Historie

Historievidenskab

Tidsopfattelser

Lineær tidsopfattelse

Cirkulær tidsopfattelse

Dialektisk tidsopfattelse

Parallelle universer

Opdeling af historien

En geografisk opdeling

Historien som en tidslinje

Den menneskelige historie deles traditionelt op i forskellige perioder

Øvrige historiske opdelinger

Se også

Eksterne henvisninger

Jordens historie

Se også

Kilder/Henvisninger

Græsk (sprog)

Oldgræsk og nygræsk

Det græsk, som blev brugt i antikken, kaldes oldgræsk. På grund af oldgræsks store betydning er det dog almindeligt, at man slet og ret kalder det græsk, hvorimod det moderne sprog normalt må præciseres nygræsk.

Forskellen mellem oldgræsk og nygræsk er så betydelig, at man ikke uden videre kan forstå det ene, fordi man har lært det andet. Retstavningen har ikke ændret sig så meget, men udtalen er vidt forskellig. Mange af ordene er stadig de samme, selv om der har været en vis udskiftning. Grammatikken er noget anderledes. Det utal af bøjningsformer, der kendetegner oldgræsk, er blevet indskrænket kraftigt i nygræsk (futurum, optativ og infinitiv er forsvundet som selvstændige bøjninger; dativen er ligeledes forsvundet).

Folkenavnet

Grækenland, græsk og grækere er det almindelige navn for landet, sproget og folket i Europa og stammer fra latin (Graecia, Graecus). Grækerne kaldte sig derimod i oldtiden hellenere (Ἕλληνες) og landet for Hellas (Ἑλλάς). Dette navn blev genoptaget, da den moderne græske stat blev dannet i det 19. århundrede.
I mellemtiden havde de kaldt sig romæere (Ρωμαῖοι ell. Ρωμιοί), egtl. "romere", fordi de var efterkommere af det Østromerske (Byzantinske) Riges græsktalende befolkning.
Homer bruger ikke hellenernavnet, men kalder grækerne for achaier, argeier eller danaer.

Slægtskab og forhistorie

Inddeling

Forskellige perioder havde forskellige former for græsk:

Udtale

Oldgræsk og nygræsk skrives med det samme alfabet, og den klassiske ortografi er stort set bevaret indtil i dag, men udtalen er vidt forskellig. Sprogvidenskaben har dannet sig et ganske godt billede af, hvordan klassisk attisk græsk har været udtalt. I den nedenstående tabel er de to udtaler sammenstillet: Kategori:Indoeuropæiske sprog als:Griechische Sprache ja:ギリシア語 ko:그리스어 ms:Bahasa Greek simple:Greek language th:ภาษากรีก

Hermeneutik

Ordet hermeneutik stammer fra græsk og betyder fortolke eller oversætte. I dag betyder hermeneutik ofte læren om at fortolke teksters mening.

Hermeneutikken i psykologi

Hermeneutik er en af de to grundholdninger i psykologi. Det centrale i hermeneutikken inden for psykologien er at se på det hele menneske. En grundbetragtning her er, at menneskets sind ikke kan beskrives ud fra statistik og tal som i positivismen. Dataindsamlingen kan her ikke foregå med spørgeskema, men ved interview og observation. Hermeneutikkens modstykke i psykologien er positivisme. Kategori:Filosofi th:อรรถปริวรรตศาสตร์

Hypotese

Af græsk hypotithenai = "lægge til grund". En hypotese er en foreslået forklaring på et fænomen. Ofte bliver videnskabelige hypoteser misforstået af lægfolk som endegyldige sandheder om virkeligheden, ligesom også hverdagens hypotesedannelser opfattes som sandhed. Eksempler på den slags ubeviste hverdagshypoteser findes der mange af. Her følger nogle få:
- Når solen går ned i en sæk (dvs, bag skyer), så står den op i en bæk (dvs. i regn).
- Fundamentalistiske religioner skaber terrorister.
- Rødhårede er hidsige. Noget er hypotetisk hvis det er baseret på en hypotese. I naturvidenskaben bliver hypoteser generelt ophævet til status af teorier når de er eksperimentalt bekræftet af uafhængige forskere, og nogen gange til love når de har været konsensus i mange år.

Se også

- aksiom
- deduktion
- bevis
- logik
- matematisk bevis
- matematisk sætning
- nul-hypotese.
- teorem Kategori:Filosofi Kategori:Matematik

Falsifikation

Poppers afkræftelsesprincip er et argument imod den videnskabelige metode, fremsat af filosoffen Karl Popper. Ifølge ham er en videnskabelig teori ikke endegyldigt bevist, selv om den bekræftes af observationerne ved nok så mange kontroleksperimenter: Der kan når som helst gøres en observation, som ikke "passer ind" i ellers veletablerede videnskabelige "love". Et klassisk eksempel er en person, som aldrig har set svaner i andet end hvid fjerdragt, og deraf slutter at der ikke eksisterer svaner i andre farver end hvid. Den dag denne person ser (og undersøger) en sort svane, må vedkommende slå en streg over teorien om at der kun findes hvide svaner. Kategori:Erkendelsesteori Kategori:Videnskab

Karl Popper

Karl Raimund Popper (28. juli 1902 - 17. september 1994) var en østrigsk-født britisk videnskabsfilosof.

Se også

- Poppers afkræftelsesprincip Popper, Karl Raimund ja:カール・ポパー

Historiker

Historiker er betegnelsen for en person, der beskæftiger sig professionelt med faget historie, og som har en uddannelse indenfor dette felt. Indtil 1848 Danmark indgik historie som en del af en embedseksamen, men med etableringen af muligheden for at studere til mag.art. (magisterkonferens) med historie som eneste emne ved Københavns Universitet indledtes en professionalisering af faget. Det blev i stigende grad et felt, hvor de universitetsuddannede historikere dominerede. Således blev Historisk Tidsskrift med tiden et organ for kommunikation af forskningsresultater mellem de professionelle historikere og artikler om geografi og antropologi forsvandt. Historisk metode (særligt kildekritik kom også til at spille en større rolle. I denne forbindelse var særligt Kristian Erslev en dominerende skikkelse som professor i historie fra 1883. Forgængeren Caspar Paludan-Müller, der var professor 1872-1882, havde dog allerede bidraget til denne udvikling - også i sine arbejder før tiden som professor. I 1929 blev det også muligt at studere historie på Aarhus Universitet, og siden er Odense Universitet, Ålborg Universitet og Roskilde Universitetscenter også blevet muligheder. Selve historieformidlingen er et hjørne af historiefaget, som også har tiltrukket ikke-faguddannede. Det har i Danmark givet os en samling af professionelle formidlere med bred appel kendt som populærhistorikere. Interessen for historie med udgangspunkt i en selv og de omgivelser, man befinder sig i, har dannet grobund for endnu en type ikkefag-historiker, amatørhistorikeren, der som udgangspunkt mest (men ikke nødvendigvis kun) beskæftiger sig med slægts- og lokalhistorie.

