:: wikimiki.org ::
| Konstantinopel |
Konstantinopel
Konstantinopel var oprindeligt den gamle græske by Byzans, grundlagt i 667 f.Kr..
Efter romerne indtog byen omkring år 330 blev byen omdøbt til Konstantinopel. Konstantinopel blev hovedstad i det Østromerske Kejserdømme.
I det 20. århundrede blev byen omdøbt til Istanbul.
Østromerske rige var et selvstændigt kejserdømme ved delingen af Romerriget i 395. Hovedstaden var Konstantinopel, som dens første kejser Konstantin den Store ændrede fra Byzantion til Konstantinopel.
Efter 476 blev byen hovedstad for hele romerriget.
Konstantinopel var den sidste del af Det romerske Rige og var den sidste rest af det engang så mægtige Romerrige, da de tyrkiske ottomanere, erobrede byen og omegn i 1453.
Konstantinopel har haft langt større betydning for Europas historie end hvad historie bøgerne normalt antyder.
Mange danske kom i vikingetiden og tidlig middelalder til Konstantinopel, og Kalundborg kirke viser en påvirkning derfra.
I det 9. og 10. århundrede angreb russere/vikinger (bl.a. Prins Oleg af Kiev) byen uden det store held, men det resulterede dog i, at der blev indgået nogle handelsaftaler parterne imellem. Det var smartere at blive allieret med vikingerne end at bekæmpe dem, hvilket resulterede i at man senere benyttede væringer som vagter i Konstantinopel.
Se også
- Østromerske Kejserdømme
- Konstantinopolitanerinde
Kategori:Antikken
ja:コンスタンティノポリス
ko:콘스탄티노폴리스
ByzansByzans var en gammel græsk by, grundlagt i 667 f.Kr..
Byzans var en græsk koloni i Thrakien ved det sydlige indløb til Bosporos, anlagt fra Megara
omtrent 660 f. Kr. Dens gunstige beliggenhed skaffede byen store rigdomme, men den blev afhængig af perserne, da de trængte frem nord om Sortehavet. Under perserkrigene blev byen erobret af grækerne under Pausanias (478 f.Kr.) og kom kort efter ind under det atheniske forbund.
Under den peloponnesiske krig svigtede byen Athen i 411 f.Kr., og i de følgende år var den genstand for adskillige kampe. Ved fredsslutningen efterkrigen kom den under Sparta, men da Athen dannede sit 2. søforbund, sluttede Byzans sig til det i 378 f.Kr., men deltog alligevel[ i opstanden mod Athen i 357 f.Kr.. Byzans søgte støtte hos kong Filip af Makedonien, men da han ønskede at skaffe sig herredømme over Thrakien og Bosporus, forsvarede byen sin uafhængighed overfor ham med stor tapperhed, og Filips belejring af
byen slog fejl (340 f.Kr.).
Også under nabostaternes senere kampe lykkedes det Byzans at holde sig uafhængig, og indbyggerne tjente stadigvæk store rigdomme. Selv under Romerherredømmet bevarede Byzans en privilegeret stilling, men Septimius Severus straffede den hårdt, fordi den havde taget parti for hans modkejser, Pescennius Niger.
Konstantin den Store gjorde byen 328 til Romerrigets hovedstad under navnet Konstantinopel, som betyder Konstantins By.
I det 20. århundrede fik byen sit tyrkiske navn, Istanbul.
Se også:
- Det Østromerske Kejserdømme
Kilder/henvisninger
- http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0406.html
Kategori:Antikken
ja:ビュザンティオン
ko:비잔티온
330Århundreder: 3. århundrede - 4. århundrede - 5. århundrede
Årtier: 280'erne 290'erne 300'erne 310'erne 320'erne - 330'erne - 340'erne 350'erne 360'erne 370'erne 380'erne
Årstal: 325 326 327 328 329 - 330 - 331 332 333 334 335
----
Se også 330 (tal)
----
Begivenheder
- 11. maj - Kejser Konstantin den Store grundlægger Konstantinopel.
Født
-
Dødsfald
-
Sport
-
30
ko:330년
Østromerske Kejserdømme
Det kaldes også Østromerske Rige, Græske Kejserdømme, og det Byzantinske Rige.
