Home About us Products Services Contact us Bookmark
:: wikimiki.org ::
Gud

Gud

#(navneordet 'gud') Højere væsen, som er genstand for religiøs dyrkelse. Nogle religioner har en enkelt gud (monoteisme), mens andre har flere guder (polyteisme). #(egennavnet 'Gud') Den eneste gud for jødedommen, kristendommen, islam, bahá'í og en række andre religiøse retninger.
Ifølge disse religioner er Gud ikke skabt eller opstået, men eksisterer som en evig, absolut og uforgængelig størrelse; den yderste begrundelse for alting. #
- Ifølge de fleste kristne trossamfund, således de ortodokse, katolikkerne og de evangelisk-lutherske, består Gud af Faderen, Sønnen og Helligånden, som er indbyrdes lige i guddommelighed (Se treenighed). Et mindretal af de kristne mener derimod, at Sønnen er underordnet Faderen. Ordet er fællesgermansk (engelsk god, tysk Gott) og oprindelig et kollektivnavn for de hedenske guder: oldnordisk goð, neutrum pluralis, egtl. "det anråbte" (indoeuropæisk
- ĝhu(e)H- "(an)råbe", sanskrit hū-). Allerede med Wulfila (4. årh. e. Kr.) bliver ordet imidlertid en gængs betegnelse for den kristne Gud.

Se også


- Ateisme
- Deisme
- Græske guder
- Hedenske guder
- Nordisk mytologi
- Panteisme
- Romerske guder
- Vendiske guder
- Liste af spirituelt relaterede emner Kategori:Religion Kategori:Religionsvidenskab simple:God

Væsen

1. En tings væsen er dens natur eller essens. Det som den er. 2. Noget, som lever i enten biologisk forstand eller åndelig forstand, noget med evne til at handle. Ordet bruges således ofte om eksistenser hvis karakter er mere eller mindre ukendt, ofte noget overnaturligt. 3. Væsen kan også bruges om en større virksomhed eller institution: Bankvæsen, brandvæsen, landvæsen, postvæsen, skattevæsen, toldvæsen, osv. Kategori:Flertydig simple:Being

Religion

Ordet religion kommer formodentlig af det latinske religare, der betyder at binde eller knytte forbindelse. Det drejer sig her specielt om forholdet til formodede højere magter eller kræfter. Nu om dage bruges ordet 'religion' i mindst tre betydninger: trosretning, fænomen og fag: #Betydningen trosretning: Som trosretning er en religion et mere eller mindre sammenhængende system af antagelser, som religionens tilhængere anser for sande. Antagelserne har ofte karakter af en forklaring på tilværelsens grundlæggende spørgsmål og indeholder ligeledes ofte retningslinjer for, hvordan samme tilværelse bør leves. #Betydningen fænomen: Som et fænomen optræder religion som en aktiv faktor i sociale og personlige affærer, nogen gange som et stabiliserende faktum og andre gange som en revolutionær kraft. #Betydningen fag: Som et fag beskæftiger religion/religionsvidenskab sig især med religioner som fænomen, mens mere specifikke teologier overvejende beskæftiger sig med en given religions trosretning.

Udvikling

I alle de traditionelle menneskekulturer man har kendskab til, har religion spillet en rolle. Der har dog været en løbende udvikling hvor nye former for levevis har afspejlet sig i nye former for religion.

Generelle trends

En del af udviklingen er foregået parallelt (men forskudt i tid) over hele verden, og der er også eksempler på udviklinger i religion der ikke er universelle, men er foregået tilstrækkeligt ofte til at man kan tale om en generel trend.

Animisme

I de isolerede kulturer hvor levevisen mest ligner den man forventer af præhistoriske samfund (jæger- og samlerkulturer), har religionen form af animisme, troen på at dyr, planter og selv livløse genstande som sten er besjælede. I disse samfund er det dog svært at skelne mellem kultur, religion og videnskab. religionen kan her ses som et middel til overførsel af erfaringer fra en generation til en anden, i form af anekdoter om hvordan man bedst holder sig venner med ånderne. Animismen er derfor et godt bud på menneskehedens oprindelige religion, og man kan hævde at religionen er lige så gammel som menneskeheden. Hvis man definerer menneskehedens begyndelse som det punkt hvor sproget har muliggjort at en generation har kunne videregive sine erfaringer til den næste, er religion et godt bud på den mekanisme der har været brugt. I mange animistiske kulturer fungerer dyr som en identitetsskabende mekanisme, hvor en persons totem er med til at definere hans egenskaber som menneske. Animismen i sin oprindelige betydning kan i dag kun findes blandt meget isoloerede kulturer, men fra animistiske kulturer har moderne vestlige samfund importeret en række fænomener. For eksempel har shamanismen i dag gjort et begrænset come-back.

Polyteisme

I bysamfund har forbindelsen til naturen været mindre direkte, og i de fleste kulturer opbygget omkring bysamfund er animismen blevet erstattet af en form for polyteisme, hvor man i stedet for ånder i de enkelte ting, har guder der repræsenterer fænomener, eksempelvis frugtbarhedsguder eller krigsguder. Religion bliver stadig brugt til formidling af erfaringer, men hvor anekdoterne om ånderne primært handlede om menneskets forhold til naturen, handler anekdoterne om guderne i højere grad om menneskenes forhold til hinanden, hvilket afspejler de ændrede levevilkår i byerne. Religion har heller ikke længere monopol på formidling af viden, faglig kunnen bliver nu formidlet direkte, uden reference til guderne (selvom der selvfølgelig stadig er skytsguder for de enkelte fag). Det første trin i en adskillelse mellem religion og videnskab er taget. I de polyteistiske samfund dukker begrebet tro op, i betydningen trofast. Når en person tror på en (eller flere) af sin verdens gudekreds, betyder det ikke han benægter eksistensen af de øvrige guder, blot at han i sine handlinger forsøger at være tro mod de idealer som hans udvalgte gud eller guder står for. På denne måde overtager guderne den identitetsskabende funktion som totemdyret stod for tidligere. I dag er hinduismen den mest udbredte polyteistiske religion (eller samling af religioner, alt efter hvordan man ser hinduismen).

Monoteisme

I nogle polyteistiske samfund har en af guderne (i form af dens tilhængere) overtaget magten den åndelige verden (folkets bevidsthed), og de øvrige guder er reduceret til enten aspekter af denne ene gud, eller til underordnede roller som engle og dæmoner. De fleste af de monoteistiske religioner er lovreligioner, hvor Gud står som en autoritær faderskikkelse. Denne udvikling afspejler som oftest stærkt centraliserede og autoritære samfund. I de monoteistiske religioner er identitetsskabelsen reduceret til hvilke aspekter, underordnede guder, eller helgener man henvender sig til. Islam er i dag den mest udbredte monoteistiske lovreligion. Kristendommen er også monoteistisk (med tre aspekter af guden), men ikke nødvendigvis en lovreligion.

Særlig udvikling i Østen

I det østlige Asien dukkede en række ideer op der ikke hører under de generelle trends beskrevet tidligere, og som i høj grad har præget udviklingen i den del af verden. Det primære eksempel er buddhismen, der er et filosofisk system med mange religiøse træk, men hvor guder ikke længere optræder som et centralt begreb. I stedet er fokus på selvudvikling. De fleste buddhistiske kulturer har dog bibeholdt elementer fra hinduismen, og flere steder fungerer buddhismen som supplement til en lokal gudekreds. I og med at buddhismen er rettet indad, har den haft success i, og været med til at forme, meget stabile samfund.

Særlig udvikling i Vesten

Tilsvarende har kulturområdet omkring Middelhavet, specielt Mellemøsten og Europa opfostret nogle ideer udenfor de generelle trends, der har påvirket både området selv og senere resten af verden gennem kolonialismen.

Kristendom

Kristendommen udsprang af den monoteistiske lovreligion jødedommen, men i nogle udlægninger af kristendommen blev lov erstattet af frelse som det centrale begreb. Den ny religion vandt hurtigt udbredelse hos slaver, også udenfor den gamle religions domæne. Frelsen har to aspekter, den synd der leder til behovet for frelse, og den kærlighed som frelsen. Ved at skifte vægten mellem de to aspekter alt efter situationen, har kristendommen kunne tilpasse sig en foranderlig verden.

