Home About us Products Services Contact us Bookmark
:: wikimiki.org ::
Len

Len

Et Len var fra middelalderen et landområde, som kongen overlod en lensmand at forvalte, mod visse modydelser. Lensvæsenet menes at være opstået omkring det 8 - 10. århundrede i Frankrig, men i Danmark opstod de først på Valdemar Sejrs tid. Lensmanden var kongens repræsentant i et område, og havde den øverste militære og civile myndighed. Der var forskellige lenstyper:
- Pantelen, som betaling for en kredit.
- Afgiftslen, hvor kongen fik en fast afgift, og lensmanden beholdt resten af indtægterne.
- Tjenestelen, hvor der for eksempel skulle stilles en vis militær styrke til kongen som betaling, mens lenets indtægter tilfaldt lensmanden.
- Regnskabs- eller fadeburslen, hvor lensmanden var på fast løn mod at indtægterne tilfaldt kongen.
- Fyrstelen, der ofte tilfaldt kongens familie. Der var ikke tale om arvelighed, med mindre det var pantelen der løb til pantet var indfriet, så det var på mange måder gunstigt for en lensmand at låne kongen penge, da han sjældent var istand til at betale tilbage. På den måde kunne man sikre lenet til næste generation. I 1660 blev de danske len omdannet til amter (Danmarks amter (1662-1793)). Ordet len fik en ny betydning ved da kong Christian 5. ved forordning af 1671 gav mulighed for at adelige der ejede jord nok kunde oprette grevskaber, og samtidigt få den højeste danske adelstitel : lensgreve .

Se også:


- Danske len
- Danske grevskaber

Eksterne henvisninger


- [http://www.jenschristian.dk/nyborg.htm Artikel indeholdende afsnit om Dansk og tysk lensret] Kategori:Middelalder Kategori:Subnationale enheder

Middelalder

Middelalderen (på latin: media ætas) betegner i europæisk historie perioden fra antikkens afslutning i folkevandringstiden til tidlig moderne tid eller renæssancen. Det har været almindeligt at tidsfæste den mere præcist til 476-1453 med henholdsvis det vest- og østromerske riges fald som yderpunkterne. I dag bruges det almindeligvis om perioden ca. 500-1500. Begrebet middelalder blev opfundet af italienske renæssancehumanister i første del af 1400-tallet. Indtil da (og relativ lang tid efter) delte man almindeligvis historien op i de seks verdensaldre med udgangspunkt i de bibelske seks skabelsesdage eller i de fire verdensmonarkier med udgangspunkt i Dan 2,40. De tidlige renæssancehistorikere (med Francesco Petrarca som den første) opererede i stedet med to perioder i historien: Antikken og "den mørke tid". I midten af 1400-tallet mente man, at historien nu var kommet ud af den mørke tid og ind i den moderne tid, hvilket gav grundlag for at beskrive tiden mellem antikken og den moderne tid som en mellemperiode, middelalderen. Så vidt vides var italieneren Giovanni Andrea Bussi den første til at bruge betegnelsen (media tempestas) i 1469. Denne tredeling af historien kom til at få langvarig betydning og danner i vidt omfang grundlaget for historikeres opdeling af historien den dag i dag. Man har dog i høj grad forladt renæssancens syn på middelalderen som en unyttig ventetid på antikkens genfødsel og taler i højere grad om kontinuitet mellem middelalderen og den moderne tid. Opdelingen af historien i tre perioder blev introduceret i Danmark af kongelig historiograf Jon Jakobsen Venusinus i skriftet De historia dissertatio prima, qva ejus definitio et divisio comprehenditur fra 1604, hvor han skelner mellem ætas prisca, ætas media og ætas recentior. Så sent som i Ludvig Holbergs Synopsis Historiæ Universalis fra 1733 benyttes dog stadig opdelingen i de fire verdensmonarkier, men Holberg kendte og brugte også begrebet middelalder ("Middel Alder", "Middel-Alder", "middel Alderen") i lighed med de lidt yngre historikere Peter Friderich Suhm ("den midlere Historie") og Gerhard Schøning ("de saakaldte midlere Tider"). Ove Høegh-Guldberg benyttede i sin Verdens Historie (1768-1772) opdelingen i de seks verdensaldre. Den latinske betegnelse blev først fastlagt som media ætas efter nogen tid, hvor flere forskellige betegnelser var i brug. Det drejer sig om entalstalsformerne (årstallet for første kendte brug er angivet i parentes) media tempestas (1469), media ætas (1518), media antiquitas (1519), medium ævum (1604) og medium sæculum (1625) samt flertalsformerne media tempora (1531) og media sæcula (1625). Denne vaklen er formodentlig årsag til, at betegnelsen for perioden på engelsk (Middle Ages), nederlandsk (Middeleeuwen), russisk (Средние века) og islandsk (miðaldir) har en flertalsform, mens den på de øvrige europæiske sprog har entalsform. Det er almindeligt at opdele perioden i yderligere i tre perioder:
- Tidlig middelalder (ca. 500-1000)
- Højmiddelalder (ca. 1000-1300)
- Senmiddelalder (ca. 1300-1500) Denne opdeling blev dominerende efter Første Verdenskrig gennem artikler og bøger af historikerne Henri Pirenne og Johan Huizinga.

Dansk middelalder

Johan Huizinga Middelalderen betegner i dansk (og nordisk) sammenhæng en lidt anden periode end i det sydligere Europa. I almindelighed bruges begrebet middelalder om perioden fra ca. 1000 til 1536 og betegner således den periode, hvor den romersk-katolske kirke var den officielle kirke i Danmark. Det er dog også normalt først at regne middelalderens begyndelse i Danmark fra vikingetidens ophør omkring 1050 eller allerede fra kongemagtens overgang til kristendommen ca. 965. Ofte nævnes Svend 2. Estridsens regeringsperiode som tiden, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Det var bl.a. i denne periode, at Danmark kirkeligt blev delt ind i otte stifter. Udover den katolske kirkes centrale position var perioden karakteriseret ved, at magten i samfundet til en hvis grad var delt mellem kongemagt, adel og kirke med skiftende styrke hos de tre grupper. Det kom bl.a. til udtryk ved institutioner som danehof og rigsråd. Ved reformationen i 1536 blev dette forhold ændret, da kirken mistede sin direkte politiske indflydelse. Derfor kaldes perioden efter reformationen og frem til enevældens indførelse i 1660 ofte adelsvælden. Historikere bruger ofte en opdeling af den danske middelalder, der ser ca. sådan ud:
- Vikingetid (ca. 800-1050)
- Højmiddelalder (1050-1350)
- Senmiddelalder (1350-1536) Skellet mellem højmiddelalder og senmiddelalder kan begrundes dels med de samfundsforandringer, som Den sorte Død medførte, og dels med den gensamling af riget, der satte ind, da Valdemar 4. Atterdag blev konge i 1340 og dermed afsluttede den kongeløse tid, hvor Danmark havde været pantsat til grev Johann og grev Gerhard. Senmiddelalderen blev også Kalmarunionens tid (1397-1523). Kampen for at holde sammen på unionen eller genetablere den blev for flere danske konger et primært politisk mål, samtidig med at der foregik en kamp mellem adelen og kongemagten om den politiske dominans ud fra principperne regimen regale og regimen politicum.

