:: wikimiki.org ::

Galileiske Måner

Galileiske måner

De galileiske måner er fire af planeten Jupiters måner, nemlig Io, Europa, Ganymedes og Callisto. De blev alle opdaget af astronomen, fysikeren og filosoffen Galileo Galilei, da han i januar]] 1610 som en af de første brugte den dengang helt nye opfindelse kikkerten til astronomiske observationer. Io, Europa og Callisto blev opdaget den 7. januar, og mens han de efterfølgende nætter studerede de tre små "drabanter" til Jupiter, dukkede den fjerde, Ganymedes, op den 11. januar.

Navngivning

Alle fire måner har navne efter Zeus' elskere i den græske mytologi; navne der blev foreslået af Simon Marius kort tid efter opdagelsen. Men Galilei nægtede at bruge Marius' navneforslag, og indførte i stedet et nummereringssystem med romertal: Den måne vi i dag kender som Io fik betegnelsen "Jupiter-I", Europa kom til at hedde "Jupiter-II", Ganymedes "Jupiter-III" og Callisto "Jupiter-IV". Først i midten af det 20. århundrede vandt navnene fra den græske mytologi udbredelse, men Galileis nummersystem bruges stadigvæk parallelt med navnene. Når man opdager en ny Jupitermåne, får den pr. automatik et nummer efter Galileis system, og numrene har det med at "hænge ved" månerne, også efter at den Internationale Astronomiske Union har vedtaget egentlige navne til dem.

Kæmpemåner der ligner Jorden

De fire galileiske måner hører til nogle af de største i Solsystemet — rekorden indehaves af Ganymedes med en diameter på 5 262 kilometer — større end planeterne Merkur og Pluto. Under optimale observationsforhold er det endda muligt at se Callisto, den yderste af de fire måner, med det blotte øje, og der er teorier fremme om, at månerne måske har været kendt siden oldtiden. Samtidig skiller de galileiske måner sig ud fra flertallet af Solsystemets måner ved at være kompakte legemer af jern og sten med stor massefylde. Med undtagelse af Io findes der masser af vand, om end det i vid udstrækning er i form af fast is. På Europa og Ganymedes, som begge bevæger sig rundt i det intense strålingsbælte omkring Jupiter der svarer til Jordens Van Allen-bælter, findes der en uhyre tynd atmosfære af rent ilt: Strålingen sønderdeler vandmolekyler fra månernes is-overflader, og brinten undslipper på grund ag sin lave molekylevægt meget nemt månernes begrænsede tyngdekraft, mens ilten bliver tilbage. Ganymedes har endda sin egen pladetektonik, der ligesom på Jorden forandrer terrænet på Jupitermånens overflade. Men mens kontinenterne og "pladerne" her på Jorden består af klipper der flyder på magma, består Ganymedes' plader af is, og dens "magma" er efter alt at dømme flydende vand.

Fysiske data

Alle fire galileiske måner har bunden rotation på grund af den relativt korte afstand til Jupiter og dens tyngdekraft: De drejer én gang rundt om sig selv på præcis den tid det tager dem at fuldføre et kredsløb om Jupiter, dvs. de vender altid den samme side mod Jupiter. Jupiter er temmelig "fladtrykt" på grund af dens hurtige rotation om sig selv, og den "udbulning" det giver den langs ækvator, udøver et træk i de nærmeste måner og søger at tvinge deres kredsløb ind i Jupiters ækvatorplan — som det ses af tabellen herunder, ligger alle fire galileiske måners baneplan indenfor en halv grad fra ækvatorplanet. En anden interessant detaljer ved Io, Europa og Ganymedes, er den Laplace-resonans der består mellem de tre måners omløbstid: På den tid Io fuldfører fire omløb, fuldfører Europa to omløb og Ganymedes ét. Dette forhold medvirker til de stærke tidevandskræfter der leverer energi til Ios vulkaner og får Europas overflade til at slå revner. Kategori:Jupiters måner ja:ガリレオ衛星 ko:갈릴레이 위성

Planet

En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter. De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)

Se også

- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter] Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52.43 als:Planet ja:惑星 ko:행성 ms:Planet simple:Planet th:ดาวเคราะห์ zh-min-nan:He̍k-chheⁿ

Måne (himmellegeme)

En måne er et større objekt i kredsløb om en planet. Solsystemets planeter og måner: # Merkur (ingen måner) # Venus (ingen måner) # Jorden #
- Månen # Mars #
- Phobos #
- Deimos # Jupiter #
- Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe #
- Io #
- Europa #
- Ganymedes #
- Callisto #
- Leda, Himalia, Lysithea, Elara, Ananke, Carme, Pasiphae og Sinope # Saturn #
- Pan og Atlas #
- Prometheus og Pandora #
- Epimetheus #
- Janus #
- Mimas #
- Enceladus #
- Tethys, Telesto og Calypso #
- Dione og Helene #
- Rhea #
- Titan #
- Hyperion #
- Iapetus #
- Phoebe # Uranus #
- Cordelia, Ophelia, Bianca, Cressida, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Belinda og Puck #
- Miranda #
- Ariel #
- Umbriel #
- Titania #
- Oberon #
- Uranus XVI og Uranus XVII #
- Uranus XVIII # Neptun #
- Naiad, Thalassa, Despina og Galatea #
- Larissa #
- Proteus #
- Triton #
- Nereid # Pluto #
- Charon

Eksterne henvisninger

- [http://www.maecker-web.de/moon/ Moon Phases]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk] Kategori:Astronomi Kategori:Måner Kategori:DK5 52.43 th:ดาวบริวาร

Io (måne)

Io er en af Jupiters måner, og sammen med de tre andre såkaldte galileiske måner Europa, Ganymedes og Callisto, en af de første Jupiter-måner der blev opdaget. Den har navn efter Io fra den græske mytologi; et navn der blev foreslået af Simon Marius kort efter dens opdagelse. Dette navn vandt først udbredelse i midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Io som "Jupiter-I" (I som romertallet 1; Jupiters 1. måne talt "indefra").

Vulkanisme

Io's overflade er den yngste i solsystemet, da den hele tiden fornys af udbrud af svovl og svovldioxid der udspyes fra de nogen hundrede vulkaner der er spredt rundt på hele kloden: På de blot fire måneder der gik mellem rumsonderne Voyager 1 og Voyager 2's passage af Jupiter og dens måner, havde vulkanaktiviteten forårsaget synlige ændringer i klodens udseende, og de samme sonder tog billeder af vulkanudbrud hvorunder udbrudsmaterialet blev slynget op til 300 kilometers højde over Io-landskabet. Og i februar 2001 indtraf det hidtil største, kendte vulkanudbrud i Solsystemet på Io. Solsystemet Den almindeligt accepterede forklaring på denne intense vulkanaktivitet hænger sammen med den såkaldte Laplace-resonans der består mellem Ios, Europas og Ganymedes' omløbstider: På den tid hvor Io fuldfører 4 omløb om Jupiter, gennemfører Europa 2 og Ganymedes 1 omløb, så for hvert fjerde omløb ligger Io mellem Jupiter på den ene side, og Europa og Ganymedes på den anden side. De andre kloders tyngdefelter trækker så meget i Io, at denne "strækkes" med mere end 100 meter, men når Io igen kommer på afstand af Europa og Ganymedes, "falder" den tilbage til sin naturlige facon. Denne proces skaber den varme i Io der driver dens intense vulkanaktivitet.

Io i Jupiters magnetfelt

Io bevæger sig rundt i Jupiters stærke magnetfelt, på tværs af feltlinierne, hvilket skaber en elektrisk strøm. Godt nok bidrager det mindre til Ios varme end Jupiters, Europas og Ganymedes' tidevandskræfter, men tilfører alligevel måske mere end en terawatt, ved en spænding på 400 kilovolt. Denne spænding river også ioniserede atomer væk fra Io, og på grund af Jupiters og dens magnetfelts højre omdrejningshastighed, "slæbes" disse løsrevne, elektrisk ladede partikler fremad "foran" Io langs dens bane, hvor de danner en ringformet zone af intens stråling langs Ios omløbsbane: Denne ring ses tydeligt på ultraviolette billeder af Jupiter. Den intense stråling skaber desuden et lysfænomen i gasserne fra Ios vulkaner, der svarer til aurora polaris, eller "nordlys", i Jordens atmosfære. Og ligesom aurora polaris på Jorden kan forstyrre radiokommunikation, skaber dette fænomen også kraftig radiostøj: Fra Jorden kan man måle hvordan radiostøjen fra Jupiter stiger når Io er synlig, og falder når Io set fra Jorden er skjult bag Jupiter. radiokommunikation

Ios indre

I modsætning til de fleste måner i det ydre Solsystem mener man, at Io i sin opbygning minder om de Jord-lignende planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, dvs. med en kerne af smeltede silikater. Nye data fra rumsonden Galileo tyder på at Io har en kerne af jern, evt. blandet med jernsulfid, med en radius på mindst 900 kilometer. Hvis det passer, kan man også forestille sig at Io kan have sit eget magnetfelt.

