:: wikimiki.org ::
| Kolde Krig |
Kolde krig
Den Kolde Krig er betegnelsen for det anspændte forhold mellem landene i NATO og Warszawapagten (særligt USA og Sovjetunionen) i perioden fra 2. Verdenskrig til Sovjetunionens opløsning i 1991.
2. Verdenskrig var lige sluttet. Det nazistiske Tyskland var endelig besejret. Nu skulle freden udformes. Og det skulle gøres ved hjælp af mange møder. Der var en mængde lande, som havde vundet. Blandt disse lande var der ’de tre store’: USA, Storbritannien og Sovjetunionen.
Man kan se Tyskland i en slags ’hovedrolle’ i den kolde krig. For ikke alene medførte den kolde krig og 2. verdenskrig i, at Tyskland fik inflation, og det hele gik ned af bakke, samtidig med at landet og Berlin blev splittet op mellem kommunisme og kapitalisme. Men det blev resten af Europa også. Hvis man ser på et verdenskort, ser man USA i vest, og Sovjetunionen i øst. De ville begge bestemme over Tyskland. Men problemet var her, at selvom de sammen havde besejret Tyskland, havde de ikke de samme systemer.
Den kolde krig begyndte med, at de to umiddelbart største stormagter, USA og Sovjetunionen, kom i konflikt med hinanden. De havde begge to vidt forskellige meninger, og selvom de havde besejret Tyskland sammen, ville de ikke samarbejde sammen meget længere. Da de begge sammen med Storbritannien skulle afgøre Tysklands straf og forhindre Tyskland såvel som andre lande i at begynde en ny verdenskrig, blev der stor uenighed. USA ønskede Tyskland skulle blive kapitalistisk, og Sovjetunionen ønskede Tyskland skulle blive kommunistisk. Men der var stadig problemet med krigsskadeserstatningerne. Under 2. verdenskrig havde Tyskland sønderbombet Sovjetunionen og mange andre lande som Polen. Sovjetunionen krævede en stor erstatning fra Tyskland, og det samme gjorde USA. Da USA styrede den vestlige del af Tyskland, krævede Sovjetunionen at få nogle bestemte varer fra den del. Det samme krævede USA af russerne fra den østlige del. Men det gik hurtigt galt, da USA stoppede forsendelsen af varer til Sovjetunionen. Grunden var, at Sovjetunionen ikke havde givet USA den mængde korn, som de havde aftalt. Allerede her begynder de at være uvenner med hinanden.
En amerikansk officer og politiker, George Marshall, kom i 1947 med Marshall-planen. Den skulle hjælpe Tyskland og Europa med at komme på benene igen økonomisk set. Det var Sovjetunionen og den østlige del imidlertid skeptiske over. De mente ikke, man burde prøve at hjælpe Tyskland tilbage på benene. Det var deres egen skyld, at de førte krig, og så måtte de tage konsekvenserne. USA havde en anden måde at se det på og mente, at man burde hjælpe Tyskland. Og dermed ved gennemførelsen af Marshall-planen, blev Tyskland delt i 2 dele. USA og Sovjetunionen var uenige angående Marshall-planen, derfor kunne de ikke undgå at splitte Tyskland og Europa i to dele. Den vestlige del af Europa gik ind for Marshall-planen, og dermed fik de også støtte af USA. Den østlige del sammen med Sovjetunionen ville ikke have noget med det at gøre. Marshall-hjælpen har også været en af grundene til, at USA er en stormagt i dag. Hvis det ikke var for Marshall-hjælpen, ville mange lande i Europa måske stadig nu ikke have udbedret skaderne fra 2. Verdenskrig. Den var også til gavn for USA selv. Denne hjælp ville gøre, at landene hurtigt kunne komme på fode igen, og derved ville disse lande købe en masse varer fra USA. Og på den måde voksede også USA's velstand.
I en senere fase af den kolde krig kom Cubakrisen. USA's præsident, John F. Kennedy, havde modtaget luftbilleder over en raketbase under opbygning på Cuba. Selvom raketbasen ikke var fuldt opbygget og affyringsklar endnu, så ville USA være i stor fare, hvis den blev, da Cuba ligger så tæt på USA. Så i april 1961 sendte Kennedy en hær af sted til Cuba. Det var et kæmpe nederlag for både Kennedy og USA: Hæren nåede dårligt Cubas landjord, før de blev direkte sagt slagtet ned. Men da USA troede, at Cuba-krisen havde nået sit højdepunkt, kom der en ny trussel. To sovjetiske skibe var på vej over Atlanterhavet med en ladning raketter. Det kunne umuligt være godt for USA, så derfor sendte de fly over til de to skibe, og beordrede dem til at vende om. Hvis skibene ikke vendte om og USA valgte at angribe dem ville det af Sovjetunionen blive betragtet som et angreb, som de var tvunget til at gengælde. Og da både USA og Sovjetunionen var klar til en atomkrig kunne situation hurtigt ende i en ødelæggende verdenskrig. Så hele verden holdt vejret. Det var afgørende for hele verden, hvad disse to skibe ville gøre. Heldigvis vendte de om tilbage til Sovjetunionen, og verden åndede lettet op igen. USA og Sovjetunionen indgik forhandlinger. Hvis USA fjernede sine raketbaser i Tyrkiet, som var en trussel mod Sovjetunionen, så ville Sovjetunionen også fjerne sine raketbaser på Cuba.
Der har været mange trusler i løbet af den kolde krig. Det har aldrig ført til nogen stor væbnet konflikt, men både USA og Sovjetunionen prøvede at få så mange tilhængere til sig som muligt bl.a. ved at lave forskellige slags pagter. USA viste stor interesse for at få en masse tilhængere i hele Europa. Og da Sovjetunionen allerede havde Østeuropa, så Sovjetunionen det som en trussel. Og det gjorde Trumandoktrinen, formuleret af den amerikanske præsident Harry S. Truman i 1947. Princippet var at hindre ny lande i at blive kommunistiske, en opdæmning mod kommunismen. Det betød, at man brugte 400 millioner dollars på Grækenland og Tyrkiet. Disse lande var hårdt ramt, og man frygtede, at de ville bukke under for kommunismen. Trumandoktrinen har været afgørende for USA's indflydelse i resten af verden, da man brød med den isolationisme, der havde præget amerikansk udenrigspolitik før 2. Verdenskrig.
Fra 1949 var Kina også part i den kolde krig på Sovjetunionens side. Så nu var kommunismen omtrent på lige fod med kapitalismen. Truman var ikke glad for den kritik, han modtog efter at USA ikke havde været i stand til at hindre en kommunistisk magtovertagelse i Kina og valgte derfor kort tid efter at gå til værks mod kommunismen i Korea.
Korea havde under 2. Verdenskrig arbejdet tæt sammen med Japan. Både Sovjetunionen og USA så derfor Korea som en fjende ved dennes afslutning. USA og Sovjetunionen havde i slutningen af 2. verdenskrig indgået en aftale omkring Korea. Den var ganske enkel. Sovjetunionen tog Nordkorea, og USA tog Sydkorea. Sovjetunionen havde planer med Nordkorea og satte Kim Il-sung i spidsen for kommunistiske reformer i landet. Sydkorea så, hvordan udvikling foregik i nord og prøvede også selv at blive kommunistisk, men USA ankom til Sydkorea, og gjorde denne del kapitalistisk i stedet. USA valgte Syngman Rhee som præsident i Sydkorea.
Da jobbet var klaret her, forlod både Sovjetunionen og USA Korea, for at lade dem klare sig selv. De to regeringer i Nord og Syd ville gerne samle Korea til et land. Men problemet var her, at regeringen i Nord var kommunistisk, og regeringen i Syd var kapitalistisk. Så der var på ingen måder mulighed for dem at enes. Det førte dog til en masse borgerkrige, og da Sydkorea var ved at tabe krigen, greb USA ind, som den verdenspoliti den nu er. Hvis ikke Truman kom med sin doktrin om at holde orden i verden, ville USA nok aldrig have blandet sig i borgerkrigen i Korea. Men på den anden side så havde USA jo haft ansvaret for Sydkorea siden slutningen af 2. verdenskrig. Så derfor ville USA nok have grebet ind og hjulpet Sydkorea lige meget hvad. Uanset hvad, så var USA skyld i, at Nord- og Sydkorea ikke samledes og blev til ét Korea. Stadig nu, er Korea delt i to dele. Hvis USA havde holdt sig isoleret, ville hele Korea have blevet kommunistisk, og det kunne have gjort, at Sovjetunionen og Korea ville være tæt knyttet til hinanden. Og hvis Korea havde været en stærk stat, ville den måske have kunnet hjælpe Sovjetunionen, da denne kollapsede i 1989. Og det kunne måske have været nok til, at Sovjetunionen stadig var her i dag, som en supermagt. Og hvis der ikke var sket nogle andre hændelser ville der måske stadig være den kolde krig!
