:: wikimiki.org ::

Rum

Rum

Rum kommer af indoeuropæisk
- ru- = "åbne" -> germansk
- ru-ma- = "åbne" -> oldnordisk rumr = "rummelig" (adjektiv) -> "rum" (substantiv). Ordet var altså først en beskrivelse, som sagde at noget var åbent. Senere blev det brugt til at betegne selve "det", som åbenheden var i, altså rummet. Rum antages at være et "noget", som er åbent for noget andet. Tillægsordet spatial betyder 'rumlig' eller 'vedrørende rum'.

Astronomi

Verdensrummet er de forholdsvis tomme områder af Universet fraregnet stjerner og planet med den tætte del af deres atmosfære. Ofte betegner man det blot som rummet, specielt i forbindelse med rumfart. En ældre, lidt mere præcis betegnelse er det ydre rum (om rummet uden for Jorden og dens atmosfære).

Filosofi

Immanuel Kant betragtede tid og rum som a priori anskuelsesformer. Vi kan ikke erkende tingene-i-sig-selv, men kun tingene som de fremtræder for os. Fænomenerne, der erkendes, fremtræder fysisk i rum og tid, men de to er ikke selv noget fysisk. De er a priori anskuelsesformer, dvs. at de går forud for enhver empirisk erkendelse, fordi de blot udgør formen for vor perception. En anden måde at sige det på er, at de er transcendentale kategorier, dvs. erkendelsesbetingelser, det vil sige de er nødvendige for erkendelse overhovedet, men de kan ikke selv erkendes (Men vi taler om dem, så vor erkendelse af dem må være i en gråzone).

Fysik

I klassisk mekanik betegner rum det tre-dimensionale Euklidiske rum, hvor objekter kan lokaliseres med tre koordinater, sædvanligvis betegnet med (x,y,z). I den generelle relativitetsteori er rum ikke noget i sig selv, men en del af den fir-dimensionelle rumtid.

Matematik

I elementær geometri er rummet også det sædvanlige tredimensionale euklidiske rum. Men også andre geometrisk objekter kaldes rum, og mere abstrakt taler man om eksempelvis vektorrum og topologiske rum. Flere specialtilfælde af de sidstnævnte har særlige navne, for eksempel Hilbertrum.

Se også

- Tid Kategori:Fysik Kategori:Metafysik Kategori:Klassisk mekanik ja:空間 ko:공간 simple:Space

Indoeuropæiske sprog

Indoeuropæisk er en sprogfamilie der omfatter omkring 150 sprog talt af omkring 3 milliarder mennesker, inklusive næsten alle europæiske sprog og mange sprog i Syd- og Vestasien. Den spænder fra store sprog såsom engelsk til hindi og urdu.

Navnets historie

At disse sprog stammede fra et fælles oprindeligt grundsprog, blev først foreslået af Sir William Jones i 1786. Som en af de første europæere havde han stiftet kendskab med sanskrit, indernes klassiske sprog, og var herved blevet opmærksom på de slående ligheder i grammatikken og ordforrådet mellem dette og græsk og latin. Den danske sprogforsker Rasmus Rask skrev i 1814 prisopgaven Undersøgelse om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse, hvori han demonstrerede, at de nordiske sprog var beslægtet med græsk og latin, og at ordenes slægtskab kunne bevises ved at antage regelmæssige lydlove ("den germanske lydforskydning"). To år efter kom Franz Bopps Über die Konjugationssystem der Sanskritsprache in Vergleichung mit jenen der griechischen, lateinischen, persischen und germanischen Sprache. Fra alle sider blev man således opmærksom på, at indisk, græsk, latin og germansk kom af samme rod. Den sprogfamilie blev snart kendt som indogermansk eller indoeuropæisk, idet man betegnede den efter sine to yderpunkter (-germansk, fordi man på det tidspunkt ikke vidste, at det endnu vestligere keltisk også var indoeuropæisk). Det første navn er stadig det almindeligste på tysk (indogermanisch), men på andre sprog er det siden den anden mulighed, der slog igennem, fordi man følte, at germansk pegede snævert imod netop tysk. Ordet arisk var egentlig indernes og iranernes betegnelse for sig selv, men da man i begyndelsen fejlagtigt troede, at sanskrit slet og ret var urindoeuropæisk, blev det i vide kredse også almindeligt at bruge arisk som synonym for indoeuropæisk, selv efter at man erkendte, at sanskrit kun var en kusine eller gammel tante til de andre indoeuropæiske sprog. Efter at nazisternes udryddede millioner af mennesker med henvisning til arierbegrebet, er der imidlertid ingen, der har villet bruge ordet i den brede betydning, og det bruges i dag kun om den indiske gren af indoeuropæisk, ofte i formen "indoarisk", i modsætning til de mange ikke-indeorupæiske sprog i Indien.

Urindoeuropæisk

Grundsproget

Grundsproget, det såkaldte urindoeuropæisk (eller "protoindoeuropæisk"), er rekonstrueret på grundlag af de sprog, der nedstammer fra det; ved at sammenligne alle kendte, levende og uddøde, indoeuropæiske sprog har man fundet frem til en lang række fællesord (rødder og stammer), en fælles grammatik (morfologi) og en fælles syntaks. Så længe der ikke findes skriftlige levn (eller for den sags skyld lydoptagelser) af urindoeuropæisk, vil rekonstruktionen altid være en mere eller mindre sandsynlig tilnærmelse til et ideelt fikspunkt. Urindoeuropæisk er derfor ikke et sprog i samme forstand som dansk eller latin, men en abstraktion, en slags forhistorisk fællesnævner for de faktisk belagte historiske indoeuropæiske sprog. Eftersom rekonstruktionen således ikke kan verificeres af ydre data, må dens sandsynlighed alene bero på dens evne til at redegøre for de historiske former i enkeltsprogene så fornuftigt som muligt. Men selv om de enkelte detaljer kan diskuteres og stadig bliver det, så er der dog generel enighed blandt lingvister om hovedkonklusionen: at de indoeuropæiske sprog er "genetisk" beslægtede i den forstand, at de er udviklet fra det samme sprog eller i det mindste den samme gruppe af sprog.

Morfologi

Grundsproget havde tre grammatiske køn for substantiverne: maskulinum, femininum og neutrum (der er dog forskere, som peger på, at der muligvis i en tidligere fase af indoeuropæisk kun var to køn, der betegnede henholdsvis levende væsener og døde genstande). Der var tre tal: singularis, dualis og pluralis, og der var otte kasus: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis. Verberne blev bøjet i aktiv og medium, og de havde følgende modi: indikativ, injunktiv , konjunktiv, optativ og imperativ. Man går traditionelt ud fra disse tidsbøjninger: præsens, imperfektum / præteritum (= injunktiv med forstavelsen eller augmentet (h1)e-: kun indoiransk, armensk, frygisk og græsk), perfektum (= præteritum i germansk) og måske futurum. Der ser desuden ud til at have været en skelnen mellem imperfektive stammer og aoriststammer som i de slaviske sprog og græsk. Endelig blev verberne bøjet i tre personer og, ligesom substantiverne og adjektiverne, i tre tal: singularis, dualis og pluralis. Det var kendetegnende for urindoeuropæisk, at mange substantiver og verber havde vokalveksel eller aflyd (ty. og eng. Ablaut) i roden. Noget lignende kendes fra de semitiske sprog. Den indoeuropæiske aflyd var enten kvalitativ (e ~ o) eller kvantitativ (e ~ ē ~ -). Det er denne aflyd, der lever videre i de germanske stærke verber, f.eks. binde : bandt : bundet, byde : bød : budt eller bide : bed : bidt, der alle har den karakteristiske veksel mellem e-trin i infinitiv og præsens, o-trin i præteritum og nultrin i participiet (germansk.
- bind- :
- band- :
- bund-,
- biud- :
- baud- :
- bud-,
- bīt- :
- bait- :
- bhit- < urindoeuropæisk
- bhendh- :
- bhondh- :
- bhndh-,
- bheudh- :
- bhoudh- :
- bhudh- og
- bheid- :
- bhoid- :
- bhid-). Den almindeligste verbalbøjning, som man kalder tematisk, fordi den har en stammevokal eller temavokal (e/o) foran endelsen, ser i en række klassiske indeuropæiske sprog således ud i præsens aktiv:
- Sanskrit bhárāmi, bhárasi, bhárati, bhárāmasi, bhárata, bháranti
- Avestisk barā(mi), barahi, baraiti, barāmahi, baraθā, barənti
- Græsk φέρω, φέρεις, φέρει, φέρομεν, φέρετε, φέροντι (dorisk) > -ουσι(ν) (attisk)
- Latin vehō, vehis, vehit, vehimus, vehitis, vehunt
- Gotisk bairau, bairis, bairiþ, bairam, bairiþ, bairand
- Oldkirkeslavisk vezoͅ, vezeši, veze(tъ), vezemъ, vezete, vezoͅtъ
- Litauisk vežù, vežì, veža, vežame, vežate, veža
- Oldirsk biru, biri, berid, bermai, beirthe, berait
- Hittitisk pí-eš-ki-mi, pí-iš-ki-ši, pí-eš-kiz-zi, pí-eš-ga-u-e-ni, pí-eš-kit-te-ni, pí-eš-kán-zi Der kan ikke være nogen tvivl om, at disse bøjninger går tilbage til et fælles udgangspunkt, som man traditionelt (siden Karl Brugmann) har rekonstrueret på følgende måde:
- Urindoeuropæisk
- bherō,
- bheresi,
- bhereti,
- bheromes,
- bherete,
- bheronti I nyere tid har man derimod været opmærksom på, at urindoeuropæisk ikke var et statisk sprog, og man er derfor mere tilbøjelig til at antage følgende endelser (Calvert Watkins):
- Urindoeuropæisk
- bheroh2,
- bherei > esi,
- bherei > -eti,
- bheromos,
- bherete,
- bheronti De yngre endelser skal være opstået under indflydelse af et andet hyppigt paradigme, det såkaldt atematiske, der f.eks. kendes fra verbet "at være":
- Sanskrit ásmi, ási, ásti, smás(i), sthá, sánti
- Avestisk ahmi, ahi, asti, mahi, stā, hənti
- Græsk εἰμί, εἶ, ἐστί, εἰμέν, ἐστέ, ἐντί (dorisk) > εἰσί(ν) (attisk)
- Latin sum, es, est, sumus, estis, sunt
- Gotisk im, is, ist, sijum, sijuþ, sind
- Hittitisk e-eš-mi, e-eš-ši / e-eš-ti, e-eš-zi,
- aš-wa-ni,
- aš-te-ni, a-ša-an-zi <
- Urindoeuropæisk
- h1ésmi,
- h1éssi,
- h1ésti,
- h1smós,
- h1sté,
- h1sénti Lignende rekonstruktioner kan foretages for andre dele af verbalsystemet og for nominalsystemet, dvs. substantiver og adjektiver. Det er klart, at alt dette ikke bare kan være lånt sammen med ordene (som dansk leksikon ~ leksika, hotdog ~ hotdogs, der deres enkelhed til trods alligevel ikke er stabile paradigmer).

