:: wikimiki.org ::

Latin

Latin

Latin er et sprog, der blev talt i oldtidens Rom, og som har været brugt som internationalt sprog indtil nutiden. Latin hører til den italiske gruppe af de indoeuropæiske sprog sammen med de uddøde sprog oskisk og umbrisk. Latin er egentlig betegnelsen på den dialekt, der blev talt i det antikke Latium (Lazio), dvs. landskabet syd for Rom. Efterhånden som Rom underlagde sig resten af Italien og siden landene omkring Middlehavet, voksede latin i indflydelse, og latin blev administrationssprog i den vestlige del af Romerriget. I øst holdt man derimod fast ved græsk, der var blevet udbredt efter Alexander den Stores erobringer, og som alle dannede romere alligevel talte. Fra omkring 300 e.Kr. blev latin den vestlige kirkes sprog, en stilling, som sproget fastholdt gennem hele middelalderen. Latin blev dermed det internationale sprog, hvorpå lærde og videnskabsmænd i det vestlige Europa udvekslede tanker og opdagelser. Det var almindeligt at skrive videnskabelige værker på latin indtil midten af 1800-tallet. Da Romerriget brød sammen og de enkelte provinser faldt i forskellige germanske kongers hænder, begyndte det latinske sprog også at blive splittet op i en række dialekter, der til sidst var så forskellige fra hinanden, at der var tale om forskellige sprog, de romanske sprog. I lang tid blev man ved med at skrive, som man altid har gjort, og det er først i det 9. årh., vi finder de tidligste tekster på romansk. På det tidspunkt har det talte sprog bevæget sig så langt væk fra det skrevne sprog, at almindelige mennesker næppe har kunnet forstå ret meget af de lærdes latin.

Udtale

Forskningen har et ganske godt indtryk af, hvordan latin blev udtalt i oldtiden. Den latinske sprogvidenskab har en række indicier at støtte sig til: 1) De romerske grammatikeres beskrivelse af udtalen. 2) Stavefejl i indskrifterne. 3) Lydenes videre udvikling i de romanske sprog. 4) Latinske låneord i fremmede sprog (især græsk og germansk). 5) Fremmede låneord i latin (især fra græsk). Den danske skoleudtale har traditionelt fulgt det danske lydsystem og har desuden haft en række senlatinske udtalevaner, der også kendes fra den latinske udtale i de andre europæiske lande, først og fremmest c = [s] foran fortungevokaler og ae = [ε:]. I løbet af det 20. århundrede har man gjort stadig flere indrømmelser til den klassiske udtale, som den sprogvidenskaben har rekonstrueret. De fleste udtaler derfor c og ae som [k] og [ai]. Det er derimod kun få specialister, der konsekvent skelner vokallængde og konsonantlængde, selv om vi ved, at kvantitetsforskellen var betydningsbærende. Et typisk eksempel er anus 'gammel kone', ānus 'røvhul', annus 'år', der på klassisk latin alle blev udtalt forskelligt, hvorimod de to første falder sammen i det europæiske latin. Hvor konsonantlængden normalt bliver gengivet med en dobbeltskrivning af den pågældende konsonant, bliver vokallængden normalt ikke markeret i de latinske tekster (en del ældre indskrifter bruger dog en såkaldt apex til at markere de lange vokaler, men ikke konsekvent). I dansk eksisterer der ingen forskel mellem lange og korte konsonanter, men derimod mellem korte vokaler i lukkede stavelser (og foran oprindeligt lange konsonanter) og lange vokaler i åbne stavelser. Trykket falder på den næstsidste stavelse, hvis den indeholder en lang vokal eller en diftong, eller hvis stavelsen er lukket: amátur, amóenus, perféctus. Ellers falder det på den tredjesidste stavelse: ínsula, Július. (Eftersom vokallængden normalt ikke er markeret skal trykket i tvivlstilfælde slås efter eller læres udenad.) Det gælder både i den klassisk latinske udtale og i den danske skoleudtale. Når trykkket falder på den tredjesidste stavelse, har den danske skoleudtale imidlertid også et stød (et strubelukke) på en eventuelt lang vokal eller diftong eller på n, m, r, l, f.eks. úl’timus, Tá’citus, ter’ritus. Det samme gælder i den næstsidste stavelse, hvis den ordet ender på -er, f.eks. pa’ter, Alexan’der.

Se også

- Lægelatin og Gartnerlatin

Eksterne henvisninger

Denne side kan analysere latinske ord [http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/morphindex?lang=la perseus] for køn og kasus

Generelle

- [http://www.perseus.tufts.edu/ The Perseus Project]; en nyttig side, dedikeret til studering af klassiske sprog og klassisk litteratur. Indeholder [http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/resolveform?lang=Latin en interaktiv latinordbog].
- [http://www.ethnologue.com/show_language.asp?code=LTN Etnologisk rapport af latin]
- [http://humanum.arts.cuhk.edu.hk/Lexis/Latin/resources.html Andre latinske ressourcer]

Udtale, betydning og stavning

- [http://roundrobin2001.0catch.com/audio.html Botanisk udtale]. Denne side indeholder lydfiler, som du kan klikke på for at høre udtalen af de botanisk/latinske navne på en plante eller terminologi.
- [http://members.aol.com/stlmetros/latin.html Amerikansk Organistsammenslutning, udtale af kirkelatin]
- [http://home.tiscali.be/mauk.haemers/collegium_latinum/pronounce.htm Latinsk udtale, af Gn. Dionysius Scorpio Invictus]
- [http://www.malmoea.com/junebug/latin/writing&pronunciation.html Latinsk stavning og udtale]
- [http://www.malawicichlidhomepage.com/aquainfo/scientific_names.html Videnskabelige betegnelser: Hvordan fungerer de?, af Francesco Zezza]
- [http://courses.washington.edu/insects/445Students/Methods/Pronounciation.htm Stavning, udtale og betydning af videnskabelige betegnelser]
- [http://www.malawicichlidhomepage.com/aquainfo/greek_pronounce.html Udtale og stavning af videnskabelige betegnelser, en artikel af Kalliope K. Bechraki og Andreas I. Iliopoulos]

Kurser

- [http://www.sprachprofi.de.vu/latin Gratis online kursus i latin]
- [http://ccwf.cc.utexas.edu/%7Edcramer/506dec.htm David Cramer: Latin 506], [http://www.utexas.edu/courses/cc303/sounds/ Udtale]

Ordbøger

- [http://humanum.arts.cuhk.edu.hk/Lexis/Latin/ Latin - Engelsk ordbog]
- [http://www.atlenes.com/privat/latin.html Latinske ord og vendinger] ---- Bemærk at der findes en [http://la.wikipedia.org/ latinsk Wikipedia] Kategori:Antikken Kategori:Indoeuropæiske sprog als:Latein ja:ラテン語 ko:라틴어 simple:Latin language th:ภาษาละติน zh-min-nan:Latin-gí

Antikken

Antikken er en periode i historien, særligt med henblik på Grækenland og Rom. I sin bredeste definition er antikken perioden fra det 7. århundrede f.Kr. til det 5. århundrede e.Kr. "Den klassiske periode" betegner inden for udforskningen af græsk-romersk historie, arkæologi og sprog enten 1) antikken i modsætning til tidligere og senere perioder (forhistorie, middelalder) eller 2) en afgrænset periode inden for antikken: i Grækenland typisk perioden 480-336 f.Kr. (mellem perserkrigene og Alexander den Store).

Se også

- Oldtidskundskab Kategori:Antikken

Indoeuropæiske sprog

Indoeuropæisk er en sprogfamilie der omfatter omkring 150 sprog talt af omkring 3 milliarder mennesker, inklusive næsten alle europæiske sprog og mange sprog i Syd- og Vestasien. Den spænder fra store sprog såsom engelsk til hindi og urdu.

