:: wikimiki.org ::
| Solsystem |
Solsystem
Et solsystem eller planetsystem består af mindst en stjerne med et antal objekter i kredsløb omkring (såsom planeter, måner, småplaneter (asteroider) og kometer).
I daglig tale omtaler vi normalt vores eget solsystem med Jorden og Solen som solsystemet, dette vil vi også gøre i denne artikel. Andre solsystemer vil ofte være omtalt som planetsystemer for at undgå forvirring.
Objekter i solsystemet
- Solen
- Vulcanoidebæltet, Vulcanoide (hypotetisk asteroidebælte)
- Merkur
- Venus
- Arjuna-asteroide, nærjords-asteroide:
- Aten-asteroide: 2062 Aten
- Jorden
- Måner: Månen, 3753 Cruithne
- Arjuna-asteroide, nærjords-asteroide:
- Apollo-asteroide: 2004 AS1
- Amor-asteroide: 433 Eros (1898 DQ)
- Mars > Trojanske asteroider
- Måner: Amalthea, Thebe, Io, Europa, Ganymedes, Callisto, Himalia
- Saturn
- Måner: Epimetheus, Janus, Mimas, Enceladus, Tethys, Dione, Rhea, Titan, Hyperion, Iapetus, Phoebe
- Kentaur asteroider. Se også kentaur
- 2060 Chiron, 5145 Pholus, 7066 Nessus
- Uranus
- Måner: Portia, Puck, Miranda, Ariel, Umbriel, Titania, Oberon, Sycorax
- Neptun
- Måner: Despina, Galatea, Larissa, Proteus, Triton, Nereid
- Trans-Neptunske objekter
- Pluto (nogen mener dog at Pluto/Charon er for lille til at være en planet).
- Måner: Charon (er dog så stor at nogen mener, der er tale om en dobbeltplanet sammen med Pluto).
- 2003 UB313
- Kuiper-bæltet
- Plutinoer
- Quaoar fundet i 2002, det debatteres stadig om den kan kaldes en planet.
- Sedna (2003 VB12) (nogen mener dog at Sedna er for lille til at være en planet).
- 2004 DW
- 2003 EL61
- 1992 QB1
- 2001 KX76
- Oort-skyen
Oort-skyen
Eksterne henvisninger
- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/help.html På dansk: The Nine Planets Glossary]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
- [http://www.dk4.dk/kilden/lynkursus/solsystemet/default.shtm dk4: solsystemet]
- [http://www.michaelschultz.de/index_en.html Solar System] A interaktiv planets animation (145 zoom steps and time effects)
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4205227.stm 25 January, 2005, BBC News: Cosmic birth theory gets support] Citat: "...New meteorite data lends support to a controversial theory that the violent explosion of a star was involved in the creation of the Sun and its planets..."
Kategori:Astronomi
ja:太陽系
ko:태양계
ms:Sistem suria
simple:Solar system
Stjerne
med EUV-"briller", som "ser" bølgelængden 30,4 nm og farvelagt med synlige farver.]]
En stjerne består primært af en stor mængde brint og helium, som ved fusion omdannes til tungere grundstoffer. I fusionsprocessen dannes store mængder energi, der bl.a. resulterer i udsendelse af synligt lys fra en stjernes overflade. Et eksempel er vores sol.
Stjerners liv og død
Alle stjerner »fødes« af skyer af interstellar gas, primært brint, som trækker sig sammen på grund af interne tyngdekræfter. Til at starte med er disse skyer ganske tynde, men når først kollapset er sat i gang (astronomerne har endnu ikke klarhed over hvad der udløser det), stiger tryk, tæthed og temperaturer. Er der brint nok, nåes det punkt, hvor de centrale dele er varme og tætte nok til at sætte gang i fusionsprocesser i den nye stjernes centrale dele. Varmen fra brint-fusionen får materialet i stjernens centrum til at udøve et udadrettet tryk, som i det meste af stjernens »liv« vil balancere mod vægten af det omkringliggende stjernemateriale. Stjerner i denne tilstand af ligevægt ligger i den såkaldte hovedserie i Hertzsprung-Russell diagrammet.
Hertzsprung-Russell diagrammet
Hvis den stofmængde der er til rådighed, er mindre end ca. en 20.-del af vor Sols masse, kommer kerneområdet dog aldrig op på tryk- og temperaturforhold der tillader fusionsprocesserne. I stedet skabes en såkaldt brun dværg - et lyssvagt legeme som skaber sin (stærkt begrænsede) energi ved simpel sammensynkning i stedet for kernefysik.
Når brint-beholdningen i stjernens indre er ved at slippe op, »vinder« presset af tyngden af det omkringliggende materiale og presser kernen sammen indtil en ny fusionsproces, triple-alfa-processen (hvor 3 heliumatomer samles til en kerne af et kulstof-atom), kan finde sted: Varmen fra denne proces blæser de ydre lag af stjernen udad, så disse udvider sig og køles ned: Stjernen er nu det astronomerne kalder for en rød kæmpe (eller evt. rød superkæmpe).
Tunge stjerner kan fortsætte med at fusionere stadig støre atomkerner, indtil de ender i en reaktion der danner jern: Dette grundstof er »endestationen«, fordi al kerneomdannelse af jernatomer kræver energi i stedet for at producere det.
Når der ikke længere produceres energi i en stjernes indre, vil tyngden fra de ydre dele af stjernen presse den nu »døde« kerne sammen. Stjerner som vor egen sol vil blot falde sammen til en varm og lille stjerne af den slags der kaldes for en hvid dværg: Denne producerer ikke »ny« energi, men køler blot ganske langsomt af.
For stjerner der er mere end ca. halvanden gange så tung som Solen, kan atomerne i kernens materiale ikke »bære vægten« af det sammensynkende materiale: Elektronerne omkring atomkernerne bliver ganske enkelt mast ind i kernen, hvor de reagerer med protonerne og danner neutroner. Denne kollaps er temmelig voldsom, og blæser de ydre dele af stjernen væk. Tilbage er blot et massivt legeme af tætpakkede neutroner - en såkaldt neutronstjerne.
Når endnu større stjerner kollapser, kan end ikke sammenpressede neutroner »bære vægten«, og slutproduktet er et såkaldt sort hul - et legeme så tæt, at den lokale tyngdekraft omkring det er for stærk til at selv lys kan forlade det.
Farver og spektralklasser
Lyset fra en stjerne har et spektrum (farvesammensætning) der fortæller noget om stjernens temperatur og stofsammensætning, i det mindste for så vidt angår de lysudsendende dele af stjernens overflade. Af den grund inddeler man stjerner i forskellige spektralklasser - sorteret efter faldende, tilsvarende temperatur hedder stjernernes spektralklasser:
O, B, A, F, G, K, M, R, N, S
Den lidt »tilfældige« bogstavfølge skyldes at klassifikationssystemet blev opfundet inden man lærte den nærmere betydning af de forskellige klasser. Man kan huske rækkefølgen ved hjælp af denne memotekniske remse: »Oh, be a fine girl, kiss me right now, sweetie!«.
Hvis man varmer f.eks. et stykke jern op, vil det først blive rødglødende, siden skifter lyset fra gløden over orange og gult til »hvidglødende«: På samme måde er lyset de koldeste stjerner (med overfladetemperaturer på et par tusinde celsiusgrader) rødligt, mens varmere stjerner udsender gult, orange og hvidt lys - Solen med sin overfladetemperatur på knap 6000°C, klassificeres således som en »gul« stjerne af astronomerne.
Og der findes langt varmere stjerner: De der er »varmere end hvidglødende« har et blåt skær i deres lys, fordi de udsender mest af det kortbølgede, blå lys. De varmeste blandt disse blå stjerner har overfladetemperaturer på henved 45.000°C.