Lydlove

En vigtig forskel mellem lighed som følge af kontakt og lighed som følge af slægtskab består i de såkaldte lydlove. Ordet lydlov (Lautgesetz, sound-law) er uheldigt, fordi det giver et indtryk af universel gyldighed ligesom naturlovene eller af bevidst vedtagelse ligesom samfundets love, og derfor bruger man også det mindre prætentiøse lydregel (Lautregel, sound-rule). Men pointen er, at beslægtede ord i beslægtede sprog forholder sig til hinanden i henhold til regelmæssige forandringer af sprogets lyd (fonemer). Det er danskeren Rasmus Rask, der første gang formulerede en lydlov (selv om han ikke brugte dette ord), da han observerede, at de germanske sprog havde en række ord, der kunne sættes i forbindelse med de tilsvarende græske og latinske ord, hvis man antog, at lydene (Rask sagde "bogstaverne") blev skiftet ud efter et reglmæssigt mønster. Han beskrev i den forbindelse den serie af lydlove, som vi kalder den germanske lydforskydning, f.eks. græsk κ, latin c = germansk h (f.eks. dansk hund = lat. canis, gr. κύων) eller græsk χ, latin h = germ. g (f.eks. dansk gås = gr. χήν). Da den århusianske sprogforsker Karl Verner var i stand til at forklare visse tilsyneladende uregelmæssigheder i den germanske lydforskydning under henvisning til accentens stilling i græsk og sanskrit ("den vernerske veksel"), gav det medvind til den strømning i den historiske sprogvidenskab, der gik under navnet junggrammatikerne, og som fastholdt lydlovenes undtagelsesløshed (die Ausnahmslosigkeit der Lautgesetze). I dag vil sprogforskerne bløde op på junggrammatikernes lydlovsbegejstring; man har konstateret, at lydlovene ikke rammer alle ord på én gang som ved et guddommeligt sving med tryllestaven, og de kan derfor godt glemme et par ord i skydningen i sprogets udkroge eller omvendt aldrig rigtig komme fra starten, således at det kun er en håndfuld ord, der når at blive ramt. Det overordnede princip er dog gyldigt, nemlig at beslægtede ord i princippet skal overholde de lydlove, der gælder for de pågældende sprog. Alle germanske ord, der er urbeslægtet med græske og latinske ord skal derfor overholde den germanske lydforskydning (inkl. den vernerske veksel), og de ord, der ikke overholder dem, er enten ikke beslægtet (f.eks. da. have ≠ lat. habeō 'have', men derimod = lat. capiō 'tage') eller senere lån (f.eks. da. kennel < lat. canis 'hund').

Fælles ord

Der er hundredvis af ord, der optræder i de fleste indoeuropæiske sprog eller i et bredt udsnit af dem. Det drejer sig f.eks. om ord som
- dems 'hus',
- dhueres 'dør',
- medhu 'honning, mjød',
- albhis /
- bharos /
- g’hersdā /
- ieuos 'byg, spelt',
- g’dhūs /
- piskos 'fisk',
- sals 'salt',
- gwous 'ko, okse',
- ek’uos 'hest',
- ouis 'får',
- sūs 'svin',
- kwriəmoi 'købe',
- bherō 'bære',
- edmi 'spise',
- sēiō 'så',
- ubhnāmi (
- uebhō) 'væve',
- ul̅nom 'uld',
- nogwnos 'nøgen',
- aios 'kobber',
- ausom 'guld',
- nsis 'sværd',
- lonkos 'bue',
- k’elus 'pil',
- nāus 'skib',
- ueg’hō 'køre',
- kwekwlos 'hjul',
- arətrom 'plov' (rekonstruktionerne er "klassiske", dvs. uden laryngaler). Man har brugt disse ord til at diagnosticere den urindoeuropæiske kultur og dermed lokalisere urhjemmet. Ordene giver et utvetydigt signalement af en landbrugskultur, der lever af kvæg og korn, og som har nogen kendskab til metal. Mere præcist kan man nok heller ikke bestemme den urindoeuropæiske kultur ud fra ordforrådet. Tidligere lagde man stor vægt på fælls trænavne. Når man f.eks. ad rekonstruktionens vej kunne nå frem til et fælles ord for 'bøg', nemlig
- bhāg’ós (f.eks. da. bøg, lat. fāgus, gr. φηγός), så måtte urindoeuropæerne også have boet i et område, hvor der voksede bøge; og da der ikke vokser bøge øst for en linie, der går fra Köngsberg til Krim, mente man, at indoeuropæernes urhjem (se nedenfor) måtte have ligget i Mellemeuropa. Problemet er blot, at man selvfølgelig ikke har nogen garanti for, at
- bhāg’ós netop betegnede bøgen og ikke et andet træ, blot fordi ordet er kommet til at betyde 'bøg' i germansk og på latin; græsk φηγός er derimod en eg. Endelig behøver bøgegrænsen ikke have gået det samme sted for 5-6000 år siden.

Kritik af indoeuropæisk

Race og sprog

Selv om teorien om de indoeuropæiske sprogs genetiske slægtskab og dermed et indoeuropæisk grundsprog er accepteret af så godt som alle sprogvidenskabsmænd, har den dog også mødt kritik. Kritikken har især været af ideologisk art, og den har især været fremført af ikke-sprogvidenskabsmænd. Det betyder dog ikke, at den ikke har peget på virkelige problemer i teorien, men kun at kritikken må relativeres og modificeres. Som bekendt blev begrebet indoeuropæisk misbrugt af raceteoretikere til at argumentere for, at der var en grundlæggende værdiforskel mellem de folk (den "race"), der talte et indoeuropæisk sprog, og alle andre folkeslag ("racer"). Eftersom dette misbrug blev del af en ideologi, der gennemførte en bestialsk tilintetgørelse af millioner af jøder og andre "ikke-ariske racer", er det klart, at man i den efterfølgende periode var utryg ved at beskæftige sig med indoeuropæisk under nogen som helst form.

Sammenlignende vs. almen sprogvidenskab

Der har desuden været en anden udvikling, der gar bidraget til, at indoeuropæisk mødte modstand. Hvor den tidlige lingvistik havde fokuseret meget kraftigt på den sammenlignende sprogvidenskab, svingede pendulet i 1930'erne over til, at det var mere moderne at beskæfte sig med samtidige sprogsystemer. Det var den gamle indoeuropæist Ferdinand de Saussure, der gav startskuddet til denne udvikling med sine posthumt udgivne Cours de linguistique générale ved at betone vigtigheden af at skelne diakron og synkron lingvistik. I den efterfølgende generation blev denne formaning af nogle omfortolket til, at sprogsammenligning var uvidenskabelig, og at virkelig sprogvidenskab kun kunne beskæftige sig med observerbare data. I 1960'erne og 1970'erne blev den indoeuropæiske og sammenlignende sprogvidenskab derfor betragtet som borgerlig og reaktionær. Studiet blev følgelig marginaliseret på universiteterne, lærestole i indoeuropæistik blev nedlagt (en udvikling, der endnu pågår), og sproghistorien blev skrevet ud af studieordningerne eller beskåret kraftigt på de enkelte sprogfag.

Diffusion

Den ældre arkæologi havde, med afsæt i den sprogvidenskabelige indoeuropæistik, været opsat på at identificere folkevandringer i det arkæologiske materiale og på at forklare alle markante ændringer i kulturen ud fra et befolkningsskifte. Efterkrigstidens generation af arkæologer var naturligvis skeptiske over for denne metode og gik for en stor dels vedkommende over i den modsatte grøft, idet man afviste snart sagt enhver form for indvandring (på nær den første). (I Danmark har denne generations skepsis over for det europæiske samarbejde muligvis også spillet en (ubevidst) rolle.) Kulturelle nyskabelser blev i stedet forklaret ved diffusion, dvs. spredning fra et folk til et andet i fredligt samkvem og ikke gennem en aggressiv erobring. Det var derfor nærliggende at mene, at et land som Danmark var begyndt at tale indoeuropæisk som en følge af en intens kulturel påvirkning sydfra. Tanken om sproglig diffusion har en uheldig forløber i den sovjetrussiske videnskabsmand Nikolaj Javkovlivič Marr (1865-1934), der ikke anerkendte den historiske sprogvidenskabelige metode og forklarede alle ligheder mellem sprog som en følge af diffusion. Han afviste slet og ret, at der overhovedet eksisterede sprogligt slægtskab og genetiske sproggrupper som slavisk. Fordi han havde haft en gunstig placering i den tidlige Sovjetunion, gjaldt hans meget eksotiske fortolkninger i lang tid som dogme på de sovjetiske universiteter, indtil selveste Stalin personligt greb ind og i et åbent brev i Pravda i 1950 stemplede dem som uvidenskabelige og dermed umarxistiske. Marrs radikale diffusionisme er nok et særsyn i dag. Man kan under alle omstændigheder ikke diskreditere enhver brug af diffusion på den baggrund. Diffusion er helt sikkert en adækvat model til at forklare udvekslingen af materiel kultur, og det derfor har været fornuftigt af den nye arkæologi at betone diffusionens betydning over for den klassiske invasionsteorie. Om sproglig lighed er opstået ved diffusion eller skyldes oprindeligt slægtskab, må altid komme an på den pågældende situation og på, hvilken model der bedst kan forklare de foreliggende data. Diffusion eller konvergens (at to sprog bliver mere lig hinanden over tid) er velegnet til at beskrive løse sprogfamilier såsom altaisk, dvs. tyrkisk-mongolsk (det er stadig omdiskuteret). I de indoeuropæiske sprogs tilfælde er diffusionsmodellen derimod ikke adækvat. Det er rigtigt, at der i dag er tusindvis af kulturord, der er fælles for alle eller de fleste europæiske sprog såsom telefon, computer, hallo. Men i de indoeuropæiske sprog ville det imidlertid ikke kun være ord, der var lånt, men også hele morfologien, der i de ældre indoeuropæiske sprog er så kompleks, at den grundlæggende overensstemmelse på ingen måde kan bero på en tilfældighed, og et lån nærmest er utænkeligt. Og det er ikke kun færdige ord, der er fælles for de indoeuropæiske sprog, men i lige så høj grad disse ords byggestene ("rødder") og reglerne for, hvordan der dannes afledninger af disse byggestene.