Navnets historie

At disse sprog stammede fra et fælles oprindeligt grundsprog, blev først foreslået af Sir William Jones i 1786. Som en af de første europæere havde han stiftet kendskab med sanskrit, indernes klassiske sprog, og var herved blevet opmærksom på de slående ligheder i grammatikken og ordforrådet mellem dette og græsk og latin. Den danske sprogforsker Rasmus Rask skrev i 1814 prisopgaven Undersøgelse om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse, hvori han demonstrerede, at de nordiske sprog var beslægtet med græsk og latin, og at ordenes slægtskab kunne bevises ved at antage regelmæssige lydlove ("den germanske lydforskydning"). To år efter kom Franz Bopps Über die Konjugationssystem der Sanskritsprache in Vergleichung mit jenen der griechischen, lateinischen, persischen und germanischen Sprache. Fra alle sider blev man således opmærksom på, at indisk, græsk, latin og germansk kom af samme rod. Den sprogfamilie blev snart kendt som indogermansk eller indoeuropæisk, idet man betegnede den efter sine to yderpunkter (-germansk, fordi man på det tidspunkt ikke vidste, at det endnu vestligere keltisk også var indoeuropæisk). Det første navn er stadig det almindeligste på tysk (indogermanisch), men på andre sprog er det siden den anden mulighed, der slog igennem, fordi man følte, at germansk pegede snævert imod netop tysk. Ordet arisk var egentlig indernes og iranernes betegnelse for sig selv, men da man i begyndelsen fejlagtigt troede, at sanskrit slet og ret var urindoeuropæisk, blev det i vide kredse også almindeligt at bruge arisk som synonym for indoeuropæisk, selv efter at man erkendte, at sanskrit kun var en kusine eller gammel tante til de andre indoeuropæiske sprog. Efter at nazisternes udryddede millioner af mennesker med henvisning til arierbegrebet, er der imidlertid ingen, der har villet bruge ordet i den brede betydning, og det bruges i dag kun om den indiske gren af indoeuropæisk, ofte i formen "indoarisk", i modsætning til de mange ikke-indeorupæiske sprog i Indien.

Urindoeuropæisk

Grundsproget

Grundsproget, det såkaldte urindoeuropæisk (eller "protoindoeuropæisk"), er rekonstrueret på grundlag af de sprog, der nedstammer fra det; ved at sammenligne alle kendte, levende og uddøde, indoeuropæiske sprog har man fundet frem til en lang række fællesord (rødder og stammer), en fælles grammatik (morfologi) og en fælles syntaks. Så længe der ikke findes skriftlige levn (eller for den sags skyld lydoptagelser) af urindoeuropæisk, vil rekonstruktionen altid være en mere eller mindre sandsynlig tilnærmelse til et ideelt fikspunkt. Urindoeuropæisk er derfor ikke et sprog i samme forstand som dansk eller latin, men en abstraktion, en slags forhistorisk fællesnævner for de faktisk belagte historiske indoeuropæiske sprog. Eftersom rekonstruktionen således ikke kan verificeres af ydre data, må dens sandsynlighed alene bero på dens evne til at redegøre for de historiske former i enkeltsprogene så fornuftigt som muligt. Men selv om de enkelte detaljer kan diskuteres og stadig bliver det, så er der dog generel enighed blandt lingvister om hovedkonklusionen: at de indoeuropæiske sprog er "genetisk" beslægtede i den forstand, at de er udviklet fra det samme sprog eller i det mindste den samme gruppe af sprog.

Morfologi

Grundsproget havde tre grammatiske køn for substantiverne: maskulinum, femininum og neutrum (der er dog forskere, som peger på, at der muligvis i en tidligere fase af indoeuropæisk kun var to køn, der betegnede henholdsvis levende væsener og døde genstande). Der var tre tal: singularis, dualis og pluralis, og der var otte kasus: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis. Verberne blev bøjet i aktiv og medium, og de havde følgende modi: indikativ, injunktiv , konjunktiv, optativ og imperativ. Man går traditionelt ud fra disse tidsbøjninger: præsens, imperfektum / præteritum (= injunktiv med forstavelsen eller augmentet (h1)e-: kun indoiransk, armensk, frygisk og græsk), perfektum (= præteritum i germansk) og måske futurum. Der ser desuden ud til at have været en skelnen mellem imperfektive stammer og aoriststammer som i de slaviske sprog og græsk. Endelig blev verberne bøjet i tre personer og, ligesom substantiverne og adjektiverne, i tre tal: singularis, dualis og pluralis. Det var kendetegnende for urindoeuropæisk, at mange substantiver og verber havde vokalveksel eller aflyd (ty. og eng. Ablaut) i roden. Noget lignende kendes fra de semitiske sprog. Den indoeuropæiske aflyd var enten kvalitativ (e ~ o) eller kvantitativ (e ~ ē ~ -). Det er denne aflyd, der lever videre i de germanske stærke verber, f.eks. binde : bandt : bundet, byde : bød : budt eller bide : bed : bidt, der alle har den karakteristiske veksel mellem e-trin i infinitiv og præsens, o-trin i præteritum og nultrin i participiet (germansk.
- bind- :
- band- :
- bund-,
- biud- :
- baud- :
- bud-,
- bīt- :
- bait- :
- bhit- < urindoeuropæisk
- bhendh- :
- bhondh- :
- bhndh-,
- bheudh- :
- bhoudh- :
- bhudh- og
- bheid- :
- bhoid- :
- bhid-). Den almindeligste verbalbøjning, som man kalder tematisk, fordi den har en stammevokal eller temavokal (e/o) foran endelsen, ser i en række klassiske indeuropæiske sprog således ud i præsens aktiv:
- Sanskrit bhárāmi, bhárasi, bhárati, bhárāmasi, bhárata, bháranti
- Avestisk barā(mi), barahi, baraiti, barāmahi, baraθā, barənti
- Græsk φέρω, φέρεις, φέρει, φέρομεν, φέρετε, φέροντι (dorisk) > -ουσι(ν) (attisk)
- Latin vehō, vehis, vehit, vehimus, vehitis, vehunt
- Gotisk bairau, bairis, bairiþ, bairam, bairiþ, bairand
- Oldkirkeslavisk vezoͅ, vezeši, veze(tъ), vezemъ, vezete, vezoͅtъ
- Litauisk vežù, vežì, veža, vežame, vežate, veža
- Oldirsk biru, biri, berid, bermai, beirthe, berait
- Hittitisk pí-eš-ki-mi, pí-iš-ki-ši, pí-eš-kiz-zi, pí-eš-ga-u-e-ni, pí-eš-kit-te-ni, pí-eš-kán-zi Der kan ikke være nogen tvivl om, at disse bøjninger går tilbage til et fælles udgangspunkt, som man traditionelt (siden Karl Brugmann) har rekonstrueret på følgende måde:
- Urindoeuropæisk
- bherō,
- bheresi,
- bhereti,
- bheromes,
- bherete,
- bheronti I nyere tid har man derimod været opmærksom på, at urindoeuropæisk ikke var et statisk sprog, og man er derfor mere tilbøjelig til at antage følgende endelser (Calvert Watkins):
- Urindoeuropæisk
- bheroh2,
- bherei > esi,
- bherei > -eti,
- bheromos,
- bherete,
- bheronti De yngre endelser skal være opstået under indflydelse af et andet hyppigt paradigme, det såkaldt atematiske, der f.eks. kendes fra verbet "at være":
- Sanskrit ásmi, ási, ásti, smás(i), sthá, sánti
- Avestisk ahmi, ahi, asti, mahi, stā, hənti
- Græsk εἰμί, εἶ, ἐστί, εἰμέν, ἐστέ, ἐντί (dorisk) > εἰσί(ν) (attisk)
- Latin sum, es, est, sumus, estis, sunt
- Gotisk im, is, ist, sijum, sijuþ, sind
- Hittitisk e-eš-mi, e-eš-ši / e-eš-ti, e-eš-zi,
- aš-wa-ni,
- aš-te-ni, a-ša-an-zi <
- Urindoeuropæisk
- h1ésmi,
- h1éssi,
- h1ésti,
- h1smós,
- h1sté,
- h1sénti Lignende rekonstruktioner kan foretages for andre dele af verbalsystemet og for nominalsystemet, dvs. substantiver og adjektiver. Det er klart, at alt dette ikke bare kan være lånt sammen med ordene (som dansk leksikon ~ leksika, hotdog ~ hotdogs, der deres enkelhed til trods alligevel ikke er stabile paradigmer).

