:: wikimiki.org ::
| Mexico |
Mexico
Mexico eller Mexicos Forenede Stater (på spansk México eller Estados Unidos Mexicanos; den alternative stavemåde Méjico er udbredt i Spanien, men anvendes næsten ikke i resten af den spansk-talende verden) er et nordamerikansk land, der mod nord grænser op til USA, mod syd til Guatemala og Belize, mod vest til Stillehavet og mod øst til den Mexicanske Golf og det Caribiske Hav.
Historie
:Uddybende artikel Mexicos historie
Mexicos historie
Mexico var hjemsted for flere avancerede indianske civilisationer, såsom mayaerne og aztekerne. Spaniernes ankomst i det tidlige 16. århundrede og deres sejr over aztekerne i 1521, markerede begyndelsen af Mexicos kolonitid som uafhængighed fra Spanien, hvilket førte til en lang krig, der endte med landets uafhængighed i 1821. Efter uafhængigheden blev det mexicanske territorium langsomt mindre, hvor land blev mistet og solgt til det invaderende USA (se den mexicansk-amerikanske krig). I 1860'erne led landet under Frankrigs militære besættelse, der blev nedkæmpet af den mexicanske patriot Benito Juárez.
Porfirio Diaz' lange udemokratiske styre førte til den mexicanske revolution i 1910. Revolutionære styrker besejrede den føderale hær, men på grund af interne stridigheder forblev landet i konflikt i yderligere to årtier. Fra slutningen af revolutionen, kontrollerede P.R.I. (Det Institutionelle Revolutionære Parti) landet indtil udgangen af det 20. århundrede.
Politik
:Uddybende artikel Mexicos politik
Forfatningen fra 1917 beskriver en føderal republik hvis beføjelser er opdelt i tre uafhængige dele, den udøvende, lovgivende og dømmende. Historisk er den udøvende del den dominerende, med beføjelser tildelt præsidentembedet, der bekendtgør og udfører lovene vedtaget af parlamentet, Unionskongressen eller Congreso de la Unión.
Siden 1997 har parlamentet spillet en rolle af stigende vigtighed, da oppositionspartierne for første gang høstede mange stemmer. Præsidenten lovgiver også efter beføjelse inden visse økonomiske og finansielle områder, med magt uddelegeret fra kongressen. Præsidenten vælges ved flertalsafstemning blandt den voksne befolkning i en 6-årig periode og kan ikke genvælges. Der er ingen vicepræsident; hvis præsidenten afsættes eller afgår ved døden, vælger kongressen en provisorisk præsident.
Unionskongressen består af to kamre: senatet (Cámara de Senadores) og de deputeredes kammer (Cámara de Diputados). Fortløbende genvalg er ikke tilladt. Senatorer vælges for 6-årige perioder, og deputerede for 3-årige perioder. Senatets 128 pladser besættes ved en kombination af direkte valgte og proportionelle repræsentanter. I de deputeredes kammer (andenkammeret) vælges 300 af de i alt 500 deputerede direkte som de eneste repræsentanter for deres distrikter, mens de resterende 200 vælges ved en tilpasset form for proportional repræsentation fra fem valgregioner. De 200 proportionelle repræsentanters pladser blev oprettet for at hjælpe mindre partier med at blive valgt ind i kammeret.
Stater
:Uddybende artikel Mexicos stater
Mexico er opdelt i 31 stater (estados) og et føderalt distrikt (Distrito Federal), som er hjemsted for hovedstaden Mexico City.
Geografi
:Uddybende artikel Mexicos geografi
Mexico grænser op til to store have, Stillehavet (med Cortezhavet mellem hovedlandet og den Californiske Halvø) i vest og i øst den Mexicanske Golf og det Caribiske Hav der fører til Atlanterhavet. Her er der kystnære stepper, mens resten af Mexico består af højdedrag og barske bjerge, blandt andre vulkaner, hvoraf den højeste er Pico de Orizaba på 5.700 meter.
Terrænet og klimaet varierer fra ørken mod nord til tropisk regnskov mod syd. Mexicos største floder er Rio Grande (der blandt mexicanerne er kendt som Rio Bravo), Grijalva, Balsas og Yaqui.
Økonomi
:Uddybende artikel Mexicos økonomi
Mexico har en fri markedsøkonomi med en blanding af moderne og forældet industri og landbrug, i stigende grad domineret af den private sektor. Antallet af statsejede virksomheder i Mexico er faldet fra mere end 1.000 i 1982 til færre end 200 i 1999. Præsident Ernesto Zedillo Ponce de Leons administration fortsatte med at privatisere og udvide konkurrencen inden for havne, jernbaner, telekommunikation, elektricitet, distribution af naturgas og lufthavne, som blev iværksat af hans forgængere Miguel de la Madrid og Carlos Salinas de Gortari.
En stærk eksportsektor fungerede som stødpude for den økonomiske nedtur i 1995 og førte til reetableringen i 1996-1999. Privatforbrug blev vækstens største drivkraft, efterfulgt af stigende beskæftigelse og højere lønninger. Mexico har stadig behov for at løse mange strukturelle problemer, mens landet kæmper for at modernisere sin økonomi og højne levestandarden. Indtægtsfordelingen er meget ujævn, idet de 20 procent, der tjener mest, står for 55 procent af indtægterne.
Efter en 6,9 procents vækst i 2000, faldt bruttonationalproduktet 0,3 procent i 2001, med USA's faldende vækst som den primære årsag. Positiv udvikling i 2001 var blandt andet et fald i inflationen til 6,5 procent, et stort fald i renteindtægter og en stærk peso, som vandt 5 procent mod USA's dollar. Handlen med USA og Canada er tredoblet siden NAFTA blev oprettet i 1994. Mexico prøver at få lignende handelsaftaler i stand med de fleste latinamerikanske lande, og har underskrevet en frihandelsaftale med EU, der placerer 90 procent af handlen under frihandelsaftaler og mindsker landets afhængighed af USA.
Demografi
:Uddybende artikel Mexicos demografi
Mexico er det spansk-talende land i verden, som har flest indbyggere og har den næststørste befolkning i Latinamerika efter det portugisisk-talende Brasilien. Omkring 60 procent af befolkningen har en blandet etnisk baggrund kendt som mestizer, hvoraf 30 procent er indianere og omkring 9 procent er af europæisk afstamning. Landet er overvejende romersk-katolsk (89 procent), med omkring 6 procent tilhørende forskellige protestantiske trosretninger, mens de resterende 5 procent enten tilhører andre mindre religioner eller ikke er tilknyttet en religion.
Kultur
:Uddybende artikel Mexicos kultur
- Liste over mexicanere
- Mexicansk mad
Eksterne henvisninger
- [http://lakjer.dk/mikkel/artemaranchero.shtml "El Mariachi" og mexicansk folkemusik] Dansk side om den mexicanske spillemand og mexicansk national identitet
- [http://www.mexican-embassy.dk/ Mexicos Ambassade i Danmark] (på engelsk)
- [http://www.gob.mx/ Gob.mx] - Officiel regeringsportal (på spansk)
- [http://www.presidencia.gob.mx/?NLang=en&x=4&y=18 Presidencia] - Præsidentens officielle websted (på engelsk)
- [http://www.cddhcu.gob.mx/ Cámara de Diputados] - Det officielle deputeredes kammers websted (på spansk)
- [http://www.senado.gob.mx/ingles Cámara de Senadores] - Senatets officielle websted (på engelsk)
Verdens lande | Nordamerika
-
Kategori:Nordamerikanske lande
ja:メキシコ
ko:멕시코
ms:Mexico
simple:Mexico
th:ประเทศเม็กซิโก
zh-min-nan:México
Nordamerika
Nordamerika er et kontinent på den nordlige halvkugle, beliggende øst for Stillehavet, vest for Atlanterhavet, syd for det Arktiske hav og nord for det sydamerikanske kontinent.
På selve kontinentet findes tre store lande:
- Canada
- USA
- Mexico
Ud for Canadas østkyst findes
- Grønland, der indgår i det danske rigsfællesskab
- Saint Pierre og Miquelon, der er et fransk oversøisk territorium.
