:: wikimiki.org ::

Lagrange-punkt

Lagrange-punkt

Et Lagrange-punkt (også omtalt som L-punkt eller librationspunkt) er positioner i tilknytning til to himmellegemers omløbsbaner omkring hinanden, hvor et tredje legeme (som skal have forsvindende lille masse sammenlignet med de to øvrige legemer) kan forblive stabilt i, uden at centrifugalkraften eller de andre legemers tyngdekraft trækker det væk fre denne position. Der findes fem sådanne punkter, og de benævnes L₁ til L₅.

Historisk baggrund

I 1772 arbejdede den italienske matematiker Joseph Louis Lagrange på at finde "pæne", analytiske løsninger på hvordan tre eller flere himmellegemer vil bevæge sig i forhold til hinanden. Knap et århundrede forinden havde Isaac Newton grundlagt det matematiske grundlag for himmelmekanikken ved at beregne hvordan to legemer kan bevæge sig i forhold til hinanden. Men så snart der er mere end to legemer "inde i billedet", bliver regnestykket kaotisk; modsat Newtons tolegemeproblem gives der ikke nogle generelle formler for hvordan legemerne kan bevæge sig. Lagrange fandt aldrig de søgte, generelle løsninger. Det er ikke lykkedes for nogen indtil nu, og dette mere end antyder at der ikke findes nogen generel, matematisk beskrivelse af løsningerne for tre eller flere legemer. Til gengæld fandt han nogle bestemte, stabile "situationer" — herunder nogle punkter hvor et tredje legeme, meget mindre end de to øvrige legemer, kan forblive stabilt over længere tid, og disse punkter er nu opkaldt efter ham.

L₁

Det første Lagrange-punkt ligger et sted på linien imellem de to store legemer, og "følger med" i de store legemers kredsbevægelse, så det har samme omløbstid. Med Jorden og Solen i rollerne som de to store legemer ligger punktet L₁ i ca. halvanden million kilometers afstand fra Jorden, i retningen direkte mod Solen. Fra dette punkt er der altid fri og uhindret "udsigt" til Solen, og derfor er rumfartøjet "SOHO" (Solar and Heliospheric Observatory) placeret i umiddelbar nærhed af dette punkt. Normalt "burde" et legeme der omkredser Solen i en omløbsbane tættere på denne end Jordens bane er, gennemføre et kredsløb på mindre end et jordisk år. Men Jordens tyndekraft giver et legeme i punktet L₁ et "ekstra løft" væk fra Solen, så det kan bibeholde sit kredsløb til trods for dets "for lange" omløbstid.

L₂

Det andet Lagrange-punkt ligger som L₁ også på forbindelseslinien mellem de to store legemer, men på den modsatte side af det mindste af de to store legemer. Er der stor forskel på de to store legemers forskel, ligger L₁ og L₂ lige langt fra de mindre af de to store legemer, blot på hver sin side. Man har i Jordens/solens L2-punkt allerede placeret et rum-observatorie kaldet Wilkinson Microwave Anisotropy Probe, og påtænker at anbringe et "rum-teleskop" ved navn James Webb Space Telescope ved samme punkt. Et legeme med en større omløbsbane omkring Solen end Jordens ville normalt have en længere omløbstid end det år det tager Jorden at fuldføre et omløb, Jordens tyngdekraft udøver et ektra træk i retning ind mod solen, således at et legeme kan forbilve i dette punkt.

L₃

Det tredje Lagrange-punkt ligger som L₁ og L₂ på linie med de to store legemer, men på den side af det største af de to store legemer der vender væk fra det mindre, i en afstand lidt større end afstanden mellem de to store legemer. På baggrund af Lagranges arbejde forestillede man sig en overgang en hypotetisk planet ved dette punkt; en sådan planet ville jo hele tiden "gemme sig" for jordiske observatører bag ved Solen. Denne idé er siden hen blevet skrinlagt, fordi Jordens ikke helt cirkelformede omløbsbane fra tid til anden ville bringe en sådan planet frem af dens "skjul". Bruges Jorden og Solen som eksempel, så kan et legeme "holde" sin 1 år lange omløbstid i en lidt større afstand fra Solen end Jorden, fordi det påvirkes ikke kun af Solens, men også af Jordens tyndekraft, om end Jordens andel af det samlede "træk" her vil være temmelig beskeden.

L₄ og L₅

De to Lagrange-punkter L₄ og L₅ befinder sig på steder langs det mindre af de to store legemers bane om det største; til stadighed 60 grader "foran" (L₄) og "bag ved" (L₅) det mindre legeme. I tilfældet med Solen og Jupiter som de to store legemer findes der i L₄ og L₅ i forhold til Jupiter en række småplaneter, kaldet de trojanske asteroider. Og blandt Saturns måner findes to eksempler på større måner der "deler omløbsbane" med hver to betragteligt mindre måner; de små måner ligger i punkterne L₄ og L₅ i forhold til den større månes omløb om Saturn.

Stabilitet

Kendetegnende for alle Lagrange-punkter er, at de eksisterer helt uanset det indbyrdes forhold mellem de to store legemers masser. Desuden vil legemer i disse positioner være stabile; skulle de af den ene eller den anden grund blive flyttet en anelse væk fra den præcise lokalitet for Lagrange-punkterne, vil inertien og de store legemers tyngdekraft søge at bringe dem tilbage mod punktet. Dog vil legemet i så fald "skyde forbi" Lagrange-punktet - af den grund kan smålegemer i umiddelbar nærhed af et Lagrange-punkt kredse omkring punktet. Flere smålegemer med ubetydelig masse kan således kredse omkring det samme punkt, jævnfør de talrige trojanske asteroider. Kategori:Himmelmekanik ja:ラグランジュポイント

Himmellegeme

Et himmellegeme er benævnelsen for et objekt i rummet; f.eks.:
- Drabant
- Galakser
- Ildkugle
- Kometer
- Meteorer
- Månen
- Neutronstjerner
- Planeter
- Satellitter
- Solen
- Stjernehobe
- Stjerner
- Stjernetåger

Se også

- aberration Kategori:Astronomi ja:天体 ko:천체 th:วัตถุท้องฟ้า

Omløbsbane

En planetbane er den bane, eller "rute", en planet (eller principielt ethvert himmellegeme) følger under sit kredsløb omkring Solen, en anden stjerne eller et andet himmellegeme. Alle de planetbaner vi kender indenfor vores eget solsystem har form som en ellipse, selv om de fleste af dem ikke er langt fra at være helt runde som en cirkel. Af den grund gik man i ældre tiders kosmologi ud fra at planeterne fulgte perfekt cirkelformede baner — i dag ved man at ingen planetbane i Solsystemet er helt en perfekt cirkel, om end Venus kommer ret tæt på. Hvis der kun var to legemer i universet; en stjerne eller "sol", og en planet der kredsede om den, kunne planetbanen godt være en perfekt cirkel, om end det er et "grænsetilfælde" for lukkede planetbaner. Men solsystemet rummer ikke én, men ni planeter, deres måner samt utallige småplaneter, kometer, og sten- og støvpartikler, som alle udøver en større eller mindre massetiltrækning på hinanden; især de store planeter perturberer, eller "forstyrrer", andre planeter og himmellegemers baner i Solsystemet.

