:: wikimiki.org ::
| Julius Cæsar |
Julius Cæsar
Gajus Julius Cæsar (12. juli 100 f.Kr. - 15. marts 44 f.Kr.) var en romersk feltherre og statsmand.
Hans erobring af Gallien i Frankrig udbredte det romerske imperium helt til Atlanterhavskysten, en bedrift hvis konsekvenser er tydelige helt op til i dag. Cæsars militære bedrifter er dog kun kendt fra hans egne rapporter til senatet. Rapporterne skulle begrunde, at han fortolkede sine ordrer meget bredt. Hans grundlæggelse af en regering under det første triumvirat endte den romerske republik. Han blev senere diktator på livstid og udarbejdede mange reformer, både sociale og politiske. Reformarbejdet blev brat stoppet da han blev myrdet. Mange af hans reformer blev senere ført ud i livet af kejser Augustus.
Baggrund og tidlige år
Julius Cæsar blev født ind i en kendt og meget gammel aristokratisk familie i Rom, der ifølge overleveringen kunne spores helt tilbage til forfaderen Julius, søn af den trojanske prins Æneas, der ifølge myten var søn af Venus. I 45 f.v.t. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse til guden.
Cæsars familie var dog ikke rig i forhold til Roms adelige, og ingen i familien havde i mands minde udrettet større ting. Cæsars far døde tidligt, men hans mor, Aurelia, sørgede godt for Cæsars uddannelse. Cæsar giftede sig i 84 f.v.t. med Cornelia, datter af Cinna. Det var et politisk ægteskab, der senere førte til mange problemer da diktatoren Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.v.t. Cæsar nægtede og forlod klogt Rom for at tjene militæret i Asien og i Cilicia på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet. Først i 78 f.v.t. vendte han tilbage da Sulla døde og begyndte da sin politiske karriere som anklager.
Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi (naturvidenskab på den tid) og blev på vejen dertil kidnappet af pirater. Han lovede piraterne at han nok skulle sørge for at de blev fanget og henrettet. I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom. Da han var blevet frigivet, organiserede han en flåde, fangede piraterne og lod dem blive korsfæstet nøgne.
Karrieren
Efter at have opnået positionen quaestor i Spanien i 69 f.v.t. blev Cæsar valgt til curule aedile i 65 f.v.t., til pontifex maximus i 63 f.v.t. og til praetor i 62 f.v.t. Hvis han havde en finger med i spillet i Catilinas sammensværgelse i år 63 f.v.t., efterlod det ingen varig skade på hans karriere.
Da Cæsars kone Cornelia døde i 68 f.v.t. giftede han sig med Pompeia, Sullas barnebarn, men måtte lade sig skille i 62 f.v.t. på grund af en skandale (en undskyldning?). I 61 f.v.t. arbejdede Cæsar som guvernør i provinsen Hispania Ulterior, og i 60 f.v.t. blev han valgt til konsul.
I 59 f.v.t. indgik Cæsar en alliance med to andre ledende politikere: Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus. Crassus var den rigeste mand i Rom, Pompejus var den mest succesrige hærfører. Cæsar bidrog i alliancen med sin politiske popularitet og sit drive. Pompejus giftede sig med Cæsars datter Julia Caesaris. Denne første uofficielle alliance er senere blevet kaldt "Det første triumvirat". Triumviratet signalerede som tidligere nævnt enden på den romerske republik.
De tre magtfulde mænd delte i 56 f.v.t. Romerriget imellem sig: Cæsar fik Gallien, Pompejus fik Spanien og Crassus fik Syrien.
Allerede i 58 f.v.t. blev Cæsar guvernør over Gallien. Som prokonsul i Gallien fra 58 til 49 f.v.t. førte han krig mod forskellige folk. Han besejrede helvetierne i 58 f.v.t., det belgiske forbund i 57 f.v.t., og i 55 f.v.t. forsøgte han at invadere England. I 52 f.v.t. besejrede han en union af gallere. Alle disse fremstød blev rapporteret til senatet, rapporter som er bevaret i afskrifter.
Crassus blev dræbt i 53 f.v.t. i kamp med partherne, og derefter udbrød en tvist mellem Cæsar og Pompejus, da Pompejus blev i Rom og fik mere og mere magt. I 50 f.v.t. blev Cæsar af senatet beordret til at opløse sin hær. Men Cæsar nægtede, og borgerkrig brød ud. Han krydsede floden Rubicon den 10. januar 49 f.v.t. med ordene "terningen er kastet" (latin: jacta est alea) og forfulgte derefter Pompejus til Brundisium, i håbet om at lappe sammen på deres ti år gamle aftale. Men Pompejus undgik ham, og han udførte en utrolig 27-dages march til Spanien, for at udradere Pompejus' folk der. Derefter vendte Cæsar tilbage østpå, for at udfordre Pompejus i Grækenland. Den 10. juli 48 f.v.t. undgik Cæsar med nød og næppe et katastrofalt nederlag til Pompejus. Men ved Farsalos i Grækenland lykkedes det ham at slå Pompejus. Cæsar blev konsul i 4 år, mens Pompejus flygtede til Ægypten, hvor han blev myrdet af en officer under Ptolemaios XIII af Ægypten.
Diktatortiden
Men Cæsar var ikke tilfreds. Han tog til Ægypten, hvor han støttede Kleopatra VII, der blev hans kone under ægyptisk lov (ikke under romersk lov).
Medens han med sine få tropper opholdt sig i Alexandria, udbrød der et oprør, hvorved Cæsar kom i den yderste fare og længe blev holdt indespærret
(alexandrinske krig oktober 48-marts 47). Først da der kom undsætning, slap Cæsar ud. Hans næste foretagende var at berolige Orienten, hvor Mithridates' søn Farnaces havde generobret sit fædrene rige Pontus. Cæsar tilendebragte felttoget i 5 Dage og meldte sejren til en ven i Rom med de ord: veni, vidi, vici, »jeg kom, så og sejrede« (august, 47). Cæsar fortsatte med at bekæmpe Pompejus' støtter i Afrika ved Thapsus i 46 f.v.t. og i Spanien ved Munda i 45 f.v.t.
I 46 f.v.t. blev Cæsar i en ti-års-periode diktator. I 44 f.v.t blev han erklæret diktator og konsul på livstid og blev kaldt Pater Patriae (Landsfader). Han tog også titlen Imperator. Hans kalenderreform byggede på solåret istedet for måneåret og er stadig grundlag for den kalender vi benytter idag. Måneden juli blev opkaldt efter ham og bærer hans navn den dag i dag. Han grundlagde over 20 kolonier i Gallien, Spanien og i Nordafrika og arrangerede kornuddeling til de fattige i Rom. Statuer af ham blev opstillet på linje med de oldgamle konger, og han havde en gylden trone i senatet og på tribunatet.
Cæsars arrogance og ambitioner om at blive en ny Alexander den Store gjorde ham upopulær, og hans ligemænd stolede ikke på ham. Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.v.t. i Pompejus' Teater (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt). Han blev stukket ned af en gruppe på godt 60 sammensvorne, der forsøgte at bevare den demokratiske republik i modsætning til Cæsars monarki. Imellem de sammensvorne var der ifølge en sen overlevering også Cæsars adopterede søn Marcus Junius Brutus som var efterkommer af den Brutus som dræbte den sidste romerske konge, og derved oprettede den romerske republik.
Cæsar faldt for fødderne af en statue af Pompejus og hans berømte sidste ord var: "Også du, min søn?".
Ifølge overleveringen havde Cæsars kone, Calpurnia, som han giftede sig med i 59 f.v.t., advaret ham aftenen før, men Cæsar havde svaret "Der er intet at frygte, ud over frygten selv".
Mere korrekt er det at sige, at ved at lade sig vælge som livsvarig diktator, kunne han kun afsættes ved at blive myrdet.
Efter Cæsars død udbrød en magtkrig mellem hans adopterede søn, den 18-årige Gajus Octavianus, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus. Antonius besejrede Cæsars mordere, men faldt i unåde i Rom, da han allierede sig med Kleopatra. Octavian vandt derfor magtkampen i 31 f.v.t. og blev i 27 f.v.t. den første romerske kejser under navnet Augustus Cæsar.
Personlige oplysninger
Som én af oldtidens mægtigste mænd og mest alsidige begavelser har Cæsar altid vakt historikernes interesse. Han synes at have været en fremragende militærbegavelse, der kunne vise personligt mod, en dygtig og flersidet administrator og i det store hele en elskværdig og relativt human politiker – hvad der dog ikke udelukkede brutalitet og hensynsløshed under krige, f. eks. i Gallien. Derimod er det stadig ikke lykkedes at få et fast billede af hans politiske ideer. Her har han skiftevis stået som en ren opportunist, der tog enemagten under dække af ”demokratiske hensyn”, eller som en overklasseidealist der ville folkets vel gennem et diktatur.
