:: wikimiki.org ::

Rhea (måne)

Rhea (måne)

Rhea er planeten Saturns næststørste måne: Den blev opdaget den 23. december 1672 af Giovanni Domenico Cassini.

Navngivning

Ud over Rhea opdagede Cassine også månerne Dione, Iapetus og Tethys, og han foreslog selv at kalde dem Lodicea Sidera ("Ludvigs stjerner") til ære for Ludvig 14. af Frankrig, men i stedet vandt et nummereringssystem udbredelse, hvorunder Rhea fik betegnelsen Saturn V. De nuværende navne, herunder Rhea, blev foreslået af John Herschel i hans publikation Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope fra 1847: Hans navneforslag stammer fra titanerne fra den græske mytologi.

Rheas indre

Rhea består for det meste af vand-is. Dens massefylde tyder på at den muligvis har en kerne af klippematieriale, som højest udgør en tredjedel af Rheas samlede masse.

Rheas overflade

Ligesom flere andre Saturn-måner har Rhea bunden rotation, hvilket betyder at den dels altid vender samme side mod Saturn, dels at det altid er samme side af Rhea der vender hhv. "fremad" og "bagud" i forhold til månens bevægelse i sin omløbsbane. Og som hos flere af disse måner er der markante forskelle på "for-" og "bagsiden" af Rhea: Mens "forsiden" har en jævn, lys farve og mange kratre, er den modsatte overflade mørkere og med færre kratre, til gengæld ses her et "netværk" af uskarpt markerede, lyse streger. Disse streger, der også ses på andre Saturnmåner med bunden rotation, har vist sig at være utallige små skrænter hvor lyse ismasser er blevet blotlagt. De gamle billeder fra rumsonden Voyager 2 var ikke nær detaljerede nok til at vise disse skrænter, så tidligere teorier gættede på at de lyse streger var udbrudsmateriale fra en tid hvor Rhea stadig indeholdt flydende vand. Landksaberne på Rhea kan groft opdeles i to typer, ud fra tætheden af kratre: Den ene landskabstype har kratre med diametre over 40 kilometer, mens kratrene i den anden landskabstype, primært omkring polerne og ækvator, er mindre. Det tyder på at udbrud af materiale fra Rheas indre på et tidspunkt har "fornyet" store dele af overfladen. Selv om temperaturerne svinger mellem −174 og −220 °C, er overfladens is tilbøjelig til at "flyde sammen" i løbet af millioner af år, og af den grund er kratrene på Rhea ikke nær så skarpt aftegnet som kratrene på "sten-verdener" som f.eks. Månen og Merkur. Kategori:Saturns måner ja:レア (衛星)

Planet

En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter. De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)

Se også

- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter] Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52.43 als:Planet ja:惑星 ko:행성 ms:Planet simple:Planet th:ดาวเคราะห์ zh-min-nan:He̍k-chheⁿ

Måne

En måne er et større objekt i kredsløb om en planet. Solsystemets planeter og måner: # Merkur (ingen måner) # Venus (ingen måner) # Jorden #
- Månen # Mars #
- Phobos #
- Deimos # Jupiter #
- Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe #
- Io #
- Europa #
- Ganymedes #
- Callisto #
- Leda, Himalia, Lysithea, Elara, Ananke, Carme, Pasiphae og Sinope # Saturn #
- Pan og Atlas #
- Prometheus og Pandora #
- Epimetheus #
- Janus #
- Mimas #
- Enceladus #
- Tethys, Telesto og Calypso #
- Dione og Helene #
- Rhea #
- Titan #
- Hyperion #
- Iapetus #
- Phoebe # Uranus #
- Cordelia, Ophelia, Bianca, Cressida, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Belinda og Puck #
- Miranda #
- Ariel #
- Umbriel #
- Titania #
- Oberon #
- Uranus XVI og Uranus XVII #
- Uranus XVIII # Neptun #
- Naiad, Thalassa, Despina og Galatea #
- Larissa #
- Proteus #
- Triton #
- Nereid # Pluto #
- Charon

Eksterne henvisninger

- [http://www.maecker-web.de/moon/ Moon Phases]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk] Kategori:Astronomi Kategori:Måner Kategori:DK5 52.43 th:ดาวบริวาร

1672

Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne År: 1667 1668 1669 1670 1671 - 1672 - 1673 1674 1675 1676 1677 ---- Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699 ---- Begivenheder
- Danmarks kolonisering af De dansk vestindiske øer indledes, da et dansk skib ankommer til St. Thomas. Født
- 30. maj Peter den Store Dødsfald
- 72 ko:1672년

Iapetus (måne)

Iapetus er planeten Saturns tredjestørste måne: Den blev opdaget den 25. oktober 1671 af Giovanni Domenico Cassini, og kendes desuden som Saturn VIII.

Navngivning

Cassini foreslog selv at kalde Iapetus og de tre andre Saturn-måner han opdagede; Dione, Rhea og Tethys, for Lodicea Sidera ("Ludvigs stjerner"), til ære for Ludvig 14. af Frankrig, men de næste knap 200 år nummererede astronomerne blot de enkelte måner med romertal. I 1847 foreslog John Herschel i sin publikation Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope at navngive de dengang syv kendte Saturn-måner efter titanerne fra den græske mytologi, hvoraf denne måne fik navn efter titanen Iapetos.