Danske historikere

- Saxo, sekretær og historiker, ca. 1150-1220
- Anders Sørensen Vedel, præst og historiker, 1542-1616
- Arild Huitfeldt, historiker og rigskansler, 1546-1609
- Peder Hansen Resen, historiker og topograf, 1625-1688
- Ludvig Holberg, forfatter og videnskabsmand, 1684-1754
- Hans Gram, filolog og historiker, 1685-1743
- Ove Malling, embedsmand og historiker, 1747-1829
- Caspar Frederik Wegener, gehejmearkivar og historiker, 1802-1893
- Caspar Paludan-Müller, professor og historiker, 1805-1882
- Carl Ferdinand Allen, professor og historiker, 1811-1871
- Evald Tang Kristensen, folkemindesamler, 1843-1929
- Adolf Ditlev Jørgensen, arkivmand og historiker, 1840-1897
- Carl Frederik Bricka, arkivmand, historiker og personalhistoriker, 1845-1903
- Kristian Erslev, rigsarkivar og historiker, 1852-1930
- Aage Friis, professor og historiker, 1870-1949
- Erik Arup, professor og historiker, 1876-1951
- Vilhelm la Cour, historiker, 1883-1974
- Astrid Friis, professor, historiker, 1893-1966
- Povl Bagge, professor, historiker, 1902-1991
- Aksel E. Christensen, professor, historiker, 1906-1981
- Rudi Thomsen, professor, historiker, 1918-2004
- Nanna Damsholt, docent, historiker, 1935-
- Else Roesdahl, arkæolog, historiker, 1942-

Danske populærhistorikere/historieformidlere

- Palle Lauring, forfatter, 1909 - 1996
- Paul Hammerich, journalist og forfatter, 1927 - 1992)
- Ebbe Kløvedal Reich, forfatter, 1940 - 2005
- Claus Deleuran, tegneserietegner og -forfatter, 1946 - 1996
- Søren Nancke-Krogh, arkæolog Kategori:Historie
-
- ja:歴史家の一覧 simple:List of Historians

Kildekritik

Historisk kildekritik er en videnskabelig metode, der bruges i historieforskning, når man vægter kilders troværdighed i forhold til den begivenhed, man ønsker at vide noget om.

Kildekritikkens historie

Kildekritik som en grundpille i den moderne historievidenskab opstod i Tyskland i midten af det 19. århundrede inspireret af positivismen og udviklingen i de andre videnskaber, især naturvidenskaberne. Som foregangsmand regnes Leopold von Ranke, der med sit værk Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber fra 1824 indledte en epoke hvor ambitionen om en historisk objektivitet blev det primære mål. "..Bloss zeigen, wie es eigenlich gewesen" (Blot vise hvordan det egentlig var). I Danmark er kildekritikkens indfører og fremmeste praktiker og teoretiker Kristian Erslev.

Metode

I kritikken af kilderne vurderer man dem i flere dimensioner:

Ægte og uægte kilder

Hitlers dagbog kan betragtes som en falsk kilde, hvis man stiller den spørgsmål om Hitlers tilværelse, men stiller man andre spørgsmål (f.eks. ”Hvorfor skriver nogen disse dagbøger?”), så er det en sand kilde. Kilder er ægte eller uægte i forhold til at belyse en bestemt ting.

Levn over for beretning

Det er afgørende i seriøs forskning, at man kan skelne mellem kilder, der var tæt på den begivenhed, man undersøger, og dem, der er fjernt fra den i tid og rum. Kilder kaldes "levn", når de er opstået som en del af den begivenhed, man ønsker at undersøge. Kilder, der ikke er part i begivenheden, men alligevel giver oplysninger om den, kaldes "beretninger". Én og samme kilde kan altså godt være "beretning", når den bruges som kilde til den ene begivenhed, mens den er "levn" i forhold til den anden.

Primære over for sekundære kilder

Den primære kilde er altid den blandt de bevarede kilder, som er først i forhold til emnet. De ofte mange, sekundære kilder lægger sig op ad den primære kilde. Det kan f.eks. være i form af afskrifter, uddrag, referater eller lignende. Den primære kilde kan både være en 1. og en 2. håndskilde. Sekundære kilder er altid produceret efter den primære kilde, men det er historikerens spørgsmål, der afgør om den enkelte kilde er primær eller sekundær kilde.

Objektivitet over for holdning

Endelig må historikeren forholde sig til den situation, kilden er opstået i: Har kildens forfatter haft mod, mulighed og vilje til at skildre begivenheden, som den foregik, eller kan forfatteren have haft gode grunde til at udelade, misforstå, forskønne, bortforklare eller lyve i kilden?

Beretningsslutning

Hvem lavede kilden: Havde han/hun en speciel grund til at gøre det. Kan det have påvirket kilden. Hvad var formålet, og havde ophavsmanden kompetence til at fortælle om sagsforløbet [førstehåndsberetning eller referat). Hvornår blev kilden skabt: Hvor langt tid efter begivenheden er den opstået (tidsmæssig afstand). Hvilken situation blev kilden skabt i, eller er den stykket sammen af bidder, som stammer fra forskellige situationer. Hvem er kilden rettet til: Sammenligning med andre kilder.

Levnedsslutninger

Hvilket sæt af tekniske, praktiske og teoretiske handlinger danner baggrunden for, at kilden blev skabt. Hvordan var ophavssituationen, eller: hvilket sæt af normer, idealer og tanker i samfundet danner kildens situation.

Udsagnsevne over for udsagnskraft

Her drejer det sig om en samlet vurdering af kildens, dvs. kildeforfatterens, mulighed for at vide noget om begivenheden set i forhold til, hvor fyldigt et materiale, kilden tilbyder om begivenheden.

Ophavssituationen

- hvornår er kilden lavet
- hvem har lavet den
- hvilken kontekst er den skrevet i
- hvilken generel sammenhæng er den skrevet i
- hvor er kilden opstået (geografisk, socialt og psykisk miljø)
- hvorfor er denne kilde skrevet
- hvad er kildens tendens Når alle disse forhold er undersøgt, kan man vægte kildens udsagn.
- Det er ikke sikkert, at kilden kan godtages eller afvises i sin helhed. Dele af den kan være primære, mens andre er sekundære. Dele af den kan være levn, mens resten er en beretning. Og dele af den kan være nøgtern objektive, mens andre dele er mere eller mindre fordrejede og upålidelige.
- Det er ikke sikkert, at kilden har været forstået rigtigt, da man bedømte den tidligere. Den kan være opstået et helt andet sted, i en helt anden sammenhæng og med en helt anden forfatter, end det man troede. Kilden kan vise sig at være forkert skrevet af, forkert oversat eller forkert fortolket, da man tidligere vurderede den. Og kilden kan - midt i al sin bestræbelse på at omskrive begivenheden - afsløre hidtil oversete, men så at sige "undertekstlige" sandheder, eller den kan vise sig at være ironisk ment og derved bringe de stik modsatte oplysninger ind i billedet.
- Det kan godt tænkes, at den eneste kilde, der findes, har svag udsagnsevne og -kraft, fordi den er en sen beretning, at den er sekundær i forhold til en tabt, primær kilde, og at den er tendentiøs. Men det betyder ikke nødvendigvis, at kilden er ubrugelig, kun at den må bruges med alle forbehold lagt tydeligt frem. Det kan i næste omgang føre til, at man begynder jagten på den tabte, primære kilde eller på andre, endnu ikke opdagede kilder til samme begivenhed.