Lydlove

En vigtig forskel mellem lighed som følge af kontakt og lighed som følge af slægtskab består i de såkaldte lydlove. Ordet lydlov (Lautgesetz, sound-law) er uheldigt, fordi det giver et indtryk af universel gyldighed ligesom naturlovene eller af bevidst vedtagelse ligesom samfundets love, og derfor bruger man også det mindre prætentiøse lydregel (Lautregel, sound-rule). Men pointen er, at beslægtede ord i beslægtede sprog forholder sig til hinanden i henhold til regelmæssige forandringer af sprogets lyd (fonemer). Det er danskeren Rasmus Rask, der første gang formulerede en lydlov (selv om han ikke brugte dette ord), da han observerede, at de germanske sprog havde en række ord, der kunne sættes i forbindelse med de tilsvarende græske og latinske ord, hvis man antog, at lydene (Rask sagde "bogstaverne") blev skiftet ud efter et reglmæssigt mønster. Han beskrev i den forbindelse den serie af lydlove, som vi kalder den germanske lydforskydning, f.eks. græsk κ, latin c = germansk h (f.eks. dansk hund = lat. canis, gr. κύων) eller græsk χ, latin h = germ. g (f.eks. dansk gås = gr. χήν). Da den århusianske sprogforsker Karl Verner var i stand til at forklare visse tilsyneladende uregelmæssigheder i den germanske lydforskydning under henvisning til accentens stilling i græsk og sanskrit ("den vernerske veksel"), gav det medvind til den strømning i den historiske sprogvidenskab, der gik under navnet junggrammatikerne, og som fastholdt lydlovenes undtagelsesløshed (die Ausnahmslosigkeit der Lautgesetze). I dag vil sprogforskerne bløde op på junggrammatikernes lydlovsbegejstring; man har konstateret, at lydlovene ikke rammer alle ord på én gang som ved et guddommeligt sving med tryllestaven, og de kan derfor godt glemme et par ord i skydningen i sprogets udkroge eller omvendt aldrig rigtig komme fra starten, således at det kun er en håndfuld ord, der når at blive ramt. Det overordnede princip er dog gyldigt, nemlig at beslægtede ord i princippet skal overholde de lydlove, der gælder for de pågældende sprog. Alle germanske ord, der er urbeslægtet med græske og latinske ord skal derfor overholde den germanske lydforskydning (inkl. den vernerske veksel), og de ord, der ikke overholder dem, er enten ikke beslægtet (f.eks. da. have ≠ lat. habeō 'have', men derimod = lat. capiō 'tage') eller senere lån (f.eks. da. kennel < lat. canis 'hund').

Fælles ord

Der er hundredvis af ord, der optræder i de fleste indoeuropæiske sprog eller i et bredt udsnit af dem. Det drejer sig f.eks. om ord som
- dems 'hus',
- dhueres 'dør',
- medhu 'honning, mjød',
- albhis /
- bharos /
- g’hersdā /
- ieuos 'byg, spelt',
- g’dhūs /
- piskos 'fisk',
- sals 'salt',
- gwous 'ko, okse',
- ek’uos 'hest',
- ouis 'får',
- sūs 'svin',
- kwriəmoi 'købe',
- bherō 'bære',
- edmi 'spise',
- sēiō 'så',
- ubhnāmi (
- uebhō) 'væve',
- ul̅nom 'uld',
- nogwnos 'nøgen',
- aios 'kobber',
- ausom 'guld',
- nsis 'sværd',
- lonkos 'bue',
- k’elus 'pil',
- nāus 'skib',
- ueg’hō 'køre',
- kwekwlos 'hjul',
- arətrom 'plov' (rekonstruktionerne er "klassiske", dvs. uden laryngaler). Man har brugt disse ord til at diagnosticere den urindoeuropæiske kultur og dermed lokalisere urhjemmet. Ordene giver et utvetydigt signalement af en landbrugskultur, der lever af kvæg og korn, og som har nogen kendskab til metal. Mere præcist kan man nok heller ikke bestemme den urindoeuropæiske kultur ud fra ordforrådet. Tidligere lagde man stor vægt på fælls trænavne. Når man f.eks. ad rekonstruktionens vej kunne nå frem til et fælles ord for 'bøg', nemlig
- bhāg’ós (f.eks. da. bøg, lat. fāgus, gr. φηγός), så måtte urindoeuropæerne også have boet i et område, hvor der voksede bøge; og da der ikke vokser bøge øst for en linie, der går fra Köngsberg til Krim, mente man, at indoeuropæernes urhjem (se nedenfor) måtte have ligget i Mellemeuropa. Problemet er blot, at man selvfølgelig ikke har nogen garanti for, at
- bhāg’ós netop betegnede bøgen og ikke et andet træ, blot fordi ordet er kommet til at betyde 'bøg' i germansk og på latin; græsk φηγός er derimod en eg. Endelig behøver bøgegrænsen ikke have gået det samme sted for 5-6000 år siden.

Kritik af indoeuropæisk

Race og sprog

Selv om teorien om de indoeuropæiske sprogs genetiske slægtskab og dermed et indoeuropæisk grundsprog er accepteret af så godt som alle sprogvidenskabsmænd, har den dog også mødt kritik. Kritikken har især været af ideologisk art, og den har især været fremført af ikke-sprogvidenskabsmænd. Det betyder dog ikke, at den ikke har peget på virkelige problemer i teorien, men kun at kritikken må relativeres og modificeres. Som bekendt blev begrebet indoeuropæisk misbrugt af raceteoretikere til at argumentere for, at der var en grundlæggende værdiforskel mellem de folk (den "race"), der talte et indoeuropæisk sprog, og alle andre folkeslag ("racer"). Eftersom dette misbrug blev del af en ideologi, der gennemførte en bestialsk tilintetgørelse af millioner af jøder og andre "ikke-ariske racer", er det klart, at man i den efterfølgende periode var utryg ved at beskæftige sig med indoeuropæisk under nogen som helst form.

Sammenlignende vs. almen sprogvidenskab

Der har desuden været en anden udvikling, der gar bidraget til, at indoeuropæisk mødte modstand. Hvor den tidlige lingvistik havde fokuseret meget kraftigt på den sammenlignende sprogvidenskab, svingede pendulet i 1930'erne over til, at det var mere moderne at beskæfte sig med samtidige sprogsystemer. Det var den gamle indoeuropæist Ferdinand de Saussure, der gav startskuddet til denne udvikling med sine posthumt udgivne Cours de linguistique générale ved at betone vigtigheden af at skelne diakron og synkron lingvistik. I den efterfølgende generation blev denne formaning af nogle omfortolket til, at sprogsammenligning var uvidenskabelig, og at virkelig sprogvidenskab kun kunne beskæftige sig med observerbare data. I 1960'erne og 1970'erne blev den indoeuropæiske og sammenlignende sprogvidenskab derfor betragtet som borgerlig og reaktionær. Studiet blev følgelig marginaliseret på universiteterne, lærestole i indoeuropæistik blev nedlagt (en udvikling, der endnu pågår), og sproghistorien blev skrevet ud af studieordningerne eller beskåret kraftigt på de enkelte sprogfag.

Diffusion

Den ældre arkæologi havde, med afsæt i den sprogvidenskabelige indoeuropæistik, været opsat på at identificere folkevandringer i det arkæologiske materiale og på at forklare alle markante ændringer i kulturen ud fra et befolkningsskifte. Efterkrigstidens generation af arkæologer var naturligvis skeptiske over for denne metode og gik for en stor dels vedkommende over i den modsatte grøft, idet man afviste snart sagt enhver form for indvandring (på nær den første). (I Danmark har denne generations skepsis over for det europæiske samarbejde muligvis også spillet en (ubevidst) rolle.) Kulturelle nyskabelser blev i stedet forklaret ved diffusion, dvs. spredning fra et folk til et andet i fredligt samkvem og ikke gennem en aggressiv erobring. Det var derfor nærliggende at mene, at et land som Danmark var begyndt at tale indoeuropæisk som en følge af en intens kulturel påvirkning sydfra. Tanken om sproglig diffusion har en uheldig forløber i den sovjetrussiske videnskabsmand Nikolaj Javkovlivič Marr (1865-1934), der ikke anerkendte den historiske sprogvidenskabelige metode og forklarede alle ligheder mellem sprog som en følge af diffusion. Han afviste slet og ret, at der overhovedet eksisterede sprogligt slægtskab og genetiske sproggrupper som slavisk. Fordi han havde haft en gunstig placering i den tidlige Sovjetunion, gjaldt hans meget eksotiske fortolkninger i lang tid som dogme på de sovjetiske universiteter, indtil selveste Stalin personligt greb ind og i et åbent brev i Pravda i 1950 stemplede dem som uvidenskabelige og dermed umarxistiske. Marrs radikale diffusionisme er nok et særsyn i dag. Man kan under alle omstændigheder ikke diskreditere enhver brug af diffusion på den baggrund. Diffusion er helt sikkert en adækvat model til at forklare udvekslingen af materiel kultur, og det derfor har været fornuftigt af den nye arkæologi at betone diffusionens betydning over for den klassiske invasionsteorie. Om sproglig lighed er opstået ved diffusion eller skyldes oprindeligt slægtskab, må altid komme an på den pågældende situation og på, hvilken model der bedst kan forklare de foreliggende data. Diffusion eller konvergens (at to sprog bliver mere lig hinanden over tid) er velegnet til at beskrive løse sprogfamilier såsom altaisk, dvs. tyrkisk-mongolsk (det er stadig omdiskuteret). I de indoeuropæiske sprogs tilfælde er diffusionsmodellen derimod ikke adækvat. Det er rigtigt, at der i dag er tusindvis af kulturord, der er fælles for alle eller de fleste europæiske sprog såsom telefon, computer, hallo. Men i de indoeuropæiske sprog ville det imidlertid ikke kun være ord, der var lånt, men også hele morfologien, der i de ældre indoeuropæiske sprog er så kompleks, at den grundlæggende overensstemmelse på ingen måde kan bero på en tilfældighed, og et lån nærmest er utænkeligt. Og det er ikke kun færdige ord, der er fælles for de indoeuropæiske sprog, men i lige så høj grad disse ords byggestene ("rødder") og reglerne for, hvordan der dannes afledninger af disse byggestene.

