:: wikimiki.org ::
| Tyske Kejserrige |
Tyske kejserrige
Det tyske kejserrige (Deutsches Reich) blev proklameret i Versailles i januar 1871, og markerede den endelige samling af Tyskland, ledet af Preussen, der udgjorde størstedelen af imperiet, og dets kansler Otto von Bismarck. Enkelte delstater, som Sachsen og Bayern, bevarede deres fyrster og lokalregeringer, men måtte underordne sig under Preussen i andre spørgsmål. Kejserriget varede indtil Wilhelm 2.s abdikation i november 1918
Billede:Versailles1871.jpg
Kong Wilhelm I af Preussen krones til kejser af det tyske rige i Versailles 1871. I midten af billedet (i hvidt) fyrst Otto von Bismarck
Kategori:Europas historie
Kategori:Tysklands historie
Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande
ja:ドイツ帝国
ko:독일제국
Tysk historie
Tysklands historie er ekstremt kompliceret og afhænger i høj grad af, hvorledes man definerer Tyskland.
Som nationalstat opstår Tyskland først med udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles 1871, men navnet har været brugt siden middelalderen for det tysk-romerske rige.
Denne artikel skal kun kort tegne hver periode i den tyske historie op. En mere uddybende beskrivelse vil blive præsenteret i de enkelte epokers artikler.
Germanske stammer mod romerne
Nordeuropa var befolket af germanske stammer. Efter det store slag i Teutoburger-skoven i år 9 prøvede romerne aldrig at udvide deres territorium øst for floden Rhinen.
Det frankiske rige
For detaljer, se hovedartiklen: Frankerne
Efter halvandet århundrede med øget pres mod de romerske grænser krydsede de alemanniske, burgundiske og vandaliske stammer Rhinen i år 407 og etablerede kortvarige kongeriger i dele af dagens Frankrig og Spanien.
Frankernes kongedømme kom derimod i varierende form til at vare i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Karl den Store, som underlagde sig Bayern i 788 og Niedersachsen i 804, blev kronet som kejser i år 800 og kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig.
Det tysk-romerske rige (843-1806)
For detaljer, se hovedartiklen: Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation
Efter at den frankiske konge Ludvig døde, blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i en vestlig del, der kom til at blive Frankrig, en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og en central del (det nordlige Italien, Burgund), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering.
Da den sidste hersker af karolingerne døde i 911, overgik tronen til Konrad af Franken og senere (919) til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar for Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962. Dette imperium, senere kaldt Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation (Heiliges Römisches Reich deutscher Nation) varede indtil kejserens abdikation i 1806, efter at Napoleon Bonaparte havde okkuperet de fleste kejserlige lande.
Tyskland samles, Preussen og det Tyske forbund (1806-1866)
For detaljer, se hovedartiklen: Tyske forbund.
Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons endelige nederlag ved Waterloo blev nye grænser for Europa tegnet ved kongressen i Wien i 1815. En forenet tysk stat blev ikke grundlagt, i stedet blev en løs konføderation skabt med to dominerende medlemmer, Preussen og Østrig.
I de følgende tiår forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der var opstået som følge af den franske revolution. På denne tid var liberalismen tæt forbundet med nationalisme - kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at love at acceptere en konstitutionel forfatning. En national forsamling blev valgt af alle tyske stater og mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere den nye konstitution.
Et forenet Tyskland ville nu kun kunne realiseres under presset fra et militært lederskab i et autoritært Preussen.
Det tyske kejserrige (1871-1918)
For detaljer, se hovedartiklen: Tyske kejserrige.
Preussens militære sejre, specielt i slaget i Königgratz 1866 mod Østrig og i den fransk-preussiske krig 1870-71, førte til grundlæggelsen af Tyskland som en forenet nationalstat ved udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles i januar 1871, men uden Østrig.
Selv om kejserriget havde et valgt parlament, rigsdagen, blev regeringen udnævnt af kejseren. Riget kom til at have tre kejsere, som også var konger af Preussen: Wilhelm 1. (kejser 1871-1888), Frederik 3. (tysk kejser) (1888) og Wilhelm 2. (1888-1918)
Kejserrigets tid var en epoke med stor økonomisk vækst på grund af en omfattende industrialisering, men også med øget nationalfølelse og militarisme.
Med traktaten i Versailles 1919 blev Tyskland holdt ansvarlig for Første Verdenskrig og pålagt enorme krigsskadeserstatninger; store områder blev overført til nabolande i øst og vest. Kejseren abdicerede, og revolutionære bevægelser ønskede at etablere et nyt styre.
Weimarrepublikken (1919-1933)
For detaljer, se hovedartiklen: Weimarrepublikken.
