:: wikimiki.org ::
| Hinduer |
Hinduer
Hinduisme er betegnelsen for flere forskellige religiøse traditioner med oprindelse i Sydasien (det moderne Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka). FN opgjorde i 1997 antallet af hinduer til ca. 746.797.000 hvilket svarer til 13% af verdens befolkning. Langt den største andel af hinduer lever i Indien, Nepal, Indonesien (Bali) og Malaysia. Men også i Øst- og Sydafrika, Caribien, Europa (især Storbritannien) og USA lever mange hinduer, primært emigranter fra Indien.
I modsætning til religioner som f.eks. Buddhisme, Kristendom og Islam har hinduismen ingen religionsstifter.
Af samme grund er hinduismens forestillingsverden og praksis heller ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser spundet sammen igennem en lang historisk udvikling.
I den ældste periode, den "vediske" (ca. 1500 - 500 før vor tidsregning) var offerkulten i centrum. Ved kulten i hjemmene var føde som smør og brød det typiske offer, i den offentlige kult indgik også dyreofre.
Kulten blev varetaget af en præstelig klasse (Brahman'erne - senere betegnet Brahminerne), og i denne opstod gradvist fire tekstsamlinger, Vedaerne, der indeholdt henholdsvis hymner, sange, offerformularer og trylleformularer.
Med ekspansionen af den vediske kultur og i sammenhæng med en øget urbanisering og handel opstod nye strømninger i perioden omkring 500 f.v.t. Fokus bevægede sig væk fra ofrene og den ydre kult til en meditativ og asketisk religionsform.
Både Yoga, oprindeligt et system af meditationsøvelser, Jainisme og Buddhisme opstod i denne periode. I samme periode formuleredes de tidligste forestillinger om genfødsel (reinkarnation), et centralt begreb i hinduismen såvel som i buddhismen.
Fra ca. 200 f.v.t. begyndte forestillinger om en frelsende gud at slå igennem. Sammen med de to foregående perioders vægt på slægten (i den vediske periode) og på en stræben efter forløsning (i de asketiske bevægelser) blev denne "teistiske" (gudscentrerede) hinduisme vigtig i tilblivelsen af den normative hinduisme.
En central tekst fra denne tid er Bhagavadgita der er guden Krishnas tale til krigeren Arjuna. Det er også i denne periode at det indiske samfunds opsplitning i adskilte erhvervsgrupper blev systematiseret som det vi kender som kastesystemet (blev officielt afskaffet med den indiske forfatning fra 1950).
Fra ca. 600 e.v.t. bliver den teistiske gudstilbedelse den dominerende form for hinduisme. Centralt står nu også mytologien, der beskriver et mylder af guder og gudinder, og templerne hvor gudstjenesten foregår.
De vigtigste gudeskikkelser er Vishnu (der inkarnerer sig igen bl.a. som guderne Rama og Krishna), Shiva (der ofste ses afbildet som dansende i en kreds af ild på en dæmon) og gudinderne Durga og Kali.
I forbindelse med den gradvise Europæiske kolonisering af Indien fra slutningen af det 18. århundrede blev hinduismen præget af forholdet til europæiske ideer.
Frem til uafhængigheden i 1947 taler man i denne periode om "reformhinduisme". Endelig er det offentlige billede af hinduismen i perioden efter ca. 1980 også i stigende grad præget af en politisk hinduisme med udgangspunkt i flere forskellige hindunationalistiske bevægelser. Disse retninger har først og fremmest fokuseret på en konfrontation med den muslimske og (i mindre omfang også den kristne) befolkning i Indien, men visse grupper har også gjort hinduismens globale position til et vigtigt tema.
Guder
En meget ufuldstændig liste:
- Brahma (skaberen)
- Vishnu (bevareren), evt. i inkarnationerne Rama og Krishna
- Shiva (ødelæggeren)
- Devi, (Guds kraft, en feminin form
- Parvati, der med Shiva er mor til
- Karttikeya
- Ganesha — visdommens, intelligensens og undervisningens gud.
- Kali (dødsgudinden)
Se også
- Religion
- Liste af spirituelt relaterede emner
- Mandala
Kilder/Referencer
- http://www.hindu.dk
- Gavin Flood, An Introduction to Hinduism, Cambridge University Press, 1996.
- C.J. Fuller, The Camphor Flame: Popular Hinduism and Society in India, Princeton University Press, 1992.
Kategori:Religion
Kategori:Hinduisme
Kategori:DK5 29.45
ja:ヒンドゥー教
IndienRepublikken Indien er beliggende i den sydlige del af Asien og udgør hovedparten af det indiske underkontinent. Landet har det næsthøjeste antal indbyggere i verden og er det største demokrati med mere end 1 milliard mennesker og flere end 100 forskellige sprog. Den indiske økonomi er den fjerdestørste i verden set i forhold til købekraften.
Det overvejende hinduistiske Indien blev uafhængig fra Storbritannien i 1947, samtidig med at det muslimske Pakistan blev udskilt fra kronkolonien Indien. Adskillelsen af de to stater gav anledning til at nogen af de mange millioner som boede i en stat som bekendte sig til en anden tro end deres egen vandrede til den anden stat. Dette krævede mange omkomne. Indien og Pakistan har også gentagne gange været i krig over den delte Kashmir provins.
Indien har verdens største reserver af jernmalm.
Man taler blandt andre punjabi, urdu, hindi, nepali bengali, engelsk, sanskrit, pali, malayalam, gujarati, kannada og tamil.
Koen er et helligt dyr i Indien.
Indien har den største filmindustri i verden, målt på antal årligt producerede film. Indiens største filmby kaldes Bollywood. Ordet Bollywood er en sammentrækning af ordene Bombay og Hollywood.
Et af verdens mest berømte og meget romantiske bygninger Taj Mahal ligger i Indien.
For indiske køkkentraditioner, se Indisk madlavning.
Indisk madlavning
Stater og territorier
Indien er underopdelt i 28 stater, 6 territorier og hovedstadsterritoriet Delhi. De er anført nedenfor med tal og bogstaver, som referer til kortet til højre.
Stater:
# Andhra Pradesh
# Arunachal Pradesh
# Assam
# Bihar
# Chattisgarh
# Goa
# Gujarat
# Haryana
# Himachal Pradesh
# Jammu og Kashmir
# Jharkhand
# Karnataka
# Kerala
# Madhya Pradesh
# Maharashtra
# Manipur
# Meghalaya
# Mizoram
# Nagaland
# Orissa
# Punjab
# Rajasthan
# Sikkim
# Tamil Nadu
# Tripura
# Uttaranchal
# Uttar Pradesh
# Vest Bengalen
Union-territorier:
- A Andaman og Nicobar Øer
- B Chandigarh
- C Dadra og Nagar Haveli
- D Daman og Diu
- E Lakshadweep
- F Pondicherry
Territoriet for hovedstaden:
- G Delhi
Se også
- Verdens lande, Dum Dum, Jordskælvet i det indiske ocean 2004
Kategori:Indien
Kategori:Asiatiske lande
als:Indien
[[got:
NepalNepal er et land i Asien. Grænselandene er Indien og Kina.
