:: wikimiki.org ::

Religion

Religion

Ordet religion kommer formodentlig af det latinske religare, der betyder at binde eller knytte forbindelse. Det drejer sig her specielt om forholdet til formodede højere magter eller kræfter. Nu om dage bruges ordet 'religion' i mindst tre betydninger: trosretning, fænomen og fag: #Betydningen trosretning: Som trosretning er en religion et mere eller mindre sammenhængende system af antagelser, som religionens tilhængere anser for sande. Antagelserne har ofte karakter af en forklaring på tilværelsens grundlæggende spørgsmål og indeholder ligeledes ofte retningslinjer for, hvordan samme tilværelse bør leves. #Betydningen fænomen: Som et fænomen optræder religion som en aktiv faktor i sociale og personlige affærer, nogen gange som et stabiliserende faktum og andre gange som en revolutionær kraft. #Betydningen fag: Som et fag beskæftiger religion/religionsvidenskab sig især med religioner som fænomen, mens mere specifikke teologier overvejende beskæftiger sig med en given religions trosretning.

Udvikling

I alle de traditionelle menneskekulturer man har kendskab til, har religion spillet en rolle. Der har dog været en løbende udvikling hvor nye former for levevis har afspejlet sig i nye former for religion.

Generelle trends

En del af udviklingen er foregået parallelt (men forskudt i tid) over hele verden, og der er også eksempler på udviklinger i religion der ikke er universelle, men er foregået tilstrækkeligt ofte til at man kan tale om en generel trend.

Animisme

I de isolerede kulturer hvor levevisen mest ligner den man forventer af præhistoriske samfund (jæger- og samlerkulturer), har religionen form af animisme, troen på at dyr, planter og selv livløse genstande som sten er besjælede. I disse samfund er det dog svært at skelne mellem kultur, religion og videnskab. religionen kan her ses som et middel til overførsel af erfaringer fra en generation til en anden, i form af anekdoter om hvordan man bedst holder sig venner med ånderne. Animismen er derfor et godt bud på menneskehedens oprindelige religion, og man kan hævde at religionen er lige så gammel som menneskeheden. Hvis man definerer menneskehedens begyndelse som det punkt hvor sproget har muliggjort at en generation har kunne videregive sine erfaringer til den næste, er religion et godt bud på den mekanisme der har været brugt. I mange animistiske kulturer fungerer dyr som en identitetsskabende mekanisme, hvor en persons totem er med til at definere hans egenskaber som menneske. Animismen i sin oprindelige betydning kan i dag kun findes blandt meget isoloerede kulturer, men fra animistiske kulturer har moderne vestlige samfund importeret en række fænomener. For eksempel har shamanismen i dag gjort et begrænset come-back.

Polyteisme

I bysamfund har forbindelsen til naturen været mindre direkte, og i de fleste kulturer opbygget omkring bysamfund er animismen blevet erstattet af en form for polyteisme, hvor man i stedet for ånder i de enkelte ting, har guder der repræsenterer fænomener, eksempelvis frugtbarhedsguder eller krigsguder. Religion bliver stadig brugt til formidling af erfaringer, men hvor anekdoterne om ånderne primært handlede om menneskets forhold til naturen, handler anekdoterne om guderne i højere grad om menneskenes forhold til hinanden, hvilket afspejler de ændrede levevilkår i byerne. Religion har heller ikke længere monopol på formidling af viden, faglig kunnen bliver nu formidlet direkte, uden reference til guderne (selvom der selvfølgelig stadig er skytsguder for de enkelte fag). Det første trin i en adskillelse mellem religion og videnskab er taget. I de polyteistiske samfund dukker begrebet tro op, i betydningen trofast. Når en person tror på en (eller flere) af sin verdens gudekreds, betyder det ikke han benægter eksistensen af de øvrige guder, blot at han i sine handlinger forsøger at være tro mod de idealer som hans udvalgte gud eller guder står for. På denne måde overtager guderne den identitetsskabende funktion som totemdyret stod for tidligere. I dag er hinduismen den mest udbredte polyteistiske religion (eller samling af religioner, alt efter hvordan man ser hinduismen).

Monoteisme

I nogle polyteistiske samfund har en af guderne (i form af dens tilhængere) overtaget magten den åndelige verden (folkets bevidsthed), og de øvrige guder er reduceret til enten aspekter af denne ene gud, eller til underordnede roller som engle og dæmoner. De fleste af de monoteistiske religioner er lovreligioner, hvor Gud står som en autoritær faderskikkelse. Denne udvikling afspejler som oftest stærkt centraliserede og autoritære samfund. I de monoteistiske religioner er identitetsskabelsen reduceret til hvilke aspekter, underordnede guder, eller helgener man henvender sig til. Islam er i dag den mest udbredte monoteistiske lovreligion. Kristendommen er også monoteistisk (med tre aspekter af guden), men ikke nødvendigvis en lovreligion.

Særlig udvikling i Østen

I det østlige Asien dukkede en række ideer op der ikke hører under de generelle trends beskrevet tidligere, og som i høj grad har præget udviklingen i den del af verden. Det primære eksempel er buddhismen, der er et filosofisk system med mange religiøse træk, men hvor guder ikke længere optræder som et centralt begreb. I stedet er fokus på selvudvikling. De fleste buddhistiske kulturer har dog bibeholdt elementer fra hinduismen, og flere steder fungerer buddhismen som supplement til en lokal gudekreds. I og med at buddhismen er rettet indad, har den haft success i, og været med til at forme, meget stabile samfund.

Særlig udvikling i Vesten

Tilsvarende har kulturområdet omkring Middelhavet, specielt Mellemøsten og Europa opfostret nogle ideer udenfor de generelle trends, der har påvirket både området selv og senere resten af verden gennem kolonialismen.

Kristendom

Kristendommen udsprang af den monoteistiske lovreligion jødedommen, men i nogle udlægninger af kristendommen blev lov erstattet af frelse som det centrale begreb. Den ny religion vandt hurtigt udbredelse hos slaver, også udenfor den gamle religions domæne. Frelsen har to aspekter, den synd der leder til behovet for frelse, og den kærlighed som frelsen. Ved at skifte vægten mellem de to aspekter alt efter situationen, har kristendommen kunne tilpasse sig en foranderlig verden.

Renæssancen og modernismen

I den europæiske renæssance ønskede et monoteistisk samfund at genskabe tabt storhed fra en polyteistisk kultur, hvilket førte til, at spørgsmålet om gudernes eksistens for første gang blev et seriøst emne. René Descartes udviklede et logisk bevis på Guds eksistens, mens Blaise Pascal opsatte en rationel kalkule for at vise, at det var mest fordelagtig at tro på Gud (se Pascals trossats). Immanuel Kant og Søren Kierkegaard mente at Guds eksistens ikke kunne bevises, og hævdede, at et trosspring var nødvendigt. Herved blev videnskab og religion endelig adskilt, og samtidig opstod den moderne forståelse af tro i form af "tro på eksistens". Dette åbnede filosofisk op for, at man kunne undlade at foretage dette trosspring, hvilket fritænkere og senere ateister gjorde (eller rettere, undlod at gøre). En række filosofiske strømninger i modernismen opstod eller fik ny energi i kølvandet på denne ændring. Ingen af disse havde dog egenskaber, der gjorde at de kunne betegnes som religioner. Det nærmeste, man kommer, er sekulær humanisme. Det er meget få, der bekender sig til sekulær humanisme, men man kan argumentere for, at de værdier, sekulær humanisme står for, gennemsyrer de vestlige samfund i dag. Af mere organiserede bevægelser, der udspringer af modernismen, og som har haft stor betydning for hvordan verden ser ud i dag, kan nævnes kommunismen og liberalismen. Politik kunne således være med til at skabe identitet, og det samme kunne stammetilhørsforhold (hvorved nationalismen opstod), og mere dagligdags ting som arbejdsplads, fag, eller sport.

Nyere tid

sport I det politiske og kulturelle miljø i den vestlige verden har relativismen slået rod i takt med, at samfundene bliver mere og mere multikulturelle. I relativismen er der ikke kun en sandhed; i stedet ses de forskellige religioner og verdensbilleder som ligeordnede tilgangsvinkler til at forstå verden med. Blandt kristne og til dels muslimer i den vestlige verden er der også en stor gruppe, der bekender sig til religionens ritualer, symboler og den moral, de kan udlede fra den, men afviser de mystiske og overnaturlige elementer. Disse mennesker kaldes kulturkristne og kulturmuslimer. Udtrykket bredkirkelighed er beslægtet hermed. De polyteistiske og monoteistiske religioner dominerer, sammen med buddhismen, stadig verden af i dag. I de samfund hvor modernismens gudløshed har slået stærkest igennem, er en række nye religioner, samt nye fortolkninger af gamle religioner, dukket frem. Behovet for religion gør sig stadigt stærkt gældende.