Cæsar var kendt som en produktiv og energisk forfatter, mest af historiske og selvbiografiske værker. Hans hovedværk er Commentarii de Bello Gallico (da. Cæsars Gallerkrig), hvori han i tredje person fortæller om sin erobring af Gallien, den er et hovedværk i latinsk litteratur, stadig anvendt som lærebog i skolerne og en hovedkilde til periodens historie, selv om den naturligvis er subjektiv. Skønt velskrevet giver den ikke noget personligt indtryk af Cæsar. Desuden skrev han om borgerkrigen (Commentarii de Belli Civili), mens et par andre værker med dette emne er skrevet af andre og tillagt ham. Han vides at have skrevet flere digte og skrifter hvor han er talsmand for et smukt skriftsprog, mens hans mange taler er gået tabt.
Navnet Cæsar (egl. udtalt "kæsar") er bevaret på mange sprog som synonym for en leder. Den tyske titel Kaiser og den russiske titel zar kommer begge fra ordet Cæsar. På rosettastenen findes en ægyptisk cartouche, der er blevet oversat til k-e-s-r-s, og som skulle være i familie med det latinske ord. Man mener det latinske ord Cæsar er afledt af et persisk ord. Kejsersnit hedder på latin sectio caesarea, angiveligt opkaldt efter Cæsar, men det er nok en misforståelse.
Eksterne henvisninger/kilder
- Peter Ørsted: Gajus Julius Caesar. Politik og Moral i det Romerske Imperium, Kbh. 1994
- Erik Christiansen, Romersk historie, Århus, 1995, side 105-110.
- McKay, Hill og Buckler, A History of Western Society, Boston 1995, side 154-156.
- Povl Engelstoft i Hagerups illustrerede konversationsleksikon, København 1948, 2. bind, side 551-552.
- [http://runeberg.org/salmonsen/2/5/0400.html Salmonsens konversationsleksikon/Cæsar]
Kategori:Antikken
Kategori:DK5 91.47
ja:ガイウス・ユリウス・カエサル
ko:율리우스 카이사르
simple:Julius Caesar
12. juli12. juli er dag 193 i året i den gregorianske kalender (dag 194 i skudår). Der er 172 dage tilbage af året.
Kategori:Dage i juli
ja:7月12日
ko:7월 12일
simple:July 12
th:12 กรกฎาคม
44 f.Kr.Århundreder: 2. århundrede f.Kr. - 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede
Årtier: 90'erne f.Kr. 80'erne f.Kr. 70'erne f.Kr. 60'erne f.Kr. 50'erne f.Kr. - 40'erne f.Kr. - 30'erne f.Kr. 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne
Årstal: 49 f.Kr. 48 f.Kr. 47 f.Kr. 46 f.Kr. 45 f.Kr. - 44 f.Kr. - 43 f.Kr. 42 f.Kr. 41 f.Kr. 40 f.Kr. 39 f.Kr.
----
Begivenheder
- 15. januar - Julius Cæsar lader sig udråbe til diktator for livstid. Herudover bærer han titlerne konsul, censor og tribun.
Født
-
Dødsfald
- 15. marts - Julius Cæsar myrdes med 22 eller 23 dolkestød efter møde i senatet af af Brutus og Cassius. Brutus og Cassius var oprørte over, at Cæsar havde ladet sig optage blandt statens guder i søgen efter et kongenavn. Det var her Cæsar sagde de berømte ord: "Også du, min søn Brutus!". Mordet var i øvrigt forudsagt af en spå-kyndig. Andre mener at Brutus ikke var indblandet.
Sport
-
44
ko:기원전 44년
Romersk
Romerriget, efterfølgeren til den romerske republik, kontrollerede middelhavsområdet og meget af det nordlige Europa efter Søslaget ved Actium 31 f.Kr.
Romerriget har haft en stor indflydelse på regeringsledelse, retsvidenskab, arkitektur og på mange andre aspekter i Europa. Se f.eks.: romersk kultur, romertal, latin, Julianske kalender.
Tyskland kan ansees som arvtageren efter Romerriget. Kejseren af det Tysk-Romerske rige blev kronet som romersk kejser af Paven i Rom fra 843 indtil 1806. Tysklands våben er den romerske ørn. Men også Rusland, hvis zardømme indtil 1917 støttede sig på byzantinske traditioner, samt i perioder Frankrig (Karl den Store, Napoleon I) har placeret sig som mulige efterfølgere.
Se også
- Romerske kejsere [http://www.wikipedia.org/wiki/Roman_Emperors engelsk wiki]:
- Cæsar
- Titus Flavius Vespasianus
- Julius Cæsar
- Kejser Heliogabalus
- Claudius
- Nero
- Augustus Caesar
- Caligula
- Marcus Tullius Cicero
- Romerske byer:
- Rom
- Forum Romanum
- Colosseum
- Venedig
- Pompeji
- Herculaneum
- Romerske mønter:
- aureus
- denarius
- sestertius
- dupondius
- as
- Romersk religion
- Romersk kultur
- Romerretten, Jus romanum
- Julianske kalender
- Romerske mytologi, Romersk mytologi
Romersk mytologi
- Den romerske skole
- Romerrigets fald
- Romertal
- Romersk mil
- Romersk fod
- Latin
- Antikken
- Gladiator
- Garnison
- Legionær
- Amfiteater
- Romersk stridsvogn
- Akvædukt
- Viadukt
- Asterix
- Romerriget - tidslinie
Eksterne henvisninger
- For børn (engelsk): [http://www.bbc.co.uk/schools/romans/ BBC - Romans]
- Vejvisere:
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=8&under=29 Historie - Romerriget]
- [http://infoguide.emu.dk/CategoryProcessor.pub?catid=1637 Fagenes Infoguide: Emner på tværs - Romerriget]
- [http://www.infoguide.dk/BookcardProcessor.pub?catid=1170&descrid=4859 Fagenes Infoguide: Ungdomsuddannelser - Romersk kultur]
- [http://www.solroed-gym.dk/inger/rom.htm Links til Romerriget]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Society/History/By_Time_Period/Ancient/Rome/ Ancient Rome]
- [http://www.futura-dtp.dk/SLAG/Krige/Romerriget.htm Romerriget, krige]
- [http://www.lemvig-gym.dk/ja.lgl/Sofie.htm Romersk historie]
- [http://www.annasromguide.dk/ Annas Rom Guide ]
Kategori:Antikken
Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande
ja:ローマ帝国
ko:로마 제국
simple:Roman Empire
Frankrig
Frankrig betyder frankernes rige.
Frankrigs vigtigste mineralressourcer er kul og jern i Lorrainedalen og bauxit i den sydlige del af Frankrig.
Frankrig er verdens næststørste producent af atomkraft-el, næstefter USA.
76% af den franske befolkning er katolikker. Frankrigs næststørste religion er islam, som praktiseres af ca. 5%. Dernæst er der ca. 2% protestanter og ca. 1% jøder.
Nationalkammeret i Frankrig består af 577 medlemmer og senatet har 317 medlemmer.
Frankrig har en nationaldag, Bastilledag.
Franske forfattere har fået Nobels Litteraturpris 12 gange.
Kendte franske byer:
- Paris (hovedstad)
- Bordeaux
- Cannes
- Chinon
- Lille
- Lyon
- Marseille
- Nantes
- Nice
- Strasbourg
- Toulouse
Franske regioner
Frankrig har 26 regioner og 95 departementer (formelt er Korsika (Corse) dog ikke en region, men omtales almindeligvis som en region). Af disse ligger 4 undenfor det europæiske Frankrig. Disse kaldes Départements d'outre-mer (DOM) det vil sige oversøiske departementer.
- Alsace
- Aquitaine
- Auvergne
- Basse-Normandie
- Bourgogne
- Bretagne
- Centre
- Champagne-Ardenne
- Corse (Korsika)
- Franche-Comté
- Haute-Normandie
- Île-de-France
- Languedoc-Roussillon
- Limousin
- Lorraine
- Midi-Pyrénées
- Nord-Pas-de-Calais
- Pays de la Loire
- Picardie
- Poitou-Charentes
- Provence-Alpes-Côte d'Azur
- Rhône-Alpes
- Départements d'outre-mer (DOM)
(Oversøiske departementer), disse er både en region og et departement.
- Fransk Guyana
- Guadeloupe
- Martinique
- Réunion
Frankrigs historie
- Pre-historisk tid (- 200 f.Kr)
- 950.000 f.Kr. - 80.000 f.Kr.: Homo Erectus
- 80.000 f.Kr. - 30.000 f.Kr.: Neanderthal
- 33.000 f.Kr. - 10.000 f.Kr.: Homo Sapiens - Cro Magnon
- 28.000 f.Kr. - Cro Magnon: Indgravering i ben, muligvis af månefaser, fundet i Blanchard.
- 4.000 f.Kr. - 2.500 f.Kr.: Neolitiske revolution: Mennesket begynder at blive bofaste.
- 2.500 f.Kr. - 50 f.Kr.: Keltisk dominans i Gallien.
- Antikken (200 f.Kr. - 481 e.Kr.)
- 58 - 51 f.Kr.: Cesars galliske krige.
- 52 f.Kr. Lutetia bliver grundlagt (det senere Paris).
- 43 e.Kr. Lugdunum (Lyon) bliver gallernes hovedstad.
- 2. århundrede e.Kr.: Romerne bringer kristendommen til gallerne.
- 485 - 511 e.Kr. Clovis I, merovingisk konge over frankerne.
- Middelalderen (481 - 1453)
- 637: Dagobert I, den sidste merovingiske konge.