På kontinentets sydlige del findes på et relativt lille område kaldet Mellemamerika (Centralamerika) staterne:
- Belize
- Costa Rica
- El Salvador
- Guatemala
- Honduras
- Nicaragua
- Panama
I det Caribiske Hav findes en række stater og territorier:
Caribiske Hav
- Anguilla (britisk)
- Antigua og Barbuda
- Aruba (del af Nederlandene)
- Bahamas
- Barbados
- Bermuda (britisk)
- Britiske Jomfruøer (Virgin Islands; britisk)
- Cayman Islands (britisk)
- Cuba
- Dominica
- Dominicanske Republik
- Grenada
- Guadeloupe (Frankrig)
- Haiti
- Jamaica
- Martinique (Frankrig)
- Montserrat (britisk)
- Nederlandske Antiller (i rigsfællesskab med Nederlandene)
- Puerto Rico (amerikansk fristat)
- Saint Kitts og Nevis
- Saint Lucia
- Saint Vincent og Grenadinerne
- Trinidad og Tobago
- Turks og Caicos Islands (britisk)
- U.S. Virgin Islands (amerikansk territorium)
Se også
- Verdens lande
- Amerika
Kategori:Nordamerika
Kategori:Verdensdele
ja:北アメリカ
ko:북아메리카
simple:North America
th:ทวีปอเมริกาเหนือ
zh-min-nan:Pak Bí-chiu
GuatemalaRepublikken Guatemala er et land i Mellemamerika, i den sydlige del af det nordamerikanske kontinent, omgivet af både Stillehavet og det Caribiske Hav. Mod nord har det grænse til Mexico, mod nordøst Belize og mod sydøst Honduras og El Salvador.
Historie
Uddybende artikel: Guatemalas historie
Fra det 4. til det 11. århundrede var El Petén-regionens lavlandsområder hjertet i en blomstrende maya-civilisation.
Efter lavlandsstaternes kollaps fortsatte maya-staterne i det centrale højland indtil de blev erobret af spanierne, der i 1523 ankom og koloniserede området. Mens det ikke lykkedes at erobre departementet Alta Verapaz med sværdets magt, blev det erobrret af missionærer med korsets magt. Næsten alle præ-colombianske maya-bøger blev brændt af spanierne, men en af de bevarede bøger er Popol Vuh, de præ-colombianske mayaers skabelsesberetning.
Guatemala blev uafhængigt fra Spanien i 1821, først som en del af Mellemamerikas Forenede Provinser. Men denne føderation gik i opløsning under en krig der varede fra 1838 til 1840, hvorefter Guatemala blev en uafhængig nation.
Guatemalas historie har siden været kendetegnet af revolutioner, statskup og ikke-demokratiske regeringer. I flere tilfælde har USA grebet ind. En 36 år lang krig mellem guerillaerne og Guatemalas hær blev afsluttet i 1996 med indgåelsen af en fredsaftale. Statsstøttede voldelige handlinger stoppede i 1983, hvilket medførte flere på hinanden følgende succesrige demokratiske valg fra 1985 til dags dato. Det seneste demokratiske valg var i 2003. Guatemala har endnu ikke afhjulpet problemet med ulighederne i dets landbrugsbaserede økonomi, hvor 1 procent af befolkningen kontrollerer over 60 procent af landområderne og værdierne.
Departementer
Uddybende artikel: Guatemalas departementer
Guatemala er inddelt i 22 departementer (departamentos):
- Alta Verapaz
- Baja Verapaz
- Chimaltenango
- Chiquimula
- El Petén
- El Progreso
- El Quiché
- Escuintla
- Guatemala
- Huehuetenango
- Izabal
- Jalapa
- Jutiapa
- Quetzaltenango
- Retalhuleu
- Sacatepéquez
- San Marcos
- Santa Rosa
- Sololá
- Suchitepequez
- Totonicapán
- Zacapa
Geografi
Uddybende artikel: Guatemalas geografi
Bortset fra kystområderne, er Guatemala overvejende bjergrigt, med et varmt, tropisk klima - mere tempereret i højlandet.
De fleste større byer ligger i den sydlige del af landet; de største byer er hovedstaden Guatemala City, Quetzaltenango and Escuintla.
Den store sø Lago de Izabal ligger tæt ved den caribiske kyst.
Se også
- Verdens lande
Eksterne henvisninger
- [http://lakjer.dk/mikkel/glandet.shtml Dansk side om Guatemala]
- [http://lakjer.dk/mikkel/blog/ Dansk weblog fra Guatemala]
-
Kategori:Nordamerikanske lande
ja:グアテマラ
ko:과테말라
ms:Guatemala
th:สาธารณรัฐกัวเตมาลา
zh-min-nan:Guatemala
Stillehavet
Stillehavet (Stille Ocean) er jordens største hav og dækker en tredjedel af jordens overflade.
Stillehavet har omkring 25.000 øer, for eksempel Samoa, Tonga, Cook-øerne, Hawaii, Påskeøen, Chatham.
Øerne i den østlige del af Stillehavet benævnes Polynesien
Se også
- Verdenshave
Kategori:Have
ja:太平洋
ko:태평양
simple:Pacific Ocean
th:มหาสมุทรแปซิฟิก
zh-min-nan:Thài-pêng-iûⁿ
Mexicanske GolfDen Mexicanske Golf er en stor havbugt der støder op til, og næsten er omsluttet af, Nordamerika.
Golfens østlige, nordlige og nordvestlige kyster ligger i USA,
(mere specifikt staterne Florida, Alabama, Mississippi, Louisiana og Texas); dens sydlige kyster ligger i Mexico (mere specifikt staterne Tamaulipas, Veracruz, Tabasco, Campeche, Yucatán og Quintana Roo); mod sydøst ligger Cuba. Golfen er forbundet med Atlanterhavet via Florida-stræderne mellem USA og Cuba, og med det Caribiske Hav via Yacatán-renden mellem Mexico og Cuba.
(Bemærk: I daglig tale i USA betyder udtrykket "Golfkysten" enten den ubrudte kyststrækning fra Cape Sable, Florida til Brownsville, Texas, eller den ubrudte kyststrækning fra Cape Sable, Florida til den nordlige spids af Yucatán-halvøen. Ingen af betydningerne medtager Cuba eller øerne Florida Keys.)
Den Mexicanske Golfs samlede areal er omkring 1.600.000 km², hvoraf den sydlige tredjedel ligger i troperne. Golfstrømmen, en varm atlanterhavstrøm og en af de stærkeste havstrømme, man har kendskab til, har sin oprindelse i golfen. Golfen besøges ofte af kraftige atlantiske orkaner, hvoraf nogle har været årsag til mange dødsfald og store ødelæggelser.
Campeche-bugten i Mexico udgør en væsentlig del af den Mexicanske Golf. Desuden er der utallige bugter og mindre fjorde langs golfens forrevne kystlinje. Flere floder har deres udløb i golfen, den mest kendte er Mississippi-floden. Landet og de mange smalle rev, der udgør golfens kyst, er kendetegnet ved at være lavland bestående af marskland og sumpområder, foruden strækninger med sandstrand.
Kontinentalsoklen er ganske bred de fleste steder langs kysten. Ved hjælp af boreplatforme hentes oile op fra den, de fleste platforme befinder sig i den vestlige del af golfen. En anden vigtig kommerciel aktivitet er fiskeri; der fanges store mængder af forskellige fiskearter, foruden rejer og krabber, og fra mange bugter og sunde hentes østers i stor stil. Andre vigtige industrier langs kysten er shipping, petrokemisk behandling og opbevaring, fremstilling af papir, samt turisme.
Nævneværdige kystbyer er blandt andre Tampa, St. Petersburg, Pensacola i Florida, Mobile i Alabama, New Orleans i Louisiana, Beaumont og Houston i Texas (alle i USA), Veracruz og Mérida (i Mexico) og Havana på Cuba.
Golfens kystområder blev først bosat af indianere fra Amerika, blandt andre fra de højtudviklede kulturer i Mexico.
