Home About us Products Services Contact us Bookmark
:: wikimiki.org ::
Måne (himmellegeme)

Måne (himmellegeme)

En måne er et større objekt i kredsløb om en planet. Solsystemets planeter og måner: # Merkur (ingen måner) # Venus (ingen måner) # Jorden #
- Månen # Mars #
- Phobos #
- Deimos # Jupiter #
- Metis, Adrastea, Amalthea og Thebe #
- Io #
- Europa #
- Ganymedes #
- Callisto #
- Leda, Himalia, Lysithea, Elara, Ananke, Carme, Pasiphae og Sinope # Saturn #
- Pan og Atlas #
- Prometheus og Pandora #
- Epimetheus #
- Janus #
- Mimas #
- Enceladus #
- Tethys, Telesto og Calypso #
- Dione og Helene #
- Rhea #
- Titan #
- Hyperion #
- Iapetus #
- Phoebe # Uranus #
- Cordelia, Ophelia, Bianca, Cressida, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Belinda og Puck #
- Miranda #
- Ariel #
- Umbriel #
- Titania #
- Oberon #
- Uranus XVI og Uranus XVII #
- Uranus XVIII # Neptun #
- Naiad, Thalassa, Despina og Galatea #
- Larissa #
- Proteus #
- Triton #
- Nereid # Pluto #
- Charon

Eksterne henvisninger


- [http://www.maecker-web.de/moon/ Moon Phases]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter]
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk] Kategori:Astronomi Kategori:Måner Kategori:DK5 52.43 th:ดาวบริวาร

Planet

En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter. De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur
- Venus
- Jorden
- Mars
- Jupiter
- Saturn
- Uranus
- Neptun
- Pluto
- 2003 UB313 (muligvis tiende planet)

Se også


- Småplanet (asteroide)
- Exo-planet
- Måne (himmellegeme)
- Månen

Eksterne henvisninger


- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/nineplanets.html De Ni Planeter] Kategori:Astronomi Kategori:DK5 52.43 als:Planet ja:惑星 ko:행성 ms:Planet simple:Planet th:ดาวเคราะห์ zh-min-nan:He̍k-chheⁿ

Solsystem

Et solsystem eller planetsystem består af mindst en stjerne med et antal objekter i kredsløb omkring (såsom planeter, måner, småplaneter (asteroider) og kometer). I daglig tale omtaler vi normalt vores eget solsystem med Jorden og Solen som solsystemet, dette vil vi også gøre i denne artikel. Andre solsystemer vil ofte være omtalt som planetsystemer for at undgå forvirring.

Objekter i solsystemet


- Solen
- Vulcanoidebæltet, Vulcanoide (hypotetisk asteroidebælte)
- Merkur
- Venus
- Arjuna-asteroide, nærjords-asteroide:
  - Aten-asteroide: 2062 Aten
- Jorden
  - Måner: Månen, 3753 Cruithne
- Arjuna-asteroide, nærjords-asteroide:
  - Apollo-asteroide: 2004 AS1
  - Amor-asteroide: 433 Eros (1898 DQ)
- Mars

> Trojansk-asteroide: 5261 Eureka
  - Måner: Phobos, Deimos
- Asteroidebæltet
  - 1 Ceres, 2 Pallas, 4 Vesta
- Jupiter

> Trojanske asteroider
  - Måner: Amalthea, Thebe, Io, Europa, Ganymedes, Callisto, Himalia
- Saturn
  - Måner: Epimetheus, Janus, Mimas, Enceladus, Tethys, Dione, Rhea, Titan, Hyperion, Iapetus, Phoebe
- Kentaur asteroider. Se også kentaur
  - 2060 Chiron, 5145 Pholus, 7066 Nessus
- Uranus
  - Måner: Portia, Puck, Miranda, Ariel, Umbriel, Titania, Oberon, Sycorax
- Neptun
  - Måner: Despina, Galatea, Larissa, Proteus, Triton, Nereid
- Trans-Neptunske objekter
  - Pluto (nogen mener dog at Pluto/Charon er for lille til at være en planet).
    - Måner: Charon (er dog så stor at nogen mener, der er tale om en dobbeltplanet sammen med Pluto).
  - 2003 UB313
  - Kuiper-bæltet
    - Plutinoer
    - Quaoar fundet i 2002, det debatteres stadig om den kan kaldes en planet.
    - Sedna (2003 VB12) (nogen mener dog at Sedna er for lille til at være en planet).
    - 2004 DW
    - 2003 EL61
  - 1992 QB1
  - 2001 KX76
  - Oort-skyen Oort-skyen

Eksterne henvisninger


- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/help.html På dansk: The Nine Planets Glossary]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
- [http://www.dk4.dk/kilden/lynkursus/solsystemet/default.shtm dk4: solsystemet]
- [http://www.michaelschultz.de/index_en.html Solar System] A interaktiv planets animation (145 zoom steps and time effects)
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4205227.stm 25 January, 2005, BBC News: Cosmic birth theory gets support] Citat: "...New meteorite data lends support to a controversial theory that the violent explosion of a star was involved in the creation of the Sun and its planets..." Kategori:Astronomi ja:太陽系 ko:태양계 ms:Sistem suria simple:Solar system

Merkur (planet)

Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer. Mosaikbillede af Merkur i tabellen til højre blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten. Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden. Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.

Besøg af mennesker

Merkur har kun været besøgt af ét rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45% af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet, uden at instrumenterne skades.

Fremtidige missioner

I august 2004 opsendte NASA en rumsonde med navnet Messenger til Merkur. Rumsonden vil foretage adskillige forbiflyvninger af Jorden, Venus og Merkur, før den endelig går i kredsløb om Merkur i 2011. ESA planlægger en mission kaldet BepiColombo. Det er et ambitiøst projekt med to satelliter i kredsløb omkring Merkur. Den mission er dog stadig kun på tegnebrættet, men forventes at blive opsendt i 2012.

Merkurs bane

Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.

Merkurs rotationstid

Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.

Temperatur

Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem -180 og +340. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.

Struktur

Merkur minder på mange måder om månen: Dens overflade er fuld af kratere og meget gammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end månens (5,43 g/cm3 mod 3,34 g/cm3). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe. Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 km tykke.

Merkurs atmosfære

Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, flygter disse atomer hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.

Merkurs overflade

Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås, at overfladen er "krympet" med omtrent 0,1% (svarende til cirka 1 km af planetens radius) siden dannelsen.

Caloris Bækkenet

Caloris Bækkenet er én af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" (maria) på månen. Ligesom disse blev Caloris Bækkenet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i solsystemets historie. Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarligt for det mærkelige landskab på den stik modsatte side af Merkur. Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.

Vulkansk aktivitet

En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet. Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere. Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1% af Jordens.

Kilder/henvisninger


- Tabel fra engelsk wikipedia
- http://www.solarviews.com/eng/mercury.htm
- Astronominet.dk
- [http://messenger.jhuapl.edu/ Messenger (NASA)]
- [http://bepicolombo.esa.int/science-e/www/area/index.cfm?fareaid=30 BepiColombo (ESA)] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 ja:水星 ko:수성 ms:Utarid simple:Mercury (planet) th:ดาวพุธ

Jorden

Jorden er den tredje planet fra solen i vores solsystem. Jorden er 12.756,270 kilometer i diameter og er en planet med en atmosfære. Jorden har en måne: Månen. Afstanden til solen er cirka 150 millioner kilometer, hvilket svarer til omkring otte lysminutter. Jordens historie er inddelt i forskellige tidsperioder, hvor planeten langsomt udvikler sig til et sted, hvor livet kan opstå og derefter udvikles, hvor arter langsomt udvikles, nogle dør, mens andre blomstrer op i en periode, hvorefter atter andre arter tager over.

