:: wikimiki.org ::

Magtdeling

Magtdeling

Magtadskillelse eller magtdeling er navne for princippet om, at magten i en stat forfatningsmæssigt skal deles mellem to eller flere (mere eller mindre) uafhængige magtpoler, for at disse skal opveje og kontrollere hinanden og sikre, at en person eller gruppe ikke får for meget magt. Magtens poler er som regel en udøvende magt (præsident, regering etc), en lovgivende magt (parlament) og en dømmende magt (domstolene). Sammenlign med parlamentarisme.

Oprindelse

Ideen om at forskellige funktioner skulle varetages af forskellige, uafhængige institutioner stammer fra Aristoteles' Politica (ca. 350 f.k.), og tankerne herfra blev genoptaget i det 16. og 17. århundrede af blandt andre James Harrington og John Locke. Når man taler om magtdeling som begreb tænker man imidlertid som hovedregel på Montesquieu. Montesquieu var optaget af at bevare politisk frihed og at undgå magtmisbrug. "For at undgå dette misbrug er det nødvendigt [...] at en magt kontrollerer en anden". I værket De l'esprit des lois (Om Lovenes Ånd) fra 1748 gav han sin berømte skildring af Englands forfatning (en ganske vist ukorrekt skildring), og formulerede på baggrund heraf sin konstitutionelle statsforfatningsteori med adskillelsen af de tre magtfaktorer: den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt. Denne tredeling af magten havde stor indflydelse på Den franske revolution og på strukturen i USA efter uafhængighedserklæringen. Også princippet om checks and balances, der ofte anvendes til at beskrive magtdelingen, stammer fra Montesquieu. Princippet fortæller, at én myndighed har mulighed for at kontrollere en anden myndighed og mulighed for at anvende sin magt til at begrænse andre myndigheders magt.

Magtadskillelse i Danmark

I Danmark er der på det statslige niveau en opdeling mellem den lovgivende magt (Folketinget og kongen i forening), den udøvende magt (kongen, det vil sige regeringen og underorganer) og den dømmende magt (domstolene). Det er værd at bemærke, at den udøvende magt er en del af den lovgivende magt, og at regeringen principielt kan blokere for lovforslag. Dette lever ikke helt op til Montesquieus ideal om en skarp adskillelse. Imidlertid har Danmarks regeringer generelt set været enten flerparti-regeringer eller mindretals-regeringer (og som regel begge dele), hvilket medfører at den lovgivende magt alligevel har muligheden for at kontrollere den udøvende, primært gennem pressionsmidlet motiveret dagsorden (også kaldet mistillidsvotum), ifølge hvilket en siddende minister (gælder også statsministeren) aldrig kan blive siddende imod et flertal i folketingets ønske. Repræsentanter for domstolene kritiserer med jævne mellemrum Folketinget for at overskride magtdelingen, nyere eksempler kan være "rockerloven", der øger domstolenes mulighed for at straffe personer med tilhørsforhold til et specifikt miljø, eller tvindlovgivningen, der også gav særlige beføjelser. I sagen om tvindloven endte Højesteret med at kende loven ugyldig, da den i praksis var en retlig afgørelse, og dermed lå under den dømmende magts kompetenceområde. Siden er det blevet almindeligt accepteret inden for den juridiske teori, at domstolene har ret til at kontrollere og evt. at underkende lovgivning, der kommer fra Folketinget, såfremt domstolene finder den grundlovsstridig. Pressen omtales af og til som "den fjerde statsmagt", idet pressen kan have stor indflydelse på befolkningens holdning til enkeltsager eller til den siddende regering i al almindelighed. Pressen kan dog udelukkende siges at have en "checks"-funktion og ingen "balance"-funktion, idet pressen ikke har mulighed for at begrænse magtanvendelse. Folketingets ombudsmand kan også betragtes som en fjerde (eller femte) statsmagt. Folketingets ombudsmand har en uafhængig kontrolfunktion af den udøvende magt og kan selv beslutte, hvilke sager, han ønsker at undersøge. Folketingets ombudsmand har en klar "checks"-funktion, idet ombudsmanden kan afkræve offentlige myndigheder dokumenter, sagsakter og så videre, og har adgang til samtlige lokaler på ethvert offentligt tjenestested. Endvidere har ombudsmanden en vis "balance"-funktion, idet han kan indkalde personer til retten og afkræve myndigheder udtalelser. Ombudsmandens afgørelser er altid vejledende, men tillægges i reglen stor vægt. Kategori:Politik Kategori:Retsvidenskab ja:権力分立 ms:Pembahagian kuasa