Under den europæiske opdagelse og kolonisering, blev hele området skueplads for stridigheder mellem spaniere, franskmænd og englændere. Den nuværende kultur i kystområdet er primært spansk-amerikansk (Mexico, Cuba) og engelsk-amerikansk (USA).
Kategori:Have
ja:メキシコ湾
ko:멕시코 만
Mexicos historieright
Mexicos historie begynder med bosættelser i området for mere end 20.000 år siden og fortsætter med de avancerede præ-columbianske indianske civilisationer i det nuværende Mexico, såsom mayaerne og aztekerne. Spaniernes ankomst i det tidlige 16. århundrede og deres sejr over aztekerne i 1521, markerede begyndelsen af Mexicos kolonitid som del af Nyspanien.
I 1810 erklæredes uafhængighed fra Spanien, hvilket førte til en lang krig, der endte med landets uafhængighed i 1821. Efter uafhængigheden blev det mexicanske territorium langsomt mindre, hvor land blev mistet og solgt til det invaderende USA (se den mexicansk-amerikanske krig). I 1860'erne led
landet under Frankrigs militære besættelse, der blev nedkæmpet af den mexicanske patriot Benito Juárez.
Porfirio Diaz' lange udemokratiske styre førte til den mexicanske revolution i 1910. Revolutionære styrker besejrede den føderale hær, men på grund af interne stridigheder, forblev landet i konflikt i yderligere to årtier. Fra slutningen af revolutionen, kontrollerede P.R.I. (Det Institutionelle Revolutionære Parti) landet indtil udgangen af det 20. århundrede.
Forhistorie
Jæger/samler-folk menes at have have boet i Mexico for mere end 20.000 år siden. Der er fundet beviser på begyndende landbrug mellem 1500 og 900 f.Kr. Mellem 900 og 300 f.Kr., begyndte der at opstå mere komplekse kulturer. Fra 100 til 900 e.Kr. blev nogle af kulturerne til avancerede civilisationer som olmekerne, toltekerne, mayaerne og aztekerne. Aztekerne herskede over meget af Mexico omkring år 1200.
Præ-columbiansk Mexico
Det nuværende Mexico dækker et område hvor flere præ-columbianske Mesoamerikanske civilisationer såsom mayaernes, olmekernes, toltekernes og aztekernes kulturer udviklede sig og trivedes i århundreder før den første kontakt med europæerne. Det moderne navn "Mexico" kommer enten fra en aztekisk gud kaldet Mextli eller fra navnet på aztekernes herskende gruppe, "Meshika"'erne.
Spaniernes erobring
Mextli
De indfødte kulturer blev invaderet og erobret af Spanien fra 1519. Francisco Hernández de Córdoba udforskede det sydlige Mexicos kyster i 1517 og Juan de Grijalva gjorde det samme i 1518. Den vigtigste af de første conquistadorer var Hernán Cortés, der ankom til landet i 1519 via en kystby som han omdøbte til "Puerto de la Villa Rica de la Vera Cruz" (i dag Veracruz). Aztekerne, den dominerede indfødte befolkningsgruppe i landet på den tid, troede (ifølge gamle myter) at de spanske conquistadorer var folk sendt af guderne, så de gjorde i begyndelsen kun ringe modstand mod conquistadorernes fremtrængen, men da det blev klart at spanierne ikke var guder, begyndte aztekerne at gøre modstand. Efter flere slag hvor de spanske styrker var tæt på at blive besejret, lykkedes det erobrerne at omringe og belejre indbyggerne i Tenochtitlán, hovedstaden i det aztekiske rige, der måtte se sig totalt besejret i 1521. Spanierne havde overlegen militærteknologi, blandt andet skydevåben, armbrøster, våben af jern- og stål, samt heste; desuden havde spanierne også bragt sygdomme fra den gamle verden med sig, mod hvilke den indfødte befolkning ingen immunitet havde. Sygdommene blev pandemiske og udslettede store dele af den indfødte befolkning.
Med erobringen blev en ny etnisk gruppe dannet: Mestitserne, fordi erobrerne fik børn med indfødte kvinder og på den måde blandede begge kulturer.
Under kolonitiden, som varede fra 1521 til 1821, var Mexico kendt som "Nueva España" eller "Nyspanien", hvis territorier omfattede det nuværende Mexico og et område af samme størrelse i det nuværende sydvestlige USA.
Uafhængighedskrig
Uafhængighedskrigen begyndte den 16. september 1810 og blev ført an af Miguel Hidalgo, en præst af spansk afstamning med progressive ideer. Efter Napoleon I invaderede Spanien og satte sin bror på den spanske trone, modsatte konservative mexicanere og rige godsejere, der støttede Spaniens kongelige Bourbon-familie, sig den forholdsvis mere liberale napoleonske politik. Dermed blev en usandsynlig alliance dannet i Mexico: liberales, som støttede et demokratisk Mexico, og conservadores, der støttede et Mexico regeret af en monark fra Bourbon-familien, der kunne genindføre den gamle status quo. Det eneste disse to grupper var enige om, var at Mexico skulle være uafhængigt og afgøre sin egen skæbne.
Vigtige personer i Mexicos uafhængighedskrig var Fader José María Morelos, Vicente Guerrero, General Agustín de Iturbide og General Antonio López de Santa Anna. Uafhængighedskrigen varede i 11 år, før befrielsestropper i 1821 indtog Mexico City. Selvom uafhængigheden fra Spanien blev erklæret i 1810, blev den altså ikke opnået før i 1821.
I 1821 udnævnte Agustín de Iturbide, en forhenværende spansk general der skiftede side for at kæmpe for Mexicos uafhængighed, sig selv som kejser - officielt som en midlertidig foranstaltning indtil et medlem af en europæisk kongefamilie kunne blive overtalt til at blive mexicansk monark. Et oprør mod Iturbide i 1823 medførte oprettelsen af Republikken Mexico. I 1824 blev Guadalupe Victoria det nye lands første præsident; hans rigtige navn var Félix Fernández, men han valgte sit nye navn på grund af symbolikken: Guadalupe som tak for Vor Frue af Guadalupes beskyttelse og Victoria som betyder Sejr.
Kreolsk konservatisme og kampen for liberale reformer
Mange præsidenter kom og gik, hvilket medførte en lang periode med ustabilitet, som varede det meste af det 19. århundrede. Den dominerede person i århundrets anden fjerdedel var diktatoren Antonio López de Santa Anna.
I den periode mistedes mange af de nordlige områder til USA. Santa Anna var Mexicos leder under konflikten med Texas, der erklærede sig uafhængig fra Mexico i 1836, og under den mexicansk-amerikanske krig (1846-48). Et af de mindeværdige slag fra USA's invasion af Mexico i 1847, var da unge kadetter (der nu betragtet som nationalhelte) fra militærakademiet kæmpede til døden mod en stor hær bestående af erfarne soldater i slaget ved Chapultepec (13. september 1847). Lige siden den krig har mange mexicanere følt sig krænkede over tabet af så meget mexicansk område, noget af området blev tabt ved tvangsforanstaltninger og andet frasolgt billigt af diktator Santa Anna for at berige sig selv.
I 1855 blev Ignacio Comonfort, leder af den selvbeskrevne moderate gruppe, valgt som præsident. Moderado'erne prøvede at finde den gyldne middelvej mellem nationens liberale og konservative. Mens Comonfort var præsident lavede man et udkast til en ny forfatning. Den mexicanske forfatning af 1857 fastholdt mange af den romerske-katolske kirkes rettigheder og indtægter fra kolonitiden, men i modsætning til den tidligere forfatning, erklærede den ikke at katolicismen var nationens eneste religion. Sådanne reformer kunne hverken accepteres af de kirkelige ledere eller de konservative, Comonfort og medlemmer af hans administration blev lyst i band, og et oprør begyndte.
Dette førte til reformkrigen, fra januar 1858 til januar 1861. Denne borgerkrig blev mere og mere blodig og polariserede nationens politik. Mange af Moderado'erne gik over til Liberales, overbeviste om at kirkens store politiske magt skulle begrænses. I nogen tid havde de liberale og konservative deres egne regeringer, de konservative i Mexico City og de liberale i Veracruz. Krigen sluttede med de liberale som sejrherrer, og den liberale præsident Benito Juárez - landets første indiansk fødte præsident - flyttede sin administration til Mexico City.
