:: wikimiki.org ::
| Konstantin Den Store |
Konstantin den Store
Konstantin I den Store ca. 27. februar år 272/3 e.Kr.; romersk kejser år 306 til sin død 22. maj 337, søn af Constantius I og Helena, den senere Sankt Helena.
Konstantin, der muligvis var illegitim søn af Constantius, tilbragte de tidlige ungdomsår ved kejser Diocletians hof i Lilleasien, tilsyneladende delvis som en slags gidsel. Da Constantius blev kejser i vest 305, blev han dog sendt over til faderen, og ved dennes død i York år 306 udråbte tropperne Konstantin til kejser. De følgende år udbrød der magtkamp mellem kejser Galerius, Severus, Maximinus Daia, Maxentius, Maximianus og Licinius. Konstantin klarede sig godt, fik efterhånden magten over store dele af Vesteuropa og besejrede og dræbte Maxentius i slaget ved den Milviske Bro uden for Rom i år 312 - det slag, hvor han ifølge senere legender skulle have fået et guddommeligt kristent varsel om sin sejr. De følgende år måtte Konstantin mødes med Licinius i Milano, og de opdelte Romerriget mellem sig, således at Konstantin fik den vestlige del. Følelserne var spændte mellem dem; i år 324 besejrede Konstantin Licinius i et slag og lod ham henrette (hænges offentligt) for forræderi. Konstantin blev dermed enekejser.
To begivenheder har gjort Konstantins regering til en milepæl i romersk historie. Han var den første kejser, som legaliserede kristendommen, i år 313. Dermed blev grunden lagt for at kristendommen blev statsreligion i det romerske rige. Gennem hans regering udvikledes mange af de administrative kirkelige funktioner og institutioner, som senere dannede grundlaget for de europæiske stater i middelalderen, f. eks. bispedømmerne og de første kirkemøder. For det andet lod han i årene 324-330 Konstantinopel opføre ved Bosporus og flyttede maj 330 hele rigets administration til byen som nu blev rigets hovedstad. Herved lagdes grunden til det senere Byzantinske Rige. I øvrigt videreførte han Diocletians styrkelse af kejsermagten og tvangssystemet over for undersåtterne. Umiddelbart før sin død lod han sig døbe. Hans slægt bevarede magten til 362.
Generelt har Konstantin fået et godt eftermæle som en hersker der genoprettede rigets orden efter tetrarkiets sammenbrud og pegede frem imod mere tolerante tider med sin religionspolitik. Han kunne dog godt vise sig brutal og resolut, både over for modstandere og familie, således lod han både sin ældste søn og sin hustru henrette under stadig delvis uafklarede omstændigheder
Det store spørgsmål i Konstantins historie er, om han var overbevist kristen eller blot af beregning accepterede den ny religion. Intet sikkert svar kan gives. Kristne historikere taler gerne om en omvendelse, mens nyere forskere peger på politiske motiver eller at han delvis accepterede kristendommens lære om én gud. I alle tilfælde betød hans regering begyndelsen til det lange forbund mellem fyrsterne og kirken i Europas historie.
Litteratur på dansk
Hal Koch: Konstantin den Store. Pax Romana - Pax Christiana. 1952; ny udg. 1961.
Ole Vinding: Tolv romerske kejsere. 1971.
Se endvidere:
[http://www.roman-emperors.org/conniei.htm/ www.roman-emperors.org/conniei.htm]
Se også
- Romerske kejsere
Kategori:Antikken
ja:コンスタンティヌス1世
22. maj22. maj er dag 142 i året i den gregorianske kalender (dag 143 i skudår). Der er 223 dage tilbage af året.
Castus og Aemilius dag. De er to kristne unge mænd fra Karthago, som bliver udsat for tortur under kejser Decius' kristenforfølgelser. De lider martyrdøden omkring år 250.
Kategori:Dage i maj
ja:5月22日
ko:5월 22일
simple:May 22
th:22 พฤษภาคม
YorkYork (latin Eboracum; oldnordisk Jorvík) er en nordengelsk by med jern-, tekstil- og læderindustri. Byen har et ærkebispesæde og har delvis et middelalderligt præg med byens ringmur. Den gotiske York Minster er Englands største kirke.
York var det tidligere hovedsæde for Danelagen, som var en selvstændig del af vikingesamfundet, men efter en årrække blev Danelagen erobrede tilbage igen af englænderne. I dag kan man dog stadigvæk se beviser af Yorks rolle og historie i gadenavne som ender på "gate". Samt har det engelske sprog lånt låneord.
nb:York
simple:York
SeverusLatin = "streng". Ordet blev desuden brugt i kejsertidens Rom som drengenavn. Se f.eks. Severus (kejser).
Rom
]
Rom (italiensk: Roma), er hovedstaden i Italien. Rom var hovedstad i Romerriget. Byen Rom er oprindeligt bygget på syv høje. Ifølge sagnet blev byen grundlagt af Romulus og Remus, to brødre som var opfostret hos en ulvinde.
Byen har ca. 2.600.000 indbyggere (2004), samt flere hundredetusinde, som ikke er registrerede.
Rom kaldes også for Den evige stad. Man siger også om byen, at Rom ikke blev bygget på én dag og at alle veje fører til Rom.
Vatikanstaten ligger i Rom og styres af paven, som har til huse i og omkring Peterspladsen og den imponerende Peterskirke.
Rom huser to store fodboldhold AS Roma og SS Lazio, begge Serie A.