Magt

Magt er et middelalderord og kommer fra Tysklands "macht". Det betyder at man tvinger sin vilje igennem, enten med feks. regler, love eller vold.

Forfatning

En forfatning eller grundlov lægger de basale rammer for en stat eller anden form for samfund. En af de centrale ideer med at have en forfatning, er at sikre alle borgere grundlæggende rettigheder, og dermed fravær af vilkårlige overgreb fra lovgivningsmagtens side. I Danmark er Danmarks Riges Grundlov det primære forfatningsdokument, men også andre dokumenter, for eksempel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, antages at have forfatningskarakter. I EU søger man p.t. at få vedtaget en forfatning for hele unionen, den såkaldte forfatningstraktat. Kategori:Politik ja:憲法 ko:헌법 simple:Constitution zh-min-nan:Hiàn-hoat

Lovgivende magt

En lovgivende magt er et organ med parlametariske beslutningsprocesser, der har magt til at vedtage love. I en dansk sammenhæng vil den lovgivende magt referere til Folketinget, i Storbritannien til Parlamentet og i USA til Kongressen. I parlamentariske systemer er den lovgivende magt overordnet den udøvende magt, idet den lovgivende magt har magt til at indsætte og vælte den udøvende magt. I præsidentialsystemer betragtes den lovgivende magt som sideordnet med og uafhængig af den udøvende magt. Den lovgivende magt har som hovedregel eneret på at vedtage love, og har derudover typisk eneret på at vedtage budgetter. Den lovgivende magt skal ofte godkende krigserklæringer og tilslutning til internationale aftaler (så som nye EU-traktater). Den lovgivende magt består først og fremmest af et eller flere kamre, huse eller ting, som regel et eller to. I Danmark har man således haft en opdeling mellem Landstinget og Folketinget frem til 1953, og i Storbritannien har man en opdeling mellem Overhuset og Underhuset. I de fleste parlamentaristiske tokammer-systemer er Underhuset kendetegnet ved at have den største valgret. I Storbritannien er Overhuset ikke demokratisk valgt, i Danmark var der både øgede økonomiske og aldersmæssige restriktioner på at stemme til Landstinget. Underhuset har også som hovedregel den største magt; Overhuset har typisk en rådgivningsfunktion og mulighed for at nedlægge veto mod Underhusets lovforslag. I præsidentialsystemer er de to kamre almindeligvis sideordnede. Både den lovgivende magt og den udøvende magt er samlet i Folketinget. Dette følger ikke helt ideen om magtens tredeling, som Montesquieu fremførte den. I Danmark er kongemagten principielt overhoved for den lovgivende magt (og den udøvende magt). Den siddende konge eller dronning skal godkende Folketingets lovforslag og udnævne statsministeren. Denne deltagelse i den lovgivende magt er dog af formel og ikke reel karakter, det er endnu aldrig sket at kongemagten ikke har underskrevet en lov eller godkendt den udpegede regering.

Aristoteles

Aristoteles (384 f.Kr. - 322 f.Kr.) var en græsk filosof. Sammen med Platon regnes han for en af dem der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens tanker. Han blev født i den joniske by Stageira på den makedonske kyst. I en alder af 18 rejste han til Athen hvor han blev elev på Akademiet under Platon. Efter dennes død blev Aristoteles mod forventning ikke hans efterfølger som leder af Akademiet. Et år eller to senere bliver Aristoteles derimod lærer for Alexander den Store, som dengang kun var 13 år.

