Home About us Products Services Contact us Bookmark
:: wikimiki.org ::
Kuiper-bæltet

Kuiper-bæltet

Kuiper-bæltet er samlingen af asteroider og kometer (Kuiper-bælteobjekter, KBO) i et tallerkenformet bælte, der er i kredsløb uden for planeten Neptun. Bæltet er opkaldt efter astronomen Gerard Kuiper. Afstanden fra Solen er mellem 30 og 100 AU. Der menes at være mere end 70.000 objekter større end 100 km i Kuiper-bæltet. Kuiper-bæltet anslås til at have 300 gange mere masse end asteroidebæltet mellem planeterne Mars og Jupiter. En anden kilde vurderer kuiper-bæltets samlede masse til at være en tiendedel af jordens masse.

Kuiper-objekter


- Pluto (regnes for en planet)
- Quaoar
- Sedna (2003 VB12)
- 1992 QB1
- 2001 KX76
- 2004 DW
- 2002 AW197

Se også


- Solvind

Ekstern henvisning


- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/kboc.html Kuiper-bæltet og Oorts sky]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/11/041116234001.htm 2004-11-22, Sciencedaily: Good News For Pluto: KBOs May Be Smaller Than Thought] Citat: "...Researchers estimate that the total mass of the Kuiper Belt is about a tenth of Earth's mass..."We're finally starting to get data on the basic physical parameters of KBOs," Stansberry said..." Kategori:Solsystem Kategori:Småplanet Kategori:Komet ja:エッジワース＝カイパー・ベルト ko:카이퍼 대 ms:Lingkaran Kuiper th:แถบไคเปอร์

Småplanet

En småplanet (asteroide, planetoide) er et fast himmellegeme, hvis bane går rundt om Solen. Der er opdaget mere end 50.000 småplaneter og de fleste befinder sig i et bælte mellem Mars og Jupiter. Den største kendte småplanet er Ceres med en diameter på 933 km. Se landingen af rumsonden NEAR Shoemaker på småplaneten 433 Eros (1898 DQ).

Se også


- Nærjords-asteroide
- Trans-Neptunske objekter

Eksterne henvisninger


- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/Solar_System/Asteroids,_Comets_and_Meteors/Asteroids/ Asteroids]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/asteroids.html Asteroider]
- [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/Kapitel3.html 3. Asteroider og Kometer], [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/index.html Studenterkollokvium: Jorden som skydeskive]
- [http://www.oersted.dtu.dk/PR/presscoverage/dansk_rumsonde_skal_udforske_truende_asteroider.html 8. maj 2002, Dansk rumsonde skal udforske truende asteroider]
- [http://home.worldonline.dk/obeck/univers/univers16.html Asteroider 2]
- [http://www.astroinfo.frip.dk/asteroider.htm Her følger en tabel over de mest kendte (og største) asteroider i Asteroidebæltet]
- [http://cph.ing.dk/arkiv/011206/ramjorden.html Ingeniøren 06/12/2001: Solen presser asteroider mod Jorden]
- [http://www.transhumanist.com/volume4/space.htm]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030512/RUMFART/105160015 Ing.dk, 12.05.2003, Rester fra asteroidekollision regnede ned på jorden] Forskere har fundet beviser for, at der for nogle få millioner år siden fandt et asteroidesammenstød sted tæt ved jorden. Dette skabte en mindre ildregn over Jorden. Kategori:Solsystem Kategori:Småplanet ja:小惑星 ko:소행성 ms:Asteroid simple:Asteroid

Komet

En komet er et mindre himmellegeme, som stammer fra de ydre dele af solsystemet. Hidtil (2005) troede man at kometer hovedsageligt bestod af is og derfor blev beskrevet som "beskidte snebolde". Efter analyse af det arrangerede Deep Impact collision-sammenstød af Comet 9P/Tempel 1 med en 370 kg kobberprojektil med en hastighed 10,2 km/s, har man fundet ud af, at denne komet består af mere støv end is og derfor bedre kan beskrives som en iset støvbold. Dette kan derfor anspore til at tro (men indtil videre kun tro) at dette gælder for mange kometer. Udover støv og is indeholder kometer betydelige mængder CO2, CH4 og andre frosne gasser blandet sammen de store mængder støv og større partikler.

Oprindelse

Langt de fleste kometer antages at stamme fra Oort-skyen, som er en kugleformet skal af milliarder af islegemer uden for Plutos bane og ca. halvvejs til solsystemets nærmeste stjerner. Af endnu ukendte årsager kan det hænde, at banen af en af disse legemer blive forstyrret med det resultat, at det bevæger sig ind mod det indre solsystem og bliver til en synlig komet. Enkelte kort-periodiske kometer formodes at stamme fra Kuiper-bæltet.

En komets 'anatomi'

Når en komet nærmer sig solen begynder overfladen at sublimere, hvorved vanddamp og andre flygtige stoffer udstødes. De forskellige dele af kometen er:
- Kerne: Relativt fast og stabil, stort set is og gasser med en lille andel støv og andre faste stoffer. Kernen er normalt ikke synlig, da overfladen er næsten kulsort. Sommetider ses i teleskoper en 'falsk kerne', der imidlertid er reflekteret sollys fra tætte gasskyer nær kernen.
- Jets: En komet fordamper ikke jævnt over hele overfladen, men udstøder især gasser i form af stråler (jets) fra aktive områder på overfladen.
- Koma: Tæt sky af vand, carbondioxid og andre neutrale gasser sublimeret fra kernen. Komaen har en blågrønlig farve.
- Støvhale: Op til 10 millioner km lang, består af fine støvpartikler på størrelse med røg, der er løsrevne fra kernen på grund af presset fra flygtige gasser. Dette er den tydeligste del af en komet for det blotte øje. På fotografier har halen ofte en brunlig eller rødlig nuance. En støvhale efterlader et spor af fine partikler eller meteoroider i kometens bane, der kan udløse meteorsværme eller -storme, hvis Jorden tilfældigvis krydser et sådant spor. Næsten alle tilbagevendende meteorsværme såsom Perseiderne, Leoniderne etc kan spores tilbage til kendte kometer.
- Ionhale: Op til 100 millioner km lang, består af plasma og viser mønstre af stråler og striber pga. vekselvirkninger med solvinden. Ionhalen vender altid bort fra solen uanset kometens bevægelsesretning. På billeder normalt blålig.
- Hydrogensky: Enormt (millioner af kilometer i diameter), men tyndt svøb af neutralt hydrogen (brint). Ikke synlig.

