:: wikimiki.org ::

Kommunisme

Kommunisme

Kommunisme er en politisk ideologi, der hævder at bygge på videnskabeligt grundlag, populariseret af Karl Marx i værket det Kommunistiske Manifest. Kommunisme omfatter bl.a. afskaffelse af privat ejendomsret til produktionsmidler. En kendt parole, der i grove træk beskriver idegrundlaget for kommunisme, er, at "man yder efter evne og nyder efter behov". Kommunismen beskriver således et idealsamfund, hvor alle mennesker yder efter bedste evne og frit tillader andre at nyde af deres arbejdsindsats via delte/fællesejede goder. Kommunisme er en revolutionær ideologi på grund af dens kritik af kapitalismen som et værktøj til undertrykkelse af arbejderklassen. Kommunisme er i sin grundvold syndikalistisk, og teorien forudsiger, at staten med tiden vil "visne hen", når de fleste af et givent samfunds medlemmer er blevet kommunister (jf. det kommunistiske menneske). Ingen af de såkaldt socialistiske stater i det 20. århundrede hævdede at været nået frem til kommunismen.

Kritik

Kommunismen kritiseres bl.a. for at være grundlæggende i uoverensstemmelse med den menneskelige natur, bl.a. omkring ejerskabsforhold. Det antages af nogle, at det er en naturlig og automatisk proces, at et menneske tilegner sig ejendom (jordarealer/territorium eller fysiske ejendele). Skulle et kommunistisk samfund realiseres, ville dets grundteser således være i strid med det basale menneskelige behov for ejendom. Spørgsmålet er dog, om behovet for konkurrence eller behovet for samarbejde er vigtigst for mennesker (og andre biologiske arter). Den russiske tænker og naturvidenskabsmand Peter Kropotkin pegede i bogen Mutual Aid på, at alle organismer udvikler sig gennem gensidig hjælp. Disse tanker er i nyere tid videreudviklet af den amerikanske biolog Lynn Margulis, der peger på, at alle flercellede organismer er udviklet gennem samarbejde mellem oprindelige, éncellede væsener. Kommunismen kritiseres også for sine negative samfundsøkonomiske konsekvenser, da man ved at fratage kapitalisterne frugten af deres investeringer angivelig vil fjerne incitamentet til at udføre det arbejde, der fører til udbyttet/overskuddet. Ud fra denne synsvinkel vil indførelsen af kommunismen nulstille den velstand, som den vestlige verden nyder i dag. Dette synspunkt kan tilsyneladende støttes af de såkaldt socialistiske staters kollaps omkring 1990 efter en langvarig stagnationsperiode, men modsiges af de store økonomiske fremskridt, der tidligere fandt sted i de socialistiske lande. Samtidig kunne de socialistiske lande opnå forbløffende resultater inden for sundhedsvæsen (dødeligheden i Kina blev halveret fra 1949 til 1957, mens den fortsat var lige høj i Indien), undervisning, teknologi, rumfart og kultur. Både støtte til kommunismen og kritik af den bygger på ubeviste forudsætninger. I bund og grund forudsætter støtte til kommunismen en tro på, at menneskene er gode og gerne vil dele med hinanden eller i det mindste på, at menneskene er rationelle og kan indse, hvad der tjener flertallets interesser. Kritikken bygger som vist ovenfor på forudsætningen om, at mennesket rummer en medfødt besiddelsestrang, eller på den forudsætning, at mennesker kun vil bestille noget, hvis de har økonomisk fordel af det. Man kan påstå, som de tjekkiske systemkritikere gjorde i 1968, at kommunismen var et socialt eksperiment i fuld skala, eller som andre kritikere, der peger på, at de socialistiske lande stivnede i bureaukrati, manglende deltagelse i politiske processer og nepotisme, hvorefter det blev let for en gruppe partipampere og topfunktionærer at genindføre kapitalismen. Mange socialistiske tænkere i dag mener, at socialismen og kommunismen må opfattes som ledestjerner snarere end som fuldt realiserbare samfund - at det er bevægelsen frem mod de definerede mål, der er vigtig, snarere end forsøg på at indføre en statsorden, der vil gennemtvinge en grundlæggende forandring her og nu.

Kendte danske kommunister

- Aksel Larsen (stifter af Socialistisk Folkeparti)
- Carl Madsen
- Ole Sohn (senere folkesocialist)
- Hans Scherfig
- Hans Kirk
- Otto Gelsted
- Carl Scharnberg
- Dea Trier-Mørch
- Hanne Reintoft
- Lars Bonnevie
- Erik Clausen
- Willy Brauer
- Børge Houmann
- Mogens Fog
- Ib Nørlund
- Alfred Jensen
- Martin Andersen Nexø
- Christian Brønnum
- Villy Fuglsang

Kendte internationale kommunister

- Karl Marx
- Lenin
- Mao Zedong
- Ho Chi Minh
- Fidel Castro
- Che Guevara
- Pablo Neruda
- Cesar Vallejo
- Alberto Moravia
- Jean-Paul Sartre
- Enver Hoxha
- Rosa Luxemburg
- Karl Liebknecht
- Friedrich Engels
- Stalin
- Georgi Dimitrov

Se også

- Dialektisk materialisme
- Motivation
- Proletariatets diktatur
- Socialisme

Eksterne henvisninger

- [http://www.leksikon.org/art.php?n=1412 Leksikon.org om kommunisme] Kategori:Samfundsvidenskab Kategori:Politik Kategori:Ideologier Kategori:Politiske systemer ja:共産主義 ko:공산주의 ms:Komunisme simple:Communism zh-min-nan:Kiōng-sán-chú-gī

Karl Marx

Karl Marx (5. maj 1818- 14. marts 1883) var en tysk økonom, filosof og socialist. Marx anses som "socialismens fader" og ophav til begrebet marxisme. Han optrådte i mange af det 20. århundredes sovjetiske og kommunistiske idolbilleder sammen med Friedrich Engels og Vladimir Lenin som en af "kommunismens 3 fædre".