Se også
• Verdens lande
Kategori:Nepal
Kategori:Indlandsstater
ja:ネパール
ko:네팔
ms:Nepal
simple:Nepal
th:ประเทศเนปาล
zh-min-nan:Nepal
Sri LankaSri Lanka er en stat i sydlige del af Asien, bestående af en større ø, og et antal småøer, der ligger sydøst for Indien. Sri Lanka blev indtil 1972 kaldt Ceylon. Sri Lanka var et af de lande, der blev hårdt ramt af tsunamien som følge af Jordskælvet i det indiske ocean 2004 den 26. december 2004.
Landets historie er præget af en konflikt mellem den singhalesiske majoritet og den tamilske minoritet . Singhaleserne udgør 83 % af landets befolkning, mens tamilerne udgør 9 %. De er underinddelt i «tamiler fra Sri Lanka» og «indiske tamiler». Den første gruppe ankom til øen for 2.000 år siden, og bor overvejende i nord og i øst. Den anden gruppe er indvandret senere. De to grupper har fælles etniske træk, kræver regional autonomi og for nogles vedkommende dannelsen af en egentlig tamilsk stat. Tamil United Liberation Front (Tamilernes forenede Befrielsesfront, TULF) blev dannet 4. maj 1972 ved en sammenlægning af 3 tamilske partier: Federal Party, Tamil Congress og Ceylon Workers Congress.
I 1983 forværredes konflikten og udviklede sig efterhånden til en regulær borgerkrig med hundredevis af dræbte og sårede, og 100.000 berørte civile.
Mere end 40.000 tamiler fra Sri Lanka emigrerede til den indiske delstat Tamil Nadu, og et stort antal flygtninge fortsatte til Europa.
Se også
- Verdens lande
Eksterne kilder:
- [http://www.leksikon.org/art.php?n=3043 leksikon.org]
Kategori:Øer
Kategori:Asiatiske lande
Kategori:Sri Lanka
ja:スリランカ
ko:스리랑카
ms:Sri Lanka
th:ประเทศศรีลังกา
zh-min-nan:Sri Lanka
FN
Forenede Nationer (forkortes FN) er en organisation, der blev dannet efter 2. Verdenskrig den 24. oktober 1945 af 51 stater. Organisationen havde det formål at forhindre en verdenskrig i at opstå nogensinde igen. Menneskerettighederne er blevet formuleret i FN.
Organisationen spiller en vigtig rolle i international udviklingspolitik, miljøsamarbejde, kampen for menneskerettighederne, international samfærdsel osv. Den stadige udvidelse af opgaverne har ført til oprettelse af et stort antal ekspertgrupper og koordineringsudvalg, udvidelse af sekretariatet og flere specialorganisationer. Alt i alt er FN med
specialorganisationerne blevet et uerstattelig element i vore dages internationale system.
specialorganisationerne
Generalsekretæren
Organisationen ledes af sekretariatet med generalsekretæren som leder. Denne er ikke blot leder af administrationen, men har også mulighed for at spille en politisk rolle for eksempel ved at henlede sikkerhedsrådets opmærksomhed på forhold, som efter hans mening kan true opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed.
FN's Sikkerhedsråd
specialorganisationerne
Sikkerhedsrådet består af 15 medlemmer hvoraf de 5 faste (Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA) har vetoret. Rådet har hovedansvaret for sikkerhedsproblemerne i verden, men er handlingslammet hvis et af de faste medlemmer nedlægger veto mod et forslag, sådan som USA ofte gør i forbindelse med kritik af Israel. I teorien kan rådet pålægge FN's medlemslande at deltage i økonomiske, kommunikationsmæssige og militære sanktioner mod en stat som repræsenterer en trussel mod freden.
Danmark er valgt som medlem af sikkerhedsrådet i 2005 og 2006. Det er fjerde gang, at Danmark er valgt som medlem af sikkerhedsrået. De øvrige perioder var 1953-54, 1967-68 og 1985-86. [http://www.sikkerhedsraadet.um.dk/da]
Generalforsamlingen
Alle medlemmer har sæde i generalforsamlingen, med en stemme hver, uanset størrelse og magt i det internationale samfund. Vigtige beslutninger kræver 2/3 flertal. Generalforsamlingen er opdelt i 7 faste komitéer og en række underkomitéer. Mere interessant er dannelsen af uformelle regionale grupper: den latinamerikanske, den østeuropæiske, den arabiske osv. De bedste tillidshverv i FN går på omgang mellem disse regionale grupper. Generalforsamlingen er det FN-organ, som har den bredeste kompetence, men man kan ikke sige, at den har den øverste myndighed på alle områder.
FN's generalsekretærer
- Sir Gladwyn Jebb (Storbritannien), fungerende, 1945 til 1946.
- Trygve Lie (Norge), februar 1946 til sin afgang i november 1952.
- Dag Hammarskjöld (Sverige), april 1953 til sin død i et flystyrt i Congo i september 1961.
- U Thant (Burma, nu Myanmar), fungerende i perioden efter Hammarskjöld og officielt udnævnt fra november 1962 til december 1971.
- Kurt Waldheim (Østrig), januar 1972 til det kinesiske veto ved hans tredje periode i december 1981.
- Javier Pérez de Cuéllar (Peru), januar 1982 til december 1991.
- Boutros Boutros-Ghali (Ægypten), januar 1992 til december 1996.
- Kofi Annan (Ghana), fra januar 1997.
Organisationer under FN
- FN's Udviklingsprogram (UNDP)
- Den internationale arbejdsorganisation (ILO)
- FN's befolkningsfond (UNFPA)
- FN's børnefond (UNICEF)
- Den internationale atomenergiorganisationen (IAEA)
- FN's højkommisær for flygtninge (UNHCR)
- Den internationale straffedomstol (ICC)
- Den internationale domstol (ICJ)
- FN's organisation for ernæring og landbrug (FAO)
- Verdensfødevareprogrammet (WFP)
- FN's konference for handel og utvikling (UNCTAD)
- FN's AIDS-program (UNAIDS)
- FN's kontor for narkotikakontrol og kriminalitetsbekæmpelse (UNODC)
- FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO)
- FN's miljøprogram (UNEP)
- FN's hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge (UNRWA)
- Verdenssundhedsorganisationen (WHO)
- Verdensfødevareprogrammet (WFP)
Kilder/henvisninger
- [http://www.leksikon.org/art.php?n=817 Leksikon.org]
- [http://www.un.dk/danish/new/index.htm FN's nordiske informationskontor]
- [http://www.un.dk/danish/fred_og_sikkerhed/Peacekeeping.htm Fredsbevarende aktioner]
Kategori:Forenede Nationer
Kategori:Nobels fredsprismodtagere
ja:国際連合
ko:국제 연합
ms:Pertubuhan Bangsa-Bangsa Bersatu
simple:United Nations
th:สหประชาชาติ
zh-min-nan:Liân-ha̍p-kok
IndienRepublikken Indien er beliggende i den sydlige del af Asien og udgør hovedparten af det indiske underkontinent. Landet har det næsthøjeste antal indbyggere i verden og er det største demokrati med mere end 1 milliard mennesker og flere end 100 forskellige sprog. Den indiske økonomi er den fjerdestørste i verden set i forhold til købekraften.