Se også

- Bane - for andre betydninger. Kategori:Himmelmekanik simple:Orbit th:วงโคจร

Centrifugalkraft

Centrifugalkraft er en tilsyneladende kraft der synes at påvirke legemer når man betragter dem i et koordinatsystem der roterer i forhold til et inertialsystem. Hvis et legeme bevæger sig i en jævn cirkelbevægelse i forhold til et inertialsystem, må cirkelbevægelsen skyldes en kraft der får legemet til at ændre sin hastighed. Denne kraft centripetalkraften er en virkelig kraft og kan for eksempel være spændingen i en snor som man svinger en sten rundt i, tyngdekraften mellem en planet og solen, eller friktion mellem et bilsæde og en passager der af friktionen tvinges til at følge med bilen rundt i et sving. (Bemærk at centripetalkraften er årsag til cirkelbevægelsen og ikke omvendt). Hvis vi betragter situationen i et koordinatsystem der roterer sammen med den jævne cirkelbevægelse, står legemet stille. Da centripetalkraften er en virkelig kraft, findes den stadig selvom vi betragter situationen anderledes. Newtons anden lov virker derfor ikke i det roterende koordinatsystem: Legemet er påvirket af centripetalkraften, men accelererer alligevel ikke. For at redde loven kan vi indføre et korrektionsled som udligner centripetalkraften og lader os sige at den resulterende kraft er 0. Dette er centrifugalkraften, som har modsat retning og samme størrelse af centripetalkraften; dens formel er :

F_ = -m \omega \times (\omega \times r)

hvor m er legetmets, masse, $\omega$ er rotationens vinkelhastighed (som vektor) og r er en vektor der forbinder et punkt på koordinatsystemets rotationsakse med det legeme vi betragter. Centrifugalkraften er kun nok til at redde Newtons anden lov når det legeme vi ser på, står stille i det roterende koordinatsystem. Hvis det har en hastighed i forhold til det roterende koordinatsystem, skal centrifugalkraften suppleres med en Corioliskraft med formlen :

F_ = -2m \omega \times v

hvor v er legemets hastighed i forhold til det roterende koordinatsystem. Den samlede tilsyneladende kraft i det almindelige tilfælde er altså :

F_ + F_ = -m\omega\times(\omega\times r)-2m\omega\times v = -m\omega\times(\omega\times r + 2v)

Se også

Centripetalkraft Kategori:Klassisk mekanik ja:遠心力 ko:원심력

Tyngdekraft

I klassisk mekanik er gravitation en tiltrækningskraft som er mellem alle partikler (stof) med masse i universet. Resultatet af gravitationen er tyngdekraften. I Einsteins almene relativitetsteori er gravitation ikke en kraft, men en egenskab ved rummet - eller mere eksakt rumtiden. Faktisk bliver enhver form for energi i bevægelse (f.eks. fotoner; lys) "bøjet" om enhver form for energi (f.eks. masser)! Det skyldes netop ikke "tyngdekraften", fordi fotoner ikke har masse. Men fordi rummet krummer om enhver form for energi, vil lyset følge rummets krumning.

Gravitation i klassisk mekanik

I klassisk mekanik antages det at tyngdekraftens virkninger udbreder sig øjeblikkeligt i hele universet. Dette er ikke korrekt, men en god antagelse til mange praktiske formål. Tyngdekraften holder objekter på planeternes overflade, og kombineret med inertiens lov er den ansvarlig for at holde objekter i kredsløb om hinanden.

Newtons universelle gravitationslov

Den engelske fysiker Isaac Newton forklarer, "Ethvert objekt i universet tiltrækker ethvert andet objekt med en kraft med retning langs linjen gennem objekternes centre og som er proportional til produktet af deres masser og omvendt proportional til kvadratet af afstanden mellem objekterne.": :

F = \frac

hvor:
- F = gravitationskraften mellem objekterne i newton.
- m₁ = det første objekts masse i kg.
- m₂ = det andet objekts masse i kg.
- r = afstanden mellem objekternes massecentre i meter.
- G = Den universelle gravitationskonstant. Den er ca.= 6,67390·10^-11 N·m²/kg² Til at starte med havde Newton fundet denne formel for uendeligt små, punktformede legemer - som udgangspunkt burde den altså "kun" kunne bruges på himmellegemer hvis disse var "forsvindende små" sammenlignet med afstanden imellem dem. Det hævdes, at Newton tav om sin formel, indtil han havde bevist at formlen også kan bruges direkte på massecentrene i to kugleformede legemer med homogen massetæthed.

Potentiel energi i tyngdefeltet

To legemer med masserne m₁ og m₁ i en vis afstand r fra hinanden besidder en vis mængde potentiel energi ("beliggenhedsenergi"), populært sagt fordi det ene legeme kan "falde ned på" det andet. Størrelsen af den potentielle energi alene er altid negativ, og i øvrigt givet ved:
:

E_ = -\frac

De to legemer "skylder" tilsyneladende potentiel energi "væk": Hvis deres hastighed er mindre end den såkaldte undvigelseshastighed, besidder de ikke kinetisk energi ("bevægelsesenergi") nok til at opveje "gælden" i potentiel energi. I den situation vil de to legemer bevæge sig i elliptiske baner omkring hinanden, bundet sammen af tyngdekræfterne imellem dem.

Gravitation i den generelle relativitetsteori

Einstein's relativitetsteori forudsiger at gravitationens udbredelseshastighed skal være konsistent med lysets hastighed. Gravitationens udbredelseshastighed kan derfor ikke være større end lysets hastighed (f.eks. øjeblikkelig). lysets hastighed I Einsteins generelle relativitetsteori er gravitationen ikke en kraft, men en egenskab ved rummet - eller mere eksakt rumtiden. Faktisk bliver enhver form for energi i bevægelse (f.eks. fotoner; lys) "bøjet" om enhver form for energi (f.eks. masser)! Det skyldes netop ikke "tyngdekraften", fordi fotoner ikke har masse. Men fordi rummet krummer om enhver form for energi, vil lyset følge rummets krumning. Det samme med vores solsystems planeters bane om solen. Planeterne bliver ikke tiltrukket af solen selv, men følger blot rumtidskrumningen som udbreder sig fra solen. Einsteins generelle relativitetsteori er en bedre univers model end den klassiske mekanik, da den er mere konsistent med mange fysiske fænomener - f.eks.:
- Merkurs bane om solen.
- Sorte huller Men der er stadig nogle fysiske fænomener, som endnu ikke er forklaret tilfredsstillende med Einsteins generelle relativitetsteori [http://www.ing.dk/konf/root/redproduktion/sub/noter/html/3912.html]

Se også

- Præcession
- Graviton
- Gravitationslinseeffekt

Eksterne henvisninger

- [http://www.natnet.dk/udfordringer/naturbyggesten/naturkraefter/ NatNet: Hvordan virker naturkræfterne?]
- [http://www.google.dk/search?q=dr.dk+%22Tyngdeb%F8lger%22 dr.dk: Tyngdebølger], [http://www.google.dk/search?q=dr.dk+%22Den+store+ul%F8ste+g%E5de%22+Tyngdeb%F8lger Tyngdebølger - Den store uløste gåde] Kategori:Fysik Kategori:Klassisk mekanik ja:重力

1772

Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne År: 1767 1768 1769 1770 1771 - 1772 - 1773 1774 1775 1776 1777 ---- Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808 ----

Begivenheder

- London Credit Exchange Company udsteder de første rejsechecks, som accepteres i 90 byer og giver garanti mod tyveri.
- Lattergas beskrives første gang af Joseph Priestley
- Joseph Louis Lagrange beregner sig frem til eksistensen af de såkaldte Lagrange-punkter.
- 16. januar - Under paladstjeneste gør Falsterske Regiment til Fods oprør mod Struensee. De anholder ham, dronning Caroline Mathilde og grev Brandt efter et maskebal på Christiansborg.
- 17. januar - Struensees endeligt.

Født

Dødsfald

- 18. februar - J.H.E. Bernstorff dør 60 år gammel.

Bøger

72 ko:1772년 ms:1772

Matematiker

En matematiker er en person, som undersøger hvordan matematikken fungerer. Dette kan enten ske ved at lave nye matematiske beviser eller ved at fremlægge nye teorier. I dag har en matematiker typisk en akademisk grad i matematik, men der findes tilfælde i historien med personer, som har været selvlærte.

