:: wikimiki.org ::
| Gul |
GulEn farve, navnet er afledt af ordet Guld
Symbolik
Solen og dermed lyset symboliseres ved gult. Guld er gult og guld betragtes som det mest ædle metal, hvormed gul også står for rigdom og pragt, herlighed og hellighed. Den er storsindets, gavmildhedens, intellektets, intuitionens og anelsens farve.
Gul blev i oldtiden tilknyttet galden, der blev forbundet med det koleriske temperament. Farven står for jalousi og utroskab, misundelse (gul af misundelse), falskhed og forræderi. Det er de visnende blades farve og symboliserer derved modenheden. Bedragere og falske vidner skulle i gamle dage som straf bære gule hatte. Svovlgul er vredens og djævelens farve.
Gult kan symbolisere evigheden og forklarelsen.
Det var prostitutionens farve og også et udtryk for homoseksualitet. Ordet 'yellow' (engelsk for gul) er i angelsaksiske lande ensbetydende med fejghed.
I Kina var gul den fornemste af alle farver, og var i perioder forbeholdt kejseren. Den forbandtes i østens med yang, og står for universets centrum. I mayakulturen var gul symbol for verdenshjørnet syd. I islam er den symbol for visdom. Og zuni-indianerne forbandt gul med luften.
I alkymien henviser gul (cintrinitas) til det trin, hvor materien forvandler sig i retning af de vises sten. Solguden Apollons farve er gul, ligeså er gul pavens farve (sammen med hvid). Stjernetegnet tvillingernes farve er gul.
I kristendommen symboliserer gult det evige lys, Guds herlighed og magt. Den står for guddommelighed, visdom og kongelighed.
Judas blev i kunsten afbildet med gul kappe, ligeledes blev jødedommen symboliseret ved den gule farve, kirken bestemte i 1215 at jøder skulle bære gult mærke på deres dragt. Af Israels tolv stammer symboliseres gult af Simeon.
Solar plexus-chakraet er gult, det står for det emotionelle, de jeg-orienterede følelser.
Kategori:Farver
ja:黄色
simple:Yellow
FarveFarve, ordet kommer af plattysk varwe, verwe, tysk farbe; det oprindelige nordiske ord er lød.
I kortspil taler man om farver i to betydninger: dels om røde, henholdsvis sorte kort, dels om de fire kulører.
Se også
- Farve (symbolik)
- Farvesystem
Eksterne henvisninger
- [http://www.idamarie.dk/idamarie/Farvelaere/kompendium.htm Kompendium i farvelære / ved Ida-Marie Müller (Olsen)]
- [http://susanne.list.person.emu.dk/farvel.htm Farvelære]
- [http://www.knowware.dk/pubhtml/color.htm knowware.dk: Farvelære, Man skelner mellem fire forskellige farve-sammensætninger]
- [http://www.internetvejviseren.dk/viskat.asp?ID=197 internetvejviseren.dk: Farvelære]
- [http://kvint.dk/hanne/01.html Lys og farvers påvirkning af børn og voksne]
- [http://www.emu.dk/sem/fag/hnd/inspiration/farve.html Komposition & Farvelære (engelske eksterne referencer)]
- [http://www.tekstildesign.dk/login_epos/2000/internetguide/Farvelaere.html Farvelære & designprincipper]
- [http://www.danmarksmindsteforlag.dk/links/moenster.shtml Linksamlingen fra bogen "Form Farve Fantasi"]
Kategori:Farver
ja:色
ko:색
simple:Color
Guld
Guld er et grundstof med atomnummer 79 og forkortelsen Au. På latin hedder guld aurum.
latin
Guld kaldes for et ædelt metal, da kun kongevand kan opløse det. Rent guld er blødt og strækkeligt, hvilket muliggør udhamring/valsning til tynde blade på 0,0001 mm tykkelse. Et stykke papir har normalt en tykkelse på 0,05 - 0,1 mm.
Videnskaben om kemisk at fremstille guld kaldes for alkymi.
Symbolik
Guld er ædelmetal, der sættes i forbindelse med solen. Symbol på overjordisk storhed, men også på pral. Guld symboliserer evigheden, fuldkommenhed, og erkendelse. Symbol på jordkræfterne, og sattes i forbindelse med gudeverdenen og højere magter. Tegn på (evig) troskab guldring.
I kristendommen symbol på himmellyset og fuldkommenheden.
I oldtiden kunne guld afværge skadelig trolddom. Det gyldne sværd Chrysaor symboliserer høj spirituel beslutsomhed.
I drømme kan guld betyde ny erkendelse og bevidsthedsudvidelse. Symboliserer maskuline værdier, i kvinders drømme animus. I auraen tydes guld som besiddelse af stor, gammel østerlandsk visdom.
Mundheldet lyder: "Tale er sølv, tavshed guld".
Alkymister betragtede guld som noget ædelt, i stræben efter lutring, esoterisk erkendelse, og det højeste trin i åndelig udvikling. I Kina betragtedes guld som solens metal og uressensen yang.
Astrologisk hører guld til stjernetegnet løven.
Heraldisk gengives guld som regel som gul.
Se også
- Sølv
- Platin
Kategori:Grundstoffer
Kategori:Metaller
ja:金
ms:Emas
simple:Gold
th:ทองคำ
GulEn farve, navnet er afledt af ordet Guld
Symbolik
Solen og dermed lyset symboliseres ved gult. Guld er gult og guld betragtes som det mest ædle metal, hvormed gul også står for rigdom og pragt, herlighed og hellighed. Den er storsindets, gavmildhedens, intellektets, intuitionens og anelsens farve.
Gul blev i oldtiden tilknyttet galden, der blev forbundet med det koleriske temperament. Farven står for jalousi og utroskab, misundelse (gul af misundelse), falskhed og forræderi. Det er de visnende blades farve og symboliserer derved modenheden. Bedragere og falske vidner skulle i gamle dage som straf bære gule hatte. Svovlgul er vredens og djævelens farve.
Gult kan symbolisere evigheden og forklarelsen.
Det var prostitutionens farve og også et udtryk for homoseksualitet. Ordet 'yellow' (engelsk for gul) er i angelsaksiske lande ensbetydende med fejghed.
I Kina var gul den fornemste af alle farver, og var i perioder forbeholdt kejseren. Den forbandtes i østens med yang, og står for universets centrum. I mayakulturen var gul symbol for verdenshjørnet syd. I islam er den symbol for visdom. Og zuni-indianerne forbandt gul med luften.
I alkymien henviser gul (cintrinitas) til det trin, hvor materien forvandler sig i retning af de vises sten. Solguden Apollons farve er gul, ligeså er gul pavens farve (sammen med hvid). Stjernetegnet tvillingernes farve er gul.
I kristendommen symboliserer gult det evige lys, Guds herlighed og magt. Den står for guddommelighed, visdom og kongelighed.
Judas blev i kunsten afbildet med gul kappe, ligeledes blev jødedommen symboliseret ved den gule farve, kirken bestemte i 1215 at jøder skulle bære gult mærke på deres dragt. Af Israels tolv stammer symboliseres gult af Simeon.
Solar plexus-chakraet er gult, det står for det emotionelle, de jeg-orienterede følelser.
Kategori:Farver
ja:黄色
simple:Yellow
Guld
Guld er et grundstof med atomnummer 79 og forkortelsen Au. På latin hedder guld aurum.
latin
Guld kaldes for et ædelt metal, da kun kongevand kan opløse det. Rent guld er blødt og strækkeligt, hvilket muliggør udhamring/valsning til tynde blade på 0,0001 mm tykkelse. Et stykke papir har normalt en tykkelse på 0,05 - 0,1 mm.
Videnskaben om kemisk at fremstille guld kaldes for alkymi.
Symbolik
Guld er ædelmetal, der sættes i forbindelse med solen. Symbol på overjordisk storhed, men også på pral. Guld symboliserer evigheden, fuldkommenhed, og erkendelse. Symbol på jordkræfterne, og sattes i forbindelse med gudeverdenen og højere magter. Tegn på (evig) troskab guldring.
I kristendommen symbol på himmellyset og fuldkommenheden.
I oldtiden kunne guld afværge skadelig trolddom. Det gyldne sværd Chrysaor symboliserer høj spirituel beslutsomhed.
I drømme kan guld betyde ny erkendelse og bevidsthedsudvidelse. Symboliserer maskuline værdier, i kvinders drømme animus. I auraen tydes guld som besiddelse af stor, gammel østerlandsk visdom.
Mundheldet lyder: "Tale er sølv, tavshed guld".
Alkymister betragtede guld som noget ædelt, i stræben efter lutring, esoterisk erkendelse, og det højeste trin i åndelig udvikling. I Kina betragtedes guld som solens metal og uressensen yang.
Astrologisk hører guld til stjernetegnet løven.
Heraldisk gengives guld som regel som gul.
Se også
- Sølv
- Platin
Kategori:Grundstoffer
Kategori:Metaller
ja:金
ms:Emas
simple:Gold
th:ทองคำ
Metal:Denne artikel handler om materialekategorien Metal. For musikgeneren med samme navn, se Heavy metal.
Metal er en fællesbetegnelse for metalliske grundstoffer eller legeringer heraf. I daglig tale inden for jernbranchen adskilles jern fra metallerne, jf. 'jern og metal'.