Opsummering

Den sprogvidenskabelige kerne i den indoeuropæiske teori - at de indoeuropæiske sprog er beslægtede og har et fælles ophav - er som sådan uangribelig, selv om der er mange enkeltheder i teorien, der er diskutable, ganske enkelt, fordi de bygger på sandsynlighedsargumenter og ikke kan sig verificeres, så længe der ikke findes direkte kilder til det urindoeuropæiske grundsprog. Det er vigtigt at understrege, at antagelsen af den sprogvidenskabelige teori ikke nødvendigvis vil indebære, at man så også må acceptere f.eks. en model med aggressive patriarkalske erobrere, der propaganderede en dumézilsk ideologi. Der er - med rette - mange, der føler et ubehag ved at tilslutte sig noget, de opfatter som et fascistisk projekt. De arkæologiske og religionshistoriske teorier, der opererer med indoeuropæisk er imidlertid ikke forudsætninger for den sprogvidenskabelige indoeuropæistik, men støtter sig blot til den. Man kan derfor være enig eller uenig med Georges Dumézils teori om den indoeuropæiske trefunktionsideologi eller med Marija Gimbutas' teori om de matriarkalske urindoeuropæere, men det har ingen betydning for den sproghistoriske rekonstruktion. Selv om det i første omgang har været ikke-sprogvidenskabsfolk, især arkæologer, der har fremført kritikken, har den ydet et væsentligt bidrag til den sprogvidenskabelige teori. Diffusionsmodellen er ganske vist i sig selv utilstrækkelig til at forklare ligheden mellem de indoeuropæiske sprog, men moderne arkæologi opererer med andre, langt mere sofistikerede mellemformer mellem den aggressive erobring og den fredelige langdistancekontakt. Disse modeller har forbedret vores forståelse af, hvordan indoeuropæisk kan være blevet udbredt, og hvordan de enkelte sproggrupper kan være blevet dannet.

Urhjemmet

Indledning

Eftersom urindoeuropæisk netop er en sprogvidenskabelig abstraktion, kan det ikke uden videre identificeres med én særlig forhistorisk arkæologisk kultur, selv om der har været og stadig bliver gjort talrige forsøg herpå. Forslagene til, hvor det indoeuropæiske urhjem skulle placeres har været mange og indbyrdes modstridende. En del af forslagene er nationalistisk motiverede som f.eks. Nordeuropa eller Indien. De fleste vil dog foretrække et forslag, der ligger i midten af det store område, hvor der tales eller blev talt indoeuropæiske sprog, og her er der to forslag, der har vundet større tilslutning end andre, nemlig stepperne nord for Sortehavet og Det kaspiske Hav og Lilleasien.

Det nordlige sortehavsområde

Det traditionelle synspunkt er, at urindoeuropæisk blev talt af et folk, der boede i det nuværende Ukraine og Sydrusland. Som en følge af deres tæmning af hesten havde dette folk en fordel, der førte til, at de i løbet af forholdsvis kort tid ekspanderede fra deres kerneområde ud over Europa og Sydasien. De sættes i forbindelse med den såkaldte kurgankultur (russisk kurgán 'gravhøj'), idet skikken med at rejse gravhøje - ifølge teorien - spreder sig fra øst mod vest i flere successive bølger. Disse kurganfolk skal desuden have været mere krigeriske (og patriarkalske), hvorfor de hurtigt fik overtaget i forhold til de mere fredelige (og matriarkalske) agerdyrkere i de lande, de erobrede. Denne teori er bl.a. forsvaret af den litauiske arkæolog Marija Gimbutas. James P. Mallory forsvarer ligeledes et urhjem på de eurasiske stepper, men er mindre ideologisk end Gimbutas. Nye fund underbygger, at udviklingen af den hestetrukne stridsvogn faktisk fandt sted på stepperne nord for Det kaspiske Hav, og meget taler for, at disse folk talte indoeuropæisk. Det var dog næppe urindoeuropæere, men snarere tidlige indoiranere, der i den efterfølgende periode trængte ned i Pakistan (det gamle Indien) og Iran. At det skulle være den samme teknologiske landvinding, der bragte de vestlige indoeuropæere til deres rspektive områder (Robert Drews, The Coming of the Greeks, 1988), er derimod mere omstridt.

Lilleasien

En anden teori, der dog er mere populær blandt arkæologer end blandt sprogvidenskabsfolk, er, at urindoeuropæisk blev talt af folk, der boede på den Anatolske Højslette i det 7. og 6. årtusinde f.Kr. Her lærte de kunsten at drive agerbrug, som førte til en relativ fredsommelig udvidelse af deres sprog og kultur mod øst, vest og nord. Syd for dem boede der allerede andre agerbrugende, hovedsagelig semitiske, folk. Denne teori blev lanceret af Colin Renfrew. Thomas Gamkrelidze og Vjačeslav Ivanov (Indo-European and the Indo-Europeans, 1995) forsvarer et urhjem i Armenien ud fra sprogvidenskabelige argumenter, især det urindoeuropæiske sprogs typologi, men deres rekonstruktioner er omstridt. Renfrews vigtigste argument er, at et sprogskifte kræver en voldsom kulturel begivenhed, og fra istidens ophør til nutiden har der ikke været nogen større begivenhed end den neolitiske revolution. Det er derfor kun naturligt, at landbrugerne, der hurtigt blev betydeligt talrigere end jægerne, hvor end de slog sig ned, også kom til at sætte den sproglige dagsorden. En vigtig anke imod Renfrews teori er, at de de sprog, der blev talt øst og vest for det hypotetiske urhjem, ligner hinanden mere end de sprog, der blev talt i centrum. Græsk og indisk er meget mere tættere på hinanden, end de er på hittitisk, der efter mange forskeres mening er spaltet tidligere ud fra ursproget end de andre indoeuropæiske sprog. Hvis man antager et fælles urhjem i Lilleasien, må man med andre ord acceptere, at indoiranerne ikke er vandret direkte østover, men har taget turen venstre om Sortehavet.

Syntese

Det er at forene sortehavshypotesen med den lilleasiatiske hypotese, hvis man antager, at de folk, der udbredte landbruget, talte en form for indoeuropæisk, men at der senere var en sproglig påvirkning østfra fra de indoeuropæisktalende agerdyrkere, der havde bosat sig nord for Sortehavet og Det kaspiske Hav, og som der havde domesticeret hesten (jf. Robert Drews, Journal of Indo-European Studies 25 (1997) 153-177, og Margalit Finkelberg, The Classical World 91 (1997) 3-20). Den østfrakommende indoeuropæisering var derfor ikke så meget en invasion, selv om der nok har været et vist flow af personer fra øst mod vest. Men der er nok så meget tale om en sproglig konvergens mellem de "gamle" indoeuropæere og de "nye" indoeuropæere.

Sproggrupper i indoeuropæisk

Uddøde sprog og sproggrupper er markeret med †
- †anatolske sprog
- †palaisk sprog: palaisk (nordlige Tyrkiet, 16.-14. årh. f. Kr.)
- †hittitisk sprog: hittisk (centrale Tyrkiet, 17.-13. årh. f. Kr.)
- †luviske sprog: luvisk (sydlige Tyrkiet, 15.-8. årh. f. Kr.), †karisk (sydvestlige Tyrkiet og Ægypten, 7.-4. årh.), †lykisk (sydvestlige Tyrkiet, 5.-4. årh. f. Kr.)
- †lydisk (vestlige Tyrkiet, 8.-4. årh. f. Kr.)
- †tokhariske sprog: to dialekter (Xinjiang, 6.-8. årh. e. Kr.)
- indoiranske sprog
- indiske sprog (indoariske sprog): †vedisk (Vedaens hellige sprog), sanskrit (det klassiske skriftsprog), pāli (den sydlige buddhismes skriftsprog), hindī, urdu, bengalī, marāṭhī, gujarāṭī, romani (romas sprog). Utallige andre dialekter.
- nuristanisprog eller kafirsprog (i Afghanistan). Betragtes af nogle som iranske dialekter, af andre som en selvstændig gren af indoiransk.
- iranske sprog
- østiranske sprog: persisk eller farsi, kurdisk
- vestiranske sprog: †avestisk (Avestaens hellige sprog), pašto (i Afghanistan), †sogdisk (på Silkevejen), †skythisk, †sarmatisk, ossetisk (i Kaukasus)
- armensk sprog
- græsk sprog: †mykensk (Linear B, 14.-12. årh. f. Kr.), †klassisk græsk (adskillige dialekter), †koiné, nygræsk
- †makedonisk sprog (kun kendt gennem ord og navne hos klassisk græske forfattere). Betragtes af nogle forskere som en græsk dialekt, af andre som et selvstændigt, men beslægtet sprog.
- †frygisk sprog: †frygisk (centrale Tyrkiet, 8. årh. f. Kr. - 3. årh. e. Kr.)
- albansk sprog: to dialekter
- †illyrisk sprog (Kroatien, kun kendt gennem ord og navne hos klassisk græske forfattere).
- †messapisk sprog (sydøstlige Italien, 5.-1. årh. f. Kr.).
- †thrakisk sprog (Bulgarien, to indskrifter og ord og navne hos klassisk græske forfattere).
- italiske sprog
- †sabelliske sprog (tidligere oskisk-umbriske sprog): †oskisk, †umbrisk. Visse forskere mener, at sabellisk og latin ikke tilhører én gruppe, men er selvstændige indoeuropæiske grene.
- latinske sprog: latin
- østromanske sprog: rumænsk, †dalmatinsk (Kroatien), sardisk, italiensk
- vestromanske sprog: rætoromansk, fransk, provencalsk, katalansk, spansk (kastillansk), portugisisk
- †venetisk sprog (nordøstlige Italien, 6.-2. årh. f. Kr.). Nogle forskere mener ikke, sproget hører til den italiske gruppe.
- keltiske sprog
- †fastlandskeltiske sprog: †gallisk (Frankrig, 3. årh. f. Kr. - 3. årh. e. Kr.), †lepontisk (Italien, 7.-5. årh. f. Kr.), †keltiberisk (Spanien, 2.-1. årh. f. Kr.)
- økeltiske sprog
- britanniske sprog: bretonsk, †kornisk (Cornwall, indtil 1777), kymrisk (Wales)
- gæliske sprog: irsk, skotsk, manx (Man)
- †lusitanisk sprog (Spanien/Portugal, 2. årh. e. Kr.)
- baltoslaviske sprog
- baltiske sprog
- †vestbaltiske sprog: †oldpreussisk (Østpreussen, 15.-17. årh. e. Kr.)
- østbaltiske sprog: litauisk, lettisk
- slaviske sprog
- østslaviske sprog: russisk, ukrainsk, hviderussisk
- vestslaviske sprog: polsk, †polabisk, †kašubisk, sorbisk, tjekkisk, slovakisk
- sydslaviske sprog: †oldkirkeslavisk, makedonisk, bulgarsk, kroatisk, serbisk, slovensk
- germanske sprog
- †østgermanske sprog: †gotisk (Italien, 4.-6. årh. e. Kr.), †krimgotisk (Krim, 16. årh. e. Kr.)
- vestgermanske sprog: højtysk, nedertysk (plattysk), nederlandsk, frisisk, engelsk
- nordgermanske sprog: islandsk (herunder †oldnordisk), færøsk, norsk, svensk, dansk

Litteratur

Danske titler

- Niels Åge Nielsen, Sprogets opståen og udvikling. Munksgård: København 1968.
- Louis Hjelmslev, Sproget. En introduktion. Berlingske Forlag 1963. En fornuftig og afvejet gennemgang af sprogvidenskabens forskellige discipliner, skrevet af en af strukturalismens fædre.
- Holger Pedersen, Sprogvidenskaben i det nittende århundrede. Metoder og resultater, Gyldendal: København 1924. Genoptrykt i bindet Videnskaben om sproget. Historisk sprogvidenskab i det 19. århundrede. Arkona: Århus 1978. En internationalt rost og stadig læsværdig gennemgang af den indoeuropæiske sprogvidenskabs første periode, skrevet af en af videnskabens berømte udøvere.