Det funktionelle kildebegreb

Inden for de seneste år er det blevet almindeligt at behandle kilderne efter det såkaldte funktionelle kildebegreb. Det er egentlig en hermeneutisk spiral, hvor udgangspunktet er historikerens evne til at spørge. Bevægelsen i forskningen er da: Spørgsmål → svar → nye spørgsmål → osv. Hvert svar er (eller kan være) en hypotese. Ifølge det funktionelle kildebegreb er det kun problemstillingen, som afgør materialets relevans. Det vil sige, at alle kilder kan bruges (er funktionelle) afhængigt af, hvilke spørgsmål vi stiller til dem. En kilde er ikke noget i sig selv, for den er kun noget, hvis man spørger den om noget. Spørgsmålet er ikke, om et billede er en god historisk kilde, men hvad billedet er en god kilde til. På baggrund af andres spørgsmål og svar formulerer man med mellemrum en teori (en verificerbar/falsificerbar hypotese). Samtidig skal vigtige krav opfyldes:
- Insisteren på, at spiralen skal styres ved at fastholde en balance mellem objektivitet og subjektivitet.
- Indsigt i, at den historiske erkendelse sker i samtale med et erkendende objekt (kildens ophavsmand).
- Søgen mod at være så objektiv som muligt.
- Vilje til at erkende så meget som muligt. Kildekritikken er blevet en lære om argumentationsfærdighed, hvor historiediskussionen drejer sig om at finde de (u)holdbare argumenter.

Se også

- Gregor af Tours, hvor der er beskrevet et eksempel på de problemer, kildekritikken kæmper med.
- Adam af Bremen, et eksempel på en tendentiøs kilde
- Vinlandskortet, som formentlig er et falskneri, og som derfor ikke kan bruges som beretning.
- [http://www.historie-nu.dk/Forskningsportal/Erslev.pdf Historisk Teknik] - introduktionsartikel til Kr. Erslevs Historisk Teknik Kategori:Historie Kategori:DK5 90.7

Tid

Tid et fællesgermansk ord, senere oldnordisk. Det kommer (tror sprogforskere) af et indoeuropæisk ord,
- di-t- = "afsnit". Det er senere blevet et germansk ord,
- tiði = "tidsafsnit". På oldnordisk hed ordet tið. Der lå altså fra vores sprogs begyndelse noget med opdeling i forståelsen af tiden. Dette stiller os i modsætning til andre folkeslag, f.eks. de ute-aztekisk-talende Hopi'er, der opfatter tiden som en glidende, ubrudt bevægelse. Man kan sige, at en begivenhed sker efter en anden, og man kan måle "afstanden" mellem de to begivenheder. Den udmålte "afstand" svarer til mængden af "tid", der ligger mellem de to begivenheder. Hvis man vil definere begrebet "efter", kan man bygge på antagelsen af kausalitet. Det har været en afgørende forudsætning for de videnskabelige opdagelser, at menneskeheden har gjort en samlet indsats for at øge forståelsen af tidens natur og forbedre målemetoderne. Det er bl.a. sket gennem arbejdet med at fremstille og forbedre kalendere og ure. Tillægsordet temporal betyder 'vedrørende tid'.

Måling af tid

Standardenheden for tidsmåling er SI-enheden sekund. Ud fra den fastlægges de store enheder som minuttet, timen, døgnet, ugen, måneden, året og århundredet. Det betyder, at man stadig bruger sumerernes 60-talsystem til tidsangivelse og ikke decimalsystemet. Først med enheden "år" kan den moderne tællemåde bruges. Tilsvarende er der intet fastlagt forhold mellem sekund, minut, tid, døgn og uge på den ene side og måned og år på den anden. Minuttet, timen og døgnet er officielle "ikke-SI enheder, der accepteres til anvendelse sammen med det internationale system". ([http://www1.bipm.org/utils/en/pdf/si-brochure.pdf Se denne brochure om tidsangivelser i pdf-format]) Tid kan måles ligesom andre fysiske dimensioner. Apparater til tidsmåling hedder ure. Meget præcise ure kaldes ofte kronometre. De allermest præcise ure er atomure. Der findes adskillige tidsskalaer: Universaltid, International Atom Tid (TAI), der er basis for andre tidsskalaer, Koordineret Universaltid (UTC), der er basis for civil tid, Centraleuropæisk Tid (CET), der er standardtid i Midteuropa osv. Desuden har mennesker opfundet kalendere til registrering af døgn, uger, måneder og år. Babylonerne antog, at året havde 360 dage. Det viste sig hurtigt at være unøjagtigt og med den julianske kalender og indførelsen af skudår hvert 4. år, kom kalenderåret i meget bedre overensstemmelse med solåret. Heller ikke det er dog nøjagtigt nok, og kalenderen kom langsomt ud af trit med virkeligheden, selv om der gik århundreder, før det blev rigtigt mærkbart. Til sidst måtte der gøres noget, og man reviderede skudårssystemet, sådan at der kun skal være skudår i hele århundreder, hvis deres årstal er deleligt med 400. Den nye kalender blev opkaldt efter paven og kom til at hedde den gregorianske kalender.

Tid i ingeniørkunst og anvendt fysik

I fysikken defineres tid som afstanden mellem begivenheder ud ad den fjerde akse i rumtidsystemet. Den specielle relativitetsteori viste os, at tid kun kan forstås som en koordinat i rumtid, som er en 4D-kombination af rum og tid. Afstanden mellem begivenheder afhænger da af iagttagernes relative hastighed i forhold til begivenhederne og hinanden. Den generelle relativitetsteori ændrede tidsopfattelsen yderligere ved at indføre ideen om den krumme rumtid. En vigtig tidsenhed i den teoretiske fysik er "Plancktid". (Se Planck enheder.)

Tid i filosofi og teoretisk fysik

Væsentlige spørgsmål i den filosofiske beskæftigelse med emnet “tid”: Er tiden absolut eller bare relativ? Er det umuligt at forestille sig tid uden ændringer eller har tanken mere for sig? "Går" tiden, eller er begreberne fortid, nutid og fremtid fuldstændigt subjektive beskrivelser af vore sansers bedrag? Zenons paradoks ændrede fuldstændig oldtidens opfattelse af tid, og det gav en begrundelse for at udvikle matematikken. Et diskussionsemne for Newton og Leibniz bestod i spørgsmålet om absolut tid: Newton mente, at tiden er en beholder for begivenheder ligesom rummet, mens Leibniz opfattede tiden i modsætning til rummet som et begrebsapparat til beskrivelse af forhold mellem begivenheder. McTaggart believed, rather eccentrically and on the basis of a very shaky argument, that tid and change are illusions. Læs også Jorge Luis Borges: "A Refutation of Time". Immanuel Kant betragtede tid og rum som transcendentale erkendelsesbetingelser, der går forud for enhver erkendelse, men hvis eksistens vi ikke kan udtale os om. Einsteins relativitetsteori forbandt tid og rum til én samlet rumtid på en måde, som også fik filosofiske konsekvenser. Den gjorde nemlig begrebet bloktid mere sandsynligt og påvirkede derved også begreberne om fri vilje og kausalitet.

Relativitetsteori

Tidsdimensionen har en række af egenskaber, som den deler med rumdimensionen, hvad der især stod klart efter opstillingen af relativitetsteorien. Tiden begynder med Big Bang samtidig med den begyndende udvidelse af rummet. Relativitetsteorien siger, at der ikke findes absolut tid. Genstande, der bevæger sig med forskellig hastighed, har hver deres opfattelse af tiden, som man kalder egentid, og som er uafhængig af en tænkt, absolut hastighed. I den sammenhæng er tyngdekraften snævert forbundet med begrebet tid. Præcise atomure viser, at et tyngdefelt gør tiden mere langsom.

Kvantemekanik

I dag går man som regel ud fra, at tiden forløber kontinuerligt. Hvis det er tilfældet, kan man opdele ethvert tidsinterval i mindre stykker. Men i visse generelle, fysiske teorier (f.eks. Kvantegravitation, den store teori om alt, M-teorien har man overvejet, om der findes en såkaldt Plancktid, som er så kort, at man ikke kan finde nye begivenheder ved at opdele den. Hvis det er tilfældet, går tiden i (uendeligt korte), adskilte spring.