Det overvejende hinduistiske Indien blev uafhængig fra Storbritannien i 1947, samtidig med at det muslimske Pakistan blev udskilt fra kronkolonien Indien. Adskillelsen af de to stater gav anledning til at nogen af de mange millioner som boede i en stat som bekendte sig til en anden tro end deres egen vandrede til den anden stat. Dette krævede mange omkomne. Indien og Pakistan har også gentagne gange været i krig over den delte Kashmir provins.
Indien har verdens største reserver af jernmalm.
Man taler blandt andre punjabi, urdu, hindi, nepali bengali, engelsk, sanskrit, pali, malayalam, gujarati, kannada og tamil.
Koen er et helligt dyr i Indien.
Indien har den største filmindustri i verden, målt på antal årligt producerede film. Indiens største filmby kaldes Bollywood. Ordet Bollywood er en sammentrækning af ordene Bombay og Hollywood.
Et af verdens mest berømte og meget romantiske bygninger Taj Mahal ligger i Indien.
For indiske køkkentraditioner, se Indisk madlavning.
Indisk madlavning
Stater og territorier
Indien er underopdelt i 28 stater, 6 territorier og hovedstadsterritoriet Delhi. De er anført nedenfor med tal og bogstaver, som referer til kortet til højre.
Stater:
# Andhra Pradesh
# Arunachal Pradesh
# Assam
# Bihar
# Chattisgarh
# Goa
# Gujarat
# Haryana
# Himachal Pradesh
# Jammu og Kashmir
# Jharkhand
# Karnataka
# Kerala
# Madhya Pradesh
# Maharashtra
# Manipur
# Meghalaya
# Mizoram
# Nagaland
# Orissa
# Punjab
# Rajasthan
# Sikkim
# Tamil Nadu
# Tripura
# Uttaranchal
# Uttar Pradesh
# Vest Bengalen
Union-territorier:
- A Andaman og Nicobar Øer
- B Chandigarh
- C Dadra og Nagar Haveli
- D Daman og Diu
- E Lakshadweep
- F Pondicherry
Territoriet for hovedstaden:
- G Delhi
Se også
- Verdens lande, Dum Dum, Jordskælvet i det indiske ocean 2004
Kategori:Indien
Kategori:Asiatiske lande
als:Indien
[[got:
NepalNepal er et land i Asien. Grænselandene er Indien og Kina.
Se også
• Verdens lande
Kategori:Nepal
Kategori:Indlandsstater
ja:ネパール
ko:네팔
ms:Nepal
simple:Nepal
th:ประเทศเนปาล
zh-min-nan:Nepal
IndonesienIndonesien består af seks hovedøer: Sumatra, Java, Sulawesi, Bali, Kalimantan og Irian Jaya samt 13.677 mindre øer. Omkring 3.000 af øerne er beboede og strækker sig over et vulkansk område på næsten 5.000 km. Indonesien er verdens største ø-gruppe. Indonesien er beliggende i Sydøstasien og er medlem af ASEAN.
Landet dækker kun 1,3 pct. af jordens overflade, men er hjemsted for 10 pct. af samtlige dens blomstrende planter, 17 pct. af dens fugle, 12 pct. af dens pattedyr og 16 pct. af dens reptiler og padder.
Religion
Religion: Muslimer (86 %), kristne (ca. 10 %), hinduer (ca. 2 %) - især på Bali, buddhister (ca. 1 %)
Største byer
- Jakarta (Java - 15 mio.)
- Surabaya (Java - 2,7 mio.)
- Bandung (Java - 2,4 mio.)
- Medan (Sumatra - 1,9 mio.)
Demografi
Befolkningstilvækst: 1,6 % pr. år
Analfabeter: 13,7 %
Økonomi
Gummi er landets hovedeksportvare, andre vigtige afgrøder er ris, bananer, kaffe og kokosnødder.
Geografi
Grænsestrækninger på land: Total 2.830 km (Malaysia 1.782 km, Papua Ny Guinea 820 km, Østtimor 228 km).
Kystlinje: 54.716 km
Klima: tropisk; varm
Højdeforskelle: Lavest: Indiske Ocean 0 m. Højest: Puncak Jaya 5.030 m.
Se også
- Verdens lande
- Jordskælvet i det indiske ocean 2004
----
Kilder/henvisninger
- Lexopen
Kategori:Indonesien
KAtegori:Asiatiske lande
ja:インドネシア
ko:인도네시아
ms:Indonesia
simple:Indonesia
th:ประเทศอินโดนีเซีย
zh-min-nan:Ìn-nî
Malaysia
Malaysia (Persekutuan Tanah Malaysia) ligger i Sydøstasien. Mod nordøst grænser det mod Filippinerne og omlukker landet Brunei, mod nord grænser det mod Thailand, mod syd mod Singapore og Indonesien. Malaysia omfatter den væsentligste del af den Malajiske Halvø og den nordlige del af Borneo. Denne del kan igen underinddeles i de malajiske stater (Sabah) og (Sarawak).
Medlem af ASEAN
Strukturelle data
Befolkningsvækst: 2,01 % p.a. (2000)
Forventet levetid: 71 år (2000)
Spædbørnsdødelighed: 21 per tusind (2000)
Alphabetisering: 85 % (2000)
Ethniske grupper: Malaier (58 %), Kinesere (26 %), Indere (7 %), andere (9 %)
Sprog: Malaiisk (Bahasa Melayu), andre austronesiske sprog, Kinesisk
Religioner: Islam (53 %), Buddhisme (17 %), kines. religioner (Daoisme og Konfuzianisme) (12 %), Hinduisme (7 %), Kristendom (7 %)
Nationalhelligdag: 31. August (Uafhængighedsdag 1957)
Hovedstad: Kuala Lumpur (1,8 Mio. indbyggere) (2001)
Forvaltning
:Opbygning: 13 delstater (deraf 9 Sultanate) og 3 forbundsterritorier (Kuala Lumpur, det nye regeringssæde Putrajaya og Øen Labuan). Delstaterne Sabah, Sarawak, Penang (inkl. øen Penang) og Malakka bliver forvaltede fra af centralregeringen udnævnte guvernører.