Weimarrepublikken var et forsøg på at etablere et liberalt, demokratisk regime i Tyskland. Regeringen hæmmedes dog af omfattende økonomiske problemer og konstitutionens organisatoriske svaghed.
I de tidlige år var det oprør fra både højre- og venstregrupperinger, og hyperinflationen satte for alvor ind i 1923. De følgende år blev forholdene bedre, eftersom Tysklands forbindelser med tidligere fjender forbedrede sig, og trykket fra krigserstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden indtil den store økonomiske krise i 1930. Den nye økonomiske tilbagegang kombineret med mindet om forholdene under hyperinflationen og en nationalistisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. Adolf Hitler og hans Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP) udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed.
Det tredje rige (1933-1945)
For detaljer, se hovedartiklen: Tredje rige.
Efter at NSDAP havde fået relativt flertal i de to valg i 1932, blev Hitler udnævnt til rigskansler af præsident Paul von Hindenburg den 30. januar 1933. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunisterne forbudt og Hitlers parti fik derved absolut majoritet i rigsdagen. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Efter at være kommet til magten undergravede han systematisk Tysklands demokratiske institutioner.
Efterfølgende brød Tyskland flere gange Versaillestraktaten med accept fra England.
Efter anneksionen af Østrig i marts 1938 (Anschluss) blev det tyskbefolkede Sudetenland annekteret i oktober samme år, og derefter blev hele det gamle østrigske land Böhmen-Mähren (den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet) annekteret i marts 1939.
Dele af Tyskland var efter Første Verdenskrig okkuperet af Polen, der i realiteten var et militærdiktatur. Den første september 1939 angreb Tyskland og senere Sovjetunionen Polen fra hver sin side. England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland, men ikke mod Sovjetunionen, hvilket blev begyndelsen på Anden Verdenskrig.
I 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Begien, Nederlandene og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 sammen med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler krig mod USA.
Tyskland og dets hovedallierede Italien og Japan tabte krigen i 1945, Italien kapitulerede dog allerede i 1943. Store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til en total ødelæggelse af Tysklands politiske og økonomiske infrastruktur, deling af landet og store tab af områder i øst samt enorme menneskelige lidelser.
Tyskland efter 1945
1945]
For detaljer, se hovedartiklen: Tyskland efter 1945
Tyskere refererer ofte til 1945 som Stunde Null for at beskrive landets totale sammenbrud. På Potsdam-konferencen blev Tyskland delt i fire okkupationszoner, de tre vestlige blev senere til Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) og den østlige til Den demokratiske Republik Tyskland (DDR).
Separationen varede indtil den kolde krigs slutning ved Berlinmurens fald 9. november 1989 og Tysklands genforening 3. oktober 1990.
I dag er Tyskland ved at generobre sin plads som international stormagt, ikke mindst gennem EU og i tæt samarbejde med Frankrig.
Relaterede artikler
- Europas historie
Kategori:Europas historie
Kategori:Tyskland
Kategori:Tysklands historie
ja:ドイツの歴史
ko:독일의 역사
FrankerneFrankerne dukker for første gang op i de skrevne kilder ved begyndelsen vores tidsregning. Betegnelsen dækker sandsynligvis over et stammeforbund af flere germanske folk, der boede på østsiden af Rhinen, dvs. uden for romerrigets grænser. Det var grupper, der ikke var knyttet til romerriget og heller ikke til andre, mere betydningsfulde folkeslag. Gregor af Tours beretter, at frankerne først boede i Pannonien, og først senere slog sig ned ved bredderne af Rhinen. Det latinske navn francus (fletal: franci) betyder "fri" på de germanske sprog. Man finder oprindelsen til ordet frank i et andet ord, frekkr (= "hårdfør", "tapper"), som også er germansk.
Deres rige undergik mange og gentagne delinger, for det var almindeligt, at deres sønner arvede ejendom i lige store dele. Da de betragtede riget som kongens privatejendom, er det til tider meget besværligt at fastsætte præcise datoer, herskerlister og fysiske grænser for frankerriget og dets mange delriger. Det betydelige tab af skrivefærdighed på frankerrigets tid gør kun problemet værre, for frankerne producerede meget få, skrevne kilder.
Et særkende for frankernes religion var dyrkelsen af en række åndevæsener, som kaldtes matroner, efter keltisk mønster. Man mener også, at dyrkelsen af Odin stammer fra kelterne, og den skal have haft et hovedsæde hos frankerne inden den nåede til longobarder, angelsaksere og nordboer. Indbyggerne af det oprindelige frankiske landskab, Tuenthe, dyrkede Mars Thingsus, der sædvanlig tydes som Tyr. Indskrifter hos frankerne nævner gudinden Hludana, der kendes hos nordmændene som Hlodyn. Hos de saliske frankere, ligesom hos kimbrerne, findes dyrkelse af en gud i tyreham; fra ham afledte Merovingerætten sin herkomst.