Videnskab

regimen regale og regimen politicum Før i tiden troede man, at middelalderen var en tilbagestående periode, hvor mennesker end ikke vidste, at Jorden er rund. I dag ved vi, at de udmærket godt vidste, at Jorden er kugleformet. Ydermere var de på alle områder teknologisk mere avancerede end i klassisk tid. Filosofisk blev de klassiske tanker videreudviklet (man udviklede middelalderlatin til formålet), og man oprettede universiteter rundt omkring i Europa. Universiteterne blev til i et kulturelt møde mellem katolikker og muslimer i Spanien og spredte sig derfra til resten af Europa. Marco Polo drog på opdagelsesrejse og besøgte Kina. Han er forløberen for de senere opdagelsesrejser i renæssancen, men har altså sit udgangspunkt i middelalderen.

Kunst og ideer

I middelalderen opstår den idé, at mænd og kvinder er født intellektuelt lige, og at kvinden derfor skal have lige rettigheder med manden. Dette begrundedes med, at hvis en ufri kvinde ikke har frihed til at synde, kan hun ikke angre og derved modtage nåden. Før middelalderen var tanken om lighed nærmest utænkelig. Da mennesker er lige overfor Gud sker der også en massebevægelse i retning af at frigive og frikøbe slaver. Slaveri opfattedes som en ukristelig foreteelse og blev gjort ulovligt i de fleste europæiske lande omkr. år 1000, selv om det forsatte med at eksistere frem til nutiden. Først i oplysningstiden genindføres slaveriet for alvor i den vestlige verden. Giotto di Bondone (c. 1267–1337) opfandt det korrekte naturalistiske billede. Ideen kopieredes og masseproduceredes i renæssancen. Dante Alighieri (1265-1321) skrev Den Guddommelige Komedie, som stadigvæk står som et af de allerstørste værker nogensinde i litteraturhistorien.

Se også


- Danmarks historie
- Dannebrogordenen
- Feudalisme
- Hede
- Kirkeret
- Liste over middelaldervåben
- Militær teknologi og udstyr
- Ridder
- Ridderskab
- Tidslinje for Tidlig Middelalder

Litteratur


- Robert Bartlett: The Making of Europe - Conquest, Civilization and Cultural Change 950-1350, Allen Lane 1993 (Penguin Books 1994 ISBN 0-14-015409-4)
- Per Ingesman, Ulla Kjær, Per Kristian Madsen og Jens Vellev (red.): Middelalderens Danmark. Kultur og samfund fra trosskifte til reformation, Gad:København 1999 ISBN 87-12-03370-7
- Fred C. Robinson: "Medieval, the Middle Ages" i Speculum 59:4 (1984), s. 745-56
- Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks middelalder. En arkæologisk kulturhistorie, Gyldendal:København 1999 ISBN 87-00-22888-5

Eksterne henvisninger


- [http://www.danskmiddelalder.dk/ www.danskmiddelalder.dk]
- [http://www.bornholmsmiddelaldercenter.dk/ Bornholms Middelaldercenter]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/de_aeldste_tider.htm Nomos, Skræp: De ældste tider / Vikingetid/ Tidlig middelalder]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/1200-1400.htm Nomos, Skræp: 1200-1400 tallet]
- [http://www.nomos-dk.dk/skraep/1500-1600.htm Nomos, Skræp: 1500-1600 tallet] (inkl. folkeviser)
- [http://www.middelalderinfo.dk/ MiddelalderInfo] - omfattende samling af information om middelalderen, arrangementer, middelaldergrupper, musik, bøger, instrumenter, mad opskrifter, aktører og meget andet. Bliver løbende ajourført med ny viden.
- [http://www.middelalderfestival.dk/ Europæisk Middelalder Festival i Horsens]
- [http://www.aabne-samlinger.dk/venderprojekt/ Venner og fjender omkring Østersøen] - de dansk-vendiske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder. Et forsknings- og formidlingsprojekt i Storstrøms Amt]
- [http://www.duda.dk/Grundfag/Historie/Middelalderen/middelalderen.html DUDA om middelalderen]
- [http://www.middleages.dk/ Middleages.dk] (på dansk)
- [http://www.historie-nu.dk/historie-nu_links_portal.htm#middelalder1 historie-nu.dk: Middelalder]
- [http://www.roskildeskoler.dk/Kroenikke/Indledning.htm Roskildekrøniken] - citat: "...Roskilde Krønike er et resultat af alle Roskildes skolers samarbejde i anledning af, at byen fejrede sit 1000 års jubilæum. Den har hentet sin titel fra den ‘rigtige’ Roskilde Krønike - et håndskrift og en vigtig historisk kilde fra omkring 1140...Det er mest elevernes egen fantasi og indlevelse, der har formet krøniken..."
- [http://cunnan.sca.org.au/ Cunnan] - a Wiki collecting information for re-enactors of the Middle Ages and Renaissance with a heavy slant towards members of the SCA
- [http://www.ivh.au.dk/dvh/bog-udvikling.dk.htm Institut for Videnskabshistorie, Århus Universitet] - Dansk Videnskabs Historie: DVH-projektets firebindsværk (tekstudkast)
- [http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/ The Online Medieval and Classical Library] Kategori:Middelalder Kategori:Tidsperioder ja:中世 simple:Middle Ages

8. århundrede

Århundreder: 7. århundrede - 8. århundrede - 9. århundrede ----
700'erne   701 702 703 704 705 706 707 708 709
710'erne 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719
720'erne 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729
730'erne 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739
740'erne 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749
750'erne 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759
760'erne 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769
770'erne 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779
780'erne 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789
790'erne 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799
800'erne 800  

Begivenheder


-

Personer


- ----- Det 8. århundrede består af årene 701 til 800, som ofte forveksles med 700-tallet, som består af årene 700 til 799. å ja:8世紀 ko:8세기 simple:8th century th:คริสต์ศตวรรษที่ 8

10. århundrede

Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede ----
900'erne   901 902 903 904 905 906 907 908 909
910'erne 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919
920'erne 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929
930'erne 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939
940'erne 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949
950'erne 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959
960'erne 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969
970'erne 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979
980'erne 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989
990'erne 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999
1000'erne 1000                  
---- Det 10. århundrede består af årene 901 til 1000 å ja:10世紀 ko:10세기