Seværdigheder
- Kejserfora
- Peterskirken
- Colosseum
- Den Spanske Trappe
- Pantheon
Eksterne henvisninger
- [http://www.compart-multimedia.com/virtuale/ Virtual Rom]: Virtual panoramas and photo gallery (ita/ing)
Kategori:Rom
Kategori:Antikken
Kategori:Hovedstæder
Kategori:Italienske byer
Kategori:Oldtidsbyer
als:Rom
ja:ローマ
ko:로마
simple:Rome
Milano
Milano (i Danmark - efter tysk mønster - tidligere kendt som Mailand) er en by i Norditalien med omtrent 1,3 millioner indbyggere. Byen er hovedstad i provinsen Milano og i regionen Lombardiet (italiensk Lombardia).
Geografi
Kultur
Lombardiet
I Milano ligger det verdensberømte operahus Teatro alla Scala, som regnes blandt de tre bedste operahuse i verden. Her har dirigenter som Toscanini og i dag Riccardo Muti regeret, ligesom teatret virkede som hjemmescene for den berømte sopran Maria Callas.
Byen er hjemsted for nogle museer samt fodboldklubberne A.C. Milan og Inter Milano.
Økonomi
Efter Italiens samling blev Milano sæde for børsen og har siden været landets finansielle centrum. Gennem det meste af 1900-tallet var Milano en vigtig industriby, men denne aktivitet er nu reduceret voldsomt og erstattet af mode og design som byens erhvervsmæssige ansigt udadtil. Som eksempler på virksomheder i design-, smykke- og modesektoren kan nævnes Versace, Valentino, Armani, Dolce & Gabbana, Moschino og Borsalino.
Byen er desuden en betydelig messeby, med mode-, møbel- og IT-messerne som de vigtigste omdrejningspunkter.
Kategori:Italienske byer
ja:ミラノ
ko:밀라노
simple:Milan
HængningHængning som henrettelsesmetode går ud på at delinkventen stilles på en faldlem med et reb om halsen. Faldlemmen åbnes, og den dømte falder gennem denne og brækker halsen, alternativt bliver kvalt. Kvælning ved hængning er ekstremt smertefuldt, men blev dog først afskaffet i 1800 tallet.
ja:絞首刑
Kristendommen
Kristendommen er en monoteistisk religion centreret om Jesus af Nazareth, som betragtes som Guds søn og menneskets frelser. Religionens medlemmer kaldes for kristne. Ordet Kristus kommer af græsk ὁ Χριστός (»ho khristós« - "den salvede"), som igen er en oversættelse af det hebraiske ord הַמָּשִׁיחַ (»hammâshîach« - "den salvede"), som ligeledes er indlånt i dansk som ordet messias.
Kristendom er i dag den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere på verdensplan eller rundt regnet en tredjedel af hele menneskeheden, lidt under dobbelt så meget som den næststørste religion, islam, og antalsmæssigt den hurtigst voksende religion. Kristendom kan overordnet set opdeles i en række undergrupper, hvoraf de største er:
NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er enddog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist.
- De ortodokse kirker, fx den græsk-ortodokse eller den russisk-ortodokse kirke (ca. 240 millioner)
- Katolicisme (ca. 1.090 millioner)
- Protestantisme (ca. 590 millioner, herunder ca. 64 mio. lutheranere)
- Den anglikanske kirke (ca. 73 millioner)
Andre gamle kristne kirkesamfund:
- Den etiopisk-ortodokse kirke (ca. 22 millioner)
- Den koptiske kirke (ca. 10 millioner (usikkert))
- Den armenske kirke (ca. 4 millioner)
- Den syrisk-ortodokse kirke (ca. 4 millioner)
- Østens assyriske kirke (ca. ½ million)
Religiøse menigheder der opfatter sig selv som kristne, men af andre kristne
retninger opfattes som tvivlsomme:
- Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (ca. 12,5 millioner), også uofficielt kaldet mormonerne eller LDS (for det engelske "Latter Day Saints")
- Jehovas Vidner (ca. 6 millioner)
I Danmark tilhører hovedparten (84%) af befolkningen Folkekirken; en luthersk (og dermed protestantisk) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der med fuld juridisk gyldighed kan foretage vielser. Disse er:
- Den romersk-katolske Kirke
- Den reformerte menighed i Fredericia
- Den franske-reformerte menighed i København
- Den tysk-reformerte menighed i København
- Det metodistiske trossamfund
- Baptistkirken i Danmark
- Den ortodokse russiske kirkes menighed i København
- Den norske menighed ved Kong Haakon kirken i København
- Svenska Gustafsförsamlingen i København
- Den til St. Alban's English Church i København hørende menighed
Europa udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, det kontinent med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den afrikanske og sydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i Asien.
Tro
Kristendommen opfattes af kristne som en videreførelse og fuldførelse af
jødedommen, og kristendommen inkluderer flere traditionelle jødiske elementer, heriblandt de helt centrale dogmer om monoteisme, de dødes opstandelse, det evige liv og troen på en tidligere profeteret frelser (som kristendommen finder i personen Jesus Kristus, medens jøderne regner ham for endnu ikke ankommet) – men inkluderer også mange originale dogmer som troen på Kristus som Guds søn, treenighedslæren og læren om arvesynd.
Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn og dermed som den inkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenes synder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hans død og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse og tilgivelse og til det evige liv med Gud i himlen og til på den sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø.
Essentiel for kristendommen er:
- Biblen, foreningen af jødernes Gamle Testamente og det rent kristne Nye Testamente. Fundamentalistiske kristne mener, at den ord for ord er "Guds ord", nedskrevet af mennesker, mens andre kristne fastholder, at den kun er et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden og derfor åben for fortolkning.
- Jesu død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.
- Troen på treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden.
- Troen på, at Jesus Kristus er den i Det Gamle Testamente profeterede Messias og arving til kong Davids trone. Jesus er Guds søn og tillige Guds egen inkarnation på jorden.