Lex Salica, de saliske frankeres lovbog, er en af Europas ældste eksempler på germansk ret. Den er optegnet i 400-tallet, og de medfølgende frankiske retsgloser er vigtige ved ordenes ældgamle former. En rig heltedigtning udvikledes hos frankerne i Gallien. Derfra stammer sagnet om Hugdietrich, som overvinder den nordiske viking Hygelak, der kendes fra Beovulf-kvadet. Også sagnet om Nibelungerne har modtaget stærke tilskud fra frankerne.
Frankerne adskildte sig fra andre germanere på to vigtige måder.
#De slap aldrig kontakten med deres oprindelige hjemsted, men udbredte sig over et større og større område snarere end at udvandre til nye egne.
#De blev katolikker i modsætning til de fleste andre, germanske stammer, der bekendte sig til den arianske retning af kristendommen. I Rom omtalte den Katolske kirke frankernes rige som "Roms ældsta søster".
Katolske kirke]]
Kildematerialet
Den tidligste, frankiske historie er uklart belyst.
- Ammianus og Sidonius Apollinaris er et par tidlige, romerske kilder.
- Gregor af Tours skrev Historia Francorum, (Frankernes historie), der omfatter perioden op til 594. Den er hovedkilden til forståelse af frankernes historie. Han citerer fra ellers tabte kilder som Sulpicius Alexander og Frigeridus, og værket nyder gavn af Gregors nære forbindelse til flere af frankernes ledere.
- Fredegarkrøniken er skrevet i Burgund af flere, ukendte forfattere. Den er blevet til i tidsrummet mellem ca. 650 og 768. Navnet "Fredegar" er tilføjet i det 16. århundrede.
Historisk forløb
Frankerne havde et område på begge sider af Rhinen ved begyndelsen af vores tidsregning, og de stammer, der senere blev kendt som frankerne, omtales første gang på Julius Cæsars tid. På hans tid blev de presset mod vest af de fremtrængende sveber. Senere blev frankerne trængt af sakserne, der tog magten over landskabet Borahtra (Westfalen) i 697. Romerne overflyttede på Kristi tid forskellige frankere til den venstre Rhinbred, men senere blev frankernes indtrængen så stærk og stadig, at de ikke mere kunne opsluges.
I året 250 benyttede en gruppe frankere sig af, at romerriget var svækket, og de trængte så dybt ind, at de nåede Tarragona i det nuværende Spanien. Her forpestede de området i en halv snes år, indtil romerske styrker underkuede dem og drev dem ud af riget. Omtrent fyrre år senere havde frankerne fået kontrol over Scheldes munding og blandede sig i trafikken til og fra Britannien. Romerske tropper nedkæmpede dem, men drev dem ikke ud af riget.
Fra ca. 200 e.Kr. havde nogle små, vestgermanske stammer langs den romerske Rhingrænse sluttet sig sammen til et større stammeforbund, som kaldte sig "frankerne" (= de frie). De folkeslag, som dannede frankernes forbund, bestod sandsynligvis af følgende, germanske stammer:
- Ampsivarer
- Angrivarer
- Brukterer
- Hattuarer
- Kamaver
- Katter
- Kerusker
- Kvader
- Salier
- Sigambrer
- Tenkterer
- Tubanter
- Usipier
- senere også Chatterne (hesserne)
Disse folk havde det til fælles, at de kæmpede mod allemannerne (af germansk alle mand dvs. os alle), som på deres side selv var en sammenslutning af stammer på østsiden af Rhinen. I løbet af folkevandringstiden trængte frankerne ind i områder, hvor der i dag tales frankisk dialekt (Nordbayern, det sydlige Thüringen, Hessen, Rheinland-Pfalz, Saarland, de nordlige dele af Baden og Württemberg, Luxemburg, Østbelgien, Lorraine og det nordlige Alsace).
Ved begyndelsen af det 5. århundrede lå centrum i frankernes område endnu omkring Köln. Ifølge langt senere og ret upålidelige kilder gik en del af dem i året 420 over Rhinen og drog mod vest under ledelse af hertug Pharamond og hans tilhængere. På den måde forklares den deling af frankerne, der skulle blive betydningsfuld i de følgende århundreder. Der dannedes to grupper: Mod vest boede nu de såkaldte Saliske frankere ("saltfrankerne") og mod øst boede stadig de oprindelige Ripuariske frankere ("flodfrankerne").