Valdemar sejr

Valdemar 2. Sejr, søn af Valdemar 1. den Store, dansk konge fra 1202-1241. Han efterfulgte sin broder, Knud, der døde barnløs. I 1188 blev han hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under Knud og også under Valdemar Sejr. Først erobrede han Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg. Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina, men kongen ville hellere færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland og dér hjælpe Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) med at fastholde det kristne bispedømme her. Med i korstoget var også johannitere, som siden omkring 1130 havde haft pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner. Ganske vist med et hvidt kors, der opdelte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange felter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe ser ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanise (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner. Under en jagttur til Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr sammen med sønnen Valdemar taget til fange af grev Henrik af Schwerin, kaldet "Sorte Henrik". Greven afværgede de efterfølgende angreb, og i 1225 løskøbtes Valdemar for 45.000 mark, penge som han havde lånt af Henrik. Desuden skulle alle erobrede områder i Nordtyskland gives tilbage. Endelig måtte kongen sværge at afstå fra hævn. Alt håb om generobring af områderne bristede efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorefter Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning. Kort før sin død stadfæstede han Jyske Lov. På grund af disse mange erobringstogter fik han tilnavnet "Sejr". Alle erobrede områder undtagen Estland gik imidlertid tabt igen allerede i hans egen tid. Problemet var, at det ikke var muligt at befolke de erobrede områder, og i stedet bosatte tyskere sig i de erobrede områder. Som sin far søgte Valdemar Sejr at sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn til medkonge, og de andre sønner fik hver et landområde i arveligt len. Dette medførte en svækkelse af kongemagten og indeholdt kimen til den tronkamp, som sønnerne udkæmpede efter hans død. I 1205 giftede Valdemar Sejr sig med Dagmar, datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet). Hun var ifølge traditionen elsket af befolkningen. Hun døde i 1212 og "hviler udi Ringsted". På sit dødsleje skulle hun efter overleveringen (folkevisen) have forsøgt at overtale Valdemar Sejr til at ægte Karl af Rises datter, Liden Kirsten og ikke den "beske blomme", Bengerd, som hun kaldes i folkevisen. I 1214 giftede Valdemar Sejr sig alligevel med Berengaria, der var datter af kong Sancho I af Portugal. Hun blev moder til Erik, Abel og Christoffer.

Kilder/henvisninger


- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk Kategori:Danske regenter Kategori:Danskere fra før år 1500 Kategori:Middelalder ja:ヴァルデマー2世 (デンマーク王)

1660

Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne År: 1655 1656 1657 1658 1659 - 1660 - 1661 1662 1663 1664 1665 ---- Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670 - Danmark i krig: Karl Gustav-krigen - 1657-1660 ---- Begivenheder
- Enevælden og arvekongedømme indføres af Frederik 3., der udnytter uenigheder mellem adelige og borgerlige i stænderforsamlingen.
- Englænderen Samuel Pepys begynder at skrive sin berømte dagbog. Født
- januar - Pierre Helyot, fransk historiker.
- 28. marts - George I af Storbritannien.
- 16. april - Hans Sloane, engelsk museumsmand.
- 2. maj - Alessandro Scarlatti, italiensk komponist.
- september - Daniel Defoe, engelsk forfatter (Robinson Crusoe).
- 4. december - André Campra, fransk komponist.
- Andreas Schlueter, polsk billedhugger og arkitekt. Dødsfald
- 13. februar - Karl X Gustav af Sverige.
- 6. august - Diego Velásquez, spansk maler.
- 14. oktober - Thomas Harrison, engelsk soldat.
- Rigsadmiral Ove Gjedde 60 ko:1660년

Danmarks amter (1662-1793)

right Liste over Danmarks amter, som de eksisterede i perioden 1662-1793: #Åstrup, Sejlstrup, Børglum Amt #Dueholm, Ørum, Vestervig Amt #Ålborghus Amt #Skivehus Amt #Mariager Amt #Hald Amt #Dronningborg Amt #Bøvling Amt #Lundenæs Amt #Silkeborg Amt #Kalø Amt #Skanderborg Amt (1662-1793) #Havreballegård Amt #Åkær Amt #Riberhus Amt #Koldinghus Amt #Stjernholm Amt #Hindsgavl Amt #Assens Amt #Rugård Amt #Odensegård Amt #Nyborg Amt #Tranekær Amt #Halsted Amt #Ålholm Amt #Nykøbing Amt #Møn Amt #Vordingborg Amt #Tryggevælde Amt #Roskilde Amt (1662-1793) #Ringsted Amt #Korsør Amt #Antvorskov Amt #Sorø Amt (1662-1793) #Sæbygård Amt #Kalundborg Amt #Holbæk Amt (1662-1793) #Dragsholm Amt #Jægerspris Amt #Kronborg Amt #Frederiksborg Amt (1662-1793) #Hørsholm Amt #Københavns Amt (1662-1793) #Bornholms Amt

Kilder

Sogn-Herred-Amt, særnummer af Slægt&Data, 1998, ISBN 87-90044-02-9 Kategori:Danmarks historie Kategori:Danmarks amter (1662-1793)

Christian 5.