- Jomfrufødslen, hvorved Jesus mirakuløst blev født af Jomfru Maria uden nogen mands mellemkomst. Herved menes Jesus at have undgået arvesyndens besmittelse.
- Troen på, at Jesus var uden egen synd, men af kærlighed i stedet påtog sig menneskehedens synder.
- Menneskets frelse og evige liv gennem troen på Jesus, hans korsfæstelse, død og opstandelse.
Historie
Begyndelse
Jomfru Maria
Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives i Biblen: Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 11, vers 26: "og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne."
Jesus er født i Betlehem i den romerske provins af Palæstina under kejser Tiberius. Efter Jesu død og opstandelse begyndte en skare af udvalgte disciple forkyndelsen af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet i pinsens år 29 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fra Jerusalem til den syriske by og provinshovedstad Antiokia (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt de jødiske traditioner, først og fremmest omskærelse, også skulle praktiseres af kristne. Hvor Jakob den Retfærdige (Jesu broder) i Jerusalem stod for gruppen der mente de jødiske love skulle overholdes af kristne, og Paulus i Antiokia der ikke mente det var nødvendigt. Ved et kirkekonvent i Jerusalem år 62, afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund. Paulus skiver i Det Nye Testamente, Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 11:
”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.”
I disse år begyndte også en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de oprindelige hebraiske tekster.
Urkirken
De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde.
Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter var kristendom først på fremdrift blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen også til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sin hedenske religion og traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra Antiokia mod nord og øst: Edessa blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte apostlen Thomas budskabet så langt østpå som til Indien. I vest oprettedes kristne kirker i Puteoli nord for Napoli, i Rom og sandsynligvis i det sydlige Spanien. De skrifter som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente nedskrives på datidens internationale sprog, (old)græsk, for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.
Forfølgelse
Tacitus (55-120) skriver om Neros brug af de kristne som syndebuk.
”For at modvirke rygtet der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre beordrede [Nero] den mest udtænkte og frygtelige tortur af de mennesker der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.”
På nær kejser Neros (se også fx quo vadis) forfølgelse af kristne i Rom (hvis sandfærdighed er omdiskuteret, måske Tacitus (og Suetonius, som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne), skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af (andre) jøder som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen af Skt. Stefan, som betragtes som den første martyr (proto-martyr), og beskrevet i Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60:
V59: Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” V69: Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Men frem til midten af det tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af romerne - men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af forfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne orgier, incestuøse foreninger af broder og søster, sønner og mødre, babydrab, menneskeofringer, kannibalisme, etc. Jøderne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af polyteisme og tilbedelse af kejserlige idoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke tabu om ikke at helligholde og videreføre gamle love og traditioner og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres love og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en nation hvor de kristne var en sekt. Jøderne foragtedes for deres fanatisme og ubøjelige monoteisme, men passede i det store hele ind i antikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser Decius (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne præster og biskopper tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne monoteisme. Et samtidigt massivt udbrud af pest udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt pave Fabian martyriet. Senere beordrede kejser Galienus (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser Diocletian (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger Galerius (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme - men i sidste ende nytteløse.
I 311 tog Konstantin den Store (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt Sol Invictus (Den ubesejrede Sol), kristendommen som sin, og under korset og bannere proklamerende Med dette tegn, sejr (IN HOC SIGNO VINCES) vandt han efter flere slag den absolutte titel af kejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen men gav den tillige flere statslige privileger. Kejser Julian den Frafaldne (361-363) fratog senere i år 361 kirken dens privilegier og prøvede forgæves at gå tilbage til tidligere tiders hedenske tro, uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed overfor selv de mest vigtige hedenske monumenter og helligdomme, og efter et kort, men aktivt, styre gik hans efterfølgere tilbage til kristendommen, og alle romerske forfølgelser af kristne var slut. Senere blev Peterskirken opført i Neros haver hvor før de kristne havde stået som flammer.
Spredning
Peterskirken
Peterskirken
Peterskirken
Kirken spredes inden for det romerske imperium, godt hjulpet på vej af pax romana. Ved Konstantin den Stores tiltræden som kejser var omtrent en tredjedel af det romerske imperium kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes de germanske stammer mod nord (med den arianske retning). Først goterne, dernæst burgunderne, sveberne, vandalerne, langobarderne og frankerne. I 432 bliver det keltiske Irland kristnet. Syd for romerrigets grænser var Etiopien allerede blevet delvis kristnet i det 1. århundrede, i det 4. århundrede blev det gjort til officiel religion i Etiopien efter arbejde af skt. Frumentius. Den nestorianske kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i det persiske rige, så Tibet, Kina (635 – hvor de oversatte biblen til kinesisk), Mongoliet (700-800) og Korea samt Indien hvor de thomaskristne allerede har været siden det 1. århundrede. I det 6. århundrede blev anglerne og sakserne i England kristnet. De russiske slaver blev kristnet mellem det 12. århundrede og det 15. århundrede.
Den første kristne missionær til Danmark var Ansgar, der kom i det 9. århundrede. 965 erklærede kong Harald Blåtand på den store Jellingesten, at han havde kristnet danerne. Nogle af de sidste hedninge i Europa var de baltiske folk, som den danske konge og germanske riddere førte korstog mod og omvendte i det 13. århundrede. Norge og Sverige var ligeledes blevet kristnet i det 10. og 11. århundrede. Omkring år 1000 blev både Island, nordboerne på Grønland og Færøerne kristnet. Derom handler færingesagaen. I det 18. århundrede kristnede Hans Egede de grønlandske fangere.
Hans Egede
Skismaer
Fra starten af var der stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.
