Home About us Products Services Contact us Bookmark
:: wikimiki.org ::
Otto Von Bismarck

Otto von Bismarck

Otto Eduard Leopold Fürst von Bismarck (
- 1. april 1815 i Schönhausen, † 30. juli 1898 i Friedrichsruh) var først greve, og fra 1871 Fyrste, von Bismarck-Schönhausen, Hertug af Lauenburg. Ligesom kejser Wilhelm 1. var han medlem af frimurerordenen.
- 1862 preussisk ministerpræsident og udenrigsminister
- 1867 forbundskansler for det nordtyske forbund
- 1871 tysk rigskansler (da Wilhelm 1. blev udråbt til kejser over det tyske rige).
- 1890 afsat af kejser Wilhelm 2. Erhvervede tilnavnet Jernkansleren (der eiserne Kanzler). Bismarcks politik overfor tyske socialister og arbejdere har haft stor indflydelse på flere europæiske landes arbejderbevægelse og arbejderlovgivning. Bismarck stammede fra den preussiske jordejende adel - junkerne. Fra denne sociale baggrund medbragte han mange forestillinger, vi kan kalde senfeudale. Megen af hans politik blev udformet i mødet med borgerlige 1800-tals synspunkter. Han indtog en ret afvisende holdning overfor borgerligt demokratiske og særlig økonomisk liberalistiske ideer: «Jeg tror ikke, at en laissez faire ... politik... kan anvendes på staten. Specielt ikke på en monarkisk stat der styres paternalistisk.» To attentater mod kejseren i 1878 gav Bismarck et påskud til at kræve tiltag til beskyttelse af statens sikkerhed. Alle socialdemokratiske, socialistiske eller kommunistiske foreninger, møder og publikationer skulle opløses eller forbydes. Mange blev arresteret i løbet af de 12 år loven gjaldt (til 1890). Bismarck forestillede sig tidligt, at lovene mod socialistisk virksomhed skulle suppleres af love til beskyttelse af arbejderne. Der blev i 1883 gennemført en lov om sygdomsforsikring, i 1884 og 86 en forsikring mod ulykke og invaliditet samt i 1889 en alderdomsforsikring. Udgifterne blev delt mellem arbejdere, arbejdskøbere og stat. Bismarck forsøgte med gulerod og kæp at forsone arbejde og kapital, og få arbejderne til at slutte op om hans tyske absolutistiske statsideal. Men det mislykkedes, og arbejderbevægelserne voksede fortsat. -----

Se også:


- Slagskib Bismarck
- Tyske kanslere
- Tysklands historie ----

Kilder/henvisninger


- [http://www.leksikon.org/art.php?n=311 Leksikon.org] Bismarck ja:オットー・フォン・ビスマルク ms:Otto von Bismarck



30. juli

30. juli er dag 211 i året i den gregorianske kalender (dag 212 i skudår). Der er 154 dage tilbage af året. Kategori:Dage i juli ja:7月30日 ko:7월 30일 simple:July 30 th:30 กรกฎาคม

Preussen

Preussen eller Prøjsen (tysk Preußen, engelsk Prussia, latin Borussia) var et hertugdømme, og fra 1701 et kongerige. Navnet kommer fra preusserne, et baltisk folk beslægtet med litauerne, som senere blev germaniseret. litauer Preussen var tidligere navn på et hertugdømme ved den sydøstlige del af Østersøen, hertugdømmet Preussen, der i 1618 blev forenet med det meget større og rigere kurfyrstendømmet Brandenburg i en personalunion, og i 1701 af slægten Hohenzollern udråbt som kongeriget Preussen. Efter 1871 var landet den mest magtfulde del af det Tyske kejserrige. Det var indtil 2. verdenskrig den største stat i Tyskland, men blev af okkupationsmagten ophævet som stat ved Moskva-konferencen i 1947.

Landets besiddelser

Staten omfattede rigshovedstaden Berlin og provinserne
- Brandenburg
- Posen-Vestpreussen
- Hannover
- Hessen-Nassau
- Østpreussen
- Pommern
- Rhinprovinsen
- Sachsen
- Schlesien
- Slesvig-Holsten
- Westfalen
- Hohenzollernsche Lande

Se også:


- Liste over Konger af Preussen Kategori:Mellemeuropa Kategori:Tysklands historie Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande ja:プロイセン ko:프로이센 simple:Prussia

Wilhelm 2.

Friedrich Wilhelm Albert Victor blev født som prins af Preussen. Han var søn af Frederik 3. og den engelske Dronning Victorias datter Viktoria, og sønnesøn af Wilhelm 1. Han blev født 27. Januar 1859 i Potsdam. Kejser 1888-1918. Afskedigede Otto von Bismarck 1890. Abdicerede efter nederlaget i 1. Verdenskrig og flygtede til Nederland, hvor han døde i 1941.

Kilder/henvisninger


- Lexopen Kategori:Tyskere ja:ヴィルヘルム2世 (ドイツ皇帝) ko:빌헬름 2세 simple:Wilhelm II

Socialist

Socialisme er en politisk og social ideologi som bygger på ideen om social lighed og retfærdighed, og som er opstået i begyndelsen af 1800-tallet. Socialismens udgangspunkt var at uretfærdigheder kunne fjernes gennem fælleseje. Med tiden blev Karl Marx' og Friedrich Engels' teorier grundlaget for næsten alle socialister. I begyndelsen af 1900-tallet delte socialismen sig i to grene: den reformistiske og den kommunistiske; den reformistiske gren tog mere eller mindre afstand fra flere af Marx' og Engels' grundtanker som revolutionen og proletariatets diktatur, for i stedet pragmatisk at stræbe efter social retfærdighed ved hjælp af lovgivning og indkomstoverførsler. I dag er socialismen primært repræsenteret i den vestlige verden i den socialdemokratiske udgave, hvilket bl.a. forfattere som George Orwell var kraftige fortalere for, frem for revolutionær socialisme. I Folketinget repræsenteres socialismen af følgende partier:
- Socialdemokraterne
- Socialistisk Folkeparti
- Enhedslisten

Kritik af socialisme og marxisme

Kritikere af de kollektivistiske tanker der ligger til grund for socialismen, omfatter bl.a.:
- Ayn Rand, der stiftede objektivismen, som anser det som grundlæggende amoralsk, at frugten af et menneskes arbejdsindsats kan konfiskeres af en gruppe eller staten, som ikke har adkomst til resultatet af en andens arbejdsindsats.
- De Østrigske Økonomer, bl.a. Ludwig von Mises (bl.a. i bogen [http://www.econlib.org/library/Mises/msS.html Socialism]), samt Eugen Böhm-Bawerk, der er kommet med omfattende analyser om de negative konsekvenser af indførelsen af marxistiske økonomiske systemer.
- Den politiske filosof Robert Nozick Kategori:Politiske systemer Kategori:Ideologier ja:社会主義 ms:Sosialisme simple:Socialism zh-min-nan:Siā-hoē-chú-gī