Fremmedsprogede titler

- Robert S. P. Beekes, Comparative Indo-European Linguistics. An Introduction. John Benjamins: Amsterdam, Philadelphia 1995.
- J. P. Mallory, In Search of the Indo-Europeans. Language, Archaeology and Myth. Thames & Hudson: London: 1989.
- James P. Mallory & Douglas Q. Adams. Encyclopedia of Indo-European Culture. Fitzroy Dearborn: London 1997.
- Michael Meier-Brügger, Indogermanische Sprachwissenschaft. Walter de Gruyter: Berlin, New York 2000. Engelsk oversættelse Indo-European Linguistics. Walter de Gruyter: Berlin, New York 2003.
- Colin Renfrew, Archaeology and Language: The Puzzle of Indo-European Origins. Cape: London 1988.
- Oswald Szemerényi, Einführung in die vergleichende Sprachwissenschaft. Wissenschaftliche Buchgesellschaft: Darmstadt, 3. udg. 1989. Engelsk oversættelse Introduction to Indo-European Linguistics. Oxford 1999. Kategori:Indoeuropæiske sprog ja:インド・ヨーロッパ語族 ko:인도유럽어족 th:ภาษากลุ่มอินโด-ยูโรเปียน

Oldnordisk (sprog)

Norrønt eller oldnordisk er en betegnelse på det vestnordiske eller blot islandske sprog i perioden ca. 700-1350 e.Kr. Det er det sprog, som de islandske sagaer og den Ældre og Yngre Edda er skrevet på. Den misvisende betegnelse oldnordisk (ligeledes tysk altnordisch, engelsk Old Norse) stammer fra en tid, da man antog, at det norrøne sprog for at være stamsprog til alle de nordiske sprog. Selv om norrønt generelt er mere arkaisk end middelalderens dansk og svensk (gammeldansk og fornsvensk), så har sproget visse innovationer, som de østnordiske sprog ikke kender (f.eks. omlyd foran
- z > r: ker "kar"). Man vil i dag derfor snarere sige, at den fælles stamfader er urnordisk (selv om dette sprog også kender dialektforskelle). Norrønt er derimod det fælles vestnordiske sprog, der ad åre skulle viderudvikle sig til norsk, færøsk, islandsk og det uddøde norn.

Eksterne henvisninger

- [http://www.heimskringla.no «Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad»].
- [http://nenna.bebto.com/indexs.htm Forngutnisk Ordlista]
- [http://nenna.bebto.com/ Old Gutnish Wordlist]
- [http://www.hamar-katedral.vgs.no/skolen/personalet/mahlum/spraak/norron/ordliste.doc Norrøn ordliste (Word format)], hovedadresse: [http://www.hamar-katedral.vgs.no/skolen/personalet/mahlum/ Lars Mæhlums hjemmeside]
- Webarchive backup: [http://web.archive.org/web/20020820121914/www.melkstavik.no/norront/ord/ord.htm Ordliste] Kategori:Germanske sprog Kategori:Nordisk folkeminde Kategori:Vikingetid Kategori:Middelalder ja:古ノルド語 ko:고대 노르드어

Adjektiv

Tillægsord (latin: adjektiv) er en ordklasse i det danske sprog der beskriver andre ord. De fleste tillægsord har tre grader, på dansk kaldet enten: :1. grad, 2. grad og 3. grad eller :grundform, højere grad og højeste grad eller :positiv, komparativ og superlativ Derudover kan tillægsord bøjes i flertal/bestemt form, men i 2. grad ender de i forvejen på -e, og man kan derfor ikke se forskel på 2. grad ental og 2. grad flertal. Tillægsord i 1. grad kan bøjes i intetkøn. Sammenfatning: ( 1. grad [( intetkøn | flertal/bestemt form )] | 2. grad | 3. grad [flertal/bestemt form] ) Eksempel: Høj, Højere, Højest, Høje, Højeste Kategori:Grammatik ja:形容詞 simple:Adjective th:คำคุณศัพท์

Universet

Universet formodes at være begyndt for ca. 14,7 milliarder år siden. Big bang-teorien siger at det hele begyndte da ingenting eksploderede og blev til universet, eller også var det et gigantisk sort hul som eksploderede. Grundstofferne helium og brint var de eneste bestanddele af det nyfødte univers. Universet udvider sig stadig, ved at de tomme mellemrum mellem grupper af galaksehobe bliver større. Man ved ikke hvordan galakserne blev dannet men det må være sket "hurtigt" efter big bang. Stjernedannelse begyndte at foregå i skyer, der havde opnået masse nok til at trække sig sammen. På grund af det enorme tryk begynder en fusionsreaktion i stjernens indre. Et biprodukt af fusionsreaktionen er det periodiske systems andre grundstoffer. Ved slutningen af stjernens levetid eksploderer den i en nova/supernova og slynger sin masse ud i rummet. Dette kan føre til at andre gasskyer opnår kritisk masse og nye stjerner med planeter kan dannes. Gradvist opbruger en stjerne rummets helium og brint, da det ender som jern, så der vil en dag ikke være nok til at danne nye stjerner. Uanset hvordan det startede, vil universet enten lide varmedøden eller ende i et Big crunch og miste al struktur. Hvilken af disse muligheder, der vil blive realiseret, afhænger af mængden af stof i universet, hvilket er genstand for indgående undersøgelser. De nuværende skøn tyder på, at mængden er for lille til, at universet kan trække sig sammen igen.

Eksterne adresser

- [http://www.anzwers.org/free/universe/ Richard Powell: An Atlas of the Universe] A series of images at various scales, with explanations.
- [http://www.wordwizz.com/pwrsof10.htm Bruce Bryson: Quarks to Quasars, Powers of Ten] (Klik på billedet).
- [http://www.wordwizz.com/10exp25.htm Bruce Bryson: Near The Limit of Our Knowledge] Scale: 10²⁵ meters = 10 Ym = 10 yottameters (~10⁹ light years).
- [http://micro.magnet.fsu.edu/primer/java/scienceopticsu/powersof10/ Molecular Expressions: Science, Optics and You - Powers Of 10: Interactive Java Tutorial]
- [http://humber.northnet.org/weeks/TorusGames/html/IntroToTorus.html Develop your intuition for a flat, unbounded, finite universe (games :)]
- [http://www.space.com/scienceastronomy/age_universe_030103.html Age of the Universe at Space.Com]
- [http://panisse.lbl.gov/public/ Home Page of the Supernova Cosmology Project]
- [http://www.nersc.gov/research/annrep97/perlmutter.html 1997: NERSC and the Fate of the Universe]
- [http://supernova.lbl.gov/~evlinder/sci.html Resource Book on Dark Energy]
- [http://unisci.com/stories/20021/0308023.htm Repainting The Universe: Now It's Beige. Maybe...]
- [http://news.bbc.co.uk/hi/english/sci/tech/newsid_1861000/1861957.stm BBC News, 8 March, 2002: Universe is off colour]
- [http://news.bbc.co.uk/hi/english/sci/tech/newsid_1951000/1951406.stm BBC News, 25 April, 2002, Universe in 'endless cycle']
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/727073.stm BBC News 26 April, 2000: Universe proven flat]
- [http://physicsweb.org/article/news/7/10/5 8 October 2003, PhysicsWeb: Is the universe a dodecahedron?]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/3732157.stm 20 May, 2004, BBC News: Cosmos 'a billion years older'] ja:宇宙 ko:우주 ms:Alam Semesta simple:Universe

Stjerne

med EUV-"briller", som "ser" bølgelængden 30,4 nm og farvelagt med synlige farver.]] En stjerne består primært af en stor mængde brint og helium, som ved fusion omdannes til tungere grundstoffer. I fusionsprocessen dannes store mængder energi, der bl.a. resulterer i udsendelse af synligt lys fra en stjernes overflade. Et eksempel er vores sol.

Stjerners liv og død

Alle stjerner »fødes« af skyer af interstellar gas, primært brint, som trækker sig sammen på grund af interne tyngdekræfter. Til at starte med er disse skyer ganske tynde, men når først kollapset er sat i gang (astronomerne har endnu ikke klarhed over hvad der udløser det), stiger tryk, tæthed og temperaturer. Er der brint nok, nåes det punkt, hvor de centrale dele er varme og tætte nok til at sætte gang i fusionsprocesser i den nye stjernes centrale dele. Varmen fra brint-fusionen får materialet i stjernens centrum til at udøve et udadrettet tryk, som i det meste af stjernens »liv« vil balancere mod vægten af det omkringliggende stjernemateriale. Stjerner i denne tilstand af ligevægt ligger i den såkaldte hovedserie i Hertzsprung-Russell diagrammet. Hertzsprung-Russell diagrammet Hvis den stofmængde der er til rådighed, er mindre end ca. en 20.-del af vor Sols masse, kommer kerneområdet dog aldrig op på tryk- og temperaturforhold der tillader fusionsprocesserne. I stedet skabes en såkaldt brun dværg - et lyssvagt legeme som skaber sin (stærkt begrænsede) energi ved simpel sammensynkning i stedet for kernefysik. Når brint-beholdningen i stjernens indre er ved at slippe op, »vinder« presset af tyngden af det omkringliggende materiale og presser kernen sammen indtil en ny fusionsproces, triple-alfa-processen (hvor 3 heliumatomer samles til en kerne af et kulstof-atom), kan finde sted: Varmen fra denne proces blæser de ydre lag af stjernen udad, så disse udvider sig og køles ned: Stjernen er nu det astronomerne kalder for en rød kæmpe (eller evt. rød superkæmpe). Tunge stjerner kan fortsætte med at fusionere stadig støre atomkerner, indtil de ender i en reaktion der danner jern: Dette grundstof er »endestationen«, fordi al kerneomdannelse af jernatomer kræver energi i stedet for at producere det. Når der ikke længere produceres energi i en stjernes indre, vil tyngden fra de ydre dele af stjernen presse den nu »døde« kerne sammen. Stjerner som vor egen sol vil blot falde sammen til en varm og lille stjerne af den slags der kaldes for en hvid dværg: Denne producerer ikke »ny« energi, men køler blot ganske langsomt af. For stjerner der er mere end ca. halvanden gange så tung som Solen, kan atomerne i kernens materiale ikke »bære vægten« af det sammensynkende materiale: Elektronerne omkring atomkernerne bliver ganske enkelt mast ind i kernen, hvor de reagerer med protonerne og danner neutroner. Denne kollaps er temmelig voldsom, og blæser de ydre dele af stjernen væk. Tilbage er blot et massivt legeme af tætpakkede neutroner - en såkaldt neutronstjerne. Når endnu større stjerner kollapser, kan end ikke sammenpressede neutroner »bære vægten«, og slutproduktet er et såkaldt sort hul - et legeme så tæt, at den lokale tyngdekraft omkring det er for stærk til at selv lys kan forlade det.

