En planet er en temmelig stor samlet masse, der evt. kredser omkring en stjerne, men som ikke er massiv nok til selv at producere fusionsenergi og udsende lys, varme og anden elektromagnetisk stråling. Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner. Indtil for nylig kendte man kun til ni planeter, allesammen i vores eget solsystem. Ved udgangen af år 2002 kendte man til over 100 planeter der kredser omkring stjerner i andre solsystemer; de såkaldte exo-planeter.
De ni planeter i vores solsystem er (startende tættest på solen):
- Merkur - Venus - Jorden - Mars - Jupiter - Saturn - Uranus - Neptun - Pluto - 2003 UB313 (muligvis tiende planet)
med EUV-"briller", som "ser" bølgelængden 30,4 nm og farvelagt med synlige farver.]]
En stjerne består primært af en stor mængde brint og helium, som ved fusion omdannes til tungere grundstoffer. I fusionsprocessen dannes store mængder energi, der bl.a. resulterer i udsendelse af synligt lys fra en stjernes overflade. Et eksempel er vores sol.
Stjerners liv og død
Alle stjerner »fødes« af skyer af interstellar gas, primært brint, som trækker sig sammen på grund af interne tyngdekræfter. Til at starte med er disse skyer ganske tynde, men når først kollapset er sat i gang (astronomerne har endnu ikke klarhed over hvad der udløser det), stiger tryk, tæthed og temperaturer. Er der brint nok, nåes det punkt, hvor de centrale dele er varme og tætte nok til at sætte gang i fusionsprocesser i den nye stjernes centrale dele. Varmen fra brint-fusionen får materialet i stjernens centrum til at udøve et udadrettet tryk, som i det meste af stjernens »liv« vil balancere mod vægten af det omkringliggende stjernemateriale. Stjerner i denne tilstand af ligevægt ligger i den såkaldte hovedserie i Hertzsprung-Russell diagrammet.
Hertzsprung-Russell diagrammet
Hvis den stofmængde der er til rådighed, er mindre end ca. en 20.-del af vor Sols masse, kommer kerneområdet dog aldrig op på tryk- og temperaturforhold der tillader fusionsprocesserne. I stedet skabes en såkaldt brun dværg - et lyssvagt legeme som skaber sin (stærkt begrænsede) energi ved simpel sammensynkning i stedet for kernefysik.
Når brint-beholdningen i stjernens indre er ved at slippe op, »vinder« presset af tyngden af det omkringliggende materiale og presser kernen sammen indtil en ny fusionsproces, triple-alfa-processen (hvor 3 heliumatomer samles til en kerne af et kulstof-atom), kan finde sted: Varmen fra denne proces blæser de ydre lag af stjernen udad, så disse udvider sig og køles ned: Stjernen er nu det astronomerne kalder for en rød kæmpe (eller evt. rød superkæmpe).
Tunge stjerner kan fortsætte med at fusionere stadig støre atomkerner, indtil de ender i en reaktion der danner jern: Dette grundstof er »endestationen«, fordi al kerneomdannelse af jernatomer kræver energi i stedet for at producere det.
Når der ikke længere produceres energi i en stjernes indre, vil tyngden fra de ydre dele af stjernen presse den nu »døde« kerne sammen. Stjerner som vor egen sol vil blot falde sammen til en varm og lille stjerne af den slags der kaldes for en hvid dværg: Denne producerer ikke »ny« energi, men køler blot ganske langsomt af.
For stjerner der er mere end ca. halvanden gange så tung som Solen, kan atomerne i kernens materiale ikke »bære vægten« af det sammensynkende materiale: Elektronerne omkring atomkernerne bliver ganske enkelt mast ind i kernen, hvor de reagerer med protonerne og danner neutroner. Denne kollaps er temmelig voldsom, og blæser de ydre dele af stjernen væk. Tilbage er blot et massivt legeme af tætpakkede neutroner - en såkaldt neutronstjerne.
Når endnu større stjerner kollapser, kan end ikke sammenpressede neutroner »bære vægten«, og slutproduktet er et såkaldt sort hul - et legeme så tæt, at den lokale tyngdekraft omkring det er for stærk til at selv lys kan forlade det.
Farver og spektralklasser
Lyset fra en stjerne har et spektrum (farvesammensætning) der fortæller noget om stjernens temperatur og stofsammensætning, i det mindste for så vidt angår de lysudsendende dele af stjernens overflade. Af den grund inddeler man stjerner i forskellige spektralklasser - sorteret efter faldende, tilsvarende temperatur hedder stjernernes spektralklasser:
O, B, A, F, G, K, M, R, N, S
Den lidt »tilfældige« bogstavfølge skyldes at klassifikationssystemet blev opfundet inden man lærte den nærmere betydning af de forskellige klasser. Man kan huske rækkefølgen ved hjælp af denne memotekniske remse: »Oh, be afine girl, kiss me right now, sweetie!«.
Hvis man varmer f.eks. et stykke jern op, vil det først blive rødglødende, siden skifter lyset fra gløden over orange og gult til »hvidglødende«: På samme måde er lyset de koldeste stjerner (med overfladetemperaturer på et par tusinde celsiusgrader) rødligt, mens varmere stjerner udsender gult, orange og hvidt lys - Solen med sin overfladetemperatur på knap 6000°C, klassificeres således som en »gul« stjerne af astronomerne.