Io's landskab

Io domineres af dens mange vulkaner, men der findes også "almindelige", ikke-vulkanske bjerge, talrige søer af smeltet svovl, flere kilometer dybe gamle indsunkne vulkaner, lange lavastrømme af smeltet svovl og silikater. Det er svovl og forskellige svovlforbindelser der giver Io dens spraglede mønstre af sort, rødt, gult og hvidt, og svovlet fra vulkanerne er også med til at give Io en omend ganske tynd atmosfære af svovldioxid. als:Io (Mond) ja:イオ (衛星)

Ganymedes (måne)

Ganymedes er ikke blot Jupiters største måne, men også den største måne i hele solsystemet. Målt på diameteren er Ganymedes over dobbelt så stor som planeten Pluto og knap 8% større end Merkur; til gengæld er Ganymedes' masse mindre end halvdelen af Merkurs. Den blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei sammen med Io, Europa og Callisto og er således én af de såkaldte galileiske måner. Galilei foreslog navnet Ganymedes efter Ganymedes fra den græske mytologi. Dette navn vandt først udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Ganymedes som "Jupiter-III" (III som i romertallet 3; Jupiters 3. måne talt "indefra").

Ganymedes' indre

romertal Ganymedes består af vandig is, eventuelt med et eller flere lag med flydende vand, omkring en kerne af silikater. Foreløbinge analyser af data fra rumsonden Galileo tyder på, at der inderst inde findes en kerne af jern, evt. blandet med svovl. En sådan jernkerne tyder på, at Ganymedes engang har været meget varmere, eftersom jernet med dets høje massefylde synker til bunds (ind mod centrum) i en blanding af flydende jern og silikater. Ganymedes kan være en "tvilling" til Io, blot forsynet med et tykt lag is og vand.

Ganymedes' overflade

Der findes to landskabstyper på Ganymedes: De mørkeste områder ligner til en vis grad Callistos overflade; de er meget gamle og har talrige kratre, mens de lysere, lidt yngre landskaber er præget af furer og bjergrygge. De furede områder er helt tydeligt et resultat af pladetektonik. Ganske som Jorden er Ganymedes' overflade inddelt i et antal separate stykker, der kan bevæge sig i forhold til hinanden, f.eks. støde sammen og danne bjergkæder. Man har også fundet landskabsdetaljer, der ligner gamle, for længst størknede lavastrømme. I den henseende ligner Ganymedes måske Jorden mere end Venus og Mars gør, selv om der ikke er fundet tegn på nylig tektonisk aktivitet på Ganymedes. Tilsvarende foldelandskaber er fundet på Saturn-månen Enceladus og Uranus-månerne Miranda og Ariel. Der er mange kratre i begge landskabstyper, og ud fra deres tæthed kan man anslå landskabernes alder til 3 – 3½ milliard år; ca. samme alder som vores egen Månes landskaber. Nogle kratre kom før foldelandskaberne, andre efter, så foldebjergene må være omtrent lige så gamle som kratrene. Kratre på Ganymedes er temmelig flade sammenlignet med dem på Jordens Måne; de er langt fra så dybe, og har ikke det for Månens kratre så karakteristiske ringbjerg. Meteorer, der rammer Ganymedes is-overflade, borer sig langt ned, hvorefter "hullet" fyldes ud med ny is.

Atmosfære

Ved hjælp af Hubble teleskopet har man fundet tegn på, at Ganymedes har en ganske tynd atmosfære i stil med den, der findes på Europa. Det er dog ikke noget tegn på liv — man mener, at denne ilt skyldes vanddamp fra overfladen, som spaltes i ilt og brint af strålingen. Brint kan, med dets lave molekylevægt, let undslippe Ganymedes' tyngdefelt, mens ilten bliver tilbage.

Magnetisme

Galilei-rumsonden har påvist at Ganymedes, som den eneste måne, har sit eget magnetfelt dybt inde i Jupiters enorme magnetfelt. Dette magnetfelt skabes muligvis på samme måde som på Jorden ved en proces, der involverer, at kloden har et indhold af flydende, elektrisk ledende materiale — dette kunne være "saltvand", dvs. vand der indeholder forskellige opløste mineraler. ja:ガニメデ (衛星) ko:가니메데 (위성)

Callisto (måne)

Callisto er en måne i kredsløb om planeten Jupiter. Den er den tredjestørste måne i Solsystemet, og blev opdaget sammen med de øvrige tre galileiske måner, Io, Europa og Ganymedes, den 7. januar 1610 af Galileo Galilei. Månen er navngivet efter Callisto fra den græske mytologi, om end dette navn først vandt udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Callisto som Jupiter-IV (IV som i romertallet 4; Jupiters 4. måne talt "indefra").

Callistos indre

romertal Callistos overflade består af et ca. 200 kilometer tykt lag af vandig is oven på et mere end 10 kilometer dybt "hav" af "saltvand". Retningen af Callistos magnetfelt styres af baggrunds-magnetfeltet fra Jupiter, hvilket tyder på et lag af elektrisk ledende, flydende materiale inde i Callisto. Under dette ishav findes en sammenpresset blanding af ca. 40% is og 60% klipper og jern, med lidt mere is i de yderste dele end inde ved kernen, i og med at sten og jern synker til bunds i blandingen med is. Dette giver iøvrigt Callisto den laveste massefylde blandt de galileiske måner. Man mener, at Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton har en lignende opbygning.

Overflade

Triton I modsætning til "nabo-månen" Ganymedes med dens komplekse landskaber, er der ikke meget, der tyder på, at Callisto har pladetektonik. Selv om de to måner består af de samme stoffer, har Callisto helt tydeligt en meget simplere "geologi" end Ganymedes. Callisto er muligvis et godt "bud" på, hvordan de andre galileiske måner har set ud tidligt i deres historie. Is-overfladen uden geologisk aktivitet gør, at der ikke er meget andet end kratre på Callisto — flere end på nogen anden måne. Der er ingen høje bjerge eller store kratre, for de bliver udvisket af at is-overfladen "flyder" ganske langsomt. Dog kan man finde nogle store ringformede plateauer, som er resterne af store, gamle kratre. To af disse kaldes Valhalla og Asgard. Et interessant overfladetræk ved Callisto er en helt lige række af kratre, kaldet Gipul Catena. Man mener, at de skyldes brudstykkerne af et legeme, der blev revet i stykker af tidevandskræfterne, inden det ramte overfladen, ligesom det skete for kometen Shoemaker-Levy 9, inden den ramte Jupiter.