De almindeligste brugsmetaller er jern, kobber, zink, aluminium, tin, bly og indbyrdes legeringer heraf, f.eks. stål, messing, bronze m.m.
De mest værdifulde metaller kaldes ædelmetaller, f.eks. platin, sølv og guld.
Metallers egenskaber
Fælles for metaller er tre egenskaber: De er strømledende, de er gode varmeledere og de har metalglans. Egenskaberne er et resultat af den måde, hvormed metallers atomer forbinder sig, nemlig metalbindingen. Metaller har en tendens til at afgive elektroner, hvorved de bliver positive ioner - de er elektropositive. De frie elektroner, der er afgivet, danner en omkringliggende elektronsky, som holder metalionerne sammen i et metalgitter. Gitteret giver et metal dets glans, mens de frie elektroner muliggør strøm- og varmeledningen gennem stoffet.
Kategori:Metaller
ja:金属
ko:금속
simple:Metal
th:โลหะ
KoleriskHumoralpatologi er en ikkevidenskabelig medicinsk teori som især var meget udbredt i antikken og middelalderen.
Ifølge teorien baserer menneskets sundhed og sygdomme sig på ligevægten eller uligevægten mellem fire elementære væsker (kardinalvæsker) der mentes at gennemtrænge kroppen. Til hver af de fire væsker blev knyttet særlige egenskaber, og de blev associeret med de klassiske fire elementer.
De fire adjektiver for temperamenterne stammer direkte fra navnene på kardinalvæskerne.
Humoralpatologien og den tilhørende temperamentslære forbindes især med lægen Galenos fra det 2. århundrede.
Kategori:Middelalder
ko:사체액설
ProstitutionProstitution er at sælge seksuelle ydelser. I den gængse opfattelse uden følelsesmæssig forbindelse med partneren og som en promiskuøs aktivitet og som en modsætning til sex i et parforhold.
Prostitution, der er kendt som verdens ældste erhverv, kaldes undertiden med en pæn omskrivning for intimmassage. Mere farvet betegnes det også at sælge sig selv eller at leve af utugt.
Som oftest er den prostituerede en kvinde, mens kunden er en mand. Den prostituerede kaldes i lettere vulgært sprog for en luder.
Der findes dog også mandlige prostituerede, der betjener mandlige kunder. En særlig gruppe er unge, mandlige prostituerede, såkaldte trækkerdrenge. En mandlig prostitueret, der betjener kvindelige kunder, kaldes en gigolo.
Prostitutionens udøvelse
Prostituerede finder og betjener deres kunder på flere måder og steder, og man taler ligefrem om en "rangorden" blandt prostituerede afhængigt af, hvordan dette finder sted (og hvor høj prisen på ydelserne er).
Nederst i dette hierarki findes de såkaldte gadeludere, som finder deres kunder blandt de forbipasserende, hvadenten disse nu er gående, cyklende eller bilister. At udøve erhvervet på denne måde betegnes at trække på gaden eller at stå på en flise. I mange byer findes særlige gader, som er kendt for denne type prostitution. Det er primært blandt disse udøvere, at man finder de narkoprostituerede, som tjener til deres misbrug på denne måde. Kunderne betjenes normalt i nærliggende værelser, evt. hoteller eller moteller, eller i kundernes biler.
En del prostitution udøves i sex-klubber og -etablissementer i forbindelse med optræden af erotisk eller seksuel art som peepshow, nøgendans, liveshow, striptease o.l.
En mere organiseret form finder sted på bordeller eller massageklinikker, hvor erhvervet udøves under lidt mere betryggende og ordnede forhold. Kunderne findes ofte ved annoncering i f.eks. dagblade, og desuden kan der i en vis udstrækning være tale om "faste kunder", som kommer igen med mellemrum.
Call-girl er en betegnelse for en prostitueret, som kontaktes pr. telefon, og som efter aftale tager ud til kunden på dennes bopæl eller hotel. Det ses ofte, at flere prostituerede organiserer sig som en call-girl central.
Øverst i hierarkiet findes en gruppe, som ses betegnet som luksusludere. De kan drive deres erhverv på en måde, så prostitutionen kun er en del af ydelsen. Det kan ske i form af "escort-service", hvor kunden får en kvindelig ledsager til et restaurant-besøg, en sammenkomt etc., og hvor den seksuelle ydelse ikke altid er inkluderet eller obligatorisk.
Prostitution og kriminalitet
I Danmark er prostitution et lovligt erhverv. Der er dog traditionelt knyttet en hel del kriminalitet til erhvervet, og i det danske politi findes en særlig afdeling, sædelighedspolitiet, som især tager sig af opklaring og forebyggelse af en del af de nedennævnte forbrydelser på dette område:
- Alfonseri, dvs. at tjene penge på andres prostitution. Dette kan antage forskellige former. Oprindeligt nok direkte ved at tvinge den prostituerede til at aflevere de indtjente penge til alfonsen, men efterhånden nok mere indirekte og skjult, f.eks. ved at forlange overpris for udlejning af værelser til prostitution.
- Ulovlig indvandring, hvor udenlandske prostituerede smugles ind i et land af alfonser og bagmænd, som tjener på disses arbejde
- Hvid slavehandel, som er betegnelsen for en alvorlig forbrydelse, hvor (fortrinsvis) piger tvinges til prostitution og sælges til det.
- Skatteunddragelse, fordi de indtjente penge ikke opgives til skattemyndighederne som indkomst.
- Narkokriminalitet, fordi en stor del af dets udøvere er misbrugere.
- Pengeafpresning er nok en lidt sjældnere form, men truslen om skandalisering af kunder er blevet udnyttet til ulovlig tvang.
Hertil kommer forbrydelser, som den prostituerede kan være udsat for, som f.eks.
- Overgreb, vold og tvang fra en alfons.
- Overgreb begået af den prostitueredes kunde. Disse er ikke ualmindelige, fordi den prostituerede - specielt ved gadeprostitution - er i en meget udsat situation sammen med ukendte kunder. Disse forbrydelser omfatter alt fra tvang, vold og voldtægt til mord. Nogle massemordere har ligefrem søgt deres ofre blandt prostituerede, som f.eks. den berygtede Jack the Ripper i London i 1800-tallet.
I en del lande, hvoriblandt kan nævnes Sverige, er prostitution et ulovligt erhverv, og det er også strafbart at være kunde hos en prostitueret. I andre lande er man gået en anden vej og har forsøgt at bringe erhvervet under kontrol ved at tillade det udøvet i officielle bordeller, hvor de prostituerede er registreret og undergivet tilsyn og lægekontrol. Det gælder f.eks. i Holland. Hvor prostitution er lovligt uden at være reguleret, som det f.eks. er tilfældet i Danmark, forsøger de sociale myndigheder og private organisationer ofte at afhjælpe de skadelige virkninger af erhvervet ved at tilbyde læge-, sociolog- og psykologhjælp eller ved at forsøge at hjælpe de prostituerede helt ud af erhvervet ved tilbud om behandling for et evt. misbrug, forbedring af de sociale forhold og om uddannelse etc.
En del udviklingslande har problemer med børneprostitution, hvor børn sælges som prostituerede - fortrinsvis til pædofile turister. Det kan foregå uden forældrenes vidende, men det forekommer også, at familiers situation er så desperat, at de ikke ser anden mulighed end at gribe til denne fortvivlede udvej. Internationalt gøres der store bestræbelser for at bekæmpe disse afskyelige forbrydelser.
Skandaler og prostitution
- Profumo-skandalen
-
Prostitutionens historie
Berømte prostituerede og kurtisaner
- Nora Ebbesen
Syn på prostitution
Der er to meget forskellige holdninger både i befolkningen, blandt eksperter og kvindeorganisationer.
Blandt modstanderne af prostitution kan man finde den holdning, at prostitution er skadeligt for den prostituerede, der ikke har muligheden for at sige fra, fordi hun har brug for pengene, hvilket udnyttes af kunden.
Nogle modstandere mener ligefrem, at prostitution bør være strafbart for den prostituerede, for kunden eller for begge parter. I de senere år har bl.a. flere politikere talt for ensidigt at kriminalisere kunderne.
Blandt de, der accepterer prostitution, mener nogle, at der findes en såkaldt lykkelig luder, altså en person, der er afklaret med sit arbejde som prostitueret. Andre mener blot, at det må være op til den enkelte at træffe sine egne valg.
Mange ser det i øvrigt som uretfærdigt ensidigt at kriminalisere den ene part.
De ser det altså ikke som kønsdiskrimination, at kvinder sælger deres krop, da der er tale om et frit valg, men det vil være diskrimination kun at straffe mænd for det. Hvis man altså antager at forholdet altid er kvinden som den udøvende, og manden som modtagende/købende.
Bøger
Erik Nørgaard, Prostitution i Danmark efter middelalderen. ISBN 87-77-20156-6
Eksterne henvisninger
- http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Seksualitet/Prostitution/
Kategori:Kriminalitet
Kategori:Sexologi
ja:売春
th:การค้าประเวณี
Homoseksualitet
Homoseksualitet er det fænomen, at en persons seksualitet er rettet mod en person af samme køn.
Betegnelser
- Homoseksuel betegner både mænd og kvinder, selv om ordet ofte bruges synonymt med bøsse. Ordet er en sammensætning af græsk homo- "samme-" og latin sexuālis "kønslig". Tidligere brugte man også ordet homofil, af græsk phileō "elske", men det opfattes som klinisk af de homoseksuelle selv.