Farver og spektralklasser

Lyset fra en stjerne har et spektrum (farvesammensætning) der fortæller noget om stjernens temperatur og stofsammensætning, i det mindste for så vidt angår de lysudsendende dele af stjernens overflade. Af den grund inddeler man stjerner i forskellige spektralklasser - sorteret efter faldende, tilsvarende temperatur hedder stjernernes spektralklasser:
O, B, A, F, G, K, M, R, N, S Den lidt »tilfældige« bogstavfølge skyldes at klassifikationssystemet blev opfundet inden man lærte den nærmere betydning af de forskellige klasser. Man kan huske rækkefølgen ved hjælp af denne memotekniske remse: »Oh, be a fine girl, kiss me right now, sweetie!«. Hvis man varmer f.eks. et stykke jern op, vil det først blive rødglødende, siden skifter lyset fra gløden over orange og gult til »hvidglødende«: På samme måde er lyset de koldeste stjerner (med overfladetemperaturer på et par tusinde celsiusgrader) rødligt, mens varmere stjerner udsender gult, orange og hvidt lys - Solen med sin overfladetemperatur på knap 6000°C, klassificeres således som en »gul« stjerne af astronomerne. Og der findes langt varmere stjerner: De der er »varmere end hvidglødende« har et blåt skær i deres lys, fordi de udsender mest af det kortbølgede, blå lys. De varmeste blandt disse blå stjerner har overfladetemperaturer på henved 45.000°C.

Se også

- Dobbeltstjerne
- Solen

Eksterne henvisninger

- [http://www.cozmo.dk/astrofys/ Det astrofysiske grundlag for liv I]
- [http://as.dsri.dk/AstronomiskGuide/himmel.html Astronomisk Selskab, Astronomisk guide: Stjernerne på Himlen]
- [http://curious.astro.cornell.edu/stars.php Curious About Astronomy? Stars], [http://curious.astro.cornell.edu/stars.php#questions Curious About Astronomy? Stars, Questions]
- dmoz: [http://dmoz.org/Science/Astronomy/Stars/ Stars]
- NASA: [http://chandra.nasa.gov/ Chandra X-ray Observatory News], Harvard: [http://chandra.harvard.edu/ Chandra X-ray Observatory News]
- Hubblesite: [http://hubblesite.org/newscenter/archive/category/star/ Star]
- [http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/2983298.stm 13 June, 2003, BBCNews: Strange star puzzles astronomers] Citat: "...Achernar, otherwise known as Alpha Eridani...fairly close to us, being about 145 light-years distant...."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2003/11/031128082715.htm 2003-11-28, Science Daily: Biggest Star In Our Galaxy Sits Within A Rugby-ball Shaped Cocoon] Citat: "...Eta Carinae...100 times more massive than our Sun and 5 million times as luminous. This star has now entered the final stage of its life and is highly unstable..."
- [http://physicsweb.org/articles/news/9/1/8/1 13 January 2005, Physicsweb: All change for stellar evolution] Kategori:Astronomi ja:恒星 ko:항성 ms:Bintang simple:Star th:ดาวฤกษ์

Rumfart

Rumfart betegner rejse eller transport i rummet. Der skelnes mellem bemandet rumfart og ubemandede rummissioner.

Historie

Mennesket har i umindelige tider drømt og skrevet om at rejse i rummet. Det giver sig blandt andet udtryk i en blomstrende science fiction litteratur. Konstantin Tsiolkovsky (1857-1935) fra Rusland betragtes som rumfartens fader. I slutningen af det 19. århundrede beskrev han teknologien for at kunne rejse i rummet, i særdeleshed raketmotoren. I USA eksperimenterede Robbert H. Goddard (1888-1945) i 1920'erne og 1930'erne med raketter med flydende brændstof i forholdsvis ubemærkethed. Den store praktiske udvikling fandt sted i Tyskland under den 2. verdenskrig, hvor rumalderen blev indledt 3. oktober 1942 med opsendelsen af en A4-raket, forløberen for V2-raketten, fra Peenemünde under ledelse af Wernher von Braun. Udover den militære anvendelse dannede den grundlaget for raketten til brug for rumforskningen. Den egentlige rumalder startede den 4. oktober 1957 hvor Sputnik 1, verdens første kunstige satellit, blev opsendt fra Baikonur Kosmodromen i Sovjetunionen. Laika blev det første levende væsen i rummet den 3. november 1957. Det første menneske i rummet var Jurij Gagarin den 12. april 1961 ombord på Vostok 1, mens Neil Armstrong som det første menneske satte foden på Månens overflade den 21. juli 1969.

Typer af baner

Man kan skelne mellem forskellige former for rumfart:
- ballistiske baner hvor sonden efter opsendelsen falder tilbage til Jorden uden at gå i kredsløb
- kredsløb hvor en satellit sendes i kredsløb om Jorden (eller et andet himmellegeme)
- interplanetar rejse hvor rumsonden foretager en rejse mellem legemer i solsystemet
- interstellar rejse hvor rumsonden foretager en rejse mellem stjernerne.
- intergalaktisk rejse hvor rumsonden foretager en rejse mellem galakserne. For at kunne kaldes en rejse i rummet, har FAI defineret en grænse på 100 km over Jordens overflade. USA anvender også en 50 mile grænse. Personer, der har passeret denne grænse, er rumrejsende eller astronauter.

Se også

- Rumforskning
- Rumkapløbet
- Bemandet rumfart
- Vostok
- Mercury
- Voskhod
- Gemini
- Sojuz
- Apollo
- Saljut
- Skylab
- Rumfærgen
- Mir
- Den Internationale Rumstation
- Shenzhou
- SpaceShipOne
- Ubemandede rummissioner
- Pioneer
- Luna
- Zond
- Venera
- Ranger
- Mariner
- Surveyor
- Viking
- Voyager
- Vega
- Phobos
- Discovery
- Astronaut
- Rumstationer
- Rumturisme
- Privat rumfart
- Kolonisation af rummet
- Rumkatastrofer
- Udforskning af Mars

Eksterne henvisninger

- Open Directory: http://dmoz.org/World/Dansk/Videnskab/Teknologi/Rumfart/
- [http://www.rumfart.dk Dansk Selskab for Rumfartsforskning]
- [http://www.rummet.dk Rummet.dk]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Technology/Space/ Space]
- [http://www.spaceweather.com/ SpaceWeather.com -- News and information about meteor showers, solar flares, auroras, and near-Earth asteroids]
- [http://www.space.com Space.com]
- [http://www.spacedaily.com Spacedaily.com]
- [http://www.iol.co.za/index.php?click_id=31&art_id=iol1055339117995S162&set_id=1 IOL, Popular Mechanics, June 11 2003: Super spaceships not far out]
- [http://www.space.com/businesstechnology/technology/cold_plasma_000724.html Space.com: Force Fields and 'Plasma' Shields Get Closer to Reality]
-

Jorden

Jorden er den tredje planet fra solen i vores solsystem. Jorden er 12.756,270 kilometer i diameter og er en planet med en atmosfære. Jorden har en måne: Månen. Afstanden til solen er cirka 150 millioner kilometer, hvilket svarer til omkring otte lysminutter. Jordens historie er inddelt i forskellige tidsperioder, hvor planeten langsomt udvikler sig til et sted, hvor livet kan opstå og derefter udvikles, hvor arter langsomt udvikles, nogle dør, mens andre blomstrer op i en periode, hvorefter atter andre arter tager over.

Kredsløb om solen

art Afstand til Solen (massecenter)

Min.	147 098 073 km
Max.	152 097 701 km
Halve storakse	149 597 887 km
Halve lilleakse	149 576 999 km
Excentricitet	0,01671022
Siderisk omløbstid	1a 0t 10m 1,344s
Synodisk periode	—
Omløbshastighed Gnsn.	107.219 km/t
Omløbshastighed Min.	105.448 km/t
Omløbshastighed Max.	109.033 km/t
Banehældning	0,000 05° i fh. t. ekliptika,
Banehældning	7,25° i fh. t. Solens ækv.
Periapsisargument; Ω	114,207 83 °
Opstigende knudes længde; ω	348,739 36 °

Fysiske egenskaber

Radius	6.378,135 km ved ækvator, 6.356,750 km ved polerne, 6.372,795 km ved gennemsnitlig
Diameter	12.756,270 km ved ækvator, 12.713,500 km ved polerne, 12.745,591 km ved gennemsnitlig
b:a	0,996647139
Fladtrykthed	0,003352861
Overfladeareal	5,1×10⁸ km²
Rumfang	1,08×10¹² km³
Masse	(5,972.23 ± 0,00008)×10²⁴ kg
Massefylde	5,515×10³ kg/m³
Tyngdeacceleration ved overfladen	9,780 m/s²
Undvigelseshastighed ved ækvator	40 270 km/t
Rotationstid	23t 56m 3,091s
Aksehældning	23,439 281° i forhold til ekliptika
Nordpolens rektascension	-mangler-
Nordpolens deklination	90,000 °
Magnetfelt	30-60 μT
Albedo	36,7 %
Temperatur ved overfladen	Gnsn. 14 °C
Min. temperatur	-88 °C
Max. temperatur	+58 °C