Kredsløb om solen

art Afstand til Solen (massecenter)
Min.147 098 073 km
Max.152 097 701 km
Halve storakse149 597 887 km
Halve lilleakse149 576 999 km
Excentricitet0,01671022
Siderisk omløbstid1a 0t 10m 1,344s
Synodisk periode—
Omløbshastighed Gnsn.107.219 km/t
Omløbshastighed Min.105.448 km/t
Omløbshastighed Max.109.033 km/t
Banehældning0,000 05° i fh. t. ekliptika,
Banehældning7,25° i fh. t. Solens ækv.
Periapsisargument; Ω114,207 83 °
Opstigende knudes længde; ω348,739 36 °

Fysiske egenskaber

Radius6.378,135 km ved ækvator, 6.356,750 km ved polerne, 6.372,795 km ved gennemsnitlig
Diameter12.756,270 km ved ækvator, 12.713,500 km ved polerne, 12.745,591 km ved gennemsnitlig
b:a0,996647139
Fladtrykthed0,003352861
Overfladeareal5,1×108 km²
Rumfang1,08×1012 km³
Masse(5,972.23 ± 0,00008)×1024 kg
Massefylde5,515×103 kg/m³
Tyngdeacceleration ved overfladen9,780 m/s²
Undvigelseshastighed ved ækvator40 270 km/t
Rotationstid23t 56m 3,091s
Aksehældning23,439 281° i forhold til ekliptika
Nordpolens rektascension-mangler-
Nordpolens deklination90,000 °
Magnetfelt30-60 μT
Albedo36,7 %
Temperatur ved overfladenGnsn. 14 °C
Min. temperatur-88 °C
Max. temperatur+58 °C

Atmosfære

Atmosfæren består af Kvælstof, ilt, argon, carbondioxid (kultveilte) og vand. Atmosfæretryk ved havoverfladen er 101,325 hPa
Kvælstof:77%
Ilt:21%
Argon:1%
Carbondioxid:0,038%
Vand:variabel

Struktur

vand Det indre af jorden er kemisk delt i en ydre siliciumholdig fast jordskorpe, en tyndtflydende (<-highly viscous?) kappe, en tyktflydende ydre kerne som er mindre flydende end kappen og en fast kerne. Den flydende ydre kerne er årsagen til det svage magnetiske felt pga. konvektion af dets elektrisk ledende materiale. Konstant finder nyt materiale vej op gennem jordoverfladen gennem vulkaner og revner i havbunden. Meget af jordens skorpe er mindre end 100 millioner (1×108) år gammel; De ældste dele af skorpen er helt op til 4,4 milliarder (4,4×109) år gamle [http://spaceflightnow.com/news/n0101/14earthwater/]. Under ét (atmosfære, jordskorpe, kappe, kerner) er jordens sammensætning efter masse [http://earthref.org/cgi-bin/er.cgi?s=erda.cgi?n=547]:

Jordens Indre

Indre varme

Det indre af jorden når temperaturer på 5.650 +/- 600 kelvin [http://www.es.ucl.ac.uk/people/d-price/papers/153.pdf] [http://www.carnegieinstitution.org/news_010905.html]. Planetens indre varme blev oprindeligt dannet ved samlingen af gas og støv (dets accretion) (se gravitational bindingsenergi) og da yderligere varme forsat bliver dannet pga. radiaktivt henfald som f.eks. uran, thorium og kalium. Varmemængden, som flyder fra det indre til jordoverfladen er kun 1/20.000 så stor som energien som modtages fra Solen.

Struktur

Jordens sammensætning (som dybde under havoverfladen):
- 0 to 60 km - Lithosfære (varierer lokalt mellem 5-200 km)
  - 0 to 35 km - Jordskorpe (varierer lokalt mellem 5-70 km)
  - 35 to 60 km - Øverste del af kappen
- 35 to 2890 km - Kappe
  - 100 to 700 km - Asthenosphere
- 2890 to 5100 km - Ydre kerne
- 5100 to 6378 km - Indre kerne

Se også


- Verdens lande
- Oceanografi
- Corioliskraften
- Verdenshave
- Kontinent Kategori:Geografi Kategori:Geologi Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem

Kilder/referencer


- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]

Eksterne henvisninger


- [http://www.geogr.ku.dk Københavns Universitet, Geografisk Institut]
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=7&under=5 FagLinks: Geografi - Jorden] ja:地球 ko:지구 ms:Bumi simple:Earth th:โลก zh-min-nan:Tē-kiû

Mars (planet)

Mars er den fjerde planet i vores solsystem, talt fra solen; "nabo-planet" til vores egen planet Jorden i den forstand at Jorden er den tredje planet i solsystemet. Som Jorden har Mars en atmosfære, om end denne er ganske tynd og næsten udelukkende består af carbondioxid. Mars drejer sig om sig selv i næsten samme takt som Jorden, så på Mars oplever man et "mars-døgn" der er godt 39½ minut længere end det døgn vi kender på Jorden. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, omfatter 686,9601 jordiske døgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Og fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser når det er vinter, og aftager i udbredelse når det er sommer. Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af "marsboere" eller "små grønne marsmænd", men med den viden man har i dag, er det tvivlsomt om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så "våd" som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning end den har i dag — og så fald er det tænkeligt at Mars dengang har været en frodig verden.

Mars-overfladen

Mens den nordlige halvkugle af Mars er domineret af lave sletter der er udjævnet af lavastrømme, består den sydlige halvkugle for det meste af højland, arret af store kratre fra meteornedslag. De to terræntyper ser forskellige ud når man observerer dem fra Jorden, så tidligere troede man at de lysere, lave sletter var "kontinenter" mellem det mørkere højland, som man mente var "have". Mars har udslukte vulkaner, hvoraf den største, Olympus Mons med 27 kilometer, har rekorden som solsystemets højeste bjerg. Den ligger i et enormt højlandsområde kaldet Tharsis, sammen med flere andre store og ligeledes udslukte vulkaner. Mars byder også på solsystemets største bjergkløft, Valles Marineris, som er 4000 kilometer lang og 7 kilometer dyb: Den er opkaldt efter den ubemandede rumsonde Mariner 9 som "opdagede" den. Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Mars' areografi og areologi (dannet af Ares, den græske krigsgud som svarer til romernes Mars).

Atmosfære

Mars har en ganske tynd atmosfære; trykket, eller "barometerstanden", på Marsoverfladen varierer mellem 7 og 9 hektopascal (det som meteorologerne førhen kaldte for millibar), sammenlignet med "standardværdien" 1013 hektopascal ved Jordoverfladen. Det meste, 95%, af Mars-atmosfæren består af carbondioxid, og modsat Jordens atmosfære beskytter Mars' atmosfære ikke planetens overflade mod solens ultraviolette lys. På grund af sin større afstand til solen er solstrålingen ved Mars kun ca. 43% af hvad den er i Jordens nærhed, og dertil er den tynde Mars-atmosfære en dårlig varmeisolator: Temperaturerne på Mars er derfor lave; i gennemsnit −60 grader Celsius, med udsving mellem −140 og +20 grader. Det meste af det vand der findes på Mars, er bundet i planetens to polarkalotter, hvor det findes som "rim", blandet op med frossen carbondioxid eller tøris. Den smule der findes som vanddamp i atmosfæren, danner ind imellem store højtliggende cirrusskyer. Fra tid til anden bryder kæmpemæssige støv- eller sandstorme løs på Mars: Det kan ses fra Jorden ved at planetskivens overfladetræk udviskes helt eller delvis.

Mars' måner

cirrussky Mars har månerne Phobos og Deimos, græsk for frygt og terror, og de blev begge opdaget i 1877 af Asaph Hall. De er ganske små, irregulære ("kartoffelformede") stenblokke; afhængig af hvor man "tager mål" af dem, måler Phobos mellem 19 og 27 kilometer, og Deimos 10 til 16 kilometer. De er muligvis småplaneter der engang er blevet "indfanget" i Mars' tyngdefelt. På grund af tidevandskraften vender begge måner altid den samme side mod Mars. Phobos følger et så snævert kredsløb om Mars, at den fuldfører et omløb hurtigere end Mars roterer om sig selv: Set fra Mars-overfladen vil man opleve at Phobos står op over den vestlige horisont, mens Solen og Deimos står op i øst og går ned i vest.