Århundrede

Århundreder er inddelinger af årstal ordnet i kronologisk fortløbende grupper af hundreder, som f.eks. 1801-1900 (det 19. århundrede), 1901-2000 (det 20. århundrede), 2001-2100 (det 21. århundrede) og så fremdeles.

Se også

- Wikipedia - Århundreder ja:世紀

Isaac Newton

Billede:Isaac_Newton.jpg

Isaac Newton (25. december 1642 - 20. marts 1727 ifølge den julianske kalender der stadig var i brug i England), engelsk matematiker, fysiker og astronom, som blandt andet formulerede love omkring tyngdekraften, massetiltrækning og legemers bevægelse. I sit værk Philosophiae Naturalis Principia Mathematica (1687), som regnes for et af de mest betydende videnskabelige værker nogensinde, gav han en matematisk beskrivelse af de love, som styrer himmellegemers bevægelse, det vil sige månens bevægelse om jorden, og planeternes bevægelse om solen (se himmelmekanik). Hans opfattelse af universet var, at det er en maskine, som adlyder matematiske, universelle love. I tidligere århundreder blev jorden beskrevet som en organisme med sin egen sjæl og formål, skabt af Gud og fuld af tegn, som kun de lærde kunne tolke. Han blev født i Woolsthorpe i Lincolnshire, tre måneder efter faderens død. I 1661 blev han optaget på Trinity College i Cambridge, hvor han primært studerede teologi, men også emner som optik, geometri, algebra, matematik og fysik. På grund af en pestepidemi lukkede man universitetet i 1665, og Newton måtte tage tilbage til sit hjem i Woolstorpe for de følgende to år. Her gik han i gang med at anvende den viden, han havde opnået. Blandt andet opdagede han begyndelsesgrundene til differentialregning (som flere år senere blev tilskrevet Leibniz), han formulerede tyngdeloven og de tre love for legemers bevægelse, men han tøvede med at offentliggøre sine resultater. Efter tilbagekomsten til Cambridge blev han i 1669 udnævnt til professor i en alder af 27 år. Ud over varetagelse af undervisning fortsatte han sin forskning, og han konstruerede et spejlteleskop, som han sendte til Royal Society i London, som året efter kvitterede med at optage ham som medlem. I 1693 trak Newton sig tilbage fra forskningen (efter et nervøst sammenbrud) og blev ansat som leder af Den kgl. Mønt i London. I 1703 blev Newton valgt til præsident for the Royal Society og han blev genvalgt hvert år, så længe at han levede. Hans sidste leveår blev desværre ødelagt af kontroverser med Leibniz om hvem der med rette kan tilskrives opdagelsen af integralregningen. I 1705 blev han adlet, og efter hans død den 20. marts 1727 blev han begravet i Westminster Abbey. Kraftenheden newton er opkaldt efter ham.

Vigtige begivenheder i Newtons liv

- 1642 - Newton fødes i landsbyen Woolsthorpe i Lincolnshire.
- 1644 - Newtons moder gifter sig igen og flytter til en nærliggende landsby. Isaac overlades i bedstemoderens varetægt.
- 1653 - Moderen vender hjem, da hendes anden mand dør.
- 1659 - Moderen afbryder sønnens skolegang og giver ham ansvaret for gården.
- 1661 - Newton bliver optaget på Trinity College som "sizar".
- 1665 - Får sin bachelorgrad fra Cambridge og flygter hjem til Wollsthorpe for at undgå pesten.
- 1665-66 - Newtons annus mirabilis, hvor han bl.a. får inspriation til sin lov om tyngdeloven.
- 1667 - Newton vender tilbage til Cambridge og bliver valgt ind i bestyrelsen for Trinity College.
- 1669 - Bliver Lucasian Proffor i matematik ved Cambridge.
- 1672 - Medlem af Royal Society.
- 1678 - Newton får sit første nervesammenbrud efter kontrovers med Hooke.
- 1687 - Udgiver Principia Mathematica Philosophiae Natrualis.
- 1693 - Andet nervesammenbrud efter bruddet med Fatio.
- 1696 - Flytter til London og udnævnes til bestyrer af Den Kongelige Mønt.
- 1699 - Udnævnes til leder af Den Kongelige Mønt.
- 1703 - Præsident for Royal Society efter Hookes død.
- 1704 - Udgiver Optics.
- 1727 - Newton dør i en alder af 84 år.

Kilder/henvisninger

- Lexopen
- Søren Sørensen
- Engelsk wikipedia

Se også

- Newton - for andre betydninger.

Eksterne henvisninger

- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=588&art_id=qw1120226220683B252 July 01 2005, iol: Researchers overwhelmed by Newton find] Citat: "...In it he formulates the three laws of motion and that of gravity...Some scientists in Newton's time believed alchemy held the secret of how to transform base metals into silver or gold..." Newton, Isaac Newton, Isaac Newton, Isaac Newton, Isaac ja:アイザック・ニュートン ko:아이작 뉴턴 ms:Isaac Newton simple:Isaac Newton th:ไอแซก นิวตัน

Himmelmekanik

Himmelmekanik, eller celest mekanik, er en disciplin under den klassiske mekanik, som formelt beskæftiger sig med himmellegemernes bevægelser, om end dens principper og formler finder anvendelse på alt hvad der "færdes" i universet, herunder menneskabte rumfartøjer. Passiv bevægelse i rummet styres så godt som udelukkende af tyngdekraften, så i Isaac Newtons præcise matematiske beskrivelse af tyngdekraften har man nøglen til at forstå, beregne og forudsige hvordan alle objekter rummet bevæger sig. Kender man den øjeblikkelige indbyrdes position og hastighed af f.eks. Solen og en planet med kendt masse, kan man beregne planetens bane, og dermed dens videre "færd". Samme regnestykke bruges "omvendt" på dobbeltstjerner: Her kan man ud fra den observerede omløbstid og banens udstrækning "regne sig tilbage" til stjernernes samlede masser.

To- og trelegeme-problemer

Betragter man alene to legemer, f.eks. en planet og en måne eller et rumfartøj, kaldes behandlingen af deres indbyrdes bevægelser for tolegeme-problemer ("problem" skal her læses som "opgave"), og der findes fire mulige svar:
- Legemerne kan kredse om hinanden på en måde så deres tyngdepunkter beskriver to ellipser i samme plan i rummet. Så længe ingen forstyrrende kræfter virker på legemerne, vil de følge nøjagtig samme ellipsebane i det uendelige.
- Et teoretisk grænsetilfælde af ovenstående ellipseformede kredsløb er et kredsløb af form som en cirkel. I praksis vil alle sådanne lukkede kredsløb dog altid være mere eller mindre elliptiske.
- Hvis legemernes indbyrdes fart overstiger den såkaldte undvigelseshastighed, vil de blot passere hinanden én gang for derefter aldrig at "mødes" igen. Det ene legemes bevægelse set i forhold til det andet vil beskrive en hyperbel
- Der findes et (teoretisk) grænsetilfælde mellem lukkede og åbne kredsløb hvori det ene legeme beskriver en parabel set fra det andet legemes "synspunkt": Som med ovenstående hyperbolske bane er der her tale om et "éngangs-visit", blot med den særlige egenskab at legemerne ender med at "gå hver til sit" præcis modsat den retning de "ankom" i. I alle fire tilfælde kan man finde regneudtryk der helt eksakt beskriver legemernes indbyrdes position og hastigheder ("fart og retning") til ethvert tidspunkt, frem eller tilbage i tiden. Bemærk i øvrigt, at de fire mulige baners faconer (hhv. ellipse, cirkel, hyperbel og parabel) alle er keglesnit. Med et tredje legeme "inde i billedet" kan man derimod ikke altid få samme slags eksakte svar som for to-legeme-problemet. For nogle få trelegeme-problemer kan man løse ligningerne eksakt, f.eks. bestemmelse af de såkaldte Lagrange-punkter, men i andre tilfælde, og når man tager flere legemer i betragtning, må man ty til regnemetoder der "kun" giver en tilnærmelse til de eksakte værdier. Det lader sig dog fuldt ud gøre med så stor (men dog ikke uendelig) regne-nøjagtighed man måtte ønske, især takket være regnekraften i computere. Et slående eksempel på dette er Voyager II-planetsondens "rejserute" mellem alle Solsystemets planeter fra Jupiter til Neptun.
- ja:天体力学