Navngivning

Kometer navngives af IAU efter følgende system. Efter et indledende "C/" (der ofte udelades) kommer opdagelsesåret, fulgt af et bogstav, der angiver den halvmåned, hvor kometen blev opdaget og dernæst et fortløbende nummer. Til sidst følger navnet på kometens opdager(e) i parentes.
Et eksempel: C/1995 O1 (Hale-Bopp)
Denne betegnelse angiver, at kometen blev opdaget i anden halvdel af juli (O) 1995 og at det var den første kometopdagelse i den halvmåned. To personer er krediteret for opdagelsen: Alan Hale og Thomas Bopp. En komet kan være opdaget uafhængigt af flere personer, men kun de første to opdagere får deres navne på kometen adskilt med en bindestreg. Periodiske kometer angives på følgende måde (eksempel): 2P/Encke, hvor tallet simpelthen er et fortløbende nummer, P angiver, at den er periodisk. Efter skråstregen følger opdagerens navn (her Encke).

Nogle kendte kometer


- 1P/Halley (Halley's komet): Den først opdagede periodiske komet. Den engelske astronom Edmond Halley beregnede i 1705, at forskellige observationer af klare kometer i de foregående århundreder i virkeligheden var tilsynekomster af den samme komet. Han forudsagde også, at kometen ville vise sig igen i 1758. Kometen dukkede op præcist som forudsagt og er siden kendt som Halley's komet.
- C/1995 O1 (Hale-Bopp): Den store komet i 1997 og en af det 20. århundredes bedste kometer. Det er en af de absolut største kometer, man kender. Kernen anslås til at være over 40 km i diameter. Hale-Bopp var bemærkelsesværdig ved at være synlig med det blotte øje i mere en et år, hvilket er en rekord.
- C/1996 B2 (Hyakutake): En meget klar komet, der passerede Jorden på en afstand af kun 10 millioner kilometer.
- C/1975 V1 (West): En stor komet i begyndelsen af 1976. Kom meget tæt på solen og splittedes i flere stykker, hvilket muligvis er forklaringen på, at West blev så klar som den gjorde.

Kilder/referencer


- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/10/051014073205.htm 2005-10-15, Sciencedaily: Evidence For More Dust Than Ice In Comets] Citat: "...dust/ice mass ratio, which is larger than one, suggesting that comets are composed more of dust held together by ice, rather than made of ice comtaminated with dust. Hence, they are now ‘icy dirtballs’ rather than ‘dirty snowballs’ as previously believed..."

Eksterne henvisninger


- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/comets.html De ni planeter: Kometer]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/Solar_System/Asteroids,_Comets_and_Meteors/Comets/ Comets]
- [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/Kapitel3.html 3. Asteroider og Kometer]
- [http://home.worldonline.dk/obeck/univers/univers13.html Kometer]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/06/040618064258.htm 2004-06-18, Sciencedaily: NASA Spacecraft Reveals Surprising Anatomy Of A Comet]
- [http://comets.amsmeteors.org/index.html Gary Kronk's Comets & Meteor Showers] Kategori:Solsystem Kategori:Komet Kategori:DK5 52.45 ja:彗星 ko:혜성 ms:Komet simple:Comet th:ดาวหาง

Neptun (planet)

Neptun er den ottende, og ind imellem den niende, planet i vores solsystem, talt fra Solen: Den blev set første gang i 1612, men det var først den 23. september 1846 — 234 år senere — at man opdagede at der var tale om en planet i vores solsystem.

Neptuns og Plutos baner

Planeten Pluto, der normalt er den niende planet talt fra Solen, har en lidt "langstrakt" (excentrisk; ellipse-formet) omløbsbane, som ind imellem bringer Pluto indenfor Neptuns omløbsbane. I tyve ud af de godt 248 år det tager Pluto at fuldføre ét af sine omløb omkring Solen, er Neptun den niende planet, og Pluto nr. 8.

Fysiske egenskaber

Neptun er den yderste af solsystemets fire store gas-giganter, og som de øvrige gasplaneter (Jupiter, Saturn og Uranus) har Neptun ikke nogen fast overflade ligesom Solsystemets fire inderste planeter (Merkur, Venus, Jorden og Mars).