Se også
- Dobbeltstjerne
- Solen
Eksterne henvisninger
- [http://www.cozmo.dk/astrofys/ Det astrofysiske grundlag for liv I]
- [http://as.dsri.dk/AstronomiskGuide/himmel.html Astronomisk Selskab, Astronomisk guide: Stjernerne på Himlen]
- [http://curious.astro.cornell.edu/stars.php Curious About Astronomy? Stars], [http://curious.astro.cornell.edu/stars.php#questions Curious About Astronomy? Stars, Questions]
- dmoz: [http://dmoz.org/Science/Astronomy/Stars/ Stars]
- NASA: [http://chandra.nasa.gov/ Chandra X-ray Observatory News], Harvard: [http://chandra.harvard.edu/ Chandra X-ray Observatory News]
- Hubblesite: [http://hubblesite.org/newscenter/archive/category/star/ Star]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/2983298.stm 13 June, 2003, BBCNews: Strange star puzzles astronomers] Citat: "...Achernar, otherwise known as Alpha Eridani...fairly close to us, being about 145 light-years distant...."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2003/11/031128082715.htm 2003-11-28, Science Daily: Biggest Star In Our Galaxy Sits Within A Rugby-ball Shaped Cocoon] Citat: "...Eta Carinae...100 times more massive than our Sun and 5 million times as luminous. This star has now entered the final stage of its life and is highly unstable..."
- [http://physicsweb.org/articles/news/9/1/8/1 13 January 2005, Physicsweb: All change for stellar evolution]
Kategori:Astronomi
ja:恒星
ko:항성
ms:Bintang
simple:Star
th:ดาวฤกษ์
SmåplanetEn småplanet (asteroide, planetoide) er et fast himmellegeme, hvis bane går rundt om Solen. Der er opdaget mere end 50.000 småplaneter og de fleste befinder sig i et bælte mellem Mars og Jupiter. Den største kendte småplanet er Ceres med en diameter på 933 km.
Se landingen af rumsonden NEAR Shoemaker på småplaneten 433 Eros (1898 DQ).
Se også
- Nærjords-asteroide
- Trans-Neptunske objekter
Eksterne henvisninger
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/Solar_System/Asteroids,_Comets_and_Meteors/Asteroids/ Asteroids]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/asteroids.html Asteroider]
- [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/Kapitel3.html 3. Asteroider og Kometer], [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/index.html Studenterkollokvium: Jorden som skydeskive]
- [http://www.oersted.dtu.dk/PR/presscoverage/dansk_rumsonde_skal_udforske_truende_asteroider.html 8. maj 2002, Dansk rumsonde skal udforske truende asteroider]
- [http://home.worldonline.dk/obeck/univers/univers16.html Asteroider 2]
- [http://www.astroinfo.frip.dk/asteroider.htm Her følger en tabel over de mest kendte (og største) asteroider i Asteroidebæltet]
- [http://cph.ing.dk/arkiv/011206/ramjorden.html Ingeniøren 06/12/2001: Solen presser asteroider mod Jorden]
- [http://www.transhumanist.com/volume4/space.htm]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030512/RUMFART/105160015 Ing.dk, 12.05.2003, Rester fra asteroidekollision regnede ned på jorden] Forskere har fundet beviser for, at der for nogle få millioner år siden fandt et asteroidesammenstød sted tæt ved jorden. Dette skabte en mindre ildregn over Jorden.
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
ja:小惑星
ko:소행성
ms:Asteroid
simple:Asteroid
AsteroideEn småplanet (asteroide, planetoide) er et fast himmellegeme, hvis bane går rundt om Solen. Der er opdaget mere end 50.000 småplaneter og de fleste befinder sig i et bælte mellem Mars og Jupiter. Den største kendte småplanet er Ceres med en diameter på 933 km.
Se landingen af rumsonden NEAR Shoemaker på småplaneten 433 Eros (1898 DQ).
Se også
- Nærjords-asteroide
- Trans-Neptunske objekter
Eksterne henvisninger
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/Solar_System/Asteroids,_Comets_and_Meteors/Asteroids/ Asteroids]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/asteroids.html Asteroider]
- [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/Kapitel3.html 3. Asteroider og Kometer], [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/index.html Studenterkollokvium: Jorden som skydeskive]
- [http://www.oersted.dtu.dk/PR/presscoverage/dansk_rumsonde_skal_udforske_truende_asteroider.html 8. maj 2002, Dansk rumsonde skal udforske truende asteroider]
- [http://home.worldonline.dk/obeck/univers/univers16.html Asteroider 2]
- [http://www.astroinfo.frip.dk/asteroider.htm Her følger en tabel over de mest kendte (og største) asteroider i Asteroidebæltet]
- [http://cph.ing.dk/arkiv/011206/ramjorden.html Ingeniøren 06/12/2001: Solen presser asteroider mod Jorden]
- [http://www.transhumanist.com/volume4/space.htm]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030512/RUMFART/105160015 Ing.dk, 12.05.2003, Rester fra asteroidekollision regnede ned på jorden] Forskere har fundet beviser for, at der for nogle få millioner år siden fandt et asteroidesammenstød sted tæt ved jorden. Dette skabte en mindre ildregn over Jorden.
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
ja:小惑星
ko:소행성
ms:Asteroid
simple:Asteroid
Komet
En komet er et mindre himmellegeme, som stammer fra de ydre dele af solsystemet. Hidtil (2005) troede man at kometer hovedsageligt bestod af is og derfor blev beskrevet som "beskidte snebolde". Efter analyse af det arrangerede Deep Impact collision-sammenstød af Comet 9P/Tempel 1 med en 370 kg kobberprojektil med en hastighed 10,2 km/s, har man fundet ud af, at denne komet består af mere støv end is og derfor bedre kan beskrives som en iset støvbold. Dette kan derfor anspore til at tro (men indtil videre kun tro) at dette gælder for mange kometer. Udover støv og is indeholder kometer betydelige mængder CO2, CH4 og andre frosne gasser blandet sammen de store mængder støv og større partikler.
Oprindelse
Langt de fleste kometer antages at stamme fra Oort-skyen, som er en kugleformet skal af milliarder af islegemer uden for Plutos bane og ca. halvvejs til solsystemets nærmeste stjerner. Af endnu ukendte årsager kan det hænde, at banen af en af disse legemer blive forstyrret med det resultat, at det bevæger sig ind mod det indre solsystem og bliver til en synlig komet.
Enkelte kort-periodiske kometer formodes at stamme fra Kuiper-bæltet.
En komets 'anatomi'
Når en komet nærmer sig solen begynder overfladen at sublimere, hvorved vanddamp og andre flygtige stoffer udstødes. De forskellige dele af kometen er:
- Kerne: Relativt fast og stabil, stort set is og gasser med en lille andel støv og andre faste stoffer. Kernen er normalt ikke synlig, da overfladen er næsten kulsort. Sommetider ses i teleskoper en 'falsk kerne', der imidlertid er reflekteret sollys fra tætte gasskyer nær kernen.
- Jets: En komet fordamper ikke jævnt over hele overfladen, men udstøder især gasser i form af stråler (jets) fra aktive områder på overfladen.
- Koma: Tæt sky af vand, carbondioxid og andre neutrale gasser sublimeret fra kernen. Komaen har en blågrønlig farve.
- Støvhale: Op til 10 millioner km lang, består af fine støvpartikler på størrelse med røg, der er løsrevne fra kernen på grund af presset fra flygtige gasser. Dette er den tydeligste del af en komet for det blotte øje. På fotografier har halen ofte en brunlig eller rødlig nuance. En støvhale efterlader et spor af fine partikler eller meteoroider i kometens bane, der kan udløse meteorsværme eller -storme, hvis Jorden tilfældigvis krydser et sådant spor. Næsten alle tilbagevendende meteorsværme såsom Perseiderne, Leoniderne etc kan spores tilbage til kendte kometer.