Overfladetræk

Cassini bemærkede, at han kun kunne se den "nye" måne når den stod vest for Saturn, og gættede ganske rigtigt på at den måtte være temmelig mørk på den side der vendte mod Jorden når Iapetus stod øst for Saturn. Dette blev endeligt bekræftet med billeder fra Voyager- og Cassini-rumsonderne, som viste at mens den lyse side tilbagekaster halvdelen af det lys der falder på den, er det kun mellem 3 og 5 procent af lyset der tilbagekastes fra den mørke side. Iapetus består for det meste af is, og det er denne is der ses på den lyse side af månen. Den mørke side er dækket af et tyndt lag af kulstofholdigt materiale; muligvis simple organiske forbindelser der minder om dem man finder i meteoritter og kometer. Det er lidt uklart hvor dette materiale kommer fra; i følge nogle teorier er det støv fra andre af Saturns måner, mens det i andre teorier skabes når sollys og kosmisk stråling nedbryder metan og ammoniak som frigives fra Iapetus indre gennem vulkaner eller ved meteornedslag. Voyager 2 passerede Iapetus den 22. august 1981 og tog billeder i en afstand af næsten en million kilometer: På den mørke side viser billederne ikke ret meget, men på lyse side ses talrige kratre, herunder ét der er 500 kilometer i diameter og med 15 kilometer høje kratervægge. Voyager-billederne viser også en slags "bjergryg" der synes at følge Iapetus' ækvator temmelig præcist, og på de detaljerede billeder som Cassini-rumsonden tog den 31. december 2004 kan man se at bjergryggen fortsætter hen over Iapetus' mørke side. Denne bjergryg er ca. 13 kilometer høj og 20 kilometer bred, og strækker sig næsten hele vejen rundt om månen.

Ekstern henvisning

[http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/iapetus.html De ni planeter: Iapetus] Kategori:Saturns måner ja:イアペトゥス (衛星) ko:이아페투스 (위성)

1847

Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne År: 1842 1843 1844 1845 1846 - 1847 - 1848 1849 1850 1851 1852 ---- Konge i Danmark: Christian 8. 1839-1848 ----

Begivenheder

- 27. juni - Jernbanen mellem København og Roskilde - kongerigets første - indvies. Det danske monarkis første jernbane var oprettet i 1844 mellem Kiel og Altona.

Født

- 1. januar - Rodolfo Amadeo Lanciani, italiensk arkæolog (død 1929).
- 11. februar - Thomas Edison, amerikansk opfinder.
- 3. marts - Alexander Graham Bell, opfandt telefonen (død 1922)
- 2. oktober - Paul von Hindenburg, tysk general og politiker, præsident fra 1925. I 1933 tvinges han til at acceptere Hitler som rigskansler.

Dødsfald

- 4. november - Felix Mendelssohn Bartholdy, tysk komponist og dirigent. 38 år.
- 12. november - William Christopher Zeise, dansk kemiker. 58 år.

Bøger

- Kogebog for småpiger - Anne Marie Mangor (Madam Mangor) 47 ko:1847년 ms:1847 simple:1847

Titan (mytologi)

Titanerne var børn af Gaia og hendes søn Uranos ligesom kykloperne og de hundredarmede. Titanen Kronos kastrerede sin far og vandt derved magten, men da han avlede børn med Thea, gentog historien sig. Børnene revolterede mod deres forældre, og titanerne kom i krig med Kronos' børn, Kroniderne. Der findes andre titaner nævnt i den græske mytologi, ofte er det børn af de oprindelige tolv. Hvem titanerne har været, ved man ikke. Det har været foreslået, at de er et tidligere gudedynasti, der er blevet fortrængt af et nyere. Lignende historier fra Lilleasien vidner dog om, at historien om generationsslagsmålet har eksisteret andesteds og måske har været et fast motiv i Lilleasiens og Grækenlands mytologier.

Kilder

Hesiod

Den primære kilde til beretningerne om titanerne er Hesiods værk Theogonien. Han beskriver Titanernes undfangelse således: :"..favnet af Uranos fik hun Okeanos' hvirvlende floddyb :dertil Koios og Kreios og Japetos og Hyperion, :Theia og Rheia og Themis og næst efter dem Mnemosyne, :Foibe med gylden krans og den længselsforvoldende Tethys; :Men efter dem som den yngste kom Kronos med krogede tanker, :rædsomst af samtlige børn, og han fyldtes af had til sin fader." :::Citeret fra Lene Andersens oversættelse. De fleste andre kilder følger Hesiod ret tæt højst med små variationer: Apollodorus for eksempel har Dione som en 13. titan

Andre kilder

I den orfiske digtning findes der fragmenter der omtaler titanerne.

Titanerne

De oprindelige 12 titaner.
- Okeanos
- Thetys
- Koios
- Krios,
- Hyperion
- Iapetos
- Thea
- Rhea
- Themis
- Foibe
- Mnemosyne
- Kronos.

Andre titaner

- Hekate
- Atlas
- Perses
- Prometheus Kategori:Græsk mytologi ja:ティタン ko:티탄 (신화)

Græsk mytologi

Guder og gudinder

- Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Boreas, Demeter, Dionysos, Eileithyia, Eos, Eros, Eris, Faeton, Gaia, Hypnos, Hades, Hefaistos, Hekate, Helios, Hemera, Hera, Hermes, Hestia, Hybris, Hypnos, Iris, Kronos, Morfeus, Nemesis, Nereus, Nike, Nyx, Pan, Poseidon, Rhea, Selene, Thanatos, Thetis, Triton, Uranus, Zefyr, Zeus.

Helte

- Achilleus, Ajax, Bellerofon, Charon, Hektor, Herakles, Jason, Odysseus, Orfeus, Peleus, Perseus, Theseus, Ødipus.

Fantastiske væsener

- Karybdis, Chimaira, De hundredarmede, Dryader, Føniks, Gorgonerne, Hydra, Kentaurer, Kerberos, Kraken, Kykloper, Meliader, Mænader, Minotauros, Najader, Nereider, Nymfer, Pegasus, Python, Satyrere, Skylla, Sirener, Sylfider, Tyfon.

Titaner

- Atlas, Koeus, Helios, Hyperion, Iapetos, Kronos, Leto, Metis, Mnemosyne, Phoebe, Prometheus, Rhea.

Sagnkonger

- Agamemnon, Laios, Menelaos, Midas, Minos, Priamos, Sisyfos, Tantalos.