Opsummering

Den sprogvidenskabelige kerne i den indoeuropæiske teori - at de indoeuropæiske sprog er beslægtede og har et fælles ophav - er som sådan uangribelig, selv om der er mange enkeltheder i teorien, der er diskutable, ganske enkelt, fordi de bygger på sandsynlighedsargumenter og ikke kan sig verificeres, så længe der ikke findes direkte kilder til det urindoeuropæiske grundsprog. Det er vigtigt at understrege, at antagelsen af den sprogvidenskabelige teori ikke nødvendigvis vil indebære, at man så også må acceptere f.eks. en model med aggressive patriarkalske erobrere, der propaganderede en dumézilsk ideologi. Der er - med rette - mange, der føler et ubehag ved at tilslutte sig noget, de opfatter som et fascistisk projekt. De arkæologiske og religionshistoriske teorier, der opererer med indoeuropæisk er imidlertid ikke forudsætninger for den sprogvidenskabelige indoeuropæistik, men støtter sig blot til den. Man kan derfor være enig eller uenig med Georges Dumézils teori om den indoeuropæiske trefunktionsideologi eller med Marija Gimbutas' teori om de matriarkalske urindoeuropæere, men det har ingen betydning for den sproghistoriske rekonstruktion. Selv om det i første omgang har været ikke-sprogvidenskabsfolk, især arkæologer, der har fremført kritikken, har den ydet et væsentligt bidrag til den sprogvidenskabelige teori. Diffusionsmodellen er ganske vist i sig selv utilstrækkelig til at forklare ligheden mellem de indoeuropæiske sprog, men moderne arkæologi opererer med andre, langt mere sofistikerede mellemformer mellem den aggressive erobring og den fredelige langdistancekontakt. Disse modeller har forbedret vores forståelse af, hvordan indoeuropæisk kan være blevet udbredt, og hvordan de enkelte sproggrupper kan være blevet dannet.

Urhjemmet

Indledning

Eftersom urindoeuropæisk netop er en sprogvidenskabelig abstraktion, kan det ikke uden videre identificeres med én særlig forhistorisk arkæologisk kultur, selv om der har været og stadig bliver gjort talrige forsøg herpå. Forslagene til, hvor det indoeuropæiske urhjem skulle placeres har været mange og indbyrdes modstridende. En del af forslagene er nationalistisk motiverede som f.eks. Nordeuropa eller Indien. De fleste vil dog foretrække et forslag, der ligger i midten af det store område, hvor der tales eller blev talt indoeuropæiske sprog, og her er der to forslag, der har vundet større tilslutning end andre, nemlig stepperne nord for Sortehavet og Det kaspiske Hav og Lilleasien.

Det nordlige sortehavsområde

Det traditionelle synspunkt er, at urindoeuropæisk blev talt af et folk, der boede i det nuværende Ukraine og Sydrusland. Som en følge af deres tæmning af hesten havde dette folk en fordel, der førte til, at de i løbet af forholdsvis kort tid ekspanderede fra deres kerneområde ud over Europa og Sydasien. De sættes i forbindelse med den såkaldte kurgankultur (russisk kurgán 'gravhøj'), idet skikken med at rejse gravhøje - ifølge teorien - spreder sig fra øst mod vest i flere successive bølger. Disse kurganfolk skal desuden have været mere krigeriske (og patriarkalske), hvorfor de hurtigt fik overtaget i forhold til de mere fredelige (og matriarkalske) agerdyrkere i de lande, de erobrede. Denne teori er bl.a. forsvaret af den litauiske arkæolog Marija Gimbutas. James P. Mallory forsvarer ligeledes et urhjem på de eurasiske stepper, men er mindre ideologisk end Gimbutas. Nye fund underbygger, at udviklingen af den hestetrukne stridsvogn faktisk fandt sted på stepperne nord for Det kaspiske Hav, og meget taler for, at disse folk talte indoeuropæisk. Det var dog næppe urindoeuropæere, men snarere tidlige indoiranere, der i den efterfølgende periode trængte ned i Pakistan (det gamle Indien) og Iran. At det skulle være den samme teknologiske landvinding, der bragte de vestlige indoeuropæere til deres rspektive områder (Robert Drews, The Coming of the Greeks, 1988), er derimod mere omstridt.

Lilleasien

En anden teori, der dog er mere populær blandt arkæologer end blandt sprogvidenskabsfolk, er, at urindoeuropæisk blev talt af folk, der boede på den Anatolske Højslette i det 7. og 6. årtusinde f.Kr. Her lærte de kunsten at drive agerbrug, som førte til en relativ fredsommelig udvidelse af deres sprog og kultur mod øst, vest og nord. Syd for dem boede der allerede andre agerbrugende, hovedsagelig semitiske, folk. Denne teori blev lanceret af Colin Renfrew. Thomas Gamkrelidze og Vjačeslav Ivanov (Indo-European and the Indo-Europeans, 1995) forsvarer et urhjem i Armenien ud fra sprogvidenskabelige argumenter, især det urindoeuropæiske sprogs typologi, men deres rekonstruktioner er omstridt. Renfrews vigtigste argument er, at et sprogskifte kræver en voldsom kulturel begivenhed, og fra istidens ophør til nutiden har der ikke været nogen større begivenhed end den neolitiske revolution. Det er derfor kun naturligt, at landbrugerne, der hurtigt blev betydeligt talrigere end jægerne, hvor end de slog sig ned, også kom til at sætte den sproglige dagsorden. En vigtig anke imod Renfrews teori er, at de de sprog, der blev talt øst og vest for det hypotetiske urhjem, ligner hinanden mere end de sprog, der blev talt i centrum. Græsk og indisk er meget mere tættere på hinanden, end de er på hittitisk, der efter mange forskeres mening er spaltet tidligere ud fra ursproget end de andre indoeuropæiske sprog. Hvis man antager et fælles urhjem i Lilleasien, må man med andre ord acceptere, at indoiranerne ikke er vandret direkte østover, men har taget turen venstre om Sortehavet.

Syntese

Det er at forene sortehavshypotesen med den lilleasiatiske hypotese, hvis man antager, at de folk, der udbredte landbruget, talte en form for indoeuropæisk, men at der senere var en sproglig påvirkning østfra fra de indoeuropæisktalende agerdyrkere, der havde bosat sig nord for Sortehavet og Det kaspiske Hav, og som der havde domesticeret hesten (jf. Robert Drews, Journal of Indo-European Studies 25 (1997) 153-177, og Margalit Finkelberg, The Classical World 91 (1997) 3-20). Den østfrakommende indoeuropæisering var derfor ikke så meget en invasion, selv om der nok har været et vist flow af personer fra øst mod vest. Men der er nok så meget tale om en sproglig konvergens mellem de "gamle" indoeuropæere og de "nye" indoeuropæere.