Atmosfære

Callisto har en ganske tynd atmosfære af carbonmonoxid. als:Kallisto (Mond) ja:カリスト (衛星)

Fysiker

En fysiker beskæftiger sig med fysik i såvel videnskab som uddannelse og anvendelse. Fysikere er typisk uddannet indenfor fysik men kan også få deres viden til fysik fra deres uddannelse i andre naturvidenskabelige, ingeniørmæssige eller matematiske discipliner. Et typisk arbejdsområde for fysikere er at afprøve teorier gennem fysiske eksperimenter eller at overføre teoretisk viden til fysiske processer. For eksempel udviklingen af kvanteelektronmikroskopet eller laser-teknologien som først blev beskrevet i teorien. Eller målingen af lysets afbøjning når det passerer en masserig genstand såsom Solen, som støttede Einsteins teorier om tyngekraftens påvirkning på lysstråler. ja:物理学者

Filosof

: Denne artikel omhandler akademisk eller videnskabelig filosofi, og ikke f.eks. østlig mystik. Ordet filosofi kommer af det græske 'philo-sophia' (φιλοσοφία), hvor præfikset "philo" betegner én af de antikke græske ord for kærlighed – den mere venskabelige slags, og hvor suffikset "-sophia" betyder visdom. Termen 'filosof' skal delvist forstås på baggrund af begrebet om den græske vismand, som er naturlig vís, mens filosoffen mere ydmygt søger efter eller kan lide visdommen uden formelt at påstå at de besidder denne. På den måde fremstår filosoffen som en mere demokratisk figur, der i det senere klassiske periode passer bedre ind i den græske polis, som netop er et samfund imellem venner; dvs. imellem frie ligemænd, der dog stadigt konkurrerer – venskabeligt – med hinanden på områder som kærligheden, sporten, politikken og tanken. Derudover skelner en af de største antikke filosoffer, Platon, desuden i Staten (480) mellem filosoffer og philodoxoi (dvs. ven af formodningen eller meningen). Dermed forsøges det indført, at idealet for filosoffen er at bryde igennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge tingene på ny og i dybden.

Emneområde

Afgrænsningen af filosofiens emneområde (hvis en afgrænsning er nødvendig) er i sig selv et filosofisk spørgsmål, men rent historisk ser det på overfladen ud til at dette område skrumper ind over tid. Således blev al tidlig naturvidenskab engang kaldt naturfilosofi, og områder som logik hørte strengt ind under filosofien (i dag deles logikkens område mellem filosofien og matematikkens). Med andre ord, opfattedes filosofien tidligt, som værende en generalistuddannelse, og det er stadig en tendens, at spirende fagområder puttes ind under filosofiens, hvis man er i tvivl om, hvor de ellers skulle placeres. Dette har fået nogle filosoffer og videnskabsfolk til at antage, at filosofien er et slags 'moderfag', der føder alle andre akademiske fag, hvorefter det selv ophører med at eksistere. Imidlertid er der visse kerneområder, som er blevet ved filosofien igennem hele dennes udvikling og som måske principielt ikke kan omdannes til emne for almindelige videnskaber. Her i blandt kan nævnes: Æstetikken, etikken og især metafysikken, der kan betegnes som det rationelle studie af den ikke-empiriske virkelighed. Derudover findes en række områder under filosofien, som kan opfattes som redskabsfag for andre fag; som et eksempel kan politisk filosofi ses som en redskabsdiskussion for statskundskab, og generelt har alle fag en filosofisk område tilknyttet (matematikkens filosofi for matematik, historiens filosofi for historie osv.). Samlet set behandles alt videnskab filosofisk under det underområde som kaldes videnskabsteori.

Selvforståelse

Akademisk filosofi betragtes af mange professionelle filosoffer (i akademia) som videnskabelig. For det første kan der i princippet ske videnskabelige fremskridt. For det andet bygger holdninger på argumenter, ikke hverken meninger eller tro. Man kan ikke bare vælge at holde et uplausibelt synspunkt i en filosofisk diskussion. Undervisningen i logik fylder en stor del på filosofistudiet i København. Andre professionelle filosoffer vil dog være uenige. At filosofi er videnskabelig er dog ikke det samme som, at filosofi er en videnskab, selvom nogle filosoffer også har det sidste synspunkt. Østlig mystik betragtes som helt forskellig fra den vestlige ("videnskabelige") filosofi.

Genstandsområde

For at give en ide om filosofiens genstandsområde, er her eksempler på en række velformulerede filosofiske problemer: Teoretisk filosofi:
- Hjerne i et kar-problemet (Hvordan kan man vide, at man ikke lever i en verden som i filmen The Matrix?)
- Problemet om viljens frihed: har vi en fri vilje og hvad er en sådan?
- Det psykofysiske problem (hvad er forholdet imellem krop og bevidsthed?)
- Det fremmedpsykiske problem (hvordan ved jeg at andre har en bevidsthed?) Praktisk filosofi:
- Hvorfor er det forkert at slå ihjel?
- Hvad er et godt menneske?
- Hvad er kunst?
- Findes der moralske egenskaber ude i verden?
- Hvad er Meningen med livet ?

Discipliner

Der skelnes mellem praktisk filosofi, teoretisk filosofi, logik og filosofhistorie. Skellet mellem praktisk og teoretisk filosofi går tilbage til Aristoteles. De praktiske videnskabers mål er handling, mens de teoretiske videnskabers mål er viden. Siden renæssancen er også disciplinen filosofihistorie kommet til. Den teoretiske filosofi deles ofte op i erkendelsesteori, metafysik og videnskabsfilosofi. Den praktiske filosofi deles ofte op i etik, metaetik, politisk filosofi og æstetik. Men også mindre områder af den anvendte filosofi, f.eks. pædagogisk filosofi kan regnes hertil. Logik handler om at konstruere argumenter, og spiller en central rolle i filosofisk diskussion. Filosofi grænser op til andre fagområder som f.eks. kognitionspsykologi , pædagogik og antropologi.

Filosofiens historie

Vestlig filosofi regnes almindeligvis for startet i Grækenland med naturfilosofferne Thales fra Milet, efter ham følger Anaximander, Heraklit, Parmenides og Demokrit sammen med andre førsokratiske tænkere. Herefter fulgte Sokrates, der vendte filosofien bort fra naturen og imod mennesket(etik), Sokrates elev, idealisten Platon og dennes elev Aristoteles, der forsvarede empirien imod idealismen og oprettede Akademiet. De tre regnes som oftest for vestens første store filosoffer. Disse tre personer stillede problemer op, som hvad er tings ontologi, hvad er forholdet mellem sjæl og legeme med mere. Efter renæssancen formulerede en række filosoffer nogle af de filosofiske problemer, der stadig undersøges. De største af dem er René Descartes, David Hume og først og fremmest Immanuel Kant. En af de største danske filosoffer eller tænkere var teologen Søren Kierkegaard, som blev en væsentlig inspiration for de senere franske eksistentialister Jean-Paul Sartre m.fl. Sidst i det 19. århundrede grundlagde Edmund Husserl fænomenologien som var udgangspunkt for den moderne eksistentialisme.

Analytisk og kontinental filosofi

I dag skelnes mellem analytisk og kontinental filosofi. Skellet er måske kunstigt, men analytisk filosofi antages i højere grad at være logisk og kontekstuafhængig, mens kontinental filosofi er mere historisk orienteret. Analytisk filosofi interesserer sig ikke så meget for de tyske filosoffer efter Immanuel Kant, f.eks. Hegel, mens kontinental filosofi gør.

Se også

- Filosoffer
- Pierre Bourdieu
- Rudolf Steiner

Eksterne henvisninger

- fransk Wikisource: Bibliothèque philosophique Kategori:Humaniora Kategori:Samfundsvidenskab Kategori:Akademiske discipliner Kategori:DK5 10
- ja:哲学 ko:철학 ms:Falsafah simple:Philosophy th:ปรัชญา

Galileo Galilei

Galileo Galilei (15. februar 1564 - 8. januar 1642) var en italiensk filosof, fysiker og astronom. Han var en af pionererne indenfor astronomi. Galilei blev født i Pisa, Italien. Han studerede medicin ved universitetet i Pisa, og blev senere professor i matematik i Padova. Her forbedrede han universitetets teleskop og opdagede månens kratere og Jupiters måner. Desuden observerede han Venus' faser og konkluderede, at planeterne cirkler omkring solen snarere end omkring jorden. Han kom med væsentlige bidrag til emner som bevægelse (lov om legemers fald), materialestyrke samt udvikling af videnskabelig metode. Hans teori om det heliocentriske solsystem bragte ham i konflikt med kirken og i 1633 blev han tvunget til at afsværge denne overbevisning, og han kom i husarrest i Firenze. Galilei, Galileo Galilei, Galileo Galilei, Galileo Galilei, Galileo Galilei, Galileo als:Galileo Galilei ja:ガリレオ・ガリレイ ko:갈릴레오 갈릴레이 simple:Galileo Galilei th:กาลิเลโอ กาลิเลอี

Kikkert

En kikkert eller et teleskop er et optisk apparat til at se genstande på stor afstand. Der findes mange slags kikkerter, fra de mindste teaterkikkerter til de største rumteleskoper. optisk optisk Kategori:Optik ja:双眼鏡 th:กล้องสองตา

Zeus

Zeus er gudernes konge i den græske mytologi, og gud over himmel og torden. På latin hedder han Jupiter. Zeus er den eneste gud, hvis navn med sikkerhed går tilbage til indoeuropæisk,
- Dieus, også
- Dieus ph2ter. Jf. sanskrit Dyaus, latin Jup(p)iter. Beslægtet er også det nordiske gudenavn Týr (
- Tīwa-), selv om det er Þórr (Tor), der minder mest om den græsk-romerske Zeus/Jupiter.