Østromerske Kejserdømme var det ene af de to riger, hvori Theodosius den Store 395
e. Kr. delte det romerske verdensrige, omfattende
alle Romernes Provinser. I Afrika, Ægypten
og Kyrenaika, i Europa provinserne Thrakien, Møsien,
Dacien, Makedonien og Achaia, samt de asiatiske provinser; Illyrien var delt
mellem det øst- og vestromerske Rige.
Romerrigets østlige halvdel, med den nylig anlagte
hovedstad Konstantinopel, gjaldt for den rigeste
og mest sikrede; ved delingen tillagdes den
derfor den ældste af Theodosius' to sønner,
Arcadius, medens den yngre, Honorius, fik det
vestlige rige med Rom til hovedstad. Begge
var børn ved faderens død og fik derfor
formyndere, Honorius Vandalen Stilicho, Arcadius
Galleren Rufinus, og denne var den egentlige styrer,
medens Arcadius (395-408) kun havde
navnet. Da Rufinus allerede 395 blev dræbt af
Goten Gainas, fik først Eunukanføreren
Eutropius magten, siden Gainas selv; 399 blev denne
dog fortrængt, og Arcadius regerede nu under
indflydelse af sin rænkefulde hustru, Eudoxia.
Han fulgtes af sin søn, Theodosius II (408
-450), under hvem en krig med Persien 422
endte med en deling af Armenien mellem de to
riger, medens man tilkøbte sig ro over for
Hunnerne ved at betale dem en årlig tribut;
hans navn er knyttet til en lovsamling,
Codex Theodosianus, der indeholdt alle de siden
Konstantin den Store udstedte forordninger.
Efter hans død udråbtes hans søster
Pulcheria til kejserinde, og hun ægtede den dygtige senator Marcianus, som efter sin
hustrus død (453) regerede ene til 457. Hans
efterfølger, Leo I (457-474), led et blodigt
nederlag over for Vandalerne, som plyndrede
Middelhavets kyster; hans svigersøn, Zeno Isaurieren (474-491), måtte kæmpe om
magten med sin svigermoder, Verina, o. a. ved at ægte Zenos enke,
Ariadne, blev Anastasios d. I Kejser (491-518); han fulgtes af en
kriger, bondesønnen Justinus I (518-527),
der, selv barnløs, adopterede sin brodersøn
Justinian og tog ham til medregent.
527
Under Justinian 1. (527-565) fik riget en
glimrende tid. Mod de fra nord fremtrængende
slaviske folk, der nu afløste germanerne som rigets hovedfjender, havde allerede Anastasios
I befæstet hovedstaden ved en 50 km lang mur
fra Propontis til Sortehavet; Justinian styrkede
grænsen ved en række fæstninger langs Donau
og syd derfor. Hans feltherre Belisar gjorde
ende paa Vandalerriget i Afrika (533-534), og
efter næsten 20 års kampe lykkedes det at
vinde Italien fra Østgoterne (553); også fra
Vestgoterne i Spanien toges en række
havnebyer. ...
Se også
- Byzans, Istanbul, Katafrakt og Konstantinopel
Kilde/henvisning
- [http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0407.html Artikel i Salmonsens konservationsleksikon]
Kategori:Antikken
Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande
ja:東ローマ帝国
ko:비잔티움 제국
20. århundrede19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede - andre århundreder
----
----
----
Det 20. århundrede består af årene 1901 til 2000, det er ofte forvekslet med 1900-tallet som består af årene 1900 til 1999.
Det 20. århundrede var usædvanlig med baggrund i de teknologiske, medicinske, sociale og ideologiske ændringer som skete. Endelig var århundredet præget af en lang række opfindelser, og en skala af krig og folkemord som ikke var set tidligere.
Alle aspekter af livet for så godt som alle mennesker blev forandret fundamentalt i løbet af det 20. århundrede.
århundrede 20.
ja:20世紀
ko:20세기
simple:20th century
Konstantin den Store
Konstantin I den Store ca. 27. februar år 272/3 e.Kr.; romersk kejser år 306 til sin død 22. maj 337, søn af Constantius I og Helena, den senere Sankt Helena.