- En homoseksuel kvinde kaldes lesbisk. Betegnelsen refererer til den græske ø Lesbos, hjemsted for digterinden Sapfo, der skrev kærlighedsdigte til piger. Undertiden benyttes den forkortede, mere nedværdigende betegnelse lebbe.
- En homoseksuel mand kaldes bøsse. Betegnelse skyldes muligvis en sammenligning mellem den homoseksuelle kønsakt og rensningen af et gevær (bøsse). Ordet var tidligere nedsættende, men regnes nu for neutralt (som det engelsk gay og tysk Schwuler).
Antal
Det er vanskeligt at afgøre, hvor stor en del af befolkningen der i overvejende grad identificerer sig som homoseksuelle.
Danmarks Statistik laver ikke opgørelser over seksuel disposition. Man har derimod statistikker over, hvor mange der lever i registreret partnerskab. Det drejede sig den 1. januar 2004 om i alt 3.147 mænd og 2.430 kvinder. Til sammenligning var det i alt 1.079.198 mænd og 1.080.496 kvinder, der stod opført som "gifte". Man kan dog ikke heraf slutte, at homoseksuelle udgør 0,29% af mændene og 0,22% af kvinderne. Sandsynligvis er homoseksuelle (stadig) langt mindre tilbøjelig til at indgå ægteskab end de heteroseksuelle. Det er således betegnende, at de registrerede partnerskaber udgør en forholdsvis større andel af samtlige ægteskaber blandt de yngre end blandt de ældre.
Homoseksuelle organisationer angiver tallet som 5-10%. Uofficielle rundspørger (f.eks. i ugeblade og magasiner) lander typisk på tal omkring 2%. Tallene besværliggøres af, at ikke alle praktiserende homoseksuelle vil svare ja til at have en homoseksuel identitet, når der foretages stikprøver eller rundspørger. Nogle er påpasselige med at holde deres identitet skjult; andre er slet ikke bevidste om deres homoseksualitet; og atter andre, der måske nok reelt er overvejende tiltrukket af deres eget køn, vil hellere beskrive sig som biseksuelle, fordi de ikke sympatiserer med den homoseksuelle kultur eller det stereotype billede af den homoseksuelle.
Den amerikanske Kinsey-rapport fra 1948 fandt, at en betragtelig del af den mandlige befolkning havde seksuelle erfaringer med deres eget køn, og at 90-95% var mere eller mindre biseksuel. Rapporten er imidlertid blevet kritiseret for at have udvalgt et materiale, der var mere seksuelt åbent end befolkningen som sådan. Det er dog sandsynligt, at homoseksuelle aktiviteter har en anseelig udbredelse uden for den del af befolkningen, der opfatter sig som homoseksuelle. For de fleste drejer det sig om enkeltstående oplevelser, mens andre er reelt biseksuelle.
Den mest sandsynlige konklusion er, at tallet for mænd ikke ligger over 5 % af den voksne befolkning og for kvinder måske noget lavere.
Årsager
Essentialisme vs. konstruktivisme
Det vides ikke bestemt, hvordan en persons seksuelle orientering bliver fastlagt. Der eksisterer inden for forskningen to strømninger:
- Essentialisme, der mener, at homoseksualitet og heteroseksualitet er medfødte dispositioner og skylde særlige gener eller hormonniveauer under graviditeten.
- Konstruktivisme, der mener, at homoseksualitet og heteroseksualitet er kulturelt bestemte kategorier.
De fleste sociologer er i dag tilhængere af den konstruktivistiske forklaring. Den berømteste fortaler er den franske idéhistoriker Michel Foucault. I Danmark er denne position repræsenteret af f.eks. Henning Beck og Wilhelm von Rosen. Den essentialistiske fortolkning har derimod fremtrædende repræsentant i den amerikanske historiker John Boswell. Den er mere populær blandt de homoseksuelle selv, fordi de føler, at de dermed bedre kan forsvare sig imod omverdenens kritik.
For konstruktivismen taler, at det endnu ikke har været muligt at pege på gener eller fysiske forhold, der er fælles for alle homoseksuelle. Der er heller intet som helst, der tyder på, at homoseksualitet er resultatet af en forkert opvækst. I virkeligheden skal man nok ikke finde én fælles årsag til homoseksualitet (eller for den sags skyld én fælles årsag til heteroseksualitet). Forskellige mennesker kan kan være blevet homoseksuelle af vidt forskellige årsager, som det måske ofte vil være fuldstændig umuligt at udrede bagefter. Men den vestlige kulturs tvedeling i heteroseksuelle og homoseksuelle gør, at de finder sammen i en fælles identitet. Under alle omstændigheder synes opdelingen i heteroseksuelle og homoseksuelle at være speciel for den vestlige kultur. I mange førmoderne kulturer er mænds seksualitet ikke defineret ud fra en mand-kvinde-dikotomi, men orienterer sig snarere ud fra statusforskelle (alder, køn, hierarki).
Psykologi
Freudianske forklaringer på (mandlig) homoseksualitet, f.eks. en dominerende moder eller en fraværende moder, er mindre populære i dag og synes da heller ikke at have nogen som helst baggrund i virkeligheden.
Nogle undersøgelser har peget på, at bestemte placeringer i søskendeflokken medførte en større sandsynlighed for homoseksualitet end andre. Den homoseksuelle identitet kunne derfor skyldes, at personen fik en særlig rolle i forhold til de andre søskende. Det har dog også været forklaret biologisk (livmoderen skulle have et højere niveau af testosteron, hvis moderen tidligere har båret drengebørn).
Amerikanske undersøgelser viser, at drenge, der har en effemineret adfærd (på engelsk: "sissies"), langt oftere udvikler en homoseksuel identitet end andre drenge. Man taler om Childhood Gender Non-Conformity (CGN) for at beskrive denne type drenge, der ofte foretrækker at lege med piger og nogle gange beskriver sig som hørende til det modsatte køn. Blandt dem, der falder inden for denne gruppe, skal det være 75%, der senere lever som homoseksuelle eller homoseksuelle. Adfærden kan have en biologisk (hormonel eller genetisk) årsag, se næste afsnit. Det må dog understreges, at en stor del af de homoseksuelle mænd ikke har haft "Childhood Gender Non-Conformity".
Det kan ikke være nogen tvivl om, at homoseksuelle mænd har spillet fodbold som børn signifikant sjældnere end andre mænd. Der er ligeledes en signifikant større andel af lesbiske blandt de kvinder, der spiller boldspil, end i befolkningen som sådan. Men også her er der tale om en tendens og ikke et en-til-en-forhold: ikke alle hånd- og fodboldspillende kvinder er lesbiske og ikke alle lesbiske spiller hånd- eller fodbold. Og ikke alle mænd, der ikke spiller fodbold, er bøsser, og ikke alle, der spiller fodbold, er heteroseksuelle.
Biologi
De fleste forskere tvivler på, at der findes et enkelt gen, der gør mænd til bøsser, eller et enkelt gen, der gør kvinder til lesbiske. Men der er blandt naturvidenskabsmænd en udbredt opfattelse af, at nogle mennesker er genetisk mere disponerede for homoseksualitet end andre. Denne konklusion bliver draget af undersøgelser af enæggede tvillinger, først og fremmest mænd. Én undersøgelse viser, at hvis den ene enæggede tvilling er bøsse, er der 52% sandsynlighed for, at den anden også er det, hvorimod sandsynligheden er 22% mellem tveæggede tvillinger og kun er 9,8% mellem almindelige brødre (J. Michael Bailey / R. Pillard 1991). Sådanne undersøgelser kan dog have en bias, fordi enæggede brødre, der begge er homoseksuelle, måske er mere tilbøjelige til at melde sig til en undersøgelse end de, der har forskellig seksuel disposition. Materialet, som disse forskere arbejder med, er også så lille, at det ikke er statistisk sikkert, og der er stor variation mellem de resultater, som de forskellige undersøgelser kommer til.
En populær naturvidenskabelig forklaring på homoseksualitet mener, at den senere seksuelle orientering lægges fast i fosterstadiet som en følge af hormonelle forhold i livmoderen. Der er forskellige indikationer på, at det faktisk er tilfældet for en stor del af de homoseksuelle mænd, f.eks. fingrenes relative størrelser, der angiveligt bestemmes af testosteronniveauet i fosterstadiet). Heteroseksuelle mænds pegefinger er gennemsnitligt kortere end ringefingeren målt fra spidsen til den nederste kant(forholdet 0,965), hvorimod den hos heteroseksuelle kvinder gennemsnitligt er længere. Nogle undersøgelser siger, at homoseksuelle mænd har en relativt længere pegefinger, andre, at de har en relativt kortere, og atter andre kan ikke dokumentere nogen som helst forskel (se Voracek, Manning & Ponocny, Archives of Sexual Behavior 34:3 (2005) 335-340).
Hypothalamus, der er den nederste del af hjernen og styrer stofskiftet, har også en gennemsnitlig forskel i størrelse mellem de to køn, og også her ligger de homoseksuelle mænd gennemsnitligt oftere tættere på det modsatte køn. Undersøgelsen (Simon LeVay 1991) er dog blevet kritiseret for, at den sammenligner overvejende raske heteroseksuelle mænd med homoseksuelle mænd, der for de flestes vedkommende er døde af aids. Det er tænkeligt, at det er sygdommen, der har forårsaget forskellen i hjernens struktur.