Og der findes langt varmere stjerner: De der er »varmere end hvidglødende« har et blåt skær i deres lys, fordi de udsender mest af det kortbølgede, blå lys. De varmeste blandt disse blå stjerner har overfladetemperaturer på henved 45.000°C.
- [http://www.cozmo.dk/astrofys/ Det astrofysiske grundlag for liv I]
- [http://as.dsri.dk/AstronomiskGuide/himmel.html Astronomisk Selskab, Astronomisk guide: Stjernerne på Himlen]
- [http://curious.astro.cornell.edu/stars.php Curious About Astronomy? Stars], [http://curious.astro.cornell.edu/stars.php#questions Curious About Astronomy? Stars, Questions]
- dmoz: [http://dmoz.org/Science/Astronomy/Stars/ Stars]
- NASA: [http://chandra.nasa.gov/ Chandra X-ray Observatory News], Harvard: [http://chandra.harvard.edu/ Chandra X-ray Observatory News]
- Hubblesite: [http://hubblesite.org/newscenter/archive/category/star/ Star]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/2983298.stm 13 June, 2003, BBCNews: Strange star puzzles astronomers] Citat: "...Achernar, otherwise known as Alpha Eridani...fairly close to us, being about 145 light-years distant...."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2003/11/031128082715.htm 2003-11-28, Science Daily: Biggest Star In Our Galaxy Sits Within A Rugby-ball Shaped Cocoon] Citat: "...Eta Carinae...100 times more massive than our Sun and 5 million times as luminous. This star has now entered the final stage of its life and is highly unstable..."
- [http://physicsweb.org/articles/news/9/1/8/1 13 January 2005, Physicsweb: All change for stellar evolution]
Kategori:Astronomija:恒星ko:항성ms:Bintangsimple:Starth:ดาวฤกษ์
Solsystem
Et solsystem eller planetsystem består af mindst en stjerne med et antal objekter i kredsløb omkring (såsom planeter, måner, småplaneter (asteroider) og kometer).
I daglig tale omtaler vi normalt vores eget solsystem med Jorden og Solen som solsystemet, dette vil vi også gøre i denne artikel. Andre solsystemer vil ofte være omtalt som planetsystemer for at undgå forvirring.
- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/help.html På dansk: The Nine Planets Glossary]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
- [http://www.dk4.dk/kilden/lynkursus/solsystemet/default.shtm dk4: solsystemet]
- [http://www.michaelschultz.de/index_en.html Solar System] A interaktiv planets animation (145 zoom steps and time effects)
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4205227.stm 25 January, 2005, BBC News: Cosmic birth theory gets support] Citat: "...New meteorite data lends support to a controversial theory that the violent explosion of a star was involved in the creation of the Sun and its planets..."
Kategori:Astronomija:太陽系ko:태양계ms:Sistem suriasimple:Solar system
- Håndbold EM Damer Danmark besejrer Norge med 25-22 i finalen og bliver europamester.
- Pokalfinalen i kvinde håndbold Ikast/Bording - Slagelse FH 36-38 efter 2x omkamp.
- Racerkøreren Tom Kristensen udnævnes til årets sportsnavn 2002 i Danmark i Danmarks Idræts-Forbunds officielle kåring.
- Ultimate fighting kommer til Danmark.
- De olympiske vinterlege afholdes i Salt Lake City, Utah, USA.
- Lance Armstrong vinder Tour de France for fjerde gang.
- Herrelandsholdet i fodbold taber 3-0 til England i ottendelsfinalen ved VM, og ryger dermed ud af verdensmesterskabet.
- Herrelandsholdet i fodbold vinder 3-1 over Israel i en testkamp med stor politibevågenhed på grund af den spændte situation i Mellemøsten.
- Rekordår i dansk professionel golf. På kvindernes Europatour vinder Iben Tinning i maj turneringerne Ladies Irish Open og Italian Open. På herrernes Europatour bliver det til 4 sejre: Anders Hansen vinder i maj 3.2 mio. euro efter sejr i Volvo PGA Championship i England; Søren Hansen vinder i juni Irish Open; i september vinder Thomas Bjørn BMW International Open i München; og i oktober sejrer Steen Tinning i Open de Madrid.
- Europa vinder golfturneringen Ryder Cup 15½-12½ over USA.
- TegnefilmenMonsters Inc. har premiere.
- Halle Berry modtager en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.
- Et smukt sind med Russel Crowe har premiere.
- 18. december, Ringenes herre - De 2 Tårne har premiere.
- Små ulykker vinder prisen for bedste europæiske spillefilm i Berlin Filmfestival.
- Elsker dig for evigt (ny dogmefilm) har premiere.
En exo-planet eller extrasolar planet er en planet, der kredser om en anden stjerne end Solen. Videnskabsmænd har fundet over 150 exoplaneter, men de fleste er meget store, og jagten er nu gået ind for at finde planeter, der ligner Jorden.