Konstantin, der muligvis var illegitim søn af Constantius, tilbragte de tidlige ungdomsår ved kejser Diocletians hof i Lilleasien, tilsyneladende delvis som en slags gidsel. Da Constantius blev kejser i vest 305, blev han dog sendt over til faderen, og ved dennes død i York år 306 udråbte tropperne Konstantin til kejser. De følgende år udbrød der magtkamp mellem kejser Galerius, Severus, Maximinus Daia, Maxentius, Maximianus og Licinius. Konstantin klarede sig godt, fik efterhånden magten over store dele af Vesteuropa og besejrede og dræbte Maxentius i slaget ved den Milviske Bro uden for Rom i år 312 - det slag, hvor han ifølge senere legender skulle have fået et guddommeligt kristent varsel om sin sejr. De følgende år måtte Konstantin mødes med Licinius i Milano, og de opdelte Romerriget mellem sig, således at Konstantin fik den vestlige del. Følelserne var spændte mellem dem; i år 324 besejrede Konstantin Licinius i et slag og lod ham henrette (hænges offentligt) for forræderi. Konstantin blev dermed enekejser.
To begivenheder har gjort Konstantins regering til en milepæl i romersk historie. Han var den første kejser, som legaliserede kristendommen, i år 313. Dermed blev grunden lagt for at kristendommen blev statsreligion i det romerske rige. Gennem hans regering udvikledes mange af de administrative kirkelige funktioner og institutioner, som senere dannede grundlaget for de europæiske stater i middelalderen, f. eks. bispedømmerne og de første kirkemøder. For det andet lod han i årene 324-330 Konstantinopel opføre ved Bosporus og flyttede maj 330 hele rigets administration til byen som nu blev rigets hovedstad. Herved lagdes grunden til det senere Byzantinske Rige. I øvrigt videreførte han Diocletians styrkelse af kejsermagten og tvangssystemet over for undersåtterne. Umiddelbart før sin død lod han sig døbe. Hans slægt bevarede magten til 362.
Generelt har Konstantin fået et godt eftermæle som en hersker der genoprettede rigets orden efter tetrarkiets sammenbrud og pegede frem imod mere tolerante tider med sin religionspolitik. Han kunne dog godt vise sig brutal og resolut, både over for modstandere og familie, således lod han både sin ældste søn og sin hustru henrette under stadig delvis uafklarede omstændigheder
Det store spørgsmål i Konstantins historie er, om han var overbevist kristen eller blot af beregning accepterede den ny religion. Intet sikkert svar kan gives. Kristne historikere taler gerne om en omvendelse, mens nyere forskere peger på politiske motiver eller at han delvis accepterede kristendommens lære om én gud. I alle tilfælde betød hans regering begyndelsen til det lange forbund mellem fyrsterne og kirken i Europas historie.
Litteratur på dansk
Hal Koch: Konstantin den Store. Pax Romana - Pax Christiana. 1952; ny udg. 1961.
Ole Vinding: Tolv romerske kejsere. 1971.
Se endvidere:
[http://www.roman-emperors.org/conniei.htm/ www.roman-emperors.org/conniei.htm]
Se også
- Romerske kejsere
Kategori:Antikken
ja:コンスタンティヌス1世
1453
Begivenheder
- 20. maj - Osmannerne erobrer Konstantinopel og sætter dermed punktum for Det Byzantinske Rige.
- 19. oktober - 100 års krigen mellem Frankrig og England slutter (efter 116 år!).
Født
-
Dødsfald
- 24. december - John Dunstable, engelsk komponist.
53
ko:1453년
Vikinger
Vikingerne var krigere fra Skandinavien, som i den sene jernalder og vikingetiden plyndrede og koloniserede områder langs kyster og floder i store dele af Europa mellem 800 og 1050. Oftest tænker man nok på vikingerne som omrejsende krigere, men de var også dygtige handelsmænd og landbrugere. Senere kom vikingerne også fra de koloniserede områder.
Man betragter traditionelt vikingernes plyndring i 793 af klosteret Lindisfarne i England som overgangen fra jernalder til vikingetid.
Sejlende krigere
Vikingerne var berygtede, som krigere. Dette skyldtes flere ting:
Deres skibe kunne sejle hurtigt og langt omkring. På et døgn kunne de sagtens rejse 120 km med en hær på 200 skibe og 5.000 mand. En hær af en størrelse, som de, der skulle forsvare sig imod vikingerne, først kunne nå at samle efter, at vikingerne var væk igen.