Tiden er irreversibel

Mens man kan bevæge sig gennem rummet i enhver retning, så tillader tiden kun bevægelse i én retning, nemlig fra fortiden via nutiden ind i fremtiden. Man formoder, at der findes en dybere sammenhæng mellem tidens irreversibilitet og termodynamikkens 2. lov, som siger, at entropien tiltager uafbrudt i et lukket system. Se også: Tidspil.

Astronomi

I astronomien er måling af tid én af de ældste discipliner. Der skelner man mellem soltid og stjernetid (som adskiller sig fra hinanden med et døgn pr. år). Soltiden svarer ikke nøjagtigt til SI-sekundet, så derfor har man været nødt til at indføre skudsekunder. Disse problemer har man søgt at løse ved indførelse af forskellige tidsskalaer:
- TCB ist solsystemets egentid målt ud fra dets centrum af dets tyngdefelt.
- TCG angiver egentid du fra Jordens centrum.

I litteraturen

I litteraturen og særligt i science fiction behandler man afvigelser fra tidens normale forløb. Ligesom i fysikken er tiden her afstand mellem begivenheder, men det er en subjektivt oplevet afstand, og tiden bliver ikke behandlet som noget, der strømmer kontinuerligt i én retning. Det klassiske og mest kendte værk er H.G. Wells, Tidsmaskinen, hvor man kan manipulere tidens ensrettede strøm ved hjælp af en ikke nærmere beskrevet teknik. Litteratur af denne type tematiserer dermed kausaliteten.

Hverdagssprog

Man udtrykker ubevidst mange af tidsbegrebets filosofiske konsekvenser i hverdagssproget.
- (ikke) have tid
- tiden forgår (ikke)
- (ikke)tage sig tid
- vinde / tabe tid
- slå tiden ihjel Disse formuleringer udtrykker den subjektive tidsfornemmelse og gør brug af henvisninger til de begivenheder, der bestemmer tidens strøm. Samtidig giver man i dagligdags sprogbrug udtryk for en vurdering af begivenheder, tilstande og ens egen person. Tiden bliver til et mellemmenneskeligt referencesystem ved indførelse af ure. Som et vedtaget neutralt referencegrundlag får tid samme karakter som penge.

Tidsopfattelse

Man kan have den opfattelse, at tiden går hurtigt ("tiden flyver"), og dermed mener man, varigheden føles kortere end den faktisk er; Det kan opleves som en fordel:
- i tilfælde af, at noget med en bestemt varighed er forholdsvis ubehageligt, som f.eks.:
  - arbejde (måske ikke så behageligt som fritid, men pengene er nødvendige)
  - rejse (hvis man ikke rejser for rejsens skyld, men for at nå frem)
  - ventetid, kedsomhed Det kan også opleves som en ulempe:
- i tilfælde af, at noget med en bestemt varighed er forholdsvis behageligt, som f.eks.:
  - fritid, ferie :(omvendt betyder det, at tiden er fløjet afsted ofte, at der er sket noget behageligt)
- hvis man har meget, der skal nås
- i en længere målestok, at “man bliver gammel for hurtigt” Tiden synes også at gå hurtigt, mens man sover, så det kan være en fordel at sove i et tog eller som passager i en bil. Mange vil også forsøge at sove længe, hvis man keder sig, mens det føles som spildt tid at sove længe på en ferie.

Citat

"Tiden er en illusion, og frokost er det i dobbelt forstand" – Douglas Adams: Håndbog for vakse galakseblaffere

Se også

Tidsskalaer
- Sommertid, Kalender, Koordineret Universaltid (UTC), Geologisk tidsskala, Greenwich Mean Tid, International Atomtid (TAI), Metrisk tid, Stjernetid, Soltid, Synkronisering, Tidszone, Ugenummer, Universaltid Måleinstrumenter
- Kronometer, Ur, Atomur, Pendulur, Kvartsur, Timeglas, Solur, Horologi Måleenheder
- Sekund, Minut, Kvarter, Glas, Time, Døgn, Måned, År, Generation, Århundrede, Dateringsteknik
- Radiometri, Kulstof-14 metoden, Dendrokronologi, Periodisering
- Øjeblik, Uge, Kvartal, Årtusinde, Periode, Æra, Epoke, Olympiade, Årstid, Exponentiel tid, Reaktionstid, Søgetid, Halveringstid, Levetid, Varighed, Evighed, Stilperiode Historie
- En kort historie om tiden, Tidsmålingens teknologi Tiden i bred forstand
- Bloktid, ISO 8601, Kvalitetstid, Real-tid, Rumtid, Timeløn, Tidsmaskine, Frekvens, Tidskode, Tidstyring, Tidsrejse, Undervisningstime, Jordens alder, Målestok (tid), Evighed, Tidskapsel

Litteratur

- Einstein's Watches and Poincaré's Maps: Empires of Time. Af Peter Galison. W.W. Norton; 256 sider

Eksterne henvisninger

- [http://www.visdomsnettet.dk/artikel/48/ Filosofisk artikel om tidens eksistens]
- [http://ai.fri.uni-lj.si/xaigor/slo/znanclanki/Bierman.pdf Forskning i forudanelse; kan man opdage ting, før de sker?]
- [http://physics.nist.gov/GenInt/Tid/world.html En vandring gennem tiden]
- [http://pages.britishlibrary.net/lobster/tmx Tidsrejser og mangedimensionalitet]
- [http://arxiv.org/abs/physics/0310055 En afhandling om tid af] Peter Lynds
- [http://cogprints.ecs.soton.ac.uk/archive/00003125/ En afhandling om bevidsthed og tidsopfattelse af] Peter Lynds Kategori:Fysik Kategori:Metafysik Kategori:Klassisk mekanik Kategori:DK5 52.2 ja:時間 ko:시간 simple:Time

Hegel

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (27. august 1770 - 14. november 1831) var tysk filosof. Hegel var skoledannende inden for den såkaldt "idealistiske" del af filosofien. Det var ham, der satte dialektikken i system og foreslog den som en drivende kraft i udviklingen: "Hele filosofien svarer til en cirkel af cirkler".

Filosofi

Hans tankegang udspringer af påstanden: Das Wahre ist das Ganze ("Det sande er helheden"). Dette sandt-hele virkeliggør sig gennem historien ved antitetiske delsandheder, som så forenes i en højere syntese. Den bliver på sin side til antitese i et nyt modsætningsforhold. Den grundlæggende, dialektiske modsætning er den mellem ånd og . Ånden finder sig selv ved at forme stoffet, der er dens modsætning. Ud fra dette grundlag skabte Hegel en omfattende historiefilosofi med stor forklaringskraft.

Virkelighed er helhed

Hegel, der står som romantikkens mest kendte filosof, er idealist og metafysiker. Alt i universet hænger ifølge Hegel sammen i én helhed, og hvad vi kalder virkeligheden, er ikke en idé eller noget fysisk bag ved vores erfaring, men derimod den store sammenhæng i den. Universet eksisterer kun i menneskets sammenlagte bevidsthed, dvs. verdensåndens bevidsthed, og kun det er kun virkeligt i sin helhed, for en enkelt del kan ikke eksistere alene. Tid eller rum findes ikke hverken forud for eller uden for universet, eftersom det ville indebære en adskilthed, som Hegel ikke godtager.