Renæssancen og modernismen

I den europæiske renæssance ønskede et monoteistisk samfund at genskabe tabt storhed fra en polyteistisk kultur, hvilket førte til, at spørgsmålet om gudernes eksistens for første gang blev et seriøst emne. René Descartes udviklede et logisk bevis på Guds eksistens, mens Blaise Pascal opsatte en rationel kalkule for at vise, at det var mest fordelagtig at tro på Gud (se Pascals trossats). Immanuel Kant og Søren Kierkegaard mente at Guds eksistens ikke kunne bevises, og hævdede, at et trosspring var nødvendigt. Herved blev videnskab og religion endelig adskilt, og samtidig opstod den moderne forståelse af tro i form af "tro på eksistens". Dette åbnede filosofisk op for, at man kunne undlade at foretage dette trosspring, hvilket fritænkere og senere ateister gjorde (eller rettere, undlod at gøre). En række filosofiske strømninger i modernismen opstod eller fik ny energi i kølvandet på denne ændring. Ingen af disse havde dog egenskaber, der gjorde at de kunne betegnes som religioner. Det nærmeste, man kommer, er sekulær humanisme. Det er meget få, der bekender sig til sekulær humanisme, men man kan argumentere for, at de værdier, sekulær humanisme står for, gennemsyrer de vestlige samfund i dag. Af mere organiserede bevægelser, der udspringer af modernismen, og som har haft stor betydning for hvordan verden ser ud i dag, kan nævnes kommunismen og liberalismen. Politik kunne således være med til at skabe identitet, og det samme kunne stammetilhørsforhold (hvorved nationalismen opstod), og mere dagligdags ting som arbejdsplads, fag, eller sport.

Nyere tid

sport I det politiske og kulturelle miljø i den vestlige verden har relativismen slået rod i takt med, at samfundene bliver mere og mere multikulturelle. I relativismen er der ikke kun en sandhed; i stedet ses de forskellige religioner og verdensbilleder som ligeordnede tilgangsvinkler til at forstå verden med. Blandt kristne og til dels muslimer i den vestlige verden er der også en stor gruppe, der bekender sig til religionens ritualer, symboler og den moral, de kan udlede fra den, men afviser de mystiske og overnaturlige elementer. Disse mennesker kaldes kulturkristne og kulturmuslimer. Udtrykket bredkirkelighed er beslægtet hermed. De polyteistiske og monoteistiske religioner dominerer, sammen med buddhismen, stadig verden af i dag. I de samfund hvor modernismens gudløshed har slået stærkest igennem, er en række nye religioner, samt nye fortolkninger af gamle religioner, dukket frem. Behovet for religion gør sig stadigt stærkt gældende.

Absolut sandhed

I nogle religioner er det en udbredt holdning blandt tilhængerne at deres religion er den eneste rigtige, og at de andre enten er falske religioner, eller i hvert fald udtryk for falsk eller mangelfulde fortolkninger. Den holdning deles dog langt fra af alle religiøse personer, og hvor udbredt den er varierer fra religion til religion. Blandt monoteister er der mange der mener at de forskellige monoteistiske religioner alle dyrker den samme Gud, blot under forskellige navne. Denne opfattelse er særlig nærliggene i den vestlige verden, hvor de store monoteistiske religioner har en fælles historie. Jødedommen er historisk set en religion der kun omfatter et enkelt folk. De er så forbudt at dyrke andre guder, men det forbud omfatter ikke andre folkeslag. I kristendommen er det samme forbud som oftest tolket universelt, eftersom kristendommen ikke længere er reserveret jøder. Forbudet mod afgudsdyrkelse i kristendommen bliver endda nogle gange fortolket som et forbud mod andre værdier end de rent bibelske, som for eksempel en søgen efter materiel velstand. I Koranen omtales andre religioner specifikt. Hvor jødedommen og kristendommen er sande, men mangelfulde religioner, er de øvrige falske. Blandt polyteister er der mange der mener at guderne i andre gudekredse enten blot er andre navne for de samme guder (en ret nærliggene tanke hvis man sammenligner den græske og den romerske gudekreds), eller at det er andre guder lige så virkelige som ens egne, som man blot ikke dyrker. Det kan være fordi man ikke har hørt om dem, eller fordi de er knyttet til et andet folkeslag. Et eksempel på dette er anekdoterne om kristne missionærer, der fandt de indfødte meget lydhøre når de fortalte om Jesus og Maria, og ivrige efter dyrke disse nye guder. Men til gengæld ganske uforstående når missionæerne samtidig inisterede på at det betød at de skulle hold op med at dyrke deres gamle guder. Hvis man ser på kristendommens indførsel her i landet i det lys, er det også forståeligt man ser eksempler på at folk har gået med både Thors hammer og et kristent kors på samme tid. For en polyteist representerede det ikke en modstrid. Nogle personer mener at alle religioner er udtryk for menneskets forsøg på at forstå Gud, eller alternativt, for Guds forsøg på at nå ud til menneskene. Således er de alle udtryk for ufoldkommen sandhed.

Missionsbefaling

Hvordan en missionsbefaling skal fortolkes i den enkelte religion ser på andre religioner. Det er langt fra alle religioner der har en missionsbefaling, men det er religionerne med en missionsbefaling der er mest synlige, i form af deres missionærer. For de religioner der er knyttet til et bestemt folk, giver en missionsbefaling ikke mening. Ekspansion betyder udryddelse, fordrivelse eller dominans over andre folkeslag, snarere end konvertering. For de religioner der i deres tilhængeres øjne representerer en absolut sandhed, går missioneringen meget naturligt ud på at overbevise andre om denne sandhed. For polyteistiske religioner kan missionering i nogle tilfælde ses som en magtkamp mellem guder, hvor hver gud konkurrerer om at få flest tilhængere.

Organisation

Nogle religioner er organiseret i et centralt styret hierarki i ordets oprindelige betydning. Det bedst kendte eksempel på et sådant religiøst hierarki er den katolske kirke, men såmænd også den danske folkekirke er organiseret i et hierarki (med kirkeministeren som øverste myndighed). Islam har efter afskaffelsen af kalifatet ingen øverste religiøs myndighed. Organisationen på mere lokal plan eksisterer fortsat, men i mindre formaliseret grad end hos den katolske kirke. Visse religiøse samfund forsøger helt at undgå en central overbygning, og organiserer sig i stedet i små selvstændige menigheder. Endelig kan religiøse samfund helt undgå en formel organisation, og i stedet basere sig på individuel tro, evt. kombineret med vismænd hvis autoritet bygger på personligt ry. Eksempler på dette er new age bevægelsen, og til dels shamanisme.

Religion og religiøsitet

I afsnittet religionsudvikling er religion beskrevet primært som et kulturelt fænomen. Men religion har også en individuel side, hvor religion bliver til drivkraften i den enkelte persons liv. Som oftest er det i den religion man i forvejen tilhørte gennem sin kultur og opdragelse at man finder inspirationen, men det er ikke altid tilfældet. Nogle religioner har ritualer der er designet til at fremelske en sådan religiøs inspiration. Her er nogle årsager som ofte bliver givet blandt folk der finder religion udover hvar de har med hjemmefra:
- Religion kan dække et følelsesmæssigt behov. Det kan være frygt for døden, et behov for at tro, at der er en højere mening med tilværelsen, ønsket om at blive elsket eller om at deltage i et fælleskab. For nogen kan dette medføre, at man "shopper" rundt efter den religion, der bedst dækker ens behov, så religion bliver et udtryk for en søgen efter identitet.
- Nogen mener rationelt eller empirisk at kunne udlede eksistensen af guder eller andre overnaturlige fænomener.
- Endelig kan religiøsitet bygge på personlige religiøse oplevelser, såsom mirakler eller åbenbaringer. Man kan tilsvarende stille spørgsmålet om hvorfor nogen akivt vælger religion fra. Mulige svar kan findes i opslaget om ateisme.