- Ionhale: Op til 100 millioner km lang, består af plasma og viser mønstre af stråler og striber pga. vekselvirkninger med solvinden. Ionhalen vender altid bort fra solen uanset kometens bevægelsesretning. På billeder normalt blålig.
- Hydrogensky: Enormt (millioner af kilometer i diameter), men tyndt svøb af neutralt hydrogen (brint). Ikke synlig.
Navngivning
Kometer navngives af IAU efter følgende system. Efter et indledende "C/" (der ofte udelades) kommer opdagelsesåret, fulgt af et bogstav, der angiver den halvmåned, hvor kometen blev opdaget og dernæst et fortløbende nummer. Til sidst følger navnet på kometens opdager(e) i parentes.
Et eksempel: C/1995 O1 (Hale-Bopp)
Denne betegnelse angiver, at kometen blev opdaget i anden halvdel af juli (O) 1995 og at det var den første kometopdagelse i den halvmåned. To personer er krediteret for opdagelsen: Alan Hale og Thomas Bopp. En komet kan være opdaget uafhængigt af flere personer, men kun de første to opdagere får deres navne på kometen adskilt med en bindestreg.
Periodiske kometer angives på følgende måde (eksempel): 2P/Encke, hvor tallet simpelthen er et fortløbende nummer, P angiver, at den er periodisk. Efter skråstregen følger opdagerens navn (her Encke).
Nogle kendte kometer
- 1P/Halley (Halley's komet): Den først opdagede periodiske komet. Den engelske astronom Edmond Halley beregnede i 1705, at forskellige observationer af klare kometer i de foregående århundreder i virkeligheden var tilsynekomster af den samme komet. Han forudsagde også, at kometen ville vise sig igen i 1758. Kometen dukkede op præcist som forudsagt og er siden kendt som Halley's komet.
- C/1995 O1 (Hale-Bopp): Den store komet i 1997 og en af det 20. århundredes bedste kometer. Det er en af de absolut største kometer, man kender. Kernen anslås til at være over 40 km i diameter. Hale-Bopp var bemærkelsesværdig ved at være synlig med det blotte øje i mere en et år, hvilket er en rekord.
- C/1996 B2 (Hyakutake): En meget klar komet, der passerede Jorden på en afstand af kun 10 millioner kilometer.
- C/1975 V1 (West): En stor komet i begyndelsen af 1976. Kom meget tæt på solen og splittedes i flere stykker, hvilket muligvis er forklaringen på, at West blev så klar som den gjorde.
Kilder/referencer
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/10/051014073205.htm 2005-10-15, Sciencedaily: Evidence For More Dust Than Ice In Comets] Citat: "...dust/ice mass ratio, which is larger than one, suggesting that comets are composed more of dust held together by ice, rather than made of ice comtaminated with dust. Hence, they are now ‘icy dirtballs’ rather than ‘dirty snowballs’ as previously believed..."
Eksterne henvisninger
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/comets.html De ni planeter: Kometer]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/Solar_System/Asteroids,_Comets_and_Meteors/Comets/ Comets]
- [http://astro.ifa.au.dk/~mikkelbo/kollokvium/Kapitel3.html 3. Asteroider og Kometer]
- [http://home.worldonline.dk/obeck/univers/univers13.html Kometer]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/06/040618064258.htm 2004-06-18, Sciencedaily: NASA Spacecraft Reveals Surprising Anatomy Of A Comet]
- [http://comets.amsmeteors.org/index.html Gary Kronk's Comets & Meteor Showers]
Kategori:Solsystem
Kategori:Komet
Kategori:DK5 52.45
ja:彗星
ko:혜성
ms:Komet
simple:Comet
th:ดาวหาง
Jorden
Jorden er den tredje planet fra solen i vores solsystem.
Jorden er 12.756,270 kilometer i diameter og er en planet med en atmosfære. Jorden har en måne: Månen. Afstanden til solen er cirka 150 millioner kilometer, hvilket svarer til omkring otte lysminutter.
Jordens historie er inddelt i forskellige tidsperioder, hvor planeten langsomt udvikler sig til et sted, hvor livet kan opstå og derefter udvikles, hvor arter langsomt udvikles, nogle dør, mens andre blomstrer op i en periode, hvorefter atter andre arter tager over.
Kredsløb om solen
art
Afstand til Solen (massecenter)
| Min. | 147 098 073 km
| | Max. | 152 097 701 km
| | Halve storakse | 149 597 887 km
| | Halve lilleakse | 149 576 999 km
| | Excentricitet | 0,01671022
| | Siderisk omløbstid | 1a 0t 10m 1,344s
| | Synodisk periode | —
| | Omløbshastighed Gnsn. | 107.219 km/t
| | Omløbshastighed Min. | 105.448 km/t
| | Omløbshastighed Max. | 109.033 km/t
| | Banehældning | 0,000 05° i fh. t. ekliptika,
| | Banehældning | 7,25° i fh. t. Solens ækv.
| | Periapsisargument; Ω | 114,207 83 °
| | Opstigende knudes længde; ω | 348,739 36 °
|
Fysiske egenskaber
| Radius | 6.378,135 km ved ækvator, 6.356,750 km ved polerne, 6.372,795 km ved gennemsnitlig
| | Diameter | 12.756,270 km ved ækvator, 12.713,500 km ved polerne, 12.745,591 km ved gennemsnitlig
| | b:a | 0,996647139
| | Fladtrykthed | 0,003352861
| | Overfladeareal | 5,1×108 km²
| | Rumfang | 1,08×1012 km³
| | Masse | (5,972.23 ± 0,00008)×1024 kg
| | Massefylde | 5,515×103 kg/m³
| | Tyngdeacceleration ved overfladen | 9,780 m/s²
| | Undvigelseshastighed ved ækvator | 40 270 km/t
| | Rotationstid | 23t 56m 3,091s
| | Aksehældning | 23,439 281° i forhold til ekliptika
| | Nordpolens rektascension | -mangler-
| | Nordpolens deklination | 90,000 °
| | Magnetfelt | 30-60 μT
| | Albedo | 36,7 %
| | Temperatur ved overfladen | Gnsn. 14 °C
| | Min. temperatur | -88 °C
| | Max. temperatur | +58 °C
|
Atmosfære
Atmosfæren består af Kvælstof, ilt, argon, carbondioxid (kultveilte) og vand.
Atmosfæretryk ved havoverfladen er 101,325 hPa
| Kvælstof: | 77%
| | Ilt: | 21%
| | Argon: | 1%
| | Carbondioxid: | 0,038%
| | Vand: | variabel
|
Struktur
vand
Det indre af jorden er kemisk delt i en ydre siliciumholdig fast jordskorpe, en tyndtflydende (<-highly viscous?) kappe, en tyktflydende ydre kerne som er mindre flydende end kappen og en fast kerne. Den flydende ydre kerne er årsagen til det svage magnetiske felt pga. konvektion af dets elektrisk ledende materiale.
Konstant finder nyt materiale vej op gennem jordoverfladen gennem vulkaner og revner i havbunden. Meget af jordens skorpe er mindre end 100 millioner (1×108) år gammel; De ældste dele af skorpen er helt op til 4,4 milliarder (4,4×109) år gamle [http://spaceflightnow.com/news/n0101/14earthwater/].