Liv

Marx levede i landflygtighed en stor del af sit liv i London. Forvist fra Paris i 1845 på grund af revolutionære aktiviteter samt forvist fra Belgien i 1847 af samme grund. Han er begravet i England.

Ideologi og filosofi

Karl Marx var inspireret af Hegel og dennes dialektik, men mente dog samtidig, at Hegels idealistiske historieopfattelse var at betragte historien på hovedet. Mens Hegel mente, at det var ånden, der fremprovokerede de materielle ændringer i samfundet, var Marx af den helt modsatte opfattelse: Det er de materielle forudsætninger, der ændrer "menneskeånden" og derfor også de tanker, der florerer i hver epoke. De ændringer sker i et dialektisk sammenspil mellem modsætninger, hvilket han har lært af Hegel. Den materialistiske vinkel får han fra den tyske unghegelianer Feuerbach. På denne måde kombinerer Marx det dialektiske og materialistiske til den historieopfattelse, han sidenhen er blevet så velkendt for: dialektisk materialisme eller materialistisk historieopfattelse, som man også betegner den som.

Bibliografi

- Das Kapital
- Det Kommunistiske Manifest
- Om Jødespørgsmålet
- Kritik af den hegelske retsfilosofi
- Teser om Feuerbach Marx,Karl Marx,Karl Marx, Karl Marx, Karl ja:カール・マルクス ko:카를 마르크스 ms:Karl Marx simple:Karl Marx th:คาร์ล มาร์กซ zh-min-nan:Karl Marx

Ejendomsret

Ejendomsret er grundlæggende det forhold at man som menneske kan eje ting, som andre således ikke kan råde over. Ejendomsretten er således dels et forhold mellem ejeren og det ejede, dels et forhold mellem ejeren og samfundets øvrige medlemmer. Begrebet ejendomsret vedrører ikke kun fysiske genstande, såsom fast ejendom og løsøre. Også fordringer og immaterialrettigheder kan være genstand for ejendomsret. I Danmark er ejendomsretten sikret ved bestemmelser i Grundlovens § 73. Ejendom her er beskyttet over for det offentlige ved bestemmelserne om ekspropriation. Kategori:Retsvidenskab Kategori:Økonomi simple:Property

Syndikalisme

Syndikalisme kan placeres blandt de venstreorienterede ideologier. Ordet er oprindeligt fransk, idet det franske ord for "fagforening" er syndicat. Fagforeningen og dermed arbejderbevægelsen er også helt central for syndikalismen. I modsætning til marxismen, hvis grundlag er den historiske materialisme, mener syndikalister ikke, at man skaber revolutionen gennem det man populært kalder "proletariatets diktatur", altså arbejderpartiets magtovertagelse af statsapparatet og produktionsmidlerne med det mål at skabe et kommunistisk samfund. Derimod mener de, at arbejderklassen må gennemtvinge sine krav overfor sine modstandere og udbyttere, kapitalisterne, ved at bruge de midler, arbejderbevægelsen har for hånden. Det vil sige strejker, herunder generalstrejke og sabotage. Altsammen kaldet "direkte aktion". Syndikalisterne afviser dermed at skaffe sig magt gennem brug af statsapparatet og gennem partidannelse. Syndikalisterne er libertære, idet de ikke vil påtvinge andre ideologien, men kun selv og i samarbejde med andre vil overtage kontrollen over deres eget arbejde og dermed afskaffe lønarbejdet. Et endemål, de har til fælles med marxisterne. De syndikalistiske fagforbund kan omfatte alle arbejdere, der sælger deres arbejdskraft til kapitalister, men også selvstændige arbejdere, såsom landmænd, der selv har en landbrugsproduktion uden at købe andres arbejdskraft og studerende. Syndikalistiske fagforeninger er også kendt for deres særlige måde at undgå en bureaukratiseret fagforening på, som vi ser i den danske fagbevægelse. De syndikalistiske fagforeninger er selvorganiserede, således arbejder alle frivilligt og i fritiden med det administrative arbejde i fagforeningen.

Syndikalisme udenfor Danmark

I udlandet er der større tradition for syndikalismen end i Danmark. Således har f.eks. Spanien og Frankrig stærke syndikalistiske fagforbund med hhv. navnene Confederación Nacional del Trabajo og Confédération Nationale du Travail (CNT). De er begge organiseret i det internationale fagforbund af syndikalistiske fagforeninger (IWA), der også tæller både de svenske og tyske syndikalistiske fagforbund og adskillige uden for Europa. I Spanien opnåede CNT stor styrke gennem 1920'erne og 30'erne, men da borgerkrigen brød ud i Spanien i 1936 efter at general Francos tropper kom fra Marokko og til Spanien for at overtage magten, måtte de se sig som tabere af krigen, hvorefter Spanien havde et fascistisk styre frem til 1975. I Franco-tiden undertryktes særligt CNT. Men endnu i dag er syndikalismen en betydelig kraft i den spanske arbejderbevægelse - særligt i Katalonien og Baskerlandet.