Absolut sandhed

I nogle religioner er det en udbredt holdning blandt tilhængerne at deres religion er den eneste rigtige, og at de andre enten er falske religioner, eller i hvert fald udtryk for falsk eller mangelfulde fortolkninger. Den holdning deles dog langt fra af alle religiøse personer, og hvor udbredt den er varierer fra religion til religion. Blandt monoteister er der mange der mener at de forskellige monoteistiske religioner alle dyrker den samme Gud, blot under forskellige navne. Denne opfattelse er særlig nærliggene i den vestlige verden, hvor de store monoteistiske religioner har en fælles historie. Jødedommen er historisk set en religion der kun omfatter et enkelt folk. De er så forbudt at dyrke andre guder, men det forbud omfatter ikke andre folkeslag. I kristendommen er det samme forbud som oftest tolket universelt, eftersom kristendommen ikke længere er reserveret jøder. Forbudet mod afgudsdyrkelse i kristendommen bliver endda nogle gange fortolket som et forbud mod andre værdier end de rent bibelske, som for eksempel en søgen efter materiel velstand. I Koranen omtales andre religioner specifikt. Hvor jødedommen og kristendommen er sande, men mangelfulde religioner, er de øvrige falske. Blandt polyteister er der mange der mener at guderne i andre gudekredse enten blot er andre navne for de samme guder (en ret nærliggene tanke hvis man sammenligner den græske og den romerske gudekreds), eller at det er andre guder lige så virkelige som ens egne, som man blot ikke dyrker. Det kan være fordi man ikke har hørt om dem, eller fordi de er knyttet til et andet folkeslag. Et eksempel på dette er anekdoterne om kristne missionærer, der fandt de indfødte meget lydhøre når de fortalte om Jesus og Maria, og ivrige efter dyrke disse nye guder. Men til gengæld ganske uforstående når missionæerne samtidig inisterede på at det betød at de skulle hold op med at dyrke deres gamle guder. Hvis man ser på kristendommens indførsel her i landet i det lys, er det også forståeligt man ser eksempler på at folk har gået med både Thors hammer og et kristent kors på samme tid. For en polyteist representerede det ikke en modstrid. Nogle personer mener at alle religioner er udtryk for menneskets forsøg på at forstå Gud, eller alternativt, for Guds forsøg på at nå ud til menneskene. Således er de alle udtryk for ufoldkommen sandhed.

Missionsbefaling

Hvordan en missionsbefaling skal fortolkes i den enkelte religion ser på andre religioner. Det er langt fra alle religioner der har en missionsbefaling, men det er religionerne med en missionsbefaling der er mest synlige, i form af deres missionærer. For de religioner der er knyttet til et bestemt folk, giver en missionsbefaling ikke mening. Ekspansion betyder udryddelse, fordrivelse eller dominans over andre folkeslag, snarere end konvertering. For de religioner der i deres tilhængeres øjne representerer en absolut sandhed, går missioneringen meget naturligt ud på at overbevise andre om denne sandhed. For polyteistiske religioner kan missionering i nogle tilfælde ses som en magtkamp mellem guder, hvor hver gud konkurrerer om at få flest tilhængere.

Organisation

Nogle religioner er organiseret i et centralt styret hierarki i ordets oprindelige betydning. Det bedst kendte eksempel på et sådant religiøst hierarki er den katolske kirke, men såmænd også den danske folkekirke er organiseret i et hierarki (med kirkeministeren som øverste myndighed). Islam har efter afskaffelsen af kalifatet ingen øverste religiøs myndighed. Organisationen på mere lokal plan eksisterer fortsat, men i mindre formaliseret grad end hos den katolske kirke. Visse religiøse samfund forsøger helt at undgå en central overbygning, og organiserer sig i stedet i små selvstændige menigheder. Endelig kan religiøse samfund helt undgå en formel organisation, og i stedet basere sig på individuel tro, evt. kombineret med vismænd hvis autoritet bygger på personligt ry. Eksempler på dette er new age bevægelsen, og til dels shamanisme.

Religion og religiøsitet

I afsnittet religionsudvikling er religion beskrevet primært som et kulturelt fænomen. Men religion har også en individuel side, hvor religion bliver til drivkraften i den enkelte persons liv. Som oftest er det i den religion man i forvejen tilhørte gennem sin kultur og opdragelse at man finder inspirationen, men det er ikke altid tilfældet. Nogle religioner har ritualer der er designet til at fremelske en sådan religiøs inspiration. Her er nogle årsager som ofte bliver givet blandt folk der finder religion udover hvar de har med hjemmefra:
- Religion kan dække et følelsesmæssigt behov. Det kan være frygt for døden, et behov for at tro, at der er en højere mening med tilværelsen, ønsket om at blive elsket eller om at deltage i et fælleskab. For nogen kan dette medføre, at man "shopper" rundt efter den religion, der bedst dækker ens behov, så religion bliver et udtryk for en søgen efter identitet.
- Nogen mener rationelt eller empirisk at kunne udlede eksistensen af guder eller andre overnaturlige fænomener.
- Endelig kan religiøsitet bygge på personlige religiøse oplevelser, såsom mirakler eller åbenbaringer. Man kan tilsvarende stille spørgsmålet om hvorfor nogen akivt vælger religion fra. Mulige svar kan findes i opslaget om ateisme.

Eksterne henvisninger

- [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Religion Google katalog – religion]
- [http://www.religion.dk Kristeligt Dagblads religionsportal].

-
- ja:宗教 ko:종교 ms:Agama simple:Religion th:ศาสนา

Religionsvidenskab

Religionsvidenskab er læren om og det videnskabelige studium af fænomenet religion og verdens forskellige religioner set udefra, ikke at forveksle med teologi, der er læren om (og studiet af) en bestemt religions, som regel kristendommens, dogmatik, ritualistik og historie fra en position inden for samme religion. Religionsvidenskaben ser på religioner fra forskellige etablerede videnskabers synsvinkel, f.eks. fra sociologien, fra antropologien, fra psykologien o.s.v. og anvender disse videnskabers tilgange og metoder til at beskrive, analysere, fortolke og sammenligne forskellige religioner. Religionsvidenskaben tilstræber at forholde sig så objektivt så muligt til forskellige religioner og livsanskuelser, ganske som dens ovennævnte hjælpevidenskaber gør det. I Danmark udbydes Religionsvidenskab som fag på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Se også

- Rite
- Ritual

Eksterne henvisninger

- [http://www.easr.de/ EASR- European Association for the Study of Religions]
- [http://www.clas.ufl.edu/users/gthursby/rel/deptschl.htm Selected Program Resources in Religious Studies and Theology]
- [http://www.iahr.dk/ IAHR-International Association for the History of Religion]
- [http://www.cssr.org/ The Council of Societies for the Study of Religion]
- [http://www.as.ua.edu/naasr/ NASR- Northamerican Association for the Study of Religion] Kategori:Religionsvidenskab Kategori:Teologi

Teologi

Teologi (græsk θεολογία, af θεός, theós - Gud og λόγος, lógos - ord, lære) er læren om og studiet af (evt. forestillinger om) Gud og tro, særligt set fra religionens eget synspunkt, modsat religionsvidenskab, der beskriver religion som et kulturelt fænomen. Teologi bruges primært i kristen kontekst, men kan i princippet bruges om enhver religion. Teologi kan studeres på to danske universiteter, nemlig Københavns Universitet og Aarhus Universitet, der begge har selvstændige teologiske fakulteter. En teologisk kandidatgrad er normeret til seks års fuldtidsstudier og giver ret til betegnelsen cand.theol. En teologisk kandidatgrad er normalt et krav for at blive ansat som præst i den danske folkekirke. 1. september 2005 begyndte der også en bacheloruddannelse i teologi ved Menighedsfakultetet i Århus. Denne bacheloruddannelse er akkrediteret gennem University of Wales.