Dialektik

Denne holisme gælder på alle områder. Hegels grundtanker genfindes bl.a. i hans syn på selve tænkningen, som han mener udvikler sig dialektisk. Det vil sige, at enhver begivenhed samtidigt både skyldes og er en tanke hos verdensånden, og at samme begivenhed straks skaber sin modsætning eller modbegivenhed. Det giver en spænding eller en kamp, som resulterer i en højere enhed, en syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Men også denne nye, højere enhed skaber sin egen modsætning, og resultatet bliver igen en endnu højere enhed, en ny syntese osv. På den måde udvikler Verdensånden sig hele tiden mod en stadig højere bevidsthed, som viser sig både i det enkelte menneske (den subjektive ånd) og i familie, samfund og stat (den objektive ånd), men også i kunst, religion og filosofi, hvor filosofien er udtryk for den højeste (den absolutte ånd). Slutstadiet er den absolutte tilstand eller fornuft, hvor verdensånden og filosofien fuldendes.

Kritik

Hegels spekulative tænkning, der mere er rettet mod "den store helhed" end mod små detaljer, bliver på den ene side set som fortsættelsen af Immanuel Kants forståelse, men også som en tydelig modsætning til den. Mens Kant snarest så sig selv i den engelske, filosofiske tradition og klart tilhører oplysningstiden, må Hegel i stedet anbringes hos den tyske, romantiske tænkning. Hegels overdrevent patriotiske syn på den vestlige historie er problematisk. Mens han stort set tillægger Vesten en stadig videreudvikling, mener han, at resten af verden (særligt Kina) vil hænge fast i en langvarig stilstand. Hegels skrifter blev udgangspunkt for talrige retninger inden for filosofien, bl.a. hegelianismen og marxismen. Hegels tænkning rummer dog ? ifølge mange af marxismens kritikere - årsagen til de grundskavanker, som det Marx?ske system indeholder.

Levnedsløb

Hegel studerede teologi og filosofi i Tübingen mellem 1788 og 1793. Der blev han venner med den romantiske digter Friedrich Hölderlin (
- 1770-†1843), og filosoffen Friedrich W. J. von Schelling (
- 1775-†1854), der begge ? sammen med Hegel ? blev toneangivende for det, der senere er blevet kaldt den tyske idealisme. Efter sin eksamen arbejdede Hegel som privatlærer for familier i Bern og Frankfurt, hvor han mødte Hölderlin igen. Indtil ca. 1800 var Hegel beskæftiget med at udvikle sine tanker om religiøse og sociale emner. Det ser ud til, at han så sig selv i rollen som en slags reformator med forbilleder hos den tyske oplysningstids store personligheder, f.eks. Lessing og Schiller. Men ved århundredeskiftet vendte hans interesse sig i stedet mod Immanuel Kant (
- 1724- †1804). I 1801 fik han arbejde på universitetet i Jena, hvor han mødte Schelling igen. I løbet af 1790?erne var Jena blevet et centrum for kantianisme, og Schelling var allerede blevet én af lederne for den romantiske bevægelse, da Hegel kom dertil. Han havde lært af J. G. Fichte (
- 1762-†1814), som var en af de toneangivende Kant-forskere. Sidst på året 1801, udgav Hegel sit første filosofiske værk, Differenz des Fichteschen und Schellingschen Systems der Philosophie, og indtil 1803 arbejdede han tæt sammen med Schelling om udgivelsen af et tidsskrift for kritisk filosofi. Sidst i 1806 havde Hegel afsluttet sit første hovedværk, Phänomenologie des Geistes (udgivet i 1807), som afviger en del fra hans tidligere, mere Schellingske påvirkning. Schelling opfattede en kritik i forordet til Fænomenologien som rettet mod sit arbejde, og deres venskab sluttede brat. Da Napoleons tropper besatte Jena, blev universitetet lukket netop som Hegel gjorde manuskriptet færdigt, og han forlod byen. I sin arbejdsløshed kastede han sig over jobbet som avisredaktør i Bamberg, men fra 1808 til 1815 var han rektor og filosofilærer på et gymnasium i Nürnberg. I samme periode blev han gift og fik børn, mens han skrev på det næste hovedværk, Wissenschaft der Logik. I 1816 fik han igen arbejde som professor, denne gang ved universitetet i Heidelberg, men allerede i 1818 blev han tilbudt professoratet i Berlin, hvor han arbejdede til sin død. Det var datidens mest eftertragtede filosofstilling, Hegel blev efterhånden meget berømt og han fungerede som universitets rektor i flere perioder.

Værker

- Enzyklopdie der philosophischen Wissenschaften. Redegørelser for de filosofiske grundopfattelser, som Hegel fremkom med i sine forelæsninger i Heidelberg og Berlin.
- Phänomenologie des Geistes (1807) Hovedværk
- Wissenschaft der Logik (1812-16, omarbejdet 1831) Hovedværk.
- Grundlinien der Philosophie des Rechts (1821). Betydningsfuld forelæsning, der er den eneste, Hegel selv udgav.

Sekundærlitteratur

Dette er kun et par af de nyeste bøger om Hegel. Se også de eksterne henvisninger nedenfor.
- Daniel Berthold-Bond: "Hegel - Nature of the Dialectic" (fra: Hegel's Grand Synthesis: A Study of Being, Thought, and History. New York: Harper, 1993, pp. 81-91) ISBN 0887069568
- Stephen Houlgate: Hegel and the philosophy of nature, 1998. ISBN 0791441431
- Justus Hartnack: Hegels logik, 1995, ISBN 8774219626
- Jon Stewart, Robert B. Pippin (ed.): Kierkegaard's Relations to Hegel Reconsidered (Modern European Philosophy), 2003. ISBN 0521828384

Se også

- Dialektik
- Dialektisk materialisme
- Frankfurterskolen
- Ludwig Feuerbach
- Nikolai Frederik Severin Grundtvig
- Søren Aabye Kierkegaard
- Logik
- Karl Marx

Eksterne henvisninger

- [http://www.geometry.net/philosophers_bk/hegel_georg_wilhelm_friedrich.html Oversigt over den nyeste litteratur om Hegel]
- [http://www.hegel-gesellschaft.de Det internationale Hegel-selskab]
- [http://plato.stanford.edu/entries/hegel/ Stanford Universitys grundige artikel om Hegel]
- [http://www.marxists.org/reference/archive/hegel/ Introduktioner til Hegels værker] Hegel, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Georg Wilhelm Friedrich ja:ゲオルク・ヴィルヘルム・フリードリヒ・ヘーゲル ko:게오르크 빌헬름 프리드리히 헤겔

Kontrafaktisk historie

Kontrafaktisk historie (undertiden også kaldt alternativ historie) er en genre inden for historieskrivning, hvor man forestiller sig, hvad der ville være sket, hvis en bestemt handling var faldet anderledes ud. Kontrafaktisk historie skrives både af historikere og af forfattere (mange af sidstnævnte skriver også inden for science fiction eller fantasy).

Faghistorisk kontrafaktisk historie

Kontrafaktisk historie som en genre inden for seriøs historieskrivning begyndte nok med Niall Fergusons Virtual History i 1997. I Danmark blev det fulgt op af bl.a. Rasmus Dahlberg.

Kontrafaktisk historie som litterær genre

Som litterær genre har kontrafaktisk historie endnu ikke sat sig igennem på dansk i større udstrækning. På engelsk er genren derimod ganske udbredt og skrevet af forfattere som Harry Turtledove (Ruled Britannia, How Few Remain), L. Sprague de Camp, Robert Harris (Fatherland) og Robert Sobel (For Want of a Nail).

Litteratur

På dansk er bl.a. udkommet:
- Hans Behr: Om det danske spørgsmål. Modtryk 1982.
- Rasmus Dahlberg (red.): En anden historie. Aschehoug 2001.
- Rasmus Dahlberg: Det afgørende øjeblik. Aschehoug 2002.