Adel

Adel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød visse privilegier, samt oprindelig havde en del forpligtelser. Adel har eksisteret i mange århundreder og i mange civilisationer, bla. hos ægypterne, inderne, araberne og i det romerske rige. I Danmark ser man allerede fra omkring år 1000 en række ansete mænd hæve sig over bønderne. De beklæder stillingen som styresmænd, en position, der nedarves på mandslinjen. Herunder kommer hirdmændene, kongens huskarle, som har svoret ham troskabsed. Disse to klasser smelter sammen i løbet af valdemarstiden, og rammerne udvides. Der opstår en ny klasse, som forpligter sig til at yde krigstjeneste mod til gengæld at slippe for de faste skatter, der indførtes på denne tid. De blev kaldt "herremænd", hvad tiden selv forstod som "herrernes mænd". I løbet af middelalderen blev kongerne mere afhængige af herremændene, fordi krige nu førtes med ryttere, og der byggedes borge. Herremændene søgte at begrænse kongens magt med håndfæstninger. Der opstod magtkampe mellem konge og adel, og riget var ved at gå sin opløsning i møde i de første årtier af 1300-tallet, hvor den holstenske adel under grev Gerhard var ved at overtage magten i Danmark. Under Valdemar Atterdag og Margrete 1. stabiliseredes kongemagten på adelens bekostning, og mange adelsborge sank i grus. Adelen gik fra nu af over til at være en fødselsadel og adelsvåbnet kom til at spille en væsentlig rolle, og fra omkring 1525 blev det påbudt at antage familienavn. Herremændene kunne opkræve bøder af deres undergivne, og fik til stadighed udvidet jurisdiktionen over dem. Under Frederik 1. fik adelen på det nærmeste hånds- og halsret over bønderne, men under Grevens Fejde lykkedes det med nød og næppe foreningen af kongemagt og adel at knuse bøndernes oprør. Det bragte for alvor de to parter sammen, og fra nu af blev adelen i langt højere grad statens og kongens tjenere og kunne herved fortsat sikre sine privilegier. Den teknologiske udvikling inden for krigsvæsenet havde også medført, at den højt specialiserede ridder til hest var blevet umoderne, og det samme gjaldt hans murede borg. Krudtet og skydevåbnenes udvikling havde gjort dem værdiløse. Adelen begyndte nu en ny livsstil. Man satte sig på de store og velaflagte stillinger i embedsmandsapparatet som rigsråder eller lensmænd. Andre studerede eller omgav sig med stor luksus, og der blev bygget pragtfulde herregårde. Da ulykkerne begyndte at vælte ind over Danmark i slutningen af Christian 4.s regeringstid, blev adelen hårdt ramt, og faldet blev endeligt beseglet under Frederik 3., da enevælden i 1660 blev indført. Fra at have været Europas måske mest privilegerede stand, blev den danske adel den måske mindst privilegerede. Den havde ikke længere særadgang til embeder og ingen skattefrihed. Da adelen i 1670 fik skattefrihed for hovedgårdstaksten, blev det snarest en byrde, da der dermed fulgte pligten til stå inde for fæstebøndernes skatter. Inden år 1700 var størstedelen af det danske adelsgods gået over på nye hænder. For at kaste ny glans over kronen begyndte kongerne nu i stedet at skaffe sig en ny hofadel ved at adle borgerlige og naturalisere udenlandske adelige, og i 1671 indførte Christian 5. en ny form for højadel bestående af lensgrever og lensbaroner med langt mere udstrakte privilegier, end den øvrige adel var i besiddelse af. Adelen havde fået et helt nyt præg. Den var helt afhængig af kongens nåde, var udstyret med store æresrettigheder og sociale privilegier. Den var især repræsenteret ved hoffet, i officerskorpset og på de højere embedsposter. Især højadelen havde fået et tysk præg. Grundloven i 1849 ophævede "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret", og i 1919 overgik de eksisterende stamhuse til fri ejendom. Adelen i Danmark i dag omfatter ca. 5.000 personer og består af 189 slægter. En fortegnelse kan findes i Dansk Adels Årbog.

Adelskab

Adelskab er baseret på de saliske love, således at det kun arves fra den agnatiske afstamning (sværdsiden), dvs. faderen (der er dog undtagelser). Danmark tilhører den tysk-nordiske kulturkreds, således at det er den tyske adelsret og tysk skik, der er gældende. Den tysk-nordiske adelsret afviger lidt fra f.eks. den angelsaksiske på flere områder, bl.a. ved at alle medlemmer af en slægt i princippet anses som lige, og alle medlemmerne erholder adelig status og eventuel titel (med nogle få undtagelser), medens det i Storbritannien kun er slægtens hovedmand, der arver den egentlige titel; dette sidste princip gælder også for de i Sverige efter 1809 adlede. Dog er det kun juridisk, disse personers søskende ikke anses for adelige. I Sverige som i Storbritannien tages de med i adelskalendere og årbøger. Adelen i Storbritannien forveksles ofte med the Peerage, men dette var den politisk-juridiske adel og en del dommere og gejstlige. Adelen omfatter også der den politisk-juridiske adelsfamilier, riddere (knights), baronetter og landadel (gentry). Nogle af disse har titler som Lord, Lady og Sir. I Storbritannien er højadelen inddelt i the Peerage, med 5 forskellige grupper: 1) duke (hertug), 2) marquess (markis), 3) earl (greve), 4) viscount (adelsmand med rang mellem greve og baron) og 5) baron (baron). I Storbritannien hedder en greve earl, og ordet count bruges derfor kun om en greve, der ikke hidhører fra Storbritannien. Hustruen til en earl hedder imidlertid countess. Der findes i dag ca. 900 svenske adelsslægter. De fleste norske adelsslægter uddøde ca. 1500, men Norge har en lille adel fortrinsvis af danske adelsslægter (Se norske adelsslægter). I Finland findes 148 nulevende adelsslægter. Udover dette findes der 26 finske adelsslægter boende udenfor Finland. De allerfleste adelige har ikke titler. I Danmark fører den nye højadel efter enevældens indførelse titler som baron, lensbaron, greve og lensgreve. Disse udgør sammen med den gamle rigsrådsadel, dvs. de mest betydningsfulde gamle adelsslægter, der sad i Rigsrådet, højadelen. I andre lande føres også et væld af andre titler, som f.eks. hertug og fyrste. En jarl var i Danmark kongens stedfortræder, og den danske kong Knud tog denne titel med sig til England i 1028. Den blev erstattet med baron af Vilhelm Erobreren , ind til den blev genindført i 1300-tallet som titlen baron. Senere kom viscount-titlen imellem.

Højadelige titler

Dansk Norsk Tysk Svensk Italiensk Fransk Engelsk Hollandsk Finsk
Fyrste Fyrste Fürst
Titelen Prinz
findes også 		Furste Principe Prince Prince Prins Ruhtinas
Hertug Hertug Herzog Hertig Duca Duc Duke Hertog Herttua
Markis Marki Markgraf Markis Marchese Marquis Marquess Markgraaf Markis
Greve Greve Graf Greve Conte Comte Earl
(Udenfor UK: Count) 		Graaf Kreivi
Intet
tilsvarende 		Intet
tilsvarende 		Burggraaf Intet
tilsvarende 		Visconte Vicomte Viscount Burggraaf Intet
tilsvarende
Baron
(friherre) 		Baron
(friherre) 		Freiherr
(Baron) 		Friherre
(I tiltale: baron) 		Barone Baron Baron Baron Vaapaherra
I tiltale:
Baroni

