:: wikimiki.org ::

Neptun (planet)

Neptun (planet)

Neptun er den ottende, og ind imellem den niende, planet i vores solsystem, talt fra Solen: Den blev set første gang i 1612, men det var først den 23. september 1846 — 234 år senere — at man opdagede at der var tale om en planet i vores solsystem.

Neptuns og Plutos baner

Planeten Pluto, der normalt er den niende planet talt fra Solen, har en lidt "langstrakt" (excentrisk; ellipse-formet) omløbsbane, som ind imellem bringer Pluto indenfor Neptuns omløbsbane. I tyve ud af de godt 248 år det tager Pluto at fuldføre ét af sine omløb omkring Solen, er Neptun den niende planet, og Pluto nr. 8.

Fysiske egenskaber

Neptun er den yderste af solsystemets fire store gas-giganter, og som de øvrige gasplaneter (Jupiter, Saturn og Uranus) har Neptun ikke nogen fast overflade ligesom Solsystemets fire inderste planeter (Merkur, Venus, Jorden og Mars).

Atmosfære

Selv om Neptun ligner Uranus på mange punkter, er der stor forskel på de to planeters atmosfærer: Mens Uranus er en næsten ensfarvet, blå klode uden tydelig overflade, udviser Neptuns atmosfære meget mere varierede træk. Atmosfæren består af brint, helium og lidt metan — det er metanen der giver Neptun dens udprægede blå farve. Som noget helt unikt blandt gas-giganterne, højtliggende hvide skyer der kaster skygger på det ugennemsigtige, blå skydække længere nede i atmosfæren. På Neptun finder man også Den store mørke plet; et mørkt, ellipseformet område på størrelse med Jorden: Denne plet forsvandt i 1994, men siden hen dukkede en ny, mørk plet op i dens sted. På grund af den enorme afstand til Solen, ca. 4½ milliard kilometer, er den yderste del af Neptuns atmosfære ekstremt kold; 55 Kelvin, eller −218 °C, men temperaturen stiger jo længere ind i Neptun-atmosfæren. Man formoder at det er overskydende varme fra dengang Neptun og det øvrige solsystem blev skabt af sammenfaldende materiale; varme der ganske langsomt tabes som stråling ud i det omgivende rum. I Neptuns atmosfære finder man solsystemets hurtigste vinde; op mod 2000 kilometer i timen, og man mener at drivkraften bag dette blæsevejr er den varme der "siver" ud af Neptuns indre.

Neptuns indre

Indvendigt minder Neptun om Uranus: Der er sandsynligvis en kerne af smeltet metal og klippemateriale, omgivet af en blanding af klippemateriale, vand, ammoniak og metan. Den yderste del af atmosfæren består mest af brint og helium, mens koncentrationen af metan, ammoniak og vand stiger med dybden.
Et sted mellem 5000 og 10 000 kilometer fra den synlige "overflade" overgår stoffet fra luftform til flydende form.
Ved at sammenligne Neptuns rotationstid og fladtrykthed har man fundet frem til, at stoffet i Neptun ikke er så tæt koncentreret omkring kernen som det er i Uranus.

Neptuns magnetfelt

Neptun ligner også Uranus med hensyn til magnetfeltet: Neptuns magnetfelt har en akse der hælder 47 grader i forhold til planetens rotationsakse. Magnetfeltet er "forskudt" i forhold til planetens centrum; feltets "midtpunkt" ligger omtrent halvvejs mellem planetens centrum og et punkt på den synlige overflade.

Opdagelse

Selv om Neptun først "formelt" blev opdaget i midten af det 19. århundrede, er den faktisk blevet observeret flere gange før — længe før endda...

Galilei tolker Neptun som en stjerne

På nogle af Galileo Galileis tegninger og kort over himlen kan man se, at han observerede Neptun den 27. december 1612 og den 27. januar året efter. På grund af Jordens egen bevægelse vil alle planeter udenfor Jordens omløbsbane på visse tider af året synes at stoppe op, bevæge sig "baglæns" (i retrograd retning) i nogle dage, for derefter at genoptage deres sædvanlige bevægelse i forhold til fjerne stjerner i baggrunden. Og da Galileo så Neptun i december 1612, var den netop "stoppet op" og på vej til at bevæge sig baglæns, så da den tilsyneladende ikke havde flyttet sig, gættede han på at det var en fjern stjerne. Havde Galilei set Neptun på et andet og mindre "uheldigt" tidspunkt, ville han efter al sandsynlighed have erkendt at der var tale om en planet — og så havde han fået æren for opdagelsen.

Forstyrrelser i Uranus' bane

Der skulle gå mere end 230 år før Neptuns sande identitet blev afsløret. I 1821 udgav Alexis Bouvard nogle tabeller med data om Uranus' omløbsbane omkring Solen; tal der kan bruges til at forudsige hvornår Uranus er hvor på himlen. Men inden længe var der overraskende store forskelle på Uranus' faktiske position på himlen, og den position den "burde" have ifølge Bouvards oplysninger — Bouvard gættede på at der måtte være et eller andet stort, tungt himmellegeme i nærheden af Uranus, hvis tyngdekraft trækker den væk fra den forudsagte bane.

Banen beregnes

I 1843 regnede John Couch Adams på de observerede afvigelser i Uranus-banen, og bestemte omløbsbanen for Bouvards hypotetiske planet. Adams sendte sine resultater til Sir George Airy, som skrev tilbage til Adams for at få en uddybende forklaring. Adams udarbejdede en kladde til et svar til Airy, men fik aldrig sendt det afsted. Tre år efter Adams fik Urbain Le Verrier, uafhængigt af Adams, samme idé med at beregne omløbsbanen for Bouvards formodede planet. Ligesom Adams havde Le Verrier ikke meget held med at engagere sine astronom-"kolleger" i jagten på den ottende planet i solsystemet. Men samme år fik John Herschel overtalt James Challis til at lede efter mulige planeter dér hvor beregningerne forudsage der skulle være en. Challis indledte "eftersøgningen" i 1846, og i mellemtiden havde Le Verrier overtalt Johann Gottfried Galle til også at lede efter planeten. Galle fandt Neptun, indenfor én grad fra den position Le Verrier havde forudsagt, og cirka 10 grader fra Adams' position. Senere måtte Challis erkende, at han faktisk havde observeret den "nye" planet før, men på grund af sin afslappede indstilling til sit arbejde opdagede han ikke at der var tale om en ny planet.

Diskussion om opdageren

Efter opdagelsen brød et nationalistisk skænderi ud om hvem der havde æren for opdagelsen, men efterhånden blev man enige om et kompromis hvor Adams og Le Verrier samlet blev krediteret for opdagelsen.
Siden hen er der på Royal Greenwich Observatory dukket nogle gamle dokumenter op, som visse historikere tolker derhen at Adams ikke fortjener helt samme andel af æren for opdagelsen af Neptun, som Le Verrier.

Navngivning

Lige efter opdagelsen blev Neptun blot omtalt som "planeten uden for Uranus" eller "Le Verriers planet". Galle kom med det første navneforslag, nemlig Janus. I England foreslog Challis at kalde planeten Oceanus; passende for et søfartsfolk. François Arago i Frankrig foreslog navnet "Leverrier", men det forslag mødte kraftig modstand uden for Frankrig. I franske almanakker blev Uranus kaldt for Herschel, og den nye for Leverrier. Det var Le Verrier selv der foreslog det navn der bruges i dag, og det forslag blev bakket op af Friedrich von Struve. Inden længe blev Neptun det internationalt anerkendte navn for den nye planet. Navnet stammer fra den romerske mytologi, hvor Neptun er havets gud; svarende til Poseidon i den græske mytologi. Dette navnevalg passer sammen med navnene på de dengang kendte planeter, som alle havde fået deres navne tilbage i antikken.

Neptuns planetringe

Neptun har et system af meget tynde, mørke planetringe, hvis kemiske sammensætning man ikke kender. De har en besynderlig "klumpet" struktur; man ved ikke hvad "klumperne" skyldes, men tyngdekraften fra små hyrdemåner i nærheden af ringene kunne forklare fænomenet. Da man i midten af 1980'erne studerede ringene ved at observere stjerner der blev "formørket" af Neptun og dens ringe, tydede resultaterne på at ringene ikke omgiver hele planeten, men er opdelt i separate "buer", afbrudt af "stoffrie" mellemrum. Det endelige bevis for Neprtuns ringsystem kom, da rumsonden Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner i 1989: Billederne som Voyager sendte hjem, viste adskillige utydelige ringe. Tilstedeværelsen af "mellemrum" der deler ringene op i separate "buer" er lidt svært at forklare, fordi mekanikkens regler tvinger materialet i en planetring til at fordele sig jævnt hele vejen rundt i løbet af kort tid. Det er muligvis Neptun-månen Galatea der med sin tyngdekraft "fastholder" buerne. Nye observationer fra 2005 tyder på at Neptun-ringene er meget ustabile; en af ringene kan muligvis forsvinde på så kort tid som 100 år. Denne erkendelse kuldkaster mange eksisterende teorier omkring Neptuns ringe.