Syndikalisme i Danmark

Syndikalismen i Danmark er i dag ikke synligt eksisterende som selvstændig bevægelse i arbejderbevægelsen, der domineres af den socialdemokratiske ideologi. Dette skyldes bl.a., at de danske syndikalister ikke ønsker at splitte den traditionsrige danske fagbevægelse. Men også i starten af det 20. århundrede som i andre europæiske lande oplevede den syndikalistiske bevægelse en stor fremgang i Danmark. Efter at Hovedaftalen (Septemberforliget) var blevet indgået mellem DsF (nu LO) og arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening i september 1899 efter lang tids strejke og lock-out, var utilfredsheden stor i dele af den danske fagbevægelse. Man mente, at DsF's forhandlere havde accepteret alt for mange af DA's krav, ja, nærmest bare accepteret DA's udkast. Arbejder var særligt utilfredse med fredspligten, konfliktløsningssystemet og arbejdsgivernes ledelsesret, der ville svække arbejdernes faglige kamp. Derfor oprettedes i ca. 1910 Fag-Oppositionens Sammenslutning, hvis mest markante figur var Christian Christensen. Tilslutningen til Fag-Oppositionens Sammenslutning var stor i det efterfølgende årti. Dette skyldtes bl.a. stor arbejdsløshed i visse fag. Syndikalisterne engagerede sig ikke kun i den direkte faglige kamp, hvor deres indflydelse ikke var så stor, men også i den sociale og kulturelle kamp. Bl.a. kæmpede de mod kvindeundertrykkelse, for bedre boligforhold og mod militarismen, der gik som en bølge over Europa under 1. verdenskrig. Det var også syndikalisterne, der var den største faktor i mobiliseringen til den direkte aktion og demonstrationen "Stormen på Børsen" i 1918. Fag-Oppositionens Sammenslutning gik dog i opløsning omkring 1921, da mange søgte over i det nyoprettede Danmarks Kommunistiske Parti i forbindelse med den russiske oktoberrevolution.

Anarko-syndikalisme

En speciel retning af syndikalismen er anarko-syndikalismen. Anarko-syndikalismen implementerer anarkistiske idéer i syndikalismen og radikaliserer dermed også syndikalismen i forhold til andre ideologier. Når man siger, at syndikalisterne afviser brugen af det politiske system, så passer det kun delvist. Nogle medlemmer havde aktiviteter i politiske partier. Historisk set sad Spaniens CNT f.eks. i parlamentet en overgang, og for de danske syndikalisters vedkommende er det tydeligt, at flere har accepteret brugen af det politiske system, eftersom de gik over i DKP. Nogle syndikalister lægger bare hovedvægten af den revolutionære kamp på den faglige kamp og organisering. Med anarko-syndikalismen afvises denne tankegang totalt. Her bruger man udelukkende direkte aktion til at opnå sine mål. Mange syndikalistiske fagforeninger, der er en del af IWA, kalder sig dog også anarko-syndikalistiske idag. En kendt person, der særligt i sine ungdomsår var anarko-syndikalist, var den folkekære forfatter, Halfdan Rasmussen.

Eksterne henvisninger

- [http://www.geocities.com/syndikalister/linkx.htm - netværk af danske syndikalister]
- [http://welcome.to/anarki - med en introduktion til syndikalismen og med henvisninger til litteratur]
- [http://www.anarkister.dk/Tekster.htm - tekster om syndikalisme] Kategori:Politik Kategori:Ideologier

Aksel Larsen

Aksel Larsen (5. august 1897 - 10. januar 1972) var en dansk politiker, oprindeligt socialdemokrat, blev kommunist i 1920, siden stifter af Socialistisk Folkeparti (SF) i 1958. Aksel Larsen blev født i 1897 som søn af træskomager Lars Larsen og Ehrengott Larsen. Han voksede op i Odense i en børneflok på 9. Han var det eneste af børnene der fik en realeksamen. Måneden efter han fik sin realeksamen startede han som elev ved de Sydfyenske Jernbaner, hvor han efter endt uddannelse blev ansat som trafikassistent i april 1917. Det var åbenbart ikke det Aksel Larsen gad, så i maj 1918 flyttede han til København. Han flyttede ind på et lille kvistværelse på Istedgade. Han tjente sine penge på at være cykelbud og meldte sig ind i Socialdemokratiet. Aksel Larsen deltog i de voldsomme demonstrationer på Grønttorvet (nuværende Israels Plads) i november 1918. Han optrådte som folketaler i 1920 under Påskekrisen og blev efterhånden mere radikal i sine synspunkter. Imidlertidig indgik Socialdemokraterne og De Samvirkende Fagforbund forlig og så blev det for meget for Aksel Larsen. Han meldte sig ud af partiet og straks meldte han sig ind i det nystiftede Venstresocialistisk parti (som siden skiftede navn til Danmarks Kommunistiske Parti, DKP). 9. oktober 1931 holdt Aksel Larsen sin berømte 'robådstale' fra robåden Rosa i Frederiksholms Kanal. Talen var rettet mod en gruppe kommunistiske demonstranter. Ved Folketingsvalget i november 1932 kom Aksel Larsen ind, og blev senere samme år formand for partiet til trods for modstand fra Komintern. Under besættelsen blev han, da Tyskland invaderede Sovjetunionen, efterlyst af Gestapo. 5. november 1942 blev han fanget og overført til tyske afdeling i Vestre Fængsel, blev han blev afhørt i 17 timer - forhørsprotokollen fylder 83 sider. Hvor lidt eller hvor meget, Larsen fortalte, er uklart. Larsen blev 28. august 1943 overført til særfængsel i koncentrationslejren Sachsenhausen. I april 1945 kom han med de Hvide Busser til Sverige, og vendte hjem til Danmark 5. maj om morgenen. Efter opstanden i Ungarn i 1956 blev han og andre ledende kommunister ekskluderet 16. november 1958, efter kritik af kommunismen og Sovjetunionen. Det blev til Socialistisk Folkeparti. 24. november 1958 anmeldte han SF i Folketinget og 15. februar 1959 holdt partiet stiftende kongres. Grundlaget skulle være en dansk demokratisk socialisme. Aksel Larsen døde 10. januar 1972. 30. juni 2005 afsløredes det i en rapport om Danmark under den kolde krig udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier, at Aksel Larsen i perioden fra november 1958 til maj 1964 holdt en række møder med repræsentanter for vestlige, allierede myndigheder.

