Portia er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 3. januar1986 ud fra billeder fra rumsonden Voyager II, og fik lige efter opdagelsen den midlertidige betegnelse S/1986 U 1. Senere har den Internationale Astronomiske Union vedtaget at opkalde den efter Portia fra William Shakespeares skuespil Købmanden i Venedig. Månen Portia kendes desuden også under betegnelsen Uranus XII (XII er romertallet for 12).
Portia kredser så tæt på Uranus, at den fuldfører et omløb hurtigere end Uranus når at dreje en gang om sig selv. Konsekvensen af dette er, at tidevandskræfterne ganske langsomt tvinger Portias omløbsbane stadig tættere på Uranus, indtil den til sidst enten rammer Uranus, eller sønderdeles og efterlader en ny planetring omkring Uranus.
Planet
En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter.
De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur - Venus - Jorden - Mars - Jupiter - Saturn - Uranus - Neptun - Pluto - 2003 UB313 (muligvis tiende planet)
Voyager 2 er en del af NASA's Voyager rumprogram, og havde sammen med Voyager 1 til formål at undersøge de ydre planeter i vores solsystem.
Voyager 2 blev affyret den 20. August1977 fra Cape Canaveral i Florida. Voyager nåede Jupiter, som var det første mål på dens rejse, den 9. juli1979 og selvom Voyager 2 først var blev affyret 16 dag efter Voyager 1 ankom den faktisk til Jupiter 4 måneder før. Efter Jupiter fortsatte den til Saturn, Uranus og Neptun og det er det eneste rumfartøj der har besøgt de sidste to planeter.
I dag fortsætter Voyager 2 mod udkanten af solsystemet og man regner med at den kan blive ved med at sende data tilbage til Jorden indtil 2030'erne.
Kategori:Rumfartøjerko:보이저 2호
Vor viden om Shakespeares liv er ret begrænset i betragtning af hans berømmelse. Han fødtes og døde i byen Stratford-on-Avon som søn af en selvejerbonde og forretningsmand. Faderen synes at være gået fallit på et tidligt tidspunkt, og en række af Shakespeares ungdomsår (de "tabte år") er ganske ukendte for os. Han giftede sig 1582 med Anne Hathaway (1556-1623) med hvem han fik tre børn. Fra 1592 virkede han i London, først som skuespiller, derefter som forfatter og meddirektør ved Globe-teatret (1599-1613). Han fik en betydelig social position, blev grundejer og trak sig af ukendte grunde tilbage til hjembyen 1613. Flere mere eller mindre underbyggede teorier om hans privatliv og tidlige år er blevet fremsat (f. eks. at han har været uddannet jurist eller lærer). Man har ofte ved at nærlæse hans skuespil og digte søgt at finde biografiske oplysninger, men resultaterne har været usikre.
Værker
Shakespeare skrev i alt 34 skuespil (37 hvis 1. og 2. del af visse stykker medregnes) mellem 1585 og 1613. Der hersker en del usikkerhed om tilblivelsestidspunktet, generelt placeres komedierne først i hans produktion, de fleste tragedier efter 1600 samt romancerne (eventyrspillene) i årene o. 1610. De deles ofte i tragedie og komedier, andre fininddeler dem i historiske skuespil med engelsk eller antikt emne. Blandt hans kendteste er Romeo og Julie, Macbeth, Kong Lear og Hamlet.
Foruden skuespillene skrev han en række fortællende digte The Rape of Lucrece (Lucretias Voldførelse), The Passionate Pilgrim, Venus and Adonis, A Lover's Complaint og Phoenix and the Turtle. Endelig skrev han 154 sonetter, små digte med filosofisk indhold, følelsestilkendegivelser eller lyrisk naturstemning.
Næsten alle Shakespeares skuespil bygger på andres værker, enten dramatiseringer af fortællinger eller omarbejdelse af ældre skuespil. Imidlertid omformer han dem som regel så radikalt, at de må anses for originale værker. Han overholder hverken handlingens, tidens eller stedets enhed, lader ofte dramatiske scener (mord, selvmord, slag) foregå direkte for øjnene af tilskuerne og lader scener skifte uanset antallet af personer på scenen. Ofte indfletter han desuden tragiske monologer i komedierne eller komiske indslag i tragedierne, hvilket ofte nuancerer stykkernes tone. Replikkerne er ofte skrevet i blankvers.
Når skuespillene er blevet så berømte, skyldes det uden tvivl, at Shakespeare ofte tager store problemer og livsspørgsmål op. I nogle skildres magtmenneskets kamp og fald (Richard III, Macbeth), i andre jalousiens ødelæggende virkning (Othello), utaknemmelighedens følger (Kong Lear) eller uforsonlighedens magt over ung kærlighed (Romeo og Julie). I sine komedier tager han som regel parti for livsglæden mod puritanismen og begrænsningen, men uden at hylde en hæmningsløs livsudfoldelse. Selv i det antisemitisk prægede Købmanden i Venedig mærkes en vis objektivitet, skurken Shylock fordømmes for sin mangel på evne til tilgivelse, men man ser også baggrunden for hans holdning. Hamlet, det måske berømteste stykke, er også ét af de mest omdebatterede, det kan både vise en ung mands reaktion på fordærvede omgivelser, et menneskes fatale fremturen i blodhævn eller dets handlingslammelse og tvivl.