"Ondskab drager mænd sammen" — Aristoteles

Kategori:Antikken Kategori:Filosoffer Kategori:Grækere Kategori:Retorik ja:アリストテレス ko:아리스토텔레스 ms:Aristotle simple:Aristotle th:อริสโตเติล

Charles-Louis de Secondat Montesquieu

Charles-Louis de Secondat Montesquieu, baron de la Brède et de Montesquieu (18. januar 1689 - 10. februar 1755) var en fransk forfatter og politisk filosof. Montesquieu er kendt som fortaler for magtens tredeling.

Bibliografi

- Les Lettres persanes (1721; "Persiske breve")
- De l'esprit des lois (1748; "Om Lovenes Ånd")

Eksterne henvisninger

- [http://www.biblioweb.org/-MONTESQUIEU-.html Biblioweb : biografi, bibliografi, analyse] (fransk) Montesquieu, Charles-Louis de Secondat Montesquieu, Charles-Louis de Secondat Montesquieu, Charles-Louis de Secondat ja:シャルル・ド・モンテスキュー ko:샤를 루이 드 세콩다 몽테스키외

Den franske revolution

Den franske revolution (1789-1799) er betegnelsen for en periode med politiske omvæltninger som fandt sted i Frankrig 1789-99 og som medførte enevældens fald og borgerskabets første store politiske fremstød. Den udviklede sig desuden til en generel europæisk konflikt hvis udløbere varede til 1815. Den indledtes 17. juni 1789 da Tredjestand på generalstændernes møde erklærede sig for Nationalforsamling. De havde Paris' borgere med sig og den 14. juli udbrød oprøret med stormen på, og erobringen af Bastillen. 14. juli er Frankrigs nationaldag.

Baggrund

Revolutionens baggrund var den voksende økonomiske og sociale spænding i Frankrig gennem 1700-tallet. Den franske enevælde byggede på adelens og kirkens skattefrihed, mens borgerskab og bønder holdtes uden for al politisk magt. Ludvig 14.s stormagtspolitik i 1600-tallet havde samtidig belastet landets finanser meget alvorligt. Under Ludvig 15. (1715-74) led Frankrig en række militære og udenrigspolitiske tilbageslag, bl.a. blev det i kolonierne delvis fortrængt af England, mens det i Europa fik en farlig modstander i Preussen. Halvhjertede reformforsøg førte ikke til resultater og mødtes endda med modstand fra adelens side. Under den svage Ludvig 16. forsøgte reformvenlige ministre (Turgot, Necker) at afhjælpe finansnøden, men uden held, og kongemagtens prestige undergravedes yderligere gennem dronningen Marie Antoinettes ødsle hofhold. Samtidig voksede den politiske interesse i det franske borgerskab, muligvis opmuntret af USA's løsrivelse fra England samt til dels ved påvirkning fra engelske liberale tanker. Oplysningstidens nye idéer om blandt andet folkestyre og menneskerettigheder, forenedes med stigende misfornøjelse med enevældes ødselhed og mislykkede politik. I 1780'erne truedes Frankrig direkte af statsbankerot, og for at imødegå truslerne indkaldte kongen foråret 1789 en stænderforsamling i Paris. Hensigten var kun at skaffe midler til at overvinde krisen, men i stedet overtog forsamlingens deltagere initiativet og påbegyndte revolutionen.

Revolutionsudbruddet 1789

Den nye stænderforsamling domineredes straks af reformvenlige adelige og gejstlige (Grev Mirabeau, Marki de La Fayette, Abbé Sieyès) som ønskede dyberegående politiske reformer og støttedes af borgerskabet (den såkaldte Tredjestand). Man arbejdede for at omdanne forsamlingen til et egentligt parlament, og på grund af kongens valne modforholdsregler lykkedes det at gennemtrumfe at alle stænder arbejdede sammen om et reformprogram. Et forsøg fra kongens side på at afbryde udviklingen førte til revolutionens første voldelige handling, stormen på Bastillen 14. juli 1789; den blev nedrevet, og kongen gav atter efter. I de følgende måneder arbejdede forsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven. Kongmagten befandt sig under stadigt pres og blev drevet på tilbagetog, således blev kongefamilien i efteråret tvunget til at forlade slottet Versailles og slå sig ned i Tuilerierne i Paris. Oppositionens og befolkningens holdning til kongen svingede i nogen grad mellem forsøg på samarbejde og national forsoning samt trangen til at holde ham under stadig kontrol. På dette tidspunkt synes målet mest at have været at bevare et grundlovssikret kongedømme.