Eksterne henvisninger

- [http://www.hum.au.dk/ckulturf/pages/publications/uoe/kontrafaktiske.htm Hvad nu hvis... Kontrafaktiske hypoteser og "åbne" situationer i historie og historieforskning] arbejdspapir af Uffe Østergaard
- [http://www.historie-nu.dk/kontrafaktisk_historie.htm Kontrafaktisk historie] - temaartikler fra Historie-nu.dk

Jorge Luis Borges

Jorge Francisco Isidore Luis Borges Acevedo (24. august 1899 i Buenos Aires, Argentina - 14. juni 1986 i Geneve, Schweiz) er en argentinsk forfatter. Jorge Luis Borges er kendt for sine fantastiske fortællinger: denne fase af hans forfatterskab skulle være startet, da han under febervildelse fik C.S. Lewis' science fiction-roman Out of the Silent Planet læst højt for sig af sin engelske mor. Han har desuden offentliggjort værker under pseudonymerne B. Suarez Lynch og H. Bustos Domecq i samarbejde med Adolfo Bioy Casares. Han forfattede talrige digte, essays, bogkataloger og citatsamlinger og virkede som oversætter. Borges betragtes sammen med Gabriel García Márquez som grundlægger af den latinamerikanske, litterære retning, magisk realisme, og han er én af de største sydamerikanske forfattere i det 20. århundrede. Borges havde en forbavsende almenviden, som først og fremmst blev skabt af hans hjem og afstamning. Han voksede op i Buenos Aires, hans farmor var englænder, hans far underviste i filosofi og psykologi på engelsk. Fra 1914 tilbragte Borges flere år i Schweiz og Spanien, hvor han bl.a. lærte sig tysk, latin og fransk. Han var fortrolig med nordiske sagaer, Kinas litteratur, antikken, den tyske middelalder, det gamle Fjernøsten og Kabbalaen. Borges’ fiktion er meget lærd og altid præcis. Hovedparten af hans mest populære historier beskæftiger sig med tidens karakter, det uendelige, spejle, encyklopædier og andre labyrinter, virkeligheden og personers identitet – ofte med temaerne anbragt i fantastiske sammenhænge. Fortællingerne drejer sig om livet i Sydamerika, beretninger om folkehelte, soldater, gauchos, detektiver eller historiske personer i en blanding af virkelighed med fantasi og facts med fiktion. I dag bliver Borges misforstået som postmodernist, men der er intet, der tyder på, at han skrev sine værker med let hånd eller ligegyldighed. ”Tlön, Uqbar, Orbis Tertius” er et eksmpel på, hvordan forskellige realitetsplaner blandes, og kommer til at påvirke vores verden. Man skal tænke Borges som en forlængelse af den tradition, som J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis stod for, nemlig en seriøs bearbejdelse af en fantastisk virkelighed. Fra 1955 var Borges direktør for det argentinske nationalbibliotek, og skønt han blev blind allerede i 50-års alderen, forhindrede det ham ikke i at være aktiv som forfatter i flere årtier med hjælp fra venner. I Umberto Ecos Rosens Navn optræder figuren Jorge af Burgos, en klosterbibliotekar, der er inspireret af Borges.

Kendte fortællinger

- Historia universal de la infamia (1935)
- La Biblioteca de Babel (1941)
- Tlön, Uqbar, Orbus Tertius (1944)
- El Jardin de senderos que se bifurcan (1944)
- El Aleph (1949) - da. 1983: Alef

Vigtige værker

- Inquisiciones (1925)
- Discusión (1932)
- Poemas (1943)
- Ficciones (1944) - da 1969/1998: Fiktioner
- El Hacedor (1960)
- El informe de Brodie (1970)
- El oro de los tigres (1972)
- El libro de arena (1975)
- Libro de sueños (1976)

Skrevet sammen med andre

- Antología de la litteratura fantástica (1941 med Bioy Casares)
- Introducción a la litteratura norteamericana (1967)
- ¿Qué es el Budismo? (1977 med Alicia Jurado)

Oversættelser

Borges oversatte i løbet af sit liv adskillige forfatteres hovedværker til spansk. Blandt dem kan nævnes:
- G. K. Chesterton
- William Faulkner
- André Gide
- Hermann Hesse
- Franz Kafka
- Rudyard Kipling
- Herman Melville
- Edgar Allan Poe
- Walt Whitman
- Virginia Woolf

Eksterne henvisninger

- [http://www.internetaleph.com/ Internetaleph - portal på spansk og engelsk] Borges, Jorge Luis ja:ホルヘ・ルイス・ボルヘス ko:호르헤 루이스 보르헤스

Danmarks historie

Danmarks historie er beretningen om den række af begivenheder, der førte frem til nutidens Danmark. Emnet er uudtømmeligt, for dels opdages der hele tiden nye kilder (monumenter, fund, udgravninger, skrevne kilder), og dels får man hele tiden øje for nye fortolkningsmuligheder overfor det, der har været kendt længe. Dertil kommer, at historien forlænges hver eneste dag: De nyheder, som er dugfriske i dag, bliver til historiske begivenheder i morgen. På den baggrund er det meget afgørende at turde skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Det har længe været en rettesnor at sortere de dele af historien fra, som ikke har fået det store betydning for nutidens forhold, men i de senere år er der udgivet flere værker, som drejer sig om kontrafaktuel historie. Dvs. fortolkninger, der bygger på udgangspunktet: "Hvad nu hvis...ikke var gået, som det gik?" Den tilgang åbner for alt lige fra de mest vanvittige udfoldelser af fri fantasi til afsløringer af tabte muligheder. Nedenfor finder man oversigter og hjælpemidler til dansk historie. Selve fortællingen er opspilttet i fire afsnit: - og i nogle tilfælde kan det være nyttigt at læse de uddybende baggrundsartikler, man bliver henvist til derfra.

Tidslinjer og lister

- Kongerækken
- Sagnkonger
- Danmarkshistoriens personer
- Liste over krige
- Danmarks statsministre
- Danske adelsslægter
- Danske besiddelser
- Liste over danske krøniker

Danske historiske begivenheder

- 8 f.Kr. Kejser Augustus opgiver planer om et angreb nord for Elben
- 3. århundrede Runealfabetet i brug. De første spor af hjulploven. Herredsinddeling.
- 849 Kristendommen bragt til Danmark af benediktinermunken Ansgar.
- Kongevalget i 1534
- 1535 Slaget ved Øksnebjerg
- 1658 Freden i Roskilde
- 1676 Skånske Krig
- 1710 Slaget ved Helsingborg
- 1814 Freden i Kiel
- 1848 Treårskrigen 1848 - 1851
- 1849 Grundloven
- 1864 Krig
- 1901 systemskifte
- 1907 Optant-konventionen
- 1916 Søslaget ved Jylland
- 1920 Genforeningen 1920
- 1940 Besættelsen

Se også

- Danmark
- Danmarks historie - forhistorien ( - 1047)
- Danmarks historie - middelalderen (1047 - 1536)
- Danmarks historie - nyere tid (1536 - 1813)
- Danmarks historie - nyeste tid (1813 - 2005)
- Danmarks kolonitid
- Dannebrog
- De dansk vestindiske øer
- De danske politiske partiers historie
- Serampore (Frederiksnagore)
- Trankebar