Ikke mindst kunne de hurtigt komme i land med en hel hær på en bar sandstrand, eller langt oppe ad en lille flod. Vikingerne var ikke afhængige af havne. Skibene kunne også transporteres over land, da en snekke ikke vejede mere end at en normal hestevogn kunne bære den.
Der fandtes to slags vikinger.
- Sommervikingerne, af irerne kaldet de blåklædte, som kun kom om sommeren i store flokke. De havde noget proviant med hjemmefra, og var ret veludstyrede, men ofte meget unge og uerfarne.
- Vintervikingerne, af irerne kaldet de gråklædte som hærgede hele året. De var mere eller mindre lokale og vidste, hvad de kom efter. Disse vikinger kom nok oprindeligt fra Skandinavien, men de slog sig ned hvor de kom frem, og krævede at besatte områder skulle stille med skibe og krigere, hvilket de gerne gjorde, da de besatte områder i England og Frankrig bestod af indbyrdes stridende områder uden nogen fælles nationalfølelse. Magten gjorde dem også i stand til at gennemtvinge at der skulle ydes danegæld.
Etymologi
Den ældste kendte forekomst af ordet 'viking' er i det angelsaksiske digt Widsith som blev skrevet i 5-600 tallet. Ordet findes desuden på runesten, hvor det er et personnavn, dels findes som en handling den afdøde foretog. Ordet vikings etymologi er usikker. Ordet kendes fra oldnordisk (vikingr), oldengelsk (wicing) og oldfrisisk (wiking), så det er muligvis fællesgermansk. Det er også muligt at det er et låneord fra oldnordisk på de to andre andre sprog. Det er foreslået at ordet kan være beslægtet med ordet "vig" således at det kunne betyde "mand der lægger til i vigene med sit skib" eller "mand fra Vigen" (området omkring Oslofjorden). (Kilde: Nudansk Ordbog, 9. udgave, 1977).
Ordet "viking" havde i samtiden ikke den betydning, vi tillægger det i dag. Samtidige nordiske kilder nævner f.eks. en "viking-vagt"; en der holdt udkik efter vikinger. Ligeledes nævnes om en person, der fik et raserianfald, at "der fór en viking i ham". Ordet "viking" dækkede altså ikke hele den nordiske befolkning, men kun de berygtede sørøvere.
Som nævnt kunne ordet Viking også beskrive en handling. Krigere på vikingetogt, lå i viking.
F.eks. i Egil Skallagrimssons Saga kan læses: "...og Hadd, som lå i viking og sjælden var hjemme."
Udrustning
Vikingernes almindelige udrustning var økse, skjold, jernhat og en kampskjorte. Dertil grå eller finere lange blå bukser. Herudover anvendte de som transportmiddel til havs og op af floderne en grundtgående ro- og sejlbåd, af typen snekke, med mindst 24 årer. De yngste var 12 år gamle, og der var nok kun en mindre del, som var over 26 år.
Kun særligt velhavende, havde sværd og brynje, men ihvertfald havde styrmanden en brynje.
Sværdenes klinger var damascerede, det vil sige, at klingen var smedet dels af kulstoffrit, dels af opkullet stål, hvilket giver et mønster af lyst og mørkt stål. Klinger fra Rhinlandet i Frankerriget var utroligt eftertragtede på grund af den høje kvalitet.
Som regel stod smedens navn, som varemærke i klingen, men vikingerne læste det, som sværdets navn. Og mente at sværdet havde en personlighed.
De fleste vikinger havde en form for jernhat af jernbånd eller en rigtig hjelm. Konger og hærførere havde særligt flotte hjelme, så det var nemt for hirdmændene at følge dem og beskytte dem i kampen.