- 732: Charles Martel besejrer muslimerne ved Poitiers, standser en arabisk invasion.
- 751: Pepin II (den korte) bliver konge over frankerne.
- 755: Frankerne beskytter kirken mod Lombarderne og grundlægger "De pavelige stater".
- 768-814: Karl den Store(Charlemagne) regerer som konge over frankerne.
- 800: Karl den Store bliver af pave Leo 3.Leo III kronet som Hellig Romersk Kejser.
- 814-840:Louis le Pious efterfølger Karl den Store krones som kejser.
- 843:Verdun traktaten deler det carolingiske rige.
- 910:Klosteret i Cluny grundlægges.
- 1095:Pave Urban 2.Urban II opfordrer til det første korstog.
- 1066:Wilhelm af Normandiet invaderer England.
- 1120:Katedralen i St.Denis.Dette markerer fødslen af gotisk arkitektur.
- 1209:Pave Innocent 3.Innocent III starter det Albigensiske korstog i Syd-Frankrig.
- 1305-1378:Avignon er paveby.
- 1337-1443:Hundretårs krigen.
- 1453:Englænderne forlader Frankrig (med undtagelse af Calais).
- Renæssancen (1453 - 1598)
- 1464:Det første franske postsystem bliver oprettet af kongen.
- 1494-1559:De italienske krige: Frankrig og Østrig kæmper om italienske territorier.
- 1515:François I krones.
- 1519: Leonardo da Vinci dør i Frankrig.
- 1562-1598: Religionskrigene.
- 1572: St.Batolomæus massakren på protestanter i Paris.
- 1589-1593:Henri IV bliver den første bourbonske konge og konverterer til katolicismen.
- 1598: Henri IV afslutter religionskrigene med Nantes edictet.
- Grand Siecle (1598 - 1715)
- 1608: Quebec bliver grundlagt.
- 1617: Louis XIII bliver kronet som 17 årig.
- 1624: Kardinal Richelieu bliver første minister.
- 1642: Blaise Pascal opfinder "Pascalinen" - en automatisk regnemaskine.
- 1643: Louis XIV bliver konge, med Mazarin som første minister.
- 1682: Det kongelige hof flytter til Versailles.
- 1685: Louis XIV tilbagekalder Nantes edictet.
- 1715: Louis XIV dør og efterfølges af Louis XV.
- Revolutionen (1715 - 1804)
- 1762: Rosseaus sociale kontrakt.
- 1769: Napoleon BonaparteBonaparte fødes i Ajaccio på Korsika(Corse).
- 1774: Louis XVI bliver konge.
- 1778-1783: Frankrig støtter den amerikanske revolution.
- 1789: Den franske revolution. Stormen på Bastillien.
- 1792: Louis XVI anklages og dømmes for forræderi. Monarkiet ophæves.
- 1793: Louis XVI og Dronning Marie Antoinette guillotineres i Paris.
- 1794: Robespierre bliver væltet. Terror regimet slutter.
- Napoleon Bonapartestiden (1804 - 1870)
- 1796: Napoleon Bonaparte bliver bliver gift med Rose de Beauharnais (den kommende kejserinde Joséphine).
- 1799: Franskmanden Robert opfinder en papir fremstillings maskine.
- 1799: Franske soldater finder Rosetta-stenen.
- 1799: General Bonaparte "invaderer" Paris.
- 1803-1815: Napoleonskrigene udvider det franske emperie.
- 1804: Napoleon Bonaparte kroner sig selv som Kejser Napoleon Bonaparte I
- 1808: Napoleon Bonaparte grundlægger det franske militær akademi Saint Cyr.
- 1809: Napoleon Bonaparte bliver skilt fra Joséphine.
- 2. april 1810: Napoleon Bonaparte bliver gift med Marie-Louise.
- 1811: Marie-Louise Bonaparte føder en søn.
- 1812: Napoleon Bonaparte invaderer Rusland.
- Okt 1812: Napoleon Bonaparte trækker sig tilbage fra Moskva.
- 1814: Napoleon Bonaparte abdicerer og sendes i eksil på Elba.
- Maj 1814: Louis XVIII vender tilbage til Paris fra sit eksil i England.
- Jan 1815: Napoleon Bonaparte går i land i Golfe-Juan ved Cannes.
- Mar 1815: Louis XVIII flygter til Belgien.
- Mar 1815: Napoleon Bonaparte indtager Paris, hvorpå hans "100 dages styre" starter.
- Jun 1815: Napoleon Bonaparte bliver slået af Wellington i slaget ved Waterloo.
- Jul 1815: Napoleon Bonaparte bliver deporteret til Sankt Helena i syd-atlanten.
- 1821: Napoleon Bonaparte dør på Sankt Helena.
- 1827: Nicéphore Niépce og Daguerrelaver verdens første fotografi.
- 1852: Napoleon Bonapartes nevø krones som Kejser Napoleon Bonaparte III.
- 1853: Haussmann redesigner Paris.
- 1854: Bourseul bygger en eksperimental telefon.
- 19. århundrede
- 1870-1871: Den fransk-tyske krig.
- 1871: Den tredje republik.
- 1889: Eiffel Tårnet bliver bygget til Verdensudstillingen.
- 1895: Lumière brødrene bygger et bærbart film kamera.
- 1898-1906: Dreyfus affæren udstiller den franske hær som anti-semitisk.
- 20. århundrede
- 1907: Lumière brødrene opfinder farve fotografiet.
- 1914-1918: Første verdenskrig.
- 1919: Versailles traktaten underskrives.
- 1929-1939: Depressionen.
- 1939: Frankrig erklærer krig mod Tyskland.
- 1940: Tyskerne invaderer Paris.
- 1940: Adolf Hitler overfører liget af Napoleon Bonapartes søn (Napoleon Bonaparte II) til "Les Invalides", hvor han blivver begravet ved siden af sin far.
- 1944-1945: D-Dag, allieret sejr over Tyskland. De Gaulle grundlægger den fjerde republik.
- 1946-1954: Krig i Indokina.
- 1954-1958: Krig i Algeriet.
- 1958: De Gaulle grundlægger den femte republik.
- 1968: General strejke og studenter optøjer i Paris.
Se også
- Rivieraen
- Franske regenter
- Fransk madlavning
- Franske ord og vendinger
Eksterne link
- [http://www.biblioweb.org/-MERIMEE-Prosper-.html Biblioweb : Franske forfattere] (fransk)
Kategori:Europæiske lande
Kategori:Europarådet
-
zh-min-nan:Hoat-kok]
[[af:Frankryk]]
[[als:Frankreich
fiu-vro:Prantsusmaa
ja:フランス
ko:프랑스
ms:Perancis
simple:France
th:ประเทศฝรั่งเศส
zh-min-nan:Hoat-kok
RegeringRegeringen er betegnelsen for den udøvende magt i et land. Ifølge Danmarks Riges Grundlov består regeringen i Danmark af kongen og ministrene. I almindelig sprogbrug består regeringen af ministrene med statsministeren som politisk leder.
I et demokratisk land med parlamentarisme skal regeringen have flertal i landets parlament - eller i hvert fald ikke have et flertal imod sig. De partier i parlamentet som har ministre i en regering, kaldes regeringspartier. Hvis regeringspartierne selv har flertallet i parlamentet, er det en flertalsregering. Hvis regeringspartierne også behøver stemmer fra andre partier for at opnå et parlamentsflertal, er det en mindretalsregering. De partier som hjælper en mindretalsregering til at opnå flertal, kaldes regeringens parlamentariske grundlag.
Se også
- Danmarks regeringer
Kategori:Politik
ja:政府
ko:정부
ms:Kerajaan
simple:Government
th:รัฐบาล
Romerske republik
Den Romerske republik var forløberen for Romerriget, der var organiseret som en slags protorepublik, hvis statsform voksede frem som en gradvis løsning på de problemer, der opstod på grund af den ekspansion, der var sat i gang. Afsluttedes reelt med Søslaget ved Actium og Augustus' principat i 31 f.Kr., endskønt Rom formelt vedblev at være en republik mange år efter.
Fra 500 til 123 f.Kr.
I virkeligheden er det svært at sige, hvor hele problematikken, der førte til kejser Augustus’ principat, begyndte, men det bunder på mange måder i den ekspansion, der forgik i Romerriget i tredje og fjerde århundrede før Kristi fødsel. I denne periode var Rom involveret i en lang række af krige. For det første var der borgerkrigen i Italien, hvor de forskellige bystater allierede sig i den italienske liga, for at begrænse Roms ekspanderende magt. Det lykkedes ikke. Derimod lykkedes det for Rom at underlægge sig de fleste af bystaterne i det sydlige Italien. Men, som man måske kan forestille sig, var dette ikke en endelig sejr. På samme måde som Roms tidligere ekspansion forståeligt nok var provokerende overfor de nærliggende bystater, blev andre provokeret af denne nye udvidelse. Det drejede sig i denne omgang om Kartago, en bystat i det nordlige Afrika, der indledte de puniske krige. Sideløbende med disse krige udkæmpede Rom krige imod Makedonien. Begge disse kampagner udvidede Roms magt betydeligt, da både provinsen Africa, Grækenland og Makedonien blev underlagt Rom. I slutningen af de to kampagner indledtes endvidere en krig imod Spanien. Det er i år 133 f.Kr. vi springer ind i detaljen.