Under ét (atmosfære, jordskorpe, kappe, kerner) er jordens sammensætning efter masse [http://earthref.org/cgi-bin/er.cgi?s=erda.cgi?n=547]:
-
Jordens Indre
Indre varme
Det indre af jorden når temperaturer på 5.650 +/- 600 kelvin [http://www.es.ucl.ac.uk/people/d-price/papers/153.pdf] [http://www.carnegieinstitution.org/news_010905.html]. Planetens indre varme blev oprindeligt dannet ved samlingen af gas og støv (dets accretion) (se gravitational bindingsenergi) og da yderligere varme forsat bliver dannet pga. radiaktivt henfald som f.eks. uran, thorium og kalium. Varmemængden, som flyder fra det indre til jordoverfladen er kun 1/20.000 så stor som energien som modtages fra Solen.
Struktur
Jordens sammensætning (som dybde under havoverfladen):
- 0 to 60 km - Lithosfære (varierer lokalt mellem 5-200 km)
- 0 to 35 km - Jordskorpe (varierer lokalt mellem 5-70 km)
- 35 to 60 km - Øverste del af kappen
- 35 to 2890 km - Kappe
- 100 to 700 km - Asthenosphere
- 2890 to 5100 km - Ydre kerne
- 5100 to 6378 km - Indre kerne
Se også
- Verdens lande
- Oceanografi
- Corioliskraften
- Verdenshave
- Kontinent
Kategori:Geografi
Kategori:Geologi
Kategori:Astronomi
Kategori:Planeter
Kategori:Solsystem
Kilder/referencer
- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]
Eksterne henvisninger
- [http://www.geogr.ku.dk Københavns Universitet, Geografisk Institut]
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=7&under=5 FagLinks: Geografi - Jorden]
ja:地球
ko:지구
ms:Bumi
simple:Earth
th:โลก
zh-min-nan:Tē-kiû
Solen
med EUV-"briller", som "ser" bølgelængden 30,4 nm og farvelagt med synlige farver.]]
Solen er stjernen i vores solsystem, som jorden og andre planeter kredser omkring i henhold til Einsteins almene relativitetsteori.
Solen
| almene relativitetsteori |
|
| Observationsdata |
|---|
| Gnsnt. afstand fra Jorden |
149.600.000 km |
| Lysstyrke (V) |
-26,8m |
| Absolute magnitude |
4,8m |
| Karakteristika: Fysik |
|---|
| Diameter |
1.392.000 km |
| Relativ diameter (dS/dE) |
109 |
| Overfladeareal |
6,09 × 1012 km2 |
| Volume |
1,41 × 1027 m3 |
| Masse |
(1,988.43 ± 0,000.03) × 1030
kg |
| Masse relateret til Jorden |
333.400 |
| Massefylde |
1411 kg m-3 |
| Massefylde relateret til Jorden |
0,26 |
| Massefylde relateret til vand |
1,409 |
| Tyngdeacc. ved overfladen |
274 m s-2 |
| Relative surface gravity |
27,9 g |
| Overfladetemperatur |
5780 K |
| Temperatur i korona |
5 × 106 K |
| Luminositet (LS) |
3,827 × 1026 J s-1 |
| Karakteristika: Banedata |
|---|
| Omdrejningstid: | |
| Ved ækvator: |
27dage 6timer 36minutter |
| Ved 30° breddegrad: |
28dage 4timer 48minutter |
| Ved 60° breddegrad: |
30dage 19timer 12minutter |
| Ved 75° breddegrad: |
31dage 19timer 12minutter |
| Omløbstid omkring galaksens centrum |
2,2 × 108 år |
| Karakteristika: Fotosfæren |
|---|
| Hydrogen |
73,46 % |
| Helium |
24,85 % |
| Oxygen |
0,77 % |
| Carbon |
0,29 % |
| Jern |
0,16 % |
| Neon |
0,12 % |
| Nitrogen |
0,09 % |
| Silicium |
0,07 % |
| Magnesium |
0,05 % |
| Svovl |
0,04 % |
Solens energi kommer fra kernesammensmeltninger, hvor brint omdannes til helium. Solen er derfor en fusionsreaktor, og den sender solenergi i form af elektromagnetisk stråling ud i rummet: Ultraviolet; (UVC, UVB, UVA), synligt lys og nærinfrarødt sollys; NIR (0,7–5 µm). Noget af det rammer planeten jorden. En del af stoffet, som Solen består af, slipper ud fra solen som det, vi kalder solvinden.
Under solformørkelser kan man se en del af Solens atmosfære, der består af kromosfæren og yderst koronaen. Koronaen er et plasma, som er ca. 1 million° C varmt. Den overflade, man kan se på Solen, kaldes for fotosfæren. Den er ca. 5500°C varm.
Solens overflade er flydende og ikke helt jævn. Der er store buer af stof, der ligger langs magnetfeltet. Steder med særligt kraftige magnetfelter viser sig som en solplet. Der opstår eksplosioner i forskellig skala, når to områder med forskellige magnetfelter presses sammen. Disse eksplosioner kaldes for fakler (solfakler; eng. flares) og skyldes omstruktureringer i magnetfeltet.
Se også
- tidevand
- solplet
- Bisol
- Halo
Kilder/referencer
- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]
Eksterne henvisninger
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/sol.html Solen]
- [http://www.tycho.dk/nyheder/solforklar.html Forklaring til væsentlige data om Solen]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.ing.dk/arkiv/010216/sol.html Ing.dk: Solens poler har skiftet plads] Solens sydpol og nordpol har skiftet plads. Det er et naturligt skift, der kendetegner højdepunktet for Solens 11-årige solpletcyklus.
- [http://sohowww.nascom.nasa.gov/hotshots/ NASA, ESA: Hot Shots from SOHO: X-whatever Flare!], [http://www.spaceweather.com/solarflares/topflares.html spaceweather.com: Record-setting Solar Flares]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2003/11/031107060735.htm 2003-11-07, ScienceDaily: It's Official: The Biggest Solar X-ray Flare Ever Is Classified As X28] Citat: "...this flare saturated the X-ray detectors on several monitoring satellites..."
Kategori:Astronomi
Kategori:Solsystem
Kategori:DK5 52.42
als:Sonne
ja:太陽
ko:태양
ms:Matahari
simple:Sun
th:ดวงอาทิตย์
zh-min-nan:Ji̍t-thâu
AsteroidebælteDet såkaldte asteroidebælte ligger mellem Mars og Jupiter, og består af småplaneter (asteroider) og store klippestykker (meteoroider), som kredser rundt om Solen på linje med de øvrige himmellegemer.
Ser man på de "store", egentlige planeters baner, opdager man at deres baneradier er omtrent dobbelt så stor som for den planet der er én "plads" tættere på Solen. Men mellem Mars og Jupiter synes der at "mangle" en planet, så astronomerne gik snart efter "på jagt" efter den manglende planet. Det varede ikke længe før der var "bid"; man opdagede den første (og største) af disse "miniature-planeter", kaldet Ceres, som er henved 1000 kilometer i diameter. Men det var ikke den eneste - snart efter fulgte opdagelsen af den ene småplanet efter den anden - langt de fleste af dem med baner indenfor det område der nu hedder asteroidebæltet.
Man gættede til at begynde med på, at asteroiderne er resterne af en egentlig planet, som på et tidspunkt blev revet itu af tidevandskræfterne i Jupiters tyngdefelt. Men mens den næst-største asteroide, Vesta, er kridhvid, er den tredjestørste, Arethusa, kulsort: De består tilsyneladende ikke af det samme stof, og det taler imod teorien om den iturevne planet. Et andet argument imod, er at hvis man "samlede" alle disse små-planeter til én større, ville man få et himmellegeme mindre end Månen.
I stedet hælder man nu til den teori, at asteroiderne er tiloversblevne "rester" efter skabelsen af det øvrige solsystem, som er blevet samlet sammen i asteroidebæltet af deres egne og af (især) Jupiters tyngdekraft.