Christian 5. (15. april 1646 - 25. august 1699) var dansk konge af den oldenborgske slægt 1670-1699. Valgsprog: Pietate et Justitia (Med fromhed og retfærdighed). Christian 5., ældste søn af kong Frederik 3. og dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg fødtes på Flensborghus i 1646. Enevoldskonge af konge af Danmark-Norge fra 1670-1699. I 1655 hyldedes han som tronfølger, 9 år gammel. Først som 18-årig fik han sæde i statsrådet, og med stor indflydelse - kongen var jo enevældig. Ved Frederik 3.'s død i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmark-Norges anden enevoldskonge. Da han jo havde arvet tronen, skulle han ikke krones, men ble´v i stedet salvet. Det skete i Frederiksborg Slotskirke. I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth i umiddelbar nærhed af Københavns Slot. Dronningen fødte kongen syv børn og maitressen fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie udnævnt til grevinde af Samsø, som rigskansleren mistede efter at være blevet styrtet. I 1675 erklærede kongen krig mod Sverige, den såkaldte "Skånske Krig" for at tilbageerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. mistede ved Roskildefreden i 1658. Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i flere slag, men nogen militær afgørelse på krigen kom der aldrig, trods Niels Juels sejre i Køge Bugt. Krigen endte med, at Frankrig i 1679 dikterede en fred, hvorefter situationen var som før krigens udbrud. Den mest magtfulde af kongens mænd var rigskansler Peder Griffenfeld, hvis voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham mange fjender. Svenskerne var på dette tidspunkt allierede med stormagten Frankrig, og Griffenfeld ønskede for enhver pris at undgå konfrontation med Frankrig. I 1676, da Griffenfelds forbindelser med franskmændene blev afsløret, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Kongen havde tidligere skriftligt advaret ham mod at afgøre sager uden om kongen, mod at favorisere egne yndlinge og mod at modtage bestikkelse. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet. Men i sidste øjeblik ændrede kongen straffen til livsvarigt fængsel, som afsonedes på en ø ud for Trondheim, indtil Griffenfeld døde i 1698. Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme, og den gottorpske hertug havde allieret sig med Sverige. I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog sin svoger, hertug Christian Albrecht, til fange, men ved afslutningen af Den skånske Krig måtte den danske krone efter fransk diktat slippe Gottorp igen. I 1684 forsøgte kongen igen at indlemme Gottorp i riget, men i 1689 måtte han ved Altonaforliget opgive indlemmelsen. Til styrkelse af enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse: greve- og friherrestanden. Uanset stand kunne enhver, der besad tilstrækkelig meget jord, erhverve sig grevetitlen. Hvis man havde knap så megen jord, måtte man nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen afløstes efterfølgende af titlen baron. Christian 5. udstedte "Danske Lov" af 1683 og "Norske Lov". Kongen døde i august 1699 efter året i forvejen at være blevet kvæstet af en anskudt hjort. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

Kilder/henvisninger


- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
- Lexopen Kategori:Danske regenter ja:クリスチャン5世 (デンマーク王)

1671

Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne År: 1666 1667 1668 1669 1670 - 1671 - 1672 1673 1674 1675 1676 ---- Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699 ---- Begivenheder
- Født
- 11. oktober Kong Frederik den 4. Dødsfald
- 71 ko:1671년

Grevskab

Ved forordning af 1671 åbnede den danske konge (Christian 5.) for, at adelige, der ejede jord nok, kunne oprette grevskaber og samtidigt erholde titel af lensgreve. Minimumstørrelsen for et grevskab var 2500 tdr. hartkorn. Hensigten var at knytte adelen tættere til Kronen. Det var oprindeligt bundet til slægten, kunne ikke handles eller pantsættes og gik tilbage til kronen i tilfælde af, at slægten uddøde. Retten til at oprette baronier og grevskaber ophævedes med Grundloven, og ved en lov i 1919 fastsatte man nærmere vilkår for, at lenene kunne overgå til besidderne:
- Staten opgav sin hjemfaldsret (det vil sige statens ret til at overtage grevskabet, hvis slægten uddøde) mod en afgift på 25% af ejendommensværdien. Desuden skulle besidderen overdrage 1/3 af jorden til oprettelse af statshusmandbrug.

Se også:


- Danske grevskaber

Lensgreve

Lensgreve er betegnelsen for den højeste adelsrang i Danmark. Rangen blev indført i 1671 ved en forordning om oprettelse af grevskaber og baronier. En lensgreve er en greve der af den danske konge er forlenet med et grevskab. Greve er i Danmark en rent honorær titel, og står under lensgreve i rang.

Se også


- Adel
- Danske adelsslægter Kategori:Adelige titler

Danske len

Antallet af Danske len har varieret gennem tiderne; Antallet af hovedlen har det meste af tiden ligget omkring 50, men efter reformationen blev der oprettet mange smålen så antallet kom op omkring 200. Ved enevældens indførelse i 1660 og omdannelsen til amter var der 49.

Jylland


- Åstrup Len
- Sejlstrup Len
- Børglum Len
- Ålborghus Len
- Dueholm Len
- Ørum Len
- Vestervig Len
- Skivehus Len
- Mariager Len
- Hald Len
- Dronningborg Len
- Bøvling Len
- Lundenæs Len
- Silkeborg Len
- Kalø Len
- Skanderborg Len
- Havreballegård Len
- Åkær Len
- Riberhus Len
- Koldinghus Len
- Stjernholm Len

Fyn


- Hindsgavl Len
- Hagenskov Len
- Rugård Len
- Odensegård Len
- Nyborg Len

Øerne og Bornholm


- Tranekær Len
- Halsted Len
- Ålholm Len
- Nykøbing Len
- Stegehus Len
- Hammershus Len

Sjælland


- Jungshoved len
- Vordingborg Len
- Tryggevælde Len
- Roskilde Len
- Ringsted Len
- Korsør Len
- Antvorskov Len
- Sorø Len
- Sæbygård Len
- Kalundborg Len
- Holbæk Len
- Dragsholm Len
- Abrahamstrup Len
- Kronborg Len
- Frederiksborg Len
- Københavns Len

Eksterne kilder og henvisninger:


- http://www.byhistorie.dk/kommuner/artikel.aspx?artikel=amter.xml
- J. P. Trap: Kongeriget Danmark, 4. og 5. udgave

Kategori:Middelalder

Den vesteuropæiske middelalder går fra Roms plyndring (475) og til renæssancen (1374). I Østeuropa forsætter det Østromerske Kejserdømme frem til 1453 I dansk sammenhæng går middelalderen fra år 1066, efter vikingetiden, til reformationen i 1536 og efterfølges af renæssancen. Kategori:Tidsperioder ja:Category:中世ヨーロッパ

Cuore

Il cuore è un organo costituito pressoché esclusivamente da tessuto muscolare, supportato da una struttura fibrosa e da un apparato nervoso specifico. Il cuore è l'organo centrale dell'apparato cardiocircolatorio, di cui rappresenta la pompa capace di produrre una pressione sanguigna sufficiente a permettere la circolazione del sangue. Il cuore come tutti i muscoli è capace di contrarsi sfruttando l'energia prodotta dalla ossidazione di sostanze energetiche (come acidi grassi, carboidrati) in presenza di ossigeno, ma a differenza degli altri muscoli, esso è dotato della capacità di autoeccitarsi e autocontrarsi. Il controllo nervoso sul cuore può solo aumentare o diminuire la frequenza di contrazione, ma questa nasce in maniera spontanea in un centro specifico del cuore noto come nodo seno-atriale. In realtà, in condizioni di emergenza qualsiasi altro punto del cuore potrà dare origine ad un ritmo, che però verrà definito "non sinusale" e avrà frequenza inferiore al normale. La frequenza standard del cuore è definita a 72 battiti al minuto. Una frequenza compresa tra 60 e 100 battiti al minuto è considerata fisiologica; una frequenza inferiore ai 60 bpm viene chiamata bradicardia; una frequenza superiore ai 100 bpm è definita tachicardia. Non sempre le bradi- o tachi-cardie sono patologiche (vedi tachicardia fisiologica nell'attività fisica).