Uanset hvad, så Sovjetunionen udviklingen i USA. Man kan tænke sig til, at de blev lidt misundelige. USA var derimod også bange for en krig mod Sovjetunionen, eller for den sags skyld, mod et hvilket som helst land. Derfor besluttede USA at opruste militæret. Dette var bl.a. Kennedys idé, og mange folk har hadet ham for denne idé. Men USA oprustede sin hær, og i takt med at den blev større, kom der også bedre våben, og der blev forsket i bedre fly, m.m. Sovjetunionen kunne ikke vide, hvad USA havde tænkt sig at gøre med en så stor og stærk en hær. Derfor besluttede de sig også for at opruste deres hær. Og på den måde blev de 2 supermagter i verden større og stærkere. De begge var klar til en krig. Men pludselig i 1989 knak den for Sovjetunionen. Deres økonomi var simpelthen gået så dårligt efter at have forsket i militæret. Her skete en inflation. Hele Sovjetunionen blev splittet, så der bl.a. kom Hviderusland. Og tilbage var der Rusland.
Den gamle Sovjetunion kunne ikke følge med USA, derfor kollapsede den, og tilbage var USA, som stadig i dag er den eneste supermagt. Kina er på vej, op. Mange regner med, at Kina vil blive den nye supermagt indenfor de næste få år. Stadig i dag er der kommunisme i Kina, men efterhånden er Kina gået mere over til kapitalisme.
Eksterne henvisninger
[http://www.koldkrigsudredningen.dk/ Koldkrigsudredningen]
Kategori:Den kolde krig
ja:冷戦
ko:냉전
ms:Perang Dingin
simple:Cold War
th:สงครามเย็น
NATO
NATO (North Atlantic Treaty Organisation) eller på fransk OTAN (l'Organisation du Traité de l'Atlantique Nord) er en international organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde omkring den nordlige del af Atlanterhavet, som blev etableret i 1949 med de allierede krigspartnere USA, England og Frankrig som de drivende kræfter. På dansk refereres den også som Atlantpagten.
Landene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af de skulle blive angrebet. NATO arrangerer ofte diverse øvelser for medlemslandene og i forbindelse med fredsbevarende styrker i krigshærgede lande hjælpes NATO-landene også ad.
Medlemslande
Fra grundlæggelsen i 1949 eller med markering af året for indtrædelse.
- Belgien
- Bulgarien (29. marts 2004)
- Canada
- Danmark
- Estland (29. marts 2004)
- Frankrig
- Grækenland (1952)
- Holland
- Island
- Italien
- Letland (29. marts 2004)
- Litauen (29. marts 2004)
- Luxembourg
- Norge
- Polen (1999)
- Portugal
- Spanien (1982)
- Rumænien (29. marts 2004)
- Slovakiet (29. marts 2004)
- Slovenien (29. marts 2004)
- Storbritannien
- Tjekkiet (1999)
- Tyrkiet (1952)
- Tyskland (1955)
- Ungarn (1999)
- USA
NATO's generalsekretærer
- Lord Ismay (1952-1957)
- Paul-Henri Spaak (1957-1961)
- Dirk U. Stikker (1961-1964)
- Manlio Brosio (1964-1971)
- Joseph Luns (1971-1984)
- Lord Carrington (1984-1988)
- Manfred Wörner (1988-1994)
- Willy Claes (1994-1995)
- Javier Solana (1995-1999)
- Lord Robertson (1999-2003)
- Jaap de Hoop Scheffer (2004-?)
Eksterne henvisninger
- [http://www.nato.int/ NATO's officielle website]
Kategori:Internationale organisationer
Kategori:Den kolde krig
ja:北大西洋条約機構
ko:북대서양 조약 기구
th:องค์การสนธิสัญญาป้องกันแอตแลนติกเหนือ
Warszawapagten
Warzsawapagten (i det følgende forkortet WP), officielt Traktaten for Venskab, Samarbejde og gensidig hjælp, var en militæralliance med en række østeuropæiske lande som medlemmer. Organisationen blev stiftet 14. maj 1955 som reaktion på Vesttysklands indtræden i NATO.
Warszawapagten blev officielt opløst på et møde i Prag 1. juli 1991.
Historie
Pagten blev undertegnet i Warszawa den 14. maj 1955 af Albanien, Bulgarien, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Albanien udtrådte igen i 1961 på grund af ideologisk uenighed. Den formelle baggrund for oprettelse af Warszawapagten var det tættere militære samarbejde mellem USA og Vesteuropa, der fandt sted med Forbundsrepublikken Tysklands optagelse i NATO den 9. maj 1955. En anden årsag var den østrigske statsaftale af 15. maj 1954, hvorefter grundlaget for at beholde sovjetiske tropper i Ungarn og Rumænien faldt bort.
De umiddelbare konsekvenser af oprettelsen af WP var små, da Sovjetunionen forinden havde udviklet tætte militære relationer med de enkelte østeuropæiske lande. Men med dannelsen af WP fik det militære samarbejde med årene tilført et stærkere multilateralt element.
WP-traktaten bestod af en indledning samt 11 artikler. De vigtigste var:
- Artikel ??? hvor parterne, under henvisning til FN-pagten, forpligtede sig til at afstå fra trusler og brug af magt.
- Artikel 4, hvor der henvises til FN-pagtens artikel 51, der giver de enkelte lande ret til selvforsvar. I tilfælde af væbnet angreb på et af medlemslandene fra en anden stat eller en gruppe af stater, skulle de allierede øjeblikkelig komme til undsætning med brug af de militære midler, der er nødvendige.
- Artikel 5, der omhandler oprettelsen af en fælleskommando.
- Artikel 6, der omhandler oprettelsen af en politisk konsultativ komité.
- Artikel 8, der fastslår princippet om respekt for de enkelte landes uafhængighed og suverænitet samt ikke-indblanding i indre anliggender.
- Artikel 9, der åbner op for medlemskab for nye stater.
- I artikel 11 siges det, at traktaten skal gælde i 20 år, hvorefter den inden for et år kan opsiges. I modsat fald forlænges traktaten i 10 år. Den ophæves dersom der skabes et fælleseuropæisk sikkerhedssystem.
Den politisk konsultative komité var WP's øverste politiske organ. Her mødtes regeringscheferne og udenrigsministrene samt de øverstkommanderende for de væbnede styrker. Fra 1958 blev der også holdt møder mellem de kommunistiske partiers førstesekretærer og forsvarsministrene. På et møde i Prag blev statutterne for den fælles kommando vedtaget, ligesom DDR's styrker, der officielt var blevet oprettet i januar 1956, blev en del af den fælles kommando. Der blev derudover oprettet to «hjælpeorganer», et fælles sekretariat under ledelse af en generalsekretær, samt en permanent kommission til udarbejdelse af fælles anbefalinger i vigtige udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Den øverstkommanderende havde en fælles stab til rådighed med hovedkvarter i Moskva. Den øverstkommanderende var altid fra Sovjetunionen.
Det var først fra begyndelsen af 1960'erne, at der reelt kom gang i samarbejdet. Fra det tidspunkt blev der holdt regelmæssige møder og afholdt fælles militærmanøvrer. Fra Sovjetunionens side var der en voksende interesse i at multilateralisere samarbejdet, ganske som det var tilfældet inden for den økonomiske samarbejdsorganisation, COMECON. Samtidig blev der i takt med atomvåbnenes fremmarch ændret militærdoktrin. Takket være sine store konventionelle styrker blev Sovjetunionen fortaler for at ikke-brug af atomvåben, hvilket imidlertid afvistes fra NATO-side, hvor den numeriske underlegenhed i konventionelle styrker betød en satsning på tidlig brug af atomvåben, hvis en europæisk krig skulle bryde ud. Der blev dog i 1960'erne skåret noget ned på de sovjetiske styrker i Europa, især på grund af muligheden for krig med Kina.
I 1968 blev WP brugt som ramme for invasionen af Tjekkoslovakiet, der dog ligesom i Ungarn i 1956 reelt var en sovjetisk aktion. Efter den militære invasion af Tjekkoslovakiet blev der vedtaget en række militære og organisatoriske opstramninger for at sikre større disciplin inden for alliancen. Fra sovjetisk side proklameredes princippet om begrænset suverænitet, den såkaldte «Bresjnev-doktrin».
Fra midten af 1970'erne - under den internationale detente - genoptog Sovjetunionen kampagnen for en ny europæisk sikkerhedsorden. Dette lykkedes gennem Helsingforsaftalerne i 1975, der godt nok i princippet stadfæstede de eksisterende grænser i Europa, men samtidig satte menneskerettighedsspørgsmål på den internationale dagsorden. Målet fra sovjetisk side var at sikre international afspænding, men uden undergravning af de sovjetiske «landvindinger» i Østeuropa. Denne politik blev sat under stadig større pres under den «anden kolde krig» fra slutningen af 1970'erne og i årene frem til Gorbatjovs tiltræden som generalsekretær for SUKP i 1985. Der blev i stadig stigende grad sået tvivl om Warszawapagt-soldaternes pålidelighed i tilfælde af en europæisk krig.
Under Gorbatjov blev samarbejdet inden for Warszawapagten udsat for voksende pres. Med murens fald og de gamle realsocialistiske systemers undergang forsvandt selve fundamentet for Warszawapagten. Umiddelbart havde tanken om at få skabt en ny fælleseuropæisk sikkerhedsorden med det daværende CSCE som fundament og nedlæggelse ikke alene af Warszawapagten, men også NATO, stor tilslutning i de nye demokratier. Men det skulle hurtigt vise sig at de førende vestlige lande - frem for alt USA, der fremstod som «sejrherren» i den kolde krig - ikke havde i sinde at nedlægge det NATO, hvor USA havde den altafgørende magt.