Kategori:Astronomi
ja:小惑星帯
ko:소행성대
simple:Asteroid belt
zh-min-nan:Sió-he̍k-chheⁿ-toà
Merkur (planet)
Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse.
Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer.
Mosaikbillede af Merkur i tabellen til højre blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten.
Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden.
Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.
Besøg af mennesker
Merkur har kun været besøgt af ét rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45% af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet, uden at instrumenterne skades.
Fremtidige missioner
I august 2004 opsendte NASA en rumsonde med navnet Messenger til Merkur. Rumsonden vil foretage adskillige forbiflyvninger af Jorden, Venus og Merkur, før den endelig går i kredsløb om Merkur i 2011.
ESA planlægger en mission kaldet BepiColombo. Det er et ambitiøst projekt med to satelliter i kredsløb omkring Merkur. Den mission er dog stadig kun på tegnebrættet, men forventes at blive opsendt i 2012.
Merkurs bane
Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.
Merkurs rotationstid
Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.
Temperatur
Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem -180 og +340. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.
Struktur
Merkur minder på mange måder om månen: Dens overflade er fuld af kratere og meget gammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end månens (5,43 g/cm3 mod 3,34 g/cm3). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe.
Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 km tykke.
Merkurs atmosfære
Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, flygter disse atomer hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.
Merkurs overflade
Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås, at overfladen er "krympet" med omtrent 0,1% (svarende til cirka 1 km af planetens radius) siden dannelsen.
Caloris Bækkenet
Caloris Bækkenet er én af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" (maria) på månen. Ligesom disse blev Caloris Bækkenet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i solsystemets historie.
Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarligt for det mærkelige landskab på den stik modsatte side af Merkur.
Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.
Vulkansk aktivitet
En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet.
Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere.
Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1% af Jordens.
Kilder/henvisninger
- Tabel fra engelsk wikipedia
- http://www.solarviews.com/eng/mercury.htm
- Astronominet.dk
- [http://messenger.jhuapl.edu/ Messenger (NASA)]
- [http://bepicolombo.esa.int/science-e/www/area/index.cfm?fareaid=30 BepiColombo (ESA)]
Kategori:Astronomi
Kategori:Planeter
Kategori:Solsystem
Kategori:DK5 52.43
ja:水星
ko:수성
ms:Utarid
simple:Mercury (planet)
th:ดาวพุธ
Arjuna-asteroideArjuna-asteroiderne er en gruppe af nærjords-asteroider, hvis baner ligner jordens deri, at de har lav hældning, omløbstider tæt på ét jordår og lav excentricitet. Arjuna-asteroider er ikke særligt hyppige, men de er vigtige, fordi de er nemme at nå fra jorden.
Arjuna-asteroider er ikke som sådan et klart afgrænset begreb, men dækker over tre veletablerede asteroidetyper: Apollo, Amor og Aten. (NB: Til disse asteroidetyper svarer prototypiske enkeltasteroider, som typerne er opkaldt efter, nemlig 1862 Apollo, 1221 Amor og 2062 Aten, men der er ingen tilsvarende "oprindelig" Arjuna-asteroide).
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
Nærjords-asteroideNærjords-asteroide er en småplanet, hvis bane krydser Jordens bane og derved kommer nær Jorden.
Der findes tre typer nærjords-asteroider:
- Aten-asteroider - halvakse < 1,000 AE og aphelium-afstand > 0,983 AE.
- Apollo-asteroider - halvakse > 1,000 AE og perihelium-afstand < 1,017 AE.
- Amor-asteroider - perihelium-afstand mellem 1,017 og 1,300 AE.
Henvisninger/kilder
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/asteroids.html Asteroider] fra [http://www.systime.dk www.systime.dk]
Eksterne henvisninger
- [http://neo.jpl.nasa.gov/risk/ NASA: Current Impact Risks] Citat: "...Sentry is a highly automated collision monitoring system that continually scans the most current asteroid catalog for possibilities of future impact with Earth over the next 100 years..."
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
Jorden
Jorden er den tredje planet fra solen i vores solsystem.
Jorden er 12.756,270 kilometer i diameter og er en planet med en atmosfære. Jorden har en måne: Månen. Afstanden til solen er cirka 150 millioner kilometer, hvilket svarer til omkring otte lysminutter.
Jordens historie er inddelt i forskellige tidsperioder, hvor planeten langsomt udvikler sig til et sted, hvor livet kan opstå og derefter udvikles, hvor arter langsomt udvikles, nogle dør, mens andre blomstrer op i en periode, hvorefter atter andre arter tager over.
Kredsløb om solen
art
Afstand til Solen (massecenter)
| Min. | 147 098 073 km
| | Max. | 152 097 701 km
| | Halve storakse | 149 597 887 km
| | Halve lilleakse | 149 576 999 km
| | Excentricitet | 0,01671022
| | Siderisk omløbstid | 1a 0t 10m 1,344s
| | Synodisk periode | —
| | Omløbshastighed Gnsn. | 107.219 km/t
| | Omløbshastighed Min. | 105.448 km/t
| | Omløbshastighed Max. | 109.033 km/t
| | Banehældning | 0,000 05° i fh. t. ekliptika,
| | Banehældning | 7,25° i fh. t. Solens ækv.
| | Periapsisargument; Ω | 114,207 83 °
| | Opstigende knudes længde; ω | 348,739 36 °
|
Fysiske egenskaber
| Radius | 6.378,135 km ved ækvator, 6.356,750 km ved polerne, 6.372,795 km ved gennemsnitlig
| | Diameter | 12.756,270 km ved ækvator, 12.713,500 km ved polerne, 12.745,591 km ved gennemsnitlig
| | b:a | 0,996647139
| | Fladtrykthed | 0,003352861
| | Overfladeareal | 5,1×108 km²
| | Rumfang | 1,08×1012 km³
| | Masse | (5,972.23 ± 0,00008)×1024 kg
| | Massefylde | 5,515×103 kg/m³
| | Tyngdeacceleration ved overfladen | 9,780 m/s²
| | Undvigelseshastighed ved ækvator | 40 270 km/t
| | Rotationstid | 23t 56m 3,091s
| | Aksehældning | 23,439 281° i forhold til ekliptika
| | Nordpolens rektascension | -mangler-
| | Nordpolens deklination | 90,000 °
| | Magnetfelt | 30-60 μT
| | Albedo | 36,7 %
| | Temperatur ved overfladen | Gnsn. 14 °C
| | Min. temperatur | -88 °C
| | Max. temperatur | +58 °C
|
Atmosfære
Atmosfæren består af Kvælstof, ilt, argon, carbondioxid (kultveilte) og vand.
Atmosfæretryk ved havoverfladen er 101,325 hPa
| Kvælstof: | 77%
| | Ilt: | 21%
| | Argon: | 1%
| | Carbondioxid: | 0,038%
| | Vand: | variabel
|
Struktur
vand
Det indre af jorden er kemisk delt i en ydre siliciumholdig fast jordskorpe, en tyndtflydende (<-highly viscous?) kappe, en tyktflydende ydre kerne som er mindre flydende end kappen og en fast kerne. Den flydende ydre kerne er årsagen til det svage magnetiske felt pga. konvektion af dets elektrisk ledende materiale.
Konstant finder nyt materiale vej op gennem jordoverfladen gennem vulkaner og revner i havbunden. Meget af jordens skorpe er mindre end 100 millioner (1×108) år gammel; De ældste dele af skorpen er helt op til 4,4 milliarder (4,4×109) år gamle [http://spaceflightnow.com/news/n0101/14earthwater/].