Den hormonelle forklaring understøttes af paralleller i dyreriget: køer, der er tvillinger til tyre, udvikler ofte en "lesbisk" adfærd (freemartinsyndromet). Blandt væddere er 6-10% seksuelt tiltrukket af andre væddere; der er forskere, der mener at kunne observere en forskel i størrelsen af hypothalamus mellem de homoseksuelle og heteroseksuelle væddere, ligesom det angiveligt skulle være tilfældet mellem homoseksuelle og heteroseksuelle mænd.
En svensk undersøgelse viser, at homoseksuelle og heteroseksuelle mænd reagerer forskelligt på mænds svedlugte og kvinders urinlugt. Man har derfor ment, at homoseksualitet skyldes en "fejl" i hypothalamus, der medfører en "forkert" reaktion på disse feromoner. Det er dog højst tænkeligt, at en person, der af en eller anden biologisk eller ikke-biologisk grund foretrækker sit eget køn, også vil reagere positivt på de lugte, der ubevidst forbindes med det køn; den forskellige reaktion på kønnenes feromoner er derfor måske ikke en årsag til, men en følge af den seksuelle disposition.
Historie
Grækenland og Rom
Oldtidens græsk-romersk kultur er et velkendt eksempel, hvor det var fuldt socialt accepteret for mænd at være forelsket i andre mænd, blot man var den aktive part.
Den græske pæderasti (der var rettet mod drenge i alderen ca. 12-18) har efter de fleste forskeres mening en rituel oprindelse. I adskillige kulturer er det udbredt, at de unge mænd indgår seksuelle forbindelser med ældre mænd som led af deres opdragelse. I Sparta og på Kreta var pæderastien stadig i klassisk tid en del af det rituelle opdragelsessystem; men i det klassiske Athen ser pæderastien ud til at have udviklet sig til et æstetisk-romantisk privatanliggende.
Platon opfattede kærligheden mellem mænd som mere ædel end kærligheden mellem mænd og kvinder, fordi den havde et åndeligt element, hvorimod heteroseksuel kærlighed var rent fysisk. I Theben havde man en berømt hærenhed, der bestod af lutter kærestepar, ældre og yngre mand side om side, fordi man mente, det ville højne den unges mod, når han skulle vise sig over for sin ældre partner.
De græske guder, der i et og alt ligner menneskene, har man også tillagt homoerotiske erfaringer: Zeus bortførte drengen Ganymedes, Poseidon elskede Pelops, og Apollon elskede Hyakinthos, som han dog kom til at dræbe med en diskos. Også de mytologiske helte skal havde dyrket kærlighedsforhold til drenge eller yngre mænd, således Herakles' forhold til Hylas og Achilleus' forhold til Patroklos. Selv om de senere grækere opfattede sidstnævnte forhold som erotisk, er det dog ikke noget, som Homer tematiserer i Iliaden.
Lesbisk kærlighed kendes fra Lesbos (hos Sapfo) og fra Sparta (hos Alkman). Den synes at have fulgt det samme mønster som pæderastien, idet det drejede sig om ældre kvinder, der opdrog yngre kvinder, og den indgik i den rituelle opdragelse af pigerne. I Athen og i de senere hellenistiske stater spillede den lebiske kærlighed derimod ikke nogen fremtrædende rolle, hvilket skal ses i forbindelse med kvindens underordnede stilling i disse kulturer.
Romerne omfattede den "græske kærlighed" med ambivalens. Man fadt, at den var udtryk for græsk blødhed, men ikke desto mindre vandt de græske holdninger indpas i overklassen. Flere af kejserne havde åbne forhold til drenge og mænd. Nero giftede sig sågar med mænd, snart som gom og snart som brud. Kejser Hadrian havde en ung kæreste Antinoos, der kom ulykkeligt af dage på Nilen og efterfølgende blev dyrket officielt som en gud.
I det 2. og 3. århundrede e.Kr. kan man se en tendens til, at familieværdierne træder i forgrunden også hos filosofferne. Den græske forfatter Plutarch (2. årh. e.Kr.) har skrevet en dialog, hvor fordele og ulemper ved kærligheden til drenge og kærligheden til kvinder stilles over for hinanden, og han når til den konklusion, at kvindekærligheden er bedst, fordi den er mest stabil. En dialog tilskrevet den græske forfatter Lukian når dog til den modsatte konklusion.
Middelalderen og renæssancen
Den 6. august 390 e. Kr., efter at kristendommen var blevet statsreligion i Romerriget, indførte Kejser Theodosius dødsstraf for passiv homoseksuel praksis. Kejser Justinian udstrakte i 558 forbuddet til også at gælde de aktivt homoseksuelle.
Den tekniske betegnelse for den mandligt homoseksuelle akt var sodomi (således stadig i amerikansk lovgivning, der forbyder sådanne handlinger). I middelalderen blev homoseksuelle handlinger især sat i forbindelse med forskellige kætteriske retninger af kristendommen (det engelske skældsord bugger betegner egentlig en kætter fra Bulgarien).
Selv om homoseksualitet officielt var forbudt og ofte også førte til retsforfølgelse, var de italienske byer Firenze og Venedig siden renæssancen berygtede for den åbenlyse homoseksuelle praksis.
Interessant er det, at den Ortodokse Kirke kendte en slags homoseksuel vielse i middelalderen. Det blev kaldt adelphopoiēsis ("brødregørelse"). Præsten læste bibelvers fra Paulus' 1. brev til korintherne (12.27-13.8) og Johannesevangeliet (17.18-26), og de to venner blev velsignet og kyssede hinanden. I Vestkirken var sådanne vennevielser (latin ordo ad fratres faciendum) derimod sjældne. Disse venskaber var et alternativ enten til et ægteskab med en kvinde eller til cølibatet. Spørgsmålet er, om disse forhold også havde en fysisk side, eller om de var rent platoniske. Det var under alle omstændigheder den romantiske side af forholdet, der var i forgrunden.
Den moderne homoseksualitet
Det moderne begreb om den homoseksuelle som en person, der primært er orienteret mod sit eget køn, og hvis identitet er grundlagt på denne disposition, stammer fra det 19. århundrede. Tyskeren Karl Heinrich Ulrichs indførte forestillingen om et tredje køn, som han kaldte uranier eller urninge med henvisning til Platons Symposion (hvor det fortælles, at der er to afroditer, en himmelsk, der er rettet mod drenge og er åndelig, og en gemen, der er rettet mod både kvinder og drenge og er fysisk). Ikke længere efter blev ordet homoseksuel dannet og siden parallelt hermed ordet heteroseksuel. Tyskland blev snart hjemsted for en levende homoseksuel emancipationsbevægelse, mens det gik noget langsommere i resten af verden. Det varede indtil nazisternes magtovertagelse.
I Danmark er det først efter 2. Verdenskrig, at der har været arbejdet systematisk for homoseksuelles ligeberettigelse, først og fremmest med grundlæggelsen af Forbundet af 1948, senere omdøbt til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. I 1989 kunne Danmark som det første land i verden indføre et homoseksuelt ægteskab ("registreret partnerskab"), men siden har en stor del af de europæiske fulgt Danmarks eksempel, og flere har endda indført mere vidtgående ligeberettigelse end Danmark.
Modstand
Eftersom homoseksualitet stadig i nogen grad er socialt stigmatiseret (homofobi), og dét mere udtalt i miljøer, der identificerer sig med traditionelle familieværdier, er der en del mænd og kvinder, der vælger at leve et heteroseksuelt liv. Der findes fundamentalistiske kristne grupper, der mener, at de kan hjælpe mænd og kvinder til at blive omvendt fra homoseksualitet, men de fleste betvivler, at en sådan omvendelse er reel.
Hvor den kvindelige homoseksualitet (den lesbiske kærlighed) ofte enten bliver overset eller bliver opfattet som et pikanteri til glæde for manden, så er det især den mandlige homoseksualitet, der møder modstand i offentligheden bliver genstand for homofobiske overfald og krænkelser ("hatecrimes"). En vigtig årsag er, at heteroseksuelle mænd (og uden tvivl også latent homoseksuelle mænd) føler sig truet af en seksualitet, der potentielt er rettet mod dem selv. Hertil kommer det, at den mandlige homoseksualitet er blevet mytologiseret i både vestlige og ikke-vestlige kulturer. Det er en mytologi, der er optaget af sex mellem mænd, og som overfører forestillinger om den aktive og passive rolle i denne kønsakt til de homoseksuelle.
De, der angriber bøsserne med ord eller vold, er således i reglen fanget i den misforståelse, at mandlig homoseksualitet ene og alene drejser sig om, at der er mænd, der søger fysisk tilfredsstillelse i (typisk analt) samleje med andre mænd. Selv om der selvfølgelig er mange bøsser, der er overordentlig interesserede i den fysiske side af kærligheden (ligesom det er tilfældet for mange heteroseksuelle), så må det imidlertid understreges, at homoseksualitet i udgangspunktet handler om kærlighed og ikke om sex. For mange bøsser er det den romantiske forelskelse i andre mænd og drømmen om at dele livet med en anden mand, der gør, at de føler, at de er bøsser. At de dyrker sex med mænd, kommer for dem i anden række som en logisk konsekvens af, at de forelsker sig i mænd. Den kirkelige højrefløjs afvisning af det homoseksuelle ægteskab skyldes med andre ord, at den læser Bibelens kritik af homoseksuel sex som en kritik af homoseksuel kærlighed.