Eksterne henvisninger


- [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Religion Google katalog – religion]
- [http://www.religion.dk Kristeligt Dagblads religionsportal].

-
- ja:宗教 ko:종교 ms:Agama simple:Religion th:ศาสนา

Monoteisme

Gr. mono = En, enkelt, theos = Gud, Guddom. At have en enkelt gud, modsat polyteisme (f.eks. Hinduisme og Shinto) og ateisme (ikke at tro på en gud). Bør ikke forveksles med monolatri, hvilket betyder at kun en gud tilbedes, men at flere guders eksistens anerkendes. Eksempler på monoteistiske religioner:
- Jødedom / Judaisme
- Kristendom
- Islam
- Bahá'í
- Hare Krishna Kategori:Religion Kategori:Religionsvidenskab ja:一神教

Polyteisme

Polyteisme er flerguderi, troen på, og evt. tilbedelsen af, mere end en enkelt gud. Eksempler:
- Asetro (nordisk mytologi)
- Hinduisme (Indisk)
- Shinto (Japansk religion, naturkræfter/guder og forfædreånder)
- Oldgræske olympiske guder, samt de af disse inspirerede romerske guder
- Oldægyptiske guder (fx. Ra, Osiris og Amun) Kristendommen regnes traditionelt for en monoteistisk religion til trods for treenighedslæren, helgener og engle.

Se også


- Liste af spirituelt relaterede emner Kategori:Religion Kategori:Religionsvidenskab ja:多神教

Kristendom

Kristendommen er en monoteistisk religion centreret om Jesus af Nazareth, som betragtes som Guds søn og menneskets frelser. Religionens medlemmer kaldes for kristne. Ordet Kristus kommer af græsk ὁ Χριστός (»ho khristós« - "den salvede"), som igen er en oversættelse af det hebraiske ord הַמָּשִׁיחַ (»hammâshîach« - "den salvede"), som ligeledes er indlånt i dansk som ordet messias. Kristendom er i dag den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere på verdensplan eller rundt regnet en tredjedel af hele menneskeheden, lidt under dobbelt så meget som den næststørste religion, islam, og antalsmæssigt den hurtigst voksende religion. Kristendom kan overordnet set opdeles i en række undergrupper, hvoraf de største er: NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er enddog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist.
- De ortodokse kirker, fx den græsk-ortodokse eller den russisk-ortodokse kirke (ca. 240 millioner)
- Katolicisme (ca. 1.090 millioner)
- Protestantisme (ca. 590 millioner, herunder ca. 64 mio. lutheranere)
- Den anglikanske kirke (ca. 73 millioner) Andre gamle kristne kirkesamfund:
- Den etiopisk-ortodokse kirke (ca. 22 millioner)
- Den koptiske kirke (ca. 10 millioner (usikkert))
- Den armenske kirke (ca. 4 millioner)
- Den syrisk-ortodokse kirke (ca. 4 millioner)
- Østens assyriske kirke (ca. ½ million) Religiøse menigheder der opfatter sig selv som kristne, men af andre kristne retninger opfattes som tvivlsomme:
- Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (ca. 12,5 millioner), også uofficielt kaldet mormonerne eller LDS (for det engelske "Latter Day Saints")
- Jehovas Vidner (ca. 6 millioner) I Danmark tilhører hovedparten (84%) af befolkningen Folkekirken; en luthersk (og dermed protestantisk) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der med fuld juridisk gyldighed kan foretage vielser. Disse er:
- Den romersk-katolske Kirke
- Den reformerte menighed i Fredericia
- Den franske-reformerte menighed i København
- Den tysk-reformerte menighed i København
- Det metodistiske trossamfund
- Baptistkirken i Danmark
- Den ortodokse russiske kirkes menighed i København
- Den norske menighed ved Kong Haakon kirken i København
- Svenska Gustafsförsamlingen i København
- Den til St. Alban's English Church i København hørende menighed Europa udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, det kontinent med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den afrikanske og sydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i Asien.

Tro

Kristendommen opfattes af kristne som en videreførelse og fuldførelse af jødedommen, og kristendommen inkluderer flere traditionelle jødiske elementer, heriblandt de helt centrale dogmer om monoteisme, de dødes opstandelse, det evige liv og troen på en tidligere profeteret frelser (som kristendommen finder i personen Jesus Kristus, medens jøderne regner ham for endnu ikke ankommet) – men inkluderer også mange originale dogmer som troen på Kristus som Guds søn, treenighedslæren og læren om arvesynd. Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn og dermed som den inkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenes synder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hans død og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse og tilgivelse og til det evige liv med Gud i himlen og til på den sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø. Essentiel for kristendommen er:
- Biblen, foreningen af jødernes Gamle Testamente og det rent kristne Nye Testamente. Fundamentalistiske kristne mener, at den ord for ord er "Guds ord", nedskrevet af mennesker, mens andre kristne fastholder, at den kun er et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden og derfor åben for fortolkning.
- Jesu død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.
- Troen på treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden.
- Troen på, at Jesus Kristus er den i Det Gamle Testamente profeterede Messias og arving til kong Davids trone. Jesus er Guds søn og tillige Guds egen inkarnation på jorden.
- Jomfrufødslen, hvorved Jesus mirakuløst blev født af Jomfru Maria uden nogen mands mellemkomst. Herved menes Jesus at have undgået arvesyndens besmittelse.
- Troen på, at Jesus var uden egen synd, men af kærlighed i stedet påtog sig menneskehedens synder.
- Menneskets frelse og evige liv gennem troen på Jesus, hans korsfæstelse, død og opstandelse.

Historie

Begyndelse

Jomfru Maria Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives i Biblen: Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 11, vers 26: "og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne." Jesus er født i Betlehem i den romerske provins af Palæstina under kejser Tiberius. Efter Jesu død og opstandelse begyndte en skare af udvalgte disciple forkyndelsen af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet i pinsens år 29 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fra Jerusalem til den syriske by og provinshovedstad Antiokia (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt de jødiske traditioner, først og fremmest omskærelse, også skulle praktiseres af kristne. Hvor Jakob den Retfærdige (Jesu broder) i Jerusalem stod for gruppen der mente de jødiske love skulle overholdes af kristne, og Paulus i Antiokia der ikke mente det var nødvendigt. Ved et kirkekonvent i Jerusalem år 62, afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund. Paulus skiver i Det Nye Testamente, Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 11: ”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.” I disse år begyndte også en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de oprindelige hebraiske tekster.

Urkirken

De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde. Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter var kristendom først på fremdrift blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen også til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sin hedenske religion og traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra Antiokia mod nord og øst: Edessa blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte apostlen Thomas budskabet så langt østpå som til Indien. I vest oprettedes kristne kirker i Puteoli nord for Napoli, i Rom og sandsynligvis i det sydlige Spanien. De skrifter som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente nedskrives på datidens internationale sprog, (old)græsk, for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.

Forfølgelse

Tacitus (55-120) skriver om Neros brug af de kristne som syndebuk. ”For at modvirke rygtet der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre beordrede [Nero] den mest udtænkte og frygtelige tortur af de mennesker der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.” På nær kejser Neros (se også fx quo vadis) forfølgelse af kristne i Rom (hvis sandfærdighed er omdiskuteret, måske Tacitus (og Suetonius, som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne), skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af (andre) jøder som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen af Skt. Stefan, som betragtes som den første martyr (proto-martyr), og beskrevet i Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60: V59: Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” V69: Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen. Men frem til midten af det tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af romerne - men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af forfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne orgier, incestuøse foreninger af broder og søster, sønner og mødre, babydrab, menneskeofringer, kannibalisme, etc. Jøderne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af polyteisme og tilbedelse af kejserlige idoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke tabu om ikke at helligholde og videreføre gamle love og traditioner og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres love og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en nation hvor de kristne var en sekt. Jøderne foragtedes for deres fanatisme og ubøjelige monoteisme, men passede i det store hele ind i antikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser Decius (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne præster og biskopper tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne monoteisme. Et samtidigt massivt udbrud af pest udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt pave Fabian martyriet. Senere beordrede kejser Galienus (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser Diocletian (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger Galerius (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme - men i sidste ende nytteløse. I 311 tog Konstantin den Store (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt Sol Invictus (Den ubesejrede Sol), kristendommen som sin, og under korset og bannere proklamerende Med dette tegn, sejr (IN HOC SIGNO VINCES) vandt han efter flere slag den absolutte titel af kejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen men gav den tillige flere statslige privileger. Kejser Julian den Frafaldne (361-363) fratog senere i år 361 kirken dens privilegier og prøvede forgæves at gå tilbage til tidligere tiders hedenske tro, uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed overfor selv de mest vigtige hedenske monumenter og helligdomme, og efter et kort, men aktivt, styre gik hans efterfølgere tilbage til kristendommen, og alle romerske forfølgelser af kristne var slut. Senere blev Peterskirken opført i Neros haver hvor før de kristne havde stået som flammer.