Teologiske discipliner

- Systematik
- Dogmatik
- Etik
- Religionsfilosofi
- Økumenisk teologi
- Missionsteologi
- Eksegese
- Kirkehistorie
- Praktisk teologi
- Homiletik
- Liturgik
- Pastoralteologi
- Poimenik
- Religionspædagogik

Teologiske bevægelser

- Befrielsesteologi
- Dialektisk teologi
- Feministisk teologi
- Liberalteologi
- Skabelsesteologi

Eksterne henvisninger

- [http://www.teo.au.dk/ Teologisk Fakultet - Aarhus Universitet]
- [http://www.teol.ku.dk/ Teologisk Fakultet - Københavns Universitet]
- [http://www.teologi.dk/ Menighedsfakultetet] Kategori:Religion Kategori:Kristendom ja:神学 simple:Theology

Animisme

(Latin) Er sammensat af ”animus” (sjæl) og ”isme”. Animisme er troen på, at alt har en sjæl. Naturbesjæling.

Se også

- Liste af spirituelt relaterede emner

Kilder/henvisninger

- Lexopen Kategori:DK5 10.8 Kategori:Filosofi ja:アニミズム ms:Animisme

Animisme

(Latin) Er sammensat af ”animus” (sjæl) og ”isme”. Animisme er troen på, at alt har en sjæl. Naturbesjæling.

Se også

- Liste af spirituelt relaterede emner

Kilder/henvisninger

- Lexopen Kategori:DK5 10.8 Kategori:Filosofi ja:アニミズム ms:Animisme

Totem

En tro på at en dyreart er særlig knyttet til dig, og at din adfærd og normer er påvirket af hvilket Totemdyr du har. Ordet er indiansk, men ideen fandtes også i nordens oldtid. Bjake i Bjarkemål have en bjørn, som Totemdyr og den kæmpede i hans sted, imens han sov.

Frugtbarhed

Frugtbarhed eller fertilitet er graden af et dyrs eller menneskes mulighed for at reproducere. Jordens frugtbarhed er dens evne til at give afkast i form af høstudbytte. Man taler i den forbindelse om bonitet.

Frugtbarhedsguder og -gudinder

Gennem historien har en del guder og gudinder haft ansvaret for jordens, samfundets og den enkeltes frugtbarhed. Grænserne mellem handel, frugtbarhed, ægteskab, kærlighed og elskov som "guddommelige ansvarsområder" er ofte uklare og varierer mellem kulturer og over tid. Kategori:Mytologi

Krig

Krig kan defineres som, erklærede fjendtlige handlinger mellem to eller flere lande eller stater.
Årsagerne til krig kan være mange, for eksempel: ønske om at udvide landet, opnå adgang til råstoffer eller historiske nationale stridigheder.
- Liste over Krige, med og uden dansk deltagelse.
- Liste over krigsslag for en kronologisk oversigt over slag i den militære historie.

Kilder/henvisninger

- http://www.futura-dtp.dk/SLAG/Krige/OVERSIGT.htm

Se også

- Allieret
- Angreb
- Bastion
- Borgerkrig
- Desertør
- Decimere
- Duel
- Falden
- Fjende
- Forsvar
- Fæstning
- Handel
- Holocaust
- Hæder
- Hær
- Krigsfange
- Krigsfront
- Krigshelt
- Krigsslag
- Lejesoldat
- Magt
- Massakre
- Milits
- Militær
- Militær enhed
- Politik
- Provokere
- Selvforsvar
- Skyttegrav
- Snigskytte
- Strid
- Terrorist
- Traktat
- Tvist
- Voldgrav
- Værn
- Våben
- Håndvåben
- Våbeninspektør
- Ære Kategori:Krige Kategori:Krig ja:戦争 ms:Peperangan simple:War

Tro

Tro er når en person har en bestemt overbevisning om noget, hvor der ikke foreligger nogle konkrete beviser eller faktuelle data. Man kan f.eks. tro på en gud, spøgelser, nisser eller hvordan en anden person er som menneske. Rationel tro er en ofte rationelt baseret antagelse om, at noget med stor sandsynlighed er tilfældet eller vil ske. Tro bliver mest brugt i religiøse sammenhæng, da troen på en gud findes hos størstedelen af befolkningen. F.eks. er der kristen tro, muslimsk tro og jødisk tro.

Religiøs tro

På mange måder kan man sige at en troende går ind for sin religion, men der er forskellige holdninger og måder at deltage i sin religion på, hvad enten det er 'gudstjenester' eller en forståelse af religionen i sig selv. Nogle er entusiaster og går meget ind for religionen og dens bud, hvor andre tager mere afstand fra religionen eller ikke har den øverst på prioriteringslisten. Samtidig kan man være kvietistisk, altså mene at religionen er et personligt anliggende, og at man ikke behøver at lave aktiviteter andet end åndelige og sjælelige. Aktivister prøver at hjælpe andre til forståelse og deltager i det religiøse fællesskab, mens militanter er overbevist om, at deres religion er den eneste rette tro, og bruger voldsomme midler i overtalelsen af de vantro. Samtidig er der også tolkningen af de hellige tekster. Er man traditionalist, så man følger tekstens ord til punkt og prikke, eller er man som modernist mere åben overfor at lave en fortolkning, som bedre passer ind i det samfund, vi lever i i dag? Endelig er der også delte meninger om, hvilken rolle religion skal spille i et samfund. Skal religion være en særskilt del af et samfund ligesom for eksempel faggrupper, embedsmænd, kunstnere og videnskabsfolk er det (sekularisme), eller skal religionen fastsætte rammer og mål, når der skal lovgives og bestemmes i statens top (teokrati)? Alle disse ting er der delte meninger om, og hver eneste dag diskuterer man ivrigt, hvordan teksterne skal fortolkes, ikke mindst når det gælder debatten om de religiøse symboler, som blusser ivrigt nu, da flere europæere er blevet presset til religiøs selvransagelse af kontakten med muslimer og efter Frankrigs lovgivning derom.

Se også

- Ateisme
- Sekt
- Kætter Kategori:Religion Kategori:Religionsvidenskab Kategori:Religionsfilosofi

Hinduisme

Hinduisme er betegnelsen for flere forskellige religiøse traditioner med oprindelse i Sydasien (det moderne Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka). FN opgjorde i 1997 antallet af hinduer til ca. 746.797.000 hvilket svarer til 13% af verdens befolkning. Langt den største andel af hinduer lever i Indien, Nepal, Indonesien (Bali) og Malaysia. Men også i Øst- og Sydafrika, Caribien, Europa (især Storbritannien) og USA lever mange hinduer, primært emigranter fra Indien. I modsætning til religioner som f.eks. Buddhisme, Kristendom og Islam har hinduismen ingen religionsstifter. Af samme grund er hinduismens forestillingsverden og praksis heller ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser spundet sammen igennem en lang historisk udvikling. I den ældste periode, den "vediske" (ca. 1500 - 500 før vor tidsregning) var offerkulten i centrum. Ved kulten i hjemmene var føde som smør og brød det typiske offer, i den offentlige kult indgik også dyreofre. Kulten blev varetaget af en præstelig klasse (Brahman'erne - senere betegnet Brahminerne), og i denne opstod gradvist fire tekstsamlinger, Vedaerne, der indeholdt henholdsvis hymner, sange, offerformularer og trylleformularer. Med ekspansionen af den vediske kultur og i sammenhæng med en øget urbanisering og handel opstod nye strømninger i perioden omkring 500 f.v.t. Fokus bevægede sig væk fra ofrene og den ydre kult til en meditativ og asketisk religionsform. Både Yoga, oprindeligt et system af meditationsøvelser, Jainisme og Buddhisme opstod i denne periode. I samme periode formuleredes de tidligste forestillinger om genfødsel (reinkarnation), et centralt begreb i hinduismen såvel som i buddhismen. Fra ca. 200 f.v.t. begyndte forestillinger om en frelsende gud at slå igennem. Sammen med de to foregående perioders vægt på slægten (i den vediske periode) og på en stræben efter forløsning (i de asketiske bevægelser) blev denne "teistiske" (gudscentrerede) hinduisme vigtig i tilblivelsen af den normative hinduisme. En central tekst fra denne tid er Bhagavadgita der er guden Krishnas tale til krigeren Arjuna. Det er også i denne periode at det indiske samfunds opsplitning i adskilte erhvervsgrupper blev systematiseret som det vi kender som kastesystemet (blev officielt afskaffet med den indiske forfatning fra 1950). Fra ca. 600 e.v.t. bliver den teistiske gudstilbedelse den dominerende form for hinduisme. Centralt står nu også mytologien, der beskriver et mylder af guder og gudinder, og templerne hvor gudstjenesten foregår. De vigtigste gudeskikkelser er Vishnu (der inkarnerer sig igen bl.a. som guderne Rama og Krishna), Shiva (der ofste ses afbildet som dansende i en kreds af ild på en dæmon) og gudinderne Durga og Kali. I forbindelse med den gradvise Europæiske kolonisering af Indien fra slutningen af det 18. århundrede blev hinduismen præget af forholdet til europæiske ideer. Frem til uafhængigheden i 1947 taler man i denne periode om "reformhinduisme". Endelig er det offentlige billede af hinduismen i perioden efter ca. 1980 også i stigende grad præget af en politisk hinduisme med udgangspunkt i flere forskellige hindunationalistiske bevægelser. Disse retninger har først og fremmest fokuseret på en konfrontation med den muslimske og (i mindre omfang også den kristne) befolkning i Indien, men visse grupper har også gjort hinduismens globale position til et vigtigt tema.