Lavadelige titler

Dansk Norsk Tysk Svensk Italiensk Fransk Engelsk Hollandsk Finsk
Ridder Ridder Ritter Riddare Cavaliere Chevalier Knight Ridder Ritari
Væbner Væpner ? Väpnare Scutare ? Esquire ? ?
De danske titler lensgreve og lensbaron kan ikke placeres uden videre i dette system. Titlerne betyder, at indehaveren har fået tildelt et len af kongen, i modsætning til dem, der kun er titulære grever eller baroner. I Danmark er adelen ikke afskaffet, kun dens forretigheder i 1849. Titlerne er altså, hvad der er tilbage. ---- Spanske titler kan være af Kastiljen, Katalonien,hele kongeriget eller grandee av 1., 2. eller 3.klasse. Disse grandeer kan være ubetitlede, og en ubetitlet grandee er altid af højere rang end en kastiliansk, katalonsk eller kongerigsk adelsmand, selv om denne skulle være hertug. Dette gjælder uanset klasse på Grandeen. Riddere kaldes i Spanien hidalgos. ---- I Italien er adelen afskaffet, men der findes byadelskab, landskabsadelskab, savoyisk adelskab, siciliansk adelskab. Disse titler er nu en del af navnet. ---- I Tyskland og Østrig er adelen afskaffet, titler er nu en del af navnet. Man opregner rigsadelskab, provinsadelskab og andre, og man har titler som prins, ærkehertug, arvehertug osv. ---- I Frankrig er adelen afskaffet, og hvem som helst kan kalde sig hvad som helst, men der fandtes to hovedformer: l´ancien regime, og Regime Napoleon. ---- I Belgien, Luxembourg og Holland findes fortsat som i Spanien og Storbritannien adel og adling. ---- I Sverige forsvandt adelens politiske rettigheder i 1866, adling blev ophævet i 1974 (dog blev den sidste mand adlet i 1904), og de siste forrettigheder i 2003. (Dog var disse forrettigheder ikke reelle), så adelens status er lige som den i Danmark fra 1.juli 2003. ---- I Norge blev adling afskaffet 1814, og alle titler 1821 (dog kunde de med titler i 1821 beholde disse livet ud) ---- I Finland blev adelens politiske magt afskaffet 1905, adlingen 1918 (sidste adling 1912), og forretighedene ophævet samme år. Titler kan de bruge som i Sverige og Danmark. ---- Mærkeligt nok giver høflighedsformer (hvad betyder "courtouisen"?) en del udslag på titelbrug. I Sverige bliver en tysker, der bare i navnet er prinz, benævnt prins ved det Kongelige Hof (specielt hvis han er gift med en svensk prinsesse). Det samme gælder i Norge; en udenlandsk adelstitel bliver accepteret ved Det Kongelige Hof, selv om ingen nordmand tillades at bruge sin families gamle titler.

Publikationer


- Dansk Adels Forening udgiver Danmarks Adels Aarbog (DAA)

Se også


- Danske adelsslægter
- Norske adelsslægter
- Svenske adelsslægter Kategori:Politik Kategori:Middelalder
- ja:貴族 zh-min-nan:Hôa-cho̍k

Borgerlig

At være borgerlig er ikke entydigt defineret i politisk sammenhæng. Holdningen til borgerlighed afhænger som oftest af øjnene, der ser, dvs. af synspunkterne hos den, der udtaler sig om, hvad borgerlig politik rummer. Skal borgelighed forsøges defineret, vil begrebet blandt andet dække over: Tiltro til:

Konservative værdier:


- at Gud, konge og fædreland (kristendom, statsmagt og nationalisme) er det bærende i samfundet
  - at det eksisterende samfundssystem grundlæggende set er velfungerende, og skal bibeholdes for samfundets bedste.
  - at den nuværende generation har en pligt til at sørge for, at den kommende generations forhold i livet ikke er værre end den nuværendes forhold (nogle anser dette som at søge Status Quo eller reaktionisme).
  - at man ikke ændrer samfundet "bare for at ændre det" (progressivisme), men for at bevare det. Dvs. at man kræver omfattende argumentation og sandsynliggørelse for, at en given handling, der påvirker en antal mennesker, er gavnlig og bør føres ud i livet.
- at mennesket er borger i samfundet før noget andet
  - at frihed må nydes under ansvar
  - at pligter vejer tungere end rettigheder
- at ejendomsretten er ukrænkelig

Liberale værdier:


- at ejendomsretten er ukrænkelig
  - at et menneske har en grundlæggende ret til frugten af eget arbejde.
  - at staten ikke bør tage frugten af et menneskes arbejde fra dette. Jo mindre der tages, des bedre.
  - at den stat, der styrer bedst, styrer mindst.
  - at de frie markedskræfter er den bedste metode til fordeling af goderne i samfundet
- at individet er et stærkt, ukrænkeligt væsen, der ejer sig selv
  - at mennesker er bedst til at leve og kontrollere deres eget liv uden indgreb fra staten eller offentlige institutioner.
  - at der bør være frihed fra overgreb fra staten og diverse organisationer og institutioner, der ellers ville tage magt og selvstændighed fra individet
- at mennesket er et individ, før det er noget andet
- at rettigheder vejer tungere end pligter

Retsind


- at man har tiltro til, og respekt for autoriteten hos den dømmende magt (domstolene)
  - at man er villig til at underlægge sig rettens dom i en given sag, der er afgjort af retten, også selvom sagens udfald går en imod
- at man har respekt for legitimiteten hos den udøvende magt (embedmænd; ofte = politiet)
  - at den udøvende magt skal begrænses mest muligt
- at man støtter og accepterer den lovgivende magts myndighed (Folketingsparlamentarisme)
  - at man kræver mindretalsbeskyttelse i alle lovgivningsspørgsmål
  - at lovene skal begrænse den udøvende magts rettigheder (deregulering)

Ideer om borgerdyder


- at man deltager i samfundet, som det foreligger
- at hvis man er utilfreds med tilstanden i samfundet eller dets institutioner, så søger man at påvirke tilstanden ved brug af de rettigheder, som er tilladt efter grundloven.
- at man kan være enig om at være uenig, også i politik, men accepterer det bestående samfunds grundlag Det kan siges, at der i dansk politik tales om to fløje - venstrefløjen med dens socialistiske og egalitaristiske grundlag (frihed, lighed, broderskab) contra - højrefløjen eller den borgerlige fløj, med dens konservative og liberale grundholdninger. "Borgerlig" bruges ofte som generaliserende udtryk for folk eller politikere, der sætter den private ejendomsret som det væsentligste gode. Borgerlig bruges også til tider i nedsættende sammenhænge, fx. i ordet småborgerlig. Andre ord kan være: burgøjser.

Se også


- Konservatisme
- Liberalisme
- Socialliberalisme

Demokrati

Demokrati (græsk δημοκρατία, af δήμος, démos - folk og κρατία, kratía - styre, herredømme), folkestyre, et politisk system, hvor magten ligger hos folket.

Historie

Demokrati blev først brugt til at beskrive styreformen i bystaten Athen, hvor alle væsentlige beslutningen blev afgjort af en forsamling, hvor alle frie mænd over 30 havde ret til at deltage. I renæssancen kom demokratiet på mode igen, som følge af den borgerlige klasses voksende økonomiske magt. Der har været mange steder med styreformer, der var demokratiske, men som blot ikke var kendt under det navn. Det oprindelige islandske alting er et eksempel på dette.

Former for demokrati

Den oprindelige form for demokrati var direkte demokrati, hvor beslutningerne blev taget direkte af folket. Denne form for demokrati kendes stadig i form af bindende folkeafstemninger. Et problem med direkte demokrati er, at folkestemningen kan være meget følsom overfor enkeltsager, og derved kan beslutningerne virke meget vilkårlige. For at løse dette problem, samt af hensyn til det upraktiske ved en forsamling af alle borgere i samfund, der er væsentligt større og mere spredte end den gamle athenske bystat, er repræsentativt demokrati i dag det mest udbredte. I et repræsentativt demokrati vælger borgerne et mindre antal folk til at repræsentere sig, og disse repræsentanter tager så beslutningerne på borgernes vegne. Den udbredte brug af meningsmålinger og fokusgrupper ses af nogen som en trussel mod de fordele med hensyn til stabilitet, som det repræsentative demokrati giver i forhold til det direkte demokrati. Da politikere ikke kan forventes at være helt upåvirkede af folkestemningen, forventes det, at et moderne samfund supplerer og begrænser demokratiet med en retsstat. I en retstat er der opstillet en række procedurer, der skal følges i forbindelse med afgørelser, og disse procedurer er forholdsvis svære at ændre. Det er med til at sikre den enkelte borger mod at blive offer for vilkårlige og midlertidige folkestemninger. I nogle diskussioner bliver selve demokratibegrebet udvidet til også at omfatte de begrænsninger, der er indbygget i retsstatsbegrebet.