Anatomia umana

nodo seno-atriale Il suo volume corrisponde al pugno chiuso della persona stessa; nell'adulto pesa 200-300 gr. Ha una forma di cono capovolto, alto 12 cm, compresso dall'avanti all'indietro, con due facce, una posteriore e una anteriore. La base guarda in alto, indietro e a destra, mentre lapice è rivolto in basso, in avanti e a sinistra. Funziona come una pompa aspirante e premente: richiama nelle sue cavità il sangue venoso, lo manda ai polmoni per l'arteria polmonare, da dove le vene polmonari lo riportano nuovamente al cuore, che, attraverso l'aorta, lo porta in tutte le reti capillari. Il cuore è posto nella cavità toracica, sopra il diaframma e fra i due polmoni, viene protetto anteriormente dallo sterno e dalle cartilagini costali. Lo spazio in cui è situato è detto mediastino anteriore. Lateralmente sono presenti gli ili polmonari, i due nervi frenici e i vasi periocardiofrenici; posteriormente il cuore è in rapporto con l'esofago, l'aorta discendente e le vene azigos ed emizigos.

Il pericardio

Il cuore è mantenuto in sito dai grossi vasi che da esso si originano e dal sacco fibroso che lo avvolge. È costituito da una massa muscolare contrattile (miocardio) rivestita da una membrana sierosa: il pericardio. Quest'ultimo presenta normalmente da 20 a 50 ml di liquido chiaro roseo ed è costituito da due strati distinti, uno esterno, il pericardio fibroso, e uno interno, il pericardio sieroso.

Pareti del cuore

La superficie esterna del cuore appare liscia e lucente, in quanto avvolto da una sottile membrana, il pericardio. Questo involucro ha uno spessore venti millesimi di millimetro e aderisce perfettamente a tutte le parti piane e a tutte le insenature del cuore.
Sotto di essa si trovano tre tonache una interna all'altra:
- l'epicardio
- il miocardio
- l'endocardio. L'epicardio è costituito da tessuto connettivo, contenente capillari sanguigni, capillari linfatici e fibre nervose.
Sotto all'epicardio, si trova il miocardio, costituito da fibre muscolari, che sostengono la funzione di pompaggio del sangue nel corpo umano. È la più spessa tra le tre tonache, raggiungendo uno spessore di 5-15 mm, a seconda delle zone. Le fibre muscolari sono disposte in direzioni diverse. Lo spessore del miocardio è maggiore in corrispondenza dei ventricoli.
L'endocardio è il rivestimento interno che protegge la cavità cardiaca. È una membrana sottile come il pericardio, ha la funzione di favorire lo scorrimento del sangue all'interno del cuore per evitare coaguli del sangue.

I grossi vasi e le coronarie

Nella parte alta della faccia anteriore del cuore sono presenti due grossi vasi arteriosi: l'aorta e l'arteria polmonare (che si suddivide quasi subito in un ramo sinistro ed in un ramo destro). Le basi di queste arterie sono abbracciate da formazioni dette auricole, a causa della loro forma somigliante ad orecchie di cane. Ciascuna di queste è un prolungamento cavo dell'atrio corrispondente.
Anche nella parte alta posteriore del cuore sono presenti due vasi sanguigni: la vena cava superiore e la vena cava inferiore.
Tra questi quattro vasi, sono poste le vene polmonari destra e sinistra.
Tutti questi grossi vasi sono delimitati inferiormente dalle coronarie (arteria coronaria destra e arteria coronaria sinistra) che derivano dall'aorta, da cui si diramano le arterie longitudinali anteriore e posteriore, che giungono fino all'apice, irrorando tutto il cuore.

Le cavità del cuore

Il cuore è diviso in quattro cavità:
- due cavità superiori, atri (destro e sinistro)
- due cavità inferiori, ventricoli (destro e sinistro). Le cavità destre comunicano tra loro formando il cuore destro (per il sangue venoso), così come comunicano le due cavità sinistre, formando il cuore sinistro (per il sangue arterioso).
Non esiste alcuna comunicazione tra la parte destra e la parte sinistra del cuore.
I setti interatriali e interventricolare dividono il cuore nelle due metà suddette. L'orifizio auricoloventricolare pone in comunicazione ogni atrio con il corrispondente ventricolo. La base del cuore (in alto e a destra) è formata dai due atrii: dalla destra si diparte la vena cava superiore, dalla sinistra prendono origine le vene polmonari. La parte anteriore del cuore, corrispondente ai polmoni, presenta, in vicinanza della base, l'origine dell'arteria polmonare che nasce dal ventricolo destro, e leggermente più indietro l'origine dell'aorta, che nasce dal ventricolo sinistro. Quindi, in ogni ventricolo, vi sono due orifizi che comunicano, uno con il grosso vaso arterioso che ne origina, l'altro con l'atrio rispettivo.

Centripetismo e centrifughismo del sangue

Gli atri ricevono le vene, nelle quali il sangue ha un percorso centripeto, ovvero dall'esterno del corpo verso il cuore. Dai ventricoli nascono le arterie, nelle quali il sangue ha un percorso centrifugo.
L'afflusso verso il cuore avviene attraverso il sistema venoso, quello dal cuore alla periferia attraverso il sistema arterioso.
L'atrio destro comunica con il ventricolo destro attraverso la valvola tricuspide, che impedisce al sangue il reflusso dal ventricolo.
Tra atrio sinistro e ventricolo sinistro è posta la valvola bicuspide o mitrale, che ha funzioni analoghe alla precedente.
Gli orifizi che mettono in comunicazione l'esterno del cuore con l'interno, sono anch'essi protetti da valvole che impediscono il reflusso: valvola semilunare polmonare (ventricolo destro - arteria polmonare), semilunare aortica (ventricolo sinistro - aorta).