Det blev derfor NATO og ikke CSCE, det senere OSCE, der blev omdrejningspunktet i betræbelserne for at udfylde det sikkerhedspolitiske tomrum i øst. I første omgang blev de central- og østeuropæiske lande tilbudt partnerskab for fred (PFP) aftaler, men fra midten af 1990'erne blev foreløbig tre østlande, Polen, Tjekkiet og Ungarn tilbudt fuldt medlemskab af NATO. Få dage efter den formelle optagelse i NATO, i marts 1999, igangsatte NATO bombardementerne af Jugoslavien, der reelt blev den første prøve på NATO's nye doktrin. NATO-bombardementerne og omskabelsen af NATO til en potentiel angrebsalliance blev iflg. meningsmålingerne ikke mødt med begejstring - udløste snarere direkte modstand - i de nye NATO-lande og i Østeuropa og SNG-landene
Kategori:Internationale organisationer
Kategori:Den kolde krig
ja:ワルシャワ条約機構
ko:바르샤바 조약 기구
SovjetunionenSovjetunionen (Sojuz Sovetskikh Sotsialistitjeskikh Respublik eller forkortet SSSR eller med det kyrilliske alfabet CCCP) var en kommunistisk union, som eksisterede fra 1922 til 1991.
Sovjetunionen blev dannet i 1922 - 5 år efter den russiske revolution - da den Russiske Føderation RSFSR (dannet i 1918), Ukraine, Hviderusland og den Transkaukasiske Føderation bestående af Aserbajdsjan, Armenien og Georgien oprettede Unionen af Socialistiske Sovjet Republikker (USSR).
Unionen blev ophævet ved et møde den 8. december 1991 med deltagelse af præsidenterne Boris Jeltsin fra Rusland, Stanislav Sjusjkevitj fra Hviderusland og Leonid Kravtjuk fra Ukraine. De ophævede unionstraktaten af 1922 og dannede i stedet Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG).
Inden opløsningen den 25. december 1991 bestod unionen af 15 republikker, hvoraf Rusland var størst både areal- og befolkingsmæssigt.
Sovjetunionen var også det største medlem af forsvarssamarbejdet Warszawapagten, der var en østeuropæisk modpol til NATO under den kolde krig.
Sovjetrepublikker
- Armenien
- Aserbajdsjan
- Estland
- Georgien
- Kasakhstan
- Kirgisien
- Letland
- Litauen
- Moldavien
- Rusland
- Tadsjikistan
- Turkmenistan
- Ukraine
- Usbekistan
- Hviderusland
Sovjetiske ledere
# All measures all in pixels
ImageSize = width:225 height:550
PlotArea = width: 26 height:530 left:50 bottom:10 # alignment is wrong when plotarea width (25) equals bar width (25)
# will be fixed in next EasyTimeline update
AlignBars = early
DateFormat = yyyy
Period = from:1919 till:1991
TimeAxis = orientation:vertical
ScaleMajor = unit:year increment:5 start:1920
# there is no automatic collision detection,
# so shift texts up or down manually to avoid overlap
Define $dx = 25 # shift text to right side of bar
PlotData=
bar:Leaders color:red width:25 mark:(line,white) align:left fontsize:S
from:start till:1924 shift:($dx,15) text:Vladimir Iljitj Lenin~1917-1924
from:1922 till:1953 shift:($dx,5) text:Josef Stalin~1924-1953
from:1953 till:1964 shift:($dx,5) text:Nikita Khrusjtjov~1953-64
from:1964 till:1982 shift:($dx,5) text:Leonid Brezjnev~1964-1982
from:1982 till:1984 shift:($dx,-10) text:Jurij Andropov~1982-1984
from:1984 till:1985 shift:($dx,4) text:Konstantin Tjernenko~1984-1985
from:1985 till:end shift:($dx,10) text:Mikhail Gorbatjov~1985-1991
Kategori:Tidligere riger, stater, protektorater, kolonier og lande
-
ja:ソビエト連邦
ko:소비에트 연방
simple:Soviet Union
th:สหภาพโซเวียต
2. verdenskrig2. verdenskrig var primært en militærkonflikt i Europa fra 1939 til 1945, og i Asien igennem det meste af 1930'erne og 1940'erne.
Krigen i Europa begyndte den 1. september 1939 da Tyskland og derefter Sovjetunionen invaderede Polen, og sluttede den 2. september 1945 med den officielle overgivelse af den sidste aksemagt Japan (fredsslutningen med Rusland kom først i 1990'erne). Krigen i Asien begyndte dog tidligere med den japanske invasion af Kina, og i Europa endte krigen tidligere med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945.
Danmark var besat af Tyskland fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, undtagen Bornholm, som blev befriet af russerne den 9. maj. Russerne havde forinden bombet Rønne og Neksø. Russerne blev på øen i næsten et år.
Konflikten spredte sig til Afrika og inkluderede også begivenheder i Nord- og Sydamerika, samt en række store maritime slag.
Krigen var den største militære konflikt i historien. Den omfattede så godt som hele verden, og der blev involveret flere lande end i nogen anden militær konflikt. En lang række nye ødelæggelsesvåben, kulminerende med atombomben, blev anvendt. Trods navnet var dog ikke samtlige lande i verden involveret. Enkelte lande var ikke involveret, oftest da disse lande erklærede sig neutrale (som Irland - Irland leverede dog vigtige efterretninger til de allierede i forbindelse med D-dag og vigtige oplysninger om konvojerne i Atlanten til tyskerne) eller ikke havde nogen strategisk betydning (som fx Mexico).
Krigen havde større civile omkostninger end nogen anden tidligere konflikt, og der blev begået en serie af folkemord af en række af de deltagende lande, herunder Sovjetunionen, Tyskland og Japan.
Massedrabene inkluderede massakrer på millioner af kinesere og koreanere af Japan, Tysklands drab på 6 millioner jøder og andre minoriteter, massive tab i Sovjetunionen og bombninger af civile mål i Storbritannien, Tyskland og Japan, foruden drab på millioner af civile. I alt menes 2. verdenskrig at have kostet 50 millioner døde, flere end i nogen anden krig.
For en fuldstændig liste over deltagende lande, se deltagende lande i 2. verdenskrig.
For en fuldstændig liste over antal omkomne, se omkomne i 2. verdenskrig.
Den europæiske slagmark
Forudgående begivenheder
I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for fascismen, specielt nationalsocialismen i Tyskland. En kort gennemgang er i den sammenhæng nødvendig for at forstå, hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste forudgående begivenhed anses generelt for at være 1. verdenskrig (1914-1918). Under 1. verdenskrig blev Tyskland, under den ultranationalistiske kejser Wilhelm 2., og dets allierede besejret af en række lande omfattende Storbritannien, USA, Frankrig, Rusland og andre. Ansvaret for krigens udbrud blev af sejrherrerne direkte lagt på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland, som startede krigen med sit angreb på Frankrig igennem Belgien. Frankrig, som tidligere havde lidt et nederlag til Preussen, (en stat som et år senere sammen med andre områder dannede kejserriget Tyskland) i den fransk-tyske krig i 1870, krævede kompensation for sin finansielle ruin under 1. verdenskrig (og for ydmygelsen i den tidligere krig). Dette indebar, at de forskellige fredstraktater, specielt Versaillestraktaten, dikterede strenge finansielle kompensationer fra Tyskland, samtidig med at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske og militære begrænsninger.
En ny demokratisk tysk republik, kendt som Weimarrepublikken, opstod efter 1. verdenskrig. Efter en periode med nogen succes blev republikken ramt af hyperinflation og en række andre alvorlige økonomiske problemer. Højre-nationale i en lang række bevægelser, især Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti, lagde skylden for de ydmygende betingelser i fredsaftalen over på det demokratiske system, marxister og jøder, som man påstod havde taget finansielt kvælertag på Tyskland og var skyld i det økonomiske morads (dolkestødslegenden).
Hitler blev udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933 af den aldrende præsident Paul von Hindenburg. Hitlers regering overtog magten ved i udstrakt grad at gøre brug af de ekstraordinære rettigheder som grundloven gav præsidenten. Disse rettigheder muliggjorde, at regeringen effektivt kunne omgå rigsdagen.
Rigsdagsbranden i 1933 medførte udelukkelse af kommunisterne, hvilket øgede højrefløjens stemmeandel.
En passus i Weimarrepublikkens grundlov sagde, at ved præsidentens død, ville hans embede midlertidigt blev overtaget af kansleren. Et resultat heraf blev, at ved Hindenburgs død i 1934 overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne hermed bruge dette embede sammen med sin øvrige magtbase til at opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.
Også den italienske økonomi var ude for stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. Anarkister, kommunister og andre socialistiske agitatorer opnåede stor magt i fagforeningerne, og mange var alvorligt bekymrede for, at en kommunistisk revolution var nært forestående.
Efter at en række af liberale regeringer forgæves havde forsøgt at forholde sig til denne trussel, inviterede den italienske konge, Victor Emmanuel III, den højreorienterede politiker Benito Mussolini og hans fascistparti til at danne regering i 1922 efter deres hovedsagelig symbolske Marcia su Roma (Marchen til Rom). Fascisterne bevarede en bevæbnet paramilitær fløj, som var udset til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.
Efter en årrække havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en politistat. Den 7. januar 1935 underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister Pierre Laval den italiensk-franske aftale.