Fransk intervention og en kejser
Benito Juárez' (1858-72) præsidentperiode blev afbrudt af Habsburg-monarkiets herredømme over Mexico (1864-67). De konservative prøvede at indføre et monarki ved at være medvirkende til at få en ærkehertug til Mexico fra Østrigs kongehus, kendt som Maximilian af Habsburg (hustru Carlota af Habsburg) med militær støtte fra Frankrig, som var interesseret i et udnytte de righoldige miner i den nordvestlige del af landet.
Selvom Frankrig, som man på det tidspunkt anså for at have en af verdens mest effektive hære, i begyndelsen tabte slaget ved Puebla den 5. maj 1862 (nu fejret som helligdagen Cinco de Mayo) slog de til sidst den mexicanske regerings styrker anført af general Ignacio Zaragoza og satte Maximilian på tronen som kejser af Mexico. Maximilian af Habsburg var fortaler for oprettelsen af et monarki som delte magten med en demokratisk valgt kongres. Det var for liberalt for Mexicos konservative, mens de liberale nægtede at acceptere en monark, hvilket medførte at Maximilian kun havde få entusiastiske tilhængere i Mexico. Maximilian blev til sidst taget til fange og henrettet i Cerro de las Campanas, Querétaro, af styrker der var tro mod præsident Benito Juárez, som havde holdt den føderale regering i gang under den franske intervention, der fik Maximilian til magten. I 1867 blev republikken gendannet og en ny forfatning skrevet, som blandt andet konfiskerede den katolske kirkes store landområder (kirken havde fungeret som godsejer for over halvdelen af landet), tillod borgerlige vielser og forbød præsters deltagelse i politik (adskillelse af kirken og staten).
Efter sejren var der konservativ bitterhed mod præsident Juárez (som de mente fik for megen magt, og som selv ønskede genvalg), hvorfor en af hærens generaler, Porfirio Díaz, gjorde oprør mod regeringen med sin offentliggørelse af Tuxtepec-planen i 1876.
Lov og orden, fremgang og Díaz' diktatur
Porfirio Díaz blev ny præsident. I en periode på mere end 30 år (1876-1911) mens han var den stærke mand i Mexico, blev landets infrastruktur kraftigt forbedret takket være investeringer fra andre lande. Denne periode med relativ velstand og fred er kendt som Porfiriato'en. Men befolkningen var ikke tilfreds med styret under Porfiriato'en. Investorer blev tiltrukket fordi arbejdslønnen var meget lav, hvilket medførte dybe sociale kløfter; kun en lille gruppe investorer (inden- og undenlandske) blev rige, mens størstedelen af befolkningen forblev i håbløs fattigdom. Demokratiet var fuldstændig undertrykt og politisk uenighed blev håndteret på undertrykkende og ofte brutal vis (se eksempelvis Nogales, Veracruz).
Den mexicanske revolution
I 1910 besluttede den 80 år gamle Díaz sig for at afholde valg, så han kunne få endnu en præsidentperiode. Han mente at han forlængst havde udelukket alle seriøse modstandere i Mexico; men Francisco I. Madero, en akademiker fra en velhavende familie, valgte at stille op som modkandidat og fik hurtigt udbredt støtte i befolkningen, selvom Díaz fængslede ham. Da det officielle valgresultat blev offentliggjort, blev Díaz udråbt til at have fået næsten samtlige stemmer, mens Madero i alt kun havde fået nogle få hundrede stemmer i hele landet. En så åbenlys valgsvindel var mere end hvad befolkningen ville gå med til og der udbrød uroligheder. Madero forfattede et dokument kendt som Plan de San Luis, hvori han opfordrede det mexicanske folk til den 20. november 1910 at gribe til våben og kæmpe mod Porfirio Díaz regering. Dermed begyndte hvad der nu er kendt som den Mexicanske revolution (Revolucion Mexicana). Madero blev fængslet i San Antonio, Texas, man hans plan fungerede på trods af at han sad i fængsel. Den føderale hær blev slået af de revolutionære styrker anført af, blandt andre, Emiliano Zapata i syd, Pancho Villa og Pascual Orozco i nord, samt Venustiano Carranza. Porfirio Díaz tog sin afsked i 1911 for "den offentlige ro og ordens skyld" og gik i eksil i Frankrig, hvor han døde i 1915.
De revolutionære ledere havde mange forskellige mål; lederne spændte lige fra liberale som Madero til radikale som Emilano Zapata og Pancho Villa. Af den grund blev det meget svært at nå til enighed om hvordan de sejrende revolutionære gruppers nyudklækkede regering skulle organiseres. Resultatet blev en kamp om kontrollen over Mexicos regering, i en konflikt som varede i mere end tyve år. Dette tidsrum betrages almindeligvis som en del af den mexicanske revolution, selvom den også kan betragtes som en borgerkrig. Præsidenterne Francisco I. Madero (1911), Venustiano Carranza (1920) og de tidligere revolutionære ledere Emiliano Zapata (1919) og Pancho Villa (1923) blev alle, blandt mange andre, snigmyrdet i dette tidsrum.
Efter Díaz' tilbagetræden og en kort reaktionær overgangsperiode, blev Madero valgt som præsident i 1911. Han blev fordrevet og dræbt i 1913 af den reaktionære general Victoriano Huerta, som atter styrtedes 1914 af en koalition af liberale og radikale. Venustiano Carranza, en tidligere revolutionær general som blev en af flere præsidenter i denne turbulente tid, offentliggjorde den 5. februar 1917 en ny forfatning. Den Mexicanske forfatning af 1917 er stadig gældende.
I 1920 blev Álvaro Obregón præsident. Han opfyldte alle det mexicanske samfunds krav, bortset fra de mest reaktionære gejstliges og godsejeres, og gennemførte med succes social liberalisering, særligt inddæmmelsen af den katolske kirkes rolle, forbedrede undervisningen og bevægede sig mod større ligestilling for kvinder.
Blandt borgerkrigens temaer i 1920'erne og 1930'erne var kampe mellem fortalerne for et verdsligt samfund hvor kirke og stat var adskilte, og dem der var fortalere for den romersk-katolske kirkes overhøjhed. Denne kamp kaldes nogle gange "la Guerra Cristera".
Stabilisering og institutionaliseret revolution
I 1929 blev det Nationale Mexicanske Parti, PNM, dannet af den siddende præsident, general Plutarco Elías Calles. (Partiet kom senere til at hedde PRI eller Partido Revolucionario Institucional som regerede landet i resten af det 20. århundrede.) Det lykkedes PNM at overtale de fleste tilbageværende revolutionære generaler til at opløse deres personlige hære og oprette den mexicanske hær, hvorfor denne oprettelse af nogle betragtes som den egentlige slutning på den mexicanske revolution.
Præsident Lázaro Cárdenas del Río kom til magten i 1934 og omdannede Mexico fra dets oprindelse: Han sendte den sidste general med diktatoriske ambitioner i eksil, fik forenet de forskellige kræfter i PRI og sørgede for at partiet kunne regere uden modstand i årtier fremover uden interne stridigheder. Han nationaliserede oileindustrien den 18. marts 1934, nationaliserede el-industrien, oprettede det Nationale Polytekniske Institut, gav asyl til landsforviste spaniere som flygtede fra Den Spanske Borgerkrig, påbegyndte en jordreform, begyndte at uddele gratis undervisningsmateriale til børn, samt fulgte en politik der, på godt og ondt, har haft betydning for udviklingen af Mexico indtil til dags dato.