Sproggrupper i indoeuropæisk

Uddøde sprog og sproggrupper er markeret med †
- †anatolske sprog
- †palaisk sprog: palaisk (nordlige Tyrkiet, 16.-14. årh. f. Kr.)
- †hittitisk sprog: hittisk (centrale Tyrkiet, 17.-13. årh. f. Kr.)
- †luviske sprog: luvisk (sydlige Tyrkiet, 15.-8. årh. f. Kr.), †karisk (sydvestlige Tyrkiet og Ægypten, 7.-4. årh.), †lykisk (sydvestlige Tyrkiet, 5.-4. årh. f. Kr.)
- †lydisk (vestlige Tyrkiet, 8.-4. årh. f. Kr.)
- †tokhariske sprog: to dialekter (Xinjiang, 6.-8. årh. e. Kr.)
- indoiranske sprog
- indiske sprog (indoariske sprog): †vedisk (Vedaens hellige sprog), sanskrit (det klassiske skriftsprog), pāli (den sydlige buddhismes skriftsprog), hindī, urdu, bengalī, marāṭhī, gujarāṭī, romani (romas sprog). Utallige andre dialekter.
- nuristanisprog eller kafirsprog (i Afghanistan). Betragtes af nogle som iranske dialekter, af andre som en selvstændig gren af indoiransk.
- iranske sprog
- østiranske sprog: persisk eller farsi, kurdisk
- vestiranske sprog: †avestisk (Avestaens hellige sprog), pašto (i Afghanistan), †sogdisk (på Silkevejen), †skythisk, †sarmatisk, ossetisk (i Kaukasus)
- armensk sprog
- græsk sprog: †mykensk (Linear B, 14.-12. årh. f. Kr.), †klassisk græsk (adskillige dialekter), †koiné, nygræsk
- †makedonisk sprog (kun kendt gennem ord og navne hos klassisk græske forfattere). Betragtes af nogle forskere som en græsk dialekt, af andre som et selvstændigt, men beslægtet sprog.
- †frygisk sprog: †frygisk (centrale Tyrkiet, 8. årh. f. Kr. - 3. årh. e. Kr.)
- albansk sprog: to dialekter
- †illyrisk sprog (Kroatien, kun kendt gennem ord og navne hos klassisk græske forfattere).
- †messapisk sprog (sydøstlige Italien, 5.-1. årh. f. Kr.).
- †thrakisk sprog (Bulgarien, to indskrifter og ord og navne hos klassisk græske forfattere).
- italiske sprog
- †sabelliske sprog (tidligere oskisk-umbriske sprog): †oskisk, †umbrisk. Visse forskere mener, at sabellisk og latin ikke tilhører én gruppe, men er selvstændige indoeuropæiske grene.
- latinske sprog: latin
- østromanske sprog: rumænsk, †dalmatinsk (Kroatien), sardisk, italiensk
- vestromanske sprog: rætoromansk, fransk, provencalsk, katalansk, spansk (kastillansk), portugisisk
- †venetisk sprog (nordøstlige Italien, 6.-2. årh. f. Kr.). Nogle forskere mener ikke, sproget hører til den italiske gruppe.
- keltiske sprog
- †fastlandskeltiske sprog: †gallisk (Frankrig, 3. årh. f. Kr. - 3. årh. e. Kr.), †lepontisk (Italien, 7.-5. årh. f. Kr.), †keltiberisk (Spanien, 2.-1. årh. f. Kr.)
- økeltiske sprog
- britanniske sprog: bretonsk, †kornisk (Cornwall, indtil 1777), kymrisk (Wales)
- gæliske sprog: irsk, skotsk, manx (Man)
- †lusitanisk sprog (Spanien/Portugal, 2. årh. e. Kr.)
- baltoslaviske sprog
- baltiske sprog
- †vestbaltiske sprog: †oldpreussisk (Østpreussen, 15.-17. årh. e. Kr.)
- østbaltiske sprog: litauisk, lettisk
- slaviske sprog
- østslaviske sprog: russisk, ukrainsk, hviderussisk
- vestslaviske sprog: polsk, †polabisk, †kašubisk, sorbisk, tjekkisk, slovakisk
- sydslaviske sprog: †oldkirkeslavisk, makedonisk, bulgarsk, kroatisk, serbisk, slovensk
- germanske sprog
- †østgermanske sprog: †gotisk (Italien, 4.-6. årh. e. Kr.), †krimgotisk (Krim, 16. årh. e. Kr.)
- vestgermanske sprog: højtysk, nedertysk (plattysk), nederlandsk, frisisk, engelsk
- nordgermanske sprog: islandsk (herunder †oldnordisk), færøsk, norsk, svensk, dansk

Litteratur

Danske titler

- Niels Åge Nielsen, Sprogets opståen og udvikling. Munksgård: København 1968.
- Louis Hjelmslev, Sproget. En introduktion. Berlingske Forlag 1963. En fornuftig og afvejet gennemgang af sprogvidenskabens forskellige discipliner, skrevet af en af strukturalismens fædre.
- Holger Pedersen, Sprogvidenskaben i det nittende århundrede. Metoder og resultater, Gyldendal: København 1924. Genoptrykt i bindet Videnskaben om sproget. Historisk sprogvidenskab i det 19. århundrede. Arkona: Århus 1978. En internationalt rost og stadig læsværdig gennemgang af den indoeuropæiske sprogvidenskabs første periode, skrevet af en af videnskabens berømte udøvere.

Fremmedsprogede titler

- Robert S. P. Beekes, Comparative Indo-European Linguistics. An Introduction. John Benjamins: Amsterdam, Philadelphia 1995.
- J. P. Mallory, In Search of the Indo-Europeans. Language, Archaeology and Myth. Thames & Hudson: London: 1989.
- James P. Mallory & Douglas Q. Adams. Encyclopedia of Indo-European Culture. Fitzroy Dearborn: London 1997.
- Michael Meier-Brügger, Indogermanische Sprachwissenschaft. Walter de Gruyter: Berlin, New York 2000. Engelsk oversættelse Indo-European Linguistics. Walter de Gruyter: Berlin, New York 2003.
- Colin Renfrew, Archaeology and Language: The Puzzle of Indo-European Origins. Cape: London 1988.
- Oswald Szemerényi, Einführung in die vergleichende Sprachwissenschaft. Wissenschaftliche Buchgesellschaft: Darmstadt, 3. udg. 1989. Engelsk oversættelse Introduction to Indo-European Linguistics. Oxford 1999. Kategori:Indoeuropæiske sprog ja:インド・ヨーロッパ語族 ko:인도유럽어족 th:ภาษากลุ่มอินโด-ยูโรเปียน

Antikken

Se også

- Oldtidskundskab Kategori:Antikken

Latium

Lazio (latin Latium) er en region i det centrale Italien. Dens naboregioner er Toscana, Umbrien, Abruzzo, Molise, Campania og det Tyrrhenske hav. Regionshovedstaden er Rom. Fodboldklubben S.S. Lazio ligger i regionen. Kategori:Italienske regioner ja:ラツィオ州

Græsk

:Denne artikel handler om sproget. Se græsk (flertydig) for andre betydninger. ---- Græsk er sproget som stammer fra Grækenland.

Oldgræsk og nygræsk

Det græsk, som blev brugt i antikken, kaldes oldgræsk. På grund af oldgræsks store betydning er det dog almindeligt, at man slet og ret kalder det græsk, hvorimod det moderne sprog normalt må præciseres nygræsk.

Forskellen mellem oldgræsk og nygræsk er så betydelig, at man ikke uden videre kan forstå det ene, fordi man har lært det andet. Retstavningen har ikke ændret sig så meget, men udtalen er vidt forskellig. Mange af ordene er stadig de samme, selv om der har været en vis udskiftning. Grammatikken er noget anderledes. Det utal af bøjningsformer, der kendetegner oldgræsk, er blevet indskrænket kraftigt i nygræsk (futurum, optativ og infinitiv er forsvundet som selvstændige bøjninger; dativen er ligeledes forsvundet).

Folkenavnet

Grækenland, græsk og grækere er det almindelige navn for landet, sproget og folket i Europa og stammer fra latin (Graecia, Graecus). Grækerne kaldte sig derimod i oldtiden hellenere (Ἕλληνες) og landet for Hellas (Ἑλλάς). Dette navn blev genoptaget, da den moderne græske stat blev dannet i det 19. århundrede.
I mellemtiden havde de kaldt sig romæere (Ρωμαῖοι ell. Ρωμιοί), egtl. "romere", fordi de var efterkommere af det Østromerske (Byzantinske) Riges græsktalende befolkning.
Homer bruger ikke hellenernavnet, men kalder grækerne for achaier, argeier eller danaer.