Stednavne

- Elysion, Ilion, Olympen, Styx, Tartaros

Andet

- Erebos, Iliaden, Odysseen, Pandoras æske.

Se også

- De græske guders familietræ
- Græske guder
- Nordisk mytologi
- Romerske gudenavne vs. græske

Links

- [http://www.netspirit.dk/index.php?module=pagemaster&PAGE_user_op=view_page&PAGE_id=587 Netsprit: De græske guder]
- Gudeliste: [http://www.natsunivers.dk/graesk_mytologi.php Græsk mytologi på Nats univers]
- [http://www.natsunivers.dk/gudinder.php Nats univers: Græsk mytologi] Kategori:Mytologi Kategori:Græsk mytologi Kategori:DK5 29.2 ja:ギリシア神話 ko:그리스 신화

Vand

Vand
Synonymer	Is (fast form), vanddamp (gasform)
Struktur	Billede:vand.png
Sumformel	H₂ O
Farve	Farveløs
Fysiske egenskaber
molvægt	18,015 g/mol
Smeltepunkt	0,00°C
Kogepunkt	100,0°C
Massefylde	0,9970 g/cm³ (stuetemp.)
Syre/base-egenskaber
pK_a	13,995
Diverse
CAS-nummer	7732-18-5
E-nummer	Intet E-nummer

Vand er et kemisk stof, som er flydende ved stuetemperatur og under standardtryk. Det har den kemiske formel H₂O, hvilket betyder, at ét molekyle vand er sammensat af to brintatomer og ét iltatom. Vand findes næsten overalt på jorden, og det er nødvendigt for alle kendte livsformer. Ca. 70% af jordens overflade er dækket af vand.

Oversigt

Vand i fast form kaldes (vand-)is. Vand i gasform hedder (vand-)damp. Temperaturenhederne (tidligere °Celsius, nu Kelvin) er fastlagt ud fra vands TRIPLE PUNKT: 273,16 K (= 0,01 °C) og 611,2 Pa, som er den temperatur og det tryk, hvor vand kan findes i alle tre former også kaldet faser (is, vand og damp) samtidigt. Ved temperaturer højere end 647 K og et tryk større end 22.064 Mpa vil en samling vandmolekyler gå over i en superkritisk tilstand, hvor det er muligt at ændre temperatur og tryk, så man går fra væskeformigt til dampformigt vand uden en faseovergang. Det er altså ikke klart hvor grænsen mellem væskeformigt og dampformigt vand går over det kritiske punkt. Vandflade er en samlet betegnelse af
- vandveje - f.eks.
- verdenshav (ocean)
- hav
- sø
- vandløb - f.eks. (flod, å, bæk, kanal...)
- vådområde - f.eks. - grøft, dam, vandhul - eller lignende. Se vandreserve vedrørende ferskvandsforsyning. Se også strand, færge, havn, havneanlæg. Kemikere omtaler ofte i spøg vand som dihydrogen monoxid eller DHMO (se www.dhmo.org/ http://www.dhmo.org/), der er det systematiske navn for dette molekyle i det kemiske fagsprog. Det sker især parodier på kemisk forskning, som kræver denne “dødelige kemiske forbindelse” forbudt. IUPAC-navnet er oxidan, men det bruges sjældent.

Vands dipolære karakter

Et vigtigt træk ved vand er dets polære karakter. Vandmolekylet danner en vinkel med brintatomerne for enden af benene og iltatomet ved vinkelspidsen. Da ilt har en højere elektronegativitet end brint, får iltenden af molekylet en negativ ladning i forhold til brintenden. Et molekyle med sådan en forskel i ladning kaldes en dipol. Den samme forskel gør, at vandmolekylerne tiltrækker hinanden (de forholdsvis positive brintender tiltrækkes af de forholdsvis negative iltender) og andre polære molekyler. Denne tiltrækning er kendt som brintbinding. Vand kan betragtes som et polymer af vandmolekyler. Den forholdsvis svage tiltrækning (set i forhold til de kovalente bindinger inden i vandmolekylet selv) medfører fysiske egenskaber f.eks. et meget højt kogepunkt, da der kræves en hel del varmenergi for at bryde brintbindingerne mellem molekylerne. Svovl er grundstoffet lige neden under ilt i det periodiske system, men dets tilsvarende forbindelse, svovlbrinte (brintsulfid, H₂S), har ikke brintbindinger, og selv om stoffet har dobbelt så høj en molekylvægt som vand, optræder det som gas ved stuetemperatur. Den ekstra binding mellem vandmolekylerne giver desuden vand en høj varmekapacitet. Derudover giver brintbindingerne vand en usædvanlig reaktion, når det fryser. Væsken bliver - som hos de fleste andre materialer - mere tung med faldende temperatur. Men i modsætning til de fleste andre stoffer medfører brintbindingerne, at molekylerne under den omflytning, der sker for at mindske deres energi ved afkøling tæt på frysepunktet, i stedet danner en struktur, der faktisk er lettere: derfor kan den faste form, is, flyde på vand. Mens de fleste andre stoffer krymper ved overgang til fast form, udvider vand sig, når det størkner. Flydende vand har sin største tæthed (vægt) ved en temperatur på 4 °C. Det har en interessant konsekvens for vandlevende væsner ved vintertide. Vand, som afkøles ved overfladen, bliver tungere og synker ned. Det fremkalder konvektionsstrømme, der afkøler hele vandmassen, men når vandets temperatur kommer under 4 °C, bliver vandet på overfladen lettere og flyder ovenpå som et lag, der til sidst danner is. Da den nedadgående konvektionsstrømning af koldt vand blokeres, når skiftet i vægt finder sted, vil enhver større vandmasse, der fryser til om vinteren, have hovedparten af sit vand i flydende form ved 4 °C neden under isoverfladen. Dette gør det muligt for fisk og andre dyr at overleve under isen. Det er i øvrigt også ét af de vigtigste eksempler på de fint afpassede fysiske egenskaber, som understøtter liv på Jorden. Det bruges som begrundelse for det antropo-kosmologiske princip. En yderligere konsekvens er, at is smelter, når den kommer under tilstrækkeligt tryk.