Kilde/ekstern henvisning

- http://www.leksikon.org/art.php?n=1538 Larsen, Aksel Larsen, Aksel

Socialistisk Folkeparti

Socialistisk Folkeparti (SF) er et dansk politisk parti, hvis ideologiske udgangspunkt som navnet antyder er socialismen. Socialistisk Folkeparti blev dannet i 1959 efter en splittelse i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Splittelsen skyldtes bl.a. forholdet til Sovjetunionen. SF tog fra starten afstand fra diktaturet i Sovjetunionen, fordi partiet mente, at socialismen er udtryk for en udvidelse af demokratiet, ikke det modsatte. Partiet har en rød-grøn profil, og har i de senere år bevæget sig fra at være EU-kritisk til at være tilhængere af EU, ligesom partiet også anerkender at markedsøkonomien er en grundlæggende præmis. Man ønsker dog at indføre en mere social udligning end det er tilfældet i dag. Partiets ungdomsorganisation hedder Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU).

Partiformænd

- Aksel Larsen - 1959-1968 (+1972)
- Sigurd Ømann - 1968-1974
- Gert Petersen - 1974-1991
- Holger K. Nielsen - 1991-2005
- Villy Søvndal (28.april) 2005-

Folketingsmedlemmer

- Anne Baastrup
- Steen Gade
- Pernille Vigsø Bagge
- Poul Henrik Hedeboe
- Anne Grete Holmsgaard
- Morten Homann
- Kristen Touborg Jensen
- Holger K. Nielsen
- Kamal Qureshi
- Ole Sohn
- Villy Søvndal

Henvisninger

- SF-Rebild

Ekstern kilde/henvisning

- [http://www.sf.dk/ Socialistisk Folkepartis websted] Kategori:Danske politiske partier

Carl Madsen

Carl Madsen (1903-1978), dansk kommunist og jurist, født i Nordjylland. Faderen var lærer og via Langeland flyttede han og resten af familien til en stilling i Brede nord for København, hvor der på det tidspunkt stadig var en del industri, og dermed også arbejdere. Carl Madsen blev student i 1922 og cand.jur. i 28. Han var i sin studietid medlem af Studentersamfundet og organiseret socialdemokrat, men specielt påvirkningen i Studentersamfundet trak ham mod venstre. Under en togtur mellem Bremen og Hamburg mødte han tilfældigt Broby Johansen, og sammen besluttede de at danne Mondegruppen. I slutningen af 1928 meldte han sig ind i DKP, og i Mondegruppen fremstod han som DKP's mand, ligesom han spillede en central rolle ved gruppens sprængning i 1932. Kort efter sin embedseksamen fik han ansættelse i statens 4. hovedrevisorat, og fra 1935 fik han egen sagførervirksomhed. Hans opfattelse af det borgerlige retssystem var meget klar: "..opretholdelsen af borgerskabets klasseherredømme". En holdning han fastholdt resten af livet og som var baggrunden for, at han brugte sin juridiske indsigt til at forsvare samfundets svageste og til at udstille systemets karakter. Allerede i 1930'erne var hans forsvarstaler tilløbsstykker for unge kommunister. Hans hurtighed skaffede ham tilnavnet Hjernemadsen, og når rygtet gik, at Hjernemadsen var i retten, var der tæt besat på tilhørerpladserne. Gennem 1930'erne skrev han en lang række artikler til partiets avis, Arbejderbladet, en lang række artikler ud fra samme grundholdning. Hans kritiske holdning til retssystemet i vesten modsvaredes af en tilsvarende ukritisk holdning til retsvæsenet i Sovjetunionen. Under Moskvaprocesserne i 1930'erne forsvarede han deres juridiske holdbarhed. F.eks. skrev han om processen mod Karl Radek i 1936/37: "Ingen af de Anklagede har tilstået en tøddel mere end det, hvorom der forelå fuldt tilstrækkelig Bevis, saaledes at der var Grundlag for en Domfældelse på Indicier, og de har forsøgt at forvare sig så energisk og behændigt som muligt" (Sovjet i dag, marts 1937). I forbindelse med processen mod Bukharin skrev han: "Der er intet mærkeligt ved, at Folk, der har begaaet en Forbrydelse, og som har indset, at Politiets Beviser er fældende, gentager deres tidligere Tilstaaelser i Retssalen" (Arbejderbladet, 31. juli 1938). Der skulle gå over 30 år, før han kom i tvivl om disse ukritiske holdninger. I forbindelse med det danske politis arrestation af de danske kommunister i juni 1941 blev han den 23. juni om natten arresteret og interneret i Horserød. Sammen med flere andre lykkedes det ham den 29. august 1943 at flygte, og han gik ind i det illegale arbejde. Sammen med bl.a. Robert Nielsen udfærdigede han stikkerkartoteker på baggrund af indberetninger fra de illegale partiafdelinger. Det var dette kartotek der blev anvendt ved arrestationerne efter befrielsen i 1945. Siden kom han med i det udvalg under Frihedsrådet, der udfærdigede det lovudkast, som retsopgøret skulle foregå efter. I juni 1945 blev han udnævnt til ekstraordinær statsadvokat og skulle tage sig af landssvigersagerne. Efter at have ryddet op i sagerne tog han i foråret 1946 fat på den største - mod Wright, Thomsen & Kier. Han troede endnu at have det nødvendige spillerum for at føre disse sager, men der tog han fejl. Rigsadvokat Pihl henstillede kraftigt til ham at ansætte en bestemt revisor til at gennemgå regnskaberne. Han adlød henstillingen, men det kom hurtigt til et modsætningsforhold med revisoren, der havde ansat Wright, Thomsen & Kiers egen revisor til at forestå arbejdet. Den 2. november 1946 blev Carl Madsen fritaget for tjeneste, og kort efter besluttede rigsadvokaten at henlægge denne, den største af værnemagersagerne, uden tiltale af nogen art. I august 1948 tog Børge Houmann fat på sagen i Land og Folk, og den 31. oktober blev Carl Madsen afskediget som statsadvokat - for påstået promillekørsel. Houmann blev anklaget og dømt ved Højesteret for sine skriverier. Til gengæld blev sagen mod Wright, Thomsen & Kier aldrig kulegravet. Carl Madsen vendte nu tilbage til sin landsretssagførerpraksis, som han drev til sin død i 1978. I 1966 begyndte han at skrive, og de fleste af hans bøger tog udgangspunkt i hans erfaringer som sagfører. Det startede med bogen Den gode læge (1966), og blev fulgt af En litterær proces (1968) og Proces mod politiet (1969). Sidstnævnte beskæftigede sig med retssagen i kølvandet på den store Vietnamdemonstration 27. april 1968, der var blevet overfaldet af politiet. I Vi skrev loven (1968) vendte han tilbage til krigens tid og især arrestationen af kommunisterne. Med Flygtning 33 søgte han tilbage til spørgsmålet om, hvad der skete med de tyske flygtninge, der kom til Danmark efter 1933 - på flugt for nazismen i Tyskland. Den byggede på samtaler med flygtninge og arkivalier fra østtyske arkiver, og den anklagede de danske myndigheder for i mange tilfælde at have udleveret flygtninge til KZ-lejr og halshugning i Tyskland. I 1973 udsendte han sine erindringer frem til engang i 30'erne: Fortids møre mur. Gennem sine skriverier og undersøgelser var han begyndt at tvivle på stadig flere elementer af sit partis politik under og efter krigen. Det gjaldt især Richard Jensen sagen, som han ønskede genoptaget, men som især Alfred Jensen ikke ønskede genåbnet. Disse forhold og hans rolle som partiets revisor skabte stigende irritation i partiledelsen over hans «selvrådighed». Endelig begyndte han at lægge afstand til centrale dogmer i partiets nye teori om den statsmonopolitiske kapitalisme. Det kom klart frem ifbm. DKP's nye program, som han tog kraftigt afstand fra i pjecen: DKPs programudkast - en kommentar (1975) og i hæftet: 63 randbemærkninger om «Diskussionsgrundlag til partiprogram» for DKP (1975). Her i kritiserede han Stamokap-teorien som den kaldtes, men fra en position han hentede i Kominterns program fra 1928. Der var ikke længere plads til hans kritik indenfor partiets rammer. Det ekskluderede ham i slutningen af 1975.