Atmosfære

Selv om Neptun ligner Uranus på mange punkter, er der stor forskel på de to planeters atmosfærer: Mens Uranus er en næsten ensfarvet, blå klode uden tydelig overflade, udviser Neptuns atmosfære meget mere varierede træk. Atmosfæren består af brint, helium og lidt metan — det er metanen der giver Neptun dens udprægede blå farve. Som noget helt unikt blandt gas-giganterne, højtliggende hvide skyer der kaster skygger på det ugennemsigtige, blå skydække længere nede i atmosfæren. På Neptun finder man også Den store mørke plet; et mørkt, ellipseformet område på størrelse med Jorden: Denne plet forsvandt i 1994, men siden hen dukkede en ny, mørk plet op i dens sted. På grund af den enorme afstand til Solen, ca. 4½ milliard kilometer, er den yderste del af Neptuns atmosfære ekstremt kold; 55 Kelvin, eller −218 °C, men temperaturen stiger jo længere ind i Neptun-atmosfæren. Man formoder at det er overskydende varme fra dengang Neptun og det øvrige solsystem blev skabt af sammenfaldende materiale; varme der ganske langsomt tabes som stråling ud i det omgivende rum. I Neptuns atmosfære finder man solsystemets hurtigste vinde; op mod 2000 kilometer i timen, og man mener at drivkraften bag dette blæsevejr er den varme der "siver" ud af Neptuns indre.

Neptuns indre

Indvendigt minder Neptun om Uranus: Der er sandsynligvis en kerne af smeltet metal og klippemateriale, omgivet af en blanding af klippemateriale, vand, ammoniak og metan. Den yderste del af atmosfæren består mest af brint og helium, mens koncentrationen af metan, ammoniak og vand stiger med dybden.
Et sted mellem 5000 og 10 000 kilometer fra den synlige "overflade" overgår stoffet fra luftform til flydende form.
Ved at sammenligne Neptuns rotationstid og fladtrykthed har man fundet frem til, at stoffet i Neptun ikke er så tæt koncentreret omkring kernen som det er i Uranus.

Neptuns magnetfelt

Neptun ligner også Uranus med hensyn til magnetfeltet: Neptuns magnetfelt har en akse der hælder 47 grader i forhold til planetens rotationsakse. Magnetfeltet er "forskudt" i forhold til planetens centrum; feltets "midtpunkt" ligger omtrent halvvejs mellem planetens centrum og et punkt på den synlige overflade.

Opdagelse

Selv om Neptun først "formelt" blev opdaget i midten af det 19. århundrede, er den faktisk blevet observeret flere gange før — længe før endda...

Galilei tolker Neptun som en stjerne

På nogle af Galileo Galileis tegninger og kort over himlen kan man se, at han observerede Neptun den 27. december 1612 og den 27. januar året efter. På grund af Jordens egen bevægelse vil alle planeter udenfor Jordens omløbsbane på visse tider af året synes at stoppe op, bevæge sig "baglæns" (i retrograd retning) i nogle dage, for derefter at genoptage deres sædvanlige bevægelse i forhold til fjerne stjerner i baggrunden. Og da Galileo så Neptun i december 1612, var den netop "stoppet op" og på vej til at bevæge sig baglæns, så da den tilsyneladende ikke havde flyttet sig, gættede han på at det var en fjern stjerne. Havde Galilei set Neptun på et andet og mindre "uheldigt" tidspunkt, ville han efter al sandsynlighed have erkendt at der var tale om en planet — og så havde han fået æren for opdagelsen.

Forstyrrelser i Uranus' bane

Der skulle gå mere end 230 år før Neptuns sande identitet blev afsløret. I 1821 udgav Alexis Bouvard nogle tabeller med data om Uranus' omløbsbane omkring Solen; tal der kan bruges til at forudsige hvornår Uranus er hvor på himlen. Men inden længe var der overraskende store forskelle på Uranus' faktiske position på himlen, og den position den "burde" have ifølge Bouvards oplysninger — Bouvard gættede på at der måtte være et eller andet stort, tungt himmellegeme i nærheden af Uranus, hvis tyngdekraft trækker den væk fra den forudsagte bane.

Banen beregnes

I 1843 regnede John Couch Adams på de observerede afvigelser i Uranus-banen, og bestemte omløbsbanen for Bouvards hypotetiske planet. Adams sendte sine resultater til Sir George Airy, som skrev tilbage til Adams for at få en uddybende forklaring. Adams udarbejdede en kladde til et svar til Airy, men fik aldrig sendt det afsted. Tre år efter Adams fik Urbain Le Verrier, uafhængigt af Adams, samme idé med at beregne omløbsbanen for Bouvards formodede planet. Ligesom Adams havde Le Verrier ikke meget held med at engagere sine astronom-"kolleger" i jagten på den ottende planet i solsystemet. Men samme år fik John Herschel overtalt James Challis til at lede efter mulige planeter dér hvor beregningerne forudsage der skulle være en. Challis indledte "eftersøgningen" i 1846, og i mellemtiden havde Le Verrier overtalt Johann Gottfried Galle til også at lede efter planeten. Galle fandt Neptun, indenfor én grad fra den position Le Verrier havde forudsagt, og cirka 10 grader fra Adams' position. Senere måtte Challis erkende, at han faktisk havde observeret den "nye" planet før, men på grund af sin afslappede indstilling til sit arbejde opdagede han ikke at der var tale om en ny planet.

Diskussion om opdageren

Efter opdagelsen brød et nationalistisk skænderi ud om hvem der havde æren for opdagelsen, men efterhånden blev man enige om et kompromis hvor Adams og Le Verrier samlet blev krediteret for opdagelsen.
Siden hen er der på Royal Greenwich Observatory dukket nogle gamle dokumenter op, som visse historikere tolker derhen at Adams ikke fortjener helt samme andel af æren for opdagelsen af Neptun, som Le Verrier.