Guder

En meget ufuldstændig liste:
- Brahma (skaberen)
- Vishnu (bevareren), evt. i inkarnationerne Rama og Krishna
- Shiva (ødelæggeren)
- Devi, (Guds kraft, en feminin form
- Parvati, der med Shiva er mor til
- Karttikeya
- Ganesha — visdommens, intelligensens og undervisningens gud.
- Kali (dødsgudinden)

Se også

- Religion
- Liste af spirituelt relaterede emner
- Mandala

Kilder/Referencer

- http://www.hindu.dk
- Gavin Flood, An Introduction to Hinduism, Cambridge University Press, 1996.
- C.J. Fuller, The Camphor Flame: Popular Hinduism and Society in India, Princeton University Press, 1992. Kategori:Religion Kategori:Hinduisme Kategori:DK5 29.45 ja:ヒンドゥー教

Islam

Islam (الإسلام) er en religion, baseret på profeten Muhammeds åbenbaringer, der ifølge muslimerne blev nedskrevet som Koranen samtidig med at de blev åbenbaret. Koranen blev memoreret og videregivet mundtligt, som det var traditionen på det tidspunkt, men efter Profetens død blev Koranen nedskrevet som en samlet bog på arabisk, i den dialekt, den ifølge muslimerne var blevet åbenbaret på. Koranen opfattes som Guds ord, der er blevet bragt til Profeten Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Islam betrager sig som en åbenbaringsreligion, dvs. at Gud har givet sig til kende gennem profeter, som har givet hans budskaber videre. Islam er en verdensreligion, som opstod i Mekka år 611 e.Kr. Udøvere af islam kaldes muslimer. Ordet 'muhammedaner' kan opfattes som skældsord og går imod muslimernes egne ønsker, idet ordet opfattes således, at muslimerne skulle tilbede profeten Muhammed, hvilket går imod deres principper, hvor kun Gud bør tilbedes. 'Muslim' betyder 'person der giver sig hen til Gud', og deres religion 'Islam' betyder ligeledes 'hengivelse' eller 'underkastelse' (til Gud). Hos muslimerne bliver børnene ikke døbt som i kristendommen, for Muhammed har sagt, at "ethvert barn fødes i islam." Alle mennesker fødes med andre ord som muslimer. og man behøver derfor ikke en særlig optagelsesceremoni som i kristendommen. Den nyfødte får straks et navn. Hvis man ikke er vokset op som muslim, kan man konvertere ved islam blot ved at fremsige den muslimske trosbekendelse (shahada) på arabisk: محمد رسول الله (la ilaha illa llah) لا اله إلا الله (muhammad rasulu llah) "Der er ikke anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet".

Forskrifter

Som troende muslim skal man udføre en række ritualer, hvoraf fx bøn og almisse er foreskrevet i Koranen. Disse handlingsaspekter, som de nuværende muslimer udfører, stammer fra trosapekter; troen på Muhammed, på Koranens rigtighed og vigtighed og ikke mindst på Allah og dommedag. Disse handlingsaspekter bygger på de fem søjler og i det hele taget regler for den generelle livsførelse. Udover bønner og andre ritualer (se link ovenfor) er det at sige trosbekendelse også en god ting at gøre; det kan ikke gøres for ofte. Det er vigtigt at gøre, hvad der er passende som henholdsvis en muslimsk mand og som en muslimsk kvinde. Der er mange opfattelser af, hvad man bør gøre som muslim, men der kræves selvfølgelig også overensstemmelse mellem ens levevis og holdningen til f.eks. bønnen. Der findes også forskellige personlige tilgange til det at være muslim når det f.eks. gælder ens aktivitetsniveau. Man snakker herunder om en kviatistisk, en aktivistisk og militant måde at være aktiv i sin religion på.

Hellige skrifter

De skriftlige grundværker i islam er, udover Koranen (Qur'an, Guds ord - egtl. læsning), også Hadith (beretninger om Profetens gerninger og udtalelser) hvorfra Sunna udledes. Islams lov udledes fra Koranen og Sunna, og ud fra de principper som udledes fra disse.

Gudsopfattelse

Den islamiske gudsopfattelse er monoteistisk, hvor mennesket er underkastet Gud, omtrent ligesom i jødedommen og kristendommen. Islam er ligesom jødedommen en lovreligion, hvorved den adskiller sig fra kristendommen.

Religiøs arkitektur

kristendom Bygninger hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer. Muslimernes mest religiøse sted er Mekka med den centrale Ka'ba, i hvilken sidder en sten der ifølge tradition stammer fra Paradis, og blev sort af menneskets synder (?). Af andre religiøse "hovedstæder", kan nævnes Medina, hvor Profeten Muhammed emigrerede til og hvor han er begravet samt Jerusalem.

Højtider

Ramadanen er en stor islamisk hellig tid, hvor de troende ikke må spise og drikke, eller have seksuel samkvem fra solopgang til solnedgang. Derudover er det en meget åndelig tid, med særlig fokus på tilbedelse og perfektion af karakter.

Hellige personer

Muslimer tror på alle de tidligere profeter, der er nævnt i det Ny og Gamle Testamente. En ældre profet i islam er således Jesus, på arabisk Isha. Muslimerne tror imidlertid ikke, at Jesus var Guds søn (endsige den inkarnerede Gud), og heller ikke, at Jesus døde på korset og herefter stod op af graven. Jesus var blot en betydningsfuld profet i en lang række af profeter, som Muhammed så var den sidste og endegyldige repræsentant for ("profeternes segl").

Religionens udbredelse

Jesus Ca. 1,3 mia. mennesker verden over er i dag muslimer. Islam er mest dominerende i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Indonesien. Der findes også betydelige muslimske befolkningsgrupper i Afrika, Indien og i Sydøsteuropa. I Europa er islam primært en mindretalsreligion.

Retninger inden for islam

Muslimerne er delt i to hovedgrupper: Sunni og Shia. Begge grupper har stort set samme religiøse udøvelse, men visse teologiske og politiske anliggender deler dem. Den største gruppe er sunni-muslimerne (der udgør ca. 90 procent) mens shia-muslimerne udgør de resterende ti procent. Det afgørende for shia-muslimerne er, at der skal være en forbindelse til Muhammed gennem slægtsforhold. Shia betyder "parti", og det står her for Alis parti. Ali ibn Abi Talib var gift med Muhammeds datter, og han opfattes derfor af shia-muslimerne som den første rigtige kalif. Sunni-muslimerne mener, at forbindelsen til Muhammed skal hentes gennem handlemønstre. Fortællingerne om, hvad Muhammed sagde og gjorde, er blevet samlet i hadith-samlinger, hvilke fungerer som en slags grundlov, man henviser til. Af andre større grupper kan nævner wahhabi-islam, samt sufier/sufister, som er en form for mystikere. Ahmadiyya-bevægelsen, der har en moské i Hvidovre, betragtes almindeligvis ikke som værende muslimer, men ser sig selv som en del af islam.

Hellige genstande

Vers fra Koranen på skrift, såvel som Profeten Muhammeds hadith, og andre ting der har tilhørt Profeten betragtes som hellige genstande.

Se også

- Islamiske begreber
- Islamiske kalender
- Kalifat
- Islamisme

Eksterne henvisninger

- [http://islamisk.dk Islamisk.dk]
- [http://www.islam.dk Islam.dk]
- [http://wwwuser.gwdg.de/~mriexin/euroislam.html Links: Islam i Vest-Europa] Kategori:Religion Kategori:Islam Kategori:DK5 29.7 ja:イスラム教 ko:이슬람교 ms:Islam simple:Islam th:ศาสนาอิสลาม

Buddhisme

Buddhisme er en filosofisk religion, hvor der ikke er nogen central tro på gud(er), som tilfældet er i de fleste andre religioner. I stedet for er der prinsen Siddharta Gautama (ca. 560-480 f.Kr.) som skulle have været den første Buddha i vores verdensperiode, hvis lære danner grundlag for den nuværende buddhisme. Buddhismen opstod i Nordindien i samspil med – og på visse punkter som oprør imod – hinduismen.