Skuespillene har mange gode kvinderoller og i det hele taget har kvinderne en mere fremtrædede og nuanceret placering end i f. eks. det samtidige spanske teater. Som bekendt disponerede Shakespeare ikke over skuespillerinder; kvinderollerne udførtes i samtiden af drenge (skuespillerelever).At kvinderoller blev opført af drenge kommer også til syne i at trods rollernes store vægt blev de opført uden den store monolog.
Apokryfer og ophavsret
Der har været forsket intenst i spørgsmålet, om Shakespeare har skrevet andre værker end de nævnte samt om hans ophavsret til værkerne. Adskillige anonyme skuespil fra Elizabeth-tiden har været tilskrevet Shakespeare på grund af stilistisk lighed eller simpelt hen traditioner for, at han var forfatteren. Disse såkaldte Shakespeare-apokryfer omfatter bl.a. Sir Thomas More, Kong Edward III, A Yorkshire Tragedy, The Two Noble Kinsmen (De to ædle Slægtninge, se ovenfor) samt mere end 30 andre. De fleste er afvist som usandsynlige, men forskning i stil og skrift kunne tyde på, at Sir Thomas More og Edward III har haft ham som medforfatter. Omvendt kan en del digte fra de anerkendte Shakespeare-skuespil være forfattet af kolleger. En meget populær, men aldrig accepteret teori går ud på, at filosoffen og politikeren Francis Bacon var forfatteren til alle Shakespeares værker. Baggrunden for teorierne har til dels været, at man ikke tilskrev skuespilleren Shakespeare tilstrækkelig lærdom og boglig dannelse til at kunne udtrykke sig så formfuldendt.
Danske Shakespeareoversættelser
Interessen for Shakespeare begyndte for alvor med romantikken, men de første oversættelser var ofte mangelfulde eller forvanskede, da teatrene ofte fandt hans sprog vulgært og indholdet anstødeligt. Et eksempel på sådan forvanskning af Macbeth se [http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=foersom2002010101]
Blandt de vigtigste oversættelser kan nævnes:
- Edvard Lembcke: William Shakespeare: Samlede Skuespil (1861-73). - Første danske oversættelse af samtlige dramatiske værker, meget populær trods sprogligt ukorrekte detaljer.
- V. Østerberg: William Shakespeare: Dramatiske værker (1958) - Omfatter kun en del af skuespillene, men nævnes ofte som mest korrekt oversat. Af samme oversætter desuden: Wiliam Shakespeare: Sonetter (1944).
- Anne Chaplin Hansen: William Shakespeare. Samlede værker (1975-78, nyeste udg. 2001)
Shakespeare, WilliamShakespeare, Williamja:ウィリアム・シェイクスピアko:윌리엄 셰익스피어ms:William Shakespearesimple:William Shakespeareth:วิลเลียม เชกสเปียร์
Tidevandskraft
Tidevandskraft er i bund og grund den kraftpåvirkning der er til stede, når to store, tunge legemer kredser om hinanden, som fx Jorden og Månen.
Isaac Newton opdagede populært sagt tyngdekraften og formulerede eftefølgende tre love om krafter, der i dag kendes som Newtons love. En kraft kan enten skubbe eller trække, i en bestemt retning og med en bestemt styrke (Hvilket betyder at en kraft er en vektor). Tyngdekraften er en trækkende kraft og kaldes også for massetiltrækning. Alle legemer og objekter har en tyndekraft, men det er objektets masse der bestemmer hvor stærk kraftpåvirkningen skal være.
Tidevandskraften
Tidevandskraften er et begreb der bedst kan illustreres ved et eksempel. Når Månen kredser omkring Jorden, har begge legemers tyngdekraft en indflydelse på hinanden. Grunden til at tidevandskraften har en mærkbar indflydelse er simpelthen at legemerne har en så stor diameter, at der er stærkere tyngdepåvirkning i den ene side af legemet og mindre tyngdepåvirkning i den anden. Hvis en måne er tilstrækkeligt tæt på sin planet (eller en planet på sin stjerne) kan det resultere i at månen (eller planeten) til sidst bliver revet fra hinanden. Dette er ved at ske for en Mars' måne Phobos.
En af teorierne om oprindelsen af det velkendte asteoridebælte mellem Mars og Jupiter er at alle disse asteroider engang var samlet som én stor planet. Men planeten befandt sig for tæt på Jupiter og blev til sidst revet i stykker af tidevandskraften. Dette er endnu ikke en bekræftet teori, men den er blandt de mere populære.
Kategori:Fysik
Royal and Parliamentary Titles Act 1927
Passed on April 121927, the Royal and Parliamentary Titles Act 1927 (17 Geo 5, c. 4) was an Act of Parliament of the United Kingdom that formed a significant landmark in the constitutional history of the UK and British Empire as a whole. The Act had two consequences. The first was to change the full name of the United Kingdom (UK) to the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland from the former United Kingdom of Great Britain and Ireland, in recognition of the fact that the southern and western part of Ireland was governed by the Irish Free State which had seceded from the UK in 1922.