Fisiologia

aorta aorta Il cuore funziona come una pompa aspirante e premente, l'energia necessaria viene fornita dal muscolo cardiaco stesso. Il ciclo cardiaco comprende le due fasi essenziali nelle quali si svolge l'attività del cuore:
- sistole diastole. Con la diastole gli atri si contraggono in sincronia e ciò coincide parzialmente con la dilatazione dei ventricoli, che esercitano un'azione aspirativa sul sistema venoso. In questa fase, il sangue passa dagli atri ai ventricoli. Nella sistole, i ventricoli contraendosi, spingono il sangue nelle arterie aorta e polmonare; Queste fasi cardiache sono ascoltabili (auscultazione del cuore) e traducibili attraverso due suoni distinti, detti toni cardiaci. Quando i ventricoli si contraggono abbiamo il primo tono, un suono cupo. È generato dalla contrazione del miocardio ventricolare e, seppure in parte, dalla vibrazione delle valvole atrio-ventricolari che si chiudono. Al primo tono segue una pausa durante la quale i ventricoli spingono il sangue nelle arterie. Successivo è il secondo tono, breve e chiaro, determinato dalla vibrazione delle valvole semilunari che si chiudono. Al secondo tono segue una pausa più lunga, con il riempimento dei ventricoli.
Il muscolo cardiaco funziona sotto il controllo del sistema nervoso centrale, mediante il nervo vago che ha funzione frenatrice (rallenta i battiti del cuore); inoltre, fanno capo al cuore, i nervi del sistema simpatico, con funzione accelleratrice. Esistono nel cuore alcuni centri intrinseci che presiedono alla coordinazione dei movimenti nelle quattro sezioni. L'efficienza del cuore è eccezionale. Nell'adulto sano le pulsazioni sono 60-80 al minuto (nel neonato arrivano a 120), durante il sonno, il cuore pompa 5 litri di sangue in un minuto, mentre, durante un'attività fisica moderata, la quantità è doppia. Per un'attività pesante o una vigorosa attività atletica si arriva a 20 litri al minuto. La pressione è tale che, se si innestasse in senso verticale un tubo di vetro graduato nell'aorta, vedremmo il sangue salire fino ad un metro e ottanta al di sopra della testa dell'uomo.

Rivoluzione cardiaca

Il ciclo cardiaco che porta il cuore dallo stato di contrazione allo stato di riposo e quindi nuovamente a quello di contrazione è detto "rivoluzione cardiaca".

Il sistema di conduzione del cuore

Esiste una parte del miocardio dedicata alla sola generazione e conduzione degli impulsi attraverso il muscolo cardiaco, questo è il cosi detto miocardio specifico. Questo è un sistema specializzato del cuore che permette, in condizioni normali, che il cuore batta in maniera efficiente (prima gli atri, poi i ventricoli permettendo il completo riempimento di questi ultimi) e che l'impulso generato si diffonda velocemente, facendo contrarre tutte le parti del ventricolo in maniera simultanea. Questo sistema è formato da diverse parti: Il nodo seno-atriale (S-A): si tratta di una piccola e appiattita striscia elissoidale di miocardio specifico larga circa 3 mm, lunga 15 mm e spessa 1 mm, che si trova nella parte superiore laterale dell'atrio destro subito sotto allo sbocco della vena cava superiore. Le fibre del nodo seno-atriale hanno un diametro variabile tra i 3 e i 5 mm, mentre le fibre circostanti sono delle dimensioni di una decina di micrometri. In questo nodo si genera il normale impulso ritmico, per fare in modo che l'impulso venga trasmesso alle fibre atriali, le fibre del nodo S-A si connettono direttamente con quelle atriali; il potenziale d'azione si diffonde, così, in maniera simultanea negli atri. Le vie internodali: si tratta di una striscia di tessuto di conduzione che deve condurre il segnale verso il nodo atrioventricolare. Il nodo atrio-ventricolare (A-V): è il principale responsabile del ritardo che deve essere attuato nel passagio del segnale dagli atri ai ventricoli. Un'altra importante funzione del nodo A-V è quella di permettere il passaggio solo in un senso dell'impulso cardiaco, impedendo il passaggio dai ventricoli agli atri tramite uno strato fibroso che funziona da isolante per l'impulso. Le branche (destra e sinistra) delle fibre del Purkinje: che propagano l'impulso alla massa cardiaca ventricolare, passando nel setto del cuore. La particolarità del miocardio specifico che per prima è risultata molto evidente, anche senza eseguire nessun tipo di esperimenti elettrofisiologici, è quella che permette a tutto il miocardio specifico di generare gli impulsi elettrici: in pratica, la centrale pacemaker principale si trova nel nodo seno-atriale, ma non è l'unica presente nel miocardio. È stato possibile apprezzare questo escludendo dalla conduzione il nodo S-A, il cuore continua a battere, anche se a ritmi notevolmente inferiori (40/60 impulsi al minuto, contro i normali 70/80). Questo meccanismo può essere spiegato come una sorta di autoprotezione da parte del cuore, esistonono infatti patologie a causa delle quali viene bloccata la conduzione del nodo S-A. In questo caso, il cuore può contuinuare a battere poiché il nodo A-V comincia a dettare il passo del ritmo (con frequenza minore) e la situazione è compatibile con la vita. Vediamo ora tutto il percorso che effettuano gli impulsi, così da capire esattamente la funzione di ogni singola parte del sistema di miocardio specifico. Una volta che l'impulso si è generato nel nodo seno-atriale, esso passa direttamente alle fibre atriali investendole in maniera simultanea. A questo punto attraverso le fibre internodali, il segnale viene trasmesso al nodo atrioventricolare. Dalla generazione del segnale sono passati 0,02 secondi. È in questo punto del sistema di conduzione, quello che trasferisce il segnale dagli atri ai ventricoli, che troviamo un ritardo di trasmissione. Questo ritardo è necessario affinché l'impulso cardiaco non possa propagarsi dagli atri ai ventricoli in maniera troppo veloce. Se questo accadesse, infatti, sarebbe impossibile per i ventricoli un perfetto riempimento e da questo si arriverebbe ad un non perfetto rendimento della pompa cardiaca. La prima struttura che provoca questo ritardo è il nodo A-V, che ritarda di circa 0,09 secondi prima che l'impulso invada il fascio di Hiss (che si dividerà poi in branca destra e sinistra). Subito dopo il passaggio attraverso il nodo atrioventricolare abbiamo un ulteriore ritardo di 0,04 secondi dovuto ad una parte del fascio fibroso che separa atri e ventricoli. Il ritardo complessivo dalla generazione dell'impulso, all'arrivo dello stesso ai ventricoli è quindi di circa 0,16 secondi. Subito dopo questa parte "ritardante" troviamo le fibre del Purkinje, che dal nodo A-V si portano ai ventricoli passando attraverso il setto ventricolare. Queste fibre sono a conduzione molto veloce. Questa velocità di trasmissione permette di avere una trasmissione ai ventricoli praticamente immediata e simultanea (circa 0,03 secondi). L'alta velocità diminuisce una volta che si è arrivati nelle parti terminali delle fibre del Purkinje, quindi le ultime cellule miocardiche sono raggiunte con un ritardo di circa 0,03 secondi; conseguentemente il tempo per far contrarre i ventricoli è calcolato in 0,06 secondi.