Når man ser på de arkæologiske fund, peger alt på, at frankerne først blev optaget ganske fredeligt og langsomt i det romerske Gallien, hvor de fik tildelt jord og blev betragtet som „forbundsfæller“. Deres senere fremtrængen mod sydvest kan tænkes at være udløst af angelsaksernes udvandring over den nederlanske kyst til England omkring 450. Hen mod slutningen af det 5. århundrede fandt man frankerne som hjælpetropper i den romerske hær, der allerede da var ”barbariseret” i vidt omfang. Her deltog de i kamp mod andre, mere truende barbarer, som f.eks. hunnerne.
Grundlæggelsen af frankerriget
I perioden 355–358 måtte den senere kejser Julian atter nedkæmpe frankerne, som havde genvundet kontrollen med sejladsen på Rhinen. Rom gav dem derefter en stor del af Gallia Belgica, og fra den tid blev de forbundsfæller for romerriget. I et område, der svarer til nutidens Flandern og Netherlandene omkring og syd for Rhinens delta, taler man stadig germansk sprog, og den nederfrankiske dialekt, der er blevet til hollandsk, dominerer hele området. På den måde blev frankerne det første folkeslag, som blev bosat indenfor det romerske rige.
Se dette på et eksternt [http://www.roman-emperors.org/nouest4.htm kort].
Fra deres kerneområde erobrede frankerne gradvist det meste af Gallien nord for Loire dalen og øst for det vestgotiske Aquitanien. I mange år hjalp de til med forsvaret af grænserne. Det skete f.eks., da en stor invasion af østgermanske stammer krydsede Rhinen i 406, og frankerne kæmpede mod de indtrængende. Hovedpresset i invasionen gik syd om Loire, og romersk administration kunne – delvis ved hjælp af en alliance med frankerne – fastholdes i Paris området indtil 486, dvs. ti år efter at de sidste, vestromerske kejsere i Ravenna var faldet.
I 496 knuste frankernes konge, Chlodovech 1., allemannernes rige og udstrakte derved sit område til Main-egnene og Øvrerhinen. Frankerriget under Chlodovech 1. og hans efterfølgere (merovingerne og karolingerne) omfattede fra begyndelsen af det 6. århundrede og indtil delingen bl.a. den vestlige del af det nuværende Tyskland og store dele af Frankrig foruden det nuværende Belgien, Nederlandene, Luxemburg, Lichtenstein og Schweiz.
Opdelingen af frankerne lagde grunden til delrigerne Neustrien og Austrasien, og endnu senere (efter Traktaten i Verdun 843) til rigets deling i staterne Frankrig og Tyskland. I begyndelsen af det 9. århundrede var opdelingen af frankerne ophørt med at have praktisk betydning, og kun ved visse retsager kunne den være afgørende for, hvor sagen skulle føres. I store dele af Frankrig og den keltoromansk prægede, sydlige del af det nuværende Belgien (Wallonien) gik frankisk sprog og kultur tabt, mens det oldfranske satte sig igennem. Kun navnet "Frankrig" blev tilbage som en rest af det frankiske rige.
Merovingerne
Se hovedartiklen Merovingerne
Salfrankerne var blandt de germanere, som var gået i tjeneste hos romerriget. Den legendariske forfader til deres kongeslægt, Merovech, som var en halvgud i deres germanske religion, blev den vigtigste begrundelse for kongernes krav på magten.
I det 5. århundrede var deres konge blevet prokonsul i Gallien, dvs. at han havde skaffet sig romerske magtbeføjelser med tilladelse til at kalde sig general. Frankerne var derefter solidt etableret i Neustrien, hvor deres militære funktioner gjorde dem til en vigtig magtfaktor i en urolig tid. Den unge Chlodovech 1. (latiniseret germansk: Hlodowecus, som senere blev til fornavnene Ludovic eller Ludwig i Tyskland og Louis i Frankrig) blev deres konge i Tournai omkring 481. Han fik dog brug for andet og mere end den guddommelighed, som den germanske mytologi forlenede ham med, når han skulle møde bisper, patriciere og den menige, gallo-romanske befolkning, som var delvist kristne. Chlodovech oprettede sit kongesæde i Soissons, hvor han havde besejret den sidste romerske statholder, Syagrius, og dér kom han uden tvivl under påvirkning af sin dronning, burgunderen Clothilde, der var omvendt til den katolske kristendom, og af ærkebisp Remi af Reims.
Det var muligvis under et vigtigt slag mod alemannerne, slaget ved Tolbiac, at han lovede at omvende sig til katolicismen, hvis han sejrede. Han holdt ord og blev døbt i 496 eller 498 i Reims sammen med 3.000 krigere. Derefter begyndte han at indføre den kristne tro hos sit folk, der ellers stort set havde fastholdt deres germanske tro. Det skulle vise sig at blive et vendepunkt i Europas historie, at han lod sig omvende til kristendommen.