Atmosfære

Atmosfæren består af Kvælstof, ilt, argon, carbondioxid (kultveilte) og vand. Atmosfæretryk ved havoverfladen er 101,325 hPa

Kvælstof:	77%
Ilt:	21%
Argon:	1%
Carbondioxid:	0,038%
Vand:	variabel

Struktur

vand Det indre af jorden er kemisk delt i en ydre siliciumholdig fast jordskorpe, en tyndtflydende (<-highly viscous?) kappe, en tyktflydende ydre kerne som er mindre flydende end kappen og en fast kerne. Den flydende ydre kerne er årsagen til det svage magnetiske felt pga. konvektion af dets elektrisk ledende materiale. Konstant finder nyt materiale vej op gennem jordoverfladen gennem vulkaner og revner i havbunden. Meget af jordens skorpe er mindre end 100 millioner (1×10⁸) år gammel; De ældste dele af skorpen er helt op til 4,4 milliarder (4,4×10⁹) år gamle [http://spaceflightnow.com/news/n0101/14earthwater/]. Under ét (atmosfære, jordskorpe, kappe, kerner) er jordens sammensætning efter masse [http://earthref.org/cgi-bin/er.cgi?s=erda.cgi?n=547]:

Jordens Indre

Indre varme

Det indre af jorden når temperaturer på 5.650 +/- 600 kelvin [http://www.es.ucl.ac.uk/people/d-price/papers/153.pdf] [http://www.carnegieinstitution.org/news_010905.html]. Planetens indre varme blev oprindeligt dannet ved samlingen af gas og støv (dets accretion) (se gravitational bindingsenergi) og da yderligere varme forsat bliver dannet pga. radiaktivt henfald som f.eks. uran, thorium og kalium. Varmemængden, som flyder fra det indre til jordoverfladen er kun 1/20.000 så stor som energien som modtages fra Solen.

Struktur

Jordens sammensætning (som dybde under havoverfladen):
- 0 to 60 km - Lithosfære (varierer lokalt mellem 5-200 km)
- 0 to 35 km - Jordskorpe (varierer lokalt mellem 5-70 km)
- 35 to 60 km - Øverste del af kappen
- 35 to 2890 km - Kappe
- 100 to 700 km - Asthenosphere
- 2890 to 5100 km - Ydre kerne
- 5100 to 6378 km - Indre kerne

Se også

- Verdens lande
- Oceanografi
- Corioliskraften
- Verdenshave
- Kontinent Kategori:Geografi Kategori:Geologi Kategori:Astronomi Kategori:Planeter Kategori:Solsystem

Kilder/referencer

- [http://www.cerncourier.com/main/article/40/6/11 CERN Courier: Measuring gravity with precision...]

Eksterne henvisninger

- [http://www.geogr.ku.dk Københavns Universitet, Geografisk Institut]
- [http://www.faglinks.dk/links.php?fag=7&under=5 FagLinks: Geografi - Jorden] ja:地球 ko:지구 ms:Bumi simple:Earth th:โลก zh-min-nan:Tē-kiû

Immanuel Kant

Immanuel Kant (22. april 1724 - 12. februar 1804) var en tysk filosof og fysiker.

Liv

Kant er formentlig mest berømt for to ting, henholdsvis det såkaldte "kategoriske imperativ", der er et forsøg på at opstille en almengyldig etisk regel, samt hans opdeling af verden i "tingen for os" og "tingen i sig selv". Hele sit liv levede og virkede han ved universitetet i Königsberg, det nuværende Kaliningrad. Kants tilværelse er berømt for det absolutte fravær af dramatiske eller spektakulære begivenheder. Han var skomagersøn, voksede op i fattige kår, men fik adgang til de højere uddannelsesinsitutioner takket være en åbenlys begavelse, der muliggjorde, at klasseskellene kunne overvindes. Kant var yderst arbejdsom og beskrives af Justus Hartnack som "sygeligt præcis" og en "arbejdsmaskine". Ved universitet underviste Kant i utrolig mange fag på en gang: praktisk filosofi, teologi, pædagogik, geografi, logik, matematik og metafysik. I 1755 udgav han Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels. I 1770 blev han professor i matematik, siden skiftede han over til metafysik og logik. Selv om der måske ikke kan fortælles mange historier om Kants liv, har hans indflydelse på filosofien været kolossal, og hans værker læses og kommenteres stadig flittigt, ikke blot som historiske kuriositeter, men som vægtige gennemgange af relevante problemstillinger i forhold til menneskets tænkning.

Filosofi

Kant betragtes af mange som den største filosof, der har levet. Dette særligt pga. hans erkendelsesteori. Kants filosofi kan ses som et meget dybtgående svar på David Humes skepticisme, som nok ville have forbavset Hume. Kant siger selv, at han tænkte over de erkendelsesteoretiske problemer i 12 år, før han skrev dem ned i løbet af få måneder. Hans to største værker er Kritik af den rene fornuft og Kritik af den praktiske fornuft. De to mindre bøger Prolegomena og Grundlæggelse af moralens metafysik giver en lettere indføring. Men når Kant kalder sidstnævnte en bog for den jævne forstand kan det virke lidt komisk, da tilegnelsen af hans filosofi for de fleste nok vil kræve, at man læser en introduktion først.

Erkendelsesteori

Tingene i sig selv [Ding-an-sich] er virkeligheden i sig selv og uerkendeligt. For os mennesker er der kun tingene for os, det vil sige den måde Ding-an-sich fremtræder for os. Den fysiske virkelighed fremtræder for os i tid og rum, det vil sige igennem et medium (vore erkendelsesformer). Tid og rum kalder Kant for a priori anskuelsesformer. Både matematiske sætninger og tid-rum begreberne er a priori gyldige før enhver erfaring, men dybest set udgør de blot formen for vore erfaringer. Nødvendigt for erkendelse er også forstandens kategorier, der er grundlæggende fornuftsbegreber som kvantitet, substans etc. Fornuftsillusioner (antinomier) som ideen om, at tiden enten har en begyndelse, eller at tiden ikke har en begyndelse, er udtryk for at erkendelsens betingelser selv gøres til genstand for erfaring, men ved at gøre dette går fornuften ud over sine grænser.

Etik

Det kategoriske imperativ formulerer Kant på flere måder. Én af de mest berømte er "handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål". Man skal altså altid betragte den anden som et mål i sig selv og ikke kun et middel. Dette må siges at være i tråd med nutidens etiske intuition.

Se også

- Rum
- Oplysningstiden

Ekstern henvisning

- Immanuel Kant hos Wikisource Kant, Immanuel Kant, Immanuel Kant, Immanuel Kant, Immanuel ja:イマヌエル・カント ko:이마누엘 칸트 simple:Immanuel Kant th:อิมมานูเอิล คานท์

A priori

1. A priori af latin a priori = "forfra". Det er en erkendelse, der er opnået via fornuften alene. Filosoffer som René Descartes har ment, at viden inden for matematiken var af denne type. I modsætning hertil står empirisk erkendelse. 2. A priori kan inden for videnskab betyde en viden som man mener at have uafhængigt af empiriske undersøgelser. Kategori:Erkendelsesteori Kategori:DK5 12

Empiri

Empiri er erfaring. Både dagliglivet og videnskaben er baseret på empiri. Empiri kaldes også a posteriori erkendelse. Modsat er a priori erkendelse, der er erkendelse via fornuften alene. Slutninger baseret på empiri er dog logisk ugyldige, hvorfor Karl R. Popper har foreslået falsifikation i stedet for verifikation som videnskabeligt princip. Videnskaben kan altså ikke bevise noget, men kun modbevise påstande.

Eksempel

Sætningen »Alle får er hvide« kan ikke bevises, men kun modbevises. Problemet er at man altid kun vil have set et endeligt antal tilfælde(får), at basere sit bevis på, hvorfor påstanden aldrig kan siges at være verificeret. Omvendt kan blot et enkelt tilfælde af et får, der er sort, falsificere påstanden.

Se også

- Poppers afkræftelsesprincip Kategori:Filosofi Kategori:Logik ja:経験論 ko:경험론

Generelle relativitetsteori

I 1916 udvidede Einstein sin specielle relativitetsteori fra 1905 så den også dækkede effekten af tyngdekraften på rum og tid. tid Teorien - der blev kendt som Einsteins almene eller generelle relativitetsteori - forudsiger at alle masser (planeter, solen, stjerner og golfkugler) krummer rummet omkring sig. For et plant snit (to dimensioner) igennem rummet og massen, kan man få en fornemmelse af fænomenet ved at forestille sig et tredimensionelt billede med en billardkugle i midten af et udspændt, elastisk gummiklæde. Den trejde dimensions hensigt er at illustrere rumdeformationens/"tyngdekraftens" styrke som følge af massen i omegnen. Jo større fordybning af gummiklædet i et givent punkt i det todimensionelle rumudsnit, jo større deformation. Samme mentale billede viser også hvordan en mindre kugle (en golfbold f.eks.) der droppes et sted på gummiklædet vil komme tættere og tættere på billardkuglen; ikke fordi de er tiltrukket af hinanden, men fordi rummet ’går ned ad bakke’. Denne illustration har naturligvis mange begrænsninger. Einsteins rumtid består af fire dimensioner hvoraf tiden er én. Alligevel kan det give en intuitiv forståelse af nogle af de fænomener, der beskrives i den generelle relativitetsteori. Et andet basalt postulat i Einsteins 1916 artikel, er det såkaldte ækvivalensprincip, ifølge hvilket naturlovene er de samme i et tyngdefelt (som vi finder det på jordoverfladen) og i et jævnt accelereret system. Effekten er, at man ikke kan måle sig til om man befinder sig på en planet med en tyngdeacceleration på ca. 9,82 m/sec2 eller om man befinder sig i et rumskib, der accelererer med 9,82 m/sec2. Har man siddet i et tog og kigget på et andet tog som dækker det meste af sit synsfelt ud af togvognen og der jævnt og langsomt sætter i gang på sporet ved siden af, så har man en fornemmelse af hvad dette postulat indebærer. Er det dem eller os der kører? Einstein brugte også idéerne fra den almene relativitetsteori på Universet som helhed. På den måde nåede han frem til muligheden for at Universet - i kraft af rumtidskrumningen - kunne være endeligt uden at være afgrænset, ligesom jordoverfladen der - netop i kraft af krumningen - har et endeligt areal, men ingen grænser. I årene efter publiceringen i 1916, blev der eksperimenteret med generel relativitet i stor stil. Det førte til eftervisningen af en del af Einsteins postulater, men nu næsten 100 år senere mangler der stadig evidens for nogle af de mere bizarre konsekvenser af den almene relativitetsteori; blandt andet tyngdebølger og sorte huller. = Krumme koordinatsystemer =

Ækvivalensprincip

Einsteins ækvivalensprincip er en hypotese, der siger, at et system i et tyngdefelt er lokalt ækvivalent med et jævnt accelererede system.