Se også


- Platon
- Thomas More
- Erasmus af Rotterdam (født Geert Geertsen)
- John Locke
- Jean-Jacques Rousseau
- N. F. S. Grundtvig
- Søren Kierkegaard
- Det athenske demokrati Kategori:Politiske systemer ja:民主主義 ko:민주주의 simple:Democracy th:ประชาธิปไตย

Attentat

Et attentat (lat.: attentatum = forsøg) betegner et planlagt, forsøgt eller udført mord på en offentlig person. Kategori:Samfund ja:暗殺

1878

Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne År: 1873 1874 1875 1876 1877 - 1878 - 1879 1880 1881 1882 1883 ---- Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906 ----

Begivenheder


- 12. februar - Den Internationale Arbejderforening, stiftet af Louis Pio i 1871, reorganiseres under navnet Socialdemokratisk Forbund (senere Socialdemokratiet).
- 28. februar - Bland bill vedtages i USA i et forsøg på at hæve sølvets værdi.
- 3. marts - Freden i San Stefano mellem Rusland og Tyrkiet.
- 13. juni-13. juli - Berlinkongressen, reviderer den russisk-tyrkiske fredsaftale.
- 1. oktober - Tidligere slaver gør oprør på St. Croix. I Frederiksted angriber arbejderne fortet, og en stor del af byen bliver brændt af. De hvide måtte søge tilflugt i kirken. Oprøret nedkæmpes, og 6 dage efter bliver de første oprørere hængt.

Født


- 14. august - Harald Kidde, forfatter (Aage og Else, Helten).
- 30. december -På et offentligt møde udtaler venstrelederen Viggo Hørup de berømte ord: "Ingen over, og ingen ved siden af Folketinget".

Dødsfald


- 78 ko:1878년 ms:1878 simple:1878 th:พ.ศ. 2421

Kommunist

Kommunisme er en politisk ideologi, der hævder at bygge på videnskabeligt grundlag, populariseret af Karl Marx i værket det Kommunistiske Manifest. Kommunisme omfatter bl.a. afskaffelse af privat ejendomsret til produktionsmidler. En kendt parole, der i grove træk beskriver idegrundlaget for kommunisme, er, at "man yder efter evne og nyder efter behov". Kommunismen beskriver således et idealsamfund, hvor alle mennesker yder efter bedste evne og frit tillader andre at nyde af deres arbejdsindsats via delte/fællesejede goder. Kommunisme er en revolutionær ideologi på grund af dens kritik af kapitalismen som et værktøj til undertrykkelse af arbejderklassen. Kommunisme er i sin grundvold syndikalistisk, og teorien forudsiger, at staten med tiden vil "visne hen", når de fleste af et givent samfunds medlemmer er blevet kommunister (jf. det kommunistiske menneske). Ingen af de såkaldt socialistiske stater i det 20. århundrede hævdede at været nået frem til kommunismen.

Kritik

Kommunismen kritiseres bl.a. for at være grundlæggende i uoverensstemmelse med den menneskelige natur, bl.a. omkring ejerskabsforhold. Det antages af nogle, at det er en naturlig og automatisk proces, at et menneske tilegner sig ejendom (jordarealer/territorium eller fysiske ejendele). Skulle et kommunistisk samfund realiseres, ville dets grundteser således være i strid med det basale menneskelige behov for ejendom. Spørgsmålet er dog, om behovet for konkurrence eller behovet for samarbejde er vigtigst for mennesker (og andre biologiske arter). Den russiske tænker og naturvidenskabsmand Peter Kropotkin pegede i bogen Mutual Aid på, at alle organismer udvikler sig gennem gensidig hjælp. Disse tanker er i nyere tid videreudviklet af den amerikanske biolog Lynn Margulis, der peger på, at alle flercellede organismer er udviklet gennem samarbejde mellem oprindelige, éncellede væsener. Kommunismen kritiseres også for sine negative samfundsøkonomiske konsekvenser, da man ved at fratage kapitalisterne frugten af deres investeringer angivelig vil fjerne incitamentet til at udføre det arbejde, der fører til udbyttet/overskuddet. Ud fra denne synsvinkel vil indførelsen af kommunismen nulstille den velstand, som den vestlige verden nyder i dag. Dette synspunkt kan tilsyneladende støttes af de såkaldt socialistiske staters kollaps omkring 1990 efter en langvarig stagnationsperiode, men modsiges af de store økonomiske fremskridt, der tidligere fandt sted i de socialistiske lande. Samtidig kunne de socialistiske lande opnå forbløffende resultater inden for sundhedsvæsen (dødeligheden i Kina blev halveret fra 1949 til 1957, mens den fortsat var lige høj i Indien), undervisning, teknologi, rumfart og kultur. Både støtte til kommunismen og kritik af den bygger på ubeviste forudsætninger. I bund og grund forudsætter støtte til kommunismen en tro på, at menneskene er gode og gerne vil dele med hinanden eller i det mindste på, at menneskene er rationelle og kan indse, hvad der tjener flertallets interesser. Kritikken bygger som vist ovenfor på forudsætningen om, at mennesket rummer en medfødt besiddelsestrang, eller på den forudsætning, at mennesker kun vil bestille noget, hvis de har økonomisk fordel af det. Man kan påstå, som de tjekkiske systemkritikere gjorde i 1968, at kommunismen var et socialt eksperiment i fuld skala, eller som andre kritikere, der peger på, at de socialistiske lande stivnede i bureaukrati, manglende deltagelse i politiske processer og nepotisme, hvorefter det blev let for en gruppe partipampere og topfunktionærer at genindføre kapitalismen. Mange socialistiske tænkere i dag mener, at socialismen og kommunismen må opfattes som ledestjerner snarere end som fuldt realiserbare samfund - at det er bevægelsen frem mod de definerede mål, der er vigtig, snarere end forsøg på at indføre en statsorden, der vil gennemtvinge en grundlæggende forandring her og nu.

Kendte danske kommunister


- Aksel Larsen (stifter af Socialistisk Folkeparti)
- Carl Madsen
- Ole Sohn (senere folkesocialist)
- Hans Scherfig
- Hans Kirk
- Otto Gelsted
- Carl Scharnberg
- Dea Trier-Mørch
- Hanne Reintoft
- Lars Bonnevie
- Erik Clausen
- Willy Brauer
- Børge Houmann
- Mogens Fog
- Ib Nørlund
- Alfred Jensen
- Martin Andersen Nexø
- Christian Brønnum
- Villy Fuglsang

Kendte internationale kommunister


- Karl Marx
- Lenin
- Mao Zedong
- Ho Chi Minh
- Fidel Castro
- Che Guevara
- Pablo Neruda
- Cesar Vallejo
- Alberto Moravia
- Jean-Paul Sartre
- Enver Hoxha
- Rosa Luxemburg
- Karl Liebknecht
- Friedrich Engels
- Stalin
- Georgi Dimitrov

Se også


- Dialektisk materialisme
- Motivation
- Proletariatets diktatur
- Socialisme

Eksterne henvisninger


- [http://www.leksikon.org/art.php?n=1412 Leksikon.org om kommunisme] Kategori:Samfundsvidenskab Kategori:Politik Kategori:Ideologier Kategori:Politiske systemer ja:共産主義 ko:공산주의 ms:Komunisme simple:Communism zh-min-nan:Kiōng-sán-chú-gī

1883

Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne År: 1878 1879 1880 1881 1882 - 1883 - 1884 1885 1886 1887 1888 ---- Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906 ----

Begivenheder


- 23. oktober - Metropolitan Operaen i New York åbner.
- 16. december - Tyskeren Gottlieb Daimler tager patent på petroleumsmotor med glødetænding til anvendelse i motordrevne køretøjer

Født


- 3. januar - Clement Atlee, engelsk labour-politiker, premierminister fra 1945-1951; han dør i 1967.
- 3. juli - Franz Kafka, tjekkisk forfatter.
- 17. oktober - A.S. Neill, skotsk pædagog, grundlægger af Summerhillskolen.
- 25. december - Maurice Utrillo, fransk maler; Født på Montmartre i Paris; han dør i 1955.