Navngivning

Lige efter opdagelsen blev Neptun blot omtalt som "planeten uden for Uranus" eller "Le Verriers planet". Galle kom med det første navneforslag, nemlig Janus. I England foreslog Challis at kalde planeten Oceanus; passende for et søfartsfolk. François Arago i Frankrig foreslog navnet "Leverrier", men det forslag mødte kraftig modstand uden for Frankrig. I franske almanakker blev Uranus kaldt for Herschel, og den nye for Leverrier. Det var Le Verrier selv der foreslog det navn der bruges i dag, og det forslag blev bakket op af Friedrich von Struve. Inden længe blev Neptun det internationalt anerkendte navn for den nye planet. Navnet stammer fra den romerske mytologi, hvor Neptun er havets gud; svarende til Poseidon i den græske mytologi. Dette navnevalg passer sammen med navnene på de dengang kendte planeter, som alle havde fået deres navne tilbage i antikken.

Neptuns planetringe

Neptun har et system af meget tynde, mørke planetringe, hvis kemiske sammensætning man ikke kender. De har en besynderlig "klumpet" struktur; man ved ikke hvad "klumperne" skyldes, men tyngdekraften fra små hyrdemåner i nærheden af ringene kunne forklare fænomenet. Da man i midten af 1980'erne studerede ringene ved at observere stjerner der blev "formørket" af Neptun og dens ringe, tydede resultaterne på at ringene ikke omgiver hele planeten, men er opdelt i separate "buer", afbrudt af "stoffrie" mellemrum. Det endelige bevis for Neprtuns ringsystem kom, da rumsonden Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner i 1989: Billederne som Voyager sendte hjem, viste adskillige utydelige ringe. Tilstedeværelsen af "mellemrum" der deler ringene op i separate "buer" er lidt svært at forklare, fordi mekanikkens regler tvinger materialet i en planetring til at fordele sig jævnt hele vejen rundt i løbet af kort tid. Det er muligvis Neptun-månen Galatea der med sin tyngdekraft "fastholder" buerne. Nye observationer fra 2005 tyder på at Neptun-ringene er meget ustabile; en af ringene kan muligvis forsvinde på så kort tid som 100 år. Denne erkendelse kuldkaster mange eksisterende teorier omkring Neptuns ringe.

Neptuns måner

Neptun har 13 kendte måner; for en samlet oversigt, se artiklen Neptuns måner. Den største af Neptuns måner, Triton, blev opdaget af William Lassell blot 17 dage efter opdagelsen af selve Neptun. En anden Neptun-måne, Nereid, har en omløbsbane der udviser den største excentricitet i hele solsystemet. Indtil Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner, kendte man kun disse to måner, men Voyagers billeder føjede seks nye måner til listen. Siden da, i 2002 og 2003, har man fra observatorier her på Jorden opdaget yderligere fem små, irregulære ("kartoffelformede") måner omkring Neptun. Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:海王星 ko:해왕성 ms:Neptun simple:Neptune (planet) th:ดาวเนปจูน

Gerard Kuiper

Gerard Kuiper (født Gerrit Pieter Kuiper 7. december 1905 i Holland, død 23. december 1973 i Mexico City), var en amerikansk astronom. Kuiper var den første til at forudsige eksistensen af Kuiper-bæltet i vores solsystem på et rent teoretisk grundlag i 1951. Han er bedst kendt for sine studier af overfladen på månen, opdagelsen af Uranus-månen Miranda og Neptun-månen Nereid, samt opdagelsen af Titans atmosfære. I 1960'erne var han med til at udvælge egnede landingssteder på Månen for Apollo-programmet. Kuiper, Gerard Kuiper, Gerard ms:Gerard Kuiper

Astronomisk enhed

En Astronomisk enhed, AE (eng. Astronomical Unit, AU) er en længdeenhed baseret på middelafstanden mellem Solen og Jorden. Begge forkortelserne (AE og AU) ses brugt på dansk. En Astronomisk enhed er 1,495 979 × 1011m = 149.597.900 km. Kategori:Længdeenheder ja:天文単位 ko:천문 단위 th:หน่วยดาราศาสตร์ zh-min-nan:Thian-bûn tan-ūi

Asteroidebælte

Det såkaldte asteroidebælte ligger mellem Mars og Jupiter, og består af småplaneter (asteroider) og store klippestykker (meteoroider), som kredser rundt om Solen på linje med de øvrige himmellegemer. Ser man på de "store", egentlige planeters baner, opdager man at deres baneradier er omtrent dobbelt så stor som for den planet der er én "plads" tættere på Solen. Men mellem Mars og Jupiter synes der at "mangle" en planet, så astronomerne gik snart efter "på jagt" efter den manglende planet. Det varede ikke længe før der var "bid"; man opdagede den første (og største) af disse "miniature-planeter", kaldet Ceres, som er henved 1000 kilometer i diameter. Men det var ikke den eneste - snart efter fulgte opdagelsen af den ene småplanet efter den anden - langt de fleste af dem med baner indenfor det område der nu hedder asteroidebæltet. Man gættede til at begynde med på, at asteroiderne er resterne af en egentlig planet, som på et tidspunkt blev revet itu af tidevandskræfterne i Jupiters tyngdefelt. Men mens den næst-største asteroide, Vesta, er kridhvid, er den tredjestørste, Arethusa, kulsort: De består tilsyneladende ikke af det samme stof, og det taler imod teorien om den iturevne planet. Et andet argument imod, er at hvis man "samlede" alle disse små-planeter til én større, ville man få et himmellegeme mindre end Månen. I stedet hælder man nu til den teori, at asteroiderne er tiloversblevne "rester" efter skabelsen af det øvrige solsystem, som er blevet samlet sammen i asteroidebæltet af deres egne og af (især) Jupiters tyngdekraft. Kategori:Astronomi ja:小惑星帯 ko:소행성대 simple:Asteroid belt zh-min-nan:Sió-he̍k-chheⁿ-toà

Mars (planet)

Mars er den fjerde planet i vores solsystem, talt fra solen; "nabo-planet" til vores egen planet Jorden i den forstand at Jorden er den tredje planet i solsystemet. Som Jorden har Mars en atmosfære, om end denne er ganske tynd og næsten udelukkende består af carbondioxid. Mars drejer sig om sig selv i næsten samme takt som Jorden, så på Mars oplever man et "mars-døgn" der er godt 39½ minut længere end det døgn vi kender på Jorden. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, omfatter 686,9601 jordiske døgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Og fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser når det er vinter, og aftager i udbredelse når det er sommer. Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af "marsboere" eller "små grønne marsmænd", men med den viden man har i dag, er det tvivlsomt om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så "våd" som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning end den har i dag — og så fald er det tænkeligt at Mars dengang har været en frodig verden.