Ekspansion i Europa og Afrika
I 133 f.Kr. faldt Numantia i Spanien, hvilket gav de romerske tropper frit spil i Spanien og indlemmede endnu en provins i Rom, der nu altså strakte sig fra Gibraltar til det ægæiske hav. Samme år testamenteredes Pergamonriget, et kongedømme i Lilleasien, til Rom, efter den sidste konge i den herskende slægt døde. Rom var ikke længere det bondesamfund, det havde været for få hundrede år siden, men en stormagt, faktisk stormagten. Samme år begyndte den krise, der skulle få republikken til at spille fallit.
Den enorme ekspansion bevirkede, at der rullede skatter ind fra de nye provinser til Rom. Idet indførelsen af en fælles møntfod for alle provinserne var en ualmindelig tidskrævende og ressourceopslidende sag, blev de fleste af skatterne betalt i naturalier, fortrinsvis korn. Udvidelsen af Romerriget førte desuden langt større handel med sig, og i den forbindelse dukkede endnu mere korn fra Sicilien, Afrika og Spanien op på Roms markedspladser. Tidligere havde det også været det italienske fastlands hovedprodukt, men med så mange konkurrenter blev det næsten umuligt for de italienske bønder at opretholde kornproduktionen. I løbet af de puniske krige og krigen imod den italienske liga blev Italien på mange måder ødelagt, på grund af den plyndren og hærgen, der altid følger i hælene på en krig. Ydermere havde Rom konfiskeret en stor del af landbrugsjorden i det sydlige Italien, det blev kaldt ager publicus, som skulle lejes tilbage fra staten, hvilket selvfølgelig var en ekstra omkostning. Kornproduktionen kunne ikke give nok profit, så der var behov for at omlægge produktionen til husdyr eller andre afgrøder, hvilket igen krævede kapital til omlægningen og viden om de nye principper, som lå bag de andre slags landbrug. Begge disse ting kunne én bestemt samfundsgruppe levere. Senatorerne, de ledere, der havde ført Rom til storhed, havde ikke været sene til at udnytte alle de fordele, der nødvendigvis måtte komme med ekspansionen. I Grækenland havde de erhvervet sig skrifter og viden, ikke blot de filosofiske skrifter af f.eks. Platon og stoikerne, men også skrifter om krigskunst, skuespil og landbrug. Desuden var det naturligvis lederne forundt at erhverve sig rigdomme, der nu blev brugt til at leje sig ind på ager publicus og på at købe slaver til at opdyrke jorden og opdrætte husdyrene En yderligere påskønnelse til at investere sine penge i produktion var, at det ved lov var forbudt for senatorer at give sig af med handel. Man kan vel formode at denne lov var der for at sikre, at der ikke var nogen der sad på hele magten, et ideal, der jo unægtelig stod republikanernes hjerte nær.
Senatorerne og forsøg på reformer
Således sad senatorerne på de fleste jordbesiddelser, imens de tidligere bønder søgte til byerne, da det var næsten umuligt at konkurrere med slaverne med hensyn til prisen på arbejdskraft (hvad er mindre end intet?). Men selv i byerne var der, som resultat af de mange krige, slaver overalt, så også her var det vanskeligt for det menige folk at klare sig. Disse borgere blev hvad man kaldte et byproletariat og var naturligvis en belastning for samfundets økonomi, for ikke at sige for senatorernes selvopfattelse (hvis man ejer det meste af den kendte verden, er det lidt træls at gå ud på gaden og se, at der flyder med fattige. Det føles måske ligefrem som en personlig fornærmelse). Disse faktorer førte frem til, at folketribunen Tiberius Gracchus i 133 f.Kr. foreslog en jordreform. Denne reform skulle i al sin enkelhed begrænse antallet af hektar ager publicus den enkelte kunne fremleje fra staten. Det drejede sig om en begrænsning på 500 jugera land. Den overskydende jord, som allerede var i nobilitetens – såvel senatorer som riddere – besiddelse, skulle så konfiskeres af staten, og en tremandskommission skulle nedsættes for at fordele den ud til de jordløse i bidder af 30 jugera, som så skulle betale en minimal leje, der skulle give dem mulighed for at oprette landbrug.
Af åbenlyse grunde var nobiliteten ikke begejstret for dette lovforslag, så for at forhindre det fik de en af de andre tribuner, Marcus Octavius, til at nedlægge veto imod forslaget. Tiberius var forståeligt nok rasende, men han kunne ikke gøre andet end at udsætte forslaget til næste møde, hvor der så skulle afholdes en tribeafstemning. Tribeafstemningen viste klart, at folket ønskede lovforslaget vedtaget, og som den første tribun nogensinde blev Marcus Octavius afsat, en ny tribun blev valgt, og forslaget gik igennem. Kommissionen der blev nedsat bestod af Tiberius, hans bror Gajus og Appius Claudius, hvis datter var gift med Gajus, og inden længe foreslog Tiberius, at midlerne fra Pergamon, det rige, der netop var blevet testamenteret til Rom, skulle bruges til at hjælpe de små landbrug til at starte igen. Dette blev for meget for senatorerne, og inden længe blev Tiberius myrdet under tumultagtige optøjer i senatet, da han søgte genvalg til tribunembedet. Rygterne verserede nemlig, at Tiberius ville lade sig krone til konge, en trussel, som romerne tog ganske alvorligt og var dybt skræmte ved. Endvidere var der ingen præcedens for et genvalg af en folketribun, således at genvalget ville have været direkte i strid med sædvanen, mos maiorum.
Dette satte naturligvis en midlertidig stopper for jorduddelingen – få fra byproletariatet ville vende tilbage til landet uden kapitalen til at oprette landbrug – men i 123 f.Kr. blev Gajus Gracchus, Tiberius’ bror, valgt til tribun. Han fortsatte broderens reformprogram ved at arbejde koncentreret på at bryde senatets magt. På eksemplarisk vis stillede han først et forslag, som han vidste senatet ville stoppe – at give borgerret til alle italienere – hvorefter han fulgte op med de forslag, som han egentlig ville have gennemført: offentlig kornuddeling til de fattige og overførsel af dommermagten fra senatet til ridderstanden, den romerske ”middelklasse”. Forståeligt nok blev nobiliteten alt andet end henrykt. Senatorer begyndte at modarbejde ham, navnlig da han i en periode befandt sig i Afrika for at anlægge en koloni, og klimaet blev hurtigt usundt for ham. For at imødekomme denne nye trussel erklærede Gajus, at fra nu af ville alle de love han foreslog komme til afstemning. Dette fik folk fra hele Italien til at strømme til Rom, men senatorerne fik consulen til at udstede et dekret, der forbød ikke-romere at opholde sig i Rom under afstemningerne, men selv om Gajus prøvede at gøre, hvad han kunne for at holde temperamenterne i ro, var det umuligt. I løbet af få dage eskalerede uenigheden, og der var udbrudt en kort borgerkrig i Rom. Inden længe var Gajus og hans forbundsfæller døde. Dette satte en stopper for jordreformerne, og på trods af talrige senere forsøg, stod det sløjt til for gracchernes sag i lang tid.
Fra 122 til 31 f.Kr.
For at kunne komme frem til det næste punkt, må man undersøge årsagen til Gracchernes gavmildhed overfor folket. Som man måske kan forestille sig, er der ikke uoverskuelige problemer ved at have fattige i Rom, så længe politikerne er rige. Der stak en anden ting bag. Ifølge lovene var plebejerne i Rom fritaget for militær værnepligt, imens de selvejende bønder var forpligtet til at tjene i Roms hær. Da der udbrød en krig imod kong Jugurtha af Numidien, blev det hurtigt smertefuldt åbenlyst, at hæren ikke var, hvad den havde været. For at løse dette problem besluttede consulen Gaius Marius i 107 f.Kr. simpelthen at hyre folk fra byproletariatet for penge ud af sin egen lomme. Ydermere indførte han en pension til soldaterne, der fik tildelt jordlodder. Dette førte til to ting. For det første blev hæren bedre, idet den nu var professionel, og for det andet blev soldaterne mere knyttede til den enkelte feltherre, idet han skulle sørge for deres betaling.
Denne udvikling var naturligvis ikke kun god. Da Garius havde besejret Jugurtha var hæren efterhånden blevet hans snarere end Roms, og resultatet var set i bakspejlet ikke overraskende. Garius blev consul igen. Og igen. Og igen. Faktisk 6 gange, hvilket var helt uhørt, da man traditionelt kun var 1 år som consul. Selvfølgelig, før Gajus Gracchus var man også kun tribun i eet år. Dette kunne være et præcedensargument fra Garius’ side. Men hvem har på den anden side brug for et præcedensargument, når man har legionærer? Efter den sjette periode fik Garius indsat en række af sine gamle officerer som consuler, blandt andet Lucius Cornelius Sulla, en mand, der skulle spille en vigtig rolle i de næste mange år.