Neptuns måner

Neptun har 13 kendte måner; for en samlet oversigt, se artiklen Neptuns måner. Den største af Neptuns måner, Triton, blev opdaget af William Lassell blot 17 dage efter opdagelsen af selve Neptun. En anden Neptun-måne, Nereid, har en omløbsbane der udviser den største excentricitet i hele solsystemet. Indtil Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner, kendte man kun disse to måner, men Voyagers billeder føjede seks nye måner til listen. Siden da, i 2002 og 2003, har man fra observatorier her på Jorden opdaget yderligere fem små, irregulære ("kartoffelformede") måner omkring Neptun. Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:海王星 ko:해왕성 ms:Neptun simple:Neptune (planet) th:ดาวเนปจูน

Planet

En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter. De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)

Se også

- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter] Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52.43 als:Planet ja:惑星 ko:행성 ms:Planet simple:Planet th:ดาวเคราะห์ zh-min-nan:He̍k-chheⁿ

Solsystem

Et solsystem eller planetsystem består af mindst en stjerne med et antal objekter i kredsløb omkring (såsom planeter, måner, småplaneter (asteroider) og kometer). I daglig tale omtaler vi normalt vores eget solsystem med Jorden og Solen som solsystemet, dette vil vi også gøre i denne artikel. Andre solsystemer vil ofte være omtalt som planetsystemer for at undgå forvirring.

Objekter i solsystemet

- Solen
- Vulcanoidebæltet, Vulcanoide (hypotetisk asteroidebælte)
- Merkur
- Venus
- Arjuna-asteroide, nærjords-asteroide:
- Aten-asteroide: 2062 Aten
- Jorden
- Måner: Månen, 3753 Cruithne
- Arjuna-asteroide, nærjords-asteroide:
- Apollo-asteroide: 2004 AS1
- Amor-asteroide: 433 Eros (1898 DQ)
- Mars

> Trojansk-asteroide: 5261 Eureka
- Måner: Phobos, Deimos
- Asteroidebæltet
- 1 Ceres, 2 Pallas, 4 Vesta
- Jupiter

> Trojanske asteroider
- Måner: Amalthea, Thebe, Io, Europa, Ganymedes, Callisto, Himalia
- Saturn
- Måner: Epimetheus, Janus, Mimas, Enceladus, Tethys, Dione, Rhea, Titan, Hyperion, Iapetus, Phoebe
- Kentaur asteroider. Se også kentaur
- 2060 Chiron, 5145 Pholus, 7066 Nessus
- Uranus
- Måner: Portia, Puck, Miranda, Ariel, Umbriel, Titania, Oberon, Sycorax
- Neptun
- Måner: Despina, Galatea, Larissa, Proteus, Triton, Nereid
- Trans-Neptunske objekter
- Pluto (nogen mener dog at Pluto/Charon er for lille til at være en planet).
- Måner: Charon (er dog så stor at nogen mener, der er tale om en dobbeltplanet sammen med Pluto).
- 2003 UB313
- Kuiper-bæltet
- Plutinoer
- Quaoar fundet i 2002, det debatteres stadig om den kan kaldes en planet.
- Sedna (2003 VB12) (nogen mener dog at Sedna er for lille til at være en planet).
- 2004 DW
- 2003 EL61
- 1992 QB1
- 2001 KX76
- Oort-skyen Oort-skyen

Eksterne henvisninger

- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/help.html På dansk: The Nine Planets Glossary]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
- [http://www.dk4.dk/kilden/lynkursus/solsystemet/default.shtm dk4: solsystemet]
- [http://www.michaelschultz.de/index_en.html Solar System] A interaktiv planets animation (145 zoom steps and time effects)
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4205227.stm 25 January, 2005, BBC News: Cosmic birth theory gets support] Citat: "...New meteorite data lends support to a controversial theory that the violent explosion of a star was involved in the creation of the Sun and its planets..." Kategori:Astronomi ja:太陽系 ko:태양계 ms:Sistem suria simple:Solar system

Solen

med EUV-"briller", som "ser" bølgelængden 30,4 nm og farvelagt med synlige farver.]] Solen er stjernen i vores solsystem, som jorden og andre planeter kredser omkring i henhold til Einsteins almene relativitetsteori.

Solen
Observationsdata
almene relativitetsteori

Gnsnt. afstand fra Jorden	149.600.000 km
Lysstyrke (V)	-26,8^m
Absolute magnitude	4,8^m
Karakteristika: Fysik
Diameter	1.392.000 km
Relativ diameter (d_S/d_E)	109
Overfladeareal	6,09 × 10¹² km²
Volume	1,41 × 10²⁷ m³
Masse	(1,988.43 ± 0,000.03) × 10³⁰ kg
Masse relateret til Jorden	333.400
Massefylde	1411 kg m^-3
Massefylde relateret til Jorden	0,26
Massefylde relateret til vand	1,409
Tyngdeacc. ved overfladen	274 m s^-2
Relative surface gravity	27,9 g
Overfladetemperatur	5780 K
Temperatur i korona	5 × 10⁶K
Luminositet (L_S)	3,827 × 10²⁶ J s^-1
Karakteristika: Banedata
Omdrejningstid:
Ved ækvator:	27dage 6timer 36minutter
Ved 30° breddegrad:	28dage 4timer 48minutter
Ved 60° breddegrad:	30dage 19timer 12minutter
Ved 75° breddegrad:	31dage 19timer 12minutter
Omløbstid omkring galaksens centrum	2,2 × 10⁸ år
Karakteristika: Fotosfæren
Hydrogen	73,46 %
Helium	24,85 %
Oxygen	0,77 %
Carbon	0,29 %
Jern	0,16 %
Neon	0,12 %
Nitrogen	0,09 %
Silicium	0,07 %
Magnesium	0,05 %
Svovl	0,04 %

Solens energi kommer fra kernesammensmeltninger, hvor brint omdannes til helium. Solen er derfor en fusionsreaktor, og den sender solenergi i form af elektromagnetisk stråling ud i rummet: Ultraviolet; (UVC, UVB, UVA), synligt lys og nærinfrarødt sollys; NIR (0,7–5 µm). Noget af det rammer planeten jorden. En del af stoffet, som Solen består af, slipper ud fra solen som det, vi kalder solvinden. Under solformørkelser kan man se en del af Solens atmosfære, der består af kromosfæren og yderst koronaen. Koronaen er et plasma, som er ca. 1 million° C varmt. Den overflade, man kan se på Solen, kaldes for fotosfæren. Den er ca. 5500°C varm. Solens overflade er flydende og ikke helt jævn. Der er store buer af stof, der ligger langs magnetfeltet. Steder med særligt kraftige magnetfelter viser sig som en solplet. Der opstår eksplosioner i forskellig skala, når to områder med forskellige magnetfelter presses sammen. Disse eksplosioner kaldes for fakler (solfakler; eng. flares) og skyldes omstruktureringer i magnetfeltet.