Kilde

- [http://www.leksikon.org/art.php?n=3242 Leksikon for det 20. århundrede] Madsen, Carl Madsen, Carl

Ole Sohn

Ole Christian Liep Sohn (født 12. september 1954) er en dansk politiker. Han var partiformand for Danmarks Kommunistiske Parti 1987-1991. Han skiftede i 1992 til Socialistisk Folkeparti som han har repræsenteret i Folketinget fra 1998.

Biografiske oplysninger

Født 12. september 1954 i Torsted, søn af repræsentant Henning Sohn og lærer Grete Sohn.

Uddannelse

- Egebjerg Skole 1960-70
- Gedved Seminarium, hf-kursus 1972-73

Ansættelser

- Arbejdsdreng, skibskok 1970-72
- Jord- og betonarbejder 1973-76
- Forfatter, foredragsholder, konsulent.

Politiske hverv

- Talsmand for hf-kursisterne Gedved Seminarium 1972-73
- Landstalsmand for de menige ved forsyningstropperne Fredericia kaserne 1976
- Medlem af bestyrelsen for SiD-Horsens fra 1974, formand 1977-87
- Forretningsudvalgsmedlem i Fællesorganisationen i Horsens 1979-85 og 1986-87
- Medlem af SiD's hovedbestyrelse 1981-87
- Medlem af Horsens Byråd 1982-84
- Centralkomitémedlem i DKP 1981-91, formand for DKP 1987-91
- Medlem af forretningsudvalget for Folkebevægelsen mod EF 1989-92
- Midlertidigt medlem af Folketinget for Vestsjællands Amtskreds 6.-22. okt. 1994 og 28. nov.-15. dec. 1997
- Folketingsmedlem for Vestsjællands Amtskreds fra 11. marts 1998.

Opstillet

- Til Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti i Århus Øst- og Nordkredsene 1987-89
- For Enhedslisten i Glostrup- og Rødovrekredsene 1989-91
- For Socialistisk Folkeparti i Slagelse- og Korsørkredsene fra 1992

Bøger, artikler osv.

Forfatter til bøgerne »Fra Folketinget til celle 290« 1992. »Et liv i kamp og kærlighed« 1993. »Der var bud efter dem« 1994. »Her kommer fra dybet den mørke armé« 1995. »Den højeste straf« 1996. »Frihedens Port«, 1999 og »Vanviddets logik«, 2000.

Hæderspriser

Har modtaget Lyngsie-prisen, som uddeles af Arbejdsmændenes Kulturfond i Horsens, 1991

Kilde

- [http://www.folketinget.dk Folketinget.dk] Dato: 25. juli 2003 Sohn, Ole Sohn, Ole Sohn, Ole

Socialistisk Folkeparti

Partiformænd

- Aksel Larsen - 1959-1968 (+1972)
- Sigurd Ømann - 1968-1974
- Gert Petersen - 1974-1991
- Holger K. Nielsen - 1991-2005
- Villy Søvndal (28.april) 2005-

Folketingsmedlemmer

Henvisninger

- SF-Rebild

Ekstern kilde/henvisning

- [http://www.sf.dk/ Socialistisk Folkepartis websted] Kategori:Danske politiske partier