Garius Marius og Sulla
Sulla blev consul i 88 f.Kr., hvor Italien var midt i en borgerkrig. Den gamle italienske liga var igen på færde og krævede borgerret til italikere, hvilket kong Mithridates af Pontus, et land i Lilleasien, udnyttede til at rejse sig imod Roms provinsstyre. Krigen mod italikerne blev løst ved at garantere borgerret til alle, der nedlagde våbnene, og spørgsmålet blev nu, hvordan de nye borgere skulle integreres i tribesystemet. Sulla modsatte sig et forslag om, at de skulle fordeles på de 35 triber, men da han tog imod Mithridates for at nedkæmpe dennes oprør, fik en tribun afsat Sulla fra denne opgave, og i stedet indsat Garius, i håb om at sikre sig Garius’ støtte til fordeling af de nye borgere. Sulla reagerede prompte, vendte hæren 180 grader og jog sine modstandere ud af Rom, deriblandt Marius, hvorefter han fortsatte på sin færd og nedkæmpede oprøret.
Imidlertid gik der ikke længe før Garius og hans fæller igen regerede i Rom, og overdrog kommandoen i Mithridateskampagne til en anden hærfører. Sulla var ligeglad og sluttede krigen med at nedkæmpe den nye hær, der var sendt til Lilleasien. I mellemtiden var Garius død, og da Sulla vendte tilbage til Italien havde han ikke mange problemer med at nedkæmpe de nye ledere. I løbet af denne lille borgerkrig sluttede den unge Gnaeus Pompejus sig til Sulla med en hær, der tog sig af Sicilien og provinsen Africa for Sulla. Vel tilbage i Rom udførte Sulla nogle proskriptioner, der fik henrettet flere hundrede senatorer og embedsmænd, sådan så han ikke havde problemer med diverse politiske modstandere. Disse folks jord konfiskerede han så og brugte som betaling til sin hær. For at sikre sig, at han ikke blev udfordret af flere consuler indførte han to love. For det første skulle consuler blive på deres plads i Rom, og for det andet måtte der ikke stå hære i Italien. Dette lagde hæransvaret ud på de folk, der ledede provinserne, de såkaldte propraetorer og proconsuler. Disse blev udnævnt iblandt senatorerne, af ingen andre end Sulla selv. På denne måde sikrede Sulla, at han kunne styre, hvem der havde militær magt, og med Garius’ militærreform betød det, at han også kunne bestemme, hvem der havde den politiske magt. Som om disse tiltag ikke var nok, tillod Sulla sig også at indskrænke tribunalet magt, ved at pålægge at alle lovforslag først skulle igennem senatet, samt at få sig selv valgt som dictator legibus scribundis et rei publicae constituendae, en titel der kort sagt betød, at han bestemte alt. Efter gennemførelsen af dette lovprogram blev Sulla consul. Men af den ene eller den anden grund trak han sig tilbage allerede året efter i 79 f.Kr., og året efter dette overraskende træk døde han pludseligt.
det Første Triumvirat
Sullas død åbnede et magttomrum – hvor var diktaturet uden dets diktator? Denne situation var jo alt andet end holdbar, og en Sullamodstander, der havde en hær i Spanien løsrev sig fra Rom. Pompejus, den hærleder der havde hjulpet Sulla i borgerkrigen, nedkæmpede ham, imens en anden af Sullas officerer, Crassus, nedkæmpede et slaveoprør ledet af Spartacus på Sicilien. Crassus og Pompejus slog sig sammen og blev consuler i 70 f.Kr., et valg de købte ved at genindføre tribunalets magt. Pompejus blev så sendt til Middelhavet for at rense ud iblandt de pirater, der hærgede Roms mare nostrum. Dette gjorde han så effektivt, at han i 66 blev sendt imod kong Mithridates, der igen begik oprør. Til at løse denne opgave fik han imperium over alle provinser øst for Italien – en magt, der endnu ikke var givet til nogen feltherre. Denne enorme magt var forståeligt nok frygtindgydende overfor Crassus, der stod som den næststærkeste af feltherrerne efter Sulla, og indgik derfor et forbund med Gajus Julius Cæsar, der var i stor gæld efter en halvt mislykket politisk karriere.
De forsøgte at få gennemført nogle reformer, der skulle gøre det svært for Pompejus at tildele sine soldater pension, men blev bremset af Marcus Tullius Cicero, en homo novus. Til alles overraskelse nedlagde Pompejus sin kommando da opgaven var udført, og ankom i Rom som en privatperson, der anmodede om, at hans tropper kunne få pension. Men senatet var ikke begejstrede for, at Pompejus skulle sikre sig sine soldaters ubetingede loyalitet, så derfor blev sagen trukket i langdrag. Dette første til, at Pompejus allierede sig med Cæsar og Crassus, og dannede det Første Triumvirat. Med de to mægtigste hærførere og den ene consul i samarbejde, lykkedes det at gennemføre jordloven og Cæsar fik overdraget Gallien som provins derefter. De var dog ikke særligt populære iblandt andre politikere, så de arrangerede, at deres argeste modstandere, bl.a. Cicero og Cato, blev forvist eller udsendt fra Rom på ”specielle missioner”.
Pompejus og Crassus havde måske regnet med, at Cæsar ville være af vejen i Gallien, men sådan skulle det ikke være. Cæsar satte sig for at gøre sin provins større, og havde inden længe udvidet provinsen til Rhinen. Ydermere skrev han selv krigsberetninger, der blev sendt til Rom, formentlig for at holde sig i det politiske søgelys. Skræmt af Cæsars succes skulle man tro, at Pompejus og Crassus ville arbejde sammen imod deres medtriumvir, men således gik det ikke. Cicero, som Pompejus havde tilladt at komme tilbage til Rom, søgte nu at alliere senatet med Pompejus, hvilket ville betyde, at Crassus ville være den eneste triumvir uden en succes i offentlighedens øjne. Crassus følte sig forståeligt nok presset – han havde ikke rigtig nogen vej ud, uden støtte hverken i befolkningen eller i triumvirater eller i senatet. Han valgte derfor, at betale en gruppe mænd – ledet af Clodius, overhovedet for en notorisk, plebejisk del af Claudius familie - for at husere i gaderne og sprede uro. Da en anden politiker ved navn Milo også hyrede mænd til at imødekomme Clodius’ bande, udviklede det sig til regulære gadekampe, der bestemt ikke blev afhjulpet af Roms mangel på en egentlig politistyrke. Midt i alt dette var der pludselig en akut mangel på korn. Senatet udpegede Pompejus til at løse dette problem, hvilket naturligvis blot gjorde Crassus mere harm. Men inden der kunne ske mere indkaldte Cæsar til et møde i Triumviratet, hvor det blev besluttet, at Pompejus og Crassus skulle vælges til consuler det følgende år og derefter have henholdsvis Spanien og Syrien som provinser – således blev riget delt imellem de tre mænd, Pompejus i vest, Crassus i øst og Cæsar i nord.
Denne ordning holdt dog ikke længe. Crassus forsøgte at nedkæmpe Partherne, et folk, der boede tæt på hans provins, men blev dræbt i kamp i 53. Pompejus blev tilbage i Rom, idet han stadig havde kornmanglen at se til. Imens eskalerede gadekampene, og Clodius blev dræbt i en særlig voldsom af slagsen i januar 52 f.Kr.. Cæsar kunne denne gang intet gøre – der var udbrudt en revolution i Gallien, som han var travlt optaget af at nedkæmpe. Pompejus havde samlet tropper, så han tilfældigvis havde folk parat til at genoprette ordenen, da vrede folkemængder stormede senatet. Dette faktum gjorde, at han blev udnævnt til consula sine collega – consul uden kollega.
Borgerkrigen og Cæsars triumf
Det var først i 50 f.Kr., tingene forandrede sig. Oprøret i Gallien var nedkæmpet, og Cæsars modstandere – med Cato i spidsen – hævdede nu, at han havde misbrugt sit embede. Som modsvar krævede Cæsar, at både han og Pompejus skulle opgive deres provinser. Dette blev vedtaget af senatet, men consulen Marcellus påpegede, at Cæsar blot kunne lade sig vælge til consul for 48 f.Kr. og derved undgå retsforfølgelse, da embedsmænd naturligvis ikke kunne retsforfølges. Dette førte til, at senatet krævede hjemsendelse af Cæsars hær. Cæsar tog konsekvensen og invaderede Italien. I første omgang kom han kun med én legion , men rygter svirrede om hans store hær, så da han kom til Rom var den lige til at indtage – Pompejus var flygtet østpå.
Herefter gik det hurtigt. Pompejus havde planlagt at samle Cæsar i en gigantisk knibtangsmanøvre, ved at bruge sine legioner i Spanien, samt rejse en hær i de østlige provinser, men til forskel fra Cæsar, måtte Pompejus overbevise sine senatorstøtter, der var draget i eksil sammen med ham. Denne relative ineffektivitet udnyttede Cæsar til at slå til imod Spanien, og provinsen var hans inden udgangen af 49 f.Kr.. I 48 f.Kr. indtog Cæsar Sicilien og satte af sted imod østprovinserne. Inden længe besejrede han Pompejus ved Farsalos i Thessalien, og denne flygtede til Ægypten, i håb om at kunne skjule sig der. Det skulle han ikke have gjort. Ægypten var midt i nogle interne stridigheder, hvor Ptolomaios XII og hans søster Kleopatra diskuterede (mildt sagt), hvem der skulle have tronen. For at få Cæsar til at dømme til sin fordel, fik Ptolemaios Pompejus myrdet. Således var der kun én hersker i Rom.