Se også
- Seksuel orientering
Kategori:Sexologi
ja:性的指向
simple:Homosexuality
KinaKina er et gammel kulturelt og geografisk område i Østasien der i dag er opdelt i to stater:
- Folkerepublikken Kina, normalt omtalt som Kina, der regerer fastlands-Kina, Hongkong og Macao.
- Republikken Kina, normalt omtalt som Taiwan, der dækker øen Taiwan og en række fujinesiske øer.
Begge stater hævder at dække hele Kina, hvad der gør at de ikke anerkender hinanden og at internationale organisationer almindeligvis kun kan have én af de to som medlem. Indtil 25. oktober 1971 var Republikken Kina således medlem af FN's sikkerhedsråd, men med resolution 2758 blev Folkerepublikken Kina anerkendt som den retmæssige repræsentant i FN.
Kina er verdens ældste fortsat eksisterende civilisation. Landets historie kendetegnes af gentagne opdelinger og genforeninger mellem skiftende perioder af fred og krig, og voldelige overgange mellem dynastier. Magten var ofte koncentreret i den kinesiske kejsers hænder, men skiftede nogle gange til mægtige embedsmænd og regionale krigsherrer. Landets territoriale udbredelse har varieret i historien. I mange århundrer, særlig fra det 7. århundrede til og med det 14. århundrede, var Kina verdens mest avancerede civilisation og var Øst-Asiens dominerende kulturelle centrum. i det 18.- og 1900-tallet var landet for svagt til at forhindre europæisk kolonialisme og japansk invasion, og led samtidig under interne konflikter som førte til landets deling. Kommunisternes sejr i den kinesiske borgerkrig førte til etableringen af Folkerepublikken Kina på fastlandet, mens Republikken Kinas regering fortsatte med at kontrollere Taiwan og nogle mindre øer i Østkinahavet.
Landets befolkning på over en milliard udgør en femtedel af jordens befolkning, og består overvejende af han-kinesere. Vigtige minoriteter indkluderer manchurere. Det kinesiske sprog er inddelt i en række talte variationer. Pekingdialekten bruges som udgangspunkt for standardkinesisk (mandarin).
Terminologi
"Zhongguo"
Kineserne kalder deres land for Zhongguo, hvilket normalt oversættes til "Riget i midten". Men brugen af betegnelsen har ikke været geografisk entydig, og har også sine kulturelle og politiske sider. I Vår- og høstannalernes tid (722 BC - 481 BC) blev navnet kun brugt om de relativt højt udviklede stater omkring Den gule flod, mens kulturelt mindre udviklede stater som Chu og Qin ikke blev medregnet. Senere blev sydligere områder medregnet, således at områder omkring yangtze- og Perlefloden var med. På Tang-dynastiets tid var også "barbariske" regimer som Xianbei og Xiongnu med.
Imens og før Han-dynastiet, havde Zhongguo tre specifikke betydninger:
1. Området omkring hovedstaden, dvs. kejserens egne områder.
2. Området under den centrale magts direkte kontrol.
3. Området som nu kaldes det nordkinesiske sletteland.
Republikken Kina og senere Folkerepublikken Kina har brugt Zhongguo om alle de områder og folk som var indenfor deres politiske kontrol (nu om dage bruger folk i Republikken Kina navnet Zhongguo om folkerepublikken og Taiwan om sig selv). Derfor siges det at alle de 56 officielt anerkendte etniske grupper i folkerepublikken er Zhongguo ren (中國人), dvs. Zhongguo-folk.
«Kina»
Det danske ord «Kina» og forstavelsen «sino-» er antageligt afledt fra «Qin» (udtales som en mellemting mellem "skin" og "tsin"). Andre mener at «Kina» kan komme fra et af de kinesiske ord for te (cha) eller silke. Men uanset oprindelse så er ord «Kina» gået igennem mange fremmede sprog langs Silkevejen før det til sidst nåede frem til Europa. Vestens betegnelse «Kina» er senere vandret tilbage til Japan men er der blevet et nedsættende ord, shina, for Kina og kinesere.
I mange sammenhænge sigtes der med «Kina» til Folkerepublikken Kina (eller fastlands-Kina), mens «Taiwan» benyttes om «Republikken Kina». I den engelsktalende forretningsverden findes talemåden «the Greater China region» (eller på kinesisk 大中華地區) som ikke er klart afgrænset.
Sinologer benytter ordet «Kina» på en måde som er omtrent det samme som den klassiske kinesiske brug af ordet zhongguo, eller afgrænset til den "han-kinesiske etniske gruppe, som udgør hovedparten af den fastlandskinesiske befolkning.
Historie
I 1931 besatte Japan Manchuriet. I 1937 var krigen mod Japan total. Japan kapitulerede i 1945.
Geografi
1945
1945
-
ja:中国
ms:China
simple:China
zh-cn:中国
zh-tw:中國
Kejser
Ordet stammer fra Gajus Julius Caesar (Julius Cæsar).
Kejseren repræsenterer en verden, vi alle kender, magtens verden. pengenes verden,våbnenes verden, overdådige kejserslotte, pragtfulde klæder
herskeren over alle osv.
Jordens kejsere har til alle tider - også selvom de smykkede sig med andre titler - været et levende magtbegreb.
Kejser Augustus besluttede, at al verden skulle skrives i mandtal. Hvor mange undersåtter havde han? Hvor meget kunne de betale i skat?
Kejsere er beskevet i utallige bøger, eventyr og film.
Der er idag alene et land, Japan, tilbage som fortsat har en kejser.
Se også
- Romerske kejsere
Kategori:Politiske systemer
Kategori:Regenters titler
ja:皇帝
UniversUniverset formodes at være begyndt for ca. 14,7 milliarder år siden. Big bang-teorien siger at det hele begyndte da ingenting eksploderede og blev til universet, eller også var det et gigantisk sort hul som eksploderede. Grundstofferne helium og brint var de eneste bestanddele af det nyfødte univers.
Universet udvider sig stadig, ved at de tomme mellemrum mellem grupper af galaksehobe bliver større.
Man ved ikke hvordan galakserne blev dannet men det må være sket "hurtigt" efter big bang.
Stjernedannelse begyndte at foregå i skyer, der havde opnået masse nok til at trække sig sammen. På grund af det enorme tryk begynder en fusionsreaktion i stjernens indre. Et biprodukt af fusionsreaktionen er det periodiske systems andre grundstoffer.
Ved slutningen af stjernens levetid eksploderer den i en nova/supernova og slynger sin masse ud i rummet. Dette kan føre til at andre gasskyer opnår kritisk masse og nye stjerner med planeter kan dannes.
Gradvist opbruger en stjerne rummets helium og brint, da det ender som jern, så der vil en dag ikke være nok til at danne nye stjerner.
Uanset hvordan det startede, vil universet enten lide varmedøden eller ende i et Big crunch og miste al struktur. Hvilken af disse muligheder, der vil blive realiseret, afhænger af mængden af stof i universet, hvilket er genstand for indgående undersøgelser. De nuværende skøn tyder på, at mængden er for lille til, at universet kan trække sig sammen igen.
Eksterne adresser
- [http://www.anzwers.org/free/universe/ Richard Powell: An Atlas of the Universe] A series of images at various scales, with explanations.
- [http://www.wordwizz.com/pwrsof10.htm Bruce Bryson: Quarks to Quasars, Powers of Ten] (Klik på billedet).
- [http://www.wordwizz.com/10exp25.htm Bruce Bryson: Near The Limit of Our Knowledge] Scale: 1025 meters = 10 Ym = 10 yottameters (~109 light years).
- [http://micro.magnet.fsu.edu/primer/java/scienceopticsu/powersof10/ Molecular Expressions: Science, Optics and You - Powers Of 10: Interactive Java Tutorial]
- [http://humber.northnet.org/weeks/TorusGames/html/IntroToTorus.html Develop your intuition for a flat, unbounded, finite universe (games :)]
- [http://www.space.com/scienceastronomy/age_universe_030103.html Age of the Universe at Space.Com]
- [http://panisse.lbl.gov/public/ Home Page of the Supernova Cosmology Project]
- [http://www.nersc.gov/research/annrep97/perlmutter.html 1997: NERSC and the Fate of the Universe]
- [http://supernova.lbl.gov/~evlinder/sci.html Resource Book on Dark Energy]
- [http://unisci.com/stories/20021/0308023.htm Repainting The Universe: Now It's Beige. Maybe...]
- [http://news.bbc.co.uk/hi/english/sci/tech/newsid_1861000/1861957.stm BBC News, 8 March, 2002: Universe is off colour]
- [http://news.bbc.co.uk/hi/english/sci/tech/newsid_1951000/1951406.stm BBC News, 25 April, 2002, Universe in 'endless cycle']
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/727073.stm BBC News 26 April, 2000: Universe proven flat]
- [http://physicsweb.org/article/news/7/10/5 8 October 2003, PhysicsWeb: Is the universe a dodecahedron?]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3732157.stm 20 May, 2004, BBC News: Cosmos 'a billion years older']
ja:宇宙
ko:우주
ms:Alam Semesta
simple:Universe
Syd
Syd er et af de fire verdenshjørner og forkortes med S.