Under ét (atmosfære, jordskorpe, kappe, kerner) er jordens sammensætning efter masse [http://earthref.org/cgi-bin/er.cgi?s=erda.cgi?n=547]:
-
Jordens Indre
Indre varme
Det indre af jorden når temperaturer på 5.650 +/- 600 kelvin [http://www.es.ucl.ac.uk/people/d-price/papers/153.pdf] [http://www.carnegieinstitution.org/news_010905.html]. Planetens indre varme blev oprindeligt dannet ved samlingen af gas og støv (dets accretion) (se gravitational bindingsenergi) og da yderligere varme forsat bliver dannet pga. radiaktivt henfald som f.eks. uran, thorium og kalium. Varmemængden, som flyder fra det indre til jordoverfladen er kun 1/20.000 så stor som energien som modtages fra Solen.
Struktur
Jordens sammensætning (som dybde under havoverfladen):
- 0 to 60 km - Lithosfære (varierer lokalt mellem 5-200 km)
- 0 to 35 km - Jordskorpe (varierer lokalt mellem 5-70 km)
- 35 to 60 km - Øverste del af kappen
- 35 to 2890 km - Kappe
- 100 to 700 km - Asthenosphere
- 2890 to 5100 km - Ydre kerne
- 5100 to 6378 km - Indre kerne
Se også
- Verdens lande
- Oceanografi
- Corioliskraften
- Verdenshave
- Kontinent
Kategori:Geografi
Kategori:Geologi
Kategori:Astronomi
Kategori:Planeter
Kategori:Solsystem
Kilder/referencer
- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]
Eksterne henvisninger
- [http://www.geogr.ku.dk Københavns Universitet, Geografisk Institut]
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=7&under=5 FagLinks: Geografi - Jorden]
ja:地球
ko:지구
ms:Bumi
simple:Earth
th:โลก
zh-min-nan:Tē-kiû
Arjuna-asteroideArjuna-asteroiderne er en gruppe af nærjords-asteroider, hvis baner ligner jordens deri, at de har lav hældning, omløbstider tæt på ét jordår og lav excentricitet. Arjuna-asteroider er ikke særligt hyppige, men de er vigtige, fordi de er nemme at nå fra jorden.
Arjuna-asteroider er ikke som sådan et klart afgrænset begreb, men dækker over tre veletablerede asteroidetyper: Apollo, Amor og Aten. (NB: Til disse asteroidetyper svarer prototypiske enkeltasteroider, som typerne er opkaldt efter, nemlig 1862 Apollo, 1221 Amor og 2062 Aten, men der er ingen tilsvarende "oprindelig" Arjuna-asteroide).
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
Nærjords-asteroideNærjords-asteroide er en småplanet, hvis bane krydser Jordens bane og derved kommer nær Jorden.
Der findes tre typer nærjords-asteroider:
- Aten-asteroider - halvakse < 1,000 AE og aphelium-afstand > 0,983 AE.
- Apollo-asteroider - halvakse > 1,000 AE og perihelium-afstand < 1,017 AE.
- Amor-asteroider - perihelium-afstand mellem 1,017 og 1,300 AE.
Henvisninger/kilder
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/asteroids.html Asteroider] fra [http://www.systime.dk www.systime.dk]
Eksterne henvisninger
- [http://neo.jpl.nasa.gov/risk/ NASA: Current Impact Risks] Citat: "...Sentry is a highly automated collision monitoring system that continually scans the most current asteroid catalog for possibilities of future impact with Earth over the next 100 years..."
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
2004 AS12004 AS1 er en nærjords-asteroide af typen Apollo-asteroide med en diameter på 500 meter, opdaget 13. januar 2004 og som passerede forbi jorden den 15. januar 2004.
Den ordinære småplanet vakte opstandelse hos nogle astronomer, da foreløbige unøjagtige data viste, at der var 25% risiko for en kollision med Jorden.
Heldigvis viste nyere data at småplaneten ville passere Jorden i ca. 32 gange afstanden mellem Jorden og Månen.
Henvisninger/kilder
- [http://www.birtwhi.demon.co.uk/Gallery2004AS1.htm Great Shefford Observatory page on 2004 AS1]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3517319.stm 24 February, 2004, BBC News: Earth almost put on impact alert]
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
433 Eros (1898 DQ)Amor-asteroiden 433 Eros (1898 DQ) er navngivet efter den græske kærlighedsgud Eros (gud). Den er den næststørste nærjords-asteroide med sin størrelse på omkring 13 x 13 x 33 km.
D.12 februar 2001 landede rumsonden NEAR Shoemaker på småplaneten Asteroid 433 Eros (1898 DQ): http://near.jhuapl.edu/ . På denne adresse er der en film af nedstigningen: http://near.jhuapl.edu/iod/20010731/index.html .
Eksterne henvisninger
- [http://www.ing.dk/arkiv/010215/eros2.html Ing.dk, 15.02.2001, Rumsonde bliver stående på Eros]. Sonden Near Shoemaker sender stadig signaler og får lov at leve ti dage mere.
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?Avis=IG&Dato=20010301&Kategori=ARKIV&Lopenr=103017326&Ref=AR Ing.dk, 01.03.2001 Asteroidemission på Eros slut]
- [http://cfa-www.harvard.edu/iau/lists/Amors.html Harvard Amor småplanet liste - Eros er nederst]
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
ja:エロス (小惑星)
Mars (planet)
Mars er den fjerde planet i vores solsystem, talt fra solen; "nabo-planet" til vores egen planet Jorden i den forstand at Jorden er den tredje planet i solsystemet. Som Jorden har Mars en atmosfære, om end denne er ganske tynd og næsten udelukkende består af carbondioxid.
Mars drejer sig om sig selv i næsten samme takt som Jorden, så på Mars oplever man et "mars-døgn" der er godt 39½ minut længere end det døgn vi kender på Jorden. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, omfatter 686,9601 jordiske døgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Og fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser når det er vinter, og aftager i udbredelse når det er sommer.
Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af "marsboere" eller "små grønne marsmænd", men med den viden man har i dag, er det tvivlsomt om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så "våd" som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning end den har i dag — og så fald er det tænkeligt at Mars dengang har været en frodig verden.
Mars-overfladen
Mens den nordlige halvkugle af Mars er domineret af lave sletter der er udjævnet af lavastrømme, består den sydlige halvkugle for det meste af højland, arret af store kratre fra meteornedslag. De to terræntyper ser forskellige ud når man observerer dem fra Jorden, så tidligere troede man at de lysere, lave sletter var "kontinenter" mellem det mørkere højland, som man mente var "have".
Mars har udslukte vulkaner, hvoraf den største, Olympus Mons med 27 kilometer, har rekorden som solsystemets højeste bjerg. Den ligger i et enormt højlandsområde kaldet Tharsis, sammen med flere andre store og ligeledes udslukte vulkaner. Mars byder også på solsystemets største bjergkløft, Valles Marineris, som er 4000 kilometer lang og 7 kilometer dyb: Den er opkaldt efter den ubemandede rumsonde Mariner 9 som "opdagede" den.
Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Mars' areografi og areologi (dannet af Ares, den græske krigsgud som svarer til romernes Mars).
Atmosfære
Mars har en ganske tynd atmosfære; trykket, eller "barometerstanden", på Marsoverfladen varierer mellem 7 og 9 hektopascal (det som meteorologerne førhen kaldte for millibar), sammenlignet med "standardværdien" 1013 hektopascal ved Jordoverfladen. Det meste, 95%, af Mars-atmosfæren består af carbondioxid, og modsat Jordens atmosfære beskytter Mars' atmosfære ikke planetens overflade mod solens ultraviolette lys.
På grund af sin større afstand til solen er solstrålingen ved Mars kun ca. 43% af hvad den er i Jordens nærhed, og dertil er den tynde Mars-atmosfære en dårlig varmeisolator: Temperaturerne på Mars er derfor lave; i gennemsnit −60 grader Celsius, med udsving mellem −140 og +20 grader.