Se også

- tidevand
- solplet
- Bisol
- Halo

Kilder/referencer

- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/sol.html Solen]
- [http://www.tycho.dk/nyheder/solforklar.html Forklaring til væsentlige data om Solen]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.ing.dk/arkiv/010216/sol.html Ing.dk: Solens poler har skiftet plads] Solens sydpol og nordpol har skiftet plads. Det er et naturligt skift, der kendetegner højdepunktet for Solens 11-årige solpletcyklus.
- [http://sohowww.nascom.nasa.gov/hotshots/ NASA, ESA: Hot Shots from SOHO: X-whatever Flare!], [http://www.spaceweather.com/solarflares/topflares.html spaceweather.com: Record-setting Solar Flares]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2003/11/031107060735.htm 2003-11-07, ScienceDaily: It's Official: The Biggest Solar X-ray Flare Ever Is Classified As X28] Citat: "...this flare saturated the X-ray detectors on several monitoring satellites..." Kategori:Astronomi Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.42 als:Sonne ja:太陽 ko:태양 ms:Matahari simple:Sun th:ดวงอาทิตย์ zh-min-nan:Ji̍t-thâu

1612

Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne År: 1607 1608 1609 1610 1611 - 1612 - 1613 1614 1615 1616 1617 ---- Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648. - Danmark i krig: Kalmarkrigen 1611-1613 ---- Begivenheder
- Bermuda bliver koloniseret af englænderne.
- Hekseprocessen Køge Huskors finder sted og mindst 15 personer bliver brændt. Født
- Dødsfald
- 20. januar - Rudolf 2. (Tysk-romerske rige) 12 ko:1612년 ms:1612

23. september

23. september er dag 266 i året i den gregorianske kalender (dag 267 i skudår). Der er 99 dage tilbage af året. Linus dag. Biskop fra Rom omkring år 90, som skal have været den første efterkommer i Peters paveembede. Efterårsjævndøgn falder oftest den 22. eller 23. september, og mindre hyppigt 21. eller 24. september. Kategori:Dage i september ja:9月23日 ko:9월 23일 simple:September 23 th:23 กันยายน

1846

Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne År: 1841 1842 1843 1844 1845 - 1846 - 1847 1848 1849 1850 1851 ---- Begivenheder
- Den mexicansk-amerikanske krig bryder ud. Den varer til 1848.
- Juli - Hungersnød i Irland på grund af sygdom i kartoflerne.
- 23. september - planeten Neptun bliver opdaget af den tyske astronom Johann Gottfried Galle.
- 28. december - Iowa bliver optaget som USA's 29. stat. Født
- 5. maj - Henryk Sienkiewicz, polsk forfatter.
- 9. oktober - Digteren Holger Drachmann fødes i København. Han dør i 1908 Dødsfald
- 46 ko:1846년 ms:1846 simple:1846 th:พ.ศ. 2389

Pluto (planet)

Pluto er et himmellegeme i udkanten af vores solsystem. Den er opkaldt efter Pluton, den romerske gud for dødsriget, svarende til Hades i den græske mytologi. Pluto blev opdaget i 1930 af den amerikanske astronom Clyde Tombaugh, og blev officielt klassificeret som en planet; den niende af slagsen i vores solsystem. På det tidspunkt kendte man intet til Kuiper-bæltet, men siden har det vist sig at Pluto er temmelig forskellig fra alle de andre 8 planeter i solsystemet, både med hensyn til størrelse, sammensætning og dens excentriske omløbsbane om Solen — til gengæld ligner Pluto de øvrige objekter man har fundet i Kuiper-bæltet, og af den grund hersker der en del debat om hvorvidt Pluto og andre Kuiperbælte-objekter bør klassificeres som planeter.

Opdagelse

De første "spor" af planeten Neptun var de "forstyrrelser" som dens tyngdekraft forårsagede på Uranus' bane omkring Solen. Og da det siden viste sig, at Neptun tilsyneladende også blev "forstyrret" i sin færd omkring Solen, opstod straks en teori om en ukendt "Planet X" hvis tyngdekraft kunne forklare afvigelserne i Neptun-banen. Ved Lowell-observatoriet i Arizona, USA, var Clyde W. Tombaugh beskæftiget med rutinearbejdet i "jagten" på Planet X: At optage fotografiske billeder på glasplader ved hjælp af observatoriets teleskop, og i et blinkmikroskop sammenligne billeder taget af samme område af himlen på forskellige tidspunkter. Og den 18. februar 1930 var der "gevinst": En lysplet havde flyttet sig på to billeder fra den 23. og 29. januar samme år. Der blev taget flere billeder for at bekræfte fundet, og den 13. marts sendte observatoriet nyheden om opdagelsen pr. telegraf til Harward-universitetet. Man har siden hen opdaget at Pluto tilfældigvis er kommet med på flere billeder taget så tidligt som den 13. marts 1915. Pluto er dog alt for lille, og har alt for svag tyngdekraft, til at være "kilden" til de forstyrrelser man mente at have observeret i Neptuns bane om Solen, og man har senere fundet ud af at afvigelsen i virkeligheden skyldtes et forkert tal for Neptuns masse.

Navngivning

Direktøren for Lowell-observatoriet, Vesto Melvin Slipher, blev opfordret til at skynde sig at fremsætte et forslag til et navn på det nyopdagede himmellegeme. Det strømmede ind med navneforslag fra alle egne af verden; mange af dem navne hentet i den romerske og græske mytologi, eftersom mange andre planeter og måner traditionelt er opkaldt efter mytologiske figurer. Valget af navn blev ikke lettere af, at mange af de mytologiske navne på det tidspunkt var blevet brugt på forskellige småplaneter; næsten alle navne på kvindelige mytologiske skikkelser var blevet brugt før, og navne på mandlige figurer i mytologien blev almindeligvis forbeholdt objekter med usædvanlige omløbsbaner. Navnet "Pluto", som har vundet udbredelse i dag, blev foreslået af en den gang 11 år gammel pige, Venetia Burney, fra Oxford i England: Hendes bedstefar, der arbejdede i Oxford-universitetets Bodleian Library, læste om opdagelsen i avisen The Times, og spurgte barnebarnet hvad hun ville kalde det "nye" himmellegeme. Og eftersom denne verden måtte være langt væk fra Solen og derfor temmelig kold, mente Venetia at navnet på den romerske gud for underverden måtte være passende.
Professor Herbert Hall Turner telegraferede dette forslag til sine kolleger i USA, og efter en næsten énstemmig votering blev navnet Pluto valgt, og formelt annonceret af direktør Slipher den 1. maj 1930.

Kredsløb om Solen

Plutos omløbsbane omkring Solen er temmelig usædvanlig sammenlignet med banerne for de otte inderste planeter i Solsystemet: Mens alle de andre planeter "færdes" i næsten det samme fælles plan (ekliptika), så hælder Plutos baneplan med over 17 grader i forhold til ekliptika. Hvis man vælger at klassificere Pluto som en planet, så har Pluto den suverænt største baneexcentricitet; Plutos bane er mere "aflang" end alle de otte inderste planeter i Solsystemet. Når Pluto er nærmest Solen, kommer den faktisk indenfor Neptuns bane: I nogle få af de godt 248 år det tager Pluto at fuldføre et omløb, er det faktisk Neptun der er den "yderste" planet i Solsystemet — sidste gang det skete, varede det i 20 år fra 7. februar 1979 til 11. februar 1999, men beregninger tyder på at den periode hvor Pluto ligger indenfor Neptuns bane, veksler mellem ca. 13 og ca. 20 år. Forrige gang Pluto lå indenfor Neptun-banen varede det blot 14 år, fra 11. juli 1735 til 15. september 1749, og et "Pluto-år" tidligere varede fænomenet næsten præcis samme 20 år som i 1979–1999; fra 30. april 1483 til 23. juli 1503. Der er et temmlig præcist 3:2-forhold mellem den tid det tager hhv. Neptun og Pluto at fuldføre et kredsløb om Solen, så tyngdepåvirkningen fra Neptun "forstyrrer" Plutos bane i et regelmæssigt "mønster"; ved hver "forstyrrelse" skifter Pluto frem og tilbage mellem to en anelse forskellige omløbsbaner, hvilket forklarer 20- og 13-års-perioderne for Plutos "færdsel" indenfor Neptunbanen.

Fysiske egenskaber

Indtil Plutos største måne Charon blev opdaget i 1978 kunne man kun gætte på Plutos størrelse og masse. Charons banedata afslørede den samlede masse for begge himmellegemer, og den viste sig at være meget lavere end man havde gættet på indtil da. Da Charon på et tidspunkt bevægede sig ind foran Pluto, kunne man med lidt tidtagning regne sig frem til Plutos diameter; den viste sig også at være markant mindre end antaget. De "kvalificerede gæt" man havde støttet sig til inden opdagelsen af Charon, var baseret på den albedo (evne til at tilbagekaste lys) som man mente Plutos overflade måtte have. Da Pluto nu viste sig mindre end hidtil antaget, måtte man omvendt revidere tallet for Plutos albedo opad for at få det hele til at stemme med den mængde lys man så fra Pluto.

Størrelse og masse

Pluto er meget mindre end solsystemets øvrige 8 planeter, både med hensyn til masse og diameter. Omkring de øvrige planeter kender man sågar syv måner der er større end Pluto: Jordens egen Måne, og Jupiters galilæiske måner Io, Europa, Callisto og Ganymedes er alle tungere end Pluto, ligesom Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton er det.
På den anden side er Pluto mere end dobbelt så stor, og mange gange tungere end Ceres, den største kendte småplanet. Og indtil opdagelsen af 2003 UB313 i 2005 var Pluto samtidig større end alle andre kendte trans-Neptunske objekter (himmellegemer med baner udenfor Neptuns).