Artikler med baggrund i den danske historie

- Adel
- Oprop
- Retshistorie

Kildesamlinger på internettet

;Dokumenter, databaser og primærlitteratur
- [http://ddd.sa.dk/ddd.htm Dansk Demografisk Database]: Folketællinger og emigrationer.
- [http://library.byu.edu/~rdh/eurodocs/denmark.html Kilder til Danmarks historie]
- [http://www.arkivalieronline.dk/ Arkivalier online]: Kirkebøger og folketællinger.
- [http://www.diplomatarium.dk/ Diplomatarium Danicum, bind 8-12 (1401-12)]: med søgefunktion
- [http://www.dsl.dk/dipdan.html Diplomatarium Danicums hjemmeside]
- [http://www.helmer-c.dk/Econhist/default.htm Dansk økonomisk historie]: Forskellige materialer
- [http://www.hf.uio.no/PNH/schou/hovedside.html Schous forordninger]: en digitaliseret udgave
- [http://www.kb.dk/elib/lit/dan/ Dansk Nationallitterært Arkiv]: Danske bøger i digital form primært litteratur (til dansk)
- [http://www.kb.dk/elib/mss/ Det Kongelige Biblioteks manuskripter]: Digitaliserede faksimilieudgaver
- [http://www.lib.byu.edu/%7Erdh/eurodocs/denmark.html EuroDocs]: Væsentligste, trykte kilder og litteratur.
- [http://www.middelalderinfo.web-com.dk/jyskelov-bog1.html Jyske Lov]
- [http://bjoerna.dk/DanskeLov/index.htm Christian d. 5.'s Danske Lov]
- [http://www.sa.dk/default.htm Statens arkiver]: Portal for Danmarks Arkivvæsen
- [http://www.sa.dk/lak/kilde/index.htm Kildeskriftselskabet]: Kildeskrifter fra statens Arkiver
- [http://www.statsbiblioteket.dk/specialsamlinger/avissamling.jsp Statens avissamling]
- [http://www.eremit.dk/index.html Eremit.dk]: Samling af ældre litteratur om København, herunder bl.a. Kjøbenhavns Diplomatarium. ;Historieskrivning, kommentarer og sekundærlitteratur
- Knut Helle (ed.): The Cambridge History of Scandinavia, Bergen 2003, ISBN 0521472997
- [http://www.danskekonger.dk/ Danske kongers historie] fra Christian 1.s tronbestigelse i 1448 til Frederik 7.s død i 1863. ;Opslagsværker, portaler og tertiærlitteratur
- [http://www.forskningsdatabasen.dk/cgi-bin/egwddf2/egwirtcl/screen.tcl/name=search&context1=s&lang=dan&service=ddf2 DANDOK Database]: igangværende og publiceret, dansk forskning
- [http://www.historie-online.dk/ Dansk historisk fællesråd]: Dokumentation om dansk historie med søgefunktion
- [http://www.lysator.liu.se/nordic/scn/faq33.html En kronologi over dansk historie]: Plus links til litteratur om dansk historie og kultur
- [http://www.solroed-gym.dk/inger/danmarkshistorie.htm#Diverse%20websteder%20om%20Danmarks%20historie Solrød Gymnasiums "Blomme links"]: Portal til historie på nettet ;Biblioteker, arkiver og samlinger
- [http://www.kb.dk/index-da.htm Det kongelige bibliotek]
- [http://www.hsb.dk/ Historisk samling for Besættelsestiden 1940-1945] ;Selskaber, museer og organisationer
- [http://www.museums.dk/ Museer i Danmark]: Links

Eksterne henvisninger

- [http://www.historie-online.dk/ Historie-online fra Dansk Historisk Fællesråd]
- [http://marebalticum.natmus.dk/aarstal.html Mare Balticum - Årstalsliste]
- [http://www.um.dk/english/danmark/danmarksbog/ Udenrigsministeriets Danmarkshistorie - på engelsk. Uddrag fra den Danske Encyklopædi]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/Skraep.htm Kildearkiv og samling af ytringer fra dansk kulturkamp]
  - [http://www.nomos-dk.dk/skraep/de_aeldste_tider.htm Nomos, Skræp: De ældste tider / Vikingetid/ Tidlig middelalder]
- [http://www.geocities.com/Athens/Styx/6497/DanishP.html Written by Marco Ramerini: Danish Possessions]
- [http://home0.inet.tele.dk/danske/dan.htm Brudstykker af Danmarks historie (I)] (10.000 f.Kr.-...)
  - [http://home0.inet.tele.dk/danske/dan1.htm Brudstykker af Danmarks historie (II)] (ca.714-1340)
  - [http://home0.inet.tele.dk/danske/dan2.htm Brudstykker af Danmarks historie (III)] (1340-1730)
  - [http://home0.inet.tele.dk/danske/dan3.htm Brudstykker af Danmarks historie (IV)] (1730-1906)
  - [http://home0.inet.tele.dk/danske/dan4.htm Brudstykker af Danmarks historie (V)] (1906-...) Kategori:Danmarks historie Kategori:DK5 96 ja:デンマークの歴史 ko:덴마크의 역사

Europas historie

Europas historie begynder omkring år 35000 f.Kr., da de første anatomisk moderne mennesker kommer til området. Kategori:Europas historie ja:ヨーロッパ史

Årtusinder

Denne side indeholder alle de århundreder og årtusinder der er dækket i Wikipedia. Bemærk at der kan være diskussion om hvor århundreder begynder og ender. Det drejer sig i høj grad om eksistensen af år 0, og diskuteres nærmere der. Hvis man medtager år 0, vil alle de nedenstående perioder rykke et år.
- 9. årtusinde f.Kr. fra år 9000 f.Kr. til år 8001 f.Kr.
- 8. årtusinde f.Kr. fra år 8000 f.Kr. til år 7001 f.Kr.
- 7. årtusinde f.Kr. fra år 7000 f.Kr. til år 6001 f.Kr.
- 6. årtusinde f.Kr. fra år 6000 f.Kr. til år 5001 f.Kr.
- 5. årtusinde f.Kr. fra år 5000 f.Kr. til år 4001 f.Kr.
- 4. årtusinde f.Kr. fra år 4000 f.Kr. til år 3001 f.Kr.
- 3. årtusinde f.Kr. fra år 3000 f.Kr. til år 2001 f.Kr.
- 2. årtusinde f.Kr. fra år 2000 f.Kr. til år 1001 f.Kr.
- 1. årtusinde f.Kr. fra år 1000 f.Kr. til år 1 f.Kr.
  - 10. århundrede f.Kr. fra år 1000 f.Kr. til år 901 f.Kr.
  - 9. århundrede f.Kr. fra år 900 f.Kr. til år 801 f.Kr.
  - 8. århundrede f.Kr. fra år 800 f.Kr. til år 701 f.Kr.
  - 7. århundrede f.Kr. fra år 700 f.Kr. til år 601 f.Kr.
  - 6. århundrede f.Kr. fra år 600 f.Kr. til år 501 f.Kr.
  - 5. århundrede f.Kr. fra år 500 f.Kr. til år 401 f.Kr.
  - 4. århundrede f.Kr. fra år 400 f.Kr. til år 301 f.Kr.
  - 3. århundrede f.Kr. fra år 300 f.Kr. til år 201 f.Kr.
  - 2. århundrede f.Kr. fra år 200 f.Kr. til år 101 f.Kr.
  - 1. århundrede f.Kr. fra år 100 f.Kr. til år 1 f.Kr.
- 1. årtusinde fra år 1 til år 1000
  - 1. århundrede fra år 1 til år 100
  - 2. århundrede fra år 101 til år 200
  - 3. århundrede fra år 201 til år 300
  - 4. århundrede fra år 301 til år 400
  - 5. århundrede fra år 401 til år 500
  - 6. århundrede fra år 501 til år 600
  - 7. århundrede fra år 601 til år 700
  - 8. århundrede fra år 701 til år 800
  - 9. århundrede fra år 801 til år 900
  - 10. århundrede fra år 901 til år 1000
- 2. årtusinde fra år 1001 til år 2000
  - 11. århundrede fra år 1001 til år 1100
  - 12. århundrede fra år 1101 til år 1200
  - 13. århundrede fra år 1201 til år 1300
  - 14. århundrede fra år 1301 til år 1400
  - 15. århundrede fra år 1401 til år 1500
  - 16. århundrede fra år 1501 til år 1600
  - 17. århundrede fra år 1601 til år 1700
  - 18. århundrede fra år 1701 til år 1800
  - 19. århundrede fra år 1801 til år 1900
  - 20. århundrede fra år 1901 til år 2000
- 3. årtusinde fra år 2001 til år 3000
  - 21. århundrede fra år 2001 til år 2100