:Statsform: Konstitutionel monarki (Parlamentarisk-demokratisk Valgmonarki). Kongen vælges hvert femte år fra rækken af herskerne af de 9 sultanater (Rotationsprincip).
:Statsoverhoved: Kong Salah’uddin ’Abdul Aziz Shah Al-Hajj (
- 1926), Sultan af Selangor [siden 26. April 1999].
:Premierminister: Abdullah Ahmad Badawi (siden 31.10.2003).
:Parlament: Folkeforsamlingen (Dewan Rakyat) med 193 for fem år valgte medlemmer samt landsting (Dewan Negara) med 70 medlemmer. De sidste valg fandt sted sted den 21. Marts 2004.
Økonomi
:Urbanisering: 54 % (1998)
:BIP: 99,2 Mrd. US-Dollar (1998)
:BNI per indbygger: 10.905 US-Dollar (1998)
:Beskæftigelse: Industri (44 %), tjenester (43 %), landbrug (13 %)
Malaysia er rig på naturalgoder (Tin, Kautschuk, Palmolie). Siden midten af 1980'erne er der sket en stærk industriel udvikling. Som følge er landet rykket op i rækken af de såkaldte »Tærskellande« eller asiatiske »Tigerstater«. Malaysia anses for at være et af de økonomisk og politisk mest stabile lande i Sydøstasien. Der føres en såkaldt konvergens af tradition og modernitet samt islam og kapitalisme. Gennem denne nyorientering oplevede landet en fundamental forandring fra en tidligere agrarstat til en teknologisk og kapitalintensiv industriplacering.
Den fra 1997 optrædende »Asien-krise« træf dog også Malaysia, men i mellemtiden har økonomien regenereret sig og der meldes om vækstrater på 5 til 6 procent årligt.
Historie
Politik
Siden 1957 regerer partiet "Nationale Front" med en to-tredjedels flertal. Derudover findes der det højreradikale PAS-Parti, som mest har betydning regionalt.
Eksterne adresser
als:Malaysia
ja:マレーシア
ko:말레이시아
ms:Malaysia
simple:Malaysia
th:ประเทศมาเลเซีย
zh-min-nan:Má-lâi-se-a
Sydafrika
Afrika borwa
Republiek van Suid-Afrika
Republic of South Africa
|
|
| National motto: "!ke e: /xarra //ke" |
| Officielt sprog | Der er 11 officielle sprog. Der tales afrikaans, engelsk, ndebele, sesotho, sesotho sa lebowa, swati, xitsonga, setswana, tshivenda, xhosa og zulu |
| Hovedstad | Pretoria (administrativ hovedstad), Kapstaden (lovgivende hovedstad), Bloemfontein (juridisk hovedstad) |
| Præsident | Thabo Mbeki |
| Vicepræsident | Jacob Zuma - afsat juli 2005 |
Areal
- Total
- heraf vand | Areal 24
1.219.912 km²
0% |
Befolkning
- Total (År)
- Pr. km² | Størrelse 26
43.647.658
36/km² |
Uafhængighed
- afrikanske Union
- Republikken Sydafrika
- første multietniske valg | 31. maj 1910
31. maj 1961
27. april 1994 |
| Valuta | Rand |
| Tidszone | UTC +2 |
| Nationalmelodi | Nkosi Sikelel' iAfrika |
| Internetdomæne | .ZA |
| International tlfkode | 27 |
| Billede:Sydafrika-Pos.png |
Sydafrika ligger på den sydligste del af det afrikanske kontinent med bjerge mod det Indiske Ocean og Atlanterhavet. Det har grænse med Namibia, Botswana, Mozambique, Zimbabwe, Lesotho og Swaziland. Afrikas sydligste punkt Kap Agulhas ligger i landet.
Sydafrikas første demokratiske parlamentsvalg afholdtes den 27. april 1994. Nationens første folkevalgte præsident blev den da 75-årige Nelson Mandela.
Bantu-stammen befinder sig i Sydafrika, hvor nogle bruger den nedsættende betegnelsen Kaffer om dem.
Historie
Nelson Mandela
Nelson Mandela
Da apartheidstyret blev væltet i 1994 valgte man også at udskifte det gamle flag med det nuværende flag.
Kategori:Afrikanske lande
ja:南アフリカ共和国
ko:남아프리카 공화국
ms:Afrika Selatan
simple:South Africa
zh-min-nan:Lâm-hui
StorbritannienDenne artikel handler om det geografiske begreb Storbritannien som ofte forveksles med staten Det Forenede Kongerige.
----
Storbritannien er geografisk set en ø som ligger i Atlanterhavet vest for kontinentet Europa. Storbritannien udgør det største sammenhængende område i Det Forenede Kongerige.
Storbritannien, som er den største af de Britiske Øer, har et areal på 229.850 km².
Storbritannien forveksles ofte med det Forenede Kongerige, men i svensk og dansk sprogbrug anvendes benævnelsen Storbritannien synonymt for denne stat.
Se også:
- Engelske regenter
Eksterne henvisninger
- Europæiske Union, Europa-Kommissionen: [http://publications.eu.int/code/da/da-370101.htm Publikationskontoret – Vejledning i Udformning af EU-publikationer ? 7.1.1. Betegnelse og forkortelser]
Kategori:Britiske øer
Kategori:Storbritannien
ja:グレートブリテン島
ko:그레이트브리튼 섬
simple:Great Britain
USA
Amerikas Forenede Stater er en føderal demokratisk republik primært beliggende i det centrale Nordamerika. Det er en union af 50 stater, 1 føderalt distrikt, og 14 territorier. Det kendes også som, mere eller mindre formelt: USA, De forenede Stater, Amerika eller Staterne.
Amerikas Forenede Stater grænser mod nord op til Canada, og mod syd til Mexico. Dets territoriale farvande grænser op til Ruslands, Canadas, Bahamas’ og flere mindre landes territoriale farvande. Havene som omkredser landet er Stillehavet og Beringsstrædet mod vest, det Arktiske Hav i de nordligste dele, og Atlanterhavet, Den Mexicanske Golf og Det Caraibiske Hav i de østlige og sydøstlige områder.
48 af staterne ligger i regionen mellem Canada og Mexico, disse kaldes også de kontinentale stater. Alaska, som også nogle gange medregnes i de kontinentale stater, er adskilt fra de 48 stater beliggende imellem Canada og Mexico, og ligger i den nordvestlige del af Nordamerika. Hawaii, som er den 50. stat, ligger i Stillehavet. Hovedstaden, Washington, er sammenfaldende med Det Føderale Distrikt Columbia (Engelsk: Federal District of Columbia), som ligger imellem staterne Maryland og Virginia. USA har også diverse oversøiske territorier, deriblandt Amerikansk Samoa, Guam, Nordmarianerne, Puerto Rico og U.S. Virgin Islands. Beboerne i de oversøiske territorier har status som amerikanske statsborgere, men er ikke repræsenteret i den amerikanske regering.