Manuel Ávila Camacho, Cárdenas' efterfølger, ledede overgangen fra den revolutionære tid til PRI's maskinelle politik der varende indtil år 2000. Camacho, der bevægede sig væk fra det nationalistiske ønske om at være selvforsynende, foreslog at gøre landet attraktivt for internationale investeringer, som Madero næsten to generationer tidligere havde været fortaler for. Under Camachos ledelse blev lønstigninger sat i bero, strejkeretten undertrykt og politiske modstandere blev forfulgt med en lov der forbød "kriminel social afvikling". I denne periode forbrød PRIs ledelse sig også mod den tidligere jordreform; Miguel Alemán, Camachos efterfølger, fik sågar paragraf 27 udvidet til at beskytte eliten blandt godsejerne.
Selvom PRIs ledelse opnåede økonomisk vækst og relativ velstand i næsten tre årtier efter Anden Verdenskrig, kollapsede den økonomiske styring flere gange og den politisk uro voksede i slutningen af 1960'erne, med Tlatelolco-massakren i 1968 som kulminationen. I 1970'erne begyndte fremtiden at se knap så lys ud og økonomiske kriser påvirkede landet i 1976 og 1982, hvorefter bankerne blev nationaliseret efter at have fået skylden for de økonomiske problemer. I begge tilfælde blev den mexicanske møntenhed, pesoen, devalueret, og siden den gang har det været almindeligeligt at forvente en stor devaluering og en lavkonjunkturperiode, efter en præsidentembedsperiode er afsluttet (hvert sjette år). Krisen der fulgte i kølvandet på en devaluering af pesoen sidst i 1994, kastede Mexico ud i et økonomisk kaos der udløste den værste lavkonjunkturperiode i over et halvt århundrede.
PRIs fald
Efter valget i 1988, der var stærkt omdiskuteret og som regeringspartiet muligvis tabte, blev IFE (Instituto Federal Electoral - Det Føderale Valginstitut) oprettet i begyndelsen af 1990'erne. Det drives af almindelige borgere og holder øje med at valg afholdes på lovlig og retfærdig vis. Som en følge af dette, vandt Vicente Fox Quesada fra PAN (Partido Acción Nacional, det Nationale Handlingsparti) det føderale valg den 2. juli 2000, og begge kongressens kamre har nu medlemmer fra flere forskellige partier tilhørende alle politiske overbevisninger.
Igangværende økonomiske og sociale problemer er blandt andre lave lønninger, stor arbejdsløshed hos en stor del befolkningen, uretfærdig indkomstfordeling, modstand mod demokratisk forandring i gamle PRI-højborge, samt få udviklingsmuligheder for den overvejende indianske befolkning i de fattige sydlige delstater, selvom det mexicanske regering har arbejdet på at gøre noget ved disse problemer.
Kategori:Præcolumbianske kulturer
Kategori:Mexico
Indianer
Oprindelige amerikanere (Amerikas oprindelige befolkning, indfødte amerikanere, indianere) er en samlet betegnelse for de folkeslag og deres efterkommere, som boede i Amerika før den europæiske kolonisering. Nogle af disse etniske grupper findes stadig.
Christoffer Columbus gav de oprindelige amerikanere navnet indianere, fordi han fejlagtigt troede, at han var kommet til dé øer i det sydøstlige Asien, som europæerne kendte som Indien. Normalt regnes eskimoerne ikke for indianere, hvilket er lidt mærkeligt, da nogle indianere ligner eskimoerne både i udseende og kultur.
I Canada anvender man nu generelt det politisk korrekte udtryk First Nations/Premières Nations (de første nationer), når man taler om de oprindelige amerikanske folk. I Alaska er udtrykket Alaskan Native (indfødt fra Alaska) dominerende af juridisk-lovmæssige grunde samt på grund af tilstedeværelsen af inuit-, yupik- og aleut-folkene.
I resten af USA er den politisk korrekte betegnelse nu Native Americans (indfødte (eller hjemmehørende, naturlige) amerikanere). For eksempel sendte præsidentkandidat John Kerry en hilsen til Native Americans i en valgkampsdebat forud for præsidentvalget i 2004.
Verdens største skulptur, Crazy Horse Memorial, er ved blive indhugget i et bjerg i South Dakota, USA, på initiativ af overlevende fra Lakota-stammen, der deltog i Slaget ved Little Bighorn. Den symboliserer de oprindelige beboere af de store sletter i det midterste USA.
Indianere udgør officielt flertallet af befolkningen i Bolivia og Guatemala og har betydelige befolkningsandele i andre spansktalende amerikanske lande, dog måske med undtagelse af Costa Rica, Cuba, den Dominikanske Republik og Uruguay.
Klassifikation
Etnografer opdeler normalt USA's oprindelige befolkning i ti geografiske regioner, som har fælles kulturelle træk, se
- Etnografisk klassifikation af oprindelige amerikanere
Se også
- Kultur
- Sprog
Ekstern henvisning
- [http://hjem.get2net.dk/sprogbog/indiansk.htm Indianske sprog]
Kategori:Folkeslag
Kategori:Oprindelige amerikanere
ja:アメリカ州の先住民族
simple:Native American
Azteker
Aztekerne er et mesoamerikansk folk i det centrale Mexico med en rig mytologi og kulturarv.
I nahuatl, aztekernes oprindelige sprog, betyder ordet "azteker" "en der kommer fra Aztlán". Aztekerne refererede også til sig selv som mehikaerne, meshikaerne eller mexicaerne, oprindelsen til navnet "Mexico". Den moderne anvendelse af navnet azteker som et fælles udtryk dækkende alle folkeslagene, som ved handel, skikke, religion og sprog var forbundet med mexicaerne, blev foreslået af Alexander von Humboldt.
Legender
Aztekernes skabelsesberetning fortæller om fire store aldre, som gik forud for den nuværende verden og som alle endte med katastrofer. Den femte alder overlevede takket være en helt, der ofrede sig og blev til solen.
Ifølge legenden rejste de til Texcoco-søen i det centrale Mexico og blev efter sigende vejledt af deres gud Huitzilopochtli. Da de ankom til en ø i søen, så de en ørn der åd en slange, mens den sad på en nopal-kaktus, dette tog de som et tegn på, at de havde fundet deres nye hjem på dette sted. Aztekerne byggede byen Tenochtitlan på stedet og den er i dag Mexico Citys centrum. Den legendære ørn er afbildet på det mexicanske flag.
Aztekernes storhed
Der var tolv herskere i Tenochtitlan:
- Den legendære grundlægger: Ténoch
- 1375: Acamapichtili
- 1395: Huitzilíhuitl
- 1417: Chimalpopoca
- 1427: Itzcóatl
- 1440: Moctezuma I
- 1469: Axayacatl
- 1481: Tízoc
- 1486: Auítzotl (nogle gange stavet "Ahuitzotl")
- 1502: Moctezuma II (den berømte "Montezuma")
- 1520: Cuitláuac
- 1521: Cuáutemoc
Oprindeligt var mexicaerne lejesoldater i krige mellem toltekererne og med tiden blev de så glorværdige, at de kunne indgå i royale ægteskaber. Mexicas herskere Acamapichtili, Huitzilíhuitl og Chimalpopoca var undersåtter af tepanekernes hersker Tezozomoc fra
1372 til 1427.
Da Tezozomoc døde, snigmyrdede hans søn Maxtla Chimalpopoca, hvis onkel Itzcoatl var allieret med den tidligere hersker af Texcoco, Nezhualcouyotl, og de belejrede Maxtlas hovedstad Azcapotzalco. Maxtla overgav sig efter hundrede dage og gik i eksil. Tenochtitlan, Texcoco og Tlapocan dannede en alliance som
kom til at dominere Mexico-dalen og sprede sin magt udenfor området. Tenochtitlan blev gradvist den dominerende magt i alliancen.
Itzcoatls nevø Motecuhzoma I arvede tronen i 1449 og udvidede riget. Hans søn Axayacatl (1469) omringede kongedømmet Axayacatl og overtog kontrollen med mixtekerne og zapotekerne. I 1481 herskede hans søn Tizoc i kort tid, før han blev erstattet af sin yngre bror Ahuitzol, som reorganiserede hæren. Riget var på sit højeste under hans ledelse. Hans efterfølger var Motecuhzoma II (bedre kendt som Moctezuma II)
Kejserriget
Aztekernes kejserrige er ikke en helt korrekt analogi til rigerne i den europæiske historie, da det var etnisk blandet og den vigtigste embedsmand i Tenochtitlans regering ofte blev kaldt Aztekerns kejser, mens hans titel huey tlatoque kan oversættes til formand. Med Tenochtitlan stigende storhed, fik embedet dog med tiden mere magt og på Auitzotls tid er "kejser" en passende analogi.