Liv på Mars?

i 1880'erne mente man at have observeret nogle "linjer" på kryds og tværs hen over Mars-overfladen. Disse linjer er siden hen blevet forklaret med optiske illusioner og begrænsninger i den tids teleskoper, men dengang blev de tolket som kanaler — og "nogen", måske en højere civilisation af marsboere, måtte vel have konstrueret disse kanaler. Formodningerne om højerestående liv på Mars satte sine spor i tidens science fiction, f.eks. H.G. Wells' Klodernes Kamp fra 1898. Efterhånden som teleskoperne blev bedre, stod det klart at der hverken var kanal-anlæg eller andre spor af civilisationer at se på Mars, og man opdagede hvor ugæstfri forholdene på Mars ville være overfor jordiske livsformer. Lige inden de første rumsonder landede på Mars-overfladen gjorde man sig allerhøjest forhåbninger om simple planter, alger og lignende — langt fra den højtstående, kanal-byggende civilisation man forestillede sig i slutningen af det 19. århundrede. Måleresultaterne fra sonderne på Mars-overfladen kan ikke entydigt be- eller afkræfte teorien om liv på Mars, men til gengæld har man opdaget en række ting ved Mars der tyder på at der engang i en fjern fortid har været rigeligt med vand: Det sandsynliggør at der engang har været et måske endda frodigt liv på Mars, men noget endegyldigt bevis for dette har man endnu ikke fundet.

Rummissioner til Mars

Jorden og Mars kan kaldes hinandens "nabo-planeter" i og med de to planeter er hhv. den tredje og fjerde planet i Solsystemet talt fra Solen. Og kulde, sandstorme og vandmangel til trods, er klimaet på Mars meget mere tåleligt for mennesker og maskiner end Jordens "nabo til den anden side"; Venus. Mars er da også det første himmellegeme efter Månen der er besøgt af ubemande rumfartøjer og bliver antagelig også det første himmellegeme ud over vores egen Måne der får besøg af mennesker.

Ubemandede rumflyvninger til Mars

De første ubemandede ekspeditioner til Mars blev gennemført i 1960'erne med sonder der enten fløj forbi eller gik i kredsløb om Mars, og derfra optog nærbilleder og foretog andre observationer fra "nært" hold. I 1970'erne landsatte man de første fartøjer direkte på overfladen, hvoraf det daværende Sovjetunionen var først med et menneskeskabt instrument på Mars-overfladen. Siden 1990'erne er en række fartøjer fra USA og den europæiske rumfartsorganisation ESA blevet landsat på Mars. Følgende rumfartøjer er indtil nu, med større eller mindre held, sendt afsted til Mars:
- Cosmos 419 (Sovjetunionen)
- Mars-sonder i Mariner-programmet (USA)
- Mars-programmet (Sovjetunionen)
- "Mars-bilerne" Spirit og Opportunity (USA)
- Mars Express (ESA)
- Mars Global Surveyor (USA)
- Mars Observer (USA)
- Mars Odyssey (USA)
- Mars Pathfinder (USA)
- Phobos-programmet (Sovjetunionen)
- Viking-programmet (USA)
- Zond 2 og Zond 3 (Sovjetunionen)

Bemandede rumflyvninger til Mars

Menneskelige astronauter er meget mere fleksible end de robotter og fjernstyrede apparater vi allerede har sendt til Mars, hvilket efter nogens mening retfærdiggør de større tekniske vanskeligheder der ligger i at holde en besætning i live og i god form under en 2-3 år lang rumflyvning. USA's præsident George W. Bush har den 14. januar 2005 talt om mulighederne for en bemandet færd til Mars, og ESA har en langsigtet vision om samme mål, betegnet Aurora-programmet. Robert Zubrin fra Mars Society taler varmt for en "rejseplan" der omtales som Mars Direct: Denne plan betragtes af mange som den den mest praktiske og økonomisk overkommelige fremgangsmåde for en bemandet Mars-færd. På meget lang sigt, århundrede ude i fremtiden, mener en del videnskabsfolk at Mars kunne blive en koloni beboet af mennesker, eller måske endda ændres ved terraforming til et miljø som mennesker kan leve i direkte, uden brug af rumdragter og hermetisk lukkede boliger med egen atmosfære. Andre videnskabsfolk advarer imod ideen med at terraforme Mars, fordi vi derved afskærer os fra nogensinde at finde evt. oprindelige Mars-livsformer i mylderet af det liv vi i så fald medbringer fra Jorden.

Eksterne henvisninger


- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?Avis=IG&Dato=20020519&Kategori=RUMFART&Lopenr=105170010&Ref=AR 19.05.2002, Ing.dk: To nye Mars-meteoritter fundet]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/01/040114074023.htm 2004-01-14, ScienceDaily: Mars On Earth? Researchers Find Mars-like Conditions In A South American Desert]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/02/050224112321.htm 2005-03-02, Sciencedaily: Frozen Sea Discovered Near Martian Equator From 3D Images Of Mars Express] Citat: "....possibility of finding life on Mars one step closer...The discovery...of a frozen sea close to the equator of Mars has brought the possibility of finding life on Mars one step closer..."
  - [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/12/041206192315.htm 2004-12-07, Sciencedaily: Proof Positive: Mars Once Had Water, Researchers Conclude]
  - [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4727847.stm 29 July 2005, BBCNews: Ice lake found on the Red Planet] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 als:Mars (Planet) ja:火星 ko:화성 ms:Marikh simple:Mars (planet) th:ดาวอังคาร

Phobos (måne)

Phobos er en af planeten Mars' to måner. Kategori:Måner ja:フォボス

Deimos (måne)

Deimos er en måne i kredsløb om planeten Mars.

Kildehenvisning


- www.sciencenet.dk Kategori:Måner ja:ダイモス

Jupiter (planet)

Jupiter er den femte planet fra Solen i vores solsystem. Jupiter har 58 kendte måner, men det anslås, at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund.

Jupiters atmosfære

Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator. Talrige steder "brydes" dette bæltemønster af lavtryk, hvor skymasserne hvirvler rundt om lavtrykscenteret. Den største af disse, den såkaldte Store Røde Plet, er et "stormvejr" 2-3 gange så stort som hele Jorden. Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden, men har eksisteret uafbrudt i de mere end 300 år, man har kendt til dens eksistens.

Jupiters ringe

Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk.

Jupiters måner

I skrivende stund kender man 63 måner i kredsløb om Jupiter, hvilket er rekord blandt vort solsystems planeter: I artiklen Jupiters måner findes blandt andet en oversigt over alle disse måner. En af månerne, Ganymedes, er ikke bare Jupiters, men hele Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei. Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkan-aktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålingsbælter omkring Jupiter, og skaber derved radiostøj der kan måles her på Jorden.

Eksterne henvisninger


- [http://www.iol.co.za/index.php?set_id=1&click_id=31&art_id=qw1107534062821B223 February 04 2005, iol: Stargazers find 'hot spot' on Saturn] Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem Kategori:DK5 52.43 als:Jupiter (Planet) ja:木星 ko:목성 ms:Musytari simple:Jupiter (planet) th:ดาวพฤหัสบดี

Io (måne)

Io er en af Jupiters måner, og sammen med de tre andre såkaldte galileiske måner Europa, Ganymedes og Callisto, en af de første Jupiter-måner der blev opdaget. Den har navn efter Io fra den græske mytologi; et navn der blev foreslået af Simon Marius kort efter dens opdagelse. Dette navn vandt først udbredelse i midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Io som "Jupiter-I" (I som romertallet 1; Jupiters 1. måne talt "indefra").