Spredning

Peterskirken Peterskirken Peterskirken Kirken spredes inden for det romerske imperium, godt hjulpet på vej af pax romana. Ved Konstantin den Stores tiltræden som kejser var omtrent en tredjedel af det romerske imperium kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes de germanske stammer mod nord (med den arianske retning). Først goterne, dernæst burgunderne, sveberne, vandalerne, langobarderne og frankerne. I 432 bliver det keltiske Irland kristnet. Syd for romerrigets grænser var Etiopien allerede blevet delvis kristnet i det 1. århundrede, i det 4. århundrede blev det gjort til officiel religion i Etiopien efter arbejde af skt. Frumentius. Den nestorianske kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i det persiske rige, så Tibet, Kina (635 – hvor de oversatte biblen til kinesisk), Mongoliet (700-800) og Korea samt Indien hvor de thomaskristne allerede har været siden det 1. århundrede. I det 6. århundrede blev anglerne og sakserne i England kristnet. De russiske slaver blev kristnet mellem det 12. århundrede og det 15. århundrede. Den første kristne missionær til Danmark var Ansgar, der kom i det 9. århundrede. 965 erklærede kong Harald Blåtand på den store Jellingesten, at han havde kristnet danerne. Nogle af de sidste hedninge i Europa var de baltiske folk, som den danske konge og germanske riddere førte korstog mod og omvendte i det 13. århundrede. Norge og Sverige var ligeledes blevet kristnet i det 10. og 11. århundrede. Omkring år 1000 blev både Island, nordboerne på Grønland og Færøerne kristnet. Derom handler færingesagaen. I det 18. århundrede kristnede Hans Egede de grønlandske fangere. Hans Egede

Skismaer

Fra starten af var der stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.

Gnosticisme

Gnosticisme kommer af det græske gnōsis som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage til det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnostisme men generelt omhandler det en streng dualisme mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Frelses fås gennem en speciel viden (gnosis). Den evige gud, mente gnostikerne, var alt for god til at have noget med den materielle verden som antoges for ond. Derfor skabte han en række halvguder, hvoraf Jesus var en. Det debatteres om gnostisme skal klassificeres som en kristen kættersk bevægelse, eller blot et uafhængigt ikke-kristent tankesæt. Problemet med gnostismen er mange ifølge katolicismen, heriblandt at gnostisme fornægter inkarnationen af Gud i mennesket og dermed svækker Jesu opofrelse og guds tilgivelse og frelse.
Mandaeanisme
Den eneste form for gnostisme der stadig har aktive praktiserende kaldes mandaeanisme. Mandaeanisme er ikke en kristen retning da de anser Jesus som en falsk profet. ”Manda” betyder (som ”gnosis”) ”viden” på den form for aramæisk der tales af tilhængerne af mandaeanisme. Mandaeanismer anser hele rækken af profeter: Abraham, Moses, Jesus og Mohammed som alle værende falske profeter og i stedet Johannes døberen som værende en sand profet. Der findes ingen præcise optegnelser af hvor mange mandaeanismer der er, det antages et sted mellem 50,000 – 70,000. De lever hovedsageligt i grænselandet mellem Irak og Iran.

Donatister

Under Diocletians og Gratians voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af Donatus nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede. Problemet med denne udlægning af Kristi lære, udfra den katolske kirkes synspunkt, er at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.

Nestorianere / Assyriske kirke

Nestorianismen er troen på Jesus som to på en gang forskellige og klart adskilte personer; en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Retningen blev til under inspiration fra nyplatonismen og en forkastelse af det perfekte guddommelige og spirituelle kunne forenes med det uperfekte, korrupte verdslige og kropslige. Nestorius (d. 451) var en Syrisk munk der blev patriark af Konstantinopel, den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Et synode i Efesos år 432 blev indkaldt til at adressere dette spørgsmål og konkluderede at nestorianismen var uforenelig med korrekt kristen lære. Nestorius blev afsat som patriark og fordrevet, først til Antiokia, så til Arabien og tilslut til Ægypten. Nestorianismen blev slukket inden for imperiet, men blmostrede for en tid i Persien og så langt væk som Kina, Indien, Mongoliet og Korea. Problemet med nestorianismen fra et katolsk perspektiv er at den invalidere Jesus opofrelses, for hvis Jesus er to adskilte personer, hvilke af dem døde så på korset? Hvis det er den menneskelige, er denne opofrelses ikke af guddommelige karakter og ikke rækkende til en renselse af menneskets syn.

Monofysitisme

Monofysitismen er en reaktion på Nestorianismen hvori Jesus Kristus kun var én person, og denne guddommelige – der var intet menneskeligt element i Jesus Kristus. Et synode i Chalcedon år 451 blev indkaldt for at prøve at forene monofysitismen med katolicismen – men forgæves. Det har været fremført at de kristne maronitter på et tidspunkt har bekendt sig til monofysitismen, dette benægtes dog af maronitterne selv. Derudover fik monofysitismen aldrig den store tilhængerskare og fordømtes som kætteri i år 681. Problemet med monofysitismen fra katolsk side var at den ved benægtelsen af Kristus som havende en menneskelig side, samtidigt benægtede Jesus Kristus som en ægte inkarnation af det guddommelige i det menneskelige, og uden inkarnationen kan der ikke være nogen opofrelse for menneskets synder og ingen tilgivelse.

Pelagianisme

Pelagianisme er troen på at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den frie vilje, og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om arvesynden. Pelagianisme prædiker at Jesu rolle er begrænset til et godt eksempel til modvægt af Adams dårlige. Pelagius var en munk der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af Augustin, fordømt af pave Innocent I i år 417 og dømt kættersk ved synoden i Efesos år 432. Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald. Det Nye Testamente, Efeserbrevet, kapitel 2, vers 3: ”Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre” Det Nye Testamente, Romerbrevet, kapitel 5, vers 12: ”Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.”

Arianismen

Arius var en kristen præst i Alexandria i begyndelsen af det 4. århundrede. Arius mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning, hvorefter Gud adopterede Jesus Kristus som sin søn. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Jesus (og altså ikke Gud) selv verden. Men eftersom Jesus var en (guddommelig) skabning forskellig fra, og dermed underlegen, Gud frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. I år 325 indkaldte Konstantin den Store til synode i Nikæa (nuværende: Iznik) til at debattere Arius, hvor konklusionen fra synoden blev en erklæring om hans lære som kætteri, hvorefter Arius blev forvist til Illyrikum. Dette blev imidlertid ikke enden på arianismen, som bredte sig fra Alexandria over Lilleasien, og endda til den kejserlige familie, da kejser Konstantin 2., søn af Konstantin den Store, tog arianismen til sig og udnævnte Eusebius, den største fortaler for arianismen efter Arius død, som biskop af Konstantinopel. Bevægelsen døde først inden for romerriget efter kejser Theodosius 1. indkaldte til synode i Konstantinopel i 381, hvor det blev besluttet at følge den katolske treenighedslære. Imidlertid var goterne da i mellemtiden blevet omvendt af arianske præster, og goterne omvendte videre andre germanske folkeslag; vandalerne, longobarderne, frankerne etc., hvorefter det tog hundredvis af år, før de sidste spor af arianisme var udryddet. En overgang forfulgte arianske vandaler de indfødte katolske kristne i Nordafrika, og arianske gotere de indfødte katolske kristne i Spanien. Problemet fra et katolsk perspektiv var, at med arianismens tro på Jesus Kristus som en guddommelige skabning andet end og separat fra Gud forsvor de monoteismens og forsvarede idoltilbedelse.