Slægtskab og forhistorie

Græsk er et indoeuropæisk sprog ligesom dansk, tysk, engelsk, fransk, russisk osv. Inden for den indoeuropæiske sprogfamilie synes græsk at være tættest beslægtet med de indoariske sprog (f.eks. sanskrit, hindi, urdu), iranske sprog (f.eks. avestisk, persisk, kurdisk) og armensk. Disse sproggrupper er derfor sandsynligvis efterkommere af indoeuropæiske dialekter, der blev talt i nærheden af hinanden i det (hypotetiske) indoeuropæiske urhjem. Hvornår urformen af græsk kom til Grækenland er omstridt. De, der mener, det indoeuropæiske urhjem befandt sig i Lilleasien, vil være tilbøjelig til at hævde, at sproget kom til Grækenland direkte derfra sammen med de første agerdyrkere. De, der placerer urhjemmet på stepperne nord for Sortehavet og Det kaspiske Hav, forestiller sig derimod i reglen en senere dato, omkr. 3300 f.Kr., omkr. 2000 f.Kr. eller omkr. 1650 f.Kr.. alt efter om man sætter de første grækere i forbindelse med kurgánbegravelser (russ. курган "gravhøj"), med en særlig keramiktype eller med indførelsen af den hestetrukne stridsvogn.

Inddeling

Forskellige perioder havde forskellige former for græsk:

Udtale
Oldgræsk og nygræsk skrives med det samme alfabet, og den klassiske ortografi er stort set bevaret indtil i dag, men udtalen er vidt forskellig. Sprogvidenskaben har dannet sig et ganske godt billede af, hvordan klassisk attisk græsk har været udtalt. I den nedenstående tabel er de to udtaler sammenstillet: Kategori:Indoeuropæiske sprog als:Griechische Sprache ja:ギリシア語 ko:그리스어 ms:Bahasa Greek simple:Greek language th:ภาษากรีก

Alexander den Store
fra 1. århundrede f.Kr.]] 1. århundrede f.Kr. Alexander den Store (født sidst i juli, 356 f.Kr., død 10. juni 323 f.Kr.) var konge af Makedonien. De græske bystater var allerede blevet samlet under Alexanders far, Filip 2. af Makedonien, og Alexander den Store kunne erobre Persien, Egypten og en række andre kongedømmer. Han nåede helt frem til det nordlige Indien. Erobringerne medførte en hurtig spredning af græsk kultur til flere kontinenter. Alexander synes at have været en dristig og energisk hærfører der nåede store resultater, men viste sig også hensynsløs i krig og despotisk over for sine undersåtter, efterhånden som hans magt øgedes. Kategori:Antikken Kategori:Faraoer ja:アレクサンドロス3世 ko:알렉산드로스 대왕

300
Århundreder: 2. århundrede - 3. århundrede - 4. århundrede Årtier: 250'erne 260'erne 270'erne 280'erne 290'erne - 300'erne - 310'erne 320'erne 330'erne 340'erne 350'erne Årstal: 295 296 297 298 299 - 300 - 301 302 303 304 305 ---- Se også 300 (tal) ----
Begivenheder

-
Født

-
Dødsfald

-
Sport

- 00 ko:300년

Middelalderen
Middelalderen (på latin: media ætas) betegner i europæisk historie perioden fra antikkens afslutning i folkevandringstiden til tidlig moderne tid eller renæssancen. Det har været almindeligt at tidsfæste den mere præcist til 476-1453 med henholdsvis det vest- og østromerske riges fald som yderpunkterne. I dag bruges det almindeligvis om perioden ca. 500-1500. Begrebet middelalder blev opfundet af italienske renæssancehumanister i første del af 1400-tallet. Indtil da (og relativ lang tid efter) delte man almindeligvis historien op i de seks verdensaldre med udgangspunkt i de bibelske seks skabelsesdage eller i de fire verdensmonarkier med udgangspunkt i Dan 2,40. De tidlige renæssancehistorikere (med Francesco Petrarca som den første) opererede i stedet med to perioder i historien: Antikken og "den mørke tid". I midten af 1400-tallet mente man, at historien nu var kommet ud af den mørke tid og ind i den moderne tid, hvilket gav grundlag for at beskrive tiden mellem antikken og den moderne tid som en mellemperiode, middelalderen. Så vidt vides var italieneren Giovanni Andrea Bussi den første til at bruge betegnelsen (media tempestas) i 1469. Denne tredeling af historien kom til at få langvarig betydning og danner i vidt omfang grundlaget for historikeres opdeling af historien den dag i dag. Man har dog i høj grad forladt renæssancens syn på middelalderen som en unyttig ventetid på antikkens genfødsel og taler i højere grad om kontinuitet mellem middelalderen og den moderne tid. Opdelingen af historien i tre perioder blev introduceret i Danmark af kongelig historiograf Jon Jakobsen Venusinus i skriftet De historia dissertatio prima, qva ejus definitio et divisio comprehenditur fra 1604, hvor han skelner mellem ætas prisca, ætas media og ætas recentior. Så sent som i Ludvig Holbergs Synopsis Historiæ Universalis fra 1733 benyttes dog stadig opdelingen i de fire verdensmonarkier, men Holberg kendte og brugte også begrebet middelalder ("Middel Alder", "Middel-Alder", "middel Alderen") i lighed med de lidt yngre historikere Peter Friderich Suhm ("den midlere Historie") og Gerhard Schøning ("de saakaldte midlere Tider"). Ove Høegh-Guldberg benyttede i sin Verdens Historie (1768-1772) opdelingen i de seks verdensaldre. Den latinske betegnelse blev først fastlagt som media ætas efter nogen tid, hvor flere forskellige betegnelser var i brug. Det drejer sig om entalstalsformerne (årstallet for første kendte brug er angivet i parentes) media tempestas (1469), media ætas (1518), media antiquitas (1519), medium ævum (1604) og medium sæculum (1625) samt flertalsformerne media tempora (1531) og media sæcula (1625). Denne vaklen er formodentlig årsag til, at betegnelsen for perioden på engelsk (Middle Ages), nederlandsk (Middeleeuwen), russisk (Средние века) og islandsk (miðaldir) har en flertalsform, mens den på de øvrige europæiske sprog har entalsform. Det er almindeligt at opdele perioden i yderligere i tre perioder:
- Tidlig middelalder (ca. 500-1000)
- Højmiddelalder (ca. 1000-1300)
- Senmiddelalder (ca. 1300-1500) Denne opdeling blev dominerende efter Første Verdenskrig gennem artikler og bøger af historikerne Henri Pirenne og Johan Huizinga.
Dansk middelalder
Johan Huizinga Middelalderen betegner i dansk (og nordisk) sammenhæng en lidt anden periode end i det sydligere Europa. I almindelighed bruges begrebet middelalder om perioden fra ca. 1000 til 1536 og betegner således den periode, hvor den romersk-katolske kirke var den officielle kirke i Danmark. Det er dog også normalt først at regne middelalderens begyndelse i Danmark fra vikingetidens ophør omkring 1050 eller allerede fra kongemagtens overgang til kristendommen ca. 965. Ofte nævnes Svend 2. Estridsens regeringsperiode som tiden, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Det var bl.a. i denne periode, at Danmark kirkeligt blev delt ind i otte stifter. Udover den katolske kirkes centrale position var perioden karakteriseret ved, at magten i samfundet til en hvis grad var delt mellem kongemagt, adel og kirke med skiftende styrke hos de tre grupper. Det kom bl.a. til udtryk ved institutioner som danehof og rigsråd. Ved reformationen i 1536 blev dette forhold ændret, da kirken mistede sin direkte politiske indflydelse. Derfor kaldes perioden efter reformationen og frem til enevældens indførelse i 1660 ofte adelsvælden. Historikere bruger ofte en opdeling af den danske middelalder, der ser ca. sådan ud:
- Vikingetid (ca. 800-1050)
- Højmiddelalder (1050-1350)
- Senmiddelalder (1350-1536) Skellet mellem højmiddelalder og senmiddelalder kan begrundes dels med de samfundsforandringer, som Den sorte Død medførte, og dels med den gensamling af riget, der satte ind, da Valdemar 4. Atterdag blev konge i 1340 og dermed afsluttede den kongeløse tid, hvor Danmark havde været pantsat til grev Johann og grev Gerhard. Senmiddelalderen blev også Kalmarunionens tid (1397-1523). Kampen for at holde sammen på unionen eller genetablere den blev for flere danske konger et primært politisk mål, samtidig med at der foregik en kamp mellem adelen og kongemagten om den politiske dominans ud fra principperne regimen regale og regimen politicum.
Videnskab
regimen regale og regimen politicum Før i tiden troede man, at middelalderen var en tilbagestående periode, hvor mennesker end ikke vidste, at Jorden er rund. I dag ved vi, at de udmærket godt vidste, at Jorden er kugleformet. Ydermere var de på alle områder teknologisk mere avancerede end i klassisk tid. Filosofisk blev de klassiske tanker videreudviklet (man udviklede middelalderlatin til formålet), og man oprettede universiteter rundt omkring i Europa. Universiteterne blev til i et kulturelt møde mellem katolikker og muslimer i Spanien og spredte sig derfra til resten af Europa. Marco Polo drog på opdagelsesrejse og besøgte Kina. Han er forløberen for de senere opdagelsesrejser i renæssancen, men har altså sit udgangspunkt i middelalderen.
Kunst og ideer
I middelalderen opstår den idé, at mænd og kvinder er født intellektuelt lige, og at kvinden derfor skal have lige rettigheder med manden. Dette begrundedes med, at hvis en ufri kvinde ikke har frihed til at synde, kan hun ikke angre og derved modtage nåden. Før middelalderen var tanken om lighed nærmest utænkelig. Da mennesker er lige overfor Gud sker der også en massebevægelse i retning af at frigive og frikøbe slaver. Slaveri opfattedes som en ukristelig foreteelse og blev gjort ulovligt i de fleste europæiske lande omkr. år 1000, selv om det forsatte med at eksistere frem til nutiden. Først i oplysningstiden genindføres slaveriet for alvor i den vestlige verden. Giotto di Bondone (c. 1267–1337) opfandt det korrekte naturalistiske billede. Ideen kopieredes og masseproduceredes i renæssancen. Dante Alighieri (1265-1321) skrev Den Guddommelige Komedie, som stadigvæk står som et af de allerstørste værker nogensinde i litteraturhistorien.
Se også