Eksterne henvisninger
Søge projekter:
- [http://exoplanets.org/ University of California Planet Search Project]
- [http://obswww.unige.ch/~udry/planet/planet.html The Geneva Extrasolar Planet Search Programmes]
Ressourcer:
- [http://cfa-www.harvard.edu/planets/ The Extrasolar Planets Encyclopaedia]
- [http://www.princeton.edu/~willman/planetary_systems/ Table of known planetary systems]
- [http://astro.nickshanks.com/library/extrasolar.xml Extrasolar Planet XML Database]
- Andrew Collier Cameron, Extrasolar planets, Physics World (January 2001). (See the [http://physicsweb.org/article/world/14/1/7/2 online version].)
- [http://astro.estec.esa.nl/SA-general/Projects/Staff/perryman/planet-figure.pdf Diagram of planet detection methods - PDF]
Nyheder:
- [http://www.space.com/scienceastronomy/exoplanet_new_0404015.html Newfound World Shatters Distance Record] from space.com
- [http://www.space.com/scienceastronomy/oldest_planet_030710-1.html Oldest Known World] from space.com
- [http://www.space.com/scienceastronomy/aas_earthsize_020329.html Earth Sized Planets Confirmed] from space.com
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3856401.stm Hubble telescope "discovers 100 new planets"]: BBC news story
Kategori:Astronomija:太陽系外惑星ko:외계 행성th:ดาวเคราะห์นอกระบบ
Venus (planet)
Venus er planet nr. to i vores solsystem, talt fra Solen. Den omtales ofte som Jordens søsterplanet, idét Jorden og Venus har omtrent samme størrelse og masse.
Udforskning af Venus
Inden rumalderen troede man, at Venus gemte et miljø lignende det på Jorden under sin skydækkede overflade. Men det endte naturligvis i en stor skuffelse, da man omsider fik sendt sonder til Venus, der målte og undersøgte miljøet. Det lykkedes sågar efter en masse forsøg at få to sonder, Venus 9 og Venus 10 til at lande på den faste overflade, fotografere den og sende billeder hjem til Jorden pr. radio.
Dage og år på Venus
Venus fuldfører et omløb omkring Solen på 224,70096 dage, eller ca. 7 måneder og 11 dage, men den roterer endnu langsommere omkring sig selv, én gang på 243,0185 dage (svarende til knap 8 måneder). Og modsat de fleste andre planeter i solsystemet har Venus retrograd rotation, dvs. den drejer sig fra øst mod vest modsat den bevægelse fra vest mod øst, som vi kender det på Jorden. En stationær observatør på Venus vil opleve et "Venus-døgn" der varer knap 117 "jordiske" døgn.
Venus omdrejningsakse hælder desuden meget lidt i forhold til baneplanet for planetens bevægelse omkring Solen, kun 2,64 grader. Af den grund er der ikke nogen markante årstider på Venus
Atmosfæren
Som Jorden har Venus også en atmosfære, men denne er af en ganske anden beskaffenhed end Jordens. Den består mest af carbondioxid, CO2, som giver anledning til en stærk drivhuseffekt på Venus; temperaturerne overalt på planetens faste overflade ligger i området fra 450 til 500 grader Celsius, uanset om det er nat eller dag. Selv om Merkur kun er godt halvt så langt fra Solen som Venus, er der således varmest på Venus' overflade.
Atmosfæretrykket ved Venus' faste overflade er mere end 90 gange det tryk, vi oplever ved jordoverfladen; det svarer til trykket i 1 kilometers dybde under havoverfladen på Jorden. Over Venus-landskabet blæser der aldrig mere end en let brise, men fordi luften dér er så ekstremt tæt, kan selv sådan en brise udøve et betydeligt vindpres.
Skyer
I højder fra 50 til 80 kilometer over Venus' overflade findes et permanent og tæt lag af skyer, som primært består af svovldioxid og svovlsyre. I toppen af dette skylag blæser vinde med omkring 350 km/t; skytoppene kan nå at blæse hele vejen rundt langs ækvator på fire dage, og det bidrager til at transportere og fordele varmen jævnt over hele planeten.
Morgen- & Aftenstjernen
Da Venus er tættere på Solen end Jorden, står den aldrig langt fra Solen på himlen set fra Jorden. Derfor ser man den ofte som en klar stjerne lige før solopgang (og omtales da - fejlagtigt - som "Morgenstjernen") eller lige efter solnedgang ("Aftenstjernen"). Venus og Merkur er de eneste planeter i vores solsystem, der ikke har nogen måne.
Mars er den fjerde planet i vores solsystem, talt fra solen; "nabo-planet" til vores egen planet Jorden i den forstand at Jorden er den tredje planet i solsystemet. Som Jorden har Mars en atmosfære, om end denne er ganske tynd og næsten udelukkende består af carbondioxid.
Mars drejer sig om sig selv i næsten samme takt som Jorden, så på Mars oplever man et "mars-døgn" der er godt 39½ minut længere end det døgn vi kender på Jorden. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, omfatter 686,9601 jordiske døgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Og fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser når det er vinter, og aftager i udbredelse når det er sommer.
Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af "marsboere" eller "små grønne marsmænd", men med den viden man har i dag, er det tvivlsomt om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så "våd" som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning end den har i dag — og så fald er det tænkeligt at Mars dengang har været en frodig verden.