Dødsfald


- 13. februar - Richard Wagner, tysk komponist.
- 14. marts - Karl Marx, tysk filosof.
- 3. september - Ivan Turgenjev, russisk forfatter.

Musik


- 2. december - Johannes Brahms' 3. symfoni uropføres i Wien under ledelse af Hans Richter. 83 ko:1883년 ms:1883 simple:1883 th:พ.ศ. 2426

1884

Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne År: 1879 1880 1881 1882 1883 - 1884 - 1885 1886 1887 1888 1889 ---- Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906 ---- Begivenheder
- Det andet Christiansborg brændte i oktober '
- 13. oktober - På et møde i London vedtages, at 0-meridianen trækkes gennem Greenwich observatoriet Født
- 8. maj - Harry S. Truman, amerikansk præsident.
- 28. maj - Johannes Meyer, dansk skuespiller. Død 1972.
- 22. august - Panait Istrati, rumænsk forfatter.
- 31. december - Elizabeth Arden, amerikansk kosmetikdronning fødes i Canada. Hun dør i 1966. Dødsfald
- 12. maj - Bedrich Smetana, tjekkisk komponist. Mode Billede:Mode1884.jpg Sjældent har damemoden været så bizar som på denne tid. 84 ko:1884년 ms:1884 simple:1884 th:พ.ศ. 2427

Slagskib Bismarck

Bismarck var et tysk slagskib under 2. verdenskrig. Det var opkaldt efter den tyske rigskansler Otto von Bismarck og var et af sin tids største krigsskibe. Det er kendt for at have sænket det britiske slagskib HMS Hood og for den efterfølgende jagt, der førte til, at Bismarck sank kun tre dage senere.

Bygning

Tyskland måtte kun bygge slagskibe på maksimalt 40.000 tons, som en konsekvens af betingelserne i Versailles-freden og ikke mindst den britisk-tyske flådeaftale fra 1935. Processen med at designe Bismarck begyndte dog allerede i 1934, og skibet var oprindeligt sat til "kun" at være på 35.000 tons. Men det blev dog senere opgraderet til 42.600 tons, selv om det officiellt stadig kun var de 35.000 tons. Byggeriet blev påbegyndt den 1. juli 1936, men skibet kom ikke i brug før d. 24. august 1940. Bismarck blev fortrinsvis betragtet som et skib, der skulle jagte handelskibe, men det var dog også i stand til at kæmpe mod krigsskibe. Skibet havde en besætning på 2.400 mand, en længde på 251 meter og en tophastighed på 30 knob. Bevæbningen bestod primært af 8 15"-kanoner med rækkevidde på 35.000 meter, samt 81 mindre kanoner, der for størstedelens vedkommende var luftværnskanoner.

Turen ud i Atlanten

Den 18. maj 1941 sejlede Bismarck ud på sin jomfrufærd, som en del af en operation kaldet Rheinübung, sammen med den tunge krydser Prinz Eugen. Egentlig var det meningen, at en række andre skibe skulle have været med, men det kunne ikke lade sig gøre pga. reparationer. Derfor tog de to skibe alene afsted med Admiral Günther Lütjens som kommanderende. Formålet med operationen var dels at støtte ubådene i Atlanten, dels at forsøge at trække noget af den britiske flåde væk fra Middelhavet for at mindske risikoen i forbindelse med invasionen af Kreta og give Rommels styrker plads til at passere ind i Libyen. Briterne hørte om Bismarcks afgang gennem flere forskellige kilder, decifrerede enigma-kodemeddelelser, allierede spioner, inklusive den norske modstandsbevægelse, som observerede skibet sejle gennem Skagerak, og via en rapport fra en svensk krydser. Derudover blev det opdaget af et spitfire rekognosceringsfly. Senere opfangede de to britisk krydsere HMS Suffolk og HMS Norfolk det på radaren i Danmarksstrædet mellem Island og Grønland.

Slaget i Danmarksstrædet

Grønland Den 24. maj blev Bismarck angrebet at en britisk styrke, der omfattede slagskibet HMS Prince of Wales og flagskibet, slagkrydseren Hood, med Admiral Lancelot Holland som kommanderende. Prince of Wales var kun lige færdigbygget, og det havde faktisk stadig værftsfolk om bord. Hood var bygget som en hurtig slagkrydser, men havde fået mere pansring for at få det til at minde mere om et slagskib. Det var dog stadig relativt dårligt pansret på dækket. Fordi han fejlagtigt troede, at Bismarck sejlede forrest, beordrede Admiral Holland al skydning til at være koncentreret om Prinz Eugen. Heldigvis for englænderne opdagede kaptajnen på Prince of Wales fejlen. De britiske skibe prøvede derefter at komme tættere på Bismarck, hvor dets kanoner ikke var så overlegne. Det betød dog, at indtil flere er deres egne kanoner ikke kunne bruges pga. af retningen mod målet. Før de nåede tæt nok, blev Hood dog ramt. Først af Prinz Eugen og lidt senere af Bismarck. Bismarcks træffer fik Hood til eksplodere og knække i to dele. Kun 3 ud af en besætning på 1.418 overlevede. Prince of Wales blev også ramt, men var dog i stand til at slippe væk under ly af en masse røg. Bismarck var blevet ramt tre gange, hvilket bl.a. betød, at der flød vand ind i tankbeholdningen, og skibet blev derfor tvunget til at sejle videre for nedsat kraft med kurs mod det besatte Frankrig for at blive repareret. Briterne, inkl. det skadede Prince of Wales, fortsatte dog med at forfølge det. Prinz Eugen slap væk.

Jagten

Fast besluttet på at hævne tabet af Hood satte briterne alle mulige enheder ind i jagten på Bismarck. Et angreb med fly fra hangarskibet HMS Victorious blev forsøgt, men uden større held. Alt imens bevægede de sig tættere og tættere på Frankrig og tysk luftherredømme. Briterne mistede en overgang kontakten med Bismarck i seks timer. Tyskerne var dog ikke opmærksomme på det og sendte flere radiotransmissioner, som briterne kunne bruge til at finde dem igen. Ved solnedgang d. 26. maj angreb britiske fly igen. De kom ved en fejl til at angribe deres egen krydser HMS Sheffield. Senere lykkedes det dog at ramme Bismarcks ror, så skibet praktisk talt ikke kunne manøvrere, og det kom derfor til at sejle tilbage mod sine forfølgere. Det kunne stadig manøvrere lidt ved at styre kraften på de forskellige skruer, men i realiteten var styringen blevet taget fra Bismarck af et lille fly. På trods af flere forsøg lykkedes det ikke at reparere roret. I løbet af natten blev Bismarck angrebet med torpedoer af flere britiske destroyere, men dog uden at blive ramt eller selv at ramme modstanderne.

Det sidste slag

Sheffield De to britiske slagskibe HMS King George V og HMS Rodney havde været på vej mod Bismarck vest fra, og om morgenen d. 27. maj nåede de frem. De to skibe angreb kl. 8:47 fra ca. 20 km afstand. Bismarck besvarede ilden, men manglende manøvredygtighed samt det faktum, at det ikke lå lige i vandet, påvirkede dets evne til at svare igen. Med hjælp fra Norfolk og Dorsetshire lykkedes det i løbet af en halv time at få ødelagt alle Bismarcks kanoner samt at få dræbt hovedparten af de øverste officerer ved hjælp af et skud mod kommandobroen. På trods af denne ulige kamp, hvor Bismarck var uden mulighed for at bevæge sig, lykkedes det Bismarck at holde sig flydende. De britiske skibe var efterhånden løbet tør for ammunition, men på trods af at stort set alle stukturene oven på skibet var ødelagt, var skroget stadigt intakt. Den tyske Kaptajn Lindemann ville dog ikke lade Bismarck falde i britiske hænder, og tyskerne sænkede derfor selv skibet. De engelske krigskibe påbegyndte redningen af Bismarcks overlevende besætning, men kun 115 blev reddet, da redningsarbejdet måtte opgives på grund af en ubåds alarm. Mere end 2.000 tyske søfolk omkom. Tyskerne ville efter Bismarck ikke igen risikere nogen af deres slagskibe i Atlanten, og Bismarcks søsterskib, Tirpitz, tilbragte det meste af krigen i en norsk fjord, indtil det blev sænket ved et flyangreb den 12. november 1944.