Det meste af det vand der findes på Mars, er bundet i planetens to polarkalotter, hvor det findes som "rim", blandet op med frossen carbondioxid eller tøris. Den smule der findes som vanddamp i atmosfæren, danner ind imellem store højtliggende cirrusskyer.
Fra tid til anden bryder kæmpemæssige støv- eller sandstorme løs på Mars: Det kan ses fra Jorden ved at planetskivens overfladetræk udviskes helt eller delvis.
Mars' måner
cirrussky
Mars har månerne Phobos og Deimos, græsk for frygt og terror, og de blev begge opdaget i 1877 af Asaph Hall. De er ganske små, irregulære ("kartoffelformede") stenblokke; afhængig af hvor man "tager mål" af dem, måler Phobos mellem 19 og 27 kilometer, og Deimos 10 til 16 kilometer. De er muligvis småplaneter der engang er blevet "indfanget" i Mars' tyngdefelt.
På grund af tidevandskraften vender begge måner altid den samme side mod Mars. Phobos følger et så snævert kredsløb om Mars, at den fuldfører et omløb hurtigere end Mars roterer om sig selv: Set fra Mars-overfladen vil man opleve at Phobos står op over den vestlige horisont, mens Solen og Deimos står op i øst og går ned i vest.
Liv på Mars?
i 1880'erne mente man at have observeret nogle "linjer" på kryds og tværs hen over Mars-overfladen. Disse linjer er siden hen blevet forklaret med optiske illusioner og begrænsninger i den tids teleskoper, men dengang blev de tolket som kanaler — og "nogen", måske en højere civilisation af marsboere, måtte vel have konstrueret disse kanaler. Formodningerne om højerestående liv på Mars satte sine spor i tidens science fiction, f.eks. H.G. Wells' Klodernes Kamp fra 1898.
Efterhånden som teleskoperne blev bedre, stod det klart at der hverken var kanal-anlæg eller andre spor af civilisationer at se på Mars, og man opdagede hvor ugæstfri forholdene på Mars ville være overfor jordiske livsformer. Lige inden de første rumsonder landede på Mars-overfladen gjorde man sig allerhøjest forhåbninger om simple planter, alger og lignende — langt fra den højtstående, kanal-byggende civilisation man forestillede sig i slutningen af det 19. århundrede.
Måleresultaterne fra sonderne på Mars-overfladen kan ikke entydigt be- eller afkræfte teorien om liv på Mars, men til gengæld har man opdaget en række ting ved Mars der tyder på at der engang i en fjern fortid har været rigeligt med vand: Det sandsynliggør at der engang har været et måske endda frodigt liv på Mars, men noget endegyldigt bevis for dette har man endnu ikke fundet.
Rummissioner til Mars
Jorden og Mars kan kaldes hinandens "nabo-planeter" i og med de to planeter er hhv. den tredje og fjerde planet i Solsystemet talt fra Solen. Og kulde, sandstorme og vandmangel til trods, er klimaet på Mars meget mere tåleligt for mennesker og maskiner end Jordens "nabo til den anden side"; Venus. Mars er da også det første himmellegeme efter Månen der er besøgt af ubemande rumfartøjer og bliver antagelig også det første himmellegeme ud over vores egen Måne der får besøg af mennesker.
Ubemandede rumflyvninger til Mars
De første ubemandede ekspeditioner til Mars blev gennemført i 1960'erne med sonder der enten fløj forbi eller gik i kredsløb om Mars, og derfra optog nærbilleder og foretog andre observationer fra "nært" hold. I 1970'erne landsatte man de første fartøjer direkte på overfladen, hvoraf det daværende Sovjetunionen var først med et menneskeskabt instrument på Mars-overfladen. Siden 1990'erne er en række fartøjer fra USA og den europæiske rumfartsorganisation ESA blevet landsat på Mars.
Følgende rumfartøjer er indtil nu, med større eller mindre held, sendt afsted til Mars:
- Cosmos 419 (Sovjetunionen)
- Mars-sonder i Mariner-programmet (USA)
- Mars-programmet (Sovjetunionen)
- "Mars-bilerne" Spirit og Opportunity (USA)
- Mars Express (ESA)
- Mars Global Surveyor (USA)
- Mars Observer (USA)
- Mars Odyssey (USA)
- Mars Pathfinder (USA)
- Phobos-programmet (Sovjetunionen)
- Viking-programmet (USA)
- Zond 2 og Zond 3 (Sovjetunionen)
Bemandede rumflyvninger til Mars
Menneskelige astronauter er meget mere fleksible end de robotter og fjernstyrede apparater vi allerede har sendt til Mars, hvilket efter nogens mening retfærdiggør de større tekniske vanskeligheder der ligger i at holde en besætning i live og i god form under en 2-3 år lang rumflyvning. USA's præsident George W. Bush har den 14. januar 2005 talt om mulighederne for en bemandet færd til Mars, og ESA har en langsigtet vision om samme mål, betegnet Aurora-programmet. Robert Zubrin fra Mars Society taler varmt for en "rejseplan" der omtales som Mars Direct: Denne plan betragtes af mange som den den mest praktiske og økonomisk overkommelige fremgangsmåde for en bemandet Mars-færd.
På meget lang sigt, århundrede ude i fremtiden, mener en del videnskabsfolk at Mars kunne blive en koloni beboet af mennesker, eller måske endda ændres ved terraforming til et miljø som mennesker kan leve i direkte, uden brug af rumdragter og hermetisk lukkede boliger med egen atmosfære. Andre videnskabsfolk advarer imod ideen med at terraforme Mars, fordi vi derved afskærer os fra nogensinde at finde evt. oprindelige Mars-livsformer i mylderet af det liv vi i så fald medbringer fra Jorden.
Eksterne henvisninger
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?Avis=IG&Dato=20020519&Kategori=RUMFART&Lopenr=105170010&Ref=AR 19.05.2002, Ing.dk: To nye Mars-meteoritter fundet]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/01/040114074023.htm 2004-01-14, ScienceDaily: Mars On Earth? Researchers Find Mars-like Conditions In A South American Desert]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/02/050224112321.htm 2005-03-02, Sciencedaily: Frozen Sea Discovered Near Martian Equator From 3D Images Of Mars Express] Citat: "....possibility of finding life on Mars one step closer...The discovery...of a frozen sea close to the equator of Mars has brought the possibility of finding life on Mars one step closer..."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/12/041206192315.htm 2004-12-07, Sciencedaily: Proof Positive: Mars Once Had Water, Researchers Conclude]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4727847.stm 29 July 2005, BBCNews: Ice lake found on the Red Planet]
Kategori:Astronomi
Kategori:Planeter
Kategori:Solsystem
Kategori:DK5 52.43
als:Mars (Planet)
ja:火星
ko:화성
ms:Marikh
simple:Mars (planet)
th:ดาวอังคาร
Deimos (måne)Deimos er en måne i kredsløb om planeten Mars.
Kildehenvisning
- www.sciencenet.dk
Kategori:Måner
ja:ダイモス
Jupiter (planet)
Jupiter er den femte planet fra Solen i vores solsystem. Jupiter har 58 kendte måner, men det anslås, at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund.
Jupiters atmosfære
Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator. Talrige steder "brydes" dette bæltemønster af lavtryk, hvor skymasserne hvirvler rundt om lavtrykscenteret. Den største af disse, den såkaldte Store Røde Plet, er et "stormvejr" 2-3 gange så stort som hele Jorden. Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden, men har eksisteret uafbrudt i de mere end 300 år, man har kendt til dens eksistens.
Jupiters ringe
Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk.