Tid

Tid et fællesgermansk ord, senere oldnordisk. Det kommer (tror sprogforskere) af et indoeuropæisk ord,
- di-t- = "afsnit". Det er senere blevet et germansk ord,
- tiði = "tidsafsnit". På oldnordisk hed ordet tið. Der lå altså fra vores sprogs begyndelse noget med opdeling i forståelsen af tiden. Dette stiller os i modsætning til andre folkeslag, f.eks. de ute-aztekisk-talende Hopi'er, der opfatter tiden som en glidende, ubrudt bevægelse. Man kan sige, at en begivenhed sker efter en anden, og man kan måle "afstanden" mellem de to begivenheder. Den udmålte "afstand" svarer til mængden af "tid", der ligger mellem de to begivenheder. Hvis man vil definere begrebet "efter", kan man bygge på antagelsen af kausalitet. Det har været en afgørende forudsætning for de videnskabelige opdagelser, at menneskeheden har gjort en samlet indsats for at øge forståelsen af tidens natur og forbedre målemetoderne. Det er bl.a. sket gennem arbejdet med at fremstille og forbedre kalendere og ure. Tillægsordet temporal betyder 'vedrørende tid'.

Måling af tid

Standardenheden for tidsmåling er SI-enheden sekund. Ud fra den fastlægges de store enheder som minuttet, timen, døgnet, ugen, måneden, året og århundredet. Det betyder, at man stadig bruger sumerernes 60-talsystem til tidsangivelse og ikke decimalsystemet. Først med enheden "år" kan den moderne tællemåde bruges. Tilsvarende er der intet fastlagt forhold mellem sekund, minut, tid, døgn og uge på den ene side og måned og år på den anden. Minuttet, timen og døgnet er officielle "ikke-SI enheder, der accepteres til anvendelse sammen med det internationale system". ([http://www1.bipm.org/utils/en/pdf/si-brochure.pdf Se denne brochure om tidsangivelser i pdf-format]) Tid kan måles ligesom andre fysiske dimensioner. Apparater til tidsmåling hedder ure. Meget præcise ure kaldes ofte kronometre. De allermest præcise ure er atomure. Der findes adskillige tidsskalaer: Universaltid, International Atom Tid (TAI), der er basis for andre tidsskalaer, Koordineret Universaltid (UTC), der er basis for civil tid, Centraleuropæisk Tid (CET), der er standardtid i Midteuropa osv. Desuden har mennesker opfundet kalendere til registrering af døgn, uger, måneder og år. Babylonerne antog, at året havde 360 dage. Det viste sig hurtigt at være unøjagtigt og med den julianske kalender og indførelsen af skudår hvert 4. år, kom kalenderåret i meget bedre overensstemmelse med solåret. Heller ikke det er dog nøjagtigt nok, og kalenderen kom langsomt ud af trit med virkeligheden, selv om der gik århundreder, før det blev rigtigt mærkbart. Til sidst måtte der gøres noget, og man reviderede skudårssystemet, sådan at der kun skal være skudår i hele århundreder, hvis deres årstal er deleligt med 400. Den nye kalender blev opkaldt efter paven og kom til at hedde den gregorianske kalender.

Tid i ingeniørkunst og anvendt fysik

I fysikken defineres tid som afstanden mellem begivenheder ud ad den fjerde akse i rumtidsystemet. Den specielle relativitetsteori viste os, at tid kun kan forstås som en koordinat i rumtid, som er en 4D-kombination af rum og tid. Afstanden mellem begivenheder afhænger da af iagttagernes relative hastighed i forhold til begivenhederne og hinanden. Den generelle relativitetsteori ændrede tidsopfattelsen yderligere ved at indføre ideen om den krumme rumtid. En vigtig tidsenhed i den teoretiske fysik er "Plancktid". (Se Planck enheder.)

Tid i filosofi og teoretisk fysik

Væsentlige spørgsmål i den filosofiske beskæftigelse med emnet “tid”: Er tiden absolut eller bare relativ? Er det umuligt at forestille sig tid uden ændringer eller har tanken mere for sig? "Går" tiden, eller er begreberne fortid, nutid og fremtid fuldstændigt subjektive beskrivelser af vore sansers bedrag? Zenons paradoks ændrede fuldstændig oldtidens opfattelse af tid, og det gav en begrundelse for at udvikle matematikken. Et diskussionsemne for Newton og Leibniz bestod i spørgsmålet om absolut tid: Newton mente, at tiden er en beholder for begivenheder ligesom rummet, mens Leibniz opfattede tiden i modsætning til rummet som et begrebsapparat til beskrivelse af forhold mellem begivenheder. McTaggart believed, rather eccentrically and on the basis of a very shaky argument, that tid and change are illusions. Læs også Jorge Luis Borges: "A Refutation of Time". Immanuel Kant betragtede tid og rum som transcendentale erkendelsesbetingelser, der går forud for enhver erkendelse, men hvis eksistens vi ikke kan udtale os om. Einsteins relativitetsteori forbandt tid og rum til én samlet rumtid på en måde, som også fik filosofiske konsekvenser. Den gjorde nemlig begrebet bloktid mere sandsynligt og påvirkede derved også begreberne om fri vilje og kausalitet.

Relativitetsteori

Tidsdimensionen har en række af egenskaber, som den deler med rumdimensionen, hvad der især stod klart efter opstillingen af relativitetsteorien. Tiden begynder med Big Bang samtidig med den begyndende udvidelse af rummet. Relativitetsteorien siger, at der ikke findes absolut tid. Genstande, der bevæger sig med forskellig hastighed, har hver deres opfattelse af tiden, som man kalder egentid, og som er uafhængig af en tænkt, absolut hastighed. I den sammenhæng er tyngdekraften snævert forbundet med begrebet tid. Præcise atomure viser, at et tyngdefelt gør tiden mere langsom.

Kvantemekanik

I dag går man som regel ud fra, at tiden forløber kontinuerligt. Hvis det er tilfældet, kan man opdele ethvert tidsinterval i mindre stykker. Men i visse generelle, fysiske teorier (f.eks. Kvantegravitation, den store teori om alt, M-teorien har man overvejet, om der findes en såkaldt Plancktid, som er så kort, at man ikke kan finde nye begivenheder ved at opdele den. Hvis det er tilfældet, går tiden i (uendeligt korte), adskilte spring.

Tiden er irreversibel

Mens man kan bevæge sig gennem rummet i enhver retning, så tillader tiden kun bevægelse i én retning, nemlig fra fortiden via nutiden ind i fremtiden. Man formoder, at der findes en dybere sammenhæng mellem tidens irreversibilitet og termodynamikkens 2. lov, som siger, at entropien tiltager uafbrudt i et lukket system. Se også: Tidspil.