Eksterne henvisninger


- [http://www.kbismarck.com/ kbismarck.com] (engelsk) Kategori:Anden Verdenskrig ja:ビスマルク (戦艦)

Tyske kanslere

Lederen af den tyske centralregering har traditionelt blevet kaldt kansler (Kanzler). Det formelle navn er i dag forbundskansler (Bundeskanzler), fra 1871-1945 var det rigskansler (Reichskanzler).

Liste over tyske kanslere

Det tyske kejserrige

: 1871-1890 Fyrst Otto von Bismarck : 1890-1894 Grev Leo von Caprivi : 1894-1900 Fyrst Chlodwig von Hohenlohe-Schillingsfürst : 1900-1909 Fyrst Bernhard von Bülow : 1909-1917 Theobald von Bethmann-Hollweg : 1917 Georg Michaelis : 1917-1918 Grev Georg von Hertling : 1918 Fyrst Maximilian von Baden : 1918 Friedrich Ebert (SPD)

Weimarrepublikken

: 1919 Philipp Scheidemann (SPD) : 1919-1920 Gustav Bauer (SPD) : 1920 Hermann Müller (SPD) : 1920-1921 Konstantin Fehrenbach (Zentrum) : 1921-1922 Karl Joseph Wirth (Zentrum) : 1922-1923 Wilhelm Cuno : 1923 Gustav Stresemann (DVP) : 1923-1925 Wilhelm Marx (Zentrum) : 1925-1926 Hans Luther : 1926-1928 Wilhelm Marx (Zentrum) : 1928-1930 Hermann Müller (SPD) : 1930-1932 Heinrich Brüning (Zentrum) : 1932 Franz von Papen : 1932-1933 Kurt von Schleicher

Tredje rige

: 1933-1945 Adolf Hitler : 1945 Joseph Goebbels (formelt én dag mellem Hitlers og sit eget selvmord) : 1945 Grev Lutz Schwerin von Krosigk

Forbundsrepublikken

: 1949-1963 Konrad Adenauer (CDU) : 1963-1966 Ludwig Erhard (CDU) : 1966-1969 Kurt Georg Kiesinger (CDU) : 1969-1974 Willy Brandt (SPD) : 1974-1982 Helmut Schmidt (SPD) : 1982-1998 Helmut Kohl (CDU) : 1998-2005 Gerhard Schröder (SPD) : 2005- Angela Merkel (CDU)

Se også


- Tyskland
- Tysk politik Kategori:Tysklands historie Kategori:Tyske politikere Kategori:Politiske embeder ja:ドイツの首相

Kategori:Tyske politikere

Kategori:Politikere Kategori:Tyskere ja:Category:ドイツの政治家 ko:분류:독일의 정치인

Catalunian Plains

The Battle of Chalons, also called the Battle of the Catalaunian Fields or the Battle of the Catalun, took place in 451 between the allied forces and foederati led by the Roman general Flavius Aëtius and the Visigothic king Theodoric on one side, and the Huns led by their king Attila and their allies. This battle was the last major military operation of the Western Roman Empire.

Prelude

By 450 Roman control of Gaul, as with all of the provinces outside of Italy, had grown feeble. The Visigoths, who had been forcibly settled in Aquitaine a generation before, were growing increasingly restive. The Burgundians, forcibly settled near the Alps, were more submissive, but were likewise looking for openings for revolt. Northern Gaul had been all but abandoned to the Franks between the Rhine and Marne rivers in the east, and Armorica was only nominally part of the empire. The only parts still securely in Roman control were the Mediterranean coastline and a band of varying width that ran from Aureliani (present-day Orléans) upstream along the Loire, across and downstream along the Rhone. The historian Jordanes states that Attila was enticed by Gaiseric, king of the Vandals, to wage war on the Visigoths, while at the same time Gaiseric attempted to sow strife between the Visigoths and the Western Roman Empire (Getica 36.184-6). However, other contemporary writers offer other motivations: a few years before, Honoria, a troublesome sister of the emperor Valentinian III, had been married off to a loyal senator, Herculanus, to keep her in a respectable confinement. Now she sent a message to the Hunnic king asking for Attila's help in escaping this marriage, which Attila interpreted as a marriage proposal. He demanded that Honoria be delivered to him, along with half of Valentinian's domain for her dowry. Although Valentinian rejected these demands, Attila used them as his excuse to launch a destructive campaign through Gaul. Early in 451, Attila crossed the Rhine with his supporters and a large number of allies. His troops sacked Divodurum (Metz) on April 7; other cities attacked can be determined by the saintly lives (or Vitae) of their bishops: Nicasius was slaughtered before the altar of his church in Rheims; Servatus is alleged to have saved Tongeren with his prayers, as Genevieve is to have saved Paris. By June, Attila's army had reached Aureliani, which guarded an important crossing over the Loire. According to Jordanes, Sangiban, king of the Alans, whose realm included Aureliani, had promised to open the gates of this city to Attila (Getica 36.194f); this siege is confirmed by the account of the Vita S. Anianus and in the later account of Gregory of Tours (Historia Francorum 2.7), although Sangiban's name does not appear in their accounts. The Aureliani shut their gates against the invaders, and Attila either waited for Sangiban to deliver on his promise or began a siege of the city. Aetius the patricius or military leader, upon learning of the invasion, moved quickly from Italy into Gaul, according to Sidonius Apollinaris, "leading forth a force consisting of auxiliaries, few and sparse, without one regular soldier" (Carmina 7.329f). He immediately attempted to convince Theodoric to join him, but on learning how few troops he had with him, the Visigothic king decided it was wiser to wait for the Huns in his own lands. Aetius turned to a powerful local magnate, Avitus, who was not only able to convince Theodoric to join with the Romans, but also a number of other wavering barbarians resident in Gaul (Carmina 7.332-356). The combined armies then marched for Aureliani, reaching that city about June 14. They had reached Aureliani literally at the last possible minute: according to the author of the Vita S. Anianus, Attila had made a breach in the city's walls and had gotten a party within the city when news of the allied army reached him. Although he practically had control of the city, to keep it meant that Attila would be himself besieged inside of it, with an unfriendly population and far from home. He broke camp, and proceeded back towards his country, doubtless looking for a spot where he could make a stand, with Theodoric and Aetius in close pursuit. The two forces at last met at the Catalaunian Fields on June 20, a date first proposed by J.B. Bury and since accepted by many, although some sources claim September 20. The actual location of the Catalaunian Fields is not known with certainty: Historian Thomas Hodgkin located the site near Méry-sur-Seine, but current consensus places the battlefield at Châlons-en-Champagne.