Aztekernes militær havde noget der svarede til militærtjeneste med en kerne af professionel krigere. Når en aztekisk kriger havde taget 4-5 fanger, kunne han opnå rangen jaguar-ørne-kriger.
Aztekernes vigtigste fødevarer var majs, bønner og
squash. De brugte også i vid grad maguey. Anvendelse af bomuld og smykker var begrænset til eliten. Kakaobønner blev anvendt som penge. Undertvungne byer betalte årlig tribut i form af luksusvarer som fjer og udsmykkede dragter.
Aztekerne lavede kunstige øer eller chinampaer i Tenochtitlan-søen, som de opdyrkede.
Ofringer
Aztekerne var berygtede for deres religiøse menneskeofringer, som de udførte i stort tal. Aztekerne førte "blomsterkrige" for at tage mennesker til fange til brug i ofringerne, som de kaldte nextlaualli, "betaling af gæld til guderne" så solen kunne stå op hver morgen. Harvard-professoren David Carrasco har sammenlignet denne praksis med at "få krigen hjem i stuerne" i moderne tv.
Materialist-antropologen Marvin Harris har foreslået at ofrenes kød indgik i aristokratiets kost som en belønning, da aztekernes kost manglede proteiner. Ifølge ham kunne aztekernes økonomi ikke støtte bespisningen af slaverne, så flokkene af fanger var "levende kød". De fleste andre historikere som har specialiseret sig i Mesoamerika, mener at der har været rituel kannibalisme i forbindelse med menneskeofringer, men at menneskekød aldrig har været en vigtig del af aztekernes kost.
Tilbagegang
Aztekerne blev erobret af Spanien i 1521 og overgav sig efter et langt slag til Hernan Cortes. Cortes med sine op imod 500 mand kæmpede ikke alene, men med måske 150.000-200.000 allierede fra Tlaxcala og siden fra Texcoco, som havde modsat sig aztekisk styre. Han nedkæmpede Tenochtitlans styrker den
13. august 1521. Koppe- og tyfusepedemier som europæerne havde bragt med sig, dræbte omkring 75 procent af befolkningen. Mexico City blev bygget på ruinerne af Tenochtitlan.
Oplysninger om aztekerne er bevaret i nutidige kilder som Codex Mendoza, opsamlet i 1541.
Nahuatl tales stadig af mexicanske indianere.
Se også
- Nepohualtzintzin (aztekisk abacus)
- Atlatl
- Amerika
Eksterne henvisninger
- http://www.d.umn.edu/cla/faculty/troufs/anth3618/maaztec.html
- [http://www.forlagetlee.dk/emner/aztekerne/ De mesoamerikanske indianerkulturer (Aztekerriget)]
Kategori:Folkeslag
Kategori:Præcolumbianske kulturer
ja:アステカ
ko:아스테카인
ms:Aztek
simple:Aztecs
16. århundrede15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede - andre århundreder
----
----
----
Det 16. århundrede består af årene 1501 til 1600, det er ofte forvekslet med 1500-tallet som består af årene 1500 til 1599.
Eksterne henvisninger
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2000/02/000208075420.htm 2000-02-08, sciencedaily: Researchers Find Evidence Of 16th Century Epic Drought Over North America] Citat: "...evidence of a "mega-drought" in the 16th century that wreaked havoc for decades in the lives of the early Spanish and English settlers and American Indians throughout Mexico and North America..."
å
ja:16世紀
ko:16세기
1521
Begivenheder
- Christian 2. inviterer Hollændere til at opdyrke Amager
- Christian 2. giver efter nederlandsk forbillede købstæderne eneret på al handel og håndværk.
- I Sverige gør Gustav Vasa oprør mod danskerne.
- I august vælges Gustav Vasa til rigsforstander
- 6. marts Ferdinand Magellan lander på øen Guam
- 13. september - Efter 8 ugers belejring erobrer spanske styrker under Hernán Cortés aztekernes by Tenochtitlan og har hermed kontrol over Mexico
Født
-
Dødsfald
- 27. august - Josquin Des Prez, fransk komponist.
- Ærkebiskop Byrge Gunnarsen
21
ko:1521년
simple:1521
1821Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1816 1817 1818 1819 1820 - 1821 - 1822 1823 1824 1825 1826
----
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
----
Begivenheder
- 10. august - Missouri bliver optaget som USA's 24. stat.
- 15. september - Fem latinamerikanske lande opnår selvstændighed efter spansk kolonistyre: Costa Rica, El Salvador, Honduras, Guatemala og Nicaragua.
- 28. november - Panama erklærer sig uafhængigt af Spanien og slutter til til republikken Colombia
Født
- 11. november - Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij, russisk forfatter.
Dødsfald
- 5. maj - Napoleon Bonaparte, tidligere fransk kejser
21
ko:1821년
ms:1821
simple:1821
th:พ.ศ. 2364
Mexicansk-amerikanske krigDen mexicansk-amerikanske krig var en krig, der blev udkæmpet af USA og Mexico mellem 1846 og 1848. I USA kendes den også som den Mexicanske krig; i Mexico kendes den også som den nordamerikanske invasion af Mexico og USA's krig mod Mexico.
Krigen brød ud på grund af grænsestridigheder mellem Mexico og Texas. Efter at have opnået uafhængighed fra Mexico i 1836 blev Republikken Texas annekteret af USA i 1845, men der var ikke enighed om grænsedragningen mellem Mexico og Texas. Samme år fornærmede USA's regering Mexico ved at tilbyde at købe Californien og New Mexico.
USA's præsident James K. Polk beordrede general Zachary Taylor til at overtage kontrollen med landområderne mellem floderne Rio Grande mod syd og Nueces mod nord som begge lande gjorde krav på. Kampe brød ud den 24. april 1846, da også mexicansk kavaleri red ind i området, og omringede USA's fortropper; flere blev dræbt. Efter grænsestridigheden og slagene ved Palo Alto og Resaca de la Palma, erklærede USA's kongres krig den 13. maj 1846. Nordstatsfolk var generelt imod krigserklæringen, mens sydstatsfolkene støttede den. Mexico erklærede krig den 23. maj.
Efter USA's krigserklæring mod Mexico indtog USA's styrker flere byer i Californien, blandt andre (midlertidigt) Los Angeles. Slaget ved Monterrey fandt sted i september 1846. Den 22. februar 1847 fandt slaget ved Buena Vista sted, hvor general Taylor besejrede mexicanerne under ledelse af Antonio Lopez de Santa Anna, hvilket sikrede USA's erobring af Californien og New Mexico. Slagene ved Vera Cruz, Cerro Gordo og siden slaget ved Chapultepec (i udkanten af Mexico City) fulgte, da USA's hær under ledelse af general Winfield Scott trængte ind i hjertet af Mexico. Hans invasion begyndte den 9. marts 1847.
Traktaten ved Cahuenga, underskrevet den 13. januar 1847, stoppede kampene i Californien. Traktaten ved Guadalupe Hidalgo, underskrevet den 2. februar 1848, stoppede krigen og gav USA uimodsagt kontrol over Texas foruden Californien og størstedelen af Arizona og New Mexico.
Mexico tabte halvdelen af sit areal i krigen. Sejrherrerne, USA, betalte ved fredsslutningen 15 millioner dollars for de erobrede arealer
Et interessant træk ved krigen var Saint Patricks Bataljon (San Patricios), som var en gruppe på omkring 500 mand (overvejende irsk-fødte) amerikanerne, der deserterede fra USA's hær til den mexicanske. Mange af dem kæmpede imod, hvad de hævdede, var USA's brutale og racistiske diskrimination. Mange følte et slægtskab med Mexico, fordi de var katolikker. De blev hængt; USA sørgede for at det sidste de så, var nedtagelsen af det mexicanske flag og hejsningen af USA's flag, da krigen var vundet. Nogle historikere hævder, at mændene var krigsfanger, andre argumenterer for, at de var forrædere og desertører. I nutidens Mexico er der mange monumenter for disse soldater.