Vand som opløsningsmiddel

Vand er også et godt opløsningsmiddel på grund af dets polaritet. Når en forbindelse i ionform eller polær form blandes med vand, bliver den omgivet af vandmolekyler. Deres relativt ringe størrelse tillader typisk mange vandmolekyler at samle sig om ét molekyle af det opløste stof. De delvis negative dipoler i vandet tiltrækkes af de positivt ladede dele af stoffet og omvendt for de positive dipoler. I almindelighed kan ioniserede og polære stoffer som f.eks. syrer, alkoholer og salte let opløses i vand, modsat ikke-polære stoffer som fedtstoffer og olier. De ikke-polære molekyler samles i vandet, da det er energimæssigt mere fordelagtigt for vandmolekylerne at bindes til hinanden ved brintbindinger snarere end at danne van der Waals-forbindelser med ikke-polære molekyler. Et eksempel på et ioniseret stof er bordsalt (natriumklorid, NaCl); stoffet deles i Na⁺-kationer og Cl^--anioner, der begge omgives af vandmolekyler. Derefter kan ionerne let flyttes fra deres krystalgitter ud i opløsningen. Et eksempel på et ikke-ioniseret stof er sukker. Vand-dipolerne knyttes ved hjælp af brintbindinger til dipolære områder af sukkermolekylet og tillader at det føres ud i opløsningen. Vandets evne til at opløse stoffer er afgørende i biologiske sammenhænge, da mange stofskifteprocesser kun kan foregå i opløsning (f.eks. reaktionerne i cytoplasmaet og i blodet).

Sammenhængsevne og overfladespænding

Brintbindingerne giver vandet en stor sammenhængsevne og derfor også en høj overfladespænding. Dette ses klart, når små mængder vand anbringes på en overflade, der ikke kan opløses, og vandet samler sig i dråber. Denne egenskab er vigtig for vandets transport op gennem vedkarrene i planternes stængler. De stærke bindinger mellem molekylerne holder vandsøjlen sammen og udligner trykforskelle gennem sugekraften, der er fremkaldt af fordampning fra plantens overflade. Andre væsker med en lavere overfladespænding ville have tilbøjelighed til at blive revet fra hinanden, hvad der kunne fremkalde vakuum eller luftlommer og gøre transport i vedkarrene umulig.

Ledeevne

Rent vand er i virkeligheden isolerende, dvs. at det ikke leder elektrisk strøm særligt godt. Da vand er så effektivt et opløsningsmiddel, indeholder det oftest nogle stoffer i opløsning, som regel salte. Hvis vand har den slags urenheder i sig, er det derimod en god leder for elektrisk strøm.

Elektrolyse

Vand skilles i sine to bestanddele, brint og ilt, når en elektrisk strøm passerer gennem det. Processen kaldes elektrolyse. Vandmolekyler dissocierer naturligt i H⁺- og OH^--ioner, der trækkes hen mod henholdsvis katoden og anoden. Ved katoden optager to H⁺ ioner hver en elektron og danner H₂ gas (brint). Ved anoden samles fire OH^--ioner og frigiver dels O₂ gas (ilt), molekylært vand og fire elektroner. Gasserne bobler op mod overfladen og kan samles op der.

Reaktion

Kemisk set er vand amfoterisk: det er i stand til at virke både som syre og base. Ved et pH på 7 (neutral) er koncentrationen af hydroxyd-ioner (OH^-) lig med mængden af hydronium- (H₃O⁺) og brintioner (H⁺) tilsammen. Hvis denne ligevægt forskydes, bliver vandet surt (højere koncentration af hydronium- og brintioner) eller basisk (højere koncentration af hydroxidioner). I teorien har rent vand et pH på 7, men i virkeligheden er det svært at skaffe helt rent vand. Når vand har kontakt til luft i bare et kort stykke tid, opløser det CO₂ og danner en fortyndet kulsyre. Det medfører en pH-sænkning ned til ca. 5,7.

Vandrensning

Renset vand bruges til mange industrielle formal, men også i husholdningen. Mennesker har brug for vand, som ikke indeholder alt for meget salt eller andre urenheder. De almindeligste urenheder omfatter kemikalier og skadelige bakterier. Nogle slags opløste stoffer er acceptable eller tilmed ønskværdige for fremhævelse af smagen. Vand, som er egnet til drikkebrug, kaldes drikkevand. Seks gængse metoder til rensning af vand er:
- Filtrering, hvor vandet passerer en si med tilstrækkeligt fin maskestørrelse. Selv om filtrering ikke renser vand, kan det være et nødvendigt første skridt for at undgå, at partikler forhindrer den egentlige rensning.
- Kogning, hvor vandet bringes i kog længe nok til, at mikroorganismer er uskadeliggjort eller dræbt. Kogning kan også udskille ”"hårdhed"” i vandet ved at kalk udfældes som kedelsten. Metoden fjerner dog ikke andre mineralske stoffer fra vandet.
- Filtrering med aktivt kul (se trækul). Det er den mest brugte metode til rensning af vand i husholdninger og akvarier.
- Destillation, hvor vandet bringes i dampform ved kogning, hvorefter dampen fortættes under afkøling. På denne måde kan man levere næsten helt rent vand (99,9%), men enkelte stoffer vil dog følge med vanddampen og fortættes sammen med den. Se alkohol.
- Omvendt osmose er en metode, hvor man udnytter en såkaldt halvgennemtrængelig hinde (semipermeabel membran). Ved normal osmose vil vandet af egen kraft bevæge sig gennem hinden i retning fra den svageste til den stærkeste koncentration af opløste stoffer. Ved omvendt osmose sætter man den forurenede vandmængde under et tryk, der er stærkt nok til at presse vandet i modsat retning. Hinden bruges altså som et filter.
- Demineralisering, som er en proces, hvor vandet passerer et filter med harpiksagtige stoffer, der binder metalioner. På den måde kan man fremstille store mængder af blødt, om end ikke helt rent vand.