Vulkanisme

Io's overflade er den yngste i solsystemet, da den hele tiden fornys af udbrud af svovl og svovldioxid der udspyes fra de nogen hundrede vulkaner der er spredt rundt på hele kloden: På de blot fire måneder der gik mellem rumsonderne Voyager 1 og Voyager 2's passage af Jupiter og dens måner, havde vulkanaktiviteten forårsaget synlige ændringer i klodens udseende, og de samme sonder tog billeder af vulkanudbrud hvorunder udbrudsmaterialet blev slynget op til 300 kilometers højde over Io-landskabet. Og i februar 2001 indtraf det hidtil største, kendte vulkanudbrud i Solsystemet på Io. Solsystemet Den almindeligt accepterede forklaring på denne intense vulkanaktivitet hænger sammen med den såkaldte Laplace-resonans der består mellem Ios, Europas og Ganymedes' omløbstider: På den tid hvor Io fuldfører 4 omløb om Jupiter, gennemfører Europa 2 og Ganymedes 1 omløb, så for hvert fjerde omløb ligger Io mellem Jupiter på den ene side, og Europa og Ganymedes på den anden side. De andre kloders tyngdefelter trækker så meget i Io, at denne "strækkes" med mere end 100 meter, men når Io igen kommer på afstand af Europa og Ganymedes, "falder" den tilbage til sin naturlige facon. Denne proces skaber den varme i Io der driver dens intense vulkanaktivitet.

Io i Jupiters magnetfelt

Io bevæger sig rundt i Jupiters stærke magnetfelt, på tværs af feltlinierne, hvilket skaber en elektrisk strøm. Godt nok bidrager det mindre til Ios varme end Jupiters, Europas og Ganymedes' tidevandskræfter, men tilfører alligevel måske mere end en terawatt, ved en spænding på 400 kilovolt. Denne spænding river også ioniserede atomer væk fra Io, og på grund af Jupiters og dens magnetfelts højre omdrejningshastighed, "slæbes" disse løsrevne, elektrisk ladede partikler fremad "foran" Io langs dens bane, hvor de danner en ringformet zone af intens stråling langs Ios omløbsbane: Denne ring ses tydeligt på ultraviolette billeder af Jupiter. Den intense stråling skaber desuden et lysfænomen i gasserne fra Ios vulkaner, der svarer til aurora polaris, eller "nordlys", i Jordens atmosfære. Og ligesom aurora polaris på Jorden kan forstyrre radiokommunikation, skaber dette fænomen også kraftig radiostøj: Fra Jorden kan man måle hvordan radiostøjen fra Jupiter stiger når Io er synlig, og falder når Io set fra Jorden er skjult bag Jupiter. radiokommunikation

Ios indre

I modsætning til de fleste måner i det ydre Solsystem mener man, at Io i sin opbygning minder om de Jord-lignende planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, dvs. med en kerne af smeltede silikater. Nye data fra rumsonden Galileo tyder på at Io har en kerne af jern, evt. blandet med jernsulfid, med en radius på mindst 900 kilometer. Hvis det passer, kan man også forestille sig at Io kan have sit eget magnetfelt.

Io's landskab

Io domineres af dens mange vulkaner, men der findes også "almindelige", ikke-vulkanske bjerge, talrige søer af smeltet svovl, flere kilometer dybe gamle indsunkne vulkaner, lange lavastrømme af smeltet svovl og silikater. Det er svovl og forskellige svovlforbindelser der giver Io dens spraglede mønstre af sort, rødt, gult og hvidt, og svovlet fra vulkanerne er også med til at give Io en omend ganske tynd atmosfære af svovldioxid. als:Io (Mond) ja:イオ (衛星)

Ganymedes (måne)

Ganymedes er ikke blot Jupiters største måne, men også den største måne i hele solsystemet. Målt på diameteren er Ganymedes over dobbelt så stor som planeten Pluto og knap 8% større end Merkur; til gengæld er Ganymedes' masse mindre end halvdelen af Merkurs. Den blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei sammen med Io, Europa og Callisto og er således én af de såkaldte galileiske måner. Galilei foreslog navnet Ganymedes efter Ganymedes fra den græske mytologi. Dette navn vandt først udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Ganymedes som "Jupiter-III" (III som i romertallet 3; Jupiters 3. måne talt "indefra").

Ganymedes' indre

romertal Ganymedes består af vandig is, eventuelt med et eller flere lag med flydende vand, omkring en kerne af silikater. Foreløbinge analyser af data fra rumsonden Galileo tyder på, at der inderst inde findes en kerne af jern, evt. blandet med svovl. En sådan jernkerne tyder på, at Ganymedes engang har været meget varmere, eftersom jernet med dets høje massefylde synker til bunds (ind mod centrum) i en blanding af flydende jern og silikater. Ganymedes kan være en "tvilling" til Io, blot forsynet med et tykt lag is og vand.

Ganymedes' overflade

Der findes to landskabstyper på Ganymedes: De mørkeste områder ligner til en vis grad Callistos overflade; de er meget gamle og har talrige kratre, mens de lysere, lidt yngre landskaber er præget af furer og bjergrygge. De furede områder er helt tydeligt et resultat af pladetektonik. Ganske som Jorden er Ganymedes' overflade inddelt i et antal separate stykker, der kan bevæge sig i forhold til hinanden, f.eks. støde sammen og danne bjergkæder. Man har også fundet landskabsdetaljer, der ligner gamle, for længst størknede lavastrømme. I den henseende ligner Ganymedes måske Jorden mere end Venus og Mars gør, selv om der ikke er fundet tegn på nylig tektonisk aktivitet på Ganymedes. Tilsvarende foldelandskaber er fundet på Saturn-månen Enceladus og Uranus-månerne Miranda og Ariel. Der er mange kratre i begge landskabstyper, og ud fra deres tæthed kan man anslå landskabernes alder til 3 – 3½ milliard år; ca. samme alder som vores egen Månes landskaber. Nogle kratre kom før foldelandskaberne, andre efter, så foldebjergene må være omtrent lige så gamle som kratrene. Kratre på Ganymedes er temmelig flade sammenlignet med dem på Jordens Måne; de er langt fra så dybe, og har ikke det for Månens kratre så karakteristiske ringbjerg. Meteorer, der rammer Ganymedes is-overflade, borer sig langt ned, hvorefter "hullet" fyldes ud med ny is.

Atmosfære

Ved hjælp af Hubble teleskopet har man fundet tegn på, at Ganymedes har en ganske tynd atmosfære i stil med den, der findes på Europa. Det er dog ikke noget tegn på liv — man mener, at denne ilt skyldes vanddamp fra overfladen, som spaltes i ilt og brint af strålingen. Brint kan, med dets lave molekylevægt, let undslippe Ganymedes' tyngdefelt, mens ilten bliver tilbage.

Magnetisme

Galilei-rumsonden har påvist at Ganymedes, som den eneste måne, har sit eget magnetfelt dybt inde i Jupiters enorme magnetfelt. Dette magnetfelt skabes muligvis på samme måde som på Jorden ved en proces, der involverer, at kloden har et indhold af flydende, elektrisk ledende materiale — dette kunne være "saltvand", dvs. vand der indeholder forskellige opløste mineraler. ja:ガニメデ (衛星) ko:가니메데 (위성)

Callisto (måne)

Callisto er en måne i kredsløb om planeten Jupiter. Den er den tredjestørste måne i Solsystemet, og blev opdaget sammen med de øvrige tre galileiske måner, Io, Europa og Ganymedes, den 7. januar 1610 af Galileo Galilei. Månen er navngivet efter Callisto fra den græske mytologi, om end dette navn først vandt udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Callisto som Jupiter-IV (IV som i romertallet 4; Jupiters 4. måne talt "indefra").