Men rygterne svirrede i Rom. Mens Cæsar nedkæmpede Ptolemaios, der havde erklæret krig, fordi Cæsar havde peget på Kleopatra som Egyptens næste statsoverhoved, og mens han ledede en kampagne imod Mithradates søn spredtes der rygter i Rom, om at Cæsar ville udråbe sig selv til konge. Da Cæsar, allerede benævnet diktator på livstid, efter en langsom graduering med stigende tidsramme for embedsbeføjelsen, vendte tilbage til Rom og påbegyndte et større reformprogram, intensiveredes rygterne kraftigt. Hjulpet godt på vej af Cæsars egne handlinger og ytringer besluttede en række senatorer at myrde Cæsar før et senatsmøde, således at han ikke kunne nå at udnævne sig til konge. Det skete i 44 f.Kr..
Mordet på Cæsar og det Andet Triumvirat
Ligesom Sulla efterlod Cæsar et magttomrum, der ikke umiddelbart var en forudsigelig supplikant til. Men hurtigt meldte Marcus Antonius sig. Han havde længe været Cæsars forbundsfælle og var ligefrem consul med ham i 44 f.Kr., og det var med stor spænding han åbnede Cæsars testamente. Spændingen fes ud som luft fra en ballon, da det viste sig, at Cæsar havde valgt den 18-årige Gajus Octavius som sin hovedarving, der derefter tog navne forandring til Gajus Caesar Octavianus, eller Octavian. Men Antonius havde noget, som Octavian ikke havde – en hær. I første omgang kunne Octavian altså ikke gøre noget, og afventede begivenhederne. Antonius drog med sin hær imod en af Cæsars mordere, hvilket senatet udnyttede til at sende en hær imod ham. Denne hær blev ledet af Octavian, og bestod i stor del af Cæsars veteraner. Da slaget havde stået stod Octavian tilbage som eneste leder på sin side, imens Antonius var flygtet til Gallien, hvor en anden af Cæsars gamle officerer, Lepidus, havde en hær.
Således udstyret med en hær af loyale soldater sendtes Octavian af senatet imod Antonius og Lepidus. Octavian vendte dog sin hær imod Rom og gjorde sig selv til consul. Inden længe mødtes han med Antonius og Lepidus, og de dannede det Andet Triumvirat. Dette forbund holdt dog kun til Cæsars mordere var nedkæmpet. Octavinus fik af senatet ærestitlen Augustus og blev den første romerske kejser.
Kategori:Antikken
Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande
Kategori:Artikler nomineret til Dagens Artikel
ja:ローマ共和国
Reform
Reform (latin for re tilbage; formatio danne, forme: omdannelse) betegner i politik større planlagte (i modsætning til revolution) fredelige (uden anvendelse af magt) og lovlige ændringer eller omdannelser af bestående forhold (statsforfatningen eller en religion).
Eksempler på danske reformer:
- Kommunalreformen (1970)
- Møntreform (1873) (1874?) (overgang fra daler til kroner og ører)
- Amtsreform (1793) (overgang fra 24 til 17 amter)
- Amtsreform (1662) (1660?) (overgang fra len til amter)
- Møntreform (1541) (overgang fra ... til daler)
- Møntreform (1300-tallet) (overgang fra penning til skilling, sechsling, søsling, witten, hvid, blaffert)
Eksempler på EU reformer:
- Euro møntreformen - indførelsen af euro og cents i 12 europæiske lande i 2002.
Eksempler på andre reformer:
- Reformationen (1536, religiøs)
Se også
- Kommunalreform
Kategori:Politik
Rom
]
Rom (italiensk: Roma), er hovedstaden i Italien. Rom var hovedstad i Romerriget. Byen Rom er oprindeligt bygget på syv høje. Ifølge sagnet blev byen grundlagt af Romulus og Remus, to brødre som var opfostret hos en ulvinde.
Byen har ca. 2.600.000 indbyggere (2004), samt flere hundredetusinde, som ikke er registrerede.
Rom kaldes også for Den evige stad. Man siger også om byen, at Rom ikke blev bygget på én dag og at alle veje fører til Rom.
Vatikanstaten ligger i Rom og styres af paven, som har til huse i og omkring Peterspladsen og den imponerende Peterskirke.
Rom huser to store fodboldhold AS Roma og SS Lazio, begge Serie A.
Seværdigheder
- Kejserfora
- Peterskirken
- Colosseum
- Den Spanske Trappe
- Pantheon
Eksterne henvisninger
- [http://www.compart-multimedia.com/virtuale/ Virtual Rom]: Virtual panoramas and photo gallery (ita/ing)
Kategori:Rom
Kategori:Antikken
Kategori:Hovedstæder
Kategori:Italienske byer
Kategori:Oldtidsbyer
als:Rom
ja:ローマ
ko:로마
simple:Rome
Tempel
Et tempel er en bygning, et telt eller lignende, der indgår som en del af en religions helligdomme. Ordet stammer fra latin templum, 'sted, hvor man iagttager varsler'.
Generelt betragtet er kirker, moskeer og synagoger allesammen templer.
Det jødiske tempel fandtes i flere versioner på Tempelbjerget i Jerusalem indtil det blev endelig ødelagt i år 70. Tempelbjerget og Grædemuren er i dag jødedommens helligste sted, islams tredjehelligste sted og et vigtigt sted for kristendommen.
Kategori:Religion
Kategori:Arkitektur
Kategori:Religiøse bygninger
ja:寺院
simple:Temple
MytiskEn mytologi er en gudelære og samling af myter, der forklarer hvordan verden hænger sammen.
Eksempler på mytologier er:
- Den græske mytologi
- Den hinduiske mytologi, Vediske skrifter
- Keltisk mytologi
- Kristen mytologi
- Mayaernes mytologi
- Den nordiske mytologi
- Romersk mytologi
- Vendisk mytologi
- Ægyptisk mytologi
Se også
- Liste af spirituelt relaterede emner
Eksterne henvisninger
- [http://www.natsunivers.dk/velkomst.php Nathali Eg: Natsunivers]
Kategori:Mytologi
ja:神話
ko:신화
th:ปุราณวิทยา
AdeligAdel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød visse privilegier, samt oprindelig havde en del forpligtelser.
Adel har eksisteret i mange århundreder og i mange civilisationer, bla. hos ægypterne, inderne, araberne og i det romerske rige.
I Danmark ser man allerede fra omkring år 1000 en række ansete mænd hæve sig over bønderne. De beklæder stillingen som styresmænd, en position, der nedarves på mandslinjen. Herunder kommer hirdmændene, kongens huskarle, som har svoret ham troskabsed. Disse to klasser smelter sammen i løbet af valdemarstiden, og rammerne udvides. Der opstår en ny klasse, som forpligter sig til at yde krigstjeneste mod til gengæld at slippe for de faste skatter, der indførtes på denne tid. De blev kaldt "herremænd", hvad tiden selv forstod som "herrernes mænd".
I løbet af middelalderen blev kongerne mere afhængige af herremændene, fordi krige nu førtes med ryttere, og der byggedes borge. Herremændene søgte at begrænse kongens magt med håndfæstninger. Der opstod magtkampe mellem konge og adel, og riget var ved at gå sin opløsning i møde i de første årtier af 1300-tallet, hvor den holstenske adel under grev Gerhard var ved at overtage magten i Danmark. Under Valdemar Atterdag og Margrete 1. stabiliseredes kongemagten på adelens bekostning, og mange adelsborge sank i grus.
Adelen gik fra nu af over til at være en fødselsadel og adelsvåbnet kom til at spille en væsentlig rolle, og fra omkring 1525 blev det påbudt at antage familienavn. Herremændene kunne opkræve bøder af deres undergivne, og fik til stadighed udvidet jurisdiktionen over dem.
Under Frederik 1. fik adelen på det nærmeste hånds- og halsret over bønderne, men under Grevens Fejde lykkedes det med nød og næppe foreningen af kongemagt og adel at knuse bøndernes oprør. Det bragte for alvor de to parter sammen, og fra nu af blev adelen i langt højere grad statens og kongens tjenere og kunne herved fortsat sikre sine privilegier.
Den teknologiske udvikling inden for krigsvæsenet havde også medført, at den højt specialiserede ridder til hest var blevet umoderne, og det samme gjaldt hans murede borg. Krudtet og skydevåbnenes udvikling havde gjort dem værdiløse.
Adelen begyndte nu en ny livsstil. Man satte sig på de store og velaflagte stillinger i embedsmandsapparatet som rigsråder eller lensmænd. Andre studerede eller omgav sig med stor luksus, og der blev bygget pragtfulde herregårde.
Da ulykkerne begyndte at vælte ind over Danmark i slutningen af Christian 4.s regeringstid, blev adelen hårdt ramt, og faldet blev endeligt beseglet under Frederik 3., da enevælden i 1660 blev indført. Fra at have været Europas måske mest privilegerede stand, blev den danske adel den måske mindst privilegerede. Den havde ikke længere særadgang til embeder og ingen skattefrihed. Da adelen i 1670 fik skattefrihed for hovedgårdstaksten, blev det snarest en byrde, da der dermed fulgte pligten til stå inde for fæstebøndernes skatter. Inden år 1700 var størstedelen af det danske adelsgods gået over på nye hænder.