Efter en serie sejre over rivaliserende, barbariske folkeslag, først og fremmest burgunderne, fremstod Chlodovech som én af de stærkeste, germanske ledere, der havde omvendt sig til den dominerende retning inden for den kristne religion, nemlig den romersk-katolske. Det stod i modsætning til vestgoterne, langobarderne og allemannerne, der alle var arianere.
Det lykkedes ham på den måde at opnå den gallo-romanske elites støtte og at grundlægge et længelevende dynasti, opkaldt efter dets germanske forfader: merovingerne. Med base i Neustrien regerede merovingerne over Gallien indtil det 8. århundrede. De mest kendte blandt deres herskere var: Dagobert 1. og dronning Brunhilde. Man må bemærke, at man hverken i dette tidsrum eller under det følgende dynasti havde at gøre med Frankrig, men med Frankerriget. Disse germanske konger regerede ikke et landområde, men en mængde undersåtter.
Karolingerne
Se hovedartiklen: Karolingerne
Efter slutningen af det 7. århundrede, på et tidspunkt da de politiske forhold var bestemt af blodige krige mellem frankerne i Neustrien (vest) og Austrasien (øst), blev de sidste merovinger henvist til en rolle som frontfigurer. De sad på en svækket kongemagt, mens den reelle magt lå i hænderne på aristokratiet. Den romerske kultur gik efterhånden i opløsning, for en økonomisk krise uden fortilfælde havde bragt hele det antikke vesten ud af balance: det skyldtes hovedsagelig, at handelsruterne mellem landene omkring Middelhavet var blevet afbrudt på grund af arabernes erobringer.
Det var under disse forhold, at en ny familie begyndte sin opstigning. Blandt de reelle magthavere lykkedes det i praksis hushovmesteren, major domo, hos de austrasiske konger at tiltvinge kontrollen med hele det frankiske rige, før de også officielt afsatte den sidste merovinger og skabte deres eget dynasti, pepiniderne, der senere blev bedre kendt under navnet karolingerne. I deres stræben efter at bevise lovmæssigheden af deres statskup henviste pepiniderne til, at de nedstammede fra en vis sagnagtig “Francus” fra Troyes, og på den måde knyttede de sig endnu en gang til Rom.
Karolingernes magtovertagelse markerede den reelle begyndelse på Middelalderen. Navnet Gallien forsvandt fra kilderne og i stedet begyndte man at skrive Francie. Samtidig blev magtcentret forskudt mod øst og de gamle bispebyer tabte indflydelse til de karolingiske grevers landlige herresæder. Det er bemærkelsesværdigt, at netop på den tid, da de lærde blev bevidst om den antikke kulturs forsvinden, forsøgte de at genoplive den ved at skabe den karolingiske renæssance. Karl den Store, den anden og mest berømte, karolingiske hersker blev kronet i Rom som "kejser for frankerne og romerne" i året 800. Begge disse forsøg på at genopbygge det vestlige kejserdømme løb dog ud i sandet.
Skabelsen af Frankrig og Tyskland
I 842 aflagde Karl den stores sønner og sønnesønner Strasbourg-ederne. De var de retmæssige arvinger til et kejserdømme, hvor den østlige og den vestlige del her gennem aftalernes sprogbrug viste sig at være blevet meget forskellige. Aftalerne blev fulgt op af Traktaten i Verdun fra 843, som fastlagde opdelingen af det karolingiske kejserrige i først tre og senere to kongeriger. Derved blev traktaten Frankrigs dåbsattest, og den foregreb Tysklands opståen ved at trække en grænse mellem øst og vest langs Rhinen.
I det 10. århundrede var det slut med karolingernes magt. Det viste sig, da det nye, saksiske dynasti, ottonerne, overtog tronen i Tyskland, og da capetingerne arvede magten i Frankrig. Ordet Franker blev dog ved med at være betegnelsen for indbyggerne i Frankrig op gennem hele Middelalderen, og de arabiske historieskrivere brugte ordet al-Faranj om korsridderne i det 13. århundrede, ligesom ordet Falangji længe var kinesernes navn for alle europæere.
Middelalderens frankere omfattede derefter:
- salierne mellem Rhinen og Somme
- ripuarierne omkring Köln
- hesserne i Hessen
- moselfrankerne
- østfrankerne i Main-området
Militær organisation
Frankerne brugte langsværd, korte sværd, hellebarder (lanser med en hage, som kunne hægtes i modstanderens skjold) og stridsøkser. Disse våben, som var teknologisk højt udviklede efter samtidens forhold, blev brugt af frankerne med en betydelig kamperfaring, der var opøvet under uafbrudt pres fra deres germanske, keltiske og romerske naboer. Tilsammen betød det, at det blev dem, der udfyldte magttomrummet efter romerriget, men det skete kun gennem hårde kampe.