Gnosticisme
Gnosticisme kommer af det græske gnōsis som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage til det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnostisme men generelt omhandler det en streng dualisme mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Frelses fås gennem en speciel viden (gnosis). Den evige gud, mente gnostikerne, var alt for god til at have noget med den materielle verden som antoges for ond. Derfor skabte han en række halvguder, hvoraf Jesus var en. Det debatteres om gnostisme skal klassificeres som en kristen kættersk bevægelse, eller blot et uafhængigt ikke-kristent tankesæt.
Problemet med gnostismen er mange ifølge katolicismen, heriblandt at gnostisme fornægter inkarnationen af Gud i mennesket og dermed svækker Jesu opofrelse og guds tilgivelse og frelse.
Mandaeanisme
Den eneste form for gnostisme der stadig har aktive praktiserende kaldes mandaeanisme. Mandaeanisme er ikke en kristen retning da de anser Jesus som en falsk profet. ”Manda” betyder (som ”gnosis”) ”viden” på den form for aramæisk der tales af tilhængerne af mandaeanisme. Mandaeanismer anser hele rækken af profeter: Abraham, Moses, Jesus og Mohammed som alle værende falske profeter og i stedet Johannes døberen som værende en sand profet. Der findes ingen præcise optegnelser af hvor mange mandaeanismer der er, det antages et sted mellem 50,000 – 70,000. De lever hovedsageligt i grænselandet mellem Irak og Iran.
Donatister
Under Diocletians og Gratians voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af Donatus nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede.
Problemet med denne udlægning af Kristi lære, udfra den katolske kirkes synspunkt, er at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.
Nestorianere / Assyriske kirke
Nestorianismen er troen på Jesus som to på en gang forskellige og klart adskilte personer; en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Retningen blev til under inspiration fra nyplatonismen og en forkastelse af det perfekte guddommelige og spirituelle kunne forenes med det uperfekte, korrupte verdslige og kropslige. Nestorius (d. 451) var en Syrisk munk der blev patriark af Konstantinopel, den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Et synode i Efesos år 432 blev indkaldt til at adressere dette spørgsmål og konkluderede at nestorianismen var uforenelig med korrekt kristen lære. Nestorius blev afsat som patriark og fordrevet, først til Antiokia, så til Arabien og tilslut til Ægypten. Nestorianismen blev slukket inden for imperiet, men blmostrede for en tid i Persien og så langt væk som Kina, Indien, Mongoliet og Korea.
Problemet med nestorianismen fra et katolsk perspektiv er at den invalidere Jesus opofrelses, for hvis Jesus er to adskilte personer, hvilke af dem døde så på korset? Hvis det er den menneskelige, er denne opofrelses ikke af guddommelige karakter og ikke rækkende til en renselse af menneskets syn.
Monofysitisme
Monofysitismen er en reaktion på Nestorianismen hvori Jesus Kristus kun var én person, og denne guddommelige – der var intet menneskeligt element i Jesus Kristus. Et synode i Chalcedon år 451 blev indkaldt for at prøve at forene monofysitismen med katolicismen – men forgæves. Det har været fremført at de kristne maronitter på et tidspunkt har bekendt sig til monofysitismen, dette benægtes dog af maronitterne selv. Derudover fik monofysitismen aldrig den store tilhængerskare og fordømtes som kætteri i år 681.
Problemet med monofysitismen fra katolsk side var at den ved benægtelsen af Kristus som havende en menneskelig side, samtidigt benægtede Jesus Kristus som en ægte inkarnation af det guddommelige i det menneskelige, og uden inkarnationen kan der ikke være nogen opofrelse for menneskets synder og ingen tilgivelse.
Pelagianisme
Pelagianisme er troen på at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den frie vilje, og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om arvesynden. Pelagianisme prædiker at Jesu rolle er begrænset til et godt eksempel til modvægt af Adams dårlige. Pelagius var en munk der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af Augustin, fordømt af pave Innocent I i år 417 og dømt kættersk ved synoden i Efesos år 432.
Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald.
Det Nye Testamente, Efeserbrevet, kapitel 2, vers 3:
”Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre”
Det Nye Testamente, Romerbrevet, kapitel 5, vers 12:
”Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.”
Arianismen
Arius var en kristen præst i Alexandria i begyndelsen af det 4. århundrede. Arius mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning, hvorefter Gud adopterede Jesus Kristus som sin søn. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Jesus (og altså ikke Gud) selv verden. Men eftersom Jesus var en (guddommelig) skabning forskellig fra, og dermed underlegen, Gud frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. I år 325 indkaldte Konstantin den Store til synode i Nikæa (nuværende: Iznik) til at debattere Arius, hvor konklusionen fra synoden blev en erklæring om hans lære som kætteri, hvorefter Arius blev forvist til Illyrikum. Dette blev imidlertid ikke enden på arianismen, som bredte sig fra Alexandria over Lilleasien, og endda til den kejserlige familie, da kejser Konstantin 2., søn af Konstantin den Store, tog arianismen til sig og udnævnte Eusebius, den største fortaler for arianismen efter Arius død, som biskop af Konstantinopel. Bevægelsen døde først inden for romerriget efter kejser Theodosius 1. indkaldte til synode i Konstantinopel i 381, hvor det blev besluttet at følge den katolske treenighedslære. Imidlertid var goterne da i mellemtiden blevet omvendt af arianske præster, og goterne omvendte videre andre germanske folkeslag; vandalerne, longobarderne, frankerne etc., hvorefter det tog hundredvis af år, før de sidste spor af arianisme var udryddet. En overgang forfulgte arianske vandaler de indfødte katolske kristne i Nordafrika, og arianske gotere de indfødte katolske kristne i Spanien.