For at kaste ny glans over kronen begyndte kongerne nu i stedet at skaffe sig en ny hofadel ved at adle borgerlige og naturalisere udenlandske adelige, og i 1671 indførte Christian 5. en ny form for højadel bestående af lensgrever og lensbaroner med langt mere udstrakte privilegier, end den øvrige adel var i besiddelse af. Adelen havde fået et helt nyt præg. Den var helt afhængig af kongens nåde, var udstyret med store æresrettigheder og sociale privilegier. Den var især repræsenteret ved hoffet, i officerskorpset og på de højere embedsposter. Især højadelen havde fået et tysk præg.
Grundloven i 1849 ophævede "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret", og i 1919 overgik de eksisterende stamhuse til fri ejendom.
Adelen i Danmark i dag omfatter ca. 5.000 personer og består af 189 slægter. En fortegnelse kan findes i Dansk Adels Årbog.
Adelskab
Adelskab er baseret på de saliske love, således at det kun arves fra den agnatiske afstamning (sværdsiden), dvs. faderen (der er dog undtagelser).
Danmark tilhører den tysk-nordiske kulturkreds, således at det er den tyske adelsret og tysk skik, der er gældende. Den tysk-nordiske adelsret afviger lidt fra f.eks. den angelsaksiske på flere områder, bl.a. ved at alle medlemmer af en slægt i princippet anses som lige, og alle medlemmerne erholder adelig status og eventuel titel (med nogle få undtagelser), medens det i Storbritannien kun er slægtens hovedmand, der arver den egentlige titel; dette sidste princip gælder også for de i Sverige efter 1809 adlede. Dog er det kun juridisk, disse personers søskende ikke anses for adelige. I Sverige som i Storbritannien tages de med i adelskalendere og årbøger.
Adelen i Storbritannien forveksles ofte med the Peerage, men dette var den politisk-juridiske adel og en del dommere og gejstlige. Adelen omfatter også der den politisk-juridiske adelsfamilier, riddere (knights), baronetter og landadel (gentry). Nogle af disse har titler som Lord, Lady og Sir.
I Storbritannien er højadelen inddelt i the Peerage, med 5 forskellige grupper: 1) duke (hertug), 2) marquess (markis), 3) earl (greve), 4) viscount (adelsmand med rang mellem greve og baron) og 5) baron (baron).
I Storbritannien hedder en greve earl, og ordet count bruges derfor kun om en greve, der ikke hidhører fra Storbritannien. Hustruen til en earl hedder imidlertid countess.
Der findes i dag ca. 900 svenske adelsslægter. De fleste norske adelsslægter uddøde ca. 1500, men Norge har en lille adel fortrinsvis af danske adelsslægter (Se norske adelsslægter). I Finland findes 148 nulevende adelsslægter.
Udover dette findes der 26 finske adelsslægter boende udenfor Finland.
De allerfleste adelige har ikke titler. I Danmark fører den nye højadel efter enevældens indførelse titler som baron, lensbaron, greve og lensgreve. Disse udgør sammen med den gamle rigsrådsadel, dvs. de mest betydningsfulde gamle adelsslægter, der sad i Rigsrådet, højadelen. I andre lande føres også et væld af andre titler, som f.eks. hertug og fyrste. En jarl var i Danmark kongens stedfortræder, og den danske kong Knud tog denne titel med sig til England i 1028. Den blev erstattet med baron af Vilhelm Erobreren ,
ind til den blev genindført i 1300-tallet som titlen baron. Senere kom viscount-titlen imellem.
Højadelige titler
| Dansk
| Norsk
| Tysk
| Svensk
| Italiensk
| Fransk
| Engelsk
| Hollandsk
| Finsk
|
| Fyrste
| Fyrste
| Fürst
Titelen Prinz
findes også
| Furste
| Principe
| Prince
| Prince
| Prins
| Ruhtinas
|
| Hertug
| Hertug
| Herzog
| Hertig
| Duca
| Duc
| Duke
| Hertog
| Herttua
|
| Markis
| Marki
| Markgraf
| Markis
| Marchese
| Marquis
| Marquess
| Markgraaf
| Markis
|
| Greve
| Greve
| Graf
| Greve
| Conte
| Comte
| Earl
(Udenfor UK: Count)
| Graaf
| Kreivi
|
Intet
tilsvarende
| Intet
tilsvarende
| Burggraaf
| Intet
tilsvarende
| Visconte
| Vicomte
| Viscount
| Burggraaf
| Intet
tilsvarende
|
Baron
(friherre)
| Baron
(friherre)
| Freiherr
(Baron)
| Friherre
(I tiltale: baron)
| Barone
| Baron
| Baron
| Baron
| Vaapaherra
I tiltale:
Baroni
|
Lavadelige titler
| Dansk
| Norsk
| Tysk
| Svensk
| Italiensk
| Fransk
| Engelsk
| Hollandsk
| Finsk
|
| Ridder
| Ridder
| Ritter
| Riddare
| Cavaliere
| Chevalier
| Knight
| Ridder
| Ritari
|
| Væbner
| Væpner
| ?
| Väpnare
| Scutare
| ?
| Esquire
| ?
| ?
|
De danske titler lensgreve og lensbaron kan ikke placeres uden videre i dette system. Titlerne betyder, at indehaveren har fået tildelt et len af kongen, i modsætning til dem, der kun er titulære grever eller baroner.
I Danmark er adelen ikke afskaffet, kun dens forretigheder i 1849. Titlerne er altså, hvad der er tilbage.
----
Spanske titler kan være af Kastiljen, Katalonien,hele kongeriget eller grandee av 1., 2. eller 3.klasse. Disse grandeer kan være ubetitlede, og en ubetitlet grandee er altid af højere rang
end en kastiliansk, katalonsk eller kongerigsk adelsmand, selv om denne skulle være hertug.
Dette gjælder uanset klasse på Grandeen.
Riddere kaldes i Spanien hidalgos.
----
I Italien er adelen afskaffet, men der findes byadelskab, landskabsadelskab, savoyisk adelskab, siciliansk adelskab. Disse titler er nu en del af navnet.
----
I Tyskland og Østrig er adelen afskaffet, titler er nu en del af navnet. Man opregner rigsadelskab, provinsadelskab og andre, og man har titler som prins, ærkehertug, arvehertug osv.
----
I Frankrig er adelen afskaffet, og hvem som helst kan kalde sig hvad som helst, men der fandtes to hovedformer: l´ancien regime, og Regime Napoleon.
----
I Belgien, Luxembourg og Holland findes fortsat som i Spanien og Storbritannien adel og adling.
----
I Sverige forsvandt adelens politiske rettigheder i 1866, adling blev ophævet i 1974 (dog blev den sidste mand adlet i 1904), og de siste forrettigheder i 2003. (Dog var disse forrettigheder ikke reelle), så adelens status er lige som den i Danmark fra 1.juli 2003.
----
I Norge blev adling afskaffet 1814, og alle titler 1821 (dog kunde de med titler i 1821 beholde disse livet ud)
----
I Finland blev adelens politiske magt afskaffet 1905, adlingen 1918 (sidste adling 1912), og forretighedene ophævet samme år. Titler kan de bruge som i Sverige og Danmark.
----
Mærkeligt nok giver høflighedsformer (hvad betyder "courtouisen"?) en del udslag på titelbrug. I Sverige bliver en tysker, der bare i navnet er prinz, benævnt prins ved det Kongelige Hof (specielt hvis han er gift med en svensk prinsesse). Det samme gælder i Norge; en udenlandsk adelstitel bliver accepteret ved Det Kongelige Hof, selv om ingen nordmand tillades at bruge sin families gamle titler.
Publikationer
- Dansk Adels Forening udgiver Danmarks Adels Aarbog (DAA)
Se også
- Danske adelsslægter
- Norske adelsslægter
- Svenske adelsslægter
Kategori:Politik
Kategori:Middelalder
-
ja:貴族
zh-min-nan:Hôa-cho̍k
ÆgteskabÆgteskab betyder i dag et socialt og økonomisk fællesskab mellem to jævnbyrdige personer af forskelligt køn. I de senere år har ændringer i opfattelsen af homoseksualitet dog bevirket, at samfundet på det nærmeste ligestiller registreret partnerskab mellem to personer af samme køn med det traditionelle, heteroseksuelle ægteskab.
Oprindeligt var "ægteskab" et tysk-romersk, juridisk begreb, der betyder, at manden har ejendomsretten over sin kone og hendes medgift. Det vil sige, at kvinden ikke kan blive skilt. Denne form for ægteskab har aldrig været brugt i Danmark. Hustruen havde fuld skilsmisseret og tilhørte fortsat sine forældres æt.
Traditionelt ægteskab
I et traditionelt (gammeldags) ægteskab står kvinden for husholdningen og pasningen af børnene. Mand og kvinde har altså hver deres pligter, og mandens består i alt det, som er udenfor hjemmet, hvilket blandt andet betyder det økonomiske. Mand og kvinde supplerer hinanden i ægteskabet, hvilket blandt andet har den betydning, at manden frivilligt kan hjælpe sin hustru med de hjemlige pligter og omvendt.