Pierre Laval
I mellemtiden, i Tyskland, flyttede den tyske fører Adolf Hitler fokus til udenrigspolitikken, da hans indenrigspolitiske magt nu var befæstet. En række beslutninger, som indebar en stigende udfordring for de tidligere sejrherrer over Tyskland, blev truffet.
Den 16. marts 1935 blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland. Militær værnepligt blev indført (traktaten krævede, at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).
Disse tiltag medførte ingen andre sanktioner end officielle protester fra Storbritannien og Frankrig (Storbritannien og Tyskland indgik i 1935 en flådeaftale, der bl.a. udvidede grænserne for Tysklands flådeoprustning). Disse lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv, at restriktionerne på Tyskland i Versaillestraktaten var for hårde og var derfor af den opfattelse at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den 7. marts førte Hitler, uden modstand, sine tropper ind i Rhinlandet. Ifølge Versaillestraktaten skulle Rhinlandet være et afmilitariseret område. Frankrig ønskede, at området skulle være en buffer mod Tyskland.
Den første tyske anneksion var Østrig. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i 1937 og dermed fjernet den største forhindring for en tilslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland Østrig for annekteret den 12. marts 1938 (Anschluss). Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.
Med Østrig som en del af riget flyttede Hitler fokus til Tjekkoslovakiet. Hans første ordre var at indlemme Sudeterland, et bjergområde i den nordøstlige del af landet. Med Østrig på tyske hænder var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler tog den britiske premierminister Neville Chamberlain og de franske ledere af sted for at "glæde" Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. München-aftalen den 30. september 1938 tillod tyske tropper at besætte Sudeterland. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. De var stærkt imod at opgive Sudeterland, men var magtesløse overfor den tyske militære magt uden britisk og fransk støtte. Et par måneder senere, i marts 1939, kom den resterende del af Tjekkiet under tysk styre. Den 14. marts erklærede Slovakiet sig uafhængigt og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev endeligt besat af Nazi-Tyskland i september 1944.
Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet på grund af sin krig i Etiopien, dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i 1933. I maj måned 1939 dannede Tyskland Stålpagten, som udvidede alliancen og etablerede en Rom-Berlin akse.
Krigsudbrud i Europa
Tyskland og Sovjetunionen, de to mægtigste diktaturer i Europa, var indædte modstandere, men politiske realiteter gjorde, at de kunne underskrive en ikke-angrebspagt (Molotov-Ribbentrop-aftalen) i august 1939 indholdende en hemmelig passus om at dele Polen, de baltiske lande og Finland mellem sig.
Krig brød ud i Europa den 1. september 1939, da Tyskland invaderede Polen, til hvem både Storbritannien og Frankrig havde givet garantier. Den 17. september invaderede Sovjetunionen Polen fra øst. Polen blev hurtigt erobret, og hovedparten af hæren og dens enheder overgav sig den 5. oktober. Polske tropper vedblev dog at kæmpe på de allieredes side under hele krigen.
5. oktoberr under 2. verdenskrig. 85% af byen blev ødelagt, og hundredetusinder af civile massakreret.]]
På trods af den store aktivitet på østfronten var grænsen mellem Frankrig og Tyskland særdeles fredelig. Perioden som var præget af "manglende" krigskonfrontationer (the phony war) fortsatte indtil den 10. maj 1940.
Krig i Skandinavien
En række andre lande blev dog inddraget i konflikten på dette tidspunkt. De baltiske lande følte per den 28. september 1939, at de ikke havde nogen anden mulighed end at tillade Sovjetunionen at oprette baser og udstationere tropper på deres territorium.
Finland blev den 30. november 1939 invaderet af Sovjetunionen. Dette startede Den finske Vinterkrig. Efter mere end tre måneder med hårde kampe og store tab måtte Finland slutte fred. I en fredsaftale den 12. marts opgav Finland 10% af sit territorium. Finnerne var bitre over at skulle afgive mere land, end de havde måttet afgive på slagmarken. Hitler mente, at dette resultat viste, at Den Røde Hær ikke ville blive noget problem for Tyskland på et senere tidspunkt.
Den 9. april 1940 indledte Tyskland med Operation Weserübung – besættelsen af Danmark og Norge. Angrebet blev udlagt som en defensiv foranstaltning for at hindre Frankrig og Storbritannien i at invadere disse lande for at kunne standse eksporten af svensk jernmalm til Tyskland samt få kontrol over Nordatlanten. Efter en fejlslagen britisk militærindsats i Norge var Finland og Sverige nærmest afskåret fra Vesten. Som en konsekvens heraf lagde Tyskland pres på det neutrale Sverige for at få landet til at tillade transit af forsyninger og soldater på orlov. Tysk tilstedeværelse i Finland blev af finnerne anset som en forbedring af deres strategiske situation.
Krigen kommer til vestfronten
Den 18. marts 1940 blev Hitler og Mussolini enige om at gøre Stålpagten til en alliance mod Frankrig og Storbritannien. Spøgelseskrigen the Phony War ophørte, da vestfronten blev åbnet med det tyske angreb på Belgien, Nederland og Luxembourg den 10. maj. Hermed blev den franske Maginotlinje omgået.
Efter den hurtige invasion gik de tyske styrker allerede den 13. maj mod Frankrig. De valgte ruten igennem Ardennerne. Frankrig havde begået den katastrofale fejl at lade dette område være næsten uforsvaret, ud fra den forestilling at området ikke kunne passeres af kampvogne. De fleste allierede styrker stod i Flandern og Nordfrankrig, hvor de afventede en gentagelse af 1. verdenskrigs krigsudvikling. Derved blev de afskåret fra det centrale Frankrig. Dette kombineret med en langt bedre kommunikation mellem de tyske styrker gjorde, at slaget om Frankrig blev en kort affære. Kampen varede seks uger, hvorefter Frankrig overgav sig.
Frankrig blev yderligere ydmyget ved, at Hitler arrangerede, at overgivelsesdokumenterne skulle underskrives i den samme jernbanevogn, hvor den tyske overgivelse var blevet underskrevet i 1918. Frankrigs nederlag efterlod Storbritannien og dets imperium alene i krigen mod Tyskland. Heldigvis for Storbritannien blev den største del af hæren evakueret ved en redningsaktion ud for den nordlige franske havn Dunkirk. Den succesfulde evakuering blev i propagandamæssigt øjemed brugt til at dreje et ellers katastrofalt nederlag til noget, som hos det britiske folk lignede en sejr. Ialt blev 330.000 mand sejlet ud fra strandene, heraf 230.000 briter. Men alt materiellet måtte efterlades.
Tyske luftstyrker blev i stort antal udstationeret i det nordlige Frankrig for at forberede vejen for en eventuel invasion af Storbritannien under kodeordet Operation Søløve. Luftkampene, som blev igangsat af Luftwaffe mod RAF, blev kendt som slaget om Storbritannien. Det er idag bredt anerkendt, at en eventuel invasion ikke ville kunne være afviklet med succes, også selv om det var lykkedes Luftwaffe at drive RAF væk fra det britiske luftrum over kanalen og det sydlige Storbritannien. Storbritannien ville stadig have sine jagere i den centrale del af Storbritannien samt sine bombestyrker og jagereskadriller, som var placeret i den nordlige del af landet. Helt afgørende ville være en betydelig ildkraft fra den stærke britiske flåde. Slaget om Storbritannien blev med en meget lille margin vundet af det britiske RAF, og Luftwaffe skiftede herefter taktik og gik over til bombekampagner mod de vigtigste engelske byer.
Under bombekampagnerne blev alle de væsentlige britiske industriområder udsat for kraftige bombardementer. Specielt London blev ramt, hvor bombekampagnen med natlige togter varede i flere måneder. Øvrige målområder var Birmingham og Coventry og væsentlige strategiske mål som den maritime havn i Plymouth samt Kingston upon Hull-havnen. Der var også store civile tab i de britiske byer.
Krigen i luften tiltrak verdensomspændende opmærksomhed. Da der på dette tidspunkt ikke var væsentlige land- eller søbaserede slag, blev luftkrigen anset som særdeles kritisk. Træfningerne i slaget om Atlanterhavet og de britiske kommandoangreb i det besatte Europa blev overskygget af luftkrigen.
Luftbombardementer
Den militære doktrin før 2. verdenskrig havde været, at bølger af bombetogter mod fjendens byer ville skabe massepanik og føre til et hurtigt kollaps af fjendens modstandsvilje. Som en konsekvens heraf havde RAF opbygget en forholdsvis stor strategisk bombefly-kapacitet. Det tyske luftvåben var i modsætning hertil udstyret til at yde hæren støtte. De tyske bombefly var derfor mindre end deres britiske modstykker, og tyskerne udviklede aldrig et fire-motorers tungt bombefly, som kunne modsvare Lancster, B-17 eller B-24.
Den største koncentration af tyske bombetogter på britiske byer var fra efteråret 1940 til foråret 1941. Herefter blev en væsentlig del af Luftwaffe overført til Østfronten. Tyske togter fortsatte i mindre skala i resten af krigen, og senere blev også V1- og V2-raketter anvendt. Balancen i form af bombetonnage, der blev anvendt mod modparten skiftede dog kraftigt i RAF's favør, efterhånden som dets kapacitet blev opbygget. I 1942 kunne den britiske bombekommando sende 1.000 bombefly på togt over en tysk by. Det krævede dog, at samtlige fly, inklusive træningsfly, blev anvendt i togtet. Det var først i 1943, at disse store bombetogter blev en mulighed uden specialplanlægning og inddragelse af alle ressourcer.