A second function was to modify the King's title, proclaiming that George V was not king of the United Kingdom of Great Britain and Ireland and of the British Dominions but rather of Great Britain, Ireland and the British Dominions. The full title of the Act was An Act to provide for the alteration of the Royal Style and Titles and of the Style of Parliament and for purposes incidental thereto. This change was likely a product of an agreement at the Imperial Conference of 1926 changing the relationship between Britain and the dominions as outlined in the Balfour Declaration of 1926. It was the Balfour Declaration in which it was agreed that the United Kingdom and the dominions were "equal in status, in no way subordinate one to another in any aspect of their domestic or external affairs, though united by common allegiance to the Crown, and freely associated as members of the British Commonwealth of Nations".
Separating the role of the Crown in Great Britain and in Ireland ended the right of the government in London to advise the King on actions to take regarding Ireland. The King of Ireland would take advice only from ministers in Dublin. The new Governor-General of the Irish Free State in Dublin also became a conduit between the King of Ireland and the Executive Council of the Irish Free State (the government), and did not receive confidential instructions and documents from the London government.
Separating the roles of the Crown also meant that changes to the succession had to be agreed upon by all of the Commonwealth Realms, lest the personal union of the Crown be broken. Éamon de Valera combined Edward VIII's abdication on 11 December1936 with a drastic limitation of royal power in Ireland. The delay in passing the Executive Authority (External Relations) Act, 1936 meant that Edward VIII was King of Ireland until 12 December1936.
However, most constitutional historians concentrate their focus on either the Statute of Westminster, 1931 or the Balfour Declaration of 1926 as being the crucial milestone in the evolution of the relationship between the Crown and what was becoming known as the British Commonwealth.
- see also Royal Style and Titles Act
Parliamentary title
The 1927 Act did not change the title of the United Kingdom explicitly. Rather, it did this by changing the title of the British Parliament. Section 2 of the Act changed Parliament's title from the Parliament of the United Kingdom of Great Britain and Ireland to the Parliament of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland. Historians generally retrospectively date the coming into being of the modern United Kingdom to December 1922, when the Irish Free State seceded, even though the formal change of title did not occur for another five years. Despite the change of name, the Act provided that there would be no change in the numbering of Parliaments. Thus the legislature then in session continued to be the Thirty-fourth Parliament, and its successors have been numbered accordingly.
History
The Royal and Parliamentary Titles Act was passed following the Imperial Conference of 1926 in which, under the shadow of the King-Byng Affair, Canada led a push among the dominions for a reinterpretation of the relationship between Britain and the dominions so that the latter would be equal to the former rather than subordinate. This required a change in the relationship between the Crown and its realms so that the dominions related to the crown independently and directly rather than as subjects of the British government.
The government of the Irish Free State put the changes introduced by the Act into immediate effect, assuming the right to select its own Governor-General, demanding a direct right of audience with the King, and beginning to accept the credentials of international ambassadors to the Irish state—something no other Dominion up until that time had done.
The Royal and Parliamentary Titles Act was followed by the Statute of Westminster 1931 which granted Dominon parliaments the power to enact or amend almost any legislation they chose, and removed the right, in most circumstance, for the British Parliament to legislate for the Dominions.
Most Dominions were slower than the Irish Free State to respond to the constitutional changes of 1927 and 1931 with moves to sever such ties with the United Kingdom, and many, when they did, were faced with determined, though ultimately futile, opposition from the United Kingdom's government of the day. Many Dominions waited until the accession of Elizabeth II in 1952 to codify their new autonomy into domestic law.
An interesting consequence of the 1927 Act was that Edward VIII's abdication in 1936 required separate legal acknowledgement in each Commonwealth nation. In the Irish Free State, that acknowledgment, in the form of the External Relations Act, occurred a day later than elsewhere, leaving Edward technically as "King of Ireland" for a day, while George VI was king of all other Commonwealth realms.
In 1948 and 1953, further changes were made to the title of the monarch by British Acts of Parliament. However the law passed in 1953 was the first to apply only to the United Kingdom and its dependencies. In that year the practice was begun of using separate styles for each of the Commonwealth Realms in which the monarch is head of state, the style in each case determined by the native parliament.
In 1953 the Dominion governments agreed that the practice of separate titles should continue in the reign of the new Queen Elizabeth II. Each country adopted their own titles, the British act of parliament clearly stated that it applied only to the United Kingdom and those overseas territories whose foreign relations were controlled by the UK government
- [http://wikisource.org/wiki/Royal_and_Parliamentary_Titles_Act_1927 The text of the Royal and Parliamentary Titles Act 1927, from Wikisource]
- [http://wikisource.org/wiki/Royal_and_Parliamentary_Titles_Proclamation_1927 The text of the Royal Proclamation, from Wikisource]
- [http://www.heraldica.org/topics/britain/britstyles.htm#1927 Royal Styles and Titles of Great Britain: Documents]. Full text of the Act and of the royal proclamation.
Category:British lawsCategory:British EmpireCategory:1927 in law