Callistos indre

romertal Callistos overflade består af et ca. 200 kilometer tykt lag af vandig is oven på et mere end 10 kilometer dybt "hav" af "saltvand". Retningen af Callistos magnetfelt styres af baggrunds-magnetfeltet fra Jupiter, hvilket tyder på et lag af elektrisk ledende, flydende materiale inde i Callisto. Under dette ishav findes en sammenpresset blanding af ca. 40% is og 60% klipper og jern, med lidt mere is i de yderste dele end inde ved kernen, i og med at sten og jern synker til bunds i blandingen med is. Dette giver iøvrigt Callisto den laveste massefylde blandt de galileiske måner. Man mener, at Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton har en lignende opbygning.

Overflade

Triton I modsætning til "nabo-månen" Ganymedes med dens komplekse landskaber, er der ikke meget, der tyder på, at Callisto har pladetektonik. Selv om de to måner består af de samme stoffer, har Callisto helt tydeligt en meget simplere "geologi" end Ganymedes. Callisto er muligvis et godt "bud" på, hvordan de andre galileiske måner har set ud tidligt i deres historie. Is-overfladen uden geologisk aktivitet gør, at der ikke er meget andet end kratre på Callisto — flere end på nogen anden måne. Der er ingen høje bjerge eller store kratre, for de bliver udvisket af at is-overfladen "flyder" ganske langsomt. Dog kan man finde nogle store ringformede plateauer, som er resterne af store, gamle kratre. To af disse kaldes Valhalla og Asgard. Et interessant overfladetræk ved Callisto er en helt lige række af kratre, kaldet Gipul Catena. Man mener, at de skyldes brudstykkerne af et legeme, der blev revet i stykker af tidevandskræfterne, inden det ramte overfladen, ligesom det skete for kometen Shoemaker-Levy 9, inden den ramte Jupiter.

Atmosfære

Callisto har en ganske tynd atmosfære af carbonmonoxid. als:Kallisto (Mond) ja:カリスト (衛星)

Himalia (måne)

Himalia er en af planeten Jupiters måner: Den blev første gang set den 3. december 1904 af Charles Dillon Perrine, som observerede den fra Lick-observatoriet. Efter opdagelsen blev den formelt kaldt for Jupiter VI, og undertiden også Hestia efter arnens gudinde. Først i 1975 fik den officielt sit nuværende navn efter nymfen Himalia, som ifølge den græske mytologi fik tre sønner med Zeus. Den 19. december 2000 optog rumsonden Cassini (rumsonde), der var på vej mod Saturn et grovkornet billede af Himalia, men desværre gjorde afstanden det umuligt at afsløre overfladedetaljer på denne temmelig mørke klode. Ud fra dens massefylde formoder man at den fortrinsvis består af klippemateriale og i mindre grad af is. Himalia er det største medlem af en underinddeling af Jupiters måner kaldet Himalia-gruppen, alle i afstande fra 11 til 13 millioner kilometer fra Jupiter, og med banehældninger omkring 27.5 grader. ja:ヒマリア

Mimas (måne)

Mimas er en af planeten Saturns måner: den blev opdaget den 17. september 1789 af astronomen William Herschel.

Navngivning

Mimas kendes også under betegnelsen Saturn I (I som i romertallet for én). Navnet Mimas kommer fra den Mimas, som ifølge den græske mytologi er søn af Gaia. Dette navn blev foreslået sammen med navneforslag til de øvrige seks Saturn-måner man kendte på den tid, af Herschels søn John Herschel i dennes publikation fra 1847, Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope.

Fysiske egenskaber

Med en massefylde på blot 1170 kilogram pr. kubikmeter må man formode at Mimas for det meste består af almindelig is, dvs. frossent vand, og kun kan indeholde meget lidt jern og klippemateriale. Mimas påvirkes af tidevandskræfter, som "strækker" månen og gør den "æggeformet" frem for helt rund som en kugle; det ses tydeligt på nogle af de billeder som rumsonden Cassini har taget. Et af de mest markante overfladetræk ved Mimas er et 130 kilometer stort krater (en tredjedel af Mimas' egen diameter!), som er blevet opkaldt efter opdageren, William Herschel: Kraterkanten er ca. 5 kilometer høj, og hæver sig cirka 10 kilometer over kraterbunden, som domineres af et 6 kilometer højt centralbjerg. Det er resultatet af et meteoritnedslag, som efter al sandsynlighed har været tæt på at udslette Mimas; på den stik modsatte side af månen ses revner der efter al sandsynlighed opstod da chockbølger fra dannelsen af Herschel-krateret rullede igennem Mimas' indre og til sidst blev fokuseret her. Ved siden af Herschel-krateret har Mimas' overflade talrige andre kratre i størrelsesordenen fra 20 til 40 kilometer, men meget få mindre kratre. Det tyder på at der foregår en eller anden proces som med tiden "udvisker" de mindre kratre.

Mimas og Saturns ringsystem

Mimas' tyngdekraft bidrager til at opretholde den såkaldte Cassini-deling i Saturns system af planetringe; et tilsyneladende "tomt" område mellem den såkaldte A-ring og B-ring. Mimas selv kredser noget længere borte fra Saturn end Cassini-delingen, men dens tyngdefelt vil forstyrre på kredsløbet for ethvert objekt i Cassini-delingen på en sådan måde, at objektets omløbsbane før eller siden vil blive flyttet væk fra Cassini-delingen. Kategori:Saturns måner ja:ミマス (衛星)

Tethys (måne)

Tethys er planeten Saturns femtestørste måne: Den blev opdaget 21. marts 1684, af Giovanni Cassini. Navnet Tethys stammer fra titanen Tethys fra den græske mytologi, og der ud over kendes den også under betegnelsen Saturn III. Cassini, der også opdagede Saturn-månerne Dione, Iapetus og Rhea, kaldte selv de fire måner for Lodicea Sidera; "Ludvigs stjerner", til ære for Ludvig 14. af Frankrig, men disse fire måner samt Titan endte med at blive omtalt som Saturn I til Saturn V, efter samme nummereringssystem som Galileo Galilei indførte med de galileiske måner omkring planeten Jupiter.

Tethys' indre

Tethys er en klode af is, af nogenlunde samme natur som månerne Dione og Rhea. Tethys har en massefylde på 1210 kilogram pr. kubikmeter, hvilket tyder på at den næsten udelukkende består af vand-is.

Tethys' overflade

Tethys er en −187 °C kold verden af is: Overfladen vrimler med kratre, og der er masser af revner i isen. I et mørkt "bælte" der strækker sig tværs over månen er der færre kratre, hvilket tyder på at Tethys' indre har været "geologisk" aktivt, så "udbrud" af materiale indefra har fornyet overfladen i dette område. Den vestlige halvkugle domineres af et enormt krater kaldet Odysseus, med en diameter på 400 kilometer eller to femtedele af hele Tethys' diameter. Da is-overfladen er relativt svag sammenlignet med klippemateriale, er terrænet i og omkring krateret "jævnet ud" på samme måde som kratre på Jupiter-månen Callisto. Det andet dominerende overfladetræk er en enorm dal kaldet Ithaca Chasma; den er 100 kilometer bred, 3 til 5 kilometer dyb, og når med sine 2000 kilometers længde ca. trekvartvejs rundt om hele Tethys. Ifølge én teori er revnen resultatet af en frostsprængning der indtraf, da vandet i Tethys' indre frøs til is, nogen tid efter at overfladen var størknet. Andre mener at den lange dal er skabt af den chockbølge der rullede igennem Tethys efter det meteoritnedslag der skabte Odysseus-krateret.

Andre måner i samme kredsløb

To andre Saturn-måner, Telesto og Calypso, følger samme omløbsbane som Tethys: Telesto ligger ved Lagrange-punktet L4 i forhold til Tethys-Saturn-systemet, og Calypso ved punktet L5. Kategori:Saturns måner ja:テティス (衛星)

Rhea (måne)

Rhea er planeten Saturns næststørste måne: Den blev opdaget den 23. december 1672 af Giovanni Domenico Cassini.