Fra 1942 og fremefter blev krigsindsatsen suppleret af det amerikanske 8. luftvåben. Briterne foretog togter om natten og amerikanerne om dagen. I 1943 blev Hamborg ramt af en af historiens værste ildstorme, startet af et bombetogt. 40.000 mennesker blev dræbt. Bombetogtet blev alene overgået – i antallet af ofre – af bombetogtet mod Dresden i 1945, bombningen af Tokyo og atombomberne. Udover den direkte skade som bombetogterne havde, medførte de også, at en lang række ressourcer måtte anvendes på luftforsvaret.
Allerede tidligt i krigen udviklede begge parter nye, for den tid avancerede, teknikker. Det drejede sig om radiopejling af mål, radar osv.
Balkan
Italien invaderede Albanien den 7. april 1939 og Grækenland den 28. oktober 1940. Resultatet blev dog langtfra den succes, de tyske styrker havde opnået ved deres offensiv i Frankrig. Ikke alene lykkedes det ikke at erobre Grækenland, men det græske modangreb havde så stor fremgang, at det blev ført helt ind i Albanien. Dette udløste tysk intervention, som også nødvendiggjorde en invasion af Jugoslavien, hvor et pro-tysk kup var mislykkedes et par dage før. Britiske styrker blev sendt fra Ægypten til Grækenland, men led et sviende nederlag. Efter at det græske fastland var erobret, rettede tyskerne opmærksomheden mod Kreta. Slaget om Kreta blev en massiv luftoperation, hvor tyske faldskærmstropper i stort antal blev anvendt. Øen blev erobret, men de tyske tab var så store, at man ikke senere i krigen forsøgte sig med en lignende operation.
Efter at Balkan nu var på tyskernes hænder, blev deres næste operation igangsættelsen af den i historien største militære landoffensiv, hvis starttidspunkt flere gange var blevet udskudt.
Østfronten
Den 22. juni 1941 igangsatte tyskerne en overraskelsesinvasion af Sovjetunionen under betegnelsen operation Barbarossa. De første uger af invasionen var katastrofale for den sovjetiske hær på trods af, at Stalin flere gange var blevet advaret om invasionen, dels fra hans egne efterretninger og dels fra englænderne, der havde data af høj kvalitet fra Enigma. Store hærenheder blev omringet og overgav sig, og luftvåbnet blev nærmest udslettet på jorden. Det var dog ikke alene tyske hærenheder, der udgjorde invasionsstyrken. Italienske, ungarske og rumænske tropper var også en del af kampagnen.
Situationen i Finland var meget speciel. Finland erklærede sig først neutral, men havde både tyske og sovjetiske tropper på sit område. Finland var velforberedt på en krig på tysk side, da Sovjetunionen angreb det den 25. juni. Den følgende konflikt 1941-1944 har fået navnet fortsættelseskrigen, med reference til en fortsættelse af Vinterkrigen.
Operation Barbarossa havde en række svage punkter. Alvorligst var den logistiske situation. I sidste ende var det logistikken, som var afgørende for, hvilke muligheder den tyske hær havde. De enorme distancer i Sovjetunionen indebar, at tyskerne ikke kunne avancere længere, end deres forsyningslinjer tillod. Da det tyske angreb stoppede foran Moskva den 5. december 1941, var det umuligt at drive tropperne længere fremad. Der var simpelthen ikke forsyninger nok, som nåede frem til fronten, til at et ordentligt forsvar kunne organiseres for slet ikke at tale om offensive operationer. Tidsplanen for det tyske angreb byggede på, at den sovjetiske hær ville kollapse, før den russiske vinter satte ind. At dette ikke skete, påvirkede i høj grad de tyske planer. Fedtet i lejerne på de tyske kampvogne frøs, og tyskerne måtte tage vintertøj fra døde russiske soldater for at overleve. Hvis tyskerne havde omringet Moskva, havde russerne måske bedt om våbenstilstand, da Moskva var knudepunkt for alle de sovjetiske jernbaner, og landet havde ikke tid eller lastbiler nok til at forbinde jernbanerne bag en front øst for Moskva.
Under deres lange tilbagetrækning anvendte de russiske styrker den brændte jords taktik. De brændte afgrøder og ødelagde bygninger og anlæg, efterhånden som de trak sig tilbage for de fremadstormende tyske tropper. Dette forøgede drastisk de tyske forsyningsproblemer, samtidig med at tabene på grund af den frygtede russiske kulde og russiske modangreb steg kraftigt. Flere hundrede tusinde mænd døde på grund af disse faktorer.
På trods af problemer med yderligere at fremskynde deres fremrykning havde tyskerne på dette tidspunkt erobret et enormt område. Tilbageerobringen af dette område kom til at koste Sovjetunionen dyrt og varede indtil sent i 1944.
Tyskernes store erobringer bragte dem også tæt på Leningrad (nu Sankt Petersborg), og udløste hermed en af krigens tragedier – belejringen af Leningrad. Finske tropper stødte frem mod byen fra nord og den tyske værnemagt fra syd. Den finske øverstbefalende Mannerheim var stoppet ved floden Svir og afstod fra at angribe byen. Hitler derimod beordrede, at byen skulle "fjernes fra jordens overflade", sammen med hele sin befolkning. Byen blev derfor ikke stormet. Den tyske hær omringede næsten i stedet byen for at sulte dens befolkning ihjel, samtidig med at bombefly og artilleri sendte en regn af bomber og granater over byen. Cirka en million civile døde under belejringen af Leningrad – 800.000 af sult. Belejringen varede 900 dage, og da den var mest omfattende, var den eneste vej ind og ud af byen over den tilfrosne sø Ladoga, midt imellem de tyske og finske linjer. Man anlagde endog en jernbane på isen.
Ladoga til 11. februar 1945
(siddende): Premierminister Winston Churchill (UK), præsident Franklin D. Roosevelt (US) og formand Josef Stalin (USSR). Stående længst til venstre ses den sovjetiske udenrigsminister Molotov]]
Med vinteren 1941-42 overstået begyndte den tyske hær at forberede yderligere offensive aktioner. Fremfor en offensiv mod Moskva blev prioriteringen ændret til retning mod Stalingrad (nu Volgograd) ved floden Volga og mod Kaukasus. Stalingrad (vest for floden) blev erobret med undtagelse af nogle små modstandslommer, men kampagnen tog en katastrofal vending for de tyske styrker.
Ubeslutsomhed hos Adolf Hitler, uenighed blandt højtstående tyske officerer og udstrakte forsyningslinjer kombineret med længerevarende bykampe i Stalingrad gjorde den tyske stilling udsat. I et forsøg på at fremskynde byens fald blev store tyske inklusive reserver og pansertropper, der fungerede som infanteri, indsat i selve byen. De meget lange flanker ved Don-floden blev herefter delvist forsvaret af forholdsvis svage rumænske, italienske og ungarske styrker. Efter en sovjetisk modoffensiv (Operation Uranus) i november 1942, blev den tyske 6. armé sammen med det 4. panserkorps afskåret. Sult, mangel på mad og ammunition gjorde at "kedlen" gradvis blev mindre og mindre. Hitler beordrede, at ingen tyske tropper måtte overgive sig; de skulle kæmpe til sidste mand og sidste patron, og udnævnte symbolsk general Paulus til generalfeltmarskal, da ingen tysk soldat med den rang tidligere havde overgivet sig. Dette skete alligevel i begyndelsen af februar 1943. Begge sider led store tab i slaget om Stalingrad, som blev et af historiens mest blodige slag. Det anslås, at 2 millioner mennesker døde i slaget, herunder 500.000 civile.
Efter Stalingrad blev det tyske initiativ svagere. Sovjet formåede dog ikke at gribe dette fuldt ud, idet en offensiv, Operation Zitadelle, i sommeren 1943 under von Manstein stoppede det sovjetiske angreb. Slaget ved Kursk blev det største panserslag, historien endnu havde set, og den blev tyskernes sidste større offensiv på østfronten. Gode efterretninger havde forberedt Sovjetunionen på det tyske modangreb, og man havde forberedt massive forsvarslinjer omkring Kursk. Russerne var herefter i offensiven, indtil Berlin blev erobret i maj 1945, og krigen sluttede.
Sovjetunionen kom til at bære den største del af omkostningerne ved 2. verdenskrig. Den anden front i Europa, der skulle aflaste østfronten, blev først realiseret på D-dag (bortset fra invasionen af Italien). Landet havde derfor flere ofre end samtlige øvrige lande tilsammen: cirka 27 millioner døde, heraf mere end 13 millioner civile. Mange civile blev myrdet i erobrede byer af tyskerne, der dels anså befolkningen for at være undermennesker, dels havde planer om at genbefolke landet med tyskere.
Sovjetunionen kæmpede dog ikke alene. Britiske og amerikanske forsyningskonvojer sejlede under stor risiko forsyninger til landet. Tyske styrker blev anvendt til at beskytte kystlinjer mod angreb, som aldrig blev iværksat og til at bemande antiluftskyts over hele Europa. Sovjetunionen tog heller ikke aktivt del i søslagene, bombeoffensiverne og sejren over Japan.