Problemet fra et katolsk perspektiv var, at med arianismens tro på Jesus Kristus som en guddommelige skabning andet end og separat fra Gud forsvor de monoteismens og forsvarede idoltilbedelse.
Det store skisma / Øst vest skismaet
Bruddet i 1054 hvor pave Leo IX og patriarken Mikael I ekskommunikerede hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i en vestlig katolske og en østlige ortodokse var kumulationen på en århundrede gammel strid. Hovedsageligt omhandlet bruddet et spørgsmål om jurisdiktion og hvem der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepteret dogmet om pavens ufejlbarlighed og den vestlige katolske kirke ikke accepteret patriarken i Konstantinopel som værende universel patriark, såvel som hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om hvordan nadveren skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.
Det skal bemærkes at adskillelsen af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem Leo IX og Mikael I og aldrig verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke acceptere adskillelsen som legitim.
Reformationen
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kristne gren sig yderligere i en katolske og protestantisk retning samt en anglikansk som opfattes som værnende lidt imellem de to. Bagud for reformationen havde gået flere hundred år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i 1517 da Martin Luther sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med den udbredte salg af afladsbreve.
Protestantismen selv kan inddeles i en lang række forskellige retninger.
Wittenberg
Se også
Religiøse titler:
- Abbed, abbedisse, apostel, bedemand, bisp, biskop, degn, domprovst, graver, kapellan, Kardinal, kordegn, missionær, munk, nonne, organist, pastor, pave, pontifex maximus, provst, præfekt, præst, sognepræst, ærkebiskop
Reliøse bygninger og geografiske inddelinger:
- Domkirke, kapel, katedral, kirke (bygning), kloster, menighed, nonnekloster, pastorat, provsti, Salomon, kapel, Det Sixtinske Kapel, sogn, stift, Tempel, Vatikanstaten
Religiøse traditioner:
- Advent, begravelse, bryllup, dåb, fødsel, højtid, jul, konfirmation, liturgi, mærkedag, nadvergudstjeneste, nonkonfirmation, nytår, nytårsdag, ordination, pinse, påske, rite, ritual, sakramente
Religiøse begreber:
- Omvendelse, Treenighed
Religiøse genstande og tekster:
- Alter, Bibelen, kiste, kolumbarium, pulpitur, rustvogn
Religiøse symboler:
- Andreaskors, kors
Åndelige væsener:
- Gud (nogle benævner Gud Jehova, JHVH), engel, ærkeengel, Djævel
Andre sider
- Kristne trosretninger
- Folkekirken
- De 10 kristne bud
- Østens Assyriske Kirke
- Liste af spirituelt relaterede emner
Eksterne henvisninger
- [http://www.biblen.dk Biblen]
- [http://www.folkekirken.dk/ Folkekirken]
- [http://www.km.dk/ Kirkeministeriet]
- [http://www.katolsk.dk Katolske kirke i Danmark]
- [http://www.metodistkirken.dk/ Metodistkirken Danmark]
- [http://www.kirker.dk/ Kirker i Danmark]
- [http://www.adherents.com/adh_branches.html#Christianity Religionsstatistik over kristenhedens grupperinger]
- [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Religion/Kristendom/ Google: Kristendom]
Kategori:Religion
Kategori:Kristendom
ja:キリスト教
ko:기독교
ms:Kristian
simple:Christianity
th:คริสต์ศาสนา
zh-min-nan:Ki-tok-kàu
Middelalderen
Middelalderen (på latin: media ætas) betegner i europæisk historie perioden fra antikkens afslutning i folkevandringstiden til tidlig moderne tid eller renæssancen. Det har været almindeligt at tidsfæste den mere præcist til 476-1453 med henholdsvis det vest- og østromerske riges fald som yderpunkterne. I dag bruges det almindeligvis om perioden ca. 500-1500.
Begrebet middelalder blev opfundet af italienske renæssancehumanister i første del af 1400-tallet. Indtil da (og relativ lang tid efter) delte man almindeligvis historien op i de seks verdensaldre med udgangspunkt i de bibelske seks skabelsesdage eller i de fire verdensmonarkier med udgangspunkt i Dan 2,40. De tidlige renæssancehistorikere (med Francesco Petrarca som den første) opererede i stedet med to perioder i historien: Antikken og "den mørke tid". I midten af 1400-tallet mente man, at historien nu var kommet ud af den mørke tid og ind i den moderne tid, hvilket gav grundlag for at beskrive tiden mellem antikken og den moderne tid som en mellemperiode, middelalderen. Så vidt vides var italieneren Giovanni Andrea Bussi den første til at bruge betegnelsen (media tempestas) i 1469. Denne tredeling af historien kom til at få langvarig betydning og danner i vidt omfang grundlaget for historikeres opdeling af historien den dag i dag. Man har dog i høj grad forladt renæssancens syn på middelalderen som en unyttig ventetid på antikkens genfødsel og taler i højere grad om kontinuitet mellem middelalderen og den moderne tid.
Opdelingen af historien i tre perioder blev introduceret i Danmark af kongelig historiograf Jon Jakobsen Venusinus i skriftet De historia dissertatio prima, qva ejus definitio et divisio comprehenditur fra 1604, hvor han skelner mellem ætas prisca, ætas media og ætas recentior. Så sent som i Ludvig Holbergs Synopsis Historiæ Universalis fra 1733 benyttes dog stadig opdelingen i de fire verdensmonarkier, men Holberg kendte og brugte også begrebet middelalder ("Middel Alder", "Middel-Alder", "middel Alderen") i lighed med de lidt yngre historikere Peter Friderich Suhm ("den midlere Historie") og Gerhard Schøning ("de saakaldte midlere Tider"). Ove Høegh-Guldberg benyttede i sin Verdens Historie (1768-1772) opdelingen i de seks verdensaldre.