En konge Erik vejrhat, havde et lille flag på hjelmen, Guldharald havde en guldhjelm med massiv guldspids. Der findes en gravsten med en afbildning af en mand som ofrer en hest. Manden er iført en hornet hjelm, så man ved, at disse hjelme fandtes i vikingetiden. I Danmark fandtes en lokal tradition for hornede hjelme helt frem til 1600-tallet. Der kan derfor ikke være tvivl om, at nogle få vikingehjelme har haft horn. Men de, som bar hornene kæmpede næppe i den første række; tværtom har der sansynligvis været tale om en præstebeklædning, især da horn måske ansåes som et symbol på Frej eller andre guder. Et frugtbarhedssymbol eller statussymbol. Det må dog siges at man ikke kender til hedenske præster, da det var de militære leder som også stod for ofringerne. Da de faldene i kamp jo var ofre til guderne.
Religion og skikke
Asetroen gjorde dem til dedikerede krigere, der altid kæmpede voldsomt, som gjaldt det livet ... eller måske skulle man sige, det gjaldt døden:
Asetroen der er beskrevet i den nordiske mytologi fremhæver at en rigtig mand skal dø i kamp. Derved ender han sine dage som kriger i Asgård, blandt guderne. En vikingekriger der dør af alderdom eller sygdom i sin seng (lider strådøden) ender i Hel, et trøstesløst sted under Asgård, hvor uhyret Hel hersker over de ulykkelige sjæle. En rigtig viking frygtede denne død og var derfor ikke bange for krig og kamp.
Vikingerne udøvede bersærkergang. Dette er betegnelsen for en tilstand, hvor man angriber sanseløst og vildt, uden skjold eller anden beskyttelse. Dette kender man fra mange primitive krigersamfund. Formålet er at vinde anseelse, hos sine egne, hvis man overlever.
Kilder
- til navnet viking: Danmarks Vikingetid, Else Roesdahl
Se også
- Vikingetid
- Vikingeskib
- Vinland
- Vikingernes kalender
Eksterne henvisninger
- [http://www.ivh.au.dk/dvh/bog-udvikling.dk.htm Tekstudkast. Bl.a. Første bind: fra vikingetiden til 1730]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030703/NATUR/107040031/0/BYGGERI Ing.dk, 03.07.2003: Insekter navigerer med polariseret lys] Citat: "...Vikingerne brugte en såkaldt solsten af dobbeltspat, som er et gennemsigtigt mineral, hvis lysbrydning er forskelligt i forskellige retninger...skarabæen, Scarabaeus Zambesianus der lever i Sydafrika, eftergør biers og vikingers trick blot under langt vanskeligere forhold - i månelys...."
- [http://www.jelllaersem.dk/historie/vi-navi.htm Hvordan navigerede vikingerne] Citat: "...Stenen bestod af et mineral kaldet cordieritt. Dette mineral kunne vise retningen til solen i overskyet vejr. Dog med det forbehold, at man kunne se et strejf af blå himmel...."
- [http://www.ivh.au.dk/dvh/b1-k1_vikinger.pdf Vikingernes verden] Citat side 11: "...I Olaf den Helliges saga berettes om et besøg fra bonden Rødulf og hans sønner. Sigurd, en af sønnerne, påstår over for kongen at han kan angive Solens position også når det er helt overskyet....Ifølge Thorkild Ramskous undersøgelser fra 1967 må beretningen tages ganske alvorligt: Solstenen [sólarsteinn] var en realitet...Stenen har efter Ramskous mening været et mineral med samme virkning som et polaroidfilter..."
- [http://home.chello.no/~gauldt/vesterled_no.html Ivar Gauldt: I vesterled] Citat: "...Sagalitteraturen forteller at de bar solsteinen i en snor rundt halsen, men den er aldri konkret blitt funnet ved noen utgravning. Solsteinen var forløperen til tusmørkekompasset som ble oppfunnet på 1600-tallet, og som fremdeles er i bruk ved flynavigasjon (Kollsman Sky Compass)....", [http://home.chello.no/~gauldt/viking_no.html Ivar Gauldt: Vikingerne], [http://home.chello.no/~gauldt/kilder.html Ivar Gauldt: Kildemateriale (Sources)]
- [http://etimage.com/danish/ Erik Torpegaard: Saadan kortlagde vikingerne Vinland]
- [http://etimage.com/danish/pejlskiven/bearingdial/bearingdial.html Pejlskiver fundet i Grønland og Danmark], [http://etimage.com/danish/Medd14/stenskab/stenskab.htm Tone templets], [http://etimage.com/danish/Medd14/stenskab/skalholt.htm Sammenligning af solsten og Skalholt-kortet]
- [http://www.n-a-g.freeserve.co.uk/DOCUMENTS/ISS20_AUG2001/Aug01_index.htm#5 The Truth Will Out By Raymond Selkirk] Citat: "...The Vikings refer to a "sunstone" with which they used to take bearings of the Sun in overcast weather (Randulfs Pattr ok Sonum Hans). There is also a Roman reference by Pliny the Elder to a similar stone, which he calls Solis Gemma. The material is a calcite mineral called cordierite, and bearings of the obscured Sun can be taken even when it is up to seven degrees below the horizon. A modern airman's navigation aid called a "Kollsman's Sky Compass" uses the same principle...."