Mars-overfladen
Mens den nordlige halvkugle af Mars er domineret af lave sletter der er udjævnet af lavastrømme, består den sydlige halvkugle for det meste af højland, arret af store kratre fra meteornedslag. De to terræntyper ser forskellige ud når man observerer dem fra Jorden, så tidligere troede man at de lysere, lave sletter var "kontinenter" mellem det mørkere højland, som man mente var "have".
Mars har udslukte vulkaner, hvoraf den største, Olympus Mons med 27 kilometer, har rekorden som solsystemets højeste bjerg. Den ligger i et enormt højlandsområde kaldet Tharsis, sammen med flere andre store og ligeledes udslukte vulkaner. Mars byder også på solsystemets største bjergkløft, Valles Marineris, som er 4000 kilometer lang og 7 kilometer dyb: Den er opkaldt efter den ubemandede rumsondeMariner 9 som "opdagede" den.
Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Mars' areografi og areologi (dannet af Ares, den græske krigsgud som svarer til romernes Mars).
Atmosfære
Mars har en ganske tynd atmosfære; trykket, eller "barometerstanden", på Marsoverfladen varierer mellem 7 og 9 hektopascal (det som meteorologerne førhen kaldte for millibar), sammenlignet med "standardværdien" 1013 hektopascal ved Jordoverfladen. Det meste, 95%, af Mars-atmosfæren består af carbondioxid, og modsat Jordens atmosfære beskytter Mars' atmosfære ikke planetens overflade mod solens ultraviolette lys.
På grund af sin større afstand til solen er solstrålingen ved Mars kun ca. 43% af hvad den er i Jordens nærhed, og dertil er den tynde Mars-atmosfære en dårlig varmeisolator: Temperaturerne på Mars er derfor lave; i gennemsnit −60 grader Celsius, med udsving mellem −140 og +20 grader.
Det meste af det vand der findes på Mars, er bundet i planetens to polarkalotter, hvor det findes som "rim", blandet op med frossen carbondioxid eller tøris. Den smule der findes som vanddamp i atmosfæren, danner ind imellem store højtliggende cirrusskyer.
Fra tid til anden bryder kæmpemæssige støv- eller sandstorme løs på Mars: Det kan ses fra Jorden ved at planetskivens overfladetræk udviskes helt eller delvis.
Mars' måner
cirrussky
Mars har månernePhobos og Deimos, græsk for frygt og terror, og de blev begge opdaget i 1877 af Asaph Hall. De er ganske små, irregulære ("kartoffelformede") stenblokke; afhængig af hvor man "tager mål" af dem, måler Phobos mellem 19 og 27 kilometer, og Deimos 10 til 16 kilometer. De er muligvis småplaneter der engang er blevet "indfanget" i Mars' tyngdefelt.
På grund af tidevandskraften vender begge måner altid den samme side mod Mars. Phobos følger et så snævert kredsløb om Mars, at den fuldfører et omløb hurtigere end Mars roterer om sig selv: Set fra Mars-overfladen vil man opleve at Phobos står op over den vestlige horisont, mens Solen og Deimos står op i øst og går ned i vest.
Liv på Mars?
i 1880'erne mente man at have observeret nogle "linjer" på kryds og tværs hen over Mars-overfladen. Disse linjer er siden hen blevet forklaret med optiskeillusioner og begrænsninger i den tids teleskoper, men dengang blev de tolket som kanaler — og "nogen", måske en højere civilisation af marsboere, måtte vel have konstrueret disse kanaler. Formodningerne om højerestående liv på Mars satte sine spor i tidens science fiction, f.eks. H.G. Wells' Klodernes Kamp fra 1898.
Efterhånden som teleskoperne blev bedre, stod det klart at der hverken var kanal-anlæg eller andre spor af civilisationer at se på Mars, og man opdagede hvor ugæstfri forholdene på Mars ville være overfor jordiske livsformer. Lige inden de første rumsonder landede på Mars-overfladen gjorde man sig allerhøjest forhåbninger om simple planter, alger og lignende — langt fra den højtstående, kanal-byggende civilisation man forestillede sig i slutningen af det 19. århundrede.
Måleresultaterne fra sonderne på Mars-overfladen kan ikke entydigt be- eller afkræfte teorien om liv på Mars, men til gengæld har man opdaget en række ting ved Mars der tyder på at der engang i en fjern fortid har været rigeligt med vand: Det sandsynliggør at der engang har været et måske endda frodigt liv på Mars, men noget endegyldigt bevis for dette har man endnu ikke fundet.
Rummissioner til Mars
Jorden og Mars kan kaldes hinandens "nabo-planeter" i og med de to planeter er hhv. den tredje og fjerde planet i Solsystemet talt fra Solen. Og kulde, sandstorme og vandmangel til trods, er klimaet på Mars meget mere tåleligt for mennesker og maskiner end Jordens "nabo til den anden side"; Venus. Mars er da også det første himmellegeme efter Månen der er besøgt af ubemande rumfartøjer og bliver antagelig også det første himmellegeme ud over vores egen Måne der får besøg af mennesker.