Livssyn

I buddhismens begrebsverden lever menneskeheden i Samsara, hvilket betegner vores illusion om verden. Denne illusion lidelsesfuld og alt i Samsara er alt lidelse. Nirvana, en guddommelig tilstand, er derfor det højeste mål for buddhister. Karma fastholder individet i Samsara og for at nå til Nirvana må man finde Den gyldne middelvej. Buddhas (Siddharta Gautamas) liv kan opfattes som en allegori over, hvordan både begæropfyldelse og askese giver karma pga. lidenskaben og derfor umuliggør Nirvana. De tre grundsten i buddhismen er Buddha, Dharma og Sangha, og bliver også kaldt for De tre juveler eller De tre tilflugter. Disse tre indgår i buddhisternes bekendelse, der siges hver morgen. Buddha mener, at tilværelsens fundament er de fire hellige sandheder: # Der er lidelse. # Lidelsen har en årsag (Den betingede samopståen eller Årsagskæden). # Lidelsen har et ophør (Nirvana). # Der findes en vej til lidelsens ophør (Den ottefoldige vej).

Menneskesyn

Årsagskæden er grunden til at mennesket er til. Mennesket har ikke noget selv udover dets karma. Årsagskædens sammenhæng ses i livshjulet.

Forskellige buddhistiske retninger

Buddhismen er dyrket i hele verden, dog mest i Asien, men i forskellige variationer:
- Theravada (Det lille fartøj).
- Mahayana (Det store fartøj).
- Vajrayana (Diamantfartøjet). De rituelle krav i buddhismen er noget forskellige afhængig af om man lever en klostertilværelse eller er lægbuddhist, samt kultur og retning. Som lægbuddhist bidrager man til opretholdelse af klostervæsnet, ved tjenester, frivilligt arbejde og almisser.(se buddhistisk folkereligiøsitet)

Se også

- Spirituelt relaterede emner
- Buddhisme (tibetansk)
- Mandala

Litteratur/kilder

- Bertelsen, Jens Thodberg et. al. (2003). Religion - en grundbog i livsanskuelser. København: Gyldendal ISBN 87-00-11922-9
- Borup, Jørn (2005). Dansk dharma: buddhisme og buddhister i Danmark. Århus: Univers ISBN 87-91668-01-8
- Højholt, Lene (2002). Buddhas lære - og den tibetanske buddhisme. København: Gyldendal Uddannelse ISBN 87-00-40484-5
- Nhat Hanh, Thich (2000). Hjertet i Buddhas lære: Forvandlingen af lidelse til fred, glæde og befrielse. København: Borgen ISBN 87-21-01249-0

Eksterne kilder/henvisninger

- [http://www.theravada.dk Theravada.dk]
- [http://www.accesstoinsight.org/bfaq.html FAQ about Buddhism] @ [http://www.accesstoinsight.org/ Access to Insight]
- [http://www.buddhanet.net/ BuddhaNet]
- [http://www.dharmanet.org/ DharmaNet]
- [http://www.religioustolerance.org/buddhism.htm ReligiousTolerance - Buddhism]
- [http://www.urbandharma.org/ UrbanDharma]
- [http://dmoz.org/Society/Religion_and_Spirituality/Buddhism/ dmoz:Buddhism]
- [http://www.buddhistisk-forum.dk Buddhistisk Forum] Kategori:Religion Kategori:Buddhisme ja:仏教 ko:불교 simple:Buddhism th:พระพุทธศาสนา zh-min-nan:Hu̍t-kàu

Buddhismen

Livssyn

Menneskesyn

Årsagskæden er grunden til at mennesket er til. Mennesket har ikke noget selv udover dets karma. Årsagskædens sammenhæng ses i livshjulet.

Forskellige buddhistiske retninger

Se også

- Spirituelt relaterede emner
- Buddhisme (tibetansk)
- Mandala

Litteratur/kilder

Eksterne kilder/henvisninger

Mellemøsten

Mellemøsten ligger syd-vest for Asien og nord-øst for Afrika. Området består af landene omkring den østlige del af Middelhavet og øst herfor, samt landene ved den Persiske Bugt. Det er ikke helt klart defineret hvilke lande der tilhører regionen. Lande i Mellemøsten:
- Cypern
- Forenede Arabiske Emirater
- Irak
- Iran
- Israel
- Jordan
- Libanon
- Libyen
- Oman
- Saudi-Arabien
- Syrien
- Tyrkiet
- Yemen
- Ægypten En ældre betegnelse for samme område er Nærorienten. Betegnelsen bruges som regel i politiske, økonomiske, historiske og lignende situationer. I geografiske sammenhænge anvendes ofte betegnelsen Vestasien, her er landene beliggende i Afrika dog ikke medtaget.

Se også

- Verdens lande Kategori:Geografi ja:中東 ko:중동 simple:Middle East th:ตะวันออกกลาง

Lov

Lov har flere betydninger eller specialiseringer:
- Lov (jura)
- Lov (fysik)
- Lydlov

Frelse

Frelse er et udtryk, der i religiøs sammenhæng især kendes fra kristendommen, hvor det betegner frisættelsen fra den fortabelse, der følger med synden.

Kærlighed

Kærlighed er troen på en fælles fremtid. Kærlighed er følelsen der opstår, når en smuk sjæl rør dit hjerte.

Se også

- Kønsord
- Græske ord for kærlighed

Eksterne henvisninger

- [http://nielsstrange.homepage.dk/love.htm "Kald det kærlighed...."]
- [http://www.lovegevity.com/marriage/collectiveguidance/article15.html Lovegevity: What Is Romantic Love Anyway?] (på engelsk) ja:愛

Descartes

René Descartes (31. marts 1596 - 11. februar 1650 i Stockholm) var en fransk filosof og matematiker, der bl.a. grundlagde den analytiske geometri. Ét af hans udsagn var: Cogito, ergo sum der betyder Jeg tænker, altså er jeg. Den metodiske tvivl, der var hans metode, gik ud på at tvivle på alt, selv eksistensen af omverdenen uden for sit ego (jeg), da denne "viden" stammede fra erfaringen. Dette er en radikal skepticisme. Derefter kan eksistensen af Gud og omverdenen bevises a priori, dvs. ud fra forstanden alene. Descartes var således tilhænger af Rationalismen. Tillægsordene kartesisk og kartesiansk som bruges i forbindelse med matematiske og filosofiske begreber, er begge afledt af Descartes' latinske navneform Cartesius.

Se også

- Kartesiansk skepticisme

Eksterne henvisninger

- [http://www.biblioweb.org/-DESCARTES-Rene-.html Biblioweb : biografi, bibliografi, analyse] (fransk) Descartes, René Descartes, René Descartes, René Descartes, René Kategori:DK5 12 Kategori:DK5 51 ja:ルネ・デカルト ko:르네 데카르트 simple:René Descartes th:เรอเน เดส์การตส์

Blaise Pascal

Blaise Pascal (19. juni 1623 - 16. august 1662), fransk matematiker og fysiker, som lagde grunden til sandsynlighedsregningen. Han formulerede Pascals love om tryk og opfandt den hydrauliske presse. Pascal udførte et pionerarbejde indenfor sandsynlighedsregningen og hydrodynamikken . Han byggede for eksempel den første regnemaskine. I 1654 havde han en religiøs oplevelse så stærk, at den ændrede hans liv. Han forlod videnskaben og matematikken og begyndte at arbejde på en bog, som skulle forklare og retfærdiggøre kristendommen overfor tvivlende, men han døde inden værket var færdigt. Ikke desto mindre efterlod han en imponerende samling af essays og noter, som blev udgivet i 1670 efter hans død under titlen Pensées. Pensées var overraskende. Formuleret af en videnskabsmand ville man have forventet, at værket var skolastisk med en perlerække af kølige argumenter for troen fra A til Z. I stedet søgte Pascal at skabe en slags åndelig krise i læseren, en identitetskrise, så læseren næsten måtte råbe på hjælp efter noget til at udfylde dette tomrum. Denne hjælp skal efter Pascals opfattelse komme fra Gud. Pascals budskab var, at fornuften var et begrænset redskab, som ikke kunne levere den endelige sandhed om Gud og universet, så vi måtte hengive os til troen. Hele livet var han svagelig, og han døde i 1662, 39 år gammel.