Nordafrika
Den nordafrikanske kampagne begyndte i 1940, da små britiske styrker i Ægypten standsede en italiensk fremmarch i Libyen. Den britiske fremgang blev stoppet i 1941, da tyske tropper under Erwin Rommel blev landsat i Libyen. Dette førte til kamphandlinger, som kulminerede i de to slag ved El-Alamein. Det første slag foregik i sommeren 1942. Tyskerne havde avanceret til El-Alamein, det sidste forsvarspunkt for de allierede før Alexandria og Suez-kanalen. Som i Sovjetunionen manglede de tyske tropper forsyninger, og det britiske forsvar stoppede deres offensiv. Det andet slag ved El-Alamein foregik sidst i oktober 1942, og denne gang var de britiske styrker i offensiven. Rommel blev tvunget tilbage og måtte fortsætte sit tilbagetog helt til Tunesien.
For yderligere at underbygge denne sejr gik amerikanske og britiske styrker i land i Marokko og Algeriet den 8. november 1942 i Operation Torch. Vichy-franske styrker ydede kun begrænset modstand, før de skiftede side. De tyske og italienske styrker var herefter fanget mellem de allierede styrker, der trængte frem fra både øst og vest. De tyske tropper kapitulerede den 13. maj 1943, og de 250.000 tyskere måtte vandre i fangenskab (cirka samme antal som ved Stalingrad).
Invasion af Italien
Fra deres basis i Nordafrika foretog de allierede nu en invasion ind i, hvad Winston Churchill kaldte "Europas bløde underliv".
Som forløber for dette angreb blev Sicilien erobret den 10. juli 1943. Som en direkte konsekvens heraf blev Mussolini afsat den 25. juli 1943. Han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. Hans efterfølger, General Pietro Badoglio, forhandlede sig til en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943.
Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.
De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 9. september 1943; amerikanerne ved Salerno, briterne ved Taranto.
Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved for et nazisisk lydland i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle, indtil han blev fanget og hængt af italienske partisaner den 28. april 1945.
Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene – Gustavlinjen – hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio.
De allierede indtog Rom den 4. juni 1944, to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord – Gothic-linjen. De allierede foretog en landgang i det sydlige Frankrig i august for at true den tyske flanke, samtidig med at de angreb Gothic-linjen den 10. september. Offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte, indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april, to dage efter at Mussolini var blevet fanget.
Befrielsen af Frankrig
Omtrent samtidig med befrielsen af Rom kom den længe ventede invasion af Frankrig. Under Operation Neptun og den følgende Operation Overlord blev allierede tropper sat i land i Normandiet den 6. juni 1944 og etablerede et brohoved, som det trods ihærdige anstrengelser ikke lykkedes for tyskerne at eliminere. Herefter fulgte en to måneder lang kampagne, hvor amerikanske, britiske og canadiske tropper forsøgte at bryde ud fra det forholdsvis snævre brohoved. Da udbruddet endelig kom, skete det hurtigt, og amerikanske tropper under bl.a. George Patton kørte hurtigt gennem Frankrig mod den tyske grænse. Tyske tropper, der havde kæmpet i Normandiet, blev omringet i et område omkring Falaise.
Meget omfattende bombninger af den tyske infrastruktur og byer var årsag til enorme tab og ødelæggelser. Internt i Tyskland overlevede Hitler flere attentatforsøg. Det mest alvorlige skete den 20. juli, hvor han blev lettere såret. Invasionen i Normandiet blev fulgt op med en invasion af det sydlige Frankrig i august måned under betegnelsen "Operation Dragoon". I september var tre allierede hærgrupper opstillet over for den tyske vestfront, som stort set fulgte rigsgrænsen. De allierede nærede en forsigtig optimisme, og man troede, at krigen i Europa måske ville være ovre ved udgangen af 1944.
De allierede forsøgte at presse krigslykken med "Operation Market Garden", hvor man forsøgte at erobre en række broer ved Arnhem i Holland ved et luftbåret angreb. Forsøget blev gjort for at åbne en vej ind i Tyskland og for at befri det nordlige Nederland. Der var dog stærke tyske styrker til stede, og den britiske 1. luftbårne division blev næsten udslettet.
Den kolde vinter i 1944 sammen med en vanskelig forsyningssituation for de allierede førte til stagnation på fronten. Amerikanerne kæmpede hårdt i slaget om Hurtgen-skoven, og så længe de allierede var optaget af forsvarsaktioner, var det svært at planlægge offensive tiltag.
Dette skiftede den 16. december 1944, da tyskerne indledte en modoffensiv i slaget om Ardennerne. Det lykkedes de tyske styrker at drive de allierede tilbage og omringe en række amerikanske styrker. Det lykkedes dog de allierede at standse modoffensiven og til sidst at presse tyskerne tilbage igen. Slaget om Ardennerne blev tyskernes sidste store offensiv i krigen.
Den sidste forhindring for de allierede var Rhinen. Den blev krydset i april 1945, og herefter lå vejen ind i Tyskland åben. De sidste tyske styrker i vest blev omringet i Ruhr-området.
Krigen slutter
Den 25. april 1945 mødtes amerikanske og russiske tropper ved Torgau ved floden Elben.
Da alt nu var tabt, valgte Hitler at begå selvmord i sin bunker sammen med elskerinden Eva Braun, som han ægtede i sidste øjeblik. Det tyske rige blev opdelt i allierede kontrolzoner, Sovjetunionen i øst, USA i syd, Storbritannien i nordvest og Frankrig i sydvest. De officielle kapitulationsdokumenter blev underskrevet af general Alfred Jodl den 7. maj 1945. Den 8. maj blev erklæret for sejrsdag i Europa, VE-day.
Under fremmarchen gennem de tidligere tyske besættelsesområder og selve Tyskland stødte de allierede styrker på en række koncentrationslejre, som var blevet anvendt af nazisterne til at fængsle og udrydde cirka 12 millioner mennesker. Den største enkeltgruppe var jøder (cirka halvdelen ifølge Nürnbergprocessen). Men også sigøjnere, slaver, homoseksuelle og andre minoriteter og handicappede var blandt ofrene. Den mest omtalte af disse dødslejre er Auschwitz, hvor mere end 2 millioner mennesker blev dræbt. Folkemordet "Holocaust" er blevet en væsentlig del af historien om 2. verdenskrig.
I maj og juni 1945 blev tusinder af flygtninge fra Jugoslavien og Sovjetunionen samlet i Østrig og sendt retur via Operation Keelhaul. Flygtningene blev enten skudt eller deporteret af Sovjetunionen. Også det slagne Finland og det neutrale Sverige sendte flygtninge retur til samme skæbne.
Stillehavet
Forudgående begivenheder
Operation Keelhaul
I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem USA og Japan før efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Der var dog en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem 1930'erne, specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Japan stod stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi.
I 1920'erne blev Kina opdelt i en række regioner, som hver især havde sin egen krigsherre. Den centrale regering var derfor svag, og Japan øgede sin indflydelse igennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes, samtidig med at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.
I 1927 ledede Chiang Kai-Shek og den nationale revolutinære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes Chiang militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige Kina. Frygt for at Zhang Zueliang (Krigsherren med kontrol over Manchuriet) ville erklære en alliance med Chiang, fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.
Kategori:Krige
Kategori:Europas historie
-
Kategori:Dagens artikel
als:Zweiter Weltkrieg
ja:第二次世界大戦
ko:제2차 세계 대전
ms:Perang Dunia II
simple:World War II
th:สงครามโลกครั้งที่สอง
Nazisme
Nazisme eller nationalsocialisme, som dens tilhængere selv kalder den, er en stærkt racistisk politisk ideologi. Den oprindelige nazisme er (til forskel fra nynazismen) et distinkt tysk fænomen, men ideologien er ofte blevet kategoriseret som et specialtilfælde af den bredere fascistiske ideologi.
Herunder følger en historisk opridsning af nazismens politiske opståen og indvirkning.
Før 1933
Nationalsocialismen opstod i Tyskland omkring 1920 i det lille parti Deutsche Arbeiterpartei (DAP), og blev op til magtovertagelsen i 1933 nærmest identisk med partiets og Tysklands leder Adolf Hitler. Før de blev myrdet, var der dog nazister, der stod i opposition til Hitler.
Partiet opstod af utilfredshed med afslutningen på 1. verdenskrig, og et ønske om at lægge skylden for nederlaget på nogle andre, nogle indre fjender, især jøder og marxister. På DAP's første offentlige stormøde 24. februar 1920 i Hofbräuhaus, fremlagde man partiets program, der var præget af antikapitalisme, antimarxisme og antisemitisme. Kort efter skiftede partiet navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei.
Efter 1933
Hitler tilhørte nationalsocialismens højrefløj, og han udryddede ad flere omgange sine fjender, blandt andet under de lange knives nat 30. juni 1934, herunder lederne af partiets venstrefløj som SAs leder Ernst Röhm.
Når Hitler kunne blive så populær, skyldtes det, at han afskaffede arbejdsløsheden og indførte folkepension og gav folk håb og drømme om, at alle kunne købe en folkevogn til at køre på de nye motorveje. Han fik de tyske områder, som Frankrig holdt besat, tilbage til Tyskland. Han gennemførte succesfulde besættelser eller magtovertagelser af Østrig, Bøhmen, Holland, Belgien, Luxembourg, Danmark og Norge og effektive lynkrige mod Polen og Frankrig samt startede en overraskelseskrig mod Sovjetunionen. Først sidst i 1941, da man alt for sent begyndte at indsamle varmt tøj til soldaterne, forstod folk, at noget var gået galt.