Menneskelige astronauter er meget mere fleksible end de robotter og fjernstyrede apparater vi allerede har sendt til Mars, hvilket efter nogens mening retfærdiggør de større tekniske vanskeligheder der ligger i at holde en besætning i live og i god form under en 2-3 år lang rumflyvning. USA's præsident George W. Bush har den 14. januar2005 talt om mulighederne for en bemandet færd til Mars, og ESA har en langsigtet vision om samme mål, betegnet Aurora-programmet. Robert Zubrin fra Mars Society taler varmt for en "rejseplan" der omtales som Mars Direct: Denne plan betragtes af mange som den den mest praktiske og økonomisk overkommelige fremgangsmåde for en bemandet Mars-færd.
På meget lang sigt, århundrede ude i fremtiden, mener en del videnskabsfolk at Mars kunne blive en koloni beboet af mennesker, eller måske endda ændres ved terraforming til et miljø som mennesker kan leve i direkte, uden brug af rumdragter og hermetisk lukkede boliger med egen atmosfære. Andre videnskabsfolk advarer imod ideen med at terraforme Mars, fordi vi derved afskærer os fra nogensinde at finde evt. oprindelige Mars-livsformer i mylderet af det liv vi i så fald medbringer fra Jorden.
Eksterne henvisninger
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?Avis=IG&Dato=20020519&Kategori=RUMFART&Lopenr=105170010&Ref=AR 19.05.2002, Ing.dk: To nye Mars-meteoritter fundet]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/01/040114074023.htm 2004-01-14, ScienceDaily: Mars On Earth? Researchers Find Mars-like Conditions In A South American Desert]
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2005/02/050224112321.htm 2005-03-02, Sciencedaily: Frozen Sea Discovered Near Martian Equator From 3D Images Of Mars Express] Citat: "....possibility of finding life on Mars one step closer...The discovery...of a frozen sea close to the equator of Mars has brought the possibility of finding life on Mars one step closer..."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/12/041206192315.htm 2004-12-07, Sciencedaily: Proof Positive: Mars Once Had Water, Researchers Conclude]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/4727847.stm 29 July 2005, BBCNews: Ice lake found on the Red Planet]
Kategori:AstronomiKategori:PlaneterKategori:SolsystemKategori:DK5 52.43als:Mars (Planet)ja:火星ko:화성ms:Marikhsimple:Mars (planet)th:ดาวอังคาร
Jupiter (planet)
Jupiter er den femte planet fra Solen i vores solsystem. Jupiter har 58 kendte måner, men det anslås, at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund.
Jupiters atmosfære
Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator. Talrige steder "brydes" dette bæltemønster af lavtryk, hvor skymasserne hvirvler rundt om lavtrykscenteret. Den største af disse, den såkaldte Store Røde Plet, er et "stormvejr" 2-3 gange så stort som hele Jorden. Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden, men har eksisteret uafbrudt i de mere end 300 år, man har kendt til dens eksistens.
Jupiters ringe
Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk.
Jupiters måner
I skrivende stund kender man 63 måner i kredsløb om Jupiter, hvilket er rekord blandt vort solsystems planeter: I artiklen Jupiters måner findes blandt andet en oversigt over alle disse måner.
En af månerne, Ganymedes, er ikke bare Jupiters, men hele Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysikerGalileo Galilei.
Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkan-aktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålingsbælter omkring Jupiter, og skaber derved radiostøj der kan måles her på Jorden.
Uranus er den syvende planet fra solen i vores solsystem. Uranus er en gasplanet og er, målt på diameteren, solsystemets tredjestørste planet efter Jupiter og Saturn.
Uranus har et ringsystem på samme måde som Saturn har det, om end Uranus' ringe er langt fra så imponerende som Saturns.
Ringene om Uranus blev opdaget ved et tilfælde, da man i 1977 observerede Uranus passere forbi foran en stjerne - sådanne observationer kan fortælle om planetens størrelse og noget om atmosfæreforholdene - og registrerede ti »ekstra« formørkelser; fem før og fem efter selve Uranus' passage. Man konkluderede at Uranus har fem ringe, og beregnede sig til at den yderste ring er knap 100 km bred, mens de øvrige 4 er ca. 10 km brede.
Måner
Pr. 2005 kender man 27 måner i kredsløb om Uranus; se artiklen Uranus' måner. De kan groft opdeles i de fem der blev opdaget inden rumfartens tidsalder, som samtidig er de fem største. Herefter har man ved hjælp af billeder fra rumsonden Voyager II, samt observationer fra jord-baserede observatorier opdaget yderligere 22 måner.
Neptun er den ottende, og ind imellem den niende, planet i vores solsystem, talt fra Solen: Den blev set første gang i 1612, men det var først den 23. september1846 — 234 år senere — at man opdagede at der var tale om en planet i vores solsystem.
Neptuns og Plutos baner
Planeten Pluto, der normalt er den niende planet talt fra Solen, har en lidt "langstrakt" (excentrisk; ellipse-formet) omløbsbane, som ind imellem bringer Pluto indenfor Neptuns omløbsbane. I tyve ud af de godt 248 år det tager Pluto at fuldføre ét af sine omløb omkring Solen, er Neptun den niende planet, og Pluto nr. 8.
Fysiske egenskaber
Neptun er den yderste af solsystemets fire store gas-giganter, og som de øvrige gasplaneter (Jupiter, Saturn og Uranus) har Neptun ikke nogen fast overflade ligesom Solsystemets fire inderste planeter (Merkur, Venus, Jorden og Mars).