Lenin

Vladimir Lenin født Vladimir Iljitj Uljanov (22. april 1870 - 21. januar 1924) var sovjetisk statsleder i perioden 6. november 1917 - 21. januar 1924 og en vigtig marxistisk revolutionær teoretiker. I vesten er der opstået en myte om, at han brugte fornavnet Nikolai som del af sit dæknavn. Han blev født i Simbirsk af forældrene Ilya Nikolaevich Ulyanov og Maria Alexandrovna Blank. Han døde 54 år efter i byen Gorgij af et slagtilfælde. Helbredsmæssigt havde han haft to tidligere slagtilfælde og blev desuden udsat for et attentatforsøg den 30. august 1918 af Fanja Kaplan. Lenins ældre bror – Aleksandr Ulyanov – blev i 1887 arresteret og hængt for at have planlagt at myrde zar Alexander 3. Henrettelsen af Aleksandr gjorde et uudsletteligt indtryk på Lenin. I efteråret 1887 blev Lenin bortvist fra universitetet i Kazan for deltagelse i et studentermøde. Lenin kastede sig med stor energi ind i studiet af Karl Marx og ikke mindst den revolutionære bevægelses historie. Efter halvandet års intense selvstudier tog Lenin juridisk embedseksamen i St. Petersborg. I efteråret 1893 slog Lenin sig ned i St. Petersborg og blev medlem af en socialdemokratisk gruppe. Efter en rejse til Vesteuropa i 1895 var han med til at organisere Kampforbundet for arbejderklassens befrielse og begyndte at udgive en illegal avis. Lenin blev straks arresteret, og efter et års fængsel blev han forvist til Sibirien i tre år, hvor han levede i eksil fra 1897-1900. Under forvisningen til Sibirien arbejdede Lenin med planerne om en illegal avis, som skulle tjene som redskab i opbygningen af en partiorganisation. Avisen, som hed Iskra (Gnisten) blev trykt i Leipzig i december 1900. Senere flyttedes trykkeprocessen til London, hvorfra aviserne blev smuglet til Rusland. Her opbyggedes et netværk af hemmelige agenter, som stod for distributionen. Ved den anden kongres i 1903 i det russiske socialdemokratiske parti fremtvang Lenin en sprængning af partiet mellem bolsjevikker ("flertalsmænd") og mensjevikker ("mindretalsmænd"). Betegnelsen bolsjevikker er dog misvisende, idet Lenins kommunister aldrig repræsenterede flertallet, men derimod en dygtig, militaristisk og skånsesløs fraktion. Den 9. januar 1905 - "den blodige søndag" - blev hundredevis af arbejdere dræbt under en fredelig demonstration foran Vinterpaladset i St. Petersborg. Massakren førte til strejker over hele Rusland, som først døde ud, da året var omme, da soldaterne i det store og hele var loyale overfor tsaren. Ved denne lejlighed blev begrebet sovjetterne opfundet, og disse arbejderråd blev dannet i mange større byer. Mange opfatter denne revolution som en generalprøve på den efterfølgende revolution i 1917. Efter februarrevolutionen i 1917 vendte Lenin tilbage til Petrograd (tidligere St Petersborg) fra Zürich og opfordrede til øjeblikkelig overtagelse af den politiske magt under sloganet "Al magt til sovjetterne". Efter oktoberrevolutionen i 1917 stod Lenin i spidsen for dannelse af den sovjetiske stat i Rusland. Lenin introducerede en kommunistisk økonomi og nationaliserede fabrikker, miner, banker mv. Han trak Rusland ud af første verdenskrig for at få bevæbnede styrker hjem fra fronten. Den efterfølgende borgerkrig blev en blodig affære, hvor der allerede under Lenin blev indført de terror-instrumenter, som ofte er blevet tillagt Stalin. Flere udenlandske magter blandede sig en kort overgang i krigen, men de væsentligste modstandere var lokale folkeslag, bønder samt tilhængere af Zsar-styret eller det kortvarige demokrati som kommunisterne tog livet af. Da selv arbejderne protesterede heftigt mod kommunisternes økonomiske stramninger måtte Lenin en kort overgang indføre "den ny økonomiske politik", som midlertidigt og i begrænset omfang indførte kapitalistiske markedsmekanismer - specielt i landsbyerne, og som tillod privat produktion og handel. Lenin blev ramt af et slagtilfælde i marts 1923 og døde den 21. januar 1924. I sine sidste optegnelser, som har fået navnet "Lenins testamente", foreslog han en drastisk forøgelse af antallet af centralkomitémedlemmer for at styrke partiets stabilitet. Han mente også, at Stalin burde fjernes som partiets generalsekretær og antyder sin støtte til Trotsky som ny partileder. Testamentet blev læst op på den efterfølgende partikongres, men blev først offentliggjort i 1956 efter Stalins død.

Familierelationer

Lenins far Ilja var embedsmand og blev adlet. Lenin havde 5 søskende og var gift med Nadesjda K. Krupskaja, som døde den 27. februar 1939. Han havde dog også en elskerinde i Injesa Armand. Nulevende efterkommere af Lenin: En niece. Lenin Lenin, Vladimir Lenin, Vladimir ja:ウラジーミル・レーニン ko:블라디미르 레닌 simple:Vladimir Lenin th:วลาดิมีร์ เลนิน

Mao Zedong

Mao Zedong (Mao Tse-Tung) (26. december 1893 i Shaoshan, Hunan - 9. september 1976) var formand for Kinas Kommunistparti fra 1935 indtil sin død. Under hans lederskab, blev partiet det herskende i fastlands-Kina, som følge af dets sejr i den Kinesiske borgerkrig og grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina i 1949. Kategori:Kinesere ja:毛沢東 ko:마오쩌둥 simple:Mao Zedong th:เหมาเจ๋อตุง

Ho Chi Minh

Ho Chi Minh, 19. maj 1890 - 2. september 1969 var en vietnamesisk statsleder. vietnamesisk Kategori:Vietnamesere ja:ホー・チ・ミン