Se også
- Capetinger
- Franken
- Frankerriget
- Frankisk
- Frankiske generaler i romerriget
- Frankiske konger
- Frankrigs historie
- Franske konger
- Germanske folk
- Helgener af frankiske fyrstefamilier
- Henrik Fuglefænger
- Hugo Capet
- Nederfrankisk
- Ottonerne
- Sloveniens historie
- Tysk-romerske rige
- Tyske konger og kejsere
- Tyske stammer
- Tysklands historie
- Våben i den tidlige middelalder
- Østfrankisk dialekt
Historiske kilder
- Gregor af Tours: Frankernes historie
- Fredegar m.fl.: Krønike
Litteratur
- Patrick J. Geary: Before France and Germany: the Creation and Transformation of the Merovingian World, 1988 ISBN 0195044584
Kategori:Folkeslag
Kategori:Antikken
Kategori:Middelalder
ja:フランク王国
Tyske forbund
Det tyske forbund blev dannet 8. juni 1815 på Wienerkongressen og bestod af 41 stater (37 fyrstendømmer og 4 bystater). Det afløste det tysk-romerske rige, som var blevet opløst 1806 som en følge af Napoleonskrigene. Forbundets to vigtigste medlemmer var Preussen og Østrig. I 1829 bestod det af omkring 630.100 km² og havde 29,2 millioner indbyggere.
Antallet af forbundsstater sank efterhånden som følge af, at fyrstehuse arvede andre stater, og bestod i 1863 af 35 stater.
Forbundet havde en forbundsdag, som mødtes i Frankfurt am Main. Beslutninger blev taget med to tredjedels flertal og var bindende for forbundsstaterne.
Utilfredshed med forbundet førte flere gange til forsøg på en egentlig genskabelse af riget, således under revolutionerne 1848-1849. I 1866 opløstes forbundet, efter at Preussen på Bismarcks initiativ havde besejret Østrig, og erstattedes af det Nordtyske Forbund (1867-71).
Medlemmer af forbundet
#Kejserriget Østrig (uden Galicien, Ungarn, Kroatien, Dalmatien og Kongeriget Lombardiet-Venedig) (fra 1818 hørte den vestlige del af Galicien også til det tyske forbund)
#Kongeriget Preussen (uden Posen, Østpreussen og Vestpreussen) (fra 1848-1851 var de preussiske provinser Øst- og Vestpreussen og den vestlige og nordlige del af Posen en del af forbundet)
#Kongeriget Bayern
#Kongeriget Sachsen
#Kongeriget Hannover (til 1837 i personalunion med Storbritannien)
#Kongeriget Württemberg
#Kurfyrstendømmet Hessen-Kassel
#Storhertugdømmet Baden
#Storhertugdømmet Hessen-Darmstadt
#Storhertugdømmet Luxemburg (i personalunion med Nederlandene) (den vestlige del af Luxemburg gik ud af det tyske forbund, da den blev afstået til Belgien. Derfor blev det nederlandske hertugdømme Limburg medlem i stedet)
#Storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin
#Storhertugdømmet Mecklenburg-Strelitz
#Storhertugdømmet Sachsen-Weimar-Eisenach
#Storhertugdømmet Oldenburg
#Hertugdømmet Holstein og Lauenburg (til 1864 i personalunion med Danmark)
#Hertugdømmet Nassau
#Hertugdømmet Braunschweig
#Hertugdømmet Sachsen-Gotha
#Hertugdømmet Sachsen-Coburg
#Hertugdømmet Sachsen-Meiningen
#Hertugdømmet Sachsen-Hildburghausen (fra 1826 hertugdømmet Sachsen-Altenburg)
#Hertugdømmet Anhalt-Dessau
#Hertugdømmet Anhalt-Köthen
#Hertugdømmet Anhalt-Bernburg
#Fyrstendømmet Hohenzollern-Hechingen
#Fyrstendømmet Hohenzollern-Sigmaringen
#Fyrstendømmet Liechtenstein
#Fyrstendømmet Lippe
#Fyrstendømmet Reuss eldre linje
#Fyrstendømmet Reuss yngre linje
#Fyrstendømmet Schaumburg-Lippe
#Fyrstendømmet Schwarzburg-Rudolstadt
#Fyrstendømmet Schwarzburg-Sondershausen
#Fyrstendømmet Waldeck
#Fristaden Bremen
#Fristaden Frankfurt am Main
#Fristaden Hamburg
#Fristaden Lübeck
Senere medlemmer
#Landgrevskabet Hessen-Homburg (fra 1817)
#Hertugdømmet Limburg (fra 1839; i personalunion med Nederland)
Eksterne henvisninger
- [http://www.documentarchiv.de/nzjh/dtba.html Deutsche Bundesakte vom 8. Juni 1815]
- [http://www.uni-regensburg.de/Fakultaeten/phil_Fak_III/Geschichte/deutscherbund.jpg Kort: Deutscher Bund]
Tyske forbund
ja:ドイツ連邦
Weimarrepublikken
Weimarrepublikken, uofficiel betegnelse for det Tyske Rige i perioden 1919-1933 efter Weimarforfatningen, som blev vedtaget af nationalforsamlingen i Weimar 1. august 1919.