Reformperioden 1790-92

De næste par år var et gennemgående fredeligt mellemspil, hvor politikerne søgte at gennemføre reformer og nye love. Man påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i departementer, men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finansnøden og at få kirken under statens kontrol, to problemer som blev nøje sammenkædet. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens store ejendomme blev eksproprieret. Dette førte imidlertid til alvorlige gnidninger med kongen, som støttede kirken, samt med den stærkt religiøse provinsbefolkning. Samtidig begyndte adelen i stigende grad at forlade landet i protest mod udviklingen; mange slog sig ned i Vesttyskland, hvor de udgjorde et antirevolutionært element. 1791 foretog kongefamilien et mislykket flugtforsøg til Tyskland, som førte til skærpet kontrol og stigende mistro. I denne periode begyndte også en egentlig partidannelse i landet, og de første borgerligt fødte politikere trådte frem (Marat, Danton, Madame Rolland, Desmoulins, Robespierre). De egentlige revolutionære deltes i en højrefløj (girondinerne), som lagde vægt på reformer og en national linje, og en venstrefløj, jakobinerne, som havde rod i småborgerskabet og de intellektuelle og ønskede en hårdere kurs. Girondinerne førte i begyndelsen an og stod for reformerne. Man skabte et egentligt parlament, Nationalkonventet, som dog savnede erfarne politikere. En ofte meget aggressiv presse skød op i disse år.

Krigsudbruddet 1792

Afgørende for revolutionen blev det øvrige Europas holdning. Her havde den først vakt lettelse, da den syntes at svække Frankrig, men efterhånden som mere radikale reformer begyndte, voksede frygten for at revolutionære tanker skulle brede sig. Især de tyske magter og Rusland var fjendtligt indstillede, mens England længe indtog en mere neutral officiel holdning. 1791 indledte Preussen og Østrig et demonstrativt samarbejde som syntes at tage sigte på en intervention i Frankrig, og en mobilisering begyndte. I Frankrig vakte dette frygt for et snarligt angreb og skabte voksende krigsstemning blandt politikerne. Nogle ønskede at komme udlandet i forkøbet ved at slå først, andre at udbrede revolutionen gennem krig, nogle slet og ret at styrke fransk stormagtsstilling. Specielt girondinerne støttede krigspolitikken, mens jakobinerne var mere forbeholdne. Også kongefamilien støttede krigen i håb om et fransk nederlag og revolutionens fald. Foråret 1792 brød Revolutionskrigen ud ved en fransk krigserklæring til Østrig som støttedes af Preussen. Krigens første fase var præget af franske nederlag, et angreb på Belgien blev en fiasko, og tyske tropper invaderede i stedet Frankrig og truede hovedstaden. Girondinerregeringen faldt, og i stedet overtog jakobinerne ledelsen. En massemobilisering blev gennemført, en national og revolutionær begejstring oppiskedes i befolkningen, og angrebet blev afværget. Krisen betød imidlertid kongedømmets fald. En berettiget mistanke om Ludvig 16.s forbindelse med Østrig førte til stormen på Tuillerierne i august, kongen blev arresteret, tiltalt for forræderi, dømt til døden og halshugget (januar 1793). I stedet udråbtes Frankrig til republik. Disse begivenheder skærpede yderligere forholdet til fjenden og skabte også en mangeårig splittelse i Frankrig. De politikere, der havde støttet kongens henrettelse, blev af royalisterne betegnet som kongemordere.