Fidel Castro

Dr. Fidel Alejandro Castro Ruz (født 13. august 1926) cubansk diktator har ledet Cuba siden han den 16. februar 1959 blev statsminister. Den 3. december 1976 blev han præsident for Republikken Cuba. I november 2005 gik der rygter om, at han var alvorligt syg, idet han angiveligt skulle lide af Parkinsons sygdom. Dette rygte afvises dog på det kraftigste af Castro selv. Castro, Fidel ja:フィデル・カストロ simple:Fidel Castro th:ฟิเดล คาสโตร

Che Guevara

Ernesto Rafael Guevara de la Serna (født 14. juni 1928, død 9. oktober 1967), bedre kendt som Che Guevara, var en argentinsk født Marxistisk revolutionær og cubansk guerillaleder. Han var medlem af Fidel Castros 26. juli bevægelse, der tog magten på Cuba i 1959. Efter Fidel Castros magtovertagelse blev Che Guevara kommandant for La Cabaña fængslet hvor han var ansvarlig for 1.897 henrettelser af blandt andet tidligere medlemmer af det hemmelige politi BRAC, påståede kriminelle samt politiske modstandere. Efter høje poster i den nye regering som bl.a. industriminister, chef for nationalbanken og udenrigsminister, forlod Che Cuba i 1966 med håbet om at gennemføre lignende revolutioner andre steder i verden. Først i Den Demokratiske Republik Congo og senere i Bolivia, hvor han blev fanget i en CIA-organiseret militær operation. Han blev efterfølgende henrettet. Siden sin død er Che Guevara blevet en helt blandt venstreorienterede. I 2004 instruerede Walter Salles filmen The Motorcycle Diaries som bygger på Ches dagbøger fra en ungdomstur gennem Sydamerika.

Se også

- [http://da.wikiquote.org/wiki/Che_Guevara Wikipedia citater af Che Guevara]

Eksterne henvisninger

- [http://www.tidsskriftcentret.dk/index.php?id=233 Che Guevara] Artikler, websites, bøger (Tidsskriftcentret.dk)
- [http://www.fredogfrihed.org/che/index.html Che Guevara] Artikler, websites og billeder samlet af IFF i forbindelse med udstillingen Che – a Life Guevara, Ernesto "Che" ja:チェ・ゲバラ ko:체 게바라 th:เช กูวารา zh-min-nan:Che Guevara

Rosa Luxemburg

Rosa Luxemburg polsk-tysk socialist, født 5. marts 1870 (muligvis 1871), myrdet 15. januar 1919. Luxemburg, Rosa ja:ローザ・ルクセンブルク ko:로자 룩셈부르크 simple:Rosa Luxemburg

Friedrich Engels

Friedrich Engels (28. november 1820 - 5. august 1895) var en tysk socialistisk teoretiker. Sammen med Karl Marx var han med til at forme marxismen. Sammen udgav de i 1848 det Kommunistiske Manifest og efter Marx' død redigerede og udgav Engels andet og tredje bind af Kapitalen. Gennem mange år støttede Engels Marx økonomisk, så denne kunne koncentrere sig om arbejdet, der førte til Kapitalen.

Ekstern henvisning

- [http://www.leksikon.org/art.php?n=684 Friedrich Engels] ved leksikon.org Engels, Friedrich Engels, Friedrich ja:フリードリヒ・エンゲルス ko:프리드리히 엥겔스 simple:Friedrich Engels

Proletariatets diktatur

Proletariatets diktatur som begreb er blevet brugt i særligt Karl Marx's og efterfølgende marxistiske forfatteres værker, hvor kapitalismen er blevet analyseret, og der er givet et videnskabeligt bud på, hvordan samfundet skal udvikle sig henimod det bedre - det kommunistiske samfund. Proletariatet er arbejderklassen, og med diktatur skal der forstås "arbejderklassens styre" Karl Marx mente at kunne se en speciel udviklingsmodel i historien. Hans udgangspunkt var en tese, og for at komme videre måtte man igennem denne teses eller det pågældende samfunds modsætning - nemlig dets negation eller antitesen. Endelig ville man på et tidspunkt komme frem til det bedste samfund, syntesen, der er en blanding af tesen og antitesen. Denne proces kan for så vidt gentages i uendelighed med andre elementer. En sådan udvikling mente Marx, man kunne se i historiens udvikling fra feudale samfund -> kapitalistiske samfund -> kommunistiske samfund. Proletariatets diktatur indtager en overgangsfase mellem det kapitalistiske samfund og det kommunistiske samfund. Det kan som sådan derfor sidestilles med det socialistiske samfund, som det er beskrevet af Marx. Det socialistiske samfund kaldes proletariatets diktatur, fordi arbejderpartiet ("proletariatets parti") på demokratisk vis har overtaget den politiske magt i et land og derefter fratager kapitalisterne ejendomsretten til produktionsmidlerne og forcerer udviklingen henimod et kommunistisk samfund. På et tidspunkt vil staten ifølge Marx's teori visne væk, og man vil være nået frem til det kommunistiske samfund. Marx har aldrig beskæftiget sig særligt meget med dette, hvorfor det hurtigt kan opstå misforståelser. Men der er fra flere sider også fremsat en direkte kritik af begrebet "proletariatets diktatur".

Kritik af "proletariatets diktatur"

Kritikken af proletariatets diktatur kommer fra mange sider og på mange måder. Dels kritiseres det fra borgerlige og liberalistiske kredse og fra libertært socialistiske eller anarkistiske kredse. En borgerlig kritik vil normalt tage udgangspunkt i det uretfærdige i, at det lige præcis er proletariatet, der skal have magten, mens andre grupper skal fratages myndigheden over sig selv. Denne kritik er berettiget ud fra den antagelse, at der eksisterer andre grupper end proletariatet. Mange liberalister er i øvrigt slet ikke enige i den venstreorienterede klasseanalyse, hvorfor proletariatets diktatur ville være etmeget uretfærdigt samfund, fordi det egentlig kun repræsenterer arbitrære grupper af mennesker. Nogen kritik tager også udgangspunkt i, at hele proletariatet ikke nødvendigvis er enig med arbejderpartiet, hvorfor et arbejderparti aldrig ville kunne oprette et retfærdigt styre og omvælte samfundet. I den forbindelse vil nogle også tage udgangspunkt i, om arbejderpartiet overhovedet repræsenterer proletariatet. Det er særligt anarkister og syndikalister, der mener dette, fordi de generelt er imod politisk magt og statsmagt som sådan.