Amerikas Forenede Stater blev officielt grundlagt den 4. juli 1776, da Kongressen, bestående af repræsentanter for de 13 britiske kolonier, underskrev Uafhængighedserklæringen.
Den amerikanske valuta, dollaren, udstedes af USA's centralbank.
Historie
- USA's historie (1776-1789)
- USA's historie (1789-1849)
- USA's uafhængighedskrig
- Den amerikanske borgerkrig
- Wall Street-krakket
Se også
- Det hvide hus (regeringen)
- USA's største byer
- Amerikanske præsidenter
- Verdens lande
Verdens lande
Eksterne henvisninger
- [http://www.abirdseyeviewof.com/USA.html A Birds Eye View Of United States of America Webcams]
-
Kategori:Nordamerikanske lande
Kategori:Forkortelser
ja:アメリカ合衆国
ko:미국
ms:Amerika Syarikat
simple:United States
th:สหรัฐอเมริกา
zh-min-nan:Bí-kok
Kristendom
Kristendommen er en monoteistisk religion centreret om Jesus af Nazareth, som betragtes som Guds søn og menneskets frelser. Religionens medlemmer kaldes for kristne. Ordet Kristus kommer af græsk ὁ Χριστός (»ho khristós« - "den salvede"), som igen er en oversættelse af det hebraiske ord הַמָּשִׁיחַ (»hammâshîach« - "den salvede"), som ligeledes er indlånt i dansk som ordet messias.
Kristendom er i dag den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere på verdensplan eller rundt regnet en tredjedel af hele menneskeheden, lidt under dobbelt så meget som den næststørste religion, islam, og antalsmæssigt den hurtigst voksende religion. Kristendom kan overordnet set opdeles i en række undergrupper, hvoraf de største er:
NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er enddog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist.
- De ortodokse kirker, fx den græsk-ortodokse eller den russisk-ortodokse kirke (ca. 240 millioner)
- Katolicisme (ca. 1.090 millioner)
- Protestantisme (ca. 590 millioner, herunder ca. 64 mio. lutheranere)
- Den anglikanske kirke (ca. 73 millioner)
Andre gamle kristne kirkesamfund:
- Den etiopisk-ortodokse kirke (ca. 22 millioner)
- Den koptiske kirke (ca. 10 millioner (usikkert))
- Den armenske kirke (ca. 4 millioner)
- Den syrisk-ortodokse kirke (ca. 4 millioner)
- Østens assyriske kirke (ca. ½ million)
Religiøse menigheder der opfatter sig selv som kristne, men af andre kristne
retninger opfattes som tvivlsomme:
- Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (ca. 12,5 millioner), også uofficielt kaldet mormonerne eller LDS (for det engelske "Latter Day Saints")
- Jehovas Vidner (ca. 6 millioner)
I Danmark tilhører hovedparten (84%) af befolkningen Folkekirken; en luthersk (og dermed protestantisk) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der med fuld juridisk gyldighed kan foretage vielser. Disse er:
- Den romersk-katolske Kirke
- Den reformerte menighed i Fredericia
- Den franske-reformerte menighed i København
- Den tysk-reformerte menighed i København
- Det metodistiske trossamfund
- Baptistkirken i Danmark
- Den ortodokse russiske kirkes menighed i København
- Den norske menighed ved Kong Haakon kirken i København
- Svenska Gustafsförsamlingen i København
- Den til St. Alban's English Church i København hørende menighed
Europa udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, det kontinent med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den afrikanske og sydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i Asien.
Tro
Kristendommen opfattes af kristne som en videreførelse og fuldførelse af
jødedommen, og kristendommen inkluderer flere traditionelle jødiske elementer, heriblandt de helt centrale dogmer om monoteisme, de dødes opstandelse, det evige liv og troen på en tidligere profeteret frelser (som kristendommen finder i personen Jesus Kristus, medens jøderne regner ham for endnu ikke ankommet) – men inkluderer også mange originale dogmer som troen på Kristus som Guds søn, treenighedslæren og læren om arvesynd.
Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn og dermed som den inkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenes synder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hans død og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse og tilgivelse og til det evige liv med Gud i himlen og til på den sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø.
Essentiel for kristendommen er:
- Biblen, foreningen af jødernes Gamle Testamente og det rent kristne Nye Testamente. Fundamentalistiske kristne mener, at den ord for ord er "Guds ord", nedskrevet af mennesker, mens andre kristne fastholder, at den kun er et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden og derfor åben for fortolkning.
- Jesu død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.
- Troen på treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden.
- Troen på, at Jesus Kristus er den i Det Gamle Testamente profeterede Messias og arving til kong Davids trone. Jesus er Guds søn og tillige Guds egen inkarnation på jorden.
- Jomfrufødslen, hvorved Jesus mirakuløst blev født af Jomfru Maria uden nogen mands mellemkomst. Herved menes Jesus at have undgået arvesyndens besmittelse.
- Troen på, at Jesus var uden egen synd, men af kærlighed i stedet påtog sig menneskehedens synder.
- Menneskets frelse og evige liv gennem troen på Jesus, hans korsfæstelse, død og opstandelse.
Historie
Begyndelse
Jomfru Maria
Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives i Biblen: Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 11, vers 26: "og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne."
Jesus er født i Betlehem i den romerske provins af Palæstina under kejser Tiberius. Efter Jesu død og opstandelse begyndte en skare af udvalgte disciple forkyndelsen af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet i pinsens år 29 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fra Jerusalem til den syriske by og provinshovedstad Antiokia (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt de jødiske traditioner, først og fremmest omskærelse, også skulle praktiseres af kristne. Hvor Jakob den Retfærdige (Jesu broder) i Jerusalem stod for gruppen der mente de jødiske love skulle overholdes af kristne, og Paulus i Antiokia der ikke mente det var nødvendigt. Ved et kirkekonvent i Jerusalem år 62, afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund. Paulus skiver i Det Nye Testamente, Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 11:
”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.”
I disse år begyndte også en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de oprindelige hebraiske tekster.
Urkirken
De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde.
Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter var kristendom først på fremdrift blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen også til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sin hedenske religion og traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra Antiokia mod nord og øst: Edessa blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte apostlen Thomas budskabet så langt østpå som til Indien. I vest oprettedes kristne kirker i Puteoli nord for Napoli, i Rom og sandsynligvis i det sydlige Spanien. De skrifter som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente nedskrives på datidens internationale sprog, (old)græsk, for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.
Forfølgelse
Tacitus (55-120) skriver om Neros brug af de kristne som syndebuk.
”For at modvirke rygtet der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre beordrede [Nero] den mest udtænkte og frygtelige tortur af de mennesker der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.”