Atmosfære

Plutos atmosfære blev afsløret i 1988 (et tidspunkt hvor Pluto var nærmest Solen), da man observerede planeten bevæge sig ind foran en stjerne: Når en planet uden atmosfære gør dette, forsvinder lyset fra stjernen fra det ene øjeblik til det andet, men for Plutos vedkommende svækkedes lyset gradvist, inden det forsvandt helt. Ud fra denne gradvise svækkelse af lyset har man regnet sig frem til at atmosfærens tryk ved planetens overflade er ca. 0,15 Pa. Atmosfæren består efter al sandsynlighed af kvælstof og kulilte på gasform, i ligevægt med de samme, "frosne" stoffer på planetens overflade. Ifølge den teori skulle atmosfæretrykket dale når Pluto bevæger sig længere væk fra Solen og derfor bliver koldere.
Men i 2002 blev Pluto igen observeret mens den passerede ind foran en fjern stjerne i baggrunden, denne gang af to hold astronomer under ledelse af hhv. Bruno Sicardy og Jim Elliot. Deres resultater tydede på et atmosfæretryk ved overfladen på 0,3 Pa; dobbelt så meget som i 1988, hvor Pluto var tættere på Solen end i 2002. Den indtil nu bedste teori til at forklare dette, er at Plutos sydpolare egne netop i 1987 fik Solen "at se" for første gang i over 120 år, hvorved ekstra kvælstof sublimerede fra disse egne: Sådan et "ekstra tilskud" af kvælstofdampe til atmosfæren vil være årtier om at udfældes i frossen tilstand på overfladen igen.

Plutos måner

Pluto har i skrivende stund tre kendte måner: Charon, som blev opdaget i 1978, og to indtil nu ikke navngivne måner der blev opdaget i 2005.

Charon

Charon udmærker sig ved at være den største måne i forhold til sin "moderplanet"; den er godt og vel halvt så stor som Pluto selv. Barycenteret; det fælles tyngdepunkt som Pluto og Charon kredser om, ligger udenfor Plutos overflade — det ses ikke hos nogen anden planet i Solsystemet, og af den grund mener nogle astronomer at Pluto/Charon burde klassificeres som en dobbeltplanet. Pluto og Charon har indbyrdes bunden rotation: Ganske som Jordens måne altid vender det samme, velkendte "ansigt" mod Jorden, vender Charon altid den samme side mod Pluto. Mere usædvanligt er det, at Pluto også altid vender samme side mod Charon. Ifølge tidligere teorier der nu er forkastet, skulle Pluto og Charon være et par af Neptuns måner, der på en eller anden led var blevet "smidt ud" af deres baner omkring Neptun, men i dag mener man ikke at Pluto nogensinde har kredset om Neptun. Omvendt menes Neptun-månen Triton at være et tidligere Kuiperbælte-objekt i stil med Pluto, som er blevet indfanget i kredsløb om Neptun.

De ydre måner

Den 15. maj 2005 lykkedes det astronomer at tage billeder af to "nye" Pluto-måner ved hjæklp af Hubble-teleskopet: Disse måner har fået de midlertidige betegnelser S/2005 P 1 og S/2005 P 2. De er begge temmelig små, 50-150 kilometer sammenlignet med Charons 1200 km, og man regner med at tage flere billeder af dem med Hubble i 2006 for at få flere data til at beregne deres omløbsbaner præcist.

Udforskning af Pluto

Pr. 2005, 75 år efter opdagelsen, ved man endnu ikke ret meget om Pluto: Den har, modsat alle de inderste 8 planeter i Solsystemet, endnu ikke haft besøg af menneskeskabte rumsonder, og på grund af den store afstand er det begrænset hvad man kan "se" og måle vedrørende Pluto fra observatorier her på Jorden. Det lå ellers i "ruteplanen" for rumsonden Voyager 1 at den skulle nå ud til Pluto, men man valgte i stedet at lade sonden flyve tæt forbi Saturn-månen Titan i stedet for tæt forbi Saturn selv, selv om en tæt forbiflyvning af Saturn var nødvendig for at få Voyager 1 til at nå Pluto. På det tidspunkt kendte man hverken til Charon eller Plutos atmosfære. NASA forbereder i skrivende stund opsendelsen af den 500 kg tunge rumsonde New Horizons, som skal afsted mellem 11. januar og 14. februar 2006: Efter planen bliver den engang i 2015 det første menneskeskabte rumfartøj der besøger Pluto. Den skal studere Plutos og Charons overflader, samt Plutos atmosfære.

Pluto - planet eller ej?

Pluto er "udbyttet" af jagten på den hypotetiske Planet X, som skulle forklare nogle afvigelser i Neptuns bane, men det stod hurtigt klart at Pluto ikke rigtig var hvad man havde forventet: Den er slet ikke massiv nok til at give anledning til de afvigelser man mente at se i Neptuns bevægelser (og som iøvrigt skyldtes en fejl i beregningerne!). Indtil man med opdagelsen af Charon endeligt fik fastslået Plutos størrelse og masse, var der sågar teorier fremme om, at Pluto kunne være en mørk, men meget "blank" klode, så den lille lysplet man kunne se, blot var en lille skarp lysrefleks på den blanke overflade af et meget større himmellegeme — et himmellegme stort nok til at forårsage de formodede afvigelser i Neptunbanen. Men Pluto er markant mindre end alle andre kendte planeter. Til gengæld er den markant større end de største småplaneter, så hvilken kategori hører den til? Siden 1992 har man fundet hundredevis af trans-Neptunske objekter, som alle klassificeres som småplaneter. Det har pustet liv i debatten om hvorvidt Pluto hører til samme "kategori" som de øvrige 8 planeter i Solsystemet, eller om den skal kategoriseres som et af de største trans-Neptunske objekter.

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/pluto.html Pluto]
- [http://www.gammel.rummet.dk/2_nyheder/2_Gamle_Oversigt/solsys_glnyt/ny_pluto/ny_pluto.html Pluto en planet?] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:冥王星 ko:명왕성 ms:Pluto simple:Pluto (planet) th:ดาวพลูโต

Ellipse (geometri)

En ellipse er en plan kurve. Den kan populært sagt beskrives som en cirkel der er blevet "mast flad". Mere præcist er den det geometriske sted for de punkter, hvorfra summen af afstandene til to såkaldte brændpunkter er konstant. Ellipsen er et af de fire såkaldte keglesnit: Hvis man skærer en kegle med en plan i en vis skrå vinkel, bliver skæringskurven en ellipse. Ophavsmanden til betegnelsen ellipse er Apollonius.

Linjer og punkter i og omkring en ellipse

Apollonius Visse linjer og punkter spiller en særlig rolle for ellipsen, og har således fået entydige navne: # Brændpunkter: Disse kan siges at være for ellipsen, hvad centrum er for en cirkel. # Brændstråler: Linjer fra brændpunkterne (1) til et vilkårligt punkt på ellipsen. Uanset hvilket punkt på ellipsen man vælger, vil summen af brændstrålernes længder være lig med storaksens (5) længde. # Lilleaksen: Spænder over ellipsen midt mellem brændpunkterne, vinkelret på storaksen. # Parameter: Det linjestykke der skærer storaksen (5) vinkelret gennem et af brændpunkterne (1), og afgrænses af ellipsekurven. # Storaksen: Spænder over ellipsen på det sted hvor den er bredest, og afgrænses af de to toppunkter (7) # Tangent: En linje der netop berører ellipsen i ét punkt. Tangenten halverer den udvendige vinkel mellem brændstrålerne i tangentens røringspunkt. # Toppunkter: Markerer enderne af storaksen, samt de punkter på ellipsen hvor krumningen er størst.