Astronomi

I astronomien er måling af tid én af de ældste discipliner. Der skelner man mellem soltid og stjernetid (som adskiller sig fra hinanden med et døgn pr. år). Soltiden svarer ikke nøjagtigt til SI-sekundet, så derfor har man været nødt til at indføre skudsekunder. Disse problemer har man søgt at løse ved indførelse af forskellige tidsskalaer:
- TCB ist solsystemets egentid målt ud fra dets centrum af dets tyngdefelt.
- TCG angiver egentid du fra Jordens centrum.

I litteraturen

I litteraturen og særligt i science fiction behandler man afvigelser fra tidens normale forløb. Ligesom i fysikken er tiden her afstand mellem begivenheder, men det er en subjektivt oplevet afstand, og tiden bliver ikke behandlet som noget, der strømmer kontinuerligt i én retning. Det klassiske og mest kendte værk er H.G. Wells, Tidsmaskinen, hvor man kan manipulere tidens ensrettede strøm ved hjælp af en ikke nærmere beskrevet teknik. Litteratur af denne type tematiserer dermed kausaliteten.

Hverdagssprog

Man udtrykker ubevidst mange af tidsbegrebets filosofiske konsekvenser i hverdagssproget.
- (ikke) have tid
- tiden forgår (ikke)
- (ikke)tage sig tid
- vinde / tabe tid
- slå tiden ihjel Disse formuleringer udtrykker den subjektive tidsfornemmelse og gør brug af henvisninger til de begivenheder, der bestemmer tidens strøm. Samtidig giver man i dagligdags sprogbrug udtryk for en vurdering af begivenheder, tilstande og ens egen person. Tiden bliver til et mellemmenneskeligt referencesystem ved indførelse af ure. Som et vedtaget neutralt referencegrundlag får tid samme karakter som penge.

Tidsopfattelse

Man kan have den opfattelse, at tiden går hurtigt ("tiden flyver"), og dermed mener man, varigheden føles kortere end den faktisk er; Det kan opleves som en fordel:
- i tilfælde af, at noget med en bestemt varighed er forholdsvis ubehageligt, som f.eks.:
- arbejde (måske ikke så behageligt som fritid, men pengene er nødvendige)
- rejse (hvis man ikke rejser for rejsens skyld, men for at nå frem)
- ventetid, kedsomhed Det kan også opleves som en ulempe:
- i tilfælde af, at noget med en bestemt varighed er forholdsvis behageligt, som f.eks.:
- fritid, ferie :(omvendt betyder det, at tiden er fløjet afsted ofte, at der er sket noget behageligt)
- hvis man har meget, der skal nås
- i en længere målestok, at “man bliver gammel for hurtigt” Tiden synes også at gå hurtigt, mens man sover, så det kan være en fordel at sove i et tog eller som passager i en bil. Mange vil også forsøge at sove længe, hvis man keder sig, mens det føles som spildt tid at sove længe på en ferie.

Citat

"Tiden er en illusion, og frokost er det i dobbelt forstand" – Douglas Adams: Håndbog for vakse galakseblaffere

Se også

Tidsskalaer
- Sommertid, Kalender, Koordineret Universaltid (UTC), Geologisk tidsskala, Greenwich Mean Tid, International Atomtid (TAI), Metrisk tid, Stjernetid, Soltid, Synkronisering, Tidszone, Ugenummer, Universaltid Måleinstrumenter
- Kronometer, Ur, Atomur, Pendulur, Kvartsur, Timeglas, Solur, Horologi Måleenheder
- Sekund, Minut, Kvarter, Glas, Time, Døgn, Måned, År, Generation, Århundrede, Dateringsteknik
- Radiometri, Kulstof-14 metoden, Dendrokronologi, Periodisering
- Øjeblik, Uge, Kvartal, Årtusinde, Periode, Æra, Epoke, Olympiade, Årstid, Exponentiel tid, Reaktionstid, Søgetid, Halveringstid, Levetid, Varighed, Evighed, Stilperiode Historie
- En kort historie om tiden, Tidsmålingens teknologi Tiden i bred forstand
- Bloktid, ISO 8601, Kvalitetstid, Real-tid, Rumtid, Timeløn, Tidsmaskine, Frekvens, Tidskode, Tidstyring, Tidsrejse, Undervisningstime, Jordens alder, Målestok (tid), Evighed, Tidskapsel

Litteratur

- Einstein's Watches and Poincaré's Maps: Empires of Time. Af Peter Galison. W.W. Norton; 256 sider

Eksterne henvisninger

- [http://www.visdomsnettet.dk/artikel/48/ Filosofisk artikel om tidens eksistens]
- [http://ai.fri.uni-lj.si/xaigor/slo/znanclanki/Bierman.pdf Forskning i forudanelse; kan man opdage ting, før de sker?]
- [http://physics.nist.gov/GenInt/Tid/world.html En vandring gennem tiden]
- [http://pages.britishlibrary.net/lobster/tmx Tidsrejser og mangedimensionalitet]
- [http://arxiv.org/abs/physics/0310055 En afhandling om tid af] Peter Lynds
- [http://cogprints.ecs.soton.ac.uk/archive/00003125/ En afhandling om bevidsthed og tidsopfattelse af] Peter Lynds Kategori:Fysik Kategori:Metafysik Kategori:Klassisk mekanik Kategori:DK5 52.2 ja:時間 ko:시간 simple:Time

Jorden

Jorden er den tredje planet fra solen i vores solsystem. Jorden er 12.756,270 kilometer i diameter og er en planet med en atmosfære. Jorden har en måne: Månen. Afstanden til solen er cirka 150 millioner kilometer, hvilket svarer til omkring otte lysminutter. Jordens historie er inddelt i forskellige tidsperioder, hvor planeten langsomt udvikler sig til et sted, hvor livet kan opstå og derefter udvikles, hvor arter langsomt udvikles, nogle dør, mens andre blomstrer op i en periode, hvorefter atter andre arter tager over.

Kredsløb om solen

art Afstand til Solen (massecenter)

Min.	147 098 073 km
Max.	152 097 701 km
Halve storakse	149 597 887 km
Halve lilleakse	149 576 999 km
Excentricitet	0,01671022
Siderisk omløbstid	1a 0t 10m 1,344s
Synodisk periode	—
Omløbshastighed Gnsn.	107.219 km/t
Omløbshastighed Min.	105.448 km/t
Omløbshastighed Max.	109.033 km/t
Banehældning	0,000 05° i fh. t. ekliptika,
Banehældning	7,25° i fh. t. Solens ækv.
Periapsisargument; Ω	114,207 83 °
Opstigende knudes længde; ω	348,739 36 °

Fysiske egenskaber

Radius	6.378,135 km ved ækvator, 6.356,750 km ved polerne, 6.372,795 km ved gennemsnitlig
Diameter	12.756,270 km ved ækvator, 12.713,500 km ved polerne, 12.745,591 km ved gennemsnitlig
b:a	0,996647139
Fladtrykthed	0,003352861
Overfladeareal	5,1×10⁸ km²
Rumfang	1,08×10¹² km³
Masse	(5,972.23 ± 0,00008)×10²⁴ kg
Massefylde	5,515×10³ kg/m³
Tyngdeacceleration ved overfladen	9,780 m/s²
Undvigelseshastighed ved ækvator	40 270 km/t
Rotationstid	23t 56m 3,091s
Aksehældning	23,439 281° i forhold til ekliptika
Nordpolens rektascension	-mangler-
Nordpolens deklination	90,000 °
Magnetfelt	30-60 μT
Albedo	36,7 %
Temperatur ved overfladen	Gnsn. 14 °C
Min. temperatur	-88 °C
Max. temperatur	+58 °C

Atmosfære

Atmosfæren består af Kvælstof, ilt, argon, carbondioxid (kultveilte) og vand. Atmosfæretryk ved havoverfladen er 101,325 hPa