Navngivning

Ud over Rhea opdagede Cassine også månerne Dione, Iapetus og Tethys, og han foreslog selv at kalde dem Lodicea Sidera ("Ludvigs stjerner") til ære for Ludvig 14. af Frankrig, men i stedet vandt et nummereringssystem udbredelse, hvorunder Rhea fik betegnelsen Saturn V. De nuværende navne, herunder Rhea, blev foreslået af John Herschel i hans publikation Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope fra 1847: Hans navneforslag stammer fra titanerne fra den græske mytologi.

Rheas indre

Rhea består for det meste af vand-is. Dens massefylde tyder på at den muligvis har en kerne af klippematieriale, som højest udgør en tredjedel af Rheas samlede masse.

Rheas overflade

Ligesom flere andre Saturn-måner har Rhea bunden rotation, hvilket betyder at den dels altid vender samme side mod Saturn, dels at det altid er samme side af Rhea der vender hhv. "fremad" og "bagud" i forhold til månens bevægelse i sin omløbsbane. Og som hos flere af disse måner er der markante forskelle på "for-" og "bagsiden" af Rhea: Mens "forsiden" har en jævn, lys farve og mange kratre, er den modsatte overflade mørkere og med færre kratre, til gengæld ses her et "netværk" af uskarpt markerede, lyse streger. Disse streger, der også ses på andre Saturnmåner med bunden rotation, har vist sig at være utallige små skrænter hvor lyse ismasser er blevet blotlagt. De gamle billeder fra rumsonden Voyager 2 var ikke nær detaljerede nok til at vise disse skrænter, så tidligere teorier gættede på at de lyse streger var udbrudsmateriale fra en tid hvor Rhea stadig indeholdt flydende vand. Landksaberne på Rhea kan groft opdeles i to typer, ud fra tætheden af kratre: Den ene landskabstype har kratre med diametre over 40 kilometer, mens kratrene i den anden landskabstype, primært omkring polerne og ækvator, er mindre. Det tyder på at udbrud af materiale fra Rheas indre på et tidspunkt har "fornyet" store dele af overfladen. Selv om temperaturerne svinger mellem −174 og −220 °C, er overfladens is tilbøjelig til at "flyde sammen" i løbet af millioner af år, og af den grund er kratrene på Rhea ikke nær så skarpt aftegnet som kratrene på "sten-verdener" som f.eks. Månen og Merkur. Kategori:Saturns måner ja:レア (衛星)

Hyperion (måne)

Hyperion er planeten Saturns ottendestørste måne, og kendes også under betegnelsen Saturn VII.

Navngivning

Hyperion blev opdaget året efter at John Herschell i sin publikation Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope havde foreslået at opkalde de dengang syv kendte Saturn-måner efter titanerne fra den græske mytologi. Lassell opdagede Hyperion to dage efter William Cranch Bond og Geroge Phillips Bond, men blev den første der offentliggjorde sin opdagelse: Og ved den lejlighed valgte han at følge Herschells navngivnings-idé, og opkaldt månen efter titanen Hyperion.

Fysiske træk

Hyperion er den største Saturn-måne der ikke har facon som en kugle: Den er efter al sandsynlighed et af de brudstykker der blev tilbage da en større måne engang i fortiden er blevet slået i stykker af et voldsomt meteorit-nedslag. Det største krater på Hyperions overflade er 10 kilometer dybt og omtrent 120 kilometer i diameter — næsten halvdelen af hele Hyperions gennemsnitlige udstrækning. Hyperions lave massefylde tyder på at den som de fleste af Saturns måner langt overvejende består af is, måske med en smule klippemateriale. Hyperion skiller sig ud fra de fleste andre måner omkring Saturn ved at være temmelig mørk; dens overflade tilbagekaster blot en fjerdedel af det lys der falder på den, så den må være dækket af i det mindste et tyndt lag af et andet og mørkere materiale af is. Det er muligvis støv der kommer fra Phoebe og Iapetus.

Hyperions rotation

Billederne fra rumsonden Voyager II og eftergølgende målinger fra Jorden viser at Hyperion roterer på en kaotisk måde: Modsat alle andre måner og planeter i Solsystemet bliver Hyperion ikke ved med at rotere omkring en fast omdrejningsakse der altid peger i den samme retning, men "tumler" rundt i tilfældige retninger. Simulerede computermodeller af Saturns måner tyder på at andre af Saturns irregulære måner tidligere kan have drejet om sig selv på samme kaotiske måde. Den specielle rotation skyldes en kombination af omstændigheder, som er unik for Hyperion: Den er irregulær ("kartoffelformet") frem for kuglerund, og dens forholdsvis langstrakte bane bringer den med jævne mellemrum tæt på den noget større måne Titan: Hver gang Hyperion foretager tre omløb omkring Saturn, har Titan været fire gange rundt, og hver gang Titan "overhaler" Hyperion, kommer den tæt nok på til at dens tyngdekraft kan trække i den "lange ende" af Hyperion der tilfældigvis er tættetst på. Hyperions særlige måde at dreje om sig selv, gør at overfladen er meget ensartet, modsat de Saturn-måner der har bunden rotation og som følge deraf to halvkugler med markant forskelle landskaber.

Ekstern henvisning

[http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/hyperion.html De ni planeter: Hyperion] Kategori:Saturns måner ja:ヒペリオン (衛星)

Phoebe (måne)

Phoebe er planeten Saturns niendestørste måne: Den blev opdaget af William Henry Pickering den 17. marts 1899 på nogle fotografiske plader som DeLisle Stewart havde optaget i Chile den 16. august året før. Phoebe er den første måne der på den måde blev fotograferet før den blev opdaget: Alle de måner man kendte indtil da, var blevet opdaget ved at et menneskeligt øje så på dem direkte gennem en kikkert.

Navngivning

Phoebe, der desuden omtales som Saturn IX, har sit navn efter Foibe fra den græske mytologi. Den Internationale Astronomiske Union har besluttet at navngive landskabstræk på Phoebes overflade efter skikkelser i den græske myte om Jason og Argonauterne, og tildelte i starten af 2005 navne til 24 af Phoebes kratre.

Fysiske træk

Phoebe er tilnærmelsesvis rund som en kugle med en diameter på 220 kilometer. Mens de fleste af Saturns indre måner er lyse, har Phoebe en meget mørk overflade der kun tilbagekaster 6 % af det lys der falder på den. Det fik astronomerne til at gætte på at Phoebe er en indfanget småplanet af den kulstof-holdige type som udgør 75 % af alle kendte småplaneter, men på billeder fra rumsonden Cassini kan man se både mørke og lyse kratre, hvilket tyder på at den mørke overflade blot skyldes et 300–500 meter tykt lag støv eller lignende, og at månen neden under dette lag hovedsagelig består af is ligesom de fleste andre Saturn-måner, om end Phoebes indhold af klippematerialer anslås til 50 %, modsat de 35 % der er typisk for de fleste andre af Saturns måner.

Ekstern henvisning

[http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/phoebe.html De ni planeter: Phoebe] Kategori:Saturns måner ja:フェーベ (衛星) simple:Phoebe (moon)

Miranda (måne)

Miranda er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 16. februar 1948 af Gerard P. Kuiper, og har navn efter Prosperos datter i William Shakespeares skuespil The Tempest. Månen Miranda kendes desuden også under betegnelsen Uranus V. De hidtil eneste nærbilleder af Miranda stammer fra rumsonden Voyager II's forbiflyvning i januar 1986: På dette tidspunkt vendte Miranda sin sydlige halvkugle mod Solen, så det er kun denne del af månen der er blevet observeret fra nært hold.