Det store skisma / Øst vest skismaet

Bruddet i 1054 hvor pave Leo IX og patriarken Mikael I ekskommunikerede hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i en vestlig katolske og en østlige ortodokse var kumulationen på en århundrede gammel strid. Hovedsageligt omhandlet bruddet et spørgsmål om jurisdiktion og hvem der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepteret dogmet om pavens ufejlbarlighed og den vestlige katolske kirke ikke accepteret patriarken i Konstantinopel som værende universel patriark, såvel som hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om hvordan nadveren skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen. Det skal bemærkes at adskillelsen af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem Leo IX og Mikael I og aldrig verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke acceptere adskillelsen som legitim.

Reformationen

Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kristne gren sig yderligere i en katolske og protestantisk retning samt en anglikansk som opfattes som værnende lidt imellem de to. Bagud for reformationen havde gået flere hundred år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i 1517 da Martin Luther sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med den udbredte salg af afladsbreve. Protestantismen selv kan inddeles i en lang række forskellige retninger. Wittenberg

Se også

Religiøse titler:
- Abbed, abbedisse, apostel, bedemand, bisp, biskop, degn, domprovst, graver, kapellan, Kardinal, kordegn, missionær, munk, nonne, organist, pastor, pave, pontifex maximus, provst, præfekt, præst, sognepræst, ærkebiskop Reliøse bygninger og geografiske inddelinger:
- Domkirke, kapel, katedral, kirke (bygning), kloster, menighed, nonnekloster, pastorat, provsti, Salomon, kapel, Det Sixtinske Kapel, sogn, stift, Tempel, Vatikanstaten Religiøse traditioner:
- Advent, begravelse, bryllup, dåb, fødsel, højtid, jul, konfirmation, liturgi, mærkedag, nadvergudstjeneste, nonkonfirmation, nytår, nytårsdag, ordination, pinse, påske, rite, ritual, sakramente Religiøse begreber:
- Omvendelse, Treenighed Religiøse genstande og tekster:
- Alter, Bibelen, kiste, kolumbarium, pulpitur, rustvogn Religiøse symboler:
- Andreaskors, kors Åndelige væsener:
- Gud (nogle benævner Gud Jehova, JHVH), engel, ærkeengel, Djævel

Andre sider


- Kristne trosretninger
- Folkekirken
- De 10 kristne bud
- Østens Assyriske Kirke
- Liste af spirituelt relaterede emner

Eksterne henvisninger


- [http://www.biblen.dk Biblen]
- [http://www.folkekirken.dk/ Folkekirken]
- [http://www.km.dk/ Kirkeministeriet]
- [http://www.katolsk.dk Katolske kirke i Danmark]
- [http://www.metodistkirken.dk/ Metodistkirken Danmark]
- [http://www.kirker.dk/ Kirker i Danmark]
- [http://www.adherents.com/adh_branches.html#Christianity Religionsstatistik over kristenhedens grupperinger]
- [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Religion/Kristendom/ Google: Kristendom] Kategori:Religion Kategori:Kristendom ja:キリスト教 ko:기독교 ms:Kristian simple:Christianity th:คริสต์ศาสนา zh-min-nan:Ki-tok-kàu

Islam

Islam (الإسلام) er en religion, baseret på profeten Muhammeds åbenbaringer, der ifølge muslimerne blev nedskrevet som Koranen samtidig med at de blev åbenbaret. Koranen blev memoreret og videregivet mundtligt, som det var traditionen på det tidspunkt, men efter Profetens død blev Koranen nedskrevet som en samlet bog på arabisk, i den dialekt, den ifølge muslimerne var blevet åbenbaret på. Koranen opfattes som Guds ord, der er blevet bragt til Profeten Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Islam betrager sig som en åbenbaringsreligion, dvs. at Gud har givet sig til kende gennem profeter, som har givet hans budskaber videre. Islam er en verdensreligion, som opstod i Mekka år 611 e.Kr. Udøvere af islam kaldes muslimer. Ordet 'muhammedaner' kan opfattes som skældsord og går imod muslimernes egne ønsker, idet ordet opfattes således, at muslimerne skulle tilbede profeten Muhammed, hvilket går imod deres principper, hvor kun Gud bør tilbedes. 'Muslim' betyder 'person der giver sig hen til Gud', og deres religion 'Islam' betyder ligeledes 'hengivelse' eller 'underkastelse' (til Gud). Hos muslimerne bliver børnene ikke døbt som i kristendommen, for Muhammed har sagt, at "ethvert barn fødes i islam." Alle mennesker fødes med andre ord som muslimer. og man behøver derfor ikke en særlig optagelsesceremoni som i kristendommen. Den nyfødte får straks et navn. Hvis man ikke er vokset op som muslim, kan man konvertere ved islam blot ved at fremsige den muslimske trosbekendelse (shahada) på arabisk: محمد رسول الله (la ilaha illa llah) لا اله إلا الله (muhammad rasulu llah) "Der er ikke anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet".

Forskrifter

Som troende muslim skal man udføre en række ritualer, hvoraf fx bøn og almisse er foreskrevet i Koranen. Disse handlingsaspekter, som de nuværende muslimer udfører, stammer fra trosapekter; troen på Muhammed, på Koranens rigtighed og vigtighed og ikke mindst på Allah og dommedag. Disse handlingsaspekter bygger på de fem søjler og i det hele taget regler for den generelle livsførelse. Udover bønner og andre ritualer (se link ovenfor) er det at sige trosbekendelse også en god ting at gøre; det kan ikke gøres for ofte. Det er vigtigt at gøre, hvad der er passende som henholdsvis en muslimsk mand og som en muslimsk kvinde. Der er mange opfattelser af, hvad man bør gøre som muslim, men der kræves selvfølgelig også overensstemmelse mellem ens levevis og holdningen til f.eks. bønnen. Der findes også forskellige personlige tilgange til det at være muslim når det f.eks. gælder ens aktivitetsniveau. Man snakker herunder om en kviatistisk, en aktivistisk og militant måde at være aktiv i sin religion på.

Hellige skrifter

De skriftlige grundværker i islam er, udover Koranen (Qur'an, Guds ord - egtl. læsning), også Hadith (beretninger om Profetens gerninger og udtalelser) hvorfra Sunna udledes. Islams lov udledes fra Koranen og Sunna, og ud fra de principper som udledes fra disse.

Gudsopfattelse

Den islamiske gudsopfattelse er monoteistisk, hvor mennesket er underkastet Gud, omtrent ligesom i jødedommen og kristendommen. Islam er ligesom jødedommen en lovreligion, hvorved den adskiller sig fra kristendommen.

Religiøs arkitektur

kristendom Bygninger hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer. Muslimernes mest religiøse sted er Mekka med den centrale Ka'ba, i hvilken sidder en sten der ifølge tradition stammer fra Paradis, og blev sort af menneskets synder (?). Af andre religiøse "hovedstæder", kan nævnes Medina, hvor Profeten Muhammed emigrerede til og hvor han er begravet samt Jerusalem.

Højtider

Ramadanen er en stor islamisk hellig tid, hvor de troende ikke må spise og drikke, eller have seksuel samkvem fra solopgang til solnedgang. Derudover er det en meget åndelig tid, med særlig fokus på tilbedelse og perfektion af karakter.

Hellige personer

Muslimer tror på alle de tidligere profeter, der er nævnt i det Ny og Gamle Testamente. En ældre profet i islam er således Jesus, på arabisk Isha. Muslimerne tror imidlertid ikke, at Jesus var Guds søn (endsige den inkarnerede Gud), og heller ikke, at Jesus døde på korset og herefter stod op af graven. Jesus var blot en betydningsfuld profet i en lang række af profeter, som Muhammed så var den sidste og endegyldige repræsentant for ("profeternes segl").