Dyrkelse

Zeus var den øverste af de græske guder. Han var fader til mange helte og heltinder og spiller en vigtig rolle i mange af historierne om dem. Zeus var en tordengud, men han var først og fremmest en guddommeliggørelse af kongemagten og af gængse begreber om verdens orden (kosmos), der gav sig i udtryk i centrale værdier som retfærdighed og gæstfrihed. Ved Dodone i landskabet Epirus var der et Zeus-orakel. Grækerne opfattede dette orakel som urgammelt og førgræsk ("pelasgisk").

Myten

Den gamle gudekonge Kronos fik en mængde børn med sin hustru og søster Rhea, f.eks. Hestia, Demeter, Hera, Hades, Poseidon. Men han slugte disse børn, da han havde hørt, at en af dem ville styrte ham og overtage hans trone, ligesom han selv i sin tid havde gjort med Uranos. Da Zeus skulle til at fødes, spurgte Rhea Uranos og Gaia til råds, og lavede en plan om at redde Zeus. Rhea fødte Zeus på Kreta og gav Kronos en sten svøbt i barselsklæder, og han slugte den øjeblikkeligt. Rhea gemte så Zeus i en hule på Kreta. Han blev opfostret af sin mor- og farmoder Gaia, og han fik mælk af en ged kaldet Amalthea. En soldat ved navn Korybantes klappede, dansede og råbte i vilden sky for at overdøve Zeus' græden. Senere blev han opfostret af en nymfe kaldet Adamanthea. Fordi Kronos var herre over Jorden, luften og havet, gemte Rhea Zeus i et reb fra et træ, så Kronos ikke kunne se ham, fordi han på den måde befandt sig imellem disse!! Senere igen blev Zeus opfostret af en anden nymfe, ved navn Kynosura. I taknemmellighed satte Zeus hende på himlen som en stjerne. Senere igen bliver han opfostret af Melissa, som gav ham gedemælk. Da Zeus var blevet stor, gav han Kronos et brækmiddel, således at han brækkede hans mange søskende op igen. Stenen, som Kronos havde fået i stedet for Zeus, kom også op og blev sat i Delfi, for at blive et tegn for de 'almindelige dødelige' (mennesker). I en anden version hedder det, at Zeus skar Kronos' mave op og befriede sine søskende! Han befriede også Kronos' brødre, giganterne, hekatoncheirerne og kykloperne. Zeus dræbte dræbte han vagten over det underjordiske fængsel Tartaros, Kampe. I taknemmelighed gav kykloperne Zeus magt over tordenen, som var blivet gemt af Gaia. Sammen overtog (Zeus, hans søskende, giganterne, hekatoncheirerne og kykloperne magten over Kronos og titanerne. Efter kampen delte Zeus verden sammen med sine brødre:
- Zeus fik landet.
- Poseidon fik havet.
- Hades fik underverdenen. Da Zeus havde overtaget tronen som gudernes konge, kæmpede han imod Tyfon og Echidna (monstrernes moder), men lod deres børn beholde livet, så de menneskelige helte kunne slås imod dem.

Se også

- De græske guders familietræ
- Græsk mytologi

Kilder/henvisninger

- Lexopen
- Engelsk wikipedia Kategori:Græsk mytologi ja:ゼウス ko:제우스

Romertal

Romertal er et talsystem, som stammer fra Etruskerne ([http://www.mysteriousetruscans.com/language.html se kilde 1]), og som blev overtaget af Romerriget og har dannet grundlag for flere af de latinske bogstaver. Talsystemet er ældre end det romerske alfabet.

Baggrund

Det etruskiske/romerske talsystem dominerede i Europa i næsten 2.000 år. Imidlertid er romertal svære at håndtere, og matematiske beregninger blev generelt foretaget på en "abacus" af græsk abax = "bræt" eller "regnebræt". Før det Hindu-Arabiske talsystem blev taget i brug, optalte, adderede og subtraherede folk med en abacus - en forløber for vore dages regnemaskine, sandsynligvis opfundet af de gamle sumerere i Mesopotamien. Grækerne og romerne brugte småsten eller metalskiver som tælleværk. De flyttede disse på afmærkede brætter for at løse matematiske problemer. Senere blev tælleskiverne trukket på strenge monteret i en ramme. De tidlige abacus'er havde ti tælleskiver pr. streng. Den moderne udgave har en delelinje. Tælleskiver over linjen tæller fem; dem under, en. Det er unødvendigt at håndtere tællere større end fem i værdi. Gennem tiden har det mere bekvemme titalsystem, der opererer med nulfunktionen (dvs. de "arabiske tal") erstattet romertal. I dag bruges romertal til at angive årstal på monumenter og grundsten samt i regentnumre (eksempelvis Frederik IX). De kan også bruges til at nummerere indledningssider i bøger, bindnummer for bøger i flere bind, og timerne på ure. De bruges også til at angive "take-nummeret" på et klaptræ forud for en filmoptagelse.

Regler for romertal

Syv bogstaver betegner tallene i det romerske system: :I=1 :V=5 :X=10 :L=50 :C=100 (Centum) :D=500 :M=1000 (Mille)
- Hvis et lille tal skrives foran et stort tal trækkes tallet fra det store: IV = 5 - 1 = 4
- Hvis et lille tal skrives efter et stort tal lægges tallet til det store: VI = 5 + 1 = 6
- Der må kun stå ét lille tal foran et større tal.
- Der må højst stå tre ens tegn efter hinanden.
- En streg over et tegn tilkendegiver multiplikation med 1.000: V = 5.000 De største mulige romertal med de 7 grundtal henholdsvis uden og med tusindmultiplikator er: :MMMDDDCCCLLLXXXVVVIII = 4.998 og :MMMDDDCCCLLLXXXVVVIIIMMMDDDCCCLLLXXXVVVIII = 5.002.998 Øvrige bogstaver har også været anvendt til at betegne beløb. For eksempel: :O=11 :F=40 :R=80 :Y=150 :H=200 :K=250 :G=400 :Q=500 :N=900 :Z=2000 :P=400 eller 4000 Der foruden har der en gang eksisteret et tegn, der minder om et sammensat CD, (en cirkel med en lodret diagonal) for 1000. Derfor skrives 500 som en halv cirkel = D.

Romertal fra 1 til 109

P Bemærk at nul ikke findes:

	I	II	III	IV	V	VI	VII	VIII	IX
X	XI	XII	XIII	XIV	XV	XVI	XVII	XVIII	XIX
XX	XXI	XXII	XXIII	XXIV	XXV	XXVI	XXVII	XXVIII	XXIX
XXX	XXXI	XXXII	XXXIII	XXXIV	XXXV	XXXVI	XXXII	XXXVIII	XXXIX
XL	XLI	XLII	XLIII	XLIV	VL	XLVI	XLVII	XLVIII	IL
L	LI	LII	LIII	LIV	LV	LVI	LVII	LVIII	LIX
LX	LXI	LXII	LXIII	LXIV	LXV	LXVI	LXVII	LXVIII	LXIX
LXX	LXXI	LXXII	LXXIII	LXXIV	LXXV	LXXVI	LXXVII	LXXVIII	LXXIX
LXXX	LXXXI	LXXXII	LXXXIII	LXXXIV	LXXXV	LXXXVI	LXXXVII	LXXXVIII	LXXXIX
XC	XCI	XCII	XCIII	XCIV	VC	XCVI	XCVII	XCVIII	IC
C	CI	CII	CIII	CIV	CV	CVI	CVII	CVIII	CIX

Kuriosum

Når romertal anvendes på ure, skrives 4 normalt som IIII, ikke som ovenfor IV.