Atmosfære
Selv om Neptun ligner Uranus på mange punkter, er der stor forskel på de to planeters atmosfærer: Mens Uranus er en næsten ensfarvet, blå klode uden tydelig overflade, udviser Neptuns atmosfære meget mere varierede træk. Atmosfæren består af brint, helium og lidt metan — det er metanen der giver Neptun dens udprægede blå farve.
Som noget helt unikt blandt gas-giganterne, højtliggende hvide skyer der kaster skygger på det ugennemsigtige, blå skydække længere nede i atmosfæren. På Neptun finder man også Den store mørke plet; et mørkt, ellipseformet område på størrelse med Jorden: Denne plet forsvandt i 1994, men siden hen dukkede en ny, mørk plet op i dens sted.
På grund af den enorme afstand til Solen, ca. 4½ milliard kilometer, er den yderste del af Neptuns atmosfære ekstremt kold; 55 Kelvin, eller −218 °C, men temperaturen stiger jo længere ind i Neptun-atmosfæren. Man formoder at det er overskydende varme fra dengang Neptun og det øvrige solsystem blev skabt af sammenfaldende materiale; varme der ganske langsomt tabes som stråling ud i det omgivende rum.
I Neptuns atmosfære finder man solsystemets hurtigste vinde; op mod 2000 kilometer i timen, og man mener at drivkraften bag dette blæsevejr er den varme der "siver" ud af Neptuns indre.
Neptuns indre
Indvendigt minder Neptun om Uranus: Der er sandsynligvis en kerne af smeltet metal og klippemateriale, omgivet af en blanding af klippemateriale, vand, ammoniak og metan. Den yderste del af atmosfæren består mest af brint og helium, mens koncentrationen af metan, ammoniak og vand stiger med dybden.
Et sted mellem 5000 og 10 000 kilometer fra den synlige "overflade" overgår stoffet fra luftform til flydende form.
Ved at sammenligne Neptuns rotationstid og fladtrykthed har man fundet frem til, at stoffet i Neptun ikke er så tæt koncentreret omkring kernen som det er i Uranus.
Neptuns magnetfelt
Neptun ligner også Uranus med hensyn til magnetfeltet: Neptuns magnetfelt har en akse der hælder 47 grader i forhold til planetens rotationsakse. Magnetfeltet er "forskudt" i forhold til planetens centrum; feltets "midtpunkt" ligger omtrent halvvejs mellem planetens centrum og et punkt på den synlige overflade.
Opdagelse
Selv om Neptun først "formelt" blev opdaget i midten af det 19. århundrede, er den faktisk blevet observeret flere gange før — længe før endda...
Galilei tolker Neptun som en stjerne
På nogle af Galileo Galileis tegninger og kort over himlen kan man se, at han observerede Neptun den 27. december1612 og den 27. januaråret efter. På grund af Jordens egen bevægelse vil alle planeter udenfor Jordens omløbsbane på visse tider af året synes at stoppe op, bevæge sig "baglæns" (i retrograd retning) i nogle dage, for derefter at genoptage deres sædvanlige bevægelse i forhold til fjerne stjerner i baggrunden. Og da Galileo så Neptun i december 1612, var den netop "stoppet op" og på vej til at bevæge sig baglæns, så da den tilsyneladende ikke havde flyttet sig, gættede han på at det var en fjern stjerne. Havde Galilei set Neptun på et andet og mindre "uheldigt" tidspunkt, ville han efter al sandsynlighed have erkendt at der var tale om en planet — og så havde han fået æren for opdagelsen.
Forstyrrelser i Uranus' bane
Der skulle gå mere end 230 år før Neptuns sande identitet blev afsløret. I 1821 udgav Alexis Bouvard nogle tabeller med data om Uranus' omløbsbane omkring Solen; tal der kan bruges til at forudsige hvornår Uranus er hvor på himlen. Men inden længe var der overraskende store forskelle på Uranus' faktiske position på himlen, og den position den "burde" have ifølge Bouvards oplysninger — Bouvard gættede på at der måtte være et eller andet stort, tungt himmellegeme i nærheden af Uranus, hvis tyngdekraft trækker den væk fra den forudsagte bane.
Banen beregnes
I 1843 regnede John Couch Adams på de observerede afvigelser i Uranus-banen, og bestemte omløbsbanen for Bouvards hypotetiske planet. Adams sendte sine resultater til Sir George Airy, som skrev tilbage til Adams for at få en uddybende forklaring. Adams udarbejdede en kladde til et svar til Airy, men fik aldrig sendt det afsted.
Tre år efter Adams fik Urbain Le Verrier, uafhængigt af Adams, samme idé med at beregne omløbsbanen for Bouvards formodede planet. Ligesom Adams havde Le Verrier ikke meget held med at engagere sine astronom-"kolleger" i jagten på den ottende planet i solsystemet. Men samme år fik John Herschel overtalt James Challis til at lede efter mulige planeter dér hvor beregningerne forudsage der skulle være en.