Mirandas overflade

Overfladen på Miranda består formodentlig mest af vand-is, mens månens indre udgøres af silikat-klippemateriale og organiske forbindelser, herunder metan. Overfladen gennemskæres af enorme kløfter der sine steder er 20 kilometer dybe, og imellem kløfterne ses ujævnt terræn der bærer præg af intens geologisk aktivitet tidligere i Mirandas historie. Man finder også furede strukturer som muligvis skyldes "varm" is der er presset op fra månens indre. geologis Man går ud fra at tidevandskræfter er energikilden til al denne geologiske aktivitet. En anden teori, som dog ikke regnes for særlig sandsynlig, forklarer de dramatiske landskaber på Miranda med et stort meteornedslag på et tidspunkt i månens historie. Mirandas omløbsbane omkring Uranus hælder mere end 4 grader i forhold til Uranus' ækvator, hvilket er overraskende højt for en måne der "færdes" tæt på Uranus — sådanne "nære måners" omløbsbane bliver normalt "trukket" ind imod planetens ækvatorplan. En mulig forklaring kan være, at Miranda tidligere har haft en anden bane, som bragte den tre gange rundt om Uranus på den tid Umbriel foretog ét omløb. I så fald har Umbriels tiltrækningskraft bidraget til de tidevandskræfter der påvirker Miranda og dens aktive indre. ja:ミランダ (衛星)

Ariel (måne)

Ariel er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 24. oktober 1851 af William Lassell.

Navngivning

I 1852 foreslog Herschels søn John Herschel at kalde de fire Uranus-måner man kendte dengang, for Ariel, Oberon, Titania og Umbriel. William Lassell, som året forinden havde opdaget månerne Ariel og Umbriel, bakkede op om forslaget, ligesom han støttede John Herschels navneforslag vedrørende Saturn-måner og selv fulgte det ved at kalde den Saturn-måne han selv havde opdaget, for Hyperion. Alle Uranus' måner er opkaldt efter skikkelser fra William Shakespeares og Alexander Popes værker: Ariel har navn efter sylfiden Ariel fra Alexander Popes digt Rape of the Lock. Månen Ariel kendes desuden også under betegnelsen Uranus I.

Ariels overflade

De hidtil eneste nærbilleder af Ariel stammer fra rumsonden Voyager II's forbiflyvning i januar 1986: På dette tidspunkt vendte Ariel den sydlige halvkugle mod Solen, så dette er den eneste del af månen der er blevet observeret fra nært hold. Ariel består af omtrent 50 % vand-is, 20% frossen metan og 30% silikater (klippemateriale). Visse egne af Ariels overflade synes at være dækket af frisk rimfrost, og der er forholdsvis få kratre. Dette tyder på at Ariel har undergået voldsom geologisk aktivitet, som har skabt et netværk af kløfter samt sletter hvor flydende vand har dækket partier af overfladen før det frøs til en jævn isoverflade. ja:アリエル

Titania (måne)

Titania er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 11. januar 1787 af William Herschel.

Navngivning

I 1852 foreslog Herschels søn John Herschel at kalde de fire Uranus-måner man kendte dengang, for Ariel, Oberon, Titania og Umbriel. William Lassell, som året forinden havde opdaget månerne Ariel og Umbriel, bakkede op om forslaget, ligesom han støttede John Herschels navneforslag vedrørende Saturn-måner og selv fulgte det ved at kalde den Saturn-måne han selv havde opdaget, for Hyperion. Alle Uranus' måner er opkaldt efter skikkelser fra William Shakespeares og Alexander Popes værker. Titania er opkaldt efter elverdronningen af samme navn fra En Skærsommernatsdrøm, og kendes desuden også under betegnelsen Uranus III.

Titanias overflade

De hidtil eneste nærbilleder af Titania stammer fra rumsonden Voyager II's forbiflyvning i januar 1986: På dette tidspunkt vendte Titania den sydlige halvkugle nod Solen, og følgelig er denne del det eneste af Titania der til dato er blevet observeret fra nært hold. Titania består i grove træk af 50 % vand-is, 20 % frossen metan og 30 % silikater (klippemateriale). Et af de slående træk ved Titania er en enorm kløft, som kan måle sig med Valles Marineris på planeten Mars. ja:チタニア

Oberon (måne)

Oberon er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 11. januar 1787 af William Herschel.

Navngivning

I 1852 foreslog Herschels søn John Herschel at kalde de fire Uranus-måner man kendte dengang, for Ariel, Oberon, Titania og Umbriel. William Lassell, som året forinden havde opdaget månerne Ariel og Umbriel, bakkede op om forslaget, ligesom han støttede John Herschels navneforslag vedrørende Saturn-måner og selv fulgte det ved at kalde den Saturn-måne han selv havde opdaget, for Hyperion. Alle Uranus' måner er opkaldt efter skikkelser fra William Shakespeares og Alexander Popes værker. Oberon har navn efter elverkongen Oberon fra A Midsummer Night's Dream. Oberon kendes desuden under betegnelsen Uranus IV.

Oberons overflade

De eneste nærbilleder af Oberon stammer fra rumsonden Voyager II's forbiflyvning i januar måned 1986: På dette tidspunkt vendte den sydlige halvkugle mod solen, så kun denne del af Oberon er blevet studeret fra nært hold. Oberon består af omkring 50% vand-is, 20% frossen metan og kulstof/kvælstof-forbindelser, samt 30% silikater (klippemateriale). Overfladen er et gammelt is-landskab med talrige kratre; i bunden af mange af disse kratre ses et mørkt materiale. Der ud over er der meget lidt på Oberons overflade der tyder på et "geologisk" aktivt indre. ja:オベロン

Triton (måne)

Triton er planeten Neptuns største måne: Den blev opdaget den 10. oktober 1846 af William Lassell, blot 17 dage efter opdagelsen af Neptun. Triton kendes desuden også under betegnelsen Neptun I (I er romertallet for 1).

Navngivning

Triton er opkaldt efter havguden Triton fra den græske mytologi; dette navn blev foreslået i 1880 af den franske astronom Camille Flammarion. William Lassell, som havde opdaget Triton, foreslog aldrig selv noget navn, selv om han siden hen gav navne til Saturn-månen Hyperion og Uranus-månerne Ariel og Umbriel som han også opdagede. Efter Flammarion var der flere andre der uafhægigt af ham fremkom med samme navneforslag, men indtil midten af det 20. århundrede blev Triton i den astronomiske litteratur blot kaldt for "Neptuns måne", evt. med en bemærkning om det foreslåede navn Triton. Det var muligvis opdagelsen af den næste Neptun-måne, Nereid i 1949, der ansporede den officielle vedtagelse af navnet Triton.

Omløbsbane

Triton er den eneste af vort Solsystems store måner der har retrograd omløb, dvs. kredser den polulært sagt "gale vej" rundt om "moderplaneten". Jupiter, Saturn og Uranus har talrige små måner med retrograd omløb, men den største af disse (Phoebe) er kun godt 200 kilometer i diameter, eller 8 procent af Tritons diameter. En måne med retrograd omløbsretning kan ikke være dannet af samme "stykke" af den skive af gas og støv som Solsystemet er dannet af, så Triton må nødvendigvis være et objekt fra andre egne af solsystemet, muligvis fra Kuiper-bæltet, som på et tidspunkt er blevet "indfanget" i en lukket bane omkring Neptun. Denne teori forklarer også andre forhold vedrørende Neptuns måner: Nereid har en ekstemt "langstrakt" (excentrisk) omløbsbane, fordi dens bane blev forstyrret da Triton med dens betydelige masse og tyngekraft pludselig kom ind i Neptun-systemet. Andre måner blev ved den lejlighed helt "smidt ud" af deres baner omkring Neptun, og det forklarer hvorfor der er så "få" måner omkring Neptun, sammenlignet med de øvrige gas-giganter. Da Triton blev "indfanget" i kredsløb omkring Neptun, har det til at begynde med været en temmelig "langstrakt" bane med stor excentricitet, men tidevandskræfterne har efterhånden "trukket" Triton ind i den omtent perfekte cirkelform den har i dag. Denne proces har samtidigt skabt varme inde i Triton — en varmekilde der har kunnet holde Tritons indre flydende i henved en milliard år, og der er da også tegn på at Tritons indre er "lagdelt" sådan at de tungeste stoffer er sunket ind mod centrum mens de lettere er "flydt ovenpå". Tidevandskræfterne arbejder videre, og på grund af Tritons retrograde bevægelse vil dens bane langsomt blive tvunget gradvist tættere på Neptun. Om et sted mellem 1,4 og 3,6 milliarder år vil Triton passere Roche-grænsen, og derefter er det mest sandsynlige at Triton styrter ned på Neptun. Triton kan muligvis i stedet blive brudt op i sten- og ispartikler, der i så fald vil danne en ny planetring omkring Neptun.