Eksterne links

- [http://www.biblioweb.org/-PASCAL-Blaise-.html Biblioweb : biografi, bibliografi, analyse] (fransk) Pascal, Blaise Pascal, Blaise Pascal, Blaise Pascal, Blaise ja:ブレーズ・パスカル ko:블레즈 파스칼

Søren Kierkegaard

Søren Aabye Kierkegaard (5. maj 1813 - 11. november 1855), dansk teolog, filosof og psykolog. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som fader til den religiøse eksistentialisme. Det er karakteristisk, at værkerne fra forfatterskabets første fase er udgivet under pseudonymer, men i Efterskriften vedkender Kierkegaard sig samtlige sine værker. Ved hjælp af pseudonymerne har han ladet de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer spille dialektisk mod hinanden på en måde, som har gjort ham til en af eksistentialismens fædre. Endvidere menes det også, at pseudonymerne netop gjorde at forståelsen af hans værker blev op til "hin enkelte" at tage stilling til, eftersom argumentationen "ikke" var fremført af Kierkegaard selv. Samtidig med dette arbejde udgav han en række religiøse "taler", som blev samlet i 1845 under titlen Atten opbyggelige Taler. De blev udgivet under hans eget navn, bl.a. for at vise, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter.

Baggrund

Kierkegaard blev født i København som den yngste af en søskendeflok på syv. Hans mor, Ane Sørensdatter Lund (1768-1834), var først tjenestepige i huset, men det er stort set også det eneste, man ved om hende. Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), satte et stort præg på børnene gennem sit skarpe vid, sin religiøse tvivl og sin fantaseren. Han havde oprindelig været uldkræmmer, men udvidede virksomheden og blev efterhånden storkøbmand og ejendomsspekulant. Det skabte den rigdom, der gjorde det muligt for hans yngste søn at hellige sig forfatterskabet. Kierkegaard blev student fra Borgerdydskolen i 1830, og som sin ældre bror, P. C. Kierkegaard, valgte han at studere teologi. Han begyndte dog snart at fordybe sig i litterære og filosofiske studier, skrev udkast til analyser af Fausttypen og Den Evige Jøde, og han forfattede bladartikler med en konservativ grundholdning. I samme periode havde han en soldeperiode, der bragte ham på kant med faderen for en tid. I 1838 debuterede han med Af en endnu levendes papirer. Det er en forvokset anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand fra 1837, som ifølge Kierkegaard er kunstnerisk mislykket, fordi den mangler ”Livs-Anskuelse”. Han vender sig mod H. C. Andersens opfattelse af geniet, som ikke bør være »et flæb«, men som ”går som tordenvejret imod blæsten”. I 1838 døde faderen, og det gjorde et voldsomt indtryk på Kierkegaard. Han taler om den store jordrystelse, der påtvang ham en uomgængelig synsvinkel på samtlige fænomener. Han hentyder til en hemmelighed i faderens liv og gudsforhold. Det står ikke helt klart, hvad det kan have drejet sig om, men opdagelsen fastlåste Kierkegaards opfattelse af kristendommen som en frygteligt alvorlig religion. I 1841 fik han magistergraden på en afhandling "Om begrebet ironi med stadigt hensyn til Sokrates", hvor han gør brug af den "indirekte meddelelse", dvs. den blanding af begrebsanalyse og billedsprog, der også kendetegner det senere forfatterskab, og som både beskriver og praktiserer ironien. Derefter rejste han til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn ved Ringkøbing. Efter hjemkomsten forlovede han sig med Regine Olsen (1822-1904). Efter kort tid begyndte han at gruble over forholdet: Kunne han gøre hende lykkelig, var det forsvarligt at indvi hende i hans og slægtens dybe hemmeligheder, kunne hun forstå dem? Kierkegaard besluttede til sidst at opløse forholdet, men det lykkedes ikke at få hende til at bryde, selv om han prøvede at undgå, at hun stod som den vragede. Forlovelsen blev opløst godt et år senere, men den fik dybtgående betydning for det forfatterskab, som han indledte i februar 1843.

Forfatterskabets første del (1843-46)

Første del af Kierkegaards forfatterskab består af Enten-eller og To opbyggelige Taler, som begge er fra 1843. I Enten-eller, der betragtes som ét af hovedværkerne, opstilles to forskellige livsanskuelser eller "stadier", den æstetiske og den etiske, der har hver sin halvdel af bogen, henholdsvis "A's papirer" og "B's papirer". Første del indeholder bl.a. de berømte "Diapsalmata" (strøtanker) og afhandlingen om Mozarts "Don Juan". Den æstetiske livsholdning beskrives mest tydeligt i "Vexeldriften": Livet fordrer afveksling fra øjeblik til øjeblik, og i hvert øjeblik skal oplevelsen være intenst sand, men netop derved bliver der ingen sammenhæng i tilværelsen, og æstetikeren bliver derfor evigt søgende og desperat. "Forførerens dagbog" slutter første del af med en beskrivelse af et forførelsesforløb, som afslører det dæmoniske og fortvivlende i en rent æstetisk livspraksis midt i sanselighedens sødme. Bogens anden del rummer breve fra etikeren, assessor Vilhelm til A. Han fastholder, at det kommer an på at vælge sig selv i sin evige gyldighed, men også at evighedens rigdom og dagliglivets småting må gå op i harmonisk enhed. Udvejen af den fortvivlelse, som den æstetiske livsførelse fører til, er det etiske valg. Det er en afgørelse, hvor man ikke bare vælger mellem det gode og det onde, men hvor dette valg også skal være omdrejningspunktet i ens liv. Det etiske valg fører til, at man må "vælge sig selv": Påtage sig ansvaret for, hvad man selv gør, overtage sig selv som den, man er, og overtage den historie, der har dannet én. Det bedste eksempel på sådan en etisk livsførelse findes i ægteskabet. Bogen slutter med en prædiken, der drejer sig om, at vi altid har uret over for Gud. Det peger frem mod et ikke beskrevet, tredje stadium, nemlig det religiøse. "Enten-eller" er udgivet af pseudonymet Victor Eremita ("Den sejrende eneboer"). Hvor etikeren Vilhelm havde talt for det livsprojekt, at et menneske kan ”erhverve sig selv” ved at vælge sig selv, ser de senere værker det problematiske ved netop den samme opfattelse. I "Frygt og Bæven" fra 1843 kredser forfatteren, nu under pseudonymet Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden), om Abraham som troens far. Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen, Isak, som han med hele sit liv hænger ved, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de Silentio sætter troen den enkelte ud over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. Idet troen sætter "hin enkelte" udover det almene etiske felt, kan der ikke gives en rationel begrundelse for Abrahams valg med at dræbe Isak. Men da det netop er troen, som suspenderer det etiske, taler Kierkegaard om den teleologiske [formålsbestemte] suspension [afskaffelse] af det etiske. Skriftet "Gjentagelsen" udkom samme dag som "Frygt og Bæven". Her stiller Kierkegaard spørgsmåltegn ved, om gentagelse kan lade sig gøre. Svaret er, at sand gentagelse i bund og grund er en religiøs begivenhed: den indtræffer, når troen giver én det liv tilbage, som var tabt. Kierkegaard fortsatte arbejdet med at undersøge den etiske livsholdning i bogen "Begrebet Angest", der udkom i 1844. Her hævder pseudonymet Vigilius Haufniensis (Den københavnske nattevægter), at den naive etik kommer til kort overfor synden. Til gengæld kan man nå frem til en mere holdbar etik, når man fastholder den etiske livsstil midt i syndens virkelighed. "Begrebet Angest" viser, at hvert menneske er et jeg, der først er rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven at blive sig selv. Bogen beskriver, hvordan denne opgave mislykkes, når ”hin enkelte” gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. Angsten er en tilstand af tiltrækning og afsky, som udløses i et spring, der fører én bort fra valget. Det er det egentlige syndefald: at mennesket frasiger sig muligheden for det gode og lader sig synke ind i en plaget indesluttethed. Fire dage før "Begrebet Angest" udkom "Philosophiske Smuler". Her forsøger pseudonymet Johannes Climacus (Johannes den Svingende) at afklare, hvad det egentligt kristelige er. Han viser, at Sokrates’ metode forudsætter, at enhver rummer den sandhed, som det drejer sig om at finde. Modsat gælder den opfattelse, at mennesket havner i usandhed ved egen skyld, og at man kun kan rykke sig ud af usandheden ved Guds hjælp. Derfor er det et troens paradoks, at den kristne Gud, den evige, har underkastet sig menneskenes vilkår: fødsel, lidelse og død. "Stadier paa Livets Vei" udkom i 1845, tilsyneladende udgivet af Hilarius (Den opmuntrende) Bogbinder. Her bearbejdes problemstillingen fra "Enten-Eller" gennem en række situationer. Først får æstetikerne ordet under et drikkelag. Så fører assessor Vilhelm atter et forsvar for det ophøjede i det borgerlige ægteskab. Endelig behandles det religiøse stadie ved en diskussion af psykologien bag en brudt forlovelse. Johannes Climacus kommer til orde igen i "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" fra 1846. Han præsterer et efterskrift på 600 sider til sine 100 sider "Philosophiske Smuler". Efterskriftet rummer et skarpt opgør med Grundtvig og Hegel, og det hævder, at der ikke kan gives noget system for tilværelsen, fordi menneskets eksistens er i konstant bevægelse. Climacus slår fast, at man ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes gennem et lidenskabeligt valg. På den anden side kan man ikke af egen kraft finde en sandhed, som må udpeges af én, der står udenfor. I sidste ende drejer sandheden sig altså ikke om et statisk "hvad", men om et dynamisk "hvordan". Efter dette mente Kierkegaard tydeligvis at have sagt, hvad der skulle siges, og han var indstillet på at søge et præsteembede. Det blev imidlertid kuldkastet af hans strid med vittighedsbladet "Corsaren". Bladets vedvarende nedgøring af Kierkegaard ødelagde hans gode forhold til den "menige mand", og det fremkaldte også en tilspidsning i hans personlige forståelse af lidelse, martyrium og Kristi efterfølgelse, så de kom til at fremstå for ham som kendetegn på ægte kristendom. Denne vending ses tydeligt i flere af de skrifter, der udkom mellem 1847 og 1851.