Se også

- årtier, Historiske begivenheder og historie. Kategori:Tidsenheder ja:年表 simple:Century

Årtier

Et årti (eller dekade) er et tidsrum på 10 år. ---- De årtier der er dækket i Wikipedia, er blå nedenfor. Se også århundreder og historie. Kategori:Tidsenheder ja:10年紀 simple:Decade

Ældre stenalder

Ældre stenalder er en del af jægerstenalderen. Ældre stenalder kaldes også Mesolitikum (faglig international betegnelse), mesolitisk tid eller mellemstenalder og spænder i Danmark ca. over 8.900 f.Kr. - 3.900 f.Kr.. Ældre stenalder er en tid mellem den ældste stenalder (=palæolitikum) og yngre stenalder (=neolitikum).

Eksterne henvisninger

- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=588&art_id=qw1118487600891R131 June 11 2005, iol: Ancient civilisation discovered in Europe] Citat: "...More than 150 large temples, constructed between 4800 BC and 4600 BC, have been unearthed in fields and cities in Germany, Austria and Slovakia, predating the pyramids in Egypt by some 2 000 years...The temples, up to 150m in diameter, were made by a people who lived in long houses and villages..." Kategori:Stenalder ko:중석기시대

Bronzealder

Mykensk græsk	1500-1200 f.Kr.	Mykensk er overleveret i tekster (fortrinsvis lertavler) skrevet i stavelsesskriften Linear B og fundet i Mykene, Pylos, Knossos og Theben. Sprogforskere regner gerne med, at græsk var delt op i to dialekter, en sydlig og en nordlig. Fra sydgræsk, som mykensk repræsenterer, stammer de klassiske dialekter arkadisk-kyprisk og attisk-ionisk. Fra nordgræsk, der ikke er overleveret i skriftlige kilder fra det 2. årt. f.Kr., stammer dorisk og (til dels) æolisk.
Klassisk græsk	800-320 f.Kr.	Dette sprog var opsplittet i forskellige dialekter: attisk-ionisk (Attika, Euboia, ægæiske øer og det sydvestlige Lilleasien), arkadisk-kyprisk (det indre Peloponnes og Cypern), æolisk (Thessalien, Boiotien, Lesbos og det nordvestlige Lilleasien) og dorisk eller vestgræsk (det meste av Peloponnes og Mellemgrækenland, Kreta og Rhodos). Men disse dialekter har været indbyrdes forståelige, hvorfor man ikke taler om forskellige sprog.
Hellenistisk græsk	320-31 f.Kr.	I det 4. århundrede f.Kr. begynder de klassiske dialekter at forsvinde til fordel for en fælles dialekt, koiné (græsk: κοινή "fælles"), der ligger sig tættest op af attisk. Takket være Alexander den Stores erobringer blev koiné et verdenssprog i hele det østlige Middelhavsområde. Ny Testamente er skrevet på koiné.
Kejsertidens græsk	31 f.Kr.-330 e.Kr.	Koiné var fortsat det almindelige sprog, men en del forfattere vælger at skrive på klassisk attisk (atticisme).
Byzantinsk græsk	330-1453 e.Kr.	Folkesproget lå halvvejs mellem oldgræsk og nygræsk, men de fleste litterære tekster blev fortsat skrevet på en form for oldgræsk.
Nygræsk	1453 e.Kr.-	I lang tid fortsatte man med at skrive på en form for oldgræsk, og da man begyndte at skrive på nygræsk, var det med et stærkt oldgræsk islæt, katharévusa (nygræsk καθαρεύουσα "rensende (sprog)"). Folkesproget, dimotikí (nygræsk δημοτική "folkelig") vandt dog frem til sidst og er i dag landets officielle sprog.

Billede:Bronceringe.jpg Parvise bronzeringe Fra hhv. Herslev Mose, Vejle og Horn Mose, Gjern Dateret: Sidste del af Bronzealderen: 600-500 f.kr. Udstillet på Moesgård Museum. Se stort foto

Se stort foto

Bronzealder er en kulturperiode mellem stenalder eller nogen steder kobberalder og så jernalderen. Bronzealderen har sit navn fordi bronze var det mest avancerede materiale til redskaber, våben og smykker. Bronze er en legering af ca. 90 % kobber og 10 % tin. Man brugte forsat nogle stenredskaber frem til romersk jernalder. Alt efter hvilket område man taler om, indtræffer den på forskellige tidspunkter. De tidligste kendte bronzegenstande er fra Mellemøsten (Ægypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder det sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr. og Skandinavien 1800 f.Kr. I Kina kendes bronze fra 2000 f.Kr. I Fjernøsten bruges en anden teknik til støbning end i Mellemøsten og Europa. I den første tid bruges det kun til ornamenter i sparsom mængde, da tin var svært tilgængeligt. Eller også passede man så godt på kostbarhederne, at man ikke har fundet noget. Først omkring 2000 f.Kr. er der gang i en international samhandel, fordi man finder tin i England, hvilket gør det muligt, at lave våben og redskaber i større mængder. Fra omkring år 1800 f.Kr. var der en selvstændig nordisk bronzealderkultur. Kober og tin til Bronzen blev for en dels vedkommende udvekslet med rav og skind, som først blev indkøbt med flint i Nordnorge. Fra Danmark sejlede man i åbne kanoer op langs Norges kyst med flint, og skindene blev så sejlet op ad Elben, hvor de og ravet blev solgt for kobber, og kobber og skind blev siden solgt i England for tin. Støbningen krævede stor kunnen, og kun de førende slægter ejede våben og prydgenstande af det nye metal. Det nye og eksotiske materiales udbredelse til Sydskandinavien skyldes antagelig, at der fandt en form for organiseret handel sted, styret af en magtfuld overklasse. Det er dyrt at udruste tre lange kanoture. Bronzealderen i Danmark inddeles i:
- Ældre bronzealder (1800-1100 f.Kr.) som igen indeles i tre perioder: I, II og III
- Yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) som igen indeles i tre perioder: IV, V og VI. Forskellen i ældre og yngre bronzealder er især det gradvise skifte fra jordfæstegrave til ligbrænding, men også ændringer i stil, smykker og andre genstand adskiller de to. Opdelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev oprindeligt formuleret af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen. Et af de bedst kendte danske fund fra bronzealderen er Egtvedpigen fra ca. år 1300 f. Kr.

Se også

Eksterne henvisninger

Vikingetid

Forskellen til tidligere tider

Forskellen til senere tid

Kronologi

Vikingerne i England 793-1066

De første år i England 793-830

Vikingerne i England 830-930

Tilbagetog fra England 991-1066

Vikingernes indflydelse på England