Battle

The night before the main battle, one of the Frankish forces on the Roman side encountered a band of the Gepids loyal to Attila. Jordanes records that this skirmish left 15,000 dead on either side (Getica 41.217). Attila, following his people's customs, had his diviners examine the entrails of a sacrifice that morning, which foretold disaster would befall the Huns and that one of the leaders of his opponents would be killed. Hoping that in the fight Aetius would be slain, he at last gave the orders for combat, even at the risk of his own life; but he delayed until the ninth hour (approximately 3 pm), so that the impending dusk might help his defeated troops to flee the battlefield. (Getica 37.196). According to Jordanes, the Catalaunian plain rose on one side by a sharp slope to a ridge, which dominated the battlefield, and became the center of the battle. The Huns first seized the right side of this ridge while the Romans seized the left, with the crest unoccupied between them. (He explains that the Visigoths held the right side, the Romans the left, with Sangiban of uncertain loyalty and his Alans surrounded in the middle.) When the Hunnish forces attemped to seize this decisive position, they were foiled by the Roman alliance, whose troops had arrived first and repulsed the Hunnish advance. The Hunnic warriors fled in disorder back into their own forces, thereby disordering the rest of Attila's army (Getica 38). Attila attempted to rally his forces, struggling to hold his position. Meanwhile king Theodoric, while encouraging his own men in their advance, was killed in the assault without his men noticing. Jordanes states that Theodoric was thrown from his horse and trampled to death by his advancing men, but also mentions that another story had Theodoric slain by the spear of the Ostrogoth Andag. Since Jordanes served as the notary of Andag's son Gunthigis, if this latter story is not true then it is certain that this version was a proud family tradition (Getica 40.209). The Visigoths outstripped the speed of the Alani beside them and fell upon Attila's own Hunnish household unit, forcing Attila to seek refuge in his own camp, which he had fortified with wagons. The Romano-Gothic charge apparently swept past the Hunnish camp in pursuit of the fleeing enemy troops, for when night fell and Thorismund, son of king Theodoric, was retiring to friendly lines, he mistakenly entered Attila's encampment, where he was wounded in the ensuing melee before his followers could rescue him. Darkness also separated Aetius from his own men. As he feared that disaster had befallen them, he searched for his Gothic allies, and spent the rest of the night with them (Getica 40.209-212). On the following day, finding the battle fields "were piled high with bodies and the Huns did not venture forth", the Goths and Romans held a meeting on how to proceed. Knowing that Attila was low on provisions, and "was hindered from approaching by a shower of arrows placed within the confines of the Roman camp", they decided to besiege his camp. In this desperate situation, Attila remained unbowed and "heaped up a funeral pyre of horse saddles, so that if the enemy should attack him, he was determined to cast himself into the flames, that none might have the joy of wounding him and that the lord of so many races might not fall into the hands of his foes" (Getica 40.213). During the siege of Attila's camp, the Visigoths went looking for their missing king, and Thorismund, the son of their king. After a long search, they found Theodrid's body beneath a mound of corpses, and bore him away with heroic songs in the sight of the enemy. Thorismund upon learning of his father's death, wanted to assault Attila's camp, but when he first conferred with Aetius, the Patricius had different advice. According to Jordanes, Aetius feared that if the Huns were completely destroyed by the Visigoths, then the Visigoths would break off their allegiance to the Roman Empire and become an even graver threat. So Aetius advised the Gothic king to quickly return home and secure the throne for himself, before his brothers could, which would force Thorismund into a war with his own countrymen. Thorismund quickly returned to Tolosa, present-day Toulouse, and became king without any resistance. On the Visigoth's withdrawal, Attila at first believed it to be a feigned retreat to draw his battered forces out into the open to be annihilated, and so remained within his defences for some time before he risked leaving his canton and at last returning to his homelands (Getica 41.214-217). Gregory of Tours claims Aetius used the same strategem to dismiss his Frankish allies, and collected the booty of the battlefield for himself (Historia Francorum 2.7).

Forces

Both armies consisted of combatants from many peoples. Jordanes lists Aetius' allies as including (besides the Visigoths) both the Salic and Riparian Franks, Sarmatians, Armoricans, Liticians, Burgundians, Saxons, Olibrones (whom he describes as "once Roman soldiers and now the flower of the allied forces"), and other Celtic or German tribes (Getica 36.191). Jordanes' list for Attila's allies includes the Gepids under their king Ardaric, as well as an Ostrogothic army led by the brothers Valamir, Theodemir (the father of the later Ostrogothic king Theodoric the Great) and Vidimer, scions of the Amali (Getica 38.199). Sidonius offers a more extensive list of allies: Rugians, Gepids, Gelonians, Burgundians, Scirans, Bellonotians, Neurians, Bastarnae, Thuringians, Bructeri, and Franks living along the Neckar River (Carmina 7.321-325). E.A. Thompson expresses his suspicions about some of these names: :The Bastarnae, Bructeri, Geloni and Neuri had disappeared hundreds of years before the times of the Huns, while the Bellonoti had never existed at all: presumably the learned poet was thinking of the Balloniti, a people invented by Valerius Flaccus nearly four centuries earlier. On the other hand, Thompson believes that the presence of Burgundians on the Hunnic side is credible, noting that a group is documented as remaining east of the Rhine; likewise, he believes that the other peoples Sidonius alone mentions—the Rugians, Scirans and Thuringians—were likely participants in this battle. However, the number of participants for either side—or in total—is entirely speculative. Jordanes' offers the number of dead from this battle is 165,000, excluding the casualties of the Franko-Gepid skirmish previous to the main battle. Hydatius, a historian who lived at the time of Attila's invasion, reports the number of 300,000 dead. No primary souce offers an estimate for the number of participants The figures of both Jordanes and Hydatius are implausibly high; Thompson remarks in a footnote,"I doubt that Attila could have fed an army of even 30,000 men." As a reference, in the early 3rd century, the Roman Empire maintained thirty legions with just under 5200 actual men each; if we follow the general assumption that the number of auxiliaries matched the number of legionaries, then add the Praetorian Guard as 5,000 strong, and 6 Urban Cohorts, we find that the Empire at its height fielded a grand total of 323,000 soldiers across its territories. A better sense of the size of the combatants may be found in the study of the Notitia Dignitatum by A.H.M. Jones. This document is a list of officials and military units that was last updated in the first decades of the 5th century. Notitia Dignitatum lists 58 various regular units, and 33 limitanei serving either in the Gallic provinces or on the frontiers nearby; the total of these units, based on Jones analysis, is 34,000 for the regular units and 11,500 for the limitanei, or just under 46,000 all told. While the Roman forces in Gaul had become much smaller by this time, if we accept this number as the total of all of the forces fighting with Theodoric and Aetius, we should not be too far off. Assuming that the Romano-Gothic and Hunnic forces were about equal in size, then in total the battle involved just under 100,000 combatants, excluding the inevitable servants and camp followers who usually escape mention.

Archeological evidence

In 1842, a laborer uncovered a burial at Pouan, a village on the south bank of the Aube River, some 10 miles from Mery-sur-Seine. This discovery consisted of a skeleton with a number of jewels and gold ornaments and buried with two swords; this burial obviously was of a Germanic warrior who lived in the 5th century. These find were later given to the city museum of Troyes. The archeologist who described this find, Peigne Delacourt, claimed that it was the remains of Theodoric, who had been slain in battle and quickly interred by his followers who meant to recover his corpse after the battle, but due either to mistake or their death the body recovered and buried at Tolouse was the wrong one. Hodgkins, and later J.B. Bury, expressed their skepticism over this identification.