Den latinske betegnelse blev først fastlagt som media ætas efter nogen tid, hvor flere forskellige betegnelser var i brug. Det drejer sig om entalstalsformerne (årstallet for første kendte brug er angivet i parentes) media tempestas (1469), media ætas (1518), media antiquitas (1519), medium ævum (1604) og medium sæculum (1625) samt flertalsformerne media tempora (1531) og media sæcula (1625). Denne vaklen er formodentlig årsag til, at betegnelsen for perioden på engelsk (Middle Ages), nederlandsk (Middeleeuwen), russisk (Средние века) og islandsk (miðaldir) har en flertalsform, mens den på de øvrige europæiske sprog har entalsform.
Det er almindeligt at opdele perioden i yderligere i tre perioder:
- Tidlig middelalder (ca. 500-1000)
- Højmiddelalder (ca. 1000-1300)
- Senmiddelalder (ca. 1300-1500)
Denne opdeling blev dominerende efter Første Verdenskrig gennem artikler og bøger af historikerne Henri Pirenne og Johan Huizinga.
Dansk middelalder
Johan Huizinga
Middelalderen betegner i dansk (og nordisk) sammenhæng en lidt anden periode end i det sydligere Europa. I almindelighed bruges begrebet middelalder om perioden fra ca. 1000 til 1536 og betegner således den periode, hvor den romersk-katolske kirke var den officielle kirke i Danmark. Det er dog også normalt først at regne middelalderens begyndelse i Danmark fra vikingetidens ophør omkring 1050 eller allerede fra kongemagtens overgang til kristendommen ca. 965. Ofte nævnes Svend 2. Estridsens regeringsperiode som tiden, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Det var bl.a. i denne periode, at Danmark kirkeligt blev delt ind i otte stifter.
Udover den katolske kirkes centrale position var perioden karakteriseret ved, at magten i samfundet til en hvis grad var delt mellem kongemagt, adel og kirke med skiftende styrke hos de tre grupper. Det kom bl.a. til udtryk ved institutioner som danehof og rigsråd. Ved reformationen i 1536 blev dette forhold ændret, da kirken mistede sin direkte politiske indflydelse. Derfor kaldes perioden efter reformationen og frem til enevældens indførelse i 1660 ofte adelsvælden.
Historikere bruger ofte en opdeling af den danske middelalder, der ser ca. sådan ud:
- Vikingetid (ca. 800-1050)
- Højmiddelalder (1050-1350)
- Senmiddelalder (1350-1536)
Skellet mellem højmiddelalder og senmiddelalder kan begrundes dels med de samfundsforandringer, som Den sorte Død medførte, og dels med den gensamling af riget, der satte ind, da Valdemar 4. Atterdag blev konge i 1340 og dermed afsluttede den kongeløse tid, hvor Danmark havde været pantsat til grev Johann og grev Gerhard.
Senmiddelalderen blev også Kalmarunionens tid (1397-1523). Kampen for at holde sammen på unionen eller genetablere den blev for flere danske konger et primært politisk mål, samtidig med at der foregik en kamp mellem adelen og kongemagten om den politiske dominans ud fra principperne regimen regale og regimen politicum.
Videnskab regimen regale og regimen politicum
Før i tiden troede man, at middelalderen var en tilbagestående periode, hvor mennesker end ikke vidste, at Jorden er rund. I dag ved vi, at de udmærket godt vidste, at Jorden er kugleformet. Ydermere var de på alle områder teknologisk mere avancerede end i klassisk tid. Filosofisk blev de klassiske tanker videreudviklet (man udviklede middelalderlatin til formålet), og man oprettede universiteter rundt omkring i Europa. Universiteterne blev til i et kulturelt møde mellem katolikker og muslimer i Spanien og spredte sig derfra til resten af Europa.
Marco Polo drog på opdagelsesrejse og besøgte Kina. Han er forløberen for de senere opdagelsesrejser i renæssancen, men har altså sit udgangspunkt i middelalderen.
Kunst og ideer
I middelalderen opstår den idé, at mænd og kvinder er født intellektuelt lige, og at kvinden derfor skal have lige rettigheder med manden. Dette begrundedes med, at hvis en ufri kvinde ikke har frihed til at synde, kan hun ikke angre og derved modtage nåden. Før middelalderen var tanken om lighed nærmest utænkelig. Da mennesker er lige overfor Gud sker der også en massebevægelse i retning af at frigive og frikøbe slaver. Slaveri opfattedes som en ukristelig foreteelse og blev gjort ulovligt i de fleste europæiske lande omkr. år 1000, selv om det forsatte med at eksistere frem til nutiden. Først i oplysningstiden genindføres slaveriet for alvor i den vestlige verden.
Giotto di Bondone (c. 1267–1337) opfandt det korrekte naturalistiske billede. Ideen kopieredes og masseproduceredes i renæssancen.
Dante Alighieri (1265-1321) skrev Den Guddommelige Komedie, som stadigvæk står som et af de allerstørste værker nogensinde i litteraturhistorien.