Syd angives med kompasretningen 180° eller 200 nygrader.
En sydvendt landingsbane har nummer 18 (da det landende flys kurs er 180°).
Se også
- N - Nord
- Ø - Øst
- V - Vest
- NØ - Nordøst - 45°
- SØ - Sydøst - 135°
- SV - Sydvest - 225°
- NV - Nordvest - 315°
- NNØ - Nordnordøst - 22,5°
- ØNØ - Østnordøst - 67,5°
- ØSØ - Østsydøst - 112,5°
- SSØ - Sydsydøst - 157,5°
- SSV - Sydsydvest - 202,5°
- VSV - Vestsydvest - 247,5°
- VNV - Vestnordvest - 292,5°
- NNV - Nordnordvest - 337,5°
Kategori:Orientering
ja:南
simple:South
Islam
Islam (الإسلام) er en religion, baseret på profeten Muhammeds åbenbaringer, der ifølge muslimerne blev nedskrevet som Koranen samtidig med at de blev åbenbaret. Koranen blev memoreret og videregivet mundtligt, som det var traditionen på det tidspunkt, men efter Profetens død blev Koranen nedskrevet som en samlet bog på arabisk, i den dialekt, den ifølge muslimerne var blevet åbenbaret på. Koranen opfattes som Guds ord, der er blevet bragt til Profeten Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Islam betrager sig som en åbenbaringsreligion, dvs. at Gud har givet sig til kende gennem profeter, som har givet hans budskaber videre. Islam er en verdensreligion, som opstod i Mekka år 611 e.Kr.
Udøvere af islam kaldes muslimer. Ordet 'muhammedaner' kan opfattes som skældsord og går imod muslimernes egne ønsker, idet ordet opfattes således, at muslimerne skulle tilbede profeten Muhammed, hvilket går imod deres principper, hvor kun Gud bør tilbedes. 'Muslim' betyder 'person der giver sig hen til Gud', og deres religion 'Islam' betyder ligeledes 'hengivelse' eller 'underkastelse' (til Gud).
Hos muslimerne bliver børnene ikke døbt som i kristendommen, for Muhammed har sagt, at "ethvert barn fødes i islam." Alle mennesker fødes med andre ord som muslimer. og man behøver derfor ikke en særlig optagelsesceremoni som i kristendommen. Den nyfødte får straks et navn.
Hvis man ikke er vokset op som muslim, kan man konvertere ved islam blot ved at fremsige den muslimske trosbekendelse (shahada) på arabisk:
محمد رسول الله (la ilaha illa llah)
لا اله إلا الله (muhammad rasulu llah)
"Der er ikke anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet".
Forskrifter
Som troende muslim skal man udføre en række ritualer, hvoraf fx bøn og almisse er foreskrevet i Koranen. Disse handlingsaspekter, som de nuværende muslimer udfører, stammer fra trosapekter; troen på Muhammed, på Koranens rigtighed og vigtighed og ikke mindst på Allah og dommedag. Disse handlingsaspekter bygger på de fem søjler og i det hele taget regler for den generelle livsførelse. Udover bønner og andre ritualer (se link ovenfor) er det at sige trosbekendelse også en god ting at gøre; det kan ikke gøres for ofte.
Det er vigtigt at gøre, hvad der er passende som henholdsvis en muslimsk mand og som en muslimsk kvinde. Der er mange opfattelser af, hvad man bør gøre som muslim, men der kræves selvfølgelig også overensstemmelse mellem ens levevis og holdningen til f.eks. bønnen.
Der findes også forskellige personlige tilgange til det at være muslim når det f.eks. gælder ens aktivitetsniveau. Man snakker herunder om en kviatistisk, en aktivistisk og militant måde at være aktiv i sin religion på.
Hellige skrifter
De skriftlige grundværker i islam er, udover Koranen (Qur'an, Guds ord - egtl. læsning), også Hadith (beretninger om Profetens gerninger og udtalelser) hvorfra Sunna udledes. Islams lov udledes fra Koranen og Sunna, og ud fra de principper som udledes fra disse.
Gudsopfattelse
Den islamiske gudsopfattelse er monoteistisk, hvor mennesket er underkastet Gud, omtrent ligesom i jødedommen og kristendommen. Islam er ligesom jødedommen en lovreligion, hvorved den adskiller sig fra kristendommen.
Religiøs arkitektur
kristendom
Bygninger hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer. Muslimernes mest religiøse sted er Mekka med den centrale Ka'ba, i hvilken sidder en sten der ifølge tradition stammer fra Paradis, og blev sort af menneskets synder (?). Af andre religiøse "hovedstæder", kan nævnes Medina, hvor Profeten Muhammed emigrerede til og hvor han er begravet samt Jerusalem.
Ramadanen er en stor islamisk hellig tid, hvor de troende ikke må spise og drikke, eller have seksuel samkvem fra solopgang til solnedgang. Derudover er det en meget åndelig tid, med særlig fokus på tilbedelse og perfektion af karakter.
Hellige personer
Muslimer tror på alle de tidligere profeter, der er nævnt i det Ny og Gamle Testamente. En ældre profet i islam er således Jesus, på arabisk Isha. Muslimerne tror imidlertid ikke, at Jesus var Guds søn (endsige den inkarnerede Gud), og heller ikke, at Jesus døde på korset og herefter stod op af graven. Jesus var blot en betydningsfuld profet i en lang række af profeter, som Muhammed så var den sidste og endegyldige repræsentant for ("profeternes segl").
Religionens udbredelse
Jesus
Ca. 1,3 mia. mennesker verden over er i dag muslimer. Islam er mest dominerende i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Indonesien. Der findes også betydelige muslimske befolkningsgrupper i Afrika, Indien og i Sydøsteuropa.
I Europa er islam primært en mindretalsreligion.
Retninger inden for islam
Muslimerne er delt i to hovedgrupper: Sunni og Shia. Begge grupper har stort set samme religiøse udøvelse, men visse teologiske og politiske anliggender deler dem. Den største gruppe er sunni-muslimerne (der udgør ca. 90 procent) mens shia-muslimerne udgør de resterende ti procent.
Det afgørende for shia-muslimerne er, at der skal være en forbindelse til Muhammed gennem slægtsforhold. Shia betyder "parti", og det står her for Alis parti. Ali ibn Abi Talib var gift med Muhammeds datter, og han opfattes derfor af shia-muslimerne som den første rigtige kalif.
Sunni-muslimerne mener, at forbindelsen til Muhammed skal hentes gennem handlemønstre. Fortællingerne om, hvad Muhammed sagde og gjorde, er blevet samlet i hadith-samlinger, hvilke fungerer som en slags grundlov, man henviser til.
Af andre større grupper kan nævner wahhabi-islam, samt sufier/sufister, som er en form for mystikere.
Ahmadiyya-bevægelsen, der har en moské i Hvidovre, betragtes almindeligvis ikke som værende muslimer, men ser sig selv som en del af islam.
Hellige genstande
Vers fra Koranen på skrift, såvel som Profeten Muhammeds hadith, og andre ting der har tilhørt Profeten betragtes som hellige genstande.
Se også
- Islamiske begreber
- Islamiske kalender
- Kalifat
- Islamisme
Eksterne henvisninger
- [http://islamisk.dk Islamisk.dk]
- [http://www.islam.dk Islam.dk]
- [http://wwwuser.gwdg.de/~mriexin/euroislam.html Links: Islam i Vest-Europa]
Kategori:Religion
Kategori:Islam
Kategori:DK5 29.7
ja:イスラム教
ko:이슬람교
ms:Islam
simple:Islam
th:ศาสนาอิสลาม
AlkymiAlkymi eller Alkemi, er en middelalderlig betegnelse for kemi (det er sammensat af arabisk al- = "den", "det" (bestemt kendeord) + græsk chymeia = "kemi"), ofte blandet sammen med magiske forestillinger, jagten på de vises sten, der skulle kunne bruges til at omdanne metaller - og en drøm om at lave guld.
Realiteten er, at mange af Middelalderens alkymister var seriøst arbejdende kemikere. De var henvist til at arbejde ud fra den religiøse og magiske forståelsesramme, som var gældende i samtiden, og de måtte bygge på den sum af faktisk viden, som var tilgængelig. Alkymien var en holistisk åndsretning, hvor argumentation og bevisførelse afhang af evnen til at påvise sammenhænge mellem de kemiske stoffer og f.eks. de fire temperamenter, de fire elementer, kosmologien og gudstroen.
Mange af alkymisterne støttede sig til gnostiske skrifter, til kabbalaen og tarot, og de var overbeviste om, at astrologiske forhold havde betydning for stofferne og menneskenes temperamenter. En del var regelrette svindlere, der søgte at udnytte tidens overtro og frygt for det ukendte til egen vinding. Til gengæld blev flere alkymister anklaget for hekseri, sort magi og trolddom og indstævnet for inkvisitionen.
Selv om man i dag ikke kan anerkende undersøgelser på det grundlag som forskning, lykkedes det alkymisterne at læge en solid basis for den senere, objektive kemiske videnskab.