Historisk står nazismen som indbegrebet af ondskab og rædsel, særligt på grund af holocausts udryddelseslejre. Men også uden holocaust ville mange formentlig finde nazismen forkastelig, da den går ind for, at der er forskel på mennesker, ikke blot i evner og forstand, men også i værdighed og rettigheder. Men man har det med at overdrive udryddelseslejrene, og glemme de mindst lige så frygtelige dødspatruljer, som også dræbte mange både civile og krigsfanger: Stik imod al militær logik rendte mange soldater rundt og udryddede den befolkning, som forsynede samfundet med mad.
Dette skyldtes, at Hitler ønskede at renholde den ariske menneskerace.
Nazisme fra efter 2. verdenskrig til i dag
I nogle lande er nazisme i dag forbudt, men i andre lande findes der såkaldt 'nynazisme'. I Danmark fandtes før og under 2. verdenskrig et nazistisk parti, DNSAP. I 70'erne opstod Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), der var en lidt halvakademisk forening. Den nye DNSB af 1990 er mere aktivistisk.
DNSBs principprogram er for bl.a. arvelighedslære, miljø, genbrug, kernefamilien, dødsstraf til vaneforbrydere (folk der ernærer sig ved kriminalitet) og imod kapitalisme, økonomisk spekulation, kulturimperialisme og udbytning af den tredje verden. Bevægelsen drager den almindeligt anerkendte historieskrivning om folkemordet på Europas jøder under 2. verdenskrig i tvivl.
Af nyere danske nynazistiske grupper kan nævnes: Danskfront og Blood & Honour.
Kategori:Historie
Kategori:Anden Verdenskrig
Kategori:Politiske systemer
Kategori:Ideologier
ja:ナチズム
simple:Nazism
TysklandForbundsrepublikken Tyskland, en føderation af 16 stater, er et af Europas største lande, placeret i midten af kontinentet, grænsende i nord til Danmark, i vest til Frankrig, Luxembourg, Belgien og Holland, i syd til Schweiz og Østrig, og i øst til Tjekkiet og Polen. Gennem det tysk-romerske rige kan landet ansees som Romerrigets efterfølger.
Tysk historie
Dagens Tyskland samles som nationalstat først i 1871. Tyskland og dets forgængere har en meget omfattende historie, der behandles i artiklen Tysk historie og under de følgende otte hovedepoker.
- Frankerne
- Tysk-Romerske rige (843-1816)
- Tyske konføderation (1806-1866)
- Tyske kejserrige (1871-1918)
- Weimarrepublikken (1918-1933)
- Tredje rige (1933-1945)
- Det delte Tyskland (1945-1989)
- Tysklands genforening (3. oktober 1990)
- Tyskland efter genforeningen (1990-)
Politik
Uddybende artikel: Tysklands politik
Valg til Forbundsdagen (Bundestag), finder sted hvert fjerde år. Karakteristisk for det tyske valgsystem er et relativt højtliggende spærreklausul (5%), således at det er forholdsvis svært for nydannede partier at blive valgt ind i forbundsdagen. Valgsystemet er ikke direkte fastlagt i den tyske Grundgesetz (grundlov), således at parlamentet kunne ændre den, teoretisk set ville det således også være muligt at indføre det engelske flertalsvalgret, dog er der ikke sket væsentlige ændringer i valgsystemet siden den blev indført i 1949.
Efter det første fællestyske valg i december 1990 bestod forbundsregeringen af partierne Christlich Demokratische Union/Christlich Soziale Union (CDU/CSU) og Freie Demokratische Partei (FDP), medens Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), Bündnis 90/Die Grünen og partiet PDS var i opposition.
Forbundsrepublikkens statsoverhoved er forbundspræsidenten, der vælges ved indirekte valg for en periode på 5 år. Richard von Weizsäcker blev valgt i 1984 og genvalgt i 1989. Han blev efterfulgt af Roman Herzog, som så blev efterfulgt af Johannes Rau.
Se også:
- Tyske præsidenter og kanslere efter 1945
Delstater
Uddybende artikel: Tysklands delstater
Forbundsrepublikken Tyskland består af 16 Bundesländer (ental Bundesland) eller delstater:
- Baden-Württemberg
- Bayern
- Berlin (bystat)
- Brandenburg
- Bremen (bystat)
- Hamburg (bystat)
- Hessen
- Mecklenburg-Vorpommern
- Niedersachsen
- Nordrhein-Westfalen
- Rheinland-Pfalz
- Sachsen.
- Sachsen-Anhalt
- Saarland
- Schleswig-Holstein
- Thüringen
Tyskland er yderligere opdelt i 438 Kreise (distrikter eller amter).
Geografi
Uddybende artikel: Tysklands geografi
Forbundsrepublikken Tyskland dækker et areal på 357.000 km². Fra den danske grænse i Nord og til grænsen mod Østrig og Schweiz i syd er afstanden godt 850 km, og fra den østlige til den vestlige grænse 600 km.
Nordtyskland er relativt fladt, Midt- og Sydtyskland mere kuperet med bjerge op til 1.500 meters højde, og helt mod ligger Alperne med Zugspitze som højeste punkt med 2.962 meter.
Klimaet er tempereret med et udpræget kystklima i Nordtyskland. Hamburg har en middeltemperatur i den koldeste måned på 0,4 °C og i den varmeste på 16,6 °C. De tilsvarende temperaturer i München er henholdsvis -1,7 °C og 17,3 °C. Den gennemsnitlige nedbørsmængde per år i Hamborg er 744 mm og i München 948 mm.
Demografi
Uddybende artikel: Tysklands demografi
Tyskland har en befolkning på 83 251 851 indbyggere. I 1990 boede godt 62 millioner i de 11 gamle delstater i den vestlige del af Tyskland, godt 18 milllioner i de 5 nye i den østlige del. Der er dog betydelige regionale forskelle i befolkningstætheden. Større befolkningskoncentrationer findes i Nordrhein-Westfalen, Rhein-Main området omkring Frankfurt, i den nordlige del af Baden-Württemberg og i Sachsen.
Forbundsrepublikken Tyskland blev grundlagt i 1949 som en forbundsstat bestående af 10 delstater (Bundesländer) og Berlin (Vest); i dag efter foreningen er der 16 delstater.
Forbundsrepublikken Tyskland er sammen med USA og Japan de tre største industrilande i den vestlige verden. Den sociale markedsøkonomi er grundlag for den økonomiske politik.
Blandt de mest fremtrædende industrigrene er elektroteknisk industri, automobilindustri, maskinindustri og kemisk industri.
Eksterne henvisninger
- [http://www.deutschland.de/ Deutschland.de]
- [http://www.statistikportal.de/ Statistikportal.de]
- [http://www.bundesregierung.de/ Bundesregierung Deutschland]
- [http://www.bundespraesident.de/ Bundespräsident]
- [http://www.bundestag.de/ Bundestag]
- [http://www.deutschland-panorama.de/ deutschland-panorama.de]
- [http://www.tysk.dk/ Tysk.dk]
- [http://www.dk-forum.de/phpBB2/index.php DK-Forum.de] (dansk-tysk debatforum)
Kategori:Europæiske lande
Kategori:Europarådet
Kategori:Tyskland
als:Deutschland
fiu-vro:S'aksamaa
ja:ドイツ
ko:독일
ms:Jerman
roa-rup:Ghirmânii
simple:Germany
th:สหพันธ์สาธารณรัฐเยอรมนี
zh-min-nan:Tek-kok
Inflation - sedlerne er mere værd som brænde end det træ, hun kunne have købt for dem.]]
Inflation (latin: oppustning) udtrykker indenfor økonomien en periode med varige og gennerelle prisstigninger; modsat deflation. Er inflationen stor - i nærheden af 100% eller højere - benævnes den hyperinflation.
Årsager til inflation
Inflation kan være omkostningsdrevet eller efterspørgselsdrevet. Den omkostningsdrevne inflation opstår, hvis virksomhedernes omkostninger - råvarer og lønninger - stiger, og virksomheden så vælter disse prisstigninger over på kunderne. Den efterspørgselsdrevne inflation hidrører fra, at efterspørgslen rettet mod en sektor - eksempelvis byggeriet under en højkonjunktur - er så kraftig, at priserne presses op.
Holdningen til inflation
En høj eller voksende inflation anses for et onde - de stadige pris- og lønstigninger kræver mange kræfter, som ville kunne anvendes bedre andre steder. Samtidig udhules værdien af opsparing og ydelser. Den værste effekt er dog, at befolkningen vænner sig til den højere inflationstakt og dermed forstærker eller cementerer det højere niveau. Når dette er sket, er det vanskeligt at bringe takten ned igen - hvad Danmark oplevede i 1980'erne.
Fravær af inflation (eller ligefrem deflation) er dog heller ikke ønskeligt, idet en let inflation sikrer en svag dynamik.
Alt i alt anses inflationsbekæmpelsen for en væsentlig opgave, som især ligger hos centralbankerne.
Inflationsbekæmpelse
Inflationen styres gennem renten - ved tegn på stigende inflation hæves renten, hvilket medfører øgede omkostninger for forbrugere og virksomheder, hvilket atter dæmper efterspørgslen.