Jakobinernes herredømme 1793-94

Fra 1793 stod revolutionen stort set udelukkende i krigens tegn. Frankrig erklærede både England og Spanien krig, og i de følgende år vekslede kampene mellem franske fremstød/erobringer i Belgien og Vesttyskland og truende invasioner fra tysk side. Samtidig øgedes den indre spænding. Det republikanske styre mødtes med åbent oprør af bønderne og de kongetro i provinsen. I foråret 1793 overtog jakobinerne fuldkommen ledelsen og begyndte en kamp-på-liv-og død-kurs over for indre og ydre fjender. Førende var Danton og Robespierre, og sidstnævnte blev efterhånden landets reelle leder. Gennem et særlig organ, Velfærdsudvalget, dirigeredes Konventet. Store hære blev organiseret. Man slog ind på massehenrettelser og storstilet terror mod alle virkelige og formodede fjender (Rædselsperioden), og i provinsen rasede en reel borgerkrig. Dele af Sydfrankrig var en tid ude af regeringens kontrol, og englænderne beherskede Toulon, men det lykkedes at slå opstanden ned med stor hensynsløshed. Den stadige krigstilstand var en del af baggrunden for, at terrorkursen accepteredes, men efterhånden som den ydre trussel trådte noget i baggrunden, svandt begejstringen. 1794 overtog Robespierre helt ledelsen og gennemførte en skærpet terror, men til sidst styrtedes og henrettedes han juli samme år af oppositionen i sit eget parti.

Direktoriet

Robespierres fald betød den reelle afslutning på revolutionen, skønt krigen fortsatte i årevis. Højrefløjen tog ledelsen, afviklede terroren og gennemførte en ny republikansk form, Direktoriet (1795-99) under ledelse af Barras, som efterhånden fik diktatorisk magt. Storborgerskabet kom til at dominere, og korruption og pengespekulation florerede. I øvrigt kom hæren og udenrigspolitikken til at spille en stigende rolle. 1795 havde Frankrig fået overtaget, og Preussen trådte ud af krigen. Et succesrigt felttog til Italien 1796-97 tvang også Østrig ud, og kun England stod tilbage. Interessen samlede sig efterhånden om republikkens mest succesrige general, Napoleon Bonaparte, som styrkede sin position gennem felttoget til Italien og Egypten (1798-99). En ny truende koalition 1799 skærpede behovet for en ”stærk mand”, og november samme år tog Napoleon magten ved et kup. Han styrede derefter landet som førstekonsul til 1804 og som kejser til 1814/15, og hermed ophørte revolutionen definitivt. Ganske vist bevaredes visse formelle lighedsrettigheder og ændringerne i kirkens ejendom, men forsøgene på en egentlig demokratisering løb af sporet.

Revolutionens betydning

Skønt den umiddelbart endte i fiasko, anses den Franske Revolution for én af de vigtigste begivenheder i verdenshistorien og som begyndelsen til ”nyeste tid”. Først og fremmest betød den borgerskabets endelige frembrud som politisk magthaver og lancerede også teorier om ligeret for loven, menneskerettigheder osv. i politik. I fransk historie gjorde den ende på enevælden og blev dermed forløber for de senere revolutioner 1830, 1848, 1870, som endelig gennemførte republikken. Nogle af de ændringer den fik gennemført (statsovertagelse af kirkegods, udstykning af adelens jord) var af så afgørende betydning, at de blev stående, og generelt blev revolutionsårenes omvæltninger så indflydelsesrige, at ingen senere franske regimer kunne komme uden om at tage stilling til dem. Samtidig blev den en inspiration for udlandet, dels gennem udbredelsen af revolutionære idéer, dels også gennem Napoleons felttog i det følgende årti, hvorved visse – ganske vist især formelle - elementer fra revolutionen indførtes i de besatte lande. Den terror og det diktatur som revolutionen førte til, har dog også medført kraftige fordømmelser af den, og den bidrog uden tvivl til at afskrække mange fra at forsøge yderligere revolutionære handlinger lang tid frem. Terroren må sandsynligvis ses i forbindelse med det pres, som republikken var under i en truende situation, men den førte flere gange til paranoia og voldsomt overdrevne repressalier. Formentlig ville revolutionen i alle tilfælde have ført til voldelige sammenstød, når reformlinjen stødte sammen med de konservative kræfter, men krigen blev i alle tilfælde nok afgørende for revolutionens senere udvikling. Den flyttede magtcentret til hæren, og de militære hensyn og banede vejen for Napoleons magtovertagelse. Revolutionen kan betragtes under flere synsvinkler: som et kongeligt reformforsøg der blev overtaget af stærkere kræfter, som et fremstød fra borgerskabets side og som et forsøg på en national genrejsning af landet. Dens udgangspunkt var typisk hovedstadens, og i meget af sin politik, specielt understregningen af centralregeringens magt overfor provinserne, er den faktisk en logisk følge af den franske kongemagts tidligere bestræbelser. Ideologisk betyder den de liberale kræfters gennembrud på kontinentet, gironden og jakobinismen kan ses som forløbere for nationalliberale og radikale partier. Derimod spillede underklassen reelt en lille rolle; pjalteproletariatet fungerede ofte som "stødtropper" i revolutionsårenes omvæltninger, men uden at få egentlig magt, selv om politikere som Marat kunne optræde som en slags talsmand for dem. Imidlertid er revolutionen blevet en del af fransk identitet, og flere af de politiske traditioner og symboler som i dag forbindes med Frankrig (Marseillaisen, Trikoloren, Bastilledagen) stammer fra den.