Kvælstof:	77%
Ilt:	21%
Argon:	1%
Carbondioxid:	0,038%
Vand:	variabel

Struktur

vand Det indre af jorden er kemisk delt i en ydre siliciumholdig fast jordskorpe, en tyndtflydende (<-highly viscous?) kappe, en tyktflydende ydre kerne som er mindre flydende end kappen og en fast kerne. Den flydende ydre kerne er årsagen til det svage magnetiske felt pga. konvektion af dets elektrisk ledende materiale. Konstant finder nyt materiale vej op gennem jordoverfladen gennem vulkaner og revner i havbunden. Meget af jordens skorpe er mindre end 100 millioner (1×10⁸) år gammel; De ældste dele af skorpen er helt op til 4,4 milliarder (4,4×10⁹) år gamle [http://spaceflightnow.com/news/n0101/14earthwater/]. Under ét (atmosfære, jordskorpe, kappe, kerner) er jordens sammensætning efter masse [http://earthref.org/cgi-bin/er.cgi?s=erda.cgi?n=547]:

Jordens Indre

Indre varme

Det indre af jorden når temperaturer på 5.650 +/- 600 kelvin [http://www.es.ucl.ac.uk/people/d-price/papers/153.pdf] [http://www.carnegieinstitution.org/news_010905.html]. Planetens indre varme blev oprindeligt dannet ved samlingen af gas og støv (dets accretion) (se gravitational bindingsenergi) og da yderligere varme forsat bliver dannet pga. radiaktivt henfald som f.eks. uran, thorium og kalium. Varmemængden, som flyder fra det indre til jordoverfladen er kun 1/20.000 så stor som energien som modtages fra Solen.

Struktur

Jordens sammensætning (som dybde under havoverfladen):
- 0 to 60 km - Lithosfære (varierer lokalt mellem 5-200 km)
- 0 to 35 km - Jordskorpe (varierer lokalt mellem 5-70 km)
- 35 to 60 km - Øverste del af kappen
- 35 to 2890 km - Kappe
- 100 to 700 km - Asthenosphere
- 2890 to 5100 km - Ydre kerne
- 5100 to 6378 km - Indre kerne

Se også

- Verdens lande
- Oceanografi
- Corioliskraften
- Verdenshave
- Kontinent Kategori:Geografi Kategori:Geologi Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem

Kilder/referencer

- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]

Eksterne henvisninger

- [http://www.geogr.ku.dk Københavns Universitet, Geografisk Institut]
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=7&under=5 FagLinks: Geografi - Jorden] ja:地球 ko:지구 ms:Bumi simple:Earth th:โลก zh-min-nan:Tē-kiû

Kilometer

Kilometer (fork. km) er en sammensætning af SI-præfikset kilo og SI-enheden meter, og definerer en længdeenhed på tusind meter. Kilometer er en ofte benyttet længdeenhed i forbindelse med større afstande på Jorden især i Europa. Kategori:Grundlæggende SI-enheder ja:キロメートル zh-min-nan:Kong-lí simple:Kilometre th:กิโลเมตร

R

Tegnet R har mange betydninger:
- R er det 18. bogstav i det danske alfabet.
- R (eller rettere r-lyden) repræsenteres af Р i det kyrilliske alfabet. Se Kyrillisk alfabet.
- R er romertal for 80. Se R (romertal).
- R og r er forkortelse for store og lille radius. Se radius.
- R på et brev angiver, at det er sendt anbefalet (rekommanderet). Se anbefalet brev.
- R angives ved benyttelse af temperaturenheden Réaumur. Se Réaumur.
- R benyttes ved SMS-beskeder til at forkorte ordet er eller på engelsk are. Se R (SMS).
- R angiver ved sportsudsendelser i fjernsynet, at der er tale om langsom gengivelse. Se Langsom gengivelse.
- R er symbolet for gaskonstanten. Se Gaskonstanten.
- R var tidligere partibogstav for Kommunistik Arbejderparti. Se Kommunistik Arbejderparti.
- R er en ofte benyttet forkortelse for partiet Det Radikale Venstre. Se Det Radikale Venstre.
- R er en forkortelse for det engelske reverse (da. bakke) og angiver bakgearet på en gearstang. Se Bakgear. I det fonetiske alfabet benyttes Romeo for R. ._. er morsekoden for R. ja:R simple:R

Grad (vinkelmål)

Grader er et mål for størrelsen af en vinkel. Der går 360 grader på en fuld cirkel, mens en ret vinkel er på 90 grader. Man benytter også symbolet ° for grader, og skriver således f.eks. 90° for en ret vinkel. Grader kan også angives som decimalgrad (12°,255) eller grader, minutter og sekunder (12°15'18"). Den sidste form anvendes især inden for navigation, til angivelse af længde- og breddegrader. Også her svarer 360 grader til en tur hele vejen rundt om jorden.

Se også

- Radian
- Nygrad
- Vinkel
- Terrænstreg Kategori:Vinkelenheder ja:度 (角度) simple:Degree (geometry)

Jupiter (planet)

Jupiter er den femte planet fra Solen i vores solsystem. Jupiter har 58 kendte måner, men det anslås, at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund.

Jupiters atmosfære

Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator. Talrige steder "brydes" dette bæltemønster af lavtryk, hvor skymasserne hvirvler rundt om lavtrykscenteret. Den største af disse, den såkaldte Store Røde Plet, er et "stormvejr" 2-3 gange så stort som hele Jorden. Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden, men har eksisteret uafbrudt i de mere end 300 år, man har kendt til dens eksistens.

Jupiters ringe

Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk.

Jupiters måner

I skrivende stund kender man 63 måner i kredsløb om Jupiter, hvilket er rekord blandt vort solsystems planeter: I artiklen Jupiters måner findes blandt andet en oversigt over alle disse måner. En af månerne, Ganymedes, er ikke bare Jupiters, men hele Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei. Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkan-aktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålingsbælter omkring Jupiter, og skaber derved radiostøj der kan måles her på Jorden.

Eksterne henvisninger

- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=31&art_id=qw1107534062821B223 February 04 2005, iol: Stargazers find 'hot spot' on Saturn] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 als:Jupiter (Planet) ja:木星 ko:목성 ms:Musytari simple:Jupiter (planet) th:ดาวพฤหัสบดี

Småplanet

En småplanet (asteroide, planetoide) er et fast himmellegeme, hvis bane går rundt om Solen. Der er opdaget mere end 50.000 småplaneter og de fleste befinder sig i et bælte mellem Mars og Jupiter. Den største kendte småplanet er Ceres med en diameter på 933 km. Se landingen af rumsonden NEAR Shoemaker på småplaneten 433 Eros (1898 DQ).

Se også

- Nærjords-asteroide
- Trans-Neptunske objekter

Eksterne henvisninger

- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/Solar_System/Asteroids,_Comets_and_Meteors/Asteroids/ Asteroids]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/asteroids.html Asteroider]
- [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/Kapitel3.html 3. Asteroider og Kometer], [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/index.html Studenterkollokvium: Jorden som skydeskive]
- [http://www.oersted.dtu.dk/PR/presscoverage/dansk_rumsonde_skal_udforske_truende_asteroider.html 8. maj 2002, Dansk rumsonde skal udforske truende asteroider]
- [http://home.worldonline.dk/obeck/univers/univers16.html Asteroider 2]
- [http://www.astroinfo.frip.dk/asteroider.htm Her følger en tabel over de mest kendte (og største) asteroider i Asteroidebæltet]
- [http://cph.ing.dk/arkiv/011206/ramjorden.html Ingeniøren 06/12/2001: Solen presser asteroider mod Jorden]
- [http://www.transhumanist.com/volume4/space.htm]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030512/RUMFART/105160015 Ing.dk, 12.05.2003, Rester fra asteroidekollision regnede ned på jorden] Forskere har fundet beviser for, at der for nogle få millioner år siden fandt et asteroidesammenstød sted tæt ved jorden. Dette skabte en mindre ildregn over Jorden. Kategori:Solsystem Kategori:Småplanet ja:小惑星 ko:소행성 ms:Asteroid simple:Asteroid

Saturns måner

Pr. 2005 har man med sikkerhed kendskab til 48 måner i kredsløb om planeten Saturn, og hertil har man observeret yderligere to små objekter, kaldet S/2004 S 4 og S/2004 S 6, som dog kan vise sig at være én og samme måne. Teknisk set er også de myriader af små is- og stenpartikler der danner Saturns system af planetringe også "måner", og der findes ikke nogen skarp grænse mellem en meget lille måne og en meget stor ring-partikel. Derfor vil man aldrig kunne fastslå et endeligt antal af Saturn-måner.