- [http://www.vikingnet.dk/ Vikingnet.dk]
- [http://www.arild-hauge.com/ Arild Hauges Runer: Om vikingtid, runer, førkristen tradisjon og folketro i Norden]
- [http://www.arild-hauge.com/vikingspill.htm Vikingernes spil]
- [http://www.mnh.si.edu/vikings/learning/boardgame.html Game of Hnefatafl]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Social_Sciences/Archaeology/Periods_and_Cultures/Medieval/Viking/ Archaeology; Viking], [http://directory.google.com/Top/Society/History/By_Time_Period/Middle_Ages/Vikings/ History; Vikings]
- [http://www.pbs.org/wgbh/nova/vikings/ships2.html Nova: Secrets of Norse Ships part 2] Citat: "...The sagas contain intriguing references to a solarsteinn or 'sunstone' used for navigation. Scholars believe it possible this stone was feldspar, a mineral found in Iceland that polarizes light. Theoretically, a polarizing stone might have helped indicate the direction of the sun when clouds obscured the view. Its practicality is doubtful, however, since it would require some blue sky to work..."
- [http://www.bayjournal.com/03-01/prolog.htm Knowing one’s place and time key to finding one’s way] Citat: "...In the Icelandic Flateyjarbok, the Saga of St. Olaf describes a “Solarsteinn” or sunstone, by which mariners claimed to be able to tell the direction of the sun when it was obscured by cloud or fog....Some Viking experts, like William Fitzhugh at the Smithsonian, dispute the sunstone claim, but others believe it was Icelandic spar, the dichroic mineral cordierite....The principle, rediscovered during World War II, was used to make a polariscope to help aerial navigators find their way..."
- [http://www.waterford-news.ie/news/story.asp?j=14729 June 11, 2004, waterford-news: Viking ‘town’ is Ireland’s equivalent of Pompeii] Citat: "... It is thought that up to 4,000 people may have lived there...From evidence found at the site, a fleet of 120 Viking ships occupied the Woodstown site about 812..."
Kategori:Vikingetid
Kategori:Personer fra vikingetiden
Kategori:Middelalder
Kategori:DK5 95.2
als:Wikinger
ja:ヴァイキング
ko:바이킹
ms:Viking
simple:Vikings
zh-min-nan:Viking-lâng
VæringVæringkorpset oprettes 930 og bestod af krigere fra de nordiske lande, der tjente som lejesoldater for den østromerske kejser. De hjemvendte soldater påvirkede de omgivende samfund, når de vendte hjem. Den femtårnede kirke i Kalundborg er således inspireret derfra.
Se også
- Rurik
- Horik 1.
Kategori:Vikingetid
Kategori:Militær
Østromerske Kejserdømme
Det kaldes også Østromerske Rige, Græske Kejserdømme, og det Byzantinske Rige.
Østromerske Kejserdømme var det ene af de to riger, hvori Theodosius den Store 395
e. Kr. delte det romerske verdensrige, omfattende
alle Romernes Provinser. I Afrika, Ægypten
og Kyrenaika, i Europa provinserne Thrakien, Møsien,
Dacien, Makedonien og Achaia, samt de asiatiske provinser; Illyrien var delt
mellem det øst- og vestromerske Rige.