Ligninger og beregninger for en ellipse

I beregninger og ligninger vedrørende ellipser bruger man ofte tallene

a

b

for hhv. halvdelen af storaksens og lilleaksens længde. Således gælder bl.a. at ellipsens areal

A

er givet ved:

A = \pi \cdot a \cdot b

Længden

p

af parameteren (nr. 4 på tegningen) er givet ved:

p = 2 \cdot \frac

Excentricitet

For enhver ellipse kan man fastslå en størrelse

e

kaldet ellipsens brændvidde eller excentricitet: Den er lig med afstanden mellem brændpunkterne divideret med hele storaksens længde. Denne excentricitet er for en ellipse altid mellem 0 og 1, hvor 0 svarer til en cirkel, mens værdier nær ved 1 svarer til meget smalle og langstrakte ellipser. Man kan også beregne excentriciteten ud fra den halve stor- og lilleakse som:

e = \sqrt

Ellipser i et koordinatsystem

Hvis en ellipse indtegnes i et koordinatsystem sådan at ellipsens akser er parallelle med koordinatsystemets akser, kan man opstille ligninger der tilfredsstilles af koordinaterne til punkter

(x,y)

på ellipsekurven: Hvis ellipseakserne falder sammen med koordinatsystemets akser gælder:

\frac + \frac = 1

hvor

a

b

er halvdelen af hhv. stor- og lilleaksens længde. Man kan beskrive samme ellipse ud fra den halve storakse

a

og excentriciteten

e

som:

y^2 = (1-e^2) \cdot (a^2-x^2)

For en ellipse hvis akser er parallelle med koordinatsystemets akser, men hvor ellipseakserne skærer hinanden i et punkt

(x_0,y_0)

, gælder:

\frac + \frac = 1

De fire konstanter for en ellpse (den halve storakses længde

a

, den halve lilleakses længde

a

, excentriciteten

e

og parameterens længde

p

) kan sammenfattes i ellipsens såkaldte konstantligning:

1 - e^2 = \frac = \frac

Ellipsen i fysikken

Hvis man forestiller sig at indersiden af ellipsekurven er en spejlblank overflade, og anbringer en lyskilde i det ene brændpunkt, så vil alle lysstråler fra kilden blive kastet tilbage mod det andet brændpunkt. Og eftersom ellipser er de eneste geometriske kurver der har denne egenskab, kan denne beskrivelse bruges som en alternativ definition på hvad en ellipse er. Denne egenskab bruges i det aparat, som bruges til fjernelse af nyresten. Der er en ultralydskilde i en ellipsoides ene brændpunkt, og afstanden justeres, så nyrestenen er i det andet. Den koncentrerede ultralyd knuser nyrestenen. Johannes Kepler opdagede at himmellegemer i lukkede kredsløb om hinanden følger ellipseformede baner - dette er den første af Keplers tre love. Se også Himmelmekanik. Kategori:Geometri ja:楕円 ko:타원

Saturn (planet)

Saturn er den sjette planet fra solen i vores solsystem. Det er den næststørste planet i solsystemet efter Jupiter. Saturn kendes på sine markante ringe, som består af utallige små is- og stenpartikler. Tidligere mente man, at dette ringsystem var noget enestående for Saturn, men det har senere vist sig at både Jupiter og Uranus har tilsvarende, men langtfra så markante ringsystemer.

Måner

Pr. 2005 kendes henved et halvt hundrede måner der kredser omkring Saturn, om end to af de objekter man har observeret kan dog vise sig at være en og samme måne. I artiklen om Saturns måner findes en oversigt over månerne, sorteret efter stigende afstand fra Saturn, og i kategorien Saturns måner kan man slå dem op efter navn i alfabetisk rækkefølge. Tredive af de kendte måner er opdaget efter år 2000, dels ved hjælp af rumsonden Cassini, dels ved systematiske eftersøgninger udført fra observatorier her på Jorden. Nogle af de måner man har opdaget for nylig er blot et par kilometer store, og teknisk set er hver eneste af de parikler der danner Saturns ringsystem i sig selv en måne, og astronomerne har ikke nogen vedtagen grænse for hvad der er en lillebitte måne og hvad der er en stor ring-partikel. Blandt de mange måner finder man bl.a. Titan; solsystemets næststørste måne (næst efter Jupiter-månen Ganymedes), og den eneste måne i Solsystemet med en betydelig atmosfære. Et andet fænomen der er unikt for Saturns system af måner, er samspillet mellem Epimetheus' og Janus' omløbsbener: Hvert fjerde år kommer de så tæt på hinanden, at deres tyngdefelter får dem til at bytte deres næsten ens omløbsbaner. Andre steder ligger to små måner i Lagrange-punkterne L₄ og L₅ i forhold til en større månes omløb om Saturn.

Ringsystemet

Saturns ringsystem består af utallige enkeltringe. Billedet herunder (taget af Cassini-rumsonden) viser de primære ringe. A og B ringene er de mest lysstærke og det er normalt kun dem, man ser i et teleskop. De to ringe er adskilt af den mørke Cassini-deling. A-ringen er selv yderligere opdelt af Encke-gabet nær dens yderkant. C-ringen er svag og overstråles nemt af Saturn selv. Den smalle F-ring er ikke synlig med amatørteleskoper. Der findes andre ringe (D, E og G), der imidlertid er ekstremt svage. Ringene holdes på plads via resonanser fra de indre måner. Således ser Cassini-delingen ud til at være forårsaget af månen Mimas. De to små måner Prometheus og Pandora holder F-ringen på plads. Pandora

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/saturn.html De ni planeter]
- [http://saturn.jpl.nasa.gov/home/index.cfm Cassini-Huygens missionen]
- [http://photojournal.jpl.nasa.gov/targetFamily/Saturn NASA's photojournal/Saturn] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:土星 ko:토성 ms:Zuhal simple:Saturn (planet) th:ดาวเสาร์ zh-min-nan:Thó·-chheⁿ

Uranus (planet)

Uranus er den syvende planet fra solen i vores solsystem. Uranus er en gasplanet og er, målt på diameteren, solsystemets tredjestørste planet efter Jupiter og Saturn. Uranus har et ringsystem på samme måde som Saturn har det, om end Uranus' ringe er langt fra så imponerende som Saturns. Ringene om Uranus blev opdaget ved et tilfælde, da man i 1977 observerede Uranus passere forbi foran en stjerne - sådanne observationer kan fortælle om planetens størrelse og noget om atmosfæreforholdene - og registrerede ti »ekstra« formørkelser; fem før og fem efter selve Uranus' passage. Man konkluderede at Uranus har fem ringe, og beregnede sig til at den yderste ring er knap 100 km bred, mens de øvrige 4 er ca. 10 km brede.

Måner

Pr. 2005 kender man 27 måner i kredsløb om Uranus; se artiklen Uranus' måner. De kan groft opdeles i de fem der blev opdaget inden rumfartens tidsalder, som samtidig er de fem største. Herefter har man ved hjælp af billeder fra rumsonden Voyager II, samt observationer fra jord-baserede observatorier opdaget yderligere 22 måner.

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/uranus.html De ni planeter - Uranus] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:天王星 ko:천왕성 ms:Uranus simple:Uranus (planet) th:ดาวยูเรนัส

Merkur (planet)

Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer. Mosaikbillede af Merkur i tabellen til højre blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten. Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden. Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.

Besøg af mennesker

Merkur har kun været besøgt af ét rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45% af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet, uden at instrumenterne skades.

Fremtidige missioner

I august 2004 opsendte NASA en rumsonde med navnet Messenger til Merkur. Rumsonden vil foretage adskillige forbiflyvninger af Jorden, Venus og Merkur, før den endelig går i kredsløb om Merkur i 2011. ESA planlægger en mission kaldet BepiColombo. Det er et ambitiøst projekt med to satelliter i kredsløb omkring Merkur. Den mission er dog stadig kun på tegnebrættet, men forventes at blive opsendt i 2012.

Merkurs bane

Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.

Merkurs rotationstid

Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.

Temperatur

Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem -180 og +340. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.

Struktur

Merkur minder på mange måder om månen: Dens overflade er fuld af kratere og meget gammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end månens (5,43 g/cm³ mod 3,34 g/cm³). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe. Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 km tykke.

Merkurs atmosfære

Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, flygter disse atomer hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.

Merkurs overflade

Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås, at overfladen er "krympet" med omtrent 0,1% (svarende til cirka 1 km af planetens radius) siden dannelsen.

Caloris Bækkenet

Caloris Bækkenet er én af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" (maria) på månen. Ligesom disse blev Caloris Bækkenet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i solsystemets historie. Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarligt for det mærkelige landskab på den stik modsatte side af Merkur. Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.

Vulkansk aktivitet

En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet. Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere. Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1% af Jordens.

Kilder/henvisninger

- Tabel fra engelsk wikipedia
- http://www.solarviews.com/eng/mercury.htm
- Astronominet.dk
- [http://messenger.jhuapl.edu/ Messenger (NASA)]
- [http://bepicolombo.esa.int/science-e/www/area/index.cfm?fareaid=30 BepiColombo (ESA)] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:水星 ko:수성 ms:Utarid simple:Mercury (planet) th:ดาวพุธ

Venus (planet)

Venus er planet nr. to i vores solsystem, talt fra Solen. Den omtales ofte som Jordens søsterplanet, idét Jorden og Venus har omtrent samme størrelse og masse.

Udforskning af Venus

Inden rumalderen troede man, at Venus gemte et miljø lignende det på Jorden under sin skydækkede overflade. Men det endte naturligvis i en stor skuffelse, da man omsider fik sendt sonder til Venus, der målte og undersøgte miljøet. Det lykkedes sågar efter en masse forsøg at få to sonder, Venus 9 og Venus 10 til at lande på den faste overflade, fotografere den og sende billeder hjem til Jorden pr. radio.