Ifølge oplysninger fra USA's kontor for krigsveteraner døde den sidste af USA's krigsveteraner, Owen Thomas Edgar, den 3. september 1929 i en alder af 98 år.
Eksterne henvisninger
- [http://www.pbs.org/kera/usmexicanwar PBS' sider om et tv-program om krigen] (på engelsk)
- [http://www.rose-hulman.edu/~delacova/mexican.htm Mindeside om den mexicansk-amerikanske krig] (på engelsk og spansk)
- [http://www.rose-hulman.edu/~delacova/mexican.htm Den mexicanske krig på Rose-Hulman.edu] (på engelsk)
Kategori:Krige
Kategori:USA's historie
Kategori:Mexico
ja:米墨戦争
1860'erneÅrhundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne - 1860'erne - 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne
År: 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869
----
Begivenheder
- New Zealand gribes af guldfeber.
- Den amerikanske borgerkrig udspilles mellem nordstaterne og sydstaterne.
Personer
-
å
ja:1860年代
Benito Juárez
Benito Pablo Juárez (21. marts 1806 - 18. juli 1872) var en zapotekisk indianer, som i to perioder (1861-1863 og 1867-1872) var Mexicos præsident. Juárez anses ofte som Mexicos største og mest populære leder.
Juárez blev født i landsbyen San Pablo Guelatao i Oaxaca. Forældrene var bønder og døde før han fyldte 4 år. Han arbejdede i kornmarkerne og som hyrde indtil han fyldte 12 år, men den 17. december 1818 vandrede han til byen Oaxaca for at uddanne sig selv og få et bedre liv. På det tidspunkt var han analfabet og talte ikke spansk, kun zapotekisk.
I byen blev han ansat som tjener i en husholdning og arbejdede ivrigt på at uddanne sig. En lægbroder af Franciskaner-ordenen ved navn Antonio Salanueva, blev imponeret over unge Benitos intelligens og lærelyst, og hjalp ham med at blive optaget på byens præsteseminarium. Han tog sin afsluttende eksamen fra seminariet i 1827 og læste derefter jura.
Juárez blev advokat i 1834 og dommer i 1842. Han var staten Oaxacas guvernør fra 1847 til 1853, hvor han blev sendt i eksil på grund af sine indvendinger mod Antonio Lopez de Santa Annas korruption.
Han tilbragte sit eksil i New Orleans, Louisiana, hvor han arbejdede i en cigarfabrik.
Juárez vendte tilbage til Mexico i 1855 og sluttede sig til oppositionspartiet Liberales; to år senere vandt de valget og Juárez blev Mexicos retspræsident under præsident Ignacio Comonfort. Conservadores-partiet gjorde oprør og der udbrød borgerkrig. Juárez afløste Comonfort som provisorisk præsident. Juárez ankom til Mexico City den 11. januar 1861 for at genetablere den nationale enhed. Han blev valgt som præsident i marts samme år, for en fireårig periode.
Frankrig invaderede Mexico i 1862 efter Napoleon IIIs planer om at oprette et marionetstyre i landet. Efter hårde kampe blev Juárez og hans valgte regering tvunget til at trække sig tilbage til den nordlige del af landet.
Juárez ledte den mexicanske modstand mod den franske invasion og indsættelsen af marionetkejseren Maximilian af Habsburg. Maximilian tilbød Juárez amnesti og positionen som statsminister, men Juárez nægtede at acceptere monarkiet og en regering påtvunget af en fremmed magt. I 1867 blev de sidste franske tropper og Maximilians allierede slået og fordrevet fra landet. Samme år blev Juárez genvalgt som præsident.
Benito Juárez var en progressiv reformist, der gik ind for demokrati, lige rettigheder for landets indianske befolkning, samt en formindskelse af den store indflydelse, den romersk-katolske kirke havde på mexicansk politik.
Benito Juárez døde af et hjerteanfald mens han arbejdede ved sit skrivebord i Nationalpaladset i Mexico City.
Juárezs berømte citat huskes stadig i Mexico: "El respeto al derecho ajeno es la paz", som betyder "Respekt for andres rettigheder er fred." Citatet indgår i staten Oaxacas flag.
Juárez fødselsdag (21. marts) er en national helligdag i Mexico (se: Fiestas Patrias).
Se også: Mexicos historie.
Juárez har været skildret i film af skuespillerne Paul Muni (1939), Jason Robards, Sr. (1940), Fausto Tozzi (1965), Helmut Schellhardt (1988) og Luis Valdez (1994).
Benito Mussolini blev af sin socialistiske far opkaldte efter Juárez.
----
Benito Juárez er et meget almindeligt stednavn i Mexico. Det anvendes bl.a. som navnet på:
- Et kvarter (delegación) i det Føderale Distrikt.
- En kommune i staten Guerrero.
- En kommune i staten Quintana Roo.
- En kommune i staten Tlaxcala.
- En kommune i staten Veracruz.
- Mexico Citys lufthavn.
- Statsuniversitetet i Oaxaca: Universidad Autónoma Benito Juárez de Oaxaca.
- Ciudad Juárez, Chihuahua, er opkaldt efter Benito Juárez.
Juárez, Benito
ja:ベニート・フアレス
Porfirio DiazJosé de la Cruz Porfirio Díaz Mori (15. september 1830 – 2. juli 1915) var en diktator, som (bortset fra en fireårig periode) regerede Mexico fra 1876 til 1911.
Díaz var mestits, født i Oaxaca i en fattig familie. Efter korte jurastudier gik han militærvejen, sluttede sig til det liberale parti og kæmpede i de forskellige borgerkrige. Specielt under den franske intervention i 1860’erne udmærkede han sig ved dygtighed, og det skyldes bl.a. hans ledelse, at modstanden blev nedkæmpet. Disse år skabte ham et ry som krigshelt. Han havde oprindelig stået præsident Benito Juárez ret nær, men efter 1867 kølnedes forholdet, formentlig fordi denne frygtede hans magtstilling i hæren. Efter et valgnederlag 1871 og et mislykket kupforsøg måtte Díaz flygte til USA, men han havde mange tilhængere i Mexico, og 1876 fordrev han efter en kort borgerkrig Juarez’ efterfølger og tog selv magten.
Díaz’ magtperiode, ofte kaldet el Porfiriato, varede 35 år (1876-1911). Han valgtes til præsident i første omgang, indsatte en stråmand indtil hans egen diktatorstilling var sikret og lod sig derefter regelmæssigt ”genvælge” imod reglerne. Formelt var han liberal, men reelt var de konservative med hans magtovertagelse kommet tilbage ad bagvejen. Både over for kirken og godsejerne førte han en velvillig politik. Han accepterede f. eks. gejstlighedens erhvervelse af ejendomme, men håndhævede samtidig officielt de antikirkelige love og havde derfor kirken på sin side. Godsejerne overtog i vidt omfang den herreløse jord som bønderne ikke havde råd til at købe efter de gamle fællesbrugs opløsning, og der skabtes derfor store godskoncentrationer. Vigtigst var det, at han skabte lov og orden efter mange års borgerkrige. Alle oprør blev slået brutalt ned og der indførtes et landgendarmeri til at holde øje med alle oprørstendenser. Samtidig svækkede han eventuelle rivaler i hær og administration ved ustandselig at forflytte dem og holdt således også militæret i et fast greb.
Den store nyskabelse i Díaz' regering var moderniseringen. Under hans styre begyndte industrialisering og kapitalisering at gøre sig gældende. Gennem lov-og-orden-politikken blev udenlandske selskaber, især nordamerikanske, fristet til at investere i Mexico og flere frugt og handelskompagnier etableredes i landet. Samtidig udbyggedes vejnet og havne, således at transportmulighederne til udlandet blev langt større end før. Storbyerne – især Mexico City og Vera Cruz - gennemgik en sanering og modernisering nærmest efter fransk forbillede, og fra begyndelsen af 1900-tallet stod Mexico på overfladen som en moderne, velfungerende og økonomisk dynamisk stat.