Eksterne henvisninger

- [http://www.mysteriousetruscans.com/language.html Kilde 1: mysteriousetruscans.com: Etruscan Language] Citat: "...The Germanic Runes (the Futharc) are now thought to derive from the Northern Etruscan alphabet, a fact which supports the existence of a vast Etruscan trading network...The Etruscan numbers were represented by the symbols shown above, and were used very much in the same style as Roman numerals. The very term "Roman numerals" is a misnomer, since the prototype number system was originally Etruscan..."
- [http://www.saack.dk/romertal.shtml http://www.saack.dk/romertal.shtml] Nederst på denne side er der en lommeregner, der kan konvertere romertal til arabertal, og omvendt. Kategori:Antikken ja:ローマ数字 ko:로마 숫자 th:เลขโรมัน

20. århundrede

19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede - andre århundreder ---- ----

1900'erne		1901	1902	1903	1904	1905	1906	1907	1908	1909
1910'erne	1910	1911	1912	1913	1914	1915	1916	1917	1918	1919
1920'erne	1920	1921	1922	1923	1924	1925	1926	1927	1928	1929
1930'erne	1930	1931	1932	1933	1934	1935	1936	1937	1938	1939
1940'erne	1940	1941	1942	1943	1944	1945	1946	1947	1948	1949
1950'erne	1950	1951	1952	1953	1954	1955	1956	1957	1958	1959
1960'erne	1960	1961	1962	1963	1964	1965	1966	1967	1968	1969
1970'erne	1970	1971	1972	1973	1974	1975	1976	1977	1978	1979
1980'erne	1980	1981	1982	1983	1984	1985	1986	1987	1988	1989
1990'erne	1990	1991	1992	1993	1994	1995	1996	1997	1998	1999
2000'erne	2000

---- Det 20. århundrede består af årene 1901 til 2000, det er ofte forvekslet med 1900-tallet som består af årene 1900 til 1999. Det 20. århundrede var usædvanlig med baggrund i de teknologiske, medicinske, sociale og ideologiske ændringer som skete. Endelig var århundredet præget af en lang række opfindelser, og en skala af krig og folkemord som ikke var set tidligere. Alle aspekter af livet for så godt som alle mennesker blev forandret fundamentalt i løbet af det 20. århundrede. århundrede 20. ja:20世紀 ko:20세기 simple:20th century

Internationale Astronomiske Union

Den Internationale Astronomiske Union forener de nationale astronmiske foreninger fra hele verden. Foreningen er medlem af the International Council of Science (ICSU). Det er den mest anerkendte autoritet når det kommer til navngivning af stjerner, planeter, astroider og andre himmelobjekter og fænomener. Arbejdsgruppen the Working Group for Planetary System Nomeclature hører inde under IAU og står for vedligheoldelse af astronomiske navngivnings konventioner.

Historie og medlemstal

IAU blev grundlagt i 1919 ved en sammenlægning af en række internationale projekter såsom Carte du Ciel, Solar Unionen og det internationale tidsbureau (Bureau Internationale de l'Heure). Den første præsident for foreningen var Benjamin Baillaud. Foreningen har i øjeblikket 9040 individuelle medlemmer, dvs. hovedsageligt profesionelle astronomer på PhD niveau. Desuden er der 63 nationale medlemmer, dvs. lande der samarbejder med IAU. 87 % af medlemmerne er mænd, 13 % er kvinder. Den nuværende præsident for foreningen er Ronald D. Ekers. Den XXVIte generalforsamling for IAU bliver afholdt august 2006 i Prag, Tjekkiet.

Eksterne links

- [http://www.iau.org/ Foreningens hjemmeside] ja:国際天文学連合 th:สหพันธ์ดาราศาสตร์สากล

Diameter

Diameteren er tværmålet af en cirkel, en korde gennem cirklens centrum (eller længden af denne korde). Diameter bruges også om kugle, cylinder og lignende.

Se også

- Korde, sekant, tangent og punkt. Kategori:Geometri ja:径

Merkur (planet)

Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer. Mosaikbillede af Merkur i tabellen til højre blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten. Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden. Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.

Besøg af mennesker

Merkur har kun været besøgt af ét rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45% af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet, uden at instrumenterne skades.

Fremtidige missioner

I august 2004 opsendte NASA en rumsonde med navnet Messenger til Merkur. Rumsonden vil foretage adskillige forbiflyvninger af Jorden, Venus og Merkur, før den endelig går i kredsløb om Merkur i 2011. ESA planlægger en mission kaldet BepiColombo. Det er et ambitiøst projekt med to satelliter i kredsløb omkring Merkur. Den mission er dog stadig kun på tegnebrættet, men forventes at blive opsendt i 2012.

Merkurs bane

Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.

Merkurs rotationstid

Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.

Temperatur

Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem -180 og +340. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.

Struktur

Merkur minder på mange måder om månen: Dens overflade er fuld af kratere og meget gammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end månens (5,43 g/cm³ mod 3,34 g/cm³). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe. Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 km tykke.

Merkurs atmosfære

Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, flygter disse atomer hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.

Merkurs overflade

Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås, at overfladen er "krympet" med omtrent 0,1% (svarende til cirka 1 km af planetens radius) siden dannelsen.

Caloris Bækkenet

Caloris Bækkenet er én af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" (maria) på månen. Ligesom disse blev Caloris Bækkenet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i solsystemets historie. Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarligt for det mærkelige landskab på den stik modsatte side af Merkur. Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.

Vulkansk aktivitet

En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet. Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere. Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1% af Jordens.

Kilder/henvisninger

- Tabel fra engelsk wikipedia
- http://www.solarviews.com/eng/mercury.htm
- Astronominet.dk
- [http://messenger.jhuapl.edu/ Messenger (NASA)]
- [http://bepicolombo.esa.int/science-e/www/area/index.cfm?fareaid=30 BepiColombo (ESA)] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:水星 ko:수성 ms:Utarid simple:Mercury (planet) th:ดาวพุธ

Pluto (planet)

Pluto er et himmellegeme i udkanten af vores solsystem. Den er opkaldt efter Pluton, den romerske gud for dødsriget, svarende til Hades i den græske mytologi. Pluto blev opdaget i 1930 af den amerikanske astronom Clyde Tombaugh, og blev officielt klassificeret som en planet; den niende af slagsen i vores solsystem. På det tidspunkt kendte man intet til Kuiper-bæltet, men siden har det vist sig at Pluto er temmelig forskellig fra alle de andre 8 planeter i solsystemet, både med hensyn til størrelse, sammensætning og dens excentriske omløbsbane om Solen — til gengæld ligner Pluto de øvrige objekter man har fundet i Kuiper-bæltet, og af den grund hersker der en del debat om hvorvidt Pluto og andre Kuiperbælte-objekter bør klassificeres som planeter.

Opdagelse

De første "spor" af planeten Neptun var de "forstyrrelser" som dens tyngdekraft forårsagede på Uranus' bane omkring Solen. Og da det siden viste sig, at Neptun tilsyneladende også blev "forstyrret" i sin færd omkring Solen, opstod straks en teori om en ukendt "Planet X" hvis tyngdekraft kunne forklare afvigelserne i Neptun-banen. Ved Lowell-observatoriet i Arizona, USA, var Clyde W. Tombaugh beskæftiget med rutinearbejdet i "jagten" på Planet X: At optage fotografiske billeder på glasplader ved hjælp af observatoriets teleskop, og i et blinkmikroskop sammenligne billeder taget af samme område af himlen på forskellige tidspunkter. Og den 18. februar 1930 var der "gevinst": En lysplet havde flyttet sig på to billeder fra den 23. og 29. januar samme år. Der blev taget flere billeder for at bekræfte fundet, og den 13. marts sendte observatoriet nyheden om opdagelsen pr. telegraf til Harward-universitetet. Man har siden hen opdaget at Pluto tilfældigvis er kommet med på flere billeder taget så tidligt som den 13. marts 1915. Pluto er dog alt for lille, og har alt for svag tyngdekraft, til at være "kilden" til de forstyrrelser man mente at have observeret i Neptuns bane om Solen, og man har senere fundet ud af at afvigelsen i virkeligheden skyldtes et forkert tal for Neptuns masse.