Arrangeret ægteskab
Et arrangeret ægteskab er et ægteskab, hvor parterne ikke selv har valgt deres partner, men hvor dette er arrangeret af forældrene eller familieoverhovedet. Begrebet findes i dag kun sjældent blandt vestlige kulturer, mens det er mere almindeligt i andre kulturer, hvor det kan have karakter af økonomiske eller politiske alliancer familierne imellem. Tidligere var arrangerede ægteskaber også almindelige i de vestlige kulturer.
Tvangsægteskab
Et tvangsægteskab er et arrangeret ægteskab, hvor den ene part eller begge parter tvinges til ægteskab mod deres vilje, typisk af forældrene eller familieoverhovedet.
I dag anses tvangsægteskaber for at være en krænkelse af de involveredes menneskerettigheder. De Forenede Nationers Verdenserklæring om Menneskerettigheder siger i artikel 16, stk. 2.: Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke.
Nogle har det synspunkt at det er svært at skelne mellem tvangsægteskaber og andre arrangerede ægteskaber, bl.a. pga. de involverede familiers forventninger.
Romantisk ægteskab
Det romantiske ægteskab opstod i den moderne verden som en del af romantikken. I det romantiske ægteskab er det de to parters egne følelser for hinanden der er afgørende, og ikke praktiske hensyn til slægtens interesser. Selvom det romantiske ægteskab hurtigt blev til et ideal, specielt som beskrevet i tidens romaner, levede det arrangerede ægteskab dog i praksis videre længe efter. I brydningen mellem en slægt der forventede et traditionelt arrangeret ægteskab, og de unge der inspireret af romantikken forventede et romantisk ægteskab, var der masser af muligheder for at det arrangerede ægteskab endte som et tvangsægteskab.
Morganatisk ægteskab
Et morganatisk ægteskab (ægteskab til venstre hånd) er et (ofte bigamisk) ægteskab indgået af en konge, hvor hustruen ikke opnår status som dronning, og hvor de avlede børn ikke får arveret til tronen. Til gengæld får hustruen en såkaldt morgengave.
Se også
- Papirløst samliv
- Særeje
- Arv
- Kønsord
Eksterne henvisninger
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/health/3334145.stm 22 December, 2003, BBCNews: Romance health alert splits sexes] Getting married may be bad for men's health but good for women, according to a study. Citat: "...However, that's all just a hypotheses. Another study published last year said men and women are happier if they marry..."
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/health/2291731.stm 3 October, 2002, BBCNews: Marriage makes both sexes happy]
Kategori:Mellemmenneskelige forhold
Kategori:Familie
ja:結婚
ko:혼인
MilitærEt militær bliver dannet for at forsvare eller kontrollere et territorium eller økonomiske resurser - og/eller for offensive formål som f.eks. at besætte territorium fra en anden entitet. En nations millitære magt kan også spille en central indenrigspolitisk rolle. Enten ved at overtage magten på eget initiativ ved et millitærkup,
eller ved at bevare magten på den siddende regerings hænder, uden om en demokratisk proces i et millitærdiktatur.
Se:
- Danmarks militær
- Sveriges militær
- Militær enhed
Se også
- Forsvar
- Angreb
- Krig
- Våben
- Russiske specialstyrker (Spetsnaz)
Kategori:Militær
ja:軍隊
simple:Military
zh-cn:武装力量
AsienAsien er verdens største kontinent. Kontinentets grænser kan defineres som landområdet Afrika-Eurasia uden Europa og Afrika.
Grænsen mellem Europa og Asien er ikke fast defineret, men anses ofte at gå gennem Uralbjergene, Uralfloden, det Kaspiske Hav, Kaukasus, Sortehavet, Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne.
Asien og Afrika skilles omkring Suez-kanalen.
Lande i Asien
Regioner i Asien
- Mellemøsten (Nærorienten)
- Lilleasien (Anatolien)
- Cypern
- Levanten
- Den Arabiske Halvø
- Kaukasus
- Den Iranske Højslette
- Sydasien (det Indiske Subkontinent)
- Sydøstasien
- Indokina
- Den Malayiske Halvø
- Centralasien
- Nordasien
- Østasien (Fjernøsten)
Se også
- Verdens lande
Kategori:Verdensdele
Kategori:Asien
ja:アジア
ko:아시아
ms:Asia
simple:Asia
th:ทวีปเอเชีย
zh-min-nan:A-chiu
TyrkietTyrkiet er et land med territorium i både Europa og Mellemøsten. Grænselandene er Aserbajdsjan, Georgien, Armenien, Iran, Irak, Syrien, Grækenland, og Bulgarien. Mod nord findes Sortehavet, og mod syd Middelhavet. Istanbul er Tyrkiets største by.
Tyrkiet har været beboet af mange inden osmannerne.
Tyrkiet prøver at blive optaget indenfor den Europæiske Union.
Se også
- Verdens lande
- Marmarahavet
Kategori:Europæiske lande
Kategori:Asiatiske lande
Kategori:Tyrkiet
Kategori:Europarådet
ja:トルコ
ko:터키
ms:Turki
simple:Turkey
th:ประเทศตุรกี
zh-min-nan:Türkiye
SullaLucius Cornelius Sulla Felix (ca. 138 f.Kr. - 78 f.Kr.) Han blev kendt under navnet Sulla, og hans tilnavn Felix - den heldige - var en navn som blev tilføjet senere i hans liv, da han skulle have været en heldig general i kampene mod Numidien og senere invasionen af barbarerne kimbrerne og teutonerne.
Sulla blev født ind i en aristokratisk familie ved efternavnet Cornelius. Sulla var en fattig mand fra fødsel, men blev opdraget af to familier i slægt med hans egen, hvor der går rygter om han skulle have myrdet dem for at skaffe kapital til sin karriere i senatet.
I 107 f.Kr. blev Sulla udnævnt som skatteholder med opsyn over skatteindtægter og udgifterne i Rom. Det var ca. tiden hvor Gaius Marius var valgt som general over de romerske legioner i provinsen Africa, som lå ved det gamle Karthago. Her vandt Marius en stor sejr over Numidiens konge, da Sulla fik kongens familie til at vende sig imod ham. Sulla udleverede kongen til Marius, som tog hele æren for sejret over Numidien.
I 88 f.Kr. gjorde Sulla som den første general nogensinde i Roms historie at invadere byen med sine legioner og hvor Marius og hans tilhængere flygtede efter at der i årevis havde været et dårligt forhold imellem dem. Han blev i 81 f.kr. udnævnt som diktator til evig tid. Men han døde i 78 f.Kr. mens han havde trukket sig tilbage i 79 f.Kr.
Sullas koner og børn:
- Første kone, Julia
- Lucius Cornelius Sulla, døde ung
- Cornelia Sulla, gift til Gnaeus Pompeius Rufus (ingen relationer til Pompejus), og mor til Pompeia Sulla, anden kone af Julius Caesar
- Anden kone, Aelia
- Tredje kone, Caecilia Metella Dalmatica
- Faustus Cornelius Sulla
- Fausta Cornelia Sulla, hans tvilling
- Fjerde kone, Valeria
- Postumia Cornelia Sulla, født efter Sullas død.
Kategori:Antikken
ja:ルキウス・コルネリウス・スッラ
ko:술라
Filosofi: Denne artikel omhandler akademisk eller videnskabelig filosofi, og ikke f.eks. østlig mystik.
Ordet filosofi kommer af det græske 'philo-sophia' (φιλοσοφία), hvor præfikset "philo" betegner én af de antikke græske ord for kærlighed – den mere venskabelige slags, og hvor suffikset "-sophia" betyder visdom. Termen 'filosof' skal delvist forstås på baggrund af begrebet om den græske vismand, som er naturlig vís, mens filosoffen mere ydmygt søger efter eller kan lide visdommen uden formelt at påstå at de besidder denne. På den måde fremstår filosoffen som en mere demokratisk figur, der i det senere klassiske periode passer bedre ind i den græske polis, som netop er et samfund imellem venner; dvs. imellem frie ligemænd, der dog stadigt konkurrerer – venskabeligt – med hinanden på områder som kærligheden, sporten, politikken og tanken.
Derudover skelner en af de største antikke filosoffer, Platon, desuden i Staten (480) mellem filosoffer og philodoxoi (dvs. ven af formodningen eller meningen). Dermed forsøges det indført, at idealet for filosoffen er at bryde igennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge tingene på ny og i dybden.
Emneområde
Afgrænsningen af filosofiens emneområde (hvis en afgrænsning er nødvendig) er i sig selv et filosofisk spørgsmål, men rent historisk ser det på overfladen ud til at dette område skrumper ind over tid. Således blev al tidlig naturvidenskab engang kaldt naturfilosofi, og områder som logik hørte strengt ind under filosofien (i dag deles logikkens område mellem filosofien og matematikkens). Med andre ord, opfattedes filosofien tidligt, som værende en generalistuddannelse, og det er stadig en tendens, at spirende fagområder puttes ind under filosofiens, | | |