Mars-overfladen

Mens den nordlige halvkugle af Mars er domineret af lave sletter der er udjævnet af lavastrømme, består den sydlige halvkugle for det meste af højland, arret af store kratre fra meteornedslag. De to terræntyper ser forskellige ud når man observerer dem fra Jorden, så tidligere troede man at de lysere, lave sletter var "kontinenter" mellem det mørkere højland, som man mente var "have". Mars har udslukte vulkaner, hvoraf den største, Olympus Mons med 27 kilometer, har rekorden som solsystemets højeste bjerg. Den ligger i et enormt højlandsområde kaldet Tharsis, sammen med flere andre store og ligeledes udslukte vulkaner. Mars byder også på solsystemets største bjergkløft, Valles Marineris, som er 4000 kilometer lang og 7 kilometer dyb: Den er opkaldt efter den ubemandede rumsonde Mariner 9 som "opdagede" den. Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Mars' areografi og areologi (dannet af Ares, den græske krigsgud som svarer til romernes Mars).

Atmosfære

Mars har en ganske tynd atmosfære; trykket, eller "barometerstanden", på Marsoverfladen varierer mellem 7 og 9 hektopascal (det som meteorologerne førhen kaldte for millibar), sammenlignet med "standardværdien" 1013 hektopascal ved Jordoverfladen. Det meste, 95%, af Mars-atmosfæren består af carbondioxid, og modsat Jordens atmosfære beskytter Mars' atmosfære ikke planetens overflade mod solens ultraviolette lys. På grund af sin større afstand til solen er solstrålingen ved Mars kun ca. 43% af hvad den er i Jordens nærhed, og dertil er den tynde Mars-atmosfære en dårlig varmeisolator: Temperaturerne på Mars er derfor lave; i gennemsnit −60 grader Celsius, med udsving mellem −140 og +20 grader. Det meste af det vand der findes på Mars, er bundet i planetens to polarkalotter, hvor det findes som "rim", blandet op med frossen carbondioxid eller tøris. Den smule der findes som vanddamp i atmosfæren, danner ind imellem store højtliggende cirrusskyer. Fra tid til anden bryder kæmpemæssige støv- eller sandstorme løs på Mars: Det kan ses fra Jorden ved at planetskivens overfladetræk udviskes helt eller delvis.

Mars' måner

cirrussky Mars har månerne Phobos og Deimos, græsk for frygt og terror, og de blev begge opdaget i 1877 af Asaph Hall. De er ganske små, irregulære ("kartoffelformede") stenblokke; afhængig af hvor man "tager mål" af dem, måler Phobos mellem 19 og 27 kilometer, og Deimos 10 til 16 kilometer. De er muligvis småplaneter der engang er blevet "indfanget" i Mars' tyngdefelt. På grund af tidevandskraften vender begge måner altid den samme side mod Mars. Phobos følger et så snævert kredsløb om Mars, at den fuldfører et omløb hurtigere end Mars roterer om sig selv: Set fra Mars-overfladen vil man opleve at Phobos står op over den vestlige horisont, mens Solen og Deimos står op i øst og går ned i vest.

Liv på Mars?

i 1880'erne mente man at have observeret nogle "linjer" på kryds og tværs hen over Mars-overfladen. Disse linjer er siden hen blevet forklaret med optiske illusioner og begrænsninger i den tids teleskoper, men dengang blev de tolket som kanaler — og "nogen", måske en højere civilisation af marsboere, måtte vel have konstrueret disse kanaler. Formodningerne om højerestående liv på Mars satte sine spor i tidens science fiction, f.eks. H.G. Wells' Klodernes Kamp fra 1898. Efterhånden som teleskoperne blev bedre, stod det klart at der hverken var kanal-anlæg eller andre spor af civilisationer at se på Mars, og man opdagede hvor ugæstfri forholdene på Mars ville være overfor jordiske livsformer. Lige inden de første rumsonder landede på Mars-overfladen gjorde man sig allerhøjest forhåbninger om simple planter, alger og lignende — langt fra den højtstående, kanal-byggende civilisation man forestillede sig i slutningen af det 19. århundrede. Måleresultaterne fra sonderne på Mars-overfladen kan ikke entydigt be- eller afkræfte teorien om liv på Mars, men til gengæld har man opdaget en række ting ved Mars der tyder på at der engang i en fjern fortid har været rigeligt med vand: Det sandsynliggør at der engang har været et måske endda frodigt liv på Mars, men noget endegyldigt bevis for dette har man endnu ikke fundet.

Rummissioner til Mars

Jorden og Mars kan kaldes hinandens "nabo-planeter" i og med de to planeter er hhv. den tredje og fjerde planet i Solsystemet talt fra Solen. Og kulde, sandstorme og vandmangel til trods, er klimaet på Mars meget mere tåleligt for mennesker og maskiner end Jordens "nabo til den anden side"; Venus. Mars er da også det første himmellegeme efter Månen der er besøgt af ubemande rumfartøjer og bliver antagelig også det første himmellegeme ud over vores egen Måne der får besøg af mennesker.