Den sidste alkymist var samtidig den første moderne kemiker. Han navn var Aureolus Philippus Theophrastus Bombastus Paracelsus von Hohenheim, og han levede mellem 1494 og 1541 i stadig søgen efter viden inden for medicin og kemi.
Nogle mener, at alkymisternes arbejde skal forstås åndeligt, således at det var et forsøg på at opnå en sprituel forvandling, hvor målet blandt andet var at blive et helt, og åndeligt talt androgynt menneske. blandt andre Carl Gustav Jung og Jes Bertelsen arbejdede i flere år med alkymi ud fra en sådan psykisk anskuelse.
Se også
- Carl Gustav Jung
- Paracelsus
Kategori:Kemi
Kategori:Middelalder
Kategori:Esoterik
ja:錬金術
MaterieMaterie har flere betydninger:
- Materiale - er i betydningen (rå)emne.
- Pus - er en betændelse eller sårflåd.
ms:Nanah
PavePave er den traditionelle titel på den romersk-katolske kirkes øverste biskop, der efter katolsk tradition er apostlen Peters efterfølger som kirkens øverste autoritet. Bosiddende og statsoverhoved i Vatikanstaten, Rom. Siden 1059 valgt af kirkens kardinaler i konklave.
Pavens faktiske titel er "biskop af Rom, Jesu Kristi stedfortræder, apostlenes fyrstes efterfølger, pontifex maximus, vestens patriark" med meget mere.
Den nuværende pave, Pave Benedikt 16. (verdsligt navn Joseph Alois Ratzinger), er nr. 265 i paverækken. Han blev valgt den 19. april 2005, og valget bekendtgjort kort efter kl. 18 lokal tid efter konklavets fjerde stemmerunde.
Andre paver
Den koptiske kirkes overhoved (for tiden Shenouda III) har titel af Pave af Alexandria, mens overhovedet for den alexandrinske ortodokse kirke, Theodoros II, har titel af Patriark og Pave af Alexandria og hele Afrika.
Se også
- Religion
- Paverækken
- Pavevalg
Kategori:Romersk-katolske kirke
Kategori:Regenters titler
als:Papst
ja:ローマ教皇
ko:교황
ms:Paus (Katholik)
simple:Pope
th:พระสันตะปาปา
Kristendom
Kristendommen er en monoteistisk religion centreret om Jesus af Nazareth, som betragtes som Guds søn og menneskets frelser. Religionens medlemmer kaldes for kristne. Ordet Kristus kommer af græsk ὁ Χριστός (»ho khristós« - "den salvede"), som igen er en oversættelse af det hebraiske ord הַמָּשִׁיחַ (»hammâshîach« - "den salvede"), som ligeledes er indlånt i dansk som ordet messias.
Kristendom er i dag den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere på verdensplan eller rundt regnet en tredjedel af hele menneskeheden, lidt under dobbelt så meget som den næststørste religion, islam, og antalsmæssigt den hurtigst voksende religion. Kristendom kan overordnet set opdeles i en række undergrupper, hvoraf de største er:
NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er enddog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist.
- De ortodokse kirker, fx den græsk-ortodokse eller den russisk-ortodokse kirke (ca. 240 millioner)
- Katolicisme (ca. 1.090 millioner)
- Protestantisme (ca. 590 millioner, herunder ca. 64 mio. lutheranere)
- Den anglikanske kirke (ca. 73 millioner)
Andre gamle kristne kirkesamfund:
- Den etiopisk-ortodokse kirke (ca. 22 millioner)
- Den koptiske kirke (ca. 10 millioner (usikkert))
- Den armenske kirke (ca. 4 millioner)
- Den syrisk-ortodokse kirke (ca. 4 millioner)
- Østens assyriske kirke (ca. ½ million)
Religiøse menigheder der opfatter sig selv som kristne, men af andre kristne
retninger opfattes som tvivlsomme:
- Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (ca. 12,5 millioner), også uofficielt kaldet mormonerne eller LDS (for det engelske "Latter Day Saints")
- Jehovas Vidner (ca. 6 millioner)
I Danmark tilhører hovedparten (84%) af befolkningen Folkekirken; en luthersk (og dermed protestantisk) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der med fuld juridisk gyldighed kan foretage vielser. Disse er:
- Den romersk-katolske Kirke
- Den reformerte menighed i Fredericia
- Den franske-reformerte menighed i København
- Den tysk-reformerte menighed i København
- Det metodistiske trossamfund
- Baptistkirken i Danmark
- Den ortodokse russiske kirkes menighed i København
- Den norske menighed ved Kong Haakon kirken i København
- Svenska Gustafsförsamlingen i København
- Den til St. Alban's English Church i København hørende menighed
Europa udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, det kontinent med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den afrikanske og sydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i Asien.
Tro
Kristendommen opfattes af kristne som en videreførelse og fuldførelse af
jødedommen, og kristendommen inkluderer flere traditionelle jødiske elementer, heriblandt de helt centrale dogmer om monoteisme, de dødes opstandelse, det evige liv og troen på en tidligere profeteret frelser (som kristendommen finder i personen Jesus Kristus, medens jøderne regner ham for endnu ikke ankommet) – men inkluderer også mange originale dogmer som troen på Kristus som Guds søn, treenighedslæren og læren om arvesynd.
Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn og dermed som den inkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenes synder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hans død og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse og tilgivelse og til det evige liv med Gud i himlen og til på den sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø.
Essentiel for kristendommen er:
- Biblen, foreningen af jødernes Gamle Testamente og det rent kristne Nye Testamente. Fundamentalistiske kristne mener, at den ord for ord er "Guds ord", nedskrevet af mennesker, mens andre kristne fastholder, at den kun er et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden og derfor åben for fortolkning.
- Jesu død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.
- Troen på treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden.
- Troen på, at Jesus Kristus er den i Det Gamle Testamente profeterede Messias og arving til kong Davids trone. Jesus er Guds søn og tillige Guds egen inkarnation på jorden.
- Jomfrufødslen, hvorved Jesus mirakuløst blev født af Jomfru Maria uden nogen mands mellemkomst. Herved menes Jesus at have undgået arvesyndens besmittelse.
- Troen på, at Jesus var uden egen synd, men af kærlighed i stedet påtog sig menneskehedens synder.
- Menneskets frelse og evige liv gennem troen på Jesus, hans korsfæstelse, død og opstandelse.
Historie
Begyndelse
Jomfru Maria
Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives i Biblen: Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 11, vers 26: "og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne."
Jesus er født i Betlehem i den romerske provins af Palæstina under kejser Tiberius. Efter Jesu død og opstandelse begyndte en skare af udvalgte disciple forkyndelsen af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet i pinsens år 29 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fra Jerusalem til den syriske by og provinshovedstad Antiokia (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt de jødiske traditioner, først og fremmest omskærelse, også skulle praktiseres af kristne. Hvor Jakob den Retfærdige (Jesu broder) i Jerusalem stod for gruppen der mente de jødiske love skulle overholdes af kristne, og Paulus i Antiokia der ikke mente det var nødvendigt. Ved et kirkekonvent i Jerusalem år 62, afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund. Paulus skiver i Det Nye Testamente, Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 11:
”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.”
I disse år begyndte også en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de oprindelige hebraiske tekster.
Urkirken
De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde.
Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter var kristendom først på fremdrift blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen også til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sin hedenske religion og traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra Antiokia mod nord og øst: Edessa blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte apostlen Thomas budskabet så langt østpå som til Indien. I vest oprettedes kristne kirker i Puteoli nord for Napoli, i Rom og sandsynligvis i det sydlige Spanien. De skrifter som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente nedskrives på datidens internationale sprog, (old)græsk, for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.
Forfølgelse
Tacitus (55-120) skriver om Neros brug af de kristne som syndebuk.
”For at modvirke rygtet der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre beordrede [Nero] den mest udtænkte og frygtelige tortur af de mennesker der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.”
På nær kejser Neros (se også fx quo vadis) forfølgelse af kristne i Rom (hvis sandfærdighed er omdiskuteret, måske Tacitus (og Suetonius, som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne), skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af (andre) jøder som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen af Skt. Stefan, som betragtes som den første martyr (proto-martyr), og beskrevet i Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60:
V59: Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” V69: Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Men frem til midten af det tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af romerne - men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af forfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne orgier, incestuøse foreninger af broder og søster, sønner og mødre, babydrab, menneskeofringer, kannibalisme, etc. Jøderne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af polyteisme og tilbedelse af kejserlige idoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke tabu om ikke at helligholde og videreføre gamle love og traditioner og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres love og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en nation hvor de kristne var en sekt. Jøderne foragtedes for deres fanatisme og ubøjelige monoteisme, men passede i det store hele ind i antikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser Decius (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne præster og biskopper tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne monoteisme. Et samtidigt massivt udbrud af pest udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt pave Fabian martyriet. Senere beordrede kejser Galienus (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser Diocletian (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger Galerius (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme - men i sidste ende nytteløse.