Religionens udbredelse

Jesus Ca. 1,3 mia. mennesker verden over er i dag muslimer. Islam er mest dominerende i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Indonesien. Der findes også betydelige muslimske befolkningsgrupper i Afrika, Indien og i Sydøsteuropa. I Europa er islam primært en mindretalsreligion.

Retninger inden for islam

Muslimerne er delt i to hovedgrupper: Sunni og Shia. Begge grupper har stort set samme religiøse udøvelse, men visse teologiske og politiske anliggender deler dem. Den største gruppe er sunni-muslimerne (der udgør ca. 90 procent) mens shia-muslimerne udgør de resterende ti procent. Det afgørende for shia-muslimerne er, at der skal være en forbindelse til Muhammed gennem slægtsforhold. Shia betyder "parti", og det står her for Alis parti. Ali ibn Abi Talib var gift med Muhammeds datter, og han opfattes derfor af shia-muslimerne som den første rigtige kalif. Sunni-muslimerne mener, at forbindelsen til Muhammed skal hentes gennem handlemønstre. Fortællingerne om, hvad Muhammed sagde og gjorde, er blevet samlet i hadith-samlinger, hvilke fungerer som en slags grundlov, man henviser til. Af andre større grupper kan nævner wahhabi-islam, samt sufier/sufister, som er en form for mystikere. Ahmadiyya-bevægelsen, der har en moské i Hvidovre, betragtes almindeligvis ikke som værende muslimer, men ser sig selv som en del af islam.

Hellige genstande

Vers fra Koranen på skrift, såvel som Profeten Muhammeds hadith, og andre ting der har tilhørt Profeten betragtes som hellige genstande.

Se også


- Islamiske begreber
- Islamiske kalender
- Kalifat
- Islamisme

Eksterne henvisninger


- [http://islamisk.dk Islamisk.dk]
- [http://www.islam.dk Islam.dk]
- [http://wwwuser.gwdg.de/~mriexin/euroislam.html Links: Islam i Vest-Europa] Kategori:Religion Kategori:Islam Kategori:DK5 29.7 ja:イスラム教 ko:이슬람교 ms:Islam simple:Islam th:ศาสนาอิสลาม

Jesus Kristus

Jesus fra Nazaret er en historisk person, der levede i Israel fra ca. 7-4 før vor tidsregning til år ca. 30-33. Ifølge Det Nye Testamente er han Guds søn, og kristne kalder ham også for Jesus Kristus.

Etymologi og grammmatik

Kristus er den latinske form af græsk Christos som betyder 'den salvede', og som er en oversættelse af det hebræiske ord Messias, er det tilnavn eller den titel, som Jesus er givet for at markere hans specielle status. På dansk er det stadig almideligt at bruge de græske genitivformer af navnene Jesus og Kristus (indtil det 19. århundrede skrevet med Ch-): f.eks. Kristi fødsel eller Jesu navn. I salmebogen møder man endog vokativ: Mægtigste Kriste. Tidligere var også akkusativerne Jesum og Christum almindelige. Da Kristus ikke kan tage den bestemte artikel, brugte ældre danske bibeloversættelser formen den Christus. Nu om dage opfattes Kristus nærmest som et egennavn, som ikke behøver nogen artikel.

Jesu fødsel

Vores tidsregning er baseret på hans formodede fødselsår, som år 1. Der er de problemer: at verden blev skrevet i mandtal år 4 e.Kr., og at hans forældre måtte flygte til Ægypten med ham år 4 f.Kr.. År 0 findes ikke (eftersom årstallene egentlig er ordenstal). Året før år 1 er derfor år 1 f.Kr.

Jesu søskende


- Mange kristne mener at Jesus fra Nazaret var enebarn,
- Mange andre mener at han havde halvbrødre, hvor af en bliver den første biskop i Jerusalem.
- Andre mener at han havde mindst fire brødre og mindst to søstre. (Markusevangeliet 6.3).

Jesus i Det Nye Testamente

I Bibelen findes Jesu historie i Det Nye Testamente som bl.a. består af de fire evangelier Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. Johannesevangeliet At Jesus var født i Betlehem, erfarer vi i Matthæus- og Lukasevangeliet. Disse to synoptiske evangelister (som skrev uafhængigt af hinanden) har altså kendt en tradition herom, og de har været opmærksomme på det påfaldende i at Jesus ikke desto mindre voksede op i Nazaret. De har forklaret denne ejendommelighed hver på sin måde: Lukas, som lader Josef og Maria have deres hjem i Nazaret (hvor bebudelsen finder sted), motiverer flytningen til Betlehem med den af kejser Augustus beordrede folketælling. Matthæus antyder ikke noget om at familien rejste til Betlehem; man får indtryk af at denne by var deres hjem. Først efter flugten til Egypten (foranlediget af Herodes' massakre på de uskyldige børn - en episode som Lukas ikke kender) lader Matthæus familien flytte til Nazaret. Af disse og andre grunde må man slutte at de to evangelisters beretninger om Jesu fødsel ikke begge kan være historiske i alle enkeltheder. Det er bemærkelsesværdigt, men ofte overset, at Paulus, til trods for den centrale plads som Jesus har i hans breve (som er skrevet inden Paulus' død i 60'erne), intet beretter om Jesu liv eller virksomhed forud for den sidste nadver. Om Jesu fødsel hører vi kun at "da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven" (Gal.4,4). Paulus siger således intet om at Jesus var født af en jomfru. Enten har han ikke kendt denne tradition (som ikke er bevidnet før i slutningen af 1. århundrede), eller han har misbilliget den fordi den mindede ham om hedenske religioner. I hvert fald må hans forældre så have været gift, og ikke kun trolovet. Der findes desuden nogle senere evangelier, som ikke er optaget i biblen bl.a. Thomas-evangeliet, som godt nok er nedskrevet senere end de fire første, men som til gengæld er mindre redigeret og derfor følger den mundtlige tradition, som ligger til grund for evangelierne, mere ordret.

Billeder af Jesus

Den største statue af Kristus kan ses i Rio de Janeiro. Men der findes ingen samtidige billeder og figurer af ham, da jøderne havde billedforbud. Kategori:Kristendom Kategori:Religion Kategori:Bibelske personer Kategori:Profeter Kategori:Religionsstiftere Kategori:Antikken Kategori:Jul ko:예수 그리스도 ms:Yesus Kristus ja:イエス・キリスト simple:Jesus th:เยซู คริสต์ zh-cn:耶穌基督 zh-tw:耶穌基督

Treenighed

Treenigheden er det centrale dogme i den kristne religion, da det betragtes som nødvendigt at acceptere dette dogme (symbolsk og/eller konkret bogstaveligt eller på anden vis) for at tro på Jesus som Kristus. Den klassiske formulering, først formuleret af Tertullian af Karthago omkring 200, er: Gud er én substans og tre personer. På dansk dog ofte formuleret som: Gud er ét væsen og tre personer. De tre personer i treenigheden er Faderen, Sønnen (Kristus) og Helligånden. Ordet Treenighed blev først brugt af Theophilus af Antiokia i 180'erne og blev et afgørende tema under dannelsen af den Katolske kirke, fx i forhold til konflikten mellem de alexandrinske og antiokenske teologiske skoler, og diverse "kættere" som arianerne, modalisterne og det makedonske kætteri. Dogmet er en videreudvikling af forskellige nyplatoniske teorier, specielt den øverste Guddoms Hypostatiske natur og Platons oprindelige mellemledsbegreb: Katolikkernes version opfattede dog ikke stoffet som ondt (hvilket dengang førte til en stærk kritik fra hedenske filosofiske kredse) og kunne inkorporere andre filosofiske skoler (hvilket så på anderledes måde hjalp dens popularitet). Den blev fuldt formuleret og fastslået som dogme i den nikænske trosbekendelse fra 381. Man kan videre læse om emnet i værker af Augustin af Hippo, Hilarius af Poitiers, Thomas Aquinas, Martin Luther og Joseph Priestley. Interessante citater om treenigheden fra forskellige opslagsværker:
- The Encyclopedia Americana: Treenighedslæren anses for at „overstige den menneskelige fatteevne“
- A Dictionary of Religious Knowledge: „Nøjagtig hvad denne lære går ud på, eller rettere, nøjagtig hvordan den skal forklares, er et spørgsmål som tilhængerne ikke selv er enige om.“
- New Catholic Encyclopedia: „Der er kun få lærere som underviser i treenighedsteologien på romersk-katolske præsteseminarier der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet plaget med spørgsmålet: ’Men hvordan forkynder man treenigheden?’ Og hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.“ Kategori:Kristendom ja:三位一体 ko:삼위일체 ms:Tritunggal