Dage og år på Venus

Venus fuldfører et omløb omkring Solen på 224,70096 dage, eller ca. 7 måneder og 11 dage, men den roterer endnu langsommere omkring sig selv, én gang på 243,0185 dage (svarende til knap 8 måneder). Og modsat de fleste andre planeter i solsystemet har Venus retrograd rotation, dvs. den drejer sig fra øst mod vest modsat den bevægelse fra vest mod øst, som vi kender det på Jorden. En stationær observatør på Venus vil opleve et "Venus-døgn" der varer knap 117 "jordiske" døgn. Venus omdrejningsakse hælder desuden meget lidt i forhold til baneplanet for planetens bevægelse omkring Solen, kun 2,64 grader. Af den grund er der ikke nogen markante årstider på Venus

Atmosfæren

Som Jorden har Venus også en atmosfære, men denne er af en ganske anden beskaffenhed end Jordens. Den består mest af carbondioxid, CO₂, som giver anledning til en stærk drivhuseffekt på Venus; temperaturerne overalt på planetens faste overflade ligger i området fra 450 til 500 grader Celsius, uanset om det er nat eller dag. Selv om Merkur kun er godt halvt så langt fra Solen som Venus, er der således varmest på Venus' overflade. Atmosfæretrykket ved Venus' faste overflade er mere end 90 gange det tryk, vi oplever ved jordoverfladen; det svarer til trykket i 1 kilometers dybde under havoverfladen på Jorden. Over Venus-landskabet blæser der aldrig mere end en let brise, men fordi luften dér er så ekstremt tæt, kan selv sådan en brise udøve et betydeligt vindpres.

Skyer

I højder fra 50 til 80 kilometer over Venus' overflade findes et permanent og tæt lag af skyer, som primært består af svovldioxid og svovlsyre. I toppen af dette skylag blæser vinde med omkring 350 km/t; skytoppene kan nå at blæse hele vejen rundt langs ækvator på fire dage, og det bidrager til at transportere og fordele varmen jævnt over hele planeten.

Morgen- & Aftenstjernen

Da Venus er tættere på Solen end Jorden, står den aldrig langt fra Solen på himlen set fra Jorden. Derfor ser man den ofte som en klar stjerne lige før solopgang (og omtales da - fejlagtigt - som "Morgenstjernen") eller lige efter solnedgang ("Aftenstjernen"). Venus og Merkur er de eneste planeter i vores solsystem, der ikke har nogen måne.

Eksterne henvisninger

- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3746583.stm 25 May, 2004, BBC News: Venus clouds 'might harbour life'] Citat: "...But microbes could survive and reproduce, experts say, floating in the thick, cloudy atmosphere, protected by a sunscreen of sulphur compounds..."
- www.sciencenet.dk Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:金星 ko:금성 ms:Zuhrah simple:Venus (planet) th:ดาวศุกร์

Mars (planet)

Mars er den fjerde planet i vores solsystem, talt fra solen; "nabo-planet" til vores egen planet Jorden i den forstand at Jorden er den tredje planet i solsystemet. Som Jorden har Mars en atmosfære, om end denne er ganske tynd og næsten udelukkende består af carbondioxid. Mars drejer sig om sig selv i næsten samme takt som Jorden, så på Mars oplever man et "mars-døgn" der er godt 39½ minut længere end det døgn vi kender på Jorden. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, omfatter 686,9601 jordiske døgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Og fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser når det er vinter, og aftager i udbredelse når det er sommer. Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af "marsboere" eller "små grønne marsmænd", men med den viden man har i dag, er det tvivlsomt om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så "våd" som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning end den har i dag — og så fald er det tænkeligt at Mars dengang har været en frodig verden.

Mars-overfladen

Mens den nordlige halvkugle af Mars er domineret af lave sletter der er udjævnet af lavastrømme, består den sydlige halvkugle for det meste af højland, arret af store kratre fra meteornedslag. De to terræntyper ser forskellige ud når man observerer dem fra Jorden, så tidligere troede man at de lysere, lave sletter var "kontinenter" mellem det mørkere højland, som man mente var "have". Mars har udslukte vulkaner, hvoraf den største, Olympus Mons med 27 kilometer, har rekorden som solsystemets højeste bjerg. Den ligger i et enormt højlandsområde kaldet Tharsis, sammen med flere andre store og ligeledes udslukte vulkaner. Mars byder også på solsystemets største bjergkløft, Valles Marineris, som er 4000 kilometer lang og 7 kilometer dyb: Den er opkaldt efter den ubemandede rumsonde Mariner 9 som "opdagede" den. Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Mars' areografi og areologi (dannet af Ares, den græske krigsgud som svarer til romernes Mars).

Atmosfære

Mars har en ganske tynd atmosfære; trykket, eller "barometerstanden", på Marsoverfladen varierer mellem 7 og 9 hektopascal (det som meteorologerne førhen kaldte for millibar), sammenlignet med "standardværdien" 1013 hektopascal ved Jordoverfladen. Det meste, 95%, af Mars-atmosfæren består af carbondioxid, og modsat Jordens atmosfære beskytter Mars' atmosfære ikke planetens overflade mod solens ultraviolette lys. På grund af sin større afstand til solen er solstrålingen ved Mars kun ca. 43% af hvad den er i Jordens nærhed, og dertil er den tynde Mars-atmosfære en dårlig varmeisolator: Temperaturerne på Mars er derfor lave; i gennemsnit −60 grader Celsius, med udsving mellem −140 og +20 grader. Det meste af det vand der findes på Mars, er bundet i planetens to polarkalotter, hvor det findes som "rim", blandet op med frossen carbondioxid eller tøris. Den smule der findes som vanddamp i atmosfæren, danner ind imellem store højtliggende cirrusskyer. Fra tid til anden bryder kæmpemæssige støv- eller sandstorme løs på Mars: Det kan ses fra Jorden ved at planetskivens overfladetræk udviskes helt eller delvis.

Mars' måner

cirrussky Mars har månerne Phobos og Deimos, græsk for frygt og terror, og de blev begge opdaget i 1877 af Asaph Hall. De er ganske små, irregulære ("kartoffelformede") stenblokke; afhængig af hvor man "tager mål" af dem, måler Phobos mellem 19 og 27 kilometer, og Deimos 10 til 16 kilometer. De er muligvis småplaneter der engang er blevet "indfanget" i Mars' tyngdefelt. På grund af tidevandskraften vender begge måner altid den samme side mod Mars. Phobos følger et så snævert kredsløb om Mars, at den fuldfører et omløb hurtigere end Mars roterer om sig selv: Set fra Mars-overfladen vil man opleve at Phobos står op over den vestlige horisont, mens Solen og Deimos står op i øst og går ned i vest.

Liv på Mars?

i 1880'erne mente man at have observeret nogle "linjer" på kryds og tværs hen over Mars-overfladen. Disse linjer er siden hen blevet forklaret med optiske illusioner og begrænsninger i den tids teleskoper, men dengang blev de tolket som kanaler — og "nogen", måske en højere civilisation af marsboere, måtte vel have konstrueret disse kanaler. Formodningerne om højerestående liv på Mars satte sine spor i tidens science fiction, f.eks. H.G. Wells' Klodernes Kamp fra 1898. Efterhånden som teleskoperne blev bedre, stod det klart at der hverken var kanal-anlæg eller andre spor af civilisationer at se på Mars, og man opdagede hvor ugæstfri forholdene på Mars ville være overfor jordiske livsformer. Lige inden de første rumsonder landede på Mars-overfladen gjorde man sig allerhøjest forhåbninger om simple planter, alger og lignende — langt fra den højtstående, kanal-byggende civilisation man forestillede sig i slutningen af det 19. århundrede. Måleresultaterne fra sonderne på Mars-overfladen kan ikke entydigt be- eller afkræfte teorien om liv på Mars, men til gengæld har man opdaget en række ting ved Mars der tyder på at der engang i en fjern fortid har været rigeligt med vand: Det sandsynliggør at der engang har været et måske endda frodigt liv på Mars, men noget endegyldigt bevis for dette har man endnu ikke fundet.

Rummissioner til Mars

Jorden og Mars kan kaldes hinandens "nabo-planeter" i og med de to planeter er hhv. den tredje og fjerde planet i Solsystemet talt fra Solen. Og kulde, sandstorme og vandmangel til trods, er klimaet på Mars meget mere tåleligt for mennesker og maskiner end Jordens "nabo til den anden side"; Venus. Mars er da også det første himmellegeme efter Månen der er besøgt af ubemande rumfartøjer og bliver antagelig også det første himmellegeme ud over vores egen Måne der får besøg af mennesker.