I 311 tog Konstantin den Store (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt Sol Invictus (Den ubesejrede Sol), kristendommen som sin, og under korset og bannere proklamerende Med dette tegn, sejr (IN HOC SIGNO VINCES) vandt han efter flere slag den absolutte titel af kejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen men gav den tillige flere statslige privileger. Kejser Julian den Frafaldne (361-363) fratog senere i år 361 kirken dens privilegier og prøvede forgæves at gå tilbage til tidligere tiders hedenske tro, uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed overfor selv de mest vigtige hedenske monumenter og helligdomme, og efter et kort, men aktivt, styre gik hans efterfølgere tilbage til kristendommen, og alle romerske forfølgelser af kristne var slut. Senere blev Peterskirken opført i Neros haver hvor før de kristne havde stået som flammer.
Spredning
Peterskirken
Peterskirken
Peterskirken
Kirken spredes inden for det romerske imperium, godt hjulpet på vej af pax romana. Ved Konstantin den Stores tiltræden som kejser var omtrent en tredjedel af det romerske imperium kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes de germanske stammer mod nord (med den arianske retning). Først goterne, dernæst burgunderne, sveberne, vandalerne, langobarderne og frankerne. I 432 bliver det keltiske Irland kristnet. Syd for romerrigets grænser var Etiopien allerede blevet delvis kristnet i det 1. århundrede, i det 4. århundrede blev det gjort til officiel religion i Etiopien efter arbejde af skt. Frumentius. Den nestorianske kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i det persiske rige, så Tibet, Kina (635 – hvor de oversatte biblen til kinesisk), Mongoliet (700-800) og Korea samt Indien hvor de thomaskristne allerede har været siden det 1. århundrede. I det 6. århundrede blev anglerne og sakserne i England kristnet. De russiske slaver blev kristnet mellem det 12. århundrede og det 15. århundrede.
Den første kristne missionær til Danmark var Ansgar, der kom i det 9. århundrede. 965 erklærede kong Harald Blåtand på den store Jellingesten, at han havde kristnet danerne. Nogle af de sidste hedninge i Europa var de baltiske folk, som den danske konge og germanske riddere førte korstog mod og omvendte i det 13. århundrede. Norge og Sverige var ligeledes blevet kristnet i det 10. og 11. århundrede. Omkring år 1000 blev både Island, nordboerne på Grønland og Færøerne kristnet. Derom handler færingesagaen. I det 18. århundrede kristnede Hans Egede de grønlandske fangere.
Hans Egede
Skismaer
Fra starten af var der stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.
Gnosticisme
Gnosticisme kommer af det græske gnōsis som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage til det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnostisme men generelt omhandler det en streng dualisme mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Frelses fås gennem en speciel viden (gnosis). Den evige gud, mente gnostikerne, var alt for god til at have noget med den materielle verden som antoges for ond. Derfor skabte han en række halvguder, hvoraf Jesus var en. Det debatteres om gnostisme skal klassificeres som en kristen kættersk bevægelse, eller blot et uafhængigt ikke-kristent tankesæt.
Problemet med gnostismen er mange ifølge katolicismen, heriblandt at gnostisme fornægter inkarnationen af Gud i mennesket og dermed svækker Jesu opofrelse og guds tilgivelse og frelse.
Mandaeanisme
Den eneste form for gnostisme der stadig har aktive praktiserende kaldes mandaeanisme. Mandaeanisme er ikke en kristen retning da de anser Jesus som en falsk profet. ”Manda” betyder (som ”gnosis”) ”viden” på den form for aramæisk der tales af tilhængerne af mandaeanisme. Mandaeanismer anser hele rækken af profeter: Abraham, Moses, Jesus og Mohammed som alle værende falske profeter og i stedet Johannes døberen som værende en sand profet. Der findes ingen præcise optegnelser af hvor mange mandaeanismer der er, det antages et sted mellem 50,000 – 70,000. De lever hovedsageligt i grænselandet mellem Irak og Iran.
Donatister
Under Diocletians og Gratians voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af Donatus nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede.
Problemet med denne udlægning af Kristi lære, udfra den katolske kirkes synspunkt, er at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.
Nestorianere / Assyriske kirke
Nestorianismen er troen på Jesus som to på en gang forskellige og klart adskilte personer; en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Retningen blev til under inspiration fra nyplatonismen og en forkastelse af det perfekte guddommelige og spirituelle kunne forenes med det uperfekte, korrupte verdslige og kropslige. Nestorius (d. 451) var en Syrisk munk der blev patriark af Konstantinopel, den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Et synode i Efesos år 432 blev indkaldt til at adressere dette spørgsmål og konkluderede at nestorianismen var uforenelig med korrekt kristen lære. Nestorius blev afsat som patriark og fordrevet, først til Antiokia, så til Arabien og tilslut til Ægypten. Nestorianismen blev slukket inden for imperiet, men blmostrede for en tid i Persien og så langt væk som Kina, Indien, Mongoliet og Korea.
Problemet med nestorianismen fra et katolsk perspektiv er at den invalidere Jesus opofrelses, for hvis Jesus er to adskilte personer, hvilke af dem døde så på korset? Hvis det er den menneskelige, er denne opofrelses ikke af guddommelige karakter og ikke rækkende til en renselse af menneskets syn.
Monofysitisme
Monofysitismen er en reaktion på Nestorianismen hvori Jesus Kristus kun var én person, og denne guddommelige – der var intet menneskeligt element i Jesus Kristus. Et synode i Chalcedon år 451 blev indkaldt for at prøve at forene monofysitismen med katolicismen – men forgæves. Det har været fremført at de kristne maronitter på et tidspunkt har bekendt sig til monofysitismen, dette benægtes dog af maronitterne selv. Derudover fik monofysitismen aldrig den store tilhængerskare og fordømtes som kætteri i år 681.
Problemet med monofysitismen fra katolsk side var at den ved benægtelsen af Kristus som havende en menneskelig side, samtidigt benægtede Jesus Kristus som en ægte inkarnation af det guddommelige i det menneskelige, og uden inkarnationen kan der ikke være nogen opofrelse for menneskets synder og ingen tilgivelse.
Pelagianisme
Pelagianisme er troen på at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den frie vilje, og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om arvesynden. Pelagianisme prædiker at Jesu rolle er begrænset til et godt eksempel til modvægt af Adams dårlige. Pelagius var en munk der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af Augustin, fordømt af pave Innocent I i år 417 og dømt kættersk ved synoden i Efesos år 432.
Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald.
Det Nye Testamente, Efeserbrevet, kapitel 2, vers 3:
”Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre”
Det Nye Testamente, Romerbrevet, kapitel 5, vers 12:
”Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.”
Arianismen
Arius var en kristen præst i Alexandria i begyndelsen af det 4. århundrede. Arius mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning, hvorefter Gud adopterede Jesus Kristus som sin søn. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Jesus (og altså ikke Gud) selv verden. Men eftersom Jesus var en (guddommelig) skabning forskellig fra, og dermed underlegen, Gud frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. I år 325 indkaldte Konstantin den Store til synode i Nikæa (nuværende: Iznik) til at debattere Arius, hvor konklusionen fra synoden blev en erklæring om hans lære som kætteri, hvorefter Arius blev forvist til Illyrikum. Dette blev imidlertid ikke enden på arianismen, som bredte sig fra Alexandria over Lilleasien, og endda til den kejserlige familie, da kejser Konstantin 2., søn af Konstantin den Store, tog arianismen til sig og udnævnte Eusebius, den største fortaler for arianismen efter Arius død, som biskop af Konstantinopel. Bevægelsen døde først inden for romerriget efter kejser Theodosius 1. indkaldte til synode i Konstantinopel i 381, hvor det blev besluttet at følge den katolske treenighedslære. Imidlertid var goterne da i mellemtiden blevet omvendt af arianske præster, og goterne omvendte videre andre germanske folkeslag; vandalerne, longobarderne, frankerne etc., hvorefter det tog hundredvis af år, før de sidste spor af arianisme var udryddet. En overgang forfulgte arianske vandaler de indfødte katolske kristne i Nordafrika, og arianske gotere de indfødte katolske kristne i Spanien.
Problemet fra et katolsk perspektiv var, at med arianismens tro på Jesus Kristus som en guddommelige skabning andet end og separat fra Gud forsvor de monoteismens og forsvarede idoltilbedelse.
Det store skisma / Øst vest skismaet
Bruddet i 1054 hvor pave Leo IX og patriarken Mikael I ekskommunikerede hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i en vestlig katolske og en østlige ortodokse var kumulationen på en århundrede gammel strid. Hovedsageligt omhandlet bruddet et spørgsmål om jurisdiktion og hvem der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepteret dogmet om pavens ufejlbarlighed og den vestlige katolske kirke ikke accepteret patriarken i Konstantinopel som værende universel patriark, såvel som hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om hvordan nadveren skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.
Det skal bemærkes at adskillelsen af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem Leo IX og Mikael I og aldrig verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke acceptere adskillelsen som legitim.
Reformationen
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kristne gren sig yderligere i en katolske og protestantisk retning samt en anglikansk som opfattes som værnende lidt imellem de to. Bagud for reformationen havde gået flere hundred år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i 1517 da Martin Luther sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med den udbredte salg af afladsbreve.
Protestantismen selv kan inddeles i en lang række forskellige retninger.
Wittenberg
Se også
Religiøse titler:
- Abbed, abbedisse, apostel, bedemand, bisp, biskop, degn, domprovst, graver, kapellan, Kardinal, kordegn, missionær, munk, nonne, organist, pastor, pave, pontifex maximus, provst, | | |