- Danmarks historie
- Dannebrogordenen
- Feudalisme
- Hede
- Kirkeret
- Liste over middelaldervåben
- Militær teknologi og udstyr
- Ridder
- Ridderskab
- Tidslinje for Tidlig Middelalder
Litteratur

- Robert Bartlett: The Making of Europe - Conquest, Civilization and Cultural Change 950-1350, Allen Lane 1993 (Penguin Books 1994 ISBN 0-14-015409-4)
- Per Ingesman, Ulla Kjær, Per Kristian Madsen og Jens Vellev (red.): Middelalderens Danmark. Kultur og samfund fra trosskifte til reformation, Gad:København 1999 ISBN 87-12-03370-7
- Fred C. Robinson: "Medieval, the Middle Ages" i Speculum 59:4 (1984), s. 745-56
- Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks middelalder. En arkæologisk kulturhistorie, Gyldendal:København 1999 ISBN 87-00-22888-5
Eksterne henvisninger

- [http://www.danskmiddelalder.dk/ www.danskmiddelalder.dk]
- [http://www.bornholmsmiddelaldercenter.dk/ Bornholms Middelaldercenter]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/de_aeldste_tider.htm Nomos, Skræp: De ældste tider / Vikingetid/ Tidlig middelalder]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/1200-1400.htm Nomos, Skræp: 1200-1400 tallet]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/1500-1600.htm Nomos, Skræp: 1500-1600 tallet] (inkl. folkeviser)
- [http://www.middelalderinfo.dk/ MiddelalderInfo] - omfattende samling af information om middelalderen, arrangementer, middelaldergrupper, musik, bøger, instrumenter, mad opskrifter, aktører og meget andet. Bliver løbende ajourført med ny viden.
- [http://www.middelalderfestival.dk/ Europæisk Middelalder Festival i Horsens]
- [http://www.aabne-samlinger.dk/venderprojekt/ Venner og fjender omkring Østersøen] - de dansk-vendiske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder. Et forsknings- og formidlingsprojekt i Storstrøms Amt]
- [http://www.duda.dk/Grundfag/Historie/Middelalderen/middelalderen.html DUDA om middelalderen]
- [http://www.middleages.dk/ Middleages.dk] (på dansk)
- [http://www.historie-nu.dk/historie-nu_links_portal.htm#middelalder1 historie-nu.dk: Middelalder]
- [http://www.roskildeskoler.dk/Kroenikke/Indledning.htm Roskildekrøniken] - citat: "...Roskilde Krønike er et resultat af alle Roskildes skolers samarbejde i anledning af, at byen fejrede sit 1000 års jubilæum. Den har hentet sin titel fra den ‘rigtige’ Roskilde Krønike - et håndskrift og en vigtig historisk kilde fra omkring 1140...Det er mest elevernes egen fantasi og indlevelse, der har formet krøniken..."
- [http://cunnan.sca.org.au/ Cunnan] - a Wiki collecting information for re-enactors of the Middle Ages and Renaissance with a heavy slant towards members of the SCA
- [http://www.ivh.au.dk/dvh/bog-udvikling.dk.htm Institut for Videnskabshistorie, Århus Universitet] - Dansk Videnskabs Historie: DVH-projektets firebindsværk (tekstudkast)
- [http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/ The Online Medieval and Classical Library] Kategori:Middelalder Kategori:Tidsperioder ja:中世 simple:Middle Ages

Europa (verdensdel)
Europa, der er navngivet efter en græsk sagnprinsesse, er en verdensdel som er afgrænset af Atlanterhavet mod vest, det Arktiske Hav mod nord, Middelhavet mod syd, og Asien mod øst. Sammen med Asien udgør Europa superkontinentet Eurasien. Europa er den vestlige femtedel af den eurasiske landmasse. Grænsedragningen mellem Europa og Asien er historisk og kulturelt betinget, og der findes flere forskellige udlægninger af hvor grænsen mellem de to verdensdele går. Set fra nord mod syd begynder den i Uralbjergene. Fra sydenden af Ural følger den enten Uralfloden eller floden Emba til det Kaspiske Hav, og herfra videre gennem enten Kaukasus eller Manytsch-lavningen til Sortehavet og videre gennem Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne til Middelhavet, hvor alle større øer traditionelt regnes for europæiske (Cypern og nogle gange også øerne tæt på Lilleasiens vestkyst (Rhodos, Samos, Mytilene m.fl.) regnes dog i visse sammenhænge for asaitiske). Oftest bruges definitionen med Uralfloden og Kaukasus som grænsen. I alle tilfælde går grænsen gennem Rusland, Kasakhstan og Tyrkiet således at disse lande har områder i begge verdensdele. Befolkningsmæssigt er Europa den næststørste verdensdel efter Asien.
Europas historie

Lande i Europa

Mykensk græsk

1500-1200 f.Kr.

Mykensk er overleveret i tekster (fortrinsvis lertavler) skrevet i stavelsesskriften Linear B og fundet i Mykene, Pylos, Knossos og Theben. Sprogforskere regner gerne med, at græsk var delt op i to dialekter, en sydlig og en nordlig. Fra sydgræsk, som mykensk repræsenterer, stammer de klassiske dialekter arkadisk-kyprisk og attisk-ionisk. Fra nordgræsk, der ikke er overleveret i skriftlige kilder fra det 2. årt. f.Kr., stammer dorisk og (til dels) æolisk.

Klassisk græsk

800-320 f.Kr.

Dette sprog var opsplittet i forskellige dialekter: attisk-ionisk (Attika, Euboia, ægæiske øer og det sydvestlige Lilleasien), arkadisk-kyprisk (det indre Peloponnes og Cypern), æolisk (Thessalien, Boiotien, Lesbos og det nordvestlige Lilleasien) og dorisk eller vestgræsk (det meste av Peloponnes og Mellemgrækenland, Kreta og Rhodos). Men disse dialekter har været indbyrdes forståelige, hvorfor man ikke taler om forskellige sprog.

Hellenistisk græsk

320-31 f.Kr.