Gud Fader

Denne artikel omhandler en af de tre personer i treenigheden. For andre aspekter ved guddommelige faderskikkelser, se Gud. ---- Faderen, eller Gud Fader, er i de dominerende retninger indenfor kristen teologi en af de tre personer i Treenigheden og for alle kristne et navn på Gud. I kristendommen har ideen om Gud som far en helt speciel betydning. I tillæg til at være den, som skabte verden og opretholder den, er han også Jesu Kristi far. Gennem Kristus opfattes han af de fleste kristne også som en far i en personlig forstand for alle døbte. I Matthæusevangeliet 11,27 siger Kristus: "Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for." Dette tolkes i de dominerende retninger indenfor kristen teologi som et tegn på, at faderskabet er en iboende del af Guds natur og et evigvarende forhold. Dette faderforhold blev styrket gennem bønnen, Jesus lærte diciplene, Fader vor, hvor man henvender sig til Gud først og fremmest som en faderskikkelse. Kategori:Teologi

Wulfila

Wulfila eller (forgræsket) Ulfilas (ca. 310-383) var biskop over vestgoterne og den første, der oversatte det Ny Testamente til et germansk sprog.

Liv og gerning

Wulfila havde kappadokiske (centralanatoliske) forfædre, der var blevet taget til fange af goterne i det 3. århundrede. Han blev senest i 341 viet til "biskop af de kristne i det gotiske land" af Eusebios af Nikomedia. Indtil 348 missionerede Wulfila blandt vestgoterne (også kaldet visigoterne eller tervingerne) ved den nedre Donau. Wulfila måtte i 348 gå i eksil på grund af kristenforfølgelser og brugte tiden på at udvikle en ny gotisk skrift på grundlag af det græske alfabet og runelafabetet, som han brugte til at oversætte det græsksprogede Ny Testamente til gotisk . Denne første bibeloversættelse til et germansk sprog var et vigtigt redskab i missionen blandt germanerne. Vestgoterne sluttede sig samlet til kristendommen, og også østgoterne, vandalerne, langobarderne og burgunderne lod sig kristne.

Teologi

På Wulfilas tid var den arianske retning af kristendommen dominerende i det Østromerske Rige, og det var først i slutningen af det 4. århundrede, at det lykkedes treenighedstilhængerne at fortrænge arianerne i hele Romerriget (den athanasianske trosbekendelse). Som en følge af Wulfilas mission var arianismen i århundreder den almindelige form for kristendom blandt germanerne. Modsætningsforholdet mellem germanske arianere og romerske katolikker blev forstærket af, at katolicismen (der endnu ikke var spaltet i en vestkirke og østkirke) var uløseligt forbundet med den romerske kejsermagt. Wulfilas elev skytheren Auxentius, der blev biskop af Milano, tilskriver ham denne trosbekendelse: "Jeg, biskop og bekender Ulfila, har altid troet således og foretager min rejse til min Herre i denne ene sande tro. Jeg tror, at der er én ufødt og usynlig Gud, og (jeg tror) på hans enebårne søn, vor Herre og gud, universets bygger og skaber, der ikke har sin lige og derfor er én alles Gud Fader, der også er vor Guds Gud, og én Helligånd, en lysende og helliggørende dyd, således som Kristus siger til sine apostle efter genopstandelsen: "Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje" (Lukas 24:49). Og fremdeles: "Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer" (Apost. Gern. 1:8). Den er hverken Gud eller Herre, men Guds tro tjener, og den er ikke lig med, men underordnet Sønnen og adlyder Ham i alt, og Sønnen er underordnet Gud Fader og adlyder Ham i alt." Kategori:Romersk-katolske kirke

Deisme

Deisme er betegnelse for anerkendelsen af, at der findes en gud, men at denne ikke griber aktivt ind i verdens gang. Modsat teisme. Kategori:Religion Kategori:Religionsvidenskab ja:理神論

Græske guder

Liste over græske guder (med angivelse af funktionsområde)
- Afrodite (kærlighed, skønhed)
- Aiolos (vindene)
- Amfritrite (hav)
- Apollon (lys, forår, renhed, lovmæssighed, spådomskunst, musik, sang, digtekunst)
- Ares (krig)
- Artemis (jagt, vækst, fødsel, natur)
- Athene (visdom, kunst, krigere)
- Demeter (agerbrug)
- Dionysos (kraft, vin)
- Eos (morgenrøden)
- Gaia (moder jord, død)
- Hades (underverdnen, agerjord)
- Hebe (evig ungdom)
- Hefaistos (ild, smedekunst)
- Hekate (ånder)
- Helios (solen, væddeløb)
- Hera (ægteskab, familie)
- Herakles (atletik, rejser)
- Hermes (frugtbarhed, græsgange, hjorde, handel, trafik, købmænd, tyve, gymnastik, retorik)
- Hestia (arnen)
- Inachos (floder)
- Kybele (frygisk frugtbarhedsgudinde)
- Morfeus (drømme)
- Nereus (hav)
- Nyx (natten)
- Okeanos (hav)
- Pan (skov, eng, hyrder, jægere)
- Persefone (underverdnen)
- Poseidon (vand, hav, jordskælv)
- Priapos (frugtbarhed, seksuel lyst)
- Prometheus (ild)
- Selene (månen)
- Silenos (kilder)
- Zeus (øverste gud; himmel, lyn, lys)

Se også


- De græske guders familietræ
- Græsk mytologi
- Romerske guder

Eksterne henvisninger


- [http://www.wikipedia.org/wiki/Roman/Greek_equivalency_in_mythology Engelsksproget Wikipedia: Roman/Greek/Etruscan equivalency in mythology] Kategori:Græsk mytologi ja:ギリシア神話の固有名詞一覧

Nordisk mytologi

Tekst til overskrift

Den nordiske mytologi er en betegnelse for den religion, de overbevisninger og de legender, som var udbredt blandt de nordiske folk før kristendommens indførelse. Hovedkilden til den nordiske mytologi er Sigmund Sigfussons Ældre Edda, som er den eneste samlede autentiske kilde, der endnu er nedskrevet, mens asatroen blev praktiseret og var virksom. Den øvrige og senere viden om nordisk mytologi, som skyldes skjalden Snorri Sturlusson, er præget af en række fejl, som skyldes kristendommens og kirkens indflydelse. Snorri Sturlusson nedskrev tidligere tiders mundtligt overleverede gude- og heltesagn i Yngre Edda. Edda. Andre væsentlige kilder er Saxo Grammaticus' Gesta Danorum ('Danernes Historie'), og Adam af Bremens beretning om Nordens historie og geografi. Nordisk mytologi er således i høj grad præget af middelalderlig skjaldekundskab, nedskrevet af en senere tids munke og krønikeskrivere, med en kristen eller romantisk historiekonstruktion for øje. Adam af Bremen skrev sit værk på bestilling af biskoppen af Hamburg-Bremen, og Saxo dokumenterede i Gesta Danorum den danske kongemagts rødder tilbage til sagnkongernes tid, og gav derved den daværende danske kongemagt en historisk begrundelse og legitimation. Udover det skriftlige materiale findes en del ikke-skriftlige kilder, der supplerer den islandske Edda. Arkæologiske fund og bevarede nordiske runesten udgør et værdifuldt materiale, som i skrift og afbildning forholder sig til Guder og elementer af det verdensbillede, vi præsenteres for i Edda'en. Andre germanske folk har derudover bevaret sagn og myter, som komplementerer de nordiske fortællinger. I moderne tid er den nordiske mytologi ofte blevet brugt i en nationalromantisk sammenhæng, ved f.eks. i digtning og historieskrivning at hævde en særlig nordisk egenart. En vigtig pointe er, at den nordiske mytologi næppe før middelalderens forsøg på at skabe en sammenhængende historie, udgjorde en kulturel enhed, som vi kender det fra eksempelvis kristne institutioner - men snarere en dynamisk syntese af nye og gamle forestilliger, fra et uhyre stort geografisk område, genstand for stadig fornyelse og gendigtning. En lang række af guder, steder og begreber, der indgår i den nordiske mytologi: Guder og gudinder kan opdeles i to grupper, Aser og Vaner. Dog skal det nævnes, at de alle lever i Asgård som medlemmer af den samme enhed. Krigen mellem aser og vaner er i overleveringen for længst overstået. Eller krigen er en senere konstruktion så vanerne er de gamle vane guder og nye indførte guder er aser.