Forfatterskabets anden del (1847-51)

1851 "Kjerlighedens Gjerninger" fra 1847 er en undersøgelse af næstekærligheden, og hvordan den kærlighed, som Kristus har åbenbaret, kan finde udtryk i hver enkelt handling. Beskrivelsen er ironisk, dvs. at den mest drejer sig om kærlighedens modsætninger: mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge. Denne samme fremgangsmåde bruges både i "Christelige Taler" fra 1848, hvor eksemplerne hentes fra de forskellige former for bekymring, og i Kierkegaards andet hovedværk "Sygdommen til Døden" (1849). Her dukker et nyt pseudonym op, den kristne Anti-Climacus. Han bearbejder på ny emnet fra "Begrebet Angest", hvad der giver Kierkegard lejlighed til at formulere sit menneskesyn: Mennesket er en syntese, et dialektisk forhold mellem modstridende sider, henvist til livets hverdage og evigheden, spændt ud mellem nødvendighed og mulighed. Samtidig lever mennesket også under det vilkår, at det må forholde sig til sig selv - som dødeligt og evigt, som nødvendighed og mulighed. Igen lader Kierkegaard sit pseudonym, her Anti-Climacus, behandle stoffet på en negativ måde. Han gennemgår alle de skikkelser, som fortvivlelsen kan have, men lader det munde ud i en forståelse af fortvivlelse som det ikke at ville være sig selv. Denne analyse fører ham frem til at genfremsætte læren om synden. Kierkegaard nærmede sig hele tiden kernen i sit budskab, og i "Indøvelse i Christendom" fra 1850 fremhæver han troens betingelse: at træde i Jesu fodspor. Derpå beskriver han ”forargelsen”, dvs. erkendelsen af, hvad det indebærer af personlig lidelse at være kristen. Det fører frem mod det enten-eller, som er kravet i troen. Derpå fremhæves Kristus som forbillede og efterfølgelsen af ham som den sande form for kristendom. Men når forbilledet levede og døde i fornedrelse og under foragt og hån, vil den kristne også komme til at lide for sin tro. Kierkegaard går dog ikke så vidt som at kræve, at man skal blive martyr for sandheden. Det har kun Gud og en apostel ret til, men kristendommens krav må stilles klart frem. Det fører Anti-Climacus til at foretage en skarp skelnen mellem den triumferende, etablerede kirke og den ægte, kæmpende kirke. Det foregriber det senere angreb på den etablerede, danske kirke, som man ellers ofte betragter som noget løsrevet i forhold til forfatterskabet. Igen ser det ud til, at Kierkegaard havde tænkt sig at afslutte sit forfatterskab. I 1848-49 skrev han "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed", som først blev udgivet efter hans død i 1859. Det samme gælder "Dømmer selv!”, der først blev trykt i 1876. I 1851 udgav han "Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet", hvorefter han trak sig tilbage fra den litterære offentlighed.

Kirkestormen (1855)

Kierkegaard brød sin tavshed efter næsten fire år, da professor H.L. Martensen i 1854 under bisættelsen af biskop J.P. Mynster kaldte den afdøde et "sandhedsvidne". Den 18. december 1854 indeholdt Fædrelandet en artikel af Kierkegaard: "Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner - er dette Sandhed?" Det blev indledningen til kirkekampen eller kirkestormen i 1855, hvor Kierkegaard polemiserede voldsomt og sarkastisk imod kirken og dens præsteskab, først i avisartikler og derefter i sit eget flyveblad Øieblikket. Midt under denne kamp faldt han bevidstløs om på gaden, og efter nogle ugers sygeleje døde han efter at have udtalt, at han blot havde krævet redelighed. Søren Kierkegaard blev begravet fra Frue Kirke. Kirken var fyldt med mange mennesker, flere måtte stå ude på gaden. Repræsentanter for kirken, universitetet eller litteraturen var der ikke mange af. Stiftprovst E. C. Tryde forestod kirkehandlingen. Efterfølgende talte broderen, Peter Christian, på familiens vegne. Efter højtideligheden blev kisten ført til Assistens Kirkegård. Et stort følge gik med. Efter jordpåkastelsen trådte Henrik Lund frem. Han var Søren Kierkegaards nevø, (ældste søn af søsteren Nicoline). Af H. Lunds tale fremgik, at onkelen havde været kirkens ivrigste modstander, og at man med den kirkelige begravelse havde ranet ham efter døden. Henrik Lund følte, at kirken, som Kierkegaard i den grad havde taget afstand fra og gjort til grin, nu valgte at tage ham til sig, og dermed ikke udviste respekt. Efter nevøens mening var onkelen netop imod den "officielle kristendoms" gudsdyrkelse. Stiftprovst Tryde forlangte en undskyldning fra H. Lund, hvilket han fik. Herudover fik han ham idømt en bøde på 100 rigsdaler.

Eftervirkninger

Filosofisk

Individualismen, den inderlige subjektivitet, den enkelte revet ud af miljøet og stillet over for Gud, det er, hvad Kierkegaards forfatterskab drejede sig om. Det kan siges at betegne en kulmination inden for protestantismen: længere kan man ikke komme i et personligt gudsforhold. Han har navnlig fået betydning for den eksistenstænkning, der slog igennem i Tyskland i 1920'erne, og som fik mange tilhængere i Frankrig efter 2. Verdenskrig. Den seneste tids interesse for Kierkegaard har særlig fremhævet den litterære og den tematiske mangfoldighed og elegance i forfatterskabet.

Litterært

Kierkegaards forfatterskab er enestående rigt, rigt i omfang, på fantasi og skarpsindighed, præget af hårfin logik og mægtig følelse, af jævn tale om Guds rige og en utrolig lærdom. Han evnede at skrive i et sprog så vanskeligt, at det bliver knudret og uforståeligt. Han kunne også skrive så legende let, så yndefuldt og billedskønt, at det gør ham til én af Danmarks største sprogkunstnere i prosaen. Og han formåede det alvorligt formanende eller docerende, præget både af kåde bemærkninger og af drillende sammenligninger. Han var en forfatter, der kastede sig i støvet for det hellige, men som ikke lod sig imponere af noget. Lidenskab og enfoldig tale, humor og ironi, det er Kierkegaards vigtigste meddelelsesformer.

Politisk-religiøst

Det er en ironisk eftervirkning, at den Kierkegaard, som revsede den bestående kirke så eftertrykkeligt, har skabt det åndelige grundlag for en kirkelig retning, Tidehverv, som har haft og fortsat har stor betydning for Folkekirken. Ligeledes er det ironisk, at tidehvervske præster i dag sidder som medlemmer af Folketinget, når Kierkegaard dog var så betænkelig ved folkestyret.