Vandspild

Man spilder vand, når man bruger det unødvendigt eller i hvert fald i unødvendige mængder. Det er f.eks. vandspild at lade rent regnvand løbe ud i kloaksystemerne. Det er også spild, når man skyller toilettet ud med mere end den nødvendige mængde vand.

Mytologi

Vand er ét af kelternes tre grundelementer: vand, jord og ild. Det er også ét af de fire klassiske elementer: jord, vand, luft og ild, og det er ét af de fem kinesiske grundelementer: vand, luft, ild, træ og metal.

Vandbehov

UNESCOs World Water Development Report (WWDR 2003) viser, at verden vil stå over for en hidtil uset mangel på drikkevand i løbet af de næste 20 år. Den mængde vand, der er til rådighed for hver enkelt, forudses at ville falde med 30%. Årsagerne er forurening, global opvarmning og politiske hindringer. 40% af verdens indbyggere har allerede i dag utilstrækkelige forsyninger til en minimal hygiejne. Mere end 2,2 millioner mennesker døde i 2000 af sygdomme, der skyldes indtagelse af forurenet drikkevand.

Fast vands (is) massefylde

En af de interessante egenskaber ved vand er at frossent vand (is) har en mindre massefylde end flydende vand. Vand er et af de få stoffer som har denne egenskab. Det kan vises ved at putte en isterning ned i et glas vand. Her kan man som man sikkert tidligere har set, se at isterningen flyder op til vandoverfladen. Det er mest godt, men også lidt skidt. Det gode ved isens mindre massefylde (vand udvider sig ved frysning) kombineret med flydende vands største massefylde ved ca. 4°C er, at vanddyr kan overleve om vinteren og ved polarhavene under isen. Isbjerge flyder også lige under vandoverfladen, netop pga. af den lavere massefylde. Is er også en god varmeisolator, derfor vil vandet under isen være flydende selv ved streng frost over isen. Dette er også årsagen til at inuitter kan bo i iglooer. Iglooerne bygges dog af sne, da sneen isolerer bedre end is, fordi det er fyldt med lufthuller. Ulempen ved is rumfangsudvidelse er, at vandrør med vand og andre vandbeholdere, springer hvis de udsættes for temperaturer under 0°C. Derfor skal man enten holde temperaturen på lidt over 0°C eller tømme alle rørene for vand.

Se også

- Dehydrering
- Ekstracellulærvæske
- Hydrografi
- Hydrologi
- Intracellulærvæske
- Lungeødem
- Nedbør
- Overhydrering
- Oversvømmelse
- Recipient
- Regn
- Spildevand
- Tungt vand
- Tørke
- Vandafledning
- Vandværk
- Vandvæsen
- Ødem

Eksterne henvisninger

- [http://www.grow.arizona.edu/water/galileothermometer.shtml Flydende vands massefylde som funktion af temperaturen]
- http://www.worldwaterforum.org/
- http://www.unesco.org/water/wwap/
- http://unesdoc.unesco.org/images/0012/001295/129556e.pdf
- http://www.physics.adelaide.edu.au/%7Edkoks/Faq/General/hot_water.html ~ Kan varmt vand fryse hurtigere end koldt?
- [http://www.lsbu.ac.uk/water/ Water Structure and Behavior. Martin Chaplin] Citat: "...Liquid water...is the most remarkable substance...A number of explanations of the complex behavior of liquid water have been published, many quite recently..."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/07/040714085917.htm 2004-07-14, Sciencedaily: Some Of The Biggest Raindrops On Record Found In Both Clean And Dirty Air] Citat: "...The largest ones were at least 8 millimeters in diameter..."
- [http://www.dhmo.org/ En humorisitsk side om hvor farligt vand er] Kategori:Kemi Kategori:Sundhed Kategori:Dagens artikel als:Wasser ja:水 ko:물 ms:Air simple:Water th:น้ำ zh-min-nan:Chúi

Massefylde

Massefylde også kaldet densitet eller vægtfylde er masse per rumfang. Den afledte SI-enhed for massefylde er kg/m³. Hvis et stofs massefylde er mindre end en væskes massefylde, kan stoffet flyde omkring væskeoverfladen. Hvis stoffet har en større massefylde, synker det ned i bunden af væsken. Der ses bort fra vands overfladespænding. Massefylden er temperaturafhængig, da de fleste stoffer udvider sig ved opvarmning og trækker sig sammen ved afkøling, uden at massen ændres. For gassers vedkommende er massefylden også trykafhængig, idet gassers volumen bestemmes af kombinationen af tryk og temperatur. Når man angiver massefylden, bør man derfor også altid angive ved hvilken temperatur, og for gassers vedkommende tillige ved hvilket tryk, massefylden er målt.

Forskellige stoffers massefylde og ydergrænser

Sorteret efter stoftype og dernæst massefylde:

Astronomiske massefylder

Se også

- Gramvægt
- Massetæthed

Kilder/referencer

- [http://www.duffieldtimber.com/glossary.html Duffield Timber - wood importer and sawmiller]
- Fysik og Kemi leksikon, Håndbog i naturlære, B. Østergaard Pedersen, Skandinavisk bogforlag Odense, årstal? (før 1970?), ISBN?.
- [http://www.lenntech.com/Chem-physical-resistance-data-fibres.htm Chemical & Physical Resistance Data for Fibres]
- [http://hypertextbook.com/facts/ The Physics Factbook] f.eks.:
- [http://hypertextbook.com/facts/1999/KatrinaJones.shtml Density of Concrete]
- [http://hypertextbook.com/facts/2000/ShirleyLam.shtml Density of Wood]
- [http://www.natural-stone.com/stonesearch.html natural-stone.com], [http://www.natural-stone.com/stonetips.htm Stonetips]
- [http://www.moerchscan.dk/tekspec.htm Lava Pimpsten]
- [http://www.norrareal.stockholm.se/anslagstavla/instiutioner/kemi/grundamne.htm Norra Real Kemi Institutionen: Grundämnen] (størrelsesordensfejl for gasformerne)
- [http://www.cet.sunderland.ac.uk/webedit/allweb/news/Philosophy_of_Science/PIRT2002/londres2002-2.doc COLLAPSING STARS (doc)] Atomkernemassefylde.
- [http://www.geocentricity.com/geocentricity/nieto.html Rebuttal of North and Nieto. Martin Selbrede.] Hypotetisk maximons middelmassefylde.
- [http://www.periodic-table.org.uk/element-radon.htm The Element Radon]
- [http://www.alulight.com/english/products/sound.htm Sound Absorption. alulight international] Citat: "...is non inflammable and does not release toxic gases..."
- [http://www.fc-beton.dk/showcontent.asp?DocumentID=23 fc-beton.dk: Leca]

Ekstern henvisning

- [http://www.grow.arizona.edu/water/galileothermometer.shtml Flydende vands massefylde som funktion af temperaturen] Kategori:Klassisk mekanik ms:Ketumpatan ja:密度

Saturns måner

Pr. 2005 har man med sikkerhed kendskab til 48 måner i kredsløb om planeten Saturn, og hertil har man observeret yderligere to små objekter, kaldet S/2004 S 4 og S/2004 S 6, som dog kan vise sig at være én og samme måne. Teknisk set er også de myriader af små is- og stenpartikler der danner Saturns system af planetringe også "måner", og der findes ikke nogen skarp grænse mellem en meget lille måne og en meget stor ring-partikel. Derfor vil man aldrig kunne fastslå et endeligt antal af Saturn-måner.

Oversigt

Tabellen herunder omfatter de i skrivende stund 48 kendte måner samt de to omtalte, ikke bekræftede objekter, sorteret i stigende orden efter deres omløbsbaners halve storakser, og dermed også efter stigende omløbstid:

Opdagelse

Før rumfartens tidsalder kendte man til 9 måner i kredsløb om Saturn, hvoraf matematikeren og fysikeren Christiaan Huygens opdagede Titan som den første, og de næste fire, Dione, Iapetus, Rhea og Tethys, blev opdaget af den italiensk-franske astronom og ingeniør Giovanni Domenico Cassini. I 1789 kunne William Herschel føje Enceladus og Mimas til listen. Herschels søn, John Herschel, fremsatte i 1847 i sin publikation Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope forslag til navne på de syv måner man kendte på dette tidspunkt; navne der var hentet i den græske mytologi. I 1848 blev Hyperion opdaget af hhv. William Lassell samt William Cranch Bond og Geroge Phillips Bond, uafhængigt af hinanden, og i 1905 fandt Charles Dillon Perrine månen Elara. Da de to rumsonder i Voyager-programmet i 1980 passerede Saturn, sendte de billeder tilbage til Jorden som afslørede ikke mindre end ni nye måner. Og inden Cassini-rumsonden ankom til Saturn-systemet i sommeren 2004 og indtil videre har fundet 8 af månerne i ovenstående tabel, var en systematisk eftersøgning efter Saturn-måner blevet indledt fra jordbaserede observatorier og havde afsløret 12 hidtil ukendte måner i store afstande fra Saturn. Og fra Mauna Kea-observatoriet har et andet hold astronomer ved systematisk eftersøgning fundet andre 12 måner.

Månen Themis

I 1905 mente William H. Pickering, der syv år forinden havde opdaget Phoebe, at have fundet endnu en Saturn-måne, som han kaldte Themis (måne). Siden har det vist sig at Pickering tog fejl; månen Themis findes ikke.

Grupperinger

Selv om grænserne ikke er helt skarpe, kan man inddele Saturns måner i forskellige kategorier:

Ringenes hyrdemåner

En hyrde-måne er en måne der kredser lige indenfor eller lige udenfor en af saturns planetringe, og med deres svage tyngdekraft påvirker omløbsbanen for de partikler i ringene som de kommer i nærheden af. Blandt andet skaber disse måners indflydelse zoner i ringsystemet hvor partiklerne ikke kan opholde sig stabilt over længere tid, og disse zoner ser vi som smalle mellemrum, eller "gab" i ringsystemet. For Saturns vedkommende er Atlas, Pan, Pandora, Prometheus, S/2004 S 3, S/2005 S 1 og den eller de måner der indtil nu kendes som S/2004 S 4 og S/2004 S 6.

De co-orbitale måner

To af Saturns måner, Janus og Epimetheus, har næsten ens omløbsbaner; den ene fuldfører et omløb en kende hurtigere end den anden, og "burde" således med jævne mellemrum indhente den anden. Men når de kommer tilpas tæt på hinanden, udøver deres svage tyngdekræfter et træk i dem, som får dem til at bytte omløbsbaner en gang hvert fjerde år. Indtil nu er dette det eneste kendte tilfælde af to himmellegemer der bytter baner på denne måde.

De indre store måner

Dione, Enceladus, Mimas og Tethys færdes alle indenfor den ganske tynde E-ring omkring Saturn, og henregnes til en gruppe for sig. Navnet til trods har der vist sig et par udpræget små måner, Methone og Pallene, hvis omløbsbaner ligger i samme interval som de store medlemmer af denne gruppe. Og i samme område finder man den næste gruppe:

Trojanske måner

Ligesom de såkaldte Trojanske asteroider, der samles i to "klynger" omkring lagrange-punkterne L₄ og L₅ i forhold til Jupiters omløb om Solen, så finder man i Saturn-systemet to eksempler på små måner i de samme to lagrange-punkter i forhold til en større månes omløb om Saturn. I lagrange-punkterne for Tethys finder man Telesto (L₄) og Calypso (L₅), og tilsvarende finder man i samme omløbsbane som Dione de to små måner Helene (L₄) og Polydeuces (L₅).