Årstider på Triton

Tritons omdrejningsakse hælder 157 grader i forhold til Neptuns omdrejningsakse, og 130 grader i forhold til baneplanet for Neptuns omløb omkring Solen. Nettoresultatet af denne usædvanlige omdrejningsakse gør, at hver af Tritons poler peger på et sted indenfor 40 grader fra retningen til Solen én gang for hvert af Neptuns omløb omkring Solen. Dette giver sandsynligvis anledning til markant forskellige "årstider" på Triton.
Da rumsonden Voyager II passerede Neptun og dens måner i 1989, vendte Triton sin sydpol mod Solen, og på den tid var det meste af Tritons sydlige halvkugle dækket af en "kappe" af frossen kvælstof og metan.

Fysiske egenskaber

Triton har en massefylde på 2050 kilogram pr. kubikmeter, og her ud fra skønnes det at Triton består af ca. en fjerdedel vand-is og tre fjerdedele klippemateriale. Triton minder i størrelse og sammensætning om planeten Pluto, hvilket igen underbygger teorien om at Triton er et Pluto-lignende Kuiperbælte-objekt "indfanget" i kredsløb om Neptun.

Atmosfære

Triton er en ganske tynd atmosfære af kvælstof og en lille smule metan; "lufttrykket" er på blot en hundrededel hektopascal. Trykket sætter en øvre grænse for temperaturen på "nogen og fyrre" grader Kelvin, eller i omegnen af −230 °C. Samtidig afslører den krystalfrom som den frosne kvælstof danner på Tritons overflade, at temperaturen dér må være mindst 35,6 Kelvin, eller −237,6 °C.

Temperatur

Disse temperaturer er en kende lavere end gennemsnittet for planeten Pluto (44 Kelvin eller −229 °C), men de lave temperaturer til trods, er Triton geologisk aktiv: Overfladen består af "nyt" materiale, og der er meget få kratre at se. Voyager II observerede adskillige isvulkaner der sendte flydende kvælstof, støv og metanforbindelser fra Tritons indre op til 8 kilometers højde over Triton-overfladen. Man mener det er de kraftige årstidsvariationer der er "drivkraften" til denne vulkanaktivitet.

Tritons landskab

Overalt på Tritons overflade ses dalsænkninger og højderygge på kryds og tværts i et indviklet mønster, og man formoder at de skabes når overfladen skiftevis fryser til og tør op med årstidernes skiften.

Mulighed for liv

På grund af den geologiske aktivitet og den mulige, indre opvarmning som følge af tidevandskræfter, er der blevet fremsat en teori om muligheden for at særlige Triton-livsformer kunne leve i et flydende "hav" under Tritons frosne overflade. Tilsvarende teorier er blevet fremsat om Jupiter-månen Europa. Kategori:Neptuns måner ja:トリトン (衛星)

Nereid

Nereid er en af planeten Neptuns måner: Den blev opdaget den 1. maj 1949 af Gerard P. Kuiper. Den er opkaldt efter nereiderne, hav-nymferne fra fra den græske mytologi. Månen Nereid kendes desuden også under betegnelsen Neptun II (II er romertallet for 2). Indtil man i 2002 og 2003 opdagede 5 nye Neptun-måner, havde Nereid den største baneradius blandt de kendte måner omkring Neptun: Gennemsnitsafstanden mellem Nereid og Neptun er godt 5½ million kilometer, men da dens omløbsbane er stærk excentrisk, dvs. meget "langstrakt", varierer denne afstand mellem 1,35 og godt 9,6 milloner kilometer — det er den mest langstrakte omløbsbane for nogen kendt naturlig måne i Solsystemet.
Nereids usædvanlige omløbsbane lader ane at månen muligvis er en småplanet eller et legeme fra Kuiper-bæltet der engang er blevet "indfanget" i kredsløb om Neptun. En anden mulighed er, at Nereid blev kraftigt forstyrret da Neptuns største måne Triton blev "indfanget" i et lukket kredsløb om Neptun. Da rumsonden Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner i 1989, kom den aldrig tæt nok på Nereid til at tage detaljerede nærbilleder; billederne af Nereid viser ingen overfladedetaljer, kun at der er tale om en irregulær ("kartoffelformet") klode. Kategori:Neptuns måner

Charon (måne)

Charon er den eneste kendte måne der kredser om planeten Pluto. Den blev fundet 22. juni 1978 af astronomen James Christy som opdagede at billeder af Pluto til tider havde en lille "udbulning". Denne "bule" fik den midlertidige betegnelse S/1978 P 1. Christy foreslog navnet "Charon" efter færgemanden der i græsk mytologi sejlede de døde til dødsriget. Dette navn blev vedtaget af den Internationale Astronomiske Union i 1985. Charon kredser om Pluto i løbet af 6 dage, 9 timer og 18 minutter, og med denne information kunne man bruge Newtons matematiske udlægning af Keplers love til at bestemme Plutos masse - noget man siden opdagelsen af Pluto kun havde kunnet gisne om.
På grund af tidevandskræfter roterer Pluto og Charon begge om deres akser på den samme tid, som det tager Charon at gennemføre et omløb om Pluto; resultatet er, at de to kloder altid vender den samme side mod hinanden – såkaldt bunden rotation. Charons diameter er 1172 kilometer, hvilket er lidt under halvdelen af Plutos; dette giver Charon rekorden blandt måner med hensyn til størrelse i forhold til moderplaneten. Af den grund betragter nogle Pluto og Charon som en slags "dobbeltplanet" snarere end en planet og dens måne. Mens Plutos overflade består af frosset kvælstof, menes Charons at bestå af almindelig is, dvs. frosset vand. Robin Canup offentliggjorde i 2005 resultaterne af nogle computersimulationer som antyder, at Charon kunne være blevet dannet ved at et 1000–2000 km stort objekt fra Kuiperbæltet har ramt Pluto med ca. 1 kilometer i sekundet. Charon skulle da være dannet af de "sprængstykker", der blev slynget ud ved denne kollision, men da man ved meget lidt om de to kloders stoflige sammensætning, har man ikke meget at understøtte denne teori med. ja:カロン (衛星) simple:Charon

Kategori:Astronomi

Kategori:Akademiske discipliner Kategori:Natur Kategori:Naturvidenskab Kategori:Fysik Kategori:DK5 52 ja:Category:天文学 ko:분류:천문학 ms:Category:Astronomi simple:Category:Astronomy th:Category:ดาราศาสตร์ zh-min-nan:Category:Thian-bûn-ha̍k

Kategori:Måner

Kategori:Astronomi ko:분류:위성

Gaia


- Gaja (mitologia) - Ziemia-Matka w mitologii greckiej.
- Gaja (miejscowość) - miejscowość w stanie Bihar w Indiach.
- Gaia (sonda kosmiczna) - sonda kosmiczna badająca niebezpieczne planetoidy oraz nasza galaktykę.
- Hipoteza Gai - teoria z dziedziny biologii ja:ガイア

aliasy thrifty car rental House diety gry strategiczne
:: RELATED NEWS ::