Challis indledte "eftersøgningen" i 1846, og i mellemtiden havde Le Verrier overtalt Johann Gottfried Galle til også at lede efter planeten. Galle fandt Neptun, indenfor én grad fra den position Le Verrier havde forudsagt, og cirka 10 grader fra Adams' position. Senere måtte Challis erkende, at han faktisk havde observeret den "nye" planet før, men på grund af sin afslappede indstilling til sit arbejde opdagede han ikke at der var tale om en ny planet.
Diskussion om opdageren
Efter opdagelsen brød et nationalistisk skænderi ud om hvem der havde æren for opdagelsen, men efterhånden blev man enige om et kompromis hvor Adams og Le Verrier samlet blev krediteret for opdagelsen.
Siden hen er der på Royal Greenwich Observatory dukket nogle gamle dokumenter op, som visse historikere tolker derhen at Adams ikke fortjener helt samme andel af æren for opdagelsen af Neptun, som Le Verrier.
Navngivning
Lige efter opdagelsen blev Neptun blot omtalt som "planeten uden for Uranus" eller "Le Verriers planet". Galle kom med det første navneforslag, nemlig Janus. I England foreslog Challis at kalde planeten Oceanus; passende for et søfartsfolk. François Arago i Frankrig foreslog navnet "Leverrier", men det forslag mødte kraftig modstand uden for Frankrig. I franske almanakker blev Uranus kaldt for Herschel, og den nye for Leverrier.
Det var Le Verrier selv der foreslog det navn der bruges i dag, og det forslag blev bakket op af Friedrich von Struve. Inden længe blev Neptun det internationalt anerkendte navn for den nye planet.
Navnet stammer fra den romerske mytologi, hvor Neptun er havets gud; svarende til Poseidon i den græske mytologi. Dette navnevalg passer sammen med navnene på de dengang kendte planeter, som alle havde fået deres navne tilbage i antikken.
Neptuns planetringe
Neptun har et system af meget tynde, mørke planetringe, hvis kemiske sammensætning man ikke kender. De har en besynderlig "klumpet" struktur; man ved ikke hvad "klumperne" skyldes, men tyngdekraften fra små hyrdemåner i nærheden af ringene kunne forklare fænomenet.
Da man i midten af 1980'erne studerede ringene ved at observere stjerner der blev "formørket" af Neptun og dens ringe, tydede resultaterne på at ringene ikke omgiver hele planeten, men er opdelt i separate "buer", afbrudt af "stoffrie" mellemrum. Det endelige bevis for Neprtuns ringsystem kom, da rumsonden Voyager II fløj forbi Neptun og dens måner i 1989: Billederne som Voyager sendte hjem, viste adskillige utydelige ringe.
Tilstedeværelsen af "mellemrum" der deler ringene op i separate "buer" er lidt svært at forklare, fordi mekanikkens regler tvinger materialet i en planetring til at fordele sig jævnt hele vejen rundt i løbet af kort tid. Det er muligvis Neptun-månen Galatea der med sin tyngdekraft "fastholder" buerne.
Nye observationer fra 2005 tyder på at Neptun-ringene er meget ustabile; en af ringene kan muligvis forsvinde på så kort tid som 100 år. Denne erkendelse kuldkaster mange eksisterende teorier omkring Neptuns ringe.
- [http://cfa-www.harvard.edu/mpec/K05/K05O41.html MPEC listing for 2003 UB313]
- [http://skyandtelescope.com/news/article_1560_1.asp Astronomers Discover "10th Planet"] - Sky & Telescope article
- [http://www.slackerastronomy.org/wordpress/index.php/archive/10th-planet/#comments Slacker Astronomy Interview With Co-Discoverer Trujillo]
- [http://www.gps.caltech.edu/~mbrown/planetlila/index.html Astronomers at Palomar Observatory Discover a 10th Planet Beyond Pluto] - official webpage (yet to be updated)
- [http://www.jpl.nasa.gov/news/news.cfm?release=2005-126 Jet Propulsion Laboratory News Release]
- [http://www.spaceflightnow.com/news/n0507/29planet/ spaceflightnow.com]
- [http://www.space.com/scienceastronomy/050729_new_planet.html space.com]
Kategori:Kuiper-bæltetKategori:AstronomiKategori:PlaneterKategori:SolsystemKategori:DK5 52.43ja:2003 UB313ko:2003 UB313simple:2003 UB313
Exo-planet
En exo-planet eller extrasolar planet er en planet, der kredser om en anden stjerne end Solen. Videnskabsmænd har fundet over 150 exoplaneter, men de fleste er meget store, og jagten er nu gået ind for at finde planeter, der ligner Jorden.
Eksterne henvisninger
Søge projekter:
- [http://exoplanets.org/ University of California Planet Search Project]
- [http://obswww.unige.ch/~udry/planet/planet.html The Geneva Extrasolar Planet Search Programmes]
Ressourcer:
- [http://cfa-www.harvard.edu/planets/ The Extrasolar Planets Encyclopaedia]
- [http://www.princeton.edu/~willman/planetary_systems/ Table of known planetary systems]
- [http://astro.nickshanks.com/library/extrasolar.xml Extrasolar Planet XML Database]
- Andrew Collier Cameron, Extrasolar planets, Physics World (January 2001). (See the [http://physicsweb.org/article/world/14/1/7/2 online version].)