Navngivning

Direktøren for Lowell-observatoriet, Vesto Melvin Slipher, blev opfordret til at skynde sig at fremsætte et forslag til et navn på det nyopdagede himmellegeme. Det strømmede ind med navneforslag fra alle egne af verden; mange af dem navne hentet i den romerske og græske mytologi, eftersom mange andre planeter og måner traditionelt er opkaldt efter mytologiske figurer. Valget af navn blev ikke lettere af, at mange af de mytologiske navne på det tidspunkt var blevet brugt på forskellige småplaneter; næsten alle navne på kvindelige mytologiske skikkelser var blevet brugt før, og navne på mandlige figurer i mytologien blev almindeligvis forbeholdt objekter med usædvanlige omløbsbaner. Navnet "Pluto", som har vundet udbredelse i dag, blev foreslået af en den gang 11 år gammel pige, Venetia Burney, fra Oxford i England: Hendes bedstefar, der arbejdede i Oxford-universitetets Bodleian Library, læste om opdagelsen i avisen The Times, og spurgte barnebarnet hvad hun ville kalde det "nye" himmellegeme. Og eftersom denne verden måtte være langt væk fra Solen og derfor temmelig kold, mente Venetia at navnet på den romerske gud for underverden måtte være passende.
Professor Herbert Hall Turner telegraferede dette forslag til sine kolleger i USA, og efter en næsten énstemmig votering blev navnet Pluto valgt, og formelt annonceret af direktør Slipher den 1. maj 1930.

Kredsløb om Solen

Plutos omløbsbane omkring Solen er temmelig usædvanlig sammenlignet med banerne for de otte inderste planeter i Solsystemet: Mens alle de andre planeter "færdes" i næsten det samme fælles plan (ekliptika), så hælder Plutos baneplan med over 17 grader i forhold til ekliptika. Hvis man vælger at klassificere Pluto som en planet, så har Pluto den suverænt største baneexcentricitet; Plutos bane er mere "aflang" end alle de otte inderste planeter i Solsystemet. Når Pluto er nærmest Solen, kommer den faktisk indenfor Neptuns bane: I nogle få af de godt 248 år det tager Pluto at fuldføre et omløb, er det faktisk Neptun der er den "yderste" planet i Solsystemet — sidste gang det skete, varede det i 20 år fra 7. februar 1979 til 11. februar 1999, men beregninger tyder på at den periode hvor Pluto ligger indenfor Neptuns bane, veksler mellem ca. 13 og ca. 20 år. Forrige gang Pluto lå indenfor Neptun-banen varede det blot 14 år, fra 11. juli 1735 til 15. september 1749, og et "Pluto-år" tidligere varede fænomenet næsten præcis samme 20 år som i 1979–1999; fra 30. april 1483 til 23. juli 1503. Der er et temmlig præcist 3:2-forhold mellem den tid det tager hhv. Neptun og Pluto at fuldføre et kredsløb om Solen, så tyngdepåvirkningen fra Neptun "forstyrrer" Plutos bane i et regelmæssigt "mønster"; ved hver "forstyrrelse" skifter Pluto frem og tilbage mellem to en anelse forskellige omløbsbaner, hvilket forklarer 20- og 13-års-perioderne for Plutos "færdsel" indenfor Neptunbanen.

Fysiske egenskaber

Indtil Plutos største måne Charon blev opdaget i 1978 kunne man kun gætte på Plutos størrelse og masse. Charons banedata afslørede den samlede masse for begge himmellegemer, og den viste sig at være meget lavere end man havde gættet på indtil da. Da Charon på et tidspunkt bevægede sig ind foran Pluto, kunne man med lidt tidtagning regne sig frem til Plutos diameter; den viste sig også at være markant mindre end antaget. De "kvalificerede gæt" man havde støttet sig til inden opdagelsen af Charon, var baseret på den albedo (evne til at tilbagekaste lys) som man mente Plutos overflade måtte have. Da Pluto nu viste sig mindre end hidtil antaget, måtte man omvendt revidere tallet for Plutos albedo opad for at få det hele til at stemme med den mængde lys man så fra Pluto.

Størrelse og masse

Pluto er meget mindre end solsystemets øvrige 8 planeter, både med hensyn til masse og diameter. Omkring de øvrige planeter kender man sågar syv måner der er større end Pluto: Jordens egen Måne, og Jupiters galilæiske måner Io, Europa, Callisto og Ganymedes er alle tungere end Pluto, ligesom Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton er det.
På den anden side er Pluto mere end dobbelt så stor, og mange gange tungere end Ceres, den største kendte småplanet. Og indtil opdagelsen af 2003 UB313 i 2005 var Pluto samtidig større end alle andre kendte trans-Neptunske objekter (himmellegemer med baner udenfor Neptuns).

Atmosfære

Plutos atmosfære blev afsløret i 1988 (et tidspunkt hvor Pluto var nærmest Solen), da man observerede planeten bevæge sig ind foran en stjerne: Når en planet uden atmosfære gør dette, forsvinder lyset fra stjernen fra det ene øjeblik til det andet, men for Plutos vedkommende svækkedes lyset gradvist, inden det forsvandt helt. Ud fra denne gradvise svækkelse af lyset har man regnet sig frem til at atmosfærens tryk ved planetens overflade er ca. 0,15 Pa. Atmosfæren består efter al sandsynlighed af kvælstof og kulilte på gasform, i ligevægt med de samme, "frosne" stoffer på planetens overflade. Ifølge den teori skulle atmosfæretrykket dale når Pluto bevæger sig længere væk fra Solen og derfor bliver koldere.
Men i 2002 blev Pluto igen observeret mens den passerede ind foran en fjern stjerne i baggrunden, denne gang af to hold astronomer under ledelse af hhv. Bruno Sicardy og Jim Elliot. Deres resultater tydede på et atmosfæretryk ved overfladen på 0,3 Pa; dobbelt så meget som i 1988, hvor Pluto var tættere på Solen end i 2002. Den indtil nu bedste teori til at forklare dette, er at Plutos sydpolare egne netop i 1987 fik Solen "at se" for første gang i over 120 år, hvorved ekstra kvælstof sublimerede fra disse egne: Sådan et "ekstra tilskud" af kvælstofdampe til atmosfæren vil være årtier om at udfældes i frossen tilstand på overfladen igen.

Plutos måner

Pluto har i skrivende stund tre kendte måner: Charon, som blev opdaget i 1978, og to indtil nu ikke navngivne måner der blev opdaget i 2005.

Charon

Charon udmærker sig ved at være den største måne i forhold til sin "moderplanet"; den er godt og vel halvt så stor som Pluto selv. Barycenteret; det fælles tyngdepunkt som Pluto og Charon kredser om, ligger udenfor Plutos overflade — det ses ikke hos nogen anden planet i Solsystemet, og af den grund mener nogle astronomer at Pluto/Charon burde klassificeres som en dobbeltplanet. Pluto og Charon har indbyrdes bunden rotation: Ganske som Jordens måne altid vender det samme, velkendte "ansigt" mod Jorden, vender Charon altid den samme side mod Pluto. Mere usædvanligt er det, at Pluto også altid vender samme side mod Charon. Ifølge tidligere teorier der nu er forkastet, skulle Pluto og Charon være et par af Neptuns måner, der på en eller anden led var blevet "smidt ud" af deres baner omkring Neptun, men i dag mener man ikke at Pluto nogensinde har kredset om Neptun. Omvendt menes Neptun-månen Triton at være et tidligere Kuiperbælte-objekt i stil med Pluto, som er blevet indfanget i kredsløb om Neptun.

De ydre måner

Den 15. maj 2005 lykkedes det astronomer at tage billeder af to "nye" Pluto-måner ved hjæklp af Hubble-teleskopet: Disse måner har fået de midlertidige betegnelser S/2005 P 1 og S/2005 P 2. De er begge temmelig små, 50-150 kilometer sammenlignet med Charons 1200 km, og man regner med at tage flere billeder af dem med Hubble i 2006 for at få flere data til at beregne deres omløbsbaner præcist.