Se også
- Danmarks historie
- Dannebrogordenen
- Feudalisme
- Hede
- Kirkeret
- Liste over middelaldervåben
- Militær teknologi og udstyr
- Ridder
- Ridderskab
- Tidslinje for Tidlig Middelalder
Litteratur
- Robert Bartlett: The Making of Europe - Conquest, Civilization and Cultural Change 950-1350, Allen Lane 1993 (Penguin Books 1994 ISBN 0-14-015409-4)
- Per Ingesman, Ulla Kjær, Per Kristian Madsen og Jens Vellev (red.): Middelalderens Danmark. Kultur og samfund fra trosskifte til reformation, Gad:København 1999 ISBN 87-12-03370-7
- Fred C. Robinson: "Medieval, the Middle Ages" i Speculum 59:4 (1984), s. 745-56
- Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks middelalder. En arkæologisk kulturhistorie, Gyldendal:København 1999 ISBN 87-00-22888-5
Eksterne henvisninger
- [http://www.danskmiddelalder.dk/ www.danskmiddelalder.dk]
- [http://www.bornholmsmiddelaldercenter.dk/ Bornholms Middelaldercenter]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/de_aeldste_tider.htm Nomos, Skræp: De ældste tider / Vikingetid/ Tidlig middelalder]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/1200-1400.htm Nomos, Skræp: 1200-1400 tallet]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/1500-1600.htm Nomos, Skræp: 1500-1600 tallet] (inkl. folkeviser)
- [http://www.middelalderinfo.dk/ MiddelalderInfo] - omfattende samling af information om middelalderen, arrangementer, middelaldergrupper, musik, bøger, instrumenter, mad opskrifter, aktører og meget andet. Bliver løbende ajourført med ny viden.
- [http://www.middelalderfestival.dk/ Europæisk Middelalder Festival i Horsens]
- [http://www.aabne-samlinger.dk/venderprojekt/ Venner og fjender omkring Østersøen] - de dansk-vendiske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder. Et forsknings- og formidlingsprojekt i Storstrøms Amt]
- [http://www.duda.dk/Grundfag/Historie/Middelalderen/middelalderen.html DUDA om middelalderen]
- [http://www.middleages.dk/ Middleages.dk] (på dansk)
- [http://www.historie-nu.dk/historie-nu_links_portal.htm#middelalder1 historie-nu.dk: Middelalder]
- [http://www.roskildeskoler.dk/Kroenikke/Indledning.htm Roskildekrøniken] - citat: "...Roskilde Krønike er et resultat af alle Roskildes skolers samarbejde i anledning af, at byen fejrede sit 1000 års jubilæum. Den har hentet sin titel fra den ‘rigtige’ Roskilde Krønike - et håndskrift og en vigtig historisk kilde fra omkring 1140...Det er mest elevernes egen fantasi og indlevelse, der har formet krøniken..."
- [http://cunnan.sca.org.au/ Cunnan] - a Wiki collecting information for re-enactors of the Middle Ages and Renaissance with a heavy slant towards members of the SCA
- [http://www.ivh.au.dk/dvh/bog-udvikling.dk.htm Institut for Videnskabshistorie, Århus Universitet] - Dansk Videnskabs Historie: DVH-projektets firebindsværk (tekstudkast)
- [http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/ The Online Medieval and Classical Library]
Kategori:Middelalder
Kategori:Tidsperioder
ja:中世
simple:Middle Ages
Bosporus
Bosporus (græsk Bosporos) er det stræde, som skiller Europa og Lilleasien fra hinanden. Istanbul ligger ved Bosporus.
Det udgør tilsammen med Marmarahavet og Dardanellerne vandforbindelsen mellem Middelhavet og Sortehavet.
Kategori:Stræder (farvand)
ja:ボスポラス海峡
ko:보스포루스 해협
Romerske kejsereÅrstallene angiver embedsperiode, ikke fødsel og død.
Republikken (ca. 510 f.kr.-30 f.kr.)
Julius Caesar diktator 46-44 f.kr.
Julisk-Claudiske dynasti (30 f.kr.-68 e.kr.)
- Augustus (Octavian) 30 f.Kr. - 14 e.kr.
- Tiberius 14-37
- Caligula 37-41
- Claudius 41-54
- Nero 54-68
- Galba 68-69
- Otho, Vitellius 69
Flaviske dynasti (69-96)
- Vespasian 68-79
- Titus Flavius Vespasianus 79-81
- Domitian 81-96
Adoptivkejserne (96-138)
- Nerva 96-98
- Trajan 98-117
- Hadrian 117-38
Antoninske dynasti (138–192)
- Antoninus Pius 138-161
- Marcus Aurelius 161-180
- Commodus 180-192
- Pertinax og Didius Julianus 193
Severiske herskerslægt (193-235)
- Septimius Severus 193-211
- Caracalla (Bassianus) 211-217
- Opellius Macrinus 217-218 (ikke medlem af dynastiet)
- Heliogabalus (Elagabal) 218-222
- Alexander Severus 222-235
Soldaterkejserne (235-284)
- Maximinus I Thrax 235-238
- Gordian I, Gordian II, Balbinus, Pupienus 238
- Gordian III 238-244
- Philippus Arabs 244-249
- Decius 249-251
- Trebonianus Gallus 251-253
- Valerian 253-259
- Gallienus 253(259)-268
- Claudius II Gothicus 268-270
- Quintillus 270
- Aurelian 270-275
- Marcus Claudius Tacitus 275-276
- Probus 276-282
- Carus 282-83
- Carinus og Numerianus 283-84
Tetrarkiet (Firekejserdømmet)
- Diocletian 284-305
- Maximian Herculius 285-305; 310-11
- Galerius, Constantinus I Chlorus, Severus, Licinius, Maxentius, Maximinus II Daza, Konstantin den Store
Det andet Flaviske dynasti (Konstantinslægten)
- Konstantin I den Store kejser år 306-337
- Constantius II 337-361
- Konstantin II (medregent) 337-340
- Constans (medregent) 337-350
- Julian den Frafaldne 361-363
Skiftende slægter
- Jovian 363-364
- Valentinian I 364-375
- Valens (medregent) 364-378
- Gratian (medregent) 375-383
- Valentinian (medregent) II 375-392
- Theodosius I den Store (med- senere eneregent) 379-395