Vektorer i krumme koordinatsystemer

Kovariante og kontravariante vektorer

Kovariant differentiation og Christoffel-symboler

Metriktensor

Den metriske tensor spiller en afgørende rolle i forståelsen af relativitetsteori, idet den definerer alle afstande.

Geodætiske kurver

Bevægelse af legemer i et gravitationsfelt

Maxwells ligninger i et gravitationsfelt

= Einsteins gravitationsfeltsligninger =

Riemann tensor

Invariant volumelement

Materiens energi-impuls tensor

Hilbert-Einsteins gravitationsfeltsvirkning

Einsteins ligninger

= Løsninger til gravitationsfeltsligninger =

Den Newtonske grænse

Vi ved fra den klassiske mekanik, hvordan masser opfører sig i svage tyngdefelter. Denne teori er testet på så forskellige objekter som æbler og planeter, og en god overensstemmelse er opnået. Når så en teori som almen relativitetsteori konstrueres, må vi kræve at der er overensstemmelse mellem de to teorier i den grænse hvor vi forventer at Newtons teori gælder. D.v.s. hvor alle tyngdefelter er svage og alle bevægelser er langsomme.

Gravitationsbølger

Schwarzschilds løsning

Schwarzschilds løsning er en statisk sfærisk symmetrisk løsning til vakuum Einsteins ligninger (

R_=0

)

ds^=
\Bigg(1-\frac\Bigg)dt^
-\Bigg(\frac\Bigg)dr^
-r^(d\theta^+\sin^\thetad\phi^),

hvor

r_=2GM/c^

kaldes gravitations eller Schwarzschilds radius. = Eksperimentel bekræftelse af den almene relativitetsteori =

Merkurbanens perihelbevægelse

Lysafbøjning

Den almene relativitetsteori fik sin første empiriske bekræftelse i 1919. En engelsk ekspedition til Vestafrika og Brasilien iagttog dette år en lille afbøjning af lyset fra stjerner i retninger nær solskivens rand under en total solformørkelse. En stjerne nær den formørkede sols rand blev observeret i en anden position på himlen, end der hvor den normalt befandt sig. Solens gravitation viste sig altså at krumme rumtiden og dermed bøje lysstrålen fra stjernen.

Rødforskydning

Gravitationsstråling

= Relativistisk kosmologi = = Relaterede sider= :Speciel relativitetsteori :Fysik

Eksterne henvisninger

- [http://www.nbi.dk/~lautrup/artikler/relativitet.html Relativitetsteorien. Benny Lautrup. Niels Bohr Institutet]
- [http://scienceworld.wolfram.com/physics/topics/RelativityTheory.html Relativity Theory -- from Eric Weisstein's World of Physics] Kategori:Fysik ja:一般相対性理論 ko:일반 상대성 이론 simple:General relativity th:ทฤษฎีสัมพัทธภาพทั่วไป

Rumtid

I Einsteins specielle og almene relativitetsteori er tid og det 3-dimensionale rum slået sammen til et enkelt 4-dimensionalt manifold kaldet rumtid. Et punkt i rumtiden bliver benævnt en hændelse. Enhver hændelse har 4 koordinater (t, x, y, z). Relaterede artikler:
- Gravitation
- Præcession
- Sort hul (astronomi) Relaterede science-fiction artikler:
- Alcubierre drive
- Ormehul
- Warp drive

Eksterne henvisninger

- [http://www.natnet.dk/udfordringer/naturbyggesten/naturkraefter/ NatNet: Hvordan virker naturkræfterne?]
- Google: [http://directory.google.com/Top/Science/Physics/Relativity/ Relativity], [http://directory.google.com/Top/Science/Physics/Relativity/Special_Relativity/ Special Relativity]
- [http://home.att.net/~bob.rutkiewicz/force.htm Robert Rutkiewicz: Explaining Particle Force] Citat: "...Particles move together not because there is something pulling them together, they all are traveling in the straightest line possible, its just that space is curved..."
- [http://archive.ncsa.uiuc.edu/Cyberia/NumRel/NumRelHome.html University of Illinois: Spacetime Wrinkles] (med video).
- [http://www.theory.caltech.edu/people/patricia/st101.html Caltech: Spacetime 101]
- [http://www.astro.ku.dk/~cramer/RelViz/ KU.dk, Michael Cramer Andersen: Geometry Around Black Holes] A WWW Exhibition in Relativistic Computer Dynamics and Visualization.
- [http://cfa-www.harvard.edu/seuforum/explore/features/distort.htm Harvard: UNIVERSE! - Features: Distorting Space and Time]
- [http://math.ucr.edu/home/baez/physics/Relativity/GR/gravity.html Physics FAQ, By Martin Hogbin, 11 February 1998, What causes Gravity?] Citat: "...[Dette bud indeholder ikke kvantemekanikkens teori!] The world we live in consists of four dimensions, the three space dimensions and one that is not exactly time but is related to time (it is in fact time multiplied by the square root of -1 [i, j, det imaginære 'fortegn']). This is not at all easy to understand but it means that space-time as we call it has some rather weird properties. In particular, when you move through one of the space dimensions you also travel, unwittingly, through time...."
- [http://einstein.stanford.edu/content/story_of_gpb/gpbsty1.html Stanford: What is Gravity Probe B?] Physicists and engineers at Stanford University have created a wide range of exotic technologies to perform a satellite experiment that will probe the very foundations of space time.
- [http://einstein.stanford.edu/content/story_of_gpb/gpbsty3.html Stanford: The Geodetic Effect: Measuring the Curvature of Space-time] Citat: "... Third, most important, Gravity Probe B investigates the gravitational action of moving matter. Matter moving through space-time can be thought of as creating a new force -- gravitomagnetism -- which John Wheeler..."
- [http://www.sciencedaily.com/releases/2004/09/040908091101.htm 2004-09-09, Sciencedaily: NASA Gravity Probe B Mission Enters Science Phase, Ready To Test Einstein's Theory]
- Stanford, Dr. Sten Odenwald, [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/qanda.html Special & General Relativity Questions and Answers]:
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/q1347.html How are electromagnetism and space-time related, and can electromagnetic fields exert a force on space-time?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/a11277.html What happens in the space between gravitating bodies?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/a11134.html If space exists, what is it?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/a10743.html What is the relationship between space and time?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/a10591.html Does space have more than 3 dimensions?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/q2916.html What is the simplest evidence that there are more than 4 dimensions?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/q2850.html How do you explain Einstein's relativity theory to a 12 year old?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/q1669.html Is gravity the exchange of gravitons, or the curvature of space-time?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/q909.html What happens to the fabric of space-time when an object moves through it near the speed of light?]
- [http://einstein.stanford.edu/content/relativity/q710.html Does 'now' have a size instead of being a point in spacetime?]
- [http://www.aip.org/enews/physnews/2003/split/660-2.html Number 660 #2, November 4, 2003, Physics News Update: Acceleration Disrupts Quantum Teleportation] Citat: "...While this effect is small for typical accelerations in Earthly labs the result shows an interesting relationship between the effects of space-time motion and the quantum world..."
- [http://www.aip.org/enews/physnews/2001/split/562-1.html Number 562 #1, October 23, 2001 Physics News Update: Loop Quantum Gravity] Citat: "...Loop Quantum Gravity (LQG), rival of string theory in the quest to unite quantum mechanics with general relativity...In loop theory, the merger is attempted by imagining that space itself consists of moveable tiny loops..."
- [http://www.rsystem.org/rs/cwkvk/glimpses.htm Glimpses of a new paradigm. K.V.K. Nehru] Citat: "...Dewey B. Larson introduces the new paradigm that motion is the basic and sole constituent of the physical universe, and space-time is the content—not the container—of the universe...", [http://www.reciprocalsystem.com/dbl/ Dewey B. Larson (1898-1990)]
- [http://www.reciprocalsystem.com/spu/spums2.htm Dewey B. Larson: ] Citat: "...Time is the reciprocal of space... Instead of space and time we have have space-time..." Kategori:Fysik ja:時空 ko:시공간

Vektorrum

Et vektorrum er en mængde af vektorer, der opfylder følgende betingelser: Lad V være et vektorrum, u og v være vektorer i vektorrum V og c og d tilhøre en mængde F, således at skalarmultiplikation med F er afbildet i V.
- Addition er defineret, og V er lukket overfor addition, dvs.

\vec, \vec, (\vec+\vec)\in\mathbb

.
- Skalarmultiplikation er defineret, og V er lukket overfor skalarmultiplikation, dvs.

c\in\mathbb \quad \vec, (c\cdot\vec)\in\mathbb

.
- Addition er associativt, dvs.

(\vec+\vec)+\vec=\vec+(\vec+\vec)

.
- Skalarmultiplikation er associativt, dvs.

c(d\vec)=(cd)\vec

.
- Addition er kommutativt, dvs.

\vec+\vec=\vec+\vec

.
- Skalarmultiplikation er distributivt over vektoraddition, dvs.

c(\vec+\vec)=c\vec+c\vec

.
- Skalarmultiplikation er distributivt over skalaraddition, dvs.

(c+d)\vec=c\vec+d\vec

.
- Addition har et neutralt element, nulvektoren, dvs.

\vec+\vec=\vec

.
- Skalarmultiplikation har et neutralt element 1 (det neutrale element i multiplikation), dvs.

1\cdot\vec=\vec

.
- For alle vektorer eksisterer en vektor, som lagt sammen med vektoren giver nulvektoren, dvs.

\forall\vec \exist\vec \quad  \vec+\vec=\vec

. De nævnte vektorer, der er elementer i vektorrummet, skal ikke nødvendigvis være vektorer som vi kender dem fra gymnasiet, men kan være alle mulige matematiske objekter, der opfylder betingelserne. kategori:Vektorer ja:ベクトル空間 ko:벡터 공간

Tid

Tid et fællesgermansk ord, senere oldnordisk. Det kommer (tror sprogforskere) af et indoeuropæisk ord,
- di-t- = "afsnit". Det er senere blevet et germansk ord,
- tiði = "tidsafsnit". På oldnordisk hed ordet tið. Der lå altså fra vores sprogs begyndelse noget med opdeling i forståelsen af tiden. Dette stiller os i modsætning til andre folkeslag, f.eks. de ute-aztekisk-talende Hopi'er, der opfatter tiden som en glidende, ubrudt bevægelse. Man kan sige, at en begivenhed sker efter en anden, og man kan måle "afstanden" mellem de to begivenheder. Den udmålte "afstand" svarer til mængden af "tid", der ligger mellem de to begivenheder. Hvis man vil definere begrebet "efter", kan man bygge på antagelsen af kausalitet. Det har været en afgørende forudsætning for de videnskabelige opdagelser, at menneskeheden har gjort en samlet indsats for at øge forståelsen af tidens natur og forbedre målemetoderne. Det er bl.a. sket gennem arbejdet med at fremstille og forbedre kalendere og ure. Tillægsordet temporal betyder 'vedrørende tid'.