Udforskning af Pluto

Pr. 2005, 75 år efter opdagelsen, ved man endnu ikke ret meget om Pluto: Den har, modsat alle de inderste 8 planeter i Solsystemet, endnu ikke haft besøg af menneskeskabte rumsonder, og på grund af den store afstand er det begrænset hvad man kan "se" og måle vedrørende Pluto fra observatorier her på Jorden. Det lå ellers i "ruteplanen" for rumsonden Voyager 1 at den skulle nå ud til Pluto, men man valgte i stedet at lade sonden flyve tæt forbi Saturn-månen Titan i stedet for tæt forbi Saturn selv, selv om en tæt forbiflyvning af Saturn var nødvendig for at få Voyager 1 til at nå Pluto. På det tidspunkt kendte man hverken til Charon eller Plutos atmosfære. NASA forbereder i skrivende stund opsendelsen af den 500 kg tunge rumsonde New Horizons, som skal afsted mellem 11. januar og 14. februar 2006: Efter planen bliver den engang i 2015 det første menneskeskabte rumfartøj der besøger Pluto. Den skal studere Plutos og Charons overflader, samt Plutos atmosfære.

Pluto - planet eller ej?

Pluto er "udbyttet" af jagten på den hypotetiske Planet X, som skulle forklare nogle afvigelser i Neptuns bane, men det stod hurtigt klart at Pluto ikke rigtig var hvad man havde forventet: Den er slet ikke massiv nok til at give anledning til de afvigelser man mente at se i Neptuns bevægelser (og som iøvrigt skyldtes en fejl i beregningerne!). Indtil man med opdagelsen af Charon endeligt fik fastslået Plutos størrelse og masse, var der sågar teorier fremme om, at Pluto kunne være en mørk, men meget "blank" klode, så den lille lysplet man kunne se, blot var en lille skarp lysrefleks på den blanke overflade af et meget større himmellegeme — et himmellegme stort nok til at forårsage de formodede afvigelser i Neptunbanen. Men Pluto er markant mindre end alle andre kendte planeter. Til gengæld er den markant større end de største småplaneter, så hvilken kategori hører den til? Siden 1992 har man fundet hundredevis af trans-Neptunske objekter, som alle klassificeres som småplaneter. Det har pustet liv i debatten om hvorvidt Pluto hører til samme "kategori" som de øvrige 8 planeter i Solsystemet, eller om den skal kategoriseres som et af de største trans-Neptunske objekter.

Eksterne henvisninger

- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/pluto.html Pluto]
- [http://www.gammel.rummet.dk/2_nyheder/2_Gamle_Oversigt/solsys_glnyt/ny_pluto/ny_pluto.html Pluto en planet?] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:冥王星 ko:명왕성 ms:Pluto simple:Pluto (planet) th:ดาวพลูโต

Øje

Et øje er en biologisk indretning, som projicerer lys via en linse på stave og tappe i nethinden, som omsætter signalerne til impulser i synsnerverne. Farvesyn er tilknyttet tapcellerne og påfattelse af lys er tilknyttet tapcellerne. Påvirkning af opsiner i membranen genererer et aktionspotentiale, der fortsætter til synsnerven. Synsnerverne videresender informationer om lyset til hjernens occipitallapper, som fortolker disse og skaber et billede. Lyset rammer først hornhinden, fortsætter gennem pupillen (der faktisk bare er hullet i iris), afbøjes af linsen og projiceres gennem glaslegemet på nethinden. Bagest i øjet hvor nerveenderne samles findes den gule plet. Her er der ingen stav eller tapceller, og den kaldes også den blinde plet. Når man ser på stjerner om natten og fokuserer på en, vil man opleve at man ikke kan se den. Dette sker på grund af den blinde plet.

Entoptiske fænomener

Under visse forhold er man i stand til frit foran sig at se genstande, som ligger i ens øje, og sådanne fænomener benævnes entoptiske. Betingelsen for at se sådanne genstande er, at de kan kaste en skygge på den del af nethinden, hvor synsbilledet dannes (stav- og taplaget). Som regel vil de dog ikke kunne ses, når der ikke er særlige forhold til stede. Betragter man f. eks. et lille, stærkt lysende punkt tæt foran øjet, vil man se talrige entoptiske fænomener. Det lysende punkt ses nemlig ikke ensformig oplyst, men man vil se talrige mere eller mindre uregelmæssige figurer dels dannede af tårer og slim, der glider hen over hornhinden, dels fremkaldte af uregelmæssigheder i hornhindens epitel. En mængde migurer skyldes desuden uregelmæssigheder og uklarheder i linsen og glaslegemet. Disse sidste er ofte meget bevægelige (mouches volantes, myodesopsi), og da de ses forstørrede og ofte til siden for synslinjen, forekommer det iagttageren, at han ser en flue el. lign. Retter han synslinjen efter denne "flue", flygter den naturligvis for ham, for så vidt uklarheden i øjet bevarer sin plads i forhold til synslinjen. Ofte er disse mouches volantes meget generende, og har man først en gang fået øje på dem, ses de let, især når man betragter en ensformig lys flade, f. eks. en hvidlig overtrukken himmel. Uklarhederne i øjet kan undertiden påvises ved øjespejl eller efter døden ved mikroskop, men ofte kan de ikke findes. Efter størrelsen og bevægelsen af de entoptiske fænomener, når synspunktet bevæges, kan man til dels slutte sig til deres sæde. Et af de interessanteste entoptiske fænomener beror på, at blodkarrene i nethinden ligger foran det perciperende lag af nethinden, hvorved de kan kaste skygge på dette, og man vil derfor kunne komme til at se sine egne nethindekar ell. rettere skyggen af dem. Dette opnås let enten ved med en lup at koncentrere stærkt lys på øjets senehinde, efter at øjet er drejet stærkt indad, og rask bevæge det lille lyspunkt frem og tilbage på senehinden, eller simplere ved i et mørkt værelse at bevæge et almindeligt lys frem og tilbage i højde med øjet, idet man afvekslende strækker armen med lyset og fører det hen ved siden af øjet. Stirrer man ud i luften, vil man snart få et meget smukt fritsvævende billede af de mørkeblå methindekar, nærmest lignende en vinranke, på en lidt lysere bund. De entoptiske fænomener kan fremkaldes i ethvert normalt øje, men i visse sygdomstilfælde optræder de i stor mængde, samtidig med, at uklarhederne tydelig kan ses med øjespejlet. Kategori:Fysiologi ja:目 ms:Mata

Jern

Jern (oldnordisk: iarn, germansk: isarn) er navnet på et tungmetal, et grundstof i det periodiske system med betegnelsen Fe (lat. Ferrum, Jern) og grundstof nummer 26. Det er et metal fra 4. periode i den 8. gruppe i det periodiske system. metal

Egenskaber

Mangan - Jern - Kobolt

Generelt

Navn, Symbol, Ordenstal

Jern, Fe, 26

Serie

Overgangsmetaller

Gruppe,
Periode,
Blok i det periodiske system

Gruppe-8-Element,
Periode-4-Element,
Blok d

Tæthed (vægtfylde), hårhed

7874 kg/m³, 4.0

Farve/udseende

metallisk skinnende
med en grålig farvetone

Atomare forhold

Atomvægt

55.845 Atomar Masseenheit (amu)

Atomradius (beregnet)

140 (156) pm

Kovalent radius

125 pm

van der Waals-radius

k.A.

Elektronkonfiguration

3d⁶4s²

Elektron (e)^- 's pro Energieniveau

2, 8, 14, 2

Oxideringstilstande

2,3,4,6 (amfoterisk)

Krystalstruktur

kubisk rumcentreret

Fysiske forhold

Aggregattilstand (Magnetisme)

fast (ferromagnetisk)

smeltepunkt

1808 K (1535°C)

kogepunkt

3023 K (2750°C)

Molært volumen

7.09 ^-3 Kubikmeter per Mol³/mol

fordampningsvarme

349.6 Kilojoule per Mol (kJ/mol)

smeltevarme

13.8 kJ/mol

damptryk

7.05 Pascal (Pa) ved 1808 K

lydhastighed

4910 Meter per Sekund (m/s) ved 293.15 K

Forskelligt

Elektronegativitet

1.83 (Pauling-skala)

Specifik varmekapacitet

440 Joule per Kilogram og Kelvin (J/(kg
- K))

Elektrisk ledeevne

9.93 10⁶/m

Varmeledningsevne

80.2 Watt per Meter og Kelvin (W/(m
- K))

1. ionisieringsenergi

762.5 kJ/mol

2. ionisierungsenergi

1561.9 kJ/mol

3. ionisierungsenergi

2957 kJ/mol

4. ionisierungsenergi

5290 kJ/mol

De mest stabile isotoper

Isotop	Naturlig hyppighed	Halverings- tid (t_1/2)	Nedbryd- nings- modus	Nedbryd- nings- energi (MeV)	ZP
⁵⁴Fe	5.8%	Fe er en Stabil isotop med 28 Neutroner
⁵⁵Fe	Syntetisk radioisotop	2.73 y	ε Einfang	0.231	⁵⁵Mn
⁵⁶Fe	91.72%	Fe er en Stabil isotop med 30 Neutroner
⁵⁷Fe	2.2%	Fe er en Stabil isotop med 31 Neutroner
⁵⁸Fe	0.28%	Fe er en Stabil isotop med 32 Neutroner
⁵⁹Fe	Syntetisk radioisotop	44.503 d	β	1.565	Kobolt ⁵⁹Co
⁶⁰Fe	Syntetisk radioisotop	1.5E⁶ y	β^-	3.978	Kobolt ⁶⁰Co

SI-enheder og standardbetingelser bliver brugt, hvis ikke andet er nævnt.