De ydre store måner

Denne gruppe hører til uden for E-ringen, og omfatter fire af Saturns største måner; Hyperion, Iapetus, Rhea og Titan. Hyperion, det mindste medlem af gruppen, er temmelig iregulært formet.

Inuit-gruppen

Inuit-gruppen består af fem måner med nogenlunde samme afstande og hældningsvinkler i forhold til Saturn: Dens "medlemmer" er Kiviuq, Ijiraq, Paaliaq, Siarnaq og S/2004 S 11. Med undtagelse af den sidste har månerne i denne gruppe navne efter skikkelser fra den inuitiske mytologi.

Den nordiske gruppe

Igen en gruppe af måner der knyttes sammen af nogenlunde ens afstande og hældninger i forhold til Saturn. Den nordiske gruppe omfatter 18 måner, nemlig Mundilfare, Narfe, Phoebe, Skade, Suttung, Trym, Ymer, samt månerne med de midlertidige betegnelser fra S/2004 S 7 til S/2004 S 10 og S/2004 S 12 til S/2004 S 18. Alle disse måner har retrograd omløb, hvilket vil sige at de populært sagt "kredser den gale vej" rundt om Saturn. De navne der gives til måner i denne gruppe, stammer fra den nordiske mytologi.

Den galliske gruppe

Denne gruppe omfatter de tre måner Albiorix, Erriapo og Tarvos. Igen knyttes de sammen som gruppe af omtrent ens omløbsbaner.

Se også

- Jupiters måner
- Neptuns måner
- Plutos måner
- Uranus' måner Kategori:Saturns måner ja:土星の衛星

Rumsonde

En rumsonde er et ubemandet, videnskabeligt, undersøgende rumfartøj. En rumsonde kan vende tilbage til jorden, hvis den er programmeret til det, men kan også være på en envejs-mission f. eks. Voyager-sonderne, som er på vej ud af vores solsystem efter at have besøgt de fleste planeter. Kategori:Astronomi Kategori:Rumfartøjer Kategori:Ubemandede fartøjer

Krater

Et krater er en cirkelformet sænkning eller lavning på overfladen af planeter, måner, småplaneter eller andre himmellegemer. ja:クレーター

Diameter

Diameteren er tværmålet af en cirkel, en korde gennem cirklens centrum (eller længden af denne korde). Diameter bruges også om kugle, cylinder og lignende.

Se også

- Korde, sekant, tangent og punkt. Kategori:Geometri ja:径

Kilometer

Kilometer (fork. km) er en sammensætning af SI-præfikset kilo og SI-enheden meter, og definerer en længdeenhed på tusind meter. Kilometer er en ofte benyttet længdeenhed i forbindelse med større afstande på Jorden især i Europa. Kategori:Grundlæggende SI-enheder ja:キロメートル zh-min-nan:Kong-lí simple:Kilometre th:กิโลเมตร

Ækvator

Ækvator har flere betydninger:
- Geografisk ækvator
- Magnetisk ækvator – kurven gennem de steder på jorden, hvor en magnetnåls inklination er nul
- Himlens ækvator – storcirklen på himlen, vinkelret på verdensaksen

Månen

:Denne side handler om Jordens drabant. Se måne for andre måner i solsystemet. Se måne (flertydig) for andre betydninger af måne. Månen er Jordens største drabant. Den har intet andet formelt navn end "Månen" selv om den engang imellem betegnes som Luna (Latin for måne) for at adskille den fra typebetegnelsen "måne". Ordet 'måned' er afledt af 'måne'.

De to sider

Månen vender altid den samme side mod Jorden. Den side, som vi kan se, kaldes for "forsiden" og den side af Månen, der vender væk fra Jorden, kaldes for "bagsiden". På grund af libration (svingninger) kan vi dog se ca. 59% af overfladen fra Jorden. Forsiden er dækket af omkring 30.000 kratere med en diameter på mindst 1 kilometer. Det største krater på Månen, og det største kendte krater i hele solsystemet er Sydpol-Aitken bassinet. Dette krater er placeret på bagsiden, nær ved sydpolen, og er omtrent 2.240 km i diameter og 13 km dybt. Disse kratere blev skabt af de mange himmellegemer, der blev sendt afsted, da solen havde opnået sin hovedserie, hvilket har forårsaget stærk stråling. Denne stråling har så sendt alt det overskydende stof (det der ikke blev dannet planeter af) væk. Grunden til at jorden ikke er overdækket med kratere er jordens pladetektonik.

Månen og himmelkuglen

I forhold til fiksstjernehimmelen foretager Månen et fuldt omløb på omkring fire uger - dette kaldes Månens sideriske omløbstid. I løbet af en time flytter Månen sig et stykke på himlen svarende til dens vinkeludstrækning set fra Jorden på omkring 0,5º. Månen forbliver altid indenfor et bånd, kaldet for Dyrekredsen, som strækker sig omkring 8º på begge sider af ekliptika. Månen krydser ekliptika ca. hver anden uge, hvilket sker i månebanens såkaldte knudepunkter. En betingelse for at sol- eller måneformørkelse kan indtræffe, er at Månen befinder sig i nærheden af et knudepunkt. Tiden som forløber mellem to på hinanden følgende passager af det opstigende knudepunkt betegnes Månens drakonitiske omløbstid.