På nær kejser Neros (se også fx quo vadis) forfølgelse af kristne i Rom (hvis sandfærdighed er omdiskuteret, måske Tacitus (og Suetonius, som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne), skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af (andre) jøder som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen af Skt. Stefan, som betragtes som den første martyr (proto-martyr), og beskrevet i Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60:
V59: Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” V69: Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Men frem til midten af det tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af romerne - men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af forfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne orgier, incestuøse foreninger af broder og søster, sønner og mødre, babydrab, menneskeofringer, kannibalisme, etc. Jøderne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af polyteisme og tilbedelse af kejserlige idoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke tabu om ikke at helligholde og videreføre gamle love og traditioner og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres love og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en nation hvor de kristne var en sekt. Jøderne foragtedes for deres fanatisme og ubøjelige monoteisme, men passede i det store hele ind i antikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser Decius (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne præster og biskopper tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne monoteisme. Et samtidigt massivt udbrud af pest udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt pave Fabian martyriet. Senere beordrede kejser Galienus (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser Diocletian (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger Galerius (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme - men i sidste ende nytteløse.
I 311 tog Konstantin den Store (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt Sol Invictus (Den ubesejrede Sol), kristendommen som sin, og under korset og bannere proklamerende Med dette tegn, sejr (IN HOC SIGNO VINCES) vandt han efter flere slag den absolutte titel af kejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen men gav den tillige flere statslige privileger. Kejser Julian den Frafaldne (361-363) fratog senere i år 361 kirken dens privilegier og prøvede forgæves at gå tilbage til tidligere tiders hedenske tro, uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed overfor selv de mest vigtige hedenske monumenter og helligdomme, og efter et kort, men aktivt, styre gik hans efterfølgere tilbage til kristendommen, og alle romerske forfølgelser af kristne var slut. Senere blev Peterskirken opført i Neros haver hvor før de kristne havde stået som flammer.
Spredning
Peterskirken
Peterskirken
Peterskirken
Kirken spredes inden for det romerske imperium, godt hjulpet på vej af pax romana. Ved Konstantin den Stores tiltræden som kejser var omtrent en tredjedel af det romerske imperium kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes de germanske stammer mod nord (med den arianske retning). Først goterne, dernæst burgunderne, sveberne, vandalerne, langobarderne og frankerne. I 432 bliver det keltiske Irland kristnet. Syd for romerrigets grænser var Etiopien allerede blevet delvis kristnet i det 1. århundrede, i det 4. århundrede blev det gjort til officiel religion i Etiopien efter arbejde af skt. Frumentius. Den nestorianske kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i det persiske rige, så Tibet, Kina (635 – hvor de oversatte biblen til kinesisk), Mongoliet (700-800) og Korea samt Indien hvor de thomaskristne allerede har været siden det 1. århundrede. I det 6. århundrede blev anglerne og sakserne i England kristnet. De russiske slaver blev kristnet mellem det 12. århundrede og det 15. århundrede.
Den første kristne missionær til Danmark var Ansgar, der kom i det 9. århundrede. 965 erklærede kong Harald Blåtand på den store Jellingesten, at han havde kristnet danerne. Nogle af de sidste hedninge i Europa var de baltiske folk, som den danske konge og germanske riddere førte korstog mod og omvendte i det 13. århundrede. Norge og Sverige var ligeledes blevet kristnet i det 10. og 11. århundrede. Omkring år 1000 blev både Island, nordboerne på Grønland og Færøerne kristnet. Derom handler færingesagaen. I det 18. århundrede kristnede Hans Egede de grønlandske fangere.
Hans Egede
Skismaer
Fra starten af var der stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.
Gnosticisme
Gnosticisme kommer af det græske gnōsis som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage til det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnostisme men generelt omhandler det en streng dualisme mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Frelses fås gennem en speciel viden (gnosis). Den evige gud, mente gnostikerne, var alt for god til at have noget med den materielle verden som antoges for ond. Derfor skabte han en række halvguder, hvoraf Jesus var en. Det debatteres om gnostisme skal klassificeres som en kristen kættersk bevægelse, eller blot et uafhængigt ikke-kristent tankesæt.
Problemet med gnostismen er mange ifølge katolicismen, heriblandt at gnostisme fornægter inkarnationen af Gud i mennesket og dermed svækker Jesu opofrelse og guds tilgivelse og frelse.
Mandaeanisme
Den eneste form for gnostisme der stadig har aktive praktiserende kaldes mandaeanisme. Mandaeanisme er ikke en kristen retning da de anser Jesus som en falsk profet. ”Manda” betyder (som ”gnosis”) ”viden” på den form for aramæisk der tales af tilhængerne af mandaeanisme. Mandaeanismer anser hele rækken af profeter: Abraham, Moses, Jesus og Mohammed som alle værende falske profeter og i stedet Johannes døberen som værende en sand profet. Der findes ingen præcise optegnelser af hvor mange mandaeanismer der er, det antages et sted mellem 50,000 – 70,000. De lever hovedsageligt i grænselandet mellem Irak og Iran.
Donatister
Under Diocletians og Gratians voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af Donatus nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede.
Problemet med denne udlægning af Kristi lære, udfra den katolske kirkes synspunkt, er at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.
Nestorianere / Assyriske kirke
Nestorianismen er troen på Jesus som to på en gang forskellige og klart adskilte personer; en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Retningen blev til under inspiration fra nyplatonismen og en forkastelse af det perfekte guddommelige og spirituelle kunne forenes med det uperfekte, korrupte verdslige og kropslige. Nestorius (d. 451) var en Syrisk munk der blev patriark af Konstantinopel, den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Et synode i Efesos år 432 blev indkaldt til at adressere dette spørgsmål og konkluderede at nestorianismen var uforenelig med korrekt kristen lære. Nestorius blev afsat som patriark og fordrevet, først til Antiokia, så til Arabien og tilslut til Ægypten. Nestorianismen blev slukket inden for imperiet, men blmostrede for en tid i Persien og så langt væk som Kina, Indien, Mongoliet og Korea.
Problemet med nestorianismen fra et katolsk perspektiv er at den invalidere Jesus opofrelses, for hvis Jesus er to adskilte personer, hvilke af dem døde så på korset? Hvis det er den menneskelige, er denne opofrelses ikke af guddommelige karakter og ikke rækkende til en renselse af menneskets syn.
Monofysitisme
Monofysitismen er en reaktion på Nestorianismen hvori Jesus Kristus kun var én person, og denne guddommelige – der var intet menneskeligt element i Jesus Kristus. Et synode i Chalcedon år 451 blev indkaldt for at prøve at forene monofysitismen med katolicismen – men forgæves. Det har været fremført at de kristne maronitter på et tidspunkt har bekendt sig til monofysitismen, dette benægtes dog af maronitterne selv. Derudover fik monofysitismen aldrig den store tilhængerskare og fordømtes som kætteri i år 681.