Måling af tid

Standardenheden for tidsmåling er SI-enheden sekund. Ud fra den fastlægges de store enheder som minuttet, timen, døgnet, ugen, måneden, året og århundredet. Det betyder, at man stadig bruger sumerernes 60-talsystem til tidsangivelse og ikke decimalsystemet. Først med enheden "år" kan den moderne tællemåde bruges. Tilsvarende er der intet fastlagt forhold mellem sekund, minut, tid, døgn og uge på den ene side og måned og år på den anden. Minuttet, timen og døgnet er officielle "ikke-SI enheder, der accepteres til anvendelse sammen med det internationale system". ([http://www1.bipm.org/utils/en/pdf/si-brochure.pdf Se denne brochure om tidsangivelser i pdf-format]) Tid kan måles ligesom andre fysiske dimensioner. Apparater til tidsmåling hedder ure. Meget præcise ure kaldes ofte kronometre. De allermest præcise ure er atomure. Der findes adskillige tidsskalaer: Universaltid, International Atom Tid (TAI), der er basis for andre tidsskalaer, Koordineret Universaltid (UTC), der er basis for civil tid, Centraleuropæisk Tid (CET), der er standardtid i Midteuropa osv. Desuden har mennesker opfundet kalendere til registrering af døgn, uger, måneder og år. Babylonerne antog, at året havde 360 dage. Det viste sig hurtigt at være unøjagtigt og med den julianske kalender og indførelsen af skudår hvert 4. år, kom kalenderåret i meget bedre overensstemmelse med solåret. Heller ikke det er dog nøjagtigt nok, og kalenderen kom langsomt ud af trit med virkeligheden, selv om der gik århundreder, før det blev rigtigt mærkbart. Til sidst måtte der gøres noget, og man reviderede skudårssystemet, sådan at der kun skal være skudår i hele århundreder, hvis deres årstal er deleligt med 400. Den nye kalender blev opkaldt efter paven og kom til at hedde den gregorianske kalender.

Tid i ingeniørkunst og anvendt fysik

I fysikken defineres tid som afstanden mellem begivenheder ud ad den fjerde akse i rumtidsystemet. Den specielle relativitetsteori viste os, at tid kun kan forstås som en koordinat i rumtid, som er en 4D-kombination af rum og tid. Afstanden mellem begivenheder afhænger da af iagttagernes relative hastighed i forhold til begivenhederne og hinanden. Den generelle relativitetsteori ændrede tidsopfattelsen yderligere ved at indføre ideen om den krumme rumtid. En vigtig tidsenhed i den teoretiske fysik er "Plancktid". (Se Planck enheder.)

Tid i filosofi og teoretisk fysik

Væsentlige spørgsmål i den filosofiske beskæftigelse med emnet “tid”: Er tiden absolut eller bare relativ? Er det umuligt at forestille sig tid uden ændringer eller har tanken mere for sig? "Går" tiden, eller er begreberne fortid, nutid og fremtid fuldstændigt subjektive beskrivelser af vore sansers bedrag? Zenons paradoks ændrede fuldstændig oldtidens opfattelse af tid, og det gav en begrundelse for at udvikle matematikken. Et diskussionsemne for Newton og Leibniz bestod i spørgsmålet om absolut tid: Newton mente, at tiden er en beholder for begivenheder ligesom rummet, mens Leibniz opfattede tiden i modsætning til rummet som et begrebsapparat til beskrivelse af forhold mellem begivenheder. McTaggart believed, rather eccentrically and on the basis of a very shaky argument, that tid and change are illusions. Læs også Jorge Luis Borges: "A Refutation of Time". Immanuel Kant betragtede tid og rum som transcendentale erkendelsesbetingelser, der går forud for enhver erkendelse, men hvis eksistens vi ikke kan udtale os om. Einsteins relativitetsteori forbandt tid og rum til én samlet rumtid på en måde, som også fik filosofiske konsekvenser. Den gjorde nemlig begrebet bloktid mere sandsynligt og påvirkede derved også begreberne om fri vilje og kausalitet.

Relativitetsteori

Tidsdimensionen har en række af egenskaber, som den deler med rumdimensionen, hvad der især stod klart efter opstillingen af relativitetsteorien. Tiden begynder med Big Bang samtidig med den begyndende udvidelse af rummet. Relativitetsteorien siger, at der ikke findes absolut tid. Genstande, der bevæger sig med forskellig hastighed, har hver deres opfattelse af tiden, som man kalder egentid, og som er uafhængig af en tænkt, absolut hastighed. I den sammenhæng er tyngdekraften snævert forbundet med begrebet tid. Præcise atomure viser, at et tyngdefelt gør tiden mere langsom.

Kvantemekanik

I dag går man som regel ud fra, at tiden forløber kontinuerligt. Hvis det er tilfældet, kan man opdele ethvert tidsinterval i mindre stykker. Men i visse generelle, fysiske teorier (f.eks. Kvantegravitation, den store teori om alt, M-teorien har man overvejet, om der findes en såkaldt Plancktid, som er så kort, at man ikke kan finde nye begivenheder ved at opdele den. Hvis det er tilfældet, går tiden i (uendeligt korte), adskilte spring.

Tiden er irreversibel

Mens man kan bevæge sig gennem rummet i enhver retning, så tillader tiden kun bevægelse i én retning, nemlig fra fortiden via nutiden ind i fremtiden. Man formoder, at der findes en dybere sammenhæng mellem tidens irreversibilitet og termodynamikkens 2. lov, som siger, at entropien tiltager uafbrudt i et lukket system. Se også: Tidspil.

Astronomi

I astronomien er måling af tid én af de ældste discipliner. Der skelner man mellem soltid og stjernetid (som adskiller sig fra hinanden med et døgn pr. år). Soltiden svarer ikke nøjagtigt til SI-sekundet, så derfor har man været nødt til at indføre skudsekunder. Disse problemer har man søgt at løse ved indførelse af forskellige tidsskalaer:
- TCB ist solsystemets egentid målt ud fra dets centrum af dets tyngdefelt.
- TCG angiver egentid du fra Jordens centrum.

I litteraturen

I litteraturen og særligt i science fiction behandler man afvigelser fra tidens normale forløb. Ligesom i fysikken er tiden her afstand mellem begivenheder, men det er en subjektivt oplevet afstand, og tiden bliver ikke behandlet som noget, der strømmer kontinuerligt i én retning. Det klassiske og mest kendte værk er H.G. Wells, Tidsmaskinen, hvor man kan manipulere tidens ensrettede strøm ved hjælp af en ikke nærmere beskrevet teknik. Litteratur af denne type tematiserer dermed kausaliteten.

Hverdagssprog

Man udtrykker ubevidst mange af tidsbegrebets filosofiske konsekvenser i hverdagssproget.
- (ikke) have tid
- tiden forgår (ikke)
- (ikke)tage sig tid
- vinde / tabe tid
- slå tiden ihjel Disse formuleringer udtrykker den subjektive tidsfornemmelse og gør brug af henvisninger til de begivenheder, der bestemmer tidens strøm. Samtidig giver man i dagligdags sprogbrug udtryk for en vurdering af begivenheder, tilstande og ens egen person. Tiden bliver til et mellemmenneskeligt referencesystem ved indførelse af ure. Som et vedtaget neutralt referencegrundlag får tid samme karakter som penge.

Tidsopfattelse

Man kan have den opfattelse, at tiden går hurtigt ("tiden flyver"), og dermed mener man, varigheden føles kortere end den faktisk er; Det kan opleves som en fordel:
- i tilfælde af, at noget med en bestemt varighed er forholdsvis ubehageligt, som f.eks.:
- arbejde (måske ikke så behageligt som fritid, men pengene er nødvendige)
- rejse (hvis man ikke rejser for rejsens skyld, men for at nå frem)
- ventetid, kedsomhed Det kan også opleves som en ulempe:
- i tilfælde af, at noget med en bestemt varighed er forholdsvis behageligt, som f.eks.:
- fritid, ferie :(omvendt betyder det, at tiden er fløjet afsted ofte, at der er sket noget behageligt)
- hvis man har meget, der skal nås
- i en længere målestok, at “man bliver gammel for hurtigt” Tiden synes også at gå hurtigt, mens man sover, så det kan være en fordel at sove i et tog eller som passager i en bil. Mange vil også forsøge at sove længe, hvis man keder sig, mens det føles som spildt tid at sove længe på en ferie.

Citat

"Tiden er en illusion, og frokost er det i dobbelt forstand" – Douglas Adams: Håndbog for vakse galakseblaffere

Se også

Tidsskalaer
- Sommertid, Kalender, Koordineret Universaltid (UTC), Geologisk tidsskala, Greenwich Mean Tid, International Atomtid (TAI), Metrisk tid, Stjernetid, Soltid, Synkronisering, Tidszone, Ugenummer, Universaltid Måleinstrumenter
- Kronometer, Ur, Atomur, Pendulur, Kvartsur, Timeglas, Solur, Horologi Måleenheder
- Sekund, Minut, Kvarter, Glas, Time, Døgn, Måned, År, Generation, Århundrede, Dateringsteknik
- Radiometri, Kulstof-14 metoden, Dendrokronologi, Periodisering
- Øjeblik, Uge, Kvartal, Årtusinde, Periode, Æra, Epoke, Olympiade, Årstid, Exponentiel tid, Reaktionstid, Søgetid, Halveringstid, Levetid, Varighed, Evighed, Stilperiode Historie
- En kort historie om tiden, Tidsmålingens teknologi Tiden i bred forstand
- Bloktid, ISO 8601, Kvalitetstid, Real-tid, Rumtid, Timeløn, Tidsmaskine, Frekvens, Tidskode, Tidstyring, Tidsrejse, Undervisningstime, Jordens alder, Målestok (tid), Evighed, Tidskapsel

Litteratur

- Einstein's Watches and Poincaré's Maps: Empires of Time. Af Peter Galison. W.W. Norton; 256 sider

Eksterne henvisninger

- [http://www.visdomsnettet.dk/artikel/48/ Filosofisk artikel om tidens eksistens]
- [http://ai.fri.uni-lj.si/xaigor/slo/znanclanki/Bierman.pdf Forskning i forudanelse; kan man opdage ting, før de sker?]
- [http://physics.nist.gov/GenInt/Tid/world.html En vandrin