Vestromerske Kejsere
- Honorius 395-423
- Johannes 423-425
- Valentinian III 425-455
- Petronius Maximus 455
- Avitus 455-56
- Majorian 456-461
- Libius Severus 461-465
- Anthemius 467-72
- Olybrius 472
- Glycerius 473-474
- Julius Nepos 474-475
- Romulus Augustus 475-476
Østromerske Kejsere
- Arcadius 395-408
- Theodosius II 408-450
- Pulcheria 450-453
- Marcian 453-457
- Leo I 457-474
- Zenon 474-491
- Leo II 491
- Anastasius I 491-518
- Justinius I 518-527
- Justinian I 527-565
- Justinius II 565-578
- Tiberius II 578-582
- Maurikios 582-602
- Fokas 602-610
Heraklios' slægt (610-695; 705-711)
- Heraklios I 610-641
- Konstantin III 641
- Konstans II 641-668
- Konstantin IV 668-685
- Justinian II 685-695; 705-711
Skiftende slægter (695-717)
- Leontios 695-698
- Tiberios III 698-705
- Filippikos 711-713
- Anastasios II 713-716
- Thedosios III 716-717
Den Syriske slægt (717-802)
- Leo III 717-741
- Konstantin V 741-775
- Leo IV 775-780
- Konstantin VI 780-797
- Irene 797-802
Skiftende slægter (802-820)
- Nikeforos 802-811
- Staurakios 811
- Michael I 811-813
- Leo V Armeneren 813-820
Den Frygiske Slægt (820-867)
- Michael II 820-829
- Theofilos 829-842
- Michael III 842-867
Den Makedoniske slægt (867-1057)
- Basilios I 867-886
- Leo VI 866-911
- Alexander 911-912
- Konstantin VII 912-919
- Romanos I 919-959
- Romanos II 959-963
- Nikeforos II 963-969
- Johannes I 969-976
- Basilios II 976-1025
- Konstantin VIII 1025-1028
- Romanos III 1028-1034
- Michael IV 1034-1041
- Michael V 1041-1042
- Konstantin IX 1042-1054
- Theodroa 1054-1056
- Michael VI 1056-1057
Slægten Komnenos (1057-1185)
- Isak I 1057-1059
- Konstantin X 1059-1067
- Romanos IV 1067-1071
- Michael VII 1071-1078
- Alexios I 1078-1118
- Johannes II 1118-1143
- Manuel I 1143-1180
- Alexios II 1180-1183
- Andronikos 1183-1185
Slægten Angelos (1185-1204)
- Isak II (1) 1185-1195
- Alexios III 1195-1203
- Isak II (2) 1203-1204
- Alexios IV 1204
- Nikolaso 1204
- Alexios V 1204
Den Latinske slægt (1204-1261)
- Balduin I 1204-1205
- Henrik 1205-1216
- Peter 1216-1219
- Robert 1219-1228
- Johan 1228-1237
- Balduin II 1237-1261
Den Palæologiske slægt (1261-1453)
- Michael VIII 1261-1282
- Andronikos II 1282-1328
- Andronikos III 1328-1341
- Johannes V 1341-1391
- Johannes VI 1341-1425
- Johannes VII 1425
- Johannes VIII 1425-1448
- Konstantin XI 1448-1453
Kilder
- Lissner, Ivar (1958). Romernes kejsere. Jespersen og Pios Forlag, København.
-
ja:ローマ皇帝一覧
ko:로마 황제 연대표
Angel (Tekken)Angel is a character in the Tekken fighting game series.
Storyline
fighting game
Vies with Devil over Kazuya's soul. Angel represents Kazuya's good part. Not much else is said about her or mentioned beyond Tekken 2. Fans believe that her appearance may have been based on Kazuya's mother.Also Jun Kazama may also be Angel.Though this
is pure speculation
Category:Tekken characters
Angel and Asuka
It can be said that Asuka Kazama is actually the reincarnation of Angel. This theory is stemmed from the following facts:
- In Asuka's ending in Tekken 5, she unknowingly reverses the Devil Gene within Jin Kazama just by touching him. Angle's ending in Tekken Tag Tournament was unmistakenly similar, as she reversed the Devil Gene within Kazuya and leaving before he regained consciousness.
- Kazuya's body was recovered and ressurected 20 years after the second King of Iron Fist Tournament, with full control of the Devil Gene.
- Asuka is around 17 during the time of Tekken 5
- Asuka is a relative of Jun Kazama, although how they are related is unknown at this time.
- At one time, Jun Kazama was thought to be Angel, since she was trying to bring peace to Kazuya's soul.
With all these facts, one theory could be that during Kazuya's resurrection in the hands of G Corporation, the tests he went through further advanced his body's acceptance of the Devil Gene within him and his hatred for his father, and as a result, surpressed the Angel so much that it was actually forced out of his body. Since it was believed that Angel was an extension of Jun's love and concern for Kazuya that fought the evil within him, it could have searched for another Kazama descendant to lay dormant within until it came into contact with the Devil Gene once more (Asuka's ending). It then found its way into an unborn Asuka Kazama. Asuka may have a strong sense of justice, but because of the atmosphere she grew up in as opposed to that of Jun's, she relied more on her physical strength rather than her inner strength. Even though Jin and Asuka do not know of each other, the spirits within their souls know each other too well, and when Asuka showed genuine concern for Jin in her ending, the Angel laying dormant in her awakens in order to once again surpress the Devil that is so desperately trying to claim those in the Mishima bloodline (for the exception of Heihachi).
It is also believed that Asuka's ending may very well be the intended ending scenario for Tekken 5, as Jin's ending does not make sense, and Asuka's abilities are questionable.
ruletka spielautomaten wadysawowo pokoje wycieczki szkolne Venezia alberghi
|
|
|
|