Ubemandede rumflyvninger til Mars

De første ubemandede ekspeditioner til Mars blev gennemført i 1960'erne med sonder der enten fløj forbi eller gik i kredsløb om Mars, og derfra optog nærbilleder og foretog andre observationer fra "nært" hold. I 1970'erne landsatte man de første fartøjer direkte på overfladen, hvoraf det daværende Sovjetunionen var først med et menneskeskabt instrument på Mars-overfladen. Siden 1990'erne er en række fartøjer fra USA og den europæiske rumfartsorganisation ESA blevet landsat på Mars. Følgende rumfartøjer er indtil nu, med større eller mindre held, sendt afsted til Mars:
- Cosmos 419 (Sovjetunionen)
- Mars-sonder i Mariner-programmet (USA)
- Mars-programmet (Sovjetunionen)
- "Mars-bilerne" Spirit og Opportunity (USA)
- Mars Express (ESA)
- Mars Global Surveyor (USA)
- Mars Observer (USA)
- Mars Odyssey (USA)
- Mars Pathfinder (USA)
- Phobos-programmet (Sovjetunionen)
- Viking-programmet (USA)
- Zond 2 og Zond 3 (Sovjetunionen)

Bemandede rumflyvninger til Mars

Menneskelige astronauter er meget mere fleksible end de robotter og fjernstyrede apparater vi allerede har sendt til Mars, hvilket efter nogens mening retfærdiggør de større tekniske vanskeligheder der ligger i at holde en besætning i live og i god form under en 2-3 år lang rumflyvning. USA's præsident George W. Bush har den 14. januar 2005 talt om mulighederne for en bemandet færd til Mars, og ESA har en langsigtet vision om samme mål, betegnet Aurora-programmet. Robert Zubrin fra Mars Society taler varmt for en "rejseplan" der omtales som Mars Direct: Denne plan betragtes af mange som den den mest praktiske og økonomisk overkommelige fremgangsmåde for en bemandet Mars-færd. På meget lang sigt, århundrede ude i fremtiden, mener en del videnskabsfolk at Mars kunne blive en koloni beboet af mennesker, eller måske endda ændres ved terraforming til et miljø som mennesker kan leve i direkte, uden brug af rumdragter og hermetisk lukkede boliger med egen atmosfære. Andre videnskabsfolk advarer imod ideen med at terraforme Mars, fordi vi derved afskærer os fra nogensinde at finde evt. oprindelige Mars-livsformer i mylderet af det liv vi i så fald medbringer fra Jorden.

Eksterne henvisninger

- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?Avis=IG&Dato=20020519&Kategori=RUMFART&Lopenr=105170010&Ref=AR 19.05.2002, Ing.dk: To nye Mars-meteoritter fundet]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/01/040114074023.htm 2004-01-14, ScienceDaily: Mars On Earth? Researchers Find Mars-like Conditions In A South American Desert]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/02/050224112321.htm 2005-03-02, Sciencedaily: Frozen Sea Discovered Near Martian Equator From 3D Images Of Mars Express] Citat: "....possibility of finding life on Mars one step closer...The discovery...of a frozen sea close to the equator of Mars has brought the possibility of finding life on Mars one step closer..."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/12/041206192315.htm 2004-12-07, Sciencedaily: Proof Positive: Mars Once Had Water, Researchers Conclude]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4727847.stm 29 July 2005, BBCNews: Ice lake found on the Red Planet] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 als:Mars (Planet) ja:火星 ko:화성 ms:Marikh simple:Mars (planet) th:ดาวอังคาร

Brint

Brint 260px
Symbol	H
Synonym	Hydrogen
Atomnummer	1
Gruppe	1 (I)
Periode	1
Fysiske og kemiske egenskaber
Gennemsnitlig atomvægt	1,00794 g/mol
Stabile Isotoper	¹H, ²H
Smeltepunkt	-259,34°C
Kogepunkt	-252,87°C
Densitet	0,088 g/L (25°C, 101,325kPa)
Diverse
CAS-nummer	1333-74-0

Brint eller hydrogen (græsk hydōr "vand" og genos "slags") er et grundstof med atomnummer 1 i det periodiske system. det periodiske system Brint er luftformigt ved atmosfærisk tryk. Fri brint optræder som brintmolekyler, H₂. Brint er brændbart. Brint H har tre kendte isotoper: #Det stabile protium ("almindelig hydrogen") (¹H) med én nukleon; en proton. #Det stabile deuterium D (²H) med to nukleoner; en proton og en neutron. Kaldes også tung brint. #Det radioaktive tritium T (³H) med tre nukleoner; én proton og to neutroner. Kaldes supertung brint. Brint er et af de få brændstoffer der har højere brændværdi end olie og benzin, og det bruges derfor som raketbrændstof i bl.a. de amerikanske rumfærgers interne hovedmotorer. Brint indgår også som væsentlig bestanddel i de molekyler, som olie og benzin består af. Ved forbrænding af brint dannes vand. Det er blevet anslået, at brint udgør omkring 3/4 af universets masse. På Jorden findes brint primært bundet til andre grundstoffer som i vand og organisk materiale. Der findes en lille smule fri brint i jordens atmosfære (ca. 1 ppm efter volumen). Fri brint fremstilles bl.a. ved elektrolyse af vand. Det danske navn brint er dannet i 1814 af H.C. Ørsted af ordet brænde, ældre og dial. også brinne (sammenlign ilt). Tidligere blev det kaldt vandstof, der ligesom tysk Wasserstoff er en direkte oversættelse af det græsk-latinske hydrogenium.

Se også

- Brintpille, brændselscelle, energi, fusion, pH, zeppeliner, Hydrogenion, Grundstoffer efter atomnummer.

Eksterne henvisninger

- [http://www.hyweb.de/ HyWeb - hydrogen fuel cell energy information]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/08/040825094820.htm 2004-08-26, Sciencedaily: Vast New Energy Source Almost Here: Solar Hydrogen Fuel Dream Will Soon Be A Reality, Australian Scientists Predict] Citat: "...Using special titanium oxide ceramics that harvest sunlight and split water to produce hydrogen fuel..."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/02/040214081412.htm 2004-02-16, ScienceDaily: New Reactor Puts Hydrogen From Renewable Fuels Within Reach] Citat: "...The first reactor capable of producing hydrogen from a renewable fuel source - ethanol - efficiently enough to hold economic potential has been invented by University of Minnesota engineers. When coupled with a hydrogen fuel cell, the unit - small enough to hold in your hand - could generate one kilowatt of power, almost enough to supply an average home, the researchers said...if you used ethanol to make hydrogen for a fuel cell, you would get 60 percent efficiency..."
- [http://www.technologyreview.com/articles/rnb_052003_2.asp MIT, Technology Research News, May 20, 2003: Material Eases Hydrogen Storage]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2003/06/030610075242.htm ScienceDaily, 2003-06-10: Powering Fuel Cells: Oxide Materials May Facilitate Small-scale Hydrogen Production]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030529/MILJO/105300044 Ing.dk, 29.05.2003: Sverige satser på kunstig fotosyntese til brintproduktion]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?Avis=IG&Dato=20030425&Kategori=MASKIN&Lopenr=104250027&Ref=AR 25.04.2003 ChevronTexaco klar til at teste nyt brintlager] Nyt brintlager, hvor brinten lagres i metalhydrid giver håb om forureningsfri transport.
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/1727312.stm BBCNews: 24 December, 2001, Iceland launches energy revolution]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?Avis=IG&Dato=20030424&Kategori=MILJO&Lopenr=104250026&Ref=AR 24.04.2003 Brinttank-station åbnet på Island] Verdens første brint-tanksted åbnet på en almindelig tankstation - som led i ambitiøst stor-skala pilot-projekt, som skal teste brint som energiforsyning til transportsektoren.
- [http://www.ing.dk/konf/root/redproduktion/sub/noter/html/3539.html Ing.dk, 20.03.2001, BMW´s brintbil kører 226 km/t]
- [http://www.shell.com/home/Framework?siteId=hydrogen-en Hydrogen-Based Sustainable Power For The 21st Century]
- [http://www.ing.dk/konf/root/redproduktion/sub/noter/html/4191.html Ing.dk, 05.07.2001: Norge og Sverige satser på brint]
- [http://www.brintbiler.dk/ blad og forum om brint-/hybrid-biler]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/2705607.stm 29 January, 2003, The long road for hydrogen]
- [http://unisci.com/stories/20014/1221013.htm 21-Dec-2001, UniSci: Hydrogen Atoms Transfer In Same Way As Electrons Do]
- [http://www.commondreams.org/headlines03/0625-09.htm June 25, 2003, Common Dreams: Wind Power Set to Become World's Leading Energy Source] Citat: "...in contrast to natural gas prices, which are highly volatile and can double in a matter of months, wind prices are declining....Wind power is now a viable, robust, fast-growing industry. Cheap electricity from wind makes it economical to electrolyze water and produce hydrogen...."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2003/06/030626235144.htm Science Daily, 2003-06-30, New Catalyst Paves Way For Cheap, Renewable Hydrogen]
- [http://www.aip.org/enews/physnews/2002/split/611-1.html Number 611 #1, October 29, 2002, Physics News Update: The Internal States of Anti-Hydrogen]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/02/040206085311.htm 2004-02-06, ScienceDaily: Seeing How Plants Split Water Could Provide Key To Our Future Energy Needs]
- [http://physicsweb.org/article/news/6/4/6 10 April 2002, PhysicsWeb: Hydrogen metal on the horizon] Citat: "...Now an experimental study of solid hydrogen at pressures up to 320 GPa predicts that it will become metallic at a pressure of 450 GPa - over four million times atmospheric pressure...." Kategori:Grundstoffer ja:水素 ko:수소 ms:Hidrogen simple:Hydrogen th:ไฮโดรเจน