Vigtigste egenskaber

Det gennemsnitlige jernatom har en masse på omtrent 56 gange et brintatom. Jern er det 10. mest almindelige grundstof i universet. Teknisk set udvinder man metallet af jernmalm, der ikke er rent jern, men som indeholder jernoxid. Jernmalm bliver reduceret til råjern gennem flere forskellige rensningsprocesser; derved bliver urenheder også fjernet i form af slagger. Teknisk er jern betydningsfuldt for fremstillingen af stål. De forskellige ståltyper er legeringer, der foruden jern indeholder andre metaller og ikke-metaller (særligt kulstof). Atomkernen i jernisotopen ⁵⁶Fe har den højeste bindingsenergi per kernepartikel af alle atomkerner. Det vil sige at man hverken kan få fusionenergi (atomkernesammensmeltning) eller fissionsenergi (atomkernespaltning). Fusionen af grundstoffer (primært brint og helium) i stjernerne slutter med jern. Tungere grundstoffer opstår i supernovaeksplosioner, som også er grunden til spredningen af det materiale, der er dannet ved fusion inde i stjernen. Ved rumtemperatur er den mest almindelige variant af rent jern ferrit eller α-jern. Denne variant danner et kubisk rumcentreret krystalgitter, der eksisterer under 911°C. Under Curiepunktet ved 760°C er ferrit magnetisk. Varianten mellem 760°C og 911°C hedder β-jern. Ud over de magnetiske egenskaber adskiller den sig ikke fra ferritisk α-jern, og derfor bliver den sædvanligvis betegnet som α-jern. Indtil 1392°C findes jernet i den kubisk fladecentrerede γ-variant (austenit). Ved stadigt stigende temperatur omlejres jernet til δ-ferrit, der atter viser et kubisk rumcentreret gitter. Smeltepunktet er 1539°C.

Jern som mineral

Det er meget sjældent, at jern optræder i helt ren form. Mineralet krystalliserer så i et terningeformet krystalsystem. Det har en hårdhed på 4,5 og en stålgrå til sort farve. Også stregfarven er grå. På grund af reaktion med vand og ilt er rent jern ikke stabilt. Det optræder derfor, legeret med nikkel, kun i jernmeteoritter eller i basaltiske bjergarter, hvor der ofte sker en reduktion af jernholdige mineraler.

Anvendelser

Jern er med 95% af tonnagen det materiale, der bruges mest i Verden. Grunden til det ligger i, at det er til rådighed de fleste steder, hvad der gør det billigt, men også i jernlegeringernes fasthed og sejhed, der gør dem nyttige på mange områder. Meget jern bliver anvendt ved fremstillingen af biler, skibe og i højhusbyggerier (Jernbeton). Jern er det ene af de tre magnetiske metaller (kobolt og nikkel er de andre), og det muliggør dermed den storindustrielle brug af elektromagnetisme i generatorer, transformatorer og elektromotorer. Rent jernpulver bruges kun i kemien. Derimod er de forskellige stålarter meget udbredt i industrien. Jern bruges i følgende former: - Råjern indeholder 4-5% kulstof sammen med forskellige andele af svovl, fosfor og silicium. Det er et mellemprodukt i fremstillingen af støbejern og stål. - støbejern 2-4,5% kulstof og flere andre legeringsstoffer som f.eks. silicium og mangan. Afhængigt af afkølingstempoet findes kulstoffet i støbejern enten som karbid eller i ren form som grafit. Med henvisning til brudfladernes udseende taler man i det første tilfælde om hvidt og i det andet tilfælde om gråt støbejern. Støbejern er meget hårdt og skørt. Det lader sig almindeligvis ikke omforme plastisk. - stål indeholder 0-2,5% kulstof. I modsætning til støbejern er det plastisk formbart. Ved legering og ved en egnet kombination af varmebehandling og plastisk omformning kan man variere de mekaniske egenskaber hos stål i bred forstand. - Hæmoglobin: Jern indgår i blodets røde farvestof og medvirker til oxygentransport - plantenæringsstof: Jern er et uundværligt stof for alle organismer (f.eks. planter og dyr). Hos planter giver jernmangel sig til kende ved, at bladkødet bliver lysegrønt, mens bladribberne og det nærmeste bladkød bliver ved med at være normalt grønt. Bladene vil vise et billede af en mørkegrøn fjer på en lysegrøn bund. Jernmangel hos planter afhjælpes enten ved at øge jordens surhedsgrad (hvad der frigør mere jern i en form, der kan optages) eller ved at strø jernvitriol (jernsulfat) på jorden under planten. 10 g/m² er passende.

Se også

- Jernets historie
- Jernets teknologiske karakter
- Myremalm
- Okker
- Pyrit
- Rust Kategori:Grundstoffer Kategori:Metaller kategori:genbrug kategori:affaldsprodukter ja:鉄 ko:철 ms:Besi simple:Iron th:เหล็ก

Massefylde

Massefylde også kaldet densitet eller vægtfylde er masse per rumfang. Den afledte SI-enhed for massefylde er kg/m³. Hvis et stofs massefylde er mindre end en væskes massefylde, kan stoffet flyde omkring væskeoverfladen. Hvis stoffet har en større massefylde, synker det ned i bunden af væsken. Der ses bort fra vands overfladespænding. Massefylden er temperaturafhængig, da de fleste stoffer udvider sig ved opvarmning og trækker sig sammen ved afkøling, uden at massen ændres. For gassers vedkommende er massefylden også trykafhængig, idet gassers volumen bestemmes af kombinationen af tryk og temperatur. Når man angiver massefylden, bør man derfor også altid angive ved hvilken temperatur, og for gassers vedkommende tillige ved hvilket tryk, massefylden er målt.

Forskellige stoffers massefylde og ydergrænser

Sorteret efter stoftype og dernæst massefylde:

Astronomiske massefylder

Se også

- Gramvægt
- Massetæthed

Kilder/referencer

- [http://www.duffieldtimber.com/glossary.html Duffield Timber - wood importer and sawmiller]
- Fysik og Kemi leksikon, Håndbog i naturlære, B. Østergaard Pedersen, Skandinavisk bogforlag Odense, årstal? (før 1970?), ISBN?.
- [http://www.lenntech.com/Chem-physical-resistance-data-fibres.htm Chemical & Physical Resistance Data for Fibres]
- [http://hypertextbook.com/facts/ The Physics Factbook] f.eks.:
- [http://hypertextbook.com/facts/1999/KatrinaJones.shtml Density of Concrete]
- [http://hypertextbook.com/facts/2000/ShirleyLam.shtml Density of Wood]
- [http://www.natural-stone.com/stonesearch.html natural-stone.com], [http://www.natural-stone.com/stonetips.htm Stonetips]
- [http://www.moerchscan.dk/tekspec.htm Lava Pimpsten]
- [http://www.norrareal.stockholm.se/anslagstavla/instiutioner/kemi/grundamne.htm Norra Real Kemi Institutionen: Grundämnen] (størrelsesordensfejl for gasformerne)
- [http://www.cet.sunderland.ac.uk/webedit/allweb/news/Philosophy_of_Science/PIRT2002/londres2002-2.doc COLLAPSING STARS (doc)] Atomkernemassefylde.
- [http://www.geocentricity.com/geocentricity/nieto