Aser


- Balder, Brage, Bølværk, Delling, Forsete, Hejmdal, Hermod, Høder, Høner, Kvaser, Magni, Mimer, Modi, Od, Odin, Sommer, Svåsud, Thor, Tyr, Ull, Vale, Ve, Vidar den Tavse, Vile, Vinter.

Asynjer


- Eir, Fjørgyn, Fulla, Gefion, Gersimi, Gna, Hlin, Hnoss, Idun, Lofn, Nanna, Saga, Sif, Sigyn, Snortra, Syn, Var, Vår.

Vaner


- Frej, Freja, Frigg, Måne, Njord, Hel, Sol.

Norner


- Skuld, Urd, Verdande.

Helte, mennesker og trælle


- Afi, Amma, Ai, Ask og Embla, Edda, Einherjer, Erna, Fader, Jarl, Karl, Konr, Moder, Røskva, Sigmund, Sigurd Fafnersbane, Skjoldungerne, Snør, Thir, Tjalfe, Træl, Vølsungerne.

Kendte dværge


- Alvis, Andvare, Brisingerne, Brokk, Dvalin (brisingerne), Fafner, Fjalar, Galar, Ivald, Lit, Nordre, Odder, Regin, Reidmar, Sindre, Søndre, Vestre, Østre

Stednavne


- Alfheim, Amsvartner, Asgård, Barre, Bifrost, Ginnungagap, Gnipahulen, Hel, Hnitbjerg, Idasletten, Ifing, Jernskoven, Jotunheim, Midgård, Muspelheim Mørkeskoven, Niflheim, Niflhel, Nordisk kosmologi, Nåstrand, Okolner, Slid, Trudvang, Udgård, Valhalla, Vigrid, Vold, Von

Dyr, uhyrer


- Alstærk, Alsvid, Audhumla, Dain, Draugen, Dvalin (hjort), Dunør, Duratro, Fafner, Fenrisulven, Frejfaxe, Freke, Garm, Gere, Grane, Guldfaxe, Guldtop, Gyldenbørste, Gyldenkam, Hate, Heidrun, Himinhrjod, Hovvarpner, Hrymfaxe, Hugin, Midgårdsormen, Munin, Månegarm, Nidhug, Ratatosk, Rimfaxe, Skinfaxe, Skoll, Sleipner, Svadilfare, Særimner, Tanngrisner, Tanngnjost, Vedfolner

Genstande


- Andvarenaut, Angurvadel, Balmung, Brisingegammen, Draupner, Drome, Eldrimner, Ellida, Faldende fare, Gelgia, Gjallarhornet, Gleipner, Gram, Gridarvol, Gunger, Hunger, Iarngreiper, Løding, Mandshoved, Megingjord, Mjølner, Nagelfar, Rate-bor, Ringhorne, Sult, Yggdrasil, Skridbladner, Skjaldemjød, Svalin, Valgrind.

Gudernes boliger


- Alfheim, Bilskirner, Breidablik, Fensale, Folkvang, Glitner, Himmelbjerget, Noatun, Søkkvabek, Valhal

Overlevende efter ragnarok


- Mennesker: Liv, Livtraser.
- Aser : Balder, Høner, Vidar den Tavse, Vale, Modi og Magni.

Jætter


- Angerboda, Bauge, Bygmesteren, Bergelmer, Bestla, Bøltorn, Elle, Fenja, Gejrrød, Gerd, Gilling, Gjalp, Greip, Grid, Gunlød, Gymer, Hrungner, Hrym, Hræsvælg, Hyndla, Hymer, Hyrrokin, Jernsaxa, Loke, Mundilfare, Narfe, Ni Møer, De, Skade, Skrymer, Surt, Suttung,Tjasse, Trudgelmer, Trym, Tøkk, Udgårdsloke, Vaftrudner, Vølven, Ymer.

Gudemyter


- Balders død, Muren omkring Asgård, Fenrisulven bindes, Frejs elskov, Lokes væddemål med dværgene, Odin stjæler skjaldemjøden, Ragnarok, Rigs vandring, Skabelsen, Thors besøg hos Gejrrød, Thors besøg hos Hymer, Thors brudefærd, Thor hos Udgårdsloke, Thors kamp med Hrungner, Tjasse bortfører Idun,

Begreber


- Asetro, Ragnarok, Vølvens spådom.

Se også


- Græsk mytologi
- Indisk mytologi
- Keltisk mytologi
- Vendisk mytologi
- Vikingetiden
- Edda digtene
- Jagten på Odin
- Nordisk saga

Eksterne henvisninger


- [http://home.earthlink.net/~norsemyths/ Norse Mythology Pictures]
- [http://www.dickinson.edu/~eddyb/mythology/Cover_page.html Germanic Mythology]
- [http://myhome.hanafos.com/~neothor/gallery.htm Into the Norse. Gallery], Hovedadresse: [http://myhome.hanafos.com/~neothor/main.htm Into the Norse]
- [http://www.geocities.com/mytologi2000/ordliste.html Rundtur i den Nordiske Mytologi]
- [http://norsemythology.cybersamurai.net CyberSamurai Encyclopedia - Nordisk mytologi (engelsk)]
- ja:北欧神話 ko:북유럽 신화 ms:Mitos Norse

Panteisme

Panteisme kan kort siges at betyde at "Gud er alt". Panteisme er holdningen at alt er en del af en altomfavnende gud.

Se også


- Ateisme
- Religion
- Determinisme
- Fri vilje
- Liste af spirituelt relaterede emner ja:汎神論

Vendiske guder

Guderne i den vendiske mytologi blev tilbedt i middelalderen af venderne, der levede i det nordlige Tyskland lige syd for Danmark. Bog betyder "gud" på vendisk (som på andre slaviske sprog), og flere af gudenavnene har derfor dette suffiks. Generelt gælder, at de vendiske guder havde mange hoveder. Sandsynligvis fordi de var i stand til at kommunikere på flere planer. Mange af guderne havde krop eller hoved som en løve. B. S. Ingemann taler for det synspunkt, at det er den onde gud Tjernobogs symbol. Det udtrykker i den forstand dobbeltheden hos de vendiske guder.
- Antrimp
- Bardevit
- Berstuc
- Bezla
- Bielbog
- Birzuli
- Bozaloshtsh
- Boze Sedleshko
- Cisara
- Dziewonna
- Flins
- Gardot
- Hirovit
- Holtczy
- Ipabog
- Jarovit
- Jilsbog
- Jurata
- Jutrbog
- Karevit
- Kudi
- Murava
- Percunust
- Podaga
- Porevit
- Pscipolnitsa
- Radigast
- Razivia
- Rugievit
- Schwayxtix
- Semargl
- Sieba
- Siebog
- Svantevit
- Tchart
- Tchibacz
- Tjernobog
- Triglav
- Urii
- Wodni mush
- Zilsbog
- Zirnitra
- Zuttibur Venderne tilbad også guder hentet fra nordisk mytologi: Balduri (Balder), Hela (Hel), Svazudes (Svåsud), Woda (Odin). Kategori:Mytologi Kategori:Vendisk mytologi

Liste af spirituelt relaterede emner

Dette er en liste over emner, som kan have interesse for personer, der ønsker at informere sig indenfor områder som spiritualitet, mysticisme, parapsykologi o.a.

Introduktion og relaterede emner


- Religion: Gud, Ånd, Sjæl,