Ubemandede rumflyvninger til Mars

De første ubemandede ekspeditioner til Mars blev gennemført i 1960'erne med sonder der enten fløj forbi eller gik i kredsløb om Mars, og derfra optog nærbilleder og foretog andre observationer fra "nært" hold. I 1970'erne landsatte man de første fartøjer direkte på overfladen, hvoraf det daværende Sovjetunionen var først med et menneskeskabt instrument på Mars-overfladen. Siden 1990'erne er en række fartøjer fra USA og den europæiske rumfartsorganisation ESA blevet landsat på Mars. Følgende rumfartøjer er indtil nu, med større eller mindre held, sendt afsted til Mars:
- Cosmos 419 (Sovjetunionen)
- Mars-sonder i Mariner-programmet (USA)
- Mars-programmet (Sovjetunionen)
- "Mars-bilerne" Spirit og Opportunity (USA)
- Mars Express (ESA)
- Mars Global Surveyor (USA)
- Mars Observer (USA)
- Mars Odyssey (USA)
- Mars Pathfinder (USA)
- Phobos-programmet (Sovjetunionen)
- Viking-programmet (USA)
- Zond 2 og Zond 3 (Sovjetunionen)

Bemandede rumflyvninger til Mars

Menneskelige astronauter er meget mere fleksible end de robotter og fjernstyrede apparater vi allerede har sendt til Mars, hvilket efter nogens mening retfærdiggør de større tekniske vanskeligheder der ligger i at holde en besætning i live og i god form under en 2-3 år lang rumflyvning. USA's præsident George W. Bush har den 14. januar 2005 talt om mulighederne for en bemandet færd til Mars, og ESA har en langsigtet vision om samme mål, betegnet Aurora-programmet. Robert Zubrin fra Mars Society taler varmt for en "rejseplan" der omtales som Mars Direct: Denne plan betragtes af mange som den den mest praktiske og økonomisk overkommelige fremgangsmåde for en bemandet Mars-færd. På meget lang sigt, århundrede ude i fremtiden, mener en del videnskabsfolk at Mars kunne blive en koloni beboet af mennesker, eller måske endda ændres ved terraforming til et miljø som mennesker kan leve i direkte, uden brug af rumdragter og hermetisk lukkede boliger med egen atmosfære. Andre videnskabsfolk advarer imod ideen med at terraforme Mars, fordi vi derved afskærer os fra nogensinde at finde evt. oprindelige Mars-livsformer i mylderet af det liv vi i så fald medbringer fra Jorden.

Eksterne henvisninger


- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?Avis=IG&Dato=20020519&Kategori=RUMFART&Lopenr=105170010&Ref=AR 19.05.2002, Ing.dk: To nye Mars-meteoritter fundet]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/01/040114074023.htm 2004-01-14, ScienceDaily: Mars On Earth? Researchers Find Mars-like Conditions In A South American Desert]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/02/050224112321.htm 2005-03-02, Sciencedaily: Frozen Sea Discovered Near Martian Equator From 3D Images Of Mars Express] Citat: "....possibility of finding life on Mars one step closer...The discovery...of a frozen sea close to the equator of Mars has brought the possibility of finding life on Mars one step closer..."
  - [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/12/041206192315.htm 2004-12-07, Sciencedaily: Proof Positive: Mars Once Had Water, Researchers Conclude]
  - [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4727847.stm 29 July 2005, BBCNews: Ice lake found on the Red Planet] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 als:Mars (Planet) ja:火星 ko:화성 ms:Marikh simple:Mars (planet) th:ดาวอังคาร

Jupiter (planet)

Jupiter er den femte planet fra Solen i vores solsystem. Jupiter har 58 kendte måner, men det anslås, at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund.

Jupiters atmosfære

Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator. Talrige steder "brydes" dette bæltemønster af lavtryk, hvor skymasserne hvirvler rundt om lavtrykscenteret. Den største af disse, den såkaldte Store Røde Plet, er et "stormvejr" 2-3 gange så stort som hele Jorden. Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden, men har eksisteret uafbrudt i de mere end 300 år, man har kendt til dens eksistens.

Jupiters ringe

Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk.

Jupiters måner

I skrivende stund kender man 63 måner i kredsløb om Jupiter, hvilket er rekord blandt vort solsystems planeter: I artiklen Jupiters måner findes blandt andet en oversigt over alle disse måner. En af månerne, Ganymedes, er ikke bare Jupiters, men hele Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei. Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkan-aktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålingsbælter omkring Jupiter, og skaber derved radiostøj der kan måles her på Jorden.

Eksterne henvisninger


- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=31&art_id=qw1107534062821B223 February 04 2005, iol: Stargazers find 'hot spot' on Saturn] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 als:Jupiter (Planet) ja:木星 ko:목성 ms:Musytari simple:Jupiter (planet) th:ดาวพฤหัสบดี

Jorden

Jorden er den tredje planet fra solen i vores solsystem. Jorden er 12.756,270 kilometer i diameter og er en planet med en atmosfære. Jorden har en måne: Månen. Afstanden til solen er cirka 150 millioner kilometer, hvilket svarer til omkring otte lysminutter. Jordens historie er inddelt i forskellige tidsperioder, hvor planeten langsomt udvikler sig til et sted, hvor livet kan opstå og derefter udvikles, hvor arter langsomt udvikles, nogle dør, mens andre blomstrer op i en periode, hvorefter atter andre arter tager over.