Oversigt

Tabellen herunder omfatter de i skrivende stund 48 kendte måner samt de to omtalte, ikke bekræftede objekter, sorteret i stigende orden efter deres omløbsbaners halve storakser, og dermed også efter stigende omløbstid:

Opdagelse

Før rumfartens tidsalder kendte man til 9 måner i kredsløb om Saturn, hvoraf matematikeren og fysikeren Christiaan Huygens opdagede Titan som den første, og de næste fire, Dione, Iapetus, Rhea og Tethys, blev opdaget af den italiensk-franske astronom og ingeniør Giovanni Domenico Cassini. I 1789 kunne William Herschel føje Enceladus og Mimas til listen. Herschels søn, John Herschel, fremsatte i 1847 i sin publikation Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope forslag til navne på de syv måner man kendte på dette tidspunkt; navne der var hentet i den græske mytologi. I 1848 blev Hyperion opdaget af hhv. William Lassell samt William Cranch Bond og Geroge Phillips Bond, uafhængigt af hinanden, og i 1905 fandt Charles Dillon Perrine månen Elara. Da de to rumsonder i Voyager-programmet i 1980 passerede Saturn, sendte de billeder tilbage til Jorden som afslørede ikke mindre end ni nye måner. Og inden Cassini-rumsonden ankom til Saturn-systemet i sommeren 2004 og indtil videre har fundet 8 af månerne i ovenstående tabel, var en systematisk eftersøgning efter Saturn-måner blevet indledt fra jordbaserede observatorier og havde afsløret 12 hidtil ukendte måner i store afstande fra Saturn. Og fra Mauna Kea-observatoriet har et andet hold astronomer ved systematisk eftersøgning fundet andre 12 måner.

Månen Themis

I 1905 mente William H. Pickering, der syv år forinden havde opdaget Phoebe, at have fundet endnu en Saturn-måne, som han kaldte Themis (måne). Siden har det vist sig at Pickering tog fejl; månen Themis findes ikke.

Grupperinger

Selv om grænserne ikke er helt skarpe, kan man inddele Saturns måner i forskellige kategorier:

Ringenes hyrdemåner

En hyrde-måne er en måne der kredser lige indenfor eller lige udenfor en af saturns planetringe, og med deres svage tyngdekraft påvirker omløbsbanen for de partikler i ringene som de kommer i nærheden af. Blandt andet skaber disse måners indflydelse zoner i ringsystemet hvor partiklerne ikke kan opholde sig stabilt over længere tid, og disse zoner ser vi som smalle mellemrum, eller "gab" i ringsystemet. For Saturns vedkommende er Atlas, Pan, Pandora, Prometheus, S/2004 S 3, S/2005 S 1 og den eller de måner der indtil nu kendes som S/2004 S 4 og S/2004 S 6.

De co-orbitale måner

To af Saturns måner, Janus og Epimetheus, har næsten ens omløbsbaner; den ene fuldfører et omløb en kende hurtigere end den anden, og "burde" således med jævne mellemrum indhente den anden. Men når de kommer tilpas tæt på hinanden, udøver deres svage tyngdekræfter et træk i dem, som får dem til at bytte omløbsbaner en gang hvert fjerde år. Indtil nu er dette det eneste kendte tilfælde af to himmellegemer der bytter baner på denne måde.

De indre store måner

Dione, Enceladus, Mimas og Tethys færdes alle indenfor den ganske tynde E-ring omkring Saturn, og henregnes til en gruppe for sig. Navnet til trods har der vist sig et par udpræget små måner, Methone og Pallene, hvis omløbsbaner ligger i samme interval som de store medlemmer af denne gruppe. Og i samme område finder man den næste gruppe:

Trojanske måner

Ligesom de såkaldte Trojanske asteroider, der samles i to "klynger" omkring lagrange-punkterne L₄ og L₅ i forhold til Jupiters omløb om Solen, så finder man i Saturn-systemet to eksempler på små måner i de samme to lagrange-punkter i forhold til en større månes omløb om Saturn. I lagrange-punkterne for Tethys finder man Telesto (L₄) og Calypso (L₅), og tilsvarende finder man i samme omløbsbane som Dione de to små måner Helene (L₄) og Polydeuces (L₅).

De ydre store måner

Denne gruppe hører til uden for E-ringen, og omfatter fire af Saturns største måner; Hyperion, Iapetus, Rhea og Titan. Hyperion, det mindste medlem af gruppen, er temmelig iregulært formet.

Inuit-gruppen

Inuit-gruppen består af fem måner med nogenlunde samme afstande og hældningsvinkler i forhold til Saturn: Dens "medlemmer" er Kiviuq, Ijiraq, Paaliaq, Siarnaq og S/2004 S 11. Med undtagelse af den sidste har månerne i denne gruppe navne efter skikkelser fra den inuitiske mytologi.

Den nordiske gruppe

Igen en gruppe af måner der knyttes sammen af nogenlunde ens afstande og hældninger i forhold til Saturn. Den nordiske gruppe omfatter 18 måner, nemlig Mundilfare, Narfe, Phoebe, Skade, Suttung, Trym, Ymer, samt månerne med de midlertidige betegnelser fra S/2004 S 7 til S/2004 S 10 og S/2004 S 12 til S/2004 S 18. Alle disse måner har retrograd omløb, hvilket vil sige at de populært sagt "kredser den gale vej" rundt om Saturn. De navne der gives til måner i denne gruppe, stammer fra den nordiske mytologi.

Den galliske gruppe

Denne gruppe omfatter de tre måner Albiorix, Erriapo og Tarvos. Igen knyttes de sammen som gruppe af omtrent ens omløbsbaner.

Se også

- Jupiters måner
- Neptuns måner
- Plutos måner
- Uranus' måner Kategori:Saturns måner ja:土星の衛星

Måne

En måne er et større objekt i kredsløb om en planet. Solsystemets planeter og måner: # Merkur (ingen måner) # Venus (ingen måner) # Jorden #
- Månen # Mars #
- Phobos #
- Deimos # Jupiter #
- Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe #
- Io #
- Europa #
- Ganymedes #
- Callisto #
- Leda, Himalia, Lysithea, Elara, Ananke, Carme, Pasiphae og Sinope # Saturn #
- Pan og Atlas #
- Prometheus og Pandora #
- Epimetheus #
- Janus #
- Mimas #
- Enceladus #
- Tethys, Telesto og Calypso #
- Dione og Helene #
- Rhea #
- Titan #
- Hyperion #
- Iapetus #
- Phoebe # Uranus #
- Cordelia, Ophelia, Bianca, Cressida, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Belinda og Puck #
- Miranda #
- Ariel #
- Umbriel #
- Titania #
- Oberon #
- Uranus XVI og Uranus XVII #
- Uranus XVIII # Neptun #
- Naiad, Thalassa, Despina og Galatea #
- Larissa #
- Proteus #
- Triton #
- Nereid # Pluto #
- Charon

Eksterne henvisninger

- [http://www.maecker-web.de/moon/ Moon Phases]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk] Kategori:Astronomi Kategori:Måner Kategori:DK5 52.43 th:ดาวบริวาร

Saturn (planet)

Saturn er den sjette planet fra solen i vores solsystem. Det er den næststørste planet i solsystemet efter Jupiter. Saturn kendes på sine markante ringe, som består af utallige små is- og stenpartikler. Tidligere mente man, at dette ringsystem var noget enestående for Saturn, men det har senere vist sig at både Jupiter og Uranus har tilsvarende, men langtfra så markante ringsystemer.