- [http://astro.estec.esa.nl/SA-general/Projects/Staff/perryman/planet-figure.pdf Diagram of planet detection methods - PDF]
Nyheder:
- [http://www.space.com/scienceastronomy/exoplanet_new_0404015.html Newfound World Shatters Distance Record] from space.com
- [http://www.space.com/scienceastronomy/oldest_planet_030710-1.html Oldest Known World] from space.com
- [http://www.space.com/scienceastronomy/aas_earthsize_020329.html Earth Sized Planets Confirmed] from space.com
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3856401.stm Hubble telescope "discovers 100 new planets"]: BBC news story
Kategori:Astronomija:太陽系外惑星ko:외계 행성th:ดาวเคราะห์นอกระบบ
Månen
:Denne side handler om Jordens drabant. Se måne for andre måner i solsystemet. Se måne (flertydig) for andre betydninger af måne.
Månen er Jordens største drabant. Den har intet andet formelt navn end "Månen" selv om den engang imellem betegnes som Luna (Latin for måne) for at adskille den fra typebetegnelsen "måne". Ordet 'måned' er afledt af 'måne'.
De to sider
Månen vender altid den samme side mod Jorden. Den side, som vi kan se, kaldes for "forsiden" og den side af Månen, der vender væk fra Jorden, kaldes for "bagsiden". På grund af libration (svingninger) kan vi dog se ca. 59% af overfladen fra Jorden.
Forsiden er dækket af omkring 30.000 kratere med en diameter på mindst 1 kilometer. Det største krater på Månen, og det største kendte krater i hele solsystemet er Sydpol-Aitken bassinet. Dette krater er placeret på bagsiden, nær ved sydpolen, og er omtrent 2.240 km i diameter og 13 km dybt. Disse kratere blev skabt af de mange himmellegemer, der blev sendt afsted, da solen havde opnået sin hovedserie, hvilket har forårsaget stærk stråling. Denne stråling har så sendt alt det overskydende stof (det der ikke blev dannet planeter af) væk. Grunden til at jorden ikke er overdækket med kratere er jordens pladetektonik.
Månen og himmelkuglen
I forhold til fiksstjernehimmelen foretager Månen et fuldt omløb på omkring fire uger - dette kaldes Månens sideriske omløbstid. I løbet af en time flytter Månen sig et stykke på himlen svarende til dens vinkeludstrækning set fra Jorden på omkring 0,5º.
Månen forbliver altid indenfor et bånd, kaldet for
Dyrekredsen, som strækker sig omkring 8º på begge sider af ekliptika. Månen krydser ekliptika ca. hver anden uge, hvilket sker i månebanens såkaldte knudepunkter. En betingelse for at sol- eller måneformørkelse kan indtræffe, er at Månen befinder sig i nærheden af et knudepunkt. Tiden som forløber mellem to på hinanden følgende passager af det opstigende knudepunkt betegnes Månens drakonitiske omløbstid.
Vores viden om Månen
I oldtiden troede man mange steder, at Månen jagtede Solen og omvendt, de blev oftest beskrevet som bror og søster. I nogle kulturer er månen en mand, i andre en kvinde. Månen mentes især at have indflydelse på frugtbarhed og fødsler. Man mente også at månen havde stor indflydelse på ens sind. Det kan man fx se i ordet månesyge, og det engelske ord lunatic som kommer af luna.
I middelalderen mente nogle at det var en "perfekt kugle", og andre at der var have på månen. Så sent som i 1920'erne mente man at Månen havde en atmosfære, i det mindste i populære science fiction fortællinger. I 1969 blev Neil Armstrong og Buzz Aldrin de første mennesker, der landede på Månen.
Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Månens selenografi og selenologi (dannet af Selene, den græske månegudinde).
- [http://www.tycho.dk/astronomi/ Tycho Brahe Planetarium - Astronomi]
- [http://www.cozmo.dk/ WWW.COZMO.DK - Astronomi - Fysik - Universet - Filosofi - Kosmos - Stjerner]
- [http://www.dr.dk/videnskab/praes/univers/pluto.shtm DR: Universet fra A-Z - Pluto og kometerne]
- [http://hofs.dk/~astronominet/solindex.php AstronomiNET, Guide til Solsystemet: Tryk på det himmellegeme du ønsker information om], [http://www.astronominet.dk AstronomiNET hovedadresse]
- [http://www.rumfart.dk/ Dansk Selskab for Rumfartsforskning]
- [http://www.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/help.html På dansk: The Nine Planets Glossary]
- [http://www.rummet.dk/ rummet.dk]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Astronomy/ Astronomy]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Kids_and_Teens/School_Time/Science/Astronomy_and_Space/ School time: Astronomy and Space]
- [http://www.ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20030703/NATUR/107040031/0/BYGGERI Ing.dk, 03.07.2003: Insekter navigerer med polariseret lys] Citat: "...skarabæen, Scarabaeus Zambesianus der lever i Sydafrika, eftergør biers og vikingers trick blot under langt vanskeligere forhold - i månelys...."
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/325290.stm 22 April, 1999, BBC News: Prehistoric Moon map unearthed]
Kategori:MånerKategori:SolsystemKategori:DK5 52.44ja:月ko:달ms:Bulan (satelit)simple:Moonth:ดวงจันทร์zh-min-nan:Go̍eh-niû