Værker

- Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie, 1838.
- Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841.
- Enten - Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita, 1-2, 1843.
- To opbyggelige Taler, 1843.
- Frygt og Bæven. Dialektisk Lyrik af Johannes de Silentio, 1843.
- Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi af Constantin Constantius, 1843.
- Tre opbyggelige Taler, 1843.
- Fire opbyggelige Taler, 1843.
- Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske, 1843.
- To opbyggelige Taler, 1844.
- Tre opbyggelige Taler, 1844.
- Philosophiske Smuler eller En Smule Philosophi af Johannes Climacus, udgivet af S. Kierkegaard, 1844.
- Problem om Arvesynden af Vigilius Haufniensis, 1844.
- Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed af Nicolaus Notabene, 1844.
- Fire opbyggelige Taler, 1844.
- Tre Taler ved tænkte Leiligheder,1845.
- Stadier paa Livets Vei. Studier af Forskjellige. Sammenbragte, befordrede til trykken og udgivne af Hilarius Bogbinder, 1845.
- Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indlæg, af Johannes Climacus. Udgiven af S. Kierkegaard, 1846.
- En literair Anmeldelse. To Tidsaldre, Novelle af Forfatteren til "en Hverdags-Historie", udgiven af J. L. Heiberg, 1846.
- Opbyggelige Taler i forskjellig Aand,1847.
- Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form, 1847.
- Christelige Taler, 1848.
- Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler, 1849.
- Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H., 1849.
- Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse. Af Anti-Climacus, udgivet af S. Kierkegaard, 1849.
- "Ypperstepræsten - "Tolderen" - "Synderinden", tre Taler ved Altergangen om Fredagen, 1849.
- Indøvelse i Christendom af Anti-Climacus. Nr. I. II. III, udgivet af S. Kierkegaard, 1850.
- En opbyggelig Tale, 1850.
- To Taler ved Altergangen om Fredagen, 1851.
- Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet, 1851.
- Om min Forfatter-Virksomhed, 1851.
- Dette skal siges; saa være det da sagt, 1855.
- Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, skrevet 1848. Udgivet efter S.K.s død i 1859.
- Dømmer selv. Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet. Anden Række, skrevet 1851-52. Udgivet efter S.K.s død i 1876.
- Bogen om Adler skrevet 1846-47. Udgivet efter S.K.s død i 1916.
Se også

- Angst
- Eksistentialisme
- Etik
- Jean-Paul Sartre
- Protestantisme
- Religiøsitet
- Tidehverv
- Tro
- Æstetik
Litteratur

- Peter Thielst: Livet forstås baglæns - men må leves forlæns - Historien om Søren Kierkegaard, 1994. ISBN 87-00-27988-9
- Joakim Garff: SAK, 2000, ISBN 87-12-03992-6
- Peter Tudvad: Kierkegaards København, 2004, ISBN 87-03-00507-0

Eksterne henvisninger

- [http://www.kb.dk/kultur/expo/sk-mss/ Håndskrifter fra Søren Kierkegaard-arkivet på det Kongelige Bibliotek]
- dmoz: [http://dmoz.org/Society/Philosophy/Philosophers/Kierkegaard,_S%f8ren/ Kierkegaard, Søren]
- [http://runeberg.org/dbl/9/0154.html Dansk Biografisk Leksikon]
- [http://www.sk.ku.dk/ Søren Kierkegaard Forskningscenteret] Kategori:DK5 24 Kierkegaard, Søren Aabye Kierkegaard, Søren Aabye Kierkegaard, Søren Aabye Kierkegaard, Søren Aabye Kierkegaard, Søren Aabye ja:セーレン・キェルケゴール ko:쇠렌 키에르케고르 th:เซอเรน เคียร์เคอกอร์

List of state leaders in 1675

1674 state leaders - Events of 1675 - 1676 state leaders - State leaders by year -----

Asia

- China (Qing Dynasty) - Kangxi, Emperor of China (1662-1722)
- Japan -
- Monarch - Reigen, Emperor of Japan (1663-1687)
- Shogun (Tokugawa) - Tokugawa Ietsuna, Shogun of Japan (1651-1680)
- Korea (Joseon Dynasty) - Sukjong, King of Joseon (1674-1720)
- Taiwan (Dongning) - Zheng Jing, Ruler of Dongning (1662-1681)

Europe

- Denmark - Christian V, King of Denmark (1670-1699)
- England - Charles II, King of England (1660-1685)
- France - Louis XIV, King of France (1643-1715)
- Holy Roman Empire - Leopold I, Holy Roman Emperor (1658-1705)
- Portugal - Pedro II, King of Portugal (1667-1706)
- Russia - Aleksey I, Tsar of Russia (1645-1676)
- Scotland - Charles II, King of Scotland (1660-1685)
- Spain - Charles II, King of Spain (1665-1700)
- United Provinces
- Estates of Groningen (province), Guelders, Friesland, Holland, Overijssel, Utrecht, Zeeland (1581-1795)
- Stadtholder - William III, Stadtholder of Guelders, Holland, Overijssel, Utrecht and Zeeland (1672-1702)

Middle East and North Africa

- Morocco - Al-Harrani, Abu'l Abbas Ahmad I, and Ismail, Joint Sultan of Morocco (1672-1684)
- Ottoman Empire
- Monarch - Mehmed IV, Sultan of the Ottoman Empire (1648-1687)
- Grand Vizier - Ahmed Köprülü, Ottoman Grand Vizier (1661-1676)
- Safavid Empire - Tahmasp I Shah of Iran (1624-1676) Category:1675 Category:Lists of state leaders by year

elitarne.info warsaw apartments bia�ko online casinos Black-Breath

:: RELATED NEWS ::

Derby Łodzi
Mecze Widzew - ŁKS to jednocześnie spotkania derbowe, czyli specyficzny rodzaj meczu, w którym grają drużyny z jednego miasta w tej samej klasie rozgrywek. Nie raz nazywa się te spotkania "świętą wojną".

Wyniki meczów Widzew - ŁKS w ekstraklasie

Wyniki meczów Widzew - ŁKS w II lidze

Bilans meczów w ekstraklasie

:23 zwycięstwa Widzewa :17 remisów (+3) :10 zwycięstw ŁKS-u :Bramki: 73 (+2) dla Widzewa, 50 (+2) dla ŁKS-u. Strzelcy bramek dla Widzewa (42 zawodników + 2 samobójcze):

LCR
LCR (ang. Least cost routing) to funkcja central telefonicznych typu PBX. Polaga ona na tym, że centrala potrafi automatycznie skierować ruch wychodzący do sieci wybranego operatora, bramki GSM lub bramki VoIP tak aby koszt połączenia był najniższy. Użytkownik nie musi wybierać żadnych prefiksów, odbywa się to bez jego wiedzy. Przykładowo jeśl

Oseltamiwir
Oseltamiwir (ATC J 05 AH) - lek przeciwwirusowy należący do selektywnych inhibitorów jednej z glikoprotein wirusa grypy - neuraminidazy. Jest stosowany w zachorowaniach na grypę. Tamiflu^® - nazwa handlowa oseltamiwiru produkowanego przez szwajcarski koncern farmaceutyczny

Roche (firma)
Roche Holding AG - szwajcarski koncern medyczny złożony z producenta farmaceutyków Hoffmann-La Roche oraz dostawcy aparatury medycznej Roche Diagnostics. Siedziba główna firmy mieści się w Bazylei. Spółka publiczna notowana na Giełdzie Szwajcarskiej oraz londyńskim rynku virt-x. Założona w

Pompa Rootsa
Pompa (krzywkowa) Rootsa (ang. Roots rotary pump) jest to objętościowa pompa rotacyjna stosowana do uzyskiwania próżni. Składa się z jednego statatora w którym są umieszczone dwa zsynchronizowane wirniki obracające się w przeciwne strony. Wirniki maja kształt krzywoliniowy (stąd nazwa), zwykle w kształcie ósemkowym. Wirniki nie stykają się ze sobą ani z obudową, dzięki czemu nie występuje tarcie i niepotrzebne jest smarowanie. Patrz też: pompa próżniowa,

Lipali
Tomasz "Lipa" Lipnicki (ur. 26 sierpnia 1969 w Gdańsku) - polski muzyk rockowy, wokalista i gitarzysta. W 1986 dołączył do grupy She, z której odszedł w 1992 do prowadzonego przez Grzegorza Skawińskiego Grupa na rzecz Partii Robotniczej Ciekawe, jak potoczą się losy tego hasła? Naszym zdaniem . 4^@ 16:04, 18 paź 2005 (CEST) ---- 20px Usunąć # 4^@ #

Pirat (szybowiec)
SZD-30 Pirat to polski szybowiec szkolno-treningowy. Konstrukcji drewnianej w układzie górnopłata z usterzeniem typu T. Konsturcja kadłuba skorupowa. Płat nośny skłdający się z trzech części, cześci środkowej "centropłata" i dwóch końcówek "uszów" Łącznie wyprodukowano 813 szt. w tym 46 Piratów C, początkowo w SZD w Bielsku Białym a od 1974 w WSK<