Måner

Pr. 2005 kendes henved et halvt hundrede måner der kredser omkring Saturn, om end to af de objekter man har observeret kan dog vise sig at være en og samme måne. I artiklen om Saturns måner findes en oversigt over månerne, sorteret efter stigende afstand fra Saturn, og i kategorien Saturns måner kan man slå dem op efter navn i alfabetisk rækkefølge. Tredive af de kendte måner er opdaget efter år 2000, dels ved hjælp af rumsonden Cassini, dels ved systematiske eftersøgninger udført fra observatorier her på Jorden. Nogle af de måner man har opdaget for nylig er blot et par kilometer store, og teknisk set er hver eneste af de parikler der danner Saturns ringsystem i sig selv en måne, og astronomerne har ikke nogen vedtagen grænse for hvad der er en lillebitte måne og hvad der er en stor ring-partikel. Blandt de mange måner finder man bl.a. Titan; solsystemets næststørste måne (næst efter Jupiter-månen Ganymedes), og den eneste måne i Solsystemet med en betydelig atmosfære. Et andet fænomen der er unikt for Saturns system af måner, er samspillet mellem Epimetheus' og Janus' omløbsbener: Hvert fjerde år kommer de så tæt på hinanden, at deres tyngdefelter får dem til at bytte deres næsten ens omløbsbaner. Andre steder ligger to små måner i Lagrange-punkterne L₄ og L₅ i forhold til en større månes omløb om Saturn.

Ringsystemet

Saturns ringsystem består af utallige enkeltringe. Billedet herunder (taget af Cassini-rumsonden) viser de primære ringe. A og B ringene er de mest lysstærke og det er normalt kun dem, man ser i et teleskop. De to ringe er adskilt af den mørke Cassini-deling. A-ringen er selv yderligere opdelt af Encke-gabet nær dens yderkant. C-ringen er svag og overstråles nemt af Saturn selv. Den smalle F-ring er ikke synlig med amatørteleskoper. Der findes andre ringe (D, E og G), der imidlertid er ekstremt svage. Ringene holdes på plads via resonanser fra de indre måner. Således ser Cassini-delingen ud til at være forårsaget af månen Mimas. De to små måner Prometheus og Pandora holder F-ringen på plads. Pandora

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/saturn.html De ni planeter]
- [http://saturn.jpl.nasa.gov/home/index.cfm Cassini-Huygens missionen]
- [http://photojournal.jpl.nasa.gov/targetFamily/Saturn NASA's photojournal/Saturn] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:土星 ko:토성 ms:Zuhal simple:Saturn (planet) th:ดาวเสาร์ zh-min-nan:Thó·-chheⁿ

Theodore II, Pope

Theodore II was the son of Photius, the patriarch of Constantinople. He was ordained as a priest by Pope Stephen VI; also his brother Theotius was a bishop. He was pope for twenty days during December 897 before he died. He reinstated the clerics who had been forced from office by Pope Stephen VII, recognizing the validity of the ordinations of Pope Formosus. He had the body of Formosus, which had been thrown in the Tiber and recovered near Porto, reburied in St. Peter's. Theodore 2 Theodore 2 Theodore 2 ko:교황 테오도로 2세

cytaty zas�ony Skr�ty angielskie poker zak�ady sportowe

:: RELATED NEWS ::

Dongjiang
Dong River (Simplified Chinese: 东江, Traditional Chinese: 東江; Mandarin Pinyin: Dōng Jiāng; literally "East River") is the eastern tributary of Pearl River in southern China. The other two main tributaries of

A Modell of Christian Charity
City upon a hill is the phrase often used to refer to John Winthrop's famous sermon, "A Model of Christian Charity,", of 1630, based on Matthew 5:14 ("You are the light of the world. A city set on a hill cannot be hid."), in which he warned the Puritan colonists of New England who were to found the Read More...

Renatus Harris
Renatus Harris (c 1652 - 1724) was a master organ maker in England in the late 17th and early 18th centuries. During the period of the Commonwealth, in the mid 17th century, Puritans controlled the country and organ music was banned. Many organ makers left Engla

Alexandru G. Golescu
Alexandru G. Golescu (1819 – 1881) was a Romanian politician that served as a Prime Minister of Romania in 1870 (between 14 February and 1 May). Born in the Golescu family in Read More...

Saint Thomas Mount
Saint Thomas Mount, a small hillock, is located in Chennai, Tamilnadu state, India. St. Thomas Mount is associated with St. Thomas (Thomas Dydimus, also called the Doubting Thomas), one of the Christ’s apostles. St. Thomas was one of the first

Wikipedia:Votes for deletion/Rosa negra
Rosa negra was proposed for deletion. This page is an archive of the discussion about the proposed deletion. This page is no longer live. Further comments should be made on the article's talk page rather than here so that this page is preserved as an historic record. The result of the debate was

Rosa negra

A "libertarian, anti-society & anti-historical group from Zug, a small town in Switzerland." Created by students in 2004. Nothing to suggest that they have achieved notability

Angelo Bartelli
Angelo Bertelli (June 18, 1921 - June 26, 1999) was an American football quarterback. He played six games for Notre Dame in 1943 before leaving to join the Read More...

Keeper of the Flame
Keeper of the Flame is an album by Dutch hard rock band Golden Earring, released in 1989 (see 1989 in music).

Track listing

all songs written by Barry Hay and George Kooymans, except where noted #"Can Do That" - 4:23 #"Too Much Woman (Not Enough Girl)" - 3:47 #"One Word" - 4:27 #"Keep

Lagrange-punkt

Historisk baggrund

L1

L2

L3

L4 og L5

Stabilitet

Himmellegeme

Se også

Omløbsbane

Se også

Centrifugalkraft

Se også

Tyngdekraft

Gravitation i klassisk mekanik

Newtons universelle gravitationslov

Potentiel energi i tyngdefeltet

Gravitation i den generelle relativitetsteori

Se også

Eksterne henvisninger

1772

Begivenheder

Født

Dødsfald

Bøger

Matematiker

Danske matematikere

Udenlandske matematikere

Klassiske matematikere

Århundrede

Se også

Isaac Newton

Vigtige begivenheder i Newtons liv

Kilder/henvisninger

Se også

Eksterne henvisninger

Himmelmekanik

To- og trelegeme-problemer

Tid

Måling af tid

Tid i ingeniørkunst og anvendt fysik

Tid i filosofi og teoretisk fysik

Relativitetsteori

Kvantemekanik

Tiden er irreversibel

Astronomi

I litteraturen

Hverdagssprog

Tidsopfattelse

Citat

Se også

Litteratur

Eksterne henvisninger

Jorden

Kredsløb om solen

Fysiske egenskaber

Atmosfære

Struktur

Jordens Indre

Indre varme

Struktur

Se også

Kilder/referencer

Eksterne henvisninger

Kilometer

R

Grad (vinkelmål)

Se også

Jupiter (planet)

Jupiters atmosfære

Jupiters ringe

Jupiters måner

Eksterne henvisninger

Småplanet

Se også

Eksterne henvisninger

Saturns måner

Oversigt

Opdagelse

Månen Themis

L₁

L₂

L₃

L₄ og L₅