Vores viden om Månen

I oldtiden troede man mange steder, at Månen jagtede Solen og omvendt, de blev oftest beskrevet som bror og søster. I nogle kulturer er månen en mand, i andre en kvinde. Månen mentes især at have indflydelse på frugtbarhed og fødsler. Man mente også at månen havde stor indflydelse på ens sind. Det kan man fx se i ordet månesyge, og det engelske ord lunatic som kommer af luna. I middelalderen mente nogle at det var en "perfekt kugle", og andre at der var have på månen. Så sent som i 1920'erne mente man at Månen havde en atmosfære, i det mindste i populære science fiction fortællinger. I 1969 blev Neil Armstrong og Buzz Aldrin de første mennesker, der landede på Månen. Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Månens selenografi og selenologi (dannet af Selene, den græske månegudinde).

Se også

- tidevand
- Måneillusionen
- Theia (planet)

Eksterne henvisninger

- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.rumfart.dk/ Dansk Selskab for Rumfartsforskning]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/help.html På dansk: The Nine Planets Glossary]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/ Astronomy]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Kids_and_Teens/School_Time/Science/Astronomy_and_Space/ School time: Astronomy and Space]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030703/NATUR/107040031/0/BYGGERI Ing.dk, 03.07.2003: Insekter navigerer med polariseret lys] Citat: "...skarabæen, Scarabaeus Zambesianus der lever i Sydafrika, eftergør biers og vikingers trick blot under langt vanskeligere forhold - i månelys...."
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/325290.stm 22 April, 1999, BBC News: Prehistoric Moon map unearthed] Kategori:Måner Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.44 ja:月 ko:달 ms:Bulan (satelit) simple:Moon th:ดวงจันทร์ zh-min-nan:Go̍eh-niû

Merkur (planet)

Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer. Mosaikbillede af Merkur i tabellen til højre blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten. Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden. Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.

Besøg af mennesker

Merkur har kun været besøgt af ét rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45% af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet, uden at instrumenterne skades.

Fremtidige missioner

I august 2004 opsendte NASA en rumsonde med navnet Messenger til Merkur. Rumsonden vil foretage adskillige forbiflyvninger af Jorden, Venus og Merkur, før den endelig går i kredsløb om Merkur i 2011. ESA planlægger en mission kaldet BepiColombo. Det er et ambitiøst projekt med to satelliter i kredsløb omkring Merkur. Den mission er dog stadig kun på tegnebrættet, men forventes at blive opsendt i 2012.

Merkurs bane

Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.

Merkurs rotationstid

Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.

Temperatur

Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem -180 og +340. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.

Struktur

Merkur minder på mange måder om månen: Dens overflade er fuld af kratere og meget gammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end månens (5,43 g/cm³ mod 3,34 g/cm³). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe. Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 km tykke.

Merkurs atmosfære

Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, flygter disse atomer hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.

Merkurs overflade

Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås, at overfladen er "krympet" med omtrent 0,1% (svarende til cirka 1 km af planetens radius) siden dannelsen.

Caloris Bækkenet

Caloris Bækkenet er én af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" (maria) på månen. Ligesom disse blev Caloris Bækkenet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i solsystemets historie. Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarligt for det mærkelige landskab på den stik modsatte side af Merkur. Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.

Vulkansk aktivitet

En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet. Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere. Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1% af Jordens.

Kilder/henvisninger

- Tabel fra engelsk wikipedia
- http://www.solarviews.com/eng/mercury.htm
- Astronominet.dk
- [http://messenger.jhuapl.edu/ Messenger (NASA)]
- [http://bepicolombo.esa.int/science-e/www/area/index.cfm?fareaid=30 BepiColombo (ESA)] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:水星 ko:수성 ms:Utarid simple:Mercury (planet) th:ดาวพุธ

Kategori:Saturns måner

Denne kategori indeholder artikler om planeten Saturns måner. Kategori:Måner ko:분류:토성의 위성

George Cypher

George Cypher is a fictional character from Terry Goodkind's Sword of Truth series. George adopts Richard Rahl, and raises him as his own in Westland. Richard is ignorant of his parentage for most of his early life, but is brought to a rude awakening when his real father, Darken Rahl, kills George Cypher in his home. Only then does he begin to learn the truth about his heritage, and about secrets that his adopted father George had kept from him.

Overview

George Cypher was the father of Michael Cypher and lived in a small wood home with a plank floor in the Hartland Woods of Westland. Richard Rahl, his adopted son, grew up in his home believing to be his true son. George Cypher, at one time, lived in the Midlands. George Cypher was a trader and traveled often looking for the chance exotic or rare item. People of means often sought him out, interested in what he might have turned up. It seemed to be true that he enjoyed the looking more than the finding, as he was always happy to part with his latest discovery so he could be off after the next. Whenever he left, he would leave Richard a message in a blue jar Richard had made as a child, telling him the latest news, gossip, or of some sight he had seen. His wife (Richard's real mother) died early in Richard's life and he raised Richard and his son Michael alone. George raised Richard to respect the rights of others. Although his father was often away, sometimes for weeks, Richard loved him dearly and was devastated at his death. On one of his adventures, George Cypher came across the Book of Counted Shadows, guarded by an intricate web of shields in the Wizard's Keep of Aydindril in the Midlands. He retrieved the book from a creature of the underworld that guarded it (summoned by Darken Rahl) and brought it back to Westland to keep it safe until the keeper of the book came to claim it. He also took a tooth from the creature that he gave to Richard to keep as proof that the book was not stolen, but rescued. He had Richard commit the book to memory before they destroyed it, so it could not fall into evil hands.

Death

George Cypher was murdered 3 weeks before the start of the series in his home in an especially violent and bloody manner (leaving the contents of the home almost completely destroyed). His belly had been cut open and his guts had been spread out all over the floor. It was rumored that he was killed by something that came out of the boundary or by magic. According to Michael, George Cypher's death was followed up with an extensive search for the killer by the best trackers in the Westland army, led by Michael himself, although Richard had no part in this due to Michael's intervention. The search came up empty and, according to Michael, the killer had left no tracks. Richard eventually learned that George Cypher had been killed by Darken Rahl. Category:Sword of Truth Cypher, George

programy sms Lektury Online Casino online slots

:: RELATED NEWS ::