Problemet med monofysitismen fra katolsk side var at den ved benægtelsen af Kristus som havende en menneskelig side, samtidigt benægtede Jesus Kristus som en ægte inkarnation af det guddommelige i det menneskelige, og uden inkarnationen kan der ikke være nogen opofrelse for menneskets synder og ingen tilgivelse.
Pelagianisme
Pelagianisme er troen på at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den frie vilje, og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om arvesynden. Pelagianisme prædiker at Jesu rolle er begrænset til et godt eksempel til modvægt af Adams dårlige. Pelagius var en munk der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af Augustin, fordømt af pave Innocent I i år 417 og dømt kættersk ved synoden i Efesos år 432.
Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald.
Det Nye Testamente, Efeserbrevet, kapitel 2, vers 3:
”Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre”
Det Nye Testamente, Romerbrevet, kapitel 5, vers 12:
”Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.”
Arianismen
Arius var en kristen præst i Alexandria i begyndelsen af det 4. århundrede. Arius mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning, hvorefter Gud adopterede Jesus Kristus som sin søn. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Jesus (og altså ikke Gud) selv verden. Men eftersom Jesus var en (guddommelig) skabning forskellig fra, og dermed underlegen, Gud frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. I år 325 indkaldte Konstantin den Store til synode i Nikæa (nuværende: Iznik) til at debattere Arius, hvor konklusionen fra synoden blev en erklæring om hans lære som kætteri, hvorefter Arius blev forvist til Illyrikum. Dette blev imidlertid ikke enden på arianismen, som bredte sig fra Alexandria over Lilleasien, og endda til den kejserlige familie, da kejser Konstantin 2., søn af Konstantin den Store, tog arianismen til sig og udnævnte Eusebius, den største fortaler for arianismen efter Arius død, som biskop af Konstantinopel. Bevægelsen døde først inden for romerriget efter kejser Theodosius 1. indkaldte til synode i Konstantinopel i 381, hvor det blev besluttet at følge den katolske treenighedslære. Imidlertid var goterne da i mellemtiden blevet omvendt af arianske præster, og goterne omvendte videre andre germanske folkeslag; vandalerne, longobarderne, frankerne etc., hvorefter det tog hundredvis af år, før de sidste spor af arianisme var udryddet. En overgang forfulgte arianske vandaler de indfødte katolske kristne i Nordafrika, og arianske gotere de indfødte katolske kristne i Spanien.
Problemet fra et katolsk perspektiv var, at med arianismens tro på Jesus Kristus som en guddommelige skabning andet end og separat fra Gud forsvor de monoteismens og forsvarede idoltilbedelse.
Det store skisma / Øst vest skismaet
Bruddet i 1054 hvor pave Leo IX og patriarken Mikael I ekskommunikerede hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i en vestlig katolske og en østlige ortodokse var kumulationen på en århundrede gammel strid. Hovedsageligt omhandlet bruddet et spørgsmål om jurisdiktion og hvem der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepteret dogmet om pavens ufejlbarlighed og den vestlige katolske kirke ikke accepteret patriarken i Konstantinopel som værende universel patriark, såvel som hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om hvordan nadveren skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.
Det skal bemærkes at adskillelsen af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem Leo IX og Mikael I og aldrig verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke acceptere adskillelsen som legitim.
Reformationen
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kristne gren sig yderligere i en katolske og protestantisk retning samt en anglikansk som opfattes som værnende lidt imellem de to. Bagud for reformationen havde gået flere hundred år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i 1517 da Martin Luther sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med den udbredte salg af afladsbreve.
Protestantismen selv kan inddeles i en lang række forskellige retninger.
Wittenberg
Se også
Religiøse titler:
- Abbed, abbedisse, apostel, bedemand, bisp, biskop, degn, domprovst, graver, kapellan, Kardinal, kordegn, missionær, munk, nonne, organist, pastor, pave, pontifex maximus, provst, præfekt, præst, sognepræst, ærkebiskop
Reliøse bygninger og geografiske inddelinger:
- Domkirke, kapel, katedral, kirke (bygning), kloster, menighed, nonnekloster, pastorat, provsti, Salomon, kapel, Det Sixtinske Kapel, sogn, stift, Tempel, Vatikanstaten
Religiøse traditioner:
- Advent, begravelse, bryllup, dåb, fødsel, højtid, jul, konfirmation, liturgi, mærkedag, nadvergudstjeneste, nonkonfirmation, nytår, nytårsdag, ordination, pinse, påske, rite, ritual, sakramente
Religiøse begreber:
- Omvendelse, Treenighed
Religiøse genstande og tekster:
- Alter, Bibelen, kiste, kolumbarium, pulpitur, rustvogn
Religiøse symboler:
- Andreaskors, kors
Åndelige væsener:
- Gud (nogle benævner Gud Jehova, JHVH), engel, ærkeengel, Djævel
Andre sider
- Kristne trosretninger
- Folkekirken
- De 10 kristne bud
- Østens Assyriske Kirke
- Liste af spirituelt relaterede emner
Eksterne henvisninger
- [http://www.biblen.dk Biblen]
- [http://www.folkekirken.dk/ Folkekirken]
- [http://www.km.dk/ Kirkeministeriet]
- [http://www.katolsk.dk Katolske kirke i Danmark]
- [http://www.metodistkirken.dk/ Metodistkirken Danmark]
- [http://www.kirker.dk/ Kirker i Danmark]
- [http://www.adherents.com/adh_branches.html#Christianity Religionsstatistik over kristenhedens grupperinger]
- [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Religion/Kristendom/ Google: Kristendom]
Kategori:Religion
Kategori:Kristendom
ja:キリスト教
ko:기독교
ms:Kristian
simple:Christianity
th:คริสต์ศาสนา
zh-min-nan:Ki-tok-kàu
Islam
Islam (الإسلام) er en religion, baseret på profeten Muhammeds åbenbaringer, der ifølge muslimerne blev nedskrevet som Koranen samtidig med at de blev åbenbaret. Koranen blev memoreret og videregivet mundtligt, som det var traditionen på det tidspunkt, men efter Profetens død blev Koranen nedskrevet som en samlet bog på arabisk, i den dialekt, den ifølge muslimerne var blevet åbenbaret på. Koranen opfattes som Guds ord, der er blevet bragt til Profeten Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Islam betrager sig som en åbenbaringsreligion, dvs. at Gud har givet sig til kende gennem profeter, som har givet hans budskaber videre. Islam er en verdensreligion, som opstod i Mekka år 611 e.Kr.
Udøvere af islam kaldes muslimer. Ordet 'muhammedaner' kan opfattes som skældsord og går imod muslimernes egne ønsker, idet ordet opfattes således, at muslimerne skulle tilbede profeten Muhammed, hvilket går imod deres principper, hvor kun Gud bør tilbedes. 'Muslim' betyder 'person der giver sig hen til Gud', og deres religion 'Islam' betyder ligeledes 'hengivelse' eller 'underkastelse' (til Gud).