Helium

Helium
Symbol	He
Atomnummer	2
Gruppe	18 (VIIIA)
Periode	1
Fysiske og kemiske egenskaber
Gennemsnitlig Atomvægt	4,002 g/mol
Smeltepunkt	mindre end -272,2°C
Kogepunkt	-268,93°C
Densitet	0,176 g/L (25°C, 101,325kPa)
Diverse
CAS-nummer	7440-59-7

Helium er et grundstof, der tilhører gruppen af ædelgasser. Heliums eksistens blev konstateret første gang i 1868 af den engelske kemiker Frankland og den engelske astronom Lockyer. Under en total solformørkelse i Indien kiggede de på lyset fra solens korona gennem et spektroskop og så en spektrallinje som man ikke kendte fra noget grundstof på Jorden. Det nye grundstof kaldtes helium efter den græske solgud Helios. Helium er, næst efter brint, det mest almindelige grundstof i Universet. Helium isoleres fra naturgas, der altid indeholder en lille smule Helium. naturgas Kategori:Grundstoffer ja:ヘリウム ko:헬륨 ms:Helium simple:Helium th:ฮีเลียม

Sky (meteorologi)

En sky betegnes som den synlige mængde af små kondenserede vanddråber (eller iskrystaller), af størrelsesordenen 0,01 millimeter i diameter: De er så små og lette, at luftens bevægelse er nok til at holde dem svævende i atmosfæren (troposfæren) over jordoverfladen. Tåge og dis er i virkeligheden en sky der "ligger på jorden": Hvis man på en dag med tæt tåge ser mod en mørk baggrund, kan man under gunstige forhold se de bittesmå vanddråber der svæver i luften omkring én.

Forskellige slags skyer

Efter den internationale skyklassifikation inddeles skyer på to forskellige måder; efter de højder de findes i, og efter den facon de har. Det sidste har noget at gøre med hvordan de dannes.

Hovedformerne

Alle skyer dannes ved at en luftmængde som indeholder vanddamp køles ned til en temperatur under denne lufts dugpunkt: Så "tvinges" en del af vanddampen til at fortættes til flydende vand, og det er dette vand der danner de utallige bittesmå dråber som skyen består af.
- Langskyer, de stratiforme skyer eller blot stratus: Denne kategori omfatter flade og langstrakte skyer. De dannes når et udbredt lag af luft med vanddamp køles ned under sit dugpunkt, så vanddampen fortættes.
- Blomkålsskyer, de cumuliniforme skyer eller blot cumulus: Denne kategori rummer de mere "tætte" skyer der har en vis udstrækning i højden, og typisk ligner blomkål eller uld. De dannes når luften over et "lille" område indeholder meget vanddamp og samtidig løftes til vejrs: Ved opstigningen afkøles luftmassen til under dens dugpunkt, og afhængig af hvor meget fugt der er i luften kan resulatet blive alt fra nogle små godtvejrsskyer der ligner uldtotter, til en tårnhøj tordensky med "blomkåls-facon" og en mørkegrå, flad bund.
- Fjerskyer, de cirriforme skyer eller blot cirrus: Disse skyer består ikke af vanddråber, men af tilsvarende små iskrystaller, eftersom de forekommer i højder hvor temperaturen er under frysepunktet.

Klassifikation efter højde

Højde		Højdeklas- sifikation	Skytyper
km	eng. feet	Højdeklas- sifikation	Skytyper
0 - 2	0 - 6500	Lave skyer	- CB: Cumulomnibus - CU: Cumulus - SC: Stratocumulus - ST: Stratus
2 - 5	6500 - 16500	Mellemhøje skyer	- AC: Altocumulus - AS: Altostratus - NS: Nimbustratus
5 - 7	16500 - 23000	(Overlap- ningszone)	- AC: Altocumulus - AS: Altostratus - CI: Cirrus - CC: Cirrocumulus - CS: Cirrostratus - NS: Nimbustratus
7 - 13,7	23000 - 45000	Høje skyer	- CI: Cirrus - CC: Cirrocumulus - CS: Cirrostratus

Stratiforme og cumuluniforme skyer kan forekomme i alle højder, og samme slags sky tager sig forskelligt ud i forskellige højder. Det har givet anledning til det klassifikationssystem der er vist i skemaet til højre. De højder der er angivet, skal "tages med et gran salt" - for eksempel kan undersiden af en sky af typen nimbustratus (NS) godt ligge under 2 kilometers højde. Og en stor cumulomnibus-sky (CB, eller "tordensky") kan nå fra nogle få hundrede meter og helt op til tropopausen, som sætter en øvre grænse for alle skyer i ca. 12-14 km højde. Af samme grund opererer et andet klassifikationssystem med "sky-familierne" A (høje skyer), B (mellemhøje skyer), C (lave skyer) samt D (lodrette skyer der gennembryder lag-klasifikationen).

Se også

- nedbør, meteorologi, vejr, tornado, orkan

Eksterne henvisninger

- [http://australiasevereweather.com/techniques/moreadv/class.htm Australia Severe Weather: cloud classification system] Mange billeder (små) Kategori:Meteorologi ja:雲 ko:구름

Neptun (planet)

Neptuns og Plutos baner

Fysiske egenskaber

Atmosfære

Neptuns indre

Neptuns magnetfelt

Opdagelse

Galilei tolker Neptun som en stjerne

Forstyrrelser i Uranus' bane

Banen beregnes

Diskussion om opdageren

Navngivning

Neptuns planetringe

Neptuns måner

Planet

Se også

Eksterne henvisninger

Solsystem

Objekter i solsystemet

> Trojansk-asteroide: 5261 Eureka - Måner: Phobos, Deimos - Asteroidebæltet - 1 Ceres, 2 Pallas, 4 Vesta - Jupiter

Eksterne henvisninger

Solen

Se også

Kilder/referencer

Eksterne henvisninger

1612

23. september

1846

Pluto (planet)

Opdagelse

Navngivning

Kredsløb om Solen

Fysiske egenskaber

Størrelse og masse

Atmosfære

Plutos måner

Charon

De ydre måner

Udforskning af Pluto

Pluto - planet eller ej?

Eksterne henvisninger

Ellipse (geometri)

Linjer og punkter i og omkring en ellipse

Ligninger og beregninger for en ellipse

Excentricitet

Ellipser i et koordinatsystem

Ellipsen i fysikken

Saturn (planet)

Måner

Ringsystemet

Eksterne henvisninger

Uranus (planet)

Måner

Eksterne henvisninger

Merkur (planet)

Besøg af mennesker

Fremtidige missioner

Merkurs bane

Merkurs rotationstid

Temperatur

Struktur

Merkurs atmosfære

Merkurs overflade

Caloris Bækkenet

Vulkansk aktivitet

Kilder/henvisninger

Venus (planet)

Udforskning af Venus

Dage og år på Venus

Atmosfæren

Skyer

Morgen- & Aftenstjernen

Eksterne henvisninger

Mars (planet)

Mars-overfladen

Atmosfære

Mars' måner

Liv på Mars?

Rummissioner til Mars

Ubemandede rumflyvninger til Mars

> Trojansk-asteroide: 5261 Eureka
- Måner: Phobos, Deimos
- Asteroidebæltet
- 1 Ceres, 2 Pallas, 4 Vesta
- Jupiter