Il sistema di eccitazione del cuore

Per quanto riguarda il sistema di eccitazione e di conduzione del potenziale di azione, all'interno del cuore troviamo un comportamento leggermente differente rispetto alle altre cellule del corpo. Non solo troviamo un comportamento generalmente diverso dai potenziali delle altre cellule, ma addirittura, anche all'interno del cuore troviamo due tipi di sviluppo del potenziale elettrico: uno riguarda le fibre atriali e ventricolari, un altro riguarda le cellule del nodo seno-atriale (o cellule del pacemaker). Ovviamente questo comportamento particolare ha una spiegazione fisiologica molto importante: le fibre atriali e ventricolari, per esempio, devono comportarsi in maniera simile alle fibre muscolari, ma dovranno anche assicurare un alto rendimento della pompa cardiaca; il nodo seno-atriale si comporta in maniera diversa da quasiasi altra fibra, poiché deve assicurare principalmente la generazione del potenziale d'azione.

Comportamento delle fibre muscolari atriali e ventricolari

Il comportamento delle fibre atriali (o ventricolari) è molto simile a quello di ogni altra cellula muscolare o nervosa, soprattutto per quello che riguarda il potenziale di riposo, mentre si differenzia di più nello sviluppo del potenziale d'azione. Il potenziale di riposo Come nelle altre fibre muscolari, anche qui il potenziale di membrana è di circa -90 mmV. Questo potenziale di membrana è dovuto alle differenti concentrazioni degli ioni; in particolare, per mantenere costante il potenziale di riposo notiamo la presenza di due pompe ioniche. La prima, quella presente anche nelle fibre nervose, è quella sodio-potassio, che, tramite l'utilizzo di un ATP permette di regolare la concentrazione di questi due ioni. La seconda, che è una pompa caratteristica delle cellule miocardiche, è la calcio-sodio che tende ad eliminare dalla cellula lo ione Ca++ usando l'energia di un ATP in maniera indiretta (l'ATP mantiene il gradiente del NA+, il sodio compie lavoro, questo lavoro è utilizzato dalla pompa calcio-sodio per espellere il calcio). Il potenziale d'azione L'ampiezza del potenziale d'azione è di circa 105 mV, il che porta ad avere un picco (spike) del potenziale di circa 20 mV, esso è maggiore che nella maggior parte delle cellule muscolari perché deve essere in grado di far rendere al massimo la pompa cardiaca. Ma la cosa peculiare è che subito dopo lo spike, la membrana rimane depolarizzata per diverso tempo (0,2 secondi negli atri e 0,3 secondi nei ventricoli), per poi ripolarizzarsi in maniera molto veloce. Questa fase di perdurata depolarizzazione è detta fase di plateau, che permette alla fibra di rimanere contratta da 3 a 15 volte in più rispetto alle normali fibre muscolari. In questo periodo di plateau è impossibile, per la fibra miocardica, contrarsi e questo effetto è indispensabile per il corretto funzionamento del cuore, poiché permette un alto rendimento della funzione di pompa del cuore, in quanto il ventricolo può riempirsi completamente di sangue prima di eseguire un'altra contrazione; inoltre permette di avere una netta distinzione tra fase pulsoria (sistole) e fase di riposo (diastole), in maniera tale da permettere l'apporto di sangue attraverso le coronarie, che può avvenire solo in fase diastolica.

Comportamento delle cellule pacemaker

È nelle cellule pacemaker che nasce lo stimolo cardiaco vero e proprio. Per questo motivo il comportamento di dette cellule differisce in maniera consistente rispetto a quella di ogni altra cellula e conseguentemente il comportamento elettrico assume delle modalità particolari. Il potenziale di riposo La particolarià delle cellule pacemaker è proprio quella di non avere un vero e proprio potenziale di riposo. Tra un potenziale d'azione ed un altro si registra una progressiva polarizzazione della cellula partendo da un valore di circa -65 mV, la polarizzazione prosegue verso lo zero, come se dovesse raggiungere un potenziale di riposo, ma prima che si possa stabilizzare raggiunge il potenziale soglia (-50 mV), dopo il quale parte il picco del potenziale d'azione. Complessivamente, riconosciamo le cellule pacemaker per questi motivi: generazione spontanea dell'impulso, mancanza di potenziale di riposo, alto valore del potenziale di membrana e maggior frequenza nell'insorgenza dei potenziali d'azione. Il potenziale d'azione Per quanto riguarda il potenziale d'azione di queste cellule, si tratta a grandi linee di un normale potenziale d'azione, anche se parte da valori più alti e con una frequenza maggiore.

Il sistema nervoso autonomo e il cuore

Come noto il cuore, rappresentando una di quelle attività del corpo che sono necessarie alla vita, è regolato in alcune sue funzioni dal sistema nervoso autonomo, che agisce indipendentemente dalla nostra volontà. Il sistema nervoso autonomo è attivato da centri che sono situati tra il midollo spinale e l'encefalo, in particolare il bulbo e il ponte, che formano il midollo allungato e che sono responsabili di tutte quelle funzioni che devono essere attive sempre (regolazione cardiaca, sanguigna, respiratoria, veglia-sonno). Si dipartono proprio da questi centri primari, le principali vie nervose che sono il sistema parasimpatico (vagale) e il sistema ortosimpatico. Questi due sistemi non sono controllati direttamente dal bulbo e dal ponte, ma da centri gangliari che si trovano nel cuore (sistema parasimpatico) o in prossimità delle vertebre (sistema ortosimpatico), essi controllano la frequenza cardiaca. Il sistema parasimpatico inizia con le prime fibre, che lasciano il sistema nervoso centrale attraverso vari nervi cranici e alcuni nervi spinali sacrali. Circa il 75% delle fibre parasimpatiche convogliano nei due nervi vaghi che si distribuiscono nella regione toracica e addominale. Il sistema parasimpatico è responsabile dell'inibizione della frequenza cardiaca, infatti notiamo che tagliando il nervo vago, si ha una accelerazione del cuore fino ai massimi livelli fisiologici raggiungibili. Il sistema parasimpatico agisce usando uno specifico neurotrasmettitore: l'acetilcolina. Essa determina due importanti effetti sul cuore: deprime la frequenza di scarica del nodo S-A e diminuisce l'eccitabilità delle fibre giunzionali poste tra il miocardio atriale ed il nodo A-V. Il sistema ortosimpatico prende origine dal midollo spinale nel tratto compreso tra le vertebre T-1 e L-2 e, come il sistema parasimpatico, è costituito da neuroni pregangliari e postgangliari; la differenza sta nella locazione dei gangli che in questo caso è a livello della colonna vertebrale. La soppressione dell'attività ortosimpatica determina una diminuzione della frequenza, che però non è rilevante come l'azione del nervo vago. La stimolazione ortosimpatica provoca, di fatto, effetti opposti a quelli descritti per l'azione vagale, anche se comunque i due effetti sono sempre compresenti. Il neurotrasmettitore attraverso il quale il sistema ortosimpatico agisce è la noradrenalina, che viene rilasciata nelle sinapsi che interessano le terminazioni nervose cardiache e che, come l'acetilcolina, determina delle variazioni a livello delle conduttanze nelle cellule miocardiche.