Østblokken og dens fald

Man kan kalde de socialistiske samfund i Østeuropa for "proletariatets diktaturer", fordi de kommunistiske arbejderpartier tog magten i landene og nationaliserede produktionsmidlerne. Selv kaldte Josef Stalin, Sovjetunionens leder, Sovjetunionen for socialistisk fra 1936. Mange venstreorienterede er uenige heri, fordi de ikke vil kalde et land socialistisk, bare fordi dets leder selv kalder det sådan. Disse venstreorienterede taler derimod om, at særligt Sovjetunionen efter revolutionen i 1917 degenererede og blev totalitær (jf. bl.a. Gulag). Andre, særligt borgerlige, mener, at det bare beviser uretfærdigheden ved socialismen og proletariatets diktatur. Uanset holdning viser de totalitære samfund i østblokken også, at det er svært at overbevise folk om socialismens fortræffelighed. Man kan desuden tilføje, at de såkaldt socialistiske samfund i østblokken aldrig udviklede sig til kommunistiske samfund, men blev kapitalistiske samfund på lige fod med Vesteuropa.

Dialektik

Teorien om, at ting udvikler sig gennem modsætninger, var en gammel græsk teori, der kaldes dialektik. Den fremmeste fortaler for denne teori var Heraklit (ca. 540-480 f.v.t.). Senere er teorien blevet udviklet af Georg Wilhelm Friedrich Hegel, der talte for en dialektisk idealisme, hvor samfundenes og historiens udvikling sker gennem ideerne. Det var Marx, der tog denne teori til sig og ændrede den, fordi han mente, udviklingen kunne spores i menneskene (materierne) fremfor i ideerne. Marxs teori kaldes derfor dialektisk materialisme eller den historiske materialisme.

Se også

- Dialektik
- Socialisme
- Kommunisme
- Marxisme Kategori:Politik

Socialisme

Socialisme er en politisk og social ideologi som bygger på ideen om social lighed og retfærdighed, og som er opstået i begyndelsen af 1800-tallet. Socialismens udgangspunkt var at uretfærdigheder kunne fjernes gennem fælleseje. Med tiden blev Karl Marx' og Friedrich Engels' teorier grundlaget for næsten alle socialister. I begyndelsen af 1900-tallet delte socialismen sig i to grene: den reformistiske og den kommunistiske; den reformistiske gren tog mere eller mindre afstand fra flere af Marx' og Engels' grundtanker som revolutionen og proletariatets diktatur, for i stedet pragmatisk at stræbe efter social retfærdighed ved hjælp af lovgivning og indkomstoverførsler. I dag er socialismen primært repræsenteret i den vestlige verden i den socialdemokratiske udgave, hvilket bl.a. forfattere som George Orwell var kraftige fortalere for, frem for revolutionær socialisme. I Folketinget repræsenteres socialismen af følgende partier:
- Socialdemokraterne
- Socialistisk Folkeparti
- Enhedslisten

Kritik af socialisme og marxisme

Kritikere af de kollektivistiske tanker der ligger til grund for socialismen, omfatter bl.a.:
- Ayn Rand, der stiftede objektivismen, som anser det som grundlæggende amoralsk, at frugten af et menneskes arbejdsindsats kan konfiskeres af en gruppe eller staten, som ikke har adkomst til resultatet af en andens arbejdsindsats.
- De Østrigske Økonomer, bl.a. Ludwig von Mises (bl.a. i bogen [http://www.econlib.org/library/Mises/msS.html Socialism]), samt Eugen Böhm-Bawerk, der er kommet med omfattende analyser om de negative konsekvenser af indførelsen af marxistiske økonomiske systemer.
- Den politiske filosof Robert Nozick Kategori:Politiske systemer Kategori:Ideologier ja:社会主義 ms:Sosialisme simple:Socialism zh-min-nan:Siā-hoē-chú-gī

Kategori:Politik

Politik ::Partier, ideologier Kategori:DK5 30-39 Kategori:Menneskesamfund ja:Category:政治 ko:분류:정치 zh-min-nan:Category:Chèng-tī

Kategori:Politiske systemer

Kategori:Politik Kategori:Statskundskab ko:분류:정치 제도

Черен глог

Черен глог (Crataegus pentagyna Waldst. et Kit.). Храст или дърво. Разпространено из храсталаци и гори. Използват се листата (запарка), плодовете (запарка), цветовете (запарка). Категория:Растения Категория:Лечебни растения

Pozycjonowanie wynajem Bramy gara�owe gu Links hotel madrid

Оксид магния
Окси́д ма́гния (жжёная магнезия, тиурам), Mg O — бесцветные кристаллы, порошок белого цвета, нерастворимый в воде, пожаро- и взрывобезопасен. Mg O — бесцветные кристаллы, порошок белого цвета, нерастворимый в воде, пожаро- и взрывобезопасен. России, самый крупный правый приток реки Камы. Длина 1 314 км, площадь бассейна 129 тыс. км². Начинается на

Вятская земля
Вятская земля (Хлыновская земля) — историческое название в XII—XVIII веках территории в бассейне верхнего и части среднего течения реки Вятка. В I тыс. до

Хлыновская земля
Вятская земля (Хлыновская земля) — историческое название в XII—XVIII веках территории в бассейне верхнего и части среднего течения реки Вятка. В I тыс. до