Se også

- Tidslinje for den franske revolution Kategori:Frankrigs historie Kategori:Paris ja:フランス革命 ko:프랑스 혁명 th:การปฏิวัติฝรั่งเศส

USA

Amerikas Forenede Stater er en føderal demokratisk republik primært beliggende i det centrale Nordamerika. Det er en union af 50 stater, 1 føderalt distrikt, og 14 territorier. Det kendes også som, mere eller mindre formelt: USA, De forenede Stater, Amerika eller Staterne. Amerikas Forenede Stater grænser mod nord op til Canada, og mod syd til Mexico. Dets territoriale farvande grænser op til Ruslands, Canadas, Bahamas’ og flere mindre landes territoriale farvande. Havene som omkredser landet er Stillehavet og Beringsstrædet mod vest, det Arktiske Hav i de nordligste dele, og Atlanterhavet, Den Mexicanske Golf og Det Caraibiske Hav i de østlige og sydøstlige områder. 48 af staterne ligger i regionen mellem Canada og Mexico, disse kaldes også de kontinentale stater. Alaska, som også nogle gange medregnes i de kontinentale stater, er adskilt fra de 48 stater beliggende imellem Canada og Mexico, og ligger i den nordvestlige del af Nordamerika. Hawaii, som er den 50. stat, ligger i Stillehavet. Hovedstaden, Washington, er sammenfaldende med Det Føderale Distrikt Columbia (Engelsk: Federal District of Columbia), som ligger imellem staterne Maryland og Virginia. USA har også diverse oversøiske territorier, deriblandt Amerikansk Samoa, Guam, Nordmarianerne, Puerto Rico og U.S. Virgin Islands. Beboerne i de oversøiske territorier har status som amerikanske statsborgere, men er ikke repræsenteret i den amerikanske regering. Amerikas Forenede Stater blev officielt grundlagt den 4. juli 1776, da Kongressen, bestående af repræsentanter for de 13 britiske kolonier, underskrev Uafhængighedserklæringen. Den amerikanske valuta, dollaren, udstedes af USA's centralbank.

Historie

- USA's historie (1776-1789)
- USA's historie (1789-1849)
- USA's uafhængighedskrig
- Den amerikanske borgerkrig
- Wall Street-krakket

Se også

- Det hvide hus (regeringen)
- USA's største byer
- Amerikanske præsidenter
- Verdens lande Verdens lande

Eksterne henvisninger

- [http://www.abirdseyeviewof.com/USA.html A Birds Eye View Of United States of America Webcams]
- Kategori:Nordamerikanske lande Kategori:Forkortelser ja:アメリカ合衆国 ko:미국 ms:Amerika Syarikat simple:United States th:สหรัฐอเมริกา zh-min-nan:Bí-kok

Presse

Presse er forbundet med aviser, radio og TV, f.eks. Pressens Radioavis, pressefotograf mv. Pressen består af journalister og fotografer og andre, der har med udgivelse af nyheder på de forskellige medier. Hertil kommer andre afledte udtryk, f.eks. pressefrihed, presseetik mv. Se også: DK5 07 Pressevæsen En presse kan også være et apparat, for eksempel en vinpresse eller en rullepølsepresse.