Kategori:Tysklands historie
ja:ヴァイマル共和政
ko:바이마르 공화국
Tredje rigeDet tredje rige var et navn for det nazistisk regerede Tyskland i perioden 1933-45.
ja:ナチス・ドイツ
Versailles
Versailles er et pragtfuldt slot uden for Paris, bygget af Ludvig 14 (Solkongen). Til navnet knytter sig en række historiske begivenheder, først og fremst udråbelsen af det tyske kejserrige i 1871 efter at Frankrig tabte den fransk-preussiske krig, samt den såkaldte Versaillestraktat efter første verdenskrig.
Ekstern henvisning
- [http://www.insecula.com/us/musee/M0037.html Château de Versailles] (på fransk og engelsk)
Kategori:Udenlandske slotte
Kategori:Verdensarvsområder
ja:ヴェルサイユ宮殿
1871Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
sddsdsadsdasd
År: 1866 1867 1868 1869 1870 - 1871 - 1872 1873 1874 1875 1876
----
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
----
Begivenheder
- 18. januar proklameres det tyske kejserrige (Deutsches Reich) i Versailles
- 24. februar - Dansk Kvindesamfund stiftes.
- 18. marts: Pariserkommunen (opstand)
- 22. juli - Første nummer af Socialisten - senere dagbladet Aktuelt.
- 8. oktober - Ved en en voldsom brand i Chicago, USA, omkommer 250 mennesker og 95.000 bliver hjemløse.
- 15. oktober - Den internationale Arbejderforening for Danmark (Senere Socialdemokratiet) stiftes som en underafdeling af Internationale
- Heinrich Schliemann begynder udgravningen af det antikke Troja i Hissarlik.
- 3. november - Georg Brandes begynder sine forelæsninger ved Kbh.s Universitet som igangsætter det Moderne Gennembrud.
- 10. november - Den britiske opdagelsesrejsende Henry Stanley møder den savnede skotske missionær David Livingstone i Ujiji ved Tanganyikasøen.
Født
- 30. august Sir Ernest Rutherford, engelsk atomfysiker. Modtog Nobelprisen i kemi i 1908.
- Jacob_Christian_Hansen_Ellehammer
Dødsfald
-
71
ko:1871년
ms:1871
simple:1871
th:พ.ศ. 2414
PreussenPreussen eller Prøjsen (tysk Preußen, engelsk Prussia, latin Borussia) var et hertugdømme, og fra 1701 et kongerige. Navnet kommer fra preusserne, et baltisk folk beslægtet med litauerne, som senere blev germaniseret.
litauer
Preussen var tidligere navn på et hertugdømme ved den sydøstlige del af Østersøen, hertugdømmet Preussen, der i 1618 blev forenet med det meget større og rigere kurfyrstendømmet Brandenburg i en personalunion, og i 1701 af slægten Hohenzollern udråbt som kongeriget Preussen.
Efter 1871 var landet den mest magtfulde del af det Tyske kejserrige.
Det var indtil 2. verdenskrig den største stat i Tyskland, men blev af okkupationsmagten ophævet som stat ved Moskva-konferencen i 1947.
Landets besiddelser
Staten omfattede rigshovedstaden Berlin og provinserne
- Brandenburg
- Posen-Vestpreussen
- Hannover
- Hessen-Nassau
- Østpreussen
- Pommern
- Rhinprovinsen
- Sachsen
- Schlesien
- Slesvig-Holsten
- Westfalen
- Hohenzollernsche Lande
Se også:
- Liste over Konger af Preussen
Kategori:Mellemeuropa
Kategori:Tysklands historie
Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande
ja:プロイセン
ko:프로이센
simple:Prussia
Wilhelm 2.
Friedrich Wilhelm Albert Victor blev født som prins af Preussen. Han var søn af Frederik 3. og den engelske Dronning Victorias datter Viktoria, og sønnesøn af Wilhelm 1. Han blev født 27. Januar 1859 i Potsdam.