Patologia

Le malattie che colpiscono il cuore possono essere acquisite o congenite: la loro diagnosi viene confermata attraverso l'elettrocardiogramma, o ECG, che è l'esame cardiologico più importante. #alterazioni della tunica esterna; #alterazione delle coronarie; #alterazioni del muscolo o delle fibre muscolari (miocardite); #malattie della tunica interna (endocardite); #lesioni della valvole cardiache; #malformazioni congenite Le alterazioni congenite si instaurano nella vita fetale e peggiorano con il crescere dell'età. Vi sono casi nei quali il cuore manca del tutto o è presente in forma rudimentale (incompatibili con la vita); in altri casi non c'è stato lo sviluppo di una parte del cuore con la conseguenza di comunicazioni (shunts) inter-atriali o inter-ventricolari. Le alterazioni acquisite sono generalmente dovute a fattori tossici che possono far degenerare i tessuti cardiaci, anche gravi (come la necrosi tissutale), con conseguente rottura della parete cardiaca. Ciò può anche accadere per chiusura di un vaso cardiaco a causa di un trombo, ecc. Pericolose sono le infiammazioni del cuore dovute a microorganismi patogeni che sono portati dalla circolazione generale, e che danneggiano il tessuto cardiaco, in particolare l'endocardio. Altre degenerazioni sono dovute ad ispessimenti di parti del cuore causate da calcificazioni, come nelle modificazioni arteriosclerotiche. Le infiammazioni cardiache possono causare, anche se guarite, una base dei cosidetti vizi cardiaci. Questi si manifestano con alterazioni dell'apparato valvolare che conducono ad una insufficienza della funzionalità del cuore, la quale in età avanzata può portare ad uno scompenso cardiaco e quindi anche alla morte. Nel cuore sono rare le affezioni tumorali e tubercolari.
Occorre ricordare che un'alterazione del cuore porta a squilibri in altri apparati del corpo. La chirurgia cardiaca risale al 1945, con l'intervento di A. Bablock sul cuore di un bambino affetto da "morbo blu". Nel 1967 si giunse al primo trapianto di cuore, effettuato da Christiaan Barnard.

Anatomia comparata

Invertebrati in genere

In questi animali consiste in genere in un rigonfiamento del vaso sanguigno che ha proprietà di contrazione (Anellidi, Echinodermi), oppure in un vaso dorsale specializzato (Crostacei) che può essere l'unico vaso in un sistema aperto, l'emoceloma. Per gli Insetti che presentano circolazione sanguigna esistono vari tipi di organi propulsori i quali vengono detti cuori.

Molluschi

Nei molluschi è costituito da una cavità, provvisto di valvole che consentono la circolazione in un solo senso.
È costituito da un ventricolo e uno, due o quattro atri.

Vertebrati

Nei Ciclostomo, Selaci ed Anfibi, il cuore prende origine da un abbozzo mesodermico ventrale; nei Sauropsidi e nei Mammiferi da due abbozzi pari destinati a fondersi nel piano mediano. L'abbozzo del cuore è compreso, in entrambi i casi, nel mesentere ventrale che si divide poi in un mesocardio dorsale e ventrale. Quando questo scompare il tubo cardiaco rimane libero nella cavità pericardica. Il cuore, nella sua forma primitiva, è costituito da un tubo a parete duplice: una muscolare detta miocardio, e una endoteliale detta endocardio. La scomparsa dell'atrio e del ventricolo rappresenta la prima differenziazione. Nei Ciclostomi, posteriormente all'atrio, si aggiunge un seno venoso; negli Elasmobranchi, anteriormente al ventricolo, si ha un cono arterioso. I Vertebrati a respirazione branchiale presentano varie valvole che regolano il flusso sanguigno, obbligandolo ad una sola direzione. Lo sviluppo del cono arterioso nei Pesci determina il numero delle valvole poste nello stesso; quando il cono arterioso è poco sviluppato compare il bulbo arterioso che si origina dal tronco arterioso. Il settore interauricolare divide in due metà il cuore degli animali a respirazione aerea; tale divisione permette una doppia corrente di sangue (arterioso e venoso). Negli Anfibi, il sangue proveniente dall'atrio destro e dal sinistro si mescolano: si dice pertanto che essi hanno una circolazione sanguigna doppia incompleta. Nel cuore dei rettili i ventricoli diventano due, ma persiste la mescolanza del sangue, in quanto i due ventricoli non sono completamente separati dal setto. Nell'evoluzione dei rettili questa separazione diviene sempre più netta, fino a risultare un piccolo foro nei coccodrilli, detto forame di Panizza. Questo foro può comparire come elemento patologico in cardiopatie ereditarie dell'uomo. L'ultima evoluzione del cuore è quella di uccelli e mammiferi, in cui si hanno due atri e due ventricoli, separati fra loro, con circolazione doppia e completa.

Voci correlate


- Chirurgia cardiaca
- Extrasistole
- Soffio cardiaco

Collegamenti esterni


- [http://www.med-ars.it/cuore.htm Med Ars] - Immagini 3D
- [http://xoomer.virgilio.it/fruca Conoscere il proprio cuore] - Informazioni sul funzionamento del cuore, sulle sue principali malattie e come prevenirle. categoria:anatomia Categoria:Cardiologia ja:心臓 ko:심장 ms:Jantung simple:Heart

biako niusy okucia metalowe tablice gadu










































:: RELATED NEWS ::

IJszak
Een ijszak is een plastic zak die ijsblokjes bevat om bijvoorbeeld een zwelling (hemangioom) tegen te gaan. Sommige commercieel verkrijgbare ijszakken bevatten een gel die niet vast wordt in de diepvries, zodat de ijszak makkelijker goed aangedrukt kan worden. Water (ijs) en de gebruikte gel zijn stoffen met een hoge soortelijke warmtecapaciteit, wat be
Konvooi
Konvooi heeft verschillende betekenissen:
- In maritieme termen is een konvooi een grote groep schepen die (dicht)bij elkaar varen.
- In transport- en logistiektermen is een konvooi een grote groep (vracht)wagens die in een lange rij achter elkaar rijden. Dit laatste echter niet te verwarren met een file.
IJsblokje
Dit artikel gaat over ijs als vaste vorm van water. Voor de andere betekenis, zie consumptie-ijs.
thumb thumb IJs is de vaste vorm van water en kan zeer uiteenlopende vormen aannemen, variërend van een ijsberg, ijspegel, tot


All Rights Reserved 2005 wikimiki.org