Aftermath

This battle, especially since Sir Edward Creasy wrote his book, The Fifteen Decisive Battles of the World, has been considered one of the most important battles of late antiquity. However, the number of combatants, while not as small as many conflicts over the following centuries, is not as large as at, say, the unquestionably important Battle of Adrianople in 378. And it did not halt Attila's campaign against the Roman Empire: the following year a weakened Attila invaded Italy, and caused much destruction, only ending his campaign after Pope Leo I met with him at a ford of the river Mincio. It was only after Attila's sudden death in 453, and after the divided and competing Hunnic forces fell upon each other at the Battle of Nedao in the following year, that the Huns vanished as a threat to Europe. Further, the Roman Empire following this victory did not emerge with renewed military might, but instead was likewise weakened, though more slowly than the Huns: despite the assassinations of first Aetius, then emperor Valentinian III, then the sack of Rome by Gaiseric in 455, a generation later there were still sufficient useful remains of the Western Roman Empire for the warlords to fight over. To label a battle as decisive is to state that it irrevocably changed events: had Attila won, his empire still would have dissolved upon his death, the Roman Empire would still have come to an end in the West, Gaul would still have been a prize that the Visigoths, the Burgunds and the Franks later fought over. There are a couple of reasons why this combat has kept its epic importance down the centuries. One is that—ignoring the Battle of Qarqar, which was forgotten at this time—this was the first significant conflict that involved large alliances on both sides. No single nation dominated either side; rather two alliances met and fought in surprising coordination for the time. The second reason is that the ferocity of this campaign left a deep impression upon its contemporaries. Not only did Attila savage much of Europe in a manner unrepeated for centuries, but the battle acquired a reputation for carnage almost immediately. Considering the extravagent totals for casualties, Edward Gibbon remarked that they "suppose a real and effective loss, sufficient to justify the historian's remark that whole generations may be swept away by the madness of kings in a single hour." Two contemporary descriptions survive showing that this battle had an unparalled reputation for its carnage. The first is from Jordanes: :For, if we may believe our elders, a brook flowing between low banks through the plain was greatly increased by blood of the slain. It was not flooded by showers, as brooks usually rise, but was swollen by a strange stream and turned into a torrent by the increase of blood. Those whose wounds drove them to slake their parching thirst drank water mingled in gore. In their wretched plight they were forced to drink what they thought was the blood they had poured from their own wounds. (Getica 40.208) The second comes from the philosopher Damascius, who not many years afterwards heard that the fighting was so severe "that no one survived except only the leaders on either side and a few followers: but the ghosts of those who fell continued the struggle for three whole days and nights as violently as if they had been alive; the clash of their arms was clearly audible." A final reason for the reputation of this battle is that it was the first since the death of Constantine the Great where a predominantly Christian force faced a pagan opponent. This factor was very much apparent to the contemporaries, who often mention prayer playing a factor in this battle (e.g., Gregory of Tours' story of the prayers of Aetius' wife saving the Roman's life in Historia Francorum 2.7). Add to this the progressive demonization of the Hunnish king Attila, who is often portrayed in contemporary entertainment as a medieval version of Adolf Hitler, and it is easy to see how this battle has become a decisive encounter of the forces of Good versus Evil.

References

# The Gaetica (or "Gothic History"), our principal source for this battle, is the work of Jordanes, who acknowledges that his work is based on Cassiodorus' own Gothic History, written between 526 and 533. However, the philologist Theodor Mommsen argued that Jordanes' detailed description of the battle was copied from lost writings of the Greek historian Priscus. It is available in an English translation by Charles Christopher Mierow, The Gothic History of Jordanes (Cambridge: Speculum Historiale, 1966, a reprint of the 1915 second edition); all quotations of Jordanes are taken from this edition, which is in the public domain. # A modern narrative based these sources can be found in E.A. Thompson, The Huns (Oxford: Blackwell, 1996), pp. 144-148. This is a posthumous revision by Peter Heather of Thompson's A History of Attila and the Huns, originally published in 1948. # Summarized in Thomas Hodgkin, Italy and Her Invaders (New York: Russell & Russell, 1967 reprint of the original 1880-1889 edition), volume II pp.128ff. # Bury, History of the Later Roman Empire from the Death of Theodosius I to the Death of Justinia, Chapter 9, § 4. # Hodgkin, Italy and Her Invaders, volume II, pp. 160-2. # Thompson, The Huns, p.149. # Thompson, The Huns, endnote 65, on page 300. # This is based on a similar calculation made by Chester G. Starr in his The Roman Empire 27 B.C. - 476 A.D., Oxford University Press, Ney York, 1982, p.88. # A.H.M. Jones, The Later Roman Empire, Johns Hopkins, Baltimore, 1986 reprint of the 1964 original, pp.1417-1450. # Hodgkin, Italy and Her Invaders, volume II, pp. 155-159. # Edward Gibbon, Decline and Fall of the Roman Empire, The Modern Library, New York, volume II, p.285. # Quoted in Thompson, The Huns, p.155. # J.F.C. Fuller, "The Battle Of Chalons," A Military History of the Western World: From he Earliest Times To The Battle of Lepanto, Da Capo Press, New York, vol. 1. pp. 282-301 ISBN 0-306-80304-6.

External links


- [http://www.literaturemania.com/tfdbt10/page19.asp Sir Edward Creasy's chapter on the Battle of Chalons at Literaturemania.com]
- [http://eserver.org/history/attila-at-chalons.txt Attila the Hun and the Battle of Chalons by Arther Ferrill]
- [http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/secondary/BURLAT/home.html History of the Later Roman Empire (1923)] at LacusCurtius Chalons Chalons 451 Chalons Chalons 451 Chalons Chalons 451 Chalons ko:카탈로니아 평원의 전투

szkoy policealne blackjack london cheap hotel sprzet last minute egipt










































:: RELATED NEWS ::
Helikopterska večnamenska eskadrilja SV
Helikopterska večnamenska eskadrilja Slovenske vojske je eskadrilja Slovenske vojske, ki združuje vojaške helikopterje; eskadrilja je v sestavi 15. brigadi vojnega letalstva SV in nastanjena v letalski bazi
Jože Prvinšek
Jože Prvinšek, slovenski častnik, veteran vojne za Slovenijo,
- 10. marec 1947, Vrhnika, † marec 2002. Polkovnik Prvinšek je bil visoko odlikovani pripadnik
1. operativno poveljstvo vojnega letalstva in zračne obrambe SV
1. operativno poveljstvo vojnega letalstva in zračne obrambe Slovenske vojske (1. OPP VLZO) je poveljstvo Slovenske vojske, ki pokriva celotno področje Slovenije in poveljuje vsem vojaškim formacijam/enotam, ki skrbijo za obrambo in suverenost slovenskega zračnega prostora; t.s. enote
Jože Konda
Jože Konda, slovenski častnik,
- 6. avgust 1949, Ljubljana. Polkovnik Konda je trenutno načelnik Verifikacijskega centra SV.

Vojaška kariera


- poveljnik 1. operativnega poveljstva vojn
1. OPP VLZO
1. operativno poveljstvo vojnega letalstva in zračne obrambe Slovenske vojske (1. OPP VLZO) je poveljstvo Slovenske vojske, ki pokriva celotno področje Slovenije in poveljuje vsem vojaškim formacijam/enotam, ki skrbijo za obrambo in suverenost slovenskega zračnega prostora; t.s. enote
352. učni bataljon pehote SV
352. učni bataljon pehote Slovenske vojske (352. UBP) je bivša šolska formacija Slovenske vojske; bataljon je bil nameščen v vojašnici 26. oktober Vrhnika.

Zgodovina

Poveljstvo

Poveljnik


- podpolkovnik grški filozof in astronom, okoli 350 pr. n. št.. Filip je bil Platonov učenec; izdal je njegovo delo Zakoni (Nomoi). Objavil je koledar z označenimi vzhodi in zahodi zvezd in raztolmačil Lunin
Mitja Miklavec
Mitja Miklavec, magister, slovenski častnik, obrambni ataše,
- 8. oktober 1960, Sežana. Polkovnik magister Mitja Miklavec je trenutno slovenski častnik, obrambni ataše. Brigadir Vraničar je bil obrambni ataše v Italiji.

Vojaška kariera


- Poveljnik voda Ig 1991
- Poveljnik prvega učnega centra v Šentvidu
- Poveljnik gorskega bataljona

2. operativno poveljstvo SV
2. operativno poveljstvo Slovenske vojske (2. OPP) je bilo eno izmed treh poveljstev Slovenske vojske, ki poveljujejo enotam Slovenske vojske. 2. OPP pokriva področje zahodne Slovenije.

Zgodovina

Poveljstvo

Poveljnik


- kapitan Renato Petrič (11. januar