Romerrigets østlige halvdel, med den nylig anlagte
hovedstad Konstantinopel, gjaldt for den rigeste
og mest sikrede; ved delingen tillagdes den
derfor den ældste af Theodosius' to sønner,
Arcadius, medens den yngre, Honorius, fik det
vestlige rige med Rom til hovedstad. Begge
var børn ved faderens død og fik derfor
formyndere, Honorius Vandalen Stilicho, Arcadius
Galleren Rufinus, og denne var den egentlige styrer,
medens Arcadius (395-408) kun havde
navnet. Da Rufinus allerede 395 blev dræbt af
Goten Gainas, fik først Eunukanføreren
Eutropius magten, siden Gainas selv; 399 blev denne
dog fortrængt, og Arcadius regerede nu under
indflydelse af sin rænkefulde hustru, Eudoxia.
Han fulgtes af sin søn, Theodosius II (408
-450), under hvem en krig med Persien 422
endte med en deling af Armenien mellem de to
riger, medens man tilkøbte sig ro over for
Hunnerne ved at betale dem en årlig tribut;
hans navn er knyttet til en lovsamling,
Codex Theodosianus, der indeholdt alle de siden
Konstantin den Store udstedte forordninger.
Efter hans død udråbtes hans søster
Pulcheria til kejserinde, og hun ægtede den dygtige senator Marcianus, som efter sin
hustrus død (453) regerede ene til 457. Hans
efterfølger, Leo I (457-474), led et blodigt
nederlag over for Vandalerne, som plyndrede
Middelhavets kyster; hans svigersøn, Zeno Isaurieren (474-491), måtte kæmpe om
magten med sin svigermoder, Verina, o. a. ved at ægte Zenos enke,
Ariadne, blev Anastasios d. I Kejser (491-518); han fulgtes af en
kriger, bondesønnen Justinus I (518-527),
der, selv barnløs, adopterede sin brodersøn
Justinian og tog ham til medregent.
527
Under Justinian 1. (527-565) fik riget en
glimrende tid. Mod de fra nord fremtrængende
slaviske folk, der nu afløste germanerne som rigets hovedfjender, havde allerede Anastasios
I befæstet hovedstaden ved en 50 km lang mur
fra Propontis til Sortehavet; Justinian styrkede
grænsen ved en række fæstninger langs Donau
og syd derfor. Hans feltherre Belisar gjorde
ende paa Vandalerriget i Afrika (533-534), og
efter næsten 20 års kampe lykkedes det at
vinde Italien fra Østgoterne (553); også fra
Vestgoterne i Spanien toges en række
havnebyer. ...
Se også
- Byzans, Istanbul, Katafrakt og Konstantinopel
Kilde/henvisning
- [http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0407.html Artikel i Salmonsens konservationsleksikon]
Kategori:Antikken
Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande
ja:東ローマ帝国
ko:비잔티움 제국
KonstantinopolitanerindeKonstantinopolitanerinde er et spøgefuldt dannet ord ("kvinde fra Konstantinopel") som tidligere blev brugt ved undersøgelse af spirituspåvirkede personer eller patienter med nervelidelser. Man lagde da mærke til om den pågældende kunne udtale dette besværlige ord. Samuel von Brukenthal
Samuel von Brukenthal (
- 1721 in Nocrich (dt. Leschkirch, ung. Újegyház) - † 1803 in Sibiu (dt. Hermannstadt)) war ein Baron und Gouverneur von Siebenbürgen.
Er entstammt einer adeligen Beamtenfamilie aus Siebenbürgen, die 1724 in den Adelsstand erhoben wurde. Sein Studium führte ihn nach Halle und Jena, wo er die Fächer Rechtswissenschaften, Verwaltung, politische Wissenschaften und Philosophie belegte.
In Wien wurde er am Hof des österreichischen Kaisers Provinzialkanzler. Dort baut er auch verschiende Sammlungen und eine wertvolle Bibliothek auf. Als Gouverneur von Transilvanien kehrte er nach Hermannstadt zurück und erbaute dort das Hermannstädter Palais. Er war der einzige Siebenbürger Sachse, der dieses höchste Regierungsamt bekleidete.
Weblinks
-
- [http://www.brukenthal.org/ Samuel-von-Brukenthal-Stiftung]
Siehe auch: Portal:Südosteuropa/Rumänien
Brukenthal, Samuel von
Brukenthal, Samuel von
Brukenthal, Samuel von
Brukenthal, Samuel von
NLP dating ads site dieta prace magisterskie cheap tickets
|
|
|
|