Måling af inflation - prisindeks
I Danmark står Danmarks Statistik for måling af inflationen gennem opgørelse af en række prisindeks eller pristal. De mest anvendte er:
- Forbrugerprisindekset, som opgøres - som det eneste af de her nævnte - til detailpriser inklusiv indirekte skatter.
- Nettoprisindekset, som opgøres til detailpriser.
- Engrosprisindekset, som opgør priserne i første omsætningsled.
- Råvareprisindekset, som omfatter importerede uforarbejdede råvarer.
De to første omfatter de priser, husholdningerne møder, mens de to sidste omfatter dele af virksomhedernes input.
Se også
- Deflation - det modsatte af inflation.
- Rente - inflationen bestemmer realrenten.
Kategori:Økonomi
ja:インフレーション
ko:인플레이션
ms:Inflasi
simple:Inflation
Berlin
Berlin er en delstat i Tyskland, men også en storby, som er Tysklands hovedstad. Delstaten og byen Berlin er helt omgivet af delstaten Brandenburg og ligger ved floden Spree. Berlin var tidligere en del af Mark Brandenburg, men har siden 1920 været en separat bystat.
Historie
Berlin bestod oprindelig af to vendiske landsbyer Berlin og Cölln, som i løbet af middelalderen smeltede sammen til en by. Berlin blev i 1701 hovedstad for Kongeriget Preussen, og i 1871 også rigshovedstad for det forenede Tyskland. I 17- og 1800-tallet blev en række monumentale bygninger opført.
Berlin var en delt by fra anden verdenskrigs slutning til den tyske genforening i 1990. Vestberlin var et 'land' i Forbundsrepublikken, mens Østberlin var hovedstad i DDR.
Før genforeningen af Tyskland og i 1990 var Bonn ved Rhinen Forbundsrepublikken Tysklands provisoriske hovedstad, og Østberlin var hovedstad i DDR. I den såkaldte hovedstadsbeslutning afgjorde den Tyske Forbundsdag den 20. juni 1991, at Berlin skulle være den nye hovedstad i det genforenede Tyskland, hvad der trådte i kraft i 1999.
Berlin blev under 2. Verdenskrig kraftigt beskadiget under talrige bombardementer, og byen er i dag i rivende udvikling, og der bliver til stadighed nybygget og renoveret i den tyske hovedstad.
2. Verdenskrig
2. Verdenskrig
2. Verdenskrig
2. Verdenskrig
Universiteter
- Humboldt-Universität zu Berlin
- Technische Universität Berlin
- Freie Universität Berlin
- Universität der Künste Berlin
Turisme
Operahuse
- Deutsche Oper
- Staatsoper Unter den Linden
- Komische Oper
Teatre
- Schaubühne
- Volksbühne
- Deutsches Theater
- Berliner Ensemble
- Theater des Westens
- Grips-Theater
Museer
- Museumsinsel med blandt andet Pergamonmuseet og Alte Nationalgalerie
- Deutsche Technik Museum Berlin
- Neue Nationalgalerie
- Ägyptisches Museum
- Bode-Museum med Museum für Vor- und Frühgeschichte
- Humboldtmuseet (Naturkundemuseum)
- Dahlemer Museen med Gemälde-Galerie (tysk, italiensk og nederlandsk kunst fra 1400?1700-tallet)
Seværdigheder
- Brandenburger Tor
- Charlottenburg
- Checkpoint Charlie Museum
- Gendarmenmarkt
- Kreuzberg
- Kurfürstendamm med Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche
- Neue Synagoge i Oranienburger Straße, bygget i 1860'erne.
- Pfaueninsel
- Potsdam med Sanssouci, Cecilienhof og Neues Palais
- Potsdamer Platz
- Prenzlauer Berg
- Rigsdagen
- Rotes Rathaus
- Tiergarten (Berlins største park), Tegel og Grunewaldskovene.
- Unter den Linden
- Alexanderplatz med Fernsehturm
Litteratur
- R. G. Grant: Berlinmuren. Holte: Flachs, 1998. - 64 s.
- Karl Christian Lammers: Hovedstad Berlin 1871-2000: magt, monumenter og erindring København: Schønberg, 2000. - 249 s.
- Antony Beevor: Berlin: faldet, 1945. Valby: Borgen, 2002. - 519 s.
- Henrik Vering, Kirstine Therkelsen: Turen går til Berlin, 13. udgave, København: Politikens Forlag, 2004. - 144 s. ISBN 87-567-7104-5
Tyske stater:
Baden-Württemberg |
Bayern |
Berlin |
Brandenburg |
Bremen |
Hamburg |
Hessen |
Mecklenburg-Vorpommern |
Niedersachsen |
Nordrhein-Westfalen |
Rheinland-Pfalz |
Sachsen |
Sachsen-Anhalt |
Saarland |
Schleswig-Holstein |
Thüringen
Kategori:Berlin
Kategori:Tyske_byer
Kategori:Tyske delstater
Kategori:Hovedstæder
als:Berlin
ja:ベルリン
ko:베를린
simple:Berlin
th:เบอร์ลิน
KapitalismeKapitalisme er defineret som privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Dette er dog en ren økonomisk anskuelse. I realiteten forudsætter kapitalisme også, at der er et grundlag for den private ejendomsret til produktionsmidlerne: der må være enighed om, at et menneske har ret til ejendom, eller i det mindste må der være en udøvende magt ("stat"), som beskytter det enkelte menneskes ret til denne ejendom mod overgreb (bedrageri, tyveri, vold, hærværk o.a.).
Anskuelserne om kapitalisme varierer meget, afhængigt af betragterens politiske overbevisning.
Liberalister og konservative anser privat ejendom som en forudsætning for samfundets eksistens og som et udtryk for et naturligt menneskeligt forhold til verden og naturressourcerne.
Socialister, kommunister og anarkister betragter derimod privat ejendom enten med skepsis eller med foragt, da disse grupper anser besiddelse af ejendom som en grundlæggende uretfærdig forskelsbehandling, som opretholdes ved favorisering af visse mennesker fra statens side, eller sågar gennem undertrykkelse.
Specielt Karl Marx gjorde sig til fortaler for afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, da han i sine teser antog, at denne del af ejendomsretten grundlæggende medfører udnyttelse og udbytning af arbejderklassen (lønansatte). Det skal dog også understreges, at Marx forsøgte at ændre den grundlæggende defintion på "en kapitalist" fra "privatejer" til "menneske, som ikke behøver udføre arbejde for at overleve", dvs. et menneske som udelukkende kan overleve på kapitalindkomst eller via ejerskab af f.eks. en fabrik, hvor folk arbejder for vedkommende.
Den kontroversielle kapitalismeteoretiker, Michael L. Rothschild har i sin bog, "Bionomics", udtalt, at hvad vi kalder kapitalisme (eller fri markedsøkonomi) er ikke en "-isme", men et naturligt forekommende fænomen. Man behøver med andre ord ikke en ideologi for at opnå, hvad der forekommer én naturligt - uanset om det er indtagelse af føde, kønnet formering eller ejerskab til ting eller territorium. Ud fra denne betragtning er ejerskab således ikke "kun" et fænomen, men en forudsætning for et væsens eller en arts eksistens.
Litteratur
Michael L. Rothschild: Bionomics, 1. udgave 1990 ISBN 0805010688
Se også
- Liberalisme
Modsat
- Socialisme
- Syndikalisme
- Kommunisme
- Anarkisme
- Merkantilisme
Eksterne henvisninger
- [http://liberator.dk Liberator.dk]
Kategori:Politiske systemer
Kategori:Økonomi
Kategori:Samfund
Kategori:Retsvidenskab
Kategori:Politik
ja:資本主義
th:ทุนนิยม
PolenPolen deler grænser med syv forskellige nationer. Polens nordlige grænse er Østersøkysten der er 524 km lang, Litauen samt Rusland mod Hviderusland og Ukraine følger grænsen floden Bug mens grænsen mod Tyskland følger floderne Oder og Neisse. I syd grænser Polen op til Slovakiet og Tjekkiet langs den vestlige del af Karpaterbjergene som hedder Beskiderne.
Det nordlige Polen er fladt og for en stor dels dækket af nåleskove. Den centrale del af landet er frugtbar og med en stor landbrugsproduktion. Den sydlige del af Polen er præget af Karpaterbjergene.
Polens vigtigste mineralressourcer er kul og jern i Schlesien.
90,7 procent af den polske befolkning er katolikker, heraf er 75 procent aktivt praktiserende katolikker. 1,4% er ortodokse, 7,9% andre (1995).
Befolkning:
- Polakker - 96%
- Ukrainere - 0,8%
- Hviderussere - 0,8%
- Tyskere - 0,5%
Større polske byer:
- Warszawa
- Kraków
- Gdańsk (Danzig)
- Szczecin (Stettin)
- Wrocław (Breslau)
- Łódź
- Poznań (Posen)
- andre polske byer
Se også
andre polske byer
- Voivodskab
- Polens regenter og polske præsidenter
- liste over polske skønlitterære forfattere
Kategori:Europæiske lande
Kategori:Europarådet
Kategori:Polen
als:Polen
fiu-vro:Poola
ja:ポーランド
ko:폴란드
ms:Poland
simple:Poland
th:ประเทศโปแลนด์
zh-min-nan:Polska
George MarshallGeorge Catlett Marshall (født 31. december 1880, død 16. oktober | | |
