendall,Tadeus Reichstein Philip Hench
- Litteratur - Bertrand Russell
- Fred - Ralph J. Bunche
Sport
- Uruguay vinder verdensmesterskabet i fodbold
Musik
-
Film
- 9. januar - Filmen De Røde Heste efter Morten Korchs roman har premiere.
Bøger
-
50
ja:1950年
ko:1950년
ms:1950
simple:1950
th:พ.ศ. 2493
1967
Begivenheder
- 2. januar - Ronald Reagan blev guvernør i Californien.
- 24. april - Vladimir Komarov omkommer da han styrter til jorden med Sojuz 1.
- 5. juni - Starten på Seksdageskrigen mellem Israel og Ægypten, Jordan, Syrien og Irak.
- 10. juni - Dronning Margrethe II og Prins Henrik giftes i Holmens Kirke.
- 10. august To lyntog kolliderer ca 4 km øst for Odense station. Ved Lyntogsulykken omkom 11 personer og 17 blev alvorligt kvæstet.
- 3. september - Sverige indfører højrekørsel
- 3. december - Den sydafrikanske hjertekirurg Christian Barnard foretager historiens første hjertetransplantation
- 17. december - Udbrydere fra SF stifter Venstresocialisterne, VS.
- 18. december - Den engelske spion Kim Philby udnævnes til 'Sovjetunionens helt' i Moskva.
Fødsler
- 7. januar - Peter Reichhardt, skuespiller.
- 20. januar - Sigurd Barrett - musiker og komponist.
Dødsfald
- 3. januar - Jack Ruby - amerikansk natklubejer som skød præsident Kennedys morder. 55 år.
- 24. april - Vladimir Komarov, sovjetisk kosmonaut. Omkom under landingen med Sojuz 1.
- 12. maj - Henry Nielsen, dansk skuespiller. Født 1890.
- 17. juli - John Coltrane, amerikansk jazzmusiker. 40 år.
- 8. august - Che Guevara, argentinsk revolutionær bliver henrettet i Bolivia.
- 6. oktober - Per Gundmann, dansk skuespiller. (Født 1906).
- 26. oktober - Maria Garland, dansk skuespiller. Født 1889.
- 26. oktober - Victor Montell, dansk skuespiller. Født 1886.
- Fysik - Hans A. Bethe
- Kemi - Manfred Eigen, Ronald George Wreyford Norrish, George Porter
- Medicin - Ragnar Granit, Haldan Keffer Hartline, George Wald
- Litteratur - Miguel Ángel Asturias
- Fred - Ingen uddeling
Sport
- Ryder Cup, golf - USA 23½-Storbritannien 8½
Musik
-
Film
-
Bøger
- Hundrede års ensomhed - Gabriel García Márquez udgiver den roman, der forvandler ham fra ukendt til verdensberømt forfatter.
67
ja:1967年
ko:1967년
ms:1967
simple:1967
th:พ.ศ. 2510
SeksdageskrigenSeksdageskrigen (hebraisk: מלחמת ששת הימים translitteration: Milhemet Sheshet Hayamim), 5. juni 1967 – 10. juni 1967, blev udkæmpet mellem på den ene side Israel og på den anden Ægypten, Jordan, Syrien og Irak. De egentlige krigshandlinger kom oven på længere tids ophedet retorik, gensidige beskyldninger og intense spændinger såvel som stadige arabiske grænsebeskydninger og terroranslag inde i Israel og som direkte svar på Ægyptens lukning af stræderne ved Tiran for Israelske fartøjer (og dermed afskæring af byen Eilat og Israel fra deres vigtige olieleverancer fra Iran) såvel som Ægyptens mobilisering af tunge militærenheder nær den israelske grænse og Ægyptens hjemsendelse af FNs fredbevarende tropper i grænseområder mellem Ægypten og Israel. Ved krigshandlingernes afslutning besad Israel de før arabisk kontrollerede områder: Vestbredden (Jordan), Østjerusalem (Jordan), Gazastriben (Ægypten), Sinai halvøen (Ægypten) og Golanhøjderne (Syrien).
Sinai halvøen er siden blevet leveret tilbage til Ægypten mod en fredsaftale. Ægypten har dog siden frasagt sig Gazastriben. Jordan har ligeledes en fredsaftale med Israel, men har afskrevet sig Vestbredden og Østjerusalem. Østjerusalem er blevet indlemmet i Israel. Golanhøjderne er stadig under israelsk kontrol og Syrien og Irak stadig officielt i krig med Israel. Senest er Gazastriben blevet rømmet.
ja:第三次中東戦争
th:สงครามหกวัน
KirkeKirke kan henvise til flere artikler:
- Kirke (bygning) – en bygning til brug for kristelige ritualer
- Kirke (trosretning) – en række bestemte trosretninger inden for kristendommen
- Kirke (institution) – den kristelige institution anerkendt af den danske stat
- Kirke (græsk mytologi) (også skrevet Circe) – en kvinde i den græske mytologi
- Kirkja – en by på Færøerne, der på dansk kaldes "Kirke"
ja:チャーチ
Moske
]]
Moske (eller moské) (مسجد) er en bygning, hvor muslimer samles til bøn.
Moskeen har en minaret, et tårn hvorfra fem gange dagligt lyder muaddhinens (bedeudråberrens) kald.
I moskeen ledes bønnen af en imam.
Før man beder i moskeen er der rituel afvaskning af fødder, hænder og ansigt.
I moskeen beder de også på et bedetæppe og laver de rituelle bevægelser: prostrationer. Det er for at vise islam underkastelse og hengivenhed. Alle er opstillet på rækker, med front mod Mekka hvortil retningen er angivet ved en mihrab som er en speciel bedeniche. Ved siden af den står imamen.
Selvom bønnen ikke altid behøver foregå i moskeen, skal en muslimsk mand bede i moskeen fredag eftermiddag. På denne dag holdes der også prædiken fra en minbar.
Se også
- Religion, Islam
Kategori:Islam
Kategori:Moskeer
Kategori:Religiøse bygninger
ja:モスク
ms:Masjid
simple:Mosque
th:มัสยิด
Knesset
Knesset er navnet på parlamentet i staten Israel. Knesset, der har ét kammer, består af 120 medlemmer, som vælges for en fireårig periode. Intet parti har nogensinde haft flertal i Knesset.
Knesset har eksisteret siden 1949 og har siden 1966 haft bopæl på Kiryat Ben Gurion. Knesset ledes en formand. Denne har siden 2003 været Reuven Rivlin fra det konservative Likud-parti.
Kategori:Politik
Kategori:Israel
Kategori:Parlament
ja:クネセト
Categorie:BouillonBouillon:
Categorie:Gemeente in provincie Luxemburg
Categorie:Stad in België
bielizna erotyczna wydarzenia cheap holidays lanzarote spalacze tuszczu Darmowe gry online
|
|
|
|