I det 4. århundrede f.Kr. begynder de klassiske dialekter at forsvinde til fordel for en fælles dialekt, koiné (græsk: κοινή "fælles"), der ligger sig tættest op af attisk. Takket være Alexander den Stores erobringer blev koiné et verdenssprog i hele det østlige Middelhavsområde. Ny Testamente er skrevet på koiné.

Kejsertidens græsk

31 f.Kr.-330 e.Kr.

Koiné var fortsat det almindelige sprog, men en del forfattere vælger at skrive på klassisk attisk (atticisme).

Byzantinsk græsk

330-1453 e.Kr.

Folkesproget lå halvvejs mellem oldgræsk og nygræsk, men de fleste litterære tekster blev fortsat skrevet på en form for oldgræsk.

Nygræsk

1453 e.Kr.-

I lang tid fortsatte man med at skrive på en form for oldgræsk, og da man begyndte at skrive på nygræsk, var det med et stærkt oldgræsk islæt, katharévusa (nygræsk καθαρεύουσα "rensende (sprog)"). Folkesproget, dimotikí (nygræsk δημοτική "folkelig") vandt dog frem til sidst og er i dag landets officielle sprog.

- Albanien
- Andorra
- Belgien
- Bosnien-Hercegovina
- Bulgarien
- Cypern
- Danmark
- Estland
- Finland
- Frankrig
- Grækenland
- Nederland
- Hviderusland
- Irland
- Island
- Italien
- Kasakhstan
- Kroatien
- Letland
- Liechtenstein
- Litauen
- Luxembourg
- Makedonien
- Malta
- Moldova
- Monaco
- Norge
- Polen
- Portugal
- Rumænien
- Rusland
- San Marino
- Schweiz
- Serbien og Montenegro
- Slovakiet
- Slovenien
- Spanien
- Storbritannien og Nordirland
- Sverige
- Tjekkiet
- Tyrkiet
- Tyskland
- Ukraine
- Ungarn
- Vatikanstaten
- Østrig

Dertil kommer Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, der alle er medlemmer af Europarådet, men som ligger syd for Kaukasus-bjergene, der af mange anses for at være grænsen mellem Europa og Asien (sammen med Ural-bjergene).

Satellitbillede

Ural

Se også

- Verdens lande

Eksterne henvisninger

- [http://www.rejseklar.dk/verdenskort/europa.htm Europa - Direkte adgang til de europæiske lande i tal - ved rejseklar.dk]
- [http://www.meteoschweiz.ch/data/radsat/meteosat_anim.gif Europas vejr de sidste 24 timer] (kræver billed-looping) Kategori:Verdensdele Kategori:Europa als:Europa ja:ヨーロッパ ko:유럽 ms:Eropah roa-rup:Evropa simple:Europe th:ทวีปยุโรป zh-min-nan:Europa

Tanke

Tænkning kaldes også kognition. Spørgsmålet om, hvad tænkning er, hører under filosofien og kognitionspsykologien. Man taler om forskellige typer af tænkning. Kognition i snæver forstand:
- Deduktion
- induktion
- Problemløsning
- Beslutninger Kognition i bred forstand:
- Tænkning (i snæver forstand)
- Læring
- sansning
- perception
- opmærksomhed
- sprog
- hukommelse
- intelligens Kategori:Kognitionspsykologi Kategori:Filosofi ja:認識

1800-tallet

Hundrede-tal: 1700-tallet - 1800-tallet - 1900-tallet
Europæiske regenter i 1800-tallet - Krige i 1800-tallet ----

1800'erne	1800	1801	1802	1803	1804	1805	1806	1807	1808	1809
1810'erne	1810	1811	1812	1813	1814	1815	1816	1817	1818	1819
1820'erne	1820	1821	1822	1823	1824	1825	1826	1827	1828	1829
1830'erne	1830	1831	1832	1833	1834	1835	1836	1837	1838	1839
1840'erne	1840	1841	1842	1843	1844	1845	1846	1847	1848	1849
1850'erne	1850	1851	1852	1853	1854	1855	1856	1857	1858	1859
1860'erne	1860	1861	1862	1863	1864	1865	1866	1867	1868	1869
1870'erne	1870	1871	1872	1873	1874	1875	1876	1877	1878	1879
1880'erne	1880	1881	1882	1883	1884	1885	1886	1887	1888	1889
1890'erne	1890	1891	1892	1893	1894	1895	1896	1897	1898	1899

----- 1800-tallet består af årene 1800 til 1899, der ofte forveksles med 19. århundrede bestående af årene 1801 til 1900. å

Lægelatin

Lægelatin er en form for internationalt fagsprog, der bruges inden for lægevidenskaben. Det består af en slags latin blandet med oldgræske ord. Liste:
- Alveole

Se også

- Gartnerlatin Kategori:Latinsk sprog

Gartnerlatin

Gartnerlatin er navnet på det internationale botaniske fagsprog, der bygger på latin, selvom det ikke udelukkende består af latinske ord. Det bruges til at navngive og beskrive planter på samme måde som det zoologiske fagsprog bruges om dyr. Hele denne nomenklatur blev fuldt udviklet af Carl von Linné, og den har gjort det muligt dels at benævne de levende og uddøde væsner ensartet og dels at placere dem slægtsskabsmæssigt i forhold til hinanden.

Tilfældige eksempler

- bicolor = Tofarvet. f.eks: Tofarvet Kløverbusk (Lespedeza bicolor)
- bilobus, tolappet (af græsk bi = "to" + lobos = "øreflip")
- lancifolius, med lancetformede blade (af fransk lance = "lanse")
- mammillaris, brystvorteformet (af latin mammilla = "lille bryst")
- pentanthus, femblomstret (af græsk penta = "fem" + anthos = "blomst")

Se også

- Latin
- Lægelatin
- Klassifikation Kategori:DK5 63.5 Kategori:Latinsk sprog

Analyse

En analyse er en systematisk undersøgelse af et eksperiment eller et forsøg. Man kan eksempelvis analysere udfaldet i en kemisk reaktion, en statistik over fx en samfundsundersøgelse eller noget helt tredje. Der findes mange metoder til analyse, og i dag anvendes computere mere og mere til opgaven. ko:해석학 simple:Analyse

Kategori:Indoeuropæiske sprog

Kategori:Sprog als:Kategorie:Indoeuropäischi Schprôche ja:Category:インド・ヨーロッパ語族 ko:분류:인도유럽어족

Use Case Diagram

Ein Anwendungsfalldiagramm (engl. use case diagram) ist eine der dreizehn Diagrammarten in der Unified Modeling Language (UML), einer Sprache für die Modellierung der Strukturen und des Verhaltens von Software- und anderen Systemen. Das Anwendungsfalldiagramm ist ein Verhaltensdiagramm. Es zeigt eine bestimmte Sicht auf das erwartete Verhalten eines Systems und wird deshalb für die Spezifikation der Anforderungen an ein System eingesetzt. In einem Anwendungsfalldiagramm werden typischerweise Anwendungsfälle und Akteure mit ihren Abhängigkeiten und Beziehungen dargestellt. Ein Anwendungsfalldiagramm stellt keine Ablaufbeschreibung dar. Die Ablaufbeschreibung zu einem Anwendungsfall kann mit einem Aktivitäts-, einem Sequenz- oder einem Kollaborationsdiagramm dargestellt werden.

Beispiele

Akteur Das Anwendungsfalldiagramm in der Abbildung links ist in einen Kopf- und in einen Inhaltsbereich getrennt und mit einem Rahmen umschlossen, so wie es die UML2 neu für alle Diagramme vorsieht.
Akteur Die Abbildung links zeigt ein komplexeres Anwendungsfalldiagramm, das die Beziehungen zwischen dem Akteur Benutzer und dem System Multimediasystem festhält. Ein Benutzer ist an vier Anwendungsfällen interessiert, die ihrerseits untereinander in Beziehung stehen. Musik-CD erstellen ist der komplexeste Anwendungsfall, weil er zwei andere Anwendungsfälle importiert und optional durch einen dritten, CD beschriften, erweitert wird.

Unterschiede zur UML 1.x

Das Anwendungsfalldiagramm wird in der UML2 neu als Verhaltensdiagramm und nicht mehr als Strukturdiagramm eingestuft. Kategorie:UML

wynajem apartment madrid jastrz�bia g�ra hotel a Venezia Pozycjonowanie

:: RELATED NEWS ::

1991

اغسطس

- 26 اغسطس - لينوس تورفالدس يعلن عن لينكس

ديسمبر

- 1