Kredsløb om solen

art Afstand til Solen (massecenter)
Min.147 098 073 km
Max.152 097 701 km
Halve storakse149 597 887 km
Halve lilleakse149 576 999 km
Excentricitet0,01671022
Siderisk omløbstid1a 0t 10m 1,344s
Synodisk periode—
Omløbshastighed Gnsn.107.219 km/t
Omløbshastighed Min.105.448 km/t
Omløbshastighed Max.109.033 km/t
Banehældning0,000 05° i fh. t. ekliptika,
Banehældning7,25° i fh. t. Solens ækv.
Periapsisargument; Ω114,207 83 °
Opstigende knudes længde; ω348,739 36 °

Fysiske egenskaber

Radius6.378,135 km ved ækvator, 6.356,750 km ved polerne, 6.372,795 km ved gennemsnitlig
Diameter12.756,270 km ved ækvator, 12.713,500 km ved polerne, 12.745,591 km ved gennemsnitlig
b:a0,996647139
Fladtrykthed0,003352861
Overfladeareal5,1×108 km²
Rumfang1,08×1012 km³
Masse(5,972.23 ± 0,00008)×1024 kg
Massefylde5,515×103 kg/m³
Tyngdeacceleration ved overfladen9,780 m/s²
Undvigelseshastighed ved ækvator40 270 km/t
Rotationstid23t 56m 3,091s
Aksehældning23,439 281° i forhold til ekliptika
Nordpolens rektascension-mangler-
Nordpolens deklination90,000 °
Magnetfelt30-60 μT
Albedo36,7 %
Temperatur ved overfladenGnsn. 14 °C
Min. temperatur-88 °C
Max. temperatur+58 °C

Atmosfære

Atmosfæren består af Kvælstof, ilt, argon, carbondioxid (kultveilte) og vand. Atmosfæretryk ved havoverfladen er 101,325 hPa
Kvælstof:77%
Ilt:21%
Argon:1%
Carbondioxid:0,038%
Vand:variabel

Struktur

vand Det indre af jorden er kemisk delt i en ydre siliciumholdig fast jordskorpe, en tyndtflydende (<-highly viscous?) kappe, en tyktflydende ydre kerne som er mindre flydende end kappen og en fast kerne. Den flydende ydre kerne er årsagen til det svage magnetiske felt pga. konvektion af dets elektrisk ledende materiale. Konstant finder nyt materiale vej op gennem jordoverfladen gennem vulkaner og revner i havbunden. Meget af jordens skorpe er mindre end 100 millioner (1×108) år gammel; De ældste dele af skorpen er helt op til 4,4 milliarder (4,4×109) år gamle [http://spaceflightnow.com/news/n0101/14earthwater/]. Under ét (atmosfære, jordskorpe, kappe, kerner) er jordens sammensætning efter masse [http://earthref.org/cgi-bin/er.cgi?s=erda.cgi?n=547]:

Jordens Indre

Indre varme

Det indre af jorden når temperaturer på 5.650 +/- 600 kelvin [http://www.es.ucl.ac.uk/people/d-price/papers/153.pdf] [http://www.carnegieinstitution.org/news_010905.html]. Planetens indre varme blev oprindeligt dannet ved samlingen af gas og støv (dets accretion) (se gravitational bindingsenergi) og da yderligere varme forsat bliver dannet pga. radiaktivt henfald som f.eks. uran, thorium og kalium. Varmemængden, som flyder fra det indre til jordoverfladen er kun 1/20.000 så stor som energien som modtages fra Solen.

Struktur

Jordens sammensætning (som dybde under havoverfladen):
- 0 to 60 km - Lithosfære (varierer lokalt mellem 5-200 km)
  - 0 to 35 km - Jordskorpe (varierer lokalt mellem 5-70 km)
  - 35 to 60 km - Øverste del af kappen
- 35 to 2890 km - Kappe
  - 100 to 700 km - Asthenosphere
- 2890 to 5100 km - Ydre kerne
- 5100 to 6378 km - Indre kerne

Se også


- Verdens lande
- Oceanografi
- Corioliskraften
- Verdenshave
- Kontinent Kategori:Geografi Kategori:Geologi Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem

Kilder/referencer


- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]

Eksterne henvisninger


- [http://www.geogr.ku.dk Københavns Universitet, Geografisk Institut]
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=7&under=5 FagLinks: Geografi - Jorden] ja:地球 ko:지구 ms:Bumi simple:Earth th:โลก zh-min-nan:Tē-kiû

Planet

En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter. De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)

Se også


- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen

Eksterne henvisninger


- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter] Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52.43 als:Planet ja:惑星 ko:행성 ms:Planet simple:Planet th:ดาวเคราะห์ zh-min-nan:He̍k-chheⁿ

Quaoar

Quaoar blev opdaget den 4. juni 2002 og var på det tidspunkt det største nye objekt i solsystemet siden Pluto blev fundet i 1930. Det kan (og det bliver) diskuteres om Quaoar er en planet eller en småplanet. Objektet kaldes Quaoar, har omtrent den halve diameter af Plutos og kredser mere end 8 milliarder km fra Solen i Kuiper-bæltet. Opdagerne Brown og Truillo valgte navnet "Quaoar" fra skabelsesmyten hos Tongva-stammen (oprindelige indbyggere i Los Angeles-området). Objektet er nu officielt døbt Quaoar (2002 LM60) og er småplanet nummer 50000. Officielt navn: Quaoar (udtales "kwah-o-whar").
Systematisk navn: 2002 LM60.
Afstand: 8.3 mia km fra Solen.(ca 5 lystimer). 8.13 X 109 km.
Diameter: 1.250 kilometer.
Omløbstid om Solen: 285 år.
Overfladen reflekterer 10% lys.
Indhold: Formodentlig lige dele is og klipper.
Kategori:småplanet Kategori:Kuiper-bæltet Kategori:DK5 52.43 ja:%E3%82%AF%E3%83%AF%E3%82%AA%E3%82%A2%E3%83%BC