Ombudsmand

Der er ombudsmandsinstitutioner i mange lande; i Danmark har vi Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden. Folketingets Ombudsmand er en uafhængig kontrolinstans i forhold til den offentlige forvaltning. Ombudsmandsinstitutionen oprettedes i 1955 efter svensk forbillede. Den nuværende ombudsmand er professor, dr. jur Hans Gammeltoft-Hansen. Forbrugerombudsmanden oprettedes i 1974 og fører tilsyn med, at Markedsføringsloven overholdes. Selve ordet ombudsman er blevet verdensberømt og er et af de få svenske ord, der anvendes i sin originale form på andre sprog.

Eksterne henvisninger

- [http://www.ombudsmanden.dk Folketingets Ombudmand]
- [http://www.forbrug.dk/om/organisering/fo/ Forbrugerombudsmanden] Kategori:Politik Kategori:Retsvidenskab

Kategori:Retsvidenskab

Retsvidenskab eller jura. Kategori:DK5 30-39 Kategori:Samfundsvidenskab Kategori:Videnskab Kategori:Anvendt videnskab Kategori:Samfund

Category:Wisconsin writers

This category is for writers from Wisconsin. Wisconsin Writers Writers

oszust katpar snowboard austria BIELIZNA cheap tickets

:: RELATED NEWS ::

Linfield College
Linfield College, located in McMinnville, Oregon, is one of the oldest colleges in the west. It traces its roots to an institution established by the Baptists in 1849 — a time of expansion and excitement in the western frontier before Oregon was granted

Lincolnshire Patent
The Waldo Patent, a letters patent also known as the Muscongus Patent or the Lincolnshire Patent, was an area of land 36 miles square in what is now the U.S. state of Maine. In March, 1630, John Beauchamp of London, England, and Thomas Leverett of Boston, England, obtained a grant of land from a company acting

Seigneur of Sark
The Seigneur of Sark is the head of the feudal government of the Isle of Sark. A female head is called the Dame of Sark.
- Hellier de Carteret (1563-1578)
- Philippe de Carteret I (1578-1594)
- political party in the Canadian province of Saskatchewan.

Early history (to 1944)

The party dominated Saskatchewan politics for the province's first forty years providing six of the first seven premiers, and being in power for all but five of the years between the province's creation in 1905 and Worl

David Alan Keen
David Alan Keen (born 25 November 1937, Lewisham, London) is a politician in the United Kingdom. He is Labour and Co-operative member of Parliament for Archbishop Pierre Martin Ngô Đình Thuc (吴廷俶) (approximately pronounced "Ngoh Din Took" ) (October 6, 1897–December 13, 1984), Roman Catholic Archbishop of Huế, Vietnam, was born in Huế, on

List of Maine land patents
This a list of land patents provided by the British crown for land in what is now the state of Maine:
- Gorges Patent, 1622
- First Kennebec Patent, 1627
- Comnock's Patent, 1629
- Second Kennebec Patent, Kennebec Purchase or Los Angeles County and northern Orange County, California. It runs between Long Beach and Orange by way of Garden Grove. The westernmost part of it is a surface street, Long Beach's 7th Street. From Long Beach to its

Maîtresse
Maitresse is a 1973 French movie directed by Barbet Schroeder and starring Bulle Ogier and Gérard Depardieu in an early role. The film provoked controversy in the

California State Highway 55
California State Route 55, or the Costa Mesa Freeway (generally known as the 55 or the Double-Nickels but sometimes referred to by its original name, the Newport Freeway) is a 18 mile (30 km) long north-south highway in Orange County, California running between Newport Beach and Anaheim at