Jupiters måner
I skrivende stund kender man 63 måner i kredsløb om Jupiter, hvilket er rekord blandt vort solsystems planeter: I artiklen Jupiters måner findes blandt andet en oversigt over alle disse måner.
En af månerne, Ganymedes, er ikke bare Jupiters, men hele Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei.
Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkan-aktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålingsbælter omkring Jupiter, og skaber derved radiostøj der kan måles her på Jorden.
Eksterne henvisninger
- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=31&art_id=qw1107534062821B223 February 04 2005, iol: Stargazers find 'hot spot' on Saturn]
Kategori:Astronomi
Kategori:Planeter
Kategori:Solsystem
Kategori:DK5 52.43
als:Jupiter (Planet)
ja:木星
ko:목성
ms:Musytari
simple:Jupiter (planet)
th:ดาวพฤหัสบดี
Trojanske asteroiderBegrebet trojanske asteroider var oprindeligt asteroider der færdes i planeten Jupiters bane, mere præcist i de to Lagrange-punkter L4 og L5 langs Jupiter-banen, hhv. 60 grader før og efter planeten, men til tider ses betegnelsen også anvendt om asteroider der færdes i de tilsvarende Lagrange-punkter i forhold til andre større planeter.
Asteroiderne ved Jupiters Lagrange-punkter kaldes de trojanske asteroider (eller kortere "trojanerne") eftersom de først opdagede har navne efter personer i Homers Iliaden; Achilles, Æneas, Agamemnon, Anchises, Hektor, Nestor, Odysseus, Patroklos, Priamus og Trolius. I vore dage (juli 2004) kender man ialt 1679 trojanske asteroider fordelt på de to Lagrange-punkter. Man skelner mellem den "græske gruppe" i Lagrange-punktet L4 i forhold til Jupiters bane om Solen (hvoraf man i dag kender 1051), og den "trojanske gruppe" i punktet L5 (hvor man op til vor tid har fundet 628). Til tider bruges betegnelsen "trojansk" også om objekter der færdes i L4 og L5 i forhold til andre større planeters bane om Solen.
Kategori:Solsystem
Kategori:Småplanet
ja:トロヤ群
Harakat at-Tahrir al-Filastin
Al-Fatah (arab.: الفتح der Sieg) ist eine politische Partei in Palästina. Der Name ist ein Akronym von Harakat at-Tahrir al-Filastini (Bewegung zur Befreiung Palästinas).
Die Organisation, die die Zerstörung Israels und die Errichtung eines palästinensischen Staats verfolgt, bedient sich auch terroristischer Mittel um diese Ziele zu verfolgen.
Die Fatah ist die stärkste Fraktion innerhalb der PLO. Im politischen Spektrum nimmt sie den Platz einer bürgerlich-konservativen Partei ein, die sich sowohl vom Islamismus als auch vom Sozialismus abgrenzt.
Geschichte
Am 10. Oktober 1959 wurde sie als Guerillaorganisation von Jassir Arafat zusammen mit Salah Chalaf, Chalil Wasir und Faruk Kadumi in Kuwait gegründet. Ideologisch verstand sie sich als unabhängig. Die Fatah sieht im bewaffneten Kampf ein geeignetes Mittel zur Erreichung ihrer Ziele, der palästinensischen Unabhängigkeit. Ende 1964 verübten Fatah-Kommandos erste Anschläge in Israel. In den Folgejahren operierten die Freischärler hauptsächlich von Jordanien aus, verübten Bombenattentate und legten Hinterhalte. Die israelische Regierung reagierte mit der Sprengung von Häusern, die Fatah-Kämpfer beherbergen, und der Ausweisung von Unterstützern. Zwischen Juni 1967 und Dezember 1968 kamen dabei über 600 Palästinenser, über 200 israelische Soldaten und 47 israelische Zivilisten ums Leben.
Einen Wendepunkt in der weiteren Entwicklung stellte die Schlacht von Karame dar. Die israelische Strafexpedition nach Karame (Jordanien) kostete zwar 124 Freischärler, davon 91 Angehörige der Fatah, das Leben, aber die Verluste auf israelischer Seite waren ebenfalls hoch. In der arabischen Welt wurde die Schlacht als grosser Sieg gefeiert, der die seit der Niederlage im Sechstagekrieg angeschlagene arabische Ehre wieder herstellte. Die Schlacht bestätigte Fatah in ihrem eingeschlagenen Weg und leitete die Machtübernahme des Widerstandes in der PLO ein. Im Juni 1968 wurden die Mandate der PLO neu verteilt, wobei nun die verschiedenen Widerstandsbewegungen die grosse Mehrheit bildeten. Fatah avancierte zur stärksten Fraktion der PLO und im Februar 1969 wurde der Fatah-Chef Arafat zum Vorsitzenden der Organisation gewählt. Die PLO war damit von einer unter der Ägide Nassers gegründeten Organisation zu einem Forum des palästinensischen Widerstandes geworden. Dennoch wurde sie, wie auch die Sache der Palästinenser im Allgemeinen, weiter von den arabischen Staaten für ihre Zwecke instrumentalisiert.
In den Jahren 1970 - 1971 kam es in Jordanien zu schweren Zusammenstössen (Schwarzen September) zwischen den Truppen Husseins und des Widerstandes, die schliesslich in der vollständigen Vertreibung der Freischärler mündeten. Als neue Basis im Kampf gegen Israel diente nun der Libanon. Als Israel 1982 in den Libanon eindrang, zerstreute sich die Gruppe in verschiedene Staaten: Tunesien, Jemen, Algerien, den Irak und andere.
Politisches Programm
Oberstes Ziel der Fatah ist die "komplette Befreiung Palästinas und die Vernichtung der ökonomischen, politischen, militärischen und kulturellen Existenz der Zionisten" (Artikel 12). Danach soll laut Programm ein unabhängiger demokratischer Staat mit vollständiger Souveränität auf dem Gebiet ganz Palästinas entstehen. Jerusalem solle die Hauptstadt werden und es solle allen Bürgern gleiche Rechte zugestanden werden, ohne rassische oder religiöse Diskriminierung. Die bewaffnete Volksrevolution sei dabei ein unverzichtbares Mittel um Palästina zu befreien.
Mehrere Gruppen blieben u.a. im Libanon und in Palästina aktiv: die Hawari, Tanzim und die Al-Aqsa-Märtyrer-Brigaden.
Fatah-Tanzim
Die Tanzim-Miliz wurde Mitte der 1990er-Jahre als Miliz der Fatah gegründet.
Unter ihrem Führer Marwan al-Barghouti spielte sie eine zentrale Rolle in der im September 2000 begonnenen Al-Aqsa-Intifada.
Al-Aqsa-Märtyrer-Brigaden
Die Al-Aqsa-Märtyrer-Brigaden sind ein bewaffneter Zweig der Al-Fatah. Sie wurden nach Beginn der Al-Aqsa-Intifada gegründet und verübten zahlreiche Selbstmordattentate gegen israelische Zivilisten. Zu ihren Opfern gehören außerdem vermeintliche palästinensische Kollaborateure.
Die Al-Aqsa-Märtyrer-Brigaden sind in Zellen organisiert. Anfang 2004 war unklar, welche dieser Zellen noch loyal gegenüber Jassir Arafat sind und welche Zellen externen Geldgebern gehorchen.
Siehe auch
- Nahostkonflikt
- Israelisch-palästinensischer Konflikt
- Terrorismus
Weblinks
- [http://www.alkrama.com alkrama.com - Parteiorgan] (arabisch)
- [http://www.fateh.net/e_public/constitution.htm Das Programm der Fatah] (englisch)
Kategorie:Palästina
Kategorie:Nahostkonflikt
accommodation in valencia heavy metal gry gry zrcznociowe sylwester w grach
|
|
|
|