Kejser 1888-1918. Afskedigede Otto von Bismarck 1890. Abdicerede efter nederlaget i 1. Verdenskrig og flygtede til Nederland, hvor han døde i 1941.
Kilder/henvisninger
- Lexopen
Kategori:Tyskere
ja:ヴィルヘルム2世 (ドイツ皇帝)
ko:빌헬름 2세
simple:Wilhelm II
Kategori:Europas historieKategori:Historie
Historie
ja:Category:ヨーロッパ史
ko:분류:유럽의 역사
Kategori:Tysklands historieTysklands historie
::tidsmæssig opdeling kunne være: -1815, 1815-1918, 1918-
Kategori:DK5 94
Kategori:Historie
Historie
he:קטגוריה:גרמניה: גאוגרפיה
ja:Category:ドイツの歴史
ko:분류:독일의 역사
Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande
Kategori:Geografi
Kategori:Verdens lande
Kategori:Historie
ko:분류:옛 나라
Charles Auguste de BeriotCharles Auguste de Bériot (February 20, 1802 - April 8, 1870) was a Belgian violinist.
Born in Leuven, he studied violin with Jean-Francois Tiby, a pupil of Giovanni Battista Viotti. He was later encouraged by Viotti himself and briefly worked with Baillot but didn't embrace all their teachings and was also influenced by Paganini. He served as chamber violinist to King Charles X of France and to King William I of the Netherlands and toured with great success to London, Paris and the great music centres of Europe.
De Bériot lived together with the opera singer Maria Malibran and had a child with her in 1833. They were married in 1836 when Malibran obtained an annulment of her previous marriage. Felix Mendelssohn wrote an aria accompanied by a solo violin especially for the couple. However, Malibran died the same year from injuries sustained in a fall from a horse.
After Malibran's death, de Bériot lived in Brussels, playing little in public. Four years later, however, he went on tour in Germany, where he met and married Marie Huber.
In 1842, Baillot died, and his position as instructor at the Paris Conservatoire was offered to de Bériot. He rejected the offer, however, and in 1843 became chief violin instructor at the Brussels Conservatory where he established the Franco-Belgian school of violin playing. On account of failing eyesight he retired in 1852, and in 1858 became totally blind. Paralysis of the left arm ended his career in 1866. His most illustrious disciples were Henri Vieuxtemps and Heinrich Wilhelm Ernst.
De Bériot wrote a great amount of violin music including ten concertos, now rarely heard, although his pedagogical compositions are still of use for violin students. His son Charles-Wilfrid was a pianist who taught Granados, Ravel and Viñes.
De Bériot died at Leuven at age 68.
Bériot, Charles de
Bériot, Charles de
Bériot, Charles de
prace magisterskie keno sylwester w grach webmaster kaway
|
|
|
| :: RELATED NEWS :: |
Edvard Munch
Edvard Munch, född 12 december 1863 på gården Engelaug Østre i Løten, Norge, död 23 januari 1944, norsk konstnär. Brorson till Peter Andreas Munch.
Edvard Munch kom att
|
Norsk
Norge är en konstitutionell monarki i norra Europa, väster om Sverige på den Skandinaviska halvön. Förutom Sverige gränsar landet till Ryssland och Finland. De närbelägna öarna Svalbard och Jan Ma
|
Joseph Goebbels
Paul Joseph Goebbels, född 29 oktober 1897 i Rheydt, Mönchengladbach (Nordrhein-Westfalen), Tyskland, död 1 maj 1945 i
Karl Dönitz, född 16 september 1891 i Grünau utanför Berlin, Tyskland, död 24 december 1980 i Aumühle (nära Hamb
|
Rudolf Hess
Rudolf Hess, född 26 april 1894 i Alexandria, Egypten, död 17 augusti 1987 i Spandau-fängelset, Berlin, Tyskland,
|
Heinrich Himmler
Heinrich Himmler, född 7 oktober 1900 i München, Bayern, Tyskland, död 23 maj 1945 i
David Hilbert, född 23 januari 1862, död 14 februari 1943, tysk matematiker; professor i Göttingen 1895-1930.
Hilbert födde
|
Pythagoras
Pythagoras (på grekiska Πυθαγόρας) (född cirka 570 f.Kr., död 497 f.Kr.) var en grekisk filosof och matematiker. Han är bland annat känd för "Pythagoras sats" som ger förhållandet mellan
|
Martin Bormann
Martin Bormann, född 17 juni 1900 i Wegeleben nära Halberstadt, Sachsen-Anhalt, Tyskland, trol. död 2 maj 1945 i Berlin
|
Alfred Rosenberg
Alfred Rosenberg, född 12 januari 1893 i Reval (nuv. Tallinn), Estland, död 16 oktober 1946 i Nürnberg, Tyskland, var e
|
|