Medaljens bagside var en voldsom social skævhed. Moderniseringen kom hovedsagelig udenrigshandelen til gode, mens landdistrikterne forblev fattige og tilbagestående. Godsejernes magtudvidelse øgede proletariseringen af bønderne, og de udenlandske selskabers udbytning af dårligt betalt arbejdskraft førte efterhånden til helt urimelige lønforhold. Samtidig forsømte Díaz i flere henseender sider af Mexicos råstoffer, bl.a. asfaltproduktionen, hvor landet tidligere havde været selvforsynende. Skønt Díaz’ styre var mindre terroristisk end flere andre samtidige latinamerikanske diktaturer, slog han jernhårdt ned på al modstand, og arbejdslejre skød op rundt om i landet. Mod slutningen af hans regering var de sociale spændinger på landet derfor vokset eksplosivt.
I 1890’erne søgte Díaz at modernisere sit styre ved at ansætte en slags hjernetrust, kaldet ”los scientíficos” (de videnskabelige), en kreds af liberal-konservative økonomer og akademikere som leverede en slags ideologisk begrundelse for diktaturet. Vigtigst var finansministeren José Limantour, som i diktatorens senere år fungerede som hans højre hånd. Denne gruppe søgte at fremstille regimet som et hårdt men nødvendigt styre for at opdrage den uvidende befolkningen og reformere det tilbagestående land
Efter 1900 voksede imidlertid en stærk opposition frem mod Díaz også i overklassen, dels blandt godsejere som følte sig forfordelt, dels blandt kredse som var utilfredse med USA's stærke indflydelse i landet. Denne opposition førte til sidst til styrets fald. Den samlede sig om den moderat-liberale politiker Francisco Madero som stillede op til præsidentvalget 1908, hvor han ganske vist tabte, men snart flygtede til USA og samlede oppositionen om sig. Det udløste 1910 revolutionen. Díaz, som på dette tidspunkt synes alderdomssvækket, kunne ikke beherske situationen, især ikke da bønder og arbejdere under Villa og Zapata rejste et virkeligt oprør, og foråret 1911 trådte han efter stærkt pres tilbage og flygtede til Frankrig, hvor han døde som en velhavende mand.
Díaz, Porfirio
ja:ポルフィリオ・ディアス
ms:Porfirio Diaz
Mexicanske revolutionDen mexicansk revolution var en periode med ustabilitet og borgerkrig i Mexico, som begyndte med udbredt modstand mod dikatoren Porfirio Diaz i 1910 og sluttede med det Institutionelle Revolutionære Partis (PRI) kontrol af Mexico i 1930'erne.
Efter at Francisco Madero i 1910 tabte præsidentvalget til diktatoren Porfirio Diaz efter et valgresultat, der af mange blev betragtet som værende valgsvindel, flygtede Madero og andre, som tilhørte det Liberale Parti, til USA for at lave, hvad der blev kendt som Saint Louis-planen (fordi den blev forfattet og proklameret i Saint Louis, Missouri). Den bekendtgjorde, at valget var ugyldigt, og opfordrede befolkningen til at gribe til våben den 20. november samme år. Der iværksattes mange oprør (med deres egne planer) rundt omkring i landet, med mænd som Aquiles Serdan, Pancho Villa, Emiliano Zapata og senere Venustiano Carranza og Alvaro Obregón i spidsen.
Selvom Porfirio Diaz blev afsat og sendt i eksil på mindre end et år, var personlige ambitioner og manglen på én ledelse årsag til, at kampene fortsatte i mange år. Den nyvalgte præsident Madero havde hverken støtte fra sine tidligere allierede, der hævdede at revolutionens mål ikke var opnået, eller fra det gamle regime. I 1913 blev Madero og hans vicepræsident myrdet. Den tidligere revolutionære og leder af de væbnede styrker, Victoriano Huerta, tog magten og blev hurtigt beskyldt for at have planlagt mordet på Madero sammen med USA's ambassadør, hvilket fik krigen til at fortsætte. En alliance af moderate og radikale revolutionære (Carranza, Obregón, Villa og Zapata) besejrede og fordrev Huerta i 1914 men kom straks i indbyrdes krig. Carranza anerkendtes af de moderate kræfter som præsident, men de yderligtgående revolutionære fortsatte kampen helt til 1920. Under denne næsten permanente borgerkrig udstedtes 1917 en ny forfatning, som i alt fald på papiret garanterede demokratiske rettigheder, befolkningens ret til jorden, sikring af statens magt over kirken osv. Den er stadig det officielle grundlag for politisk liv i landet.
Efter mange års poltisk og militær uro, kendetegnet ved at revolutionens helte snigmyrdede hinanden (Obregón dræbte 1920 Carranza, der 1919 havde dræbt Zapata i et baghold), blev landet stabiliseret i 1930'erne efter oprettelsen af det Nationalistiske Mexicansk Parti (PNM, der senere blev det Institutionelle Revolutionære Parti, PRI) med General Plutarco Elias Calles som præsident. Det lykkedes PNM at overbevise de fleste af de tilbageværende revolutionære generaler om at opløse deres personlige hære og oprette den mexicanske hær, hvorfor dens dannelse af nogle betragtes som den reelle afslutning på den mexicanske revolution. Endelig gennemførtes af præsident Lázaro Cárdenas (1934-40) en række hårdt tiltrængte jordreformer, som afbødede de værste af fortidens sociale skævheder.
Revolutionen medførte også den politiske tradition med loyalitet (nogle hævder underlegenhed) overfor den aktuelle præsident, en tradition der varede omkring 60 år.
Se også
- Mexicos historie.
Kategori:Mexico
ja:メキシコ革命
1910
Begivenheder
- 5. januar - Flyveren Robert Svendsen sætter dansk rekord ved at flyve i en højde af 84 meter over Kløvermarken i København.
- 12. januar - Daells Varehus fik sin første postordrebestilling - og datoen blev regnet som varehusets stiftelsesdag.
- 28. februar - 200-årsdagen for slaget ved Helsingborg bliver fejret i Sverige med Stenbockfester, som udvikler sig til danskfjendtlige demonstrationer.
- 31. maj - Sydafrikanske Union proklameres. Unionen består af Kapkolonien, Natal, Transvaal og Oranjefristaten. I det første valg vinder South African Party over Unionspartiet, og boergeneralen Louis Botha blir premierminister.
- 17. juni - Rigsretsagen efter Alberti-skandalen afsluttes
- 17. juni - Den danske flyver og motorsportsmand Robert Svendsen flyver som den første over Øresund, mellem København og Malmø.
- 22. august - Japan annekterer Korea og døber landet til Cho-sen.
- 17. september - Første flyvning nogensinde over Alperne finder sted.
- 5. oktober - Portugal erklæres for en republik efter et mytteri i flåden og hæren. Kong Manuel den 2. var flygtet til Gibraltar
- November - Der udbryder borgerkrig i Mexico.
Født
- 13. marts - Karl Gustav Ahlefeldt, dansk skuespiller (dør 1985).
- 10. maj - Ebbe Rode, dansk skuespiller.
- 26. juni - Lau Lauritzen jun., dansk skuespiller og filminstruktør. Død 1977.
- 21. juli - Viggo Kampmann, dansk statsminister.
- 26. august Mother Teresa
Dødsfald
- 10. januar - Frederik Vermehren, maler og folkelivsskildrer.
- 26. april - Bjørnstjerne Bjørnson, norsk forfatter.
- 20. november - Leo Tolstoj, russisk forfatter.
- Fysik - Johannes Diderik van der Waals
- Kemi - Otto Wallach
- Medicin - Albrecht Kossel
- Litteratur - Paul von Heyse
- Fred - Internationale Fredsbureau
Sport
- Fremad Amager grundlægges
Musik
- Ildfuglen - ballet med musik af Igor Stravinsky uropføres i Paris.
Film
- Afgrunden med Asta Nielsen, instrueret af | | |