1992 QB1

1992 QB1 er en småplanet i vort solsystem. Det er det først fundne objekt i Kuiper-bæltet udenfor Neptuns bane, bortset fra Pluto og Charon. Navnet Smiley er blevet foreslået, men det er allerede anvendt på en asteroide, 1613 Smiley. Den har fortsat ikke fået et selvstændigt navn. Menes at have en diameter på omkring 200 kilometer. Opdaget 1992 af de to amerikanske astronomer David Jewitt og Janet Luu.
- Halve storakse: 43,7665 AU
- Excentricitet: 0,0657
- Omløbstid: 290 år
- Banehældning: 2,195°
- Småplanetnummer: 15760 Kategori:Kuiper-bæltet Kategori:Småplanet

2001 KX76

28978 Ixion (2001 KX76) er en ca. 1270 km stor komet opdaget i 2001 og som har hjemme i Kuiper-bæltet.

Eksterne adresser


- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/1419508.stm 3 July, 2001, Large world found near Pluto] Kategori:komet Kategori:Kuiper-bæltet ja:イクシオン (小惑星)

2004 DW

2004 DW er en småplanet i Kuiper-bæltet i vores solsystem. Den har en diameter på mellem 840 og 1800 kilometer. Opdaget i 2004 af de tre amerikanske astronomer Chad Trujillo, Mike Brown (California Institute of Technology) og David Rabinowitz (Yale University).

Links


- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3506329.stm 20 February, 2004, BBC News: New world found far beyond Pluto] Citat: "...Astronomers have found a large world of ice and rock circling the Sun beyond the most distant planet, Pluto...But that is not to say that a new planet could not be found. Experts say there could be a Pluto-sized object lurking in the darkness awaiting discovery..." Kategori:småplanet Kategori:Kuiper-bæltet ja:オルクス (小惑星)

Kategori:Solsystem

Kategori:Astronomi als:Kategorie:Sonnensystem ja:Category:太陽系 ko:분류:태양계 th:Category:ระบบสุริยะ

Kategori:Komet

Kategori:Solsystem ja:Category:彗星 ko:분류:혜성

Donald R. Pettit

Donald Roy Pettit (born 20 April 1955) is an American astronaut, a veteran of a six month stay aboard the International Space Station. Pettit, raised in Silverton, Oregon, earned a bachelor's degree in chemical engineering from Oregon State University in 1978 and a doctoral degree from the University of Arizona in 1983. Pettit worked as a scientist as the Los Alamos National Laboratory until 1996, when he was selected as an astronaut candidate. His sole space mission to date has been as a mission specialist on ISS Expedition 6 in 2002 and 2003. During his time aboard the space station, Pettit performed two EVAs to help install external scientific equipment. Pettit is married and has two children. Category:University of Arizona

External link


- [http://www.jsc.nasa.gov/Bios/htmlbios/pettit.html NASA Biography] Pettit, Donald Roy Pettit, Donald Roy

suplementy Venezia alberghi gry zrcznociowe online slots hmb










































:: RELATED NEWS ::
Brad Davis
Brad Davis can refer to:
- Brad Davis, the actor, who died of AIDS in 1991.
- Brad Davis, the basketball player, who spent most of his career with the Dallas Mavericks.
- Brad Davis, the
Ghostwriting
A ghostwriter is a writer who writes under someone else's name, with their consent. Ghostwriters are often employed by celebrities to write autobiographies in situations in which the celebrities themselves may not be talented writers, or are too busy doing other work. Other writers are also employed, with proper billing, by authors whose names alone will sell a book, such as Tom Clancy, many of whose r
Halifax-Class
The Halifax-Class Multi-Role Patrol Frigate (hull designation FFH) is a class of Canadian Navy frigates launched between 1992 and
In clear
In data communications, cleartext is the form of a message or data which is transferred or stored without cryptographic protection. It is related to, but not entirely equivalent to, the term "plaintext". The phrases, "in clear" and "in the clear" are equivalent. For example, "The keys in the Foo protocol are exchanged as cleartext." woul
Allan Donald
Allan Anthony Donald, (born October 20, 1966, Bloemfontein) was one of South Africa's best ever cricketers, specifically one of their finest bowlers. He made his Test debut on 18 April United Kingdom. The electoral system was First Past the Post in England, Scotland and Wales and Single Transferable Vote in data communications, cleartext is the form of a message or data which is transferred or stored without cryptographic protection. It is related to, but not entirely equivalent to, the term "plaintext". The phrases, "in clear" and "in the clear" are equivalent. For example, "The keys in the Foo protocol are exchanged as cleartext." woul
Archibald, Earl of Rosebery
The title Earl of Rosebery was created in the Peerage of Scotland for Archibald Primrose, 1st Viscount of Rosebery. His successor, the fifth Earl, was a politician who served as Foreign Secretary, Lord Privy Seal, Prime Minister of the United Kingdom, and Lord President of
Mummy's Boy
Mummy's Boy was originally a comic strip in the UK comic Monster Fun. It made its first appearance in issue 2, dated 20 June 1975. The strip was about a boy, who, despite being a teenager, was always treated like a baby by his mother, who dressed him in baby clothes and carried him around in a pram. It was drawn by Read More...
Marbury vs. Madison
Marbury v Madison, 5 U.S. (1 Cranch) 137 (1803) is a landmark case in United States law, the basis for the exercise of judicial review of Federal statutes by the U.S. Supreme Court as a