Hos muslimerne bliver børnene ikke døbt som i kristendommen, for Muhammed har sagt, at "ethvert barn fødes i islam." Alle mennesker fødes med andre ord som muslimer. og man behøver derfor ikke en særlig optagelsesceremoni som i kristendommen. Den nyfødte får straks et navn.
Hvis man ikke er vokset op som muslim, kan man konvertere ved islam blot ved at fremsige den muslimske trosbekendelse (shahada) på arabisk:
محمد رسول الله (la ilaha illa llah)
لا اله إلا الله (muhammad rasulu llah)
"Der er ikke anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet".
Forskrifter
Som troende muslim skal man udføre en række ritualer, hvoraf fx bøn og almisse er foreskrevet i Koranen. Disse handlingsaspekter, som de nuværende muslimer udfører, stammer fra trosapekter; troen på Muhammed, på Koranens rigtighed og vigtighed og ikke mindst på Allah og dommedag. Disse handlingsaspekter bygger på de fem søjler og i det hele taget regler for den generelle livsførelse. Udover bønner og andre ritualer (se link ovenfor) er det at sige trosbekendelse også en god ting at gøre; det kan ikke gøres for ofte.
Det er vigtigt at gøre, hvad der er passende som henholdsvis en muslimsk mand og som en muslimsk kvinde. Der er mange opfattelser af, hvad man bør gøre som muslim, men der kræves selvfølgelig også overensstemmelse mellem ens levevis og holdningen til f.eks. bønnen.
Der findes også forskellige personlige tilgange til det at være muslim når det f.eks. gælder ens aktivitetsniveau. Man snakker herunder om en kviatistisk, en aktivistisk og militant måde at være aktiv i sin religion på.
Hellige skrifter
De skriftlige grundværker i islam er, udover Koranen (Qur'an, Guds ord - egtl. læsning), også Hadith (beretninger om Profetens gerninger og udtalelser) hvorfra Sunna udledes. Islams lov udledes fra Koranen og Sunna, og ud fra de principper som udledes fra disse.
Gudsopfattelse
Den islamiske gudsopfattelse er monoteistisk, hvor mennesket er underkastet Gud, omtrent ligesom i jødedommen og kristendommen. Islam er ligesom jødedommen en lovreligion, hvorved den adskiller sig fra kristendommen.
Religiøs arkitektur
kristendom
Bygninger hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer. Muslimernes mest religiøse sted er Mekka med den centrale Ka'ba, i hvilken sidder en sten der ifølge tradition stammer fra Paradis, og blev sort af menneskets synder (?). Af andre religiøse "hovedstæder", kan nævnes Medina, hvor Profeten Muhammed emigrerede til og hvor han er begravet samt Jerusalem.
Ramadanen er en stor islamisk hellig tid, hvor de troende ikke må spise og drikke, eller have seksuel samkvem fra solopgang til solnedgang. Derudover er det en meget åndelig tid, med særlig fokus på tilbedelse og perfektion af karakter.
Hellige personer
Muslimer tror på alle de tidligere profeter, der er nævnt i det Ny og Gamle Testamente. En ældre profet i islam er således Jesus, på arabisk Isha. Muslimerne tror imidlertid ikke, at Jesus var Guds søn (endsige den inkarnerede Gud), og heller ikke, at Jesus døde på korset og herefter stod op af graven. Jesus var blot en betydningsfuld profet i en lang række af profeter, som Muhammed så var den sidste og endegyldige repræsentant for ("profeternes segl").
Religionens udbredelse
Jesus
Ca. 1,3 mia. mennesker verden over er i dag muslimer. Islam er mest dominerende i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Indonesien. Der findes også betydelige muslimske befolkningsgrupper i Afrika, Indien og i Sydøsteuropa.
I Europa er islam primært en mindretalsreligion.
Retninger inden for islam
Muslimerne er delt i to hovedgrupper: Sunni og Shia. Begge grupper har stort set samme religiøse udøvelse, men visse teologiske og politiske anliggender deler dem. Den største gruppe er sunni-muslimerne (der udgør ca. 90 procent) mens shia-muslimerne udgør de resterende ti procent.
Det afgørende for shia-muslimerne er, at der skal være en forbindelse til Muhammed gennem slægtsforhold. Shia betyder "parti", og det står her for Alis parti. Ali ibn Abi Talib var gift med Muhammeds datter, og han opfattes derfor af shia-muslimerne som den første rigtige kalif.
Sunni-muslimerne mener, at forbindelsen til Muhammed skal hentes gennem handlemønstre. Fortællingerne om, hvad Muhammed sagde og gjorde, er blevet samlet i hadith-samlinger, hvilke fungerer som en slags grundlov, man henviser til.
Af andre større grupper kan nævner wahhabi-islam, samt sufier/sufister, som er en form for mystikere.
Ahmadiyya-bevægelsen, der har en moské i Hvidovre, betragtes almindeligvis ikke som værende muslimer, men ser sig selv som en del af islam.
Hellige genstande
Vers fra Koranen på skrift, såvel som Profeten Muhammeds hadith, og andre ting der har tilhørt Profeten betragtes som hellige genstande.
Se også
- Islamiske begreber
- Islamiske kalender
- Kalifat
- Islamisme
Eksterne henvisninger
- [http://islamisk.dk Islamisk.dk]
- [http://www.islam.dk Islam.dk]
- [http://wwwuser.gwdg.de/~mriexin/euroislam.html Links: Islam i Vest-Europa]
Kategori:Religion
Kategori:Islam
Kategori:DK5 29.7
ja:イスラム教
ko:이슬람교
ms:Islam
simple:Islam
th:ศาสนาอิสลาม
BrahmanBrahman er den øverste og altomfattende gud i hinduismen.
----
Kilder/henvisninger
- Lexopen
Kategori:Hinduisme
ja:バラモン教
VedaerneVedaerne (fra sanskrit वेद veda "viden") er en betegnelse for de ældste, hinduistiske helligskrifter.
Normalt betegner ordet veda på dansk hver af de fire veda-samhitas, nemlig R̥gveda (eller Rigveda), Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda. Disse består primært af hymner, der priser forskellige guder, og magiske formler, kaldet mantraer. De ældste dele af vedaerne, særligt af Ṛgveda, stammer tilbage fra ca. 1400 f.Kr. Vedaerne er skrevet på vedisk, en ældre form af det klassiske indiske skriftsprog sanskrit.
I Indien bruges begrebet vedaerne ofte i en udvidet betydning, hvor det også omfatter en række senere skrifter som brahmana-, upanishad- og sutra-skrifter.
Se også
- arkæologi
- brahmanisme
- | | |
